Spring til indhold

Retsinformation

Aktieindekseret obligation, kursgevinst eller rente

AFG nr 9525 af 10/12/2002AfgørelseSkatte- og Vækstministeriet30. september 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Aktieindekseret obligation,

kursgevinst eller rente

Selskabet A påtænkte at udbyde en særlig obligation, og stillede i

den forbindelse Ligningsrådet følgende spørgsmål.

Spørgsmål

Kan Ligningsrådet bekræfte, at personer som benytter

virksomhedsordningen kan erhverve en påtænkt aktierelateret obligation, for

midler i virksomhedsskatteordningen, uden at dette anses for at være en

hævning

i hæverækkefølgen, jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2.?

Svar

Ja, se sagsfremstilling og begrundelse

Sagsfremstilling

Obligationen havde en garanteret mindsterente på 3,5%, og blev

stiftet og indfriet til kurs pari. Løbetiden var 5 år. Udover den garanterede

mindsterente var det muligt at opnå en merrente på op til 8,5% afhængigt af

udviklingen på et underliggende indeks.

Renterne blev beregnet ved at måle udviklingen på det

underliggende indeks (EURO Stoxx 50) én gang hver måned. Dette indeks bestod

af

de 50 største selskaber i EUROland, målt på selskabernes markedsværdi.

Udviklingen i indekset konverteredes herefter til en rente, som

maksimalt kunne udgøre +/- 1% pr. måned, uanset at udviklingen i indekset

tilsagde et større udsving. Den samlede rente blev herefter beregnet som

summen

af de 12 delresultater, der udgjorde et år og tilskrevet hver den 9. juli.

Køber var dog altid garanteret en mindsteforrentning på 3,5%.

A havde vejledende beregnet, at hvis sådanne obligationer var

blevet udstedt i 1997, ville renten have udgjort 7,75 % i 1997, 6 % i 1998, 4

%

Læs alt

i 1999 og 2000 og 3,5 % i 2001.

Det var forespørgers repræsentants opfattelse, at obligationerne

kunne erhverves for midler i virksomhedsskatteordningen, uden at dette blev

betragtet som en hævning i hæverækkefølgen. Virksomhedsskatteloven § 1, stk.

2,

fastslog positivt hvilke former for finansielle aktiver, der ikke kunne indgå

i

virksomhedsordningen. Dette omfattede:

aktier omfattet af aktieavancebeskatningsloven, bortset fra

konvertible obligationer og andele omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk.

1, nr. 3 og 4,

indeksobligationer

uforrentede obligationer og

præmieobligationer

Bestemmelsen måtte efter sin ordlyd være udtømmende. Forespørgers

repræsentant konkluderede på denne baggrund, at finansielle aktiver kunne

indgå

i virksomhedsordningen, hvis de ikke positivt var nævnt i stk. 2.

Obligationen blev udbudt med en garanteret minimumsrente på 3,5 %,

og blev stiftet og indfriet til kurs 100. Der var således tale om

sortstemplede

obligationer. Den variable kuponrente skulle i skattemæssig henseende

betragtes

som en rente frem for en kursopskrivning / indeksregulering af hovedstolen.

Skattelovgivningen indeholdt ikke nogen begrebsbestemmelse af

renter. Efter den i praksis udviklede rentedefinition ansås en rente i

skattemæssig forstand som et sædvanligt periodisk vederlag til kreditor -

beregnet som en procentdel af den til enhver tid værende restgæld - for at

stille kapital til disposition, jf. Ligningsvejledningen for 2001, afsnit

A.E.1. En rente var således et årligt vederlag til långiver for at stille

kapital til rådighed for låntager. Vederlaget til långiveren blev opgjort som

en bestemt procentdel af obligationsrestgælden.

Praksis gav efter repræsentantens opfattelse ikke grundlag for at

stille krav om, at procentdelen skulle fastsættes på forhånd. Det afgørende

måtte være, at man på forfaldsdagen kunne opgøre vederlaget til långiver

efter

på forhånd fastsatte kriterier, således at låntager havde en retlig

forpligtelse til at yde vederlaget til långiver i henhold til deres indbyrdes

aftale.

At et vederlag der først kunne opgøres på forfaldsdagen og

beregnes på grundlag af den hidtidige udvikling, ikke blev frataget

karakteren

af en rente i skattemæssig forstand, fremgik forudsætningsvist af

Ligningsvejledningen, afsnit

A.D.2.3.1.2

.

Her anførtes, "Ved udbyttegivende gældsbreve opnår kreditor ret til en

rente, hvis størrelse helt eller delvist er afhængig af virksomhedens

indtjening." Det fremgik således tydeligt, at en rente kunne være

fastsat ud fra den hidtidige udvikling i en virksomhed, uden at dette fratog

vederlaget karakteren af rente.

I TfS 1999.661 fandt Ligningsrådet, at nulkuponobligationer, der

var tilknyttet et aktieindeks, skulle anses for at være indeksobligationer.

Obligationerne som skulle udstedes af A adskilte sig imidlertid fra

nulkuponobligationerne på følgende punkter:

Obligationerne skulle stiftes og indfries til kurs 100.

Der skete ikke kursregulering af hovedstolen ved indfrielse

svarende til udviklingen i det tilknyttede aktieindeks.

Der blev tilskrevet en årlig rente på minimum 3,5 % i

modsætning til TfS 1999.661, hvor obligationen blev indfriet med en højere

kurs

ved udløb.

A’s produkt kunne ikke anses for en indeksobligation. Dette

skyldtes dels, at produktet savnede de helt grundlæggende elementer for

indeksobligationer, nemlig at hovedstolen blev opskrevet, og at det var det

opskrevne beløb, som forrentedes. Dette skete ikke i nærværende obligation,

idet hovedstolen ikke blev opskrevet, og idet minimumsrenten kun blev

beregnet

af obligationens nominelle værdi, men derimod ikke af den variable del af

renten.

Styrelsens indstilling og

begrundelse

"Styrelsen er enig med forespørgers repræsentant i, at

opremsningen i virksomhedsskatteloven § 1, stk. 2, er udtømmende. Det

afgørende

for besvarelsen af det stillede spørgsmål er derfor, om den påtænkte

obligation

omfattes af en af undtagelserne til virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2.

Kvalifikationen af obligationen vil tage udgangspunkt i en vurdering af de

særlige afkastvilkår.

I skatteretten opdeles finansielt afkast på fordringer i renter og

kursgevinster. Renterne er omfattet af statsskattelovens §§ 4 og 6, mens

kursgevinsterne i statsskattelovens forstand er skattefri formuebevægelser,

og

derfor ifølge § 5 skal holdes uden for indkomstopgørelsen. Kursgevinstloven

har

i vid udstrækning begrænset denne skattefrihed, men for personer er

skattefriheden stadig udgangspunktet.

I skatteretlig henseende er en rente en periodisk ydelse, der

erlægges som vederlag for rådigheden over et pengebeløb, og som beregnes for

en

given periode som en bestemt procentdel af den til enhver tid værende

restgæld.

I UfR 1960.589 tilsluttede Højesteret sig Finansministeriets opfattelse

hvorefter "(..) statsskattelovens § 6, stk. 1e kun antages at hjemle

fradrag af renter efter sædvanlig sprogbrug (nominel rente), omfattende

ydelser, beregnet med en fastsat procentdel af det til enhver tid skyldige

beløb. "

Det fremgår af beskrivelsen af obligationen, at afkastet beregnes

på baggrund af udviklingen i et indeks. Om et sådant afkast skal kvalificeres

som en rente eller en kursgevinst tog Ligningsrådet stilling til i følgende

sager:

TfS 1989.288: En bank ville udbyde et udlånsprodukt, hvor renten

blev beregnet som en grundrente på 7,5 % reguleret med udviklingen i

forholdet

mellem DKK og DEM. Renten skulle betales bagud ved lånets endelige forfald

sammen med lånehovedstolen. Den samlede rente kunne i ekstreme situationer

blive negativ, nemlig hvis kronen steg med mere end 7,5 % over for DEM. I

dette

tilfælde ville grundrenten blive helt udlignet.

Ligningsrådet anerkendte grundrenten som en rente, mens

reguleringen ansås for kursgevinst/-tab.

TfS 1989.249: En bank ville udbyde et udlånsprodukt, hvor renten

blev beregnet som en grundrente på 7 % reguleret med det beløb der ville være

opnået, hvis der var indgået en terminsforretning, hvor der solgtes DEM på

termin. Ligningsrådet anerkendte grundrenten som en rente, mens reguleringen

ansås for kursgevinst/-tab på fordringer i danske kroner.

Fælles for afgørelserne er, at reguleringen (tillægsrenten) ikke

kendes på fordringens stiftelsestidspunkt. I stedet har man på forhånd

fastlagt, på hvilket tidspunkt renten skal beregnes. Debitor kan i en

igangværende periode ikke vide, hvilken rente han skal betale for at få

stillet

kapital til rådighed, da dette afhænger af en udvikling som først kan

konstateres ved periodens udløb. Tillægsrenten bliver således beregnet bagud.

Højesteret fastslår imidlertid, at renten skal være fastlagt som

en fastsat procentdel af den til enhver tid værende restgæld. Det er derfor

styrelsens opfattelse, at hvis rentens størrelse ikke er fastsat forud for

perioden kan renten ikke anerkendes i skatteretlig henseende. Dette synes

ligeledes at være lagt til grund i Skattelovrådets betænkning nr. 1050/1985

om

den skattemæssige behandling af afkast af investeringer i finansielle

fordringer, hvor det i afsnit 3.5.3 in fine, bemærkes, at "(...) de

nævnte

gældsbreve (

udbyttegivende gældsbrev -

styrelsens tilføjelse) er

omfattet af de foreslåede regler, herunder

reglerne om beskatning af kursgevinster på uforrentede eller lavt forrentede

fordringer, idet andel af overskud, omsætning o. lign. ikke anses for at være

ligestillet med rente." I overensstemmelse hermed fastslog Ligningsrådet

i

TfS 1998.77 LR, at et afkast beregnet som en andel af overskuddet i det

låntagende selskab ikke kan kvalificeres som en rente, da dens størrelse er

afhængig af virksomhedens økonomiske resultat og derfor ikke opfylder

grundbetingelsen om, at den beregnes som en procentdel af den til enhver tid

værende gæld til långiveren.

Det er på denne baggrund styrelsens opfattelse, at den del af

renten, som er afhængig af udviklingen i EURO-indekset ikke kan anerkendes

som

værende en rente. Der er herved henset til, at rentens størrelse først kan

fastsættes efter den periode, som renten skal henføres til. Den garanterede

minimumsrente på 3,5 % kan anerkendes som en rente.

Det afkast som ikke kan kvalificeres som værende en rente, må

herefter i skatteretlig henseende kvalificeres som en kursgevinst hhv. et

kurstab.

I relation til virksomhedsskatteloven er det afgørende om

produktet er en indeksobligation eller en uforrentet obligation, da disse

obligationstyper ikke kan indgå i virksomhedsordningen. Da den garanterede

mindsterente på 3,5 % kan anerkendes som værende en rente, vil det

umiddelbart

kunne udelukkes, at obligationen er uforrentet. Følgelig er det alene

relevant

at undersøge, hvorvidt produktet er en indeksobligation.

Vilkårene for den udbudte obligation er i al væsentlighed identisk

med de fordringer, der omtales i de ovenfor nævnte afgørelser TfS 1989.249 og

TfS 1989.288. Ligningsrådet kvalificerede dog ikke obligationen i disse

sager,

men fastslog blot, at tillægsrenten skulle anses for at være en kursgevinst

hhv. kurstab på en fordring.

I den bindende forhåndsbesked offentliggjort i TfS 1999.661 fandt

Ligningsrådet at en obligation var indekseret:

En bank påtænkte at udbyde en nulkupon obligation, der var

tilknyttet et aktieindeks, således at kunderne var garanteret et

minimumsafkast

og havde ubegrænset gevinstmulighed. Udstedelseskursen var således 100, mens

indfrielseskursen var 110. På indfrielsestidspunktet foretoges en

kursregulering af obligationerne svarende til 80 % af en positiv stigning i

et

aktieindeks fra udstedelse til indfrielse. Et fald i indekset medførte ingen

regulering. Ligningsrådet var af den opfattelse, at produktet skulle anses

for

at være en indeksobligation. Der var herved henset til, at en

indeksobligation

kan indekseres i overenstemmelse med et aktieindeks, samt at en

indeksobligation kan have en bund, det vil sige en nedre grænse for

tabsmuligheden. Som begrundelse for at produktet ikke skulle opdeles i en

obligationsdel og en finansiel kontrakt blev der henset til, at indekseringen

ikke kunne anses for det bærende element og at hovedstolen reguleredes i

forhold til det valgte indeks, uden at der investeredes i

beregningsgrundlaget.

Ligningsrådet kvalificerede obligationen alene ud fra at

hovedstolen blev kursreguleret i forhold til udviklingen i et indeks. Det er

således vanskeligt at udlede andre særlige karakteristika for

indeksobligationer af afgørelsen, da der lægges mere vægt på, hvilke momenter

der ikke kan fratage en obligation dens karakter af at være indekseret.

De særlige afkastvilkår i nærværende obligation medfører at

hovedstolen ikke de facto opskrives henholdsvis nedskrives i forhold til

udviklingen i indekset. I stedet udbetales årligt et beløb der er beregnet

med

udgangspunkt i udviklingen i indekset. Denne fremgangsmåde er identisk med

udformningen af den obligation som blev forelagt Ligningsrådet i TfS 1998.77.

Her ønskede man bindende forhåndsbesked om beskatningen af en obligation,

hvis

årlige afkast bestod af en basisrente, og et afkast der var afhængigt af

debitors økonomiske resultat. Ligningsrådet svarede, at det

overskudsafhængige

afkast måtte anses for at være en kursopskrivning, og følgelig, at denne del

af

det årlige afkast, som forfaldt til betaling i umiddelbar tilknytning til

regnskabsaflæggelsen, i skattemæssig henseende måtte anses for en delvis

indfrielse af låneforholdet.

En indeksobligation er som nævnt særligt karakteriseret ved, at

obligationens hovedstol kursreguleres i forhold til udviklingen i et nærmere

bestemt indeks. Udvikler det bagvedliggende indeks sig i gunstig retning set

fra kreditors synsvinkel, vil kreditor alt andet lige på

indfrielsestidspunktet

få et større beløb tilbage fra debitor end han udlånte, da fordringen blev

stiftet. Dette betragtes i skatteretlig henseende som en kursgevinst. En

indeksregulering er således på samme måde som det overskudsafhængige afkast i

TfS 1998.77 at betragte som en kursopskrivning af obligationens hovedstol.

Afkastberegningen i nærværende obligation kan imidlertid medføre

en positiv regulering selvom det underliggende indeks rent faktisk har

udviklet

sig negativt over en 12 måneders periode. Dette skyldes den særlige

opgørelsesmetode, hvorefter man hver måned konverterer udviklingen i indekset

til et afkast, som maksimalt kan udgøre +/- 1 pct. pr. måned, uanset at

udviklingen i indekset tilsiger et større udsving. Hvis indekset i de første

11

måneder udvikler sig positivt, men i den sidste måned falder til under

startkursen, vil afkastet alligevel være positivt (11 * 1 pct.) + (1 * -1

pct.)

= 10 pct.

Det er på denne baggrund styrelsens opfattelse, at obligationen

ikke er en indeksobligation. Styrelsen har herved henset til, at afkastet

ikke

nødvendigvis følger en positiv eller negativ udvikling i aktieindekset fra

måleperiodens start til slut, og at indekset derfor alene fungerer som en

faktor, hvorefter kreditors afkast beregnes.

Da obligationen således ikke omfattes af virksomhedsskatteloven §

1, stk. 2, kan obligationen indgå i virksomhedsordningen."

Ligningsrådet

tiltrådte

styrelsens indstilling.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter