Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 26. februar 2002 vedr. hæftelse for told, afgifter og moms ved tyveri af container indeholdende cigaretter.

KEN nr 10095 af 26/02/2002Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet3. september 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 26. februar 2002 vedr. hæftelse

for told, afgifter og moms ved tyveri af container indeholdende cigaretter.

Klagen vedrører spørgsmålet om X’s Havns hæftelse for told,

afgifter og moms på i alt 8.006.510 kr. i forbindelse med, at en container

indeholdende cigaretter er bortkommet fra X Frihavn.

Det er oplyst, at frihavnen er en del af X Havns havneområde.

Fra den 1. juli 1979 og frem til den 1. januar 1997 blev frihavnen drevet

gennem et datterselskab til X Havn, B A/S, der havde koncession på driften,

jf.

bekendtgørelse nr. 144 af 31. marts 1980. Med virkning fra 1. januar 1997

trådte dette selskab i frivillig likvidation således, at X Havn herefter

overtog B A/S’s rettigheder og forpligtelser.

Af det indledende afsnit i bekendtgørelse af koncession for B

A/S til i frihavnen at udøve frihavnsvirksomhed, der fortsat er gældende,

fremgår følgende:

”Virksomheden omfatter opførelse og drift af pakhuse, skure samt

andre bygninger, opstilling og drift af kraner og andet laste- og

lossemateriale, anlæg og drift af jernbanespor og befæstelse m.v. af kajgader

og pladser til godsoplægning og transport samt udførelse af alt arbejde med

hensyn til losning og lastning om bord og i land, derunder alt arbejde i

forbindelse med ind- og udlevering til og fra selskabets pakhuse og pladser.

Frihavnens område betragtes med hensyn til told og afgifter som

udland.

Varer, der fra frihavnen indføres til toldområdet, omfattes af

de gældende told- og afgiftslove.”

Det fremgår samtidig af den nævnte bekendtgørelses § 7, at:

”Enhver er berettiget til mod erlæggelse af de fastsatte

afgifter og under iagttagelse af de gældende reglementer at benytte

frihavnen.

Frihavnsselskabet skal tilstede, at varer, der henligger i

Læs alt

frihavnen på lejede pladser eller i lejede rum uden at være optaget på

selskabets lagre, bearbejdes af dem, der har rådighed over varerne eller af

repræsentanter for disse ”

Det er endvidere oplyst, at der ved skrivelse af 13. august 1992

blev givet B A/S tilladelse til at drive lager i frihavnen. Tilladelsen blev

bl.a. betinget af:

- at der føres et af de statslige told- og skattemyndigheder

godkendt lagerregnskab, og

- at der svares told og/eller afgifter af varer, der måtte blive

i manko.”

Det er yderligere oplyst, at toldcenteret i 1999 har udarbejdet

en rapport om forholdene i frihavnen. Af denne fremgår det bl.a. under afsnit

5.1.1. om det legale grundlag for X Havn, at:

”X Havn har en bevilling til at drive lagervirksomhed, og af

denne bevilling fremgår det, hvilket regnskab de skal føre. Bevillingen

gælder

for al lagervirksomhed, X Havn fører i frihavnen, såvel stykgods som

containere, hvis der foregår en direkte oplagring af godset.”

Det er herefter anført, hvilke krav, der stilles til det

regnskab, der skal føres.

Herefter fremgår det, at:

”Da X Havns aktiviteter omfatter såvel oplagring af stykgods og

trailere som containere, skal virksomheden føre selvstændig lagerregnskab for

hver enkelt aktivitet, således at der for både stykgods, trailere og

containere

fremkommer et regnskab, der opfylder ovenstående bestemmelser.

Dog skal X Havn ikke føre det detaljerede regnskab efter Rådets

forordning 2913/92 artikel 176, stk. 1, og Kommissionens forordning 2454,

artikel 817, stk. 3, for så vidt angår containere og andre varer, der kun er

under ”kortvarig oplagring” efter omladning. Således følger det af

Toldkodeks

artikel 176, stk. 2, at ”I tilfælde af omladning af varer i en frizone

holdes

de dertil hørende dokumenter til rådighed for toldmyndighederne. Kortvarig

oplagring af varer i forbindelse med en sådan omladning anses for at udgøre

en

del af omladningen.”

Ved X Havns containerterminal ankommer/afgår dagligt containere

med skib med henblik på videreudskibning eller videretransport med bane eller

pr. lastvogn. Disse containere losser/laster X Havn og placerer dem på deres

areal i frihavnen for senere på dagen eller et par dage senere at sende dem

ud

af frihavnen igen. I gennemsnit står en container 2-3 dage i frihavnen, men

det

sker at containere først sendes videre eller afhentes efter flere uger eller

måneder.

Spørgsmålet er, hvornår X Havn har pligt til at føre et

detaljeret regnskab over de enkelte containere, det vil sige, hvad der

forstås ved

”kortvarig oplagring”. Af bemærkningerne til Toldkodeks

”Zollkodex – mit

Durchführungsverordnung und Zollbefreiungsverordnung von professor Dr. Peter

Witte”, fremgår det at ”kortvarig oplagring” er en kortvarig

oplagring i

forbindelse med omladning af varer. Det vil sige, at så længe hovedformålet

er

omladning og ikke oplagring, vil en kortvarig oplagring kunne sidestilles med

en omladning, og derved være medtaget under undtagelsen i Artikel 176, stk.

2.

Dog er Dr. Peter Witte af den opfattelse, at oplagringen ikke bør strække sig

ud over 3 dage. Denne antagelse er dog ikke entydig i Europa, idet en længere

oplagring i praksis vil kunne falde ind under artikel 176, stk. 2, jf.

Dorsch/Lichtenberg. Det vil sige, at de forskellige medlemslande fortolker

udtrykket

”kortvarig oplagring” forskelligt.

Der er således et behov for at definere, hvornår X Havn skal

føre regnskab over containerne. I dag har X Havn den politik, at en container

kan stå på deres areal i forbindelse med omladning i 5 dage, hvorefter der

vil

blive opkrævet leje. Denne grænse på 5 dage vil umiddelbart være i

overensstemmelse med reglerne i Kodeks, ud fra ovenstående

fortolkningsbidrag.

Konklusionen må derfor være, at X Havn er pligtig til at føre

det detaljerede regnskab efter artikel 176, stk. 1 i Toldkodeks, når varer

opholder sig længere end 5 dage i X Havns varetægt, også når oplagringen er i

forbindelse med omladning.”

Af rapporten fremgår videre under afsnit 5.1.5 om håndtering,

udgående varer følgende:

”Proceduren for håndtering af containere i X Havns varetægt er

som følger:

Ankomst til Checkpoint

Når containeren ankommer til checkpoint, skal vognmanden

forevise ladeseddel og oplyse linienummeret på det skib, containeren skal

udføres på. Herefter bliver containeren registreret i X Havns edb-system. Der

bliver angivet vægt, indhold, speditør, størrelse, linieagent og ejerforhold.

Samtidig kontrolleres containeren for skader. Vognmanden får en kopi af

registreringen, og containeren bliver af systemet tildelt en placering på

containerpladsen.

Ved indlevering af reefercontainere registreres hvilken

temperatur, disse skal have. Hvis det ikke fremgår nogen steder, modtages

containeren ikke. Mens containeren er i X Havns varetægt, kontrolleres

temperaturen 3 gange i døgnet.

Opmagasinering

Containeren henstår på containerpladsen, indtil afskibningen

finder sted. Såfremt containeren flyttes rundt på pladsen af movere inden

afskibningen, registreres dette på computerterminalen i moverens kabine.

Terminalen har direkte forbindelse til X Havns edb-system, så containerens

nye

placeringsnummer bliver registreret med det samme. De fleste containere til

udførsel bliver dog afskibet samme dag, som de bliver indleveret.

Afskibning

Ved afskibningen hentes containerne af movere i henhold til

skibets ladeliste. Det er skibsformanden, der dirigerer, hvilken rækkefølge

containere skal afhentes i (under hensyntagen til placering i skib

mv.).”

Det er herudover oplyst, at X Havn i frihavnen den 14. maj 1999

modtog en container fra C indeholdende 6.010.000 stk. cigaretter. Containeren

blev transporteret med D. Ved ankomsten til frihavnen blev ladesedlen

underskrevet af en person fra frihavnen samt afstemplet af personale fra

toldcentret. Det fremgår af havnens computersystem, at containeren blev

registeret

og herved fik en plads på frihavnens lager. Det er oplyst, at containeren

blev

anbragt i en containerbane under åben himmel, der normalt benyttes til

henstilling af containere med henblik på snarlig afskibning.

Da containeren den 15. maj 1999 skulle videre med skib, var den

forsvundet fra frihavnen. Containeren er senere fundet uden cigaretter i Y.

Tyvene er efterfølgende blev anholdt og dømt for tyveriet. En af X Havns

havnearbejdere er ligeledes blevet anholdt og dømt for medvirken til

tyveriet.

I denne forbindelse er der i sagen fremlagt dom afsagt af byretten den 3.

februar 2000 samt retsbogsudskrifter af henholdsvis den 2. september 1999 og

31. januar 2000.

Af dom af 3. februar 2000 er tiltalte bl.a. fundet skyldig i

tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 286 ved den 14. maj 1999 midt på

dagen

i forening med 2 navngivne personer og en eller flere uidentificerede

personer,

i X Frihavn at have stjålet en 40-fods-container indeholdende 6.010.000 stk.

cigaretter samt diverse reklamevarer til en samlet afgiftsberigtiget værdi af

ikke under 9.165.250 kr. Det fremgår ligeledes af dommen, at tiltalte er

fundet

skyldig i indsmugling af særlig grov karakter efter straffelovens § 298, 2.

led, jf. toldlovens § 73, stk. 2, smh. med stk. 1, nr. 1, ved med forsæt til

at

undgå betaling af told og afgifter at have fraført X Frihavn 6.010.000 stk.

cigaretter uden angivelse over for told- og skattemyndighederne, hvorved den

danske statskasse blev unddraget told og afgifter for et samlet beløb på

7.839.057,86 kr.

Toldcentret har ved den påklagede afgørelse fundet, at X Havn må

anses for at hæfte for betalingen af told og tobaksafgifter samt moms på i

alt

8.006.510 kr., der ved de omhandlede varers forsvinden herved er unddraget

statskassen.

Toldcentret har som hjemmel for opkrævningen af told, afgifter

og moms henvist til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992

om

indførsel af en EF-toldkodeks art. 205, stk. 3, 2. afsnit, virksomhedens

tilladelse af 13. august 1992 til at drive frihavnslager samt bekendtgørelse

nr. 467 af 15. juni 1999 om toldbehandling § 79 og 80. Toldcentret har

herudover henvist til tobaksafgiftslovens § 31, stk. 2, og momslovens § 12.

Toldcentret har som begrundelse for sin afgørelse henvist til,

at det væsentligste for toldcentret er, at der altid er nogen, der hæfter for

told og afgifter mv. I dette tilfælde var afsenderen frigjort for hæftelsen,

da

varerne blev overladt til X Havn og toldmyndighederne havde stemplet

papirerne,

hvorefter der alene var X Havn tilbage, der kunne hæfte for afgifterne.

Toldcentret har for så vidt angår toldskylden særligt anført, at

der er opstået toldskyld efter toldkodeksens art. 205, stk. 3, 2. afsnit, der

er subsidiær i forhold til 1. afsnit. Imidlertid er toldskylden opstået

allerede på det tidspunkt, hvor de omhandlede varer blev fraført frihavnen,

og

det er herefter underordnet, om man efterfølgende har fundet tyvene og senere

fået disse dømt, idet der alene kan blive tale om et regreskrav fra X Havns

side imod tyvene. Toldkodeksens art. 202, og art. 205, stk. 3, 1. afsnit,

finder derfor ikke anvendelse, ligesom toldkodeksens art. 233, om ophør af

toldskyld ikke omfatter tilfælde, hvor varerne er forsvundet ved tyveri,

hvorfor toldskylden efter denne bestemmelse ikke kan være ophørt. Det må

derfor

være toldkodeksens art. 205, stk. 3, 2. afsnit, der er gældende i sagen.

Toldcentret har samtidig anført, at de omhandlede cigaretter er

blevet opbevaret af X Havn, og at havnen derfor har haft varerne i sin

besiddelse, uanset om der i øvrigt er sket en kortvarig eller længerevarende

oplagring. Den sondring, som klagerens advokat har anlagt, mellem kortvarig

oplagring i forbindelse med omladning og længerevarende oplagring har ikke

nogen hjemmel i lovgivningen. Det fremgår samtidig klart af lovgivningen, at

den, der har haft varerne i sin besiddelse, hæfter for told og afgifter m.v.,

hvorfor Grundlovens krav til lovhjemmel i § 43 er opfyldt. Ordet

”besiddelse”

skal ikke kun forstås som ejerskab. Blot det, at man har haft rådighed over

varerne, er tilstrækkeligt til, at man er omfattet. Der er således ikke noget

grundlag for at fortolke ordet ”besiddelse” i lovgivningen,

herunder i

toldkodeksen, indskrænkende.

Toldcentret har i øvrigt til støtte for sin afgørelse henvist

til dom afsagt af Vestre Landsrets 11. afdeling, den 5. oktober 2001 (Sag nr.

B-2553-99). I denne sag har Landsretten afgjort, at en agent, der håndterede

et

parti cigaretter til omladning på et skib i Århus Havn med henblik på

afskibning til Letland, hæftede for de på varerne hvilende told- og

afgiftsbeløb, da partiet blev stjålet, mens det stod på havnen. Af

afgørelsen,

særligt 2. præmis fremgår det, at Landsretten har lagt til grund, at agenten

har udøvet en så konkret rådighed over containerne og på en sådan måde, at

agenten må anses for at hæfte for told og afgifter efter toldlovens § 39,

stk.

1, nr. 3. Den i dommen nævnte situation må kunne sidestilles med nærværende

sag, idet X Havn på lignende måde, som agenten nævnt i dommen, har haft

rådighed over varerne.

Toldcentret har endelig oplyst, at udregningen af afgifterne er

foretaget på baggrund af antallet af forsvundne cigaretter samt deres

toldværdi

og detailpris pr. stk. Toldværdien er et gennemsnit af eksportværdien for

Danmarks cigareteksport i de første tre kvartaler af 1997, og som er hentet

fra

Danmarks Statistik. Detailprisen pr. stk. er hentet fra detailprisliste

oplyst

af C, som var gældende fra 4. maj 1999. Toldcentret har for så vidt angår

cigaretafgiftsberegningen henvist til lovbekendtgørelse nr. 635 af 21. august

1998 om tobaksafgifter § 1, stk. 1A.

Toldcentret har ved skrivelse af 3. februar 2000 korrigeret

kravet til 7.839.057,86 kr., idet den oprindelig beregnede toldværdi var

beregnet ud fra 1998-værdien, og ikke den korrekte 1999-toldværdi.

Virksomhedens advokat har over for Landsskatteretten nedlagt

påstand om, at der ikke påhviler X Havn nogen hæftelse for de af toldcentret

opkrævede told- og afgiftsbeløb.

For så vidt angår opkrævningen af told er der til støtte herfor

principalt gjort gældende, at artikel 202 i toldkodeksen finder anvendelse i

nærværende sag. Det fremgår af artikel 202, at toldskyld ved indførsel

opstår,

når en importafgiftspligtig vare, der er anbragt i frizone eller frilager,

føres ind i en anden del af toldområdet på en ikke forskriftsmæssig måde.

Denne

bestemmelse må blandt andet kunne finde anvendelse i en situation som den

aktuelle, idet tyveriet og transporten til Y er at betragte som indførsel i

en

anden del af toldområdet på en ikke forskriftsmæssig måde.

Debitor er i medfør af toldkodeksens artikel 202, stk. 3

følgende:

den person, der på ikke forskriftsmæssig måde har ført den

pågældende vare ind i Fællesskabets toldområde

de personer, der har medvirket til denne indførsel, og som

vidste eller med rimelighed burde have vidst, at det foregik på ikke

forskriftsmæssig måde

samt de personer, der har erhvervet eller opbevaret den

pågældende vare, og som på det tidspunkt, hvor de erhvervede eller modtog

varen, vidste eller burde have vidst, at det drejede sig om en vare, der var

indført på ikke forskriftsmæssig måde.

Advokaten har gjort gældende, at efter denne bestemmelse er det

således de dømte gerningsmænd, der er debitorer i forhold til toldskylden.

Når

gerningsmændene til tyveriet er debitorer for toldskylden i henhold til

artikel

202, stk. 3, kan X Havn ikke tillige være debitor for toldskylden.

Det er subsidiært gjort gældende, at såfremt Landsskatteretten

måtte finde, at toldkodeksens art 202, ikke kan finde anvendelse, må det være

toldkodeksens artikel 205, stk. 3, 1. afsnit og ikke artikel 205, stk. 3, 2.

afsnit, der finder anvendelse. Det er hertil anført, at art. 205, stk. 3, 2.

afsnit kun finder anvendelse, hvis det ikke er muligt at anvende bestemmelsen

i

artikel 205, stk. 3, 1. afsnit om, at debitor er den person, der har forbrugt

eller anvendt varen, samt de personer, der har medvirket til dette forbrug

eller anvendelse, og som vidste eller med rimelighed burde have vidst, at

dette

forbrug eller denne anvendelse fandt sted på andre betingelser end dem, der

følger af gældende forskrifter.

Advokaten har hertil anført, at der må antages at foreligge

forbrug, når varerne retsstridigt er unddraget de gældende toldmæssige

forpligtelser, og da gerningsmændene er udpeget og dømt, er det i den

konkrete

sag muligt at anvende artikel 205, stk. 3, 1. afsnit, og dermed at betragte

gerningsmændene som debitorer.

Advokaten har mere subsidiært gjort gældende, at såfremt

Landsskatteretten måtte finde, at toldkodeksens artikel 205, stk. 3, 1.

afsnit,

ikke finder anvendelse, men det derimod må være 2. afsnit, har X Havn ikke

haft

varerne i sin besiddelse i den nævnte bestemmelses forstand. Af bestemmelsen

fremgår det, at når toldmyndighederne i tilfælde af varernes forsvinden anser

dem for at være forbrugt eller anvendt i frizonen eller frilageret, og er det

ikke muligt at anvende første afsnit, skal toldskylden betales af den person,

der så vidt myndighederne ved, sidst var i besiddelse af varerne.

Det er i denne forbindelse anført, at toldkodeksen ikke

definerer begrebet ”besiddelse”, og at begrebet benyttes ikke i

andre af

bestemmelserne om toldskyld. Toldkodeksens artikel 202, taler om ”de

personer,

der har erhvervet eller opbevaret den pågældende vare, ”. Samme

formulering

benyttes i toldkodeksens artikel 203. På baggrund heraf har advokatens

anført,

at det er nærliggende at antage, at ”besiddelse” er et andet og

snævrere begreb

end ”opbevaring”. At begrebet besiddelse må fortolkes

indskrænkende,

understøttes efter advokatens opfattelse tillige af de engelske, tyske og

franske versioner af toldkodeksen artikel 205, der forudsætter en vis

ejermæssig råderet over de pågældende varer.

Det er i denne forbindelse anført, at man af den engelske

version af toldkodeksens artikel 205, kan læse, at betingelsen er ” to

have

been in possession of the goods”. Ifølge Longman

”Dictionary of English language and culture”,

2. udgave 1998, betyder ”in possession”: ”the state of having,

holding or

owning something; ownership”

Endvidere kan man af den franske version af toldkodeksens

artikel 205, læse, at betingelsen er ” .á la connaissance de ces

authorités,

état en possession des marchandises.”. Ifølge Robert Methodique

”Dictionaire

méthodique du francais actuel”, udgave fra 1989, forklares ”en

possession” med:

”Entrer en possession d´un appartement.

Avoir des biens en sa possession”.

Af den tyske version af toldkodeksen artikel 205, fremgår det,

at den person, der er betalingspligtig er den person, der ”als letzte im

Besitz

der Waren war”.

Af Deutsches

Wörterbuch, 1974, fremgår det, at ”im Besitz” betyder

”Gebrauchs- und

Nutzungsrecht man hat; alles; worüber man (begrentzt) verfügen darf”.

Advokaten har heraf udledt, at besiddelseskravet i artikel 205,

stk. 3, 2. afsnit, må forstås således, at den, der sidst har været ejer af

varerne, hæfter for tolden. I denne forbindelse har X Havn ikke på noget

tidspunkt været i besiddelse af varerne, ligesom havnen ikke har haft nogen

beføjelser til at disponere over den omhandlede container, bortset fra den

havnemæssige håndtering, der var nødvendig i forbindelse med afskibningen.

Advokaten har endvidere henvist til bekendtgørelse af 31. marts

1980 om koncession for B A/S § 7, hvorefter enhver er berettiget til mod

erlæggelse af de fastsatte afgifter og under iagttagelse af den gældende

reglementer at benytte frihavnen. Det er samtidig anført, at efter de nu

godkendte takstbestemmelser, må containere henstå pladslejefrit i op til 5

kalenderdage før afskibning. Det er herefter gjort gældende, at virksomheden

ikke har haft mulighed for at kræve de pågældende varer fjernet eller at

opkræve betaling for, at varerne henstod på frihavnsområdet, hvorefter der

ikke

kan være tale om besiddelse.

Advokaten har i forbindelse med toldcentrets henvisning til § 79

og § 80 i bekendtgørelse nr. 467 af 15. juni 1999 kapitel 7 anført, at denne

bestemmelse

omhandler hæftelsen for de virksomheder, der indfører højt beskattede varer

til

X Frihavn, i de tilfælde, hvor varerne ikke tilføres med skib, og oplosses af

B

A/S, og opbevares under dets varetægt. Dette fremgår af bekendtgørelsens §

79,

stk. 1. De pågældende bestemmelser fastsætter således regler for de

virksomheder, der opererer i frihavnen, men regulerer ikke selve havnens

forhold.

For så vidt angår toldcentrets henvisning til frihavnens

tilladelse af 13. august 1992 er det anført, at hæftelsen heri svarer til den

hæftelse, der er fastsat i § 80 i bekendtgørelse om toldbehandling. Hæftelsen

tager således udelukkende sigte på den situation, hvor der sker en egentlig

oplagring af varer efter anmodning fra den enkelte kunde, og hvor frihavnen

modtager

betaling for denne oplagring. Henset til, at der i det foreliggende tilfælde

ikke er tale om varer, som frihavnen mod betaling opbevarer for den enkelte

kunde, men derimod om varer, der som led i den almindelige havnedrift henstår

på frihavnens arealer, og hvor frihavnen i henhold til koncessionen til at

drive virksomhed, er forpligtet til at modtage de pågældende varer, findes

der

heller ikke på grundlag af tilladelsen af 13. august 1992 at kunne statueres

nogen hæftelse for X Havn.

Advokaten har for så vidt angår tobaksafgiften anført, at i

henhold til tobaksafgiftslovens § 29, stk. 1, nr. 3, svares der ikke afgift

af

varer, der udføres til steder uden for EF. I henhold til samme lovs § 34,

sidestilles X Frihavn med steder uden for EF. Advokaten har herefter anført,

at

de tobaksvarer, der er omfattet af afgørelsen på tidspunktet for tyveriet

ikke

var tobaksafgiftspligtige, og der findes ikke at være hjemmel til at lade X

Havn hæfte for den afgift, der muligvis efterfølgende skulle svares i

tilfælde

af, at cigaretterne blev indført i Danmark eller et andet EU-land.

Det er endvidere anført, at tobaksvarerne under alle

omstændigheder ikke kan anses at have været i X Havns besiddelse som

beskrevet

i tobaksafgiftslovens § 31, stk. 2, der må fortolkes i overensstemmelse med

toldkodeksens art. 205, idet den danske regel må fortolkes ud fra et

EU-konformt fortolkningsprincip. For så vidt angår tobaksafgiftslovens § 31,

stk. 3, fremgår det af denne bestemmelse, at afgiftspligten for den

virksomhed,

der har tilført varer til frihavnen, først bortfalder, når varerne er

overgået

til varemodtageren. Det er således vareafsenderen og ikke X Havn, der bærer

den

fulde risiko for varerne, indtil disse er overgået til varemodtageren. Da

varerne på tidspunktet for tyveriet ikke var overgået til varemodtageren, må

det være vareafsenderen, og ikke X Havn, der hæfter for tobaksafgiften,

hvilket

i øvrigt også syntes at have støtte i toldcentrets redegørelse til Told- og

Skattestyrelsen af 25/6-1999.

For så vidt angår momsen har advokaten gjort gældende, at det

fremgår af momslovens § 34, stk. 1, nr. 15, at levering af varer til

oplæggelse

i X Frihavn er fritaget for afgift. X Havn er i denne forbindelse ikke

ansvarlig for efterfølgende dispositioner, som eventuelt måtte udløse

momspligt.

Det fremgår videre af momslovens § 46, stk. 1, nr. 3, at den

betalingspligtige person for varer, der fraføres frihavnen, er den person,

der

foranlediger varen fraført. Momslovens § 61, stk. 1, angiver, at

afgiftspligtige varer, der indføres fra steder udenfor EU, afregnes efter

reglerne i toldlovens kap. 4. I toldlovens § 39, stk. 1, er angivet hvilke

personer, der hæfter for told- og afgiftsbeløb. I hvert af de tilfælde, der

opremses, er der tale om enten en faktisk råden over varer eller ejeren af

transportmidlet, i hvilket der transporteres uberigtigede varer. Advokaten

har

dertil anført, at X Havn ikke findes at falde ind under disse

hæftelsesbestemmelser, ligesom momslovens § 12, som toldcentret har påberåbt,

ikke kan anvendes som hjemmelsgrundlag for havnens hæftelse, idet denne

bestemmelse alene fastslår afgiftspligtens indtræden, men ikke siger noget

om,

hvem afgiften påhviler.

Endelig har advokaten gjort gældende, at den af toldcentret

påberåbte dom fra Vestre Landsret ikke kan anvendes i nærværende sag. Det

fremgår klart af Landsrettens afgørelse, 1. præmis, at hverken

tobaksafgiftslovens § 31, stk. 2, eller momslovens § 46, stk. 4, fandt

anvendelse. Den pågældende linieagent var således ikke omfattet heraf, men

alene på baggrund af toldlovens § 39, stk. 1, nr. 3, blev agenten gjort

ansvarlig. Imidlertid kan X Havn ikke falde ind under nogle af de tilfælde,

der

er opremset i toldlovens § 39, ligesom agenten i dommen handlede som

rederiets

forlængede arm, mens X Havn ikke på nogen måde har virket i forlængelse af

vareafsenderen. Man kan således ikke sidestille agenten i dommen med klageren

i

nærværende sag, hvorfor der ikke med baggrund i dommen er noget grundlag for

at

lade X Havn hæfte for told og afgifter. Advokaten har i øvrigt oplyst, at den

pågældende dom er anket til Højesteret.

Sluttelig har advokaten anført, at det ikke kan nytte noget, at

toldmyndighederne blot har henvist til, at der altid er en, der skal hæfte

for

told og afgifter, når der ikke i den eksisterende lovgivning findes en klar

hjemmel, som må forudsættes efter Grundlovens § 43, for at kunne pålægge X

Havn

at hæfte for told og afgifter for de omhandlede varer. Toldmyndighederne kan

ikke skabe et hjemmelsgrundlag blot ved at udvide fortolkningen af en række

begreber i lovgivningen, herunder i toldkodeksen.

Told- og Skattestyrelsen har under sagens behandling udtalt, at

det fremgår af sagens materiale, at likvidationen af B A/S bl.a. skete med

henblik på, at X Havn kunne overtage samtlige af B A/S’ rettigheder og

forpligtigelser.

På dette grundlag må såvel driften af frihavnen som en del af X Havn, som

driften af frihavnsvirksomheden i toldmæssig henseende således i det hele

anses

at ske med klageren, som den forpligtede og den, der bl.a. i forhold til

Skatteministeriet hæfter for told og andre afgifter af uberigtigede varer,

som

ekspederes af klageren, som led i udøvelse af frihavnsvirksomheden.

Told- og Skattestyrelsen har videre anført, at det for

toldmyndighederne er afgørende, at der hele tiden er en fysisk eller juridisk

person, der hæfter for told og afgifter af uberigtigede varer, indtil varerne

enten told- og afgiftsberigtiges eller fx udføres af EU´s toldområde. I den

foreliggende sag synes det afgørende at få fastslået, at C som brugeren af

proceduren for aktiv forædling, hæftede for de på varerne hvilende told- og

afgifter, indtil den told- og afgiftsmæssige hæftelse for denne virksomhed

ophørte ved toldmyndighedernes kvittering på ladeseddelen ved klagerens

modtagelse af varerne, og samtidige overtagelse af de på varerne hvilende

told

og afgifter. Styrelsen har samtidig anført, at det er klageren, der har

kunnet

beslutte, hvorledes varerne skulle opbevares. Hvorledes klageren i øvrigt,

men

forgæves måtte have søgt at sikre sig mod varernes bortkomst – og dermed

risikoen for aktualisering af hæftelsen, er ikke afgørende for, om kravet kan

rejses overfor klageren. Det er efter styrelsens opfattelse uden betydning

for

hæftelsen, om klageren måtte have mulighed for at opkræve pakhusleje. Endelig

ses sondringen mellem på den ene side en tidsmæssig kortvarig og på den anden

side en tidsmæssig længerevarende oplagring ikke at have nogen relevant

hjemmel

i den foreliggende lovgivning.

Told- og Skattestyrelsen har herudover bl.a. anført, at

toldkodeksens art. 202, ikke er anvendelig i sagen, ligesom den omstændighed,

at der for så vidt angår det stedfundne tyveri eventuelt efterfølgende kan

opstå toldskyld på andet grundlag, ikke ændrer ved klagerens hæftelse.

Told- og Skattestyrelsen har yderligere for så vidt angår tobaksafgiften

anført, at denne afgift forfalder ved overgang til forbrug, og da tyveriet

har

fundet sted i Danmark, anses forbruget for at have fundet sted her i landet,

jf. tobaksafgiftslovens § 2. Efter tobaksafgiftslovens § 29, stk. 1, nr. 4

modsætningsvis, gives der ikke afgiftsfritagelse ved tyveri. Samtidig fremgår

det af lovens § 31, stk. 1, at for betaling af afgift efter loven hæfter den,

der som ejer, forpagter eller lignende driver virksomheden for egen regning,

hvilket i denne sag er C. Imidlertid er denne virksomhed frigjort for

hæftelsen

ved varernes ankomst til frihavnen og ved toldmyndighedernes afstempling,

hvorefter man må falde tilbage på lovens § 31, stk. 2, hvoraf det fremgår, at

for afgiftspligtige varer, der ikke er afgiftsberigtiget efter loven, og hvor

der ikke er sket registrering eller stillet sikkerhed, hæfter erhververen og

den, der er i besiddelse af varen.

Landsskatteretten skal

udtale:

I henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse

af en EF-toldkodeks art. 167, stk. 1, kan medlemsstaterne på bestemte dele af

Fællesskabets toldområde oprette frizoner eller give tilladelse til

oprettelse

af frilagre.

Efter toldkodeksens art. 171, stk. 1, kan varer opbevares i

frizoner og frilagre uden tidsbegrænsning.

Af toldkodeksen art. 176, stk. 1, fremgår det, at enhver person,

der udøver virksomhed i en frizone eller et frilager, det være sig oplagring,

bearbejdning, forarbejdning, salg eller køb af varer, skal i en af

toldmyndighederne godkendt form føre lagerregnskab. Varerne skal, så snart de

ankommer til denne persons lokaler, bogføres i dette regnskab. Regnskabet

skal

sætte toldmyndighederne i stand til at identificere varerne, og det skal vise

varebevægelserne.

Efter toldkodeksens art. 176, stk. 2, fremgår det, at i tilfælde

af omladning af varer i en frizone holdes de dertil hørende dokumenter til

rådighed for toldmyndighederne. Kortvarig oplagring af varer i forbindelse

med

en sådan omladning anses for at være en del af omladningen.

Af toldkodeksens art. 202, stk. 1 fremgår følgende:

”Toldskyld ved indførsel opstår,

når en importafgiftspligtig vare føres ind i Fællesskabets

toldområde på ikke forskriftsmæssig måde, eller

hvis det drejer sig om en importafgiftspligtig vare, der er

anbragt i frizone eller frilager, når varen føres ind i en anden del af

toldområdet på ikke forskriftsmæssig måde.”

og videre af toldkodeksens art. 202, stk. 3 fremgår følgende:

”Debitorer er:

den person, der på ikke forskriftsmæssig måde har ført den

pågældende vare ind i Fællesskabets toldområde

de personer, der har medvirket til denne indførsel, og som

vidste eller med rimelighed burde have vidst, at det foregik på ikke

forskriftsmæssig måde

samt de personer, der har erhvervet eller opbevaret den

pågældende vare, og som på det tidspunkt, hvor de erhvervede eller modtog

varen, vidste eller med rimelighed burde have vidst, at det drejede sig om en

vare, der var ført ind på ikke forskriftsmæssig måde.”

Det fremgår herudover af toldkodeksens art. 205 følgende:

”1. Toldskyld ved indførsel opstår, når

en importafgiftspligtig vare forbruges eller anvendes i frizone

eller frilager på andre betingelser end dem, der følger af gældende

forskrifter.

Forsvinder der varer, og kan denne forsvinden ikke begrundes

tilfredsstillende over for toldmyndighederne, kan disse anse varerne for

forbrugt eller anvendt i frizonen eller frilageret.

2. Toldskylden opstår på det tidspunkt, hvor varen forbruges

eller anvendes for første gang på andre betingelser end dem, der følger af

gældende forskrifter.

3. Debitor er den person, som har forbrugt eller anvendt varen,

samt de personer, der har medvirket til dette forbrug eller denne anvendelse,

og som vidste eller med rimelighed burde have vidst, at dette forbrug eller

denne anvendelse fandt sted på andre betingelser end dem, der følger af

gældende forskrifter.

Når toldmyndighederne i tilfælde af varernes forsvinden anser

dem for at være forbrugt eller anvendt i frizonen eller frilageret, og det

ikke

er muligt at anvende første afsnit, skal toldskylden betales af den person,

der, så vidt myndighederne ved, sidst var i besiddelse af varerne.”

I henhold til toldlovens § 41, stk. 2, kan frihavne kun oprettes

ved lov. Dette er senest sket ved lov nr. 141 af 31. marts 1960 om frihavnen.

I

henhold til denne lovs § 2 kræves til driften af frihavnen en koncession. Ved

bekendtgørelse nr. 144 af 31. marts 1980 er der givet B A/S koncession til i

frihavnen at drive frihavnsvirksomhed med virkning fra den 1. juli 1979. Pr.

1.

januar 1997 trådte B A/S i frivillig likvidation således, at X Havn herefter

overtog dette selskabs rettigheder og forpligtelser.

Af indledningen i bekendtgørelse nr. 144 af 31. marts 1980,

fremgår det, at frihavnens område betragtes med hensyn til told og afgifter

som

udland.

I toldlovens § 47 fremgår det, at Skatteministeren kan fastsætte

regler om, i hvilket omfang og på hvilke betingelser højt beskattede varer,

der

særlig må frygtes at kunne gøres til genstand for indsmugling, kan oplægges i

en frihavn. Denne bemyndigelse er udnyttet i den dagældende

toldbehandlingsbekendtgørelse nr. 675 af 12. juli 1996 §§ 77-80.

Af bekendtgørelsens § 79 fremgår følgende:

”Højt beskattede varer, må kun opbevares i X Frihavn uden for B

A/S’s varetægt, når virksomheden har fået de statslige told- og

skattemyndighedernes tilladelse hertil.

Stk. 2. Opbevaringen er undergivet toldkontrol. De statslige

told- og skattemyndigheder fastsætter de nærmere kontrolforanstaltninger og

kan

bl.a. bestemme, at der skal føres et særligt regnskab over varerne, og at

disse

skal opbevares særskilt i godkendte lokaler, samt at virksomheden til de

nævnte

myndigheder forud skal angive enhver tilførsel og fraførsel samt overførsel

til

eller fra anden virksomhed.”

Det fremgår videre af bekendtgørelsens § 80, at:

”Virksomhederne hæfter for afgifter af varer, som ikke

forefindes ved de statslige told- og skattemyndigheders eftersyn, og som ikke

godtgøres at være fraført i overensstemmelse med de i medfør af § 79, stk. 2,

fastsatte regler, eller som ikke på en efter de statslige told- og

skattemyndigheders

skøn betryggende måde godtgøres at være forgået under opbevaringen i de af de

nævnte myndigheder godkendte lokaler af grunde, som kan henføres til varens

egen beskaffenhed, eller som følge af et hændeligt uheld eller force

majeure.”

Af tobaksafgiftslovens § 31, stk. 2, fremgår det, at for

afgiftspligtige varer, der ikke er afgiftsberigtiget efter loven, og hvor der

ikke er sket registrering eller stillet sikkerhed, hæfter erhververen og den,

der er i besiddelse af varen.

Endelig fremgår det af momslovens § 12, at der betales afgift af

varer, der indføres her til landet fra steder uden for EU. I momslovens § 46,

er nærmere beskrevet, hvem afgiften påhviler. Det fremgår videre af

momslovens

§ 61, stk. 1, at afgiften af varer, der indføres fra steder uden for EU,

afregnes efter reglerne i toldlovens kapitel 4. I toldlovens kapitel 4, § 39,

stk. 1, hedder det:

”For de på varerne hvilende told- og afgiftsbeløb hæfter

følgende personer:

1) Den, der i det danske toldområde indfører eller lader indføre

varer, som ikke er i fri omsætning i EU’s toldområde.

2) Den, der råder over varer, for hvilke der er meddelt betinget

told- og afgiftsfrihed.

3) Den, der råder over varer, som i uberigtiget stand eller mod

told- og afgiftsgodtgørelse er under udførsel fra det danske toldområde med

henblik på udførsel fra EU’s toldområde.

4) Føreren eller ejeren af et befordringsmiddel, hvor

uberigtigede varer eller betinget told- og afgiftsfri varer transporteres.

Tilsvarende gælder den person, der har rådighed over et sådant

befordringsmiddel.”

Landsskatteretten bemærker indledningsvis, at X Havn pr. 1.

januar 1997 overtog de rettigheder og forpligtelser, som indtil da påhvilede

B

A/S i henhold til koncessionen til i X Frihavn at udøve frihavnsvirksomhed,

jf.

bekendtgørelse nr. 144 af 31. marts 1980.

Landsskatteretten lægger til grund, at de omhandlede varer den

14. maj 1999 har været placeret på frihavnens område i en container med

henblik

på lastning ombord på et skib den 15. maj 1999, der skulle til Estland.

Landsskatteretten finder herefter, at denne kortvarige oplagring af de

omhandlede varer må anses at være en del af omladningen ved den

havnevirksomhed, som X Havn har koncession på at udføre. Landsskatteretten

finder i denne forbindelse, at en sådan kortvarig oplagring ikke er omfattet

af

bestemmelsen i toldbehandlingsbekendtgørelsens § 80, der skal ses i

sammenhæng

med bekendtgørelsens § 79, ligesom de nævnte bestemmelser i øvrigt alene må

anses for at vedrøre de virksomheder, der opererer og opbevarer varer på

frihavnsområdet, men vedrører ikke selve frihavnsvirksomheden.

Landsskatteretten finder samtidig, at den kortvarige oplagring ikke er

omfattet

af B A/S’ tilladelse af 13. august 1992 til at drive frihavnslager.

Landsskatteretten finder imidlertid, at uanset, at der alene har

været tale om en kortvarig oplagring, har de omhandlede varer været placeret

på

frihavnens areal, og X Havn har udøvet en havnemæssige håndtering af varerne

som led i den frihavnsvirksomhed, som man har haft koncession til.

Landsskatteretten

finder som følge heraf, at X Havn har været i besiddelse af varerne, således

som besiddelse må forstås i toldkodeksen art. 205, stk. 3, 2. afsnit, og

tobaksafgiftslovens § 31, stk. 2, hvorfor X Havn hæfter for told og

tobaksafgiften af de omhandlede varer. Landsskatteretten bemærker i denne

forbindelse, at udtrykket ”besiddelse” ikke forudsætter en form for

ejendomsret

over varerne, men at det må være tilstrækkeligt for at være omfattet af

udtrykket, at man blot har haft en vis rådighed over varerne.

Landsskatteretten bemærker samtidig, at den omstændighed, at

tyvene af de omhandlede varer senere er blevet fundet og dømt for tyveriet

ikke

herved findes at fritage X Havn for at hæfte for told og tobaksafgiften.

Landsskatteretten finder imidlertid ikke, at X Havn hæfter for

momsen af de omhandlede varer, idet der hverken i moms- eller i

toldlovgivningen findes et tilstrækkeligt klart hjemmelsgrundlag for en sådan

hæftelse. Det bemærkes herved, at X Havns her omhandlede havnemæssige

håndtering af varer ikke findes at være omfattet af toldlovens § 39, stk. 1.

Den påklagede afgørelse ændres i overensstemmelse med

ovennævnte.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter