Landsskatteretskendelse af 5. marts 2003 vedr. Godtgørelse af energiafgifter - transportvirksomhed
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse af 5. marts 2003 vedr. Godtgørelse af
energiafgifter - transportvirksomhed
A A/S’s klage vedrører ikke godkendt fradrag for mineralolie- og
kuldioxidafgift for mineralolien forbrugt til rumvarme/varmt vand, jf. lov om
energiafgift af mineralolieprodukter m.v. § 11, stk. 4, og lov om
kuldioxidafgift af visse energiprodukter § 9, stk. 4, nr. 1, for perioden 1.
januar 1996 – 31. december 1999.
Det er oplyst, at klageren er en transportvirksomhed, der
påtager sig transport og oplagring af varer. Virksomheden ejes af en gruppe
vognmænd,
der forestår transporterne som underentreprenører, mens oplagringen foregår i
virksomhedens egne lokaler. I 1996 og 1997 har klageren også drevet
vognmandsvirksomhed med egne vogne. Klageren har været momsregistreret siden
1.
maj 1995.
Det er videre oplyst, at klagerens lagerlokaler i perioden har
været opvarmet ved hjælp af olie. Klageren har foretaget fradrag af afgiften
for den indkøbte olie.
Ved den påklagede afgørelse har Told- og Skatteregionen nedsat
klagerens fradrag for mineralolieafgift med 193.983 kr. samt fradrag for
kuldioxidafgift med 6.028 kr. efter følgende opgørelse:
Mineralolieafgift:
Vedr. 1996 (30 % af 138.282 kr.)
41.484,00 kr.
Vedr. 1997 (50 % af 68.076 kr.)
34.038,00 kr.
Vedr. 1998 & 1999
118.461,00 kr.
I alt
193.983,00 kr.
Læs alt
Kuldioxidafgift:
1996 (skønnet i samarbejde med klageren)
6.028,00 kr.
I alt
6.028,00 kr.
Told- og Skatteregionen har vedrørende opgørelsen oplyst, at
klageren i 1996 har fratrukket 100 % svarende til 138.282 kr., i 1997 70 %
svarende til 68.076 kr., mens der i 1998 og 1999 er fratrukket i alt 118.461
kr. I 1996 har der været mulighed for at godtgøre 70 % af mineralolieafgiften
og 35 % i 1997.
Told- og Skatteregionen har som begrundelse for afgørelsen
henvist til, at der i henhold til lov om energiafgift af mineralolieprodukter
m.v. § 11, stk. 4, ikke kan gives fradrag for mineralolieafgift, der vedrører
rumvarme og varmt vand. I henhold til lov om kuldioxidafgift af visse
energiprodukter § 9, stk. 4, nr. 1, kan der vedr. afgift af forbrugt
mineralolie kun ydes fradrag for kuldioxidafgiften i det omfang, der samtidig
er givet fradrag for mineralolieafgiften.
Told- og Skatteregionen har videre anført, at den forbrugte
mineralolie anses for anvendt til ikke fradragsberettiget opvarmning af
lagerlokaler. Samtidig kan nærværende tilfælde ikke anses for omfattet af lov
om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. § 11, stk. 5, der angiver de
tilfælde, hvor der kan ydes fradrag for mineralolieafgift anvendt til
rumvarme
og varmt vand, idet opvarmning af lagerlokaler ikke er nævnt under disse
punkter.
Regionen har for så vidt angår klagerens repræsentants
henvisning til Landsskatteretskendelsen, offentliggjort i TfS 2000, 431,
vedr.
varmekanoner, bemærket, at Landsskatteretten ved kendelsen lagde vægt på, at
varmekanonerne udelukkende anvendtes til udtørring af byggematerialer i
forbindelse med byggeprocessen. Hermed var der ikke tale om opbevaring af
byggematerialer,
men om klargøring af byggematerialerne således, at de kunne indgå i
byggeprocessen. I nærværende sag er der imidlertid alene tale om opbevaring
af
færdigtilvirkede varer, og der foregår dermed ingen bearbejdning af varerne,
mens de er i selskabets varetægt.
Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren er
berettiget til godtgørelse af mineralolie- og kuldioxidafgiften for
mineralolie
forbrugt til at holde en bestemt temperatur i forbindelse med oplagring af
varer.
Klagerens repræsentant har indledningsvis bemærket, at klageren
er kontraktlig forpligtet af dens kunder til at holde bestemte varer på en
vis
temperatur, da varerne ellers vil blive ødelagt og dermed usælgelige. På
disse
lagre kan der f.eks. være opbevaret vin, der ikke må udsættes for
temperaturer
under 3
0
c, da den naturlige vinsyre i vinen ved disse temperaturer
bliver omdannet til kaliumsalte, således at der dannes vinsten i vinflasken,
og
den
herefter bliver usælgelig. Et andet
eksempel er, at hvis chokolade opbevares for koldt, vil den blive hvid og
usælgelig. Lageret opvarmes således ikke over en temperatur på 15
0
c, da chokoladen ellers vil smelte, samtidig med at et dyr, kaldet
chokolademøl, der er i chokoladen, vil kunne overleve og ødelægge chokoladen.
Begge dele vil betyde, at chokoladen vil blive usælgelig. Som følge heraf
holdes temperaturen på maksimum 15
0
c, hvilket har medført, via
forhandling med de ansattes fagforening, at klageren har indkøbt termotøj til
brug for de ansatte, når de opholder sig på lageret, hvilket dog kun sker ved
af- og pålæsning af lastbiler. I sommerperioden nedkøles lageret, og dette
energiforbrug har told- og skatteregionen anerkendt som procesenergi.
Klagerens repræsentant har til støtte for påstanden anført, at
der er tale om energi til et procesformål, da klageren opbevarer kundernes
varer på klagerens lager, og er pålagt via kontrakter at holde varerne på
nærmere fastsatte minimums- og maksimumstemperaturer, således at varerne ikke
fordærves pga. chokolademøl, vinsten mv. Energiforbruget sker således alene
af
hensyn til bevarelse af varernes egenskaber og ikke til komfortformål. Dette
understreges ved, at der kun opholder sig personer iført termotøj på lagerne
i
forbindelse med af- og pålæsning af lastbiler.
Disse forhold er ligeledes lagt til grund i en
Landsskatteretskendelse, offentliggjort i TfS 2000, 431, hvor opvarmning blev
anset som proces. I denne sag var en konstant varme en forudsætning for, at
materialerne bevarede de optimale egenskaber. Varmen blev ikke udnyttet til
komfortformål, og bibragte ikke en stabil opvarmning af lokaler, der tjente
til ophold for personer. Ligeledes blev det i sagen fremført, at begrebet
rumvarme ikke er beskrevet entydigt i lovteksten.
Repræsentanten har samtidig anført, at i bemærkningerne til
lovforslaget L 210 fra 1995 er begrebet rumvarme defineret. Heraf fremgår,
at:
"Udgangspunktet for afgrænsningen og definitionen af rumopvarmning i
erhverv har været, at erhvervene skulle betale samme afgift på samme type
energiforbrug til opvarmning mv. som finder sted i husholdningerne",
hvilket betyder, at rumvarmebegrebet skal forstås som opvarmning til
komfortformål. Klagerens repræsentant har hertil anført, at opvarmningen af
lagerlokalerne netop ikke har komfortformål og kan ikke sidestilles med
rumopvarmning i husholdningerne. Opvarmningen har derimod et procesformål, da
varerne uden opvarmningen vil ændre karakter og blive usælgelige, og klageren
vil blive erstatningsansvarlig for dette tab, da man er kontraktlig
forpligtet
til at holde varerne inden for en vis temperatur, og dermed bevare varernes
egenskaber. Repræsentanten har i denne forbindelse henvist til, at hjemlen
for
godtgørelse til procesformål af nærværende karakter findes i lov om
energiafgift af mineralolieprodukter mv. § 11, stk. 5, nr. 2, og i
bemærkningerne til lovforslaget. Procesformålet er det samme som ved
nedfrysning af varer, hvor energien anses som procesenergi og dermed
godtgørelsesberettiget. Dette gælder uanset, om der anvendes el eller olie
til
nedfrysning.
Repræsentanten har videre henvist til et nævnt eksempel i
lovforslaget L 210 fra 1995, bemærkningerne side 9, hvoraf det fremgår, at
energien anvendt i forbindelse med korntørring i lader er fritaget for
rumvarmeafgiftsbelastningen. Såfremt en landmand havde anmodet klageren om at
opbevare kornet i deres lokaler under en bestemt temperatur, for at kornet
kunne gennemgå en tørringsproces, måtte klagerens anvendelse af energi hertil
ligeledes være godtgørelsesberettiget, idet der ellers ville være tale om en
urimelig konkurrenceforvridning.
Repræsentanten har tillige henvist til en tidligere sag
vedrørende et frysehus, hvor der skete nedfrysning af lokalet til –15
grader og
derunder, men hvor man samtidig havde indlagt varme i gulvet for at undgå, at
der skete sprængninger i gulvmaterialet i forbindelse med nedfrysningen. Her
var det Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at under hensyn til formålet
med
opvarmningen, måtte energiforbruget anses som medgået til proces, på samme
måde
som opvarmningen af jorden under udendørs fodboldbaner, også blev anset som
procesenergi.
Repræsentanten har herudover anført, at der ikke er grundlag i
lovgivningen for, at man skal foretage en så skarp adskillelse mellem
rumvarme
og proces, som regionens afgørelse er udtryk for. Eksempelvis kan proces også
finde sted i forbindelse med transporten og opbevaring af fødevarer, hvor
disse
gennemgår en modningsproces undervejs. Man må således se på hele forløbet med
en vare og ikke kun se på forholdene, når den bliver produceret. Såfremt man
alene betragter forholdene i forbindelse med selve produktionen, vil dette
medføre en betydelig konkurrenceforvridning i forhold til de virksomheder,
der
ikke udgør den traditionelle industri, men som håndterer varerne, efter at de
har forladt produktionsstedet. Dette vil få den virkning, at medlemmerne af
branchen vil være mindre villig til at gå ind i oplagringsvirksomhed, idet
man
ikke vil kunne få godkendt fradrag for energiafgifter på samme måde som de
typiske industrivirksomheder.
Klagerens repræsentant har sluttelig bemærket, at klageren ikke
har søgt om godtgørelse for energiforbruget vedr. opvarmning af
administrationsbygningen, men at man i overensstemmelse med lovændringen i
1996
har aftrappet godtgørelsen af energiafgifter, således at der fra den 1.
januar
1998, kun skete godtgørelse vedr. energiforbruget til lagerlokalerne.
Landsskatteretten skal
udtale:
Efter lov om afgift af mineralolieprodukter m.v. § 11, stk. 1,
kan virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, få
tilbagebetalt afgiften efter nærværende lov, af de i virksomheden forbrugte
varer og af de varer, der er medgået til fremstilling af varme, der er
forbrugt
i virksomheden, og som er leveret særskilt til virksomheden fra et
fjernvarmeværk eller anden varmeproducent, der er registreret efter
merværdiafgiftsloven.
Efter lovens § 11, stk. 4, kan der ikke ydes tilbagebetaling for
afgiften af varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til
fremstilling af varme, som leveres fra virksomheden, rumvarme eller varmt
vand,
jf. dog stk. 5. Der ydes dog tilbagebetaling for afgiften af varme og varer,
der forbruges i lukkede anlæg til fremstilling eller forarbejdning af varer,
og
som indirekte bidrager til rumopvarmning, såfremt højest 10 pct. af den
energi,
der er forbrugt i anlægget, bidrager til rumopvarmning.
Det fremgår videre af lovens § 11, stk. 5, nr. 2, at der ydes
tilbagebetaling for afgiften af varme og varer omfattet af stk. 4, som
anvendes
til fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som et led i
forarbejdningen udsættes for temperaturændringer såsom opvarmning, kogning,
ristning, destillation, sterilisation, pasteurisering, dampning, tørring,
inddampning, fordampning eller kondensering i særlige rum med en
driftstemperatur
på mindst 45
0
c, eller i malekabiner og lokaler specielt indrettet
til lagring af oste eller spegepølser, når lagringen er en integreret del af
henholdsvis ostningsprocessen og spegepølseproduktionen, og lokaler specielt
indrettet til tørring af træ (trætørrestuer), samt lignende særligt indrettet
rum, hvor opvarmningen udelukkende er et led i en forarbejdning, der ændrer
varens karakter, og hvor der under forarbejdningen kun lejlighedsvis opholder
sig personer i lokalet. Afgiften tilbagebetales, uanset at opvarmningen af
det
særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler m.v., jf. dog stk.
8.
Endelig fremgår det af lov om kuldioxidafgift på visse
energiprodukter § 9, stk. 4, nr. 1, tilbagebetaling efter stk. 1 kan ydes for
det forbrug, der er fuldt ud tilbagebetalingsberettiget efter § 11 i lov om
energiafgift af mineralolieprodukter m.v.
3 retsmedlemmer, herunder retsformanden finder, at klagerens
forbrug af mineralolie til opvarmning af lagerlokaler med henblik på at
sikre,
at der ikke sker beskadigelse af de opbevarede varer, må anses som forbrug
til
rumvarme som omhandlet i lovens § 11, stk. 4. Disse retsmedlemmer har herved
lagt vægt på, at der hverken i loven eller dens forarbejder er grundlag for
at
antage, at alene opvarmning, der er begrundet i komforthensyn skal anses som
rumvarme, jf. herved Landsskatterettens kendelse af 10/9-1999, refereret i
TfS
1999.902. Endvidere bemærkes vedrørende den af repræsentanten påråbte
afgørelse, refereret i TfS 2000.431, at det omhandlede olieforbrug fandt sted
i
et ikke færdiggjort rum, hvorfor afgørelsen derfor ikke er anvendelig i det
her
omhandlede tilfælde. Det forhold, at der sker tilbagebetaling af afgift, der
anvendes til afkøling af lokalet, er begrundet i, at et sådant forbrug ikke
kan
karakteriseres som ”rumvarme”, og medfører således ikke, at
opvarmningen ikke
anses som rumvarme. Da det omhandlede forbrug endvidere ikke kan anses for
omfattet af de i lovens § 11, stk. 5, herunder nr. 2, nævnte
undtagelsesbestemmelser, indstiller disse retsmedlemmer, at den påklagede
afgørelse stadfæstes.
Et retsmedlem finder, at klageren under hensyn til de af
klagerens repræsentanter anførte grunde, skal have medhold i den nedlagte
påstand.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, hvorefter den
påklagede afgørelse vil være at stadfæste.
Afgørelser om de samme bestemmelser
Lignende dokumenter
- Solvent anvendt som brændsel i selskabets tjære- og naftalindestillationsanlæg - pånær kolonne NCL 304 - ikke er anset for afgiftsfritaget som energi anvendt… Landsskatteretten · 29. juni 2015
- Skattestyrelsen har uden for den ordinære frist for ændring af tilbagebetaling af afgift nedsat tilbagebetaling af gasafgift og CO2-afgift for perioden 1.… Landsskatteretten · 9. juni 2026
- Landsskatteretskendelse vedr. fradrag for kautionstab Retsinformation · 19. april 2005
- Landsskatteretskendelse vedr. anmodning om tilbagebetaling af kuldioxidafgift vedrørende naturgasforbrug i M/R-stationer Retsinformation · 23. marts 2013
- SKAT har ikke godkendt, at selskabet kan modregne energi- og CO2-afgift af rumvarme i den beregnede EU minimumsafgift for gas og olie, jf. CO2-afgiftslovens §… Landsskatteretten · 16. januar 2012
- SKAT har ikke godkendt, at selskabet kan modregne energi- og CO2-afgift af rumvarme i den beregnede EU minimumsafgift for gas- og dieselolie, jf.… Landsskatteretten · 7. februar 2012