Cirkulæreskrivelse om nogle spørgsmål vedrørende politiets samarbejde med pressen
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Cirkulæreskrivelse om nogle spørgsmål vedrørende politiets
samarbejde med pressen
1. Baggrund og
problemstilling
Pressens brug af bl.a.
billeder og filmoptagelser fra politiforretninger mv., hvor pressen efter
særlig aftale med politiet har været til stede, har i de senere år givet
anledning til flere klagesager i Justitsministeriet.
Disse sager har vist, at en
sådan form for samarbejde mellem politi og presse giver anledning til
vanskelige spørgsmål om afvejningen mellem på den ene side det almindelige
hensyn til størst mulig åbenhed om politiets arbejde og på den anden side
hensynet til bl.a. principperne om tavshedspligt og beskyttelse af
privatlivets
fred.
Justitsministeriet har på
den baggrund fundet det rigtigst at orientere om de regler, som efter
lovgivningen
og almindelige retsprincipper gælder for et samarbejde af den nævnte
karakter.
I tilknytning hertil har Justitsministeriet tillige fundet det naturligt at
redegøre for de regler om tavshedspligt, som har betydning for politiets
samarbejde med pressen i øvrigt.
Nedenfor under
pkt. 2
omtales de overordnede hensyn, som gør sig gældende på området. Under
pkt. 3
omtales herefter de almindelige regler og principper for, i hvilket omfang
politiet er berettiget til at give pressen oplysninger om konkrete
straffesager
Læs alt
mv. Under pkt. 4 omtales nogle særlige spørgsmål, der kan opstå, når det
kommer
på tale at etablere et videregående samarbejde af den ovennævnte karakter,
f.eks. således at der gives pressen adgang til at fotografere eller optage
billeder på en politistation eller til at ledsage politiet under
patruljekørsel.
Cirkulæreskrivelsen bygger
bl.a. på drøftelser med Rigsadvokaten, Statsadvokatforeningen,
Politimesterforeningen, Politidirektøren i København, Rigspolitichefen og
Politiforbundet i Danmark. Justitsministeriet har ligeledes drøftet sagen med
Advokatrådet og Landsforeningen af beskikkede Advokater samt med
repræsentanter
for pressen.
2. Overordnede hensyn
2.1. Størst mulig åbenhed
om politiets arbejde
Politiet er statens centrale
myndighed med hensyn til håndhævelse af lov og orden.
Efter retsplejelovens § 108
er politiets opgave således at opretholde sikkerhed, fred og orden, at påse
overholdelsen af love og vedtægter samt at foretage det fornødne til
forhindring af forbrydelser og til efterforskning og forfølgning af sådanne.
Politiet er ved retsplejelovens øvrige bestemmelser tillagt en række efter
omstændighederne vidtgående beføjelser til at foretage tvangsindgreb overfor
borgerne.
Det er bl.a. derfor meget
vigtigt, at der er størst mulig åbenhed om politiets arbejde. En sådan
åbenhed
bidrager til, at der ikke opstår uberettigede rygter og myter om politiets
virksomhed, og derved til at sikre samfundets almindelige tillid til
politiet.
Karakteren af den
virksomhed, som politiet udøver, indebærer samtidig, at der i en række
sammenhænge må være begrænsninger i åbenheden. Det skyldes bl.a. hensynet til
politiets funktionsdygtighed (nedenfor pkt. 2.2) og hensynet til
lovgivningens
regler om tavshedspligt mv. (nedenfor pkt. 2.3).
2.2. Politiets
funktionsdygtighed
Som anført ovenfor er
politiets centrale opgave at opretholde sikkerhed, fred og orden.
Hensynet til åbenhed om
politiets arbejde vil derfor i alle tilfælde skulle afvejes i forhold til, at
politiet skal være funktionsdygtigt og herunder kunne løse sine opgaver med
den
fornødne hurtighed.
En sådan afvejning vil
navnlig kunne være relevant i tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om
etablering
af et særligt samarbejde som omtalt ovenfor under pkt. 1, og hvor det må
overvejes, om et sådant samarbejde - og de vilkår herfor, som i givet fald må
fastsættes
- er forenelige med almindelige politifaglige hensyn i den konkrete
situation.
Der henvises nærmere til pkt. 4 nedenfor.
2.3. Principperne om
tavshedspligt og beskyttelse af privatlivets fred
Politiet er omfattet af
lovgivningens almindelige regler om tavshedspligt.
Den centrale bestemmelse er
straffelovens § 152. Efter denne bestemmelses stk. 1 er det strafbart for
den,
som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, uberettiget at
videregive eller udnytte fortrolige oplysninger, som den pågældende i den
forbindelse har fået kendskab til.
Efter bestemmelsens stk. 3
er en oplysning fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er
betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den
for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.
Det
følger af forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6, at bl.a. hensynet til
enkeltpersoners forhold (herunder strafbare forhold) kan begrunde, at en
oplysning må anses for fortrolig.
Det er alene den
"uberettigede" videregivelse af fortrolige oplysninger, som efter
straffeloven er retsstridig. Det beror derfor i princippet i alle tilfælde på
en nærmere konkret vurdering, om den pågældende myndighed i en given
situation
er berettiget til at videregive sådanne oplysninger til andre, herunder
pressen. Det må i den forbindelse bl.a. indgå, om der foreligger samtykke fra
den, som oplysningerne angår, om oplysningerne videregives i anonymiseret
form,
hvilke hensyn der taler for at videregive oplysningerne, og om der er tale om
oplysninger om forhold, som allerede - helt eller delvis - er offentligt
kendte. Der henvises nærmere til pkt. 3 nedenfor.
Bestemmelsen i straffelovens
§ 152 suppleres bl.a. af lovens § 264 d. Efter denne bestemmelse er det
strafbart uberettiget at videregive meddelelser eller billeder vedrørende en
andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under
omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Denne
bestemmelse gælder - i modsætning til § 152, der alene omfatter ansatte i
offentlig tjeneste eller hverv - også for pressen.
Om bestemmelsen kan i øvrigt
henvises til Kommenteret Straffelov, side 339 ff. Her omtales bl.a.
betydningen
af, at der foreligger samtykke fra den, som oplysningerne angår, og det
anføres
i den forbindelse, at et eventuelt samtykke til enhver tid kan tages tilbage.
Endvidere anføres, at det er den person, som oplysningerne angår, der skal
give
samtykket, og at politiet således f.eks. ikke kan give en fjernsynsfotograf
tilladelse til at videregive billeder af anholdte eller detentionsanbragte.
Ud over lovgivningens
udtrykkelige bestemmelser skal offentlige myndigheder - herunder politiet -
også iagttage almindelige principper om god forvaltningsskik. Af disse
principper følger bl.a., at politiet under alle omstændigheder skal behandle
de
personer, som man kommer i berøring med, med den fornødne hensynsfuldhed og
herunder f.eks. tage i betragtning, at de pågældende - uanset om der er tale
om
mistænkte, sigtede, forurettede, vidner eller andre - ofte vil befinde sig i
en
udsat og sårbar situation.
3. Politiets almindelige
videregivelse af oplysninger til pressen
3.1.
Det almindelige udgangspunkt er, at politiet ikke - heller
ikke efter begæring - har
pligt
til at give pressen oplysninger om
forløbet af konkrete straffesager mv. Det skyldes bl.a., at adgangen til
aktindsigt efter offentlighedsloven ikke gælder for sager inden for
strafferetsplejen, jf. lovens § 2, stk. 1, 1. pkt.
Ofte vil forholdet
imidlertid være det, at politiet selv - bl.a. på baggrund af det hensyn til
størst mulig åbenhed, der er omtalt ovenfor under pkt. 2.1 - gerne vil
orientere pressen om sager, der af den ene eller anden grund kan have
offentlig
interesse. I sådanne tilfælde er spørgsmålet, om politiet har
ret
til
dette efter reglerne om tavshedspligt mv.
Retsplejeloven indeholder
enkelte bestemmelser herom:
Det er således i
retsplejelovens § 818 bestemt, at politiet kun under nærmere angivne
omstændigheder må offentliggøre signalement eller andre oplysninger, der er
egnede til at fastlægge identiteten af en formodet gerningsmand. Bl.a. skal
offentliggørelsen være af væsentlig betydning for efterforskningen, herunder
for fastlæggelsen af den pågældendes identitet eller for at forebygge
yderligere lovovertrædelser.
På tilsvarende måde må der
efter lovens § 819 kun bringes offentlige efterlysninger under nærmere
angivne
restriktive betingelser. Det er bl.a. en betingelse, at efterlysning må
antages
at være af afgørende betydning for strafforfølgningens gennemførelse eller
for
at forebygge yderligere lovovertrædelser.
Om bestemmelserne i
retsplejelovens §§ 1016 a og 1017, stk. 2, nr. 3, henvises til pkt. 3.2
nedenfor.
Uden for de tilfælde, der er
særligt reguleret i retsplejeloven, beror vurderingen af, om videregivelse af
oplysninger fra konkrete straffesager mv. til pressen er berettiget, på
straffelovens almindelige regler om tavshedspligt og på almindelige
principper
om god forvaltningsskik.
Efter disse regler afhænger
det principielt af en konkret vurdering i den enkelte situation, om en sådan
videregivelse kan anses for berettiget, jf. ovenfor pkt. 2.3. Det må således
bl.a. afhænge af karakteren af den enkelte sag og den interesse, som
offentligheden
kan have i den, hvilke oplysninger der kan og bør videregives til pressen, og
i
givet fald på hvilken måde.
Det klare udgangspunkt er
imidlertid, at videregivelse ikke kan ske, såfremt der herved røbes
oplysninger
om de berørte enkeltpersoner, medmindre oplysningerne gives i helt
anonymiseret
form. Et tilsvarende udgangspunkt kan siges at følge af de særlige regler i
retsplejeloven om offentliggørelse af signalement og efterlysninger, der er
omtalt ovenfor.
Det må samtidig
understreges, at selv om tavshedspligten som anført sætter væsentlige grænser
for, hvad der kan oplyses om berørte enkeltpersoner mv., er den på ingen måde
ensbetydende med, at politiet er afskåret fra i rimeligt omfang at orientere
pressen - og derigennem offentligheden - om forløbet af straffesager af
offentlig interesse. Der er således intet til hinder for, at politiet - under
iagttagelse af bl.a. hensynet til de berørte enkeltpersoner, jf. ovenfor -
mere
generelt orienterer pressen om forløbet af og status for efterforskningen i
konkrete sager.
Særlige forhold kan gøre sig
gældende i tilfælde, hvor det allerede er offentligt kendt, hvem de
implicerede
enkeltpersoner er. Der kan f.eks. være tale om, at de pågældende personer har
valgt selv at stå frem.
Den omstændighed, at de
berørte personers identitet allerede er offentligt kendt, indebærer i sig
selv
ikke
,
at oplysninger om de pågældende herefter kan videregives. Det vil således
også
i disse situationer bero på en helt konkret vurdering, i hvilket omfang
politiet kan orientere om sagens forløb, og det må herunder bl.a. indgå, i
hvilket omfang den pågældende selv har givet oplysninger om sagen til
offentligheden, og hvilke nye oplysninger der i givet fald vil komme frem om
vedkommendes forhold. I den forbindelse må det under alle omstændigheder som
helt overvejende regel ikke forekomme, at der gives oplysninger til pressen -
f.eks. om, at der er rejst sigtelse - som den pågældende selv ikke forinden
er
bekendt med.
Der kan endelig være grund
til at fremhæve, at reglerne om tavshedspligt som udgangspunkt gælder helt
uafhængigt af, hvem den eller de berørte enkeltpersoner er. Det forhold, at
en
efterforskning eller tiltale rettes mod personer, der som f.eks. skuespillere
eller politikere er almindelig kendt af offentligheden, eller mod sådanne
personers nærmeste familie mv., har således i almindelighed ingen betydning
for
politiets adgang til at offentliggøre oplysninger om sagen.
3.2.
Det ovenfor anførte vedrører den tavshedspligt, der gælder af
hensyn til de berørte enkeltpersoner. Det er selvsagt i alle tilfælde en
forudsætning, at en orientering af pressen sker inden for rammer, der sikrer,
at politiets videre arbejde med opklaring mv. af den pågældende sag ikke
unødigt hindres eller vanskeliggøres.
Det er ligeledes en
forudsætning, at oplysninger til pressen ikke videregives på en måde, som kan
være egnet til at rejse tvivl om, at politiet og anklagemyndigheden udfører
deres undersøgelser i overensstemmelse med almindelige principper om
saglighed
og objektivitet. Der kan i den forbindelse henvises til bestemmelsen i
retsplejelovens § 1016 a. Efter denne bestemmelse må ingen, som i embeds
medfør
er beskæftiget med en straffesag, uden for retten udtale sig til
offentligheden
om skyldsspørgsmålet, så længe sagen ikke er pådømt eller bortfaldet.
Endvidere
er det - så længe endelig dom i en straffesag ikke er afsagt - strafbart at
fremsætte udtalelser, der er egnet til på uforsvarlig måde at påvirke
dommerne,
domsmændene eller nævningerne med hensyn til sagens afgørelse, jf. § 1017,
stk.
2, nr. 3.
De nævnte bestemmelser og
almindelige principper om saglighed og objektivitet indebærer ikke, at
politiet
er afskåret fra at give udtryk for enhver vurdering af spørgsmål i den
pågældende sag. I tilfælde, hvor der f.eks. er truffet beslutning om at
fremstille
en sigtet i grundlovsforhør med henblik på at begære den pågældende
varetægtsfængslet, vil det således bl.a. kunne siges, at det er politiets
opfattelse, at det fornødne mistankegrundlag efter retsplejeloven er til
stede.
Der bør imidlertid ikke fremsættes udtalelser eller afgives oplysninger til
pressen, som mere konkret indeholder tilkendegivelser om politiets eller
vedkommende polititjenestemands opfattelse af de foreliggende beviser mv.
4. Særligt samarbejde
mellem politiet og pressen
4.1.
Beskrivelsen ovenfor under pkt. 3 angår sædvanlige tilfælde,
hvor der opstår spørgsmål om politiets adgang til - typisk i forbindelse med
interviews - at give pressen oplysninger om forløbet af konkrete
straffesager.
I de senere år er det
forekommet, at der er etableret en mere direkte og umiddelbar adgang for
pressen til at følge politiets arbejde.
Et sådant særligt samarbejde
mellem politiet og pressen kan have forskellige former. Der kan bl.a. være
tale
om, at medarbejdere fra pressen ønsker en særlig adgang til at følge
politiets
virksomhed over for borgerne, f.eks. ved at ledsage politiet under patrulje,
almindelige politiforretninger eller særlige målrettede aktiviteter eller ved
at overvære politiets arbejde på politistationen.
Ofte vil der være tale om,
at der samtidig ønskes adgang til at fotografere eller foretage film-
og/eller
lydoptagelser. Ordningen kan imidlertid også have et mere begrænset formål,
herunder at den pågældende journalist alene følger med de pågældende
polititjenestemænd for efterfølgende at skildre forholdene i almindelig
reportageform.
4.2.
Et samarbejde af den nævnte karakter vil fra pressens side
ofte have til formål at give offentligheden et mere spontant og
virkelighedsnært indblik i politiets arbejde, end f.eks. den almindelige
interviewform
giver mulighed for.
Et sådant formål er i god
overensstemmelse med almindelige synspunkter om størst mulig åbenhed om
politiets arbejde.
Erfaringen viser samtidig,
at et samarbejde af den her beskrevne karakter kan give anledning til
vanskelige problemstillinger i relation til de gældende regler og principper
om
tavshedspligt mv.
Dette skyldes bl.a., at den
omtalte form for samarbejde i sagens natur - når det først er etableret - for
politiet indebærer et mere uforudsigeligt og "ukontrolleret" forløb
end de sædvanlige tilfælde, hvor repræsentanter for politiet interviewes til
pressen, og hvor politiet på forhånd kan fastlægge, hvilke oplysninger der
kan
og bør gives. Det må også spille ind, at det nævnte særlige samarbejde efter
omstændighederne vil indebære, at pressen - f.eks. via film- og
billedoptagelser - kan viderebringe følsomme oplysninger om de berørte
enkeltpersoner i en form, som de pågældende kan opfatte som i særlig grad
belastende eller ydmygende.
4.3.
Det er efter Justitsministeriets opfattelse ikke muligt i
generel form at give mere præcise anvisninger på, i hvilke tilfælde politiet
kan og bør imødekomme et ønske fra pressen om samarbejde af den her
omhandlede
karakter, og i givet fald på hvilke nærmere vilkår. Rammerne herfor vil
f.eks.
afhænge af, hvilken nærmere form samarbejdet skal have, herunder om der er
tale
om filmoptagelser mv. eller alene om almindelig reportagevirksomhed.
Endvidere
vil det bl.a. have betydning, om pressen kun er til stede på offentligt
tilgængelige veje og gader mv., eller om der også gives adgang til f.eks.
politistationen eller politiets lokaliteter i øvrigt.
Der kan imidlertid peges på
en række forhold, som - ud over de allerede anførte - må indgå i
overvejelserne
om, hvorvidt et samarbejde af den omhandlede karakter skal etableres, og
hvordan det i givet fald nærmere skal gennemføres:
·
Det må i alle tilfælde være en
grundlæggende betingelse, at pressens tilstedeværelse ikke forsinker eller
vanskeliggør politiets arbejde. Bl.a. i tilfælde, hvor det - som beskrevet
nedenfor - vil være nødvendigt at indhente samtykke fra de berørte
enkeltpersoner, må det således grundigt overvejes, om en sådan procedure er
forenelig med almindelige politifaglige hensyn i den foreliggende situation.
·
Det vil - på grund af reglerne om
tavshedspligt m.v. - i en række tilfælde være en afgørende forudsætning, at
der
forudgående er givet samtykke fra de berørte enkeltpersoner. Det gælder
f.eks.
i tilfælde, hvor pressen i forbindelse med ophold på den pågældende
politistation ønsker adgang til at optage billeder af personer, der er
anholdt,
eller som i øvrigt er i en situation, der tilsiger, at deres forhold ikke
uden
videre blotlægges for pressen. Det gælder også bl.a. i tilfælde, hvor der -
helt undtagelsesvis - måtte opstå spørgsmål om at lade pressen være til stede
under gennemførelse af politiforretninger i private hjem.
·
På frit tilgængelige steder - hvor pressen
således under alle omstændigheder ville kunne opholde sig - kan der ikke
stilles krav om samtykke fra de berørte enkeltpersoner. Et krav om samtykke
vil
dog gælde i særlige tilfælde, f.eks. hvor det alene eller helt overvejende er
i
kraft af politiets bistand, at pressen kommer i kontakt med de nævnte
personer.
Herudover gælder, at politiet som følge af principperne om god
forvaltningsskik
i alle tilfælde må sikre, at der tages de fornødne hensyn til de omhandlede
enkeltpersoner, f.eks. ved om nødvendigt at sørge for, at pressen holdes på
en
rimelig fysisk afstand af begivenhederne.
·
Der kan ikke antages at være noget til
hinder for, at det overlades til pressen at tilvejebringe det fornødne
samtykke, men politiet har i alle tilfælde et selvstændigt ansvar for, at
gyldigt samtykke foreligger.
·
Det må i den forbindelse tages i
betragtning, at et gyldigt samtykke ikke kan gives af en person, der f.eks.
på
grund af sin almindelige tilstand eller påvirkethed af alkohol, narkotika
eller
medicin mv. ikke i fornødent omfang er i stand til at overskue betydningen og
rækkevidden heraf. Samtykket skal også indhentes på et sprog, som den
pågældende forstår.
·
Endvidere må det bl.a. indgå, at et
eventuelt samtykke til enhver tid vil kunne tilbagekaldes med den virkning,
at
politiet må afbryde samarbejdet.
·
Er der efter det anførte grundlag for at
imødekomme et ønske fra pressen om en særlig adgang til at følge politiet, må
det overvejes, om der skal fastsættes nærmere vilkår for ordningen. Der kan
bl.a. være tale om, at ordningen alene omfatter bestemte lokaliteter eller
bestemte former for politiforretninger. Der kan efter omstændighederne også
være tale om, at politiet betinger sig ret til efterfølgende at gennemse de
pågældende filmoptagelser mv. Formålet hermed må selvsagt ikke være at føre
kontrol med f.eks. de synspunkter om politiets indsats, som pressen eventuelt
ønsker at give udtryk for, men alene at sikre, at der ikke bliver tale om at
viderebringe optagelser mv. til offentligheden i strid med principperne om
tavshedspligt og privatlivets fred eller til skade for politiets
funktionsdygtighed, f.eks. ved afsløring af polititaktiske forhold.
·
Det må endvidere overvejes, om der i givet
fald bør indgås en egentlig skriftlig aftale mellem politiet og pressen. En
skriftlig aftale vil f.eks. kunne sikre, at alle parter er opmærksomme på de
almindelige principper, der gælder for et sådant samarbejde, og på eventuelle
særlige vilkår, som der måtte være behov for at fastsætte, jf. ovenfor.
·
Politiet vil under et samarbejde af den
omhandlede karakter kunne give de anvisninger til pressen, som i det enkelte
tilfælde findes nødvendige af hensyn til en korrekt og hensigtsmæssig
gennemførelse af den pågældende politiforretning. Herunder vil politiet kunne
afbryde samarbejdet, hvis de nævnte hensyn tilsiger det.
·
Det kan tilføjes, at pressen i alle
tilfælde vil skulle iagttage almindelige krav til god presseskik. Herunder
stilles bl.a. krav til pressen om - såvel ved tilvejebringelse af oplysninger
og billedmateriale mv. som ved anvendelse heraf - at tage hensyn til de
berørte
personers krav på respekt for deres personlige integritet og privatliv og til
behovet for beskyttelse mod ubeføjet krænkelse. Der henvises endvidere til
det
under pkt. 2.3 anførte om straffelovens § 264 d.
Som det fremgår, kan
vurderingen af, om et ønske fra pressens side om et særligt samarbejde med
politiet skal imødekommes, være vanskelig og herunder bero på mere juridisk
prægede overvejelser. På den baggrund bør beslutningen herom i almindelighed
træffes af politimesteren (politidirektøren) eller af den, som politimesteren
i
de enkelte tilfælde bemyndiger til det.
Justitsministeriet, den 27. juni
2003
Lennart Lindblom
Lignende dokumenter
- Politiets videregivelse til pressen af anmelders identitet Retsinformation · 16. februar 2019
- 2025-11. Henstilling om fri proces i sag om aktindsigt i anklageskrifter mod tidligere FE-chef og tidligere forsvarsminister Retsinformation · 7. oktober 2025
- SKAT har ikke imødekommet en anmodning fra [virksomhed1] A/S om aktindsigt i afslutningsrapporter for SKATs kontrolprojekter Landsskatteretten · 4. februar 2016
- 1992 LSF 262 FORSLAG TIL LOV OM MASSEMEDIERS INFORMATIONSDATABASER Retsinformation · 31. marts 1993
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvarsloven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser m.v.) Retsinformation · 4. oktober 2018
- 1990 BTL 132 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL MEDIEANSVARSLOV NR L 132 1990-91, 2. SAMLING Retsinformation · 23. maj 1991