Landsskatteretskendelse vedr. Godtgørelse - varmeværk
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Landsskatteretskendelse vedr. Godtgørelse - varmeværk
Klagen skyldes, at virksomheden ikke er anset for
godtgørelsesberettiget i medfør af olieafgiftslovens § 11, stk. 13.
Landsskatterettens afgørelse
Regionens afgørelse
stadfæstes.
Sagens oplysninger
A A.m.b.a forsyner 5 kommuner
med fjernvarme, og har været registreret for varmeforsyning siden 1. januar
1994. A A.m.b.a har 2 kedellinier, henholdsvis en biobrændselsfyret
(halmfyringsanlæg) og en oliefyret. Fjernvarmen produceres primært i
halmfyringsanlægget, mens det oliefyrede anlæg alene anvendes i
spidsbelastningsperioder eller i tilfælde af reparation af
halmfyringsanlægget.
I august 2003 foretog A A.m.b.a større reparationer på halmfyringsanlægget, i
hvilken periode oliefyringsanlægget udelukkende blev benyttet.
A A.m.b.a har fremlagt en
opgørelse over den indfyrede mængde energi fra halm.
På momsangivelserne for juli
kvartal 2003 og januar kvartal 2003 har A A.m.b.a angivet olieafgift med
henholdsvis 133.996 kr. og 29.703 kr. vedrørende olieforbruget i
oliefyringsanlægget.
ToldSkats afgørelse
Regionen har ikke imødekommet
A A.m.b.a’s anmodning om godtgørelse af olieafgift for juli og januar
kvartal
2003 på i alt 163.699 kr.
Det er ved den trufne
afgørelse lagt til grund, at der er tale om to selvstændige fyringsanlæg,
hvor
Læs alt
det ene udelukkende anvendes med biobrændsel som energikilde og det andet
udelukkende med olie.
Forbruget af afgiftspligtigt brændsel,
der indfyres i en selvstændig kedel uden samtidig brug af biobrændsel i
kedlen,
kan ikke anses som støttebrændsel, og er derfor ikke omfattet af
olieafgiftslovens § 11, stk. 13, men derimod af hovedreglen i
olieafgiftslovens
§ 11, stk. 4, hvorefter brændsler, der anvendes til fremstilling af varme
mv.,
ikke er godtgørelsesberettigede. Der er herved henset til bestemmelsens
ordlyd
samt bemærkningerne til ikrafttrædelsesbestemmelserne. Derudover er henvist
til
Punktafgiftsvejledningen, afsnit F.6.4.4.
Regionen har efterfølgende
til virksomheden anført, at uanset om forbruget kan anses for omfattet af
bestemmelsen, vil virksomheden ikke være berettiget til godtgørelse i medfør
heraf. Ved den i bestemmelsen foreskrevne beregning skal ”den leverede
mængde
varme” forstås som leverancerne til det kollektive net, dvs. ab værk,
således
at der ikke fremkommer et godtgørelsesberettiget forbrug.
Klagerens påstand og argumenter
A A.m.b.a’s repræsentant har
fremsat påstand om, at betingelserne for godtgørelse i medfør af
olieafgiftslovens
§ 11, stk. 13, er opfyldt.
I henhold til
olieafgiftslovens § 11, stk. 13, er der mulighed for godtgørelse af
energiafgifter, for afgiftspligtige brændsler anvendt til fremstilling af
varme, når minimum 25 % af den indfyrede mængde i virksomheden er
ikke-afgiftspligtige brændsler (eksempelvis halm). A A.m.b.a opfylder
ubestrideligt 25 %’s kriteriet, da der overvejende fyres med afgiftsfrit
halm.
I perioden 1. oktober 2002 til 30. september 2003 udgjorde den indfyrede
mængde
energi fra halm ca. 92 %. Der anvendes derfor kun olie som støtte i
spidsbelastningsperioderne og andre særlige situationer.
Regionen har ved den trufne
afgørelse bl.a. lagt bemærkningerne til ikrafttrædelsesbestemmelsen til
grund,
hvori begrebet ”støttebrændsel” er nævnt. Dette begreb er ikke
defineret noget
sted, og det er udelukkende regionens fortolkning, at A A.m.b.a’s
forbrug ikke
kan karakteriseres som ”støttebrændsel”. Herudover vedrører de
nævnte
lovbemærkninger ikke tilføjelsen af stk. 13 i olieafgiftslovens § 11, men
derimod generelle bemærkninger til lovens ikrafttrædelsesbestemmelser.
Bemærkningerne
har således ikke tolkningsmæssig relevans med hensyn til anvendelse af
olieafgiftslovens § 11, stk. 13.
Derudover taler
bemærkningerne til ikrafttrædelsesbestemmelsen om støttebrændsel set i
forhold
til den samlede varmefremstilling i virksomheden og ikke i forhold til den
enkelte kedel. Dette underbygges yderligere af ordlyden af olieafgiftslovens
§
11, stk. 13, der blot kræver, at minimum 25 % af virksomhedens indfyrede
energi
hidrører fra andet end afgiftspligtige brændsler.
Yderligere er støttebrændsel
kun nævnt som et eksempel og ikke som en begrænsning. Der er derfor intet
grundlag for at anvende bemærkningerne til at indskrænke bestemmelsens
anvendelsesområde
udover dens ordlyd. Det fremgår således ikke af lovteksten, at bestemmelsen
kun
finder anvendelse på støttebrændsel.
Der er endvidere ikke
grundlag for at postulere, at der ikke kan være tale om støttebrændsel, når
der
ikke er tale om samme fyringsanlæg. Olieafgiftslovens godtgørelsesregler i §
11
vedrører således ”virksomheder”. Endvidere er der ingen relationer
mellem
olieafgiftslovens § 11, stk. 1, stk. 4 og stk. 13, som kan begrunde et
”kedelperspektiv” ved afgørelsen af, om § 11, stk. 13, finder
anvendelse.
Det er derudover gjort
gældende, at virksomheden opfylder alle de i § 11, stk. 3, angivne
betingelser
for godtgørelse. Det er herved bl.a. anført, at den i bestemmelsen anførte
mængde leverede varme, skal opgøres som den til forbrugeren leverede mængde
varme og ikke leverancen ab værk, som anført af myndighederne. Der er herved
henvist til retsforlig indgået i sagen vedrørende B A/S.
SKATs udtalelse
Hovedcentret har indstillet,
at den påklagede afgørelse stadfæstes. Hensigten med olieafgiftslovens § 11,
stk. 13, var, at virksomheder, der bruger afgiftspligtige varer i forbindelse
med afbrænding af ikke afgiftspligtige varer som f.eks. affald, i særlige
tilfælde eller på særlige betingelser kan opnå tilbagebetaling af en del af
afgiften
på forbruget af afgiftspligtige varer. Konkret var bestemmelsen møntet på de
tilfælde, hvor der f.eks. af forbrændingsmæssige hensyn og/eller miljømæssige
årsager var behov for at optimere forbrændingsprocessen, dvs. at forbruget af
afgiftspligtige varer har en procesfunktion samtidig med, at forbruget af
afgiftspligtige varer fortsat bliver brugt til varmefremstilling, der er
omfattet af olieafgiftslovens § 11, stk. 4. Med udformningen af § 11, stk. 3,
opnåede man en balanceret løsning, hvori indgår flere momenter omkring
forbrændingen af afgiftspligtige og ikke-afgiftspligtige varer, herunder også
størrelsen af den leverede mængde varme. Alternativet til § 11, stk. 13, var
umiddelbart, at der i stedet var blevet udformet en
procesgodtgørelsesbestemmelse
på linie med dem, der fremgår af lovens § 11, stk. 5.
Da det omhandlede forbrug af
olie har fundet sted i et varmeproduktionsanlæg helt uafhængig af
biomassekedlen, hvorved forbruget af olie udelukkende har haft det sigte at
fremstille varme, er virksomhedens forbrug af olie i den selvstændige
oliekedel
ikke omfattet af olieafgiftslovens § 11, stk. 13. Denne opfattelse støttes af
bemærkningerne til bestemmelsen, hvori udtrykket forbrændingsanlæg er anvendt
flere steder, dvs. at forbrændingen af afgiftspligtigt brændsel skal være
knyttet
direkte til forbrændingen af ikke-afgiftspligtig brændsel. I modsat fald må
det
antages, at man havde anvendt udtrykket
”affaldsforbrændingsvirksomhed” i
stedet for ”affaldsforbrændingsanlæg”. Anvendelsen af udtrykket
”støttebrændsel”
i bemærkningerne til ikrafttrædelsesbestemmelsen understøtter endvidere det
anførte.
Hovedcentret er ikke enig i,
at bestemmelserne i olieafgiftslovens § 11 som et generelt princip vedrører
virksomheden som sådan, og ikke de enkelte anlæg. Såfremt en virksomhed
f.eks.
fremstiller varme på både en selvstændig oliekedel (omfattet af lovens § 11,
stk. 4), et oliebaseret kraftvarmeanlæg (omfattet af lovens § 9, stk. 2 og §
1,
stk. 4) og et affaldsforbrændingsanlæg, hvor der i overensstemmelse med
sigtet
med § 11, stk. 13 anvendes afgiftspligtige varer i tilknytning til afbrænding
af affald eller andre ikke afgiftspligtige brændsler, skal virksomheden
foretage en afgiftsmæssig opgørelse for hvert anlæg. I tilfælde hvor
eksempelvis en virksomhed, der nyttiggør overskudsvarme fra en
produktionsproces til rumvarme, samtidig med at der produceres procesvarme
og/eller rumvarme på et selvstændigt rumvarmeproduktionsanlæg, skal der ske
en
selvstændig afgiftsopgørelse for begge ”varmeproduktioner”.
Det er yderligere anført, at
der i omhandlede sag hverken er tale om en støttebrænder eller et supplerende
brændsel i hovedbrænderen, men derimod om et selvstændigt brændsel til
varmefremstilling. Det er således ikke tale om støttebrændsel, som anført af
virksomheden.
Det er endelig anført, at der
ved eventuel anvendelse af § 11, stk. 13, i øvrigt ikke fremkommer et
godtgørelsesberettiget forbrug i den konkrete sag. Den ikke
tilbagebetalingsberettigede andel skal opgøres på grundlag af ”den
leverede
mængde varme”, som skal forstås som den til det kollektive net leverede
varme,
dvs. ab værk, og ikke som varmesalget til forbrugerne, som anført af
repræsentanten.
Den af repræsentanten anførte fortolkning kan endvidere ikke finde støtte i
det
påberåbte retsforlig.
Retsgrundlaget
I henhold til
olieafgiftslovens § 11, stk. 4, kan der ikke ydes tilbagebetaling for
afgiften
af varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af
bl.a. varme, som leveres fra virksomheden.
Af olieafgiftslovens § 11,
stk. 13, fremgår imidlertid følgende:
”Uanset stk. 4 kan der
dog altid ydes tilbagebetaling for forbruget af afgiftspligtige varer og
varme,
der overstiger en beregnet mængde, når mindst 25 pct. af den indfyrede energi
hidrører fra andet end afgiftspligtige brændsler eller afgiftspligtig
elektricitet. Denne mængde beregnes for hvert afgiftspligtigt brændsel som
forholdet mellem på den ene side energiindholdet i det afgiftspligtige
brændsel
og på den anden side det totale energiindhold i de indfyrede mængder ganget
med
den leverede mængde varme divideret med 0,7 og omregnet til liter henholdsvis
kilogram efter de i § 9, stk. 2, anførte værdier for energiindhold.
Såfremt virksomheden ikke nærmere kan dokumentere energiindholdet i de
afgiftspligtige brændsler, anvendes de i § 9, stk. 2, anførte
værdier. Kun varer, hvis energiindhold utvivlsomt overstiger 9,4 MJ/kg,
medregnes, såfremt energiindholdet i de indfyrede brændsler opgøres på
grundlag
af de i § 9, stk. 2, anførte værdier.”
Bestemmelsen ved indsat ved
lov nr. 444 af 10. juni 1997. Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget
(L218)) fremgår bl.a. følgende:
”Lovforslaget indeholder i
hovedtræk følgende elementer:
1) ( )
2) Forslag om alternative
opgørelsesmetoder af varmeværkers – herunder affaldsforbrændingsanlægs
–
tilbagebetalingsberettigede forbrug af brændsel og elektricitet. Forslaget er
rettet mod varmeværker, der ud over afgiftspligtige brændsler også anvender
affald og biomasse. Forslaget indebærer en lempelse for værker med en ringe
varmeproduktion i forhold til forbruget af afgiftspligtige brændsler.
3) ( )”
Af de særlige bemærkninger
til lovens § 11, stk. 13 fremgår bl.a. følgende:
”( )
Hovedreglen i
energiafgiftsloven er, at der ikke ydes tilbagebetaling af afgift i
forbindelse
med salg af varme. Virksomheder, der bruger varme til fremstilling af andre
varer med henblik på afsætning, kan dog som hovedregel få afgiftsgodtgørelse,
selvom varmen efterfølgende anvendes i fjernvarmenet som industriel
overskudsvarme. Dog nedsættes tilbagebetalingen i forhold til
varmeleverancen.
Varmeværker, herunder affaldsforbrændingsanlæg der afsætter varme, bruger
ikke
olie til fremstilling af andre varer med henblik på afsætning og kan efter de
gældende regler derfor ikke få godtgjort energiafgiften. I visse situationer
kan dette medføre en uforholdsmæssigt høj afgiftsbelastning af varme fra
affaldsforbrændingsanlæg. Dette er specielt tilfældet, når afsætningen af
varme
er beskeden i forhold til forbruget af afgiftspligtige brændsler.
Derfor foreslås følgende:
Den leverede mængde varme
måles.
Ved brug af
standardvirkningsgrad (0,7) beregnes et teoretisk bruttoenergiforbrug.
Der indføres et loft over
afgiftsbetalingen svarende til det afgiftspligtige brændsels andel af den
indfyrede energi.
( )
Eksempel:
Nyttiggjort varme
700 GJ
Teoretisk
bruttoenergiforbrug (700:0,7)
1000 GJ
Indfyret affald
1000 GJ
Indfyret olie
1000 GJ
Afgiftspligtig mængde olie
(500 GJ/35,9)
13.928 l
Afgift pr. GJ ((1,76 kr/l *
13.928 l)/700 GJ)
35 kr./GJ
Med de nuværende regler ville
afgiften være knap dobbelt så høj.
Det er ikke generelt formålet
at ændre affaldsforbrændingsanlæggenes afgiftsforhold. Med den foreslåede
standardvirkningsgrad vil kun anlæg med en relativt lille varmeproduktion
vælge
at anvende bestemmelsen.”
Af de særlige bemærkninger
til lovens ikrafttrædelsesbestemmelse fremgår bl.a. følgende:
”( )
Selvom regeringen generelt
finder, at ændringer i skatte- og afgiftslove ikke bør have tilbagevirkende
kraft, er det foreslået, at affaldsforbrændingsanlæg mv. får mulighed for at
benytte den foreslåede opgørelsesmetode fra 1. januar 1996. Forslaget skal
ses
i lyset af, at det er frivilligt at anvende opgørelsesmetoden. De nye regler,
som blev indført i 1996, medfører, at affaldsforbrændingsanlæggenes
varmefremstilling
ligestilles med fjernvarmeværkernes. Da der imidlertid er visse særlige
anlæg,
der har et stort forbrug af støttebrændsel i forhold til varmefremstillingen,
vil disse regler fra 1996 og fremefter kunne medføre en særligt høj afgift.
Derfor foreslås muligheden for at beregne afgiften på basis af
varmefremstillingen indført med virkning fra 1. januar 1996.
( )”
Endvidere fremgår følgende af
Punktafgiftsvejledningen, afsnit F.6.4.4. under afsnittet
”Støttebrændsel i
affaldsforbrændingsanlæg mv., der leverer varme”:
”Bestemmelsen retter sig til
virksomheder, der udover afgiftspligtige varer, fx olie eller naturgas, også
anvender et ikke-afgiftspligtigt brændsel, som fx affald som brændsel ved
varmefremstilling. Omfattet er fx dermed affaldsforbrændingsanlæg, der
leverer
varme, og som anvender afgiftspligtig støttebrændsel ved
forbrændingen/varmefremstillingen.”
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Det kan lægges til grund, at
den i sagen omhandlede afgiftspligtige olie udelukkende er anvendt til
fremstilling af varme. Det kan videre lægges til grund, at den omhandlede
olie
er anvendt i det fyringsanlæg, hvor der udelukkende anvendes olie som
energikilde. Der er således ikke tale om samtidig indfyring af olie og
biobrændsel.
I medfør af olieafgiftslovens
§ 11, stk. 4, er virksomheden herefter som udgangspunkt ikke berettiget til
tilbagebetaling af afgiften af den forbrugte olie. I henhold til
olieafgiftslovens § 11, stk. 13 (dagældende), kan der dog ydes
tilbagebetaling
for forbruget af afgiftspligtige varer, der overstiger en beregnet mængde,
når
mindst 25 % af den indfyrede energi hidrører fra andet end afgiftspligtige
brændsler.
Retten finder, at
virksomheden ikke er berettiget til at anvende olieafgiftslovens § 11, stk.
13,
vedrørende det omhandlede olieforbrug. Retten har herved fundet, at
vurderingen
af, om de i bestemmelsen angivne betingelser er opfyldt, skal foretages på
grundlag af forbrug indfyret i det enkelte anlæg. Denne fortolkning findes
bedst overensstemmende både med bestemmelsens formål og forarbejderne. Da det
herefter ikke kan lægges til grund, at betingelsen om, at mindst 25 % af den
i
det oliebaserede anlæg indfyrede energi hidrører fra andet end
afgiftspligtige
brændsler, er virksomheden med rette ikke anset for berettiget til at anvende
lovens § 11, stk. 13. Det bemærkes, at det herefter er ufornødent at tage
stilling til, om virksomheden i øvrigt opfylder betingelserne for godtgørelse
i
medfør af § 11, stk. 13, herunder hvorledes den leverede mængde varme skal
opgøres
Den påklagede afgørelse
stadfæstes derfor.
Lignende dokumenter
- Sag om prøvelse af myndighedsafgørelse konkret Energiklagenævnets afgørelse vedrørende varmeværks varmeproduktionsanlæg Domsdatabasen · 16. januar 2024
- Sagen angår, om Sagsøger A/S efter kulafgiftslovens § 8, stk. 3, jf. stk. 4, nr. 1, er berettiget til tilbagebetaling af kulafgift af fjernvarme, som er blevet brugt i processen ved fremstilling af spædevand, der ledes ind i returløbet på fjernvarmenettet Domsdatabasen · 30. juni 2023
- Regionen har ikke imødekommet I/S H1's (herefter benævnt interessentskabet) anmodning om nedsættelse af afgiftstilsvaret vedrørende X2-værket og X1-værket for… Landsskatteretten · 4. januar 2010
- Landsskatteretskendelse vedr. godtgørelse af energi- og CO2-afgift af energi forbrugt til stilstandsvarme og tankopvarmning Retsinformation · 13. august 2009
- Flemming Enevoldsen ctr. Gas- og Varmeprisudvalget Retsinformation · 22. april 1999
- Regionen har ikke imødekommet I/S H1's (herefter benævnt interessentskabet) anmodning om nedsættelse af afgiftstilsvaret vedrørende G1 for perioden 28.… Landsskatteretten · 2. juni 2009