Landsskatteretskendelse vedr. kulbrinteskat.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse vedr. kulbrinteskat.
Klagen
vedrører, om selskabet er pligtig til at indeholde og indbetale skat for
ansatte involveret i aktivitet offshore Danmark.
Landsskatterettens afgørelse
Told-
og Skatteregionen har pålagt selskabet A pligt til at indeholde og indbetale
30
% skat for ansatte bosiddende i Spanien, USA, Kroatien, Belgien, Australien,
Marokko og Indien, der i perioden fra 8. juni til 31. august 2003 har været
involveret i aktivitet offshore Danmark, jf. kulbrinteopkrævningslovens § 10,
jf. kulbrinteskattelovens § 21, stk. 2.
Landsskatteretten
finder, at selskabet ikke er pligtig til at indeholde og indbetale 30 % skat
for ansatte bosiddende i Spanien, USA, Kroatien, Belgien, Australien, Marokko
og Indien, der i perioden fra 8. juni til 31. august 2003 har været
involveret
i aktivitet offshore Danmark, jf. kulbrinteopkrævningslovens § 10, jf.
kulbrinteskattelovens § 21, stk. 2.
Sagens oplysninger
A
S.A. er hjemmehørende i Schweiz. Selskabet er underleverandør til B S.A. i
forbindelse med dette selskabs projektaftale med C A/S.
A
S.A.´s aktivitet består i udlejning af mandskab til 3 andre schweiziske
selskaber, der igen har udlejet skibe med besætning til B S.A. De udlejede
skibe er indgået i B S.A.´s kontraktarbejde for C A/S bestående i nedlægning
af
ny rørledning. Mandskabet har været udlejet til at arbejde ombord på skibe,
der
Læs alt
er anvendt ved nedlægning af olierørledninger delvist på den danske del af
kontinentalsoklen. Intet arbejde er udført inden for dansk
territorialfarvand.
A
S.A., B S.A. og de 3 selskaber, der opererer skibene, er alle
koncernforbundne,
og er alle hjemmehørende i Schweiz.
De
ansatte, der bl.a. er hjemmehørende i Spanien, USA, Kroatien, Holland,
Canada,
Tyskland, Belgien, Australien, Marokko, Brasilien, Frankrig, Polen Malaysia,
Storbritannien, Indien og Colombia, har været involveret i arbejde udført på
dansk kontinentalsokkel i perioden fra 8. juni 2003 til 31. august 2003.
Ingen
af medarbejderne er fuldt skattepligtige til Danmark. Ingen af medarbejderne
har opholdt sig i mere end 183 dage i Danmark inden for
kalenderåret/indkomst-året/skatteåret/en 12 måneders periode.
Told- og Skatteregionens
afgørelse
Told-
og Skatteregionen har anset selskabet for pligtig til at indeholde og
indbetale
30 % skat for ansatte involveret i aktivitet offshore Danmark, jf.
kulbrinteopkrævningslovens § 10, jf. kulbrinteskattelovens § 21, stk. 2.
Der
er ved afgørelsen henset til TfS 1998.439, hvor Skatteministeriets
Departement
har redegjort for beskatning af lønindkomst i triangulære tilfælde og her
anført som sin opfattelse, at spørgsmålet om, hvorvidt en arbejdsgiver har
fast
driftssted, skal afgøres efter bestemmelserne i Danmarks
dobbeltbeskatningsoverenskomst
med arbejdsgiverens hjemland – og ikke den enkelte lønmodtagers
hjemland.
Der
er endvidere henset til en ikke offentliggjort bindende forhåndsbesked fra
Ligningsrådet af 21. marts 2000, hvori der er statueret beskatningsret efter
samme metode som anført af Skatteministeriets Departement.
Danmark
har derfor beskatningsretten også mod de indberettede ansatte hjemmehørende i
Spanien, USA, Kroatien, Belgien, Australien og Marokko, jf. artikel 15 (1),
cfr. artikel 15 (2c) i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne indgået med disse
lande og mod ansatte hjemmehørende i Indien, jf. artikel 16 (1), cfr. artikel
16 (2c) i den dansk-indiske dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Der
er herved henset til, at de selskaber, til hvem selskabets mandskab er
udlejet,
og som er skattepligtige i henhold til kulbrinteskattelovens § 3, jf. §1, har
”deemed permanent establishments” i Danmark.
Endvidere
er henset til, at kontinentalsoklen ikke er omfattet af den dansk-schweiziske
dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvorfor definitionen heri af fast driftssted
ikke finder anvendelse.
Klagerens påstand og
argumenter
Selskabets
repræsentant har fremsat påstand om, at selskabet ikke pålægges pligt til at
indeholde og indbetale skat for ansatte, der er bosiddende i Spanien, USA,
Kroatien, Belgien, Australien, Marokko og Indien, og som i perioden fra 8.
juni
til 31. august 2003 har været
involveret
i aktivitet offshore Danmark.
Til
støtte for påstanden har repræsentanten bl.a. gjort gældende, at Danmark ikke
er tillagt beskatningsretten til lønindkomsten, som det udlejede mandskab,
der
er hjemmehørende i Spanien, USA, Kroatien, Belgien, Australien, Marokko og
Indien, har indtjent ved arbejde offshore Danmark.
Beskatningsretten
til medarbejdernes lønindkomst skal afgøres baseret på definitionen af fast
driftssted i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne mellem Danmark og
medarbejdernes respektive hjemlande, og ikke baseret på definitionen af fast
driftssted i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og
arbejdsgiverens
hjemland eller baseret på intern dansk skatteret, hvis arbejdsgiveren ikke er
beskyttet af en dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Det
fremgår af Ligningsrådets afgørelse af 4. februar 1985, offentliggjort i TfS
1985.64, at skattepligtsforholdet til Danmark for udenlandske ansatte –
i
overensstemmelse med Statsskattedirektoratets og Skattedepartementets
opfattelse
– alene skal afgøres på basis af definitionen af fast driftssted i
Danmarks
dobbeltbeskatningsoverenskomst med den enkelte ansattes hjemland.
Ligningsrådet
har understreget dette ved at anføre, at der ikke skal henses til
definitionen
af fast driftssted i Danmarks eventuelle dobbeltbeskatningsoverenskomst med
arbejdsgiverens hjemland. Ifølge Ligningsrådets afgørelse, hvor der var tale
om
et amerikansk selskab, var det herefter den engelske og den australske
dobbeltbeskatningsoverenskomsts bestemmelser om fast driftssted, der var
afgørende for, om Danmark havde beskatningsretten til henholdsvis de engelske
og de australske ansattes lønindkomster.
Skatteministeriets
Departement har imidlertid i udtalelse af 8. juni 1998, offentliggjort i TfS
1998.439, givet udtryk for, at der ved afgørelse af en medarbejders
beskatningsforhold i Danmark skal tages udgangspunkt i definitionen af fast
driftssted i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og
arbejdsgiverens hjemland og ikke i definitionen af fast driftssted i henhold
til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og medarbejderens
hjemland.
Denne opfattelse er lagt til grund for Told- og Skatteregionens afgørelse.
Departementets opfattelse er en direkte ændring af den opfattelse, der af
Statsskattedirektoratet og Skattedepartementet blev fremlagt i 1985, og som
Ligningsrådet tilsluttede sig i afgørelsen TfS 1985.64.
Told-
og Skattestyrelsen henvendte sig – på foranledning af en henvendelse fra
repræsentanten – ved brev af 16. juli 1998 til Skatteministeriets
Departement
angående udtalelsen. Af brevet fremgår, at styrelsen er af den opfattelse, at
Skatteministeriets Departements opfattelse offentliggjort i TfS 1998.439 må
anses som udtryk for en praksisændring. Told- og Skattestyrelsen var ifølge
repræsentantens oplysninger ikke blevet hørt eller orienteret om
praksisændringen før denne offentliggørelse. Skatteministeriets Departement
besvarede henvendelsen fra Told- og Skattestyrelsen ved brev af 12. august
1998, herunder fra hvilket tidspunkt afgørelsen i TfS 1998.439 skulle
tillægges
virkning.
Ligningsrådet
har i en bindende forhåndsbesked af 21. marts 2000 statueret beskatningsret
baseret på udtalelsen fra Skatteministeriets Departement i TfS 1998.439.
Ligningsrådets bindende forhåndsbesked er ikke offentliggjort, selv om der er
tale om en principiel afgørelse. Told- og Skattestyrelsen har således endnu
ikke skriftligt tilkendegivet enighed eller uenighed med Departementets nye
fortolkning og har dermed ikke givet udtryk for styrelsens holdning til
Departementets praksisændring.
Den
nye praksis, der er kommet til udtryk i Departementets udtalelse i TfS
1998.439, strider mod ordlyden af artikel 5, stk. 1, i OECD´s
modeloverenskomst. Departementet har støttet sin fortolkning på artikel 15,
stk. 2, litra c: ” a permanent establishment which the employer has in
the
other State”. På grundlag af denne tekst har Departementet konkluderet,
at det
afgørende er, om arbejdsgiveren faktisk har fast driftssted i Danmark,
hvilket
må afgøres efter de regler, der gælder for arbejdsgiveren, dvs.
dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og arbejdsgiverens stat eller
dansk intern ret i fraværet af en dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Departementets konklusion er korrekt ved en isoleret fortolkning af artikel
15,
stk. 2, litra c. Konklusionen er imidlertid ikke korrekt, når bestemmelsen i
artikel 15, stk. 2, litra c, sammenholdes med artikel 5 om fast driftssted.
Begrebet ”fast driftssted” er i OECD´s modeloverenskomst defineret
i artikel 5.
Af artikel 5, stk. 1, fremgår: ”I denne overenskomst betyder udtrykket
”fast
driftssted” ” Denne del af artikel 5, stk. 1, dikterer, at den
definition af
fast driftssted, der skal anvendes i en overenskomst svarende til OECD´s
modeloverenskomst, er overenskomstens egen definition. Teksten er utvetydig,
og
må også gælde ved anvendelsen af artikel 15, stk. 2, litra c. Artikel 5 er
anbragt i kapitel II i OECD´s modeloverenskomst omhandlende overenskomstens
”Definitioner”. Heraf følger, at definitionen af fast driftssted i
artikel 5
skal anvendes ved enhver fortolkning af overenskomstens øvrige artikler og
dermed også i alle tilfælde i relation til artikel 15, stk. 2, litra c.
Definitionen af fast driftssted skal således defineres ud fra den pågældende
dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og medarbejderens hjemland og
ikke ud fra dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og
arbejdsgiverens
hjemland eller efter intern ret. Der er ikke i
dobbeltbeskatningsoverenskomster
svarende til OECD´s modeloverenskomst hjemmel hertil.
Der
er herved henvist til en artikel i Skat Udland 1998.211, hvori Peter S.
Andersen, cand.jur., LL.M., Senior Research Associate, IBFD, Amsterdam, har
redegjort for, at Skatteministeriets Departements opfattelse som
offentliggjort
i TfS 1998.439 strider mod ordlyden af artikel 5, stk. 1, og savner støtte i
strukturen i OECD’s modeloverenskomst. I artiklen anfører forfatteren
følgende
(i uddrag):
Departementet
støtter sin fortolkning på den følgende del af art. 15, stk. 2, litra c:
”...a
permanent establishment...which the employer has in the other state”.
På
grundlag af denne tekst konkluderer Departementet, at det afgørende er, om
arbejdsgiveren faktisk har fast driftssted i Danmark, hvilket må afgøres
efter
de regler, der gælder for arbejdsgiveren, dvs.
dobbeltbeskatningsoverenskomsten
mellem Danmark og arbejdsgiverens stat eller dansk intern ret i fraværet af
en
dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Denne
fortolkning kan vel være korrekt, når art. 15, stk. 2, litra c, undergives en
isoleret fortolkning. Fortolkningen harmonerer imidlertid ikke med
sammenhængen
i en overenskomst svarende til OECD’s modeloverenskomst, idet begrebet
fast
driftssted allerede er defineret i art. 5, stk. 1, som indeholder følgende
tekst :
”For
the purposes of this Convention, the term ”permanent establishment”
means....”
Denne
del af art. 5 dikterer, at den definition af fast driftssted, der skal
anvendes
i en overenskomst, svarende til OECD’s modeloverenskomst, er
overenskomstens
egen definition. Denne tekst er utvetydig og må også gælde ved anvendelsen af
art. 15, stk. 2, litra c. Imidlertid er art. 5 anbragt i kapitel II i
OECD’s
modeloverenskomst vedrørende ”Definitioner”, og heraf må følge, at
definitionen
af fast driftssted i art. 5, skal anvendes i alle tilfælde i relation til
art.
15, stk. 2, litra c. Dette understøttes af punkt 18 i Introduktionen til
OECD’s
modeloverenskomst, hvor det anføres, at ”in Chapter II, some terms used
in more
than one Article of the Convention are defined”. Af denne klare
struktur i
OECD’s modeloverenskomst må følge, at brugen af definitionen på fast
driftssted
i overenskomsten mellem Danmark og arbejdsgiverens stat ved anvendelsen af
overenskomsten mellem Danmark og arbejdstagerens stat må kræve udtrykkelig
hjemmel i en dobbeltbeskatningsoverenskomsts tekst, en hjemmel, som ikke
findes
på nuværende tidspunkt i overenskomster svarende til OECD’s
modeloverenskomst.
På
baggrund af ovenstående kan konkluderes, at Departementets opfattelse gående
ud
på, at definitionen af fast driftssted i overenskomsten mellem Danmark og
arbejdsgiverens stat er afgørende ved anvendelsen af art. 15, stk. 2, litra
c,
i overenskomsten mellem Danmark og arbejdstagerens stat, er uholdbar, idet
fortolkningen strider mod ordlyden af art. 5, stk. 1, ligesom en isoleret
fortolkning af art. 15, stk. 2, litra c, savner støtte i strukturen i
OECD’s
modeloverenskomst som understøttet af pkt. 18 i Introduktionen.
I
Skattepolitisk Oversigt 1990, s. 231, eksempel 2, når Odd Hengsle,
Finansdepartementet, Norge og Mogens Rasmussen, Skatteministeriet, Danmark
frem
til samme resultat – at definitionen af fast driftssted i overenskomsten
mellem
Danmark og arbejdstagerens stat skal finde anvendelse. Odd Hengsle og Mogens
Rasmussens begrundelse for at nå frem til samme resultat er imidlertid en
anden,
nemlig at dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og arbejdsgiverens
hjemland ikke finder anvendelse på personer, der ikke er hjemmehørende i en
af
de to stater. Dette følger af ordlyden af art. 1 ”De af overenskomsten
omfattede personer”, der er placeret i OECD´s modeloverenskomstens
Kapitel I om
”Overenskomstens anvendelsesområde”.
Told-
og Skattestyrelsen har som argumentation fremført, at artikel 15, stk. 2,
litra
c, skal forstås ”i den ånd”, at det er et ønske at tildele
beskatningsretten
til den stat, hvor arbejdet er udført, og hvor lønudgiften bliver fratrukket
i
det virksomhedsoverskud, som arbejdsstaten er berettiget til at beskatte.
Told-
og Skattestyrelsens argumentation udtrykker en fortolkning af en
hensigtserklæring, uden at der henses til den konkrete og utvetydige ordlyd i
modeloverenskomsten. Det bemærkes herved, at artikel 5, stk. 1, i alle de i
sagen berørte dobbeltbeskatningsoverenskomster, er enslydende med artikel 5,
stk. 1, i OECD´s modeloverenskomst. Uagtet i hvilken ånd artikel 15, stk. 2,
litra c, efter styrelsens opfattelse bør fortolkes, skal der ved sagens
afgørelse alene henses til en ren juridisk fortolkning af den konkrete ordlyd
af en lovbestemmelse – her artikel 5, stk. 1. I dette tilfælde er
lovbestemmelsen utvetydig.
På
baggrund heraf skal beskatningsretten til medarbejdernes lønindkomst afgøres
baseret på definitionen af fast driftssted i overenskomsterne mellem Danmark
og
medarbejdernes respektive hjemlande. Under henvisning hertil er de af
selskabets medarbejdere, der er bosiddende i henholdsvis Spanien, USA,
Kroatien, Belgien, Australien, Marokko og Indien, undtaget fra dansk
kulbrintebeskatning
i perioden fra 8. juni til 31. august 2003 med følgende begrundelser:
Spanien
Ifølge artikel 5, 2, g) i
dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Spanien anses en
arbejdsgiver alene for et have etableret fast driftssted i Danmark, hvis
arbejdet i Danmark forløber over mere end 12 måneder.
Idet
varigheden af det konkrete projekt i Danmark forventes at blive mindre end 12
måneder, anses arbejdsgiveren ikke for at have etableret fast driftssted i
Danmark.
Idet
medarbejderen ikke forventes at ville opholde sig fysisk i Danmark i mere end
183 dage inden for kalenderåret, er bopælslandet Spanien med henvisning til
overenskomstens artikel 15 herefter tillagt beskatningsretten til
medarbejderens lønindkomst.
USA
Ifølge artikel 5, 3, i
dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA anses en arbejdsgiver
alene for et have etableret fast driftssted i Danmark, hvis arbejdet i
Danmark
forløber over mere end 12 måneder.
Idet
varigheden af det konkrete projekt i Danmark forventes at blive mindre end 12
måneder, anses arbejdsgiveren ikke for at have etableret fast driftssted i
Danmark.
Idet
medarbejderen ikke forventes at ville opholde sig fysisk i Danmark i mere end
183 dage inden for enhver 12 måneders periode, er bopælslandet USA med
henvisning til overenskomstens artikel 15 herefter tillagt beskatningsretten
til medarbejderens lønindkomst.
Kroatien
Ifølge artikel 5, 2, g) i
dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Kroatien anses en
arbejdsgiver alene for et have etableret fast driftssted i Danmark, hvis
arbejdet i Danmark forløber over mere end 12 måneder.
Idet
varigheden af det konkrete projekt i Danmark forventes at blive mindre end 12
måneder, anses arbejdsgiveren ikke for at have etableret fast driftssted i
Danmark.
Idet
medarbejderen ikke forventes at ville opholde sig fysisk i Danmark i mere end
183 dage inden for kalenderåret, er bopælslandet Kroatien med henvisning til
overenskomstens artikel 15 herefter tillagt beskatningsretten til
medarbejderens lønindkomst.
Belgien
Ifølge artikel 5, 2, 7) i
dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Belgien anses en
arbejdsgiver alene for et have etableret fast driftssted i Danmark, hvis
arbejdet i Danmark forløber over mere end 12 måneder.
Idet
varigheden af det konkrete projekt i Danmark forventes at blive mindre end 12
måneder, anses arbejdsgiveren ikke for at have etableret fast driftssted i
Danmark.
Idet
medarbejderen ikke forventes at ville opholde sig fysisk i Danmark i mere end
183 dage inden for kalenderåret, er bopælslandet Belgien med henvisning til
overenskomstens artikel 15 herefter tillagt beskatningsretten til
medarbejderens lønindkomst.
Australien
Ifølge artikel 5, 2, h) i
dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Australien anses en
arbejdsgiver alene for et have etableret fast driftssted i Danmark, hvis
arbejdet i Danmark forløber over mere end 12 måneder.
Idet
varigheden af det konkrete projekt i Danmark forventes at blive mindre end 12
måneder, anses arbejdsgiveren ikke for at have etableret fast driftssted i
Danmark.
Idet
medarbejderen ikke forventes at ville opholde sig fysisk i Danmark i mere end
183 dage inden for indkomståret, er bopælslandet Australien med henvisning
til
overenskomstens artikel 15 herefter tillagt beskatningsretten til
medarbejderens lønindkomst.
Marokko
Ifølge artikel 5, 3, i
dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Marokko anses en
arbejdsgiver alene for et have etableret fast driftssted i Danmark, hvis
arbejdet i Danmark forløber over mere end 6 måneder.
Idet
varigheden af det konkrete projekt i Danmark forventes at blive mindre end 6
måneder, anses arbejdsgiveren ikke for at have etableret fast driftssted i
Danmark.
Idet
medarbejderen ikke forventes at ville opholde sig fysisk i Danmark i mere end
183 dage inden for kalenderåret, er bopælslandet Marokko med henvisning til
overenskomstens artikel 15 herefter tillagt beskatningsretten til
medarbejderens lønindkomst.
Indien
Ifølge artikel 5, 2, k) i
dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Indien anses en
arbejdsgiver
alene for et have etableret fast driftssted i Danmark, hvis arbejdet i
Danmark
forløber over mere end 182 dage.
Idet
varigheden af det konkrete projekt i Danmark forventes at blive mindre end
183
dage, anses arbejdsgiveren ikke for at have etableret fast driftssted i
Danmark.
Idet
medarbejderen ikke forventes at ville opholde sig fysisk i Danmark i mere end
183 dage inden for skatteåret, er bopælslandet Indien med henvisning til
overenskomstens artikel 15 herefter tillagt beskatningsretten til
medarbejderens lønindkomst.
Told- og Skattestyrelsens
indstilling
A
S.A. er hjemmehørende i Schweiz. Selskabets aktivitet består i udlejning af
mandskab til 3 andre koncernforbundne selskaber, der på time charter basis
stiller skibe til rådighed for B S.A., der har hovedentreprisen, der består i
nedlægning af ny rørledning. Alle selskaberne er koncernforbundne, og alle er
hjemmehørende i Schweiz.
Nedlægning
af ny rørledning sker delvist på den danske del af kontinental- soklen. Der
udføres intet arbejde inden for dansk territorialfarvand. Den tidsmæssige
udstrækning for de tre selskabers arbejde med nedlægning af rørledning
spænder
over perioder på mellem 2-6 måneder.
Den
dansk-schweiziske dobbeltbeskatningsoverenskomst omfatter efter aftale mellem
staterne ikke aktiviteter på kontinentalsoklen. Ingen af de nævnte selskaber
udøver
således virksomhed fra et fast driftssted her i landet i medfør af
dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Schweiz.
Skattepligten
for selskaberne følger i Danmark af reglerne i kulbrinteskattelovens § 3, jf.
§
1. Skattepligten for de ansatte følger af kulbrinteskattelovens § 21, stk. 2.
Nedlægning
af rørledning anses for at være tilknyttet virksomhed og kan derfor ikke
anses
for omfattet af fast driftsstedsbestemmelsen i OECD-modelkonventionens
artikel
5, stk. 2, litra f ”en grube, en gas- eller oliekilde, et stenbrud eller
et
andet sted, hvor naturforekomster udvindes”. Begrebet fast driftssted
skal
derfor enten fastlægges efter artikel 5, stk. 1 eller stk. 3. I
bemærkningerne
til artikel 5, stk. 3, er nævnt, at udtrykket ”bygnings-, anlægs- eller
installationsarbejde” også omfatter ”udlægning af
rørledninger”. Det vil derfor
være mest naturligt at anse arbejdet omfattet af denne bestemmelse.
Dette
indebærer, at selskabernes aktivitet formentlig også er omfattet af
bestemmelsen i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a (”udøver
erhverv med
fast driftssted her i landet ”). I TfS 1999.409 afviste Ligningsrådet
ganske
vist, at der kunne ske beskatning af nogen del af den aktivitet, der udøves
på
kontinentalsoklen med hjemmel i § 2, stk. 1, litra a. Praksis synes dog ikke
helt klar, jf. bl.a. TfS 1985.64, TfS 1985.466, TfS 1994.24 og TfS 1996.921
samt artikel i TfS 1999.432.
Det
må dog formentlig konkluderes, at i den udstrækning den aktivitet, der
foregår
på kontinentalsoklen, ligger indenfor den aktivitet, som Danmark ifølge
folkeretten kan udfolde på kontinentalsoklen, nemlig efterforskning og
udnyttelse af naturforekomster på og i havbunden, vil aktiviteten kunne
konstituere et fast driftssted, hvis kriterierne for et sådant i øvrigt er
opfyldt.
Fast
driftssted for bygge-, anlægs- og monteringsarbejde efter bestemmelsen i
selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, indtræder fra første dag.
Selvom
den danske fastlæggelse af begrebet fast driftssted ved bygge-, anlægs- og
monteringsarbejde afviger væsentligt fra fastlæggelsen af begrebet i
OECD-modelkonven-tionens artikel 5, stk. 3, der forudsætter, at arbejdet
strækker sig over en periode på mindst 12 måneder, må det lægges til grund,
at
der er konstitueret et fast driftssted i Danmark, hvori der kan opgøres en
fortjeneste. Det indebærer, at lønudgiften til de ansatte ombord på de
involverede skibe fragår i fortjenesten fra det faste driftssted i Danmark.
Det
følger af OECD-modelkonventionens artikel 15, stk. 2, at bopælsstaten kun kan
beskatte
lønindkomst fra arbejdslandet, såfremt de i bestemmelsen opremsede
betingelser
litra a)-c) alle er opfyldt. Efter litra c er det en betingelse for
bopælsstatens ret til at beskatte, at vederlaget ikke udredes af et fast
driftssted, som arbejdsgiveren har i den anden stat. Baggrunden for denne
bestemmelse fremgår af kommentaren til artikel 15, pkt. 7. Det fremgår heraf,
at formålet med artikel 15, stk. 2, litra c, er at sikre, at bopælsstaten
ikke
kan beskatte, hvis lønudgiften i henhold til principperne i artikel 7
belaster
indkomstopgørelsen i det faste driftssted.
Baggrunden
for reglen er altså et ønske om at tildele beskatningsretten til den stat,
hvor
arbejdet er udført, og hvor lønudgiften bliver fratrukket i det
virksomhedsoverskud, som arbejdsstaten er berettiget til at beskatte. Det er
altså i denne ånd, at artikel 15, stk. 2, litra c, skal forstås i bilaterale
overenskomster, der indeholder tilsvarende bestemmelse. Overenskomsterne med
Australien, Belgien, Indien, Jugoslavien, Marokko, Spanien og USA indeholder
alle bestemmelser svarende til OECD-modellens artikel 15, stk. 2, litra c.
Det
triangulære problem i denne sag har været diskuteret i OECD regi i den
såkaldte
WorkingGroup 1. Der blev ikke anbefalet ændringer i bemærkningerne til
OECD-modellens
artikel 15, men flertallet af medlemmerne udtrykte den opfattelse, at den
rigtige politik vil være at beskatte lønindkomsten i kildestaten, hvis
lønindkomsten er fradraget i denne stat.
På
dette grundlag indstiller Told- og Skattestyrelsen, at pligten til at
indeholde
30 % skat i den udbetalte løn stadfæstes.
Landsskatterettens
bemærkninger og begrundelse
De
ansatte, der er bosiddende i Spanien, USA, Kroatien, Belgien, Australien,
Marokko og Indien, og som i perioden fra 8. juni til 31. august 2003 har
modtaget løn for arbejde udført offshore Danmark, er som udgangspunkt
begrænset
skattepligtige til Danmark i henhold til kulbrinteskattelovens § 3, jf. § 1.
Følgende
fremgår af artikel 15 i OECD´s modeloverenskomst:
”1.
Såfremt bestemmelserne i art. 16, 18 og 19 ikke finder anvendelse, kan gage,
løn og andet lignende vederlag for personligt arbejde, oppebåret af en
person,
som er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, kun beskattes i denne
stat, medmindre arbejdet er udført i den anden kontraherende stat. Er
arbejdet
udført der, kan det vederlag, der hidrører derfra, beskattes i denne anden
stat.
2.
Uanset bestemmelserne i stk. 1 kan vederlag, som en person, der er
hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer for personligt arbejde i
tjenesteforhold, udført i den anden kontraherende stat, kun beskattes i den
førstnævnte stat, såfremt:
·
modtageren opholder sig i den anden stat i
en eller flere perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage i nogen
12-måneders-periode, der begynder eller slutter i det pågældende skatteår, og
·
vederlaget betales af eller for en
arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i den anden stat, og
·
vederlaget ikke udredes af et fast
driftssted, som arbejdsgiveren har i den anden stat.
Artikel
15, stk. 1 og 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 3. juli 1972 mellem
Danmark og Spanien, artikel 15, stk. 1 og 2, i
dobbeltbeskatningsoverenskomsten
af 19. august 1999 mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater, artikel 15,
stk.
1 og 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 19. marts 1981 mellem Danmark
og
det tidligere Jugoslavien, hvori Kroatien er indtrådt, artikel 15, stk. 1 og
2,
i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 16. oktober 1969 mellem Danmark og
Belgien,
artikel 15, stk. 1 og 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 1. april 1981
mellem Danmark og Australien, artikel 15, stk. 1 og 2, i
dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 8. maj 1984 mellem Danmark og Marokko, og
artikel 16, stk. 1 og 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 8. marts 1989
mellem Danmark og Indien svarer stort set til artikel 15, stk. 1 og stk. 2, i
OECD´s modeloverenskomst.
Da
ingen af medarbejderne har opholdt sig i Danmark i mere end 183 dage indenfor
kalenderåret/indkomståret/skatteåret/en 12 måneders periode, og da vederlaget
er betalt af en arbejdsgiver, der er hjemmehørende i Schweiz og dermed ikke i
Danmark, skal der ved afgørelsen af, om Danmark eller medarbejdernes
respektive
domicillande har beskatningsretten til medarbejdernes lønindkomst, henses
til,
om vederlaget udredes af et fast driftssted, som arbejdsgiveren har i
Danmark,
jf. artikel 15, stk. 1, jf. stk. 2, litra c.
I
en dobbeltbeskatningsoverenskomst svarende til OECD’s modeloverenskomst
er
begrebet ”fast driftssted” defineret i artikel 5, som i stk. 1
indeholder
følgende tekst: ”I denne overenskomst betyder udtrykket ”fast
driftssted” ”
Det fremgår klart og utvetydigt af artikel 5, stk. 1, at den definition af
fast
driftssted, der skal anvendes i en overenskomst svarende til OECD’s
modeloverenskomst, er overenskomstens egen definition. Artikel 5 er anbragt i
kapitel II i OECD’s modeloverenskomst vedrørende
”Definitioner”. Heraf følger,
at definitionen af fast driftssted i artikel 5 skal anvendes ved enhver
fortolkning af overenskomstens øvrige artikler og dermed også i alle tilfælde
i
relation til artikel 15, stk. 2, litra c. Dette støttes af punkt 18 i
Introduktionen til OECD’s modeloverenskomst, hvoraf følgende fremgår:
”I
kapitel II defineres nogle udtryk, som bruges i mere end én artikel i
overenskomsten.”
Ved
fortolkningen af udtryk i dobbeltbeskatningsoverenskomster svarende til
OECD´s
modeloverenskomst skal overenskomsten således læses i sammenhæng og
overenskomstens definitioner skal anvendes. Dette følger dels af almindelige
fortolkningsregler, dels direkte af ordlyden af artikel 5, stk. 1. En
isoleret
fortolkning af artikel 15, stk. 2, litra c, savner støtte i strukturen i
OECD´s
modeloverenskomst.
Definitionen
af fast driftssted i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne mellem Danmark og
medarbejdernes
respektive domicillande skal derfor anvendes ved afgørelsen af, om
kildelandet
eller bopælslandet har beskatningsretten til lønindkomsten.
Af
sammenhængen og strukturen i OECD’s modeloverenskomst følger, at brugen
af
definitionen på fast driftssted i overenskomsten mellem Danmark og
arbejdsgiverens stat ved anvendelsen af overenskomsten mellem Danmark og
arbejdstagerens stat må kræve udtrykkelig hjemmel i en
dobbeltbeskatningsoverenskomsts
tekst. En hjemmel som ikke findes på nuværende tidspunkt i overenskomster
svarende
til OECD’s modeloverenskomst.
Da
arbejdsgiverens aktivitet offshore Danmark ifølge det oplyste har haft en
varighed på mindre end 6/12 måneder, har arbejdsgiveren ikke fast driftssted
i
Danmark i henhold til artikel 5 i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne mellem
Danmark og medarbejdernes respektive hjemlande. Danmark har derfor ikke
beskatningsretten til lønindkomsten i henhold til artikel 15, stk. 1, jf.
stk.
2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne mellem Danmark og henholdsvis
Spanien,
USA, Kroatien, Belgien, Australien og Marokko og artikel 16 stk. 1, jf. stk.
2,
i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Indien.
Selskabet er derfor ikke pligtig til at indeholde og indbetale
30 % skat for ansatte bosiddende i Spanien, USA, Kroatien, Belgien,
Australien,
Marokko og Indien, der i perioden fra 8. juni til 31. august 2003 har været
involveret i aktivitet offshore Danmark, jf. kulbrinteopkrævningslovens § 10,
jf. kulbrinteskattelovens § 21, stk. 2.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sag om, hvorvidt sagsøger har været forpligtet til at indeholde A-skat og AM-bidrag for 101 dykkere, der udførte arbejde for sagsøger i Danmark i indkomståret 2011. Spørgsmål om dykkerne har udført arbejde som lønmodtagere eller som selvstændigt erhvervsdrivende Domsdatabasen · 12. juli 2019
- Ordinær og ekstraordinær genoptagelse Landsskatteretten · 25. juli 2011
- SKAT (nu Skattestyrelsen) har anset selskabet for at være pligtig til at indeholde og indbetale 8 % arbejdsmarkedsbidrag og 30 % kulbrinteskat af løn optjent… Landsskatteretten · 1. juni 2022
- Højesteret stadfæster landsrettens sag om, hvorvidt sagsøger har været forpligtet til at indeholde A-skat og AM-bidrag for 101 dykkere, som udførte arbejde for sagsøger i Danmark i indkomståret 2011, og om dykkerne har udført arbejde som lønmodtagere eller som selvstændigt erhvervsdrivende Domsdatabasen · 8. december 2022
- Skattemæssigt hjemsted i Tyskland - triangulær situation Retsinformation · 17. maj 2023
- Kulbrinteskat Retsinformation · 22. maj 2000
Lignende dokumenter
- Indeholdelse af arbejdsmarkedsbidrag og kulbrinteskat af løn optjent af ansatte hjemmehørende i Sydafrika, Ukraine, Filippinerne, Rusland og Storbritannien i forbindelse med arbejde udført på dansk kontinentalsokkel SKM-databasen · 10. maj 2022
- Skattemæssigt hjemsted i Tyskland - triangulær situation SKM-databasen · 21. marts 2023
- Ordinær og ekstraordinær genoptagelse Landsskatteretten · 25. juli 2011
- Forslag til folketingsbeslutning om opdeling af forslag til lov om indfødsrets meddelelse i flere lovforslag efter regioner Retsinformation · 29. februar 2020
- KOMMISSIONENS BESLUTNING af 30. marts 2004 om Det Forenede Kongeriges påtænkte støtteordning vedrørende den gibraltarske regerings reform af selskabsskatten (meddelt under nummer K(2004) 929) (Kun den engelske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) (2005/261/EF) EU-lovgivning · 30. marts 2004
- Cirkulære om udveksling af oplysninger med andre lande m.v. Retsinformation · 10. april 1981