Spring til indhold

Retsinformation

Nyt fra Ankestyrelsen - kortvarige skadelige påvirkninger - af fuldmægtig Frank Bøgh Madsen

KEN nr 11284 af 31/05/2000Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet8. juni 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Nyt fra Ankestyrelsen - kortvarige skadelige

påvirkninger - af fuldmægtig Frank Bøgh Madsen

Bestemmelsens baggrund

I 1916 blev ulykkesforsikringsloven udvidet med et nyt

arbejdsskadebegreb som supplement til ulykkestilfælde: »skadelige påvirkninger ved arbejdet af

højst nogle få dages varighed«. I

årene før var der blevet anmeldt et stigende antal

tilfælde med forfrysninger, vabler og seneskedehindebetændelser

m.v., der ikke var opstået pludseligt. I 1916 blev der mulighed for at

anerkende visse af de anmeldte tilfælde, såfremt der var en

rimelig sandsynlighed for at skaden kunne henføres til arbejdets

forhold.1)

Dette arbejdsskadebegreb blev senere betegnet »kortvarig skadelig påvirkning«, og praksis på området udviklede sig

gennem de følgende årtier. En øvre tidsgrænse

udviklede sig således til 5 dage2)

og blev senere lovfæstet ved lov om forsikring mod følger

af arbejdsskade, der trådte i kraft den 1. januar 1993. De anmeldte

tilfælde med vabler og forfrysninger blev færre, mens antallet af

fysiske belastninger, der førte til muskelskader blev flere. Sager om

seneskedehindebetændelse blev senere optaget på

erhvervssygdomsbekendtgørelsen.3)

Gennem årene har der ikke været særligt

mange ankesager om kortvarig skadelig påvirkning, hvor

påvirkningen har haft en relevant tidsmæssig varighed.4) Med et så beskedent antal

ankesager med meget forskellige påvirkninger og varighed har det

været vanskeligt at samle ankesager til præcisering af

Ankestyrelsens praksis om kortvarige skadelige påvirkninger. 5) I løbet af 1990'erne har der

imidlertid verseret en række retssager, hvor domstolene har

præciseret praksis om kortvarig skadelig påvirkning.6)

Ankestyrelsens undersøgelse

Læs alt

Der er gennemgået 31 afgjorte ankesager, hvoraf 12

var blevet anerkendt. Sagerne var fra perioden 1968 til 1999 og

påvirkningerne havde varet fra 25 minutter til 5 dage.

Undersøgelsen blev hovedsagelig afgrænset til fysiske

påvirkninger, da det ikke var muligt at finde særligt mange sager

om psykiske belastningsreaktioner udviklet inden for kortere tidsrum.7)

Den tidsmæssige afgrænsning

Det er gjort gældende, at der i praksis er udviklet

en tidsmæssig nedre grænse på 3-4 timers udsættelse,

således at skader opstået ved kortere udsættelser vil blive

afvist. Der er herved henvist til, at der ikke i loven er nævnt noget

om en mindste udsættelse i tid, hvorfor denne afgrænsning

efterlader et tidsmæssigt »hul« i forhold til ulykkesbegrebet, hvor der ikke er

mulighed for at få anerkendt skader som følge af arbejdet.

I en artikel skrevet af højesteretsdommer

Jørgen Nørgaard i anledning af en Højesteretsdom fra

19938) er det anført, at »Efter formuleringen af § 9, nr. 2, forekommer det

givet, at en påvirkning skal have haft en vis varighed, for at

§ 9, nr. 2, kan anvendes. Kravet om en vis tidsmæssig

udstrækning følger også af reglens forarbejder...« I Friis og Behns kommenterede

arbejdsskadeforsikringslov, 1. udgave fra 1984, side 130 »... nævnes det, at Sikringsstyrelsen

(Arbejdsskadestyrelsen) har anerkendt skader som følge af

påvirkninger af en varighed ned til 3-4 timer.«

Ifølge højesteretsdommer Nørgaard

havde Højesteret antaget, at løftene i sagen havde varet under

en time. Dermed var det allerede som følge af den ringe

tidsmæssige udstrækning udelukket, at § 9, nr. 2 kunne finde

anvendelse.

Ankestyrelsens undersøgelse viser, at der efter

administrativ praksis gælder et udgangspunkt om, at fysiske

påvirkninger vil kunne anerkendes som skadelige, når

udsættelsen har varet i mindst 3-4 timer. Dette modificeres dog af, at

der efter praksis gælder et princip om, at jo mere belastende, uvant og

usædvanlig en påvirkning har været i forhold til sikredes

almindelige arbejde, jo kortere varende påvirkninger kan anerkendes som

skadelige.

Eksempel på anerkendelse af en påvirkning

på 2 timer

Et eksempel på, at man i en konkret sag er

gået under udgangspunktet på mindst 3-4 timers fysisk

påvirkning er en sag, trykt i SM U-1-92, sag nr. 1:

En rengøringsassistent havde siden 1986 benyttet en

moppepresse, hvor hun til daglig foretog 70 pres med gulvmoppen og i

weekenderne dobbelt så mange. I 1990 deltog hun i en demonstration af

en ny moppepresse, hvor hun trykkede 70 gange med højre hånd

på kun 2 timer. Sikrede havde gennemført målinger af 4

kombinationer af forskellige pressetyper, men hun måtte opgive p.g.a.

armsmerter ved 5. forsøg.

Ankestyrelsen ændrede Arbejdsskadestyrelsens

afgørelse til anerkendelse. Der blev lagt vægt på, at

lidelsen måtte anses for opstået som følge af de helt

særlige ekstraordinære belastninger, som sikrede havde

været udsat for ved demonstrationen. Der var desuden klar

sammenhæng mellem den særlige arbejdssituation og de

opståede armsmerter, hvor sikrede efterfølgende fik stillet

diagnosen tennisalbue.

Medicinsk vurdering

I vurderingen af om en påvirkning kan anses for

skadelig indgår tillige en lægefaglig vurdering. Dette vil typisk

involvere en vurdering af diagnosen sammenholdt med symptomernes

opståen og udvikling samt lægefaglige erfaringer om under hvilke

påvirkninger (f.eks. kraftbetonet i modsætning til statisk

arbejde) bestemte lidelser (f.eks. tennisalbue og

seneskedehindebetændelse) kan opstå.

Den konkrete diagnose i sagen kan tale for anerkendelse,

selv ved kortere påvirkninger end 3-4 timer, såfremt lidelsen

efter lægefaglig erfaring med stor sandsynlighed kan opstå

på kortere tid. Dette gælder særligt skader ved forfrysning

som følge af udsættelse for frost. Ved sikre forfrysningsskader

vil der således efter praksis kunne anerkendes skadelige

påvirkninger af væsentligt kortere varighed end 3-4 timer.

Forudbestående lidelser udelukker ikke i sig selv,

at der kan ske anerkendelse af et tilfælde som kortvarig skadelig

påvirkning. Der kan således ske anerkendelse af en

forværring af den forudbestående lidelse. Dette sker ved, at der

tages forbehold for den forudbestående lidelse, som eventuelt kan

føre til fradrag ved fastsættelsen af erstatningen.

Lægelige oplysninger kan dog også konkret tale

imod anerkendelse. Hvis symptomerne på en skade f.eks. først er

opstået længe efter den anmeldte påvirkning, så taler

det imod årsagssammenhæng mellem påvirkningen og

skaden.

Sagsoplysning

Selv om det er forskelligt fra sag til sag, hvad der

kræves for at en sag kan anses for rimeligt og forsvarligt oplyst,

så synes følgende at være et typisk minimum:

1) En detaljeret beskrivelse af den anmeldte

påvirkning, herunder

a) Hvor lang tid påvirkningen varede og om der var

pauser i perioden.

b) Hvis sikrede har fået en ny arbejdsfunktion, en

ny maskine eller lignende, så en beskrivelse af, hvorledes dette er en

ændring i forhold til belastningerne inden for det sædvanlige

arbejdsområde.

c) Hvis sikredes arbejde er øget i tempo eller

omfang, så en beskrivelse af grunden til dette og en beskrivelse af,

hvorledes arbejdet blev mere belastende.

d) Hvis den særlige påvirkning skyldes

særlige og usædvanlige forhold ved arbejdet (akavethed f.eks.),

så en beskrivelse af arten og omfanget af disse forhold.

2) En beskrivelse af sikredes sædvanlige

arbejdsområde, herunder om sikrede tidligere har været udsat for

de samme påvirkninger, som nu er anmeldt som skadelige.

3) En lægelig afklaring af diagnose med oplysninger

om hvornår sikrede fik symptomer.

Begrundelser

I en del af sagerne fra undersøgelsen har

Arbejdsskadestyrelsen benyttet en standardbegrundelse om, at »arbejdet ikke var belastende ud over, hvad De må

forvente inden for Deres arbejdsområde.«

Ankestyrelsen har anvendt en lignende begrundelse i enkelte

afgørelser, og har i andre afgørelser benyttet en begrundelse

om at arbejdet »ikke var ekstraordinært

belastende i forhold til, hvad De normalt må være forberedt

på inden for Deres arbejdsområde.«

Det synes mere hensigtsmæssigt at begrunde

afgørelserne med en beskrivelse af det faktum, der er lagt til grund,

herunder hvor længe påvirkningen har varet og hvilke elementer

der er lagt vægt på ved vurderingen af påvirkningens

karakter og belastning. Dette kan herefter sammenholdes med sikredes vante

arbejdsområde, og styrelsens vurdering af, om påvirkningen

må anses for at være ekstraordinær og usædvanlig i

forhold til dette. Formuleringer fra ulykkessagerne om forventelighed

bør således ikke benyttes i sager om kortvarige skadelige

påvirkninger, da der er tale om andre kriterier for anerkendelse.

Officielle noter

1) Anerkendelse af

ulykkestilfælde var blevet indført ved ulykkesforsikringsloven

af 7. januar 1898. Erhvervssygdomme blev først indført som

arbejdsskadebegreb i 1933.

2)

Jævnfør Ulykkesforsikringsloven ved A. Birkmose fra 1954,

side 372 ff. Bestemmelsen står i dag i lovens § 9, nr. 2 og lyder:

»skadelige

påvirkninger af højst 5 dages varighed, der skyldes arbejdet

eller de forhold, hvorunder dette foregår.«

3)

Seneskedehindebetændelse og andre senebetændelser i

underarme og hænder er i dag omfattet af

erhvervssygdomsbekendtgørelsens gruppe E, pkt. 6 a), hvor kravet til

anerkendelse som erhvervssygdom er, at lidelsen skal være

forårsaget af uvant og kraftbetonet arbejde, når lidelsen

opstår inden for 6 måneder efter det uvante arbejdes

påbegyndelse.

4)

Der

har dog været behandlet en stor mængde ankesager, hvor

Arbejdsskadestyrelsen har taget stilling til om en pludselig hændelse

kunne anses for at være omfattet af loven både som

ulykkestilfælde og som kortvarig skadelig påvirkning. Disse sager

har dog kun givet anledning til en summarisk sagsbehandling, da

påvirkningerne typisk kun har varet et minut eller derunder.

5)

Af

trykt praksis fra Ankestyrelsen kan der henvises til SM U-12-88

(murerarbejdsmand, der brækkede gulv op i 2 1/2 dag med en

tryklufthammer) og SM U-1-92 (betjening af moppepresse). Der kan tillige

henvises til Arbejdsskadeforsikringsloven med kommentarer ved Behn og

Bertram, 3. udgave 1997, side 169 ff.

6)

Der

henvises til note 8, hvor en række af retssagerne er refereret.

7)

For

så vidt angår kortvarige skadelige psykiske påvirkninger,

så foreligger der følgende eksempel, der er udsendt i november

1995 i Nyt om arbejdsskader nr. 11, fra Arbejdsskadestyrelsen: En kvinde blev

på sin arbejdsplads gennem 2 nætter udsat for gentagne grove

seksuelle krænkelser fra en mandlig kollega, som hun var på vagt

sammen med. Der var tale om både psykiske og fysiske krænkelser

og tillige trusler. Sikrede blev under episoderne blandt andet forsøgt

fastholdt og truet med at blive opsøgt i hjemmet. Forløbet

førte til, at sikrede blev chokeret, bange og anspændt.

Arbejdsskadestyrelsen anerkendte tilfældet som en kortvarig skadelig

påvirkning, da der var en klar sammenhæng mellem chikanen og

krisesituationen. Påvirkningen gik således klart ud over, hvad

man måtte forvente på sin arbejdsplads. I vurderingen lagde

Arbejdsskadestyrelsen vægt på situationens usædvanlige

karakter og alvor.

8)

Højesterets dom er trykt i Ugeskrift for Retsvæsen

1993, side 226. Jørgen Nørgaards artikel om dommen er trykt i

Ugeskrift for Retsvæsen 1993, Afdeling B, side 220, særligt side

223.

Af senere sager fra domstolene kan bl.a. nævnes:

a) Ved en tilkendegivelse fra juni 1994 gav Østre

Landsret Ankestyrelsen medhold i, at der ikke var beskrevet en kortvarig

skadelig påvirkning, da sikrede i under 1/2 time bar

tørklosetter fra 2. sal og ned i gården. Sagsøger

hævede derfor sagen. (DSA, j. nr.: 11869-89).

b) Østre Landsret frifandt Ankestyrelsen ved en dom

af 16. oktober 1997. Det blev lagt til grund, at sikrede efter at han i knap

en time havde arbejdet med en ny arbejdsproces med modtagelse og

ophængning af forskellige typer skinkebove fik et smæld i venstre

hånd. Der blev henvist til Højesterets dom fra 1993 og at den

arbejdsmæssige påvirkning havde haft en så ringe

tidsmæssig udstrækning, at lovens § 9, nr. 2, allerede af

den grund ikke kunne anvendes vedrørende påvirkningen. (DSA, j.

nr.: 101339-91).

c) Ved dom trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, side 1025 har

Højesteret tiltrådt, at der ikke var dokumenteret en kortvarig

skadelig påvirkning, allerede fordi påvirkningen ikke oversteg 45

minutter. Sikrede havde fastholdt en selvdestruktiv elev sammen med en

kollega først i 5-10 minutter, og efter en pause på 10-15

minutter fastholdt ham igen i ca. 15 minutter. Sikrede fik

efterfølgende smerter i underarmen.

Lignende dokumenter