Spring til indhold

Retsinformation

Fri befordring Modregning i løn

AFG nr 9494 af 17/08/2004AfgørelseSkatte- og Vækstministeriet19. august 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Fri befordring – Modregning i løn

Spørgsmål

Kan medarbejderne i

virksomheden undlade at lade sig beskatte af arbejdsgiverbetalt periodekort

til tog og bus til brug for transport mellem hjem og arbejde, hvis de

undlader

at tage fradrag for befordring mellem hjem og arbejde på selvangivelsen?

Hvis spørgsmål 1 besvares

bekræftende, vil det så også gælde for medarbejdere, hvis daglige

transport mellem hjem, arbejde og retur er under 24 km?

Hvis periodekortet af

medarbejderen anvendes sporadisk til anden transport end mellem hjem og

arbejde, f.eks. i weekenden, vil dette så medføre en ændret besvarelse af

spørgsmål 1?

Hvis besvarelse af

spørgsmål 3 medfører skattepligt, kan medarbejderen så undgå beskatning,

hvis medarbejderen afgiver en skriftlig erklæring til virksomheden, hvori

medarbejderen på tro og love erklærer ikke at anvende periodekortet til

anden transport end transport mellem hjem og arbejde?

Hvis spørgsmål 1 og/eller

2 besvares bekræftende, vil spørgsmålene også blive besvaret bekræftende,

hvis medarbejdere og virksomheden indgår aftale om reduktion i den

kontante løn med et beløb, der delvist dækker de udgifter, som det skønnes

at koste virksomheden at stille arbejdsgiverbetalt transport til rådighed

for medarbejderne?

Hvis spørgsmål 5 besvares

bekræftende, vil det så også gælde, hvis virksomheden fuldt ud dækker de

skønnede udgifter?

Svar

Ja.

Læs alt

Ja.

Se styrelsens indstilling

og begrundelse

Se styrelsens indstilling

og begrundelse.

Ja.

Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

En virksomhed

overvejer, som en del af sin personalepolitik, at tilbyde sine medarbejdere

betalt

transport med offentlige transportmidler mellem hjem og arbejde. Virksomheden

har derfor rettet henvendelse til Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) om

levering

af periodekort til sine medarbejdere.

HUR er imidlertid ikke fuldt ud bekendt

med de skattemæssige konsekvenser for medarbejderne, hvilket er baggrunden

for

de rejste spørgsmål.

Ordningen skal i givet fald etableres som

et led i en række velfærdsordninger, som virksomheden tilbyder sine

medarbejdere, med henblik på at fremstå som en attraktiv arbejdsplads for

nuværende og potentielle medarbejdere.

Med en central placering af virksomhedens

kontor, tæt ved en station og tæt ved centrale buslinier, vil mange af

virksomhedens medarbejdere kunne få en kvalitativ bedre transport til og fra

arbejde ved anvendelse af offentlig transport til forskel fra anvendelse af

privat bil.

Yderligere anvendelse af offentlig transport

ville også mindske belastningen af virksomhedens parkeringspladser.

Virksomheden vil derfor gerne motivere sine medarbejdere til at benytte

offentlig transport.

Aftalen med medarbejderne.

Som nævnt vil ordningen indgå som et led i

en række velfærdsordninger, som virksomheden tilbyder sine medarbejdere.

Der kan blive tale om en ordning, som

mange medarbejdere vil benytte sig af, og som derfor kan medføre, at

ordningen

overskrider de økonomiske rammer, som er til rådighed for ordningens

etablering.

Det indgår derfor som en overvejelse at etablere ordningen således, at de

medarbejdere, som vil benytte sig af den, samtidig må tåle en nedgang i deres

kontante løn.

Overvejelserne går på at aftale en

reduceret kontant løn svarende til 80-100 % af de omkostninger, som

virksomheden skønner at få til indkøb af periodekort til den enkelte

medarbejder.

Aftalerne med medarbejderne om nedgang i

den kontante løn vil i givet fald blive indgået inden for rammerne af

almindelige arbejdsretlige aftaleregler. Der udarbejdes i den forbindelse et

tillæg til medarbejdernes eksisterende ansættelsesaftaler. Det skal for

fuldstændighedens skyld nævnes, at virksomheden og deres medarbejdere ikke er

bundet af kollektive aftaler, som afskærer dem fra at indgå sådanne aftaler

om

nedgang i den kontante løn.

Aftalen vil indebære, at den lavere

kontante løn lægges til grund i alle henseender, f.eks. i relation til

beregning af pensionsbidrag, feriepenge, overtidsbetaling, fremtidige

lønreguleringer m.v.

Hvis en medarbejder og virksomheden har

indgået aftale om medarbejderens deltagelse i ordningen, vil medarbejderen

ikke

umiddelbart kunne få reguleret sin kontante løn op igen mod at udtræde af

ordningen. Medarbejderne vil dog ved den årlige lønregulering/forhandling

have

mulighed for at fremsætte ønske om at udtræde af ordningen. Et sådant ønske

vil

virksomheden være positivt indstillet overfor, og den vil normalt acceptere

en

regulering af den kontante løn tilbage til et niveau, som ville være

gældende,

hvis medarbejderen ikke deltog i ordningen.

Det er ikke hensigten, at virksomheden vil

kræve dokumentation for, om kortet eventuelt også bruges i fritiden, da det

med

den nuværende teknologi ikke er muligt at registrere, om kortet benyttes til

privat transport eller til transport mellem hjem og arbejde.

Aftalen mellem virksomheden og Hovedstadens Udviklingsråd (HUR)

Som bekendt udbyder HUR på nuværende

tidspunkt en ydelse til private personer, hvor private brugere kan købe

periodekort til offentlig transport i hovedstadsområdet. Det er hensigten, at

denne ydelse fremover også skal tilbydes virksomheder, som ønsker at stille

arbejdsgiverbetalt transport til rådighed for deres medarbejdere, som et

alternativ til f.eks. at stille skattefri parkeringsplads til rådighed, jf.

Ligningslovens § 16, stk. 10.

Den påtænkte prisstruktur for denne ydelse

er sammensat således, at virksomhederne kan erhverve periodekort til deres

medarbejdere til en lavere pris end den pris, der gælder for privatpersoner.

HUR er i stand til at yde denne rabat, fordi kortet købes og betales

elektronisk og fordi, der ventes at være tale om salg af store mængder af

periodekort. Virksomheden vil i kraft af denne ordning opnå en rabat, som

indebærer, at et 6 måneders periodekort kan erhverves til en pris, som svarer

til et 5 måneders kort købt af en privat.

Der vil blive indgået en rammeaftale

mellem HUR og virksomheden om levering af periodekort til bus og tog til

deres

medarbejdere. Rammeaftalen vil være uopsigelig fra begge sider i 6 måneder.

Fakturering vil ske direkte til virksomheden, og det er således virksomheden,

der betaler HUR direkte.

Når virksomheden

først har købt et 6 måneders kort til en medarbejder, vil der ikke være

mulighed

for at få kortet helt eller delvist refunderet igen, f.eks. hvis en

medarbejder

forlader sin ansættelse i virksomheden.

Revisionsfirmaets bemærkninger til sagen

Aftalen set i relation til skatteregler på området

Arbejdsgiverbetalt

transport mellem medarbejdernes sædvanlige bopæl og arbejdspladsen er som

udgangspunkt skattepligtig, jf. Ligningslovens § 9 C, stk. 7. Værdien

beskattes

som personlig indkomst. Virksomheden vil være pligtig til på den årlige

lønoplysningsseddel at rapportere til skattemyndighederne, hvis en

medarbejder

har arbejdsgiverbetalt transport. Der vil ikke være pligt til at indeholde

skat

og AM/SP bidrag af beløbet, da der er tale om en ikke AM/SP pligtig

B-indkomst.

Ligningslovens § 9

C, stk. 7 indebærer også, at beskatning af arbejdsgiverbetalt transport

mellem

hjem og arbejde falder væk, hvis medarbejderen undlader at anvende

bestemmelserne i Ligningslovens § 9 C, stk. 1-4 (fradrag for transport mellem

hjem og arbejde). Det er revisionsfirmaets opfattelse, at dette skal være

gældende i alle situationer, også selvom strækningen mellem hjem - arbejde er

mindre end 24 km. - og dermed ikke afstedkommer et transportfradrag.

Revisionsfirmaet baserer denne opfattelse på, at alle med en daglig transport

til og fra arbejde som udgangspunkt er omfattet af Ligningslovens § 9 C, stk.

1-4. Det gælder også skatteydere, som har en daglig transport på mindre end

24

km. For sådanne skatteydere har ligningslovens § 9, stk. 1-4 blot den

konsekvens, at de ikke er berettiget til et fradrag.

Ligningslovens § 9

C, stk. 7 fastslår, at dette stykke finder anvendelse, hvis skatteyderen

undlader

at anvende bestemmelserne i stk. 1-4 i paragraffen. Anvendelse af stk. 7

synes

ikke at fordre, at en anvendelse af stk. 1-4 rent faktisk ville have

afstedkommet et fradrag for skatteyderen.

Revisionsfirmaets

opfattelse af, at der ikke skal ske beskatning, selvom transportafstanden

hjem

- arbejde er mindre end 24 km., underbygges ifølge revisionsfirmaet

yderligere

af, at beskatningsgrundlaget af arbejdsgiverbetalt transport efter

Ligningslovens § 9 C, stk. 7 i givet fald skulle udgøre et beløb svarende til

fradraget i stk. 1-3. Hvis transporten mellem hjem-arbejde er mindre end 24

km.

dagligt, er fradraget 0. Det vil beskatningsgrundlaget så i givet fald også

være efter stk. 7.

For så vidt angår

anvendelse af kortet til privat transport, er udgangspunktet, at beskatning

af

dette skal ske efter reglerne i Ligningslovens § 16, stk. 1, hvis

medarbejderen

opnår et sparet privatforbrug ved at få godet stillet til rådighed af sin

arbejdsgiver.

Hvis periodekortet

alene anvendes sporadisk til anden privat transport, er det revisionsfirmaets

opfattelse,

at der ikke skal ske beskatning af denne transport, da det sparede

privatforbrug vil være af meget begrænset omfang. Det er revisionsfirmaets

indtryk, at forholdet også i praksis administreres på denne måde.

Hvis ligningsrådet

ikke kan acceptere dette synspunkt, vil revisionsfirmaet forvente, at

beskatning

i givet fald kan undgås ved, at medarbejderen undlader at anvende kortet til

private formål, kombineret med en tro og love erklæring til arbejdsgiveren

om,

at der ikke finder privat anvendelse sted. Denne fremgangsmåde er

skattemæssigt

accepteret i andre sammenhænge, f.eks. i relation til mobiltelefon, jf.

Ligningsvejledningen 2002 A.B.1.9.4 side 132 og firmabil, jf. cirk. nr. 72 af

17.4.1996 til Ligningsloven.

Aftalerne set i relation til gældende regler og praksis for regulering af

den kontante løn

Det er

udgangspunktet, at arbejdsgiver og medarbejder frit - inden for de rammer som

arbejdsretlige

regler fastlægger - kan aftale aflønningens sammensætning mellem kontant løn

og

goder. Det er derfor revisionsfirmaets opfattelse, at det er muligt for

virksomheden at indgå en ny lønaftale med medarbejderne, hvor det aftales, at

medarbejderen går ned i løn for at få stillet arbejdsgiverbetalt transport

til rådighed.

Revisionsfirmaet

finder heller ikke, at der inden for skattelovgivningen er nogen hindring for

at indgå en sådan aftale med medarbejderne, da der alene findes

modregningsforbud i Ligningslovens § 9 (skattefri befordringsgodtgørelse)

samt

værnsreglen i Ligningslovens § 16, stk. 12 (hjemme pc til rådighed).

Det er endvidere

en forudsætning, at følgende to forhold er opfyldt, for at en ordning med

lønnedgang

kan accepteres skattemæssigt:

arbejdsgiveren skal have

en økonomisk risiko ved at stille godet (her arbejdsgiverbetalt transport)

til rådighed for medarbejderne.

aftalen om den lavere

kontante løn skal være reel, forstået på den måde, at den skal slå igennem

ved beregning af alle variable løndele, f.eks. feriepenge,

overarbejdsbetaling.

I relation til

punkt 1 har ordningen, som det fremgår af beskrivelsen ovenfor, en række

økonomiske

konsekvenser for virksomheden. Virksomheden har således en økonomisk risiko

ved

aftalen, hvis f.eks. en medarbejder fratræder med 1 måneds varsel. Da

virksomheden erhverver periodekortene for en 6 måneders periode, uden

mulighed

for refusion af det betalte beløb, kan virksomheden i denne situation have en

udgift svarende til køb af 5 måneders periodekort. Den økonomiske risiko er

endvidere til stede i forbindelse med prisstigninger fra HUR's side, idet

virksomheden også hæfter for dette.

Ved vurdering af,

om kravene i punkt 2 (reel lønnedgang) er opfyldt, kan der bl.a. tages

udgangspunkt

i Ligningsvejledningen 2001 A.B.1.9.13, side 160, der fastslår følgende:

"Ved lønnedgang

forstås, at der indgås en aftale mellem den ansatte og arbejdsgiveren om, at

den pågældende får mindre i løn. Lønnedgangen skal ske i alle relationer

såsom

lønmodtagerbidrag, feriegodtgørelsesgrundlag, pensionsgrundlag m.v., ligesom

fremtidige procentuelle lønreguleringer, skal tage udgangspunkt i den

nedsatte

løn."

Kriteriet for at

vurdere om dette krav er opfyldt, blev endvidere i vidt omfang fastlagt i

slutningen

af 1990'erne med en række bindende forhåndsbeskeder fra ligningsrådet og

tilkendegivelser fra Told- og Skattestyrelsen i forbindelse med etablering af

hjemme pc ordninger mod nedgang i den kontante løn. Af den seneste praksis på

området kan vi endvidere henvise til den bindende forhåndsbesked fra

ligningsrådet

SKM2003.182.LR

om medarbejderbredbånd.

Med udgangspunkt i

ovennævnte, er det således revisionsfirmaets opfattelse, at den påtænkte

ordning

falder inden for rammerne af de krav, der stilles for at anse, at der

foreligger en reel lønnedgang.

Styrelsens indstilling og begrundelse

Som anført af

forespørgerens repræsentant indebærer reglen i ligningslovens § 9 C, stk. 7,

at

fri befordring er skattepligtig som personlig indkomst for medarbejderen,

såfremt medarbejderen har foretaget befordringsfradrag efter de øvrige

retningslinier i ligningslovens § 9 C. Hvis medarbejderen derimod undlader at

tage et befordringsfradrag, sker beskatningen af den fri befordring i

realiteten

ved bortfald af fradragsretten.

I det omfang,

virksomheden betaler for befordring mellem hjem og arbejdsplads, er

medarbejderen

således skattefri af ydelsen og spørgsmål 1 kan besvares med ja.

Spørgsmål 2 kan

ligeledes besvares med ja, selvom medarbejderen har kørsel på en kortere

strækning

end bundgrænsen på 24 km. for befordringsfradrag. Der henvises til, at

ligningslovens § 9C, stk. 7, alene hjemler beskatning, såfremt medarbejderen

faktisk tager et befordringsfradrag efter reglerne derom. Man sondrer således

ikke mellem kørselsstrækninger, som berettiger til fradrag og kortere

strækninger, som ikke berettiger til fradrag på grund af bundgrænsen.

For så vidt angår

spørgsmål 3 bemærker styrelsen, at hvis frikortet benyttes til privat

befordring,

der ikke er befordring mellem hjem og arbejde, er denne benyttelse

principielt

skattepligtig, hvis frikortet medfører et sparet privatforbrug. Betaler

arbejdsgiveren for denne private kørsel i form af et periodekort til bus og

tog, er der tale om et personalegode, omfattet af reglerne i ligningslovens §

16. Værdien ansættes til markedsværdien, jf. ligningslovens § 16, stk. 3.

I TfS 1994, 68 har

skatteministeren redegjort for beskatningsforholdene hos DSB-ansatte, der har

frikort til DSB. Det slås fast, at frikortet ikke medfører anden beskatning

end

beskatningen af fri befordring mellem hjem og arbejdsplads (dvs. bortfald af

fradraget), medmindre frikortet i væsentligt omfang benyttes til anden privat

befordring. I så fald beskattes værdien efter de gældende regler. Der vil kun

ske beskatning af den faktiske benyttelse af frikortet i det omfang,

benyttelsen har medført et sparet privatforbrug. Dette er ligeledes gengivet

i

Ligningsvejledningen Alm. del, afsnit

A.B.1.9.17

om fri

befordring m.m.

Styrelsen finder

ligeledes at medarbejdere hos nærværende virksomhed alene vil være

skattepligtige,

såfremt frikortet benyttes i væsentligt omfang til anden befordring end

befordring mellem bopæl og arbejde og således har medført et sparet

privatforbrug.

Det vil afhænge af

en konkret vurdering, om der er tale om væsentligt omfang. Hvis frikortet

dækker

en længere strækning end strækningen mellem hjem og arbejde, vil der være en

formodning

om anden privat benyttelse, som vil være skattepligtig.

En eventuel

skattepligtig værdi af anden privat benyttelse er B-indkomst, som skal

selvangives af medarbejderen.

Såfremt det

arbejdsgiverbetalte periode-/frikort benyttes i et sådant omfang, at der kan

være tale om beskatning af et sparet privatforbrug, vil denne beskatning

efter

styrelsens opfattelse alene kunne undgås ved, at medarbejderen helt

fraskriver

sig adgangen til ordningen med arbejdsgiverbetalt periode-/frikort til

offentlige transportmidler. I en situation med en væsentlig benyttelse af

frikortet til anden privat befordring vil der efter styrelsens opfattelse

ikke

være mulighed for en ordning med en erklæring på tro og love og svaret på

spørgsmål 4 vil i denne situation være nej. Der henvises til, at dette ifølge

praksis er vilkåret for DSB-ansatte, som ikke ønsker at blive beskattet af

fri

befordring m.v..

I relation til

spørgsmål 5 og 6 kan styrelsen tilføje, at den beskrevne ordning, hvor

virksomhedens

udgift til frikort til medarbejderne modregnes i medarbejdernes løn,

medfører,

at medarbejdernes befordringsfradrag ændres fra et ligningsmæssigt fradrag

til

et fradrag i den personlige indkomst og dermed får en højere fradrags værdi.

De

medarbejdere, som har befordring under 25 km. mellem hjem og arbejdsplads og

dermed ikke opfylder betingelserne for befordringsfradrag efter de gældende

regler, har ligeledes et fradrag i den personlige indkomst svarende til det

modregnede beløb.

I overensstemmelse

med den eksisterende praksis vedrørende bruttotrækordninger indstiller

styrelsen,

at der svares ja på spørgsmålene. Der henvises til det af repræsentanten

anførte, herunder henvisningen til

SKM2003.182.LR

om

medarbejderbredbånd. Endvidere henvises til

SKM2004.46.LSR

om

arbejdsgivers betaling af udgifter til et MBA-studium.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter