Spring til indhold

Retsinformation

Moms forudbetalinger for telefonkort og indbetalinger til kundekonti hos mobilselskaber

AFG nr 9616 af 20/03/2007AfgørelseSkatte- og Vækstministeriet18. juli 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Moms – forudbetalinger for telefonkort

og indbetalinger til kundekonti hos mobilselskaber

Spørgsmål

Kan

teleselskaberne undlade at opkræve moms efter momslovens § 23, stk. 3, om

forudbetaling af beløb, som modtages af teleselskaber i forbindelse med salg

af

forudbetalte teleydelser, når beløbet:

1. Udelukkende

kan anvendes til køb af momspligtige ydelser.

2. Efter kundens

valg kan anvendes til køb af såvel momsfrie som momspligtige ydelser.

3. Efter kundens

valg kan tilbagebetales helt eller delvist efter fradrag af købte ydelser

inden

for en forud fastsat periode.

4. Efter kundens

valg ikke anvendes eller kun anvendes delvist, hvorefter teleselskabet tager

beløbet til indtægt uden en modsvarende levering.

Hvis spørgsmål 2

besvares med, at der skal opkræves moms af beløbet ved modtagelsen, ønskes

yderligere svar på:

5. Kan der ske

regulering af den beregnede moms i beløb, som kunden faktisk anvender til

momsfrie

ydelser, f.eks. momsfrie donationer?

Hvis spørgsmål 3

besvares med, at der skal opkræves moms af beløbet ved modtagelsen, ønskes

yderligere svar på:

6. Kan der ske

Læs alt

regulering af den beregnede moms i det beløb, der tilbagebetales til kunden?

Hvis spørgsmål 4

besvares med, at der skal opkræves moms af beløbet ved modtagelsen, ønskes

yderligere svar på:

7. Kan der ske

regulering af den beregnede moms i det beløb, der tages til indtægt af

teleselskabet?

Svar

Spørgsmål

1: Ja, se dog indstilling og begrundelse.

Spørgsmål

2: Ja, se dog indstilling og begrundelse.

Spørgsmål

3: Ja.

Spørgsmål

4: Ja, se dog indstilling og begrundelse.

Spørgsmål 5 - 7:

Bortfalder.

Beskrivelse af

de faktiske forhold

Brancheforeningen

A, der er medlem af B, har teleoperatører og beslægtede virksomheder som

medlemmer.

A's medlemmer

modtager betalinger fra kunderne i forbindelse med, at en kunde indsætter et

beløb på sin mobilkonto. Der findes forskellige former for forudbetalte

teleydelser til en mobilkonto, f.eks. indbetaling via internettet, et

pengeinstitut eller køb af et mobilkort. Der er forskellige

distributionskanaler

for mobilkort, f.eks. direkte fra teleselskabet eller via tredjepart.

Kunden har

herefter adgang til at benytte telefonen for et beløb svarende til

mobilkontoens saldo. Saldoen nedskrives automatisk i takt med kundens

forbrug.

Det bemærkes, at det indbetalte beløb kun kan anvendes hos det teleselskab,

hvortil beløbet er betalt. Beløbet kan således ikke benyttes hos andre

teleselskaber. Når et beløb anvendes, fratrækkes saldoen den takstmæssige

betaling for den ydelse kunden vælger at forbruge. Modtagne beløb forrentes

ikke.

Det betalte

beløb kan - udover at kunne bruges til at tale i telefon for - også bruges

til

at betale for en række services. Der er ikke kun tale om services relateret

direkte til teletjenester, men der kan også være andre services, f.eks.

donation

af penge til velgørende formål. Dette kan eksempelvis være i forbindelse med

et

indsamlingsshow på tv til fordel for tsunamiofre, Røde Kors eller lignende.

Sådanne doneringer er momsfri. Derudover kan kunden vælge at indløse en

eventuel restsaldo til kontanter.

Det kan

forekomme, at et betalt beløb ikke bliver forbrugt før en af teleselskabet

fastsat gyldighedsperiode udløber. Er saldoen ikke brugt, før det betalte

beløb

forælder, er det ubrugte beløb gået tabt for kunden.

Spørgers

eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Generelt

De stillede

spørgsmål vedrører den momsmæssige kvalifikation af leveringstidspunktet i

relation til betalinger, der modtages før den faktiske levering finder sted.

Hovedreglen i

momslovens § 23, stk. 1, er, at det tidspunkt, hvor den faktiske levering

finder sted, er leveringstidspunktet.

Undtagelsen er,

at tidspunktet for modtagelse af betalingen kan anses for

leveringstidspunktet,

jf. momslovens § 23 stk. 3.

Momslovens § 23,

stk. 3, implementerer 6. momsdirektivs artikel 10, stk. 2, 2. pkt. Artiklen

anvender ikke ordet ?forudbetaling", men derimod ordet ?afdrag".

Det

fremgår således af artiklen, at ?såfremt der betales afdrag inden levering

eller tjenesteydelsen finder sted, forfalder afgiften i forbindelse med det

modtagne beløb dog på det tidspunkt, hvor afdraget indgår".

Det ligger

implicit i artiklen, at der er indgået en aftale om en konkret leverance til

en

nærmere fastsat pris, før afdraget betales. I modsat fald ville det ikke være

sprogligt naturligt at tale om betaling af afdrag for en leverance, som man

hverken kender prisen på eller arten af på betalingstidspunktet.

Da momslovens §

23, stk. 3, skal fortolkes i overensstemmelse med 6. momsdirektiv, må det

danske ord ?forudbetaling" således læses som ?afdrag", og

anvendelsen

af bestemmelsen må forudsætte, at der på betalingstidspunktet foreligger en

aftale om efterfølgende levering af en nærmere konkretiseret leverance.

Dette er

bekræftet i praksis fra både EF-domstolen og Skatterådet.

EF-domstolen har

i sag C-419/02

BUPA taget stilling til, om momsen skal afregnes på

forudbetalings/afdragstidspunktet eller leveringstidspunktet. EF-domstolen

fastslår i dommen, at for at momsen kan forfalde på betalingstidspunktet, er

det et krav, at den fremtidige leverance eller ydelse er kendt, og at varerne

eller ydelserne er specifikt angivet på betalingstidspunktet.

EF-domstolen

fastslår videre, at det er levering af varer og tjenesteydelser, der er

momspligtige og ikke de betalinger, der foretages. Derfor kan forudbetaling,

som er betalt for levering af goder og tjenesteydelser, der endnu ikke er

klart

identificeret, ikke være momspligtige. Dommen er vedlagt.

Skatterådet har

i sit bindende svar,

SKM2006.505.SR

,

bl.a. med udgangspunkt i BUPA-dommen taget stilling til, at den betaling, der

finder sted ved udstedelse af gavekort, ikke anses for betaling for levering

af

momspligtige varer og tjenesteydelser, der på betalingstidspunktet er klart

identificeret. Derfor er momsbeskatningstidspunktet for udstedelse af

gavekort

ikke betalingstidspunktet, men derimod indløsnings-/ forbrugstidspunktet.

Vores

overordnede konklusion er derfor, at de modtagne beløb er momsfrie. Vi lægger

vægt på den nævnte praksis og herunder, at det er uafklaret på

betalingstidspunktet, om saldoen i det hele taget vil blive anvendt til

momspligtig eller momsfri leverancer, om hele eller en del af det betalte

beløb

slet ikke forbruges, idet det forælder, eller om saldoen tilbagebetales til

kunden.

Ad spørgsmål 1

Det er vores

opfattelse, at momspligten på de modtagne betalinger indtræder, når kunden

anvender et beløb til at købe konkrete momspligtige ydelser.

Situationen er

sammenlignelig med Skatterådets bindende svar,

SKM2006.505.SR

.

Det er efter vores opfattelse ikke afgørende, at betalingen udelukkende kan

anvendes til senere køb af momspligtige ydelser.

Ad spørgsmål 2

Det er vores

opfattelse, at momspligten på de modtagne betalinger indtræder, når kunden

anvender et beløb til at købe konkrete momspligtige ydelser.

Udover det under

spørgsmål 1 anførte, lægger vi også vægt på, at de modtagne beløb ikke

udelukkende

er anvendelige som betaling for én bestemt momspligtig leverance, der

allerede

på betalingstidspunktet er klart identificeret, men kan anvendes til en række

forskellige teleydelser samt til momsfrie formål og i visse tilfælde aldrig

bliver brugt.

Det er således

ikke defineret på betalingstidspunktet, om der overhovedet sker en leverance

i

momsmæssig forstand eller om betalingen anvendes til formål, der falder uden

for momslovens anvendelsesområde. Transaktionen bliver derfor først omfattet

af

momsloven, når det konstateres, at teleselskabet rent faktisk foretager en

konkret leverance, der er momspligtig, hvilket er på forbrugstidspunktet.

Ad spørgsmål 3

Det er vores

opfattelse, at der ikke sker nogen levering mod vederlag i de situationer,

hvor

saldoen ikke bliver brugt før gyldighedsperioden udløb. Tilbagebetalingen til

kunden skal ske uden momsmæssige konsekvenser.

Ad spørgsmål 4

Det er vores

opfattelse, at der ikke er sket nogen levering mod vederlag, når kunden

vælger

ikke at anvende saldoen inden en forud fastsat udløbsdato.

Der er ikke tale

om, at kundens eventuelle forbrug frem til udløbsdatoen skal anses for

afregnet

til anden pris end på forbrugstidspunktet. Som nævnt ovenfor fratrækkes

saldoen

på forbrugstidspunktet den til enhver tid gældende takst for den ydelse,

kunden

vælger at forbruge.

Ad spørgsmål 5

Det er vores

opfattelse, at der skal ske regulering af evt. beregnet moms, når kunden de

facto indkøber en momsfri ydelse. Vi lægger vægt på, at en momsfri ydelse

ikke

kan omkvalificeres til en momspligtig leverance, alene fordi, betaling sker

før

ydelsen leveres.

Ad spørgsmål 6

Det er vores

opfattelse, at der skal ske regulering af evt. beregnet moms, når der sker

tilbagebetaling

af en ubrugt restsaldo til kunden. Vi lægger vægt på, at der ikke er sket

nogen

levering mod vederlag.

Ad spørgsmål 7

Det er vores

opfattelse, at der skal ske regulering af evt. beregnet moms, når en ubrugt

restsaldo

efter en forud fastsat udløbsdato tages til indtægt af teleselskabet. Vi

lægger

vægt på, at der ikke er sket nogen levering mod vederlag.

Andre forhold

Vi gør opmærksom

på, at en momsafregning på forbrugstidspunktet mindsker muligheden for at

foretage momssvindel med mobiltaletidskort, idet dette sikrer, at danske

teleselskaber afregner momsen.

Spørgers bemærkninger til SKATs indstilling og

begrundelse

Vi er enige med

SKAT i besvarelsen af spørgsmål 1, 2 og 3. Angående spørgsmål 4 mener vi, at

der ikke er tale om levering mod vederlag, når restsaldoen forælder.

Det er fortsat

vores opfattelse, at teleselskabet ikke leverer en ydelse til kunden i denne

situation, fordi:

Tolsma-sagen omhandler en

anden situation end den foreliggende, idet Tolsma ubestridt leverende en

tjenesteydelse. Teleselskaberne leverer ikke nogen tjenesteydelse ved at

tage en forældet kundesaldo til indtægt.

at de omhandlede

forudbetalinger er omfattet af betalingsmiddelloven, hvoraf det fremgår at

kunden har krav på tilbagebetalingen indenfor 1 år efier gyldighedsperiodens

udløb.

Levering mod

vederlag

Vi kan forstå på

SKAT's udkast til indstilling til Skatterådet, at SKAT er enig i vores

opfattelse af, at momspligten på modtagne forudbetalinger først indtræder,

når

kunden anvender et beløb til at købe konkrete momspligtige ydelser.

Teleselskaberne foretager således ikke en leverance til kunderne på

betalingstidspunktet. Derimod er det kundens senere anvendelse af det

forudbetalte beløb, der kvalificerer, om der er sket en levering i momsmæssig

forstand.

For at der kan

statueres momspligt, er det ifølge momslovens § 4, stk. 1, et krav, at der er

foretaget en levering mod vederlag.

Efter SKAT's

opfattelse medfører det forhold, at en eventuelt ubrugt saldo efter

gyldighedsperiodens udløb tilfalder teleselskabet, at der er tale om et

aftalevilkår som led i et retsforhold mellem teleselskabet og kunden. I

tilfælde hvor

?telekunden alene har kunnet anvende kontoen/kortet til køb af

teleydelser",

kan dette aftalevilkår ifølge SKAT anses for en

teleydelse. SKAT mener således, at såfremt en kunde ikke anvender sin saldo

fuldt ud og ikke anmoder om at få et restbeløb refunderet, har teleselskabet

leveret en teleydelse til kunden, idet kunden har haft adgang til telenettet.

Vi skal for god

ordens skyld gøre opmærksom på, at de omhandlende forudbetalinger altid vil

have en bredere rækkevidde end blot at kunne anvendes til køb af teleydelser,

idet kunden udover at kunne købe teleydelser også kan bruge saldoen til

eksempelvis momsfri donationer, beløbet kan udbetales efter anmodning herom

eller overføres til anden abonnement.

I tilfælde af at

SKAT til trods herfor stadig er af den opfattelse, at teleselskaberne leverer

en ydelse til kunderne, gør vi opmærksom på, at forudbetalingen principielt

altid vil give adgang til at købe teleydelser via telenettet. Hvorvidt kunden

reelt benytter saldoen til at købe teleydelser for, viser først den senere

anvendelse af forudbetalingen. Hvis SKAT's tankegang følges, vil

teleselskabets

således også have leveret en teleydelse til kunden i de situationer, hvor

kunden har haft adgang til telenettet, men valgt at bruge hele sin saldo på

en

momsfri donation eller har fået saldoen tilbagebetalt. SKAT statuerer

imidlertid ikke momspligt i disse situationer, idet SKAT ikke mener, at

teleselskaberne

i disse situationer har leveret en teleydelse.

Hvis

teleselskabet - som SKAT anfører - leverer en teleydelse alene af den årsag,

at

kunden får adgang til telenettet, ville momspligten af denne leverance

indtræde

allerede ved forudbetalingstidspunktet, fra hvilket tidspunkt kunden opnår

adgang til telenettet. Ifølge SKAT indtræder momspligten imidlertid først ved

gyldighedsperiodens udløb. Det vil sige, at teleselskabet først foretager

leverancen,

når saldoen er forældet. Teleselskabet leverer således en ydelse til kunden,

som kunden ikke har mulighed for at udnytte, idet saldoen netop er forældet.

Da det ikke er

muligt for kunden at modtage en leverance på forældelsestidspunktet, må

leverancen være foretaget allerede på forudbetalingstidspunktet, hvilket

betyder, at teleselskabet i nogle tilfælde har leveret en ydelse med

tilbagevirkende kraft. SKAT har med denne fortolkning ændret på det

grundlæggende princip om, at momsbeskatningen skal kunne afgøres på

transaktionstidspunktet og ikke gøres afhængig fremtidige dispositioner.

Det er vores

opfattelse, at det forhold, at der er indgået en aftale mellem teleselskabet

og

kunden ikke i sig selv medfører, at de omhandlende beløb udgør vederlag for

en

leverance. Der findes flere eksempler i både dansk praksis og praksis fra

EF-domstolen på forhold, hvor to parter har indgået en aftale, og der betales

penge fra den ene part til den anden part, uden at der foretages en levering

i

momsmæssig forstand.

Som eksempel

herpå kan nævnes

SKM2001.456.LSR

og

SKM2003.541.LSR

vedrørende rykkergebyrer samt sag C-102/86, Apple and Pear Development

Council,

sag C-184/00, Office des produits wallons ASBL og sag C-144/02, Kommissionen

mod Tyskland vedrørende tilskud.

Tolsma-dommen

Vi mener

desuden, at Tolsma-dommen ikke understøtter SKAT's synspunkt. Tværtimod

afgjorde

EF- Domstolen med Tolsma-dommen, at der kun skal afregnes moms af en ydelse,

hvis der er en direkte sammenhæng mellem den udførte ydelse og den modtagne

modværdi. Der skal således mellem tjenesteyderen og modtageren bestå et

retsforhold, der vedrører en gensidig udveksling af ydelser, idet det af

tjenesteyderen modtagne vederlag udgør den faktiske modværdi af den ydelse,

som

leveres til modtageren.

I Tolsma-sagen

spillede Tolsma lirekasse og oppebar indtægter i denne forbindelse. Domstolen

mente imidlertid ikke, at dette medførte, at der bestod et retsforhold mellem

Tolsma og bidragsyderne. De modtagne beløb kunne derfor ikke anses som et

vederlag, for at Tolsma spillede lirekasse. Det vil sige, at Tolsma leverede

en

ydelse mod vederlag, men at denne ydelse ikke var omfattet af momsens

anvendelsesområde, idet der ikke bestod et retsforhold mellem Tolsma og

bidragsyderne.

I

teleselskabernes situation er det ubestridt, at der består et retsforhold

mellem teleselskabet og kunden. Derimod er det vores opfattelse, at

teleselskabet ikke har leveret en konkret modydelse til kunden, som modsvarer

den modtagne forudbetaling. Sagt med andre ord, set fra kundens synspunkt har

denne ikke modtaget noget fra teleselskabet ud over at have mistet sine

penge.

Endvidere

udtalte EF-Domstolen i Tolsma-sagens præmis 20, ?at begrebet tjenesteydelser,

som foretages mod vederlag, der benyttes i denne bestemmelse, ikke omfatter

musikfrembringelse på offentlig vej, for hvilken der ikke er aftalt et

vederlag,

selv om gademusikanten beder om og også modtager penge, hvis beløb imidlertid

hverken er fastlagt eller kan fastlægges."

Her udtaler

EF-Domstolen, at hvis der mellem tjenesteyder og tjenestemodtager enten ikke

er

aftalt en bestemt pris, hvis beløbet vilkårligt kan variere i størrelse,

eller

hvis beløbet slet ikke betales, er en eventuelt betaling ikke omfattet af

momsloven.

Det forhold, at

kunden ikke har modtaget en konkret leverance, og at betalingen er vilkårlig

i

størrelse og i nogle tilfælde slet ikke forekommer, gør, at situationen ikke

er

omfattet af momsloven. Hvis en kunde ikke har anmodet om at få udbetalt

restsaldoen, skal teleselskabet derfor ikke afregne moms af det forældede

beløb.

Betalingsmiddelloven

Endelig gør vi

opmærksom på, at de omhandlende forudbetalinger er omfattet af

betalingsmiddelloven.

Af denne lovs § 9 fremgår, at kunder har krav på at få refunderet ikke

anvendte

forudbetalinger i indtil i år efter gyldighedsperiodens udløb. Det vil sige,

at

en lovbestemt forbrugerbeskyttelse forpligter teleselskabet til at refundere

en

eventuel ubrugt saldo til kunden. Det bemærkes, at teleselskabets

tilbagebetalingspligt ikke er uopfordret og ubetinget. Det betyder, at

teleselskabet kun er forpligtet til at refundere en ubrugt saldo efter

kundens

anmodning.

Kunden har

således inden for en forud fastsat periode ret til at få en eventuel ubrugt

saldo tilbagebetalt. Hvis denne periode er udløbet, uden at kunden har

anmodet

om at få restbeløbet refunderet, kan teleselskabet ifølge

betalingsmiddelloven

tage dette forældede beløb til indtægt.

Vi gør opmærksom

på, at teleselskabet som en ekstra service tilbyder kunden at overføre en

restsaldo til anden abonnementstype, således at kunden kan benytte det

forudbetalte beløb til at betale for allerede foretagne telefonsamtaler på

fastnettelefonen. Restsaldoen bliver i denne situation brugt som betaling for

en konkret leverance, hvorfor teleselskaberne fremover vil afregne moms af

restsaldoen

på dette tidspunkt.

SKATs

indstilling og begrundelse

Ad spørgsmål 1

Momslovens § 23

er affattet således:

"§ 23.

Afgiftspligten indtræder på det tidspunkt, hvor leveringen af varen eller

ydelsen finder sted (leveringstidspunktet).

Stk. 2.

Udstedes faktura over en leverance, anses faktureringstidspunktet som

leveringstidspunkt,

for så vidt faktureringen sker inden eller snarest efter leverancens

afslutning.

Stk. 3.

Finder betaling helt eller delvis sted, inden levering finder sted, eller

inden

faktura udstedes, anses betalingstidspunktet som leveringstidspunkt.

Stk. 4. For

varer, der leveres i kommission eller i konsignation, anses

leveringstidspunktet for at være enten det tidspunkt, hvor leveringen finder

sted, eller det tidspunkt, hvor afregningen med kommissionæren eller

konsignataren finder sted. I sidstnævnte tilfælde må faktura først udstedes

ved

afregningen."

Bestemmelsen

gennemfører artiklerne 63-66 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november

2006

om det fælles merværdiafgiftssystem (herefter Momssystemdirektivet) i dansk

ret.

Artiklerne er

affattet således:

"KAPITEL 2

Levering af

varer og ydelser

Artikel 63

Afgiftspligten

indtræder og afgiften forfalder på det tidspunkt, hvor levering af varer

eller

ydelser finder sted.

Artikel 64

1. Når anden

levering af varer end den, der består i udlejning af en vare for et bestemt

tidsrum

eller salg af en vare på afbetaling som omhandlet i artikel 14, stk. 2, litra

b), og levering af ydelser medfører flere på hinanden følgende afregninger

eller betalinger, anses den for at finde sted ved udløbet af de perioder, som

disse afregninger eller betalinger vedrører.

2.

Medlemsstaterne kan bestemme, at løbende leverancer af varer eller ydelser,

der

gennemføres i løbet af en vis periode, i visse tilfælde anses for at finde

sted

mindst én gang om året.

Artikel 65

Såfremt der

betales afdrag, inden leveringen af varerne eller ydelserne finder sted,

forfalder afgiften for det modtagne beløb på det tidspunkt, hvor afdraget

indgår.

Artikel 66

Uanset artikel

63, 64 og 65 kan medlemsstaterne bestemme, at afgiften for visse

transaktioner

og for visse kategorier af afgiftspligtige personer forfalder på et af

følgende

tidspunkter:

a) senest ved

udstedelsen af faktura

b) senest når

vederlaget indgår

c) såfremt der

ikke udstedes faktura, eller såfremt denne udstedes for sent, inden for en

nærmere angivet frist fra afgiftspligtens indtræden."

Artiklerne

svarer til 6. momsdirektivs artikel 10, stk. 1 og 2, der havde følgende

ordlyd:

"1. I det

følgende forstås ved

a)

afgiftspligtens indtræden: den omstændighed, der bevirker, at lovens

betingelser for afgiftens forfald er opfyldt;

b) afgiftens

forfald: det forhold, at statskassen i henhold til loven fra et bestemt

tidspunkt kan gøre sit krav gældende over for den afgiftspligtige person,

også

selv om der kan gives udsættelse med betalingen.

2. Afgiftspligten

indtræder og afgiften forfalder på det tidspunkt, hvor levering af goderne

eller tjenesteydelsen finder sted. Levering af andre goder end de i artikel

5,

stk. 4, litra b), omhandlede, og af tjenesteydelser, som medfører flere på

hinanden følgende afregninger eller betalinger, anses at finde sted ved

udløbet

af de perioder, som disse afregninger eller betalinger vedrører.

Medlemsstaterne

kan træffe afgørelse om, at fortløbende leverancer af goder eller

tjenesteydelser, der gennemføres i løbet af en vis periode, i visse tilfælde

anses for at finde sted mindst en gang om året.

Såfremt der

betales afdrag, inden leveringen eller tjenesteydelsen finder sted, forfalder

afgiften i forbindelse med det modtagne beløb dog på det tidspunkt, hvor

afdraget indgår.

Uanset

ovennævnte bestemmelser kan medlemsstaterne træffe afgørelse om, at afgiften

for visse transaktioner og for visse kategorier af afgiftspligtige personer

forfalder:

- enten senest

ved udstedelsen af faktura, eller

- senest når

vederlaget indgår, eller

- såfremt der

ikke udstedes faktura, eller såfremt denne udstedes for sent, inden for en

nærmere angivet frist fra afgiftspligtens indtræden."

EF-domstolen har

i præmisserne 44-51 i dommen i sag C-419/02, BUPA, udtalt følgende:

"44 Der

skal først henvises til, at sjette direktivs artikel 10, stk. 2, første

afsnit, bestemmer, at afgiftspligten indtræder, og afgiften forfalder, på det

tidspunkt, hvor levering af goderne eller tjenesteydelsen finder sted.

45 Sjette

direktivs artikel 10, stk. 2, andet afsnit, som bestemmer, at såfremt

der

betales afdrag, inden leveringen eller tjenesteydelsen finder sted, forfalder

afgiften i forbindelse med det modtagne beløb dog på det tidspunkt, hvor

afdraget indgår, udgør en undtagelse fra reglen i den samme bestemmelses

første

afsnit og skal som sådan fortolkes strengt.

46 Der skal

endvidere henvises til, at sjette direktivs artikel 10, stk. 1, litra

a),

definerer "afgiftspligtens indtræden" som den omstændighed, der

bevirker, at lovens betingelser for afgiftens forfald er opfyldt. Heraf

følger,

at afgiften kan forfalde samtidig med eller efter afgiftspligtens indtræden,

men - medmindre andet er fastsat i andre bestemmelser - ikke før denne.

47 Således

er det i medfør af sjette direktivs artikel 10, stk. 2, tredje afsnit,

tilladt medlemsstaterne at træffe afgørelse om, at momsen forfalder efter

afgiftspligtens indtræden i tre situationer: enten senest ved udstedelsen af

faktura, eller senest når vederlaget indgår, eller, såfremt der ikke udstedes

faktura, eller såfremt denne udstedes for sent, inden for en nærmere angivet

frist fra afgiftspligtens indtræden.

48 Det

nævnte stk. 2's andet afsnit afviger fra denne kronologiske rækkefølge,

idet det bestemmer, at såfremt der betales afdrag, forfalder momsen, uden at

leveringen eller ydelsen endnu har fundet sted. For at afgiften kan forfalde

i

en sådan situation, er det nødvendigt, at alle relevante enkeltheder

vedrørende

den omstændighed, der udløser afgiftspligtens indtræden, dvs. den fremtidige

levering eller den fremtidige ydelse, allerede er kendt, og dermed navnlig,

som

generaladvokaten har fastslået i punkt 100 i forslaget til afgørelse, at

goderne eller ydelserne er specifikt angivet på det tidspunkt, hvor afdraget

betales.

49 Denne

konklusion bekræftes endvidere af bemærkningerne til forslaget til sjette

direktiv (Bulletin for De Europæiske Fællesskaber, supplement 11/73,

s. 13), hvori Kommissionen anførte, at "såfremt der indgår afdrag

inden afgiftspligtens indtræden, indebærer modtagelsen af disse afdrag, at

afgiften forfalder, eftersom de kontraherende parter dermed tilkendegiver

deres

hensigt om på forhånd at påtage sig alle de økonomiske følger, som er knyttet

til afgiftspligtens indtræden".

50 I denne

forbindelse skal der ligeledes henvises til, at det er leveringer af goder og

tjenesteydelser, der er momspligtige, og ikke de betalinger, der foretages

som

vederlag herfor (jf. dom af 9.10.2001, sag C-108/99, Cantor Fitzgerald

International, Sml. I, s. 7257, præmis 17). Så meget desto mere kan

afdrag, som er betalt for leveringer af goder og tjenesteydelser, der endnu

ikke er klart identificeret, ikke være momspligtige.

51 Herefter

skal det fjerde og det sjette spørgsmål besvares med, at sjette direktivs

artikel 10, stk. 2, andet afsnit, ikke omfatter forudbetalinger som de i

hovedsagen

omhandlede, hvorved et samlet beløb betales for goder, der er angivet efter

art

i en liste, som til enhver tid kan ændres ved gensidig aftale mellem køber og

sælger, og fra hvilken køber eventuelt kan udvælge varer, på grundlag af en

aftale, som han til enhver tid ensidigt kan opsige, hvorefter han får

tilbagebetalt hele den del af forudbetalingen, som ikke er udnyttet."

Skatterådet har

på baggrund af BUPA-dommen i

SKM2006.505.SR

på grundlag af forespørgerens oplysninger om, at gavekortet udstedes af en

række selvstændige butikker i kæden, at gavekortet kan indløses i alle kædens

butikker i såvel Danmark og Sverige, at gavekortet kan indløses til både

varer

og kontanter, udtalt, at den betaling, der finder sted ved udstedelsen af

gavekortet ikke kan anses for betaling for levering af momspligtige varer og

tjenesteydelser, der på betalingstidspunktet er klart identificeret, jf.

ovennævnte præmisser i sag C-419/02.

Told- og

Skattestyrelsen har i TfS 1998, 287 på forespørgsel oplyst, at forudbetalte

telekort (PrePaid Calling Cards) skal betragtes som teleydelser, hvoraf der

skal betales dansk moms, hvis ydelserne leveres her i landet.

Styrelsen var af

IT-brancheforeningen blevet anmodet om at komme med en udmelding vedrørende

dens momsmæssige behandling af såkaldte PrePaid Calling Cards (PPCC).

Det var oplyst,

at brugerne af PPCC køber adgang til telefonnettet. Dette sker ved køb af et

givet antal enheder, der giver brugerne adgang til at foretage

telefonsamtaler

i et givet antal minutter. Hver gang der telefoneres, nedskrives antallet af

enheder automatisk svarende til forbruget.

Brugerne vil

typisk, men ikke nødvendigvis, købe et kort (kreditkortstørrelse), hvorpå der

er påtrykt et telefonnummer, et såkaldt accessnummer, der giver forbindelse

til

telefonnettet. Endvidere er der påtrykt en kode, som bruges til at

identificere

systemets registrering af, hvor stort et forbrug der er til rådighed for den

enkelte bruger. Det blev understreget, at adgangen til telefonsamtaler ikke

er

afhængig af kortet i sig selv, men af accessnummer og kode.

Styrelsen

meddelte IT-Brancheforeningen, at der efter styrelsens opfattelse var tale om

teleydelser, som er omfattet af definitionen af teleydelser i cirkulære nr.

108

af 4/7 1997 om telekommunikationsydelser. Der var således tale om

momspligtige

ydelser, hvoraf der skal betales dansk moms, hvis de leveres mod vederlag her

i

landet, jf. momslovens § 4, stk. 1. Ydelserne skal momses på tidspunktet for

salget.

SKAT finder på

baggrund af ovenstående, at det er afgørende for, om der skal betales moms

efter lovens § 23, stk. 3, om forudbetaling, at alle relevante enkeltheder

vedrørende den omstændighed, der udløser afgiftspligtens indtræden, dvs. den

fremtidige levering eller den fremtidige ydelse, allerede er kendt, og dermed

navnlig at varerne eller ydelserne er specifikt angivet på det tidspunkt,

hvor

afdraget betales.

At det

forudbetalte beløb alene kan anvendes til betaling for momspligtige ydelser,

medfører derfor ikke, at teleselskabet skal betale moms ved modtagelsen af

forudbetalingen.

Hvis derimod

forudbetalingen alene kan anvendes til betaling for en specifik angivet

ydelse

fra teleselskabet, vil betingelsen for, at afgiftspligten indtræder allerede

ved modtagelsen af forudbetalingen derimod være opfyldt.

Det vil f.eks.

være tilfældet, hvis der er tale om forudbetalte telekort som omhandlet i

Told-

og Skattestyrelsens meddelelse i TfS 1998, 287.

Ad spørgsmål 2

SKAT finder, jf.

ovenfor, at det er afgørende for, om der skal betales moms efter lovens § 23,

stk. 3, om forudbetaling, at alle relevante enkeltheder vedrørende den

omstændighed, der udløser afgiftspligtens indtræden, dvs. den fremtidige

levering

eller den fremtidige ydelse, allerede er kendt, og dermed navnlig at varerne

eller ydelserne er specifikt angivet på det tidspunkt, hvor afdraget betales.

SKAT skal

bemærke, at donationer til velgørende organisationer ikke kan anses for en

ydelse leveret fra teleselskabet til dettes kunde, men at der derimod er tale

om en gave direkte fra kunden til den pågældende organisation. Der er lagt

til

grund, at teleselskabet ikke opkræver særskilt vederlag af kunden i

forbindelse

med donationen.

Der er således

ikke taget stilling til, om teleselskaberne leverer eller i fremtiden vil

kunne

anses for at levere ydelser til telekunderne, der er momsfrie efter

momslovens

§ 13.

Ad spørgsmål 3

SKAT finder, jf.

ovenfor, at det er afgørende for, om der skal betales moms efter lovens § 23,

stk. 3, om forudbetaling, at alle relevante enkeltheder vedrørende den

omstændighed, der udløser afgiftspligtens indtræden, dvs. den fremtidige

levering eller den fremtidige ydelse, allerede er kendt, og dermed navnlig at

varerne eller ydelserne er specifikt angivet på det tidspunkt, hvor afdraget

betales.

Ad spørgsmål 4

SKAT finder, jf.

ovenfor, at det er afgørende for, om der skal betales moms efter lovens § 23,

stk. 3, om forudbetaling, at alle relevante enkeltheder vedrørende den

omstændighed, der udløser afgiftspligtens indtræden, dvs. den fremtidige

levering eller den fremtidige ydelse, allerede er kendt, og dermed navnlig at

varerne eller ydelserne er specifikt angivet på det tidspunkt, hvor afdraget

betales.

SKAT kan således

tilslutte sig spørgers synspunkt om, at afgiftspligten ikke indtræder efter §

23, stk. 3, ved modtagelsen af forudbetalingen.

Bemærkninger til

spørgers høringssvar

Derimod kan SKAT

fortsat ikke tilslutte sig spørgers opfattelse, hvorefter der ikke er sket

nogen

levering mod vederlag, når kunden vælger ikke at anvende saldoen inden den

forud fastsatte udløbsdato.

SKAT har noteret

sig, at spørger i høringssvaret her oplyst, at de i sagen omhandlede

forudbetalinger altid vil have en bredere rækkevidde end blot at kunne

anvendes

til køb af teleydelser.

SKAT fastholder

imidlertid, at når det er særskilt aftalt mellem teleselskabet og telekunden,

at forudbetalte beløb, der ikke er anvendt inden en vis dato, tilkommer

teleselskabet, så er der tale om et aftalevilkår som led i retsforholdet

mellem

selskab og kunde.

Betingelsen i

EF-domstolens praksis, jf. f.eks. dommen i C-16/93, Tolsma, om, at en

tjenesteydelse

kun kan anses for udført mod vederlag og derfor kun kan beskattes, såfremt

der

mellem tjenesteyderen og modtageren består et retsforhold, der vedrører

gensidig udveksling af ydelser, idet det af tjenesteyderen modtagne vederlag

udgør afgiftsgrundlaget for den ydelse, som leveres til modtageren, må derfor

anses for opfyldt.

Det at stille

mobilkontoen/mobilkortet til rådighed for kunden må i sig selv anses for at

udgøre en ydelse. SKAT finder fortsat, at afgiftspligten for ydelsen

indtræder

på det tidspunkt, hvor vederlaget og dermed afgiftsgrundlaget kan opgøres,

dvs.

det tidspunkt, hvor teleselskabet får ret til det evt. uforbrugte beløb på

kontoen/kortet. Er der intet uforbrugt beløb, kan afgiftsgrundlaget

fastsættes

til nul.

SKAT skal her

yderligere henvise til, at det fremgår af momslovens § 52, stk. 5, 3. pkt.,

at

finder efterbetaling sted, skal der udstedes faktura for efterbetalingen. I

momsvejledningens afsnit N.2.2.3 fremgår det i forlængelse heraf, at hvis der

efter fakturaens udstedelse sker efterbetaling som led i en særlig

leveringsaftale (som f.eks. mejeri- og slagteribranchen), skal der ligeledes

udstedes

efterbetalingsfaktura - evt. afregningsbilag.

Der henvises

endvidere yderligere til den under Ad spm. 1 gengivne affattelse af

momslovens

§ 23, Momssystemdirektivets artikler 63-66, samt 6. momsdirektivs artikel 10,

stk. 1 og 2.

SKAT finder, at

det er i overensstemmelse med de nævnte bestemmelser at anse afgiftspligten

for

at indtræde på det tidspunkt, hvor teleselskabet kan beregne og indtægtsføre

det evt. uforbrugte beløb på mobilkontoen/mobilkortet.

Kundens

indbetaling til mobilkortet/mobilkontoen hos teleselskabet kan efter SKATs

opfattelse, jf. ovenfor, ikke anses for afdrag i den forstand udtrykket

anvendes i Momssystemdirektivets artikel 65 og 6. momsdirektivs artikel 10,

stk. 2, 2. afsnit. Indbetalingen udgør derfor ikke en betaling inden levering

finder sted, som er momspligtig efter lovens § 23, stk. 3. Tidspunktet for

indbetalingen på mobilkortet/mobilkontoen kan derfor ikke anses for

leveringstidspunktet, heller ikke for den ydelse, der består i at stille

mobilkontoen/mobilkortet til rådighed for kunden.

Leveringstidspunktet

er derfor som udgangspunkt det tidspunkt, hvor leveringen af ydelsen finder

sted, jf. momslovens § 23, stk. 1, Momssystemdirektivets artikel 63, og 6.

momsdirektivs artikel 10, stk. 2, 1. pkt.

Imidlertid

stilles mobilkortet/mobilkontoen til rådighed for kunden i en nærmere aftalt

periode og ikke kun på et enkelt entydigt tidspunkt. SKAT finder derfor, at

fællesskabslovgivers hensigt har været, at leveringstidspunktet skal anses

for

at være udløbet af perioden, jf. det forhold at det udtrykkeligt fremgår af

Momssystemdirektivets artikel 64 og 6. momsdirektivs artikel 10, stk. 2, 2.

pkt., at når en ydelse leveres fortløbende over flere perioder, så indtræffer

leveringstidspunktet ved udløbet af hver af disse perioder.

Dertil kommer,

at mobilselskabet efter SKATs opfattelse i forlængelse af ovenstående først

kan

anses for at modtage vederlaget for ydelsen, jf. Momssystemdirektivets

artikel

66, litra b), på det tidspunkt, hvor selskabet lukker kortet/kontoen, hæver

den

ikke-forbrugte saldo på kortet og indtægtsfører beløbet.

Der henvises her

til, at spørger selv har gjort opmærksom på, at de omhandlede mobilkort og -

konti er omfattet af betalingsmiddelloven, dvs. må anses for betalingsmidler.

I forlængelse

heraf finder SKAT, at mobilkortene og mobilkontiene må anses for omfattet af

momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c), der bl.a.

fritager

transaktioner vedrørende kontokurantkonti, betalinger og overførsler.

De

ikke-forbrugte saldi, som mobilselskabet indtægtsfører, skal derfor indgå i

selskabets momsfrie omsætning.

Det forhold, at

kunden efter betalingsmiddelloven i indtil 1 år efter gyldighedsperiodens

udløb

har ret til at få refunderet den ikke-forbrugte saldo, kan ikke medføre et

andet resultat.

Der henvises til

Landsskatterettens kendelse i

SKM2005.529.LSR

,

hvor et inkassofirmas opkrævning af gebyr for fremsendelse af girokort pr.

rate

til skyldnere, der havde indgået en afdragsordning, blev anset for

momspligtigt. Landsskatteretten bemærkede, at firmaets fremsendelse

af et girokort til skyldnere i forbindelse med klagerens administration af

indgåede betalingsaftaler, måtte anses som en ydelse overfor skyldnerne,

hvorved disse får mulighed for på en nem og hensigtsmæssig måde at indbetale

de

aftalte afdrag, mod samtidig at betale et forud fastsat vederlag herfor på 30

kr.

Som følge

heraf og i overensstemmelse med principperne fastslået af EF-Domstolen i

sag C-16/93 (R. J. Tolsma), præmis 14, fandtes der, at foreligge en ydelse

mod

vederlag omfattet af momslovens § 4, stk. 1. Den omstændighed, at gebyret og

anvendelsen af det fremsendte girokort efter klagerens oplysninger var

frivillig, fandtes ikke i sig selv at kunne fratage fremsendelsen af

girokortet

karakteren af en ydelse i momslovens § 4, stk. 1's, forstand, når skyldneren

rent faktisk betalte gebyret, jævnfør herved EF-Domstolens dom af 17.

september

2002 i sag C-498/99 (Town & County Factors Ltd). Det pågældende gebyr var

ikke momsfrit efter § 13, stk. 1, nr. 11, idet der var tale om en aktivitet

som

led i inkassovirksomhed, og idet der ikke var tale om forvaltning af egne

udlån.

I det omfang, at

mobilselskabet i overensstemmelse med betalingsmiddellovens bestemmelser

refunderer

kunden den ikke-forbrugte saldo, finder SKAT, at det er i overensstemmelse

med

fast administrativ praksis om prisafslag, jf. Momsvejledningens afsnit

G.1.4

,

hvis selskabet regulerer den momsfrie omsætning med det refunderede beløb.

Der henvises i

den forbindelse yderligere til Momssystemdirektivets artikel 90, stk. 1, og

6.

momsdirektivs artikel 11, punkt C, stk. 1, 1. afsnit, hvorefter

afgiftsgrundlaget i tilfælde af annullation, afbestilling, ophævelse,

ikke-betaling eller kun delvis betaling eller afslag i prisen efter det

tidspunkt,

hvor transaktionen har fundet sted, nedsættes tilsvarende på betingelser, som

fastsættes af medlemsstaterne.

Ad spørgsmål 5 -

7

Under henvisning

til SKATs indstilling vedrørende spm. 1-4 indstiller SKAT, at spm. 5-7 anses

for bortfaldet.

Skatterådets

afgørelse og begrundelse

Skatterådet

tiltræder SKATs indstilling.

Svaret er

bindende for skattemyndighederne i følgende periode

1. november 2006

- 30. oktober 2011.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter