Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. Værdi af fri bil på gule plader - eneanpartshaver og direktør i to anpartsselskaber

KEN nr 9289 af 30/11/2006Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet10. april 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. Værdi af fri bil på gule plader

- eneanpartshaver og direktør i to anpartsselskaber

Sagen drejer sig om

beskatning af fri bil efter ligningslovens § 16, stk.

4 for en hovedanpartshaver (A) i anpartsselskaberne B ApS og C ApS, der

driver

2 McDonald’s restauranter.

Spørgsmål om kørsel mellem

restauranterne i biler, formelt ejet af det ene selskab skal beskattes hos

hovedanpartshaveren som privat kørsel, der er ejerselskabet uvedkommende.

Landsskatterettens

afgørelse

2000, 2001 og 2002

Skattepligtig indkomst

Værdi af fri bil af

skatteankenævnet ansat til hhv. 40.000 kr., 93.716 kr. og 98.000 kr.

Den personlige indkomst

nedsættes til det selvangivne.

Sagens oplysninger

Klageren er eneanpartshaver

og direktør i selskaberne B ApS og C ApS.

Selskaberne driver restaurant

i henholdsvis X og Y.

Klageren bor privat i X, hvor

også lagervarer opbevares.

C ApS var i indkomstårene

2000, 2001 og 2002 ejer af en lastbil og en personbil. Lastbilen blev anvendt

som reklamemæssigt blikfang i Y. Den var ikke længere indregistreret.

Personbilen blev anvendt til afhentning af varer fra leverandører og til

transport af medarbejdere mellem restauranterne.

Læs alt

B ApS var i indkomstårene

2000, 2001 og 2002 ejer af en Chrysler Grand Voyage Van. Denne bil blev solgt

den 18. februar 2001. Den 31. januar købte selskabet en Mercedes Benz ML 270

CDI van.

Selskaberne havde i årene

følgende udgifter til autodrift:

2000

147.437 kr. (heraf ca.

36.000 kr. til brændstof)

2001

67.208 kr.

(heraf ca. 31.000 kr. til brændstof)

2002

58.088 kr.

(heraf ca. 19.000 kr. til brændstof)

Efter det oplyste udgjorde

den erhvervsmæssige kørsel ture mellem restauranterne i Y og X 5 gange pr.

uge

i 48 uger a 60 km, dvs. årligt ca. 14.400 km. Kørslerne var primært kørsel

med

varer, emballage og ansatte restauranterne imellem.

Herudover bestod kørslen af

mødeaktiviteter hos

kæderestauranterne a

520 km, regionsmøder i Jylland og på Fyn på forskellige restauranter, kørsel

til

bank i X 2 gange ugentligt i hver restaurant samt diverse ærinder for begge

restauranter, herunder afhentning af lagervarer i X.

Det er endvidere oplyst, at

udgifterne til autodriften blev fordelt ligeligt mellem selskaberne for 2000

og

2002. For årene 2000 og 2001 er fordelingen ikke vist i regnskaberne, men

fordelingen er specificeret til brug for nærværende sag. Det er oplyst, at B

ApS afholdt udgifterne til autodriften, således at halvdelen af udgifterne

efterfølgende blev refunderet af C ApS.

Der er ikke ført

kørselsregnskab.

Klageren har fremlagt

skriftlige erklæringer, hvoraf det fremgår, at klageren som franchisetager i

de

2 selskaber har erklæret sig indforstået med, at de 2 varebiler kun måtte

benyttes i forbindelse med erhvervsmæssig kørsel. Erklæringerne er dateret

henholdsvis den 15. december 1998 og 8. februar 2001.

Det er angivet i

erklæringerne:

Som

erhvervsmæssig kørsel betragtes:

·

a/ Befordring mellem restauranterne

·

b/ Befordring ved bankbesøg i X og Y samt

andre småindkøb for restauranterne

·

c/ Befordring til møder/kurser hos

hovedkontor

·

d/ Befordring til anden mødeaktivitet

mellem øvrige franchisetagere rundt om i landet

Varebilen

må ikke anvendes til privat kørsel.

Bilerne var parkeret på

selskabets adresse udenfor restaurantens åbningstid.

Klageren har privat i

perioden 1998 – 2002 ejet en Peugeot 106 og VW Golf årgang 1998 (solgt i

september 2002) og VW Golf årgang 2002. Bilerne har efter det oplyste kørt

ca.

17.500 km årligt og 16.000 km årligt. Den årlige private kørsel blev anslået

til ca. 35.000 km.

Til belysning af de 2

selskabers fællesskab om bilerne er fremlagt eksempler på

ansættelseskontrakter

for de ansatte managere, hvoraf det fremgår, at

der

er mulighed for, at medarbejderen udlånes til andre restauranter i såvel

kortere som længere perioder.

Fremlagt er også eksemplar af

en ansættelseskontrakt for en trainee. Det fremgår heraf, at arbejdsstederne

er

skiftende.

Af ansættelseskontrakterne

for de menige medarbejdere fremgår det, at arbejdsgiveren er nævnt ved navns

nævnelse. Arbejdsstedet er angivet som ”D’s

familierestaurant”.

Klagerne har fremlagt 6

spørgeskemaer udfyldt af ansatte i de to restauranter.

De ansatte restaurantchef i

Y, manageri Y, manageri Y, manageri X, restaurantchef i X og 2. assistent,i X

har udtalt sig om bilernes anvendelse. De var alle ansat i den påklagede

periode.

Om bilernes anvendelse har

spørgeskemaerne følgende ordlyd:

Til brug for de 2 selskabers

drift af forretningen i henholdsvis X og Y havde begge selskaber rådighed

over

2 biler, som der nu engang står – i årene 2000 og 2001 var der tale om

en

Chrysler Grand Voyager og fra og med 31. januar 2001 en Mercedes Benz ML 270

CDI Van. De næste spørgsmål angår den pågældende bils anvendelse.

7. Hvad blev de pågældende

biler anvendt til i de 2

forretninger i

X og Y? Besvarelsen bedes specificeret mest muligt.

8. På hvilket grundlag har du

besvaret spørgsmål 7? (Har du selv forestået denne anvendelse, eller har du

set

det eller konstateret det på anden måde?)

Samtlige 6 ansatte har

svaret, at bilerne er anvendt til varekørsel mellem restauranterne, til

transport af medarbejdere mellem restauranterne, og at klageren har anvendt

bilen til regionsmøder og møder hos D. De ansatte har selv anvendt bilerne og

har alle set andre ansatte anvende dem.

Skatteankenævnets

afgørelse

Den skattemæssige værdi af

fri firmabil sættes efter ligningslovens § 16, stk. 4, til en procentdel af

bilens værdi. Det er rådigheden over firmabil til privat brug, der beskattes.

Den skattemæssige værdi er derfor uafhængig af omfanget af den private

kørsel.

Klagerens daglige kørsel

mellem X og Y er ikke begrundet i selskabernes erhvervsmæssige forhold. Det

er

ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at der stort set dagligt er behov

for

at udveksle og/eller transportere varer virksomhederne imellem, herunder fra

lager på hovedanpartshaverens/klagerens adresse.

Da selskaberne ikke i øvrigt

har nogen erhvervsmæssige eller økonomiske interesser i hinanden, er

skatteankenævnet enig med skattemyndigheden i, at daglig kørsel er foretaget

af

selskabernes hovedanpartshaver og direktør for at varetage dennes økonomiske

og

erhvervsmæssige interesser.

Da selskaberne har afholdt

udgifterne forbundet med befordringen, herunder stillet bil til rådighed, og

da

befordringen ikke anses som erhvervsmæssig for selskaberne, finder nævnet, at

klageren skal beskattes af fri bil stillet til rådighed for privat kørsel af

B

ApS, jfr. ligningslovens § 16, stk. 1 og 4.

Det fremgår af

ligningsvejledningen, at den ansatte ikke beskattes af erhvervsmæssig kørsel

i

firmabilen for det firma, der har stillet bilen til rådighed. Erhvervsmæssig

kørsel i firmabilen for et andet firma udløser beskatning af fri firmabil,

fordi kørslen anses for privat i relation til det firma, der har stillet

firmabilen

til rådighed.

Kørsel mellem hjem og arbejde

anses skattemæssigt for privat kørsel, hvis ikke kørslen kan henføres under

ligningslovens § 9 B som erhvervsmæssig.

Kørsel i firmabil mellem hjem

og arbejde uden for området af ligningslovens § 9 B udløser derfor normalt

beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4.

I relation til indkomståret

2002 skal bemærkes, at ligningslovens § 16, stk. 4 er ændret med virkning for

dette år. Herefter er reglerne således, at når der ikke er betalt

tillægsafgift

for privat anvendelse, og når momsen af anskaffelsessummen af en firmabil er

fratrukket, er det en tilkendegivelse af, at bilen ikke anvendes privat,

hvilket skattemyndighederne som udgangspunkt må lægge til grund.

Viser det sig, at der

alligevel køres privat i bilen, vil det være en overtrædelse af momsreglerne,

hvilket vil indebære, at arbejdsgiveren skal tilbagebetale momsen af

anskaffelsessummen på bilen.

Ud fra det beskrevne

kørselsmønster er det nævnets opfattelse, at kørsel mellem BApS og C ApS

primært er foretaget for at varetage hovedanpartshaverens interesse, hvorfor

denne kørsel ikke er erhvervsmæssig i relation til selskaberne.

Det er således

skatteankenævnets opfattelse, at der i den konkrete situation er kørt privat

i

bilen, hvorfor klageren er skattepligtig af fri bil til rådighed, uanset

momsen

af anskaffelsessummen på bilen er fratrukket.

Der er i øvrigt henset til,

at varevognen er ejet af det af klageren ejede selskab, og at han således i

kraft af sin hovedanpartshaverstatus og som selskabets direktør må antages at

have fuld råderet over varevognen.

Klagerens påstand og

argumenter

Skatteforvaltningen

tilpligtes at nedsætte klagerens personlige indkomst for årene 2000 –

2002 til

det selvangivne.

Klageren bor privat på

adressei X. Han driver virksomhed gennem 2 selskaber, henholdsvis B ApS og C

ApS. Begge selskaber driver hver deres kædeforretning i X og Y.

Forretningerne drives efter

det sædvanlige D koncept. Der er ca. 45 ansatte i hver af restauranterne, i

alt

90 ansatte, hvoraf 56 er ansat som manager. Den arbejdsmæssige planlægning i

de

enkelte restauranter sker meget nøje og er opdelt i halve timer indenfor

åbningstiden.

De pågældende restauranter er

indrettet efter D’s standard koncept, dvs. restaurant, maden og

betjeningen er

det væsentlige, mens det bagvedværende areal, herunder navnlig lager er meget

sekundært.

Der sker løbende levering af

varer udefra. Frostvarer leveres 3 gange ugentligt, mens tørvarer leveres en

gang om ugen. Emballage købes ind i store mængder og opbevares i lejede

lokaler

på adressen i X.

De 2 restauranter drives

samlet, selvom de er placeret i hvert deres selskab. Der tilsigtes derfor

opnåelse

af størst mulige synergier imellem de 2 restauranter. Disse synergier

vedrører

områderne indkøb, markedsføring, lager faciliteter og ansatte.

Vedrørende de ansatte fremgår

det af ansættelseskontrakterne for managere, at ”der er mulighed for, at

medarbejderen udlånes til andre D’s restauranter i såvel kortere som

længere

perioder”.

Det fremgår af ansættelseskontrakterne

for trainees, at arbejdsstederne er skiftende. Arbejdsstedet er af samme

grund

ofte i kontrakterne blot benævnt som ”D’s familierestaurant”,

så man har

mulighed for at flytte mest muligt på de pågældende medarbejdere

restauranterne

imellem.

Ansættelseskontrakterne

anvendes i begge selskaber, så der sikres størst mulig bevægelsesfrihed

imellem

de 2 restauranter.

De 2 omhandlede biler ejes

formelt af B ApS. Dette ejerskab ændrer dog ikke ved, at der imellem de 2

selskaber har været en aftale om at dele bilerne. Omkostningerne er fordelt

med

50 % til hvert af selskaberne. Der er fremlagt specifikation på, hvordan

udgifterne er delt med et eksempel for indkomståret 2001. Samme

fordelingsnøgle

er anvendt de øvrige år.

Der er ikke ført kørselsregnskab,

men kørslen er specificeret af klageren som angivet ovenfor i

sagsfremstillingen.

Det er klagerens opfattelse,

at denne kørsel mellem de 2 selskabers virksomheder ikke indrømmer privat

rådighed som omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, men er en

erhvervsmæssig

kørsel, der kan gennemføres uden skattemæssige konsekvenser for klageren.

Der er 31,6 km mellem de 2

forretninger, som udadtil er en enhed. Indkøbsfunktionen sker på enhedsbasis

og

til begge forretninger under et. Det samme gælder markedsføringstiltag, og

der

er et væsentligt flow af ressourcer mellem de 2 selskaber, navnlig transport

af

frost- og tørvarer, emballage og ansatte.

Leverancerne sker hyppigt, og

der er tale om et beskedent lager. I det omfang, der forekommer større

udsving i

driften er der behov for at flytte på varer, og det sker ganske ofte, både

angående tørvarer og frostvarer. Der er beskeden lagerplads i forretningerne,

og der er behov for opfyldning af emballage ganske jævnligt.

De ansatte er som nævnt ansat

med forskellige arbejdssteder som placering. Baggrunden er at inddække

restauranterne imellem, hvis der f.eks. er en eller flere sygemeldinger i den

ene restaurant, hvorfor der transporteres ansatte i køretøjerne 4 – 5

gange

ugentligt.

Det gøres gældende, at klageren

ikke har haft privat rådighed over de omhandlede biler, hvorfor der ikke er

grundlag for beskatning af fri bil, jfr. ligningslovens § 16, stk. 4.

Der er ikke ført bevis for,

at klageren har anvendt køretøjerne privat eller har haft privat rådighed

herover.

Der er ikke fra skatteforvaltningens side fremkommet nogen dokumentation

herfor, og det er skatteforvaltningen, der har bevisbyrden herfor, sådan som

de

faktisk forhold foreligger.

Der er udarbejdet

fraskrivelsesaftaler i relation til bilerne.

Transporten mellem de 2

forretninger er forretningsmæssig. Dels deler de 2 selskaber omkostningerne

til

bilen; en fordelingsnøgle, der er etableret af forretningsmæssige årsager.

Dels

sker der udveksling af ydelser, navnlig varer og arbejdskraft imellem de 2

butikker.

Det er dokumenteret og

sandsynliggjort ved de fremlagte bilag, at der er behov for dagligt at

udveksle

og transportere varer m.v. mellem forretningerne. Dels er de enkelte ansatte

ansat på en sådan måde, at der kan ske udveksling mellem de pågældende

forretninger. Dels er varelagrene meget små, hvorfor der konstant er behov

for

en optimering på denne del af virksomhederne. Det er vilkårligt, hvem der

rent

faktuelt kører i køretøjerne.

Det forekommer, at det er klageren, men det

kan lige så godt være de andre ansatte i selskabet. Det er således alene et

bielement, når klageren er med i bilen/kører den. Hovedformålet er en fremme

af

de 2 virksomheders aktiviteter bedst muligt.

Klageren har fremlagt

spørgeskemaer besvaret af de ansatte i de 2 restauranter. Spørgeskemaerne

vedrører firmabilernes anvendelse.

Det gøres gældende, at

skemaerne støtter klagerens forklaring om, at køretøjerne er anvendt

erhvervsmæssigt.

Der henvises til praksis som

støtte for, at en transport mellem forskellige arbejdspladser, herunder

datterselskaber, er erhvervsmæssige, jfr. ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra

B, bl.a. TfS 2003.627H.

Dommen forudsætter, at den

kørsel, der konkret er sket i sagen på ingen måde kan karakteriseres som

værende privat rådighed fra klagerens side. Det bemærkes i den forbindelse,

at

der i denne sag ikke er nogen tvivl om, at de 2 selskabers adresser på ingen

måde er sammenfaldende med klagerens adresse. En eventuel transport imellem

de

2 selskaber vil derfor altid være transport imellem 2 arbejdspladser, aldrig

transport mellem bopæl og en arbejdsplads.

Det gøres vedrørende

indkomståret 2002 gældende, at ligningslovens § 16, stk. 4 her er ændret. Ved

lov nr. 342 af 27. maj 2002 blev der indsat et 10. og 11. pkt. i

ligningslovens

§ 16, skt. 4. Denne bestemmelse har virkning fra 1. januar 2002. Det fremgår

heraf, at biler som er erhvervet efter 2. juni 1998 og hvor der ikke betales

tillægsvægtafgift ikke er omfattet af 1. – 9. pkt. i ligningslovens §

16, stk.

4.

Det samme gælder for biler,

der er indregistreret første gang 2. juni 1998 eller tidligere, og hvor

momsen

er fradraget. I denne sag er der i begge tilfælde tale om køretøjer på gule

plader/afløftet moms/situation, hvor der ikke betales tillægsvægtafgift. Der

er

i hvert fald tale om køretøjer, der er omfattet af ligningslovens § 16, stk.

4,

10. og 11. pkt.

Som en konsekvens af, at 1. –

9. pkt. i ligningslovens § 16, stk. 4 ikke finder anvendelse, finder de

bevisbyrder og dokumentationskrav, herunder krav til kørebøger m.v., der i

praksis

har udviklet sig ved beskatning af fri firmabil ikke anvendelse ved sådanne

køretøjer.

Det gøres gældende, at

skatteforvaltningen på ingen måde har dokumenteret nogen faktisk privat

anvendelse af de pågældende køretøjer. For indkomståret 2002 er det derfor

ikke

klageren der skal dokumentere, at han ikke har anvendt bilerne privat, men

derimod skatteforvaltningen, der skal dokumentere, at der har fundet en

privat

anvendelse sted. Der henvises til SKM2005.438.LSR.

Det gøres gældende, at

skatteforvaltningen ikke har løftet bevisbyrden.

Det bemærkes i øvrigt, at

klageren har haft andre biler at råde over privat.

Klageren har henvist til

afgørelsen TfS 1997.660.

Landsskatterettens

bemærkninger og begrundelse

Den

skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den

skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver, sættes til en årlig

værdi på 25 pct. af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr.,

og 20 pct. af resten.

Dette

følger af ligningslovens § 16, stk. 4, 1. pkt.

For

biler omfattet af § 4, stk. 1, II, A, i lov om vægtafgift af køretøjer m.v.

finder 1.-9. pkt. i ligningslovens § 16 kun anvendelse, såfremt der skal

betales tillægsafgift for privat anvendelse efter § 2 i lov om vægtafgift af

køretøjer m.v. For biler, der er indregistreret første gang den 2. juni 1998

eller tidligere finder 1.-9. pkt. ikke anvendelse på biler, hvor

merværdiafgift

vedrørende anskaffelsen er fradraget ifølge merværdiafgiftsloven § 37, stk.

1,

§ 38, stk. 1, eller § 41, fordi bilen udelukkende anvendes erhvervsmæssigt.

Dette følger af ligningslovens § 16, stk. 4, 10. og 11. pkt. Bestemmelserne

blev indsat ved

lov nr. 342 af 27.

maj 2002 og trådte i kraft 1. januar 2002.

Det lægges til grund, at der

har været tale om erhvervsmæssig kørsel. Der er her henset til oplysningerne

om

bilernes daglige kørsel, herunder erklæringerne fra de ansatte samt til

fraskrivelseserklæringerne fra klageren. Der lægges vægt på, at bilen ikke

har

været parkeret på klagerens bopæl.

Erhvervsmæssig kørsel i en

firmabil for et andet firma udløser som udgangspunkt beskatning af fri

firmabil, fordi kørslen anses for privat i relation til det firma, der har

stillet firmabilen til rådighed.

Dette gælder dog ikke i et

tilfælde, hvor klageren har været lønansat i begge selskaber, har udfærdiget

fraskrivelseserklæring over for begge selskaber og hvor der er indgået en

aftale mellem de to selskaber om deling af udgifterne til drift af bilen,

således at der skete vederlæggelse for brugen af bilen direkte til det

selskab,

der ejede bilen.

Skatteansættelsen nedsættes

for indkomstårene 2000, 2001 og 2002 til det selvangivne.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter