Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 28/11 2003 vedr. lønsumsafgiftspligt ved udlejning af bowlingbaner.

KEN nr 10320 af 28/11/2003Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet20. februar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 28/11 2003 vedr.

lønsumsafgiftspligt ved udlejning af bowlingbaner.

Klagen skyldes, at A ApS for perioden 21. juli 1995 til 23.

marts 2000 er anset for lønsumsafgiftspligtig af udlejning af bowlingbaner.

Landsskatterettens

afgørelse

Told- og Skatteregionens afgørelse stadfæstes.

Sagens oplysninger

Klageren driver bl.a. virksomhed med udlejning af

bowlingbaner, og har i den forbindelse tre typer af kunder. For det første

har

klageren faste aftaler med bowlingklubber om baneleje på faste,

tilbagevendende

tidspunkter, typisk på hverdagsaftener. For det andet har man faste aftaler

med

firmaer, som typisk vedrører benyttelse af baner på faste, tilbagevendende

tidspunkter, ligeledes typisk på hverdagsaftener. Disse baner anvendes til

f.eks. firmaidræt eller f.eks. således, at firmaets medarbejdere kan komme

der

fast en aften om ugen. For det tredje er der baneleje til private kunder, som

lejer baner fra gang til gang. I alt er der ca. 10 – 15 baner, og på

hverdage

er der således altid ca. 3-4 baner til rådighed for private, mens resten

benyttes

enten af klubber eller firmaer. I week-ender fra lørdag eftermiddag og frem

er

alle banerne typisk forbeholdt privat baneleje.

Udover udlejning af bowlingbaner driver klageren bl.a.

virksomhed med udlejning af sko, ligesom man har cafeteriadrift med salg af

mad

Læs alt

og drikkevarer, og man har ofte arrangementer med både spisning og bowling i

form af f.eks. firmaarrangementer og børnefødselsdage m.v.

For regnskabsårene 1995/96 – 1999/2000 havde klageren i

gennemsnit henholdsvis 7, 6, 5, 5 og 5 medarbejdere, og klagerens omsætning

fordelte sig for samme regnskabsår således:

Omsætning

1995/1996

1996/1997

1997/1998

1998/1999

1999/2000

Bowlingbaner

1.160.677

1.168.813

1.221.089

1.236.820

1.258.535

Udleje af sko

116.400

111.435

104.157

111.634

105.422

Salg af bowlingudstyr

27.971

32.734

39.890

39.872

26.824

Morskabsautomater

104.900

156.751

168.509

205.235

195.501

Cafeteria

1.117.994

1.156.055

1.270.763

1.188.063

1.252.562

I alt

2.527.942

2.625.788

2.804.408

2.781.624

2.838.844

Klageren har i den i sagen omhandlede periode betalt moms af

baneleje. Efterfølgende har klageren anmodet regionen om tilbagebetaling af

denne moms, og regionen har godkendt anmodningen om tilbagebetaling af moms i

henhold til Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 27 af 22. august 2001 om

tilbagebetaling af moms på salg af sportsaktiviteter i form af udlejning af

bowlingbaner og salg af andre sportsaktiviteter. Ved opgørelsen af

tilbagebetalingskravet har regionen reguleret med lønsumsafgift.

Regionens afgørelse

Regionen har anset klageren for lønsumsafgiftspligtig af

udlejning af bowlingbaner i den omhandlede periode. Ved opgørelsen af

lønsumsafgiftsgrundlaget er anvendt en omsætningsfordeling.

Af Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 27 af 22. august

2001 fremgår, at momstilbagebetalingskrav skal fradrages de besparelser, som

virksomheden har opnået på grund af den urigtige afgiftsmæssige behandling.

Dette indebærer, at bl.a. lønsumsafgift, der påhviler ikke-momspligtige

virksomheder, skal fratrækkes i kravet.

Virksomhedens aktiviteter (salg af adgang til

sportsaktiviteter) er ikke omfattet af undtagelsesbestemmelsen i

lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 2. Ydelser i form af individualiseret salg af

adgang til motion, der må antages drevet med det formål at opnå indtjening,

opfylder ikke betingelserne for at kunne karakteriseres som amatørsport som

begrebet skal forstås i henhold til lovbestemmelsen.

Der er herved henvist til forarbejderne til

lønsumsafgiftsloven og den tidligere lov om arbejdsmarkedsbidrag, lovforslag

118 af 9. december 1987, hvor amatørsport karakteriseres ved hovedsageligt at

være finansieret af medlemskontingenter. Dermed afgrænses begrebet til at

omfatte virksomheder, der organisatorisk kan henføres til foreningsbegrebet

med

en åben medlemskreds og en af medlemmerne demokratisk valgt ledelse, hvor

medlemskredsen gennem deltagelse i den årlige generalforsamling har direkte

indflydelse på såvel foreningens ydelser som betalingen herfor.

Hvad angår opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget er der

henvist til, at virksomheder, der både udøver lønsumsafgiftspligtige

aktiviteter og andre aktiviteter, skal foretage en fordeling af virksomhedens

lønsum samt over- eller underskud, der vedrører henholdsvis den

lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden og den øvrige del af virksomheden,

jf. lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4.

Har virksomheden ansatte, der udøver aktiviteter i den

lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden og andre aktiviteter, skal der ske

en fordeling af den ansattes lønsum på grundlag af det faktiske anvendte

tidsforbrug i henholdsvis den afgiftspligtige del af virksomheden og den

øvrige

del af virksomheden.

Kan virksomheden ikke foretage en faktisk opgørelse af

tidsforbruget, skal virksomheden til afgiftsgrundlaget medregne den del af

lønsummen, der skønsmæssigt vedrører den afgiftspligtige del af virksomheden.

Ved vurderingen af, om den skønsmæssige fordeling af virksomhedens lønsum og

over- eller underskud er foretaget på en rimelig måde, vil en fordeling, der

svarer til forholdet mellem omsætningen i den afgiftspligtige del af

virksomheden og virksomhedens samlede omsætning i det pågældende indkomstår,

som udgangspunkt blive lagt til grund. I forhold til en omsætningsfordeling

ses

der ikke modtaget nogen form for dokumentation eller yderligere

sandsynliggørelse

for, at personalet kun anvender ca. 5 min. af hver time vedrørende den

lønsumsafgiftspligtige omsætning, hvorfor et skøn bygget på en

omsætningsfordeling er fastholdt.

Klagerens påstand og

argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat principal påstand om, at

klageren for den omhandlede periode ikke er lønsumsafgiftspligtig af

udlejning

af bowlingbaner. Subsidiært har han fremsat påstand om, at der ved opgørelsen

af afgiftsgrundlaget skal ske en fordeling af lønsummen på grundlag af et

anvendt

tidsforbrug svarende til 5 minutter pr. time i stedet for en

omsætningsfordeling.

Det er vedrørende den principale påstand bl.a. anført, at

momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 5, i den omhandlede periode

var

formuleret således:

”Sportsaktiviteter og –arrangementer, herunder

arrangementer, hvortil er knyttet spil på totalisator eller på anden lignende

måde. Fritagelsen omfatter dog ikke motorløb og arrangementer, hvor der

deltager professionelle sports- og idrætsudøvere, fodboldkampe dog kun, når

der

deltager professionelle på begge hold.”

Ved Østre Landsrets dom af 26. januar 2000 slog retten fast,

at myndighederne ikke kunne opretholde et krav om beregning af moms af salg

af

adgang til spil om bowling, begrundet i, at der var tale om en erhvervsmæssig

aktivitet (med gevinst for øje). Landsretten gav som begrundelse, at

fritagelsen i § 13 ikke indeholdt en bestemmelse om, at fritagelsen ikke

omfattede virksomhed drevet med gevinst for øje. At der heri lå en fejlagtig

implementering af 6. momsdirektivs relevante artikel påvirkede ikke dommens

resultat.

Lønsumsafgiftsloven indeholder i § 1, stk. 2, en

bestemmelse, som fritager amatørsport fra afgiftspligt. Eftersom der er en

meget tæt sammenhæng mellem momslovens og lønsumsafgiftslovens bestemmelser,

må

en tolkning af begrebet amatørsport tage udgangspunkt

i den dagældende sondring i momslovens § 13.

Eftersom bestemmelsen i momsloven indtil marts 2000 ikke

indeholdt et krav om momspligt for aktiviteter drevet med gevinst for øje,

var

det alene relevant at vurdere, om en aktivitet involverede professionelle

sportsudøvere. Var dette ikke tilfældet, var der momsmæssigt tale om

amatøridræt. I afgørelsen TfS 1999.662 TSS vurderede styrelsens således, at

aktiviteterne i Danmarks Jægerforbund ikke er omfattet af momslovens § 13,

stk.

1, nr. 5, og at aktiviteterne dermed heller ikke kan henføres til begrebet

amatørsport i lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 1.

Ud fra en naturlig sproglig forståelse er amatørsport

modstykket til den professionelle idræt. Samme sondring må ligge til grund

ved

bedømmelse af indholdet af begrebet amatøridræt i lønsumsafgiftsloven

således,

at man i realiteten har fritaget den del af idrætten, som ikke er udtryk for

professionel idrætsudøvelse.

Vedrørende den subsidiære påstand er det bl.a. anført, at

det af § 4, stk. 2, i bekendtgørelse til lønsumsafgiftsloven følger, at

virksomheder med blandede aktiviteter skal fordele lønsummen på grundlag af

det

faktisk anvendte tidsforbrug ved opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget. Hvis

dette ikke er muligt, kan der i stedet udøves et skøn. Der er ikke faste

retningslinjer for, hvordan dette skøn skal udøves, men i praksis anerkendes

det altid, at der anvendes en omsætningsfordeling.

En omsætningsfordeling er imidlertid alene myndighedernes

udgangspunkt ved vurderingen af, om fordelingen af lønsum er foretaget på en

rimelig måde i de tilfælde, hvor en virksomhed har foretaget et skøn over

fordelingen, jf. lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 4. I modsætning til

den momsmæssige fordeling, hvor det er et krav, at omsætningsfordelingen

anvendes, jf. momslovens § 38, stk. 1, er udgangspunktet vedrørende lønsum,

at

fordelingen af lønsummen skal afspejle det faktiske tidsforbrug, jf.

lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 2.

I nærværende sag vil omsætningsfordelingen indebære en skæv

fordeling af lønsummen, da klagerens personale kun anvender ca. 5 minutter af

hver time vedrørende den lønsumsafgiftspligtige omsætning på

bowlingaktiviteter. En fordeling baseret på, at der anvendes 5 minutter pr.

timer på de momsfritagne aktiviteter, er mere sandsynlig og rimelig end en

omsætningsfordeling. Salg af bowlingtimer, udskrivning af resultatlister m.v.

er ikke synderligt tidskrævende, ligesom selve bowlingaktiviteten stort set

foregår automatisk, og kun i mindre omfang indebærer en indsats fra

personalet.

Ressourceanvendelsen i forbindelse med cafeteriadriften, herunder

tilberedning

af madvarer, afrydning og opvask m.v. er selvsagt væsentligt større.

En beregning af skyldig lønsumsafgift på dette grundlag

beløber sig til 13.027 kr. Der er fremlagt en opgørelse heraf.

Landsskatterettens

bemærkninger og begrundelse

Den dagældende § 1 i lønsumsafgiftsloven havde følgende

ordlyd:

” § 1. Der betales en afgift til

statskassen af virksomheder, der mod vederlag leverer varer og ydelser, der

er

fritaget for afgift efter merværdiafgiftslovens § 13, stk. 1, nr. 1, nr. 3,

nr.

5 og 6, nr. 8, nr. 10-12, nr. 15-17 og nr. 20, jf. dog nedenfor stk. 2, og af

virksomheder med anden økonomisk virksomhed, der mod vederlag leverer

ydelser,

der ikke er afgiftspligtige efter merværdiafgiftsloven. Der betales tillige

afgift af virksomheder, der udgiver eller importerer aviser.

Stk. 2. Afgiftspligten efter stk.

1, 1. pkt., omfatter ikke virksomheder, der udøver aktiviteter vedrørende:

·

Amatørsport.

·

Udlejning og bortforpagtning af fast

ejendom.

·

Persontransport, når transporten sker

direkte til eller fra udlandet.”

Den dagældende momslovs § 13, stk. 1, nr. 5, var sålydende:

”§ 13. Følgende varer og ydelser

er fritaget for afgift:

( )

Sportsaktiviteter og

–arrangementer, herunder arrangementer, hvortil er knyttet spil på

totalisator

eller på anden lignende måde. Fritagelsen omfatter dog ikke motorløb og

arrangementer, hvor der deltager professionelle sports- og idrætsudøvere,

fodboldkampe dog kun, når der deltager professionelle på begge hold.

§ 1 i lønsumsafgiftsloven blev i det væsentligste i denne

form oprindeligt indføjet i lønsumsafgiftsloven ved lov nr. 892 af 21.

december

1991 om ændring af lov om lønsumsafgift for virksomheder inden for den

finansielle sektor. Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår det bl.a., at

loven ændres til at omfatte de ikke-momspligtige virksomheder, der er

omfattet

af arbejdsmarkedsbidragsloven. Det fremgår bl.a. videre, at der foreslås

samme

undtagelser fra afgiftspligten som efter arbejdsmarkedsbidragsloven, og i den

forbindelse er nævnt amatørsport.

Af forarbejderne til den tidligere arbejdsmarkedsbidragslov

fremgår det bl.a., at undtagelsen vedrørende amatørsport alene vedrører ren

amatøridræt, som hovedsageligt finansieres ved medlemskontingenter.

Retten lægger til grund som ubestridt, at virksomhedens

aktiviteter med udlejning af bowlingbaner var fritaget for moms efter den

dagældende bestemmelse i momslovens § 13, stk. 1, nr. 5. Virksomheden var

derfor som udgangspunkt lønsumsafgiftspligtig efter hovedreglen i

lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1.

Under hensyn til, at lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 2, er en

undtagelsesbestemmelse, og til forarbejderne til den tidligere

arbejdsmarkedsbidragslov, hvor det er angivet, at bestemmelsen alene vedrører

ren amatøridræt, som hovedsageligt finansieres ved medlemskontingenter,

finder

retten, at bestemmelsen om amatørsport må fortolkes indskrænkende. Den kan

derfor kun antages at omfatte sportsklubber, - foreninger og lignende, hvis

aktiviteter alene har dyrkelse af amatøridræt til formål, og hvis indtægter

fuldt ud anvendes til aktiviteter med amatørsport. Da klagerens indtægter ved

udlejning af bowlingbaner ikke fuldt ud anvendes til finansieringen af

aktiviteter med amatørsport, og da aktiviteterne i øvrigt må anses for drevet

med henblik på at opnå overskud, findes klagerens aktiviteter ikke at kunne

karakteriseres som amatørsport i lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 2, nr.

1’s

forstand.

§ 4, stk. 4, (tidligere § 5, stk. 4) i lønsumsafgiftsloven

har følgende ordlyd:

”Stk. 4. Virksomheder, der både

udøver aktiviteter efter § 1, stk. 1, 1. pkt., og andre aktiviteter, skal på

grundlag af en sektoropdeling af virksomheden foretage en fordeling af

virksomhedens lønsum og overskud eller underskud, der vedrører den

afgiftspligtige

del af virksomheden henholdsvis den øvrige del af virksomheden. For

virksomheder, der både skal opgøre afgiftsgrundlaget efter stk. 1 og 2, skal

der foretages en tilsvarende fordeling. Skatteministeren kan fastsætte

nærmere

regler for opgørelsen af afgiftsgrundlaget efter 1. og 2. pkt.”

§ 4, stk. 1 – 4, (§ 5, stk. 1 – 4, i tidligere

bekendtgørelser) i bekendtgørelse om afgift af lønsum m.v. har følgende

ordlyd:

”§ 4. Afgiftsgrundlaget for

virksomheder, der er omfattet af lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, opgøres

efter reglerne nedenfor i stk. 2-5.

Stk. 2. Afgiftsgrundlaget efter

stk. 1 for virksomheder, der skal opgøre afgiftsgrundlaget efter

lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, beregnes af den del af virksomhedens

lønsum,

der vedrører den afgiftspligtige af virksomheden. Har virksomheden ansatte,

der

både udøver aktiviteter i den afgiftspligtige del af virksomheden og andre

aktiviteter, skal der ske en fordeling af den ansattes lønsum på grundlag af

det faktisk anvendte tidsforbrug i henholdsvis den afgiftspligtige del af

virksomheden og den øvrige del af virksomheden. Kan virksomheden ikke

foretage

en faktisk opgørelse af tidsforbruget, skal virksomheden til

afgiftsgrundlaget

medregne den del af lønsummen, der skønsmæssigt vedrører den afgiftspligtige

del af virksomheden.

Stk. 3. Afgiftsgrundlaget efter

stk. 1 for virksomheder, der skal opgøre afgiftsgrundlaget efter

lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 1, er den del af virksomhedens lønsum med

tillæg

af virksomhedens overskud eller fradrag af virksomhedens underskud, der

vedrører

den afgiftspligtige del af virksomheden. Virksomhedens lønsum opgøres efter

reglerne i stk. 2. Den del af virksomhedens overskud eller underskud, der

skal

medregnes til afgiftsgrundlaget, opgøres på grundlag af virksomhedens

regnskaber. Fører virksomheden ikke et særskilt sektorregnskab for den

afgiftspligtige del af virksomheden eller kan virksomhedens regnskaber i

øvrigt

ikke tilrettelægges på en sådan måde, at fordelingen af virksomhedens

overskud

eller underskud fremgår af regnskabet, skal virksomheden til

afgiftsgrundlaget

medregne den del af overskuddet eller underskuddet, der skønsmæssigt vedrører

den afgiftspligtige del af virksomheden.

Stk. 4. Ved de statslige told- og

skattemyndigheders vurdering af, om den skønsmæssige fordeling af

virksomhedens

lønsum og overskud eller underskud efter stk. 2 og 3 er foretaget på rimelig

måde, vil en fordeling, der svarer til forholdet mellem omsætningen i den

afgiftspligtige del af virksomheden og virksomhedens samlede omsætning i det

pågældende indkomstår, som udgangspunkt blive lagt til grund. Afviger

virksomhedens skøn fra denne fordeling efter omsætning og kan virksomheden

ikke

på anden måde sandsynliggøre den foretagne fordeling, kan de statslige told-

og

skattemyndigheder pålægge virksomheden at føre et særskilt sektorregnskab for

den afgiftspligtige del af virksomheden.”

Retten finder, at der ved skønnet over

lønsumsafgiftsgrundlaget kan tages udgangspunkt i en omsætningsfordeling. Ud

fra en samlet vurdering finder retten det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at

de

ansatte har anvendt 5 minutter pr. time på bowlingaktiviteterne, og 55

minutter

på aktiviteterne med salg af bowlingudstyr, morskabsautomater og cafeteria.

Når

henses til den omsætning, der i den pågældende periode har været i

cafeteriet,

til antallet af bowlingbaner og til det gennemsnitlige antal ansatte over

perioden, finder retten ikke grundlag for at tilsidesætte det af regionen

udøvede skøn over lønsumsafgiftsgrundlaget.

Den påklagede afgørelse stadfæstes således.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter