Landsskatteretskendelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse
Klagen skyldes, at told- og
skatteregionen ved afgørelse truffet den 4. maj 2000 ikke har anset selskabet
for berettiget til tilbagebetaling af vandafgift for perioden 1. april 1998
–
30. september 1998, jf. vandafgiftslovens § 9, stk. 1.
Det er oplyst, at A golfbane A/S er ejer
af den etablerede golfbane med tilhørende bygninger og maskiner, som siden 1.
januar 1994 har været udlejet til golfklubben. Golfbanen vandes med vand fra
en
privat boring (ikke-alment vandforsyningsanlæg).
Den mellem selskabet og golfklubben
indgåede lejekontrakt har følgende ordlyd:
”1.
Lejemålet er trådt i kraft d. 1. januar
1994 og omfatter den på X etablerede golfbane med tilhørende bygninger og
maskiner, alt iflg. vedlagte specifikation.
2.
Golfklubben er lejer på samme vilkår som
golfbanen for så vidt angår golfbanens lejemål hos Skov- og Naturstyrelsen og
Y
kommune. Kopier af lejemål vedlægges.
3.
Lejeaftalen er uopsigelig fra begge
sider. Lejens størrelse kan til enhver tid genforhandles, men kan dog aldrig
være lavere end golfbanens forpligtelser.
4.
Den årlige leje er aftalt til kr.
410.000,00 excl. moms. Beløbet betales med kr. 102.500,00 plus den til enhver
tid gældende momssats ved udgangen af hvert kvartal. Da det lejedes fortsatte
Læs alt
værdi er betinget af en planlagt vanding og gødskning, vil udlejer forestå
vanding af arealet samt om nødvendigt gødskning efter nærmere aftale med
golfklubben. Golfbanen afholder udgifterne hertil.
5.
Vedligeholdelse af anlæg, bygninger m.v.
påhviler lejeren efter en i samarbejde mellem parterne fastlagt plan. Større
anskaffelser af maskiner/vedligeholdelse af bygninger m.v. forhandles
parterne
imellem.
6.
Lejer er berettiget til at oppebære alle
medlemskontingenter og indskud samt greenfee’s i forbindelse med det
lejedes
anvendelse som golfbane. Det samme gælder indtægter fra udleje af bagskabe,
reklameplads m.v., dog med respekt af tidligere indgåede skriftlige aftaler
med
reklamesponsorer.
7.
Golfbanen er berettiget til at oppebære
alle indtægter ved salg fra øl- og kaffeautomater samt madsalg. Udgifter i
forbindelse hermed samt udgifter til husholdningsartikler m.v. afholdes af
golfbanen. Udgifter i forbindelse med elektricitet, samt brændstof til
maskiner
afholdes ligeledes af golfbanen.
( .)”
Golfbanen er frivilligt momsregistreret
for udlejningen til golfklubben.
Golfklubben har været registreret for
vandafgift i perioden 1. januar 1994 til 30. september 1998. Golfbanen har
været registreret for vandafgift siden 1. januar 1998.
Told- og Skattestyrelsen stadfæstede den
17. december 1997 en af told- og skatteregionen den 15. april 1997 truffet
afgørelse, hvorved selskabet ikke kunne opnå godtgørelse af energiafgifter og
CO2-afgift, fordi energien blev anset for leveret videre og forbrugt i
golfklubben. Under henvisning til en af Momsnævnet den 10. september 1996
truffet afgørelse fastholdt styrelsen regionens afgørelse. Det blev herved
anført,
at en aftale i en lejekontrakt efter styrelsens opfattelse ikke kan bevirke,
at
adgangen til godtgørelse af energiafgifter og vandafgift flyttes fra lejer
(forbrugeren), som ikke er momsregistreret og dermed ikke kan få godtgørelse,
til udlejer. Styrelsen anså videre ikke golfbaner for omfattet af
skatteministerens afgørelse fra 1988, hvorefter idrætshaller kan få godtgjort
energiafgifter i forbindelse med en frivillig registrering for udlejning af
fast ejendom. Under hensyntagen til, at selskabet i forbindelse med en
kontrolsag i foråret 1996 havde fået oplyst, at man behandlede
energiafgifterne
korrekt fik afgørelsen virkning fra den 15. april 1997. Vedrørende
vandafgiften
er det anført, at golfklubben korrekt har afregnet for forbrug af vand fra
egen
boring, da golfklubben er registreringspligtig efter vandafgiftslovens § 4,
stk. 2. Det vil ikke gøre nogen forskel, hvis registreringen for vandafgiften
flyttes til golfbanen, da denne ikke vil kunne få godtgjort vandafgiften,
fordi
vandet ikke er forbrugt i udlejningsvirksomheden, jf. den anførte
nævnsafgørelse.
Ved den påklagede afgørelse har told- og
skatteregionen afvist selskabets anmodning om tilbagebetaling af vandafgift
for
perioden 1. april 1998 – 30. september 1999 på 119.857 kr. under
henvisning
til, at der ifølge vandafgiftslovens § 9, stk. 4, kun kan ske tilbagebetaling
af afgift af det fra virksomheden i forbindelse med momspligtig virksomhed
forbrugte vand. Regionen har herved henvist til den af Told- og
Skattestyrelsen
den 19. december 1997 trufne afgørelse, idet der efter regionens opfattelse
ikke er sket ændringer efter dette tidspunkt. Det er herved anført, at TfS
1999.751 vedrører en konkret sag og således ikke kan anses for at være udtryk
for en praksisændring.
Selskabets repræsentant har over for
Landsskatteretten nedlagt påstand om, at selskabet er berettiget til
tilbagebetaling af vandafgift for den omhandlede periode.
Det er til støtte herfor anført, at da
selskabet udlejer bl.a. golfbanen til golfklubben, leverer selskabet en
ydelse
omfattet af momslovens § 13, stk. 1. Da selskabet desuden leverer vand fra et
ikke-alment vandforsyningsanlæg, er det registreringspligtig efter
vandafgiftslovens § 4, stk. 2. Selskabet er tillige frivilligt
momsregistreret
for udlejning af banen, herunder også for levering af det til vandingen
medgåede vand, og dette har derfor efter vandafgiftslovens § 9, stk. 1, ret
til
tilbagebetaling af afgiften af det til vandingen forbrugte vand. Det er
herved
anført, at det i TfS 1999.751 er fastslået, at en udlejer af en golfbane i en
lignende sag var at anse for forbruger i vandafgiftslovens forstand.
Det er videre anført, at man er enig med
regionen i, at der kun kan ske tilbagebetaling vedrørende vand forbrugt i
virksomheden, hvilket direkte fremgår af vandafgiftslovens § 9, stk. 1.
Momsnævnets afgørelse af 10. september 1996 hvorved et ejendomsselskab ikke
kunne få tilbagebetalt vandafgift, idet vandet ikke var forbrugt af selskabet
men af ferskvandsakvariet, kan ikke tillægges præjudikatsværdi i nærværende
sag, idet det var ferskvandsakvariet der i sagens natur bestemte hvornår der
så
at sige skulle åbnes og lukkes for vandet i takt med behovet for
(gen-)påfyldning af akvarierne. I nærværende sag er det - i lighed med TfS
1999.751 - udlejer der bestemmer, hvornår der skal åbnes og lukkes for
vandet.
Dertil kommer, at udlejer sandsynligvis ikke har haft nogen form for ansvar i
forbindelse med benyttelsen af vandet, udover at stille det til rådighed.
Uanset regionens påstand om det modsatte kan TfS 1999.751 tillægges
præjudikatsværdi
i denne sag, idet der findes mange lighedspunkter mellem de konkrete
omstændigheder i den trufne afgørelse og nærværende sag. Når bortses fra, at
kommanditselskabet i afgørelsen selv havde lejet banen af et interessentskab,
er forholdene næsten identiske med nærværende. Derudover er den af
Landsskatteretten
trufne afgørelse nyere.
Told- og skatteregionen har under sagens
behandling ved Landsskatteretten afgivet en udtalelse. Det er heri bl.a.
anført, at på baggrund af den af Told- og Skattestyrelsen den 17. december
1997
trufne afgørelse samt det i bemærkningerne til vandafgiftslovens § 4, stk. 2,
jf. betænkning afgivet af Skatteudvalget den 18. juni 1993 til L 303 anførte,
er det regionens opfattelse, at der ikke fra lovgiverside har været lagt op
til, at man som golfbaneklub, golfbaneejer eller golfbaneudlejer ved at
oprette
en frivillig registrering for udlejning, kan fritages for betaling af
vandafgiften.
Det er videre regionens opfattelse, at en fritagelse for betaling af
vandafgift
på grundlag af den i denne sag omhandlede udlejningskonstruktion vil få
uoverskuelige konsekvenser for såvel momsfrie virksomheder samt de i bilag
til
vandafgiftsloven nævnte virksomheder, der vil se deres fordel i at etablere
sådanne konstruktioner, hvad enten der er tale om ”forsøg” på at
opnå afgiftsfritagelse
eller afgiftsgodtgørelse. Det er desuden regionens opfattelse, at der i
golf-regi kun er mulighed for fradrag af vand- og energiafgifter i
forbindelse
med almindelige momspligtig virksomhed, f.eks. restaurationsdrift mm. For så
vidt angår TfS 1999.751 er der ikke herved taget stilling til en eventuel
godtgørelse af vandafgiften.
Selskabets repræsentant har hertil
anført, at lovgiver ikke kan tage hensyn til alle de muligheder der er og
opstår i forbindelse med vedtagelse af en ny lov. At lovgiver ikke har
overvejet en bestemt mulighed medfører ikke nødvendigvis, at muligheden er i
strid med loven. Med den klare formulering af de relevante lovbestemmelser må
den af regionen anvendte indsnævrende fortolkning have klar støtte i lovens
forarbejder, hvilket ikke er tilfældet i nærværende sag. Udgangspunktet må
være, at en mulighed, der er i overensstemmelse med lovens ordlyd, må være
lovlig, medmindre andet fremgår af lovens forarbejder. Denne bevisbyrde har
regionen ikke løftet i denne sag. Det er videre anført, at hidtidig praksis,
som regionen henviser til, ikke kan finde anvendelse efter TfS 1999.751. Det
er
korrekt, at der ikke ved denne afgørelse blev taget stilling til godtgørelse
af
vandafgiften. Landsskatteretten tog imidlertid stilling til, hvem der var
forbruger
af vandet, hvilket er det afgørende i nærværende sag. Forbruger af vandet var
den virksomhed, der var forpligtet til at vande golfbanen. Det medfører i
denne
sag, at udlejer er forbruger af vandet og dermed registreringspligtig efter
vandafgiftslovens § 4, stk. 2, og da udlejer er registreret efter momsloven,
kan man få tilbagebetalt afgiften efter vandafgiftslovens § 9, stk. 1. Der er
intet belæg for, at ”forbrug” ikke skulle have den samme betydning
i begge
disse bestemmelser, og den tidligere anvendte term ”endelig
forbruger” er – og
har hele tiden været – uden hjemmel i lovens klare formulering.
Landsskatteretten
skal udtale:
Det fremgår af vandafgiftslovens § 4,
stk. 2, at virksomheder, der leverer ydelser omfattet af bilaget til
nærværende
lov, og virksomheder og institutioner mv., der leverer varer og ydelser
omfattet af merværdiafgiftslovens § 13, stk. 1, og som i forbindelse med
deres
levering af disse varer og ydelser forbruger ledningsført vand fra andre
anlæg
end almene vandforsyningsanlæg, skal anmelde sig til registrering hos de
statslige told- og skattemyndigheder, såfremt det nævnte vandforbrug
overstiger
1000 m3 årligt.
Af den mellem selskabet og golfklubben
indgåede lejeaftale fremgår, at selskabet har påtaget sig for egen regning at
forestå vanding af det udlejede areal. På grundlag heraf og under henvisning
til Landsskatterettens kendelse af 24. juni 1999, refereret i TfS 1999.751,
finder retten, at selskabet må anses at have forbrugt vandet i forbindelse
med
sin udlejningsvirksomhed omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 8.
Selskabet
er således registreringspligtig i medfør af vandafgiftslovens § 4, stk. 2.
Retten finder videre, at selskabet i
medfør af vandafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 3, er berettiget til
tilbagebetaling
af afgiften i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for
merværdiafgift
af vand. Den påklagede afgørelse ændres i overensstemmelse hermed og den
talmæssige opgørelse vil blive foretaget af den stedlige told- og
skatteregion.
Tilbagebetaling af vandafgift til
golfklub.
LSR
2-6-1637-0014
Klagen skyldes, at told- og
skatteregionen ved afgørelse truffet den 4. maj 2000 ikke har anset A
(golfklubben)
for berettiget til tilbagebetaling af vandafgift for perioden 1. januar 1994
til 30. september 1997, jf. vandafgiftslovens § 9, stk. 1.
Det er oplyst, at B A/S (golfbanen) er
ejer af den etablerede golfbane med tilhørende bygninger og maskiner, som
siden
1. januar 1994 har været udlejet til golfklubben. Golfbanen vandes med vand
fra
en privat boring (ikke-alment vandforsyningsanlæg).
Den mellem golfbanen og
golfklubben indgåede lejekontrakt er
refereret i ovenstående kendelse. Golfbanen er frivilligt momsregistreret for
udlejningen til golfklubben.
Golfklubben har været registreret for
vandafgift i perioden 1. januar 1994 til 30. september 1998. Golfbanen har
været registreret for vandafgift siden 1. januar 1998.
Told- og Skattestyrelsen stadfæstede den
17. december 1997 en af told- og skatteregionen den 15. april 1997 truffet
afgørelse, hvorved golfbanen ikke kunne opnå godtgørelse af energiafgifter og
CO2-afgift, fordi energien blev anset for leveret videre og forbrugt i
golfklubben. Under henvisning til en af Momsnævnet den 10. september 1996
truffet afgørelse fastholdt styrelsen regionens afgørelse. Det blev herved
anført,
at en aftale i en lejekontrakt efter styrelsens opfattelse ikke kan bevirke,
at
adgangen til godtgørelse af energiafgifter og vandafgift flyttes fra lejer
(forbrugeren), som ikke er momsregistreret og dermed ikke kan få godtgørelse,
til udlejer. Styrelsen anså videre ikke golfbaner for omfattet af
skatteministerens afgørelse fra 1988. Vedrørende vandafgiften er det anført,
at
golfklubben korrekt har afregnet for forbrug af vand fra egen boring, da
golfklubben er registreringspligtig efter vandafgiftslovens § 4, stk. 2. Det
vil ikke gøre nogen forskel, hvis registreringen for vandafgiften flyttes til
golfbanen, da denne ikke vil kunne få godtgjort vandafgiften, fordi vandet
ikke
er forbrugt i udlejningsvirksomheden, jf. den anførte nævnsafgørelse.
Ved den påklagede afgørelse har told- og
skatteregionen afvist golfklubbens anmodning om tilbagebetaling af vandafgift
for perioden 1. januar 1994 – 30. september 1997 på 80.000 kr. under
henvisning
til, at der ifølge vandafgiftslovens § 9, stk. 1, kun kan ske tilbagebetaling
af afgift af det fra virksomheden i forbindelse med momspligtig virksomhed
forbrugte vand. Regionen har herved henvist til den af Told- og
Skattestyrelsen
den 19. december 1997 trufne afgørelse, idet der efter regionens opfattelse
ikke er sket ændringer efter dette tidspunkt. Det er herved anført, at TfS
1999.751 vedrører en konkret sag og således ikke kan anses for at være udtryk
for en praksisændring.
Selskabets repræsentant har over for
Landsskatteretten nedlagt påstand om, at golfklubben er berettiget til
tilbagebetaling af vandafgift for den omhandlede periode.
Det er til støtte herfor anført, at
golfklubben ikke har været registreringspligtig i henhold til
vandafgiftslovens
§ 4, stk. 2 for det omhandlede vandforbrug. Der er herved henvist til det i
den
samtidig verserende sag vedrørende golfbanen anførte om, at
registreringspligten
påhviler selskabet, idet dette må anses for at have forbrug vandet.
Landsskatteretten
skal udtale:
Under henvisning til den samtidig hermed
afsagte kendelse, hvorved golfbanen blev anset for i forbindelse med sin
udlejningsvirksomhed at have forbrugt det i sagen omhandlede vand, finder
Landsskatteretten, at golfklubben ikke er registreringspligtig i medfør af
vandafgiftslovens § 4, stk. 2. Den påklagede afgørelse ændres i
overensstemmelse hermed.
Det bemærkes, at et krav om
tilbagebetaling af den af golfklubben erlagte vandafgift ikke er grundet i
godtgørelsesreglen
i lovens § 9, stk. 1, men i den af myndighederne foretagne registrering af
klubben. Sådanne tilbagesøgningskrav er ikke undergivet Landsskatterettens
kompetence, jf. lovens § 22 a, stk.1, nr. 1, hvorefter retten kun kan tage
stilling til afgiftspligten.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Vandafgift Retsinformation · 7. juni 2000
- Golfbaner - brug af vand fra egen boring Retsinformation · 17. april 2019
- Bindende svar - Vandafgift af regnvand, søvand, afværgeforanstaltninger og renset kloak- og spildevand Retsinformation · 28. oktober 2015
- Opgørelse af mængden af spildevand for ejendomme udenfor kloakeret område Retsinformation · 8. juli 2020
- [person1], herefter benævnt virksomheden, har fået afslag på en anmodning om genoptagelse af SKATs afgørelse af 6. maj 2011 vedrørende SKATs skønsmæssige… Landsskatteretten · 27. september 2012
- Moms – gymnasiums momspligt og fradragsret – godtgørelse af elafgift Retsinformation · 15. november 2008
Lignende dokumenter
- Vandafgift Retsinformation · 7. juni 2000
- E.A.7.5.3 Ledningsført vand omfattet af afgiften Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Klagerens anmodning om nedsættelse af grundlaget for beregning af afgift af ledningsført vand ikke er imødekommet Landsskatteretten · 25. februar 2010
- Golfbaner - brug af vand fra egen boring SKM-databasen · 26. marts 2019
- E.A.7.5.4 Virksomheder omfattet af reglerne Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Bindende svar - Vandafgift af regnvand, søvand, afværgeforanstaltninger og renset kloak- og spildevand Retsinformation · 28. oktober 2015