Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-135
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kendelse
fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-135
[En kvinde – K] har klaget til Pressenævnet over en artikel i
Århus Stiftstidende den 14. oktober 2003, idet hun mener, at god presseskik
er
tilsidesat.
I artiklen, der bar overskriften ”
En kamp for retfærdighed
”, hed det i en underoverskrift: ”PRINCIP:
Politiet overtrådte menneskerettighederne, da det lod en ældre kvinde
overnatte
i detentionen uden lægebesøg, nu vil hun skrive en bog om hele sagen”.
I artiklen hed det:
»Brevet fra advokaten bliver fisket op af plasticposen.
Maria støtter
sig let til indkøbsvognen fra Kvickly og sætter sig besværet i lænestolen,
folder papiret ud og viser frem.
”Tillykke med sejren”, står der.
Den ældre kvinde har fået Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstols ord for, at Århus Politi krænkende hendes
menneskerettigheder,
da de lod hende ligge alene i detentionen en hel nat uden at blive tilset af
en
læge, som hun havde bedt om.
Afgørelsen er kulminationen på en årelang strid, der tog sin begyndelse
en sommerdag i 1995.
Maria, 75,
afviste dengang kategorisk at oplyse sit navn, adresse og
cpr-nummer
til en
Læs alt
buskontrollør
fra Århus Sporveje og endte i
detentionen på Århus Politigård.
- Om jeg er tilfreds? Nej. Hvordan skulle jeg være tilfreds?
Sagen har varet i så mange år og mit helbred er ødelagt. Hvem vil være
tilfreds
med det?, spørger den ældre kvinde vredt.
Alt hun ønsker er retfærdighed, og det kan en undskyldning fra
politiet og en erstatning på 500 euro (cirka 3700 kr.)
ikke
gøre det ud for.
Derfor overvejer hun nu at samle alle sagsakterne i en
bog, så andre mennesker kan tage ved lære af hendes sag.
Og bogen skal udgives på både fransk, russisk og dansk, lyder
hendes bestemte hensigt.
En principsag
Maria tager imod
i forhallen til lokalcentret, som ligger ganske nær hendes hjem i det
nordlige
Århus.
Kun modstræbende har hun indvilget i at fortælle om sagen, for
egentlig lever hun helst i al ubemærkethed.
Virakken omkring hendes sag tærer på et i forvejen dårligt
helbred, og det kommer ingen andre ved, hvem hun er, eller hvor hun bor,
synes
kvinden, der kom til Danmark som politisk flygtning i 1975.
Når hun alligevel står frem under et opdigtet navn, er det fordi
hun mener, at hendes sag er så principiel, at andre kan lære af hendes kamp
for
retfærdighed.
En kamp, der har været unødvendig lang, og hvor omkostningerne
slet ikke står mål med resultatet.
- Det er jo at gøre grin med mig, at jeg skulle vente i så mange
år på den afgørelse. 500 euro er en miserabel erstatning i forhold til, hvad
jeg har været igennem. Mit helbred er ødelagt, siger hun og betragter nøje
tabletterne i hånden.
Hver dag tager hun 10-12 piller, men den lille blå pille
mangler. Hun må have glemt den derhjemme, fordi hun kom så hurtigt ud af
døren.
Men den er vigtig. Den styrker hjertet, så hun må tage den, så
snart hun kommer hjem, minder hun sig selv om.
Siden sit ufrivillige ophold i detentionen er hendes helbred
ikke, hvad det var engang.
Blodtrykket er for højt, benene er ømme og hævede og ikke særlig
bevendte efter en blodprop for tre år siden. Hjertet kniber det også med.
- Indtil 1995 var der ikke så meget med hjertet. Heller ikke
lige efter, jeg blev holdt tilbage på politigården, men efter et par måneder
blev det bare dårligere og dårligere, klager
Maria.
Da den ældre kvinde blev lukket ud af detentionen, var hendes
blodtryk så højt, at hun faldt om og blev kørt direkte på hospitalet. Her lå
hun i tre døgn, inden hun blev udskrevet.
Forud for den måling var gået en nat alene i en celle på politigården.
- De sagde, at jeg skreg, men jeg ville bare ud på toilettet. Og
jeg ville have min medicin. Fordi jeg havde været på stranden hele dagen,
havde
jeg ikke taget mine vanddrivende piller om morgenen.
- Det er ikke til at ligge på stranden, hvis man hele tiden skal
på toilettet, forklarer hun.
Strid om en busbillet
Hele den ulykkelige sag tog sin begyndelse en varm sommerdag i
august 1995, da
Maria kategorisk
afviste at oplyse sit navn til en
buskontrollør
.
Den ældre kvinde havde ligget på stranden ved Tangkrogen hele
dagen, da hun træt og forbrændt besluttede at tage bussen hjem.
Hun gik lidt langsomt, men nåede den dog. Hvad hun ikke nåede,
var at stemple sit buskort, inden to kontrollører steg på, og da hun forsøgte
at klippe kortet, blev hun stoppet.
- Det er for sent, meddelte kontrolløren og lukkede træt ørerne
for hendes indvendinger.
De var hverken bedre eller dårligere end alle de andre
indvendinger, han må lægge øre til i sit erhverv, men det provokerede
Maria. Hun blev stikken.
- Han forhindrede mig med vilje i at klippe, mener hun.
Så da han trak sin blok op af lommen og begyndte at notere
hende, blev hun vred.
- Jeg var så overrasket og så vred, at jeg næsten var lammet.
Jeg havde penge i pungen, flere end de 150 kroner, han ville have for bøden,
men jeg ville ikke give ham penge, når han ikke havde ret, så jeg sagde, at
han
ikke ville få en rød øre af mig, siger hun.
- Og så
Maria viser med
levende bevægelser og drillende mørke øjne, hvordan kontrolløren tog sin
walkie
talkie
op for munden og
mumlede ned i den.
- Så begyndte sagen at udvikle sig, siger hun med et sigende
blik.
Billetkontrolløren tilkaldte politiet, og
Maria blev kørt til politigården i en
patruljevogn.
Det lille optrin mildnede hende dog ikke, snarere tværtimod.
Igen nægtede hun at oplyse sin identitet. Hun var ganske enkelt
for overrumplet og chokeret, og betjentene så ingen anden udvej, end at sætte
hende i detentionen.
- Jeg var lammet, derfor sagde jeg ikke mit navn.
-Detentionen
er et sted for fulde
folk, men jeg var ikke fuld, spyr
Maria,
ligesom hun gjorde det den nat i august.
Dengang uden held.
Hun blev ikke lukket ud.
I stedet sad hun alene med sin ophidselse og frustration over
ikke at kunne få sine tabletter.
Bange for at ende som sin mor, der blev halvside lammet af en
blodprop og lå ubevægelig i en seng i et år, før hun døde.
- Mit forhøjede blodtryk er arveligt, og det sagde jeg til dem
hundrede gange, himler
Maria.
Ville have ret
Havde hun dengang vidst, at der var udsigt til otte års kamp ved
skiftende domstole, var ophidselsen næppe forsvundet.
Givet op – det havde hun nok heller ikke.
Men hun havde måske tænkt sig grundigt om en ekstra gang.
For siden har hun kæmpet mod en vifte af danske myndigheder for
at få nogen til at høre hendes frustrationer.
Hun har været omkring statsadvokaten i Viborg, Rigsadvokaten i
København, Århus Byret, Landsretten i Viborg og Højesteret, inden sagen kom
for
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.
Hele tiden har
Maria
været drevet af en forventning om at få ret i, at Århus Politi krænkede
hendes
ret til frihed og ret til personlig sikkerhed, da det holdt hende tilbage i
13½
time.
Det gjorde politiet, mente Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol, da den for kort tid siden traf sin afgørelse.
Her fik
Maria
endelig ret i, at det, at hun måtte opholde sig en hel nat i detentionen uden
at blive tilset af en læge, sammenholdt med det faktum, at hendes blodtryk
var
så højt, at hun måtte indlægges på hospitalet i tre døgn efter løsladelsen,
langt fra står mål med den forseelse, som hun var hentet ind for.
En afgørelse som Byretten i Århus faktisk også kom frem til for
år tilbage.
Dengang blev
Maria
tilkendt en erstatning på 2200 kroner, men afgørelsen blev anket til
Landsretten,
og her mente dommeren det stik modsatte.
Maria tabte
sagen og et forsøg på at få Højesteret involveret faldt til jorden, fordi
retten vurderede, at sagen ikke var af principiel karakter.
I dag hævder den ældre kvinde, at hun egentlig var parat til at
acceptere byrettens afgørelse.
- Erstatningen på 2200 kroner var en lille trøst for den
forfærdelige nat, hvor jeg sad i detentionen. Men jeg var så træt af det
psykiske
pres, at jeg bare ville modtage pengene, siger hun.
En misforståelse mellem hende og hendes advokat gjorde, at sagen
alligevel blev anket.
Siger
Maria
nu.
For meget taler for, at den lille, tætte kvinde nok alligevel
havde fortsat sagen og sin jagt på retfærdighed.
Skrev klage i hånden
Maria er ikke
typen, der giver sig så let. Hun har sin egen mening, og den holder hun fast
i.
Da Højesteret afviste at tage sagen op, satte hun sig derfor ned
og skrev en klage over politiets behandling – stædig som få.
Og den håndskrevne klage afleverede hun selvfølgelig personligt
hos Den Europæiske Menneskerettighedskommission i Strasbourg.
Da jeg afleverede klagen, spurgte de, om jeg ville have et brev,
eller om jeg ville vente.
- Jeg ville vente, forklarer hun og er hverken særlig stolt
eller imponeret af sin egen handling.
Menneskerettighedskommissionen var hendes sidste og eneste
mulighed for at få ret. Hun havde været omkring alle mulige instanser i
Danmark
uden at få ret, så da en mand pludselig kom hen til hende og sagde goddag,
goddag på hendes modersmål, var hun beredt.
- Jeg følte det, som om han ville have mig til at skifte mening.
Han forklarede, at det kunne tage mange år, inden kommissionen besluttede, om
sagen overhovedet skulle for menneskerettighedsdomstolen.
- Men jeg har fået erfaring, og man kan ikke bare tilgive og
standse en sag. Så jeg sagde, at jeg absolut ikke havde skiftet mening,
fortæller
Maria og lader et
smil lure.
- Han ville sikkert bare slippe for ekstra arbejde i
kommissionen, morer hun sig, uden at være rigtig glad for afgørelsen.
For vel fik hun ret med afgørelsen fra menneskerettighedsdomstolen,
men ret er ikke det samme som retfærdighed. Og retfærdigheden mangler hun
stadig.
Derfor overvejer hun lige én ting mere, inden hun lader sagen
ligge.
- Jeg kunne klage over ventetiden, siger hun.
- Jeg har spurgt advokaten (
Hanne
Gullitz
, red.) om jeg kan få kompensation, fordi jeg har ventet
så længe på en afgørelse, men hun skriver, at det kun gælder i strafbare
sager.
Men jeg accepterer det ikke, siger
Maria.
Hun har læst, at en person fik 70.000 kroner i erstatning, fordi
en pensionssag trak ud i mange år, og det kunne blive hendes eget næste træk,
inden hele forløbet skal skrives på bogform.
- Spørgsmålet er, om de har undervurderet min sag med vilje. Det
er mange år jeg har ventet på en afgørelse, og skal de ikke kompensere for
det?, spørger hun.
Den ældre kvinde ønsker at være anonym, og navnet
Maria er derfor opdigtet. Kvindens
navn og identitet er redaktionen bekendt.«
Artiklen var ledsaget af en tegning af [K] i
silouet
,
hvortil der var knyttet teksten: ”
Maria
fik ret ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, men ret er ikke det
samme
som retfærdighed, understreger den ældre kvinde, der tilbragte 13 en halv
time
i detention, fordi hun kørte uden busbillet”.
[K] har blandt andet anført, at journalisten ved sin opførsel
har presset hende til at medvirke til et interview.
[K] har oplyst, at journalisten inden offentliggørelsen gav
hende et udkast, hvori der var oplysninger, som hun ikke ønskede bragt, og
som
hun ved det første møde havde streget ud på journalistens blok. Endvidere var
der bragt en række citater af klager, selv om hun ikke havde udtalt sig som
angivet.
Hun tog udkastet med hjem for at afgøre, om hun ville give sin tilladelse til
offentliggørelse. Journalisten rettede imidlertid ikke efterfølgende
henvendelse til hende, men offentliggjorde artiklen i den foreliggende form.
Bladet har handlet i strid med god presseskik ved at offentliggøre artiklen,
inden hun havde givet sin tilladelse dertil.
[K] har endelig anført, at hun har krav på betaling af bladet i
anledning af det lange interview.
Bladet har anført, at [K] indvilligede i at give et interview og
fortælle om sagen. Hun deltog positivt i samtalen, var detaljeret og fik
lovning på delvis anonymitet. Journalisten begyndte først at notere på
blokken,
da hun havde sagt god for interviewet, ligesom journalisten accepterede, at
hun
ikke ønskede at blive fotograferet. På intet tidspunkt afviste hun at deltage
i
interviewet, endsige nægtede bladet at skrive om hendes sag.
Bladet har yderligere anført, at alle oplysninger i artiklen er
baseret på [K]s egne oplysninger, som hun har fortalt og gentaget ved flere
lejligheder. Ved det andet møde læste hun artiklen igennem for ukorrektheder
og
åbenlyse fejl, og hendes rettelser blev medtaget. Afsnittene om klagers
sygdom,
benævnelsen af hendes mor samt den detaljerede
sagsbeskrivelse
havde hun ingen indvendinger mod ved gennemlæsningen.
Bladet har i tilknytning hertil oplyst, at aftalen med [K] var,
at journalisten ændrede de aftalte forhold. Hun ville herefter modtage den
endelige artikel gennem brevsprækken, så hun havde lejlighed til at læse
teksten om hende og hendes sag, inden andre så den. Baggrunden er, at [K]
ikke
holder bladet og derfor ikke nødvendigvis ville få lejlighed til at læse
artiklen ved udgivelsen. Et eksemplar af avistrykket blev endvidere sendt til
hende.
Bladet har endelig oplyst, at man ikke betaler kilder for medvirken
til interviews. Dette meddelte journalisten [K], der således ikke på noget
tidspunkt er lovet betaling for interview og artikel.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:
Axel
Kierkegaard
, David Trads,
Lene Sarup
og
Ole Askvig
.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet finder ikke grundlag for at konstatere, at bladet
har presset [K] til at medvirke i det interview, der danner grundlag for
artiklen. Bladet har derfor ikke handlet i strid med god presseskik på dette
punkt.
Nævnet bemærker, at parterne har givet modstridende forklaringer
i forhold til, om [K] har accepteret artiklen i den foreliggende form. Henset
hertil finder nævnet ikke grundlag for at udtale kritik af bladet.
Nævnet har ikke kompetence til at tage stilling, om [K] har krav
på vederlag i anledning af hendes medvirken til interviewet med bladet.
Nævnet
finder heller ikke i
øvrigt, at bladet har handlet i strid med god presseskik.
Afsagt den 21. januar 2004.
Lignende dokumenter
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-131 Retsinformation · 29. januar 2004
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0483 Retsinformation · 19. december 2020
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-11420 Retsinformation · 21. august 2026
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0735 Retsinformation · 4. marts 2022
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-007 Retsinformation · 26. februar 2004
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 113/2001 Retsinformation · 10. april 2002