Anpartsselskab
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Anpartsselskab
konsulenthonorar til hovedanpartshaver
skatteforbehold
Reference:
SL § 4 og § 6 a
A ApS's klagede til Landsskatteretten over, at de stedlige
skattemyndigheder for skatte- og indkomstårene 1996/97, 1996 og 1997
havde anset anset beløb modtaget som leje for arbejdskraft stillet til
rådighed for B Aps for skattepligtigt tilskud.
Det er oplyst, at selskabets anpartskapital ejes af C og D med 50 % til
hver, og at de to hovedanpartshavere i samme forhold bl.a. ejer selskabet B
ApS.
Det er videre oplyst, at der den 15.12.1994 blev indgået en kontrakt
mellem disse to selskaber om udleje af en direktør, som med mindre
andet aftales skal være C, og en værkfører, som med mindre
andet aftales skal være D. Vederlaget for udleje af arbejdskraft
udgør ifølge kontrakten ikke under 50.000 kr. og ikke over
250.000 kr. pr. måned. B ApS betalte i henhold til denne kontrakt
3.000.000 kr. om året til det klagende selskab i de tre omhandlede
år.
Det er forklaret, at denne kontrakt i sit indhold ganske svarede til en
aftale mellem de to selskaber om konsulentbistand, som havde eksisteret i 6-7
år. Aftalen blev oprindeligt indgået, fordi B ApS havde en stor
kunde, der stod for størstedelen af omsætningen, og man
ønskede ikke, at denne kunde skulle kunne se de reelle overskud. Denne
kunde var efterfølgende gået konkurs, men aftalen om
konsulentbistand var fortsat uændret.
Det er yderligere oplyst, at selskabet i den omhandlede periode herudover
alene fungerede som et investeringsselskab, idet selskabet havde en betydelig
beholdning af værdipapirer, og at selskabet havde lønudgifter
Læs alt
til C og D på hhv. 46.445 kr., 43.616 kr. og 125.162 kr. i de
omhandlede år. Der har ikke været andre ansatte i selskabet i
perioden.
Af aftalen af 15.12.1994 mellem de to selskaber fremgår bl.a.
følgende:
"Såfremt skattemyndighederne på noget tidspunkt måtte
anfægte denne aftale helt eller delvis, eller måtte
tilsidesætte dispositioner, der direkte eller indirekte er truffet i
konsekvens af denne aftale, og medfører dette ændringer i nogen
af parternes skatteansættelse, skal enhver af parterne være
berettiget til at træde tilbage fra aftalen i dens helhed eller til at
indrette sig i overensstemmelse med skattemyndighedernes anvisninger,
herunder ved forhøjelse eller nedsættelse af fastsatte vederlag
eller på anden måde.
Hvis det skønnes hensigtsmæssigt eller nødvendigt at
søge skattemyndighederne om tilladelse til omgørelse, skal
enhver af parterne loyalt bistå ved at medvirke til at
gennemføre ansøgningen herom."
Under sagens behandling for Landsskatteretten er der fremlagt udskrifter
af selskabernes mellemregningskonti med de to hovedanpartshavere, hvoraf
fremgår, at de samlede konsulenthonorarer den 30.9.1999 over
mellemregningerne blev overført fra det klagende selskab til de to
hovedanpartshavere.
Den kommunale skattemyndighed har fundet, at den indgåede kontrakt
mellem det klagende selskab og B ApS, ifølge hvilken de to
hovedanpartshavere skal stilles til rådighed for B ApS, ikke kan
tillægges skattemæssig virkning, da aftalen ikke er indgået
mellem uafhængige parter, idet C og D er hovedanpartshavere i begge de
involverede selskaber, da aftalen ændrer en almindelig ansættelse
som henholdsvis direktør og teknisk leder til en servicekontrakt, og
da det af B ApS betalte vederlag på 3.000.000 kr. om året alene
er viderebetalt til C og D med 46.445 kr., 43.616 kr. og 125.162 kr. i de
omhandlede år. Det af B ApS udbetalte beløb anses på det
således foreliggende grundlag for udbetalt til hovedanpartshaverne og
indbetalt til det klagende selskab. Den kommunale skattemyndighed har videre
fundet, at anmodningen om udnyttelse af det omhandlede skatteforbehold
må anses for en anmodning om tilladelse til omgørelse. Denne
anmodning er ikke imødekommet, idet betingelserne herfor ikke er anset
for opfyldt.
Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at
ansættelserne nedsættes med de foretagne forhøjelser. Det
er til støtte herfor bl.a. anført, at de involverede
ønsker at gøre skatteforbeholdet i aftalens § 9 gældende.
Skatteforbeholdet angiver, hvilken skattemæssig virkning, der er
forudsat, og hvilken aftalemæssig virkning, det skal tillægges.
En naturlig forståelse af forbeholdets usædvanlig brede
formulering, hvor ikke alene aftalen, men også dispositioner, der
direkte eller indirekte er truffet i konsekvens af aftalen, må
føre til, at man ikke kan fortolke aftalen indskrænkende.
Aftalen omfatter således også personerne, der i aftalens §§ 3 og
4 har fået hver deres indplacering, og der er således taget et
gyldigt skatteforbehold, der er blevet aktuelt.
Skatteforbeholdet i den her omhandlede aftale er ganske udførligt,
men giver reelt kun to muligheder for parterne, idet de enten kan annullere
aftalen eller indrette sig i overensstemmelse med skattemyndighedernes
synspunkt. Aftalen er alene underskrevet af de to selskaber, men den
forpligter ligeledes de to hovedaktionærer til at yde en
arbejdsindsats, og de må derfor have tiltrådt aftalen og må
anses for parter i aftalen. Landsskatteretten kan tage stilling til
skatteforbeholdets gyldighed jf. skattestyrelseslovens § 37 B, idet han
yderligere har henvist til, at skatteforbeholdet er delvist udnyttet, idet
pengene er ført tilbage til de to personer, men man har ikke turdet
føre beløbene tilbage til B ApS, idet dette ville kunne
udløse tilskudsbeskatning, såfremt skatteforbeholdet ikke
anerkendes. Beløbene vil blive ført tilbage til B ApS, hvis
Landsskatteretten anerkender skatteforbeholdet, således det
følges fuldt ud.
Repræsentanten har videre bl.a. anført, at konsulentaftalen
på ingen måde er skattemæssigt motiveret, men alene
forretningsmæssigt begrundet derved, at den set udfra for gode
indtjening i B ApS ved fabrikation af og handel med tørreovne
indgår i et andet af anpartshaverne tilhørende selskab.
Formålet har alene været at gøre det vanskeligt for en
større kunde at se, hvor god en forretning, aktiviteten med
tørreovne m.v. var i det år. Det har ikke været hensigten
og heller ikke muligt at opnå skattebesparelse ved arrangementet.
Landsskatteretten udtalte:
Det må lægges til grund, at overførslerne den 30.9.1999
af beløb svarende til konsulenthonorarerne for de omhandlede år
er sket som led i, at parterne har gjort skatteforbeholdet i § 9 i aftalen af
15.12.1994 gældende, og skatteforbeholdet er dermed blevet aktuelt.
Retten finder imidlertid ikke, at disse dispositioner foretaget den
30.9.1999 kan tillægges tilbagevirkende kraft, således at de kan
tillægges betydning ved skatteansættelserne for skatteåret
1996/97 og indkomstårene 1996 og 1997. Der er herved henset til, at det
ikke af aftalens § 9 klart og utvetydigt fremgår, hvilke
skattemæssige virkninger, der er forudsat ved aftalens indgåelse,
og ej heller klart og utvetydigt fremgår, hvilke ændringer af
parternes skatteansættelser, der udløser skatteforbeholdet, og
endvidere fremgår det ikke klart og utvetydigt, hvilken privatretlig
virkning skatteforbeholdet måtte medføre, hvis det blev
aktuelt.
Der er videre henset til, at aftalen om konsulentbistand mellem de to
selskaber efter det oplyste har eksisteret i en del år forud for
15.12.1994, og det kan ikke anses for dokumenteret, at skatteforbeholdet var
en del af aftalen førend den 15.12.1994, således at
skatteforbeholdet ikke er taget senest samtidigt med aftalens
indgåelse.
I det omfang den nedlagte påstand måtte være at
forstå som en anmodning om tilladelse til omgørelse,
bemærkes det, at dette ikke hører under Landsskatterettens
forretningsområde, jf. skattestyrelseslovens 23.
Retten finder efter det oplyste om baggrunden for aftalens
indgåelse, aflønningen af de to hovedanpartshavere samt det
oplyste om disses arbejdsopgaver for B ApS, herunder at C overfor Erhvervs-
og Selskabsstyrelsen er registreret som direktør i B ApS, at det er
med rette, at de to hovedanpartshavere er anset for rette indkomstmodtagere
af de omhandlede konsulentvederlag på 3.000.000 kr. årligt, der
må anses som aflønning for hovedanpartshavernes personlige
tjenesteydelser. Selskabet må derefter anses at have modtaget
beløbene som skattepligtige tilskud fra de to hovedanpartshavere. De
påklagede ansættelser blev stadfæstet på dette
punkt.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sag om, hvorvidt Investcos Holding ApS har modtaget et skattepligtigt tilskud ved at have købt aktier i Mobil-Invest ApS af en interesseforbunden part til en kurs, der var lavere end børskursen. Domsdatabasen · 9. november 2021
- Landsskatteretskendelse vedr. Moder - og datterselskab - gældseftergivelse Retsinformation · 26. marts 2007
- SKAT har svaret nej på de stillede spørgsmål Landsskatteretten · 1. februar 2017
- Bindende svar – ”1. Kan handelsværdien for ejendommen Finca ”[x1]”, beliggende [adresse1], [by1], Spanien fastsættes til 390.000 EUR, svarende til 2.925.000… Landsskatteretten · 16. november 2015
Lignende dokumenter
- SELSKABSBESKATNING 1997 AFSNIT SF - BESKATNINGEN AF UDBYTTE MV. FRA AKTIESELSKABER, ANPARTSSELSKABER OG ANDELSSELSKABER Retsinformation · 5. februar 2008
- KOMMISSIONENS BESLUTNING af 17. juni 2009 om statsstøtte C 5/07 (ex N 469/05) vedrørende lempelse af oplysningspligten for rederier, der er omfattet af den danske tonnageskatteordning (meddelt under nummer K(2009) 4522) (Kun den danske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) (2009/868/EF) EU-lovgivning · 17. juni 2009
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2019/1252 af 19. september 2018 om de forhåndstilsagn SA.38945 (2015/C) (ex 2015/NN) (ex 2014/CP), som Luxembourg har givet McDonald's Europe (meddelt under nummer C(2018) 6076) (Kun den franske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 19. september 2018
- Landsskatteretskendelse vedr. hovedanpartshaver rette indkomstmodtager af konsulenthonorar – selvangivet som indkomst i selskab Retsinformation · 23. juli 2009
- Rette indkomstmodtager - bestyrelseshonorarer Retsinformation · 17. november 2006
- Omgørelse Retsinformation · 3. oktober 2000