Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. Godtgørelse - varmeværk

KEN nr 9224 af 28/02/2006Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet22. marts 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. Godtgørelse - varmeværk

Klagen skyldes, at virksomheden ikke er anset for

godtgørelsesberettiget i medfør af olieafgiftslovens § 11, stk. 13.

Landsskatterettens afgørelse

Regionens afgørelse

stadfæstes.

Sagens oplysninger

A A.m.b.a forsyner 5 kommuner

med fjernvarme, og har været registreret for varmeforsyning siden 1. januar

1994. A A.m.b.a har 2 kedellinier, henholdsvis en biobrændselsfyret

(halmfyringsanlæg) og en oliefyret. Fjernvarmen produceres primært i

halmfyringsanlægget, mens det oliefyrede anlæg alene anvendes i

spidsbelastningsperioder eller i tilfælde af reparation af

halmfyringsanlægget.

I august 2003 foretog A A.m.b.a større reparationer på halmfyringsanlægget, i

hvilken periode oliefyringsanlægget udelukkende blev benyttet.

A A.m.b.a har fremlagt en

opgørelse over den indfyrede mængde energi fra halm.

På momsangivelserne for juli

kvartal 2003 og januar kvartal 2003 har A A.m.b.a angivet olieafgift med

henholdsvis 133.996 kr. og 29.703 kr. vedrørende olieforbruget i

oliefyringsanlægget.

ToldSkats afgørelse

Regionen har ikke imødekommet

A A.m.b.a’s anmodning om godtgørelse af olieafgift for juli og januar

kvartal

2003 på i alt 163.699 kr.

Det er ved den trufne

afgørelse lagt til grund, at der er tale om to selvstændige fyringsanlæg,

hvor

Læs alt

det ene udelukkende anvendes med biobrændsel som energikilde og det andet

udelukkende med olie.

Forbruget af afgiftspligtigt brændsel,

der indfyres i en selvstændig kedel uden samtidig brug af biobrændsel i

kedlen,

kan ikke anses som støttebrændsel, og er derfor ikke omfattet af

olieafgiftslovens § 11, stk. 13, men derimod af hovedreglen i

olieafgiftslovens

§ 11, stk. 4, hvorefter brændsler, der anvendes til fremstilling af varme

mv.,

ikke er godtgørelsesberettigede. Der er herved henset til bestemmelsens

ordlyd

samt bemærkningerne til ikrafttrædelsesbestemmelserne. Derudover er henvist

til

Punktafgiftsvejledningen, afsnit F.6.4.4.

Regionen har efterfølgende

til virksomheden anført, at uanset om forbruget kan anses for omfattet af

bestemmelsen, vil virksomheden ikke være berettiget til godtgørelse i medfør

heraf. Ved den i bestemmelsen foreskrevne beregning skal ”den leverede

mængde

varme” forstås som leverancerne til det kollektive net, dvs. ab værk,

således

at der ikke fremkommer et godtgørelsesberettiget forbrug.

Klagerens påstand og argumenter

A A.m.b.a’s repræsentant har

fremsat påstand om, at betingelserne for godtgørelse i medfør af

olieafgiftslovens

§ 11, stk. 13, er opfyldt.

I henhold til

olieafgiftslovens § 11, stk. 13, er der mulighed for godtgørelse af

energiafgifter, for afgiftspligtige brændsler anvendt til fremstilling af

varme, når minimum 25 % af den indfyrede mængde i virksomheden er

ikke-afgiftspligtige brændsler (eksempelvis halm). A A.m.b.a opfylder

ubestrideligt 25 %’s kriteriet, da der overvejende fyres med afgiftsfrit

halm.

I perioden 1. oktober 2002 til 30. september 2003 udgjorde den indfyrede

mængde

energi fra halm ca. 92 %. Der anvendes derfor kun olie som støtte i

spidsbelastningsperioderne og andre særlige situationer.

Regionen har ved den trufne

afgørelse bl.a. lagt bemærkningerne til ikrafttrædelsesbestemmelsen til

grund,

hvori begrebet ”støttebrændsel” er nævnt. Dette begreb er ikke

defineret noget

sted, og det er udelukkende regionens fortolkning, at A A.m.b.a’s

forbrug ikke

kan karakteriseres som ”støttebrændsel”. Herudover vedrører de

nævnte

lovbemærkninger ikke tilføjelsen af stk. 13 i olieafgiftslovens § 11, men

derimod generelle bemærkninger til lovens ikrafttrædelsesbestemmelser.

Bemærkningerne

har således ikke tolkningsmæssig relevans med hensyn til anvendelse af

olieafgiftslovens § 11, stk. 13.

Derudover taler

bemærkningerne til ikrafttrædelsesbestemmelsen om støttebrændsel set i

forhold

til den samlede varmefremstilling i virksomheden og ikke i forhold til den

enkelte kedel. Dette underbygges yderligere af ordlyden af olieafgiftslovens

§

11, stk. 13, der blot kræver, at minimum 25 % af virksomhedens indfyrede

energi

hidrører fra andet end afgiftspligtige brændsler.

Yderligere er støttebrændsel

kun nævnt som et eksempel og ikke som en begrænsning. Der er derfor intet

grundlag for at anvende bemærkningerne til at indskrænke bestemmelsens

anvendelsesområde

udover dens ordlyd. Det fremgår således ikke af lovteksten, at bestemmelsen

kun

finder anvendelse på støttebrændsel.

Der er endvidere ikke

grundlag for at postulere, at der ikke kan være tale om støttebrændsel, når

der

ikke er tale om samme fyringsanlæg. Olieafgiftslovens godtgørelsesregler i §

11

vedrører således ”virksomheder”. Endvidere er der ingen relationer

mellem

olieafgiftslovens § 11, stk. 1, stk. 4 og stk. 13, som kan begrunde et

”kedelperspektiv” ved afgørelsen af, om § 11, stk. 13, finder

anvendelse.

Det er derudover gjort

gældende, at virksomheden opfylder alle de i § 11, stk. 3, angivne

betingelser

for godtgørelse. Det er herved bl.a. anført, at den i bestemmelsen anførte

mængde leverede varme, skal opgøres som den til forbrugeren leverede mængde

varme og ikke leverancen ab værk, som anført af myndighederne. Der er herved

henvist til retsforlig indgået i sagen vedrørende B A/S.

SKATs udtalelse

Hovedcentret har indstillet,

at den påklagede afgørelse stadfæstes. Hensigten med olieafgiftslovens § 11,

stk. 13, var, at virksomheder, der bruger afgiftspligtige varer i forbindelse

med afbrænding af ikke afgiftspligtige varer som f.eks. affald, i særlige

tilfælde eller på særlige betingelser kan opnå tilbagebetaling af en del af

afgiften

på forbruget af afgiftspligtige varer. Konkret var bestemmelsen møntet på de

tilfælde, hvor der f.eks. af forbrændingsmæssige hensyn og/eller miljømæssige

årsager var behov for at optimere forbrændingsprocessen, dvs. at forbruget af

afgiftspligtige varer har en procesfunktion samtidig med, at forbruget af

afgiftspligtige varer fortsat bliver brugt til varmefremstilling, der er

omfattet af olieafgiftslovens § 11, stk. 4. Med udformningen af § 11, stk. 3,

opnåede man en balanceret løsning, hvori indgår flere momenter omkring

forbrændingen af afgiftspligtige og ikke-afgiftspligtige varer, herunder også

størrelsen af den leverede mængde varme. Alternativet til § 11, stk. 13, var

umiddelbart, at der i stedet var blevet udformet en

procesgodtgørelsesbestemmelse

på linie med dem, der fremgår af lovens § 11, stk. 5.

Da det omhandlede forbrug af

olie har fundet sted i et varmeproduktionsanlæg helt uafhængig af

biomassekedlen, hvorved forbruget af olie udelukkende har haft det sigte at

fremstille varme, er virksomhedens forbrug af olie i den selvstændige

oliekedel

ikke omfattet af olieafgiftslovens § 11, stk. 13. Denne opfattelse støttes af

bemærkningerne til bestemmelsen, hvori udtrykket forbrændingsanlæg er anvendt

flere steder, dvs. at forbrændingen af afgiftspligtigt brændsel skal være

knyttet

direkte til forbrændingen af ikke-afgiftspligtig brændsel. I modsat fald må

det

antages, at man havde anvendt udtrykket

”affaldsforbrændingsvirksomhed” i

stedet for ”affaldsforbrændingsanlæg”. Anvendelsen af udtrykket

”støttebrændsel”

i bemærkningerne til ikrafttrædelsesbestemmelsen understøtter endvidere det

anførte.

Hovedcentret er ikke enig i,

at bestemmelserne i olieafgiftslovens § 11 som et generelt princip vedrører

virksomheden som sådan, og ikke de enkelte anlæg. Såfremt en virksomhed

f.eks.

fremstiller varme på både en selvstændig oliekedel (omfattet af lovens § 11,

stk. 4), et oliebaseret kraftvarmeanlæg (omfattet af lovens § 9, stk. 2 og §

1,

stk. 4) og et affaldsforbrændingsanlæg, hvor der i overensstemmelse med

sigtet

med § 11, stk. 13 anvendes afgiftspligtige varer i tilknytning til afbrænding

af affald eller andre ikke afgiftspligtige brændsler, skal virksomheden

foretage en afgiftsmæssig opgørelse for hvert anlæg. I tilfælde hvor

eksempelvis en virksomhed, der nyttiggør overskudsvarme fra en

produktionsproces til rumvarme, samtidig med at der produceres procesvarme

og/eller rumvarme på et selvstændigt rumvarmeproduktionsanlæg, skal der ske

en

selvstændig afgiftsopgørelse for begge ”varmeproduktioner”.

Det er yderligere anført, at

der i omhandlede sag hverken er tale om en støttebrænder eller et supplerende

brændsel i hovedbrænderen, men derimod om et selvstændigt brændsel til

varmefremstilling. Det er således ikke tale om støttebrændsel, som anført af

virksomheden.

Det er endelig anført, at der

ved eventuel anvendelse af § 11, stk. 13, i øvrigt ikke fremkommer et

godtgørelsesberettiget forbrug i den konkrete sag. Den ikke

tilbagebetalingsberettigede andel skal opgøres på grundlag af ”den

leverede

mængde varme”, som skal forstås som den til det kollektive net leverede

varme,

dvs. ab værk, og ikke som varmesalget til forbrugerne, som anført af

repræsentanten.

Den af repræsentanten anførte fortolkning kan endvidere ikke finde støtte i

det

påberåbte retsforlig.

Retsgrundlaget

I henhold til

olieafgiftslovens § 11, stk. 4, kan der ikke ydes tilbagebetaling for

afgiften

af varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af

bl.a. varme, som leveres fra virksomheden.

Af olieafgiftslovens § 11,

stk. 13, fremgår imidlertid følgende:

”Uanset stk. 4 kan der

dog altid ydes tilbagebetaling for forbruget af afgiftspligtige varer og

varme,

der overstiger en beregnet mængde, når mindst 25 pct. af den indfyrede energi

hidrører fra andet end afgiftspligtige brændsler eller afgiftspligtig

elektricitet. Denne mængde beregnes for hvert afgiftspligtigt brændsel som

forholdet mellem på den ene side energiindholdet i det afgiftspligtige

brændsel

og på den anden side det totale energiindhold i de indfyrede mængder ganget

med

den leverede mængde varme divideret med 0,7 og omregnet til liter henholdsvis

kilogram efter de i § 9, stk. 2, anførte værdier for energiindhold.

Såfremt virksomheden ikke nærmere kan dokumentere energiindholdet i de

afgiftspligtige brændsler, anvendes de i § 9, stk. 2, anførte

værdier. Kun varer, hvis energiindhold utvivlsomt overstiger 9,4 MJ/kg,

medregnes, såfremt energiindholdet i de indfyrede brændsler opgøres på

grundlag

af de i § 9, stk. 2, anførte værdier.”

Bestemmelsen ved indsat ved

lov nr. 444 af 10. juni 1997. Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget

(L218)) fremgår bl.a. følgende:

”Lovforslaget indeholder i

hovedtræk følgende elementer:

1) ( )

2) Forslag om alternative

opgørelsesmetoder af varmeværkers – herunder affaldsforbrændingsanlægs

–

tilbagebetalingsberettigede forbrug af brændsel og elektricitet. Forslaget er

rettet mod varmeværker, der ud over afgiftspligtige brændsler også anvender

affald og biomasse. Forslaget indebærer en lempelse for værker med en ringe

varmeproduktion i forhold til forbruget af afgiftspligtige brændsler.

3) ( )”

Af de særlige bemærkninger

til lovens § 11, stk. 13 fremgår bl.a. følgende:

”( )

Hovedreglen i

energiafgiftsloven er, at der ikke ydes tilbagebetaling af afgift i

forbindelse

med salg af varme. Virksomheder, der bruger varme til fremstilling af andre

varer med henblik på afsætning, kan dog som hovedregel få afgiftsgodtgørelse,

selvom varmen efterfølgende anvendes i fjernvarmenet som industriel

overskudsvarme. Dog nedsættes tilbagebetalingen i forhold til

varmeleverancen.

Varmeværker, herunder affaldsforbrændingsanlæg der afsætter varme, bruger

ikke

olie til fremstilling af andre varer med henblik på afsætning og kan efter de

gældende regler derfor ikke få godtgjort energiafgiften. I visse situationer

kan dette medføre en uforholdsmæssigt høj afgiftsbelastning af varme fra

affaldsforbrændingsanlæg. Dette er specielt tilfældet, når afsætningen af

varme

er beskeden i forhold til forbruget af afgiftspligtige brændsler.

Derfor foreslås følgende:

Den leverede mængde varme

måles.

Ved brug af

standardvirkningsgrad (0,7) beregnes et teoretisk bruttoenergiforbrug.

Der indføres et loft over

afgiftsbetalingen svarende til det afgiftspligtige brændsels andel af den

indfyrede energi.

( )

Eksempel:

Nyttiggjort varme

700 GJ

Teoretisk

bruttoenergiforbrug (700:0,7)

1000 GJ

Indfyret affald

1000 GJ

Indfyret olie

1000 GJ

Afgiftspligtig mængde olie

(500 GJ/35,9)

13.928 l

Afgift pr. GJ ((1,76 kr/l *

13.928 l)/700 GJ)

35 kr./GJ

Med de nuværende regler ville

afgiften være knap dobbelt så høj.

Det er ikke generelt formålet

at ændre affaldsforbrændingsanlæggenes afgiftsforhold. Med den foreslåede

standardvirkningsgrad vil kun anlæg med en relativt lille varmeproduktion

vælge

at anvende bestemmelsen.”

Af de særlige bemærkninger

til lovens ikrafttrædelsesbestemmelse fremgår bl.a. følgende:

”( )

Selvom regeringen generelt

finder, at ændringer i skatte- og afgiftslove ikke bør have tilbagevirkende

kraft, er det foreslået, at affaldsforbrændingsanlæg mv. får mulighed for at

benytte den foreslåede opgørelsesmetode fra 1. januar 1996. Forslaget skal

ses

i lyset af, at det er frivilligt at anvende opgørelsesmetoden. De nye regler,

som blev indført i 1996, medfører, at affaldsforbrændingsanlæggenes

varmefremstilling

ligestilles med fjernvarmeværkernes. Da der imidlertid er visse særlige

anlæg,

der har et stort forbrug af støttebrændsel i forhold til varmefremstillingen,

vil disse regler fra 1996 og fremefter kunne medføre en særligt høj afgift.

Derfor foreslås muligheden for at beregne afgiften på basis af

varmefremstillingen indført med virkning fra 1. januar 1996.

( )”

Endvidere fremgår følgende af

Punktafgiftsvejledningen, afsnit F.6.4.4. under afsnittet

”Støttebrændsel i

affaldsforbrændingsanlæg mv., der leverer varme”:

”Bestemmelsen retter sig til

virksomheder, der udover afgiftspligtige varer, fx olie eller naturgas, også

anvender et ikke-afgiftspligtigt brændsel, som fx affald som brændsel ved

varmefremstilling. Omfattet er fx dermed affaldsforbrændingsanlæg, der

leverer

varme, og som anvender afgiftspligtig støttebrændsel ved

forbrændingen/varmefremstillingen.”

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det kan lægges til grund, at

den i sagen omhandlede afgiftspligtige olie udelukkende er anvendt til

fremstilling af varme. Det kan videre lægges til grund, at den omhandlede

olie

er anvendt i det fyringsanlæg, hvor der udelukkende anvendes olie som

energikilde. Der er således ikke tale om samtidig indfyring af olie og

biobrændsel.

I medfør af olieafgiftslovens

§ 11, stk. 4, er virksomheden herefter som udgangspunkt ikke berettiget til

tilbagebetaling af afgiften af den forbrugte olie. I henhold til

olieafgiftslovens § 11, stk. 13 (dagældende), kan der dog ydes

tilbagebetaling

for forbruget af afgiftspligtige varer, der overstiger en beregnet mængde,

når

mindst 25 % af den indfyrede energi hidrører fra andet end afgiftspligtige

brændsler.

Retten finder, at

virksomheden ikke er berettiget til at anvende olieafgiftslovens § 11, stk.

13,

vedrørende det omhandlede olieforbrug. Retten har herved fundet, at

vurderingen

af, om de i bestemmelsen angivne betingelser er opfyldt, skal foretages på

grundlag af forbrug indfyret i det enkelte anlæg. Denne fortolkning findes

bedst overensstemmende både med bestemmelsens formål og forarbejderne. Da det

herefter ikke kan lægges til grund, at betingelsen om, at mindst 25 % af den

i

det oliebaserede anlæg indfyrede energi hidrører fra andet end

afgiftspligtige

brændsler, er virksomheden med rette ikke anset for berettiget til at anvende

lovens § 11, stk. 13. Det bemærkes, at det herefter er ufornødent at tage

stilling til, om virksomheden i øvrigt opfylder betingelserne for godtgørelse

i

medfør af § 11, stk. 13, herunder hvorledes den leverede mængde varme skal

opgøres

Den påklagede afgørelse

stadfæstes derfor.

Lignende dokumenter