1992 LSF 262 FORSLAG TIL LOV OM MASSEMEDIERS INFORMATIONSDATABASER
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kapitel 1
Almindelige bestemmelser
§ 1. Loven gælder for informationsdatabaser, der er massemedier,
eller som drives i tilknytning til en eller flere virksomheder, der udgiver
massemedier.
Stk. 2. Loven gælder dog ikke for informationsdatabaser, hvori der
udelukkende er indlagt allerede offentliggjorte periodiske skrifter eller
lyd- og billedprogrammer, der er omfattet af medieansvarslovens § 1, nr. 1
eller 2, eller dele heraf, når indlæggelsen i informationsdatabasen er sket
uændret i forhold til offentliggørelsen.
§ 2. Ved massemedier forstås de af medieansvarslovens § 1
omfattede massemedier.
Stk. 2. Ved informationsdatabaser forstås informationssystemer,
hvor der gøres brug af elektronisk databehandling i forbindelse med
formidling af nyheder og andre informationer.
Stk. 3. Ved redaktionelle informationsdatabaser forstås
informationsdatabaser eller klart adskilte dele heraf, der alene drives som
led i journalistisk eller redaktionelt arbejde med henblik på
offentliggørelse i et massemedie.
Kapitel 2
Redaktionelle informationsdatabaser
§ 3. En redaktionel informationsdatabase skal for at blive
omfattet af loven være anmeldt til Pressenævnet og Registertilsynet.
Stk. 2. Et massemedie kan indgive en anmeldelse omfattende
samtlige massemediets redaktionelle informationsdatabaser.
Stk. 3. Registertilsynet offentliggør hvert år en fortegnelse over
anmeldte redaktionelle informationsdatabaser.
§ 4. En redaktionel informationsdatabase må ikke være tilgængelig
for andre end massemediets journalister og redaktionsmedarbejdere.
Stk. 2. Journalister og redaktionsmedarbejdere må ikke få adgang
Læs alt
til eller benytte informationsdatabasen til andet end journalistisk eller
redaktionelt arbejde, der udføres med henblik på offentliggørelse i
massemediet.
Stk. 3. Informationer om enkeltpersoners rent private forhold,
herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske,
foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om
helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og
lignende, må ikke opbevares i informationsdatabasen, når der er forløbet 3 år
efter, at den begivenhed, der har givet anledning til optagelsen i databasen,
fandt sted, eller, hvis et sådant tidspunkt ikke kan fastsættes, 3 år efter,
at informationerne er optaget i informationsdatabasen.
Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 3 finder dog ikke anvendelse, hvis
informationerne lovligt har været offentliggjort i et massemedie, eller hvis
informationerne opfylder betingelserne for at være i en offentligt
tilgængelig informationsdatabase, jf. § 9, stk. 3 og 4.
§ 5. Der skal træffes de fornødne sikkerhedsforanstaltninger mod,
at uvedkommende får adgang til en redaktionel informationsdatabase, og mod,
at informationsdatabasen benyttes til uvedkommende formål.
Kapitel 3
Offentligt tilgængelige informationsdatabaser
§ 6. Andre informationsdatabaser end redaktionelle skal for at
være omfattet af loven være tilgængelige for enhver på almindelige
forretningsvilkår.
§ 7. En offentligt tilgængelig informationsdatabase skal for at
blive omfattet af loven være anmeldt til Pressenævnet og Registertilsynet med
angivelse af, hvem der er ansvarlig for informationsdatabasen.
Stk. 2. Sker der anmeldelse efter stk. 1, er informationsdatabasen
ikke samtidig omfattet af medieansvarsloven.
§ 8. Den, der driver en offentligt tilgængelig
informationsdatabase, skal efter anmodning oplyse, hvem der er ansvarlig for
informationsdatabasen.
§ 9. En offentligt tilgængelig informationsdatabase må ikke
indeholde informationer, der ikke lovligt kan offentliggøres i et massemedie.
Stk. 2. Informationsdatabasen må ikke indeholde informationer,
hvis offentliggørelse ville være i strid med god presseskik.
Stk. 3. Informationer om enkeltpersoners rent private forhold,
herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske,
foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om
helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og
lignende, må ikke opbevares i informationsdatabasen, når der er forløbet 3 år
efter, at den begivenhed, der har givet anledning til optagelsen i databasen,
fandt sted, eller, hvis et sådant tidspunkt ikke kan fastsættes, 3 år efter,
at informationerne er optaget i databasen.
Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 3 finder dog ikke anvendelse, hvis der
består en sådan interesse i, at de pågældende informationer er offentligt
tilgængelige, at hensynet til den enkeltes interesse i, at informationerne
slettes, findes at burde vige for hensynet til informationsfriheden.
§ 10. I informationsdatabaser, der er offentligt tilgængelige,
skal der efter anmodning fra den, informationerne angår, foretages sletning,
rettelse eller ajourføring, når
1) informationerne er urigtige eller vildledende, eller
2) en tidligere omtalt retsafgørelse eller administrativ afgørelse er
blevet ændret, eller
3) strafforfølgning i en tidligere omtalt sag opgives, eller når der i en
sådan sag sker frifindelse.
§ 11. Den, oplysningerne vedrører, eller efter dennes død de
nærmeste pårørende, kan i stedet for at fremsætte anmodning om sletning,
rettelse eller ajourføring tage til genmæle. Bestemmelserne i
medieansvarslovens kapitel 6 om genmæle finder tilsvarende anvendelse, jf.
dog stk. 2-4 og § 13, stk. 2.
Stk. 2. De pligter, der efter medieansvarslovens bestemmelser om
genmæle påhviler redaktøren, påhviler efter denne lov den ansvarlige for
informationsdatabasen.
Stk. 3. Anmodning om genmæle kan fremsættes, sålænge de
oplysninger, der ønskes imødegået, befinder sig i informationsdatabasen.
Stk. 4. Genmæle offentliggøres i den informationsdatabase, hvori
de oplysninger, der begrunder genmælet, er bragt. Er de oplysninger, der
begrunder genmælet, forinden slettet, berigtiget eller ajourført, bortfalder
pligten til at offentliggøre genmælet.
§ 12. Fra en offentligt tilgængelig informationsdatabase skal der
til enhver, der fremsætter anmodning herom, gives skriftlig meddelelse om de
informationer, der er optaget i databasen om vedkommende selv, medmindre det
er forbundet med uforholdsmæssigt store vanskeligheder at finde frem til
informationerne.
Stk. 2. Den, der har fået meddelelse efter stk. 1, har ikke krav
på ny meddelelse før 1 år efter sidste meddelelse.
Stk. 3. Den, der er ansvarlig for informationsdatabasen, skal
inden 4 uger besvare anmodninger som nævnt i stk. 1.
Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om betaling for
skriftlige meddelelser om indholdet af offentligt tilgængelige
informationsdatabaser.
Kapitel 4
Klager, straf m.v.
§ 13. Undlader den, der er ansvarlig for en offentligt tilgængelig
informationsdatabase, efter anmodning at slette informationer, der strider
mod god presseskik, eller som befinder sig i databasen i strid med
tidsfristen i § 9, stk. 3, jf. stk. 4, eller nægter den ansvarlige at optage
et genmæle, eller har vedkommende ikke inden 4 uger besvaret en henvendelse
herom, kan den, informationerne angår, eller efter dennes død de nærmeste
pårørende, indbringe spørgsmålet for pressenævnet.
Stk. 2. Sagen skal indbringes for pressenævnet senest 4 uger
efter, at afslaget er kommet frem, eller 4 uger efter udløbet af den i stk.
1, 2. led omhandlede tidsfrist.
§ 14. Pressenævnet kan give påbud om, at der foretages sletning af
informationer, der strider mod bestemmelserne i § 4, stk. 3 og 4, og § 9,
stk. 2-4.
Stk. 2. Pressenævnet kan efter anmodning give påbud om, at der
optages et genmæle i en offentligt tilgængelig informationsdatabase, herunder
fastsætte genmælets indhold, form og placering.
Stk. 3. Bestemmelserne i medieansvarslovens § 42, § 43, stk. 2 og
3, § 44, stk. 1, §§ 45-48 og § 52, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
§ 15. Pressenævnet kan af enhver kræve alle oplysninger, der er af
betydning for nævnets virksomhed efter denne lov.
§ 16. Pressenævnets afgørelser efter denne lov kan ikke indbringes
for anden administrativ myndighed.
§ 17. Med bøde eller hæfte straffes den, der
1) overtræder § 4, stk. 1 og 2, § 5, § 8, § 9, stk. 1, § 10, nr. 2 og 3,
og § 12, stk. 1 og 3,
2) undlader at efterkomme et påbud, der er givet af Pressenævnet i medfør
af § 14, stk. 1 og 2,
3) undlader at efterkomme krav fra Pressenævnet efter § 15.
Stk. 2. Den, der uberettiget udnytter eller videregiver
oplysninger, som den pågældende har fået kendskab til gennem benyttelse af en
redaktionel informationsdatabase, straffes med bøde eller hæfte, medmindre
højere straf er forskyldt i medfør af anden lovgivning.
§ 18. Lovgivningens almindelige straf- og erstatningsregler finder
anvendelse på sager omfattet af denne lov.
Stk. 2. Er en overtrædelse begået af et selskab, en forening, en
selvejende institution, en fond eller lignende, kan der pålægges den
juridiske person som sådan bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en
kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes
styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab
bødeansvar.
Kapitel 5
Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
§ 19. I lov om private registre, jf. lovbekendtgørelse nr. 622 af
2. oktober 1987, som ændret ved lov nr. 386 af 20. maj 1992, foretages
følgende ændringer:
1. I § 2 indsættes efter stk. 3 som nye stykker:
» Stk. 4. Loven finder ikke anvendelse på edb-registre, der er
omfattet af lov om massemediers informationsdatabaser.
Stk. 5. Loven finder ikke anvendelse på edb-registre, hvori der
udelukkende er indlagt allerede offentliggjorte periodiske skrifter eller
lyd- og billedprogrammer, der er omfattet af medieansvarslovens § 1, nr. 1
eller 2, eller dele heraf, når indlæggelsen i informationsdatabasen er sket
uændret i forhold til offentliggørelsen.
Stk. 6. Loven finder ikke anvendelse på manuelle arkiver over
udklip fra offentliggjorte, trykte publikationer.«
Stk. 4-5 bliver herefter stk. 7-8.
2. Kapitel 2 c ophæves.
3. I § 27, stk. 1, nr. 1, udgår: »§ 7 g, stk. 1
og 2, § 7 h, § 7 i,».
§ 20. I lov om offentlige myndigheders registre, jf.
lovbekendtgørelse nr. 654 af 20. september 1991, foretages følgende
ændringer:
1. I § 1 indsættes som stk. 6-7:
» Stk. 6. Loven finder ikke anvendelse på edb-registre, der er
omfattet af lov om massemediers informationsdatabaser.
Stk. 7. Loven finder ikke anvendelse på edb-registre, hvori der
udelukkende er indlagt allerede offentliggjorte periodiske skrifter eller
lyd- og billedprogrammer, der er omfattet af medieansvarslovens § 1, nr. 1
eller 2, eller dele heraf, når indlæggelsen i informationsdatabasen er sket
uændret i forhold til offentliggørelsen«.
§ 21. Loven træder i kraft den 1. januar 1994.
§ 22. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets formål m.v.
Lovforslaget har til formål at gennemføre en samlet regulering af de
informationsdatabaser, som i disse år vinder frem inden for medieverdenen i
takt med den teknologiske udvikling (»pressens
informationsregistre«).
Lovforslaget, der bygger på betænkning nr. 1233/1992 om pressens
informationsregistre, indebærer, at såvel de trykte som de elektroniske
mediers informationsdatabaser undtages fra registerlovgivningens regler og i
stedet undergives en ny regulering, som på den ene side vil gøre det lettere
for massemedierne, ikke mindst dagspressen, at tage ny teknik i brug i det
journalistiske og redaktionelle arbejde, men på den anden side dog
opretholder visse regler, som har til formål at sikre privatlivets fred.
Folketingsbehandlingen af de gældende regler i kapitel 2 c i lov om
private registre findes i Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp. 479 ff,
tillæg B, sp. 2437 ff, og 2573 ff, og forhandlingerne, sp. 99 f, 1484 ff,
12904 ff, og 13254 ff.
2. Baggrunden for lovforslaget.
Inden for de senere år har en række bladhuse og nyhedsbureauer oprettet
eller planlagt at oprette elektroniske informationssøgesystemer til afløsning
eller supplering af de traditionelle udklips- og billedarkiver.
Hovedparten af de informationssøgesystemer, der er eller påtænkes
oprettet, har til formål at tjene mediets eget behov for ajourførte
informationer. Som eksempel på en sådan intern informationsdatabase kan
nævnes Danmarks Radios avismikrotek, som er et fritekstsøgnings edb-system,
hvori indlægges resumeer af alle de artikler i danske og et par udenlandske
dagblade, som skønnes at have eller kunne få redaktionel interesse for
Danmarks Radio.
Et andet eksempel er Berlingske Avisdata, som er et elektronisk
redaktionsarkiv, der har til formål at udvikle researchmulighederne for Det
Berlingske Hus' medarbejdere. Redaktionsarkivet består af løbende opdaterede
redaktionelle artikler fra Berlingske Tidende, B.T. og Weekendavisen.
Inden for den nærmeste fremtid ventes A/S A-Pressen at realisere projekt
»Arbejderbevægelsens Mediearkiv« i samarbejde med en række
organisationer og medier inden for Arbejderbevægelsen, herunder et meget
stort antal fagblade og suppleret med A-Pressens elektroniske nyhedstjeneste
NET-redaktionen, der leverer nyheder til et stort antal lokale radio- og
TV-stationer.
Mediearkivet vil indeholde forskellige databaser, herunder en
fulltext-base omfattende A-Pressens 3 dagblade Det Fri Aktuelt, Ny Dag og
Bornholmeren.
Andre informationssøgesystemer bliver, ved siden af at tjene mediets egne
redaktionelle og researchmæssige formål, tillige stillet til rådighed for
abonnenter, både i og uden for medieverdenen. A/S Dagbladet Politiken driver
det i dag største og mest udviklede informationssystem, POLTXT. Systemet er
via telefonnettet tilgængeligt for enhver, som har tegnet abonnement.
POLTXT har over 2.000 brugere. En række offentlige myndigheder, herunder
Folketinget, og private virksomheder har tegnet abonnement.
POLTXT er et fritekstsøgesystem, hvor det er muligt at søge på samtlige
ord, herunder personnavne. I systemet er indlagt dels hele, tidligere
offentliggjorte (trykte) artikler, referater og resumeer af trykte artikler,
dels artikler, som ikke har været trykt, men som er skrevet direkte til
POLTXT.
Registertilsynet finder, som nærmere omtalt i betænkningen side 38, at
POLTXT ikke virker i overensstemmelse med de gældende bestemmelser for
pressens informationsregistre i kap. 2 c i lov om private registre og har
derfor indgivet politianmeldelse mod POLTXT. Sagen er stillet i bero på
overvejelserne om at søge lovgrundlaget for pressens informationsregistre
ændret.
På baggrund af den skitserede udvikling inden for anvendelsen af
edb-baserede informationssystemer, herunder politianmeldelsen mod POLTXT, som
viste, at pressen har vanskeligt ved at arbejde inden for rammerne af den
gældende lovgivning, besluttede justitsministeren i april 1991 at nedsætte et
udvalg, som skulle vurdere behovet for en ændring af de retsregler, der i dag
gælder for pressens informationssystemer, jf. nedenfor pkt. 3.
Udvalget skulle ifølge kommissoriet foretage en afvejning af de modstående
hensyn mellem på den ene side enkeltpersoners interesse i beskyttelse af
privatlivets fred og på den anden side hensynet til presse- og
informationsfriheden.
Udvalget skulle i den forbindelse give en nærmere beskrivelse af, i
hvilket omfang de omhandlede informationssystemer må indeholde hidtil ikke
offentliggjort stof og nyredigeret stof m.v., og i hvilket omfang der fra de
omhandlede registre må videregives oplysninger. Udvalget skulle endvidere
overveje, om der for informationssystemerne (»pressens
informationsregistre«) bør udarbejdes regler, der bygger på samme
principper som registerlovgivningens regler om registerindsigt og
berigtigelse.
Udvalget, der bestod af medlemmer udpeget efter indstilling fra Danske
Dagblades Forening og Dansk Journalistforbund og medlemmer med særlig presse-
og registerretlig indsigt udpeget af Justitsministeriet, afgav sin betænkning
i foråret 1992 (betænkning nr. 1233/1992 om pressens informationsregistre).
Ved afgivelsen af betænkningen delte udvalget sig i et flertal bestående
af formanden og samtlige medlemmer på nær eet og et mindretal bestående af
eet medlem. Udvalgsflertallets hovedsynspunkter findes i betænkningens kap.
5.
Flertallet har udarbejdet et udkast til lov om massemediers
informationsdatabaser. Lovudkastet med bemærkninger findes i betænkningens
kap. 6.
Udvalgsmindretallets synspunkter findes i betænkningens kap. 7.
3. Gældende regler.
3.1. Lov om private registres særlige bestemmelser om pressens
informationsregistre.
Lov om private registre, jf. lovbekendtgørelse nr. 622 af 2. oktober 1987,
som ændret ved lov nr. 386 af 20. maj 1992, indeholder i kap. 2 c særlige
bestemmelser om pressens informationsregistre.
Den oprindelige lov om private registre, lov nr. 293 af 8. juli 1978,
indeholdt ingen særlige regler om pressens informationsregistre. I det
omfang, pressens informationsregistre blev ført under anvendelse af edb, var
de således omfattet af registerlovens almindelige regler.
I forbindelse med behandlingen af det forslag til ændring af lov om
private registre, som justitsministeren fremsatte den 8. oktober 1986,
rettede Danske Dagblades Forening henvendelse til Folketingets Retsudvalg med
henblik på at få pressens edb-informationssøgesystemer undtaget fra
registerloven, jf. Retsudvalgets bilag 51 til lovforslag 32/1986.
I besvarelsen af et spørgsmål fra Retsudvalget angående henvendelsen fra
Danske Dagblades Forening redegjorde Justitsministeriet for en række
modeller, som kunne overvejes, såfremt der ønskedes en anden regulering af
pressens edb-registre end den, der fulgte af registerloven, jf. F.T. 1986/87,
tillæg B, sp. 2621 ff.
Efter behandlingen i Retsudvalget, jf. F.T. 1986/87, tillæg B, sp. 2458
ff, blev resultatet indsættelse i lov om private registre af et særligt kap.
2 c om pressens informationsregistre, jf. lov nr. 383 af 10. juni 1987 om
ændring af lov om private registre m.v. og lov om offentlige myndigheders
registre.
Efter § 7 g, stk. 1, omfatter registerlovens almindelige regler ikke
registre, hvor der gøres brug af elektronisk databehandling, og som alene
indeholder oplysninger, der er offentliggjort i et periodisk skrift. Sådanne
registre er i stedet omfattet af bestemmelserne i § 7 g, stk. 2 - § 7 i.
Omfatter et register imidlertid andet end allerede offentliggjort stof, er
det omfattet af registerlovens almindelige regler, og vil ikke kunne
inddrages under de mere lempelige bestemmelser i § 7 g, stk. 2 - § 7 i.
Pressens informationsregistre kan kun oprettes efter forudgående
anmeldelse til Registertilsynet, som kan fastsætte nærmere vilkår for
registrene til beskyttelse af de registreredes privatliv, herunder om
samtykke fra den registrerede, sletning, ajourføring og
sikkerhedsforanstaltninger mod, at registret misbruges eller kommer til
uvedkommendes kendskab, jf. § 7 g, stk. 2 og 3.
Af videregivelsesreglerne i § 7 h følger, at en videregivelse kun kan ske
til offentliggørelse i et periodisk skrift, medens anden videregivelse ikke
må ske uden den registreredes samtykke, medmindre det følger af anden
lovgivning. Det afgørende er således, hvad modtageren skal anvende
oplysningerne til.
Disse videregivelsesregler er på den ene side lempeligere, end hvad der
følger af lovens almindelige regler. Der skelnes således ikke mellem
oplysninger om rent private forhold og andre oplysninger, ligesom
videregivelse af oplysningerne som udgangspunkt forudsættes at finde sted. På
den anden side er adgangen begrænset til en bestemt brugerkreds.
Videregivelse kan således ikke ske uden samtykke fra den, oplysningerne
angår, til anden anvendelse end offentliggørelse i et periodisk skrift.
Efter § 7 i, stk. 1, skal der snarest gives meddelelse om, hvad der er
registreret om en person, når den pågældende fremsætter begæring herom. De
almindelige regler om registerindsigt i lovens kap. 2 a finder som
udgangspunkt tilsvarende anvendelse.
Bestemmelserne indebærer, at de informationssystemer (registre), som er
omfattet af bestemmelserne, undergives en regulering, der væsentligt afviger
fra de regler om registrering og videregivelse af registrerede oplysninger,
som findes i registerlovens almindelige bestemmelser.
3.2. Lov om offentlige myndigheders registre.
Drives et informationssøgesystem af en offentlig myndighed, f.eks.
Danmarks Radio eller TV 2, vil informationssystemet hverken være undergivet
de særlige regler i kap. 2 c eller de almindelige regler i kap. 2 i lov om
private registre. Informationssystemerne er i stedet omfattet af lov om
offentlige myndigheders registre.
3.3. Manuelle udklipsarkiver.
Manuelle udklipsarkiver indeholder ikke materiale, der ikke allerede har
været offentliggjort.
Efter Registertilsynets praksis er der på den baggrund ikke tale om
registrering af oplysninger om personlige forhold, der med rimelighed kan
forlanges unddraget offentligheden, jf. lovens § 1, stk. 1. Pressens manuelle
udklipsarkiver er derfor af Registertilsynets blevet anset for at falde uden
for lov om private registre, jf. Registertilsynets årsberetning 1981, side
91-92.
3.4. CD-ROM.
CD-ROM, der betyder Compact Disc Read Only Memory, er et lagrings- og
distributionsmedie for digitaliserede data. Der kan læses data på en CD- ROM,
men brugeren kan ikke indlægge data, og indlagte data kan ikke slettes.
I de senere år er det blevet almindeligt at distribuere data på CD-ROM.
Typisk distribueres information, hvor løbende opdatering ikke er en kritisk
faktor. F.eks. distribueres megen medicinsk, kemisk og patent information på
CD-ROM. I de senere år også vejvisere, produktkataloger og statistiske
oplysninger. Der er udgivet 3 leksika på CD-ROM og enkelte håndbøger. Inden
for de sidste 2 år er der udgivet aviser på CD-ROM. I U.S.A. findes nu 8
aviser på CD-ROM, i England 4 (Financial Times, The Times, The Independent og
Northern Echo).
I disse tilfælde fungerer CD-ROM som distributionsmedie for avisens tekst.
Teksten hentes fra avisens produktionssystem og lagres på CD-ROM sammen med
et søgeprogram. Søgeprogrammet gør det normalt muligt at søge på alle de ord,
der forekommer i artiklerne og på alle kombinationer af ord. Artiklerne kan
læses på en skærm eller printes.
I de eksempler på udgivelse af aviser på CD-ROM, der findes i dag, er der
i alle tilfælde tale om den samlede redaktionelle tekst fra avisen. Der
udgives typisk en CD-ROM hvert kvartal. For hvert nyt kvartal sker der en
opdatering, således at det nye kvartal lægges på CD-ROM skiven sammen med de
tidligere kvartaler. Ved årets slutning er kunden herefter i besiddelse af en
hel årgang af avisen på CD- ROM.
Udvalgsflertallet har anset en CD-ROM for direkte omfattet af
medieansvarsloven, jf. betænkningen, side 54, jf. side 28. Dette bevirker dog
ikke, at en CD-ROM ikke tillige kan være omfattet af registerloven, jf.
betænkningen, side 46.
3.5. Medieansvarsloven.
Den 1. januar 1992 trådte medieansvarsloven, lov nr. 348 af 6. juni 1991,
i kraft. Samtidig ophævedes lov nr. 147 af 13. april 1938 om pressens brug.
Medieansvarsloven bygger på betænkning nr. 1205/1990.
Ifølge lovens § 1, nr. 1 og 2, gælder medieansvarsloven for indenlandske
periodiske skrifter, herunder billeder og lignende fremstillinger, der
trykkes eller på anden måde mangfoldiggøres, og for lyd- og billedprogrammer,
der spredes eller fordeles af Danmarks Radio, TV 2, TV 2's regionale
virksomheder og foretagender, der har tilladelse til lokal radio- eller
fjernsynsvirksomhed.
Medieansvarsloven gælder ifølge § 1, nr. 3, endvidere for tekster,
billeder og lydprogrammer, der periodisk udbredes til offentligheden, såfremt
de har karakter af en nyhedsformidling, som kan ligestilles med den
formidling, der er omfattet af lovens § 1, nr. 1 eller 2, jf. dog § 8, stk.
1, der foreskriver anmeldelse til Pressenævnet som betingelse for, at et
foretagende, der udgiver de i § 1, nr. 3, nævnte massemedier, kan være
omfattet af medieansvarsloven.
Udvalgsflertallet har, blandt andet på baggrund af medieansvarslovens
ordlyd og forarbejder, lagt til grund, at informationsdatabaser ikke i
almindelighed på nuværende tidspunkt vil være omfattet af medieansvarsloven,
jf. betænkningen, side 47.
Informationsdatabaser, der alene indeholder allerede offentliggjorte
massemedier i uændret form (f.eks. en CD-ROM) anses dog af udvalgsflertallet,
jf. betænkningen, side 46, for omfattet af medieansvarsloven. Det er efter
flertallets opfattelse endvidere sandsynligt, at POLTXT vil kunne blive
omfattet af medieansvarsloven ved en anmeldelse efter medieansvarslovens § 8.
POLTXT vil dog fortsat være omfattet af registerloven, jf. betænkningen, side
46.
Justitsministeriet deler udvalgsflertallets vurderinger.
3.6. Forholdet til menneskerettighederne.
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention indeholder såvel en
bestemmelse om beskyttelse af privatlivets fred, art. 8, som en bestemmelse
om beskyttelse af ytringsfriheden (herunder presse- og informationsfriheden)
art. 10.
Det samme gælder FN's menneskerettighedskonvention, jf. denne konventions
art. 17 og art. 19.
Som det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN's
Menneskerettighedskonvention er pressefriheden og informationsfriheden ikke
absolut. Den kan undergives visse begrænsninger under hensyn til andres
friheder og ret. Reglerne afspejler også den afvejning, som må finde sted af
på den ene side hensynet til den enkelte og på den anden side hensynet til
principperne om retten til fri meningsudvekslinger og tilkendegivelser, der
kan anføres til støtte for generelt at undtage pressens informationsregistre
fra reguleringen i registerlovgivningen.
Udvalget anfører, at de internationale forpligtelser, som Danmark har
påtaget sig, på den baggrund ikke kan antages at være til hinder for, at der
ved lov gennemføres regler for pressens informationsregistre, som søger at
afveje hensynet til den personlige frihed over for hensynet til
informationsfriheden.
Justitsministeriet deler denne vurdering.
4. Lovforslagets opbygning og indhold.
4.1. Sondring mellem redaktionelle informationsdatabaser og offentligt
tilgængelige informationsdatabaser.
Lovforslaget bygger på en sondring mellem på den ene side redaktionelle
informationsdatabaser, der ikke må være tilgængelige for andre end
massemediets journalister og redaktionsmedarbejdere, og på den anden side
offentligt tilgængelige informationsdatabaser, der for at være omfattet af
loven skal være tilgængelige for enhver på almindelige forretningsvilkår.
Informationsdatabaser, hvori der udelukkende er indlagt allerede
offentliggjort stof uændret i forhold til offentliggørelsen, er ikke omfattet
af lovforslaget og foreslås undtaget fra registerlovgivningen.
4.2. Redaktionelle informationsdatabaser.
4.2.1. Udvalgsflertallets synspunkter.
Særreglerne i kap. 2 c i lov om private registre gælder alene for
edb-registre, der kun indeholder oplysninger, der er offentliggjort i et
periodisk skrift. Reglerne gælder således f.eks. ikke for edb-lagring af
oplysninger, der er indsamlet som led i forberedelsen af avisartikler. I det
omfang, den enkelte journalist eller massemediets redaktion opbevarer
indsamlede personoplysninger på et edb-baseret medium, foreligger der
herefter fortsat et forhold, der er omfattet af de almindelige regler i lov
om private registre, så længe oplysningerne ikke er offentliggjort i et
periodisk skrift.
Det er flertallets opfattelse, at dette indebærer en uhensigtsmæssig
begrænsning i massemediernes muligheder for at anvende ny teknologi i
nyhedsformidlingen m.v., og at lovens forskellige regler om begrænsninger i
adgangen til at registrere særligt følsomme oplysninger, om berigtigelse og
sletning af registrerede oplysninger, om registrerede personers adgang til
oplysning om sig selv osv. ikke er forenelige med det behov, som pressen har
for at kunne anvende edb-teknikken, herunder informationsdatabaser til
internt redaktionelt brug.
Selv om pressens redaktionelle brug af oplysninger, der opbevares på et
edb-baseret medium, ikke efter flertallets opfattelse ses at have givet
anledning til særlige problemer under den nugældende retstilstand, finder
flertallet det principielt rigtigst, at det formelt fastslås, at
journalisters og andre redaktionelle medarbejderes drift og brug af
informationsdatabaser til interne, redaktionelle formål ikke skal være
undergivet retlig regulering. Dette vil også være bedst stemmende med
princippet i grundlovens § 77 om ytringsfrihed og om forbud mod censur og
andre forebyggende foranstaltninger og reglerne i
menneskerettighedskonventionerne om informationsfrihed.
Flertallet finder ikke, at der bør fastsættes krav om, at indlæggelse af
oplysninger i en redaktionel informationsdatabase skal være nødvendig for at
varetage det redaktionelle arbejde.
Da der ikke i de gældende bestemmelser i lov om private registre findes
nogen generel anmeldelsespligt, finder flertallet det heller ikke nødvendigt
at der indføres en pligt til anmeldelse af redaktionelle
informationsdatabaser.
4.2.2. Mindretallets synspunkter.
Udvalgets mindretal tager afstand fra flertallets forslag om, at
redaktionelle informationsdatabaser, bortset fra et krav om, at der træffes
sikkerhedsforanstaltninger mod, at uvedkommende får adgang til
informationsdatabasen, skal være fritaget for retlig regulering.
Efter mindretallets opfattelse er den største risiko på dette område
omgåelsesmuligheden af lov om private registre, idet medieansvarslovens § 1,
nr. 1, dækker et meget stort område lige fra de største dagblade til
foreningsblade, der eventuelt kun udkommer 2 gange årligt. Derfor forekommer
det efter mindretallets opfattelse væsentligt, at det dog i selve lovteksten
gøres til en betingelse, at registreringen i den redaktionelle database med
henblik på offentliggørelse er nødvendig for at varetage det redaktionelle
arbejde.
Mindretallet anfører, at når der ses bort fra, at det kan være umuligt at
få samtykke til registrering netop med henblik på senere offentliggørelse, og
at restriktioner på dette område kan opfattes som en uberettiget
indskrænkning i muligheden for at kunne ytre sig frit - og ikke i
selve ytringsfriheden, for den kan fortsat og har siden vedtagelsen af
grundlovens § 77 kunnet udøves uden edb - findes det ikke begrundet, at
journalister eller redaktionen skal undtages fra en forpligtelse til at
overholde andre grundlæggende regler i forbindelse med anvendelsen af edb.
Disse grundlæggende regler er fastsat i lov om private registre, § 6, stk.
1-3. Det gælder blandt andet kravet om sletning af oplysninger på grund af
alder, ajourføring og kontrol til sikring af, at der ikke indføres urigtige
eller vildledende oplysninger, og om at oplysninger, der siden viser sig
urigtige eller vildledende, snarest muligt skal slettes eller berigtiges.
Disse bestemmelser er rammebestemmelser, som udfyldes i praksis af den
registeransvarlige selv, og som vil forpligte vedkommende massemedies
ansvarlige til at fastsætte nogle sikkerhedsregler for journalisterne og de
redaktionelle databaser. Derved sikres det også, at der sker fornøden
berigtigelse, såfremt oplysninger er blevet berigtiget efter reglerne i
medieansvarsloven eller efter domstolsprøvelse.
I den sammenhæng ville det efter mindretallets opfattelse være værdifuldt,
om journalisterne selv kunne opstille visse retningslinier for brugen af egen
PC'er til researcharbejde og for eventuelt andre former for systematisk
registrering af oplysninger til brug for det redaktionelle arbejde.
Mindretallet udtrykker tvivl om, hvorvidt det er betryggende at opgive
kravet om registerindsigt. Man må herved være opmærksom på, at
medieansvarsloven netop ikke omfatter interne informationssystemer, og
journalister heller ikke i researchfasen er fritaget for sædvanlig
vidnepligt. Hvis man imidlertid af hensyn til pressefriheden finder det
nødvendigt ikke at fastsætte regler om registerindsigt, bør man efter
mindretallets opfattelse på anden måde søge at imødegå fejlagtige
registreringer. I den forbindelse peger mindretallet på, at en uafhængig
instans kan gives beføjelser til at kræve enhver oplysning til brug for
vurderingen af, om sikkerhedsforanstaltningerne, herunder
berigtigelsesreglerne, er overholdt. Desuden finder mindretallet, at risikoen
for omgåelse af registerlovgivningen kan afhjælpes ved at indføre en
anmeldelsesordning for redaktionelle informationsdatabaser, således at de
registre, der ikke anmeldes, vil være omfattet af reglerne i lov om private
registre.
Sammenfattende anbefaler mindretallet på den baggrund, at der i forhold
til flertallets lovudkast indføres en generel anmeldelsesordning for
redaktionelle informationsdatabaser, at der indføres regler om sletning,
ajourføring, berigtigelse og kontrol svarende til lov om private registre, §
6, stk. 1-3, at der gives adgang til indsigt i redaktionelle
informationsdatabaser, at der indføjes en betingelse om, at registreringen i
en redaktionel informationsdatabase med henblik på offentliggørelse skal være
nødvendig for at varetage det redaktionelle arbejde, at der gives
Pressenævnet beføjelse til at afkræve enhver nødvendig oplysning til brug for
dets afgørelser samt efter indhentet udtalelse fra Registertilsynet beføjelse
til at tage stilling til, om de fornødne sikkerhedsforanstaltninger er
overholdt.
4.2.3. Justitsministeriets vurdering.
Hvorvidt redaktionelle informationsdatabaser bør være undergivet retlig
regulering, og i givet fald hvor intens denne regulering bør være, beror på
en politisk præget afvejning af på den ene side hensynet til presse- og
informationsfriheden og på den anden side hensynet til beskyttelsen af
privatlivets fred.
En fri og aktiv presse er af afgørende betydning i et demokratisk samfund.
Hensynet til, at pressen kan udføre sine opgaver så godt som muligt, taler
for, at pressen sikres mulighed for, også ved inddragelse af ny teknik, at
arbejde frit og effektivt uden i unødigt omfang at være undergivet
lovbestemte begrænsninger og statslige kontrolforanstaltninger, navnlig i
research- og produktionsfasen.
Dette hensyn til presse- og informationsfriheden må imidlertidig afvejes
mod hensynet til privatlivets fred. Inddragelsen af edb-teknologi i
massemediernes hverdag har nemlig gjort det muligt elektronisk at opbevare og
behandle meget store mængder information, herunder oplysninger om
enkeltpersoners rent private forhold. Edb-teknologien indbærer, at
oplysningerne kan opbevares systematisk og langt mere tilgængelige end ved
tilsvarende manuelle arkiver, og at det bliver muligt at gå på tværs af den
opsamlede informationsmængde ved at søge på bestemte ord (fulltext-søgning).
Risikoen for krænkelser af privatlivets fred øges derved.
Justitsministeriet har på den baggrund foretaget en opstramning i forhold
til flertallets lovudkast med henblik på at styrke beskyttelsen af
privatlivets fred.
Den foretagne opstramning består navnlig i en pligt til at anmelde en
redaktionel informationsdatabase som betingelse for, at databasen kan blive
omfattet af loven, jf. lovforslagets § 3, stk. 1, og en tidsmæssig
begrænsning i adgangen til at opbevare oplysninger om enkeltpersoners rent
private forhold i en redaktionel informationsdatabase, jf. lovforslagets § 4,
stk. 3 og 4.
Med hensyn til anmeldelsespligten foreslås det i § 3, stk. 1, at en
redaktionel informationsdatabase for at blive omfattet af loven skal være
anmeldt til Pressenævnet og Registertilsynet. Undladelse af at anmelde en
redaktionel informationsdatabase indebærer, at basen ikke bliver omfattet af
de foreslåede regler, men i stedet i hidtidigt omfang vil være undergivet
registerlovgivningens almindelige bestemmelser.
Sigtet med anmeldelsesordningen er at skabe klarhed over, hvilke
redaktionelle informationsdatabaser der er omfattet af lovforslaget, og
hvilke informationsdatabaser der er omfattet af registerlovgivningen. Behovet
for en sådan klarhed skyldes ikke mindst, at den brede forståelse af
massemediebegrebet indebærer, at det ikke alene vil være pressen i sædvanlig
forstand, dvs. dagblade, ugeblade osv., men også små foreningsblade etc., der
vil kunne drive en redaktionel informationsdatabase i lovforslagets forstand.
Efter lovforslagets § 7, stk. 1, om offentligt tilgængelige
informationsdatabaser skal det i forbindelse med anmeldelsen angives, hvem
der er ansvarlig for informationsdatabasen.
Justitsministeriet har ikke fundet grundlag for på tilsvarende måde at
stille krav om, at der i forbindelse med anmeldelsen af en redaktionel
informationsdatabase skal udpeges en ansvarlig. Antallet af sådanne baser og
udskiftningen blandt de personer, der har adgang til dem, må antages at være
for omfattende til, at en sådan ordning ville være hensigtsmæssig.
Et eventuelt strafansvar (for overtrædelse af navnlig lovforslagets § 4,
stk. 1 og 2, og § 5) må derfor i almindelighed ventes at ville blive pålagt
den virksomhed, der driver informationsdatabasen, jf. lovforslagets § 18,
stk. 2, medmindre der i den konkrete situation kan føres bevis for den
fornødne tilregnelse hos en enkeltperson, jf. lovforslagets § 18, stk. 1.
For at sikre en smidig og ubureaukratisk anmeldelsesordning foreslås det,
at et massemedie kan indgive en anmeldelse omfattende samtlige massemediets
redaktionelle informationsdatabaser. Et massemedie, der driver flere
redaktionelle informationsdatabaser, kan således nøjes med een gang for alle
at indgive en anmeldelse omfattende samtlige de redaktionelle
informationsdatabaser, det pågældende massemedier til enhver tid måtte have.
Med hensyn til bestemmelsen i lovforslagets § 4, stk. 3, er sigtet - på
samme måde som den enslydende bestemmelse i § 9, stk. 3, gældende for
offentligt tilgængelige informationsdatabaser - at sætte en tidsmæssig grænse
for adgangen til at opbevare informationer om enkeltpersoners rent private
forhold i en redaktionel informationsdatabase. Sådanne informationer må efter
forslaget som udgangspunkt ikke opbevares i informationsdatabasen, når der er
forløbet 3 år efter, at den begivenhed, der har givet anledning til
optagelsen i databasen, fandt sted, eller, hvis et sådant tidspunkt ikke kan
fastsættes, 3 år efter, at informationerne er optaget i
informationsdatabasen.
Efter forslagets § 4, stk. 4, kan informationerne dog fortsat opbevares i
informationsdatabasen, hvis informationerne lovligt har været offentliggjort
i et massemedie, eller hvis informationerne opfylder betingelserne for at
være i en offentligt tilgængelig informationsdatabase, jf. § 9, stk. 3 og 4.
Ved at knytte disse undtagelser til forbudet mod et opbevare informationer om
enkeltpersoners rent private forhold i en redaktionel informationsdatabaser
er der efter Justitsministeriets opfattelse skabt en rimelig balance i
afvejningen af hensynet til den enkelte over for hensynet til pressens
arbejdsmuligheder.
Justitsministeriet har nøje overvejet, hvorledes det mest hensigtsmæssigt
sikres, at bestemmelsen i lovforslagets § 4, stk. 3 og 4, om redaktionelle
informationsdatabasers indhold bliver efterlevet.
Justitsministeriet har på den ene side ikke fundet at kunne overlade det
til pressen i det hele selv at påse bestemmelsens overholdelse. På den anden
side har Justitsministeriet heller ikke fundet at burde lade for eksempel
Registertilsynet føre almindeligt tilsyn med bestemmelsens overholdelse, idet
Registertilsynet derved - i hvert fald stikprøvevis - ville skulle gennemse
og vurdere pressens oplysninger på et tidspunkt, hvor oplysningerne endnu
ikke har været anvendt til offentliggørelse i et massemedie.
Justitsministeriet foreslår derfor, at Pressenævnet efter § 14, stk. 1,
kan give påbud om, at der foretages sletning af informationer, der strider
mod bestemmelsen i § 4, stk. 3 og 4. Samtidig foreslås i § 15 en bestemmelse,
hvorefter Pressenævnet af enhver kan kræve alle oplysninger, der er af
betydning for nævnets virksomhed efter denne lov.
Pressenævnet får derved mulighed for, for eksempel på baggrund af en
henvendelse fra en privat person, at rette henvendelse til vedkommende
massemedie for at få oplysning om, hvilke informationer massemediet opbevarer
i dets redaktionelle informationsdatabaser om en bestemt person eller et
bestemt emne m.v. På baggrund af disse oplysninger vil Pressenævnet kunne
tage stilling til, om der foreligger en overtrædelse af lovforslagets § 4,
stk. 3 og 4, og i givet fald meddele påbud om sletning af informationerne.
Undladelse af at efterkomme påbudet straffes efter lovforslagets § 17,
stk. 1, nr. 2.
Undladelse af at efterkomme Pressenævnets krav om oplysninger straffes
efter lovforslagets § 17, stk. 1, nr. 3.
Afgivelse af urigtige oplysninger til Pressenævnet kan straffes efter
straffelovens § 162 om afgivelse af urigtige erklæringer. Hvis Pressenævnet
har en formodning om, at der er givet urigtige oplysniger, kan Pressenævnet
indgive anmeldelse til politiet. Politiet vil derefter i overensstemmelse med
retsplejelovens almindelige regler kunne efterforske forholdet og i givet
fald med fornøden retskendelse kunne skaffe sig adgang til massemediets
redaktionelle informationsdatabaser.
4.3. Offentligt tilgængelige informationsdatabaser.
4.3.1. Udvalgsflertallets opfattelse.
Det er flertallets udgangspunkt, at der ikke bør være andre begrænsninger
i adgangen til at lade offentligt tilgængelige informationsdatabaser
indeholde personoplysninger end dem, der gælder for offentliggørelse i et
massemedie. Hvis informationsdatabaser ikke må indeholde personoplysninger i
samme omfang som massemedier, vil deres værdi blive væsentligt reduceret, og
der vil efter flertallets opfattelse foreligge en ubegrundet indskrænkning af
informationsfriheden.
Det er flertallets opfattelse, at de risici for krænkelser af privatlivets
fred, der er forbundet med offentligt tilgængelige informationsdatabaser, i
videst muligt omfang må imødegås på samme måde, som når det drejer sig om
massemedier, d.v.s. gennem et ansvarssystem svarende til straffeloven og
medieansvarsloven. Skadevirkningen af krænkelser af privatlivets fred i
massemedier beror først og fremmest på massemediernes udbredelse. På den
anden side bevirker den omstændighed, at massemedier er offentligt
tilgængelige, at den, der med rette eller urette føler sig krænket, selv har
adgang til at blive bekendt med krænkelsen, således at den pågældende kan
søge krænkelsen imødegået gennem anvendelse af straffelovens og
medieansvarslovens ansvarssystem. Det er herefter flertallets opfattelse, at
der ikke er behov for beskyttelsesforanstaltninger, der er væsentlig
anderledes end de beskyttelsesforanstaltninger, der er indeholdt i
straffeloven og medieansvarsloven, hvis en informationsdatabase er offentligt
tilgængelig.
Flertallet foreslår derfor, at sådanne informationsdatabaser skal være
tilgængelige for enhver på almindelige forretningsvilkår, og at der skal
gælde regler om genmæle, der svarer til medieansvarslovens bestemmelser.
Flertallet foreslår endvidere, at det udtrykkeligt forbydes at indlægge
personoplysninger i en offentligt tilgængelig informationsdatabase, når
oplysningen ikke lovligt ville kunne offentliggøres i et massemedie, f. eks.
fordi offentliggørelse af oplysningen ville være en overtrædelse af
straffelovens § 264 d eller en strafbar injurie efter § 267.
Gennemføres sådanne regler, vil der efter flertallets opfattelse ikke være
behov for, at en offentlig myndighed fastsætter særlige vilkår for optagelse
af personoplysninger som fastsat i det gældende kapitel 2 c i lov om private
registre. Da flertallet endvidere principielt finder det betænkeligt, at en
offentlig myndighed kan fastsætte vilkår for pressens virksomhed eller dele
heraf, foreslås de gældende regler herom ophævet.
Det findes heller ikke nødvendigt at opretholde bestemmelserne om, at en
informationsdatabase kun må indeholde allerede offentliggjort stof som
betingelse for at undtage den fra registerlovens almindelige bestemmelser.
Hvis en informationsdatabase er åben for enhver, må den omstændighed, at en
oplysning er optaget i informationsdatabasen, i denne henseende sidestilles
med offentliggørelse i et massemedie.
Under hensyn til, at der er tale om en form for massemedie, foreslår
flertallet tillige, at Pressenævnet og ikke Registertilsynet bliver tilsyns-
og klagemyndighed på området. Offentligt tilgængelige informationsdatabaser
skal dog efter flertallets lovudkast for at være omfattet af loven være
anmeldt til Pressenævnet og Registertilsynet. Så længe anmeldelse ikke er
sket, vil informationsdatabasen være omfattet af registerlovgivningen.
At der som en betingelse for at være omfattet af loven skal ske anmeldelse
til Pressenævnet skyldes, at afgørelseskompetencen efter udkastet foreslås
tillagt Pressenævnet. Når der tillige skal ske anmeldelse til
Registertilsynet, der efter udkastet ingen beføjelser skal have over for
anmeldte offentligt tilgængelige informationsdatabaser, skyldes det, at
Registertilsynet bør gøres bekendt med, at der findes et edb-system, som
efter almindelige regler ville være underlagt Registertilsynets
tilsynsbeføjelser, men som på grund af edbsystemets særlige karakter af
offentligt tilgængelig informationsdatabase falder uden for Registertilsynets
kompetence.
Den afgørende forskel på en offentligt tilgængelig informationsdatabase og
et traditionelt massemedie er, at en oplysning i en informationsdatabase kan
stå i informationsdatabasen til stadighed og være meget let at finde frem.
Der er derfor efter flertallets opfattelse et særligt behov for, at
informationsdatabaser kan pålægges at berigtige og ajourføre oplysninger. En
personoplysning, der er offentliggjort i et massemedie, vil i reglen være
glemt efter kortere eller længere tids forløb, medens dette ikke gælder
registrering i en informationsdatabase. Dette kan udtrykkes således, at
»retten til at blive glemt« trues. Flertallet finder, at der på
dette punkt bør ske en regulering til beskyttelse af privatlivets fred ud
over de generelle regler, der findes i straffeloven. Der foreslås derfor
gennemført særlige regler om sletning, rettelse eller ajourføring af
oplysninger, der opbevares i en informationsdatabase, som løbende bliver
eller kan blive ajourført.
Det foreslås endvidere, at oplysninger, der kan virke krænkende for en
eller flere enkeltpersoner, skal slettes i offentligt tilgængelige
informationsdatabaser inden udløbet af en fastsat frist. Slettelse skal dog
efter flertallets opfattelse ikke ske, såfremt det skønnes, at der består en
sådan interesse i, at oplysningen er offentligt tilgængelig, at hensynet til
den enkeltes interesse i, at oplysningen slettes, findes at burde vige for
hensynet til informationsfriheden.
4.3.2. Mindretallets opfattelse.
Mindretallet kan i det store og hele tilslutte sig flertallets forslag til
regulering af offentligt tilgængelige informationsdatabaser.
Mindretallet peger dog på, at der er behov for en uddybning af, hvilke
forhold den ansvarlige for informationsdatabasen skal iagttage for at kunne
overholde det foreslåede forbud mod, at en offentligt tilgængelig
informationsdatabase ikke må indeholde information, der ikke lovligt kan
offentliggøres i et massemedie. Det er i flertallets hovedsynspunkt kort
omtalt, at en offentliggørelse vil kunne indebære overtrædelse af
straffelovens § 264 d eller en straf for injurier efter § 267, men i øvrigt
er der ikke angivet nærmere retningslinier for, hvilke hensyn den ansvarlige
skal tage ved indlæggelsen af oplysningerne i informationsdatabasen. En
nærmere omtale af de 2 straffebestemmelser og disses fortolkning med
eksempler fra domstolspraksis ville efter mindretallets opfattelse være en
støtte for forståelsen af forbudsreglen.
For så vidt angår spørgsmålet om opbevaring af oplysninger om
enkeltpersoners rent private forhold er mindretallet af den opfattelse, at
reglen bør være, at sådanne oplysninger ikke opbevares i en offentlig
tilgængelig informationsdatabase i mere end 3 år. Efter et sådant tidsrum må
det efter mindretallets opfattelse antages, at den eventuelle nyheds- eller
informationsværdi er aftaget så meget, at hensynet til informationsfriheden
må vige for hensynet til den enkelte. Der bør dog efter mindretallets
opfattelse være en adgang til at overføre disse oplysninger til en eventuel
intern database til brug for massemediet med henblik på eventuel senere
fornyet offentliggørelse.
For offentligt tilgængelige informationsdatabaser bør der desuden
fastsættes regler om sikkerhedsforanstaltninger svarende til lov om private
registre m.v., § 6.
4.3.3. Justitsministeriets vurdering.
Justitsministeriet kan i princippet tilslutte sig flertallets forslag til
regulering af offentligt tilgængelige informationsdatabaser.
Justitsministeriet har dog, blandt på baggrund af de høringssvar man har
modtaget om betænkningen, fundet at burde foretage forskellige ændringer og
justeringer i udvalgsflertallets lovudkast.
Justitsministeriet kan tiltræde, at det er Pressenævnet og ikke
Registertilsynet, som tillægges beføjelse til at træffe afgørelser om
indholdet m.v. af informationsdatabaserne.
Justitsministeriet har dog ikke fundet at burde medtage en bestemmelse
svarende til flertalsudkastets § 13, nr. 1, hvorefter Pressenævnet (af egen
drift eller efter anmodning) kan påbyde, at der foretages sletning, rettelse
eller ajourføring af oplysninger, der ikke lovligt kan offentliggøres i et
massemedie. Der er, som påpeget i Pressenævnets høringssvar, tale om en
typisk domstolsopgave, som ligger uden for nævnets opgaver efter
medieansvarsloven.
Også afgørelsen af, om en oplysning i en informationsdatabase skal
slettes, rettes eller ajourføres, fordi den er urigtig eller vildledende, bør
efter Justitsministeriets opfattelse træffes af domstolene og ikke af
Pressenævnet.
Pressenævnet vil derimod, ligesom det er tilfældet efter
medieansvarslovens genmæleregler, efter reglerne i forslagets § 14, stk. 2,
jf. § 11, kunne tage stilling til spørgsmålet, om der skal optages et
genmæle.
Med hensyn til genmæle foreslår udvalgsflertallet en bestemmelse,
hvorefter »medieansvarslovens kapitel 6 om genmæle finder tilsvarende
anvendelse«, jf. udkastets § 9, stk. 2.
Informationsdatabaserne adskiller sig i deres tekniske form og i den måde,
hvorpå de i dag anvendes, på en række punkter væsentligt fra de medier, der
er omfattet af medieansvarslovens § 1, nr. 1 og 2. Justitsministeriet har som
følge heraf og på baggrund af lovtekniske overvejelser fundet det rigtigst,
at der i loven medtages bestemmelser, som tilpasser medieansvarslovens
genmælebestemmelser til offentligt tilgængelige informationsdatabaser.
Efter medieansvarslovens § 36, stk. 3, skal anmodning om genmæle
fremsendes til redaktøren senest 4 uger efter offentliggørelsen af de
faktiske oplysninger, der ønskes imødegået. Ved oplysninger i en offentlig
tilgængelig informationsdatabase er der imidlertid et behov for at fastslå,
hvad der skal forstås ved offentliggørelsestidspunktet, idet det vil bero på
tilfældigheder, hvornår den, der vil søge genmæle optaget, bliver bekendt med
de indlagte oplysninger. 4 ugers fristen kan således navnlig ikke regnes fra
tidspunktet for indlæggelsen, idet der er tale om en vedvarende krænkelse,
sålænge oplysningerne findes i den offentligt tilgængelige
informationsdatabase. Justitsministeriet har på den baggrund foreslået en
bestemmelse, § 11, stk. 3, hvorefter anmodning om genmæle kan fremsættes,
sålænge de oplysninger, der ønskes imødegået, befinder sig i
informationsdatabasen. Anmodning om genmæle kan således ikke fremsættes, når
de oplysninger, der ønskes imødegået, er slettet, berigtiget eller ajourført.
Justitsministeriet har samtidig foreslået en bestemmelse i § 11, stk. 4,
hvorefter pligten til at optage et genmæle bortfalder, såfremt de
oplysninger, der begrunder genmælet, forinden er slettet, berigtiget eller
ajourført. Efter Justitsministeriets opfattelse giver det ingen mening i
informationsdatabasen at optage et genmæle, når de oplysninger, der begrunder
genmælet, ikke længere er offentligt tilgængelige i informationsdatabasen.
Ud over afgørelser om genmæle vil Pressenævnet efter Justitsministeriets
forslag skulle træffe afgørelse om, hvorvidt informationsdatabasen indeholder
oplysninger, hvis offentliggørelse ville være i strid med god presseskik, jf.
forslagets § 14, stk. 1, jf. § 9, stk. 2, og om opbevaring af oplysninger om
rent private forhold, jf. forslagets § 14, stk. 1, jf. § 9, stk. 3 og 4.
Pressenævnets afgørelser vil i overensstemmelse med almindelige regler
kunne indbringes for domstolene, jf. grundlovens § 63.
Pressenævnet vil efter forslaget ikke skulle træffe afgørelse om, hvorvidt
en oplysning lovligt kan offentliggøres i et massemedie, jf. forslagets § 9,
stk. 1. Overtrædelse af bestemmelsen straffes efter § 17, stk. 1, nr. 1, og
det vil derfor være domstolene, der efter almindelige regler vil skulle tage
stilling til, om bestemmelsen er overtrådt. Det samme gælder bestemmelsen i
forslagets § 10, nr. 2 og 3, hvorefter der efter anmodning skal foretages
sletning, rettelse eller ajourføring, når en tidligere omtalt retsafgørelse
eller administrativ afgørelse er blevet ændret, eller når strafforfølgning i
en tidligere omtalt sag opgives, eller når der i en sådan sag sker
frifindelse.
Efter forslagets § 10, nr. 1, skal der efter anmodning foretages sletning,
rettelse eller ajourføring, når informationerne er urigtige eller
vildledende. Efter forslaget er der ikke knyttet straf til overtrædelse af
denne bestemmelse. Det vil derfor være domstolene, som under et civilt
anerkendelsessøgsmål i givet fald vil skulle tage stilling til, om
bestemmelsen er overtrådt. Den, oplysningerne angår, kan dog i stedet for at
anlægge civilt søgsmål med påstand om sletning, rettelse eller ajourføring
fremsætte anmodning om genmæle. Afslår den ansvarlige for
informationsdatabasen at optage genmælet, kan Pressenævnet efter forslagets §
14, stk. 2, give påbud om genmælets optagelse i informationsdatabasen.
Efter bestemmelsen i lovforslagets § 10 skal der som nævnt ske sletning,
rettelse eller ajourføring, når der fremsættes anmodning herom, og
betingelserne herfor i nr. 1-3 er opfyldt.
Justitsministeriet har overvejet at indsætte en bestemmelse om, at
informationsdatabasen også af egen drift skal foretage rettelse m.v., når man
bliver opmærksom på fejl. Justitsministeriet har dog ikke fundet det
nødvendigt at medtage en bestemmelse af denne karakter, idet det må
forventes, at udbyderne af informationer selv har en væsentlig
forretningsmæssig interesse i at opdatere basen med korrekte oplysninger.
Med hensyn til spørgsmålet om adgangen til efter begæring at få meddelelse
om de informationer, der er optaget i en informationsdatabase om vedkommende
selv, er Justitsministeriet enig med udvalget i, at en undladelse af at
efterkomme en begæring herom alene skal være strafsanktioneret, og at der
ikke skal være en adgang til at klage herover til Registertilsynet eller
Pressenævnet. Når Justitsministeriet ikke her foreslår indført en adgang til
at klage over egenaccess-spørgsmål skyldes det, at offentligt tilgængelige
informationsdatabaser netop er offentlige. Nægtelse af egenaccess kan derfor
ikke kan skyldes et ønske om at holde oplysninger skjult, sådan at man i
givet fald skulle søge en myndigheds hjælp til at finde dem frem.
4.4. CD-ROM.
4.4.1. Udvalgsflertallets synspunkter.
Som nævnt under pkt. 4.1. er informationsdatabaser, hvori der udelukkende
er indlagt allerede offentliggjort stof uændret i forhold til
offentliggørelsen, ikke omfattet af udvalgsflertallets lovudkast og
udvalgsflertallet foreslår, at sådanne informationsdatabaser skal undtages
fra registerlovgivningen.
En informationsdatabase der alene indeholder allerede offentliggjort stof
uændret i forhold til offentliggørelsen kan have form af transportable
datalagre, herunder navnlig de såkaldte CD-ROM, jf. oven for under pkt. 3.4.
Udvalgsflertallet finder ikke, at de forholdsregler til sikring af den
enkeltes integritet, der foreslås for så vidt angår andre offentligt
tilgængelige informationsdatabaser, kan komme på tale for så vidt angår de
her omhandlede informationsdatabaser.
For det første henviser udvalget til, at enhver restriktion i adgangen til
at lagre f. eks. avisartikler på en database vil stride mod selve den ide at
fremstille eller markedsføre en komplet eller begrænset edb-baseret samling
af et tidsskrift, dagblad, tv-avis eller lignende.
Udvalgsflertallet henviser for det andet til, at ethvert krav om, at den
virksomhed, der vil fremstille og markedsføre samlinger af allerede
offentliggjorte mediefrembringelser, skal foretage en nærmere gennemgang af
den uoverskuelige stofmængde, der vil være tale om, med henblik på en
vurdering af, om det opfylder det ene eller andet krav til offentliggørelse,
vil være så omkostningskrævende, at mediet ikke vil kunne svare sig
økonomisk.
For det tredje henviser flertallet til, at medieansvarslovens bestemmelser
om genmæle vil bevirke, at en informationsdatabase, hvori der løbende
indlægges nye udgaver af de publikationer, som vedkommende massemedie består
af, herigennem også vil komme til at indeholde den offentliggørelse af et
genmæle, som en uberettiget eller urigtig oplysning måtte give anledning til.
Flertallet erkender, at det gennem de tekniske muligheder for
fritekstsøgning m.v. vil kunne være muligt ved hjælp af et sådant medie at
skaffe sig et hurtigt og dækkende billede af en enkeltperson, der ofte
optræder i mediet, og at der herved kan åbnes for en eventuel krænkelse af
dennes integritet, som det for så vidt er registerlovgivningens målsætning at
hindre. Flertallet kan imidlertid ikke pege på forholdsregler til imødegåelse
heraf, der ikke samtidig i realiteten vil indebære et forbud mod et sådant
medie.
Flertallet finder dog samtidig anledning til at pege på, at der i de
nævnte tilfælde, under de gældende presseetiske regler, typisk vil være tale
om pressevante »offentlige« personer.
4.4.2 Mindretallets synspunkter.
Mindretallet erkender, at en ændring af den gældende retstilstand
forekommer nødvendig, men finder flertallets forslag om helt at opgive at
foretage en retlig regulering for vidtgående.
Mindretallet finder, at en mulighed ville være allerede ved indlæggelsen
af de uredigerede offentliggjorte artikler med henblik på produktion af CD-
ROM at indsætte blokeringer på visse personnavne, hvortil der knytter sig
oplysninger af særlig følsom karakter. Mindretallet anfører, at dette ikke
betyder, at man er afskåret fra at søge på emner og lignende, og artiklen,
hvoraf navnet kan fremgå, bliver fundet frem, men er dog en hindring for den
umiddelbart tværgående og brede profilering af personen. Sådanne blokeringer
kan af praktiske grunde efter mindretallets opfattelse mest hensigtsmæssigt
indsættes samtidig med indlæggelsen af artiklen.
Mindretallet anfører, at der i hvert fald fortsat bør være et ansvar for,
at oplysningerne berigtiges i behørigt omfang, og herudover krav om at
iagttage rimelige sikkerhedsforanstaltninger (svarende til lov om private
registre § 6) ved indlæggelse af artiklerne m.v. og senere ved
videregivelse/distribution.
Der bør efter mindretallets opfattelse være en pligt til at sørge for, at
de i medieansvarsloven fastsatte genmæleregler eller senere afsagte domme om
berigtigelse sikres gennemført på fornøden hensigtsmæssig måde og i
overensstemmelse med foreskrevne pålæg/domme etc. Det må i denne sammenhæng
forudsættes, at distribution af CD-ROM er baseret på abonnementsordninger,
således af eventuelle berigtigelser kommer ud til rette modtager. Detaljerne
i en sådan ordning kan efter mindretallets opfattelse ikke beskrives på det
foreliggende grundlag, men forudsætter en dyberegående undersøgelse.
Informationsdatabaser, som alene indeholder tidligere uredigerede
offentliggjorte artikler, skal dog efter mindretallets opfattelse ikke
opfylde samtlige de i flertalsudkastets kapitel 3 foreslåede regler om
offentligt tilgængelige informationsdatabaser. Dette hænger sammen med, at
indlæggelsen af stoffet svarer til det offentliggjorte stof. Der skal derfor
ikke foretages en selvstændig vurdering af det lovlige i indholdet eller af,
om offentliggørelsen vil være i strid med god presseskik, idet dette er
afklaret i reglerne i medieansvarsloven. Der bør dog efter mindretallets
opfattelse ske anmeldelse af en sådan informationsdatabase. Desuden er der
behov for at åbne adgang for registerindsigt i det register, som antages at
danne grundlag for produktionen af CD-ROM, og sædvanlig klageadgang, hvis en
sådan indsigt ikke imødekommes.
4.4.3. Justitsministeriets vurdering.
Justitsministeriet kan tiltræde flertallets synspunkter. CD-ROM
indeholdende f.eks. en årgang af en avis bevæger sig allerede i dag på tværs
af landegrænserne. Udover de praktiske vanskeligheder som en lovregulering,
som beskrevet af udvalgsflertallet, ville medføre, vil det efter
Justitsministeriets opfattelse ikke være rimeligt at stille krav om, at
danske CD-ROM skal undergives forskellige begrænsninger med hensyn til
indholdet eller muligheden for let af finde frem til indholdet, når sådanne
krav ikke kan stilles til udenlandske CD-ROM, som frit kan indføres til
Danmark. Det foreslås derfor, at denne form for informationsformidling helt
undtages fra retlig regulering i registerlovgivningen, og at den ikke
omfattes af det foreliggende lovforslags bestemmelser om offentligt
tilgængelige informationsdatabaser.
5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser.
Lovforslaget vil kunne indebære en vis udvidelse af Pressenævnets
arbejdsbyrde. Det er imidlertid ikke på nuværende tidspunkt muligt at tage
stilling til spørgsmålet om en eventuel ressourcetilførsel, idet dette bl.a.
vil bero på antallet af klagesager. Dette spørgsmål vil indgå i den årlige
vurdering af nævnets ressourcebehov, der i medfør af medieansvarslovens § 52,
stk. 3, finansieres af massemedierne.
Forslaget skønnes i øvrigt ikke at indebære økonomiske eller
administrative konsekvenser af væsentlig betydning for det offentlige.
6. Hørte myndigheder.
Betænkning nr. 1233/1992 om pressens informationsregistre har været sendt
til høring hos:
Pressenævnet, Statsministeriet, Registertilsynet, Generaldirektoratet for
Post- og Telegrafvæsenet, Danmarks Radio, TV 2, Dansk Journalistforbund,
Danske Dagblades Forening, Dansk Fagpresseforening, Dansk Magasinpresses
Udgiverforening, Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV, Sammenslutningen af
Lokale Radio- og TV-stationer, Præsidenterne for Østre Landsret, Vestre
Landsret, Københavns Byret, Retten i Århus, Retten i Odense, Retten i
Aalborg, Den Danske Dommerforening, Foreningen af Dommerfuldmægtige i
Danmark, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København,
Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen,
Advokatrådet, Foreningen for Undersøgende Journalistik, Prosa,
Forbrugerstyrelsen og Forbrugerrådet.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til kapitel 1
Til § 1
Bestemmelsen i stk. 1 fastslår, at loven gælder for
informationsdatabaser, der er massemedier, eller som drives i tilknytning til
en eller flere virksomheder, der udgiver massemedier.
Bestemmelsen svarer til § 2, stk. 1, i udvalgsflertallets lovudkast. Ordet
»indenlandske« er dog udgået. Det skyldes, at lovens
anvendelsesområde er knyttet til begrebet »massemedie«, sådan som
dette er fastlagt i medieansvarsloven, jf. forslagets § 2, stk. 1.
En informationsdatabase vil herefter for det første være omfattet
af lovforslaget, hvis den drives i tilknytning til en eller flere
virksomheder, der udgiver massemedier.
En informationsdatabase vil for det andet være omfattet af
forslaget, hvis den opfylder betingelserne for at være omfattet af
medieansvarslovens § 1, nr. 3. Informationsdatabasen er i så fald selv et
massemedie. Med hensyn til, hvilken lov der gælder for informationsdatabasen,
henvises til bemærkningerne til § 7, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til flertalsudkastets § 2, stk.
1.
Bestemmelsen i stk. 2 svarer med redaktionelle ændringer til
flertalsudkastets § 2, stk. 2. Der henvises til flertallets bemærkninger til
denne bestemmelse.
Henvisninger i indlagte artikler til stof, der ikke er indlagt, f. eks.
billedhenvisninger, samt andre meningsforstyrrende henvisninger, forudsættes
at kunne udelades, uden at databasens indhold derved mister sin karakter af
at være indlagt »uændret i forhold til offentliggørelsen«.
Til § 2
Bestemmelsen svarer med visse redaktionelle ændringer til
flertalsudkastets § 1.
Ved forslagets § 2, stk. 3, er der i forhold til flertalsudkastets § 1,
stk. 3, foretaget den præcisering, at der ved redaktionelle
informationasadatabaser forstås informationsdatabaser eller klart adskilte
dele heraf, der alene drives som led i journalistisk eller redaktionelt
arbejde med henblik på offentliggørelse i et massemedie.
Til kapitel 2
Til § 3
Forslagets § 3 er nyt i forhold til udvalgsflertallets lovudkast.
Bestemmelsen er medtaget for at skabe klarhed over, hvilke databaser der er
omfattet af lovforslagets bestemmelser om redaktionelle
informationsdatabaser, og hvilke databaser der falder uden for lovforslaget
og dermed i hvert fald som udgangspunkt vil være omfattet af
registerlovgivningens almindelige regler. Anmeldelsesordningen vil således
for Registertilsynet indebærer en klar afgrænsning af tilsynets
kompetenceområde.
At der efter forslaget også skal ske anmeldelse til Pressenævnet skyldes
den kompetence, som nævnet efter bestemmelserne i §§ 14 og 15 foreslås
tillagt i forhold til redaktionelle informationsdatabaser.
Efter stk. 2 kan et massemedie indgive anmeldelse omfattende
samtlige redaktionelle informationsdatabaser. Et massemedie behøver således
ikke at indgive en ny anmeldelse, hver gang man får en ny
informationsdatabase. Massemediet kan een gang for alle anmelde samtlige
massemediets redaktionelle informationsdatabaser, det vil sige alle de baser,
massemediet til enhver tid måtte have.
Efter stk. 3 offentliggør Registertilsynet hvert år en fortegnelse
over anmeldte redaktionelle informationsdatabaser. Offentliggørelsen kan ske
i Registertilsynets Årsberetning. Fortegnelsen gør det muligt for pressen,
Folketinget og interesserede i almindelighed at få overblik over, hvilke
massemedier der driver redaktionelle informationsdatabaser.
Til § 4
Stk. 1 fastlægger den personkreds, der må få adgang til en
redaktionel informationsdatabase. Bestemmelsen svarer med redaktionelle
ændringer til flertalsudkastets § 3, 1. led.
På moderne redaktioner arbejder journalister side om side med
administrativt ansatte medarbejdere i for eksempel arkivfunktioner og
redaktionssekretariater. Formuleringen »massemediets journalister og
redaktionsmedarbejdere« forudsættes på den baggrund også at omfatte
andre medarbejdere, der som led i deres almindelige arbejde, for eksempel med
indlægning af oplysninger eller hjælp til research, har til opgave at betjene
den redaktionelle informationsdatabase.
Bestemmelsen i stk. 2 fastlægger det formål, til hvis opfyldelse
massemediets journalister og redaktionsmedarbejdere må få adgang til en
redaktionel informationsdatabase. I forhold til flertalsudkastets § 3, 2.
led, er valgt den formulering, at journalister og redaktionsmedarbejdere ikke
må få adgang til eller benytte informationsdatabasen til andet end
journalistisk eller redaktionelt arbejde, der udføres med henblik på
offentliggørelse i massemediet. Med denne formulering tilsigtes det
præciseret, at ingen, heller ikke journalister eller redaktionsmedarbejdere,
må få adgang til eller benytte en redaktionel informationsdatabase til at
søge oplysninger til private eller i øvrigt uvedkommende formål.
Efter stk. 3 må oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold
ikke opbevares i en redaktionel informationsdatabase, når der er forløbet 3
år efter, at den begivenhed, der har givet anledning til optagelsen i
databasen, fandt sted, eller, hvis et sådant tidspunkt ikke kan fastsættes, 3
år efter, at informationerne er optaget i informationsdatabasen. Bestemmelsen
svarer til lovforslagets § 9, stk. 3, og med redaktionelle ændringer til
flertalsudkastets § 8, stk. 3, om offentligt tilgængelige
informationsdatabaser.
I stk. 4 er der angivet to undtagelser fra forbudet i stk. 3 mod
efter udløbet af 3 års-fristen at opbevare informationer om enkeltpersoners
rent private forhold i en redaktionel informationsdatabase.
Efter den første undtagelse må informationer om enkeltpersoners rent
private forhold opbevares i en redaktionel informationsdatabase også efter
udløbet af 3 års-fristen, hvis informationerne lovligt har været
offentliggjort i et massemedie.
Denne undtagelse skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i forslagets § 1,
stk. 2, sammenholdt med §§ 19 og 20. Efter disse bestemmelser falder
informationsdatabaser, hvori der udelukkende er indlagt allerede
offentliggjorte periodiske skrifter eller lyd- og billedprogrammer, der er
omfattet af medieansvarslovens § 1, nr. 1 eller 2, eller dele heraf, helt
uden for såvel lovforslaget som registerlovgivningen, når indlæggelsen i
disse baser er sket uændret i forhold til offentliggørelsen.
Da det således vil være muligt for pressen at oprette baser, der alene
består af allerede offentliggjort stof, herunder informationer om
enkeltpersoners rent private forhold, har Justitsministeriet ikke fundet at
burde forbyde, at dette offentliggjorte stof må være i en redaktionel
informationsdatabase.
Det er en forudsætning, at informationerne lovligt har været
offentliggjort i et massemedie. Undtagelsen gælder således ikke, hvis
offentliggørelsen ved dom er fundet ulovlig. I forbindelse med anvendelsen af
dette stof til ny offentliggørelse vil det i øvrigt påhvile pressen efter
medieansvarslovens og straffelovens almindelige regler at påse, at der ikke
efter den oprindelige lovlige offentliggørelse er indtrådt omstændigheder,
for eksempel afsigelse af en dom, der bevirker, at fornyet, uændret
offentliggørelse ikke vil være lovlig.
Efter den anden undtagelse fra reglen i stk. 3 må informationer om
enkeltpersoners rent private forhold opbevares i en redaktionel
informationsdatabase også efter udløbet af 3 års-fristen, hvis
informationerne opfylder betingelserne for at være i en offentligt
tilgængelig informationsdatabase, jf. § 9, stk. 3 og 4. De informationer, der
lovligt vil kunne være i en offentligt tilgængelig informationsdatabase, vil
således altid lovligt kunne være i en redaktionel informationsdatabase.
Til § 5
Efter § 5, 1. led, skal der træffes de fornødne
sikkerhedsforanstaltninger mod, at uvedkommende får adgang til en redaktionel
informationsdatabase. Bestemmelsen svarer til flertalsudkastets § 4.
Efter forslagets § 5, 2. led, skal der endvidere træffes de
fornødne sikkerhedsforanstaltninger mod, at informationsdatabasen benyttes
til uvedkommende formål. Efter forslagets § 4, stk. 2, må journalister og
redaktionsmedarbejdere ikke få adgang til eller benytte en redaktionel
informationsdatabase til andet end journalistisk eller redaktionelt arbejde,
der udføres med henblik på offentliggørelse i massemediet. Andre formål vil i
almindelighed være »uvedkommende« efter § 5, 2. led.
Til kapitel 3
Til § 6
Bestemmelsen svarer til flertalsudkastets § 5.
Til § 7
Bestemmelsen svarer til flertalsudkastets § 6, men med den tilføjelse, at
det i forbindelse med anmeldelsen skal angives, hvem der er ansvarlig for
informationsdatabasen.
Efter flertalsudkastets § 6, stk. 2, er der en pligt til straks at
anmelde, hvem der er ansvarlig for informationsdatabasen, medmindre
informationsdatabasen er et massemedie. Undladelse heraf skal efter
flertalsudkastet kunne straffes, men skal ikke indebære, at
informationsdatabasen falder uden for loven.
Efter Justitsministeriets forslag vil undladelse af at angive, hvem der er
ansvarlig for informationsdatabasen, ikke kunne straffes. Konsekvensen af
undladelsen er i stedet, at informationsdatabasen, selv om den anmeldes, ikke
bliver omfattet af forslaget.
Med hensyn til den ansvarliges pligter m.v. henvises til bemærkningerne
til flertalsudkastets § 6, stk. 2.
Stk. 2 er nyt i forhold til udvalgsflertallets lovudkast. Udvalget
lagde i betænkningen til grund, at en informationsdatabase efter
omstændighederne selv vil kunne være et massemedie, jf. medieansvarslovens §
1, nr. 3. Det gælder f. eks. POLTXT. Hvis en sådan informationsdatabase
anmeldes efter medieansvarslovens § 8, stk. 2, vil den efter
udvalgsflertallets udkast være omfattet af såvel medieansvarslovens som
flertalsudkastets bestemmelser, medmindre informationsdatabasen i
flertalsudkastets enkelte bestemmelser er undtaget fra udkastet, jf. f. eks.
udkastets § 6.
Justitsministeriet har fundet det mindre hensigtsmæssigt, at en offentligt
tilgængelig informationsdatabase kan være omfattet af såvel
medieansvarslovens som forslagets bestemmelser. Det vil kunne skabe
unødvendige tvivls- og fortolkningsspørgsmål.
Justitsministeriet foreslår på den baggrund i stedet, at en offentligt
tilgængelig informationsdatabase ikke samtidig kan være omfattet af
medieansvarslovens og forslagets bestemmelser.
Til § 8
Bestemmelsen svarer til flertalsudkastets § 7.
Til § 9
Bestemmelsen svarer med enkelte redaktionelle ændringer til
flertalsudkastets § 8.
Til § 10
Bestemmelsen svarer til flertalsudkastets § 9, stk. 1, dog at ordene
»eller frafaldes« er udgået af § 10, nr. 3 for at bringe
terminologien i overensstemmelse med den, der nu anvendes i retsplejeloven.
Til § 11
Efter flertalsudkastets § 9, stk. 2, finder medieansvarslovens kapitel 6
om genmæle tilsvarende anvendelse.
Informationsdatabaserne adskiller sig i deres tekniske form og i den måde,
hvorpå de i dag anvendes, på en række punkter væsentligt fra de medier, der
er omfattet af medieansvarslovens § 1, nr. 1 og 2. Justitsministeriet har som
følge heraf og på baggrund af nogle lovtekniske overvejelser fundet det
rigtigst, at der i loven medtages bestemmelser, som tilpasser
medieansvarslovens genmælebestemmelser til offentligt tilgængelige
informationsdatabaser.
Efter stk. 1 finder bestemmelserne i medieansvarslovens kapitel 6
om genmæle derfor tilsvarende anvendelse, jf. dog stk. 2-4 og § 13, stk. 2.
Efter stk. 2 påhviler de pligter, der efter medieansvarslovens
bestemmelser om genmæle påhviler redaktøren, efter forslaget den ansvarlige
for informationsdatabasen
Efter medieansvarslovens § 36, stk. 3, skal anmodning om genmæle
fremsendes til redaktøren senest 4 uger efter offentliggørelsen af de
faktiske oplysninger, der ønskes imødegået. Ved oplysninger i en offentlig
tilgængelig informationsdatabase er der imidlertid et behov for at fastslå,
hvad der skal forstås ved offentliggørelsestidspunktet, idet det vil bero på
tilfældigheder, hvornår den, der vil søge genmæle optaget, bliver bekendt med
de indlagte oplysninger. 4 ugers fristen kan således navnlig ikke regnes fra
tidspunktet for indlæggelsen, idet der er tale om en vedvarende krænkelse,
sålænge oplysningerne findes i den offentligt tilgængelige
informationsdatabase. Justitsministeriet foreslår på den baggrund i stk.
3, at anmodning om genmæle kan fremsættes, sålænge de oplysninger, der
ønskes imødegået, befinder sig i informationsdatabasen. Anmodning om genmæle
kan således ikke fremsættes, når de oplysninger, der ønskes imødegået, er
slettet, berigtiget eller ajourført.
Det foreslås endvidere i stk. 4, at pligten til at optage et
genmæle bortfalder, såfremt de oplysninger, der begrunder genmælet, forinden
er slettet, berigtiget eller ajourført. Efter Justitsministeriets opfattelse
giver det ingen mening i informationsdatabasen at optage et genmæle, når de
oplysninger, der begrunder genmælet, ikke længere er offentligt tilgængelige
i informationsdatabasen.
Til § 12
Bestemmelsen svarer til flertalsudkastets § 11.
Til kapitel 4
Til § 13
Bestemmelsen i stk. 1 fastlægger, hvilke spørgsmål der kan
indbringes for Pressenævnet. Det drejer sig om overtrædelse af § 9, stk. 2-4.
Det er efter bestemmelsen en forudsætning for at kunne indbringe spørgsmålet
for Pressenævnet, at man først har fremsat sin anmodning om sletning eller
optagelse af et genmæle over for den ansvarlige. Nægter den ansvarlige at
imødekomme anmodningen, kan sagen straks indbringes for Pressenævnet. Sagen
skal efter stk. 2 indbringes for Pressenævnet senest 4 uger efter, at
afslaget er kommet frem. Har den ansvarlige ikke besvaret anmodningen inden 4
uger, kan den pågældende herefter klage til Pressenævnet. Klagen skal efter
stk. 2 i denne situation indbringes for Pressenævnet senest 4 uger
efter, at klagen efter stk. 1 kunne indgives.
Pressenævnet vil efter forslaget ikke skulle træffe afgørelse om, hvorvidt
en oplysning lovligt kan offentliggøres i et massemedie, jf. forslagets § 9,
stk. 1. Overtrædelse af bestemmelsen straffes efter § 17, stk. 1, nr. 1, og
det vil derfor være politiet og domstolene, der efter almindelige regler vil
skulle tage stilling til, om bestemmelsen er overtrådt. Det samme gælder
bestemmelsen i forslagets § 10, nr. 2 og 3, hvorefter der efter anmodning
skal foretages sletning, rettelse eller ajourføring, når en tidligere omtalt
retsafgørelse eller administrativ afgørelse er blevet ændret, eller når
strafforfølgning i en tidligere omtalt sag opgives, eller når der i en sådan
sag sker frifindelse.
Efter forslagets § 10, nr. 1, skal der efter anmodning foretages sletning,
rettelse eller ajourføring, når informationerne er urigtige eller
vildledende. Efter forslaget er der ikke knyttet straf til overtrædelse af
denne bestemmelse. Det vil derfor være domstolene, som under et civilt
anerkendelsessøgsmål i givet fald vil skulle tage stilling til, om
bestemmelsen er overtrådt. Den, oplysningerne angår, kan dog i stedet for at
at anlægge civilt søgsmål med påstand om sletning, rettelse eller ajourføring
fremsætte anmodning om genmæle. Afslår den ansvarlige for
informationsdatabasen at optage genmælet, kan Pressenævnet efter forslagets §
14, stk. 2, give påbud om genmælets optagelse i informationsdatabasen.
Efter lovforslagets § 14, stk. 1, kan Pressenævnet give påbud om, at der
foretages sletning af informationer, der strider mod bestemmelserne i § 4,
stk. 3 og 4. Den, der har en formodning om, at der opbevares sådanne
oplysninger i en redaktionel informationsdatabase, vil således kunne rette
henvendelse til Pressenævnet.
Til § 14
Efter stk. 1 kan Pressenævnet give påbud om, at der foretages
sletning af informationer, der strider mod bestemmelserne i § 4, stk. 3 og 4,
og § 9, stk. 2-4.
Efter stk. 2 kan Pressenævnet give påbud om, at der optages et
genmæle i en offentligt tilgængelig informationsdatabase, herunder fastsætte
genmælets indhold, form og placering. Denne bestemmelse svarer med
redaktionelle ændringer til medieansvarslovens § 43, stk. 1, nr. 2. Påbud om
genmæle forudsætter en anmodning fra en, som er klageberettiget efter § 13,
stk. 1. I forbindelse med en klage til Pressenævnet må oplyses, om der ønskes
sletning eller optagelse af genmæle.
Stk. 3 fastsætter, at en række bestemmelser i medieansvarslovens
kapitel 7 om Pressenævnet finder tilsvarende anvendelse. Der er navnlig tale
om bestemmelser om Pressenævnets sagsbehandling. Henvisning til
medieansvarslovens § 52, stk. 3, indebærer, at justitsministeren kan
bestemme, at udgifterne til Pressenævnets virksomhed efter denne lov -
ligesom efter medieansvarsloven - skal afholdes af massemedierne efter en
fordeling, som fastsættes i nævnets forretningsorden.
Til § 15
Efter bestemmelsen kan Pressenævnet af enhver kræve alle oplysninger, der
er af betydning for nævnets virksomhed efter denne lov.
Efter bestemmelsen i § 14, stk. 1, kan Pressenævnet give påbud om, at der
foretages sletning af informationer, der strider mod bestemmelserne i § 4,
stk. 3 og 4, og § 9, stk. 2-4.
Påbudsbestemmelsen i § 14, stk. 1, sammenholdt med
oplysningspligtsbestemmelsen i § 15, giver Pressenævnet mulighed for at påse
overholdelsen af bestemmelsen i forslagets § 4, stk. 3 og 4 om, hvilke
oplysninger, der må være i en redaktionel informationsdatabase.
Pressenævnet har således efter bestemmelsen i § 15 mulighed for, for
eksempel på baggrund af en henvendelse fra en privat person, at rette
henvendelse til vedkommende massemedie for at få oplysninger om, hvilke
oplysninger massemediet opbevarer i dets redaktionelle informationsdatabaser
om en bestemt person eller et bestemt emne m.v. På baggrund af disse
oplysninger vil Pressenævnet kunne tage stilling til, om der foreligger en
overtrædelse af lovforslagets § 4, stk. 3 og 4, og i givet fald meddele påbud
om sletning af informationerne. I forbindelse med Pressenævnets afgørelse af,
om der skal meddeles påbud om sletning af informationerne, vil der i
overensstemmelse med forvaltningslovens § 19 og medieansvarslovens § 45, stk.
1, jf. herved lovforslagets § 14, stk. 3, skulle ske partshøring, hvorved den
pågældende vil kunne blive gjort bekendt med de oplysninger, der opbevares om
personen i databasen.
Undladelse af at efterkomme påbudet straffes efter lovforslagets § 17,
stk. 1, nr. 2.
Undladelse af at efterkomme Pressenævnets krav om oplysninger straffes
efter lovforslagets § 17, stk. 1, nr. 3.
Afgivelse af urigtige oplysninger til Pressenævnet kan straffes efter
straffelovens § 162 om straf af bøde, hæfte eller fængsel indtil 4 måneder
for afgivelse af urigtige erklæring om forhold, man er pligtige at afgive
forklaring om, jf. lovforslagets § 15. Hvis Pressenævnet har en formodning
om, at der er givet urigtige oplysninger, kan Pressenævnet indgive anmeldelse
til politiet. Politiet vil derefter i overensstemmelse med retsplejelovens
almindelige regler kunne efterforske forholdet og i givet fald med fornøden
retskendelse om rangsagning og beslaglæggelse kunne skaffe sig adgang til
massemediets redaktionelle informationsdatabaser.
Til § 16
Bestemmelsen svarer til medieansvarslovens § 50
Til § 17
Stk. 1 angiver de bestemmelser, hvis overtrædelse kan straffes.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 13.
Stk. 2 svarer til flertalsudkastets § 15, stk. 2. I
Justitsministeriets forslag er dog valgt formuleringen »uberettiget
udnytter eller videregiver«, jf. herved formuleringen i straffelovens §
152 b, for dermed at angive, at den, som på retmæssig måde er kommet i
besiddelse af oplysninger gennem benyttelse af en redaktionel
informationsdatabase, kan gøre sig skyldig i strafbart forhold dels ved selv
at udnytte oplysningerne på retsstridig måde, dels ved uberettiget at
videregive oplysningerne.
Personer, som uberettiget skaffer sig adgang til en redaktionel
informationsdatabase, kan straffes efter straffelovens § 263, stk. 2 eller 3.
Til § 18
Stk. 1 svarer til flertalsudkastets § 16, stk. 1.
Bestemmelsen i stk. 2 svarer til medieansvarslovens § 53, stk. 3.
Til kapitel 5
Til §§ 19-22
Bestemmelserne svarer med redaktionelle ændringer til flertalsudkastets §§
17-20.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Lov om massemediers informationsdatabaser Retsinformation · 2. juni 1994
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-06135 Retsinformation · 22. juni 2024
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0692 Retsinformation · 19. november 2021
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0950 Retsinformation · 20. januar 2023
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0953 Retsinformation · 24. februar 2023
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-80-0961 Retsinformation · 25. marts 2023