Landsskatteretskendelse af 26. februar 2002 vedr. hæftelse for told, afgifter og moms ved tyveri af container indeholdende cigaretter.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Tobaksafgiftsloven § 31 22 afgørelser
- Toldloven § 39 24 afgørelser
- Momsloven § 12 143 afgørelser
- Momsloven § 46 694 afgørelser
- Tobaksafgiftsloven § 29 8 afgørelser
- Momsloven § 61 6 afgørelser
- Straffeloven § 276 261 afgørelser
- Straffeloven § 298 12 afgørelser
- Toldloven § 73 14 afgørelser
- Momsloven § 34 294 afgørelser
- Grundloven § 43 209 afgørelser
- Tobaksafgiftsloven § 2 23 afgørelser
Teksten
Landsskatteretskendelse af 26. februar 2002 vedr. hæftelse
for told, afgifter og moms ved tyveri af container indeholdende cigaretter.
Klagen vedrører spørgsmålet om X’s Havns hæftelse for told,
afgifter og moms på i alt 8.006.510 kr. i forbindelse med, at en container
indeholdende cigaretter er bortkommet fra X Frihavn.
Det er oplyst, at frihavnen er en del af X Havns havneområde.
Fra den 1. juli 1979 og frem til den 1. januar 1997 blev frihavnen drevet
gennem et datterselskab til X Havn, B A/S, der havde koncession på driften,
jf.
bekendtgørelse nr. 144 af 31. marts 1980. Med virkning fra 1. januar 1997
trådte dette selskab i frivillig likvidation således, at X Havn herefter
overtog B A/S’s rettigheder og forpligtelser.
Af det indledende afsnit i bekendtgørelse af koncession for B
A/S til i frihavnen at udøve frihavnsvirksomhed, der fortsat er gældende,
fremgår følgende:
”Virksomheden omfatter opførelse og drift af pakhuse, skure samt
andre bygninger, opstilling og drift af kraner og andet laste- og
lossemateriale, anlæg og drift af jernbanespor og befæstelse m.v. af kajgader
og pladser til godsoplægning og transport samt udførelse af alt arbejde med
hensyn til losning og lastning om bord og i land, derunder alt arbejde i
forbindelse med ind- og udlevering til og fra selskabets pakhuse og pladser.
Frihavnens område betragtes med hensyn til told og afgifter som
udland.
Varer, der fra frihavnen indføres til toldområdet, omfattes af
de gældende told- og afgiftslove.”
Det fremgår samtidig af den nævnte bekendtgørelses § 7, at:
”Enhver er berettiget til mod erlæggelse af de fastsatte
afgifter og under iagttagelse af de gældende reglementer at benytte
frihavnen.
Frihavnsselskabet skal tilstede, at varer, der henligger i
Læs alt
frihavnen på lejede pladser eller i lejede rum uden at være optaget på
selskabets lagre, bearbejdes af dem, der har rådighed over varerne eller af
repræsentanter for disse ”
Det er endvidere oplyst, at der ved skrivelse af 13. august 1992
blev givet B A/S tilladelse til at drive lager i frihavnen. Tilladelsen blev
bl.a. betinget af:
- at der føres et af de statslige told- og skattemyndigheder
godkendt lagerregnskab, og
- at der svares told og/eller afgifter af varer, der måtte blive
i manko.”
Det er yderligere oplyst, at toldcenteret i 1999 har udarbejdet
en rapport om forholdene i frihavnen. Af denne fremgår det bl.a. under afsnit
5.1.1. om det legale grundlag for X Havn, at:
”X Havn har en bevilling til at drive lagervirksomhed, og af
denne bevilling fremgår det, hvilket regnskab de skal føre. Bevillingen
gælder
for al lagervirksomhed, X Havn fører i frihavnen, såvel stykgods som
containere, hvis der foregår en direkte oplagring af godset.”
Det er herefter anført, hvilke krav, der stilles til det
regnskab, der skal føres.
Herefter fremgår det, at:
”Da X Havns aktiviteter omfatter såvel oplagring af stykgods og
trailere som containere, skal virksomheden føre selvstændig lagerregnskab for
hver enkelt aktivitet, således at der for både stykgods, trailere og
containere
fremkommer et regnskab, der opfylder ovenstående bestemmelser.
Dog skal X Havn ikke føre det detaljerede regnskab efter Rådets
forordning 2913/92 artikel 176, stk. 1, og Kommissionens forordning 2454,
artikel 817, stk. 3, for så vidt angår containere og andre varer, der kun er
under ”kortvarig oplagring” efter omladning. Således følger det af
Toldkodeks
artikel 176, stk. 2, at ”I tilfælde af omladning af varer i en frizone
holdes
de dertil hørende dokumenter til rådighed for toldmyndighederne. Kortvarig
oplagring af varer i forbindelse med en sådan omladning anses for at udgøre
en
del af omladningen.”
Ved X Havns containerterminal ankommer/afgår dagligt containere
med skib med henblik på videreudskibning eller videretransport med bane eller
pr. lastvogn. Disse containere losser/laster X Havn og placerer dem på deres
areal i frihavnen for senere på dagen eller et par dage senere at sende dem
ud
af frihavnen igen. I gennemsnit står en container 2-3 dage i frihavnen, men
det
sker at containere først sendes videre eller afhentes efter flere uger eller
måneder.
Spørgsmålet er, hvornår X Havn har pligt til at føre et
detaljeret regnskab over de enkelte containere, det vil sige, hvad der
forstås ved
”kortvarig oplagring”. Af bemærkningerne til Toldkodeks
”Zollkodex – mit
Durchführungsverordnung und Zollbefreiungsverordnung von professor Dr. Peter
Witte”, fremgår det at ”kortvarig oplagring” er en kortvarig
oplagring i
forbindelse med omladning af varer. Det vil sige, at så længe hovedformålet
er
omladning og ikke oplagring, vil en kortvarig oplagring kunne sidestilles med
en omladning, og derved være medtaget under undtagelsen i Artikel 176, stk.
2.
Dog er Dr. Peter Witte af den opfattelse, at oplagringen ikke bør strække sig
ud over 3 dage. Denne antagelse er dog ikke entydig i Europa, idet en længere
oplagring i praksis vil kunne falde ind under artikel 176, stk. 2, jf.
Dorsch/Lichtenberg. Det vil sige, at de forskellige medlemslande fortolker
udtrykket
”kortvarig oplagring” forskelligt.
Der er således et behov for at definere, hvornår X Havn skal
føre regnskab over containerne. I dag har X Havn den politik, at en container
kan stå på deres areal i forbindelse med omladning i 5 dage, hvorefter der
vil
blive opkrævet leje. Denne grænse på 5 dage vil umiddelbart være i
overensstemmelse med reglerne i Kodeks, ud fra ovenstående
fortolkningsbidrag.
Konklusionen må derfor være, at X Havn er pligtig til at føre
det detaljerede regnskab efter artikel 176, stk. 1 i Toldkodeks, når varer
opholder sig længere end 5 dage i X Havns varetægt, også når oplagringen er i
forbindelse med omladning.”
Af rapporten fremgår videre under afsnit 5.1.5 om håndtering,
udgående varer følgende:
”Proceduren for håndtering af containere i X Havns varetægt er
som følger:
Ankomst til Checkpoint
Når containeren ankommer til checkpoint, skal vognmanden
forevise ladeseddel og oplyse linienummeret på det skib, containeren skal
udføres på. Herefter bliver containeren registreret i X Havns edb-system. Der
bliver angivet vægt, indhold, speditør, størrelse, linieagent og ejerforhold.
Samtidig kontrolleres containeren for skader. Vognmanden får en kopi af
registreringen, og containeren bliver af systemet tildelt en placering på
containerpladsen.
Ved indlevering af reefercontainere registreres hvilken
temperatur, disse skal have. Hvis det ikke fremgår nogen steder, modtages
containeren ikke. Mens containeren er i X Havns varetægt, kontrolleres
temperaturen 3 gange i døgnet.
Opmagasinering
Containeren henstår på containerpladsen, indtil afskibningen
finder sted. Såfremt containeren flyttes rundt på pladsen af movere inden
afskibningen, registreres dette på computerterminalen i moverens kabine.
Terminalen har direkte forbindelse til X Havns edb-system, så containerens
nye
placeringsnummer bliver registreret med det samme. De fleste containere til
udførsel bliver dog afskibet samme dag, som de bliver indleveret.
Afskibning
Ved afskibningen hentes containerne af movere i henhold til
skibets ladeliste. Det er skibsformanden, der dirigerer, hvilken rækkefølge
containere skal afhentes i (under hensyntagen til placering i skib
mv.).”
Det er herudover oplyst, at X Havn i frihavnen den 14. maj 1999
modtog en container fra C indeholdende 6.010.000 stk. cigaretter. Containeren
blev transporteret med D. Ved ankomsten til frihavnen blev ladesedlen
underskrevet af en person fra frihavnen samt afstemplet af personale fra
toldcentret. Det fremgår af havnens computersystem, at containeren blev
registeret
og herved fik en plads på frihavnens lager. Det er oplyst, at containeren
blev
anbragt i en containerbane under åben himmel, der normalt benyttes til
henstilling af containere med henblik på snarlig afskibning.
Da containeren den 15. maj 1999 skulle videre med skib, var den
forsvundet fra frihavnen. Containeren er senere fundet uden cigaretter i Y.
Tyvene er efterfølgende blev anholdt og dømt for tyveriet. En af X Havns
havnearbejdere er ligeledes blevet anholdt og dømt for medvirken til
tyveriet.
I denne forbindelse er der i sagen fremlagt dom afsagt af byretten den 3.
februar 2000 samt retsbogsudskrifter af henholdsvis den 2. september 1999 og
31. januar 2000.
Af dom af 3. februar 2000 er tiltalte bl.a. fundet skyldig i
tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 286 ved den 14. maj 1999 midt på
dagen
i forening med 2 navngivne personer og en eller flere uidentificerede
personer,
i X Frihavn at have stjålet en 40-fods-container indeholdende 6.010.000 stk.
cigaretter samt diverse reklamevarer til en samlet afgiftsberigtiget værdi af
ikke under 9.165.250 kr. Det fremgår ligeledes af dommen, at tiltalte er
fundet
skyldig i indsmugling af særlig grov karakter efter straffelovens § 298, 2.
led, jf. toldlovens § 73, stk. 2, smh. med stk. 1, nr. 1, ved med forsæt til
at
undgå betaling af told og afgifter at have fraført X Frihavn 6.010.000 stk.
cigaretter uden angivelse over for told- og skattemyndighederne, hvorved den
danske statskasse blev unddraget told og afgifter for et samlet beløb på
7.839.057,86 kr.
Toldcentret har ved den påklagede afgørelse fundet, at X Havn må
anses for at hæfte for betalingen af told og tobaksafgifter samt moms på i
alt
8.006.510 kr., der ved de omhandlede varers forsvinden herved er unddraget
statskassen.
Toldcentret har som hjemmel for opkrævningen af told, afgifter
og moms henvist til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992
om
indførsel af en EF-toldkodeks art. 205, stk. 3, 2. afsnit, virksomhedens
tilladelse af 13. august 1992 til at drive frihavnslager samt bekendtgørelse
nr. 467 af 15. juni 1999 om toldbehandling § 79 og 80. Toldcentret har
herudover henvist til tobaksafgiftslovens § 31, stk. 2, og momslovens § 12.
Toldcentret har som begrundelse for sin afgørelse henvist til,
at det væsentligste for toldcentret er, at der altid er nogen, der hæfter for
told og afgifter mv. I dette tilfælde var afsenderen frigjort for hæftelsen,
da
varerne blev overladt til X Havn og toldmyndighederne havde stemplet
papirerne,
hvorefter der alene var X Havn tilbage, der kunne hæfte for afgifterne.
Toldcentret har for så vidt angår toldskylden særligt anført, at
der er opstået toldskyld efter toldkodeksens art. 205, stk. 3, 2. afsnit, der
er subsidiær i forhold til 1. afsnit. Imidlertid er toldskylden opstået
allerede på det tidspunkt, hvor de omhandlede varer blev fraført frihavnen,
og
det er herefter underordnet, om man efterfølgende har fundet tyvene og senere
fået disse dømt, idet der alene kan blive tale om et regreskrav fra X Havns
side imod tyvene. Toldkodeksens art. 202, og art. 205, stk. 3, 1. afsnit,
finder derfor ikke anvendelse, ligesom toldkodeksens art. 233, om ophør af
toldskyld ikke omfatter tilfælde, hvor varerne er forsvundet ved tyveri,
hvorfor toldskylden efter denne bestemmelse ikke kan være ophørt. Det må
derfor
være toldkodeksens art. 205, stk. 3, 2. afsnit, der er gældende i sagen.
Toldcentret har samtidig anført, at de omhandlede cigaretter er
blevet opbevaret af X Havn, og at havnen derfor har haft varerne i sin
besiddelse, uanset om der i øvrigt er sket en kortvarig eller længerevarende
oplagring. Den sondring, som klagerens advokat har anlagt, mellem kortvarig
oplagring i forbindelse med omladning og længerevarende oplagring har ikke
nogen hjemmel i lovgivningen. Det fremgår samtidig klart af lovgivningen, at
den, der har haft varerne i sin besiddelse, hæfter for told og afgifter m.v.,
hvorfor Grundlovens krav til lovhjemmel i § 43 er opfyldt. Ordet
”besiddelse”
skal ikke kun forstås som ejerskab. Blot det, at man har haft rådighed over
varerne, er tilstrækkeligt til, at man er omfattet. Der er således ikke noget
grundlag for at fortolke ordet ”besiddelse” i lovgivningen,
herunder i
toldkodeksen, indskrænkende.
Toldcentret har i øvrigt til støtte for sin afgørelse henvist
til dom afsagt af Vestre Landsrets 11. afdeling, den 5. oktober 2001 (Sag nr.
B-2553-99). I denne sag har Landsretten afgjort, at en agent, der håndterede
et
parti cigaretter til omladning på et skib i Århus Havn med henblik på
afskibning til Letland, hæftede for de på varerne hvilende told- og
afgiftsbeløb, da partiet blev stjålet, mens det stod på havnen. Af
afgørelsen,
særligt 2. præmis fremgår det, at Landsretten har lagt til grund, at agenten
har udøvet en så konkret rådighed over containerne og på en sådan måde, at
agenten må anses for at hæfte for told og afgifter efter toldlovens § 39,
stk.
1, nr. 3. Den i dommen nævnte situation må kunne sidestilles med nærværende
sag, idet X Havn på lignende måde, som agenten nævnt i dommen, har haft
rådighed over varerne.
Toldcentret har endelig oplyst, at udregningen af afgifterne er
foretaget på baggrund af antallet af forsvundne cigaretter samt deres
toldværdi
og detailpris pr. stk. Toldværdien er et gennemsnit af eksportværdien for
Danmarks cigareteksport i de første tre kvartaler af 1997, og som er hentet
fra
Danmarks Statistik. Detailprisen pr. stk. er hentet fra detailprisliste
oplyst
af C, som var gældende fra 4. maj 1999. Toldcentret har for så vidt angår
cigaretafgiftsberegningen henvist til lovbekendtgørelse nr. 635 af 21. august
1998 om tobaksafgifter § 1, stk. 1A.
Toldcentret har ved skrivelse af 3. februar 2000 korrigeret
kravet til 7.839.057,86 kr., idet den oprindelig beregnede toldværdi var
beregnet ud fra 1998-værdien, og ikke den korrekte 1999-toldværdi.
Virksomhedens advokat har over for Landsskatteretten nedlagt
påstand om, at der ikke påhviler X Havn nogen hæftelse for de af toldcentret
opkrævede told- og afgiftsbeløb.
For så vidt angår opkrævningen af told er der til støtte herfor
principalt gjort gældende, at artikel 202 i toldkodeksen finder anvendelse i
nærværende sag. Det fremgår af artikel 202, at toldskyld ved indførsel
opstår,
når en importafgiftspligtig vare, der er anbragt i frizone eller frilager,
føres ind i en anden del af toldområdet på en ikke forskriftsmæssig måde.
Denne
bestemmelse må blandt andet kunne finde anvendelse i en situation som den
aktuelle, idet tyveriet og transporten til Y er at betragte som indførsel i
en
anden del af toldområdet på en ikke forskriftsmæssig måde.
Debitor er i medfør af toldkodeksens artikel 202, stk. 3
følgende:
den person, der på ikke forskriftsmæssig måde har ført den
pågældende vare ind i Fællesskabets toldområde
de personer, der har medvirket til denne indførsel, og som
vidste eller med rimelighed burde have vidst, at det foregik på ikke
forskriftsmæssig måde
samt de personer, der har erhvervet eller opbevaret den
pågældende vare, og som på det tidspunkt, hvor de erhvervede eller modtog
varen, vidste eller burde have vidst, at det drejede sig om en vare, der var
indført på ikke forskriftsmæssig måde.
Advokaten har gjort gældende, at efter denne bestemmelse er det
således de dømte gerningsmænd, der er debitorer i forhold til toldskylden.
Når
gerningsmændene til tyveriet er debitorer for toldskylden i henhold til
artikel
202, stk. 3, kan X Havn ikke tillige være debitor for toldskylden.
Det er subsidiært gjort gældende, at såfremt Landsskatteretten
måtte finde, at toldkodeksens art 202, ikke kan finde anvendelse, må det være
toldkodeksens artikel 205, stk. 3, 1. afsnit og ikke artikel 205, stk. 3, 2.
afsnit, der finder anvendelse. Det er hertil anført, at art. 205, stk. 3, 2.
afsnit kun finder anvendelse, hvis det ikke er muligt at anvende bestemmelsen
i
artikel 205, stk. 3, 1. afsnit om, at debitor er den person, der har forbrugt
eller anvendt varen, samt de personer, der har medvirket til dette forbrug
eller anvendelse, og som vidste eller med rimelighed burde have vidst, at
dette
forbrug eller denne anvendelse fandt sted på andre betingelser end dem, der
følger af gældende forskrifter.
Advokaten har hertil anført, at der må antages at foreligge
forbrug, når varerne retsstridigt er unddraget de gældende toldmæssige
forpligtelser, og da gerningsmændene er udpeget og dømt, er det i den
konkrete
sag muligt at anvende artikel 205, stk. 3, 1. afsnit, og dermed at betragte
gerningsmændene som debitorer.
Advokaten har mere subsidiært gjort gældende, at såfremt
Landsskatteretten måtte finde, at toldkodeksens artikel 205, stk. 3, 1.
afsnit,
ikke finder anvendelse, men det derimod må være 2. afsnit, har X Havn ikke
haft
varerne i sin besiddelse i den nævnte bestemmelses forstand. Af bestemmelsen
fremgår det, at når toldmyndighederne i tilfælde af varernes forsvinden anser
dem for at være forbrugt eller anvendt i frizonen eller frilageret, og er det
ikke muligt at anvende første afsnit, skal toldskylden betales af den person,
der så vidt myndighederne ved, sidst var i besiddelse af varerne.
Det er i denne forbindelse anført, at toldkodeksen ikke
definerer begrebet ”besiddelse”, og at begrebet benyttes ikke i
andre af
bestemmelserne om toldskyld. Toldkodeksens artikel 202, taler om ”de
personer,
der har erhvervet eller opbevaret den pågældende vare, ”. Samme
formulering
benyttes i toldkodeksens artikel 203. På baggrund heraf har advokatens
anført,
at det er nærliggende at antage, at ”besiddelse” er et andet og
snævrere begreb
end ”opbevaring”. At begrebet besiddelse må fortolkes
indskrænkende,
understøttes efter advokatens opfattelse tillige af de engelske, tyske og
franske versioner af toldkodeksen artikel 205, der forudsætter en vis
ejermæssig råderet over de pågældende varer.
Det er i denne forbindelse anført, at man af den engelske
version af toldkodeksens artikel 205, kan læse, at betingelsen er ” to
have
been in possession of the goods”. Ifølge Longman
”Dictionary of English language and culture”,
2. udgave 1998, betyder ”in possession”: ”the state of having,
holding or
owning something; ownership”
Endvidere kan man af den franske version af toldkodeksens
artikel 205, læse, at betingelsen er ” .á la connaissance de ces
authorités,
état en possession des marchandises.”. Ifølge Robert Methodique
”Dictionaire
méthodique du francais actuel”, udgave fra 1989, forklares ”en
possession” med:
”Entrer en possession d´un appartement.
Avoir des biens en sa possession”.
Af den tyske version af toldkodeksen artikel 205, fremgår det,
at den person, der er betalingspligtig er den person, der ”als letzte im
Besitz
der Waren war”.
Af Deutsches
Wörterbuch, 1974, fremgår det, at ”im Besitz” betyder
”Gebrauchs- und
Nutzungsrecht man hat; alles; worüber man (begrentzt) verfügen darf”.
Advokaten har heraf udledt, at besiddelseskravet i artikel 205,
stk. 3, 2. afsnit, må forstås således, at den, der sidst har været ejer af
varerne, hæfter for tolden. I denne forbindelse har X Havn ikke på noget
tidspunkt været i besiddelse af varerne, ligesom havnen ikke har haft nogen
beføjelser til at disponere over den omhandlede container, bortset fra den
havnemæssige håndtering, der var nødvendig i forbindelse med afskibningen.
Advokaten har endvidere henvist til bekendtgørelse af 31. marts
1980 om koncession for B A/S § 7, hvorefter enhver er berettiget til mod
erlæggelse af de fastsatte afgifter og under iagttagelse af den gældende
reglementer at benytte frihavnen. Det er samtidig anført, at efter de nu
godkendte takstbestemmelser, må containere henstå pladslejefrit i op til 5
kalenderdage før afskibning. Det er herefter gjort gældende, at virksomheden
ikke har haft mulighed for at kræve de pågældende varer fjernet eller at
opkræve betaling for, at varerne henstod på frihavnsområdet, hvorefter der
ikke
kan være tale om besiddelse.
Advokaten har i forbindelse med toldcentrets henvisning til § 79
og § 80 i bekendtgørelse nr. 467 af 15. juni 1999 kapitel 7 anført, at denne
bestemmelse
omhandler hæftelsen for de virksomheder, der indfører højt beskattede varer
til
X Frihavn, i de tilfælde, hvor varerne ikke tilføres med skib, og oplosses af
B
A/S, og opbevares under dets varetægt. Dette fremgår af bekendtgørelsens §
79,
stk. 1. De pågældende bestemmelser fastsætter således regler for de
virksomheder, der opererer i frihavnen, men regulerer ikke selve havnens
forhold.
For så vidt angår toldcentrets henvisning til frihavnens
tilladelse af 13. august 1992 er det anført, at hæftelsen heri svarer til den
hæftelse, der er fastsat i § 80 i bekendtgørelse om toldbehandling. Hæftelsen
tager således udelukkende sigte på den situation, hvor der sker en egentlig
oplagring af varer efter anmodning fra den enkelte kunde, og hvor frihavnen
modtager
betaling for denne oplagring. Henset til, at der i det foreliggende tilfælde
ikke er tale om varer, som frihavnen mod betaling opbevarer for den enkelte
kunde, men derimod om varer, der som led i den almindelige havnedrift henstår
på frihavnens arealer, og hvor frihavnen i henhold til koncessionen til at
drive virksomhed, er forpligtet til at modtage de pågældende varer, findes
der
heller ikke på grundlag af tilladelsen af 13. august 1992 at kunne statueres
nogen hæftelse for X Havn.
Advokaten har for så vidt angår tobaksafgiften anført, at i
henhold til tobaksafgiftslovens § 29, stk. 1, nr. 3, svares der ikke afgift
af
varer, der udføres til steder uden for EF. I henhold til samme lovs § 34,
sidestilles X Frihavn med steder uden for EF. Advokaten har herefter anført,
at
de tobaksvarer, der er omfattet af afgørelsen på tidspunktet for tyveriet
ikke
var tobaksafgiftspligtige, og der findes ikke at være hjemmel til at lade X
Havn hæfte for den afgift, der muligvis efterfølgende skulle svares i
tilfælde
af, at cigaretterne blev indført i Danmark eller et andet EU-land.
Det er endvidere anført, at tobaksvarerne under alle
omstændigheder ikke kan anses at have været i X Havns besiddelse som
beskrevet
i tobaksafgiftslovens § 31, stk. 2, der må fortolkes i overensstemmelse med
toldkodeksens art. 205, idet den danske regel må fortolkes ud fra et
EU-konformt fortolkningsprincip. For så vidt angår tobaksafgiftslovens § 31,
stk. 3, fremgår det af denne bestemmelse, at afgiftspligten for den
virksomhed,
der har tilført varer til frihavnen, først bortfalder, når varerne er
overgået
til varemodtageren. Det er således vareafsenderen og ikke X Havn, der bærer
den
fulde risiko for varerne, indtil disse er overgået til varemodtageren. Da
varerne på tidspunktet for tyveriet ikke var overgået til varemodtageren, må
det være vareafsenderen, og ikke X Havn, der hæfter for tobaksafgiften,
hvilket
i øvrigt også syntes at have støtte i toldcentrets redegørelse til Told- og
Skattestyrelsen af 25/6-1999.
For så vidt angår momsen har advokaten gjort gældende, at det
fremgår af momslovens § 34, stk. 1, nr. 15, at levering af varer til
oplæggelse
i X Frihavn er fritaget for afgift. X Havn er i denne forbindelse ikke
ansvarlig for efterfølgende dispositioner, som eventuelt måtte udløse
momspligt.
Det fremgår videre af momslovens § 46, stk. 1, nr. 3, at den
betalingspligtige person for varer, der fraføres frihavnen, er den person,
der
foranlediger varen fraført. Momslovens § 61, stk. 1, angiver, at
afgiftspligtige varer, der indføres fra steder udenfor EU, afregnes efter
reglerne i toldlovens kap. 4. I toldlovens § 39, stk. 1, er angivet hvilke
personer, der hæfter for told- og afgiftsbeløb. I hvert af de tilfælde, der
opremses, er der tale om enten en faktisk råden over varer eller ejeren af
transportmidlet, i hvilket der transporteres uberigtigede varer. Advokaten
har
dertil anført, at X Havn ikke findes at falde ind under disse
hæftelsesbestemmelser, ligesom momslovens § 12, som toldcentret har påberåbt,
ikke kan anvendes som hjemmelsgrundlag for havnens hæftelse, idet denne
bestemmelse alene fastslår afgiftspligtens indtræden, men ikke siger noget
om,
hvem afgiften påhviler.
Endelig har advokaten gjort gældende, at den af toldcentret
påberåbte dom fra Vestre Landsret ikke kan anvendes i nærværende sag. Det
fremgår klart af Landsrettens afgørelse, 1. præmis, at hverken
tobaksafgiftslovens § 31, stk. 2, eller momslovens § 46, stk. 4, fandt
anvendelse. Den pågældende linieagent var således ikke omfattet heraf, men
alene på baggrund af toldlovens § 39, stk. 1, nr. 3, blev agenten gjort
ansvarlig. Imidlertid kan X Havn ikke falde ind under nogle af de tilfælde,
der
er opremset i toldlovens § 39, ligesom agenten i dommen handlede som
rederiets
forlængede arm, mens X Havn ikke på nogen måde har virket i forlængelse af
vareafsenderen. Man kan således ikke sidestille agenten i dommen med klageren
i
nærværende sag, hvorfor der ikke med baggrund i dommen er noget grundlag for
at
lade X Havn hæfte for told og afgifter. Advokaten har i øvrigt oplyst, at den
pågældende dom er anket til Højesteret.
Sluttelig har advokaten anført, at det ikke kan nytte noget, at
toldmyndighederne blot har henvist til, at der altid er en, der skal hæfte
for
told og afgifter, når der ikke i den eksisterende lovgivning findes en klar
hjemmel, som må forudsættes efter Grundlovens § 43, for at kunne pålægge X
Havn
at hæfte for told og afgifter for de omhandlede varer. Toldmyndighederne kan
ikke skabe et hjemmelsgrundlag blot ved at udvide fortolkningen af en række
begreber i lovgivningen, herunder i toldkodeksen.
Told- og Skattestyrelsen har under sagens behandling udtalt, at
det fremgår af sagens materiale, at likvidationen af B A/S bl.a. skete med
henblik på, at X Havn kunne overtage samtlige af B A/S’ rettigheder og
forpligtigelser.
På dette grundlag må såvel driften af frihavnen som en del af X Havn, som
driften af frihavnsvirksomheden i toldmæssig henseende således i det hele
anses
at ske med klageren, som den forpligtede og den, der bl.a. i forhold til
Skatteministeriet hæfter for told og andre afgifter af uberigtigede varer,
som
ekspederes af klageren, som led i udøvelse af frihavnsvirksomheden.
Told- og Skattestyrelsen har videre anført, at det for
toldmyndighederne er afgørende, at der hele tiden er en fysisk eller juridisk
person, der hæfter for told og afgifter af uberigtigede varer, indtil varerne
enten told- og afgiftsberigtiges eller fx udføres af EU´s toldområde. I den
foreliggende sag synes det afgørende at få fastslået, at C som brugeren af
proceduren for aktiv forædling, hæftede for de på varerne hvilende told- og
afgifter, indtil den told- og afgiftsmæssige hæftelse for denne virksomhed
ophørte ved toldmyndighedernes kvittering på ladeseddelen ved klagerens
modtagelse af varerne, og samtidige overtagelse af de på varerne hvilende
told
og afgifter. Styrelsen har samtidig anført, at det er klageren, der har
kunnet
beslutte, hvorledes varerne skulle opbevares. Hvorledes klageren i øvrigt,
men
forgæves måtte have søgt at sikre sig mod varernes bortkomst – og dermed
risikoen for aktualisering af hæftelsen, er ikke afgørende for, om kravet kan
rejses overfor klageren. Det er efter styrelsens opfattelse uden betydning
for
hæftelsen, om klageren måtte have mulighed for at opkræve pakhusleje. Endelig
ses sondringen mellem på den ene side en tidsmæssig kortvarig og på den anden
side en tidsmæssig længerevarende oplagring ikke at have nogen relevant
hjemmel
i den foreliggende lovgivning.
Told- og Skattestyrelsen har herudover bl.a. anført, at
toldkodeksens art. 202, ikke er anvendelig i sagen, ligesom den omstændighed,
at der for så vidt angår det stedfundne tyveri eventuelt efterfølgende kan
opstå toldskyld på andet grundlag, ikke ændrer ved klagerens hæftelse.
Told- og Skattestyrelsen har yderligere for så vidt angår tobaksafgiften
anført, at denne afgift forfalder ved overgang til forbrug, og da tyveriet
har
fundet sted i Danmark, anses forbruget for at have fundet sted her i landet,
jf. tobaksafgiftslovens § 2. Efter tobaksafgiftslovens § 29, stk. 1, nr. 4
modsætningsvis, gives der ikke afgiftsfritagelse ved tyveri. Samtidig fremgår
det af lovens § 31, stk. 1, at for betaling af afgift efter loven hæfter den,
der som ejer, forpagter eller lignende driver virksomheden for egen regning,
hvilket i denne sag er C. Imidlertid er denne virksomhed frigjort for
hæftelsen
ved varernes ankomst til frihavnen og ved toldmyndighedernes afstempling,
hvorefter man må falde tilbage på lovens § 31, stk. 2, hvoraf det fremgår, at
for afgiftspligtige varer, der ikke er afgiftsberigtiget efter loven, og hvor
der ikke er sket registrering eller stillet sikkerhed, hæfter erhververen og
den, der er i besiddelse af varen.
Landsskatteretten skal
udtale:
I henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse
af en EF-toldkodeks art. 167, stk. 1, kan medlemsstaterne på bestemte dele af
Fællesskabets toldområde oprette frizoner eller give tilladelse til
oprettelse
af frilagre.
Efter toldkodeksens art. 171, stk. 1, kan varer opbevares i
frizoner og frilagre uden tidsbegrænsning.
Af toldkodeksen art. 176, stk. 1, fremgår det, at enhver person,
der udøver virksomhed i en frizone eller et frilager, det være sig oplagring,
bearbejdning, forarbejdning, salg eller køb af varer, skal i en af
toldmyndighederne godkendt form føre lagerregnskab. Varerne skal, så snart de
ankommer til denne persons lokaler, bogføres i dette regnskab. Regnskabet
skal
sætte toldmyndighederne i stand til at identificere varerne, og det skal vise
varebevægelserne.
Efter toldkodeksens art. 176, stk. 2, fremgår det, at i tilfælde
af omladning af varer i en frizone holdes de dertil hørende dokumenter til
rådighed for toldmyndighederne. Kortvarig oplagring af varer i forbindelse
med
en sådan omladning anses for at være en del af omladningen.
Af toldkodeksens art. 202, stk. 1 fremgår følgende:
”Toldskyld ved indførsel opstår,
når en importafgiftspligtig vare føres ind i Fællesskabets
toldområde på ikke forskriftsmæssig måde, eller
hvis det drejer sig om en importafgiftspligtig vare, der er
anbragt i frizone eller frilager, når varen føres ind i en anden del af
toldområdet på ikke forskriftsmæssig måde.”
og videre af toldkodeksens art. 202, stk. 3 fremgår følgende:
”Debitorer er:
den person, der på ikke forskriftsmæssig måde har ført den
pågældende vare ind i Fællesskabets toldområde
de personer, der har medvirket til denne indførsel, og som
vidste eller med rimelighed burde have vidst, at det foregik på ikke
forskriftsmæssig måde
samt de personer, der har erhvervet eller opbevaret den
pågældende vare, og som på det tidspunkt, hvor de erhvervede eller modtog
varen, vidste eller med rimelighed burde have vidst, at det drejede sig om en
vare, der var ført ind på ikke forskriftsmæssig måde.”
Det fremgår herudover af toldkodeksens art. 205 følgende:
”1. Toldskyld ved indførsel opstår, når
en importafgiftspligtig vare forbruges eller anvendes i frizone
eller frilager på andre betingelser end dem, der følger af gældende
forskrifter.
Forsvinder der varer, og kan denne forsvinden ikke begrundes
tilfredsstillende over for toldmyndighederne, kan disse anse varerne for
forbrugt eller anvendt i frizonen eller frilageret.
2. Toldskylden opstår på det tidspunkt, hvor varen forbruges
eller anvendes for første gang på andre betingelser end dem, der følger af
gældende forskrifter.
3. Debitor er den person, som har forbrugt eller anvendt varen,
samt de personer, der har medvirket til dette forbrug eller denne anvendelse,
og som vidste eller med rimelighed burde have vidst, at dette forbrug eller
denne anvendelse fandt sted på andre betingelser end dem, der følger af
gældende forskrifter.
Når toldmyndighederne i tilfælde af varernes forsvinden anser
dem for at være forbrugt eller anvendt i frizonen eller frilageret, og det
ikke
er muligt at anvende første afsnit, skal toldskylden betales af den person,
der, så vidt myndighederne ved, sidst var i besiddelse af varerne.”
I henhold til toldlovens § 41, stk. 2, kan frihavne kun oprettes
ved lov. Dette er senest sket ved lov nr. 141 af 31. marts 1960 om frihavnen.
I
henhold til denne lovs § 2 kræves til driften af frihavnen en koncession. Ved
bekendtgørelse nr. 144 af 31. marts 1980 er der givet B A/S koncession til i
frihavnen at drive frihavnsvirksomhed med virkning fra den 1. juli 1979. Pr.
1.
januar 1997 trådte B A/S i frivillig likvidation således, at X Havn herefter
overtog dette selskabs rettigheder og forpligtelser.
Af indledningen i bekendtgørelse nr. 144 af 31. marts 1980,
fremgår det, at frihavnens område betragtes med hensyn til told og afgifter
som
udland.
I toldlovens § 47 fremgår det, at Skatteministeren kan fastsætte
regler om, i hvilket omfang og på hvilke betingelser højt beskattede varer,
der
særlig må frygtes at kunne gøres til genstand for indsmugling, kan oplægges i
en frihavn. Denne bemyndigelse er udnyttet i den dagældende
toldbehandlingsbekendtgørelse nr. 675 af 12. juli 1996 §§ 77-80.
Af bekendtgørelsens § 79 fremgår følgende:
”Højt beskattede varer, må kun opbevares i X Frihavn uden for B
A/S’s varetægt, når virksomheden har fået de statslige told- og
skattemyndighedernes tilladelse hertil.
Stk. 2. Opbevaringen er undergivet toldkontrol. De statslige
told- og skattemyndigheder fastsætter de nærmere kontrolforanstaltninger og
kan
bl.a. bestemme, at der skal føres et særligt regnskab over varerne, og at
disse
skal opbevares særskilt i godkendte lokaler, samt at virksomheden til de
nævnte
myndigheder forud skal angive enhver tilførsel og fraførsel samt overførsel
til
eller fra anden virksomhed.”
Det fremgår videre af bekendtgørelsens § 80, at:
”Virksomhederne hæfter for afgifter af varer, som ikke
forefindes ved de statslige told- og skattemyndigheders eftersyn, og som ikke
godtgøres at være fraført i overensstemmelse med de i medfør af § 79, stk. 2,
fastsatte regler, eller som ikke på en efter de statslige told- og
skattemyndigheders
skøn betryggende måde godtgøres at være forgået under opbevaringen i de af de
nævnte myndigheder godkendte lokaler af grunde, som kan henføres til varens
egen beskaffenhed, eller som følge af et hændeligt uheld eller force
majeure.”
Af tobaksafgiftslovens § 31, stk. 2, fremgår det, at for
afgiftspligtige varer, der ikke er afgiftsberigtiget efter loven, og hvor der
ikke er sket registrering eller stillet sikkerhed, hæfter erhververen og den,
der er i besiddelse af varen.
Endelig fremgår det af momslovens § 12, at der betales afgift af
varer, der indføres her til landet fra steder uden for EU. I momslovens § 46,
er nærmere beskrevet, hvem afgiften påhviler. Det fremgår videre af
momslovens
§ 61, stk. 1, at afgiften af varer, der indføres fra steder uden for EU,
afregnes efter reglerne i toldlovens kapitel 4. I toldlovens kapitel 4, § 39,
stk. 1, hedder det:
”For de på varerne hvilende told- og afgiftsbeløb hæfter
følgende personer:
1) Den, der i det danske toldområde indfører eller lader indføre
varer, som ikke er i fri omsætning i EU’s toldområde.
2) Den, der råder over varer, for hvilke der er meddelt betinget
told- og afgiftsfrihed.
3) Den, der råder over varer, som i uberigtiget stand eller mod
told- og afgiftsgodtgørelse er under udførsel fra det danske toldområde med
henblik på udførsel fra EU’s toldområde.
4) Føreren eller ejeren af et befordringsmiddel, hvor
uberigtigede varer eller betinget told- og afgiftsfri varer transporteres.
Tilsvarende gælder den person, der har rådighed over et sådant
befordringsmiddel.”
Landsskatteretten bemærker indledningsvis, at X Havn pr. 1.
januar 1997 overtog de rettigheder og forpligtelser, som indtil da påhvilede
B
A/S i henhold til koncessionen til i X Frihavn at udøve frihavnsvirksomhed,
jf.
bekendtgørelse nr. 144 af 31. marts 1980.
Landsskatteretten lægger til grund, at de omhandlede varer den
14. maj 1999 har været placeret på frihavnens område i en container med
henblik
på lastning ombord på et skib den 15. maj 1999, der skulle til Estland.
Landsskatteretten finder herefter, at denne kortvarige oplagring af de
omhandlede varer må anses at være en del af omladningen ved den
havnevirksomhed, som X Havn har koncession på at udføre. Landsskatteretten
finder i denne forbindelse, at en sådan kortvarig oplagring ikke er omfattet
af
bestemmelsen i toldbehandlingsbekendtgørelsens § 80, der skal ses i
sammenhæng
med bekendtgørelsens § 79, ligesom de nævnte bestemmelser i øvrigt alene må
anses for at vedrøre de virksomheder, der opererer og opbevarer varer på
frihavnsområdet, men vedrører ikke selve frihavnsvirksomheden.
Landsskatteretten finder samtidig, at den kortvarige oplagring ikke er
omfattet
af B A/S’ tilladelse af 13. august 1992 til at drive frihavnslager.
Landsskatteretten finder imidlertid, at uanset, at der alene har
været tale om en kortvarig oplagring, har de omhandlede varer været placeret
på
frihavnens areal, og X Havn har udøvet en havnemæssige håndtering af varerne
som led i den frihavnsvirksomhed, som man har haft koncession til.
Landsskatteretten
finder som følge heraf, at X Havn har været i besiddelse af varerne, således
som besiddelse må forstås i toldkodeksen art. 205, stk. 3, 2. afsnit, og
tobaksafgiftslovens § 31, stk. 2, hvorfor X Havn hæfter for told og
tobaksafgiften af de omhandlede varer. Landsskatteretten bemærker i denne
forbindelse, at udtrykket ”besiddelse” ikke forudsætter en form for
ejendomsret
over varerne, men at det må være tilstrækkeligt for at være omfattet af
udtrykket, at man blot har haft en vis rådighed over varerne.
Landsskatteretten bemærker samtidig, at den omstændighed, at
tyvene af de omhandlede varer senere er blevet fundet og dømt for tyveriet
ikke
herved findes at fritage X Havn for at hæfte for told og tobaksafgiften.
Landsskatteretten finder imidlertid ikke, at X Havn hæfter for
momsen af de omhandlede varer, idet der hverken i moms- eller i
toldlovgivningen findes et tilstrækkeligt klart hjemmelsgrundlag for en sådan
hæftelse. Det bemærkes herved, at X Havns her omhandlede havnemæssige
håndtering af varer ikke findes at være omfattet af toldlovens § 39, stk. 1.
Den påklagede afgørelse ændres i overensstemmelse med
ovennævnte.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Landsskatteretskendelse Retsinformation · 7. august 2001
- SKATs afgørelse om opkrævning af i alt 60.951,19 kr. i tobaksafgift, told, moms og morarenter for klagerens import her til landet af i alt 67,852 kg… Landsskatteretten · 10. november 2021
- Skattestyrelsen har opkrævet 9.366.480 kr. i stempelmærkeværdi for i alt 7.200 kg vandpibetobak modtaget fra steder uden for EU henholdsvis den 12. oktober… Landsskatteretten · 25. august 2026
- Opkrævning af told og importmoms, at selskabet er anset for debitor for toldskyld efter EF-Toldkodeksens artikel 201, stk. 3 og som betalingspligtig for… Landsskatteretten · 15. marts 2013
- Sag om, tilbagesøgning af betalt importmoms i forbindelse med transport af gods fra Norge til Antwerpen Domsdatabasen · 6. marts 2023
- Landsskatterettens afgørelse — Journalnr. 14-3828463 Landsskatteretten · 29. juni 2020
Lignende dokumenter
- TOLDVEJLEDNING 1994 AFSNIT A.12 - FRIHAVNEN Retsinformation · 5. februar 2008
- Forslag til Lov om ændring af toldloven, momsloven, opkrævningsloven og lov om anvendelse af Det Europæiske Fællesskabs forordning om toldmyndighedernes indgriben over for varer, der mistænkes for at krænke visse intellektuelle ejendomsrettigheder, og om de foranstaltninger, som skal træffes over for varer, der krænker sådanne rettigheder (Ændringer som følge af forordning om EU-toldkodeksen) Retsinformation · 14. januar 2016
- D.A.13.4 Told- og afgiftsoplag ML § 46, stk. 4 Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- TOLDVEJLEDNING; BLANKETTER MV 2007 BILAG Retsinformation · 5. februar 2008
- Landsskatteretskendelse vedr. fradrag for moms af svind på toldoplag Retsinformation · 26. september 2009
- Bindende svar - Moms - udlejning af fast ejendom - kompensationsbeløb Retsinformation · 11. februar 2016