Spring til indhold

Retsinformation

Anpartsselskab

KEN nr 9602 af 27/10/2000Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet3. maj 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Anpartsselskab

konsulenthonorar til hovedanpartshaver

skatteforbehold

Reference:

SL § 4 og § 6 a

A ApS's klagede til Landsskatteretten over, at de stedlige

skattemyndigheder for skatte- og indkomstårene 1996/97, 1996 og 1997

havde anset anset beløb modtaget som leje for arbejdskraft stillet til

rådighed for B Aps for skattepligtigt tilskud.

Det er oplyst, at selskabets anpartskapital ejes af C og D med 50 % til

hver, og at de to hovedanpartshavere i samme forhold bl.a. ejer selskabet B

ApS.

Det er videre oplyst, at der den 15.12.1994 blev indgået en kontrakt

mellem disse to selskaber om udleje af en direktør, som med mindre

andet aftales skal være C, og en værkfører, som med mindre

andet aftales skal være D. Vederlaget for udleje af arbejdskraft

udgør ifølge kontrakten ikke under 50.000 kr. og ikke over

250.000 kr. pr. måned. B ApS betalte i henhold til denne kontrakt

3.000.000 kr. om året til det klagende selskab i de tre omhandlede

år.

Det er forklaret, at denne kontrakt i sit indhold ganske svarede til en

aftale mellem de to selskaber om konsulentbistand, som havde eksisteret i 6-7

år. Aftalen blev oprindeligt indgået, fordi B ApS havde en stor

kunde, der stod for størstedelen af omsætningen, og man

ønskede ikke, at denne kunde skulle kunne se de reelle overskud. Denne

kunde var efterfølgende gået konkurs, men aftalen om

konsulentbistand var fortsat uændret.

Det er yderligere oplyst, at selskabet i den omhandlede periode herudover

alene fungerede som et investeringsselskab, idet selskabet havde en betydelig

beholdning af værdipapirer, og at selskabet havde lønudgifter

Læs alt

til C og D på hhv. 46.445 kr., 43.616 kr. og 125.162 kr. i de

omhandlede år. Der har ikke været andre ansatte i selskabet i

perioden.

Af aftalen af 15.12.1994 mellem de to selskaber fremgår bl.a.

følgende:

"Såfremt skattemyndighederne på noget tidspunkt måtte

anfægte denne aftale helt eller delvis, eller måtte

tilsidesætte dispositioner, der direkte eller indirekte er truffet i

konsekvens af denne aftale, og medfører dette ændringer i nogen

af parternes skatteansættelse, skal enhver af parterne være

berettiget til at træde tilbage fra aftalen i dens helhed eller til at

indrette sig i overensstemmelse med skattemyndighedernes anvisninger,

herunder ved forhøjelse eller nedsættelse af fastsatte vederlag

eller på anden måde.

Hvis det skønnes hensigtsmæssigt eller nødvendigt at

søge skattemyndighederne om tilladelse til omgørelse, skal

enhver af parterne loyalt bistå ved at medvirke til at

gennemføre ansøgningen herom."

Under sagens behandling for Landsskatteretten er der fremlagt udskrifter

af selskabernes mellemregningskonti med de to hovedanpartshavere, hvoraf

fremgår, at de samlede konsulenthonorarer den 30.9.1999 over

mellemregningerne blev overført fra det klagende selskab til de to

hovedanpartshavere.

Den kommunale skattemyndighed har fundet, at den indgåede kontrakt

mellem det klagende selskab og B ApS, ifølge hvilken de to

hovedanpartshavere skal stilles til rådighed for B ApS, ikke kan

tillægges skattemæssig virkning, da aftalen ikke er indgået

mellem uafhængige parter, idet C og D er hovedanpartshavere i begge de

involverede selskaber, da aftalen ændrer en almindelig ansættelse

som henholdsvis direktør og teknisk leder til en servicekontrakt, og

da det af B ApS betalte vederlag på 3.000.000 kr. om året alene

er viderebetalt til C og D med 46.445 kr., 43.616 kr. og 125.162 kr. i de

omhandlede år. Det af B ApS udbetalte beløb anses på det

således foreliggende grundlag for udbetalt til hovedanpartshaverne og

indbetalt til det klagende selskab. Den kommunale skattemyndighed har videre

fundet, at anmodningen om udnyttelse af det omhandlede skatteforbehold

må anses for en anmodning om tilladelse til omgørelse. Denne

anmodning er ikke imødekommet, idet betingelserne herfor ikke er anset

for opfyldt.

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at

ansættelserne nedsættes med de foretagne forhøjelser. Det

er til støtte herfor bl.a. anført, at de involverede

ønsker at gøre skatteforbeholdet i aftalens § 9 gældende.

Skatteforbeholdet angiver, hvilken skattemæssig virkning, der er

forudsat, og hvilken aftalemæssig virkning, det skal tillægges.

En naturlig forståelse af forbeholdets usædvanlig brede

formulering, hvor ikke alene aftalen, men også dispositioner, der

direkte eller indirekte er truffet i konsekvens af aftalen, må

føre til, at man ikke kan fortolke aftalen indskrænkende.

Aftalen omfatter således også personerne, der i aftalens §§ 3 og

4 har fået hver deres indplacering, og der er således taget et

gyldigt skatteforbehold, der er blevet aktuelt.

Skatteforbeholdet i den her omhandlede aftale er ganske udførligt,

men giver reelt kun to muligheder for parterne, idet de enten kan annullere

aftalen eller indrette sig i overensstemmelse med skattemyndighedernes

synspunkt. Aftalen er alene underskrevet af de to selskaber, men den

forpligter ligeledes de to hovedaktionærer til at yde en

arbejdsindsats, og de må derfor have tiltrådt aftalen og må

anses for parter i aftalen. Landsskatteretten kan tage stilling til

skatteforbeholdets gyldighed jf. skattestyrelseslovens § 37 B, idet han

yderligere har henvist til, at skatteforbeholdet er delvist udnyttet, idet

pengene er ført tilbage til de to personer, men man har ikke turdet

føre beløbene tilbage til B ApS, idet dette ville kunne

udløse tilskudsbeskatning, såfremt skatteforbeholdet ikke

anerkendes. Beløbene vil blive ført tilbage til B ApS, hvis

Landsskatteretten anerkender skatteforbeholdet, således det

følges fuldt ud.

Repræsentanten har videre bl.a. anført, at konsulentaftalen

på ingen måde er skattemæssigt motiveret, men alene

forretningsmæssigt begrundet derved, at den set udfra for gode

indtjening i B ApS ved fabrikation af og handel med tørreovne

indgår i et andet af anpartshaverne tilhørende selskab.

Formålet har alene været at gøre det vanskeligt for en

større kunde at se, hvor god en forretning, aktiviteten med

tørreovne m.v. var i det år. Det har ikke været hensigten

og heller ikke muligt at opnå skattebesparelse ved arrangementet.

Landsskatteretten udtalte:

Det må lægges til grund, at overførslerne den 30.9.1999

af beløb svarende til konsulenthonorarerne for de omhandlede år

er sket som led i, at parterne har gjort skatteforbeholdet i § 9 i aftalen af

15.12.1994 gældende, og skatteforbeholdet er dermed blevet aktuelt.

Retten finder imidlertid ikke, at disse dispositioner foretaget den

30.9.1999 kan tillægges tilbagevirkende kraft, således at de kan

tillægges betydning ved skatteansættelserne for skatteåret

1996/97 og indkomstårene 1996 og 1997. Der er herved henset til, at det

ikke af aftalens § 9 klart og utvetydigt fremgår, hvilke

skattemæssige virkninger, der er forudsat ved aftalens indgåelse,

og ej heller klart og utvetydigt fremgår, hvilke ændringer af

parternes skatteansættelser, der udløser skatteforbeholdet, og

endvidere fremgår det ikke klart og utvetydigt, hvilken privatretlig

virkning skatteforbeholdet måtte medføre, hvis det blev

aktuelt.

Der er videre henset til, at aftalen om konsulentbistand mellem de to

selskaber efter det oplyste har eksisteret i en del år forud for

15.12.1994, og det kan ikke anses for dokumenteret, at skatteforbeholdet var

en del af aftalen førend den 15.12.1994, således at

skatteforbeholdet ikke er taget senest samtidigt med aftalens

indgåelse.

I det omfang den nedlagte påstand måtte være at

forstå som en anmodning om tilladelse til omgørelse,

bemærkes det, at dette ikke hører under Landsskatterettens

forretningsområde, jf. skattestyrelseslovens 23.

Retten finder efter det oplyste om baggrunden for aftalens

indgåelse, aflønningen af de to hovedanpartshavere samt det

oplyste om disses arbejdsopgaver for B ApS, herunder at C overfor Erhvervs-

og Selskabsstyrelsen er registreret som direktør i B ApS, at det er

med rette, at de to hovedanpartshavere er anset for rette indkomstmodtagere

af de omhandlede konsulentvederlag på 3.000.000 kr. årligt, der

må anses som aflønning for hovedanpartshavernes personlige

tjenesteydelser. Selskabet må derefter anses at have modtaget

beløbene som skattepligtige tilskud fra de to hovedanpartshavere. De

påklagede ansættelser blev stadfæstet på dette

punkt.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter