Aktieindekseret obligation, kursgevinst eller rente
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Aktieindekseret obligation,
kursgevinst eller rente
Selskabet A påtænkte at udbyde en særlig obligation, og stillede i
den forbindelse Ligningsrådet følgende spørgsmål.
Spørgsmål
Kan Ligningsrådet bekræfte, at personer som benytter
virksomhedsordningen kan erhverve en påtænkt aktierelateret obligation, for
midler i virksomhedsskatteordningen, uden at dette anses for at være en
hævning
i hæverækkefølgen, jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2.?
Svar
Ja, se sagsfremstilling og begrundelse
Sagsfremstilling
Obligationen havde en garanteret mindsterente på 3,5%, og blev
stiftet og indfriet til kurs pari. Løbetiden var 5 år. Udover den garanterede
mindsterente var det muligt at opnå en merrente på op til 8,5% afhængigt af
udviklingen på et underliggende indeks.
Renterne blev beregnet ved at måle udviklingen på det
underliggende indeks (EURO Stoxx 50) én gang hver måned. Dette indeks bestod
af
de 50 største selskaber i EUROland, målt på selskabernes markedsværdi.
Udviklingen i indekset konverteredes herefter til en rente, som
maksimalt kunne udgøre +/- 1% pr. måned, uanset at udviklingen i indekset
tilsagde et større udsving. Den samlede rente blev herefter beregnet som
summen
af de 12 delresultater, der udgjorde et år og tilskrevet hver den 9. juli.
Køber var dog altid garanteret en mindsteforrentning på 3,5%.
A havde vejledende beregnet, at hvis sådanne obligationer var
blevet udstedt i 1997, ville renten have udgjort 7,75 % i 1997, 6 % i 1998, 4
%
Læs alt
i 1999 og 2000 og 3,5 % i 2001.
Det var forespørgers repræsentants opfattelse, at obligationerne
kunne erhverves for midler i virksomhedsskatteordningen, uden at dette blev
betragtet som en hævning i hæverækkefølgen. Virksomhedsskatteloven § 1, stk.
2,
fastslog positivt hvilke former for finansielle aktiver, der ikke kunne indgå
i
virksomhedsordningen. Dette omfattede:
aktier omfattet af aktieavancebeskatningsloven, bortset fra
konvertible obligationer og andele omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk.
1, nr. 3 og 4,
indeksobligationer
uforrentede obligationer og
præmieobligationer
Bestemmelsen måtte efter sin ordlyd være udtømmende. Forespørgers
repræsentant konkluderede på denne baggrund, at finansielle aktiver kunne
indgå
i virksomhedsordningen, hvis de ikke positivt var nævnt i stk. 2.
Obligationen blev udbudt med en garanteret minimumsrente på 3,5 %,
og blev stiftet og indfriet til kurs 100. Der var således tale om
sortstemplede
obligationer. Den variable kuponrente skulle i skattemæssig henseende
betragtes
som en rente frem for en kursopskrivning / indeksregulering af hovedstolen.
Skattelovgivningen indeholdt ikke nogen begrebsbestemmelse af
renter. Efter den i praksis udviklede rentedefinition ansås en rente i
skattemæssig forstand som et sædvanligt periodisk vederlag til kreditor -
beregnet som en procentdel af den til enhver tid værende restgæld - for at
stille kapital til disposition, jf. Ligningsvejledningen for 2001, afsnit
A.E.1. En rente var således et årligt vederlag til långiver for at stille
kapital til rådighed for låntager. Vederlaget til långiveren blev opgjort som
en bestemt procentdel af obligationsrestgælden.
Praksis gav efter repræsentantens opfattelse ikke grundlag for at
stille krav om, at procentdelen skulle fastsættes på forhånd. Det afgørende
måtte være, at man på forfaldsdagen kunne opgøre vederlaget til långiver
efter
på forhånd fastsatte kriterier, således at låntager havde en retlig
forpligtelse til at yde vederlaget til långiver i henhold til deres indbyrdes
aftale.
At et vederlag der først kunne opgøres på forfaldsdagen og
beregnes på grundlag af den hidtidige udvikling, ikke blev frataget
karakteren
af en rente i skattemæssig forstand, fremgik forudsætningsvist af
Ligningsvejledningen, afsnit
A.D.2.3.1.2
.
Her anførtes, "Ved udbyttegivende gældsbreve opnår kreditor ret til en
rente, hvis størrelse helt eller delvist er afhængig af virksomhedens
indtjening." Det fremgik således tydeligt, at en rente kunne være
fastsat ud fra den hidtidige udvikling i en virksomhed, uden at dette fratog
vederlaget karakteren af rente.
I TfS 1999.661 fandt Ligningsrådet, at nulkuponobligationer, der
var tilknyttet et aktieindeks, skulle anses for at være indeksobligationer.
Obligationerne som skulle udstedes af A adskilte sig imidlertid fra
nulkuponobligationerne på følgende punkter:
Obligationerne skulle stiftes og indfries til kurs 100.
Der skete ikke kursregulering af hovedstolen ved indfrielse
svarende til udviklingen i det tilknyttede aktieindeks.
Der blev tilskrevet en årlig rente på minimum 3,5 % i
modsætning til TfS 1999.661, hvor obligationen blev indfriet med en højere
kurs
ved udløb.
A’s produkt kunne ikke anses for en indeksobligation. Dette
skyldtes dels, at produktet savnede de helt grundlæggende elementer for
indeksobligationer, nemlig at hovedstolen blev opskrevet, og at det var det
opskrevne beløb, som forrentedes. Dette skete ikke i nærværende obligation,
idet hovedstolen ikke blev opskrevet, og idet minimumsrenten kun blev
beregnet
af obligationens nominelle værdi, men derimod ikke af den variable del af
renten.
Styrelsens indstilling og
begrundelse
"Styrelsen er enig med forespørgers repræsentant i, at
opremsningen i virksomhedsskatteloven § 1, stk. 2, er udtømmende. Det
afgørende
for besvarelsen af det stillede spørgsmål er derfor, om den påtænkte
obligation
omfattes af en af undtagelserne til virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2.
Kvalifikationen af obligationen vil tage udgangspunkt i en vurdering af de
særlige afkastvilkår.
I skatteretten opdeles finansielt afkast på fordringer i renter og
kursgevinster. Renterne er omfattet af statsskattelovens §§ 4 og 6, mens
kursgevinsterne i statsskattelovens forstand er skattefri formuebevægelser,
og
derfor ifølge § 5 skal holdes uden for indkomstopgørelsen. Kursgevinstloven
har
i vid udstrækning begrænset denne skattefrihed, men for personer er
skattefriheden stadig udgangspunktet.
I skatteretlig henseende er en rente en periodisk ydelse, der
erlægges som vederlag for rådigheden over et pengebeløb, og som beregnes for
en
given periode som en bestemt procentdel af den til enhver tid værende
restgæld.
I UfR 1960.589 tilsluttede Højesteret sig Finansministeriets opfattelse
hvorefter "(..) statsskattelovens § 6, stk. 1e kun antages at hjemle
fradrag af renter efter sædvanlig sprogbrug (nominel rente), omfattende
ydelser, beregnet med en fastsat procentdel af det til enhver tid skyldige
beløb. "
Det fremgår af beskrivelsen af obligationen, at afkastet beregnes
på baggrund af udviklingen i et indeks. Om et sådant afkast skal kvalificeres
som en rente eller en kursgevinst tog Ligningsrådet stilling til i følgende
sager:
TfS 1989.288: En bank ville udbyde et udlånsprodukt, hvor renten
blev beregnet som en grundrente på 7,5 % reguleret med udviklingen i
forholdet
mellem DKK og DEM. Renten skulle betales bagud ved lånets endelige forfald
sammen med lånehovedstolen. Den samlede rente kunne i ekstreme situationer
blive negativ, nemlig hvis kronen steg med mere end 7,5 % over for DEM. I
dette
tilfælde ville grundrenten blive helt udlignet.
Ligningsrådet anerkendte grundrenten som en rente, mens
reguleringen ansås for kursgevinst/-tab.
TfS 1989.249: En bank ville udbyde et udlånsprodukt, hvor renten
blev beregnet som en grundrente på 7 % reguleret med det beløb der ville være
opnået, hvis der var indgået en terminsforretning, hvor der solgtes DEM på
termin. Ligningsrådet anerkendte grundrenten som en rente, mens reguleringen
ansås for kursgevinst/-tab på fordringer i danske kroner.
Fælles for afgørelserne er, at reguleringen (tillægsrenten) ikke
kendes på fordringens stiftelsestidspunkt. I stedet har man på forhånd
fastlagt, på hvilket tidspunkt renten skal beregnes. Debitor kan i en
igangværende periode ikke vide, hvilken rente han skal betale for at få
stillet
kapital til rådighed, da dette afhænger af en udvikling som først kan
konstateres ved periodens udløb. Tillægsrenten bliver således beregnet bagud.
Højesteret fastslår imidlertid, at renten skal være fastlagt som
en fastsat procentdel af den til enhver tid værende restgæld. Det er derfor
styrelsens opfattelse, at hvis rentens størrelse ikke er fastsat forud for
perioden kan renten ikke anerkendes i skatteretlig henseende. Dette synes
ligeledes at være lagt til grund i Skattelovrådets betænkning nr. 1050/1985
om
den skattemæssige behandling af afkast af investeringer i finansielle
fordringer, hvor det i afsnit 3.5.3 in fine, bemærkes, at "(...) de
nævnte
gældsbreve (
udbyttegivende gældsbrev -
styrelsens tilføjelse) er
omfattet af de foreslåede regler, herunder
reglerne om beskatning af kursgevinster på uforrentede eller lavt forrentede
fordringer, idet andel af overskud, omsætning o. lign. ikke anses for at være
ligestillet med rente." I overensstemmelse hermed fastslog Ligningsrådet
i
TfS 1998.77 LR, at et afkast beregnet som en andel af overskuddet i det
låntagende selskab ikke kan kvalificeres som en rente, da dens størrelse er
afhængig af virksomhedens økonomiske resultat og derfor ikke opfylder
grundbetingelsen om, at den beregnes som en procentdel af den til enhver tid
værende gæld til långiveren.
Det er på denne baggrund styrelsens opfattelse, at den del af
renten, som er afhængig af udviklingen i EURO-indekset ikke kan anerkendes
som
værende en rente. Der er herved henset til, at rentens størrelse først kan
fastsættes efter den periode, som renten skal henføres til. Den garanterede
minimumsrente på 3,5 % kan anerkendes som en rente.
Det afkast som ikke kan kvalificeres som værende en rente, må
herefter i skatteretlig henseende kvalificeres som en kursgevinst hhv. et
kurstab.
I relation til virksomhedsskatteloven er det afgørende om
produktet er en indeksobligation eller en uforrentet obligation, da disse
obligationstyper ikke kan indgå i virksomhedsordningen. Da den garanterede
mindsterente på 3,5 % kan anerkendes som værende en rente, vil det
umiddelbart
kunne udelukkes, at obligationen er uforrentet. Følgelig er det alene
relevant
at undersøge, hvorvidt produktet er en indeksobligation.
Vilkårene for den udbudte obligation er i al væsentlighed identisk
med de fordringer, der omtales i de ovenfor nævnte afgørelser TfS 1989.249 og
TfS 1989.288. Ligningsrådet kvalificerede dog ikke obligationen i disse
sager,
men fastslog blot, at tillægsrenten skulle anses for at være en kursgevinst
hhv. kurstab på en fordring.
I den bindende forhåndsbesked offentliggjort i TfS 1999.661 fandt
Ligningsrådet at en obligation var indekseret:
En bank påtænkte at udbyde en nulkupon obligation, der var
tilknyttet et aktieindeks, således at kunderne var garanteret et
minimumsafkast
og havde ubegrænset gevinstmulighed. Udstedelseskursen var således 100, mens
indfrielseskursen var 110. På indfrielsestidspunktet foretoges en
kursregulering af obligationerne svarende til 80 % af en positiv stigning i
et
aktieindeks fra udstedelse til indfrielse. Et fald i indekset medførte ingen
regulering. Ligningsrådet var af den opfattelse, at produktet skulle anses
for
at være en indeksobligation. Der var herved henset til, at en
indeksobligation
kan indekseres i overenstemmelse med et aktieindeks, samt at en
indeksobligation kan have en bund, det vil sige en nedre grænse for
tabsmuligheden. Som begrundelse for at produktet ikke skulle opdeles i en
obligationsdel og en finansiel kontrakt blev der henset til, at indekseringen
ikke kunne anses for det bærende element og at hovedstolen reguleredes i
forhold til det valgte indeks, uden at der investeredes i
beregningsgrundlaget.
Ligningsrådet kvalificerede obligationen alene ud fra at
hovedstolen blev kursreguleret i forhold til udviklingen i et indeks. Det er
således vanskeligt at udlede andre særlige karakteristika for
indeksobligationer af afgørelsen, da der lægges mere vægt på, hvilke momenter
der ikke kan fratage en obligation dens karakter af at være indekseret.
De særlige afkastvilkår i nærværende obligation medfører at
hovedstolen ikke de facto opskrives henholdsvis nedskrives i forhold til
udviklingen i indekset. I stedet udbetales årligt et beløb der er beregnet
med
udgangspunkt i udviklingen i indekset. Denne fremgangsmåde er identisk med
udformningen af den obligation som blev forelagt Ligningsrådet i TfS 1998.77.
Her ønskede man bindende forhåndsbesked om beskatningen af en obligation,
hvis
årlige afkast bestod af en basisrente, og et afkast der var afhængigt af
debitors økonomiske resultat. Ligningsrådet svarede, at det
overskudsafhængige
afkast måtte anses for at være en kursopskrivning, og følgelig, at denne del
af
det årlige afkast, som forfaldt til betaling i umiddelbar tilknytning til
regnskabsaflæggelsen, i skattemæssig henseende måtte anses for en delvis
indfrielse af låneforholdet.
En indeksobligation er som nævnt særligt karakteriseret ved, at
obligationens hovedstol kursreguleres i forhold til udviklingen i et nærmere
bestemt indeks. Udvikler det bagvedliggende indeks sig i gunstig retning set
fra kreditors synsvinkel, vil kreditor alt andet lige på
indfrielsestidspunktet
få et større beløb tilbage fra debitor end han udlånte, da fordringen blev
stiftet. Dette betragtes i skatteretlig henseende som en kursgevinst. En
indeksregulering er således på samme måde som det overskudsafhængige afkast i
TfS 1998.77 at betragte som en kursopskrivning af obligationens hovedstol.
Afkastberegningen i nærværende obligation kan imidlertid medføre
en positiv regulering selvom det underliggende indeks rent faktisk har
udviklet
sig negativt over en 12 måneders periode. Dette skyldes den særlige
opgørelsesmetode, hvorefter man hver måned konverterer udviklingen i indekset
til et afkast, som maksimalt kan udgøre +/- 1 pct. pr. måned, uanset at
udviklingen i indekset tilsiger et større udsving. Hvis indekset i de første
11
måneder udvikler sig positivt, men i den sidste måned falder til under
startkursen, vil afkastet alligevel være positivt (11 * 1 pct.) + (1 * -1
pct.)
= 10 pct.
Det er på denne baggrund styrelsens opfattelse, at obligationen
ikke er en indeksobligation. Styrelsen har herved henset til, at afkastet
ikke
nødvendigvis følger en positiv eller negativ udvikling i aktieindekset fra
måleperiodens start til slut, og at indekset derfor alene fungerer som en
faktor, hvorefter kreditors afkast beregnes.
Da obligationen således ikke omfattes af virksomhedsskatteloven §
1, stk. 2, kan obligationen indgå i virksomhedsordningen."
Ligningsrådet
tiltrådte
styrelsens indstilling.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sag om, hvorvidt sagsøgernes udlån er opstået som led i glidende generationsskifter og kan indgå i virksomhedsskatteordningen Domsdatabasen · 17. marts 2023
- Ikke-egenproducerede kryptokunstværker anset som omsætningsaktiver Retsinformation · 16. august 2025
- Variabelt forrentet obligation på grundlag af optioner i et aktieindeks Retsinformation · 30. september 2003
- Skattepligtigt udbytte – Hævet opsparet overskud tillagt virksomhedsskat – Indkomst til beskatning efter reglerne i virksomhedsordningen m.fl. Landsskatteretten · 19. marts 2026
- Yderligere omsætning som følge af negativ saldo på kassekonto – Yderligere omsætning som følge af indsætninger på private konti m.fl. Landsskatteretten · 17. maj 2024
- Fradrag for underskud af virksomhed ved udlejning af andelslejlighed m.fl. Landsskatteretten · 16. juni 2016
Lignende dokumenter
- Variabelt forrentet obligation på grundlag af optioner i et aktieindeks Retsinformation · 30. september 2003
- Indeksobligationer Retsinformation · 13. juni 2005
- Kursgevinst – finansiel kontrakt – lagerprincippet - virksomhedsskatteordningen Retsinformation · 12. februar 2009
- Sag om, hvorvidt sagsøgernes udlån er opstået som led i glidende generationsskifter og kan indgå i virksomhedsskatteordningen Domsdatabasen · 17. marts 2023
- Finansielt produkt - Strukturerede fordringer - virksomhedsordningen Retsinformation · 15. juli 2020
- Struktureret fordring - virksomhedsordning Retsinformation · 5. juni 2021