Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. kulbrinteskat.

KEN nr 9458 af 18/05/2005Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet25. juli 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. kulbrinteskat.

Klagen

vedrører, om selskabet er pligtig til at indeholde og indbetale skat for

ansatte involveret i aktivitet offshore Danmark.

Landsskatterettens afgørelse

Told-

og Skatteregionen har pålagt selskabet A pligt til at indeholde og indbetale

30

% skat for ansatte bosiddende i Spanien, USA, Kroatien, Belgien, Australien,

Marokko og Indien, der i perioden fra 8. juni til 31. august 2003 har været

involveret i aktivitet offshore Danmark, jf. kulbrinteopkrævningslovens § 10,

jf. kulbrinteskattelovens § 21, stk. 2.

Landsskatteretten

finder, at selskabet ikke er pligtig til at indeholde og indbetale 30 % skat

for ansatte bosiddende i Spanien, USA, Kroatien, Belgien, Australien, Marokko

og Indien, der i perioden fra 8. juni til 31. august 2003 har været

involveret

i aktivitet offshore Danmark, jf. kulbrinteopkrævningslovens § 10, jf.

kulbrinteskattelovens § 21, stk. 2.

Sagens oplysninger

A

S.A. er hjemmehørende i Schweiz. Selskabet er underleverandør til B S.A. i

forbindelse med dette selskabs projektaftale med C A/S.

A

S.A.´s aktivitet består i udlejning af mandskab til 3 andre schweiziske

selskaber, der igen har udlejet skibe med besætning til B S.A. De udlejede

skibe er indgået i B S.A.´s kontraktarbejde for C A/S bestående i nedlægning

af

ny rørledning. Mandskabet har været udlejet til at arbejde ombord på skibe,

der

Læs alt

er anvendt ved nedlægning af olierørledninger delvist på den danske del af

kontinentalsoklen. Intet arbejde er udført inden for dansk

territorialfarvand.

A

S.A., B S.A. og de 3 selskaber, der opererer skibene, er alle

koncernforbundne,

og er alle hjemmehørende i Schweiz.

De

ansatte, der bl.a. er hjemmehørende i Spanien, USA, Kroatien, Holland,

Canada,

Tyskland, Belgien, Australien, Marokko, Brasilien, Frankrig, Polen Malaysia,

Storbritannien, Indien og Colombia, har været involveret i arbejde udført på

dansk kontinentalsokkel i perioden fra 8. juni 2003 til 31. august 2003.

Ingen

af medarbejderne er fuldt skattepligtige til Danmark. Ingen af medarbejderne

har opholdt sig i mere end 183 dage i Danmark inden for

kalenderåret/indkomst-året/skatteåret/en 12 måneders periode.

Told- og Skatteregionens

afgørelse

Told-

og Skatteregionen har anset selskabet for pligtig til at indeholde og

indbetale

30 % skat for ansatte involveret i aktivitet offshore Danmark, jf.

kulbrinteopkrævningslovens § 10, jf. kulbrinteskattelovens § 21, stk. 2.

Der

er ved afgørelsen henset til TfS 1998.439, hvor Skatteministeriets

Departement

har redegjort for beskatning af lønindkomst i triangulære tilfælde og her

anført som sin opfattelse, at spørgsmålet om, hvorvidt en arbejdsgiver har

fast

driftssted, skal afgøres efter bestemmelserne i Danmarks

dobbeltbeskatningsoverenskomst

med arbejdsgiverens hjemland – og ikke den enkelte lønmodtagers

hjemland.

Der

er endvidere henset til en ikke offentliggjort bindende forhåndsbesked fra

Ligningsrådet af 21. marts 2000, hvori der er statueret beskatningsret efter

samme metode som anført af Skatteministeriets Departement.

Danmark

har derfor beskatningsretten også mod de indberettede ansatte hjemmehørende i

Spanien, USA, Kroatien, Belgien, Australien og Marokko, jf. artikel 15 (1),

cfr. artikel 15 (2c) i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne indgået med disse

lande og mod ansatte hjemmehørende i Indien, jf. artikel 16 (1), cfr. artikel

16 (2c) i den dansk-indiske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Der

er herved henset til, at de selskaber, til hvem selskabets mandskab er

udlejet,

og som er skattepligtige i henhold til kulbrinteskattelovens § 3, jf. §1, har

”deemed permanent establishments” i Danmark.

Endvidere

er henset til, at kontinentalsoklen ikke er omfattet af den dansk-schweiziske

dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvorfor definitionen heri af fast driftssted

ikke finder anvendelse.

Klagerens påstand og

argumenter

Selskabets

repræsentant har fremsat påstand om, at selskabet ikke pålægges pligt til at

indeholde og indbetale skat for ansatte, der er bosiddende i Spanien, USA,

Kroatien, Belgien, Australien, Marokko og Indien, og som i perioden fra 8.

juni

til 31. august 2003 har været

involveret

i aktivitet offshore Danmark.

Til

støtte for påstanden har repræsentanten bl.a. gjort gældende, at Danmark ikke

er tillagt beskatningsretten til lønindkomsten, som det udlejede mandskab,

der

er hjemmehørende i Spanien, USA, Kroatien, Belgien, Australien, Marokko og

Indien, har indtjent ved arbejde offshore Danmark.

Beskatningsretten

til medarbejdernes lønindkomst skal afgøres baseret på definitionen af fast

driftssted i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne mellem Danmark og

medarbejdernes respektive hjemlande, og ikke baseret på definitionen af fast

driftssted i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og

arbejdsgiverens

hjemland eller baseret på intern dansk skatteret, hvis arbejdsgiveren ikke er

beskyttet af en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Det

fremgår af Ligningsrådets afgørelse af 4. februar 1985, offentliggjort i TfS

1985.64, at skattepligtsforholdet til Danmark for udenlandske ansatte –

i

overensstemmelse med Statsskattedirektoratets og Skattedepartementets

opfattelse

– alene skal afgøres på basis af definitionen af fast driftssted i

Danmarks

dobbeltbeskatningsoverenskomst med den enkelte ansattes hjemland.

Ligningsrådet

har understreget dette ved at anføre, at der ikke skal henses til

definitionen

af fast driftssted i Danmarks eventuelle dobbeltbeskatningsoverenskomst med

arbejdsgiverens hjemland. Ifølge Ligningsrådets afgørelse, hvor der var tale

om

et amerikansk selskab, var det herefter den engelske og den australske

dobbeltbeskatningsoverenskomsts bestemmelser om fast driftssted, der var

afgørende for, om Danmark havde beskatningsretten til henholdsvis de engelske

og de australske ansattes lønindkomster.

Skatteministeriets

Departement har imidlertid i udtalelse af 8. juni 1998, offentliggjort i TfS

1998.439, givet udtryk for, at der ved afgørelse af en medarbejders

beskatningsforhold i Danmark skal tages udgangspunkt i definitionen af fast

driftssted i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og

arbejdsgiverens hjemland og ikke i definitionen af fast driftssted i henhold

til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og medarbejderens

hjemland.

Denne opfattelse er lagt til grund for Told- og Skatteregionens afgørelse.

Departementets opfattelse er en direkte ændring af den opfattelse, der af

Statsskattedirektoratet og Skattedepartementet blev fremlagt i 1985, og som

Ligningsrådet tilsluttede sig i afgørelsen TfS 1985.64.

Told-

og Skattestyrelsen henvendte sig – på foranledning af en henvendelse fra

repræsentanten – ved brev af 16. juli 1998 til Skatteministeriets

Departement

angående udtalelsen. Af brevet fremgår, at styrelsen er af den opfattelse, at

Skatteministeriets Departements opfattelse offentliggjort i TfS 1998.439 må

anses som udtryk for en praksisændring. Told- og Skattestyrelsen var ifølge

repræsentantens oplysninger ikke blevet hørt eller orienteret om

praksisændringen før denne offentliggørelse. Skatteministeriets Departement

besvarede henvendelsen fra Told- og Skattestyrelsen ved brev af 12. august

1998, herunder fra hvilket tidspunkt afgørelsen i TfS 1998.439 skulle

tillægges

virkning.

Ligningsrådet

har i en bindende forhåndsbesked af 21. marts 2000 statueret beskatningsret

baseret på udtalelsen fra Skatteministeriets Departement i TfS 1998.439.

Ligningsrådets bindende forhåndsbesked er ikke offentliggjort, selv om der er

tale om en principiel afgørelse. Told- og Skattestyrelsen har således endnu

ikke skriftligt tilkendegivet enighed eller uenighed med Departementets nye

fortolkning og har dermed ikke givet udtryk for styrelsens holdning til

Departementets praksisændring.

Den

nye praksis, der er kommet til udtryk i Departementets udtalelse i TfS

1998.439, strider mod ordlyden af artikel 5, stk. 1, i OECD´s

modeloverenskomst. Departementet har støttet sin fortolkning på artikel 15,

stk. 2, litra c: ” a permanent establishment which the employer has in

the

other State”. På grundlag af denne tekst har Departementet konkluderet,

at det

afgørende er, om arbejdsgiveren faktisk har fast driftssted i Danmark,

hvilket

må afgøres efter de regler, der gælder for arbejdsgiveren, dvs.

dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og arbejdsgiverens stat eller

dansk intern ret i fraværet af en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Departementets konklusion er korrekt ved en isoleret fortolkning af artikel

15,

stk. 2, litra c. Konklusionen er imidlertid ikke korrekt, når bestemmelsen i

artikel 15, stk. 2, litra c, sammenholdes med artikel 5 om fast driftssted.

Begrebet ”fast driftssted” er i OECD´s modeloverenskomst defineret

i artikel 5.

Af artikel 5, stk. 1, fremgår: ”I denne overenskomst betyder udtrykket

”fast

driftssted” ” Denne del af artikel 5, stk. 1, dikterer, at den

definition af

fast driftssted, der skal anvendes i en overenskomst svarende til OECD´s

modeloverenskomst, er overenskomstens egen definition. Teksten er utvetydig,

og

må også gælde ved anvendelsen af artikel 15, stk. 2, litra c. Artikel 5 er

anbragt i kapitel II i OECD´s modeloverenskomst omhandlende overenskomstens

”Definitioner”. Heraf følger, at definitionen af fast driftssted i

artikel 5

skal anvendes ved enhver fortolkning af overenskomstens øvrige artikler og

dermed også i alle tilfælde i relation til artikel 15, stk. 2, litra c.

Definitionen af fast driftssted skal således defineres ud fra den pågældende

dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og medarbejderens hjemland og

ikke ud fra dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og

arbejdsgiverens

hjemland eller efter intern ret. Der er ikke i

dobbeltbeskatningsoverenskomster

svarende til OECD´s modeloverenskomst hjemmel hertil.

Der

er herved henvist til en artikel i Skat Udland 1998.211, hvori Peter S.

Andersen, cand.jur., LL.M., Senior Research Associate, IBFD, Amsterdam, har

redegjort for, at Skatteministeriets Departements opfattelse som

offentliggjort

i TfS 1998.439 strider mod ordlyden af artikel 5, stk. 1, og savner støtte i

strukturen i OECD’s modeloverenskomst. I artiklen anfører forfatteren

følgende

(i uddrag):

Departementet

støtter sin fortolkning på den følgende del af art. 15, stk. 2, litra c:

”...a

permanent establishment...which the employer has in the other state”.

På

grundlag af denne tekst konkluderer Departementet, at det afgørende er, om

arbejdsgiveren faktisk har fast driftssted i Danmark, hvilket må afgøres

efter

de regler, der gælder for arbejdsgiveren, dvs.

dobbeltbeskatningsoverenskomsten

mellem Danmark og arbejdsgiverens stat eller dansk intern ret i fraværet af

en

dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Denne

fortolkning kan vel være korrekt, når art. 15, stk. 2, litra c, undergives en

isoleret fortolkning. Fortolkningen harmonerer imidlertid ikke med

sammenhængen

i en overenskomst svarende til OECD’s modeloverenskomst, idet begrebet

fast

driftssted allerede er defineret i art. 5, stk. 1, som indeholder følgende

tekst :

”For

the purposes of this Convention, the term ”permanent establishment”

means....”

Denne

del af art. 5 dikterer, at den definition af fast driftssted, der skal

anvendes

i en overenskomst, svarende til OECD’s modeloverenskomst, er

overenskomstens

egen definition. Denne tekst er utvetydig og må også gælde ved anvendelsen af

art. 15, stk. 2, litra c. Imidlertid er art. 5 anbragt i kapitel II i

OECD’s

modeloverenskomst vedrørende ”Definitioner”, og heraf må følge, at

definitionen

af fast driftssted i art. 5, skal anvendes i alle tilfælde i relation til

art.

15, stk. 2, litra c. Dette understøttes af punkt 18 i Introduktionen til

OECD’s

modeloverenskomst, hvor det anføres, at ”in Chapter II, some terms used

in more

than one Article of the Convention are defined”. Af denne klare

struktur i

OECD’s modeloverenskomst må følge, at brugen af definitionen på fast

driftssted

i overenskomsten mellem Danmark og arbejdsgiverens stat ved anvendelsen af

overenskomsten mellem Danmark og arbejdstagerens stat må kræve udtrykkelig

hjemmel i en dobbeltbeskatningsoverenskomsts tekst, en hjemmel, som ikke

findes

på nuværende tidspunkt i overenskomster svarende til OECD’s

modeloverenskomst.

På

baggrund af ovenstående kan konkluderes, at Departementets opfattelse gående

ud

på, at definitionen af fast driftssted i overenskomsten mellem Danmark og

arbejdsgiverens stat er afgørende ved anvendelsen af art. 15, stk. 2, litra

c,

i overenskomsten mellem Danmark og arbejdstagerens stat, er uholdbar, idet

fortolkningen strider mod ordlyden af art. 5, stk. 1, ligesom en isoleret

fortolkning af art. 15, stk. 2, litra c, savner støtte i strukturen i

OECD’s

modeloverenskomst som understøttet af pkt. 18 i Introduktionen.

I

Skattepolitisk Oversigt 1990, s. 231, eksempel 2, når Odd Hengsle,

Finansdepartementet, Norge og Mogens Rasmussen, Skatteministeriet, Danmark

frem

til samme resultat – at definitionen af fast driftssted i overenskomsten

mellem

Danmark og arbejdstagerens stat skal finde anvendelse. Odd Hengsle og Mogens

Rasmussens begrundelse for at nå frem til samme resultat er imidlertid en

anden,

nemlig at dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og arbejdsgiverens

hjemland ikke finder anvendelse på personer, der ikke er hjemmehørende i en

af

de to stater. Dette følger af ordlyden af art. 1 ”De af overenskomsten

omfattede personer”, der er placeret i OECD´s modeloverenskomstens

Kapitel I om

”Overenskomstens anvendelsesområde”.

Told-

og Skattestyrelsen har som argumentation fremført, at artikel 15, stk. 2,

litra

c, skal forstås ”i den ånd”, at det er et ønske at tildele

beskatningsretten

til den stat, hvor arbejdet er udført, og hvor lønudgiften bliver fratrukket

i

det virksomhedsoverskud, som arbejdsstaten er berettiget til at beskatte.

Told-

og Skattestyrelsens argumentation udtrykker en fortolkning af en

hensigtserklæring, uden at der henses til den konkrete og utvetydige ordlyd i

modeloverenskomsten. Det bemærkes herved, at artikel 5, stk. 1, i alle de i

sagen berørte dobbeltbeskatningsoverenskomster, er enslydende med artikel 5,

stk. 1, i OECD´s modeloverenskomst. Uagtet i hvilken ånd artikel 15, stk. 2,

litra c, efter styrelsens opfattelse bør fortolkes, skal der ved sagens

afgørelse alene henses til en ren juridisk fortolkning af den konkrete ordlyd

af en lovbestemmelse – her artikel 5, stk. 1. I dette tilfælde er

lovbestemmelsen utvetydig.

På

baggrund heraf skal beskatningsretten til medarbejdernes lønindkomst afgøres

baseret på definitionen af fast driftssted i overenskomsterne mellem Danmark

og

medarbejdernes respektive hjemlande. Under henvisning hertil er de af

selskabets medarbejdere, der er bosiddende i henholdsvis Spanien, USA,

Kroatien, Belgien, Australien, Marokko og Indien, undtaget fra dansk

kulbrintebeskatning

i perioden fra 8. juni til 31. august 2003 med følgende begrundelser:

Spanien

Ifølge artikel 5, 2, g) i

dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Spanien anses en

arbejdsgiver alene for et have etableret fast driftssted i Danmark, hvis

arbejdet i Danmark forløber over mere end 12 måneder.

Idet

varigheden af det konkrete projekt i Danmark forventes at blive mindre end 12

måneder, anses arbejdsgiveren ikke for at have etableret fast driftssted i

Danmark.

Idet

medarbejderen ikke forventes at ville opholde sig fysisk i Danmark i mere end

183 dage inden for kalenderåret, er bopælslandet Spanien med henvisning til

overenskomstens artikel 15 herefter tillagt beskatningsretten til

medarbejderens lønindkomst.

USA

Ifølge artikel 5, 3, i

dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA anses en arbejdsgiver

alene for et have etableret fast driftssted i Danmark, hvis arbejdet i

Danmark

forløber over mere end 12 måneder.

Idet

varigheden af det konkrete projekt i Danmark forventes at blive mindre end 12

måneder, anses arbejdsgiveren ikke for at have etableret fast driftssted i

Danmark.

Idet

medarbejderen ikke forventes at ville opholde sig fysisk i Danmark i mere end

183 dage inden for enhver 12 måneders periode, er bopælslandet USA med

henvisning til overenskomstens artikel 15 herefter tillagt beskatningsretten

til medarbejderens lønindkomst.

Kroatien

Ifølge artikel 5, 2, g) i

dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Kroatien anses en

arbejdsgiver alene for et have etableret fast driftssted i Danmark, hvis

arbejdet i Danmark forløber over mere end 12 måneder.

Idet

varigheden af det konkrete projekt i Danmark forventes at blive mindre end 12

måneder, anses arbejdsgiveren ikke for at have etableret fast driftssted i

Danmark.

Idet

medarbejderen ikke forventes at ville opholde sig fysisk i Danmark i mere end

183 dage inden for kalenderåret, er bopælslandet Kroatien med henvisning til

overenskomstens artikel 15 herefter tillagt beskatningsretten til

medarbejderens lønindkomst.

Belgien

Ifølge artikel 5, 2, 7) i

dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Belgien anses en

arbejdsgiver alene for et have etableret fast driftssted i Danmark, hvis

arbejdet i Danmark forløber over mere end 12 måneder.

Idet

varigheden af det konkrete projekt i Danmark forventes at blive mindre end 12

måneder, anses arbejdsgiveren ikke for at have etableret fast driftssted i

Danmark.

Idet

medarbejderen ikke forventes at ville opholde sig fysisk i Danmark i mere end

183 dage inden for kalenderåret, er bopælslandet Belgien med henvisning til

overenskomstens artikel 15 herefter tillagt beskatningsretten til

medarbejderens lønindkomst.

Australien

Ifølge artikel 5, 2, h) i

dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Australien anses en

arbejdsgiver alene for et have etableret fast driftssted i Danmark, hvis

arbejdet i Danmark forløber over mere end 12 måneder.

Idet

varigheden af det konkrete projekt i Danmark forventes at blive mindre end 12

måneder, anses arbejdsgiveren ikke for at have etableret fast driftssted i

Danmark.

Idet

medarbejderen ikke forventes at ville opholde sig fysisk i Danmark i mere end

183 dage inden for indkomståret, er bopælslandet Australien med henvisning

til

overenskomstens artikel 15 herefter tillagt beskatningsretten til

medarbejderens lønindkomst.

Marokko

Ifølge artikel 5, 3, i

dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Marokko anses en

arbejdsgiver alene for et have etableret fast driftssted i Danmark, hvis

arbejdet i Danmark forløber over mere end 6 måneder.

Idet

varigheden af det konkrete projekt i Danmark forventes at blive mindre end 6

måneder, anses arbejdsgiveren ikke for at have etableret fast driftssted i

Danmark.

Idet

medarbejderen ikke forventes at ville opholde sig fysisk i Danmark i mere end

183 dage inden for kalenderåret, er bopælslandet Marokko med henvisning til

overenskomstens artikel 15 herefter tillagt beskatningsretten til

medarbejderens lønindkomst.

Indien

Ifølge artikel 5, 2, k) i

dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Indien anses en

arbejdsgiver

alene for et have etableret fast driftssted i Danmark, hvis arbejdet i

Danmark

forløber over mere end 182 dage.

Idet

varigheden af det konkrete projekt i Danmark forventes at blive mindre end

183

dage, anses arbejdsgiveren ikke for at have etableret fast driftssted i

Danmark.

Idet

medarbejderen ikke forventes at ville opholde sig fysisk i Danmark i mere end

183 dage inden for skatteåret, er bopælslandet Indien med henvisning til

overenskomstens artikel 15 herefter tillagt beskatningsretten til

medarbejderens lønindkomst.

Told- og Skattestyrelsens

indstilling

A

S.A. er hjemmehørende i Schweiz. Selskabets aktivitet består i udlejning af

mandskab til 3 andre koncernforbundne selskaber, der på time charter basis

stiller skibe til rådighed for B S.A., der har hovedentreprisen, der består i

nedlægning af ny rørledning. Alle selskaberne er koncernforbundne, og alle er

hjemmehørende i Schweiz.

Nedlægning

af ny rørledning sker delvist på den danske del af kontinental- soklen. Der

udføres intet arbejde inden for dansk territorialfarvand. Den tidsmæssige

udstrækning for de tre selskabers arbejde med nedlægning af rørledning

spænder

over perioder på mellem 2-6 måneder.

Den

dansk-schweiziske dobbeltbeskatningsoverenskomst omfatter efter aftale mellem

staterne ikke aktiviteter på kontinentalsoklen. Ingen af de nævnte selskaber

udøver

således virksomhed fra et fast driftssted her i landet i medfør af

dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Schweiz.

Skattepligten

for selskaberne følger i Danmark af reglerne i kulbrinteskattelovens § 3, jf.

§

1. Skattepligten for de ansatte følger af kulbrinteskattelovens § 21, stk. 2.

Nedlægning

af rørledning anses for at være tilknyttet virksomhed og kan derfor ikke

anses

for omfattet af fast driftsstedsbestemmelsen i OECD-modelkonventionens

artikel

5, stk. 2, litra f ”en grube, en gas- eller oliekilde, et stenbrud eller

et

andet sted, hvor naturforekomster udvindes”. Begrebet fast driftssted

skal

derfor enten fastlægges efter artikel 5, stk. 1 eller stk. 3. I

bemærkningerne

til artikel 5, stk. 3, er nævnt, at udtrykket ”bygnings-, anlægs- eller

installationsarbejde” også omfatter ”udlægning af

rørledninger”. Det vil derfor

være mest naturligt at anse arbejdet omfattet af denne bestemmelse.

Dette

indebærer, at selskabernes aktivitet formentlig også er omfattet af

bestemmelsen i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a (”udøver

erhverv med

fast driftssted her i landet ”). I TfS 1999.409 afviste Ligningsrådet

ganske

vist, at der kunne ske beskatning af nogen del af den aktivitet, der udøves

på

kontinentalsoklen med hjemmel i § 2, stk. 1, litra a. Praksis synes dog ikke

helt klar, jf. bl.a. TfS 1985.64, TfS 1985.466, TfS 1994.24 og TfS 1996.921

samt artikel i TfS 1999.432.

Det

må dog formentlig konkluderes, at i den udstrækning den aktivitet, der

foregår

på kontinentalsoklen, ligger indenfor den aktivitet, som Danmark ifølge

folkeretten kan udfolde på kontinentalsoklen, nemlig efterforskning og

udnyttelse af naturforekomster på og i havbunden, vil aktiviteten kunne

konstituere et fast driftssted, hvis kriterierne for et sådant i øvrigt er

opfyldt.

Fast

driftssted for bygge-, anlægs- og monteringsarbejde efter bestemmelsen i

selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, indtræder fra første dag.

Selvom

den danske fastlæggelse af begrebet fast driftssted ved bygge-, anlægs- og

monteringsarbejde afviger væsentligt fra fastlæggelsen af begrebet i

OECD-modelkonven-tionens artikel 5, stk. 3, der forudsætter, at arbejdet

strækker sig over en periode på mindst 12 måneder, må det lægges til grund,

at

der er konstitueret et fast driftssted i Danmark, hvori der kan opgøres en

fortjeneste. Det indebærer, at lønudgiften til de ansatte ombord på de

involverede skibe fragår i fortjenesten fra det faste driftssted i Danmark.

Det

følger af OECD-modelkonventionens artikel 15, stk. 2, at bopælsstaten kun kan

beskatte

lønindkomst fra arbejdslandet, såfremt de i bestemmelsen opremsede

betingelser

litra a)-c) alle er opfyldt. Efter litra c er det en betingelse for

bopælsstatens ret til at beskatte, at vederlaget ikke udredes af et fast

driftssted, som arbejdsgiveren har i den anden stat. Baggrunden for denne

bestemmelse fremgår af kommentaren til artikel 15, pkt. 7. Det fremgår heraf,

at formålet med artikel 15, stk. 2, litra c, er at sikre, at bopælsstaten

ikke

kan beskatte, hvis lønudgiften i henhold til principperne i artikel 7

belaster

indkomstopgørelsen i det faste driftssted.

Baggrunden

for reglen er altså et ønske om at tildele beskatningsretten til den stat,

hvor

arbejdet er udført, og hvor lønudgiften bliver fratrukket i det

virksomhedsoverskud, som arbejdsstaten er berettiget til at beskatte. Det er

altså i denne ånd, at artikel 15, stk. 2, litra c, skal forstås i bilaterale

overenskomster, der indeholder tilsvarende bestemmelse. Overenskomsterne med

Australien, Belgien, Indien, Jugoslavien, Marokko, Spanien og USA indeholder

alle bestemmelser svarende til OECD-modellens artikel 15, stk. 2, litra c.

Det

triangulære problem i denne sag har været diskuteret i OECD regi i den

såkaldte

WorkingGroup 1. Der blev ikke anbefalet ændringer i bemærkningerne til

OECD-modellens

artikel 15, men flertallet af medlemmerne udtrykte den opfattelse, at den

rigtige politik vil være at beskatte lønindkomsten i kildestaten, hvis

lønindkomsten er fradraget i denne stat.

På

dette grundlag indstiller Told- og Skattestyrelsen, at pligten til at

indeholde

30 % skat i den udbetalte løn stadfæstes.

Landsskatterettens

bemærkninger og begrundelse

De

ansatte, der er bosiddende i Spanien, USA, Kroatien, Belgien, Australien,

Marokko og Indien, og som i perioden fra 8. juni til 31. august 2003 har

modtaget løn for arbejde udført offshore Danmark, er som udgangspunkt

begrænset

skattepligtige til Danmark i henhold til kulbrinteskattelovens § 3, jf. § 1.

Følgende

fremgår af artikel 15 i OECD´s modeloverenskomst:

”1.

Såfremt bestemmelserne i art. 16, 18 og 19 ikke finder anvendelse, kan gage,

løn og andet lignende vederlag for personligt arbejde, oppebåret af en

person,

som er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, kun beskattes i denne

stat, medmindre arbejdet er udført i den anden kontraherende stat. Er

arbejdet

udført der, kan det vederlag, der hidrører derfra, beskattes i denne anden

stat.

2.

Uanset bestemmelserne i stk. 1 kan vederlag, som en person, der er

hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer for personligt arbejde i

tjenesteforhold, udført i den anden kontraherende stat, kun beskattes i den

førstnævnte stat, såfremt:

·

modtageren opholder sig i den anden stat i

en eller flere perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage i nogen

12-måneders-periode, der begynder eller slutter i det pågældende skatteår, og

·

vederlaget betales af eller for en

arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i den anden stat, og

·

vederlaget ikke udredes af et fast

driftssted, som arbejdsgiveren har i den anden stat.

Artikel

15, stk. 1 og 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 3. juli 1972 mellem

Danmark og Spanien, artikel 15, stk. 1 og 2, i

dobbeltbeskatningsoverenskomsten

af 19. august 1999 mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater, artikel 15,

stk.

1 og 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 19. marts 1981 mellem Danmark

og

det tidligere Jugoslavien, hvori Kroatien er indtrådt, artikel 15, stk. 1 og

2,

i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 16. oktober 1969 mellem Danmark og

Belgien,

artikel 15, stk. 1 og 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 1. april 1981

mellem Danmark og Australien, artikel 15, stk. 1 og 2, i

dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 8. maj 1984 mellem Danmark og Marokko, og

artikel 16, stk. 1 og 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 8. marts 1989

mellem Danmark og Indien svarer stort set til artikel 15, stk. 1 og stk. 2, i

OECD´s modeloverenskomst.

Da

ingen af medarbejderne har opholdt sig i Danmark i mere end 183 dage indenfor

kalenderåret/indkomståret/skatteåret/en 12 måneders periode, og da vederlaget

er betalt af en arbejdsgiver, der er hjemmehørende i Schweiz og dermed ikke i

Danmark, skal der ved afgørelsen af, om Danmark eller medarbejdernes

respektive

domicillande har beskatningsretten til medarbejdernes lønindkomst, henses

til,

om vederlaget udredes af et fast driftssted, som arbejdsgiveren har i

Danmark,

jf. artikel 15, stk. 1, jf. stk. 2, litra c.

I

en dobbeltbeskatningsoverenskomst svarende til OECD’s modeloverenskomst

er

begrebet ”fast driftssted” defineret i artikel 5, som i stk. 1

indeholder

følgende tekst: ”I denne overenskomst betyder udtrykket ”fast

driftssted” ”

Det fremgår klart og utvetydigt af artikel 5, stk. 1, at den definition af

fast

driftssted, der skal anvendes i en overenskomst svarende til OECD’s

modeloverenskomst, er overenskomstens egen definition. Artikel 5 er anbragt i

kapitel II i OECD’s modeloverenskomst vedrørende

”Definitioner”. Heraf følger,

at definitionen af fast driftssted i artikel 5 skal anvendes ved enhver

fortolkning af overenskomstens øvrige artikler og dermed også i alle tilfælde

i

relation til artikel 15, stk. 2, litra c. Dette støttes af punkt 18 i

Introduktionen til OECD’s modeloverenskomst, hvoraf følgende fremgår:

”I

kapitel II defineres nogle udtryk, som bruges i mere end én artikel i

overenskomsten.”

Ved

fortolkningen af udtryk i dobbeltbeskatningsoverenskomster svarende til

OECD´s

modeloverenskomst skal overenskomsten således læses i sammenhæng og

overenskomstens definitioner skal anvendes. Dette følger dels af almindelige

fortolkningsregler, dels direkte af ordlyden af artikel 5, stk. 1. En

isoleret

fortolkning af artikel 15, stk. 2, litra c, savner støtte i strukturen i

OECD´s

modeloverenskomst.

Definitionen

af fast driftssted i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne mellem Danmark og

medarbejdernes

respektive domicillande skal derfor anvendes ved afgørelsen af, om

kildelandet

eller bopælslandet har beskatningsretten til lønindkomsten.

Af

sammenhængen og strukturen i OECD’s modeloverenskomst følger, at brugen

af

definitionen på fast driftssted i overenskomsten mellem Danmark og

arbejdsgiverens stat ved anvendelsen af overenskomsten mellem Danmark og

arbejdstagerens stat må kræve udtrykkelig hjemmel i en

dobbeltbeskatningsoverenskomsts

tekst. En hjemmel som ikke findes på nuværende tidspunkt i overenskomster

svarende

til OECD’s modeloverenskomst.

Da

arbejdsgiverens aktivitet offshore Danmark ifølge det oplyste har haft en

varighed på mindre end 6/12 måneder, har arbejdsgiveren ikke fast driftssted

i

Danmark i henhold til artikel 5 i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne mellem

Danmark og medarbejdernes respektive hjemlande. Danmark har derfor ikke

beskatningsretten til lønindkomsten i henhold til artikel 15, stk. 1, jf.

stk.

2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne mellem Danmark og henholdsvis

Spanien,

USA, Kroatien, Belgien, Australien og Marokko og artikel 16 stk. 1, jf. stk.

2,

i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Indien.

Selskabet er derfor ikke pligtig til at indeholde og indbetale

30 % skat for ansatte bosiddende i Spanien, USA, Kroatien, Belgien,

Australien,

Marokko og Indien, der i perioden fra 8. juni til 31. august 2003 har været

involveret i aktivitet offshore Danmark, jf. kulbrinteopkrævningslovens § 10,

jf. kulbrinteskattelovens § 21, stk. 2.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter