Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-112

KEN nr 9013 af 04/11/2004Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet4. januar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kendelse

fra Pressenævnet i sag 2004-6-112

[K] har klaget til Pressenævnet over et læserindlæg bragt i

Nordjyske Stiftstidende den 11. september 2004, idet han mener, at god

presseskik er tilsidesat.

[K] havde anmodet Nordjyske Stiftstidende om at bringe følgende

indlæg i bladet:

”Skal borgere være bange, ja nærmest så rædselsslagne, at de

ikke tør henvende sig i det sociale system? Nej, det skal de ikke, men det er

desværre ofte tilfældet, at nogle borgere har det sådan. Mange borgere kommer

jo i kontakt med det offentlige system på den ene eller anden måde. I mange

tilfælde drejer det sig om kontakt til de sociale myndigheder i forbindelse

med

f.eks. ansøgning om førtidspension, hjælpemidler, sociale ydelser, såsom

sygedagpenge eller kontanthjælp. Det burde jo være sådan, at de ansatte i

f.eks. en kommunes socialforvaltning er ansat for at rådgive og hjælpe

borgere,

som har behov for hjælp med f.eks. at finde rundt i den sociale jungle af

bestemmelser

m.m. Borgere skal have den hjælp, de har behov for og krav på, sådan må og

skal

det være i det sociale system. Borgere har også ret til at blive behandlet

som

mennesker, og ikke som skidt man kan træde på og sjofle til, som det passer

en

ansat. I de fleste tilfælde må det da også siges at behandling og tiltale

foregår på et voksent og sobert plan, men der forekommer desværre stadigvæk

tilfælde, hvor det modsatte er tilfældet. Det medfører ikke just god reklame

eller rosende omtale, og man må uvilkårligt stille sig selv det spørgsmål

–

Læs alt

hvad er det for nogle mennesker som kan få sig selv til at sjofle en borger

til

på det groveste, så denne borger bliver så bange, at vedkommende ikke tør

komme

på et socialkontor? Det drejer sig ofte om borgere, som i forvejen er meget

sårbare, idet de har det svært både fysisk og psykisk. De sætter deres lid

til,

at det rigtige sted at søge hjælp, må være hos det offentlige, og bliver så

sjoflet til i en grad, som man ikke kan forestille sig. Nu er det jo ikke

sådan

at dette er grebet ud af den blå luft, eller drejer sig om fantasi eller er

opdigtet. I forbindelse med, at jeg er sagsbehandler i Foreningen Til

Borgernes

Retssikkerhed får jeg ofte fortalt nogle ting om hvor sjofelt en borger er

blevet behandlet. Man siger uvilkårligt til sig selv, at det kan ikke være

rigtigt, den slags finder da ikke sted i et retssamfund i år 2004.

Så enten så må disse borgere have en livlig fantasi, eller også

så sker det virkeligt. Jeg er ikke i tvivl om at borgerne fortæller mig

sandheden, og det er skræmmende. Når der så er en bisidder med, så sker det

ikke! Derfor må det tilrådes, at man altid tager en bisidder med til et møde

med det offentlige system, hvis man ikke føler sig tryg ved at gå alene, så

går

det stille og roligt for sig. Man har ret til at tage en bisidder med, så

brug

denne ret. Jeg har talt med mange borgere, som simpelthen ikke tør henvende

sig

på en socialforvaltning, fordi de bliver kørt ned psykisk. Man skammer sig på

systemets vegne, over at ens medborgere kan behandle syge mennesker sjofelt

og

nedværdigende. Jeg håber, at dette får nogle sagsbehandlere, og andre

offentligt ansatte til at tænke sig om en ekstra gang, og måske ændre på

deres

holdning overfor syge borgere, således at de kan føle sig trygge ved at

henvende sig med deres problemer for at få hjælp.

At skulle være rædselsslagen ved tanken om at skulle til et møde

med det offentlige hører ikke hjemme i et retssamfund. Der prales jo med, at

ingen bliver uretfærdigt behandlet i dette land, så alle bør leve op til

dette.

Husk på, at som bl.a. offentlig ansat er man til for borgerne, og ikke

omvendt.”

Den 11. september 2004 bragte Nordjyske Stiftstidende under

overskriften ”DET OFFENTLIGE

– Til for

borgerne” følgende indlæg:

”Skal borgere være nærmest så rædselsslagne, at de ikke tør

henvende sig i det sociale system? Nej, men det er desværre ofte tilfældet,

at

nogle borgere har det sådan. Mange borgere kommer jo i kontakt med det

offentlige system på den ene eller anden måde, f.eks. de sociale myndigheder.

Det offentlige er til for borgerne.

[K]

Pressechef for Foreningen

til Borgernes Retssikkerhed.”

Indlægget blev bragt på debatsiderne under rubrikken ”PÅ NETTET”

med en henvisning til Nordjyske Stiftstidendes hjemmeside, hvor indlægget

samtidig blev bragt i fuld længde.

[K] har anført, at god presseskik er tilsidesat, idet det

indlæg, som blev bragt i Nordjyske Stiftstidende, var ændret i en sådan grad,

så han ikke længere kunne genkende det. Der udøves censur, når bladet i den

grad ændrer og forkorter læserindlæg, hvilket er til skade for demokratiet og

ytringsfriheden.

Nordjyske Stiftstidende har anført, at det er redaktøren, som redigerer

mediet, hvorfor bladet har ret til at afvise eller redigere læserindlæg. I

øvrigt blev læserindlægget bragt i fuld længde på bladets hjemmeside, og

bladet

har under rubrikken ”På nettet” oplyst, at der er tale om

koncentrater af

læserbreve, hvor hele læserbrevet kan læses på bladets hjemmeside.

Bladet har oplyst, at man jævnligt på debatsiderne gør opmærksom

på, at redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere

læserbreve.

Dette sker dog altid således, at den mening, der udtrykkes i læserbrevet,

holdes intakt, hvilket bladet også finder er tilfældet i den konkrete sag.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Kaare R. Skou

og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Et massemedie har som led i den redaktionelle proces på egen

hånd ret til at forkorte og redigere i manuskripter til læserbreve og

debatindlæg, såfremt skribentens opfattelse trods sådanne forkortelser og

redigering fremstår som uforvansket.

Pressenævnet finder, at [K]s budskab ikke fremstår som

forvansket efter den redigering, som Nordjyske Stiftstidende har foretaget i

hans indlæg – et indlæg, der i øvrigt blev bragt i sin fulde længde på

bladets

hjemmeside. Der er herefter ikke grundlag for at udtale kritik af Nordjyske

Stiftstidende for tilsidesættelse af god presseskik.

Afgjort den 4. november 2004.

Lignende dokumenter