Landsskatteretskendelse af 12. december 2002 vedr. Kursregulering af valutaterminsforretninger selvangivet efter lagerprincippet
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse af 12. december 2002 vedr.
Kursregulering af valutaterminsforretninger – selvangivet efter
lagerprincippet
A A/S klager for indkomståret 2000 over, at de stedlige
skattemyndigheder ikke har godkendt nedsættelse af indkomsten med urealiseret
kursgevinst på valutaterminsforretninger, 2.108.845 kr., samt over at
nedsættelse af indkomsten med valutakursregulering af debitorer og likvide
konto, 463.300 kr., heller ikke er godkendt.
Det fremgår af sagen, at selskabet producerer og sælger
småkager. Den altovervejende del af produktionen eksporteres. Pr. 31.
december
2000 havde selskabet indgået en række valutaterminskontrakter til en samlet
værdi på 42.450.000 kr. omfattende et salg på $ 2.750.000, £ 1.200.000 og
3.598.000 JPY.
Selskabet har anmodet den kommunale skattemyndighed om
genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2000 med henblik på
nedsættelse med i alt 2.572.145 kr. Beløbet vedrører urealiseret kursgevinst
på
valutaterminskontrakter.
Den kommunale skattemyndighed har genoptaget selskabets
skatteansættelse, men har ikke fundet grundlag for at nedsætte ansættelsen
med
de angivne 2.572.145 kr. Som begrundelse har den kommunale skattemyndighed
bl.a. anført, at det ikke fremgår af Ligningsvejledningen, at bestemmelsen i
kursgevinstlovens § 30, stk. 1, nr. 7, finder anvendelse, hvis betingelserne
beskrevet i afsnit A.D.2.18.3.8 er opfyldt. Det fremgår derimod, at der ved
vurderingen af, om aftaler er omfattet af bestemmelsen i § 30, eventuelt kan
tages udgangspunkt i betingelserne beskrevne i afsnit A.D.2.18.3.8. Sigtet
med
lovændringen har ikke været, at ændre beskatningstidspunktet for kurssikring
Læs alt
af
forventet omsætning.
Indgåelse af en valutakontrakt i forbindelse med aftaler om
levering af varer forudsætter åbenlyst, at der eksisterer en aftale om
levering
af varer. Det fremgår således af lovens ordlyd, at bestemmelsen kun finder
anvendelse på valutakontrakter i tilknytning til allerede indgåede aftaler,
og
dette bekræftes af såvel Ligningsvejledningen som forarbejderne til loven,
L194
1996/97, hvor følgende udtales: ”Det foreslås, at
valutaterminskontrakter i
forbindelse med sædvanlige aftaler behandles som en integreret del af
kontrakten om levering af varer ”
Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabets
skatteansættelse skal nedsættes med 2.108.845 kr. vedrørende urealiseret
gevinst på valutaterminskontrakter, der er indgået som led i selskabets
valutakurssikring af sædvanlige aftaler om levering af varer, og med 463.300
kr. vedrørende valutakursregulering af debitorer og likvide valutakonti,
eller
med i alt 2.572.145 kr.
Til støtte for påstanden vedrørende valutaterminskontrakterne
har repræsentanten bl.a. anført, at de af selskabet indgåede
valutaterminskontrakter er omfattet af kursgevinstlovens § 30, stk. 1, nr. 7.
I
medfør af denne bestemmelse undtages terminskontrakter, der er indgået i
tilknytning til aftaler om fremtidig levering af varer og andre aktiver samt
tjenesteydelser til privat brug eller til brug i modtagerens virksomhed eller
som produkt af egen virksomhed, fra beskatning efter bestemmelsen i
kursgevinstlovens § 29. Valutakurssikring af sædvanlige aftaler er ligeledes
omfattet af undtagelsesbestemmelsen i lovens § 30, stk. 1, nr. 7, når de
generelle betingelser for at undtage kontrakter fra bestemmelsen i lovens §
29
er opfyldt. Gevinst og tab på valutaterminskontrakterne opgøres herefter på
realisationstidspunktet som en del af indtægten ved omsætningen af
virksomhedens
produkter.
Vedrørende påstanden om nedsættelse af skatteansættelsen med
463.300 kr. har repræsentanten bl.a. anført, at værdien af fordringen skal
opgøres til statusdagens kurs, og ikke til terminskursen på den underliggende
terminskontrakt, som anført i selvangivelsen. Dette følger af
kursgevinstlovens
§ 25.
A A/S producerer og sælger småkager, og den altovervejende del
af produktionen eksporteres. Selskabet har følgelig en betydelig omsætning i
udenlandsk valuta, og selskabet har derfor behov for at afdække
valutakursrisikoen for at afværge tab på de vareleverancer, der afvikles i
udenlandsk valuta. Selskabet indgår valutaterminskontrakter til afdækning af
valutakursrisikoen vedrørende det forventede salg til udenlandske kunder.
Eksportindtægterne for indkomståret 2001 var budgetteret til 93 mio. kr., og
pr. 31. december 2000 havde selskabet derfor indgået en række
valutaterminskontrakter til en samlet værdi på 42.450.000 kr. omfattende et
salg på 2.750.000 USD, 1.200.000 GBP og 3.598.000 JPY. Selskabet indgår
løbende
terminskontrakter af denne art, og omfanget af kontrakterne afstemmes løbende
med omsætningen af varer, således at selskabet kan afværge den aktuelle
valutakursrisiko, der er knyttet til omsætningen af varer. Pr. 31. december
2000 udgjorde den urealiserede gevinst på indgåede valutaterminskontrakter
2.108.845 kr. Kontrakterne udløber hen over året i takt med at selskabet
opnår
salgsindtægterne fra udlandet.
Herudover er der i årsregnskabet indregnet en urealiseret
gevinst på debitorer og likvider i udenlandsk valuta på 463.300 kr. Dette
beror på, at værdien af debitorer m.v. i årsregnskabet er opgjort til
terminskursen i de underliggende terminskontrakter, og ikke til statusdagens
kurs. Værdiansættelsen i årsregnskabet er ikke tilbageført i selvangivelsen,
og dermed er der foretaget beskatning af urealiserede gevinster på fordringer
med 463.300 kr. for meget i forhold til statusdagens kurs.
Ved ændringen af kursgevinstbeskatningsloven – L194 i
Folketingsåret 1996/97 - ændrede Folketinget den hidtil gældende bestemmelsen
i kursgevinstloven, således at adgangen til at anvende
realisationstidspunktet
som beskatningstidspunkt fremover også skulle gælde for bl.a.
terminskontrakter, herunder valutaterminskontrakter, der har tilknytning til
virksomhedens sædvanlige aftaler om fremtidig levering af varer. Der var også
tidligere mulighed for at anvende realisationstidspunktet som
beskatningstidspunkt, men kun efter indhentet tilladelse fra Ligningsrådet.
Ifølge bemærkninger til lovforslaget undtages kontrakter,
herunder valutakurskontrakter vedrørende sædvanlige aftaler om levering af
varer, fra hovedreglen om beskatning af kontrakter. Undtagelsen er generel,
og
afgrænsningen af kontrakter, der undtages, følger den praksis, der efter den
hidtidig gældende bestemmelse blev anvendt ved ligningsmyndighedernes
fritagelse for beskatning af urealiserede gevinster. Under punkt 135 i
bemærkningerne anføres følgende om baggrunden for overgang til
realisationsprincippet for valutakontrakter, der har tilknytning til aftaler
om
levering af varer og andre aktiver samt tjenesteydelser til privat brug eller
til brug i modtagerens virksomhed eller som produkt af egen virksomhed:
”Valutaterminskontrakter benyttes også i forbindelse med
indgåelse af aftaler om levering af varer og andre aktiver samt
tjenesteydelser. Det sker især ved eksport og import.
Når valutaterminskontrakter skattemæssigt behandles som en
selvstændig kontrakt, beskattes gevinst og tab på valutaterminskontrakten
efter lagerprincippet. I praksis er der givet tilladelse til at anvende
realisationsprincippet under følgende betingelser:
1.Kontrakterne skal være begrundet i den primære drift.
2. Der skal være tale om en valutakontrakt, der modsvarer køb
eller salg af varer eller tjenesteydelser, der importeres eller eksporteres.
3.Ved kurssikring af salgsindtægter for eksporterede varer skal
kontrakten angå varer, der ikke er leveret/faktureret ved indkomstårets
udløb.
Ved kurssikring af købsprisen for importerede varer skal kontrakten angå
varer,
der ikke er leveret/faktureret ved indkomstårets udløb. (Kurstab på
fordringer
eller gæld opstået ved allerede faktureret/leveret eksport eller import kan
fratrækkes i den skattepligtige indkomst efter lager-princippet pr. ultimo).
4.Der må ikke indgås modgående kontrakter.
5.Fastholdelse af lagerprincippet skal være til væsentlig
økonomisk ulempe for virksomheden.
6.Der må ikke konkret være mulighed for, at en dispensation
åbner op til skattearbitrage.
Det foreslås, at valutaterminskontrakter i forbindelse med
sædvanlige aftaler behandles som en integreret del af kontrakten om levering
af
varer og andre aktiver samt tjenesteydelser. Det afbøder de økonomiske
ulemper, der dels skyldes lagerprincippet, dels de skattemæssige regler om
begrænsning af fradrag for tab, når valutaterminskontrakten behandles som en
selvstændig kontrakt i forhold til den kontrakt, som den vedrører. Som for de
sædvanlige aftaler er det en betingelse, at valutaterminskontrakten ikke er
noteret på børs m.v., og som for de sædvanlige aftaler er skattepligtige, der
udøver næring ved køb og salg af finansielle kontrakter eller driver
næringsvirksomhed ved finansiering, ikke omfattet.
Forslaget vil også give mulighed for, at virksomheder kan indgå
valutaterminskontrakter i forbindelse med igangværende arbejder til afdækning
af valutakursrisiko på indtægter og udgifter til produkt af egen virksomhed,
uden at der skal ske beskatning efter kursgevinstlovens regler om finansielle
kontrakter.
I de tilfælde, hvor valutaterminskontrakter afdækker en
valutakursrisiko på udgifter eller indtægter, som fradrages eller beskattes
efter reglerne for igangværende arbejder, vil gevinster og tab på
valutaterminskontrakten påvirke opgørelsen af udgiften/indtægten. Udgiften
skal
således opgøres som det beløb, som skal betales for den valuta, som anvendes
til betalingen, og indtægten skal opgøres som det beløb, som opnås for den
valuta, som modtages. Gevinst og tab på valutaterminskontrakten gøres dermed
til en del af udgiften eller indtægten.”
Ifølge den tidligere gældende bestemmelse om beskatning af
gevinst og tab på terminskontrakter af den art, der her er tale om, var der
mulighed for at ansøge om tilladelse til at overgå til
realisationsprincippet.
Som det fremgår af ovenstående citat fra forarbejderne til lovændringen i
1996/97, foretages afgrænsningen af kontrakter, herunder
valutaterminskontrakter, der efter den nye affattelse af loven skal anvende
realisationsprincippet, efter de samme kriterier, som i henhold til den
hidtidige
praksis blev lagt til grund for at meddele tilladelse til at overgå til
realisationsprincippet.
Rækkevidden af bestemmelsen i lovens § 30, stk. 1, nr. 7, er
ligeledes omtalt i ligningsvejledningen for 2000, under afsnit A.D.2.18.3.8,
Valutakontrakter – sædvanlige aftaler. Her anføres:
”Ved vurderingen af om aftaler anses omfattet af
undtagelsesbestemmelsen, kan der eventuelt tages udgangspunkt i de
betingelser, der var knyttet til tilladelser til anvendelse af
realisationsprincippet efter den tidligere gældende KGL § 8 E, stk. 2. Se
A.D.2. 18.7”
Den praksis, der henvises til både i forarbejderne til loven og
i ligningsvejledningen, er fastlagt i en afgørelse fra Ligningsrådet og i
Told-
og Skattestyrelsens kommentar til afgørelsen, offentliggjort i TfS 1994.285
og
TfS 1994.286. Af sagen refereret i tidsskriftet fremgår, at selskabet havde
indgået en række terminskontrakter til afdækning af de risici, som selskabet
havde i forbindelse med eksport af egne varer til en række europæiske lande.
Kontrakterne blev udelukkende indgået til afdækning af den risiko, som
selskabet havde i forbindelse med tilgodehavender i fremmed valuta hos
udenlandske samhandelspartnere. Beslutningsgrundlaget for indgåelse af
terminskontrakter var allerede indgåede kontrakter og forventede
salgsindtægter
i fremmed valuta til opfyldelse af selskabets salgsbudget.
Selskabets mellemværende opstod som led i løbende handel med de
udenlandske samhandelspartnere, og selskabet havde på grundlag af
salgsbudgettet indgået valutaterminskontrakter, som pr. statustidspunktet
modsvarede en urealiseret gevinst på 27 mio. kr. Der var på daværende
tidspunkt
en betydelige valutauro i de lande, som selskabet havde samhandel med,
hvilket
naturligvis forøger behovet for at sikre fremtidige forventede salgsindtægter
i
fremmed valuta.
Forarbejderne og tilkendegivelserne i ligningsvejledningen
henviser således netop til en situation som den foreliggende. A A/S indgår på
samme måde som selskabet i afgørelsen refereret i TfS 1994.285 om
valutaterminskontrakter
på grundlag af dels allerede indgåede aftaler, dels forventede salgsindtægter
i fremmed valuta til opfyldelse af selskabets salgsbudget. Der er altså tale
om
afdækning af risici vedrørende ikke leverede eller ikke fakturerede varer.
Risikoafdækningen har således direkte tilknytning til selskabets afsætning af
varer på eksportmarkedet, og ved at anvende lagerprincippet vil der i
realiteten ske en fremrykning af beskatningen af mulige fremtidige indtægter
ved eksport af virksomhedens produkter, med afledt likviditetsbelastning til
dækning af skat af indtægter som endnu ikke er tjent, og som selskabet heller
ikke har sikkerhed for at tjene.
Sigtet med bestemmelsen i lovens § 30 om at undtage en række
kontrakter fra bestemmelsen i lovens § 29 var netop at forhindre en sådan
fremrykning af beskatningen af ikke realiserede avancer, når kontrakterne
vedrører sædvanlige aftaler om levering af varer m.v., der er produceret i
egen virksomhed.
A A/S opfylder de betingelser, der er anført i Told- og
Skattestyrelsens kommentar til Ligningsrådets afgørelse i TfS 1994.285.
Anvendelse af realisationsprincippet giver ikke selskabet mulighed for at
foretage såkaldt skattearbitrage, jf. punkt 6 i Styrelsens kommentar til
afgørelsen, og de øvrige vilkår i kommentaren er ligeledes opfyldt.
-Kontrakterne er indgået som led i selskabets primære drift
vedrørende produktion og afsætning af småkager på eksportmarkedet.
-Der er tale om valutaterminskontrakter, der har til formål at
sikre salgsindtægterne på fremtidige leverancer af selskabet egne produkter.
-Selskabet har ikke indgået modgående kontrakter.
-Selskabet påføres væsentlig økonomisk ulempe ved fremrykningen
af beskatningen efter et lagerprincip.
Såvel ordlyden af som formålet med bestemmelsen i lovens § 30,
stk. 1, nr. 7, fører derfor til det resultat, at A A/S skal anvende
realisationsprincippet ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste og
tab
på valutaterminskontrakterne. Der gælder således ikke en forudsætning om, at
valutaterminsforretningen skal vedrøre allerede indgåede aftaler, som
forvaltningen anfører i sagsfremstillingen. Kravet er derimod, at
valutaterminskontrakten
har tilknytning til virksomhedens sædvanlige leverancer. Er dette tilfældet,
er
valutaterminskontrakten undtaget fra lovens § 29. Forvaltningens forståelse
af
bestemmelsen indebærer, at lovændringen i 1996/97 bliver illusorisk. I en
handels-
og produktionsvirksomhed indgås salgsaftalerne løbende. Dette indebærer, at
selskabets valutakursrisiko bedømmes på grundlag af såvel indgåede aftaler
som
budgetteret salg på udenlandske markeder, og dermed vil kontrakterne eller
dele
heraf vedrøre afdækning af kursrisici vedrørende forventede indtægter i
fremmed
valuta, men vel at mærke opgjort på grundlag af budgetterede salgsindtægter
hidrørende fra faste samhandelspartnere. Dette var også tilfældet i den sag,
der omtales i ligningsvejledningen, og her dispenserede Ligningsrådet,
således
at kontrakter, der var indgået på grundlag af budgetteret salg, blev fritaget
for beskatning efter lagerprincippet. Da dispensationsbestemmelsen nu er
erstattet med lovens § 30, stk. 1, nr. 7, skal gevinst og tab opgøres efter
realisationsprincippet, uden forudgående tilladelse fra Ligningsrådet.
Forvaltningen anfører, at en del af de indgåede kontrakter må
anses at vedrøre konkrete tilgodehavender. Hertil bemærkes, at disse
kontrakter
er modregnet i opgørelsen af urealiserede gevinster, og den urealiserede
gevinst på terminskontrakter udgør derfor 2.108.845 kr. Herudover har
selskabet
i selvangivelsen opgjort værdien af tilgodehavender i udenlandsk valuta til
terminskursen, og ikke til statusdagens kurs. Hermed har selskabet
indtægtsført
463.300 kr. for meget vedrørende gevinst på udenlandsk valuta. Dette er
baggrunden for, at der ligeledes er søgt om nedsættelse med dette beløb.
Loven foreskriver, at lagerprincippet skal anvendes for
kontrakter omfattet af lovens § 29. For kontrakter, der er omfattet af
undtagelsesbestemmelsen i lovens § 30, stk. 1, gælder realisationsprincippet,
og der eksisterer ingen valgmulighed for kontrakter omfattet af lovens § 30,
stk. 1, nr. 7, og der er heller ingen dispensationsmulighed. Bestemmelsen i
lovens § 25, stk. 2 om adgangen til at vælge lagerprincippet omfatter alene
fordringer og gæld, men ikke kontrakter omfattet af lovens § 30.
Landsskatteretten skal
udtale:
Efter kursgevinstlovens § 29, stk. 1, skal gevinst og tab på
terminskontrakter og aftaler om køberetter og salgsretter medregnes ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Efter kursgevinstlovens § 30, stk. 1, nr. 7, gælder
lagerprincippet ikke for sædvanlige aftaler om levering af varer og andre
aktiver, samt tjenesteydelser til privat brug eller til brug i modtagerens
virksomhed eller som produkt af egen virksomhed samt valutakontrakter indgået
i
forbindelse hermed, når kontrakterne ikke er noteret på børs.
Under hensyn til bemærkningerne til L194 1996/97, herunder
henvisningerne til den tidligere dispensationsadgang, Ligningsvejledningen
2000
afsnit A.D.218.3.8, formålet med bestemmelsen, samt dennes praktisabilitet
finder retten, at valutakontrakter indgået i forbindelse med sædvanlige
aftaler
også kan relatere sig til forventet omsætning, således at indgåede
valutakontrakter, der også knytter sig til ikke indgåede aftaler om levering
af
fx varer, kan anses at være omfattet af bestemmelsen i kursgevinstlovens §
30,
stk. 1, nr. 7. Det må bl.a. herved i tilstrækkelig grad godtgøres, at
kontrakterne har den fornødne tilknytning til en realistisk forventet
omsætning..
Efter de foreliggende oplysninger om selskabet og dets indgåelse
af valutakontrakter finder retten, at det i tilstrækkelig grad er godtgjort,
at
de omhandlede valutakontrakter, der er medtaget i selskabets skatteansættelse
efter lagerprincippet, har den fornødne tilknytning til selskabets aftaler om
levering af varer, og at kontrakterne er omfattet af kursgevinstlovens § 30,
stk. 1, nr. 7. Retten kan endvidere tiltræde, at debitorer m.v. opgøres til
statusdagens kurs, jf. kursgevinstlovens § 25. Retten finder herefter, at
selskabets skatteansættelse for indkomståret 2000 skal nedsættes med i alt
2.572.145 kr. vedrørende urealiserede gevinster på valutakontrakter.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Rentefradragsbegrænsning i skadesforsikringsselskab, opgørelse af nettofinansieringsudgifter Retsinformation · 15. marts 2024
- Rentetilpasningslån, renteloft, finansiel kontrakt Retsinformation · 26. februar 2022
- Kursgevinst – finansiel kontrakt - tabsfradragsbegrænsninger Retsinformation · 18. juli 2008
- Bindende svar - Banklån med renteloft - gæld - renteudgifter Retsinformation · 4. juni 2016
- Overdragelse af fast ejendom - anfordringslån - anskaffelsessum ejendom - finansielle kontrakter - optioner køb ejendom Retsinformation · 23. oktober 2024
- SKAT har beskattet klagerens af gevinst på finansielle kontrakter, jf. kursgevinstlovens § 32, jf. § 33 Landsskatteretten · 14. maj 2019
Lignende dokumenter
- Finansielle instrumenter – næringsdrivende - fradrag Retsinformation · 10. juli 2009
- Om hvorvidt valutaterminsforretninger har en sådan tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed, at tab herpå kan fradrages direkte, jf. kursgevinstlovens § 31… Landsskatteretten · 29. april 2010
- Landsskatteretskendelse vedr. fradrag - tabsgivende finansielle kontrakter - erhvervsmæssig virksomhed Retsinformation · 10. august 2012
- Om klageren kan fratrække tab på en valutaterminskontrakt i schweizerfranc, der løbende er blevet forlænget, i sin indkomstopgørelse Landsskatteretten · 16. april 2015
- Om finansielle kontrakter har tilknytning til klagerens virksomhed, jf. kursgevinstlovens § 32, stk. 1, 2. pkt Landsskatteretten · 17. januar 2018
- Den skattemæssige opgørelse af resultatet af G1-anparter og opgørelsen af afskrivningsgrundlaget Landsskatteretten · 3. december 2008