Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse

KEN nr 12449 af 21/12/2001Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet12. august 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse

Klagen skyldes, at told- og

skatteregionen ved afgørelse truffet den 4. maj 2000 ikke har anset selskabet

for berettiget til tilbagebetaling af vandafgift for perioden 1. april 1998

–

30. september 1998, jf. vandafgiftslovens § 9, stk. 1.

Det er oplyst, at A golfbane A/S er ejer

af den etablerede golfbane med tilhørende bygninger og maskiner, som siden 1.

januar 1994 har været udlejet til golfklubben. Golfbanen vandes med vand fra

en

privat boring (ikke-alment vandforsyningsanlæg).

Den mellem selskabet og golfklubben

indgåede lejekontrakt har følgende ordlyd:

”1.

Lejemålet er trådt i kraft d. 1. januar

1994 og omfatter den på X etablerede golfbane med tilhørende bygninger og

maskiner, alt iflg. vedlagte specifikation.

2.

Golfklubben er lejer på samme vilkår som

golfbanen for så vidt angår golfbanens lejemål hos Skov- og Naturstyrelsen og

Y

kommune. Kopier af lejemål vedlægges.

3.

Lejeaftalen er uopsigelig fra begge

sider. Lejens størrelse kan til enhver tid genforhandles, men kan dog aldrig

være lavere end golfbanens forpligtelser.

4.

Den årlige leje er aftalt til kr.

410.000,00 excl. moms. Beløbet betales med kr. 102.500,00 plus den til enhver

tid gældende momssats ved udgangen af hvert kvartal. Da det lejedes fortsatte

Læs alt

værdi er betinget af en planlagt vanding og gødskning, vil udlejer forestå

vanding af arealet samt om nødvendigt gødskning efter nærmere aftale med

golfklubben. Golfbanen afholder udgifterne hertil.

5.

Vedligeholdelse af anlæg, bygninger m.v.

påhviler lejeren efter en i samarbejde mellem parterne fastlagt plan. Større

anskaffelser af maskiner/vedligeholdelse af bygninger m.v. forhandles

parterne

imellem.

6.

Lejer er berettiget til at oppebære alle

medlemskontingenter og indskud samt greenfee’s i forbindelse med det

lejedes

anvendelse som golfbane. Det samme gælder indtægter fra udleje af bagskabe,

reklameplads m.v., dog med respekt af tidligere indgåede skriftlige aftaler

med

reklamesponsorer.

7.

Golfbanen er berettiget til at oppebære

alle indtægter ved salg fra øl- og kaffeautomater samt madsalg. Udgifter i

forbindelse hermed samt udgifter til husholdningsartikler m.v. afholdes af

golfbanen. Udgifter i forbindelse med elektricitet, samt brændstof til

maskiner

afholdes ligeledes af golfbanen.

( .)”

Golfbanen er frivilligt momsregistreret

for udlejningen til golfklubben.

Golfklubben har været registreret for

vandafgift i perioden 1. januar 1994 til 30. september 1998. Golfbanen har

været registreret for vandafgift siden 1. januar 1998.

Told- og Skattestyrelsen stadfæstede den

17. december 1997 en af told- og skatteregionen den 15. april 1997 truffet

afgørelse, hvorved selskabet ikke kunne opnå godtgørelse af energiafgifter og

CO2-afgift, fordi energien blev anset for leveret videre og forbrugt i

golfklubben. Under henvisning til en af Momsnævnet den 10. september 1996

truffet afgørelse fastholdt styrelsen regionens afgørelse. Det blev herved

anført,

at en aftale i en lejekontrakt efter styrelsens opfattelse ikke kan bevirke,

at

adgangen til godtgørelse af energiafgifter og vandafgift flyttes fra lejer

(forbrugeren), som ikke er momsregistreret og dermed ikke kan få godtgørelse,

til udlejer. Styrelsen anså videre ikke golfbaner for omfattet af

skatteministerens afgørelse fra 1988, hvorefter idrætshaller kan få godtgjort

energiafgifter i forbindelse med en frivillig registrering for udlejning af

fast ejendom. Under hensyntagen til, at selskabet i forbindelse med en

kontrolsag i foråret 1996 havde fået oplyst, at man behandlede

energiafgifterne

korrekt fik afgørelsen virkning fra den 15. april 1997. Vedrørende

vandafgiften

er det anført, at golfklubben korrekt har afregnet for forbrug af vand fra

egen

boring, da golfklubben er registreringspligtig efter vandafgiftslovens § 4,

stk. 2. Det vil ikke gøre nogen forskel, hvis registreringen for vandafgiften

flyttes til golfbanen, da denne ikke vil kunne få godtgjort vandafgiften,

fordi

vandet ikke er forbrugt i udlejningsvirksomheden, jf. den anførte

nævnsafgørelse.

Ved den påklagede afgørelse har told- og

skatteregionen afvist selskabets anmodning om tilbagebetaling af vandafgift

for

perioden 1. april 1998 – 30. september 1999 på 119.857 kr. under

henvisning

til, at der ifølge vandafgiftslovens § 9, stk. 4, kun kan ske tilbagebetaling

af afgift af det fra virksomheden i forbindelse med momspligtig virksomhed

forbrugte vand. Regionen har herved henvist til den af Told- og

Skattestyrelsen

den 19. december 1997 trufne afgørelse, idet der efter regionens opfattelse

ikke er sket ændringer efter dette tidspunkt. Det er herved anført, at TfS

1999.751 vedrører en konkret sag og således ikke kan anses for at være udtryk

for en praksisændring.

Selskabets repræsentant har over for

Landsskatteretten nedlagt påstand om, at selskabet er berettiget til

tilbagebetaling af vandafgift for den omhandlede periode.

Det er til støtte herfor anført, at da

selskabet udlejer bl.a. golfbanen til golfklubben, leverer selskabet en

ydelse

omfattet af momslovens § 13, stk. 1. Da selskabet desuden leverer vand fra et

ikke-alment vandforsyningsanlæg, er det registreringspligtig efter

vandafgiftslovens § 4, stk. 2. Selskabet er tillige frivilligt

momsregistreret

for udlejning af banen, herunder også for levering af det til vandingen

medgåede vand, og dette har derfor efter vandafgiftslovens § 9, stk. 1, ret

til

tilbagebetaling af afgiften af det til vandingen forbrugte vand. Det er

herved

anført, at det i TfS 1999.751 er fastslået, at en udlejer af en golfbane i en

lignende sag var at anse for forbruger i vandafgiftslovens forstand.

Det er videre anført, at man er enig med

regionen i, at der kun kan ske tilbagebetaling vedrørende vand forbrugt i

virksomheden, hvilket direkte fremgår af vandafgiftslovens § 9, stk. 1.

Momsnævnets afgørelse af 10. september 1996 hvorved et ejendomsselskab ikke

kunne få tilbagebetalt vandafgift, idet vandet ikke var forbrugt af selskabet

men af ferskvandsakvariet, kan ikke tillægges præjudikatsværdi i nærværende

sag, idet det var ferskvandsakvariet der i sagens natur bestemte hvornår der

så

at sige skulle åbnes og lukkes for vandet i takt med behovet for

(gen-)påfyldning af akvarierne. I nærværende sag er det - i lighed med TfS

1999.751 - udlejer der bestemmer, hvornår der skal åbnes og lukkes for

vandet.

Dertil kommer, at udlejer sandsynligvis ikke har haft nogen form for ansvar i

forbindelse med benyttelsen af vandet, udover at stille det til rådighed.

Uanset regionens påstand om det modsatte kan TfS 1999.751 tillægges

præjudikatsværdi

i denne sag, idet der findes mange lighedspunkter mellem de konkrete

omstændigheder i den trufne afgørelse og nærværende sag. Når bortses fra, at

kommanditselskabet i afgørelsen selv havde lejet banen af et interessentskab,

er forholdene næsten identiske med nærværende. Derudover er den af

Landsskatteretten

trufne afgørelse nyere.

Told- og skatteregionen har under sagens

behandling ved Landsskatteretten afgivet en udtalelse. Det er heri bl.a.

anført, at på baggrund af den af Told- og Skattestyrelsen den 17. december

1997

trufne afgørelse samt det i bemærkningerne til vandafgiftslovens § 4, stk. 2,

jf. betænkning afgivet af Skatteudvalget den 18. juni 1993 til L 303 anførte,

er det regionens opfattelse, at der ikke fra lovgiverside har været lagt op

til, at man som golfbaneklub, golfbaneejer eller golfbaneudlejer ved at

oprette

en frivillig registrering for udlejning, kan fritages for betaling af

vandafgiften.

Det er videre regionens opfattelse, at en fritagelse for betaling af

vandafgift

på grundlag af den i denne sag omhandlede udlejningskonstruktion vil få

uoverskuelige konsekvenser for såvel momsfrie virksomheder samt de i bilag

til

vandafgiftsloven nævnte virksomheder, der vil se deres fordel i at etablere

sådanne konstruktioner, hvad enten der er tale om ”forsøg” på at

opnå afgiftsfritagelse

eller afgiftsgodtgørelse. Det er desuden regionens opfattelse, at der i

golf-regi kun er mulighed for fradrag af vand- og energiafgifter i

forbindelse

med almindelige momspligtig virksomhed, f.eks. restaurationsdrift mm. For så

vidt angår TfS 1999.751 er der ikke herved taget stilling til en eventuel

godtgørelse af vandafgiften.

Selskabets repræsentant har hertil

anført, at lovgiver ikke kan tage hensyn til alle de muligheder der er og

opstår i forbindelse med vedtagelse af en ny lov. At lovgiver ikke har

overvejet en bestemt mulighed medfører ikke nødvendigvis, at muligheden er i

strid med loven. Med den klare formulering af de relevante lovbestemmelser må

den af regionen anvendte indsnævrende fortolkning have klar støtte i lovens

forarbejder, hvilket ikke er tilfældet i nærværende sag. Udgangspunktet må

være, at en mulighed, der er i overensstemmelse med lovens ordlyd, må være

lovlig, medmindre andet fremgår af lovens forarbejder. Denne bevisbyrde har

regionen ikke løftet i denne sag. Det er videre anført, at hidtidig praksis,

som regionen henviser til, ikke kan finde anvendelse efter TfS 1999.751. Det

er

korrekt, at der ikke ved denne afgørelse blev taget stilling til godtgørelse

af

vandafgiften. Landsskatteretten tog imidlertid stilling til, hvem der var

forbruger

af vandet, hvilket er det afgørende i nærværende sag. Forbruger af vandet var

den virksomhed, der var forpligtet til at vande golfbanen. Det medfører i

denne

sag, at udlejer er forbruger af vandet og dermed registreringspligtig efter

vandafgiftslovens § 4, stk. 2, og da udlejer er registreret efter momsloven,

kan man få tilbagebetalt afgiften efter vandafgiftslovens § 9, stk. 1. Der er

intet belæg for, at ”forbrug” ikke skulle have den samme betydning

i begge

disse bestemmelser, og den tidligere anvendte term ”endelig

forbruger” er – og

har hele tiden været – uden hjemmel i lovens klare formulering.

Landsskatteretten

skal udtale:

Det fremgår af vandafgiftslovens § 4,

stk. 2, at virksomheder, der leverer ydelser omfattet af bilaget til

nærværende

lov, og virksomheder og institutioner mv., der leverer varer og ydelser

omfattet af merværdiafgiftslovens § 13, stk. 1, og som i forbindelse med

deres

levering af disse varer og ydelser forbruger ledningsført vand fra andre

anlæg

end almene vandforsyningsanlæg, skal anmelde sig til registrering hos de

statslige told- og skattemyndigheder, såfremt det nævnte vandforbrug

overstiger

1000 m3 årligt.

Af den mellem selskabet og golfklubben

indgåede lejeaftale fremgår, at selskabet har påtaget sig for egen regning at

forestå vanding af det udlejede areal. På grundlag heraf og under henvisning

til Landsskatterettens kendelse af 24. juni 1999, refereret i TfS 1999.751,

finder retten, at selskabet må anses at have forbrugt vandet i forbindelse

med

sin udlejningsvirksomhed omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 8.

Selskabet

er således registreringspligtig i medfør af vandafgiftslovens § 4, stk. 2.

Retten finder videre, at selskabet i

medfør af vandafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 3, er berettiget til

tilbagebetaling

af afgiften i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for

merværdiafgift

af vand. Den påklagede afgørelse ændres i overensstemmelse hermed og den

talmæssige opgørelse vil blive foretaget af den stedlige told- og

skatteregion.

Tilbagebetaling af vandafgift til

golfklub.

LSR

2-6-1637-0014

Klagen skyldes, at told- og

skatteregionen ved afgørelse truffet den 4. maj 2000 ikke har anset A

(golfklubben)

for berettiget til tilbagebetaling af vandafgift for perioden 1. januar 1994

til 30. september 1997, jf. vandafgiftslovens § 9, stk. 1.

Det er oplyst, at B A/S (golfbanen) er

ejer af den etablerede golfbane med tilhørende bygninger og maskiner, som

siden

1. januar 1994 har været udlejet til golfklubben. Golfbanen vandes med vand

fra

en privat boring (ikke-alment vandforsyningsanlæg).

Den mellem golfbanen og

golfklubben indgåede lejekontrakt er

refereret i ovenstående kendelse. Golfbanen er frivilligt momsregistreret for

udlejningen til golfklubben.

Golfklubben har været registreret for

vandafgift i perioden 1. januar 1994 til 30. september 1998. Golfbanen har

været registreret for vandafgift siden 1. januar 1998.

Told- og Skattestyrelsen stadfæstede den

17. december 1997 en af told- og skatteregionen den 15. april 1997 truffet

afgørelse, hvorved golfbanen ikke kunne opnå godtgørelse af energiafgifter og

CO2-afgift, fordi energien blev anset for leveret videre og forbrugt i

golfklubben. Under henvisning til en af Momsnævnet den 10. september 1996

truffet afgørelse fastholdt styrelsen regionens afgørelse. Det blev herved

anført,

at en aftale i en lejekontrakt efter styrelsens opfattelse ikke kan bevirke,

at

adgangen til godtgørelse af energiafgifter og vandafgift flyttes fra lejer

(forbrugeren), som ikke er momsregistreret og dermed ikke kan få godtgørelse,

til udlejer. Styrelsen anså videre ikke golfbaner for omfattet af

skatteministerens afgørelse fra 1988. Vedrørende vandafgiften er det anført,

at

golfklubben korrekt har afregnet for forbrug af vand fra egen boring, da

golfklubben er registreringspligtig efter vandafgiftslovens § 4, stk. 2. Det

vil ikke gøre nogen forskel, hvis registreringen for vandafgiften flyttes til

golfbanen, da denne ikke vil kunne få godtgjort vandafgiften, fordi vandet

ikke

er forbrugt i udlejningsvirksomheden, jf. den anførte nævnsafgørelse.

Ved den påklagede afgørelse har told- og

skatteregionen afvist golfklubbens anmodning om tilbagebetaling af vandafgift

for perioden 1. januar 1994 – 30. september 1997 på 80.000 kr. under

henvisning

til, at der ifølge vandafgiftslovens § 9, stk. 1, kun kan ske tilbagebetaling

af afgift af det fra virksomheden i forbindelse med momspligtig virksomhed

forbrugte vand. Regionen har herved henvist til den af Told- og

Skattestyrelsen

den 19. december 1997 trufne afgørelse, idet der efter regionens opfattelse

ikke er sket ændringer efter dette tidspunkt. Det er herved anført, at TfS

1999.751 vedrører en konkret sag og således ikke kan anses for at være udtryk

for en praksisændring.

Selskabets repræsentant har over for

Landsskatteretten nedlagt påstand om, at golfklubben er berettiget til

tilbagebetaling af vandafgift for den omhandlede periode.

Det er til støtte herfor anført, at

golfklubben ikke har været registreringspligtig i henhold til

vandafgiftslovens

§ 4, stk. 2 for det omhandlede vandforbrug. Der er herved henvist til det i

den

samtidig verserende sag vedrørende golfbanen anførte om, at

registreringspligten

påhviler selskabet, idet dette må anses for at have forbrug vandet.

Landsskatteretten

skal udtale:

Under henvisning til den samtidig hermed

afsagte kendelse, hvorved golfbanen blev anset for i forbindelse med sin

udlejningsvirksomhed at have forbrugt det i sagen omhandlede vand, finder

Landsskatteretten, at golfklubben ikke er registreringspligtig i medfør af

vandafgiftslovens § 4, stk. 2. Den påklagede afgørelse ændres i

overensstemmelse hermed.

Det bemærkes, at et krav om

tilbagebetaling af den af golfklubben erlagte vandafgift ikke er grundet i

godtgørelsesreglen

i lovens § 9, stk. 1, men i den af myndighederne foretagne registrering af

klubben. Sådanne tilbagesøgningskrav er ikke undergivet Landsskatterettens

kompetence, jf. lovens § 22 a, stk.1, nr. 1, hvorefter retten kun kan tage

stilling til afgiftspligten.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter