Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 17. juli 2002 vedr. Maskeret udbytte regnskabstilsidesættelse - eneanpartshaver

KEN nr 10136 af 17/07/2002Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet12. september 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 17. juli 2002 vedr. Maskeret

udbytte – regnskabstilsidesættelse - eneanpartshaver

A klager for indkomståret 1998 over, at de stedlige

skattemyndigheder har anset 125.000 kr. for at være maskeret udbytte fra B

ApS.

Det er oplyst, at klageren ved købsaftale af 2. marts 1998 købte

alle anparterne i selskabet B ApS af C, og at aftalen er underskrevet af

klageren og D, men ikke af C. D, der er klagerens fader, er direktør i B ApS.

Ifølge købsaftalen afstår D sin køberet til anparterne, men han får samtidig

en ret til at videreoverdrage disse anparter til en køber i 3 år for 125.000

kr. Købesummen erlægges ifølge aftalen på særlig mellem parterne aftalt vis.

Ifølge klagerens kontoudtog fra banken er der ingen pengebevægelser i

forbindelse med købet af anparterne. Klageren har solgt anparterne igen den

15.

februar 2000 til selskabet E ApS.

Det er endvidere oplyst, at C ifølge en købekontrakt af 10. juni

1997 har erhvervet anparterne for kontant 125.000 kr. fra F, men at hun i to

breve til skattemyndigheden har anført, at handlen imidlertid aldrig blev

berigtiget, idet hun hverken har betalt købesummen eller modtaget anparterne.

Det er endeligt oplyst, at det af selvangivelsen for 1998 for

selskabet B ApS fremgår, at klageren er anpartshaver i selskabet, og at

selskabets revisor har taget følgende forbehold for regnskabet:

”Vor revision af årsregnskabet og grundlaget giver os derfor anledning

til at oplyse, at bestemmelserne i bogføringsloven, med løbende

registreringer,

ikke er opfyldt.”

Den stedlige skattemyndighed har forhøjet klagerens kapitalindkomst

for indkomståret 1998 med skønsmæssigt 125.000 kr., der antages at hidrøre

fra

selskabet B ApS. Til støtte herfor har skattemyndigheden anført følgende:

Læs alt

”Ved skønsudøvelsen er der lagt vægt på, at den indsendte

kapitalforklaring udviser et privatforbrug på 95.860 kr., medens det af

skatteafdelingen korrigerede privatforbrug er opgjort til -74.812 kr. Efter

korrektion af indkomsten udgør det ansatte privatforbrug 50.188 kr., svarende

til det af skatteafdelingen korrigerede privatforbrug i indkomståret 1999,

53.268

kr.

I privatforbrugsopgørelsen har skatteafdelingen ikke anset det

for godtgjort, at De har lånt eller fået 125.000 kr. af Deres fader, som

hidrører fra dennes salg af en båd, idet denne påstand ikke er dokumenteret

eller sandsynliggjort. Der er herved henset til, at Deres fader - iht. de

oplysninger han afgav i mødet den 9. august 2001 - bl.a. har en gæld på 1,6

mio. kr. til X Kommune, hvorfor han ikke har økonomisk mulighed for at give

gaver eller yde lån, og idet det i det hele taget er udokumenteret, at der er

solgt en båd. Endvidere er henset til, at mellemregningsforholdet mellem C og

Deres fader i det hele taget er udokumenteret.

Ændringen sker med hjemmel i ligningslovens § 16 A, jf.

statsskattelovens § 4.”

Skatteankenævnet, der har stadfæstet forhøjelsen, har til støtte

herfor anført, at klageren

ikke har

gjort indsigelser til det opgjorte privatforbrug, og at klagen i realiteten

alene vedrører, hvorvidt de oplyste pengeoverførsler salg af en båd og/eller

køb af anparter kan eller skal påvirke rådighedsbeløbet til privatforbrug i

1998. Selskabets regnskabsgrundlag er reelt tilsidesat af kommunen, idet der

for indkomståret 1998 er foretaget forhøjelser af selskabets indkomst med

ikke

selvangivne indtægter. Der er derfor ikke sikkerhed for, at samtlige

indtægter

i det pågældende selskab i det hele taget er indarbejdet i selskabets

regnskab.

Det er ikke dokumenteret, at selskabets aktiviteter er af en karakter, der

udelukker mulighed for at unddrage omsætning. Da klagerens privatforbrug for

1998

bliver negativt, når den omtalte båd fjernes fra kapitalforklaringen, og da

der

ikke er påvist andre indkomstkilder til betaling for anparterne end

ejerforholdet til det i sagen omhandlede anpartsselskab, i hvilket klagerens

fader efter de foreliggende oplysninger i 1998 var direktør og daglig leder,

finder nævnet, at skattekontoret berettiget har antaget, at midlerne til

betalingen for anparterne kun kan være fremskaffet fra selskabet selv. Da

klageren endvidere ikke har været ansat i selskabet, er der ingen adgang til

at

anse hævningen for løn, og den vil derfor i medfør af bestemmelserne i

ligningslovens § 16 A, kun kunne anses for udbytte.

Skatteankenævnet har fremhævet, at ligningslovens § 16 A ikke

forudsætter, at anpartshaveren selv har direkte indflydelse på de

dispositioner, der ligger til grund for en udlodning. Ligningslovens § 16 A

træder i kraft allerede, når dispositionen er faktisk foretaget. Den konkrete

baggrund for eventuelle udbetalinger eller udlodninger fra et selskab,

herunder

et eventuelt formelt ansættelsesforhold, er i realiteten uden betydning for,

om

bestemmelsen finder anvendelse, idet § 16 A, stk. 1, 2. punktum, har følgende

ordlyd:

"Til udbytte henregnes alt, hvad der af selskabet udloddes

til aktionærer eller andelshavere, med undtagelse af friaktier og friandele

samt udlodning af likvidationsprovenu foretaget i det kalenderår, hvori

selskabet endeligt opløses."

Skatteankenævnet har endvidere anført, at overdragelsesaftalen

er upræcis for så vidt angår betalingen for anparterne, idet det blot

oplyses,

at den "erlægges på særlig mellem parterne aftalt vis". Det fremgår

imidlertid af den af klagerens revisor udarbejdede kapitalforklaring, at

klageren ultimo 1998 ejede anparter med en anskaffelsessum på 125.000 kr., og

at der ikke ved årets udgang var særskilt gæld vedrørende denne anskaffelse.

Anparterne er således betalt inden udgangen af dette indkomstår. Der fremgår

imidlertid intet vedrørende en sådan betaling af udskrifterne af klagerens

bankkonti, hvorfor betalingen for anparterne derfor må være erlagt på anden

måde.

Skatteankenævnet har videre anført, at de forskellige

forklaringer m.m. i sagen ikke synes at hænge sammen, hvorfor der må næres en

betydelig skepsis vedrørende de forklaringer, der er meddelt i sagen fra

samtlige i sagen involverede parter.

For det første

kan den af revisoren udarbejdede

kapitalforklaring for 1998 ikke være korrekt, hvis den i sagen nævnte båd

ejes

af klagerens fader. Iflg. kapitalforklaringen skulle klageren derimod eje

halvdelen af båden.

For det andet

forekommer det selvmodsigende, at D skulle

have nogen adgang til at forbeholde sig en merværdi af de i sagen omhandlede

anparter, hvis disse var ejet af C, der skulle være en uafhængig part.

For det tredje

har klagerens repræsentanter på et møde

den 9. august 2001 oplyst, at C har betalt for anparterne i 1997 med en check

til advokatkontoret - iflg. det af repræsentanten indsendte bilag A, er de

imidlertid betalt ved en bankoverførsel direkte til en anden konto - mens

købesummen ifølge brevene af 13. november 2000 og 2. januar 2001 fra C til

skattemyndigheden aldrig er blevet betalt.

For det fjerde

forekommer det ikke logisk, at

repræsentanten i sit brev af 11. oktober 2001 under de "vigtigste

korrektioner"

anfører, at C’s "juridiske vurdering" ved brevene af 13.

november

2000 og 2. januar 2001 hverken er relevant eller korrekt, for derefter senere

under "Ad a" at udtale, at det ved disse breve "kendeligt

fastslås", at C ikke har forudsat nogen kontant betaling i forbindelse

med anparternes afståelse - og dermed alligevel ikke bare tillægger brevene

betydning, men endog henviser til dem som dokumentation for sin opfattelse.

Skatteankenævnet har videre anført, at klagen til nævnet ikke

indeholder bemærkninger i det hele taget vedrørende den faktisk meddelte

begrundelse for skattekontorets ansættelse, hvor skattemyndigheden anfører,

at

det ikke er godtgjort, at klageren har lånt eller fået 125.000 kr. fra sin

fader til betaling for anparterne, hvilket beløb skulle stamme fra salget af

en

båd. Der er ingen konkrete oplysninger i det hele taget vedrørende den

omtalte

båd, hverken vedrørende køb, salg eller betalinger vedrørende denne på det

oplyste "bådlån", ligesom der heller ikke, trods den oplyste

betydelige værdi på 250.000 kr., er fremlagt oplysninger f.eks. om forsikring

af båden. Det er således ikke på nogen måde dokumenteret, at den pågældende

båd

i det hele taget eksisterer, eller at klageren og/eller hans fader ejer eller

ejede nogen andel af en sådan båd, og ankenævnet finder derfor, at der på det

foreliggende grundlag ved sagens afgørelse helt skal bortses fra oplysninger

vedrørende båden. Det er heller ikke på anden måde hverken dokumenteret eller

sandsynliggjort, at klagerens fader har haft midler til at betale købesummen

i

1998 for anparterne i B ApS, og derved give en gave eller yde et lån til

klageren.

Skatteankenævnet har endelig anført, at de af repræsentanten

nævnte afgørelser TfS 1996.501 og TfS 1997.118 ikke findes relevante for

vurderingen af nærværende sag, dels fordi de vedrører egentlig selvstændig

erhvervsdrivende og ikke hovedaktionærer, og dels fordi de vedrører

retstilstanden i 1987/88 og 1988 - før indsættelsen den 13. december 1996 af

kapitel 7A i mindstekravsbekendtgørelsen vedrørende krav om

kapitalforklaringer

m.m. for hovedaktionærer og hovedanpartshavere.

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klagerens

aktieindkomst for indkomståret 1998 nedsættes med 125.000 kr. Til støtte

herfor

har repræsentanten anført, at der ikke fra selskabet B ApS foreligger nogen

udlodning til klageren, og at klagerens betaling for anparterne er sket via

en

mellemregning, klagerens fader, D, havde med C. Såvel C som D har erkendt

denne

mellemregning, hvorfor det på alle måder er uacceptabelt, at mellemregningens

eksistens bestrides af skattemyndighederne. Eksistens af mellemregningen

kunne

i øvrigt være blevet bekræftet ved henvendelse til D’s tidligere

revisor.

Skattemyndighederne har ikke søgt sagen tilstrækkeligt oplyst, hvorfor

myndighederne ikke har haft berettiget anledning til på skrømt at bestride

mellemregningens eksistens mod parternes udsagn. Tilsvarende kunne man ved

henvendelse til C få bekræftet eksistensen af den pågældende båd. Dette har

skattemyndighederne undladt, hvilket må komme myndighederne til skade, da man

heller ikke på dette punkt har søgt sagen tilstrækkeligt belyst. Givetvis er

der ikke fra klageren til C præsteret nogen betaling, hvilket også fremgår af

de forklaringer, C har givet skattemyndighederne. Skattemyndighedernes

synspunkt om, at der må være foretaget en betaling, er uden hold i

virkeligheden, er udokumenteret og fremtræder alene som et postulat, som

fremsat for at underbygge det resultat skattemyndighederne ønsker at opnå.

Repræsentanten har påpeget, at klageren ikke på nuværende tidspunkt kan

fremskaffe yderligere dokumentation vedrørende ejerskabet til båden eller

mellemværendet med C.

Repræsentanten har endvidere anført, at det af brev af 10. juni

1997 fremgår, at købesum samt indskud ved forhøjelse af anpartskapitalen blev

indbetalt af C, hvorfor skattemyndighedernes sagsfremstilling vedrørende

C’s

oplysninger er ukorrekte, hvilket faktum også kan udledes af C’s brev af

den

25. februar 1998. C’s "juridiske vurdering" i breve af den 13.

november 2000 og den 2. januar 2001 er således ikke relevante - endsige

korrekte. Det kan endvidere fastslås, at C ikke har forudsat nogen kontant

betaling i forbindelse med anparternes afståelse. Der er således sket

betaling

via modregning, eller hvad der må sidestilles hermed. Denne forpligtelse, som

er dækket via modregning fra C’s side, er ikke nogen forpligtelse i

forhold til

klageren, hvilket i øvrigt heller ikke ses gjort gældende, endsige

dokumenteret

fra skattemyndighedernes side. Allerede på baggrund af ovennævnte forhold

bortfalder skattemyndighedernes grundlag for at statuere maskeret udlodning,

da

der ikke ses at foreligge nogen betaling fra eller for klageren i forhold til

C.

Repræsentanten har videre anført, at klageren alene har været

selskabets eneanpartshaver, og at hans mulighed for at yde indflydelse og

træffe beslutninger på selskabets vegne således er begrænset til

generalforsamling,

jfr. selskabslovgivningen. Kendeligt har han ikke haft indflydelse på den

daglige drift. Der foreligger således ikke her en sådan situation, der gør

det

muligt at bringe ligningslovens § 16 A i anvendelse. Herudover skal også

henvises til det faktum, at der ikke foreligger nogen udbetaling fra

selskabet

til klageren, endsige at dette er sandsynliggjort. I denne forbindelse skal

der henvises til selskabets aktiviteter, der ikke er af en sådan karakter, at

det giver mulighed for at unddrage omsætning.

Repræsentanten har endelig anført, at klageren ikke er

bogføringspligtig, og at den af skattemyndighederne fremhævede afgørelse

refereret i TfS 2000.720 ikke kan finde anvendelse i nærværende sag, idet der

i

den sag lå væsentlige, håndgribelige indicier og beviser på maskeret

udlodning, primært i forbindelse med den omtalte forudliggende straffesag, at

det kunne konstateres, at de selskabet tilhørende malerier befandt sig i

hovedaktionærens hjem, samt at told- og skatteregionen på baggrund af

beslaglagt materiale, herunder også et husholdningsregnskab, kunne opstille

og

dokumentere et større privatforbrug. Hovedaktionæren var i øvrigt direktør i

selskabet. Samme forhold gør sig på ingen måde gældende i nærværende sag.

Skattemyndighederne ses ikke engang at have ulejliget sig med at søge nogen

dokumentation for, at der er udbetalt/udloddet midler fra selskabet.

Skattemyndighederne må acceptere, at de betingelser, der skal være opfyldt

for,

at der overhovedet er grundlag for at overveje, om det kunne komme på tale at

statuere udlodning fra selskabet til klageren, ikke er opfyldt i nærværende

sag. Der mangler ganske simpelt for klageren den nødvendige, umiddelbare

kontakt til selskabet.

Landsskatteretten skal

udtale:

I henhold til statsskattelovens § 4 betragtes som skattepligtig

indkomst den skattepligtiges samlede årsindtægter bestående i penge eller

formuegoder af pengeværdi. En skønsmæssig forhøjelse af en lønmodtager

forudsætter normalt en påviselig yderligere indtægtskilde samt et beregnet

privatforbrug, der ligger væsentligt lavere, end hvad der må antages at medgå

til en sædvanlig beskeden livsførelse.

Klageren har ved købsaftale af 2. marts 1998 købt alle

anparterne i selskabet B ApS. Klageren har oplyst, at betalingen for

anparterne

er sket via et mellemregningsforhold mellem sælgeren C og klagerens fader.

Der

er imidlertid ikke fremlagt nogen nærmere dokumentation for

mellemregningsforholdets

opstående og afvikling. Der er endvidere ikke fremlagt nogen nærmere

dokumentation vedrørende klagerens eventuelle ejerskab til en båd primo 1998,

der angiveligt skulle finansiere købet af anparterne. De stedlige

skattemyndigheder har derfor været berettigede til at bortse fra værdien af

den

omhandlede båd ved opgørelsen af klagerens privatforbrug for 1998.

Skattemyndighederne har på den baggrund opgjort klagerens privatforbrug til

¸

74.812

kr. De stedlige skattemyndigheder har således godtgjort, at klagerens

privatforbrug for indkomståret 1998 ligger væsentligt lavere, end hvad der må

antages at medgå til en sædvanlig beskeden livsførelse. Efter korrektion af

indkomsten udgør det ansatte privatforbrug 50.188 kr., svarende til det af

skatteafdelingen korrigerede privatforbrug i indkomståret 1999, 53.268 kr.

Selskabets revisor har taget forbehold for regnskabet for 1998,

idet bogføringslovens bestemmelser om løbende registreringer ikke er opfyldt.

De stedlige skattemyndigheder har for indkomståret 1998 foretaget forhøjelser

af selskabets indkomst med ikke selvangivne indtægter. Landsskatteretten

finder

på den baggrund ikke grundlag for at tilsidesætte det ved ansættelsen udøvede

skøn over klagerens indkomst fra selskabet B ApS. Da klageren ikke har været

ansat i selskabet, er hævningen med rette anset for udbytte, jf.

ligningslovens

§ 16 A, hvorfor den påklagede ansættelse stadfæstes.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter