Landsskatteretskendelse af 13. august 2002 vedr. Royalty koncernforhold transfer pricing - armslængdeprincip
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse af 13. august 2002 vedr. Royalty –
koncernforhold – transfer pricing - armslængdeprincip
Selskabet A klager for skatteåret 1996/97 samt indkomståret 1996
over, at Told- og Skattestyrelsen ikke har godkendt fradrag for
royaltybetaling
til B Corp., hhv. 1.774.887 kr. og 2.362.067 kr.
Det fremgår af sagens oplysninger, at selskabet A (herefter
benævnt filialen) er en dansk registreret filial af C B.V., Holland. C B.V.
er
et selvstændigt selskab, der er helejet af moderselskabet D Inc. i USA. E AB,
Sverige, som udgør den centrale indkøbsfunktion i norden, er et selvstændigt
søsterselskab til C B.V.
Koncernen, som er verdensomspændende, udvikler, producerer og
sælger kabelsko, kontakter, elektriske/elektroniske komponenter og
forbindelser
m.v. til brug i kommunikations-, IT-udstyr samt biler m.v. Koncernen er
opdelt
i grupper, hvor den danske filial indgår i den nordeuropæiske gruppe. De
nordiske selskaber er overvejende salgsselskaber. Dog har filialen pr. 1.
oktober 1996 erhvervet aktiviteter fra F A/S, som producerer og sælger
elektroniske komponenter. Denne produktion udgør alene komponenter omfattet
af
den erhvervede aktivitet i F A/S, og omfatter således ikke de øvrige
koncernprodukter. Salgsselskaberne afsætter til grossister og detailhandlere.
Der anvendes i nogen grad distributører som mellemhandlere for små kunder.
Udover salg foretager filialen udlejning af maskiner (bl.a. til montering af
kabelsko). Nogle af disse udlejningsmaskiner er produceret i koncernen.
Filialen har oplyst, at de produktgrupper, som findes i norden,
modsvarer de produkter, som findes i resten af verden. Der findes således
ikke
Læs alt
specielle produktgrupper for norden, men der kan dog for nogle produkter være
sket en tilpasning til de nordiske kunder. Foretages der en speciel
tilpasning
til hjemmemarkedets kunder, sker dette for filialens ansvar og regning.
Salget
fra den erhvervede aktivitet i F A/S sker udelukkende til koncerneksterne
kunder.
Filialens indkøb sker koncerninternt via E A.B., Sverige, som er
lagerførende for de nordiske lande. Kun i nødstilfælde sker der køb hos
koncerneksterne selskaber.
Filialen har i årsregnskaberne for 1995 og 1996 udgiftsført
henholdsvis 5.521.870 kr. og 5.070.889 kr. vedrørende royaltyafgift til B
Corp., der er et helejet datterselskab af D Inc. Samtidig er det oplyst, at
filialen i 1996 har betalt 732.138 kr. i royaltyafgift til B Corp. vedrørende
den erhvervede aktivitet i F A/S. Endvidere fremgår det af filialens
årsregnskaber for 1995 og 1996, at filialen også har haft en mindre
koncernintern omsætning, og at filialen har afholdt en udgift på henholdsvis
745.000 kr. og 1.217.000 kr. til E A.B., Sverige vedrørende andel i
fællesomkostninger fra koncernforbundne selskaber. Endelig fremgår det af
filialens årsberetning, at filialen ikke har foretaget selvstændige
forsknings-
og udviklingsaktiviteter.
Filialens advokat har om udgiften til E A.B. vedrørende andel i
fællesomkostninger fra koncernforbundne selskaber oplyst, at E A.B. i
forbindelse med dets funktion som fælles indkøbscentral havde opbygget en
række
centrale funktioner, som blev anvendt til gavn for samtlige koncernens
driftssteder i norden. Herunder var der i Sverige oprettet en central
dataafdeling og en central funktion, der assisterede med salg, marketing og
promotion i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Estland. På baggrund heraf
har
filialen og de øvrige koncernenheder i de nævnte lande indgået en Service
Agreement med E A.B. vedrørende G, hvori disse services blev stillet til
rådighed for filialen og de nævnte koncernenheder mod betaling af et
vederlag.
Vederlaget fra den enkelte koncernenhed blev opgjort som den pågældende
enheds
andel af E’s samlede udgifter til support, således at andelen blev
opgjort som
den relative andel pr. land af det totale salg i norden.
Til belysning af royaltybetalingen har filialens advokat
fremlagt følgende royaltyaftaler:
Licence Agreement indgået med virkning fra 11. april 1979 mellem
C B.V. og filialen.
Licence Agreement indgået med virkning fra 1. januar 1988 mellem
D Inc. og filialen.
Licence Agreement indgået med virkning fra 1. januar 1996 mellem
B Corp. og filialen.
Den i årsregnskabet for 1995 udgiftsførte royalty er således
reguleret af 1988-aftalen mellem D Inc. og filialen, medens den i
årsregnskabet
for 1996 udgiftsførte royalty er reguleret af 1996-aftalen mellem D Corp. og
filialen.
D Inc. og senere B Corp. ejede licenserne til koncernens
produkter og stillede en række servicer til rådighed for koncernenhederne. I
1992 erhvervede B Corp. alle rettighederne i henhold til royaltyaftalerne. B
Corp. indtrådte herved i de pågældende royaltyaftaler med de enkelte enheder
i
koncernen og modtog således royaltybetalingerne i stedet for D Inc.
I henhold til royaltyaftalen af 11. april 1979 udgjorde
royaltybetalingen 5 % af salgsprisen af alle filialens koncerneksterne salg.
I
1988-aftalen var royaltybetalingen fastsat til 7 % af salgsindtægterne, jf.
definitionen heraf nedenfor, hvilket blev fastholdt i 1996-aftalen. Helt
tilsvarende aftaler blev i 1988 og 1996 indgået med koncernens andre
udenlandske enheder, herunder med E A.B. Ifølge koncernens håndbog er der
tale
om koncern wide standard agreements. Filialen har under revisionen oplyst, at
de i aftalen nævnte betingelser ikke blev fastsat under en egentlig
forhandling
mellem parterne, men derimod fastsat ensidigt af D Inc. Betingelserne er ens
for alle koncernselskaberne.
I henhold til 1979-aftalen har filialen ret til at anvende,
udøve og sælge de produkter, artikler og processer, der er omfattet af
licensrettighederne, som i aftalen er defineret som alle nuværende og
fremtidige danske patenter og registrerede mønstre ejet af D Inc.
Det fremgår af indledningen til 1988-aftalen, at D Inc.
beskæftiger sig med forskning og udvikling i forbindelse med bl.a.
elektriske,
elektroniske og optiske sammenkoblingskomponenter. I aftalens § 1 er
licensprodukter defineret som alle produkter, der fremstilles, anvendes,
sælges
eller på anden måde leveres af eller til licenstager, medens salgsindtægter
er
defineret som alle indtægter, som filialen får ind fra salg eller
distribution
af licensprodukter, herunder leje eller anden indtægt fra tjenesteydelser,
der
leveres eller sælges i forbindelse med licensprodukter, bortset fra
koncerninterne salg.
I henhold til 1988-aftalens § 2 har filialen ret til at
fremstille, få fremstillet, anvende og sælge koncernens produkter omfattet af
patenter, brugsmodeller, mønstre og ansøgninger hertil. Derudover har
filialen
ret til
- at benytte licensgiverens varemærker i Danmark,
-at anvende licensgiverens nuværende og fremtidige teknologi.
Med hensyn til anvendelse af teknisk software omfattes alene de programmer,
som
er udviklet af licensgiver,
-at videreoverdrage rettigheder under forudsætning af
licensgiverens forudgående accept,
-at modtage teknisk bistand i forbindelse med anvendelse af de
patenter, brugsmodeller, mønstre samt ansøgninger i forbindelse hermed,
indeholdende,
anmeldelse, gennemførelse, registrering samt bevaring af disse.
undersøgelse af potentiel eller aktuel krænkelse eller
uretmæssig brug af disse rettigheder, samt håndtering af ethvert sagsanlæg,
der
opstår i forbindelse hermed, inklusive betaling af relaterede omkostninger.
Filialen er forpligtet til at informere licensgiver om ethvert tilfælde af
krænkelse eller uretmæssig brug, som kommer til filialens kendskab.
bistand til filialen i forbindelse med fastlæggelse af omfanget
af patenter, brugsmodeller, mønstre og ansøgninger, samt bistand til
bestemmelse af de relevante love vedrørende immaterielle og industrielle
rettigheder i Danmark.
bistand til og tilsyn med forsvar af filialen i sager vedrørende
filialens påståede krænkelse af andres rettigheder, inklusive de hermed
forbundne omkostninger, ved anvendelsen af de tildelte licenser.
teknisk bistand i form af tilrådighedsstillelse af oplysninger
og specifikationer vedrørende design, ingeniørarbejde, fremstilling og andre
arbejdsgange, processer eller erfaring i forbindelse med filialens
fremstilling, køb eller levering af sådanne licensprodukter. Sådanne
oplysninger vil bl.a. omfatte tegninger, planer, prøver, mønsterark,
materialelister, materialespecifikationer og –standarder, fotografier,
videobånd, processpecifikationer og –standarder.
adgang til licensgivers forsknings- og udviklingsmedarbejdere og
–faciliteter i forbindelse med de licensprodukter, der fremstilles,
indkøbes
eller leveres af filialen.
undervisning af filialens medarbejdere i teknologien.
enhver anden form for forsknings- og udviklingsrelateret bistand
i relation til teknologien, som licensgiver indvilliger i at udføre på
filialens vegne.
I henhold til 1988-aftalens § 8 har licensgiveren forpligtet sig
til at holde filialen skadesløs i forbindelse med alle erstatninger,
omkostninger og udgifter, som skal afholdes af filialen, inklusive advokat-
og
forligsudgifter, i forbindelse med sagsanlæg og krav, for så vidt at et
sådant
sagsanlæg eller krav er baseret på en anklage om krænkelse af tredjemands
immaterielle eller industrielle ejendomsret og skyldes filialens brug af
licensrettighederne til det tilsigtede formål. Af samme bestemmelse fremgår
det, at licensgiveren skal godtgøre filialen for alle udgifter, filialen har
i
forbindelse med erhvervelse af nødvendige licenser.
1996-aftalen er omformuleret i forhold til 1988-aftalen, men
indholdsmæssigt er der ikke sket ændringer.
Filialen har om baggrunden for royaltybetalingen oplyst, at
koncernen producerer og sælger sine produkter over hele verden. Koncernen har
i
lighed med andre amerikanske virksomheder igennem mange år haft en omfattende
transfer pricing politik med henblik på opfyldelse af reglerne om handel på
armslængde vilkår. Royaltyafgiften blev fastsat på forhånd ud fra helt klare
retningslinier, der var gældende for samtlige koncernenheder over hele
verden.
Koncernen foretog sammen med rådgivere løbende vurderinger af koncernens
interne priser bl.a. på grundlag af sammenligninger med avancemarginer for
uafhængige parter med lignende aktiviteter. Koncernen har oplyst, at ingen
andre lande end Danmark og Sverige tidligere har anfægtet koncernselskabernes
fradragsret for royaltyafgiften på 7 % som fastsat ved royaltyaftalen fra
1988
og fastholdt i 1996-aftalen.
Told- og Skattestyrelsen har under behandlingen af den påklagede
ansættelse foretaget en funktionsanalyse, hvori forhold vedrørende
rettighedsejer/royaltymodtager,
royaltybetalere,
aftaleydelsernes omfang og art, herunder
a) patenter
mv.,
b) forsknings- og udviklingsaktiviteter og
c) markedsføringsaktiviteter, samt
royaltybetaling
er blevet undersøgt.
Ad. 1.
rettighedsejer/royaltymodtager.
Filialens advokat har om rettighedsejer/royaltymodtager oplyst,
at samtlige immaterielle aktiver var ejet af B Corp. i regnskabsperioden 1995
og 1996. I overensstemmelse hermed har Told- og Skattestyrelsen konstateret,
at
B Corp. modtog royaltybetalingerne i de pågældende år.
Ad. 2. royaltybetalere.
Filialen har oplyst, at koncernens salgsselskaber betalte
royalty i henhold til royaltyaftalen, at D Inc. og alle datterselskaberne
deltog i et globalt royaltyprogram, hvor samtlige datterselskaber med ekstern
omsætning betalte royalty, og at produktionsselskaberne alene betalte
royalty,
såfremt de havde koncernekstern omsætning.
Told- og Skattestyrelsen har konstateret, at filialen har betalt
7 % i royalty af den eksterne omsætning i den erhvervede aktivitet i F A/S,
selvom rettighederne til produkterne, som denne del af F A/S selv
fremstillede
og solgte, i regnskabsåret 1996 var ejet af denne del af F A/S selv og dermed
senere filialen. Det er i forbindelse hermed oplyst, at der er tale om
produkter, som ikke indgår i det almindelige koncernvaresortiment, og som
udelukkende er solgt til koncerneksterne kunder. Produktrettighederne blev i
henhold til åbningsbalancen for selskabet erhvervet for 150.000 kr. i 1996 i
forbindelse med købet af aktiviteterne i F A/S.
Ad. 3. aftaleydelsernes
omfang og art.
Filialen har oplyst, at royaltyen ikke dækker konkrete ydelser
ydet til filialen, men at den dækker teknologisk udvikling og
patentudnyttelse.
Der er ikke fremlagt dokumentation på konkret leverede ydelser til filialen,
ligesom det ikke er dokumenteret, om alle ydelserne i aftalen har haft
konkret
nytteværdi for filialen.
Ad. a) patenter mv.
Filialens advokat har oplyst, at B Corp. – udover de ydelser,
der er beskrevet ovenfor vedrørende royaltyaftalen – har etableret en
såkaldt
”on call service”, som indebærer, at koncernselskaberne via
telefonen kan få
den hjælp, som der er behov for i spørgsmål omkring patenter og varemærker.
Endvidere har koncernen etableret en enhed, H Ltd., som forestår
patentbeskyttelse og service i Europa.
Ad. b) forsknings- og
udviklingsaktiviteter.
Filialens advokat har oplyst, at D Inc. foretager den forskning
og udvikling, som kommer hele koncernen til gode. Koncernens forskning og
udvikling udføres alene af koncernselskaber i Holland, Japan, Tyskland,
Canada
og D Inc. USA, således at samtlige omkostninger hertil afholdt i de nævnte
selskaber viderefaktureres til D Inc., hvorved dette selskab belastes med de
totale omkostninger til forskning og udvikling.
Af et fortroligt brev af 7. juli 1988 til filialen fra en
Executive Vice President fremgår det, at der i D Inc. er en Technology Group,
som udelukkende beskæftiger sig med forskning og udvikling m.v. I brevet
beskrives vigtigheden og fordelene ved Technology Groups forsknings- og
udviklingsarbejde, ligesom nødvendigheden af den nye royaltyaftale, hvori
royaltysatsen er steget fra 5 % til 7 %, påpeges. Det følger således af dette
brev, at en del af royaltybetalingen går til dækning af det forsknings- og
udviklingsarbejde, som udføres af Technology Group.
Filialen har i forbindelse hermed oplyst, at den stigende
teknologiske udvikling og den stigende forskningsindsats i Technology Group,
herunder udvikling af selve produktionsprocessen, motiverede til udvidelsen
af
royaltyaftalen, som har medført den afgørende fordel, at selskaberne har fået
adgang til ydelserne teknologi og knowhow. Det er videre oplyst, at
Technology
Group anvender mange forsknings- og udviklingsressourcer bl.a. på områderne
produktion, håndtering af affald, metalbelægning og laserprocesser, ligesom
den
foretagne forskning og udvikling hos koncernen har resulteret i en jævn strøm
af nye produkter. Endelig er det oplyst, at det teknologiske kendskab
indledningsvis blev opnået ved erhvervelse/tilkøb af produktions- og
procesteknologier, idet D Inc. til eksempel i 1996 har erhvervet en
virksomhed
med teknologisk kendskab til kabelproduktion.
Filialens advokat har videre oplyst, at filialen ikke foretager
nogen direkte forskning og udvikling af koncernens produkter, som kommer
koncernen til gode. Filialen fortager alene lokal kundetilpasning af
produkter
til egne kunder, hvilket ikke kommer andre koncernselskaber til gode.
Omkostninger i forbindelse med denne kundetilpasning afholder filialen selv.
I henhold til Amended Patent License letter af 2. december 1988
foreligger der i koncernen en praksis, hvorefter D Inc. i nogle situationer
betaler markedsprisen og tilknyttede omkostninger, såsom udgifter til
undersøgelse af patenteringsmulighed, udgifter i forbindelse med beskyttelse
af
rettigheder samt andre patentrelaterede udgifter. Der er tale om de
situationer, hvor filialen ved kundetilpasning eventuelt foretager teknisk
udvikling af et produkt, som også sælges af søsterselskaber i koncernen.
Såfremt der kan søges patentbeskyttelse, vil ejerskabet blive overført til D
Inc., som betaler markedsprisen for opfindelsen. Filialen har således påtaget
sig den økonomiske risiko ved udvikling af lokale opfindelser eller
kundetilpasninger, som D Inc. vurderer ikke kan anvendes af de øvrige
koncernselskaber.
Filialens advokat har endelig oplyst, at der i
standardkostprisen ikke indgår tillæg for forskning/udvikling, idet
forsknings-
og udviklingsomkostninger alene afholdes af D Inc., hvorved der ikke sker
nogen
form for fordeling ud på de øvrige koncernselskaber. Det er ligeledes oplyst,
at omkostninger til forskning/udvikling ikke indgår i de interne
afregningspriser
via ”mark up” tillægget på 55 %. Disse omkostninger indgik derimod
ved
fastsættelsen af den løbende royaltyafgift, der blev betalt i forbindelse med
eksternt salg af produkterne.
Ad. c)
markedsføringsaktiviteter.
Filialens advokat har oplyst, at vedligeholdelse og udvikling af
koncernens varemærker og succesfulde projekter blev foretaget af D Inc.
Koncernledelsen har ikke udstukket specifikke krav til datterselskaberne
eller
filialen omkring markedsføring, idet datterselskabs-/filialledelsen selv
udstikker markedsføringskravene i det enkelte datterselskab/filial. Det er
endvidere oplyst, at royaltysatsen ikke er påvirket af
markedsføringsindsatsen
i datterselskaberne/filialen. Den nordiske vicedirektør har oplyst, at
markedsføring af varemærket sker ved ”push up” i form af, at de
enkelte
salgsselskaber opsøger de aktuelle kunder og præsenterer et produkt eller en
ide om et fælles produkt, hvori koncernprodukterne indgår. Vicedirektøren har
oplyst, at der som følge heraf kun er meget begrænset markedsføring via
messer
og annoncer.
Filialen har oplyst, at de selv betaler den eksterne
markedsføring, herunder eksempelvis udgifter til messer, salgsbrochurer og
manualer. Filialen har desuden selv afholdt udgifter til en
kvalitetsundersøgelse omkring kundernes tilfredshed med produkterne. Filialen
har videre oplyst, at produktrelateret materiale af intern karakter, f.eks.
produktkataloger/håndbøger modtages gratis fra D Inc. eller fra de selskaber,
som har udarbejdet materialet.
Ved en gennemgang af filialens driftskonti har Told- og
Skattestyrelsen konstateret, at filialen selv har afholdt en del
markedsføringsomkostninger, og at filialen herudover har bidraget til en
Service Agreement
mellem de nordiske
selskaber. I denne servicebetaling indgår også betaling for
markedsføringsudgifter afholdt af og for de nordiske selskaber. I
regnskabsåret
1996 har filialen afholdt ca. 535.000 kr. i markedsføringsomkostninger mod
ca.
530.000 kr. i regnskabsåret 1995. Heri er ikke medregnet omkostninger til den
føromtalte nordiske aftale.
Ad. (4) royaltybetaling.
Royaltyen beregnes i henhold til aftalen som 7 % af filialens
koncerneksterne omsætning af patenterede varer og af lejeindtægter for
udlejning af maskiner/værktøjer, som er patenteret. Filialen har i
forbindelse
hermed oplyst, at de ikke ved, hvordan royaltysatsen er fremkommet. Endelig
har
filialen under revisionen oplyst, at de ikke kan få beregningerne udleveret
fra
D Inc.
Advokaten har i forbindelse med Told- og Skattestyrelsens
forespørgsel omkring fastsættelsen af de interne transferpriser oplyst, at
disse er fastsat til markedsmæssig værdi, og at de interne transferpriser
ligger i den lave ende af det markedsmæssige acceptable prisspænd.
Told- og Skattestyrelsen har anmodet filialen om en opdeling af
royaltybetalingen på henholdsvis patenter, varemærker og tjenester. Filialens
advokat har oplyst, at det ikke er muligt at foretage en sådan opdeling, idet
det vil forudsætte en separat vurdering af de enkelte
rettigheder/assistancer,
en vurdering som koncernen ikke har foretaget. Endvidere er det som følge af
integrationen mellem den nye produktionsproces og det nye produktdesign ikke
muligt at fordele værdien på rettigheder og afholdte ydelser.
Om årsagen til stigningen i royaltysatsen på 2 % og om den
talmæssige begrundelse herfor har filialen oplyst, at man ikke ved hvorfor og
på hvilken baggrund ændringen er sket, men at der formentlig har været flere
udgifter i D Inc., som skulle dækkes, samt en udvidelse af royaltyaftalens
område.
Det fremgår af en sammenligning af royaltyaftalerne fra
henholdsvis 1979 og 1988, at 1988-aftalen blev udvidet til bl.a. også at
omfatte serviceydelser/assistance. I henhold til det fortrolige brev af 7.
juli
1988 til filialen indbefatter disse serviceydelser/assistancer fra D
Inc.’s
Technology Group også forskning/udvikling ikke alene produktrelateret, men
også
produktionsrelateret. Technology Group’s forskning/udvikling har bl.a.
til
formål at effektivisere produktionen med lavere interne transferpriser til
følge og at øge omsætningen. Advokaten har i forbindelse hermed oplyst, at
den
fortløbende teknologiudvikling medfører forbedringer i produktionsprocessen
med
reducerede omkostninger til følge. Dette indebærer, at den interne
transferpris
på varer købt fra koncernens produktionsselskaber reduceres.
Ved revisionen har Told- og Skattestyrelsen imidlertid
konstateret, at ”mark up” procenten (avancetillægget) i de interne
transferpriser, som filialen betaler, er steget, idet procenten den 1. juli
1994 steg fra 50 % til 55 %. Avancen i den interne transferpris, som
salgsselskaberne betaler, er således steget til trods for den af advokaten
oplyste produktionseffektivisering med lavere interne transferpriser til
følge.
Advokaten har om stigningen i avancen oplyst, at denne skyldtes tilpasning af
de interne priser til niveauet for markedspriser mellem uafhængige parter.
Advokaten har endvidere oplyst, at royaltysatsen ikke reguleres
for patenternes juridiske eller økonomiske levetid, idet der foretages en
løbende vedligeholdelse og ajourføring af de eksisterende patenter, ligesom
den
løbende udvikling og forskning genererer ny teknologi og dermed nye patenter.
På
Told- og
Skattestyrelsens anmodning om en redegørelse for det nærmere indhold af
koncernvaremærkerne og deres kommercielle værdi bl.a. for salgsselskaberne
har
advokaten oplyst, at der findes ca. 1400 varemærker og patenter, og at den
kommercielle værdi heraf ikke er fastsat.
Beregningsgrundlaget for royaltyberegningen udgøres af den
eksterne omsætning af patenterede varer og lejeindtægter for udlejning af
patenterede maskiner/værktøjer. I lejeindtægterne indgår imidlertid
lejeindtægter for udlejning af maskiner, som er købt eksternt, dvs. maskiner,
som ikke er udviklet/fremstillet/patenteret i koncernen. Filialen har under
revisionen oplyst, at ca. halvdelen af udlejningsmaskinerne er købt eksternt,
og at det ikke er muligt for filialen at opgøre, hvor stor en del af
lejeindtægterne, der kan henføres til disse maskiner.
Endvidere dækker den koncerneksterne omsætning, som der beregnes
royalty på grundlag af, ikke kun salg af patenterede varer, hvilket betyder,
at
filialen også betaler royalty af omsætning af ej-patenterede varer, hvilket
ikke er i overensstemmelse med royaltyaftalerne. Det har ikke været muligt at
fremskaffe en oversigt hos filialen over patenterede varer. Filialen har
oplyst, at de ikke besidder en sådan oversigt og ikke har mulighed for at
lave
en, hverken for så vidt angår danske patenter eller patenter i andre lande.
Al
patentregistrering af koncernens produkter foretages af afdelinger i USA og
Schweiz, hvor der er ansat personale, som decideret beskæftiger sig hermed.
Der
er tale om mange patenter, eksempelvis kan der være taget patent alene på en
lille bestanddel af et større produkt. Filialens advokat har herefter oplyst,
at ca. 95 % af omsætningen omfatter patenterede varer, og at de resterende 5
%,
som købes koncerneksternt, ikke udgør selvstændige produkter, men dele, som
indgår som en ubetydelig del af det sammensatte koncernprodukt. Det totale
garantiansvar
for produktet ligger ifølge advokaten hos koncernen.
Intern prisfastsættelse i
koncernen
Om den interne prisfastsættelse i koncernen er det oplyst, at
salgsselskaberne/filialen har købt produkterne fra produktionsselskaberne til
en intern transferpris, som udgør standardkostprisen plus et ”mark
up” tillæg
(avancetillæg) på 55 % (som indtil den 1. juli 1994 udgjorde 50 %). Denne
prisfastsættelse er ens for alle koncernselskaber, dog med enkelte
undtagelser,
idet nogle lande får pålagt en større ”mark up” procent,
eksempelvis pålægges
Tyskland en ”mark up” på 100 %, medens Japan pålægges 150 % i de
situationer,
hvor de køber fra USA. Filialen har ikke kunnet forklare årsagen til den
højere
”mark up” procent ved køb fra produktionsselskabet i USA.
På Told- og Skattestyrelsens anmodning om en specifikation af de
dele, som indgår i ”mark up” tillægget på 55 % har filialens
advokat oplyst, at
”mark up” procenten fremkommer på baggrund af et system baseret på
sammenligning med bruttoavancen hos uafhængige distributører. Dette system er
ikke beskrevet nærmere.
Fællesnordisk
kontrolaktion
Den kontrolaktion, som Told- og Skattestyrelsen har gennemført
over for filialen, og som har ført til den nævnte forhøjelse af filialens
skattepligtige indkomst, blev iværksat som en fællesnordisk revision af
koncernens enheder i Danmark, Norge og Sverige. Told- og Skattestyrelsen
gennemførte således aktionen i samarbejde med skattemyndighederne i de to
øvrige nordiske lande. Baggrunden for den fælles aktion var, at
koncernenhederne
i alle tre lande var underlagt de samme royaltyaftaler med
moderkoncernselskabet D Inc. Forhøjelse af royaltyafgiften fra 5 til 7 %, som
er sagens genstand i alle tre nordiske lande, blev således gennemført i 1988
ved enslydende royaltyaftaler med D Inc.’s enheder i udlandet, herunder
med
filialerne i Danmark, Norge og Sverige, ligesom D Inc. i 1988 sendte samme
orientering om baggrunden for forhøjelsen til de udenlandske enheder.
Hertil kom, at hverken Danmark, Norge eller Sverige havde gennemført
specialregler om transfer pricing i deres interne lovgivning i 1995 og 1996,
som nærværende sag vedrører. I Danmark blev der således først med virkning
fra
indkomståret 1998 vedtaget regler om oplysning og dokumentation for interne
afregningsforhold, jf. skattekontrollovens § 3B, og med virkning fra 28. juni
1998 vedtaget regler om korrektion af koncerninterne aftaler, der ikke var
indgået på markedsmæssige vilkår, jf. ligningslovens § 2. Sverige har først
for
nylig indført tilsvarende regler. Samtlige tre lande måtte som vejledning
støtte sig til artikel 9 med kommentarer i OECD’s modeloverenskomst og
til
OECD’s transfer pricing guidelines, som alle tre lande havde tiltrådt,
men ikke
implementeret i deres interne lovgivning. Såvel de faktiske forhold som
lovgrundlaget var ensartet i alle tre lande, hvorfor det blev gennemført som
en
fælles revision.
For så vidt angår filialen i Norge, fandt skattemyndighederne i
Norge efter det for filialens advokat oplyste ikke grundlag for at forhøje
filialens skattepligtige indkomst. Skattemyndigheden fandt således ikke at
kunne kritisere de indgåede royaltyaftaler og godkendte dermed den dertil
knyttede royaltybetaling på 7 % som værende i fuld overensstemmelse med arms
længde princippet. For så vidt angår filialen i Sverige, anerkendte
skattemyndighederne i Sverige ved anden omprøvningsbeslutning af 11. oktober
1999 fuldt ud den aftalte royaltybetaling på 7 %. Skatteforvaltningen udtalte
i
omprøvningsbeslutningen af 11. oktober 1999 som begrundelse for at frafalde
forhøjelsen følgende (i dansk oversættelse):
”Selskabet har nu indsendt bilag og dokumentation i et sådant
omfang, at SKM ikke har grundlag for at fastholde sin tidligere beslutning på
dette punkt. Selskabet gives derfor fradrag for betalte licensafgifter med
det
i angivelsen krævede beløb.”
Kravet om forhøjelse af indkomsten som følge af for stor
royaltybetaling til USA (forhøjelsen fra 5 til 7 %) blev således i det hele
frafaldet.
Efterfølgende er koncernen worldwide, herunder filialen, blevet
solgt.
Filialen har for skatteåret 1996/97 og indkomståret 1996
selvangivet en skattepligtig indkomst på henholdsvis 6.590.329 kr. og
¸
80.731
kr., idet der er foretaget fradrag for royaltybetalinger på henholdsvis
5.521.870 kr. og 5.803.027 kr.
Told- og Skattestyrelsen har ved de påklagede ansættelser for
skatteåret 1996/97 og indkomståret 1996 forhøjet den skattepligtige indkomst
med henholdsvis 1.774.887 kr. og 2.362.067 kr., idet fradrag for denne del af
de selvangivne royaltybetalinger ikke er godkendt.
Styrelsen har herved bl.a. henvist til, at de anvendte vilkår og
priser for royaltybetalingen på baggrund af de foreliggende royaltyaftaler og
de modtagne oplysninger ikke er i overensstemmelse med armslængde princippet,
jf. selskabsskattelovens § 12, stk. 2, jf. stk. 1. Det er således styrelsens
opfattelse, at der skal ske en reduktion af royaltysatsen svarende til 2 %,
således der alene godkendes fradrag for en royalty på 5 %. Ligeledes skal der
ske en reduktion af beregningsgrundlaget for royaltyberegningen med minimum 5
%
svarende til den andel, som ej-patenterede varer udgør. For så vidt angår
royalty betalt af I/F A/S har styrelsen ikke godkendt fradrag for den betalte
royalty.
Forhøjelsen af royaltysatsen fra 5 % til 7 % forekommer
ubegrundet, idet det er styrelsens opfattelse, at royaltybetalingen må
kvalificeres som værende betaling for både teknisk assistance og
royaltyafgift
samt betaling til dækning af forsknings- og udviklingsomkostninger m.v. På
baggrund heraf er det styrelsens opfattelse, at der skal ske en konkret
betaling for de konkretiserede ydelser, som filialen modtager. Størrelsen af
denne betaling skal vurderes særskilt for hver enkelt ydelse. At
royaltybetalingen tilgår B Corp., kan ikke tillægges nogen betydning, idet de
modtagne oplysninger bl.a. omkring regnskabsaflæggelsen tyder på en stor
integration mellem D Inc. og B Corp.
På baggrund af oplysningerne fremkommet ved funktionsanalysen er
det styrelsens opfattelse, at D Inc. fungerer som en
”omkostningsfond”, hvor
hvert enkelt datterselskab på en mere generel måde via royaltybetalingen
bidrager til forskning og udvikling. Stigningen i royaltysatsen på 2 % er
hovedsaglig begrundet i stigende udgifter til forskning og udvikling af
primært
produktionsprocesser og produkter. Filialen bidrager via royaltybetalingen
til
den løbende forskning og udvikling, uanset om projekterne bliver en succes
eller ej, dvs. filialen er med til at bære den økonomiske risiko for
forsknings- og udviklingsaktiviteten i D Inc.’s Technology Group. Bliver
projekterne
en succes, betaler filialen herudover i forbindelse med salg af produkterne
for
brugsretten, som også indgår som en del af royaltybetalingen. Det er
styrelsens
opfattelse, at et uafhængigt salgsselskab næppe vil betale både for
forskning/udvikling af et produkt og for brugsrettigheden til det samme
succesfulde produkt, som selskabet ikke får en ejerandel i.
Endvidere er det styrelsens opfattelse, at bidrag til dækning af
omkostninger ved forskning og udvikling af selve produktionsprocessen ikke
bør
belastes salgsselskaberne, idet et uafhængigt salgsselskab formentlig ikke
vil
bidrage særskilt til dækning af sådanne forsknings- og udviklingsomkostninger
afholdt af en leverandør. Sådanne omkostninger vil være indregnet i varens
pris, hvorved salgsselskabets varekøb hos leverandøren og ikke
salgsselskabets
omsætning er bestemmende for, hvor stor en omkostningsdækning, leverandøren
kan
indhente hos det pågældende salgsselskab.
Det fremgår af funktionsanalysen, at udvidelsen af
royaltyaftalen primært omfatter forskning og udvikling af forskellige tiltag
til effektivisering af produktionsprocessen og håndtering af affald. Denne
aktivitet kommer således efter styrelsens opfattelse hovedsaglig koncernens
produktionsselskaber til gode. I henhold til royaltyaftalen bidrager
produktionsselskaberne kun til omkostningsdækningen, såfremt de har ekstern
omsætning og dermed bliver opkrævet royaltybetaling. Filialen har ikke
dokumenteret, at effektiviseringen slår igennem i form af fald i de interne
transferpriser mellem produktionsselskaberne og salgsselskaberne og at et
sådant fald skyldes selve effektiviseringen af produktionsprocessen.
Tværtimod
er der konstateret et stigende avancetillæg i de interne transferpriser. Det
er
styrelsens opfattelse, at tiltagene omkring effektivisering af
produktionsprocessen ikke har nogen dokumenteret nytteværdi for
salgsselskaberne, hvorfor royaltysatsen bør reduceres med den del, som kan
henføres til dækning af forsknings- og udviklingsomkostninger afholdt til
effektivisering af produktionsprocessen.
Det er endvidere styrelsens opfattelse, at der, for at opfylde
armslængde princippet ved fastsættelse af royaltybetaling for brugen af
patenterne, skal tages hensyn til patenternes levetid, omfang og natur. Ved
ophør af et patents levetid vil royaltybetalingen for dette patent bortfalde.
Der bør således i royaltybetalingen for patenter være indarbejdet en sats,
som
er i overensstemmelse med de enkelte patenters livsforløb. Det fremgår af
funktionsanalysen, at der ved fastsættelse af royaltysatsen ikke er taget
højde
for patenternes juridiske eller økonomiske levetid ud fra den betragtning, at
de vedligeholdes eller der kommer nye til, som er de gamle teknologisk
overlegne. Trods anmodning herom har styrelsen ikke modtaget dokumentation,
som
kan danne grundlag for en konkret opgørelse af patenternes forventede levetid
m.v.
Endelig er det styrelsens opfattelse, at der ved fastsættelse af
betaling for brug af varemærkerettighederne bør tages højde for, at filialen
forestår den primære markedsføringsindsats i form af ”push up”
fremgangsmåden
som omtalt under funktionsanalysen. Filialen bidrager herved i det daglige
arbejde til opretholdelse og forbedring af varemærkets kommercielle værdi,
hvilket betyder, at der ikke er behov for nogen særlig markedsføringsindsats
fra D Inc. Herudover afholder filialen, som nævnt i funktionsanalysen, al
ekstern markedsføring, f.eks. markedsundersøgelser omkring tilfredsheden med
produkterne. Det er ofte bekosteligt at opretholde værdien af et varemærke.
Filialen bidrager således selv i høj grad til den nytteværdi (kommercielle
værdi), som varemærket har for filialen. Den betaling, der skal indgå i
royaltyafgiften, må derfor begrænses til at omfatte en minimal afgift for
brugen af selve varemærket, idet vedligeholdelse (markedsføring) afholdes af
filialen.
Styrelsen har bl.a. begrundet reduktionen af
beregningsgrundlaget for opgørelsen af royaltybetalingen med, at
lejeindtægter
for udlejning af maskiner, som er købt eksternt, ikke skal indgå i
beregningsgrundlaget for royalty. Filialen har trods anmodning herom ikke
kunnet fremskaffe oplysninger om, hvor stor en del af lejeindtægterne, der
kan
henføres til disse maskiner. Det er således ikke muligt for styrelsen at
fastsætte hvor stor en del af omsætningen, der vedrører lejeindtægter for
udlejning af maskiner, som er købt eksternt. Endvidere skal den del af den
eksterne omsætning, som ikke er patenteret, holdes ude af
beregningsgrundlaget.
Filialens advokat har oplyst som vejledende, at ca. 5 % af koncernens
omsætning
udgør ej-patenterede varer. Styrelsen har ikke modtaget dokumentation, som
sandsynliggør, at fordelingen mellem patenteret og ej-patenteret omsætning
udgør 95 %/5 %. Det er herefter styrelsens opfattelse, at den eksterne
omsætning og dermed beregningsgrundlaget bør nedsættes med minimum 5 %. Med
hensyn til beregningsgrundlaget for royaltyen for patenter er det styrelsens
opfattelse, at det i de situationer, hvor et patenteret produkt alene udgør
en
mindre del af et større produkt/anordning, er i uoverensstemmelse med
armslængde princippet, at salgsprisen for det komplette produkt indgår i
beregningsgrundlaget. Der bør således alene i beregningsgrundlaget indgå den
relative værdi for det patenterede produkt.
Vedrørende I/F A/S har styrelsen anført, at I/F A/S ikke skal
betale royalty af patenter, som erhverves i forbindelse med køb af
aktiviteten
i F A/S, idet divisionen (I) selv ejede patenterne i indkomståret 1996. I
forbindelse hermed har filialens advokat oplyst, at produktionsselskaberne
betaler royalty, såfremt de har eksternt salg. Dette er tilfældet med
filialens
division (I), idet divisionen udelukkende har omsætning af egenproducerede
varer til kunder udenfor koncernen. Til trods for, at divisionen selv ejer
patenterne til produkterne, som kun den fremstiller og sælger, er der i
perioden 1. oktober til 31. december 1996 afregnet 732.138 kr. i royalty.
Patenterne er erhvervet for 150.000 kr., dvs. der er betalt ca. 5 gange
patenternes værdi i royalty. Det er styrelsens opfattelse, at et uafhængigt
selskab
ikke ville have betalt royalty, når de selv ejede patenterne. Styrelsen kan
godkende, at divisionen betaler en royalty, såfremt der rent faktisk modtages
nogle af de øvrige ydelser, som er omfattet af royaltyaftalen. Det må dog
anses
for at være af meget begrænset omfang, idet divisionen er nyerhvervet, og den
producerer og sælger alene et specialprodukt, som ikke er omfattet af det
hidtidige koncernvaresortiment.
Endelig er det styrelsens opfattelse, at resultatet ved en
samlet vurdering ikke bliver det samme, uanset om produktionsselskaberne
eller
salgsselskaberne faktureres for royalty, idet der ikke kan konkluderes så
overordnet ud fra den betragtning, at den opkrævede royaltybetaling må
kvalificeres som værende betaling både for teknisk assistance, royaltyafgift
samt betaling til dækning af forsknings- og udviklingsomkostninger m.v.,
hvorved dele af betalingen under iagttagelse af armslængde princippet kan
pålægges salgsselskaberne, medens andre kan pålægges produktionsselskaberne.
Dette ud fra en betragtning om, at der skal ske konkret betaling for de
enkelte
konkretiserede ydelser. Samtidig skal det holdes for øje, at
produktionsselskabernes kalkulation af den interne transferpris skal være i
overensstemmelse med armslængde princippet.
Styrelsen har under sagens behandling for Landsskatteretten
supplerende anført, at der efter en analogi af den dagældende § 12 i
selskabsskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 724 af 2. august 1994, er
hjemmel til at korrigere den skattepligtige indkomst ved en koncernintern
overdragelse på andre vilkår end dem, som ville gælde for et uafhængigt
foretagende, idet denne bestemmelse er udtryk for et almindeligt gældende
princip om transfer pricing i koncernforhold.
Styrelsen har videre anført, at filialen ikke har opfyldt sin
oplysningspligt i henhold til skattekontrollovens § 6 med hensyn til bl.a.
dokumentation for beregningsgrundlaget og beregningen af den fastsatte
royaltyprocent på 7 % samt dokumentation, som viser royaltysatsens
opsplitning
på tjenestearter. Filialen har således ved den manglende opfyldelse af
oplysningspligten forhindret, at styrelsen kan foretage en relevant
sammenligning med andre virksomheder inden for samme branche. Uden
opsplitning
af royaltysatsen og dermed en indsigt i de enkelte tjenestearters vægtning i
den samlede betaling på 7 % er det ikke muligt at foretage en sammenligning
med
andre virksomheder i branchen, idet der kan være tale om en anden
sammensætning
og vægtning af tjenestearter i disse virksomheder. Styrelsen har således
alene
mulighed for på det foreliggende dokumentationsgrundlag at isolere og vurdere
stigningen i royaltysatsen fra 5 % til 7 %, hvilken vurdering har resulteret
i
afgørelsen af 14. oktober 1999.
For så vidt angår henvisningen til, at bevisbyrden i henhold til
selskabsskattelovens § 12 påhviler skattemyndighederne har styrelsen under
henvisning til skattekontrollovens § 6 anført, at filialen har pligt til at
opfylde sin oplysningspligt, hvilket understøttes af OECD’s
retningslinier fra
1995 og afgørelserne i TfS 1987.60 ØLD og TfS 1988.292 HRD.
Vedrørende ændringen i royaltysatsen på 2 % har styrelsen
anført, at det er nødvendigt at opdele royaltyaftalen og vurdere de enkelte
elementer for på baggrund heraf at konstatere, om royaltybetalingen i sin
helhed er i overensstemmelse med armslængde princippet, jf. punkt 1.43,
kapitel
I, og punkt 6.18, kapitel VII, i Transfer Pricing Guidelines for
Multinational
Enterprises and Tax Administrations fra 1995. I nærværende sag er det
nødvendigt at opdele royaltybetalingen i enkelte elementer såsom
patentbenyttelse, varemærkebenyttelse, tilskud til forskning/udvikling og
teknisk bistand m.v. for at vurdere, om vilkårene og prisfastsættelsen på de
udførte/tilgængelige tjenestearter er i overensstemmelse med de priser og
vilkår,
som uafhængige parter ville have aftalt. Styrelsen har i forbindelse hermed
bemærket, at det ikke er styrelsens opfattelse, at alene den direkte
debitering
kan accepteres som debiteringsmetode, idet styrelsen er enig med filialens
advokat i, at koncerninterne udførte tjenester kan betales enten efter en
indirekte eller direkte metode i henhold til OECD’s rapport fra 1984,
idet
styrelsen har bemærket, at OECD’s Guidelines fra 1995 i kapital VI
anbefaler
primær anvendelse af den direkte debiteringsmetode.
Vedrørende I/F A/S har styrelsen supplerende anført, at
rettighederne i F A/S blev købt for 150.000 kr. i 1996 i forbindelse med
købet
af aktiviteterne i F A/S. Et uafhængigt selskab vil næppe betale 732.000 kr.
for mulig juridisk assistance i forbindelse med en eventuel krænkelse af
patent- og varemærkerettigheder. Der kan stilles spørgsmålstegn ved, om et
uafhængigt foretagende overhovedet vil betale en løbende ydelse for denne
service, når der henses til rettighedernes relativt lave værdi.
Filialens advokat har over for Landsskatteretten nedlagt påstand
om, at den skattepligtige indkomst for skatteåret 1996/97 nedsættes med
1.774.887 kr. til 6.590.329 kr. og for indkomståret 1996 med 2.362.067 kr.
til
¸
80.731
kr.
Advokaten har til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at
royaltybetalingerne, for
hvilke der er
foretaget fradrag, ved opgørelsen af filialens skattepligtige indkomst for
skatteåret 1996/97 og indkomståret 1996, er i overensstemmelse med armslængde
princippet. Der er herved henvist til, at aftalen fra 1988 havde en klar og
uanfægtet nytteværdi for filialen, at tilsvarende aftaler blev indgået med
koncernenheder i andre lande, og at de rettigheder og serviceydelser, der
blev
stillet til rådighed for filialen ved aftalen i 1988, var væsentligt udvidede
i
forhold til den tidligere aftale fra 1979. Endvidere har filialen opfyldt sin
oplysnings- og dokumentationspligt, samtidig med at Told- og Skattestyrelsen
ikke har dokumenteret, at den indgåede royaltyaftale fra 1988 ikke er i
overensstemmelse med armslængde princippet. Der er således ikke – i
overensstemmelse med den afgørelse, som Skatteforvaltningen i Sverige har
truffet – grundlag for at nægte filialen fradrag for nogen del af den
betalte
royaltyafgift.
Advokaten har videre anført, at det efter den dagældende
bestemmelse i selskabsskattelovens § 12 påhvilede skattemyndighederne at
bevise, at anvendte priser og samhandelsforhold ikke var i overensstemmelse
med
de markedsvilkår, der havde været gældende, hvis aftalerne var blevet indgået
mellem uafhængige parter. Faktuelle oplysninger skulle afgives af den
skattepligtige, men sammenligningen med uafhængige markedsforhold skulle
foretages af skattemyndighederne. Det er advokatens opfattelse, at Told- og
Skattestyrelsen ikke har løftet denne bevisbyrde, idet Told- og
Skattestyrelsen, så vidt ses, ikke har foretaget sammenlignende analyser med
andre tilsvarende brancher eller på anden måde undersøgt de markedsvilkår,
der
var gældende i sammenlignende forhold mellem uafhængige parter. Told- og
Skattestyrelsen henholder sig uden nærmere dokumentation alene til, at
royaltyafgiften på 7 % var for høj, når der sammenlignes med den afgift på 5
%,
der var aftalt forud for 1988. Styrelsen synes ikke at have foretaget en
selvstændig vurdering af aftalen pr. 1. januar 1988 og de deri aftalte
rettigheder og serviceydelser, der blev stillet til rådighed for filialen.
Uanset at bevisbyrden således påhviler skattemyndighederne, er
det advokatens opfattelse, at filialen i denne sag har tilvejebragt
tilstrækkelig dokumentation til at fastslå, at der ikke er grundlag for at
antage, at den betalte royaltyafgift på 7 % var for høj i forhold til den
afgift, der ville have været gældende, hvis aftalerne havde været indgået
mellem uafhængige parter. Der er herved henvist til, at skattemyndighederne i
Sverige, hvor bevisbyrden advokaten bekendt påhviler skatteyderen, har
fundet,
at dokumentationen har været tilstrækkelig.
Advokaten har under henvisning til OECD’s rapport fra 1984 om
Transfer Pricing under afsnittet ”The Allocation of Central Management
and
Service Costs” (side 73 ff.), herunder bl.a. punkterne 49 og 58-73,
anført, at
den indirekte debiteringsmetode er fuldt anerkendt, hvilket ligeledes fremgår
af OECD’s transfer pricing rapport fra 1996, kapitel VII, punkterne 7.1
til
7.28. Den royaltyaftale, som filialen har indgået i 1988, er således i fuld
overensstemmelse med OECD’s guidelines. Der er ingen tvivl om, at det er
berettiget at beregne royalty af de ydelser, der er stillet til rådighed for
filialen, og at afregningen kan ske efter den indirekte debiteringsmetode. I
nærværende sag er der netop stillet licensret vedrørende et stort antal
varegrupper til rådighed, ligesom der generelt er stillet en lang række
ydelser
til rådighed for de udenlandske enheder i koncernen. Disse ”on
call” services
er i vidt omfang afhængige af det konkrete behov i den individuelle
situation.
Endvidere har filialen også nytte af retssager vedrørende patentrettigheder
vundet i f.eks. Sverige. Forholdet må sidestilles med, at filialen har tegnet
en forsikrings- og serviceordning, hvor den konkrete nytteværdi kan svinge
meget, afhængigt af de konkrete forhold. Endelig har filialen også stor nytte
af forskningsaktiviteterne, idet dette var og er med til at forny og udvide
varesortimentet, som dermed hele tiden så vidt muligt er teknologisk
opdateret
og tilpasset. Som følge heraf bør der heller ikke reguleres for patenternes
levetid, idet der hele tiden kommer nye til.
Advokaten har om hjemmelsgrundlaget anført, at det er ganske
åbenbart, at selskabsskattelovens § 12 efter sin ordlyd ikke finder direkte
anvendelse i nærværende sag, idet bestemmelsen om filialvirksomhed i § 12,
stk.
2, efter sin ordlyd alene finder anvendelse på handelsmæssige forhold mellem
filialen og hovedvirksomheden (i.e. det hollandske selskab, som filialen er
en
del af) og muligvis også mellem filialen og en anden udenlandsk virksomhed,
der
kontrollerer filialen (D Inc.). Den omhandlede royaltyafgift er imidlertid
betalt til B Corp., der er et søsterselskab til det hollandske selskab. Der
er
således ikke tale om en betaling til hovedvirksomheden eller til en
virksomhed,
der kontrollerer filialen, sådan som lovbestemmelsen forudsætter. Motiverne
til
det lovforslag, der i 1960 indførte bestemmelsen, jf. lovforslag fremsat den
26.
november 1959, indeholder ikke støtte for en udvidende fortolkning af
bestemmelsen. Advokaten har herved bemærket, at der hverken er tale om
regnskabsmæssige manipulationer, vilkårlige kalkulationer eller forsøg på
omgåelse i nærværende sag, idet sagen vedrører udøvelse af et skøn over, om
royaltybetalingen kan anses for at være for stor i forhold til
markedsvilkårene. I relation til spørgsmålet om omgåelse har advokaten
bemærket, at den royaltyafgift, som er betalt og fratrukket i Danmark, er
indtægtsført
i USA, hvor selskabsskatteprocenten er på niveau med den danske. Der har
således ikke været noget incitament for koncernen til at søge at forøge
royaltyafgiften ud fra skattemæssige hensyn. Endelig har advokaten under
henvisning til bl.a. Højesterets dom i TfS 1998.199, Skatteretten 1, 2.
udgave,
side 129, samt bemærkningerne til lovforslaget, der indførte ligningslovens §
2
(L 101, fremsat den 2. juni 1998), anført, at ligningslovens § 12 efter sin
ordlyd konkret ikke finder anvendelse i nærværende sag, og at der ikke er
tilstrækkelig hjemmel i de generelle regler i statsskattelovens § 4-6 til at
regulere og delvis tilsidesætte parternes aftaler.
Vedrørende F A/S har advokaten anført, at han er enig i, at der
ikke med rette kan opkræves royaltyafgift for salg af varer, hvorover F A/S
selv ejede rettighederne. Idet B Corp. i henhold til licensaftalen bl.a. også
var forpligtet til at yde juridisk bistand i forbindelse med eventuelle
krænkelser af F A/S’s patent- og varemærkerettigheder, må det imidlertid
anerkendes,
at F A/S var forpligtet til at betale en vis royaltyafgift herfor, der i
mangel
af faste holdepunkter må fastsættes skønsmæssigt.
Under sagens behandling for Landsskatteretten har advokaten om
hjemmelsgrundlaget supplerende anført, at OECD’s modeloverenskomst ikke
er en
del af den danske lovgivning og derfor ikke har bindende virkning over for
borgerne. Kun hvis der i øvrigt er tilstrækkelig hjemmel i den interne danske
lovgivning, kan OECD’s retningslinier tjene som fortolkningsbidrag.
Advokaten
er dog enig i, at helt vilkårlige og åbenlyse indkomstforvridninger kan
tilsidesættes, jf. dog TfS 1997.392 H. Det er der imidlertid på ingen måde
tale
om i nærværende sag, hvor det ud fra et vanskeligt skøn skal vurderes, om 5 %
eller 7 % er den rigtige royaltyafgift, jf. Landsskatterettens kendelse
vedrørende royalty i TfS 1990.298. I den nævnte dom TfS 1997.392 H fandt
Højesterets flertal det ikke godtgjort, at salget til koncernselskabet i
Liechtenstein skete til priser, der væsentligt afveg fra de priser, der blev
anvendt i forhold til andre udenlandske aftagere, til trods for at priserne
var
det halve af de priser, der anvendtes ved salg til danske kunder.
Filialen har aldrig foretaget den opdeling, som Told- og
Skattestyrelsen gentagne gange efterlyser. Der er indgået en aftale om
betaling
af 7 % for retten til at sælge produkterne og endvidere for at få stillet en
række ydelser til rådighed. Der har ikke været behov for en specifik
opdeling,
og den ville formentlig være umulig at foretage, idet den ville forudsætte
løbende registrering af den nytte, som filialen har haft af royaltyaftalen.
En
sådan registrering er imidlertid ikke foretaget, ligesom der ikke har været
pligt til at foretage den. Forholdet kan for så vidt sammenlignes med en
ejendomsforsikring, hvor der i almindelighed heller ikke foretages en
opdeling
af præmien på de forskellige dækninger i form af brand, storm, tyveri og
rørskade osv. Det er derfor ganske urimeligt, når styrelsen ved fortsat at
bede
om oplysninger og dokumentation, som ikke findes, fastholder, at filialen
ikke
har opfyldt sin oplysningspligt.
Endvidere har filialen ikke påtaget sig en økonomisk risiko
omkring Technology Groups arbejde, idet royaltyafgiften var fast på 7 %.
Vedrørende ændringen af den koncerninterne avancemargin fra 50 til 55 % har
advokaten anført, at en billigere produktion af varerne ikke nødvendigvis
medfører en lavere avancemargin, idet produktionsomkostningerne ikke indgår
direkte i avancemarginen, men derimod i standardkostprisen, som herefter
ganges
med avancemarginen.
Vedrørende filialens betaling i 1995 og 1996 af henholdsvis
745.000 kr. og 1.217.000 kr. til E AB vedrørende andel af fællesomkostninger
i
koncernforbundne selskaber har advokaten anført, at der i henhold til
serviceaftalen mellem filialen og E AB er tale om betaling for diverse
services, herunder assistance med salg, marketing og promotion.
Der er efter advokatens opfattelse ikke grundlag for at reducere
beregningsgrundlaget med 5 %, idet det fremgår af definitionsafsnittet
(afsnit
1) i licensaftalen fra 1988, at alle produkter, der sælges via filialen,
indgår
i beregningsgrundlaget.
Endelig har advokaten under henvisning til punkt 46 i dagældende
cirkulære nr. 136 af 7. november 1988 til selskabsskatteloven, Skat Udland
1992.73, samt Aage Michelsen i International Skatteret, side 309, supplerende
anført om bevisbyrden, at skattemyndighederne har den fulde bevisbyrde for,
at
der ved en koncernintern disposition ikke er handlet på armslængde vilkår, og
at der således skal foreligge et ”klart bevisgrundlag” for, at
selvangivelsen
er urigtig. I denne forbindelse skal skattemyndighederne ikke blot
dokumentere,
at vilkårene afviger fra, hvad der ville have været aftalt mellem uafhængige
parter, men tillige, at disse afvigelser skyldes interessefællesskabet. Told-
og Skattestyrelsen er ikke i nærheden af at have løftet denne bevisbyrde.
Landsskatteretten skal
udtale:
Retten bemærker indledningsvis, at det afgørende kriterium for
spørgsmålet om fradragsret for de omhandlede royaltybetalinger er, hvorvidt
disse står i et rimeligt forhold til værdien af de fra B Corp. oppebårne
modydelser, jf. herved TfS 1990.298 LSR. Spørgsmålet om fradragsret for de
omhandlede royaltybetalinger kan således ikke alene afgøres ud fra en
sammenligning af indholdet i 1979-aftalen og 1988-aftalen henholdsvis
1996-aftalen.
På det foreliggende grundlag finder retten det tilstrækkeligt
godtgjort, at royaltybetalingerne har stået i et rimeligt forhold til værdien
af de fra B Corp. oppebårne modydelser, og retten finder således, at
royaltyafgiften har været forretningsmæssigt begrundet. Endvidere finder
retten
det sandsynliggjort, at filialen ikke har været underlagt vilkår afvigende
fra
vilkår aftalt mellem uafhængige parter.
Retten har ved afgørelsen lagt vægt på, at der med indgåelsen af
1988-aftalen henholdsvis 1996-aftalen blev stillet flere ydelser til rådighed
for filialen, at filialen ikke på anden måde har betalt for disse ydelser i
forvejen, og at de yderligere ydelser må antages at have haft en nytteværdi
for
filialen, idet retten bemærker, at der ikke kan stilles krav om, at filialen
sandsynliggør en konkret nytteværdi af de enkelte ydelser. Der er endvidere
lagt vægt på, at det er uden betydning, om filialen betaler for de yderligere
ydelser i form af en forhøjet royaltyafgift i stedet for en højere
standardkostpris eller avancemargin, og at filialen også skulle have betalt
– i
form af en højere pris på selve varen – for de omkostninger, der har
været ved
forbedringer af produktionsapparatet og udvikling af nye produkter, såfremt
der
havde været tale om en uafhængig part.
For så vidt angår den foretagne reduktion af
beregningsgrundlaget med 5 % finder retten, at der ikke er grundlag for en
sådan reduktion, idet det fremgår af definitionsafsnittet (afsnit 1) i
1988-aftalen henholdsvis 1996-aftalen, at alle produkter, der sælges via
filialen, uanset om de er patenterede eller ej, indgår i
beregningsgrundlaget.
De påklagede ansættelser for skatteåret 1996/97 og indkomståret 1996
nedsættes
derfor til det selvangivne for så vidt angår royaltybetalingerne vedrørende
filialen.
For så vidt angår royaltyafgiften på 732.138 kr. vedrørende
aktiviteten erhvervet i F A/S finder retten det på det foreliggende grundlag
ikke tilstrækkeligt godtgjort, at royaltybetalingen har stået i et rimeligt
forhold til værdien af de fra B Corp. oppebårne modydelser, og retten finder
det endvidere sandsynliggjort, at filialen – for så vidt angår denne
erhvervede
aktivitet – har været underlagt vilkår afvigende fra vilkår aftalt
mellem
uafhængige parter, hvorfor der ikke kan godkendes fradrag herfor.
Retten har herved henset til, at der ikke er grundlag for at
afkræve royaltyafgift for salg af varer, hvorover filialen via erhvervelsen
af
aktiviteten selv ejer rettighederne, og at der ikke i øvrigt findes grundlag
for at afkræve royaltyafgift af de øvrige ydelser, herunder juridisk
assistance
m.v., som B Corp. måtte være forpligtet til at levere, idet disse ydelser i
henhold til 1988-aftalen henholdsvis 1996-aftalen alene er knyttet til brugen
af koncernens varemærker, produkter m.v., som er filialens erhvervede
aktivitet
uvedkommende, idet der herigennem alene sælges produkter, der intet har at
gøre
med koncernens
varemærker, produkter
m.v. Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor for så vidt angår denne del af
royaltybetalingen.
Ikke godkendt fradrag for royaltybetaling for skatteåret 1996/97
på 1.774.887 kr. blev herefter nedsat til 0, mens ikke godkendt fradrag for
royaltybetaling for indkomståret 1996 på 2.362.067 kr. blev ændret til
732.138
kr.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Fradrag for management fee, afskrivning på indretning af lejede lokaler, samt manglende selvangivelse af årsbonus Landsskatteretten · 27. januar 2010
- Ej godkendt fradrag for tab – Korrektion efter anmodning: Korrektion efter anmodning, Ej godkendt fradrag for tab, - reduceret med tab taget i 2008 Landsskatteretten · 28. november 2017
- Værdi af fri bolig – Værdi af fri bolig: Maskeret udlodning Landsskatteretten · 21. april 2017
- Fond - almenvelgørende formål - almennyttige formål - fradrag - uddelinger - driftsomkostninger - rette indkomstmodtager Retsinformation · 15. marts 2024
- Familieoverdragelse - ikke anset for afståelse – pantsætning- anfordringsgældsbrev Retsinformation · 11. marts 2026
- Familieoverdragelse - ikke anset for afståelse – pantsætning- anfordringsgældsbrevFamilieoverdragelse - ikke anset for afståelse – pantsætning- anfordringsgældsbrev Retsinformation · 11. marts 2026
Lignende dokumenter
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2017/502 af 21. oktober 2015 i statsstøttesag SA.38374 (2014/C ex 2014/NN) Nederlandenes statsstøtte til Starbucks (meddelt under nummer C(2015) 7143) (Kun den nederlandske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 21. oktober 2015
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2025/2402 af 28. november 2024 om sag om bindende svar fra skattemyndigheden SA.38374 (2014/C) (ex 2014/NN) (ex 2014/CP) — Nederlandene, påstået støtte til Starbucks (meddelt under nummer C(2024) 8566) (Kun den engelske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 28. november 2024
- Rettens dom (Syvende Udvidede Afdeling) af 24. september 2019. — Kongeriget Nederlandene m.fl. mod Europa-Kommissionen. EU-domme · 24. september 2019
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2018/859 af 4. oktober 2017 om statsstøtte SA.38944 (2014/C) (ex 2014/NN) fra Luxembourg til Amazon (meddelt under nummer C(2017) 6740) (Kun den franske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 4. oktober 2017
- Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgte har handlet i overensstemmelse med armslængdeprincippet en transfer pricing korrektion af selskabets indkomst Domsdatabasen · 29. august 2023
- Grænseoverskridende lodret fusion med fransk moderselskab - fusionsdato - fremførsel af underskud - værdiansættelse af varemærkerettigheder Retsinformation · 18. november 2026