Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 16. juli 2003 vedr. moms og punktafgifter i afgiftsfrie butikker på færger

KEN nr 10292 af 16/07/2003Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet18. februar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 16. juli 2003 vedr. moms og

punktafgifter i afgiftsfrie butikker på færger

A A/S’s klage skyldes, at

toldcentret har foretaget en efteropkrævning af punktafgifter og moms af

svind

fra afgiftsfrie butikker om bord på den færge, der besejler ruten X-Y.

Det fremgår af sagen, at A A/S (herefter selskabet) indtil

udgangen af juni måned 1999 var meddelt tilladelse til landsætning af

passager

og proviantering med ubeskattede varer på selskabets færge på ruten X-Y. Der

er

for omhandlede periode 1. januar 1996 til 31. december 1997 konstateret svind

i

færgens butikker. Selskabet har vurderet, at den primære årsag til svindet er

tyveri fra færgens supermarkeder, samt at en del af svindet må tilskrives

fejlregistrering hos klageren af tilførte og fraførte mængder samt

indtastningsfejl ved kasseapparaterne, hvilken vurdering toldcentret er enig

i.

Det afgiftsfrie salg blev afskaffet af EU i 1993, men der blev af

erhvervsmæssige grunde samtidig gennemført en overgangsordning frem til 1999.

Denne sag vedrører overgangsordningen.

Af en tilladelse af 6. februar 1996 givet af Told- og

Skatteregionen fremgår:

”

Tilladelse til landsætning af

passagerer mv

og proviantering med

uberigtigede varer

HJEMMEL

Toldlovens

Læs alt

paragraffer 58 til 60 og toldbehandlingsbekendtgørelsens paragrafer 67 til 69

og 72 til 74.

OMFANG

Passagerer

mv., der indrejser med skibe, som rederiet indsætter i fast rutefart mellem X

og Y kan landsættes i X på en af told- og skatteregionen godkendt plads.

Skibe, der

af rederiet indsættes i fast fart på ruten, kan i det omfang, told- og

skatteregionen finder fornødent, provianteres med følgende varer i afgiftsfri

stand, men ikke i toldfri stand, med henblik på salg til rutens passagerer:

Spiritus,

vin, øl, tobaksvarer, cigaretpapir, parfume og toiletvand, parfumevarer,

chokolade- og sukkervarer, kaffe, the og landbrugsvarer.

Der kan

endvidere i det omfang, regionen finder fornødent, provianteres med

uberigtigede varer, herunder også toldpligtige varer, til brug ved servering

for passagerer i færgens restauranter.

På

nedennævnte betingelser kan regionen også tillade, at færgen provianteres med

følgende mindre rejseudstyrsgenstande:

Solbriller,

spillekort, rejseskakspil, puslespil, skriveredskaber, similismykker og

pyntegenstande, modelfly (også som samlesæt), dukker og legedyr, lightere,

øloplukkersæt og rejsevækkeure samt t-shirts, tørklæder og mindre

beklædningsgenstande, mindre tasker og rygsække, såfremt disse er forsynet

med

reklame for Deres rederi eller selskab.

Det er en

betingelse, at de nævnte varer er fortoldet og punktafgiftsberigtiget i EU,

og

at De ikke kan opnå momsfritagelse for varerne ved provianteringen.

GYLDIGHED

Tilladelsen

er gyldig indtil videre, dog ikke ud over udgangen af december måned 1996.

BETINGELSER

De

fartøjer, som rederiet indsætter på ovennævnte rute, skal enten tilhøre

rederiet eller være chartret af rederiet i henhold til en charterkontrakt.

Fartøjerne

skal indsættes i fast rutefart mellem de nævnte havne med faste afgangs- og

ankomsttider efter en forud af regionen godkendt sejlplan. Regionen skal

holdes

underrettet om fartøjernes navne, hjemsted og tonnage samt om eventuelle

ændringer heri og i fartplanen. Det er også en betingelse, at sejlplanerne

tilgodeser Told*Skats ekspeditionsmuligheder.

LANDSÆTNING

Rederiet

må for egen regning og i overensstemmelse med told- og skatteregionens krav

ved

anlægspladsen stille fornødent udstyrede lokaler og indretninger til rådighed

for toldeftersyn af passagerer mv samt etablere de nødvendige afspærringer.

PROVIANTERING

Hovedformålet

med sejladsen skal være at opretholde trafik i egentlig forstand.

Proviantering

med og salg eller udskænkning af uberigtigede varer kan således ikke finde

sted

på ture, hvor særlige arrangementer er hovedformålet med turen, eller når

passagererne ikke landsættes i ankomsthavnen.

Ved

proviantering med varer, som skal sælges til passagerer fra kiosk eller

lignende salgssteder, er det en betingelse, at varerne toldberigtiges ved

tilførslen, medmindre varerne er i fri omsætning i EU, eller der kan

indrømmes

præferencetoldfrihed i henhold til EU' s præferenceaftaler.

Rederiet

hæfter for betaling af told af indladede uberigtigede varer.

SALG

Salg

til passagerer af det under omfang omhandlede varesortiment må kun ske fra

kiosk eller lignende salgssted.

Salg

og udskænkning i færgens restauranter samt salg fra kiosk eller lignende

salgssted under fartøjets henliggen i havn er ikke tilladt.

Passagererne

skal ved opslag om bord gøres opmærksom på de gældende regler tor told- og

afgiftsfri indførsel for rejsende i de lande, som berøres af ruten.

Kioskpersonalet

må til den enkelte rejsende kun sælge varer i sådanne begrænsede kvanta, som

passagererne må indføre told- og afgiftsfrit henholdsvis i Tyskland og i

Danmark.

Der

må fra kiosk eller lignende salgssteder ikke sælges varer, som i sig selv

overskrider de fastsatte mængde- og værdigrænser for told- og afgiftsfri

indførsel.

KONTROLKORT

Salg

af tobaksvarer og spiritus må kun ske på grundlag kontrolkort (indkøbskort),

som skal udleveres til hver enkelt voksen rejsende ved ombordstigningen. Til

passagerer i bil udleveres kontrolkort i drive-in billet-kontrollen.

Der

må ikke udleveres kontrolkort til personer under 17 år.

Kontrolkortene

skal foreligge i to forskellige udgaver, et til danske rejsende, der skal

opholde sig uden for dansk toldområde mindre end 36 timer, og et til de

øvrige

rejsende.

Kontrolkortene

skal være forsynet med tydeligt datostempel for udrejsedagen og være

fortløbende nummereret med hver sin nummerrække for hver udgave.

Kontrolkortene, der kun kan anvendes den dag, de er udleveret, skal forevises

og annulleres med afstempling ved køb af henholdsvis spiritus og tobaksvarer.

Ved

køb er fastsat som begrænsning, at een passager højst kan foretage indkøb på

to

kontrolkort.

I

forbindelse med salg fra kiosk eller lignende salgssted skal der til kunden

udleveres kassebon eller anden kvittering, som skal indeholde oplysninger om

vareart, antal, beløb og salgsdato samt i muligt omfang også om

salgstidspunktet.

Rederiet

skal ved opslag om bord gøre de rejsende opmærksom på, at kassebon eller

anden

kvittering af Told*Skat's personale kan kræves forevist ved indrejse til

Danmark.

Salg

eller overdragelse af varer fra færgens restaurationer eller kiosker til det

på

færgen ansatte personale er ikke tilladt.

VENDOR CONTROL

Rederiet

skal for hver måned udfærdige en opgørelse over mængdemæssigt salg om bord af

spiritus, vin, tobaksvarer, parfume og parfumevarer. Salget af "andre

varer" skal ligeledes opgøres for hver måned.

Rederiet

skal endvidere hver måned udfærdige en opgørelse over antallet af udleverede

kontrolkort med angivelse af nummerrækkerne for henholdsvis stor og lille

ration.

Rederiet

skal for hver sejlads udarbejde en af skibsføreren underskrevet

passagerfortegnelse med angivelse af afgangssted, dato, klokkeslet og antal

passagerer.

Opgørelserne

og fortegnelserne skal fremsendes til regionen umiddelbart efter månedens

udløb.

Regionens

personale skal på ethvert tidspunkt have mulighed for at foretage en

opgørelse

over de solgte varemængder, de udleverede kontrolkort og antallet af

passagerer

på en tilfældigt valgt dag eller periode.

REGNSKAB

Der

skal for hvert enkelt fartøj på ruten føres et specificeret proviantregnskab.

Regnskabet skal omfatte et hovedregnskab, som skal omfatte alle leverancer

til

skibet incl. eventuelle leverancer til besætningsmedlemmer, samt forbrug og

beholdning af uberigtigede varer. I tilknytning til hovedregnskabet skal der

føres underregnskaber for salg fra kiosker og restaurationer, samt for

udleveret proviant til besætningen.

Regnskabet

kan eventuelt af lægges i det almindelige forretningsregnskab, der i givet

fald

må indrettes på en sådan måde, at det tilgodeser Told*Skat's ønsker.

PROVIANT

De

uberigtigede varer skal være anbragt under sådanne forhold, at de kan tages

under toldlukke.

ANDET

Det

påhviler rederiet at instruere færgens fører, mandskab og øvrige om bord på

skibet beskæftigede personer om ovenstående betingelser.

Det

påhviler endvidere rederiet nøje at føre kontrol med, at de i tilladelsen

fastsatte betingelser overholdes.

Overtrædelse

af tilladelsens betingelser begået af de på færgen beskæftigede personer

eller

af personer, til hvem restaurationer eller kiosker måtte være bortforpagtet

eller overdraget, medfører tilsvar af told og afgifter samt straf efter

toldlovens herom gældende bestemmelser.

Ved

tilsidesættelse af tilladelsens vilkår kan regionen tilbagekalde tilladelsen

og/eller

nægte fornyelse af denne.

Regionen

kan kræve, at personer, der har overtrådt tilladelsens betingelser eller

toldlovgivningen, ikke må beskæftiges ved salg af eller i øvrigt befatte sig

med uberigtigede varer om bord.”

Tilladelsen blev ved brev af 12. januar 1999 fra Toldcentret

forlænget indtil udgangen af juni måned 1999.

Selskabet er trådt i likvidation den 15. december 1999.

Toldcentrets

afgørelse

Toldcentret har ved den påklagede afgørelse efteropkrævet

punktafgifter og moms af svind fra afgiftsfrie butikker på X-Y-ruten.

Toldcentret har herved henvist til EU´s regler om harmoniserede

punktafgifter,

jf. direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992, jf. toldlovens § 7. Toldcentret

har

anført, at afgiftsfritagelsen kun gælder, når varerne forbruges i

overensstemmelse med den udstedte bevillings betingelser, hvilket vil sige,

når

varerne enten sælges til passagerne i mængder, der ikke overstiger de i

toldbehandlingsbekendtgørelsen fastsatte mængder, overføres til forbrug i

færgens restaurant eller udleveres til brug ombord for skibets faste

besætning.

Toldcentret har anført, at de ubeskattede varer transporteres ombord i et

skib,

hvorfor bestemmelserne i toldlovens kapitel 4 om kontrol, hæftelsespligt m.v.

gælder. Toldcentret har anført, at da de omhandlede ubeskattede varer således

ikke er forbrugt i overensstemmelse med bevillingens betingelser skal der

derfor med hjemmel i toldlovens § 39, stk. 1, nr. 4, efterkræves

punktafgifter

og moms af det konstaterede svind.

Toldcentret har efteropkrævet i alt 2.158.840 kr. for

perioden 1. januar 1996 til 31. december 1997, og beløbet er sammensat

således:

Spiritusafgift

251.286 kr.

Cigaretafgift

1.262.639 kr.

Røgtobaksafgift (finskåret)

174.700 kr.

Røgtobaksafgift (groftskåret)

38.447 kr.

Punktafgift i alt

1.727.072 kr.

Moms 25 % af 1.727.072 kr.

431.768 kr.

I alt

2.158.840 kr.

Klagerens påstand og

argumentation

Selskabets advokat har over for Landsskatteretten nedlagt

påstand om nedsættelse af kravet på 2.158.840 kr.

Til støtte for påstanden har advokaten sammenfattende gjort

gældende,

·

at der ikke er hjemmel i EU-retlige

forskrifter til at opkræve afgifter og moms af almindeligt varesvind

·

at de EU-retlige forskrifter om vendor

control er implementeret i dansk ret ved toldlovens § 58, stk. 2,

·

at Folketinget ikke har tilsigtet at

indføre regler, der er strengere end de underliggende vendor

control-regler,

·

at skatteministeren ikke kan fastsætte

regler eller træffe afgørelser, der går videre end vendor control-reglerne,

·

at vendor control-reglerne er overholdt af

selskabet, og at ingen kontrolhensyn tilsiger, at der opkræves punktafgifter

af

almindeligt varesvind i beskeden størrelsesorden,

·

at bestemmelsen om subjektiv afgiftspligt i

toldlovens § 39, stk. 1, nr. 4, som toldcentret angiver som hjemmel for

afgiftskravene, ikke indeholder fornøden hjemmel til opkrævning af afgifter

som

sket, idet bestemmelsen udelukkende er en regel om subjektiv skattepligt,

·

at det er i strid med delegationsforbudet i

grundlovens § 43 at overlade det til skatteministeren at fastsætte området

for

objektiv afgiftspligt,

·

at selv om det antages, at

toldbehandlingsbekendtgørelsen kan finde anvendelse, er kravene til indtræden

af objektiv afgiftspligt i bekendtgørelsens § 16 ikke opfyldt, da ingen

bestemmelse i bekendtgørelsen er overtrådt,

·

at hæftelsesreglerne i

toldbehandlingsbekendtgørelsens §§ 75 og 87 hverken kan anvendes direkte

eller

analogt for afgiftsfrie butikker om bord på færger i udenrigsfart, da

reglerne

vedrører landplacerede færger, og

·

at opkrævning af afgifter af svind i vidt

omfang vil medføre en berigelse for den danske stat.

For så vidt angår momsen har advokaten yderligere gjort

gældende,

·

at almindeligt varesvind ikke kan anses for

en momspligtig leverance mod vederlag.

Advokaten har anført, at der er forskel i

toldbekendtgørelsens bestemmelser om hæftelse for henholdsvis toldoplag

(landbaserede provianteringslagre) og afgiftsfrie butikker om bord på færger

i

udenrigsfart. Forskellen i hjemmelsgrundlaget for hæftelse for henholdsvis

toldoplag

(landbaserede provianteringslagre) og butikker om bord på færger i

udenrigsfart, afspejler sig også direkte i de to paradigmer for udstedelse af

bevillinger for henholdsvis toldoplag (landbaserede provianteringslagre) og

butikker om bord på færger i udenrigsfart. Der er således markant forskel på

hæftelsesbestemmelserne, idet der ikke i paradigmet for afgiftsfrie butikker

om

bord på færger i udenrigsfart – i modsætning til toldoplag (landbaserede

lagre)

– er fastsat regler om hæftelse for afgifter af svind.

Han har bemærket, at hæftelsesbestemmelsen i de til klageren

udstedte provianteringstilladelser for de af de verserende klagesager

omhandlede perioder svarer til paradigmet for færgebutikker.

Han har videre bemærket, at der er yderligere forskelle

mellem de to paradigmer. Paradigmet for toldoplag (landbaserede lagre)

indeholder således supplerende bestemmelser om hæftelse for manglende varer

og

om anmeldelse for tyveri. Tilsvarende vilkår er ikke indsat i paradigmet for

færgebutikker.

Han har anført, at de påpegede forskelle i

bevillingsvilkårene afspejler den underliggende forskel i hjemmelsgrundlaget.

Til Told- og Skattestyrelsens udtalelse har advokaten bl.a.

anført, at vendor control-systemet udtømmende angiver de krav, der kan

stilles

til indehavere at afgiftsfrie butikker. Overholder indehaveren vendor

control-reglerne, er der ikke grundlag for at pålægge afgifter. Han har

bemærket, at det afgiftsfrie salg beror på en politisk beslutning i EU,

hvorefter det afgiftsfrie salg ønskedes bevaret indtil 1999, blandt andet af

hensyn til operatører af fly- og færgeforbindelser. Det er dog en uundgåelig

konsekvens af driften at en afgiftsfri butik, at der vil være et vist svind,

på

samme måde som svind er naturligt forekommende i almindelige landbaserede

butikker. Selvom det måtte have stået medlemsstaterne klart, at der ville

være

et uundgåeligt svind forbundet med driften at en afgiftsfri butik, har man

ikke

vedtaget regler om opkrævning at punktafgifter og moms at svind fra sådanne

butikker.

Han har anført, at denne fortolkning støttes af, at der

direkte i cirkulationsdirektivets art. 28 er indsat bemærkning om, at

medlemsstaterne skal træffe foranstaltninger til sikring at "en korrekt

og

enkel anvendelse af fritagelserne i denne artikel og for at forhindre enhver

form for svig, unddragelse eller misbrug". Rådet har således

tilkendegivet, at medlemsstaterne skulle fastsætte regler til sikring mod

egentlige unddragelsestilfælde. Svind kan ikke karakteriseres som svig eller

misbrug, og såfremt det var ønsket, at svind skulle være omfattet, havde det

været naturligt udtrykkeligt at nævne svind direkte i bestemmelsen på lige

fod

med "svig", "unddragelse" eller "misbrug".

Myndighederne må således anses for at have accepteret de

ledsagende forhold, der er en uundgåelig følge at den politisk vedtagne

ordning

med afgiftsfrit salg.

Han har anført, at der hverken er hjemmel i hverken

toldloven eller toldbehandlingsbekendtgørelsen til at opkræve punktafgifter

og

moms at svind fra afgiftsfrie butikker. Selv hvis Told- og Skattestyrelsens

fortolkning at direktiverne lægges til grund, er der således ikke selvstændig

hjemmel i de danske gennemførelsesbestemmelser til at opkræve punktafgifter

og

moms.

Han har bestridt Told- og Skattestyrelsens fortolkning for

så vidt angår forholdet til de respektive afgiftslove. Spørgsmålet om

afgiftsfrihed for salg fra afgiftsfrie butikker om bord på færger i

udenrigsfart er således reguleret i toldloven. De underliggende materielle

afgiftslove (tobaksafgiftsloven og spiritusafgiftsloven) tager ikke stilling

til og løser ikke spørgsmålet. Det må formodes at være bevidst, at samme

forhold ikke er reguleret to steder i både toldloven og i den underliggende

afgiftslovgivning.

Han har i øvrigt anført, at Told- og Skattestyrelsen ikke

har henvist til konkrete bestemmelser i de underliggende materielle

afgiftslove

som hjemmel for opkrævning af afgift i de omhandlede tilfælde.

Endelig har han bestridt, at almindeligt og uundgåeligt

svind kan anses for udtagning til ”uvedkommende formål” som

omhandlet i

momslovens § 5.

Endvidere har advokaten anført, at artikel 28 i direktiv

92/12 (cirkulationsdirektivet) er en absolut undtagelse fra de almindeligt

gældende regler i direktivet, det vil sige, at de øvrige regler i direktivet

har ikke været i kraft i artikel 28's gyldighedsperiode for de transaktioner.

der er omfattet af denne artikel. Dette fremgår direkte af direktivets

opbygning samt af en række omstændigheder, herunder:

-

Styrelsens interne

meddelelse af 12. februar 1999, j.nr. 99/98-320-13 til told- og

skatteregionerne/toldcentrene anføres bl.a. følgende: "Der er nu opnået

enighed mellem Kommissionen og medlemslandene om de afgiftsregler, der skal

gælde fra den 1. juli 1999 ved salg på fly og færger samt i lufthavne".

Repræsentanten har dertil anført, at det synes uden mening, at det skulle

være

nødvendigt at komme til "enighed", hvis reglerne i

cirkulationsdirektivet i forvejen uden videre vil være gældende fra 1. juli

1999.

-

Departementets notat

af 1. februar 1999, j.nr. 6.98.20 1, "om afgiftsregler efter ophør af

det

afgiftsfrie salg" anføres bl.a.: "Salget vil fremover være

reguleret

af de generelle regler i 6. momsdirektiv og cirkulationsdirektivet

92/12/EØF". Repræsentanten har anført, at heraf kan kun forstås, at

reglerne i artikel 28 ikke har skullet anses for en almindelig del af

cirkulationsdirektivet, hvorfor reglerne heri heller ikke kan påberåbes for

den

omhandlende periode.

-

EU-Kommissionens

rapport af 26. juli 1996 om medlemsstaternes forhandlerkontrolsystemer,

KOM(96),

245, hvoraf hele forhistorien for reglerne, reglernes omfang,

forhandlerkontrolsystemet og myndighedernes kontrol heraf er indgående

beskrevet. Det fremgår bl.a. af rapporten, at Rådet med de omhandlende regler

har villet videreføre det system for afgiftsfrit salg, som var gældende forud

for 1. januar 1993, hvor det indre marked trådte i kraft.

-

Efter reglerne

indtræder der kun afgiftspligt, i det omfang forhandlerne sælger varer i et

omfang, der overstiger de gældende mængde- og værdigrænser. ToldSkat har ikke

haft indvendinger mod B’s håndtering af disse regler. Dette er også

bekræftet

af ToldSkat i forbindelse med de møder, der har været afholdt i sagen.

Han har anført, at såfremt styrelsens opfattelse skulle

lægges til grund, må det formodes, at ToldSkat havde udstedt en bevilling til

selskabet, der ville have været i overensstemmelse med de termer m.v.

vedrørende omsætning, oplægning, suspension samt ikke mindst hæftelse, som er

gældende i henhold til direktivet. Dette er imidlertid ikke tilfældet.

Proviantering

og salg af varerne er sket i henhold til en provianteringstilladelse, der i

opbygning og indhold svarer til de regler, der var gældende forud for

ikrafttrædelsen af cirkulationsdirektivet, når der bortses fra de specifikke

regler om vendorkontrol.

For så vidt angår forholdet til de respektive afgiftslove

har advokaten bestridt styrelsens fortolkning. Han har anført, at spørgsmålet

om afgiftsfrihed for salg fra afgiftsfri butikker om bord på færger i

udenrigsfart er reguleret i toldloven. De underliggende materielle

afgiftslove

tager ikke stilling til og løser ikke spørgsmålet. Det må formodes at være

bevidst, at samme forhold ikke er reguleret to steder.

Han har bestridt styrelsens synspunkt om, at der ikke er

forskel på opbygningen af bestemmelserne i toldbehandlingsbekendtgørelsens

henholdsvis §§ 75 og 87 og toldlovens § 39. Hvis styrelsens tolkning af § 39,

havde været korrekt, ville det overflødigt at fastsætte særskilte

hæftelsesbestemmelser i toldbehandlingsbekendtgørelsens §§ 75 og 87 for

butikker i toldlufthavne og toldoplag.

Han har dertil anført, at toldlovens § 39, stk. 1, alene

vedrører den subjektive afgiftspligt, og § 39, stk. 2, fastsætter, på hvilket

grundlag afgiften skal opgøres.

Endelig har han bestridt, at almindeligt og uundgåeligt

svind kan anses for udtagning til ”uvedkommende formål” som

omhandlet i

momslovens § 5.

Advokaten har til det af Told- og Skattestyrelsen fremlagte

dokument fra 1992 fra Kommissionens udvalg for punktafgifter bl.a. anført,

·

at der alene er tale om et internt

arbejdsdokument,

·

at der ikke har været opbakning til at

vedtage Kommissionens oplæg til retningslinier,

·

at sagen blev forelagt for ECOFIN Rådet den

14 december 1992, hvor der blev vedtaget retningslinier i en væsentlig ændret

skikkelse end det oprindelige oplæg fra Kommissionen, jf. herved de vedtagne

”Retningslinier vedrørende kontrol med det afgiftsfrie salg i

fællesskabet” og

”Rapport om medlemsstaternes forhandlerkontrolsystemer” af 26. juli

1996, og

·

at der således ikke er vedtaget

retningslinier, som fastlægger, at forhandlere, der sælger

EF-punktafgiftspligtige varer, skal betragtes som godkendte oplagshavere, der

driver et afgiftsoplag.

Told- og

Skattestyrelsens indstilling

Told- og Skattestyrelsen har indstillet, at den påklagede

afgørelse stadfæstes.

Kontrollen med, at der ikke sælges mere til den enkelte end

fastsat i toldfrihedsbestemmelserne er baseret på det såkaldte

vendorkontrolsystem, hvor det er forhandlerne selv der kontrollerer deres

salg

til de individuelle købere, medens det er myndighederne, der skal kontrollere

forhandlernes salg. Styrelsen har anført, at det umiddelbart er vanskeligt at

se sammenhængen med den aktuelle klagesag, hvor de opståede mankoer er

udfundet

ved en sammenligning mellem de til salg til passagerer provianterede varer,

jf.

herved toldbehandlingsbekendtgørelsens § 72, stk. 2 (Skatteministeriets

bekendtgørelse nr. 675 af 12. juli 1996), de aktuelle beholdninger og det

faktiske stedfundne salg, der fremgår af regnskaberne. Myndighedernes kontrol

med at forhandlerne overholder vendorkontrolreglerne er således baseret på en

sammenligning mellem det stedfundne salg og det aktuelle passagerantal og

tjener i øvrigt alene til at konstatere, om der foreligger en såkaldt

oversalgssituation.

For så vidt angår Rådets direktiver 92/12/EØF og 91/680/EØF

er anført, at efter Rådets direktiv af 25. februar 1992 92/12/EØF, kan varer,

principielt ikke sælges ubeskattet til borgere i EU. I direktivet blev

imidlertid indsat to undtagelser nemlig for

-

varer til fortæring

om bord på fly og skibe (tidsubegrænset), jf. artikel 23, stk. 2, nr. 5 og

-

varer til salg til

passagerer til ilandbringelse efter de derom gældende

-

toldfrihedsregler,

jf. artikel 28 (tidsbegrænset til 1. juli 1999)

Begge bestemmelser er implementeret i toldloven og

toldbehandlingsbekendtgørelsen.

Direktivets artikel 28 er en undtagelse fra de almindelige

regler i direktivet om afgiftspligtens indtræden, der imidlertid kun kan

antages at gælde i tilfælde hvor artiklens bestemmelser for afgiftsfritagelse

er opfyldt. Dette ses ikke at være tilfældet i nærværende klagesag, idet

fritagelsen alene omfatter

-

varer

leveret af afgiftsfri butikker, og

-

varer,

der af butikken er leveret (solgt) til passagerer til medbringelse i den

personlige bagage samt

-

varer, der

ikke mængdemæssigt overstiger de begrænsninger der gælder i rejsetrafikken.

Efter direktivets ordlyd er der således ikke hjemmel til at

afgiftsfritage differencer mellem de varer, der er leveret til butikker om

bord

på skibe og varer leveret (solgt) til passagererne.

Styrelsen har anført, at såvel direktivet som den nationale

lovgivning, der implementerer direktivet, udgør tilstrækkelig og klar hjemmel

for det rejste krav og at en afgørelse i den modsatte retning er i strid med

det eksisterende loyalitetsprincip over for de af EU fastsatte regler.

For så vidt angår forholdet til de respektive afgiftslove

har styrelsen anført, at disse (tobaksafgiftsloven og spiritusafgiftsloven)

alene indeholder generelle regler om afgiftstilsvar på varer, dog med

mulighed

for afgiftsfritagelse i visse tilfælde og på nærmere betingelser. Dette

betyder

omvendt, at hvis betingelserne for afgiftsfritagelse ikke er til stede for

nærmere angivne varer, så er de omfattet af hovedreglen i de respektive love,

nemlig betaling af afgift. Det kan således ikke kræves, at der selvstændigt

skal være hjemmel i loven til at opkræve afgift af varer, der ikke opfylder

betingelserne for afgiftsfritagelse.

Styrelsen har for så vidt angår toldlovens § 39 anført, at

denne indeholder hjemmel til at foretage ansættelse og deraf følgende

opkrævning af de på svindet hvilende afgiftsbeløb, og at bestemmelsen ikke

udelukkende er en hæftelsesbestemmelse. Svindet er den del af varerne, der

ikke

opfylder betingelserne for afgiftsfriheden. Ansættelsen til afgiftstilsvar er

hjemlet i § 39, stk. 2, og foretages "på grundlag af samtlige

foreliggende

oplysninger om de pågældende varer (de varer, der er omtalt i § 39, stk.

1)". Opkrævningen af de ansatte beløb foretages hos den, der hæfter,

såfremt den pågældende i overensstemmelse med § 39, stk. 1 har haft rådighed

over varerne.

Der i er øvrigt ikke forskel på opbygningen af

toldbehandlingsbekendtgørelsens §§ 75 og 87, og toldlovens § 39. I alle de

nævnte bestemmelser hjemles ansættelsen af afgifterne af de varer, der ikke

opfylder betingelserne om afgiftsfrihed i stk. 2, mens stk. 1 er

hæftelsesbestemmelsen. Toldlovens § 39, stk. 1 skal således efter Told- og

Skattestyrelsens opfattelse fortolkes derhen, at den der råder over betingede

told- og afgiftsfri varer i strid med betingelserne (salg til passagererne)

for

den indrømmede afgiftsfrihed hæfter for de efter § 39, stk. 2, ansatte beløb.

For så vidt angår regnskabs og vendorkontrol har styrelsen

anført, at salget til passagererne registreres særskilt og indgår i klagerens

regnskab, hvortil der i tilladelsen er stillet særlige betingelser. Heraf

fremgår også mængderne af tilførte varer og beholdningerne. Det er således

muligt at udfinde den mængde varer (svindet), der ikke opfylder betingelserne

for afgiftsfrihed (salg til passagererne).

Det opgjorte svind har således efter styrelsens opfattelse

intet at gøre med den kontrol, der udøves af salgsstedet, den såkaldte

vendorkontrol, der alene har til hensigt at sikre, at der ikke sælges mere

til

den enkelte passager, end denne må ilandbringe efter toldfrihedsreglerne.

Manglende overholdelse af disse kontrolregler medfører ikke i sig selv, at

der

opstår svind med efterfølgende krav om afgiftsberigtigelse, idet det formodes

at ethvert salg, herunder eventuelt oversalg, registreres i det almindelige

regnskab over butikkernes kasseregnskab.

Styrelsen har bemærket, at klageren sammenkæder kontrollen

af salget til passagerer, den såkaldte vendorkontrol med svindet. Det anføres

således af klageren, at det må anses som godtgjort, at klageren ikke har

solgt

mere til passagererne om bord end tilladt, og derfor ikke har overtrådt

bevillingens krav til kontrol. Dette har på intet tidspunkt været anfægtet af

Told- og Skattestyrelsen.

De varer, der specifikt er provianteret til salg til

passagerer om bord på skibe, jf. toldbehandlingsbekendtgørelsens § 72, må kun

anvendes til det formål, hvortil de er provianteret. Reglen indebærer

samtidig,

at det er muligt at sondre mellem varer, der er provianteret til salg fra

henholdsvis butikker eller lignende salgssteder om bord, og varer til forbrug

om bord (servering). Varernes anvendelsesformål skal angives over for

ToldSkat

på en skriftlig rekvisition i forbindelse med provianteringen og er derfor

bindende for den provianterende.

Denne betingelse medfører, at varer, der er bestemt til salg

til passagerer, principielt ikke må fraføres skibet på anden måde end ved

salg

underkastet vendorkontrol. Betingelsen medfører tillige, at varer, der er

provianteret og ikke lovmæssigt fraført (solgt til passagerer), og som ikke

er

til stede på skibet, må anses for fraført i strid med bestemmelserne om

varernes anvendelse.

Tilsidesættelse af reglerne om vendorkontrol er derimod en

overtrædelse af toldfrihedsreglerne, hvis der sælges mere til den enkelte

passager, end den pågældende må ilandbringe efter destinationslandets

toldbestemmelser, den såkaldte oversalgssituation.

I den aktuelle sag har kontrollen alene omfattet

overholdelse af varernes over for ToldSkat angivne anvendelsesformål (salg

til

passagererne), og ikke om der forelå overtrædelse af

toldfrihedsbestemmelserne.

For så vidt angår spørgsmålet om delegationsforbud, har

styrelsen anført, at toldbehandlingsbekendtgørelsens § 58, stk. 1, ikke

bemyndiger skatteministeren til at fastsætte det materielle område for

afgiftspligten, men alene til at fastsætte på hvilke vilkår told- og

afgiftsfri

varer kan tilføres de omhandlede butikker samt at fastsætte regler for

kontrollen med varer, der tilføres og fraføres disse. Bestemmelsen fastlægger

således ikke den objektive afgiftspligt, og kan derfor ikke antages at stride

mod grundlovens § 43.

For så vidt angår spørgsmålet om berigelse for den danske

stat, har styrelsen anført, at forudsætningen for at der er tale om berigelse

for den danske stat, er, at de betingede told- og afgiftsfri varer, der er

opgjort som svind, ikke er i strid med betingelserne for provianteringen er

indført i Danmark i uberigtiget tilstand. Det er almindeligt anerkendt, at

krav

på betaling af told og afgifter opstår det sted, hvor de omstændigheder der

er

årsag hertil, indtræffer. Såfremt det omhandlede sted ikke kan bestemmes,

anses

kravet for at være opstået på det sted, hvor toldmyndighederne konstaterer,

at

varerne befinder sig i en situation, der giver anledning til kravets opståen.

Dette er da også kommet til udtryk i flere internationale konventioner

vedrørende varebevægelser, der involverer flere lande. Klagerens påstand kan

derfor kun antages at være rigtig, såfremt det kan godtgøres, at de

forsvundne

varer er fraført uden for Danmark, og klageren kan ikke anses at have løftet

bevisbyrden herfor.

Styrelsen har endvidere fremlagt en dokumentet dateret 4.

juni 1992 (XXI/694/92-DA) fra EU-kommissionens Udvalg for Punktafgifter

vedrørende ”retningslinier for anvendelse af principperne for

forhandlerkontrol

på afgiftsfrie butikker”, hvoraf fremgår, at ”Forhandlere, der

sælger

EF-afgiftspligtige varer, skal betragtes som godkendte oplagshavere, der

driver

et afgiftsoplag.

Styrelsen har for så vidt angår momskravet anført, at

hjemlen til at opkræve moms på de betingede told- og afgiftsfrie varer, der

ikke opfylder betingelserne for fritagelsen, findes i momslovens § 5, stk. 1,

om udtagning eller momslovens § 11A. Styrelsen har bemærket, at der ikke

opkræves moms af varer udtaget ved hændelige omstændigheder, så som brækage,

naturligt svind og lignende, men at det i denne sag opgjorte svind ikke kan

henregnes til sådanne hændelige omstændigheder.

Landsskatteretten

skal udtale:

Ved Rådets direktiv af 25. februar 1992 92/12/EØF

(cirkulationsdirektivet) er fastsat regler om den generelle ordning for

punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol

hermed.

Efter direktivets artikel 5, stk. 1, er de varer, der er

nævnt i artikel 3, stk. 1 (mineralolier, alkohol og alkoholholdige varer og

forarbejdede tobaksvarer) punktafgiftspligtige ved fremstilling i

Fællesskabet

eller ved indførsel til dette område.

Efter artikel 6 forfalder punktafgifterne ved overgang til

forbrug eller hvis der konstateres en manko, som skal belægges med

punktafgifter i overensstemmelse med artikel 14, stk. 3.

Efter artikel 14, stk. 3 gælder, at såfremt der er tale om

en anden form for manko end det i stk. 1 omhandlede tab eller om et tab, for

hvilket der ikke er indrømmet den i stk. 1 omhandlede fritagelse, opkræves

afgifterne efter de satser, der er gældende i den pågældende medlemsstat på

det

tidspunkt, hvor et tab, der er konstateret af de kompetente myndigheder, sker

eller i påkommende tilfælde på det tidspunkt, hvor mankoen konstateres, jf.

dog

artikel 20.

I cirkulationsdirektivets art. 28 er fastsat regler om en

overgangsperiode for det afgiftsfrie salg. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”Følgende bestemmelser finder anvendelse i en periode, som

udløber den 30. juni 1999:

1)

medlemsstaterne kan

fritage varer leveret af afgiftsfrie butikker, som en passager på en rejse

til

en anden medlemsstat med fly eller skib inden for Fællesskabet medbringer i

sin

personlige bagage.

..

2)

Fritagelsen gælder kun

for varer, hvis mængde ikke overstiger de grænser, der er fastsat pr. person

og

pr. rejse i de fællesskabsbestemmelser, der gælder for rejsetrafikken mellem

tredjelande og Fællesskabet.

3)

Medlemsstaterne

træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre en ensartet og enkel

anvendelse af fritagelserne i denne artikel og for at forhindre enhver form

for

svig, unddragelse eller misbrug”.

I artikel 28k i 6. momsdirektiv (91/680/EØF) findes en

tilsvarende bestemmelse for så

vidt angår moms.

Rådet har den 14. december 1992 vedtaget ”Retningslinier

vedrørende kontrol med det afgiftsfrie salg i fællesskabet”. Af

retningslinierne fremgår bl.a.:

”I henhold til bestemmelserne i Rådets direktiv 91/680/EØF

og 92/12/EØF er moms- og punktafgiftsfrit salg til rejsende inden for

Fællesskabet fortsat tilladt på visse betingelser indtil 30. juni 1999.

Et grundprincip i EF-lovgivningen, som skal overholdes, er,

at individuelle forhandlere ikke må sælge moms- og punktafgiftsfrie varer til

individuelle rejsende ud over de mængder, der er fastsat i de pågældende

direktiver. Hvis medlemsstaterne som følge af ophævelsen af grænsekontrollen

ikke har mulighed for at kontrollere dette salg ved de rejsendes ankomst til

de

enkelte medlemsstater, må medlemsstaterne sikre, at forhandlere, der sælger

moms- og punktafgiftsfrie varer, overholder EF-reglerne om de begrænsninger,

der gælder for dette salg.

Bestemmelserne specielt om punktafgifter henviser til de

varer, som harmoniseres på fællesskabsplan, samt parfume og toiletvand.

For at nå dette mål skal kontrolordningen have det indhold,

som er skitseret nedenfor.

Kontrolordningen er baseret

på, at forhandlerne selv skal kontrollere deres salg til individuelle

købere, og at myndighederne skal kontrollere forhandlernes salg ..”

Det fremgår af § 58 i toldloven, lovbekendtgørelse nr. 133

af 27. februar 1996:

”Stk. 1. Skatteministeren kan fastsætte regler om, hvorvidt,

i hvilket omfang og på hvilke vilkår varer told- og afgiftsfrit kan tilføres

butikker i toldlufthavne, i fly og på skibe. Bevilling til told- og

afgiftsfritagelse meddeles af de statslige told- og skattemyndigheder.

Skatteministeren kan fastsatte regler om de statslige told- og

skattemyndigheders kontrol med butikkerne og om kontrol med og toldbehandling

af de varer, der tilføres og fraføres butikkerne.

Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte regler, men henblik

på opfyldelse af traktatlige forpligtelser og direktiver vedtaget af EF, om

salg af told- og afgiftsfri varer fra butikker i toldlufthavne, i fly og på

skibe til passagerer i intern EU-trafik. Overstiger salget de fastsatte

mængder

eller beløbsgrænser, skal der svares afgift af det overskydende beløb. ”

Skatteministeren har udnyttet bemyndigelsen via §§ 66-75 i

toldbehandlingsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 675 af 12. juni 1996 med

senere ændringer), hvor §§ 66-73 angår proviantering af skibe og fly.

Af toldbehandlingsbekendtgørelsens § 67, stk. 1 og 2

fremgår:

”Stk. 1. Skibe kan provianteres med told- og afgiftsfri

varer til brug om bord og til salg til passagerer, når skibets endelige

bestemmelsessted er et anløbssted uden for EU´s toldområde.

Stk. 2. Skibe, hvis endelige bestemmelsessted er et

anløbssted inden for EU´s toldområde, men uden for det danske toldområde, kan

provianteres med told- og afgiftsfri varer til brug om bord og med afgiftsfri

(men ikke told. og importafgiftsfri) varer til det afgiftsfri salg til

passagerer.”

Af toldbehandlingsbekendtgørelsens § 68, stk. 1 og 2

fremgår:

”Stk. 1. Proviantering af skibe kan ske med, efter de

statslige told- og skattemyndigheders skøn, passende mængder fastsat under

hensyn til beholdningerne om bord, rejsens varighed samt antallet af

besætningsmedlemmer og passagerer. Proviantering med told- og afgiftsfri

spiritus, vin, tobaksvarer og cigaretpapir kan med de i stk. 2-7 nævnte

særlige

begrænsninger højst ske med følgende mængder pr. besætningsmedlem eller

passager pr. døgn efter rejsens anslåede varighed: ¼ liter spiritus eller,

hvis

ethanolindholdet er over 60 rumfangsprocent /pct. vol.) 1/8 liter, ¼ liter

vin

samt 40g tobaksvarer og 1 stk. cigaretpapir for hvert gram finskåret tobak.

Stk. 2. For proviantering til brug om bord og til salg til

passagerer på passagerfartøjer i trafik mellem havne i Danmark, Finland,

Norge

og Sverige gælder den mellem regeringen i Finland og toldadministrationerne i

Danmark, Norge indgåede provianteringsoverenskomst. For proviantering til

brug

om bord og til salg til passagerer i Øresundstrafikken gælder den mellem

Danmark og Sverige indgåede overenskomst. For proviantering til brug om bord

og

til salg til passagerer på passagerfartøjer i fart mellem anløbssteder i de i

den dansk-tyske overenskomst om toldlettelser i den lille grænsetrafik

omhandlede toldgrænsezoner gælder overenskomstens bestemmelser, jf. dog § 67,

stk. 2.”

Af toldbehandlingsbekendtgørelsens § 71, stk. 1, 2 og 3

fremgår:

”Stk. 1. De statslige told- og skattemyndigheder fastsætter

de nærmere vilkår for proviantering af skibe og fly og kan herunder bl.a.

bestemme, at told og/afgiftsfri proviant skal opbevares i særlige rum eller

under særligt lukke, at salg af told- og/eller afgiftsfri varer til

passagerer

skal ske fra dertil indrettede butikker, at der på nærmere angiven måde skal

føres lagerregnskab over told- og/eller afgiftsfri varer, og at der skal

føres

kontrol med passagernes køb af told- og/eller afgiftsfri varer.

Stk. 2. Tilladelse til proviantering skal indhentes,

forinden provianteringen påbegyndes. Provianteringstilladelse meddeles af de

statslige told- og skattemyndigheder enten som stående tilladelser eller i

hvert enkelt tilfælde.

Stk. 3. De statslige told- og skattemyndigheder kan nægte

eller tilbagekalde provianteringstilladelser, såfremt ejeren eller føreren af

et skib eller et fly eller personer beskæftiget i et skib eller et fly har

tilsidesat eller tilsidesætter provianteringsvilkårene.”

Af toldbehandlingsbekendtgørelsens § 75 fremgår, at de i §

74 nævnte butikker, det vil sige butikker i lufthavne, hæfter for told og

afgifter af varer, som ikke forefindes ved de statslige told- og

skattemyndigheders eftersyn, og som ikke godtgøres at være fraført i

overensstemmelse med § 74, eller som ikke på en efter de nævnte myndigheders

betryggende måde godtgøres at være foregået under opbevaring i godkendte

lokaler af grunde, som kan henføres til varens egen beskaffenhed, eller som

følge af et hændeligt uheld eller force majeure.

Det lægges til grund, at svindet på de omhandlede ruter har

været på ca. 2 % af omsætningen, og at dette ikke er unormalt stort, men må

antages at ligge inden for rammerne for, hvad der ved den forretningsdrift i

branchen er vanskeligt at undgå, selv med yderligere kontrolforanstaltninger.

Det lægges endvidere til grund, at selskabet har overholdt

vendor-kontrol-reglerne og betingelserne for provianteringstilladelsen.

Landsskatteretten finder, at cirkulationsdirektivets artikel

28 må forstås som en undtagelse til de almindelige regler i direktivet om

afgiftspligtens indtræden. Det beror derfor på medlemsstaternes beslutning om

og i givet fald på hvilke vilkår, der kan meddeles en sådan

afgiftsfritagelse.

Retten finder, at toldbehandlingsbekendtgørelsen ikke giver

hjemmel til at afgiftsbelægge svind om bord på skibe, der er omfattet af en

provianteringstilladelse. Der er således f.s.v.a. angår disse skibe hverken

indsat en bestemmelse svarende til toldbehandlingsbekendtgørelsens § 75 eller

§

87 om afgift og hæftelse for svind. Under hensyn til at direktivets artikel

28

anses som en undtagelse til de almindelige regler om afgiftspligtens

indtræden,

findes spiritusafgiftslovens og tobaksafgiftslovens almindelige regler herom,

ikke at indeholde hjemmel til at afgiftspålægge et svind i denne situation.

Da toldlovens § 39 alene er en bestemmelse om, hvilke

personer, der hæfter for de på varerne hvilende told- og afgiftsbeløb, giver

denne bestemmelse ikke i sig selv hjemmel til opkrævning af afgiften.

Landsskatteretten finder ikke, at momslovens § 5 og 11A

indeholder tilstrækkelig hjemmel til at opkræve moms af svind i den

foreliggende situation.

Den påklagede afgørelse ændres i overensstemmelse hermed.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter