Landsskatteretskendelse af 16. juli 2003 vedr. moms og punktafgifter i afgiftsfrie butikker på færger
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse af 16. juli 2003 vedr. moms og
punktafgifter i afgiftsfrie butikker på færger
A A/S’s klage skyldes, at
toldcentret har foretaget en efteropkrævning af punktafgifter og moms af
svind
fra afgiftsfrie butikker om bord på den færge, der besejler ruten X-Y.
Det fremgår af sagen, at A A/S (herefter selskabet) indtil
udgangen af juni måned 1999 var meddelt tilladelse til landsætning af
passager
og proviantering med ubeskattede varer på selskabets færge på ruten X-Y. Der
er
for omhandlede periode 1. januar 1996 til 31. december 1997 konstateret svind
i
færgens butikker. Selskabet har vurderet, at den primære årsag til svindet er
tyveri fra færgens supermarkeder, samt at en del af svindet må tilskrives
fejlregistrering hos klageren af tilførte og fraførte mængder samt
indtastningsfejl ved kasseapparaterne, hvilken vurdering toldcentret er enig
i.
Det afgiftsfrie salg blev afskaffet af EU i 1993, men der blev af
erhvervsmæssige grunde samtidig gennemført en overgangsordning frem til 1999.
Denne sag vedrører overgangsordningen.
Af en tilladelse af 6. februar 1996 givet af Told- og
Skatteregionen fremgår:
”
Tilladelse til landsætning af
passagerer mv
og proviantering med
uberigtigede varer
HJEMMEL
Toldlovens
Læs alt
paragraffer 58 til 60 og toldbehandlingsbekendtgørelsens paragrafer 67 til 69
og 72 til 74.
OMFANG
Passagerer
mv., der indrejser med skibe, som rederiet indsætter i fast rutefart mellem X
og Y kan landsættes i X på en af told- og skatteregionen godkendt plads.
Skibe, der
af rederiet indsættes i fast fart på ruten, kan i det omfang, told- og
skatteregionen finder fornødent, provianteres med følgende varer i afgiftsfri
stand, men ikke i toldfri stand, med henblik på salg til rutens passagerer:
Spiritus,
vin, øl, tobaksvarer, cigaretpapir, parfume og toiletvand, parfumevarer,
chokolade- og sukkervarer, kaffe, the og landbrugsvarer.
Der kan
endvidere i det omfang, regionen finder fornødent, provianteres med
uberigtigede varer, herunder også toldpligtige varer, til brug ved servering
for passagerer i færgens restauranter.
På
nedennævnte betingelser kan regionen også tillade, at færgen provianteres med
følgende mindre rejseudstyrsgenstande:
Solbriller,
spillekort, rejseskakspil, puslespil, skriveredskaber, similismykker og
pyntegenstande, modelfly (også som samlesæt), dukker og legedyr, lightere,
øloplukkersæt og rejsevækkeure samt t-shirts, tørklæder og mindre
beklædningsgenstande, mindre tasker og rygsække, såfremt disse er forsynet
med
reklame for Deres rederi eller selskab.
Det er en
betingelse, at de nævnte varer er fortoldet og punktafgiftsberigtiget i EU,
og
at De ikke kan opnå momsfritagelse for varerne ved provianteringen.
GYLDIGHED
Tilladelsen
er gyldig indtil videre, dog ikke ud over udgangen af december måned 1996.
BETINGELSER
De
fartøjer, som rederiet indsætter på ovennævnte rute, skal enten tilhøre
rederiet eller være chartret af rederiet i henhold til en charterkontrakt.
Fartøjerne
skal indsættes i fast rutefart mellem de nævnte havne med faste afgangs- og
ankomsttider efter en forud af regionen godkendt sejlplan. Regionen skal
holdes
underrettet om fartøjernes navne, hjemsted og tonnage samt om eventuelle
ændringer heri og i fartplanen. Det er også en betingelse, at sejlplanerne
tilgodeser Told*Skats ekspeditionsmuligheder.
LANDSÆTNING
Rederiet
må for egen regning og i overensstemmelse med told- og skatteregionens krav
ved
anlægspladsen stille fornødent udstyrede lokaler og indretninger til rådighed
for toldeftersyn af passagerer mv samt etablere de nødvendige afspærringer.
PROVIANTERING
Hovedformålet
med sejladsen skal være at opretholde trafik i egentlig forstand.
Proviantering
med og salg eller udskænkning af uberigtigede varer kan således ikke finde
sted
på ture, hvor særlige arrangementer er hovedformålet med turen, eller når
passagererne ikke landsættes i ankomsthavnen.
Ved
proviantering med varer, som skal sælges til passagerer fra kiosk eller
lignende salgssteder, er det en betingelse, at varerne toldberigtiges ved
tilførslen, medmindre varerne er i fri omsætning i EU, eller der kan
indrømmes
præferencetoldfrihed i henhold til EU' s præferenceaftaler.
Rederiet
hæfter for betaling af told af indladede uberigtigede varer.
SALG
Salg
til passagerer af det under omfang omhandlede varesortiment må kun ske fra
kiosk eller lignende salgssted.
Salg
og udskænkning i færgens restauranter samt salg fra kiosk eller lignende
salgssted under fartøjets henliggen i havn er ikke tilladt.
Passagererne
skal ved opslag om bord gøres opmærksom på de gældende regler tor told- og
afgiftsfri indførsel for rejsende i de lande, som berøres af ruten.
Kioskpersonalet
må til den enkelte rejsende kun sælge varer i sådanne begrænsede kvanta, som
passagererne må indføre told- og afgiftsfrit henholdsvis i Tyskland og i
Danmark.
Der
må fra kiosk eller lignende salgssteder ikke sælges varer, som i sig selv
overskrider de fastsatte mængde- og værdigrænser for told- og afgiftsfri
indførsel.
KONTROLKORT
Salg
af tobaksvarer og spiritus må kun ske på grundlag kontrolkort (indkøbskort),
som skal udleveres til hver enkelt voksen rejsende ved ombordstigningen. Til
passagerer i bil udleveres kontrolkort i drive-in billet-kontrollen.
Der
må ikke udleveres kontrolkort til personer under 17 år.
Kontrolkortene
skal foreligge i to forskellige udgaver, et til danske rejsende, der skal
opholde sig uden for dansk toldområde mindre end 36 timer, og et til de
øvrige
rejsende.
Kontrolkortene
skal være forsynet med tydeligt datostempel for udrejsedagen og være
fortløbende nummereret med hver sin nummerrække for hver udgave.
Kontrolkortene, der kun kan anvendes den dag, de er udleveret, skal forevises
og annulleres med afstempling ved køb af henholdsvis spiritus og tobaksvarer.
Ved
køb er fastsat som begrænsning, at een passager højst kan foretage indkøb på
to
kontrolkort.
I
forbindelse med salg fra kiosk eller lignende salgssted skal der til kunden
udleveres kassebon eller anden kvittering, som skal indeholde oplysninger om
vareart, antal, beløb og salgsdato samt i muligt omfang også om
salgstidspunktet.
Rederiet
skal ved opslag om bord gøre de rejsende opmærksom på, at kassebon eller
anden
kvittering af Told*Skat's personale kan kræves forevist ved indrejse til
Danmark.
Salg
eller overdragelse af varer fra færgens restaurationer eller kiosker til det
på
færgen ansatte personale er ikke tilladt.
VENDOR CONTROL
Rederiet
skal for hver måned udfærdige en opgørelse over mængdemæssigt salg om bord af
spiritus, vin, tobaksvarer, parfume og parfumevarer. Salget af "andre
varer" skal ligeledes opgøres for hver måned.
Rederiet
skal endvidere hver måned udfærdige en opgørelse over antallet af udleverede
kontrolkort med angivelse af nummerrækkerne for henholdsvis stor og lille
ration.
Rederiet
skal for hver sejlads udarbejde en af skibsføreren underskrevet
passagerfortegnelse med angivelse af afgangssted, dato, klokkeslet og antal
passagerer.
Opgørelserne
og fortegnelserne skal fremsendes til regionen umiddelbart efter månedens
udløb.
Regionens
personale skal på ethvert tidspunkt have mulighed for at foretage en
opgørelse
over de solgte varemængder, de udleverede kontrolkort og antallet af
passagerer
på en tilfældigt valgt dag eller periode.
REGNSKAB
Der
skal for hvert enkelt fartøj på ruten føres et specificeret proviantregnskab.
Regnskabet skal omfatte et hovedregnskab, som skal omfatte alle leverancer
til
skibet incl. eventuelle leverancer til besætningsmedlemmer, samt forbrug og
beholdning af uberigtigede varer. I tilknytning til hovedregnskabet skal der
føres underregnskaber for salg fra kiosker og restaurationer, samt for
udleveret proviant til besætningen.
Regnskabet
kan eventuelt af lægges i det almindelige forretningsregnskab, der i givet
fald
må indrettes på en sådan måde, at det tilgodeser Told*Skat's ønsker.
PROVIANT
De
uberigtigede varer skal være anbragt under sådanne forhold, at de kan tages
under toldlukke.
ANDET
Det
påhviler rederiet at instruere færgens fører, mandskab og øvrige om bord på
skibet beskæftigede personer om ovenstående betingelser.
Det
påhviler endvidere rederiet nøje at føre kontrol med, at de i tilladelsen
fastsatte betingelser overholdes.
Overtrædelse
af tilladelsens betingelser begået af de på færgen beskæftigede personer
eller
af personer, til hvem restaurationer eller kiosker måtte være bortforpagtet
eller overdraget, medfører tilsvar af told og afgifter samt straf efter
toldlovens herom gældende bestemmelser.
Ved
tilsidesættelse af tilladelsens vilkår kan regionen tilbagekalde tilladelsen
og/eller
nægte fornyelse af denne.
Regionen
kan kræve, at personer, der har overtrådt tilladelsens betingelser eller
toldlovgivningen, ikke må beskæftiges ved salg af eller i øvrigt befatte sig
med uberigtigede varer om bord.”
Tilladelsen blev ved brev af 12. januar 1999 fra Toldcentret
forlænget indtil udgangen af juni måned 1999.
Selskabet er trådt i likvidation den 15. december 1999.
Toldcentrets
afgørelse
Toldcentret har ved den påklagede afgørelse efteropkrævet
punktafgifter og moms af svind fra afgiftsfrie butikker på X-Y-ruten.
Toldcentret har herved henvist til EU´s regler om harmoniserede
punktafgifter,
jf. direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992, jf. toldlovens § 7. Toldcentret
har
anført, at afgiftsfritagelsen kun gælder, når varerne forbruges i
overensstemmelse med den udstedte bevillings betingelser, hvilket vil sige,
når
varerne enten sælges til passagerne i mængder, der ikke overstiger de i
toldbehandlingsbekendtgørelsen fastsatte mængder, overføres til forbrug i
færgens restaurant eller udleveres til brug ombord for skibets faste
besætning.
Toldcentret har anført, at de ubeskattede varer transporteres ombord i et
skib,
hvorfor bestemmelserne i toldlovens kapitel 4 om kontrol, hæftelsespligt m.v.
gælder. Toldcentret har anført, at da de omhandlede ubeskattede varer således
ikke er forbrugt i overensstemmelse med bevillingens betingelser skal der
derfor med hjemmel i toldlovens § 39, stk. 1, nr. 4, efterkræves
punktafgifter
og moms af det konstaterede svind.
Toldcentret har efteropkrævet i alt 2.158.840 kr. for
perioden 1. januar 1996 til 31. december 1997, og beløbet er sammensat
således:
Spiritusafgift
251.286 kr.
Cigaretafgift
1.262.639 kr.
Røgtobaksafgift (finskåret)
174.700 kr.
Røgtobaksafgift (groftskåret)
38.447 kr.
Punktafgift i alt
1.727.072 kr.
Moms 25 % af 1.727.072 kr.
431.768 kr.
I alt
2.158.840 kr.
Klagerens påstand og
argumentation
Selskabets advokat har over for Landsskatteretten nedlagt
påstand om nedsættelse af kravet på 2.158.840 kr.
Til støtte for påstanden har advokaten sammenfattende gjort
gældende,
·
at der ikke er hjemmel i EU-retlige
forskrifter til at opkræve afgifter og moms af almindeligt varesvind
·
at de EU-retlige forskrifter om vendor
control er implementeret i dansk ret ved toldlovens § 58, stk. 2,
·
at Folketinget ikke har tilsigtet at
indføre regler, der er strengere end de underliggende vendor
control-regler,
·
at skatteministeren ikke kan fastsætte
regler eller træffe afgørelser, der går videre end vendor control-reglerne,
·
at vendor control-reglerne er overholdt af
selskabet, og at ingen kontrolhensyn tilsiger, at der opkræves punktafgifter
af
almindeligt varesvind i beskeden størrelsesorden,
·
at bestemmelsen om subjektiv afgiftspligt i
toldlovens § 39, stk. 1, nr. 4, som toldcentret angiver som hjemmel for
afgiftskravene, ikke indeholder fornøden hjemmel til opkrævning af afgifter
som
sket, idet bestemmelsen udelukkende er en regel om subjektiv skattepligt,
·
at det er i strid med delegationsforbudet i
grundlovens § 43 at overlade det til skatteministeren at fastsætte området
for
objektiv afgiftspligt,
·
at selv om det antages, at
toldbehandlingsbekendtgørelsen kan finde anvendelse, er kravene til indtræden
af objektiv afgiftspligt i bekendtgørelsens § 16 ikke opfyldt, da ingen
bestemmelse i bekendtgørelsen er overtrådt,
·
at hæftelsesreglerne i
toldbehandlingsbekendtgørelsens §§ 75 og 87 hverken kan anvendes direkte
eller
analogt for afgiftsfrie butikker om bord på færger i udenrigsfart, da
reglerne
vedrører landplacerede færger, og
·
at opkrævning af afgifter af svind i vidt
omfang vil medføre en berigelse for den danske stat.
For så vidt angår momsen har advokaten yderligere gjort
gældende,
·
at almindeligt varesvind ikke kan anses for
en momspligtig leverance mod vederlag.
Advokaten har anført, at der er forskel i
toldbekendtgørelsens bestemmelser om hæftelse for henholdsvis toldoplag
(landbaserede provianteringslagre) og afgiftsfrie butikker om bord på færger
i
udenrigsfart. Forskellen i hjemmelsgrundlaget for hæftelse for henholdsvis
toldoplag
(landbaserede provianteringslagre) og butikker om bord på færger i
udenrigsfart, afspejler sig også direkte i de to paradigmer for udstedelse af
bevillinger for henholdsvis toldoplag (landbaserede provianteringslagre) og
butikker om bord på færger i udenrigsfart. Der er således markant forskel på
hæftelsesbestemmelserne, idet der ikke i paradigmet for afgiftsfrie butikker
om
bord på færger i udenrigsfart – i modsætning til toldoplag (landbaserede
lagre)
– er fastsat regler om hæftelse for afgifter af svind.
Han har bemærket, at hæftelsesbestemmelsen i de til klageren
udstedte provianteringstilladelser for de af de verserende klagesager
omhandlede perioder svarer til paradigmet for færgebutikker.
Han har videre bemærket, at der er yderligere forskelle
mellem de to paradigmer. Paradigmet for toldoplag (landbaserede lagre)
indeholder således supplerende bestemmelser om hæftelse for manglende varer
og
om anmeldelse for tyveri. Tilsvarende vilkår er ikke indsat i paradigmet for
færgebutikker.
Han har anført, at de påpegede forskelle i
bevillingsvilkårene afspejler den underliggende forskel i hjemmelsgrundlaget.
Til Told- og Skattestyrelsens udtalelse har advokaten bl.a.
anført, at vendor control-systemet udtømmende angiver de krav, der kan
stilles
til indehavere at afgiftsfrie butikker. Overholder indehaveren vendor
control-reglerne, er der ikke grundlag for at pålægge afgifter. Han har
bemærket, at det afgiftsfrie salg beror på en politisk beslutning i EU,
hvorefter det afgiftsfrie salg ønskedes bevaret indtil 1999, blandt andet af
hensyn til operatører af fly- og færgeforbindelser. Det er dog en uundgåelig
konsekvens af driften at en afgiftsfri butik, at der vil være et vist svind,
på
samme måde som svind er naturligt forekommende i almindelige landbaserede
butikker. Selvom det måtte have stået medlemsstaterne klart, at der ville
være
et uundgåeligt svind forbundet med driften at en afgiftsfri butik, har man
ikke
vedtaget regler om opkrævning at punktafgifter og moms at svind fra sådanne
butikker.
Han har anført, at denne fortolkning støttes af, at der
direkte i cirkulationsdirektivets art. 28 er indsat bemærkning om, at
medlemsstaterne skal træffe foranstaltninger til sikring at "en korrekt
og
enkel anvendelse af fritagelserne i denne artikel og for at forhindre enhver
form for svig, unddragelse eller misbrug". Rådet har således
tilkendegivet, at medlemsstaterne skulle fastsætte regler til sikring mod
egentlige unddragelsestilfælde. Svind kan ikke karakteriseres som svig eller
misbrug, og såfremt det var ønsket, at svind skulle være omfattet, havde det
været naturligt udtrykkeligt at nævne svind direkte i bestemmelsen på lige
fod
med "svig", "unddragelse" eller "misbrug".
Myndighederne må således anses for at have accepteret de
ledsagende forhold, der er en uundgåelig følge at den politisk vedtagne
ordning
med afgiftsfrit salg.
Han har anført, at der hverken er hjemmel i hverken
toldloven eller toldbehandlingsbekendtgørelsen til at opkræve punktafgifter
og
moms at svind fra afgiftsfrie butikker. Selv hvis Told- og Skattestyrelsens
fortolkning at direktiverne lægges til grund, er der således ikke selvstændig
hjemmel i de danske gennemførelsesbestemmelser til at opkræve punktafgifter
og
moms.
Han har bestridt Told- og Skattestyrelsens fortolkning for
så vidt angår forholdet til de respektive afgiftslove. Spørgsmålet om
afgiftsfrihed for salg fra afgiftsfrie butikker om bord på færger i
udenrigsfart er således reguleret i toldloven. De underliggende materielle
afgiftslove (tobaksafgiftsloven og spiritusafgiftsloven) tager ikke stilling
til og løser ikke spørgsmålet. Det må formodes at være bevidst, at samme
forhold ikke er reguleret to steder i både toldloven og i den underliggende
afgiftslovgivning.
Han har i øvrigt anført, at Told- og Skattestyrelsen ikke
har henvist til konkrete bestemmelser i de underliggende materielle
afgiftslove
som hjemmel for opkrævning af afgift i de omhandlede tilfælde.
Endelig har han bestridt, at almindeligt og uundgåeligt
svind kan anses for udtagning til ”uvedkommende formål” som
omhandlet i
momslovens § 5.
Endvidere har advokaten anført, at artikel 28 i direktiv
92/12 (cirkulationsdirektivet) er en absolut undtagelse fra de almindeligt
gældende regler i direktivet, det vil sige, at de øvrige regler i direktivet
har ikke været i kraft i artikel 28's gyldighedsperiode for de transaktioner.
der er omfattet af denne artikel. Dette fremgår direkte af direktivets
opbygning samt af en række omstændigheder, herunder:
-
Styrelsens interne
meddelelse af 12. februar 1999, j.nr. 99/98-320-13 til told- og
skatteregionerne/toldcentrene anføres bl.a. følgende: "Der er nu opnået
enighed mellem Kommissionen og medlemslandene om de afgiftsregler, der skal
gælde fra den 1. juli 1999 ved salg på fly og færger samt i lufthavne".
Repræsentanten har dertil anført, at det synes uden mening, at det skulle
være
nødvendigt at komme til "enighed", hvis reglerne i
cirkulationsdirektivet i forvejen uden videre vil være gældende fra 1. juli
1999.
-
Departementets notat
af 1. februar 1999, j.nr. 6.98.20 1, "om afgiftsregler efter ophør af
det
afgiftsfrie salg" anføres bl.a.: "Salget vil fremover være
reguleret
af de generelle regler i 6. momsdirektiv og cirkulationsdirektivet
92/12/EØF". Repræsentanten har anført, at heraf kan kun forstås, at
reglerne i artikel 28 ikke har skullet anses for en almindelig del af
cirkulationsdirektivet, hvorfor reglerne heri heller ikke kan påberåbes for
den
omhandlende periode.
-
EU-Kommissionens
rapport af 26. juli 1996 om medlemsstaternes forhandlerkontrolsystemer,
KOM(96),
245, hvoraf hele forhistorien for reglerne, reglernes omfang,
forhandlerkontrolsystemet og myndighedernes kontrol heraf er indgående
beskrevet. Det fremgår bl.a. af rapporten, at Rådet med de omhandlende regler
har villet videreføre det system for afgiftsfrit salg, som var gældende forud
for 1. januar 1993, hvor det indre marked trådte i kraft.
-
Efter reglerne
indtræder der kun afgiftspligt, i det omfang forhandlerne sælger varer i et
omfang, der overstiger de gældende mængde- og værdigrænser. ToldSkat har ikke
haft indvendinger mod B’s håndtering af disse regler. Dette er også
bekræftet
af ToldSkat i forbindelse med de møder, der har været afholdt i sagen.
Han har anført, at såfremt styrelsens opfattelse skulle
lægges til grund, må det formodes, at ToldSkat havde udstedt en bevilling til
selskabet, der ville have været i overensstemmelse med de termer m.v.
vedrørende omsætning, oplægning, suspension samt ikke mindst hæftelse, som er
gældende i henhold til direktivet. Dette er imidlertid ikke tilfældet.
Proviantering
og salg af varerne er sket i henhold til en provianteringstilladelse, der i
opbygning og indhold svarer til de regler, der var gældende forud for
ikrafttrædelsen af cirkulationsdirektivet, når der bortses fra de specifikke
regler om vendorkontrol.
For så vidt angår forholdet til de respektive afgiftslove
har advokaten bestridt styrelsens fortolkning. Han har anført, at spørgsmålet
om afgiftsfrihed for salg fra afgiftsfri butikker om bord på færger i
udenrigsfart er reguleret i toldloven. De underliggende materielle
afgiftslove
tager ikke stilling til og løser ikke spørgsmålet. Det må formodes at være
bevidst, at samme forhold ikke er reguleret to steder.
Han har bestridt styrelsens synspunkt om, at der ikke er
forskel på opbygningen af bestemmelserne i toldbehandlingsbekendtgørelsens
henholdsvis §§ 75 og 87 og toldlovens § 39. Hvis styrelsens tolkning af § 39,
havde været korrekt, ville det overflødigt at fastsætte særskilte
hæftelsesbestemmelser i toldbehandlingsbekendtgørelsens §§ 75 og 87 for
butikker i toldlufthavne og toldoplag.
Han har dertil anført, at toldlovens § 39, stk. 1, alene
vedrører den subjektive afgiftspligt, og § 39, stk. 2, fastsætter, på hvilket
grundlag afgiften skal opgøres.
Endelig har han bestridt, at almindeligt og uundgåeligt
svind kan anses for udtagning til ”uvedkommende formål” som
omhandlet i
momslovens § 5.
Advokaten har til det af Told- og Skattestyrelsen fremlagte
dokument fra 1992 fra Kommissionens udvalg for punktafgifter bl.a. anført,
·
at der alene er tale om et internt
arbejdsdokument,
·
at der ikke har været opbakning til at
vedtage Kommissionens oplæg til retningslinier,
·
at sagen blev forelagt for ECOFIN Rådet den
14 december 1992, hvor der blev vedtaget retningslinier i en væsentlig ændret
skikkelse end det oprindelige oplæg fra Kommissionen, jf. herved de vedtagne
”Retningslinier vedrørende kontrol med det afgiftsfrie salg i
fællesskabet” og
”Rapport om medlemsstaternes forhandlerkontrolsystemer” af 26. juli
1996, og
·
at der således ikke er vedtaget
retningslinier, som fastlægger, at forhandlere, der sælger
EF-punktafgiftspligtige varer, skal betragtes som godkendte oplagshavere, der
driver et afgiftsoplag.
Told- og
Skattestyrelsens indstilling
Told- og Skattestyrelsen har indstillet, at den påklagede
afgørelse stadfæstes.
Kontrollen med, at der ikke sælges mere til den enkelte end
fastsat i toldfrihedsbestemmelserne er baseret på det såkaldte
vendorkontrolsystem, hvor det er forhandlerne selv der kontrollerer deres
salg
til de individuelle købere, medens det er myndighederne, der skal kontrollere
forhandlernes salg. Styrelsen har anført, at det umiddelbart er vanskeligt at
se sammenhængen med den aktuelle klagesag, hvor de opståede mankoer er
udfundet
ved en sammenligning mellem de til salg til passagerer provianterede varer,
jf.
herved toldbehandlingsbekendtgørelsens § 72, stk. 2 (Skatteministeriets
bekendtgørelse nr. 675 af 12. juli 1996), de aktuelle beholdninger og det
faktiske stedfundne salg, der fremgår af regnskaberne. Myndighedernes kontrol
med at forhandlerne overholder vendorkontrolreglerne er således baseret på en
sammenligning mellem det stedfundne salg og det aktuelle passagerantal og
tjener i øvrigt alene til at konstatere, om der foreligger en såkaldt
oversalgssituation.
For så vidt angår Rådets direktiver 92/12/EØF og 91/680/EØF
er anført, at efter Rådets direktiv af 25. februar 1992 92/12/EØF, kan varer,
principielt ikke sælges ubeskattet til borgere i EU. I direktivet blev
imidlertid indsat to undtagelser nemlig for
-
varer til fortæring
om bord på fly og skibe (tidsubegrænset), jf. artikel 23, stk. 2, nr. 5 og
-
varer til salg til
passagerer til ilandbringelse efter de derom gældende
-
toldfrihedsregler,
jf. artikel 28 (tidsbegrænset til 1. juli 1999)
Begge bestemmelser er implementeret i toldloven og
toldbehandlingsbekendtgørelsen.
Direktivets artikel 28 er en undtagelse fra de almindelige
regler i direktivet om afgiftspligtens indtræden, der imidlertid kun kan
antages at gælde i tilfælde hvor artiklens bestemmelser for afgiftsfritagelse
er opfyldt. Dette ses ikke at være tilfældet i nærværende klagesag, idet
fritagelsen alene omfatter
-
varer
leveret af afgiftsfri butikker, og
-
varer,
der af butikken er leveret (solgt) til passagerer til medbringelse i den
personlige bagage samt
-
varer, der
ikke mængdemæssigt overstiger de begrænsninger der gælder i rejsetrafikken.
Efter direktivets ordlyd er der således ikke hjemmel til at
afgiftsfritage differencer mellem de varer, der er leveret til butikker om
bord
på skibe og varer leveret (solgt) til passagererne.
Styrelsen har anført, at såvel direktivet som den nationale
lovgivning, der implementerer direktivet, udgør tilstrækkelig og klar hjemmel
for det rejste krav og at en afgørelse i den modsatte retning er i strid med
det eksisterende loyalitetsprincip over for de af EU fastsatte regler.
For så vidt angår forholdet til de respektive afgiftslove
har styrelsen anført, at disse (tobaksafgiftsloven og spiritusafgiftsloven)
alene indeholder generelle regler om afgiftstilsvar på varer, dog med
mulighed
for afgiftsfritagelse i visse tilfælde og på nærmere betingelser. Dette
betyder
omvendt, at hvis betingelserne for afgiftsfritagelse ikke er til stede for
nærmere angivne varer, så er de omfattet af hovedreglen i de respektive love,
nemlig betaling af afgift. Det kan således ikke kræves, at der selvstændigt
skal være hjemmel i loven til at opkræve afgift af varer, der ikke opfylder
betingelserne for afgiftsfritagelse.
Styrelsen har for så vidt angår toldlovens § 39 anført, at
denne indeholder hjemmel til at foretage ansættelse og deraf følgende
opkrævning af de på svindet hvilende afgiftsbeløb, og at bestemmelsen ikke
udelukkende er en hæftelsesbestemmelse. Svindet er den del af varerne, der
ikke
opfylder betingelserne for afgiftsfriheden. Ansættelsen til afgiftstilsvar er
hjemlet i § 39, stk. 2, og foretages "på grundlag af samtlige
foreliggende
oplysninger om de pågældende varer (de varer, der er omtalt i § 39, stk.
1)". Opkrævningen af de ansatte beløb foretages hos den, der hæfter,
såfremt den pågældende i overensstemmelse med § 39, stk. 1 har haft rådighed
over varerne.
Der i er øvrigt ikke forskel på opbygningen af
toldbehandlingsbekendtgørelsens §§ 75 og 87, og toldlovens § 39. I alle de
nævnte bestemmelser hjemles ansættelsen af afgifterne af de varer, der ikke
opfylder betingelserne om afgiftsfrihed i stk. 2, mens stk. 1 er
hæftelsesbestemmelsen. Toldlovens § 39, stk. 1 skal således efter Told- og
Skattestyrelsens opfattelse fortolkes derhen, at den der råder over betingede
told- og afgiftsfri varer i strid med betingelserne (salg til passagererne)
for
den indrømmede afgiftsfrihed hæfter for de efter § 39, stk. 2, ansatte beløb.
For så vidt angår regnskabs og vendorkontrol har styrelsen
anført, at salget til passagererne registreres særskilt og indgår i klagerens
regnskab, hvortil der i tilladelsen er stillet særlige betingelser. Heraf
fremgår også mængderne af tilførte varer og beholdningerne. Det er således
muligt at udfinde den mængde varer (svindet), der ikke opfylder betingelserne
for afgiftsfrihed (salg til passagererne).
Det opgjorte svind har således efter styrelsens opfattelse
intet at gøre med den kontrol, der udøves af salgsstedet, den såkaldte
vendorkontrol, der alene har til hensigt at sikre, at der ikke sælges mere
til
den enkelte passager, end denne må ilandbringe efter toldfrihedsreglerne.
Manglende overholdelse af disse kontrolregler medfører ikke i sig selv, at
der
opstår svind med efterfølgende krav om afgiftsberigtigelse, idet det formodes
at ethvert salg, herunder eventuelt oversalg, registreres i det almindelige
regnskab over butikkernes kasseregnskab.
Styrelsen har bemærket, at klageren sammenkæder kontrollen
af salget til passagerer, den såkaldte vendorkontrol med svindet. Det anføres
således af klageren, at det må anses som godtgjort, at klageren ikke har
solgt
mere til passagererne om bord end tilladt, og derfor ikke har overtrådt
bevillingens krav til kontrol. Dette har på intet tidspunkt været anfægtet af
Told- og Skattestyrelsen.
De varer, der specifikt er provianteret til salg til
passagerer om bord på skibe, jf. toldbehandlingsbekendtgørelsens § 72, må kun
anvendes til det formål, hvortil de er provianteret. Reglen indebærer
samtidig,
at det er muligt at sondre mellem varer, der er provianteret til salg fra
henholdsvis butikker eller lignende salgssteder om bord, og varer til forbrug
om bord (servering). Varernes anvendelsesformål skal angives over for
ToldSkat
på en skriftlig rekvisition i forbindelse med provianteringen og er derfor
bindende for den provianterende.
Denne betingelse medfører, at varer, der er bestemt til salg
til passagerer, principielt ikke må fraføres skibet på anden måde end ved
salg
underkastet vendorkontrol. Betingelsen medfører tillige, at varer, der er
provianteret og ikke lovmæssigt fraført (solgt til passagerer), og som ikke
er
til stede på skibet, må anses for fraført i strid med bestemmelserne om
varernes anvendelse.
Tilsidesættelse af reglerne om vendorkontrol er derimod en
overtrædelse af toldfrihedsreglerne, hvis der sælges mere til den enkelte
passager, end den pågældende må ilandbringe efter destinationslandets
toldbestemmelser, den såkaldte oversalgssituation.
I den aktuelle sag har kontrollen alene omfattet
overholdelse af varernes over for ToldSkat angivne anvendelsesformål (salg
til
passagererne), og ikke om der forelå overtrædelse af
toldfrihedsbestemmelserne.
For så vidt angår spørgsmålet om delegationsforbud, har
styrelsen anført, at toldbehandlingsbekendtgørelsens § 58, stk. 1, ikke
bemyndiger skatteministeren til at fastsætte det materielle område for
afgiftspligten, men alene til at fastsætte på hvilke vilkår told- og
afgiftsfri
varer kan tilføres de omhandlede butikker samt at fastsætte regler for
kontrollen med varer, der tilføres og fraføres disse. Bestemmelsen fastlægger
således ikke den objektive afgiftspligt, og kan derfor ikke antages at stride
mod grundlovens § 43.
For så vidt angår spørgsmålet om berigelse for den danske
stat, har styrelsen anført, at forudsætningen for at der er tale om berigelse
for den danske stat, er, at de betingede told- og afgiftsfri varer, der er
opgjort som svind, ikke er i strid med betingelserne for provianteringen er
indført i Danmark i uberigtiget tilstand. Det er almindeligt anerkendt, at
krav
på betaling af told og afgifter opstår det sted, hvor de omstændigheder der
er
årsag hertil, indtræffer. Såfremt det omhandlede sted ikke kan bestemmes,
anses
kravet for at være opstået på det sted, hvor toldmyndighederne konstaterer,
at
varerne befinder sig i en situation, der giver anledning til kravets opståen.
Dette er da også kommet til udtryk i flere internationale konventioner
vedrørende varebevægelser, der involverer flere lande. Klagerens påstand kan
derfor kun antages at være rigtig, såfremt det kan godtgøres, at de
forsvundne
varer er fraført uden for Danmark, og klageren kan ikke anses at have løftet
bevisbyrden herfor.
Styrelsen har endvidere fremlagt en dokumentet dateret 4.
juni 1992 (XXI/694/92-DA) fra EU-kommissionens Udvalg for Punktafgifter
vedrørende ”retningslinier for anvendelse af principperne for
forhandlerkontrol
på afgiftsfrie butikker”, hvoraf fremgår, at ”Forhandlere, der
sælger
EF-afgiftspligtige varer, skal betragtes som godkendte oplagshavere, der
driver
et afgiftsoplag.
Styrelsen har for så vidt angår momskravet anført, at
hjemlen til at opkræve moms på de betingede told- og afgiftsfrie varer, der
ikke opfylder betingelserne for fritagelsen, findes i momslovens § 5, stk. 1,
om udtagning eller momslovens § 11A. Styrelsen har bemærket, at der ikke
opkræves moms af varer udtaget ved hændelige omstændigheder, så som brækage,
naturligt svind og lignende, men at det i denne sag opgjorte svind ikke kan
henregnes til sådanne hændelige omstændigheder.
Landsskatteretten
skal udtale:
Ved Rådets direktiv af 25. februar 1992 92/12/EØF
(cirkulationsdirektivet) er fastsat regler om den generelle ordning for
punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol
hermed.
Efter direktivets artikel 5, stk. 1, er de varer, der er
nævnt i artikel 3, stk. 1 (mineralolier, alkohol og alkoholholdige varer og
forarbejdede tobaksvarer) punktafgiftspligtige ved fremstilling i
Fællesskabet
eller ved indførsel til dette område.
Efter artikel 6 forfalder punktafgifterne ved overgang til
forbrug eller hvis der konstateres en manko, som skal belægges med
punktafgifter i overensstemmelse med artikel 14, stk. 3.
Efter artikel 14, stk. 3 gælder, at såfremt der er tale om
en anden form for manko end det i stk. 1 omhandlede tab eller om et tab, for
hvilket der ikke er indrømmet den i stk. 1 omhandlede fritagelse, opkræves
afgifterne efter de satser, der er gældende i den pågældende medlemsstat på
det
tidspunkt, hvor et tab, der er konstateret af de kompetente myndigheder, sker
eller i påkommende tilfælde på det tidspunkt, hvor mankoen konstateres, jf.
dog
artikel 20.
I cirkulationsdirektivets art. 28 er fastsat regler om en
overgangsperiode for det afgiftsfrie salg. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
”Følgende bestemmelser finder anvendelse i en periode, som
udløber den 30. juni 1999:
1)
medlemsstaterne kan
fritage varer leveret af afgiftsfrie butikker, som en passager på en rejse
til
en anden medlemsstat med fly eller skib inden for Fællesskabet medbringer i
sin
personlige bagage.
..
2)
Fritagelsen gælder kun
for varer, hvis mængde ikke overstiger de grænser, der er fastsat pr. person
og
pr. rejse i de fællesskabsbestemmelser, der gælder for rejsetrafikken mellem
tredjelande og Fællesskabet.
3)
Medlemsstaterne
træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre en ensartet og enkel
anvendelse af fritagelserne i denne artikel og for at forhindre enhver form
for
svig, unddragelse eller misbrug”.
I artikel 28k i 6. momsdirektiv (91/680/EØF) findes en
tilsvarende bestemmelse for så
vidt angår moms.
Rådet har den 14. december 1992 vedtaget ”Retningslinier
vedrørende kontrol med det afgiftsfrie salg i fællesskabet”. Af
retningslinierne fremgår bl.a.:
”I henhold til bestemmelserne i Rådets direktiv 91/680/EØF
og 92/12/EØF er moms- og punktafgiftsfrit salg til rejsende inden for
Fællesskabet fortsat tilladt på visse betingelser indtil 30. juni 1999.
Et grundprincip i EF-lovgivningen, som skal overholdes, er,
at individuelle forhandlere ikke må sælge moms- og punktafgiftsfrie varer til
individuelle rejsende ud over de mængder, der er fastsat i de pågældende
direktiver. Hvis medlemsstaterne som følge af ophævelsen af grænsekontrollen
ikke har mulighed for at kontrollere dette salg ved de rejsendes ankomst til
de
enkelte medlemsstater, må medlemsstaterne sikre, at forhandlere, der sælger
moms- og punktafgiftsfrie varer, overholder EF-reglerne om de begrænsninger,
der gælder for dette salg.
Bestemmelserne specielt om punktafgifter henviser til de
varer, som harmoniseres på fællesskabsplan, samt parfume og toiletvand.
For at nå dette mål skal kontrolordningen have det indhold,
som er skitseret nedenfor.
Kontrolordningen er baseret
på, at forhandlerne selv skal kontrollere deres salg til individuelle
købere, og at myndighederne skal kontrollere forhandlernes salg ..”
Det fremgår af § 58 i toldloven, lovbekendtgørelse nr. 133
af 27. februar 1996:
”Stk. 1. Skatteministeren kan fastsætte regler om, hvorvidt,
i hvilket omfang og på hvilke vilkår varer told- og afgiftsfrit kan tilføres
butikker i toldlufthavne, i fly og på skibe. Bevilling til told- og
afgiftsfritagelse meddeles af de statslige told- og skattemyndigheder.
Skatteministeren kan fastsatte regler om de statslige told- og
skattemyndigheders kontrol med butikkerne og om kontrol med og toldbehandling
af de varer, der tilføres og fraføres butikkerne.
Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte regler, men henblik
på opfyldelse af traktatlige forpligtelser og direktiver vedtaget af EF, om
salg af told- og afgiftsfri varer fra butikker i toldlufthavne, i fly og på
skibe til passagerer i intern EU-trafik. Overstiger salget de fastsatte
mængder
eller beløbsgrænser, skal der svares afgift af det overskydende beløb. ”
Skatteministeren har udnyttet bemyndigelsen via §§ 66-75 i
toldbehandlingsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 675 af 12. juni 1996 med
senere ændringer), hvor §§ 66-73 angår proviantering af skibe og fly.
Af toldbehandlingsbekendtgørelsens § 67, stk. 1 og 2
fremgår:
”Stk. 1. Skibe kan provianteres med told- og afgiftsfri
varer til brug om bord og til salg til passagerer, når skibets endelige
bestemmelsessted er et anløbssted uden for EU´s toldområde.
Stk. 2. Skibe, hvis endelige bestemmelsessted er et
anløbssted inden for EU´s toldområde, men uden for det danske toldområde, kan
provianteres med told- og afgiftsfri varer til brug om bord og med afgiftsfri
(men ikke told. og importafgiftsfri) varer til det afgiftsfri salg til
passagerer.”
Af toldbehandlingsbekendtgørelsens § 68, stk. 1 og 2
fremgår:
”Stk. 1. Proviantering af skibe kan ske med, efter de
statslige told- og skattemyndigheders skøn, passende mængder fastsat under
hensyn til beholdningerne om bord, rejsens varighed samt antallet af
besætningsmedlemmer og passagerer. Proviantering med told- og afgiftsfri
spiritus, vin, tobaksvarer og cigaretpapir kan med de i stk. 2-7 nævnte
særlige
begrænsninger højst ske med følgende mængder pr. besætningsmedlem eller
passager pr. døgn efter rejsens anslåede varighed: ¼ liter spiritus eller,
hvis
ethanolindholdet er over 60 rumfangsprocent /pct. vol.) 1/8 liter, ¼ liter
vin
samt 40g tobaksvarer og 1 stk. cigaretpapir for hvert gram finskåret tobak.
Stk. 2. For proviantering til brug om bord og til salg til
passagerer på passagerfartøjer i trafik mellem havne i Danmark, Finland,
Norge
og Sverige gælder den mellem regeringen i Finland og toldadministrationerne i
Danmark, Norge indgåede provianteringsoverenskomst. For proviantering til
brug
om bord og til salg til passagerer i Øresundstrafikken gælder den mellem
Danmark og Sverige indgåede overenskomst. For proviantering til brug om bord
og
til salg til passagerer på passagerfartøjer i fart mellem anløbssteder i de i
den dansk-tyske overenskomst om toldlettelser i den lille grænsetrafik
omhandlede toldgrænsezoner gælder overenskomstens bestemmelser, jf. dog § 67,
stk. 2.”
Af toldbehandlingsbekendtgørelsens § 71, stk. 1, 2 og 3
fremgår:
”Stk. 1. De statslige told- og skattemyndigheder fastsætter
de nærmere vilkår for proviantering af skibe og fly og kan herunder bl.a.
bestemme, at told og/afgiftsfri proviant skal opbevares i særlige rum eller
under særligt lukke, at salg af told- og/eller afgiftsfri varer til
passagerer
skal ske fra dertil indrettede butikker, at der på nærmere angiven måde skal
føres lagerregnskab over told- og/eller afgiftsfri varer, og at der skal
føres
kontrol med passagernes køb af told- og/eller afgiftsfri varer.
Stk. 2. Tilladelse til proviantering skal indhentes,
forinden provianteringen påbegyndes. Provianteringstilladelse meddeles af de
statslige told- og skattemyndigheder enten som stående tilladelser eller i
hvert enkelt tilfælde.
Stk. 3. De statslige told- og skattemyndigheder kan nægte
eller tilbagekalde provianteringstilladelser, såfremt ejeren eller føreren af
et skib eller et fly eller personer beskæftiget i et skib eller et fly har
tilsidesat eller tilsidesætter provianteringsvilkårene.”
Af toldbehandlingsbekendtgørelsens § 75 fremgår, at de i §
74 nævnte butikker, det vil sige butikker i lufthavne, hæfter for told og
afgifter af varer, som ikke forefindes ved de statslige told- og
skattemyndigheders eftersyn, og som ikke godtgøres at være fraført i
overensstemmelse med § 74, eller som ikke på en efter de nævnte myndigheders
betryggende måde godtgøres at være foregået under opbevaring i godkendte
lokaler af grunde, som kan henføres til varens egen beskaffenhed, eller som
følge af et hændeligt uheld eller force majeure.
Det lægges til grund, at svindet på de omhandlede ruter har
været på ca. 2 % af omsætningen, og at dette ikke er unormalt stort, men må
antages at ligge inden for rammerne for, hvad der ved den forretningsdrift i
branchen er vanskeligt at undgå, selv med yderligere kontrolforanstaltninger.
Det lægges endvidere til grund, at selskabet har overholdt
vendor-kontrol-reglerne og betingelserne for provianteringstilladelsen.
Landsskatteretten finder, at cirkulationsdirektivets artikel
28 må forstås som en undtagelse til de almindelige regler i direktivet om
afgiftspligtens indtræden. Det beror derfor på medlemsstaternes beslutning om
og i givet fald på hvilke vilkår, der kan meddeles en sådan
afgiftsfritagelse.
Retten finder, at toldbehandlingsbekendtgørelsen ikke giver
hjemmel til at afgiftsbelægge svind om bord på skibe, der er omfattet af en
provianteringstilladelse. Der er således f.s.v.a. angår disse skibe hverken
indsat en bestemmelse svarende til toldbehandlingsbekendtgørelsens § 75 eller
§
87 om afgift og hæftelse for svind. Under hensyn til at direktivets artikel
28
anses som en undtagelse til de almindelige regler om afgiftspligtens
indtræden,
findes spiritusafgiftslovens og tobaksafgiftslovens almindelige regler herom,
ikke at indeholde hjemmel til at afgiftspålægge et svind i denne situation.
Da toldlovens § 39 alene er en bestemmelse om, hvilke
personer, der hæfter for de på varerne hvilende told- og afgiftsbeløb, giver
denne bestemmelse ikke i sig selv hjemmel til opkrævning af afgiften.
Landsskatteretten finder ikke, at momslovens § 5 og 11A
indeholder tilstrækkelig hjemmel til at opkræve moms af svind i den
foreliggende situation.
Den påklagede afgørelse ændres i overensstemmelse hermed.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- SKAT har efteropkrævet selskabet for told og afgifter med 650.188 kr. for perioden 1. januar 2011 til 31. oktober 2015. Det er SKAT opfattelse, at den… Landsskatteretten · 2. december 2020
- Landsskatteretskendelse vedr. fradrag for moms af svind på toldoplag Retsinformation · 26. september 2009
- Landsskatteretskendelse af 26. februar 2002 vedr. hæftelse for told, afgifter og moms ved tyveri af container indeholdende cigaretter. Retsinformation · 3. september 2003
Lignende dokumenter
- TOLDVEJLEDNING 1998 AFSNIT D.2 - PROVIANTERING Retsinformation · 5. februar 2008
- TOLDVEJLEDNING 2001 D.2 PROVIANTERING Retsinformation · 5. februar 2008
- TOLDVEJLEDNING 2000 D.2 PROVIANTERING Retsinformation · 5. februar 2008
- TOLDVEJLEDNING; TOLDBEHANDLING 2003 D.1 TOLDKONTROL OG TOLDBEHANDLING AF TRAFIKMIDLER OG PERSONER Retsinformation · 5. februar 2008
- TOLDVEJLEDNING 1997 AFSNIT D.2 - PROVIANTERING Retsinformation · 5. februar 2008
- TOLDVEJLEDNING 1994 AFSNIT D.2 - PROVIANTERING Retsinformation · 5. februar 2008