Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 13. august 2002 vedr. Royalty koncernforhold transfer pricing - armslængdeprincip

KEN nr 10128 af 13/08/2002Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet11. september 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 13. august 2002 vedr. Royalty –

koncernforhold – transfer pricing - armslængdeprincip

Selskabet A klager for skatteåret 1996/97 samt indkomståret 1996

over, at Told- og Skattestyrelsen ikke har godkendt fradrag for

royaltybetaling

til B Corp., hhv. 1.774.887 kr. og 2.362.067 kr.

Det fremgår af sagens oplysninger, at selskabet A (herefter

benævnt filialen) er en dansk registreret filial af C B.V., Holland. C B.V.

er

et selvstændigt selskab, der er helejet af moderselskabet D Inc. i USA. E AB,

Sverige, som udgør den centrale indkøbsfunktion i norden, er et selvstændigt

søsterselskab til C B.V.

Koncernen, som er verdensomspændende, udvikler, producerer og

sælger kabelsko, kontakter, elektriske/elektroniske komponenter og

forbindelser

m.v. til brug i kommunikations-, IT-udstyr samt biler m.v. Koncernen er

opdelt

i grupper, hvor den danske filial indgår i den nordeuropæiske gruppe. De

nordiske selskaber er overvejende salgsselskaber. Dog har filialen pr. 1.

oktober 1996 erhvervet aktiviteter fra F A/S, som producerer og sælger

elektroniske komponenter. Denne produktion udgør alene komponenter omfattet

af

den erhvervede aktivitet i F A/S, og omfatter således ikke de øvrige

koncernprodukter. Salgsselskaberne afsætter til grossister og detailhandlere.

Der anvendes i nogen grad distributører som mellemhandlere for små kunder.

Udover salg foretager filialen udlejning af maskiner (bl.a. til montering af

kabelsko). Nogle af disse udlejningsmaskiner er produceret i koncernen.

Filialen har oplyst, at de produktgrupper, som findes i norden,

modsvarer de produkter, som findes i resten af verden. Der findes således

ikke

Læs alt

specielle produktgrupper for norden, men der kan dog for nogle produkter være

sket en tilpasning til de nordiske kunder. Foretages der en speciel

tilpasning

til hjemmemarkedets kunder, sker dette for filialens ansvar og regning.

Salget

fra den erhvervede aktivitet i F A/S sker udelukkende til koncerneksterne

kunder.

Filialens indkøb sker koncerninternt via E A.B., Sverige, som er

lagerførende for de nordiske lande. Kun i nødstilfælde sker der køb hos

koncerneksterne selskaber.

Filialen har i årsregnskaberne for 1995 og 1996 udgiftsført

henholdsvis 5.521.870 kr. og 5.070.889 kr. vedrørende royaltyafgift til B

Corp., der er et helejet datterselskab af D Inc. Samtidig er det oplyst, at

filialen i 1996 har betalt 732.138 kr. i royaltyafgift til B Corp. vedrørende

den erhvervede aktivitet i F A/S. Endvidere fremgår det af filialens

årsregnskaber for 1995 og 1996, at filialen også har haft en mindre

koncernintern omsætning, og at filialen har afholdt en udgift på henholdsvis

745.000 kr. og 1.217.000 kr. til E A.B., Sverige vedrørende andel i

fællesomkostninger fra koncernforbundne selskaber. Endelig fremgår det af

filialens årsberetning, at filialen ikke har foretaget selvstændige

forsknings-

og udviklingsaktiviteter.

Filialens advokat har om udgiften til E A.B. vedrørende andel i

fællesomkostninger fra koncernforbundne selskaber oplyst, at E A.B. i

forbindelse med dets funktion som fælles indkøbscentral havde opbygget en

række

centrale funktioner, som blev anvendt til gavn for samtlige koncernens

driftssteder i norden. Herunder var der i Sverige oprettet en central

dataafdeling og en central funktion, der assisterede med salg, marketing og

promotion i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Estland. På baggrund heraf

har

filialen og de øvrige koncernenheder i de nævnte lande indgået en Service

Agreement med E A.B. vedrørende G, hvori disse services blev stillet til

rådighed for filialen og de nævnte koncernenheder mod betaling af et

vederlag.

Vederlaget fra den enkelte koncernenhed blev opgjort som den pågældende

enheds

andel af E’s samlede udgifter til support, således at andelen blev

opgjort som

den relative andel pr. land af det totale salg i norden.

Til belysning af royaltybetalingen har filialens advokat

fremlagt følgende royaltyaftaler:

Licence Agreement indgået med virkning fra 11. april 1979 mellem

C B.V. og filialen.

Licence Agreement indgået med virkning fra 1. januar 1988 mellem

D Inc. og filialen.

Licence Agreement indgået med virkning fra 1. januar 1996 mellem

B Corp. og filialen.

Den i årsregnskabet for 1995 udgiftsførte royalty er således

reguleret af 1988-aftalen mellem D Inc. og filialen, medens den i

årsregnskabet

for 1996 udgiftsførte royalty er reguleret af 1996-aftalen mellem D Corp. og

filialen.

D Inc. og senere B Corp. ejede licenserne til koncernens

produkter og stillede en række servicer til rådighed for koncernenhederne. I

1992 erhvervede B Corp. alle rettighederne i henhold til royaltyaftalerne. B

Corp. indtrådte herved i de pågældende royaltyaftaler med de enkelte enheder

i

koncernen og modtog således royaltybetalingerne i stedet for D Inc.

I henhold til royaltyaftalen af 11. april 1979 udgjorde

royaltybetalingen 5 % af salgsprisen af alle filialens koncerneksterne salg.

I

1988-aftalen var royaltybetalingen fastsat til 7 % af salgsindtægterne, jf.

definitionen heraf nedenfor, hvilket blev fastholdt i 1996-aftalen. Helt

tilsvarende aftaler blev i 1988 og 1996 indgået med koncernens andre

udenlandske enheder, herunder med E A.B. Ifølge koncernens håndbog er der

tale

om koncern wide standard agreements. Filialen har under revisionen oplyst, at

de i aftalen nævnte betingelser ikke blev fastsat under en egentlig

forhandling

mellem parterne, men derimod fastsat ensidigt af D Inc. Betingelserne er ens

for alle koncernselskaberne.

I henhold til 1979-aftalen har filialen ret til at anvende,

udøve og sælge de produkter, artikler og processer, der er omfattet af

licensrettighederne, som i aftalen er defineret som alle nuværende og

fremtidige danske patenter og registrerede mønstre ejet af D Inc.

Det fremgår af indledningen til 1988-aftalen, at D Inc.

beskæftiger sig med forskning og udvikling i forbindelse med bl.a.

elektriske,

elektroniske og optiske sammenkoblingskomponenter. I aftalens § 1 er

licensprodukter defineret som alle produkter, der fremstilles, anvendes,

sælges

eller på anden måde leveres af eller til licenstager, medens salgsindtægter

er

defineret som alle indtægter, som filialen får ind fra salg eller

distribution

af licensprodukter, herunder leje eller anden indtægt fra tjenesteydelser,

der

leveres eller sælges i forbindelse med licensprodukter, bortset fra

koncerninterne salg.

I henhold til 1988-aftalens § 2 har filialen ret til at

fremstille, få fremstillet, anvende og sælge koncernens produkter omfattet af

patenter, brugsmodeller, mønstre og ansøgninger hertil. Derudover har

filialen

ret til

- at benytte licensgiverens varemærker i Danmark,

-at anvende licensgiverens nuværende og fremtidige teknologi.

Med hensyn til anvendelse af teknisk software omfattes alene de programmer,

som

er udviklet af licensgiver,

-at videreoverdrage rettigheder under forudsætning af

licensgiverens forudgående accept,

-at modtage teknisk bistand i forbindelse med anvendelse af de

patenter, brugsmodeller, mønstre samt ansøgninger i forbindelse hermed,

indeholdende,

anmeldelse, gennemførelse, registrering samt bevaring af disse.

undersøgelse af potentiel eller aktuel krænkelse eller

uretmæssig brug af disse rettigheder, samt håndtering af ethvert sagsanlæg,

der

opstår i forbindelse hermed, inklusive betaling af relaterede omkostninger.

Filialen er forpligtet til at informere licensgiver om ethvert tilfælde af

krænkelse eller uretmæssig brug, som kommer til filialens kendskab.

bistand til filialen i forbindelse med fastlæggelse af omfanget

af patenter, brugsmodeller, mønstre og ansøgninger, samt bistand til

bestemmelse af de relevante love vedrørende immaterielle og industrielle

rettigheder i Danmark.

bistand til og tilsyn med forsvar af filialen i sager vedrørende

filialens påståede krænkelse af andres rettigheder, inklusive de hermed

forbundne omkostninger, ved anvendelsen af de tildelte licenser.

teknisk bistand i form af tilrådighedsstillelse af oplysninger

og specifikationer vedrørende design, ingeniørarbejde, fremstilling og andre

arbejdsgange, processer eller erfaring i forbindelse med filialens

fremstilling, køb eller levering af sådanne licensprodukter. Sådanne

oplysninger vil bl.a. omfatte tegninger, planer, prøver, mønsterark,

materialelister, materialespecifikationer og –standarder, fotografier,

videobånd, processpecifikationer og –standarder.

adgang til licensgivers forsknings- og udviklingsmedarbejdere og

–faciliteter i forbindelse med de licensprodukter, der fremstilles,

indkøbes

eller leveres af filialen.

undervisning af filialens medarbejdere i teknologien.

enhver anden form for forsknings- og udviklingsrelateret bistand

i relation til teknologien, som licensgiver indvilliger i at udføre på

filialens vegne.

I henhold til 1988-aftalens § 8 har licensgiveren forpligtet sig

til at holde filialen skadesløs i forbindelse med alle erstatninger,

omkostninger og udgifter, som skal afholdes af filialen, inklusive advokat-

og

forligsudgifter, i forbindelse med sagsanlæg og krav, for så vidt at et

sådant

sagsanlæg eller krav er baseret på en anklage om krænkelse af tredjemands

immaterielle eller industrielle ejendomsret og skyldes filialens brug af

licensrettighederne til det tilsigtede formål. Af samme bestemmelse fremgår

det, at licensgiveren skal godtgøre filialen for alle udgifter, filialen har

i

forbindelse med erhvervelse af nødvendige licenser.

1996-aftalen er omformuleret i forhold til 1988-aftalen, men

indholdsmæssigt er der ikke sket ændringer.

Filialen har om baggrunden for royaltybetalingen oplyst, at

koncernen producerer og sælger sine produkter over hele verden. Koncernen har

i

lighed med andre amerikanske virksomheder igennem mange år haft en omfattende

transfer pricing politik med henblik på opfyldelse af reglerne om handel på

armslængde vilkår. Royaltyafgiften blev fastsat på forhånd ud fra helt klare

retningslinier, der var gældende for samtlige koncernenheder over hele

verden.

Koncernen foretog sammen med rådgivere løbende vurderinger af koncernens

interne priser bl.a. på grundlag af sammenligninger med avancemarginer for

uafhængige parter med lignende aktiviteter. Koncernen har oplyst, at ingen

andre lande end Danmark og Sverige tidligere har anfægtet koncernselskabernes

fradragsret for royaltyafgiften på 7 % som fastsat ved royaltyaftalen fra

1988

og fastholdt i 1996-aftalen.

Told- og Skattestyrelsen har under behandlingen af den påklagede

ansættelse foretaget en funktionsanalyse, hvori forhold vedrørende

rettighedsejer/royaltymodtager,

royaltybetalere,

aftaleydelsernes omfang og art, herunder

a) patenter

mv.,

b) forsknings- og udviklingsaktiviteter og

c) markedsføringsaktiviteter, samt

royaltybetaling

er blevet undersøgt.

Ad. 1.

rettighedsejer/royaltymodtager.

Filialens advokat har om rettighedsejer/royaltymodtager oplyst,

at samtlige immaterielle aktiver var ejet af B Corp. i regnskabsperioden 1995

og 1996. I overensstemmelse hermed har Told- og Skattestyrelsen konstateret,

at

B Corp. modtog royaltybetalingerne i de pågældende år.

Ad. 2. royaltybetalere.

Filialen har oplyst, at koncernens salgsselskaber betalte

royalty i henhold til royaltyaftalen, at D Inc. og alle datterselskaberne

deltog i et globalt royaltyprogram, hvor samtlige datterselskaber med ekstern

omsætning betalte royalty, og at produktionsselskaberne alene betalte

royalty,

såfremt de havde koncernekstern omsætning.

Told- og Skattestyrelsen har konstateret, at filialen har betalt

7 % i royalty af den eksterne omsætning i den erhvervede aktivitet i F A/S,

selvom rettighederne til produkterne, som denne del af F A/S selv

fremstillede

og solgte, i regnskabsåret 1996 var ejet af denne del af F A/S selv og dermed

senere filialen. Det er i forbindelse hermed oplyst, at der er tale om

produkter, som ikke indgår i det almindelige koncernvaresortiment, og som

udelukkende er solgt til koncerneksterne kunder. Produktrettighederne blev i

henhold til åbningsbalancen for selskabet erhvervet for 150.000 kr. i 1996 i

forbindelse med købet af aktiviteterne i F A/S.

Ad. 3. aftaleydelsernes

omfang og art.

Filialen har oplyst, at royaltyen ikke dækker konkrete ydelser

ydet til filialen, men at den dækker teknologisk udvikling og

patentudnyttelse.

Der er ikke fremlagt dokumentation på konkret leverede ydelser til filialen,

ligesom det ikke er dokumenteret, om alle ydelserne i aftalen har haft

konkret

nytteværdi for filialen.

Ad. a) patenter mv.

Filialens advokat har oplyst, at B Corp. – udover de ydelser,

der er beskrevet ovenfor vedrørende royaltyaftalen – har etableret en

såkaldt

”on call service”, som indebærer, at koncernselskaberne via

telefonen kan få

den hjælp, som der er behov for i spørgsmål omkring patenter og varemærker.

Endvidere har koncernen etableret en enhed, H Ltd., som forestår

patentbeskyttelse og service i Europa.

Ad. b) forsknings- og

udviklingsaktiviteter.

Filialens advokat har oplyst, at D Inc. foretager den forskning

og udvikling, som kommer hele koncernen til gode. Koncernens forskning og

udvikling udføres alene af koncernselskaber i Holland, Japan, Tyskland,

Canada

og D Inc. USA, således at samtlige omkostninger hertil afholdt i de nævnte

selskaber viderefaktureres til D Inc., hvorved dette selskab belastes med de

totale omkostninger til forskning og udvikling.

Af et fortroligt brev af 7. juli 1988 til filialen fra en

Executive Vice President fremgår det, at der i D Inc. er en Technology Group,

som udelukkende beskæftiger sig med forskning og udvikling m.v. I brevet

beskrives vigtigheden og fordelene ved Technology Groups forsknings- og

udviklingsarbejde, ligesom nødvendigheden af den nye royaltyaftale, hvori

royaltysatsen er steget fra 5 % til 7 %, påpeges. Det følger således af dette

brev, at en del af royaltybetalingen går til dækning af det forsknings- og

udviklingsarbejde, som udføres af Technology Group.

Filialen har i forbindelse hermed oplyst, at den stigende

teknologiske udvikling og den stigende forskningsindsats i Technology Group,

herunder udvikling af selve produktionsprocessen, motiverede til udvidelsen

af

royaltyaftalen, som har medført den afgørende fordel, at selskaberne har fået

adgang til ydelserne teknologi og knowhow. Det er videre oplyst, at

Technology

Group anvender mange forsknings- og udviklingsressourcer bl.a. på områderne

produktion, håndtering af affald, metalbelægning og laserprocesser, ligesom

den

foretagne forskning og udvikling hos koncernen har resulteret i en jævn strøm

af nye produkter. Endelig er det oplyst, at det teknologiske kendskab

indledningsvis blev opnået ved erhvervelse/tilkøb af produktions- og

procesteknologier, idet D Inc. til eksempel i 1996 har erhvervet en

virksomhed

med teknologisk kendskab til kabelproduktion.

Filialens advokat har videre oplyst, at filialen ikke foretager

nogen direkte forskning og udvikling af koncernens produkter, som kommer

koncernen til gode. Filialen fortager alene lokal kundetilpasning af

produkter

til egne kunder, hvilket ikke kommer andre koncernselskaber til gode.

Omkostninger i forbindelse med denne kundetilpasning afholder filialen selv.

I henhold til Amended Patent License letter af 2. december 1988

foreligger der i koncernen en praksis, hvorefter D Inc. i nogle situationer

betaler markedsprisen og tilknyttede omkostninger, såsom udgifter til

undersøgelse af patenteringsmulighed, udgifter i forbindelse med beskyttelse

af

rettigheder samt andre patentrelaterede udgifter. Der er tale om de

situationer, hvor filialen ved kundetilpasning eventuelt foretager teknisk

udvikling af et produkt, som også sælges af søsterselskaber i koncernen.

Såfremt der kan søges patentbeskyttelse, vil ejerskabet blive overført til D

Inc., som betaler markedsprisen for opfindelsen. Filialen har således påtaget

sig den økonomiske risiko ved udvikling af lokale opfindelser eller

kundetilpasninger, som D Inc. vurderer ikke kan anvendes af de øvrige

koncernselskaber.

Filialens advokat har endelig oplyst, at der i

standardkostprisen ikke indgår tillæg for forskning/udvikling, idet

forsknings-

og udviklingsomkostninger alene afholdes af D Inc., hvorved der ikke sker

nogen

form for fordeling ud på de øvrige koncernselskaber. Det er ligeledes oplyst,

at omkostninger til forskning/udvikling ikke indgår i de interne

afregningspriser

via ”mark up” tillægget på 55 %. Disse omkostninger indgik derimod

ved

fastsættelsen af den løbende royaltyafgift, der blev betalt i forbindelse med

eksternt salg af produkterne.

Ad. c)

markedsføringsaktiviteter.

Filialens advokat har oplyst, at vedligeholdelse og udvikling af

koncernens varemærker og succesfulde projekter blev foretaget af D Inc.

Koncernledelsen har ikke udstukket specifikke krav til datterselskaberne

eller

filialen omkring markedsføring, idet datterselskabs-/filialledelsen selv

udstikker markedsføringskravene i det enkelte datterselskab/filial. Det er

endvidere oplyst, at royaltysatsen ikke er påvirket af

markedsføringsindsatsen

i datterselskaberne/filialen. Den nordiske vicedirektør har oplyst, at

markedsføring af varemærket sker ved ”push up” i form af, at de

enkelte

salgsselskaber opsøger de aktuelle kunder og præsenterer et produkt eller en

ide om et fælles produkt, hvori koncernprodukterne indgår. Vicedirektøren har

oplyst, at der som følge heraf kun er meget begrænset markedsføring via

messer

og annoncer.

Filialen har oplyst, at de selv betaler den eksterne

markedsføring, herunder eksempelvis udgifter til messer, salgsbrochurer og

manualer. Filialen har desuden selv afholdt udgifter til en

kvalitetsundersøgelse omkring kundernes tilfredshed med produkterne. Filialen

har videre oplyst, at produktrelateret materiale af intern karakter, f.eks.

produktkataloger/håndbøger modtages gratis fra D Inc. eller fra de selskaber,

som har udarbejdet materialet.

Ved en gennemgang af filialens driftskonti har Told- og

Skattestyrelsen konstateret, at filialen selv har afholdt en del

markedsføringsomkostninger, og at filialen herudover har bidraget til en

Service Agreement

mellem de nordiske

selskaber. I denne servicebetaling indgår også betaling for

markedsføringsudgifter afholdt af og for de nordiske selskaber. I

regnskabsåret

1996 har filialen afholdt ca. 535.000 kr. i markedsføringsomkostninger mod

ca.

530.000 kr. i regnskabsåret 1995. Heri er ikke medregnet omkostninger til den

føromtalte nordiske aftale.

Ad. (4) royaltybetaling.

Royaltyen beregnes i henhold til aftalen som 7 % af filialens

koncerneksterne omsætning af patenterede varer og af lejeindtægter for

udlejning af maskiner/værktøjer, som er patenteret. Filialen har i

forbindelse

hermed oplyst, at de ikke ved, hvordan royaltysatsen er fremkommet. Endelig

har

filialen under revisionen oplyst, at de ikke kan få beregningerne udleveret

fra

D Inc.

Advokaten har i forbindelse med Told- og Skattestyrelsens

forespørgsel omkring fastsættelsen af de interne transferpriser oplyst, at

disse er fastsat til markedsmæssig værdi, og at de interne transferpriser

ligger i den lave ende af det markedsmæssige acceptable prisspænd.

Told- og Skattestyrelsen har anmodet filialen om en opdeling af

royaltybetalingen på henholdsvis patenter, varemærker og tjenester. Filialens

advokat har oplyst, at det ikke er muligt at foretage en sådan opdeling, idet

det vil forudsætte en separat vurdering af de enkelte

rettigheder/assistancer,

en vurdering som koncernen ikke har foretaget. Endvidere er det som følge af

integrationen mellem den nye produktionsproces og det nye produktdesign ikke

muligt at fordele værdien på rettigheder og afholdte ydelser.

Om årsagen til stigningen i royaltysatsen på 2 % og om den

talmæssige begrundelse herfor har filialen oplyst, at man ikke ved hvorfor og

på hvilken baggrund ændringen er sket, men at der formentlig har været flere

udgifter i D Inc., som skulle dækkes, samt en udvidelse af royaltyaftalens

område.

Det fremgår af en sammenligning af royaltyaftalerne fra

henholdsvis 1979 og 1988, at 1988-aftalen blev udvidet til bl.a. også at

omfatte serviceydelser/assistance. I henhold til det fortrolige brev af 7.

juli

1988 til filialen indbefatter disse serviceydelser/assistancer fra D

Inc.’s

Technology Group også forskning/udvikling ikke alene produktrelateret, men

også

produktionsrelateret. Technology Group’s forskning/udvikling har bl.a.

til

formål at effektivisere produktionen med lavere interne transferpriser til

følge og at øge omsætningen. Advokaten har i forbindelse hermed oplyst, at

den

fortløbende teknologiudvikling medfører forbedringer i produktionsprocessen

med

reducerede omkostninger til følge. Dette indebærer, at den interne

transferpris

på varer købt fra koncernens produktionsselskaber reduceres.

Ved revisionen har Told- og Skattestyrelsen imidlertid

konstateret, at ”mark up” procenten (avancetillægget) i de interne

transferpriser, som filialen betaler, er steget, idet procenten den 1. juli

1994 steg fra 50 % til 55 %. Avancen i den interne transferpris, som

salgsselskaberne betaler, er således steget til trods for den af advokaten

oplyste produktionseffektivisering med lavere interne transferpriser til

følge.

Advokaten har om stigningen i avancen oplyst, at denne skyldtes tilpasning af

de interne priser til niveauet for markedspriser mellem uafhængige parter.

Advokaten har endvidere oplyst, at royaltysatsen ikke reguleres

for patenternes juridiske eller økonomiske levetid, idet der foretages en

løbende vedligeholdelse og ajourføring af de eksisterende patenter, ligesom

den

løbende udvikling og forskning genererer ny teknologi og dermed nye patenter.

På

Told- og

Skattestyrelsens anmodning om en redegørelse for det nærmere indhold af

koncernvaremærkerne og deres kommercielle værdi bl.a. for salgsselskaberne

har

advokaten oplyst, at der findes ca. 1400 varemærker og patenter, og at den

kommercielle værdi heraf ikke er fastsat.

Beregningsgrundlaget for royaltyberegningen udgøres af den

eksterne omsætning af patenterede varer og lejeindtægter for udlejning af

patenterede maskiner/værktøjer. I lejeindtægterne indgår imidlertid

lejeindtægter for udlejning af maskiner, som er købt eksternt, dvs. maskiner,

som ikke er udviklet/fremstillet/patenteret i koncernen. Filialen har under

revisionen oplyst, at ca. halvdelen af udlejningsmaskinerne er købt eksternt,

og at det ikke er muligt for filialen at opgøre, hvor stor en del af

lejeindtægterne, der kan henføres til disse maskiner.

Endvidere dækker den koncerneksterne omsætning, som der beregnes

royalty på grundlag af, ikke kun salg af patenterede varer, hvilket betyder,

at

filialen også betaler royalty af omsætning af ej-patenterede varer, hvilket

ikke er i overensstemmelse med royaltyaftalerne. Det har ikke været muligt at

fremskaffe en oversigt hos filialen over patenterede varer. Filialen har

oplyst, at de ikke besidder en sådan oversigt og ikke har mulighed for at

lave

en, hverken for så vidt angår danske patenter eller patenter i andre lande.

Al

patentregistrering af koncernens produkter foretages af afdelinger i USA og

Schweiz, hvor der er ansat personale, som decideret beskæftiger sig hermed.

Der

er tale om mange patenter, eksempelvis kan der være taget patent alene på en

lille bestanddel af et større produkt. Filialens advokat har herefter oplyst,

at ca. 95 % af omsætningen omfatter patenterede varer, og at de resterende 5

%,

som købes koncerneksternt, ikke udgør selvstændige produkter, men dele, som

indgår som en ubetydelig del af det sammensatte koncernprodukt. Det totale

garantiansvar

for produktet ligger ifølge advokaten hos koncernen.

Intern prisfastsættelse i

koncernen

Om den interne prisfastsættelse i koncernen er det oplyst, at

salgsselskaberne/filialen har købt produkterne fra produktionsselskaberne til

en intern transferpris, som udgør standardkostprisen plus et ”mark

up” tillæg

(avancetillæg) på 55 % (som indtil den 1. juli 1994 udgjorde 50 %). Denne

prisfastsættelse er ens for alle koncernselskaber, dog med enkelte

undtagelser,

idet nogle lande får pålagt en større ”mark up” procent,

eksempelvis pålægges

Tyskland en ”mark up” på 100 %, medens Japan pålægges 150 % i de

situationer,

hvor de køber fra USA. Filialen har ikke kunnet forklare årsagen til den

højere

”mark up” procent ved køb fra produktionsselskabet i USA.

På Told- og Skattestyrelsens anmodning om en specifikation af de

dele, som indgår i ”mark up” tillægget på 55 % har filialens

advokat oplyst, at

”mark up” procenten fremkommer på baggrund af et system baseret på

sammenligning med bruttoavancen hos uafhængige distributører. Dette system er

ikke beskrevet nærmere.

Fællesnordisk

kontrolaktion

Den kontrolaktion, som Told- og Skattestyrelsen har gennemført

over for filialen, og som har ført til den nævnte forhøjelse af filialens

skattepligtige indkomst, blev iværksat som en fællesnordisk revision af

koncernens enheder i Danmark, Norge og Sverige. Told- og Skattestyrelsen

gennemførte således aktionen i samarbejde med skattemyndighederne i de to

øvrige nordiske lande. Baggrunden for den fælles aktion var, at

koncernenhederne

i alle tre lande var underlagt de samme royaltyaftaler med

moderkoncernselskabet D Inc. Forhøjelse af royaltyafgiften fra 5 til 7 %, som

er sagens genstand i alle tre nordiske lande, blev således gennemført i 1988

ved enslydende royaltyaftaler med D Inc.’s enheder i udlandet, herunder

med

filialerne i Danmark, Norge og Sverige, ligesom D Inc. i 1988 sendte samme

orientering om baggrunden for forhøjelsen til de udenlandske enheder.

Hertil kom, at hverken Danmark, Norge eller Sverige havde gennemført

specialregler om transfer pricing i deres interne lovgivning i 1995 og 1996,

som nærværende sag vedrører. I Danmark blev der således først med virkning

fra

indkomståret 1998 vedtaget regler om oplysning og dokumentation for interne

afregningsforhold, jf. skattekontrollovens § 3B, og med virkning fra 28. juni

1998 vedtaget regler om korrektion af koncerninterne aftaler, der ikke var

indgået på markedsmæssige vilkår, jf. ligningslovens § 2. Sverige har først

for

nylig indført tilsvarende regler. Samtlige tre lande måtte som vejledning

støtte sig til artikel 9 med kommentarer i OECD’s modeloverenskomst og

til

OECD’s transfer pricing guidelines, som alle tre lande havde tiltrådt,

men ikke

implementeret i deres interne lovgivning. Såvel de faktiske forhold som

lovgrundlaget var ensartet i alle tre lande, hvorfor det blev gennemført som

en

fælles revision.

For så vidt angår filialen i Norge, fandt skattemyndighederne i

Norge efter det for filialens advokat oplyste ikke grundlag for at forhøje

filialens skattepligtige indkomst. Skattemyndigheden fandt således ikke at

kunne kritisere de indgåede royaltyaftaler og godkendte dermed den dertil

knyttede royaltybetaling på 7 % som værende i fuld overensstemmelse med arms

længde princippet. For så vidt angår filialen i Sverige, anerkendte

skattemyndighederne i Sverige ved anden omprøvningsbeslutning af 11. oktober

1999 fuldt ud den aftalte royaltybetaling på 7 %. Skatteforvaltningen udtalte

i

omprøvningsbeslutningen af 11. oktober 1999 som begrundelse for at frafalde

forhøjelsen følgende (i dansk oversættelse):

”Selskabet har nu indsendt bilag og dokumentation i et sådant

omfang, at SKM ikke har grundlag for at fastholde sin tidligere beslutning på

dette punkt. Selskabet gives derfor fradrag for betalte licensafgifter med

det

i angivelsen krævede beløb.”

Kravet om forhøjelse af indkomsten som følge af for stor

royaltybetaling til USA (forhøjelsen fra 5 til 7 %) blev således i det hele

frafaldet.

Efterfølgende er koncernen worldwide, herunder filialen, blevet

solgt.

Filialen har for skatteåret 1996/97 og indkomståret 1996

selvangivet en skattepligtig indkomst på henholdsvis 6.590.329 kr. og

¸

80.731

kr., idet der er foretaget fradrag for royaltybetalinger på henholdsvis

5.521.870 kr. og 5.803.027 kr.

Told- og Skattestyrelsen har ved de påklagede ansættelser for

skatteåret 1996/97 og indkomståret 1996 forhøjet den skattepligtige indkomst

med henholdsvis 1.774.887 kr. og 2.362.067 kr., idet fradrag for denne del af

de selvangivne royaltybetalinger ikke er godkendt.

Styrelsen har herved bl.a. henvist til, at de anvendte vilkår og

priser for royaltybetalingen på baggrund af de foreliggende royaltyaftaler og

de modtagne oplysninger ikke er i overensstemmelse med armslængde princippet,

jf. selskabsskattelovens § 12, stk. 2, jf. stk. 1. Det er således styrelsens

opfattelse, at der skal ske en reduktion af royaltysatsen svarende til 2 %,

således der alene godkendes fradrag for en royalty på 5 %. Ligeledes skal der

ske en reduktion af beregningsgrundlaget for royaltyberegningen med minimum 5

%

svarende til den andel, som ej-patenterede varer udgør. For så vidt angår

royalty betalt af I/F A/S har styrelsen ikke godkendt fradrag for den betalte

royalty.

Forhøjelsen af royaltysatsen fra 5 % til 7 % forekommer

ubegrundet, idet det er styrelsens opfattelse, at royaltybetalingen må

kvalificeres som værende betaling for både teknisk assistance og

royaltyafgift

samt betaling til dækning af forsknings- og udviklingsomkostninger m.v. På

baggrund heraf er det styrelsens opfattelse, at der skal ske en konkret

betaling for de konkretiserede ydelser, som filialen modtager. Størrelsen af

denne betaling skal vurderes særskilt for hver enkelt ydelse. At

royaltybetalingen tilgår B Corp., kan ikke tillægges nogen betydning, idet de

modtagne oplysninger bl.a. omkring regnskabsaflæggelsen tyder på en stor

integration mellem D Inc. og B Corp.

På baggrund af oplysningerne fremkommet ved funktionsanalysen er

det styrelsens opfattelse, at D Inc. fungerer som en

”omkostningsfond”, hvor

hvert enkelt datterselskab på en mere generel måde via royaltybetalingen

bidrager til forskning og udvikling. Stigningen i royaltysatsen på 2 % er

hovedsaglig begrundet i stigende udgifter til forskning og udvikling af

primært

produktionsprocesser og produkter. Filialen bidrager via royaltybetalingen

til

den løbende forskning og udvikling, uanset om projekterne bliver en succes

eller ej, dvs. filialen er med til at bære den økonomiske risiko for

forsknings- og udviklingsaktiviteten i D Inc.’s Technology Group. Bliver

projekterne

en succes, betaler filialen herudover i forbindelse med salg af produkterne

for

brugsretten, som også indgår som en del af royaltybetalingen. Det er

styrelsens

opfattelse, at et uafhængigt salgsselskab næppe vil betale både for

forskning/udvikling af et produkt og for brugsrettigheden til det samme

succesfulde produkt, som selskabet ikke får en ejerandel i.

Endvidere er det styrelsens opfattelse, at bidrag til dækning af

omkostninger ved forskning og udvikling af selve produktionsprocessen ikke

bør

belastes salgsselskaberne, idet et uafhængigt salgsselskab formentlig ikke

vil

bidrage særskilt til dækning af sådanne forsknings- og udviklingsomkostninger

afholdt af en leverandør. Sådanne omkostninger vil være indregnet i varens

pris, hvorved salgsselskabets varekøb hos leverandøren og ikke

salgsselskabets

omsætning er bestemmende for, hvor stor en omkostningsdækning, leverandøren

kan

indhente hos det pågældende salgsselskab.

Det fremgår af funktionsanalysen, at udvidelsen af

royaltyaftalen primært omfatter forskning og udvikling af forskellige tiltag

til effektivisering af produktionsprocessen og håndtering af affald. Denne

aktivitet kommer således efter styrelsens opfattelse hovedsaglig koncernens

produktionsselskaber til gode. I henhold til royaltyaftalen bidrager

produktionsselskaberne kun til omkostningsdækningen, såfremt de har ekstern

omsætning og dermed bliver opkrævet royaltybetaling. Filialen har ikke

dokumenteret, at effektiviseringen slår igennem i form af fald i de interne

transferpriser mellem produktionsselskaberne og salgsselskaberne og at et

sådant fald skyldes selve effektiviseringen af produktionsprocessen.

Tværtimod

er der konstateret et stigende avancetillæg i de interne transferpriser. Det

er

styrelsens opfattelse, at tiltagene omkring effektivisering af

produktionsprocessen ikke har nogen dokumenteret nytteværdi for

salgsselskaberne, hvorfor royaltysatsen bør reduceres med den del, som kan

henføres til dækning af forsknings- og udviklingsomkostninger afholdt til

effektivisering af produktionsprocessen.

Det er endvidere styrelsens opfattelse, at der, for at opfylde

armslængde princippet ved fastsættelse af royaltybetaling for brugen af

patenterne, skal tages hensyn til patenternes levetid, omfang og natur. Ved

ophør af et patents levetid vil royaltybetalingen for dette patent bortfalde.

Der bør således i royaltybetalingen for patenter være indarbejdet en sats,

som

er i overensstemmelse med de enkelte patenters livsforløb. Det fremgår af

funktionsanalysen, at der ved fastsættelse af royaltysatsen ikke er taget

højde

for patenternes juridiske eller økonomiske levetid ud fra den betragtning, at

de vedligeholdes eller der kommer nye til, som er de gamle teknologisk

overlegne. Trods anmodning herom har styrelsen ikke modtaget dokumentation,

som

kan danne grundlag for en konkret opgørelse af patenternes forventede levetid

m.v.

Endelig er det styrelsens opfattelse, at der ved fastsættelse af

betaling for brug af varemærkerettighederne bør tages højde for, at filialen

forestår den primære markedsføringsindsats i form af ”push up”

fremgangsmåden

som omtalt under funktionsanalysen. Filialen bidrager herved i det daglige

arbejde til opretholdelse og forbedring af varemærkets kommercielle værdi,

hvilket betyder, at der ikke er behov for nogen særlig markedsføringsindsats

fra D Inc. Herudover afholder filialen, som nævnt i funktionsanalysen, al

ekstern markedsføring, f.eks. markedsundersøgelser omkring tilfredsheden med

produkterne. Det er ofte bekosteligt at opretholde værdien af et varemærke.

Filialen bidrager således selv i høj grad til den nytteværdi (kommercielle

værdi), som varemærket har for filialen. Den betaling, der skal indgå i

royaltyafgiften, må derfor begrænses til at omfatte en minimal afgift for

brugen af selve varemærket, idet vedligeholdelse (markedsføring) afholdes af

filialen.

Styrelsen har bl.a. begrundet reduktionen af

beregningsgrundlaget for opgørelsen af royaltybetalingen med, at

lejeindtægter

for udlejning af maskiner, som er købt eksternt, ikke skal indgå i

beregningsgrundlaget for royalty. Filialen har trods anmodning herom ikke

kunnet fremskaffe oplysninger om, hvor stor en del af lejeindtægterne, der

kan

henføres til disse maskiner. Det er således ikke muligt for styrelsen at

fastsætte hvor stor en del af omsætningen, der vedrører lejeindtægter for

udlejning af maskiner, som er købt eksternt. Endvidere skal den del af den

eksterne omsætning, som ikke er patenteret, holdes ude af

beregningsgrundlaget.

Filialens advokat har oplyst som vejledende, at ca. 5 % af koncernens

omsætning

udgør ej-patenterede varer. Styrelsen har ikke modtaget dokumentation, som

sandsynliggør, at fordelingen mellem patenteret og ej-patenteret omsætning

udgør 95 %/5 %. Det er herefter styrelsens opfattelse, at den eksterne

omsætning og dermed beregningsgrundlaget bør nedsættes med minimum 5 %. Med

hensyn til beregningsgrundlaget for royaltyen for patenter er det styrelsens

opfattelse, at det i de situationer, hvor et patenteret produkt alene udgør

en

mindre del af et større produkt/anordning, er i uoverensstemmelse med

armslængde princippet, at salgsprisen for det komplette produkt indgår i

beregningsgrundlaget. Der bør således alene i beregningsgrundlaget indgå den

relative værdi for det patenterede produkt.

Vedrørende I/F A/S har styrelsen anført, at I/F A/S ikke skal

betale royalty af patenter, som erhverves i forbindelse med køb af

aktiviteten

i F A/S, idet divisionen (I) selv ejede patenterne i indkomståret 1996. I

forbindelse hermed har filialens advokat oplyst, at produktionsselskaberne

betaler royalty, såfremt de har eksternt salg. Dette er tilfældet med

filialens

division (I), idet divisionen udelukkende har omsætning af egenproducerede

varer til kunder udenfor koncernen. Til trods for, at divisionen selv ejer

patenterne til produkterne, som kun den fremstiller og sælger, er der i

perioden 1. oktober til 31. december 1996 afregnet 732.138 kr. i royalty.

Patenterne er erhvervet for 150.000 kr., dvs. der er betalt ca. 5 gange

patenternes værdi i royalty. Det er styrelsens opfattelse, at et uafhængigt

selskab

ikke ville have betalt royalty, når de selv ejede patenterne. Styrelsen kan

godkende, at divisionen betaler en royalty, såfremt der rent faktisk modtages

nogle af de øvrige ydelser, som er omfattet af royaltyaftalen. Det må dog

anses

for at være af meget begrænset omfang, idet divisionen er nyerhvervet, og den

producerer og sælger alene et specialprodukt, som ikke er omfattet af det

hidtidige koncernvaresortiment.

Endelig er det styrelsens opfattelse, at resultatet ved en

samlet vurdering ikke bliver det samme, uanset om produktionsselskaberne

eller

salgsselskaberne faktureres for royalty, idet der ikke kan konkluderes så

overordnet ud fra den betragtning, at den opkrævede royaltybetaling må

kvalificeres som værende betaling både for teknisk assistance, royaltyafgift

samt betaling til dækning af forsknings- og udviklingsomkostninger m.v.,

hvorved dele af betalingen under iagttagelse af armslængde princippet kan

pålægges salgsselskaberne, medens andre kan pålægges produktionsselskaberne.

Dette ud fra en betragtning om, at der skal ske konkret betaling for de

enkelte

konkretiserede ydelser. Samtidig skal det holdes for øje, at

produktionsselskabernes kalkulation af den interne transferpris skal være i

overensstemmelse med armslængde princippet.

Styrelsen har under sagens behandling for Landsskatteretten

supplerende anført, at der efter en analogi af den dagældende § 12 i

selskabsskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 724 af 2. august 1994, er

hjemmel til at korrigere den skattepligtige indkomst ved en koncernintern

overdragelse på andre vilkår end dem, som ville gælde for et uafhængigt

foretagende, idet denne bestemmelse er udtryk for et almindeligt gældende

princip om transfer pricing i koncernforhold.

Styrelsen har videre anført, at filialen ikke har opfyldt sin

oplysningspligt i henhold til skattekontrollovens § 6 med hensyn til bl.a.

dokumentation for beregningsgrundlaget og beregningen af den fastsatte

royaltyprocent på 7 % samt dokumentation, som viser royaltysatsens

opsplitning

på tjenestearter. Filialen har således ved den manglende opfyldelse af

oplysningspligten forhindret, at styrelsen kan foretage en relevant

sammenligning med andre virksomheder inden for samme branche. Uden

opsplitning

af royaltysatsen og dermed en indsigt i de enkelte tjenestearters vægtning i

den samlede betaling på 7 % er det ikke muligt at foretage en sammenligning

med

andre virksomheder i branchen, idet der kan være tale om en anden

sammensætning

og vægtning af tjenestearter i disse virksomheder. Styrelsen har således

alene

mulighed for på det foreliggende dokumentationsgrundlag at isolere og vurdere

stigningen i royaltysatsen fra 5 % til 7 %, hvilken vurdering har resulteret

i

afgørelsen af 14. oktober 1999.

For så vidt angår henvisningen til, at bevisbyrden i henhold til

selskabsskattelovens § 12 påhviler skattemyndighederne har styrelsen under

henvisning til skattekontrollovens § 6 anført, at filialen har pligt til at

opfylde sin oplysningspligt, hvilket understøttes af OECD’s

retningslinier fra

1995 og afgørelserne i TfS 1987.60 ØLD og TfS 1988.292 HRD.

Vedrørende ændringen i royaltysatsen på 2 % har styrelsen

anført, at det er nødvendigt at opdele royaltyaftalen og vurdere de enkelte

elementer for på baggrund heraf at konstatere, om royaltybetalingen i sin

helhed er i overensstemmelse med armslængde princippet, jf. punkt 1.43,

kapitel

I, og punkt 6.18, kapitel VII, i Transfer Pricing Guidelines for

Multinational

Enterprises and Tax Administrations fra 1995. I nærværende sag er det

nødvendigt at opdele royaltybetalingen i enkelte elementer såsom

patentbenyttelse, varemærkebenyttelse, tilskud til forskning/udvikling og

teknisk bistand m.v. for at vurdere, om vilkårene og prisfastsættelsen på de

udførte/tilgængelige tjenestearter er i overensstemmelse med de priser og

vilkår,

som uafhængige parter ville have aftalt. Styrelsen har i forbindelse hermed

bemærket, at det ikke er styrelsens opfattelse, at alene den direkte

debitering

kan accepteres som debiteringsmetode, idet styrelsen er enig med filialens

advokat i, at koncerninterne udførte tjenester kan betales enten efter en

indirekte eller direkte metode i henhold til OECD’s rapport fra 1984,

idet

styrelsen har bemærket, at OECD’s Guidelines fra 1995 i kapital VI

anbefaler

primær anvendelse af den direkte debiteringsmetode.

Vedrørende I/F A/S har styrelsen supplerende anført, at

rettighederne i F A/S blev købt for 150.000 kr. i 1996 i forbindelse med

købet

af aktiviteterne i F A/S. Et uafhængigt selskab vil næppe betale 732.000 kr.

for mulig juridisk assistance i forbindelse med en eventuel krænkelse af

patent- og varemærkerettigheder. Der kan stilles spørgsmålstegn ved, om et

uafhængigt foretagende overhovedet vil betale en løbende ydelse for denne

service, når der henses til rettighedernes relativt lave værdi.

Filialens advokat har over for Landsskatteretten nedlagt påstand

om, at den skattepligtige indkomst for skatteåret 1996/97 nedsættes med

1.774.887 kr. til 6.590.329 kr. og for indkomståret 1996 med 2.362.067 kr.

til

¸

80.731

kr.

Advokaten har til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at

royaltybetalingerne, for

hvilke der er

foretaget fradrag, ved opgørelsen af filialens skattepligtige indkomst for

skatteåret 1996/97 og indkomståret 1996, er i overensstemmelse med armslængde

princippet. Der er herved henvist til, at aftalen fra 1988 havde en klar og

uanfægtet nytteværdi for filialen, at tilsvarende aftaler blev indgået med

koncernenheder i andre lande, og at de rettigheder og serviceydelser, der

blev

stillet til rådighed for filialen ved aftalen i 1988, var væsentligt udvidede

i

forhold til den tidligere aftale fra 1979. Endvidere har filialen opfyldt sin

oplysnings- og dokumentationspligt, samtidig med at Told- og Skattestyrelsen

ikke har dokumenteret, at den indgåede royaltyaftale fra 1988 ikke er i

overensstemmelse med armslængde princippet. Der er således ikke – i

overensstemmelse med den afgørelse, som Skatteforvaltningen i Sverige har

truffet – grundlag for at nægte filialen fradrag for nogen del af den

betalte

royaltyafgift.

Advokaten har videre anført, at det efter den dagældende

bestemmelse i selskabsskattelovens § 12 påhvilede skattemyndighederne at

bevise, at anvendte priser og samhandelsforhold ikke var i overensstemmelse

med

de markedsvilkår, der havde været gældende, hvis aftalerne var blevet indgået

mellem uafhængige parter. Faktuelle oplysninger skulle afgives af den

skattepligtige, men sammenligningen med uafhængige markedsforhold skulle

foretages af skattemyndighederne. Det er advokatens opfattelse, at Told- og

Skattestyrelsen ikke har løftet denne bevisbyrde, idet Told- og

Skattestyrelsen, så vidt ses, ikke har foretaget sammenlignende analyser med

andre tilsvarende brancher eller på anden måde undersøgt de markedsvilkår,

der

var gældende i sammenlignende forhold mellem uafhængige parter. Told- og

Skattestyrelsen henholder sig uden nærmere dokumentation alene til, at

royaltyafgiften på 7 % var for høj, når der sammenlignes med den afgift på 5

%,

der var aftalt forud for 1988. Styrelsen synes ikke at have foretaget en

selvstændig vurdering af aftalen pr. 1. januar 1988 og de deri aftalte

rettigheder og serviceydelser, der blev stillet til rådighed for filialen.

Uanset at bevisbyrden således påhviler skattemyndighederne, er

det advokatens opfattelse, at filialen i denne sag har tilvejebragt

tilstrækkelig dokumentation til at fastslå, at der ikke er grundlag for at

antage, at den betalte royaltyafgift på 7 % var for høj i forhold til den

afgift, der ville have været gældende, hvis aftalerne havde været indgået

mellem uafhængige parter. Der er herved henvist til, at skattemyndighederne i

Sverige, hvor bevisbyrden advokaten bekendt påhviler skatteyderen, har

fundet,

at dokumentationen har været tilstrækkelig.

Advokaten har under henvisning til OECD’s rapport fra 1984 om

Transfer Pricing under afsnittet ”The Allocation of Central Management

and

Service Costs” (side 73 ff.), herunder bl.a. punkterne 49 og 58-73,

anført, at

den indirekte debiteringsmetode er fuldt anerkendt, hvilket ligeledes fremgår

af OECD’s transfer pricing rapport fra 1996, kapitel VII, punkterne 7.1

til

7.28. Den royaltyaftale, som filialen har indgået i 1988, er således i fuld

overensstemmelse med OECD’s guidelines. Der er ingen tvivl om, at det er

berettiget at beregne royalty af de ydelser, der er stillet til rådighed for

filialen, og at afregningen kan ske efter den indirekte debiteringsmetode. I

nærværende sag er der netop stillet licensret vedrørende et stort antal

varegrupper til rådighed, ligesom der generelt er stillet en lang række

ydelser

til rådighed for de udenlandske enheder i koncernen. Disse ”on

call” services

er i vidt omfang afhængige af det konkrete behov i den individuelle

situation.

Endvidere har filialen også nytte af retssager vedrørende patentrettigheder

vundet i f.eks. Sverige. Forholdet må sidestilles med, at filialen har tegnet

en forsikrings- og serviceordning, hvor den konkrete nytteværdi kan svinge

meget, afhængigt af de konkrete forhold. Endelig har filialen også stor nytte

af forskningsaktiviteterne, idet dette var og er med til at forny og udvide

varesortimentet, som dermed hele tiden så vidt muligt er teknologisk

opdateret

og tilpasset. Som følge heraf bør der heller ikke reguleres for patenternes

levetid, idet der hele tiden kommer nye til.

Advokaten har om hjemmelsgrundlaget anført, at det er ganske

åbenbart, at selskabsskattelovens § 12 efter sin ordlyd ikke finder direkte

anvendelse i nærværende sag, idet bestemmelsen om filialvirksomhed i § 12,

stk.

2, efter sin ordlyd alene finder anvendelse på handelsmæssige forhold mellem

filialen og hovedvirksomheden (i.e. det hollandske selskab, som filialen er

en

del af) og muligvis også mellem filialen og en anden udenlandsk virksomhed,

der

kontrollerer filialen (D Inc.). Den omhandlede royaltyafgift er imidlertid

betalt til B Corp., der er et søsterselskab til det hollandske selskab. Der

er

således ikke tale om en betaling til hovedvirksomheden eller til en

virksomhed,

der kontrollerer filialen, sådan som lovbestemmelsen forudsætter. Motiverne

til

det lovforslag, der i 1960 indførte bestemmelsen, jf. lovforslag fremsat den

26.

november 1959, indeholder ikke støtte for en udvidende fortolkning af

bestemmelsen. Advokaten har herved bemærket, at der hverken er tale om

regnskabsmæssige manipulationer, vilkårlige kalkulationer eller forsøg på

omgåelse i nærværende sag, idet sagen vedrører udøvelse af et skøn over, om

royaltybetalingen kan anses for at være for stor i forhold til

markedsvilkårene. I relation til spørgsmålet om omgåelse har advokaten

bemærket, at den royaltyafgift, som er betalt og fratrukket i Danmark, er

indtægtsført

i USA, hvor selskabsskatteprocenten er på niveau med den danske. Der har

således ikke været noget incitament for koncernen til at søge at forøge

royaltyafgiften ud fra skattemæssige hensyn. Endelig har advokaten under

henvisning til bl.a. Højesterets dom i TfS 1998.199, Skatteretten 1, 2.

udgave,

side 129, samt bemærkningerne til lovforslaget, der indførte ligningslovens §

2

(L 101, fremsat den 2. juni 1998), anført, at ligningslovens § 12 efter sin

ordlyd konkret ikke finder anvendelse i nærværende sag, og at der ikke er

tilstrækkelig hjemmel i de generelle regler i statsskattelovens § 4-6 til at

regulere og delvis tilsidesætte parternes aftaler.

Vedrørende F A/S har advokaten anført, at han er enig i, at der

ikke med rette kan opkræves royaltyafgift for salg af varer, hvorover F A/S

selv ejede rettighederne. Idet B Corp. i henhold til licensaftalen bl.a. også

var forpligtet til at yde juridisk bistand i forbindelse med eventuelle

krænkelser af F A/S’s patent- og varemærkerettigheder, må det imidlertid

anerkendes,

at F A/S var forpligtet til at betale en vis royaltyafgift herfor, der i

mangel

af faste holdepunkter må fastsættes skønsmæssigt.

Under sagens behandling for Landsskatteretten har advokaten om

hjemmelsgrundlaget supplerende anført, at OECD’s modeloverenskomst ikke

er en

del af den danske lovgivning og derfor ikke har bindende virkning over for

borgerne. Kun hvis der i øvrigt er tilstrækkelig hjemmel i den interne danske

lovgivning, kan OECD’s retningslinier tjene som fortolkningsbidrag.

Advokaten

er dog enig i, at helt vilkårlige og åbenlyse indkomstforvridninger kan

tilsidesættes, jf. dog TfS 1997.392 H. Det er der imidlertid på ingen måde

tale

om i nærværende sag, hvor det ud fra et vanskeligt skøn skal vurderes, om 5 %

eller 7 % er den rigtige royaltyafgift, jf. Landsskatterettens kendelse

vedrørende royalty i TfS 1990.298. I den nævnte dom TfS 1997.392 H fandt

Højesterets flertal det ikke godtgjort, at salget til koncernselskabet i

Liechtenstein skete til priser, der væsentligt afveg fra de priser, der blev

anvendt i forhold til andre udenlandske aftagere, til trods for at priserne

var

det halve af de priser, der anvendtes ved salg til danske kunder.

Filialen har aldrig foretaget den opdeling, som Told- og

Skattestyrelsen gentagne gange efterlyser. Der er indgået en aftale om

betaling

af 7 % for retten til at sælge produkterne og endvidere for at få stillet en

række ydelser til rådighed. Der har ikke været behov for en specifik

opdeling,

og den ville formentlig være umulig at foretage, idet den ville forudsætte

løbende registrering af den nytte, som filialen har haft af royaltyaftalen.

En

sådan registrering er imidlertid ikke foretaget, ligesom der ikke har været

pligt til at foretage den. Forholdet kan for så vidt sammenlignes med en

ejendomsforsikring, hvor der i almindelighed heller ikke foretages en

opdeling

af præmien på de forskellige dækninger i form af brand, storm, tyveri og

rørskade osv. Det er derfor ganske urimeligt, når styrelsen ved fortsat at

bede

om oplysninger og dokumentation, som ikke findes, fastholder, at filialen

ikke

har opfyldt sin oplysningspligt.

Endvidere har filialen ikke påtaget sig en økonomisk risiko

omkring Technology Groups arbejde, idet royaltyafgiften var fast på 7 %.

Vedrørende ændringen af den koncerninterne avancemargin fra 50 til 55 % har

advokaten anført, at en billigere produktion af varerne ikke nødvendigvis

medfører en lavere avancemargin, idet produktionsomkostningerne ikke indgår

direkte i avancemarginen, men derimod i standardkostprisen, som herefter

ganges

med avancemarginen.

Vedrørende filialens betaling i 1995 og 1996 af henholdsvis

745.000 kr. og 1.217.000 kr. til E AB vedrørende andel af fællesomkostninger

i

koncernforbundne selskaber har advokaten anført, at der i henhold til

serviceaftalen mellem filialen og E AB er tale om betaling for diverse

services, herunder assistance med salg, marketing og promotion.

Der er efter advokatens opfattelse ikke grundlag for at reducere

beregningsgrundlaget med 5 %, idet det fremgår af definitionsafsnittet

(afsnit

1) i licensaftalen fra 1988, at alle produkter, der sælges via filialen,

indgår

i beregningsgrundlaget.

Endelig har advokaten under henvisning til punkt 46 i dagældende

cirkulære nr. 136 af 7. november 1988 til selskabsskatteloven, Skat Udland

1992.73, samt Aage Michelsen i International Skatteret, side 309, supplerende

anført om bevisbyrden, at skattemyndighederne har den fulde bevisbyrde for,

at

der ved en koncernintern disposition ikke er handlet på armslængde vilkår, og

at der således skal foreligge et ”klart bevisgrundlag” for, at

selvangivelsen

er urigtig. I denne forbindelse skal skattemyndighederne ikke blot

dokumentere,

at vilkårene afviger fra, hvad der ville have været aftalt mellem uafhængige

parter, men tillige, at disse afvigelser skyldes interessefællesskabet. Told-

og Skattestyrelsen er ikke i nærheden af at have løftet denne bevisbyrde.

Landsskatteretten skal

udtale:

Retten bemærker indledningsvis, at det afgørende kriterium for

spørgsmålet om fradragsret for de omhandlede royaltybetalinger er, hvorvidt

disse står i et rimeligt forhold til værdien af de fra B Corp. oppebårne

modydelser, jf. herved TfS 1990.298 LSR. Spørgsmålet om fradragsret for de

omhandlede royaltybetalinger kan således ikke alene afgøres ud fra en

sammenligning af indholdet i 1979-aftalen og 1988-aftalen henholdsvis

1996-aftalen.

På det foreliggende grundlag finder retten det tilstrækkeligt

godtgjort, at royaltybetalingerne har stået i et rimeligt forhold til værdien

af de fra B Corp. oppebårne modydelser, og retten finder således, at

royaltyafgiften har været forretningsmæssigt begrundet. Endvidere finder

retten

det sandsynliggjort, at filialen ikke har været underlagt vilkår afvigende

fra

vilkår aftalt mellem uafhængige parter.

Retten har ved afgørelsen lagt vægt på, at der med indgåelsen af

1988-aftalen henholdsvis 1996-aftalen blev stillet flere ydelser til rådighed

for filialen, at filialen ikke på anden måde har betalt for disse ydelser i

forvejen, og at de yderligere ydelser må antages at have haft en nytteværdi

for

filialen, idet retten bemærker, at der ikke kan stilles krav om, at filialen

sandsynliggør en konkret nytteværdi af de enkelte ydelser. Der er endvidere

lagt vægt på, at det er uden betydning, om filialen betaler for de yderligere

ydelser i form af en forhøjet royaltyafgift i stedet for en højere

standardkostpris eller avancemargin, og at filialen også skulle have betalt

– i

form af en højere pris på selve varen – for de omkostninger, der har

været ved

forbedringer af produktionsapparatet og udvikling af nye produkter, såfremt

der

havde været tale om en uafhængig part.

For så vidt angår den foretagne reduktion af

beregningsgrundlaget med 5 % finder retten, at der ikke er grundlag for en

sådan reduktion, idet det fremgår af definitionsafsnittet (afsnit 1) i

1988-aftalen henholdsvis 1996-aftalen, at alle produkter, der sælges via

filialen, uanset om de er patenterede eller ej, indgår i

beregningsgrundlaget.

De påklagede ansættelser for skatteåret 1996/97 og indkomståret 1996

nedsættes

derfor til det selvangivne for så vidt angår royaltybetalingerne vedrørende

filialen.

For så vidt angår royaltyafgiften på 732.138 kr. vedrørende

aktiviteten erhvervet i F A/S finder retten det på det foreliggende grundlag

ikke tilstrækkeligt godtgjort, at royaltybetalingen har stået i et rimeligt

forhold til værdien af de fra B Corp. oppebårne modydelser, og retten finder

det endvidere sandsynliggjort, at filialen – for så vidt angår denne

erhvervede

aktivitet – har været underlagt vilkår afvigende fra vilkår aftalt

mellem

uafhængige parter, hvorfor der ikke kan godkendes fradrag herfor.

Retten har herved henset til, at der ikke er grundlag for at

afkræve royaltyafgift for salg af varer, hvorover filialen via erhvervelsen

af

aktiviteten selv ejer rettighederne, og at der ikke i øvrigt findes grundlag

for at afkræve royaltyafgift af de øvrige ydelser, herunder juridisk

assistance

m.v., som B Corp. måtte være forpligtet til at levere, idet disse ydelser i

henhold til 1988-aftalen henholdsvis 1996-aftalen alene er knyttet til brugen

af koncernens varemærker, produkter m.v., som er filialens erhvervede

aktivitet

uvedkommende, idet der herigennem alene sælges produkter, der intet har at

gøre

med koncernens

varemærker, produkter

m.v. Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor for så vidt angår denne del af

royaltybetalingen.

Ikke godkendt fradrag for royaltybetaling for skatteåret 1996/97

på 1.774.887 kr. blev herefter nedsat til 0, mens ikke godkendt fradrag for

royaltybetaling for indkomståret 1996 på 2.362.067 kr. blev ændret til

732.138

kr.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter