Spring til indhold

Retsinformation

Cirkulæreskrivelse om nogle spørgsmål vedrørende politiets samarbejde med pressen

Gældende CIS nr 9481 af 27/06/2003CirkulæreskrivelseJustitsministeriet9. september 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Cirkulæreskrivelse om nogle spørgsmål vedrørende politiets

samarbejde med pressen

1. Baggrund og

problemstilling

Pressens brug af bl.a.

billeder og filmoptagelser fra politiforretninger mv., hvor pressen efter

særlig aftale med politiet har været til stede, har i de senere år givet

anledning til flere klagesager i Justitsministeriet.

Disse sager har vist, at en

sådan form for samarbejde mellem politi og presse giver anledning til

vanskelige spørgsmål om afvejningen mellem på den ene side det almindelige

hensyn til størst mulig åbenhed om politiets arbejde og på den anden side

hensynet til bl.a. principperne om tavshedspligt og beskyttelse af

privatlivets

fred.

Justitsministeriet har på

den baggrund fundet det rigtigst at orientere om de regler, som efter

lovgivningen

og almindelige retsprincipper gælder for et samarbejde af den nævnte

karakter.

I tilknytning hertil har Justitsministeriet tillige fundet det naturligt at

redegøre for de regler om tavshedspligt, som har betydning for politiets

samarbejde med pressen i øvrigt.

Nedenfor under

pkt. 2

omtales de overordnede hensyn, som gør sig gældende på området. Under

pkt. 3

omtales herefter de almindelige regler og principper for, i hvilket omfang

politiet er berettiget til at give pressen oplysninger om konkrete

straffesager

Læs alt

mv. Under pkt. 4 omtales nogle særlige spørgsmål, der kan opstå, når det

kommer

på tale at etablere et videregående samarbejde af den ovennævnte karakter,

f.eks. således at der gives pressen adgang til at fotografere eller optage

billeder på en politistation eller til at ledsage politiet under

patruljekørsel.

Cirkulæreskrivelsen bygger

bl.a. på drøftelser med Rigsadvokaten, Statsadvokatforeningen,

Politimesterforeningen, Politidirektøren i København, Rigspolitichefen og

Politiforbundet i Danmark. Justitsministeriet har ligeledes drøftet sagen med

Advokatrådet og Landsforeningen af beskikkede Advokater samt med

repræsentanter

for pressen.

2. Overordnede hensyn

2.1. Størst mulig åbenhed

om politiets arbejde

Politiet er statens centrale

myndighed med hensyn til håndhævelse af lov og orden.

Efter retsplejelovens § 108

er politiets opgave således at opretholde sikkerhed, fred og orden, at påse

overholdelsen af love og vedtægter samt at foretage det fornødne til

forhindring af forbrydelser og til efterforskning og forfølgning af sådanne.

Politiet er ved retsplejelovens øvrige bestemmelser tillagt en række efter

omstændighederne vidtgående beføjelser til at foretage tvangsindgreb overfor

borgerne.

Det er bl.a. derfor meget

vigtigt, at der er størst mulig åbenhed om politiets arbejde. En sådan

åbenhed

bidrager til, at der ikke opstår uberettigede rygter og myter om politiets

virksomhed, og derved til at sikre samfundets almindelige tillid til

politiet.

Karakteren af den

virksomhed, som politiet udøver, indebærer samtidig, at der i en række

sammenhænge må være begrænsninger i åbenheden. Det skyldes bl.a. hensynet til

politiets funktionsdygtighed (nedenfor pkt. 2.2) og hensynet til

lovgivningens

regler om tavshedspligt mv. (nedenfor pkt. 2.3).

2.2. Politiets

funktionsdygtighed

Som anført ovenfor er

politiets centrale opgave at opretholde sikkerhed, fred og orden.

Hensynet til åbenhed om

politiets arbejde vil derfor i alle tilfælde skulle afvejes i forhold til, at

politiet skal være funktionsdygtigt og herunder kunne løse sine opgaver med

den

fornødne hurtighed.

En sådan afvejning vil

navnlig kunne være relevant i tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om

etablering

af et særligt samarbejde som omtalt ovenfor under pkt. 1, og hvor det må

overvejes, om et sådant samarbejde - og de vilkår herfor, som i givet fald må

fastsættes

- er forenelige med almindelige politifaglige hensyn i den konkrete

situation.

Der henvises nærmere til pkt. 4 nedenfor.

2.3. Principperne om

tavshedspligt og beskyttelse af privatlivets fred

Politiet er omfattet af

lovgivningens almindelige regler om tavshedspligt.

Den centrale bestemmelse er

straffelovens § 152. Efter denne bestemmelses stk. 1 er det strafbart for

den,

som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, uberettiget at

videregive eller udnytte fortrolige oplysninger, som den pågældende i den

forbindelse har fået kendskab til.

Efter bestemmelsens stk. 3

er en oplysning fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er

betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den

for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.

Det

følger af forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6, at bl.a. hensynet til

enkeltpersoners forhold (herunder strafbare forhold) kan begrunde, at en

oplysning må anses for fortrolig.

Det er alene den

"uberettigede" videregivelse af fortrolige oplysninger, som efter

straffeloven er retsstridig. Det beror derfor i princippet i alle tilfælde på

en nærmere konkret vurdering, om den pågældende myndighed i en given

situation

er berettiget til at videregive sådanne oplysninger til andre, herunder

pressen. Det må i den forbindelse bl.a. indgå, om der foreligger samtykke fra

den, som oplysningerne angår, om oplysningerne videregives i anonymiseret

form,

hvilke hensyn der taler for at videregive oplysningerne, og om der er tale om

oplysninger om forhold, som allerede - helt eller delvis - er offentligt

kendte. Der henvises nærmere til pkt. 3 nedenfor.

Bestemmelsen i straffelovens

§ 152 suppleres bl.a. af lovens § 264 d. Efter denne bestemmelse er det

strafbart uberettiget at videregive meddelelser eller billeder vedrørende en

andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under

omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Denne

bestemmelse gælder - i modsætning til § 152, der alene omfatter ansatte i

offentlig tjeneste eller hverv - også for pressen.

Om bestemmelsen kan i øvrigt

henvises til Kommenteret Straffelov, side 339 ff. Her omtales bl.a.

betydningen

af, at der foreligger samtykke fra den, som oplysningerne angår, og det

anføres

i den forbindelse, at et eventuelt samtykke til enhver tid kan tages tilbage.

Endvidere anføres, at det er den person, som oplysningerne angår, der skal

give

samtykket, og at politiet således f.eks. ikke kan give en fjernsynsfotograf

tilladelse til at videregive billeder af anholdte eller detentionsanbragte.

Ud over lovgivningens

udtrykkelige bestemmelser skal offentlige myndigheder - herunder politiet -

også iagttage almindelige principper om god forvaltningsskik. Af disse

principper følger bl.a., at politiet under alle omstændigheder skal behandle

de

personer, som man kommer i berøring med, med den fornødne hensynsfuldhed og

herunder f.eks. tage i betragtning, at de pågældende - uanset om der er tale

om

mistænkte, sigtede, forurettede, vidner eller andre - ofte vil befinde sig i

en

udsat og sårbar situation.

3. Politiets almindelige

videregivelse af oplysninger til pressen

3.1.

Det almindelige udgangspunkt er, at politiet ikke - heller

ikke efter begæring - har

pligt

til at give pressen oplysninger om

forløbet af konkrete straffesager mv. Det skyldes bl.a., at adgangen til

aktindsigt efter offentlighedsloven ikke gælder for sager inden for

strafferetsplejen, jf. lovens § 2, stk. 1, 1. pkt.

Ofte vil forholdet

imidlertid være det, at politiet selv - bl.a. på baggrund af det hensyn til

størst mulig åbenhed, der er omtalt ovenfor under pkt. 2.1 - gerne vil

orientere pressen om sager, der af den ene eller anden grund kan have

offentlig

interesse. I sådanne tilfælde er spørgsmålet, om politiet har

ret

til

dette efter reglerne om tavshedspligt mv.

Retsplejeloven indeholder

enkelte bestemmelser herom:

Det er således i

retsplejelovens § 818 bestemt, at politiet kun under nærmere angivne

omstændigheder må offentliggøre signalement eller andre oplysninger, der er

egnede til at fastlægge identiteten af en formodet gerningsmand. Bl.a. skal

offentliggørelsen være af væsentlig betydning for efterforskningen, herunder

for fastlæggelsen af den pågældendes identitet eller for at forebygge

yderligere lovovertrædelser.

På tilsvarende måde må der

efter lovens § 819 kun bringes offentlige efterlysninger under nærmere

angivne

restriktive betingelser. Det er bl.a. en betingelse, at efterlysning må

antages

at være af afgørende betydning for strafforfølgningens gennemførelse eller

for

at forebygge yderligere lovovertrædelser.

Om bestemmelserne i

retsplejelovens §§ 1016 a og 1017, stk. 2, nr. 3, henvises til pkt. 3.2

nedenfor.

Uden for de tilfælde, der er

særligt reguleret i retsplejeloven, beror vurderingen af, om videregivelse af

oplysninger fra konkrete straffesager mv. til pressen er berettiget, på

straffelovens almindelige regler om tavshedspligt og på almindelige

principper

om god forvaltningsskik.

Efter disse regler afhænger

det principielt af en konkret vurdering i den enkelte situation, om en sådan

videregivelse kan anses for berettiget, jf. ovenfor pkt. 2.3. Det må således

bl.a. afhænge af karakteren af den enkelte sag og den interesse, som

offentligheden

kan have i den, hvilke oplysninger der kan og bør videregives til pressen, og

i

givet fald på hvilken måde.

Det klare udgangspunkt er

imidlertid, at videregivelse ikke kan ske, såfremt der herved røbes

oplysninger

om de berørte enkeltpersoner, medmindre oplysningerne gives i helt

anonymiseret

form. Et tilsvarende udgangspunkt kan siges at følge af de særlige regler i

retsplejeloven om offentliggørelse af signalement og efterlysninger, der er

omtalt ovenfor.

Det må samtidig

understreges, at selv om tavshedspligten som anført sætter væsentlige grænser

for, hvad der kan oplyses om berørte enkeltpersoner mv., er den på ingen måde

ensbetydende med, at politiet er afskåret fra i rimeligt omfang at orientere

pressen - og derigennem offentligheden - om forløbet af straffesager af

offentlig interesse. Der er således intet til hinder for, at politiet - under

iagttagelse af bl.a. hensynet til de berørte enkeltpersoner, jf. ovenfor -

mere

generelt orienterer pressen om forløbet af og status for efterforskningen i

konkrete sager.

Særlige forhold kan gøre sig

gældende i tilfælde, hvor det allerede er offentligt kendt, hvem de

implicerede

enkeltpersoner er. Der kan f.eks. være tale om, at de pågældende personer har

valgt selv at stå frem.

Den omstændighed, at de

berørte personers identitet allerede er offentligt kendt, indebærer i sig

selv

ikke

,

at oplysninger om de pågældende herefter kan videregives. Det vil således

også

i disse situationer bero på en helt konkret vurdering, i hvilket omfang

politiet kan orientere om sagens forløb, og det må herunder bl.a. indgå, i

hvilket omfang den pågældende selv har givet oplysninger om sagen til

offentligheden, og hvilke nye oplysninger der i givet fald vil komme frem om

vedkommendes forhold. I den forbindelse må det under alle omstændigheder som

helt overvejende regel ikke forekomme, at der gives oplysninger til pressen -

f.eks. om, at der er rejst sigtelse - som den pågældende selv ikke forinden

er

bekendt med.

Der kan endelig være grund

til at fremhæve, at reglerne om tavshedspligt som udgangspunkt gælder helt

uafhængigt af, hvem den eller de berørte enkeltpersoner er. Det forhold, at

en

efterforskning eller tiltale rettes mod personer, der som f.eks. skuespillere

eller politikere er almindelig kendt af offentligheden, eller mod sådanne

personers nærmeste familie mv., har således i almindelighed ingen betydning

for

politiets adgang til at offentliggøre oplysninger om sagen.

3.2.

Det ovenfor anførte vedrører den tavshedspligt, der gælder af

hensyn til de berørte enkeltpersoner. Det er selvsagt i alle tilfælde en

forudsætning, at en orientering af pressen sker inden for rammer, der sikrer,

at politiets videre arbejde med opklaring mv. af den pågældende sag ikke

unødigt hindres eller vanskeliggøres.

Det er ligeledes en

forudsætning, at oplysninger til pressen ikke videregives på en måde, som kan

være egnet til at rejse tvivl om, at politiet og anklagemyndigheden udfører

deres undersøgelser i overensstemmelse med almindelige principper om

saglighed

og objektivitet. Der kan i den forbindelse henvises til bestemmelsen i

retsplejelovens § 1016 a. Efter denne bestemmelse må ingen, som i embeds

medfør

er beskæftiget med en straffesag, uden for retten udtale sig til

offentligheden

om skyldsspørgsmålet, så længe sagen ikke er pådømt eller bortfaldet.

Endvidere

er det - så længe endelig dom i en straffesag ikke er afsagt - strafbart at

fremsætte udtalelser, der er egnet til på uforsvarlig måde at påvirke

dommerne,

domsmændene eller nævningerne med hensyn til sagens afgørelse, jf. § 1017,

stk.

2, nr. 3.

De nævnte bestemmelser og

almindelige principper om saglighed og objektivitet indebærer ikke, at

politiet

er afskåret fra at give udtryk for enhver vurdering af spørgsmål i den

pågældende sag. I tilfælde, hvor der f.eks. er truffet beslutning om at

fremstille

en sigtet i grundlovsforhør med henblik på at begære den pågældende

varetægtsfængslet, vil det således bl.a. kunne siges, at det er politiets

opfattelse, at det fornødne mistankegrundlag efter retsplejeloven er til

stede.

Der bør imidlertid ikke fremsættes udtalelser eller afgives oplysninger til

pressen, som mere konkret indeholder tilkendegivelser om politiets eller

vedkommende polititjenestemands opfattelse af de foreliggende beviser mv.

4. Særligt samarbejde

mellem politiet og pressen

4.1.

Beskrivelsen ovenfor under pkt. 3 angår sædvanlige tilfælde,

hvor der opstår spørgsmål om politiets adgang til - typisk i forbindelse med

interviews - at give pressen oplysninger om forløbet af konkrete

straffesager.

I de senere år er det

forekommet, at der er etableret en mere direkte og umiddelbar adgang for

pressen til at følge politiets arbejde.

Et sådant særligt samarbejde

mellem politiet og pressen kan have forskellige former. Der kan bl.a. være

tale

om, at medarbejdere fra pressen ønsker en særlig adgang til at følge

politiets

virksomhed over for borgerne, f.eks. ved at ledsage politiet under patrulje,

almindelige politiforretninger eller særlige målrettede aktiviteter eller ved

at overvære politiets arbejde på politistationen.

Ofte vil der være tale om,

at der samtidig ønskes adgang til at fotografere eller foretage film-

og/eller

lydoptagelser. Ordningen kan imidlertid også have et mere begrænset formål,

herunder at den pågældende journalist alene følger med de pågældende

polititjenestemænd for efterfølgende at skildre forholdene i almindelig

reportageform.

4.2.

Et samarbejde af den nævnte karakter vil fra pressens side

ofte have til formål at give offentligheden et mere spontant og

virkelighedsnært indblik i politiets arbejde, end f.eks. den almindelige

interviewform

giver mulighed for.

Et sådant formål er i god

overensstemmelse med almindelige synspunkter om størst mulig åbenhed om

politiets arbejde.

Erfaringen viser samtidig,

at et samarbejde af den her beskrevne karakter kan give anledning til

vanskelige problemstillinger i relation til de gældende regler og principper

om

tavshedspligt mv.

Dette skyldes bl.a., at den

omtalte form for samarbejde i sagens natur - når det først er etableret - for

politiet indebærer et mere uforudsigeligt og "ukontrolleret" forløb

end de sædvanlige tilfælde, hvor repræsentanter for politiet interviewes til

pressen, og hvor politiet på forhånd kan fastlægge, hvilke oplysninger der

kan

og bør gives. Det må også spille ind, at det nævnte særlige samarbejde efter

omstændighederne vil indebære, at pressen - f.eks. via film- og

billedoptagelser - kan viderebringe følsomme oplysninger om de berørte

enkeltpersoner i en form, som de pågældende kan opfatte som i særlig grad

belastende eller ydmygende.

4.3.

Det er efter Justitsministeriets opfattelse ikke muligt i

generel form at give mere præcise anvisninger på, i hvilke tilfælde politiet

kan og bør imødekomme et ønske fra pressen om samarbejde af den her

omhandlede

karakter, og i givet fald på hvilke nærmere vilkår. Rammerne herfor vil

f.eks.

afhænge af, hvilken nærmere form samarbejdet skal have, herunder om der er

tale

om filmoptagelser mv. eller alene om almindelig reportagevirksomhed.

Endvidere

vil det bl.a. have betydning, om pressen kun er til stede på offentligt

tilgængelige veje og gader mv., eller om der også gives adgang til f.eks.

politistationen eller politiets lokaliteter i øvrigt.

Der kan imidlertid peges på

en række forhold, som - ud over de allerede anførte - må indgå i

overvejelserne

om, hvorvidt et samarbejde af den omhandlede karakter skal etableres, og

hvordan det i givet fald nærmere skal gennemføres:

·

Det må i alle tilfælde være en

grundlæggende betingelse, at pressens tilstedeværelse ikke forsinker eller

vanskeliggør politiets arbejde. Bl.a. i tilfælde, hvor det - som beskrevet

nedenfor - vil være nødvendigt at indhente samtykke fra de berørte

enkeltpersoner, må det således grundigt overvejes, om en sådan procedure er

forenelig med almindelige politifaglige hensyn i den foreliggende situation.

·

Det vil - på grund af reglerne om

tavshedspligt m.v. - i en række tilfælde være en afgørende forudsætning, at

der

forudgående er givet samtykke fra de berørte enkeltpersoner. Det gælder

f.eks.

i tilfælde, hvor pressen i forbindelse med ophold på den pågældende

politistation ønsker adgang til at optage billeder af personer, der er

anholdt,

eller som i øvrigt er i en situation, der tilsiger, at deres forhold ikke

uden

videre blotlægges for pressen. Det gælder også bl.a. i tilfælde, hvor der -

helt undtagelsesvis - måtte opstå spørgsmål om at lade pressen være til stede

under gennemførelse af politiforretninger i private hjem.

·

På frit tilgængelige steder - hvor pressen

således under alle omstændigheder ville kunne opholde sig - kan der ikke

stilles krav om samtykke fra de berørte enkeltpersoner. Et krav om samtykke

vil

dog gælde i særlige tilfælde, f.eks. hvor det alene eller helt overvejende er

i

kraft af politiets bistand, at pressen kommer i kontakt med de nævnte

personer.

Herudover gælder, at politiet som følge af principperne om god

forvaltningsskik

i alle tilfælde må sikre, at der tages de fornødne hensyn til de omhandlede

enkeltpersoner, f.eks. ved om nødvendigt at sørge for, at pressen holdes på

en

rimelig fysisk afstand af begivenhederne.

·

Der kan ikke antages at være noget til

hinder for, at det overlades til pressen at tilvejebringe det fornødne

samtykke, men politiet har i alle tilfælde et selvstændigt ansvar for, at

gyldigt samtykke foreligger.

·

Det må i den forbindelse tages i

betragtning, at et gyldigt samtykke ikke kan gives af en person, der f.eks.

på

grund af sin almindelige tilstand eller påvirkethed af alkohol, narkotika

eller

medicin mv. ikke i fornødent omfang er i stand til at overskue betydningen og

rækkevidden heraf. Samtykket skal også indhentes på et sprog, som den

pågældende forstår.

·

Endvidere må det bl.a. indgå, at et

eventuelt samtykke til enhver tid vil kunne tilbagekaldes med den virkning,

at

politiet må afbryde samarbejdet.

·

Er der efter det anførte grundlag for at

imødekomme et ønske fra pressen om en særlig adgang til at følge politiet, må

det overvejes, om der skal fastsættes nærmere vilkår for ordningen. Der kan

bl.a. være tale om, at ordningen alene omfatter bestemte lokaliteter eller

bestemte former for politiforretninger. Der kan efter omstændighederne også

være tale om, at politiet betinger sig ret til efterfølgende at gennemse de

pågældende filmoptagelser mv. Formålet hermed må selvsagt ikke være at føre

kontrol med f.eks. de synspunkter om politiets indsats, som pressen eventuelt

ønsker at give udtryk for, men alene at sikre, at der ikke bliver tale om at

viderebringe optagelser mv. til offentligheden i strid med principperne om

tavshedspligt og privatlivets fred eller til skade for politiets

funktionsdygtighed, f.eks. ved afsløring af polititaktiske forhold.

·

Det må endvidere overvejes, om der i givet

fald bør indgås en egentlig skriftlig aftale mellem politiet og pressen. En

skriftlig aftale vil f.eks. kunne sikre, at alle parter er opmærksomme på de

almindelige principper, der gælder for et sådant samarbejde, og på eventuelle

særlige vilkår, som der måtte være behov for at fastsætte, jf. ovenfor.

·

Politiet vil under et samarbejde af den

omhandlede karakter kunne give de anvisninger til pressen, som i det enkelte

tilfælde findes nødvendige af hensyn til en korrekt og hensigtsmæssig

gennemførelse af den pågældende politiforretning. Herunder vil politiet kunne

afbryde samarbejdet, hvis de nævnte hensyn tilsiger det.

·

Det kan tilføjes, at pressen i alle

tilfælde vil skulle iagttage almindelige krav til god presseskik. Herunder

stilles bl.a. krav til pressen om - såvel ved tilvejebringelse af oplysninger

og billedmateriale mv. som ved anvendelse heraf - at tage hensyn til de

berørte

personers krav på respekt for deres personlige integritet og privatliv og til

behovet for beskyttelse mod ubeføjet krænkelse. Der henvises endvidere til

det

under pkt. 2.3 anførte om straffelovens § 264 d.

Som det fremgår, kan

vurderingen af, om et ønske fra pressens side om et særligt samarbejde med

politiet skal imødekommes, være vanskelig og herunder bero på mere juridisk

prægede overvejelser. På den baggrund bør beslutningen herom i almindelighed

træffes af politimesteren (politidirektøren) eller af den, som politimesteren

i

de enkelte tilfælde bemyndiger til det.

Justitsministeriet, den 27. juni

2003

Lennart Lindblom

Lignende dokumenter