Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 5. marts 2003 vedr. Godtgørelse af energiafgifter - transportvirksomhed

KEN nr 9625 af 05/03/2003Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet24. oktober 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 5. marts 2003 vedr. Godtgørelse af

energiafgifter - transportvirksomhed

A A/S’s klage vedrører ikke godkendt fradrag for mineralolie- og

kuldioxidafgift for mineralolien forbrugt til rumvarme/varmt vand, jf. lov om

energiafgift af mineralolieprodukter m.v. § 11, stk. 4, og lov om

kuldioxidafgift af visse energiprodukter § 9, stk. 4, nr. 1, for perioden 1.

januar 1996 – 31. december 1999.

Det er oplyst, at klageren er en transportvirksomhed, der

påtager sig transport og oplagring af varer. Virksomheden ejes af en gruppe

vognmænd,

der forestår transporterne som underentreprenører, mens oplagringen foregår i

virksomhedens egne lokaler. I 1996 og 1997 har klageren også drevet

vognmandsvirksomhed med egne vogne. Klageren har været momsregistreret siden

1.

maj 1995.

Det er videre oplyst, at klagerens lagerlokaler i perioden har

været opvarmet ved hjælp af olie. Klageren har foretaget fradrag af afgiften

for den indkøbte olie.

Ved den påklagede afgørelse har Told- og Skatteregionen nedsat

klagerens fradrag for mineralolieafgift med 193.983 kr. samt fradrag for

kuldioxidafgift med 6.028 kr. efter følgende opgørelse:

Mineralolieafgift:

Vedr. 1996 (30 % af 138.282 kr.)

41.484,00 kr.

Vedr. 1997 (50 % af 68.076 kr.)

34.038,00 kr.

Vedr. 1998 & 1999

118.461,00 kr.

I alt

193.983,00 kr.

Læs alt

Kuldioxidafgift:

1996 (skønnet i samarbejde med klageren)

6.028,00 kr.

I alt

6.028,00 kr.

Told- og Skatteregionen har vedrørende opgørelsen oplyst, at

klageren i 1996 har fratrukket 100 % svarende til 138.282 kr., i 1997 70 %

svarende til 68.076 kr., mens der i 1998 og 1999 er fratrukket i alt 118.461

kr. I 1996 har der været mulighed for at godtgøre 70 % af mineralolieafgiften

og 35 % i 1997.

Told- og Skatteregionen har som begrundelse for afgørelsen

henvist til, at der i henhold til lov om energiafgift af mineralolieprodukter

m.v. § 11, stk. 4, ikke kan gives fradrag for mineralolieafgift, der vedrører

rumvarme og varmt vand. I henhold til lov om kuldioxidafgift af visse

energiprodukter § 9, stk. 4, nr. 1, kan der vedr. afgift af forbrugt

mineralolie kun ydes fradrag for kuldioxidafgiften i det omfang, der samtidig

er givet fradrag for mineralolieafgiften.

Told- og Skatteregionen har videre anført, at den forbrugte

mineralolie anses for anvendt til ikke fradragsberettiget opvarmning af

lagerlokaler. Samtidig kan nærværende tilfælde ikke anses for omfattet af lov

om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. § 11, stk. 5, der angiver de

tilfælde, hvor der kan ydes fradrag for mineralolieafgift anvendt til

rumvarme

og varmt vand, idet opvarmning af lagerlokaler ikke er nævnt under disse

punkter.

Regionen har for så vidt angår klagerens repræsentants

henvisning til Landsskatteretskendelsen, offentliggjort i TfS 2000, 431,

vedr.

varmekanoner, bemærket, at Landsskatteretten ved kendelsen lagde vægt på, at

varmekanonerne udelukkende anvendtes til udtørring af byggematerialer i

forbindelse med byggeprocessen. Hermed var der ikke tale om opbevaring af

byggematerialer,

men om klargøring af byggematerialerne således, at de kunne indgå i

byggeprocessen. I nærværende sag er der imidlertid alene tale om opbevaring

af

færdigtilvirkede varer, og der foregår dermed ingen bearbejdning af varerne,

mens de er i selskabets varetægt.

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren er

berettiget til godtgørelse af mineralolie- og kuldioxidafgiften for

mineralolie

forbrugt til at holde en bestemt temperatur i forbindelse med oplagring af

varer.

Klagerens repræsentant har indledningsvis bemærket, at klageren

er kontraktlig forpligtet af dens kunder til at holde bestemte varer på en

vis

temperatur, da varerne ellers vil blive ødelagt og dermed usælgelige. På

disse

lagre kan der f.eks. være opbevaret vin, der ikke må udsættes for

temperaturer

under 3

0

c, da den naturlige vinsyre i vinen ved disse temperaturer

bliver omdannet til kaliumsalte, således at der dannes vinsten i vinflasken,

og

den

herefter bliver usælgelig. Et andet

eksempel er, at hvis chokolade opbevares for koldt, vil den blive hvid og

usælgelig. Lageret opvarmes således ikke over en temperatur på 15

0

c, da chokoladen ellers vil smelte, samtidig med at et dyr, kaldet

chokolademøl, der er i chokoladen, vil kunne overleve og ødelægge chokoladen.

Begge dele vil betyde, at chokoladen vil blive usælgelig. Som følge heraf

holdes temperaturen på maksimum 15

0

c, hvilket har medført, via

forhandling med de ansattes fagforening, at klageren har indkøbt termotøj til

brug for de ansatte, når de opholder sig på lageret, hvilket dog kun sker ved

af- og pålæsning af lastbiler. I sommerperioden nedkøles lageret, og dette

energiforbrug har told- og skatteregionen anerkendt som procesenergi.

Klagerens repræsentant har til støtte for påstanden anført, at

der er tale om energi til et procesformål, da klageren opbevarer kundernes

varer på klagerens lager, og er pålagt via kontrakter at holde varerne på

nærmere fastsatte minimums- og maksimumstemperaturer, således at varerne ikke

fordærves pga. chokolademøl, vinsten mv. Energiforbruget sker således alene

af

hensyn til bevarelse af varernes egenskaber og ikke til komfortformål. Dette

understreges ved, at der kun opholder sig personer iført termotøj på lagerne

i

forbindelse med af- og pålæsning af lastbiler.

Disse forhold er ligeledes lagt til grund i en

Landsskatteretskendelse, offentliggjort i TfS 2000, 431, hvor opvarmning blev

anset som proces. I denne sag var en konstant varme en forudsætning for, at

materialerne bevarede de optimale egenskaber. Varmen blev ikke udnyttet til

komfortformål, og bibragte ikke en stabil opvarmning af lokaler, der tjente

til ophold for personer. Ligeledes blev det i sagen fremført, at begrebet

rumvarme ikke er beskrevet entydigt i lovteksten.

Repræsentanten har samtidig anført, at i bemærkningerne til

lovforslaget L 210 fra 1995 er begrebet rumvarme defineret. Heraf fremgår,

at:

"Udgangspunktet for afgrænsningen og definitionen af rumopvarmning i

erhverv har været, at erhvervene skulle betale samme afgift på samme type

energiforbrug til opvarmning mv. som finder sted i husholdningerne",

hvilket betyder, at rumvarmebegrebet skal forstås som opvarmning til

komfortformål. Klagerens repræsentant har hertil anført, at opvarmningen af

lagerlokalerne netop ikke har komfortformål og kan ikke sidestilles med

rumopvarmning i husholdningerne. Opvarmningen har derimod et procesformål, da

varerne uden opvarmningen vil ændre karakter og blive usælgelige, og klageren

vil blive erstatningsansvarlig for dette tab, da man er kontraktlig

forpligtet

til at holde varerne inden for en vis temperatur, og dermed bevare varernes

egenskaber. Repræsentanten har i denne forbindelse henvist til, at hjemlen

for

godtgørelse til procesformål af nærværende karakter findes i lov om

energiafgift af mineralolieprodukter mv. § 11, stk. 5, nr. 2, og i

bemærkningerne til lovforslaget. Procesformålet er det samme som ved

nedfrysning af varer, hvor energien anses som procesenergi og dermed

godtgørelsesberettiget. Dette gælder uanset, om der anvendes el eller olie

til

nedfrysning.

Repræsentanten har videre henvist til et nævnt eksempel i

lovforslaget L 210 fra 1995, bemærkningerne side 9, hvoraf det fremgår, at

energien anvendt i forbindelse med korntørring i lader er fritaget for

rumvarmeafgiftsbelastningen. Såfremt en landmand havde anmodet klageren om at

opbevare kornet i deres lokaler under en bestemt temperatur, for at kornet

kunne gennemgå en tørringsproces, måtte klagerens anvendelse af energi hertil

ligeledes være godtgørelsesberettiget, idet der ellers ville være tale om en

urimelig konkurrenceforvridning.

Repræsentanten har tillige henvist til en tidligere sag

vedrørende et frysehus, hvor der skete nedfrysning af lokalet til –15

grader og

derunder, men hvor man samtidig havde indlagt varme i gulvet for at undgå, at

der skete sprængninger i gulvmaterialet i forbindelse med nedfrysningen. Her

var det Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at under hensyn til formålet

med

opvarmningen, måtte energiforbruget anses som medgået til proces, på samme

måde

som opvarmningen af jorden under udendørs fodboldbaner, også blev anset som

procesenergi.

Repræsentanten har herudover anført, at der ikke er grundlag i

lovgivningen for, at man skal foretage en så skarp adskillelse mellem

rumvarme

og proces, som regionens afgørelse er udtryk for. Eksempelvis kan proces også

finde sted i forbindelse med transporten og opbevaring af fødevarer, hvor

disse

gennemgår en modningsproces undervejs. Man må således se på hele forløbet med

en vare og ikke kun se på forholdene, når den bliver produceret. Såfremt man

alene betragter forholdene i forbindelse med selve produktionen, vil dette

medføre en betydelig konkurrenceforvridning i forhold til de virksomheder,

der

ikke udgør den traditionelle industri, men som håndterer varerne, efter at de

har forladt produktionsstedet. Dette vil få den virkning, at medlemmerne af

branchen vil være mindre villig til at gå ind i oplagringsvirksomhed, idet

man

ikke vil kunne få godkendt fradrag for energiafgifter på samme måde som de

typiske industrivirksomheder.

Klagerens repræsentant har sluttelig bemærket, at klageren ikke

har søgt om godtgørelse for energiforbruget vedr. opvarmning af

administrationsbygningen, men at man i overensstemmelse med lovændringen i

1996

har aftrappet godtgørelsen af energiafgifter, således at der fra den 1.

januar

1998, kun skete godtgørelse vedr. energiforbruget til lagerlokalerne.

Landsskatteretten skal

udtale:

Efter lov om afgift af mineralolieprodukter m.v. § 11, stk. 1,

kan virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, få

tilbagebetalt afgiften efter nærværende lov, af de i virksomheden forbrugte

varer og af de varer, der er medgået til fremstilling af varme, der er

forbrugt

i virksomheden, og som er leveret særskilt til virksomheden fra et

fjernvarmeværk eller anden varmeproducent, der er registreret efter

merværdiafgiftsloven.

Efter lovens § 11, stk. 4, kan der ikke ydes tilbagebetaling for

afgiften af varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til

fremstilling af varme, som leveres fra virksomheden, rumvarme eller varmt

vand,

jf. dog stk. 5. Der ydes dog tilbagebetaling for afgiften af varme og varer,

der forbruges i lukkede anlæg til fremstilling eller forarbejdning af varer,

og

som indirekte bidrager til rumopvarmning, såfremt højest 10 pct. af den

energi,

der er forbrugt i anlægget, bidrager til rumopvarmning.

Det fremgår videre af lovens § 11, stk. 5, nr. 2, at der ydes

tilbagebetaling for afgiften af varme og varer omfattet af stk. 4, som

anvendes

til fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som et led i

forarbejdningen udsættes for temperaturændringer såsom opvarmning, kogning,

ristning, destillation, sterilisation, pasteurisering, dampning, tørring,

inddampning, fordampning eller kondensering i særlige rum med en

driftstemperatur

på mindst 45

0

c, eller i malekabiner og lokaler specielt indrettet

til lagring af oste eller spegepølser, når lagringen er en integreret del af

henholdsvis ostningsprocessen og spegepølseproduktionen, og lokaler specielt

indrettet til tørring af træ (trætørrestuer), samt lignende særligt indrettet

rum, hvor opvarmningen udelukkende er et led i en forarbejdning, der ændrer

varens karakter, og hvor der under forarbejdningen kun lejlighedsvis opholder

sig personer i lokalet. Afgiften tilbagebetales, uanset at opvarmningen af

det

særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler m.v., jf. dog stk.

8.

Endelig fremgår det af lov om kuldioxidafgift på visse

energiprodukter § 9, stk. 4, nr. 1, tilbagebetaling efter stk. 1 kan ydes for

det forbrug, der er fuldt ud tilbagebetalingsberettiget efter § 11 i lov om

energiafgift af mineralolieprodukter m.v.

3 retsmedlemmer, herunder retsformanden finder, at klagerens

forbrug af mineralolie til opvarmning af lagerlokaler med henblik på at

sikre,

at der ikke sker beskadigelse af de opbevarede varer, må anses som forbrug

til

rumvarme som omhandlet i lovens § 11, stk. 4. Disse retsmedlemmer har herved

lagt vægt på, at der hverken i loven eller dens forarbejder er grundlag for

at

antage, at alene opvarmning, der er begrundet i komforthensyn skal anses som

rumvarme, jf. herved Landsskatterettens kendelse af 10/9-1999, refereret i

TfS

1999.902. Endvidere bemærkes vedrørende den af repræsentanten påråbte

afgørelse, refereret i TfS 2000.431, at det omhandlede olieforbrug fandt sted

i

et ikke færdiggjort rum, hvorfor afgørelsen derfor ikke er anvendelig i det

her

omhandlede tilfælde. Det forhold, at der sker tilbagebetaling af afgift, der

anvendes til afkøling af lokalet, er begrundet i, at et sådant forbrug ikke

kan

karakteriseres som ”rumvarme”, og medfører således ikke, at

opvarmningen ikke

anses som rumvarme. Da det omhandlede forbrug endvidere ikke kan anses for

omfattet af de i lovens § 11, stk. 5, herunder nr. 2, nævnte

undtagelsesbestemmelser, indstiller disse retsmedlemmer, at den påklagede

afgørelse stadfæstes.

Et retsmedlem finder, at klageren under hensyn til de af

klagerens repræsentanter anførte grunde, skal have medhold i den nedlagte

påstand.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, hvorefter den

påklagede afgørelse vil være at stadfæste.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter