Spring til indhold

Retsinformation

Landsskattekendelse

KEN nr 12364 af 27/07/2001Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet12. november 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskattekendelse

Virksomhedsordning, værdi af fri bil, sygedagpenge.

Arbejdstøj. Udlejning af sommerhus

Reference:

Ligningslovens § 16, stk. 4, Virksomhedsskattelovens § 2,

stk. 2 og § 6, stk. 1. Statsskattelovens § 4 b. Arbejdsmarkedsfondslovens §

10.

A klager for indkomstårene 1995 og 1996 over, at de

stedlige skattemyndigheder har ansat værdi af fri bil til hhv. 31.500

kr. og 33.000 kr., for indkomstårene 1995, 1996 og 1997 over, at

sygedagpenge er flyttet fra personlig indkomst til overskud af

selvstændig virksomhed samt for indkomstårene 1996 og 1997 over,

at der er ansat overskud vedrørende udlejning af sommerhus.

Det er oplyst, at klageren er murermester og siden 1967

har drevet virksomhed og at hans virksomhed er omfattet af

virksomhedsordningen. Overskud af virksomheden er for 1995 til 1997

selvangivet med henholdsvis 318.032 kr., 236.538 kr. og 238.867 kr.

Vedrørende værdi af fri bil -

indkomstårene 1995 og 1996.

Det er oplyst, at klageren har selvangivet fradrag for

driftsudgifter og afskrivning på blandet benyttet bil med fradrag for

privat andel med i alt henholdsvis 14.953 kr. og 15.720 kr.

De stedlige skattemyndigheder har anført, at

når en blandet benyttet bil indgår i virksomhedsordningen, skal

værdi af fri bil medregnes i virksomhedens indkomst. Værdien er

ansat i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4, til 21 % af 150.000 kr. -

31.500 kr. for indkomståret 1995 og til 22 % af 150.000 kr. - 33.000

kr. for indkomståret 1996.

De stedlige skattemyndigheder har henvist til en ikke

offentliggjort landsskatteretskendelse af 15. december 1998.

Læs alt

Klagerens advokat har over for Landsskatteretten

anført, at den af myndighederne påberåbte afgørelse

er forkert, hvorved det er gjort gældende, at afgørelsen strider

mod skatterettens lighedsgrundsætning. Videre er det anført, at

valgmuligheden efter virksomhedsskattelovens § 2, stk. 2, udelukkende

vedrører om den skattepligtige ønsker at være i

virksomhedsordningen eller ej. Bestemmelsen blev indsat, fordi Folketinget

fandt, at det var yderst vanskeligt for den selvstændigt

erhvervsdrivende at overskue konsekvenserne af et sådant valg. I denne

sag anmodes der ikke om ændring af valg af ordning, hvorfor

ovenstående lovbestemmelse ikke er aktuel.

Landsskatteretten skal i overensstemmelse med den af de

stedlige skattemyndigheder nævnte afgørelse af 15. december 1998

udtale, at klageren først efterfølgende har anmodet om

tilladelse til at udtage bilen af virksomhedsordningen primo 1995. Den

ønskede disposition skulle efter virksomhedsskattelovens § 2, stk. 6,

være bogført med virkning fra starten af året, og

hævningen skulle i henhold til virksomhedsskattelovens §§ 5 og 10, stk.

1, ske senest på tidspunktet for aflevering af selvangivelsen. Retten

finder ikke grundlag for, at bilen kan udtages af virksomhedsordningen,

allerede fordi der alene kan ske overførsel inden udløbet af

fristen for indgivelse af selvangivelsen for det omhandlede indkomstår.

Der er herefter ikke mulighed for at holde bilen uden for

virksomhedsskatteordningen, og ansættelsen vil derfor være at

stadfæste på dette punkt.

Vedrørende beskatning af sygedagpenge.

Det er oplyst, at klageren har fået udbetalt

11.928 kr., 9.595 kr. og 15.315 kr. i sygedagpenge for indkomstårene

1995 til 1997. Beløbene er selvangivet som personlig indkomst.

De stedlige skattemyndigheder har tillagt beløbene

til virksomhedens indkomst, hvorved der er henvist til

arbejdsmarkedsfondslovens § 10, cirkulære nr. 135 af 4. november 1988

punkt 24 til kildeskatteloven., ligningsvejledningen punkt E.D.1.2. og TfS

1995.201.

Klagerens advokat har over for Landsskatteretten

anført, at de udbetalte sygedagpenge må anses for personlig

indkomst for klageren. Til støtte herfor er henvist til, at det er i

strid med grundlovens § 43, idet der ikke er nogen lovbestemmelser,

ifølge hvilke sygedagpenge skal indregnes i virksomhedsindkomsten.

Det er videre anført, at med skattereformen i 1993

blev alle offentlige overførselsindkomster, herunder sygedagpenge,

friholdt for indeholdelse af bruttoskat. Samtidig blev udbetalingssatserne

nedsat tilsvarende. Alene af denne grund skal der ikke beregnes

arbejdsmarkedsbidrag af beløbene.

Klagerens advokat har videre anført, at

sygedagpengene udbetales som personlig B-indkomst til den forsikrede (med

angivelse af CPR-nr.) og ikke til virksomheden (med angivelse af SE-nr.).

Advokaten har anført, at lovgrundlaget findes i lov

om dagpenge ved sygdom eller fødsel § 2, stk. 1, ifølge hvilken

dagpenge ydes på grundlag lønindtægt og anden

indtægt, der erstatter lønindtægt, jf. stk. 2 og

selvstændig erhvervsindtægt. Af lovens afsnit III er dagpenge

under sygdom til selvstændige erhvervsdrivende omhandlet. Det

fremgår af lovens § 10, stk. 3, at dagpengebeløbet er identisk

med det for lønmodtagere gældende. Af bekendtgørelse nr.

442.1998 til lov om dagpenge § 28 stk. 1, nr. 3 fremgår, at som

beregningsgrundlag for en selvstændig erhvervsdrivende anvendes

årsopgørelsens oplysninger om egne sygedagpenge. I lov om

arbejdsmarkedsfonde fra 1993 § 1, stk. 1 fremgår, at der oprettes en

Arbejdsmarkedsfond, der af indtægterne finansierer statens udgifter til

dagpenge ved sygdom eller fødsel jf. litra d. Af lovens § 2, stk. 1,

litra a, oppebærer Arbejdsmarkedsfonden i henhold til lovens § 2, stk.

1, litra a, indtægter fra arbejdsmarkedsbidrag fra lønmodtagere

m.fl. og selvstændigt erhvervsdrivende. Efter lovens § 3 er bidraget

ens for både selvstændige og lønmodtagere. Lovens § 10,

stk. 1, vedrører selvstændigt erhvervsdrivende uden for

virksomhedsordningen, og § 10, stk. 2, vedrører selvstændigt

erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsordningen. Sidstnævnte

bestemmelse er kernen i nærværende sag. Af bemærkningerne

til lovforslaget fremgår blandt andet, at sygedagpenge ikke optjenes

som led i et ansættelsesforhold, ligesom det fremgår, at det for

selvstændigt erhvervsdrivende, der er omfattet virksomhedsordningen,

foreslås, at bidragsgrundlaget udgøres af den personlige

indkomst fra virksomheden. Af betænkningen til lov om

arbejdsmarkedsfonde fremgår, at for selvstændigt

erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsordningen, opgøres

bidragsgrundlaget herefter som summen af de overførsler, der sker fra

virksomheden.

Samtidig med lov om arbejdsmarkedsfonde blev i 1993

indført en reguleringslov vedrørende reguleringer af

overførsler m.v. Heraf fremgår blandt andet, at de

skattepligtige overførsler nedreguleres som følge af

forhøjelsen af arbejdsmarkedsbidragene. Bestemmelserne gælder

både lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende.

Advokaten har fastholdt, at der ikke er lovhjemmel til at

henføre sygedagpenge til virksomheden, og at de stedlige

skattemyndigheders ansættelse således er i strid med grundlovens

§ 43.

Af virksomhedsskattelovens § 1, stk. 1 fremgår, at

virksomhedsordningen omfatter indkomster fra virksomheden. Advokaten har

fremhævet, at det før 1993 for så vidt ikke havde haft

nogen betydning, hvorvidt eventuelle sygedagpenge blev medregnet til en

virksomheds overskud, men at det efter arbejdsmarkedsbidragets

indførelse i 1993 havde betydning. Af cirkulære til

virksomhedsskatteloven fra 1986 fremgår blandt andet, at ordningen ikke

omfatter den erhvervsdrivendes privatøkonomi. Videre fremgår det

af cirkulærets punkt 8, at efter virksomhedsordningens

skatteberegningsregler opgøres virksomhedens overskud på helt

sædvanlig måde, idet alle indtægter medtages, og udgifter,

herunder renteudgifter, fradrages. Hvorvidt en indtægt indgår i

virksomheden skal undersøges for hver enkelt indtægt, idet der

skal være tale om en indtægt, der er et naturligt led i

virksomheden. Det fremgår af cirkulæret, at sygedagpenge

indgår i virksomhedens overskud.

Skattedepartementet har i en udtalelse af 13. december

1994 offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1995.201 udtalt, at

sygedagpenge, der skattemæssigt medregnes ved opgørelsen af

virksomhedsoverskud, er omfattet af bidragsgrundlaget efter

arbejdsmarkedsfondslovens § 10. Skattedepartementet har imidlertid blot

forudsat, at der var lovhjemmel til at henregne sygedagpenge til

virksomheden.

Advokaten har henvist til en afgørelse fra

Landsskatteretten fra 1996 offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og

Afgifter 1996.606 vedrørende etableringsydelse. Det blev i

afgørelsen statueret, at denne skulle medregnes ved opgørelsen

af bidragsgrundlaget i henhold til arbejdsmarkedsfondslovens § 10, stk. 2.

Landsskatteretten lagde vægt på, at etableringsydelsen var

retserhvervet som led i skatteyderens skattepligtige indkomst, uanset at

denne i henhold til kildeskattelovens § 43, stk. 1, skulle kvalificeres som

A-indkomst. Advokaten finder afgørelsen rigtig, idet

etableringsydelsen netop relaterede sig til virksomheden. Østre

Landsrets dom af 8. juni 2000 vedrørte behandlingen af

iværksætterydelse for en selvstændig erhvervsdrivende, der

ikke var i virksomhedsordningen. Det blev i dommen statueret, at skatteyderen

var skattepligtig af iværksætterydelsen, og at denne skulle

medregnes i bidragsgrundlaget. I nærværende sag er der som

nævnt tale om en situation omfattet af arbejdsmarkedsfondslovens § 10,

stk. 2, der ikke giver hjemmel til at henregne de nævnte sygedagpenge

til virksomhedsoverskuddet. Sygedagpengene vedrører skatteyderen

personligt og har ikke noget med virksomheden at gøre. At det af

cirkulæret til virksomhedsskatteloven fremgår, at sygedagpenge

indgår i virksomhedens overskud kan ikke afhjælpe den manglende

hjemmel.

Landsskatteretten skal udtale:

Af virksomhedsskattelovens § 6, stk. 1, fremgår det,

at virksomhedens skattepligtige indkomst opgøres efter

skattelovgivningens almindelige regler. Denne bestemmelses ordlyd er ikke

ændret siden vedtagelsen af den samlede lov, lov nr. 144 af den 19.

marts 1986.

De nærmere regler for opgørelsen af

bidragsgrundlaget for så vidt angår arbejdsmarkedsbidrag er

nærmere beskrevet i arbejdsmarkedsfondslovens § 10, stk. 1 og 2.

I cirkulære til virksomhedsskatteloven,

cirkulære nr. 21 af den 9. december 1986, pkt. 83 er det

anført:

"Om opgørelsen af virksomhedens skattepligtige

almindelige indkomst bemærkes:

...

Sygedagpenge, der ydes til den skattepligtige, der ikke

vedrører dagpengegivende lønindkomst.

..."

Landsskatteretten skal bemærke, at det ikke af

cirkulærets ordlyd klart fremgår, hvorvidt indkomsten faktisk

skal indeholdes i virksomhedsindkomsten. Det er imidlertid ud fra lovens

ordlyd samt praksis lagt til grund. Således indeholder

ligningsvejledningen for indkomståret 1997 følgende

vedrørende sygedagpenge:

"Sygedagpenge, der ydes til den skattepligtige og som ikke

vedrører dagpengegivende lønindkomst, indgår i

virksomheden...."

Der henvises i øvrigt til afgørelserne

refereret i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1995. 201, i hvilken

Skatteministeriet ved Departementet redegør for problemstillingen

vedrørende det umiddelbart forskellige bidragsgrundlag for henholdsvis

lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende, der er et

resultat af nedjusteringen af de offentlige overførselsindkomster som

led i skattereformen i 1993. Forskellen opvejes ifølge Departementet

af, at bidragsgrundlaget for den erhvervsdrivende hviler på et

nettoprincip, idet der forinden opgørelsen af bidragsgrundlaget gives

adgang til underskudsfremførsel, fradrag for driftsudgifter samt

kapitalafkast og renteudgifter. Lønmodtageren derimod ifalder bidrag

ud fra et bruttoprincip, det vil sige af den indtjente bruttoindkomst.

Af de ovenfor anførte årsager, samt efter

særskilt overvejelse er der fra Departementets side ikke fundet

grundlag for at ændre loven om arbejdsmarkedsfonde eller justere

niveauet for de nævnte offentlige overførselsindkomster,

når de udbetales til selvstændigt erhvervsdrivende.

Skatteministeriet har den 25. november 1997 udsendt nyt

cirkulære nr. 156 til virksomhedsskatteloven. I cirkulærets

afsnit G. kapitel 4, indkomstopgørelse og skatteberegning, pkt.

8.1:

"Opgørelse efter skattelovgivningens almindelige

regler - § 6, stk. 1.

... Etableringsydelse... Også syge- og

barselsdagpenge, iværksætterydelse og uddannelses- og

forældreorlovsydelse, der udbetales til selvstændigt

erhvervsdrivende, indgår i virksomhedsindkomsten...."

Da bestemmelsen under pkt. 8.1. i det nye cirkulære

til virksomhedsskatteloven, med enkelte tilføjelser, gentager den

tidligere bestemmelses ordlyd, synes der ikke fra skattemyndighedernes side

at være tiltænkt en praksisændring.

Fortolkningen af lovgivningen for så vidt

angår opgørelse af arbejdsmarkedsbidrag for selvstændigt

erhvervsdrivende, der modtager overførselsindkomster i form af

sygedagpenge, er efter Landsskatterettens vurdering hermed fastlagt, og da

fortolkningen er bekræftet såvel i praksis som ved

redegørelse fra Skatteministeriet ved Departementet, skal modtagne

overførselsindkomster selvangives som virksomhedsindkomst med deraf

følgende bidragspligt.

Landsskatteretten har ud fra det i sagen oplyste lagt til

grund, at de omhandlede sygedagpenge er udbetalt til dækning af

manglende indtægt i virksomheden i forbindelse med sygdom. Det er

derfor Landsskatterettens vurdering, at sygedagpengene skal medregnes i

virksomhedens overskud.

Ansættelsen vil herefter være at

stadfæste på dette punkt.

Vedrørende fradrag for arbejdstøj -

indkomståret 1996.

Klageren har foretaget fradrag for arbejdstøj

med 4.105 kr. Fradrag er godkendt med 1.204 kr. for indkøb af 4 stk.

arbejdsbukser.

De stedlige skattemyndigheder har ikke godkendt det

samlede fradag, idet man ikke har anset udgifterne for fradragsberettigede

driftsomkostninger.

Klagerens revisor har over for Landsskatteretten

påstået fradrag godkendt for de samlede udgifter. Det er oplyst,

at de udgifter, der ikke er godkendt fradrag for, er to stk. termodragter.

Disse bruges til klagerens udendørs arbejde om vinteren. Der er tale

om en merudgift, idet dragterne bruges ud over den almindelige

påklædning.

Landsskatteretten skal bemærke, at udgifter, som i

årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde

indkomsten, kan fradrages ved indkomstopgørelsen i henhold til

statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal således foreligge en

direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og

erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver, dels at udgiftsafholdelsen

ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke

kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen

uvedkommende.

I almindelighed er udgifter til beklædning private

og dermed indkomstopgørelsen uvedkommende. Alene merudgifter hertil er

fradragsberettigede.

Retten finder, at der vil kunne godkendes fradrag for

arbejdstøj som påstået. Den påklagede

ansættelse vil derfor være at nedsætte på dette

punkt.

Vedrørende udlejning af sommerhus.

Det er oplyst, at klageren pr. 1. januar 1996 har

erhvervet en ejendom. Overskud vedrørende udlejning af ejendommen er

opgjort som følger:

Indkomståret 1996:

Lejeindtægt

20.000 kr.

Ejendomsskat

2.974 kr.

Forsikring

1.698 kr.

Øvrige driftsomkostninger

4.427 kr.

9.099 kr.

Overskud før renter

10.901 kr.

Indkomståret 1997:

Lejeindtægt 1.1. til 30.11.

22.000 kr.

Ejendomsskat

3.158 kr.

Forsikring

1.584 kr.

Øvrige driftsomkostninger

1.930 kr.

6.672 kr.

Overskud før renter

15.328 kr.

Det er videre oplyst, at lejemålet ophørte

den 30. november 1997, og at ejendommen herefter skulle istandsættes

inden genudlejning.

Ejendommen er et sommerhus på 37 m2 uden

bad. På grunden, der er på 1.203 m2 ligger endvidere

et udhus på 8 m2. Ejendommen er i 1996 vurderet til 300.000

kr. heraf grundværdi 200.300 kr. I 1997 er ejendommen udtaget til

årsomvurdering, hvor ejendommen bliver vurderet til samlet 420.000 kr.

Grundværdien forbliver 200.300 kr.

Sommerhuset blev i perioden 1. april 1996 til 30. november

1997 udlejet til klagerens datter. Lejen var aftalt til 2.000 kr. pr.

måned.

De stedlige skattemyndigheder har anført, at

lejeindtægter som hovedregel er indkomstskattepligtige i henhold til

statsskattelovens § 4 b. Det er videre anført, at statsskattelovens §

4 b tillige finder anvendelse ved udlejning mellem nærtstående

personer, således at udlejeren beskattes af den betalte leje,

såvel af den ikke betalte leje, der udgør forskellen op til den

objektive udlejningsværdi. Endelig er det anført, at den

objektive udlejningsværdi under henvisning til ejendommens beliggenhed

og størrelse passende kan ansættes til 3.000 kr. pr.

måned.

Klagerens revisor har over for Landsskatteretten

påstået, at der ikke er hjemmel til at tilsidesætte

huslejeaftalen. Til støtte herfor har han henvist til

Højesterets afgørelse i TfS 1998 nr. 199 H. om fikseret rente.

Revisor har citeret fra bemærkningerne i afgørelsen:

"Efter statsskattelovens § 4 e betragtes renter af

udestående fordringer som skattepligtig indkomst. Hverken ved denne

bestemmelse eller i skattelovgivningen i øvrigt er der taget stilling

til, hvorvidt og i givet fald under hvilke omstændigheder aftaler om

rentefrihed skattemæssigt kan tilsidesættes i en situation som

den foreliggende.... og

Beskatning hos långiveren af en fikseret

renteindtægt må herefter forudsætte, at der med de

foretagne dispositioner er tilsigtet en omgåelse af

skattelovgivningen.....

Under disse omstændigheder finder Højesteret,

at der ikke er hjemmel til at tilsidesættes aftalen mellem appellanten

og anpartsselskaberne om rentefrihed."

Revisor har anført, at der i denne sag er tale om

fiksering af husleje mellem nærtbeslægtede i henhold til

statsskattelovens § 4 b. Det er videre anført, at hverken i

statsskattelovens § 4 b eller i skattelovgivningen i øvrigt er der

taget stilling til, hvorvidt og i givet fald under hvilke

omstændigheder aftaler om huslejefastsættelse skattemæssigt

kan tilsidesættes.

Beskatning hos långiveren af en fikseret husleje

må herefter forudsætte, at der med de foretagne dispositioner er

tilsigtet en omgåelse af skattelovgivningen. Dette er ifølge

revisor ikke tilfældet og ej heller påstået af de stedlige

skattemyndigheder, hvorfor der ikke er hjemmel til at tilsidesætte

huslejeaftalen.

Landsskatteretten skal udtale:

Indtægter fra udlejningsvirksomhed er

indkomstskattepligtig i henhold til statsskattelovens § 4 b, og bestemmelsen

finder tillige anvendelse mellem nærtstående. Udlejeren skal

således beskattes af den betalte leje såvel som af den ikke

betalte leje, der udgør forskellen op til den objektive

udlejningsværdi.

Retten bemærker, at der er tale om leje af et

træsommerhus på 37 m2 med tagpap og uden bad.

Retten finder ikke, at en husleje på 2.000 kr.

månedligt kan anses for at stå væsentligt i misforhold til

den objektive udlejningsværdi. Der ses herefter ikke at være

grundlag for at tilsidesætte huslejeaftalen. Overskud af udlejning vil

herefter være at ansætte som selvangivet.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter