Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. Konsulenthonorar til hovedaktionær

KEN nr 9175 af 20/12/2005Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet15. marts 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. Konsulenthonorar til

hovedaktionær

Klagen vedrører spørgsmålet

om hvorvidt selskabet A A/S eller hovedaktionæren er rette indkomstmodtager

af

konsulenthonorar.

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2002

Skattepligtig indkomst

Skattemyndigheden har nedsat

selskabets indkomst med 50.000 kr., idet indtægt i form af honorarer fra D

A/S

anses for erhvervet af selskabets hovedanpartshaver.

Landsskatteretten stadfæster

skattemyndighedens afgørelse.

Indbetaling fra D A/S er af

den kommunale skattemyndighed anset som skattepligtigt tilskud

til selskabet, hvorfor

indkomsten er forhøjet med 50.000 kr., idet selskabets hovedanpartshaver har

ladet indtægten for sit personlige arbejde tilgå selskabet.

Landsskatteretten ansætter

det skattepligtige tilskud til 62.500 kr.

Den kommunale skattemyndighed

har endvidere ikke godkendt betalingsomgørelse i henhold til ligningslovens §

2, stk. 4, for så vidt angår indtægtsførte honorarer fra henholdsvis E A/S og

D

A/S.

Landsskatteretten stadfæster

skattemyndighedens afgørelse.

Indkomståret 2003

Læs alt

Skattemyndigheden har nedsat

selskabets indkomst med 415.000 kr., idet indtægt i form af honorarer fra D

A/S

anses for erhvervet af selskabets hovedanpartshaver.

Landsskatteretten stadfæster

skattemyndighedens afgørelse.

Indbetaling fra D A/S er af

den

kommunale skattemyndighed

anset som skattepligtigt tilskud til selskabet, hvorfor indkomsten er

forhøjet

med 415.000 kr., idet selskabets hovedanpartshaver har ladet indtægten for

sit

personlige arbejde tilgå selskabet.

Landsskatteretten ansætter

det skattepligtige tilskud til 565.000 kr.

Den kommunale skattemyndighed

har endvidere ikke godkendt betalingsomgørelse i henhold til ligningslovens §

2, stk. 4, for så vidt angår indtægtsførte honorarer fra D A/S.

Landsskatteretten stadfæster

skattemyndighedens afgørelse.

Sagens oplysninger

A A/S (herefter selskabet)

har bagud forskudt indkomstår. Indkomståret 2002 vedrører således perioden

fra

1. juli 2001 til 30. juni 2002, mens indkomståret 2003 vedrører perioden fra

1.

juli 2002 til 30. juni 2003.

Selskabets aktiekapital på

nominelt 500.000 kr. ejes i de omhandlede indkomstår af B med 299.500 kr. og

med 200.500 kr. af C.

Selskabet har første gang for

indkomståret 2002 indtægtsført 100.000 kr. som honorarindtægt. Indkomsten

vedrører honorar for bestyrelsesarbejde 2001-2002 fra E A/S, herunder

udarbejdelse af strategioplæg samt diverse interne møder med 50.000 kr., jf.

faktura af 31. maj 2002, og fra D A/S management fee for juni 2002 for B med

50.000 kr., jf. faktura nr. 002 af 1. juni 2002.

For indkomståret 2003 har

selskabet indtægtsført honorar fra D A/S med 415.000 kr.

Det fremgår af faktura nr.

002 af 1. juni 2002, at D A/S er faktureret et beløb på 62.500 kr., idet

honoraret er tillagt moms.

Selskabet har 30. maj 2002

indgået en managementaftale med D A/S vedrørende den daglige ledelse og

management af D A/S' investeringer, herunder at selskabet stiller direktør B

til rådighed som anmeldt direktør i D A/S fra 1. juni 2002 for et månedligt

honorar på 50.000 kr. Herudover afholder D A/S udgifter til rejser og

omkostninger i øvrigt. Aftalen er ikke tidsbegrænset og kan opsiges med 12

måneders

varsel.

Kontrakten har bl.a. følgende

ordlyd:

"( )

1. A A/S stiller, pr.

01.06.2002 direktør B til rådighed som anmeldt direktør i D.

2. A varetager den daglige

kontakt til D's datterselskaber herunder sikring af

·

Løbende rapportering fra selskaberne.

·

udarbejdelse af kvartalsrapporter.

·

Udarbejdelse af budget grundlag.

·

Deltagelse i selskabernes bestyrelse.

·

Sikring og gennemførelse af

udviklingsplaner.

3. A A/S/B rapporterer

direkte til bestyrelsen i D.

( )"

B er formand for bestyrelsen i

E A/S og eneste medlem af direktionen i D A/S. B har via sin nærmeste familie

(forældre og søskende) bestemmende indflydelse i såvel E A/S og D A/S.

B er desuden

bestyrelsesmedlem I 18 øvrige selskaber.

B har oppebåret et honorar

fra D A/S i personligt regi med 205.000 kr. i 2002, mens han i 2003 ikke

modtager honorar fra D A/S.

B har været ansat som

direktør i D A/S siden 2. oktober 1986.

Selskabet har udbetalt

honorar som B-indkomst til B med 185.000 kr. i 2003.

Selskabet har ingen ansatte i

de omhandlede indkomstår.

Den kommunale skattemyndigheds afgørelse

Selskabet anses ikke for

rette indkomstmodtager af de omhandlede honorarer, hvorfor selskabets

indkomst

nedsættes med henholdsvis 50.000 kr. i indkomståret 2002 og med 415.000 kr. i

indkomståret 2003, svarende til honorarer med 600.000 med fradrag af det til

aktionæren udbetalte honorar med 185.000 kr. Derimod skal selskabets

tilskudsbeskattes af de modtagne betalinger fra hovedaktionæren B med

henholdsvis 50.000 kr. for indkomståret 2002 og med 415.000 kr. for

indkomståret

2003. Endvidere er betalingskorrektion efter ligningslovens § 2 ikke

godkendt.

Den kommunale skattemyndighed

har ud over den påklagede ansættelse nedsat indkomsten med bestyrelseshonorar

modtaget fra E A/S, og tilskudsbeskattet selskabet af et tilsvarende beløb.

B er eneste medlem af

direktionen i D A/S. Arbejdsopgaverne skal udføres af B personligt i henhold

til den indgåede aftale, og der er ikke nogen forretningsmæssigt begrundelse

for at lade selskabet indgå som kontraktpart, hvorfor de omhandlede beløb fra

D

A/S skal beskattes hos B personligt.

Da selskabet ikke anses for

rette indkomstmodtager af de indtægtsførte honorarer, men imidlertid har

modtaget indtægterne, anses beløbene for at være et tilskud til selskabet

ydet

af B, som er skattepligtig for selskabet, jf. statsskattelovens § 4.

Ændringerne er ikke omfattet

af anvendelsesområdet for ligningslovens § 2, stk. 1, da ændringerne ikke kan

karakteriseres som korrektion af priser og vilkår for handelsmæssige eller

økonomiske

transaktioner mellem interesseforbundne parter. Mellem B og selskabet består

der ikke et egentlig erhvervsforhold, da der udelukkende er tale om rene

pengeoverførsler. Der henvises til afgørelsen offentliggjort som

SKM2001.138.LSR.

Klagerens påstand og argumenter

Repræsentanten har principalt

nedlagt påstand om, at selskabet anses at være rette indkomstmodtager for de

omhandlede beløb fra D A/S, og at indbetalingerne følgelig ikke betragtes som

tilskud til selskabet. Repræsentanten har subsidiært nedlagt påstand om

betalingskorrektion i henhold til ligningslovens § 2, stk. 4, for så vidt

angår

de omhandlede betalinger fra D A/S og fra E A/S.

Til støtte for den principalt

nedlagte påstand har repræsentanten bl.a. henvist til Højesterets dom af 16.

juli 1998, offentliggjort i TfS 1998.485, og anført, at Højesteret med denne

dom har tilsidesat hidtidig praksis, således at aktivitet, der indebærer

ydelser, som udelukkende kan udføres af skatteyderen personligt og hvor

substitution ikke er mulig, kan udføres i selskabsform. Der henvises

endvidere

til ligningsvejledningen for 2004, afsnit S.C. 1.1.1. og Højesterets dom

offentliggjort i TfS 1999.376.

En række konkrete

omstændigheder godtgør klart, at konsulentbistanden er udført gennem

selskabet.

For så vidt angår

ejerforholdet i selskabet, bemærkes, at B ejer kun 60 % af aktierne i

selskabet, de resterende aktier ejes af C. Selvom B har den afgørende

indflydelse i selskabet, ejer han ikke dette 100 %. 40 % af resultatet i

selskabet kan direkte henføres til C. B vil således ikke have nogen økonomisk

fordel ved at lade personlige honorarer indgå i selskabet, da dette ud fra en

isoleret betragtning vil medføre, at C får 40 % af honoraret. På samme måde

vil

anvendelse af tidligere års oparbejdede skattemæssige underskud komme C til

gode med 40 %. Det er så vidt ses et gennemgående faktum i samtlige de

offentliggjorte

afgørelser vedrørende indkomstfordelingen mellem et selskab og dets

hovedaktionær, at selskabet har været 100 % ejet af personen eller dennes

nærtstående. Dette må da også være et afgørende kriterium for, om en indkomst

kan anses for ikke rettelig at tilkomme et selskab, da der kun ved 100 %

ejerskab opnås en økonomisk fordel ved at lade et selskab modtage en indkomst

i

stedet for en person. Når der som her endda er en stor ejerandel på

tredjemands

hænder, må det som udgangspunkt ikke kunne tilsidesættes, at indkomsten

tilkommer selskabet, og at der er en forretningsmæssig begrundelse for dette.

Tilsidesættelsen af selskabet som rette indkomstmodtager medfører endvidere

en

vilkårlig indkomstoverførsel fra C til B, som ikke har været parternes

intention. Det skal i den forbindelse bemærkes, at der ikke er personlige

relationer mellem C og B, og de kan således ikke betragtes som

interesseforbundne parter.

For så vidt angår de

aftalemæssige forhold omkring honorarerne bemærkes, at der er indgået en

skriftlig aftale 30. maj 2002 om ydelse af den ønskede bistand. Aftalen

beskriver omfanget af bistanden og prisen herfor, og indeholder endvidere

opsigelsesbestemmelser.

Desuden har D A/S modtaget

fakturaer i overensstemmelse med den indgåede aftale om bistand. Fakturaerne

er

blevet betalt. De fakturerede beløb, 50.000 kr. pr. måned, må anses for

normale

indenfor konsulentvirksomhed.

Endvidere er det en del af

den formålsbestemte aktivitet i selskabet at beskæftige sig med

konsulentydelser.

Det forhold, at der i 2002 og 2003 ikke har været ydet konsulentbistand til

andre klienter, kan ikke medføre, at konsulentbistanden anses for ydet af

andre

end selskabet. At der i 2002 og 2003 kun var et begrænset antal klienter

hænger

sammen med, at B arbejder som konsulent for D A/S i den væsentligste del af

sin

tid, og selskabet har derfor ikke haft behov for at opsøge yderligere

konsulentopgaver.

Til støtte for den subsidiært

nedlagte påstand har repræsentanten bl.a. anført, at eftersom B har

bestemmende

indflydelse i både selskabet og i D A/S, vil der kunne ske

betalingskorrektion,

da indkomstændringen udelukkende vedrører priser og vilkår for transaktioner

mellem interesseforbundne parter. Ved betalingskorrektionen vil

dobbeltbeskatningen af indkomsten kunne undgås. Da indkomsten reelt tilkommer

C med 40 %, må der ved betalingskorrektionen tillige tages højde herfor.

Landsskatteretten anmodes i givet fald om at redegøre for, hvorledes dette

kan

gøres.

For så vidt angår den

talmæssige opgørelse har repræsentanten bl.a. anført, at der ikke skal ske

regulering

af selskabets skatteansættelse med momsbeløbene tillagt de fakturerede

honorarer, hhv. 12.500 kr. for indkomståret 2002 og 150.000 kr. for

indkomståret 2003, da momstillægget alene skyldes, at der er tale om

fakturering mellem to momspligtige selskaber, og momsen er afregnet af

selskaberne i forhold til de relevante skattemyndigheder.

SKATs indstilling

SKAT (tidligere Told- og

Skattestyrelsen) har indstillet, at den påklagede ansættelse forhøjes med

beløb

svarende til momsen på honorarerne, henholdsvis 12.500 kr. for indkomståret

2002 og 150.000 kr. for indkomståret 2003, idet B er rette indkomstmodtager

af

de omhandlede honorarer, at honorarerne de facto er indbetalt til selskabet

og

at de de facto oppebårne beløb dermed er 62.500 kr. for indkomståret 2002 og

750.000 kr. for indkomståret 2003.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Indkomst, som opgjort efter

statsskattelovens § 4, skal henføres til beskatning hos den, som har

oppebåret

indkomsten.

Indkomst, der fremtræder som

selskabsindkomst og som er indtægtsført i selskabet, må som udgangspunkt også

i

skattemæssig henseende anerkendes som selskabets indkomst, med mindre

indkomsterhvervelsen

er så nært knyttet til en bestemt fysisk person, at man må anse indkomsten

for

erhvervet af personen og ikke selskabet.

Selskabet

kan ikke på grundlag af den fremlagte aftale mellem selskabet og D A/S anses

for

berettiget til at oppebære honorarerne. Der er herved henset til, at B

uafbrudt

siden 1986 har været ansat som direktør i D A/S, og at det må lægges til

grund,

at han i kraft heraf har oppebåret løn som direktør fra D A/S, at

managementaftalen må anses at være en fortsættelse af dette

ansættelsesforhold, og at B har haft bestemmende indflydelse i såvel

selskabet

som i D A/S i de omhandlede indkomstår. Der er endvidere henset til, at B

ikke

er ansat i selskabet, hvorfor dette ikke kan indgå aftaler vedrørende

anvendelsen af hans arbejdskraft med den følge, at selskabet skulle opnå

retten

til vederlaget herfor. Desuden er der henset til, at selskabet ikke har andre

kunder end D A/S i de omhandlede indkomstår.

Selskabet kan herefter ikke

anses for rette indkomstmodtager af de omhandlede honorarer, der i stedet må

anses for oppebåret af hovedaktionæren B.

På grundlag af den fremlagte

faktura af 1. juni 2002 lægges det ved afgørelsen til grund, at B i

selskabets

indkomstår 2002 har oppebåret 62.500 kr. fra D A/S, og at han i indkomståret

2003 har oppebåret 750.000 kr. fra D A/S. Da selskabet imidlertid alene har

indtægtsført 50.000 kr. i indkomståret 2002 og 600.000 kr., med fradrag af

det

til B udbetalte honorar på 185.000 kr., lig med 415.000 kr., i indkomståret

2003, kan retten tiltræde, at selskabets indkomst nedsættes med dette beløb.

Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor på dette punkt.

På grundlag af de fremlagte

regnskaber lægger retten ved afgørelsen til grund, at de omhandlede honorarer

de facto er indbetalt til selskabet uden nogen modydelse, hvorfor honorarerne

med fradrag af det til B udbetalte honorar med 185.000 kr. skal medregnes som

skattepligtigt tilskud ved opgørelsen af selskabets indkomst for de

omhandlede

indkomstår. Den påklagede ansættelse ændres herefter, således at selskabet

skal

indtægtsføre 62.500 kr. i indkomståret 2002 og 565.000 kr. i indkomståret

2003

som skattepligtigt indskud.

For så vidt angår anmodningen

om betalingskorrektion i henhold til ligningslovens § 2, stk. 4, af såvel

betalingen fra E A/S som betalingen fra D A/S bemærkes, at såfremt

skattepligtige omfattet af ligningslovens § 2, stk. 1, nr. 1-5, ikke handler

med hinanden på armslængdevilkår, kan de skattemæssige værdiansættelser af

deres transaktioner korrigeres efter § 2, stk. 1. Såfremt skattemyndighederne

korrigerer værdiansættelser i henhold til § 2, stk. 1, kan den skattepligtige

undgå yderligere følgeændringer, sekundære justeringer, ved at forpligte sig

til betaling i overensstemmelse med de i stk. 1 anvendte priser og vilkår,

jf.

§ 2, stk. 4.

I nærværende sag er der ikke

tale om korrektion af skatteansættelsen som følge af, at parterne ikke har

opgjort deres skattepligtige indkomst i overensstemmelse med, hvad der kunne

være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter. Den

ændring af skatteansættelsen, som er foretaget ved den påklagede ansættelse,

er

da heller ikke foretaget med hjemmel i ligningslovens § 2, stk. 1, men med

hjemmel i statsskattelovens § 4, hvorefter indkomst henføres til den, der er

berettiget til at oppebære indkomsten.

Eftersom der ikke foreligger

en korrektion efter ligningslovens § 2, stk. 1, kan der ikke foretages

betalingskorrektion i henhold til ligningslovens § 2, stk. 4, hvorfor den

påklagede afgørelse herom stadfæstes.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter