Landsskatteretskendelse vedr. Værdi af fri bil på gule plader - eneanpartshaver og direktør i to anpartsselskaber
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse vedr. Værdi af fri bil på gule plader
- eneanpartshaver og direktør i to anpartsselskaber
Sagen drejer sig om
beskatning af fri bil efter ligningslovens § 16, stk.
4 for en hovedanpartshaver (A) i anpartsselskaberne B ApS og C ApS, der
driver
2 McDonald’s restauranter.
Spørgsmål om kørsel mellem
restauranterne i biler, formelt ejet af det ene selskab skal beskattes hos
hovedanpartshaveren som privat kørsel, der er ejerselskabet uvedkommende.
Landsskatterettens
afgørelse
2000, 2001 og 2002
Skattepligtig indkomst
Værdi af fri bil af
skatteankenævnet ansat til hhv. 40.000 kr., 93.716 kr. og 98.000 kr.
Den personlige indkomst
nedsættes til det selvangivne.
Sagens oplysninger
Klageren er eneanpartshaver
og direktør i selskaberne B ApS og C ApS.
Selskaberne driver restaurant
i henholdsvis X og Y.
Klageren bor privat i X, hvor
også lagervarer opbevares.
C ApS var i indkomstårene
2000, 2001 og 2002 ejer af en lastbil og en personbil. Lastbilen blev anvendt
som reklamemæssigt blikfang i Y. Den var ikke længere indregistreret.
Personbilen blev anvendt til afhentning af varer fra leverandører og til
transport af medarbejdere mellem restauranterne.
Læs alt
B ApS var i indkomstårene
2000, 2001 og 2002 ejer af en Chrysler Grand Voyage Van. Denne bil blev solgt
den 18. februar 2001. Den 31. januar købte selskabet en Mercedes Benz ML 270
CDI van.
Selskaberne havde i årene
følgende udgifter til autodrift:
2000
147.437 kr. (heraf ca.
36.000 kr. til brændstof)
2001
67.208 kr.
(heraf ca. 31.000 kr. til brændstof)
2002
58.088 kr.
(heraf ca. 19.000 kr. til brændstof)
Efter det oplyste udgjorde
den erhvervsmæssige kørsel ture mellem restauranterne i Y og X 5 gange pr.
uge
i 48 uger a 60 km, dvs. årligt ca. 14.400 km. Kørslerne var primært kørsel
med
varer, emballage og ansatte restauranterne imellem.
Herudover bestod kørslen af
mødeaktiviteter hos
kæderestauranterne a
520 km, regionsmøder i Jylland og på Fyn på forskellige restauranter, kørsel
til
bank i X 2 gange ugentligt i hver restaurant samt diverse ærinder for begge
restauranter, herunder afhentning af lagervarer i X.
Det er endvidere oplyst, at
udgifterne til autodriften blev fordelt ligeligt mellem selskaberne for 2000
og
2002. For årene 2000 og 2001 er fordelingen ikke vist i regnskaberne, men
fordelingen er specificeret til brug for nærværende sag. Det er oplyst, at B
ApS afholdt udgifterne til autodriften, således at halvdelen af udgifterne
efterfølgende blev refunderet af C ApS.
Der er ikke ført
kørselsregnskab.
Klageren har fremlagt
skriftlige erklæringer, hvoraf det fremgår, at klageren som franchisetager i
de
2 selskaber har erklæret sig indforstået med, at de 2 varebiler kun måtte
benyttes i forbindelse med erhvervsmæssig kørsel. Erklæringerne er dateret
henholdsvis den 15. december 1998 og 8. februar 2001.
Det er angivet i
erklæringerne:
Som
erhvervsmæssig kørsel betragtes:
·
a/ Befordring mellem restauranterne
·
b/ Befordring ved bankbesøg i X og Y samt
andre småindkøb for restauranterne
·
c/ Befordring til møder/kurser hos
hovedkontor
·
d/ Befordring til anden mødeaktivitet
mellem øvrige franchisetagere rundt om i landet
Varebilen
må ikke anvendes til privat kørsel.
Bilerne var parkeret på
selskabets adresse udenfor restaurantens åbningstid.
Klageren har privat i
perioden 1998 – 2002 ejet en Peugeot 106 og VW Golf årgang 1998 (solgt i
september 2002) og VW Golf årgang 2002. Bilerne har efter det oplyste kørt
ca.
17.500 km årligt og 16.000 km årligt. Den årlige private kørsel blev anslået
til ca. 35.000 km.
Til belysning af de 2
selskabers fællesskab om bilerne er fremlagt eksempler på
ansættelseskontrakter
for de ansatte managere, hvoraf det fremgår, at
der
er mulighed for, at medarbejderen udlånes til andre restauranter i såvel
kortere som længere perioder.
Fremlagt er også eksemplar af
en ansættelseskontrakt for en trainee. Det fremgår heraf, at arbejdsstederne
er
skiftende.
Af ansættelseskontrakterne
for de menige medarbejdere fremgår det, at arbejdsgiveren er nævnt ved navns
nævnelse. Arbejdsstedet er angivet som ”D’s
familierestaurant”.
Klagerne har fremlagt 6
spørgeskemaer udfyldt af ansatte i de to restauranter.
De ansatte restaurantchef i
Y, manageri Y, manageri Y, manageri X, restaurantchef i X og 2. assistent,i X
har udtalt sig om bilernes anvendelse. De var alle ansat i den påklagede
periode.
Om bilernes anvendelse har
spørgeskemaerne følgende ordlyd:
Til brug for de 2 selskabers
drift af forretningen i henholdsvis X og Y havde begge selskaber rådighed
over
2 biler, som der nu engang står – i årene 2000 og 2001 var der tale om
en
Chrysler Grand Voyager og fra og med 31. januar 2001 en Mercedes Benz ML 270
CDI Van. De næste spørgsmål angår den pågældende bils anvendelse.
7. Hvad blev de pågældende
biler anvendt til i de 2
forretninger i
X og Y? Besvarelsen bedes specificeret mest muligt.
8. På hvilket grundlag har du
besvaret spørgsmål 7? (Har du selv forestået denne anvendelse, eller har du
set
det eller konstateret det på anden måde?)
Samtlige 6 ansatte har
svaret, at bilerne er anvendt til varekørsel mellem restauranterne, til
transport af medarbejdere mellem restauranterne, og at klageren har anvendt
bilen til regionsmøder og møder hos D. De ansatte har selv anvendt bilerne og
har alle set andre ansatte anvende dem.
Skatteankenævnets
afgørelse
Den skattemæssige værdi af
fri firmabil sættes efter ligningslovens § 16, stk. 4, til en procentdel af
bilens værdi. Det er rådigheden over firmabil til privat brug, der beskattes.
Den skattemæssige værdi er derfor uafhængig af omfanget af den private
kørsel.
Klagerens daglige kørsel
mellem X og Y er ikke begrundet i selskabernes erhvervsmæssige forhold. Det
er
ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at der stort set dagligt er behov
for
at udveksle og/eller transportere varer virksomhederne imellem, herunder fra
lager på hovedanpartshaverens/klagerens adresse.
Da selskaberne ikke i øvrigt
har nogen erhvervsmæssige eller økonomiske interesser i hinanden, er
skatteankenævnet enig med skattemyndigheden i, at daglig kørsel er foretaget
af
selskabernes hovedanpartshaver og direktør for at varetage dennes økonomiske
og
erhvervsmæssige interesser.
Da selskaberne har afholdt
udgifterne forbundet med befordringen, herunder stillet bil til rådighed, og
da
befordringen ikke anses som erhvervsmæssig for selskaberne, finder nævnet, at
klageren skal beskattes af fri bil stillet til rådighed for privat kørsel af
B
ApS, jfr. ligningslovens § 16, stk. 1 og 4.
Det fremgår af
ligningsvejledningen, at den ansatte ikke beskattes af erhvervsmæssig kørsel
i
firmabilen for det firma, der har stillet bilen til rådighed. Erhvervsmæssig
kørsel i firmabilen for et andet firma udløser beskatning af fri firmabil,
fordi kørslen anses for privat i relation til det firma, der har stillet
firmabilen
til rådighed.
Kørsel mellem hjem og arbejde
anses skattemæssigt for privat kørsel, hvis ikke kørslen kan henføres under
ligningslovens § 9 B som erhvervsmæssig.
Kørsel i firmabil mellem hjem
og arbejde uden for området af ligningslovens § 9 B udløser derfor normalt
beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4.
I relation til indkomståret
2002 skal bemærkes, at ligningslovens § 16, stk. 4 er ændret med virkning for
dette år. Herefter er reglerne således, at når der ikke er betalt
tillægsafgift
for privat anvendelse, og når momsen af anskaffelsessummen af en firmabil er
fratrukket, er det en tilkendegivelse af, at bilen ikke anvendes privat,
hvilket skattemyndighederne som udgangspunkt må lægge til grund.
Viser det sig, at der
alligevel køres privat i bilen, vil det være en overtrædelse af momsreglerne,
hvilket vil indebære, at arbejdsgiveren skal tilbagebetale momsen af
anskaffelsessummen på bilen.
Ud fra det beskrevne
kørselsmønster er det nævnets opfattelse, at kørsel mellem BApS og C ApS
primært er foretaget for at varetage hovedanpartshaverens interesse, hvorfor
denne kørsel ikke er erhvervsmæssig i relation til selskaberne.
Det er således
skatteankenævnets opfattelse, at der i den konkrete situation er kørt privat
i
bilen, hvorfor klageren er skattepligtig af fri bil til rådighed, uanset
momsen
af anskaffelsessummen på bilen er fratrukket.
Der er i øvrigt henset til,
at varevognen er ejet af det af klageren ejede selskab, og at han således i
kraft af sin hovedanpartshaverstatus og som selskabets direktør må antages at
have fuld råderet over varevognen.
Klagerens påstand og
argumenter
Skatteforvaltningen
tilpligtes at nedsætte klagerens personlige indkomst for årene 2000 –
2002 til
det selvangivne.
Klageren bor privat på
adressei X. Han driver virksomhed gennem 2 selskaber, henholdsvis B ApS og C
ApS. Begge selskaber driver hver deres kædeforretning i X og Y.
Forretningerne drives efter
det sædvanlige D koncept. Der er ca. 45 ansatte i hver af restauranterne, i
alt
90 ansatte, hvoraf 56 er ansat som manager. Den arbejdsmæssige planlægning i
de
enkelte restauranter sker meget nøje og er opdelt i halve timer indenfor
åbningstiden.
De pågældende restauranter er
indrettet efter D’s standard koncept, dvs. restaurant, maden og
betjeningen er
det væsentlige, mens det bagvedværende areal, herunder navnlig lager er meget
sekundært.
Der sker løbende levering af
varer udefra. Frostvarer leveres 3 gange ugentligt, mens tørvarer leveres en
gang om ugen. Emballage købes ind i store mængder og opbevares i lejede
lokaler
på adressen i X.
De 2 restauranter drives
samlet, selvom de er placeret i hvert deres selskab. Der tilsigtes derfor
opnåelse
af størst mulige synergier imellem de 2 restauranter. Disse synergier
vedrører
områderne indkøb, markedsføring, lager faciliteter og ansatte.
Vedrørende de ansatte fremgår
det af ansættelseskontrakterne for managere, at ”der er mulighed for, at
medarbejderen udlånes til andre D’s restauranter i såvel kortere som
længere
perioder”.
Det fremgår af ansættelseskontrakterne
for trainees, at arbejdsstederne er skiftende. Arbejdsstedet er af samme
grund
ofte i kontrakterne blot benævnt som ”D’s familierestaurant”,
så man har
mulighed for at flytte mest muligt på de pågældende medarbejdere
restauranterne
imellem.
Ansættelseskontrakterne
anvendes i begge selskaber, så der sikres størst mulig bevægelsesfrihed
imellem
de 2 restauranter.
De 2 omhandlede biler ejes
formelt af B ApS. Dette ejerskab ændrer dog ikke ved, at der imellem de 2
selskaber har været en aftale om at dele bilerne. Omkostningerne er fordelt
med
50 % til hvert af selskaberne. Der er fremlagt specifikation på, hvordan
udgifterne er delt med et eksempel for indkomståret 2001. Samme
fordelingsnøgle
er anvendt de øvrige år.
Der er ikke ført kørselsregnskab,
men kørslen er specificeret af klageren som angivet ovenfor i
sagsfremstillingen.
Det er klagerens opfattelse,
at denne kørsel mellem de 2 selskabers virksomheder ikke indrømmer privat
rådighed som omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, men er en
erhvervsmæssig
kørsel, der kan gennemføres uden skattemæssige konsekvenser for klageren.
Der er 31,6 km mellem de 2
forretninger, som udadtil er en enhed. Indkøbsfunktionen sker på enhedsbasis
og
til begge forretninger under et. Det samme gælder markedsføringstiltag, og
der
er et væsentligt flow af ressourcer mellem de 2 selskaber, navnlig transport
af
frost- og tørvarer, emballage og ansatte.
Leverancerne sker hyppigt, og
der er tale om et beskedent lager. I det omfang, der forekommer større
udsving i
driften er der behov for at flytte på varer, og det sker ganske ofte, både
angående tørvarer og frostvarer. Der er beskeden lagerplads i forretningerne,
og der er behov for opfyldning af emballage ganske jævnligt.
De ansatte er som nævnt ansat
med forskellige arbejdssteder som placering. Baggrunden er at inddække
restauranterne imellem, hvis der f.eks. er en eller flere sygemeldinger i den
ene restaurant, hvorfor der transporteres ansatte i køretøjerne 4 – 5
gange
ugentligt.
Det gøres gældende, at klageren
ikke har haft privat rådighed over de omhandlede biler, hvorfor der ikke er
grundlag for beskatning af fri bil, jfr. ligningslovens § 16, stk. 4.
Der er ikke ført bevis for,
at klageren har anvendt køretøjerne privat eller har haft privat rådighed
herover.
Der er ikke fra skatteforvaltningens side fremkommet nogen dokumentation
herfor, og det er skatteforvaltningen, der har bevisbyrden herfor, sådan som
de
faktisk forhold foreligger.
Der er udarbejdet
fraskrivelsesaftaler i relation til bilerne.
Transporten mellem de 2
forretninger er forretningsmæssig. Dels deler de 2 selskaber omkostningerne
til
bilen; en fordelingsnøgle, der er etableret af forretningsmæssige årsager.
Dels
sker der udveksling af ydelser, navnlig varer og arbejdskraft imellem de 2
butikker.
Det er dokumenteret og
sandsynliggjort ved de fremlagte bilag, at der er behov for dagligt at
udveksle
og transportere varer m.v. mellem forretningerne. Dels er de enkelte ansatte
ansat på en sådan måde, at der kan ske udveksling mellem de pågældende
forretninger. Dels er varelagrene meget små, hvorfor der konstant er behov
for
en optimering på denne del af virksomhederne. Det er vilkårligt, hvem der
rent
faktuelt kører i køretøjerne.
Det forekommer, at det er klageren, men det
kan lige så godt være de andre ansatte i selskabet. Det er således alene et
bielement, når klageren er med i bilen/kører den. Hovedformålet er en fremme
af
de 2 virksomheders aktiviteter bedst muligt.
Klageren har fremlagt
spørgeskemaer besvaret af de ansatte i de 2 restauranter. Spørgeskemaerne
vedrører firmabilernes anvendelse.
Det gøres gældende, at
skemaerne støtter klagerens forklaring om, at køretøjerne er anvendt
erhvervsmæssigt.
Der henvises til praksis som
støtte for, at en transport mellem forskellige arbejdspladser, herunder
datterselskaber, er erhvervsmæssige, jfr. ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra
B, bl.a. TfS 2003.627H.
Dommen forudsætter, at den
kørsel, der konkret er sket i sagen på ingen måde kan karakteriseres som
værende privat rådighed fra klagerens side. Det bemærkes i den forbindelse,
at
der i denne sag ikke er nogen tvivl om, at de 2 selskabers adresser på ingen
måde er sammenfaldende med klagerens adresse. En eventuel transport imellem
de
2 selskaber vil derfor altid være transport imellem 2 arbejdspladser, aldrig
transport mellem bopæl og en arbejdsplads.
Det gøres vedrørende
indkomståret 2002 gældende, at ligningslovens § 16, stk. 4 her er ændret. Ved
lov nr. 342 af 27. maj 2002 blev der indsat et 10. og 11. pkt. i
ligningslovens
§ 16, skt. 4. Denne bestemmelse har virkning fra 1. januar 2002. Det fremgår
heraf, at biler som er erhvervet efter 2. juni 1998 og hvor der ikke betales
tillægsvægtafgift ikke er omfattet af 1. – 9. pkt. i ligningslovens §
16, stk.
4.
Det samme gælder for biler,
der er indregistreret første gang 2. juni 1998 eller tidligere, og hvor
momsen
er fradraget. I denne sag er der i begge tilfælde tale om køretøjer på gule
plader/afløftet moms/situation, hvor der ikke betales tillægsvægtafgift. Der
er
i hvert fald tale om køretøjer, der er omfattet af ligningslovens § 16, stk.
4,
10. og 11. pkt.
Som en konsekvens af, at 1. –
9. pkt. i ligningslovens § 16, stk. 4 ikke finder anvendelse, finder de
bevisbyrder og dokumentationskrav, herunder krav til kørebøger m.v., der i
praksis
har udviklet sig ved beskatning af fri firmabil ikke anvendelse ved sådanne
køretøjer.
Det gøres gældende, at
skatteforvaltningen på ingen måde har dokumenteret nogen faktisk privat
anvendelse af de pågældende køretøjer. For indkomståret 2002 er det derfor
ikke
klageren der skal dokumentere, at han ikke har anvendt bilerne privat, men
derimod skatteforvaltningen, der skal dokumentere, at der har fundet en
privat
anvendelse sted. Der henvises til SKM2005.438.LSR.
Det gøres gældende, at
skatteforvaltningen ikke har løftet bevisbyrden.
Det bemærkes i øvrigt, at
klageren har haft andre biler at råde over privat.
Klageren har henvist til
afgørelsen TfS 1997.660.
Landsskatterettens
bemærkninger og begrundelse
Den
skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den
skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver, sættes til en årlig
værdi på 25 pct. af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr.,
og 20 pct. af resten.
Dette
følger af ligningslovens § 16, stk. 4, 1. pkt.
For
biler omfattet af § 4, stk. 1, II, A, i lov om vægtafgift af køretøjer m.v.
finder 1.-9. pkt. i ligningslovens § 16 kun anvendelse, såfremt der skal
betales tillægsafgift for privat anvendelse efter § 2 i lov om vægtafgift af
køretøjer m.v. For biler, der er indregistreret første gang den 2. juni 1998
eller tidligere finder 1.-9. pkt. ikke anvendelse på biler, hvor
merværdiafgift
vedrørende anskaffelsen er fradraget ifølge merværdiafgiftsloven § 37, stk.
1,
§ 38, stk. 1, eller § 41, fordi bilen udelukkende anvendes erhvervsmæssigt.
Dette følger af ligningslovens § 16, stk. 4, 10. og 11. pkt. Bestemmelserne
blev indsat ved
lov nr. 342 af 27.
maj 2002 og trådte i kraft 1. januar 2002.
Det lægges til grund, at der
har været tale om erhvervsmæssig kørsel. Der er her henset til oplysningerne
om
bilernes daglige kørsel, herunder erklæringerne fra de ansatte samt til
fraskrivelseserklæringerne fra klageren. Der lægges vægt på, at bilen ikke
har
været parkeret på klagerens bopæl.
Erhvervsmæssig kørsel i en
firmabil for et andet firma udløser som udgangspunkt beskatning af fri
firmabil, fordi kørslen anses for privat i relation til det firma, der har
stillet firmabilen til rådighed.
Dette gælder dog ikke i et
tilfælde, hvor klageren har været lønansat i begge selskaber, har udfærdiget
fraskrivelseserklæring over for begge selskaber og hvor der er indgået en
aftale mellem de to selskaber om deling af udgifterne til drift af bilen,
således at der skete vederlæggelse for brugen af bilen direkte til det
selskab,
der ejede bilen.
Skatteansættelsen nedsættes
for indkomstårene 2000, 2001 og 2002 til det selvangivne.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Den af selskabet leasede gulpladebil er anset som stillet til rådighed for hovedanpartshaverens private kørsel tillige, det firmabilen anses for omfattet af de… Landsskatteretten · 22. oktober 2008
- Pålæg om at indberette værdi af fri bil for hovedaktionær fra 1. januar 2010. Rådighed over varebil, indregistreret til blandet benyttelse Landsskatteretten · 16. november 2011
- Klageren er anset for skattepligtig af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4 Landsskatteretten · 19. april 2013
- En række ændringer af klagerens skatteansættelser Landsskatteretten · 19. december 2008
- Genoptagelse af Landsskatterettens kendelse af 5. april 2013, hvori klageren er anset for skattepligtig af værdi af fri bil i henhold til ligningslovens § 16… Landsskatteretten · 12. december 2013
- Der er sket beskatning af fri bil på gule plader Landsskatteretten · 18. januar 2010
Lignende dokumenter
- C.A.5.14.1.3 Biler omfattet af reglen Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Beskatning af hovedaktionær/direktør goder - Autocamper Retsinformation · 7. april 2022
- Beskatning af biler - stilstandsforsikring Retsinformation · 9. juni 2009
- Landsskatteretskendelse vedr. beskatning af fri bil hos hovedanpartshaver - overholdelse af ansættelsesfrist Retsinformation · 28. marts 2013
- C.A.5.14.1.11 Vurderingen af, hvornår en bil er til rådighed for privat kørsel Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Rette indkomstmodtager – vederlag – honorarer - datterselskab Retsinformation · 15. juli 2009