Landsskatteretskendelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse
Slagtermester
- værdi af eget vareforbrug
Virksomhedsordningen
- værdi af fri bil (varebil)
A klagede for indkomståret 1995 over, at de stedlige
skattemyndigheder havde ansat værdi af eget vareforbrug og værdi
af fri bil til hhv. 22.390 kr. og 31.500 kr.
Det var oplyst, at klageren i 1994 påbegyndte selvstændig
virksomhed med slagterforretningen i X. Virksomhedens omsætning og
resultat for indkomståret 1995 var selvangivet til henholdsvis
1.329.744 kr. og 9.584 kr. Sideløbende hermed havde klageren i 1995
forestået udlejning af en ejerlejlighed, hvor resultatet herved var
opgjort til 25.600 kr.
Klageren havde i januar måned 1995 boet i Y, som lå ca. 70 km
fra forretningens adresse. I perioden fra den 1. februar til den 30. juni
1995 havde klageren boet i Z, hvor afstanden mellem bopæl og
forretningen var ca. 12 km, og i tiden fra den 1. juli til den 31. december
1995 har klageren boet i Y, som lå ca. 26 km væk fra
virksomheden.
Det var videre oplyst, at klagerens revisor ved brev af 26. juni 1997
havde anmodet om, at klageren blev beskattet efter virksomhedsskatteordningen
i 1995, hvilket de stedlige skattemyndigheder havde imødekommet.
Ad ansat vareforbrug
Det var oplyst, at klageren i virksomhedens regnskab ikke havde
selvangivet nogen værdi af eget vareforbrug, og at udtagelse af varer
til eget forbrug ikke fremgik af regnskabsmaterialet.
Klagerens revisor havde ved brev af 6. marts 1997 oplyst, at det var
korrekt, at der ikke i regnskabet var ansat værdi af eget vareforbrug.
Revisoren havde imidlertid oplyst, at forbrug af egne varer i forretningen
Læs alt
udgjorde kød, hvorfor klagerens selvangivne indkomst skulle
forhøjes med beskatning af eget forbrug af kød, 2 * 3.215 kr.,
i alt 6.430 kr.
De stedlige skattemyndigheder havde imidlertid ved en gennemgang af
virksomhedens vareforbrug konstateret, at der i vareforbruget foruden
kød, løbende var indkøbt mælkeprodukter,
øl, vand, vin, morgenmadsprodukter, brød, kaffe/the og frugt og
grønt.
De stedlige skattemyndigheder havde ansat værdi af eget vareforbrug
til 22.900 kr., jf. T & S cirkulære 1995-7, hvorefter værdien
af eget vareforbrug blev ansat til 11.195 kr. pr. person eller i alt 22.390
kr. for 2 personer, og heri indgik varegrupperne kød, brød,
mel, gryn, mælk, fløde, ost, æg, frugt, grønt,
kaffe, te, mineralvand, øl og vin. Myndighederne havde herved
anført, at forbrug af egne varer var skattepligtig efter
statsskattelovens § 4, og værdien var personlig indkomst.
Klagerens revisor havde påstået, at værdien af eget
vareforbrug skønsmæssigt skulle nedsættes med 6.000 kr.,
svarende til 2 personer a 3.000 kr. Revisoren havde således
anført, at de stedlige skattemyndigheder havde lagt til grund, at
værdien af eget vareforbrug ikke kun skulle omfatte de varer, som
førtes i slagterforretningen, men tillige varegrupperne, brød,
mel, gryn, mælk, fløde, ost, æg, fedtstof, frugt,
grøntsager og kartofler. Revisoren havde i den forbindelse
anført, at der i særlige tilfælde anerkendtes en
skønsmæssig nedsættelse af værdien af eget
vareforbrug, når ikke alle varearter i en varegruppe førtes i
forretningen, jf. Landsskatterettens offentliggjorte kendelse i TfS 1987.325.
Det var revisorens opfattelse, at værdien af de af de stedlige
skattemyndigheder medtagne varer som brød, mel, gryn, mælk,
fløde, ost, æg, fedtstof, frugt, grøntsager og kartofler
på i alt 10.230 kr. ikke skulle indgå i eget vareforbrug, hvorfor
værdien skulle nedsættes hermed. De indkøbte varer var
alene indkøbt til brug for fremstilling af slagtervarer, men
førtes ikke i forretningen.
Landsskatteretten udtalte
, at udtagelse af varer fra
virksomheden til eget forbrug var skattepligtig efter statsskattelovens § 4.
Forelå der ikke en løbende bogføring af varer udtaget til
eget forbrug, var ligningsmyndighederne berettiget til at fastsætte
værdien heraf efter et skøn. Til brug for skønnet havde
ligningsrådet fastsat vejledende satser for værdien af eget
vareforbrug inden for en række varegrupper, jf. T & S
cirkulære 1995-7. I henhold til dette cirkulære havde de stedlige
skattemyndigheder således skønsmæssigt ansat værdien
af eget vareforbrug, og retten havde ikke efter det oplyste fundet grundlag
for at tilsidesætte det af myndighederne med rette udøvede
skøn. Retten bemærkede herved, at den af klagerens revisors
påberåbte afgørelse i TfS 1987.325 således ikke var
sammenlignelig med nærværende sag, når det som i
nærværende sag efter en konkret gennemgang af virksomhedens
regnskabsmateriale vedrørende varekøb var konstateret, at der
gennem virksomheden udover indkøb af kød, vin, øl m.v.
tillige var indkøbt brød, mælkeprodukter, frugt,
grøntsager m.v. Retten fandt, at der herefter var en formodning for,
at klageren fra forretningen tillige havde udtaget varer til eget forbrug
inden for disse varegrupper. Den påklagede ansættelse blev
stadfæstet på dette punkt.
Ad fri bil
Det var oplyst, at klageren i 1995 havde haft en varebil af
mærket Toyota Hi-ace H 102, årgang 1991, købt den 24.
februar 1994. Varebilen var på gule plader, og var medtaget i
virksomhedsordningen. I virksomhedens regnskab, var udgifter på
varevognen fradraget som 100 % erhvervsmæssige, med i alt 35.682
kr.
I følge foreliggende oplysninger var klageren ikke registreret som
ejer af andet køretøj i 1995. Klagerens samlever havde i 1995
været registreret som ejer af en personbil, Nissan Micra, årgang
1988, købt den 15. maj 1994.
Klagerens revisor havde oplyst, at kørslen mellem bopælen og
forretningen var sket i virksomhedens varebil, hvor varebilen bl.a. var
anvendt til afhentning af kødvarer på slagteriet samt til
udbringning af smørrebrød, platter m.v. til kunder. Der var
efter revisorens opfattelse tale om en specialindrettet varebil, som ikke var
egnet til privat kørsel, og eventuel beskatning af privat
kørsel skulle herefter ske efter ligningslovens § 16, stk. 3, jf. TfS
1994.667, hvorefter en lukket kassevogn med fastmonteret
værktøjsindretning blev anset for et
specialkøretøj. Der var videre henvist til Landsskatterettens
kendelse af 15. maj 1997, 611-1907-0425, ikke offentliggjort, hvorefter en
Mitsubishi Pajero, som anvendtes til transport af værktøj og
materialer blev anset for et specialkøretøj. Revisoren havde
videre oplyst, at kontorarbejdet var udført i hjemmet.
De stedlige skattemyndigheder havde fundet, at klageren skulle beskattes
af værdi af fri bil i 1995. Myndighederne havde herefter ansat
værdi af fri bil til 31.500 kr., jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk.
3, sidste punkt samt ligningslovens § 16, stk.4, hvorefter værdien
skulle ansættes til 21 % af bilens værdi, og mindst 150.000 kr.
og højest 400.000 kr. Efter personskattelovens § 3 var værdien
af fri bil personlig indkomst. Myndighederne havde herved anført, at
anvendelsen af firmabilen til transport fra bopælen til et arbejdssted
eller omvendt ansås for privat kørsel. Dette gjaldt også
selv om bilen blev anvendt til kørsel til og fra bopælen i
forbindelse med kørsel, der i øvrigt var erhvervsmæssig,
jf. ligningsvejledningen 1995, afsnit A.B.1.9.2, samt Landsskatterettens
kendelse af 28. november 1997, TfS 1998.142.
Myndighederne havde videre anført, at selv om varevognen var
indrettet med hylder til transport af kød, fandtes bilen ikke at kunne
sidestilles med et specialkøretøj, og nærværende
sag fandtes ikke sammenlignelig med TfS 1994.667, idet der i denne
afgørelse dels var tale om biler, der var indrettet som
værkstedsvogne, udstyret med reservedele og værktøj,
ligesom der var tale om servicemontører, der anvendte bilerne i
arbejdsgivernes landsdækkende virksomhed med installation, reparation
og vedligeholdelse af elevatorer. Der var derfor heller ikke tale om
kørsel mellem bopæl og arbejdssted.
Myndighederne havde fundet, at i nærværende sag måtte
det lægges til grund, at selv om bilen i løbet af
forretningstiden anvendtes til transport af kød, måtte det
forudsættes, at varebilen ved arbejdstids ophør var tømt
og rengjort, og dermed uden gener kunne anvendes til privat transport. Det
forhold, at kontorarbejdet blev udført på bopælen
ændrede ikke ved, at transporten mellem bopælen og
forretningsstedet måtte anses for privat kørsel.
Klagerens revisor havde over for Landsskatteretten påstået, at
værdiansættelsen af privatkørsel skulle ske efter reglerne
i ligningslovens § 16, stk. 3. Revisoren havde således anført,
at der i varebilen var fastmonteret et stativ med hylder, ligesom der var
monteret et stort køleelement, hvilket var et lovkrav til biler, der
anvendtes til transport af kødvarer. Bilen var nu afhændet,
hvorfor det ikke var muligt at fremlægge fotos af denne. Revisoren
havde imidlertid vedlagt billeder af det omtalte stativ og hylder, samt af
køleelementet, idet disse blev afmonteret inden bilen blev solgt.
Revisoren havde videre anført, at den omtalte varebil indgik i
virksomhedsordningen, hvorfor det var korrekt, at værdien af den
private kørsel skulle ske efter reglerne i ligningslovens § 16, jf.
bestemmelsen i § 1, stk. 3, sidste punkt i virksomhedsskatteloven.
Værdi af fri kørsel i særlige køretøjer, det
vil sige køretøjer, der ikke var egnede som alternativ til en
privat bil, skulle imidlertid beskattes efter ligningslovens § 16, stk. 3,
hvorefter, der i det omfang en sådan bil alene kunne anvendes til
kørsel mellem hjem og arbejdsplads ikke skete beskatning, hvis den
pågældende ikke havde foretaget fradrag for befordringsudgifter.
Med hensyn til afgrænsningen af særlige køretøjer
over for almindelige køretøjer, havde revisoren henvist til TfS
1994.667, hvorefter en lukket kassevogn med fastmonteret
værktøjsindretning blev anset for et
specialkøretøj. Der var videre henvist til Landsskatterettens
kendelse af 15. maj. 1997, 611-1907-0425, (ikke offentliggjort), hvorefter en
Mitsubishi Pajero, som anvendtes til transport af værktøj og
materialer blev anset for et specialkøretøj.
Revisoren havde videre oplyst, at kontorarbejdet var foretaget i hjemmet,
og at klagerens samlever tillige ejede en bil, og at klageren derudover ejede
en motorcykel.
Landsskatteretten udtalte
, at i virksomhedsskattelovens §
1, stk. 3, sidste pkt., var det fastsat, at ved fastsættelse af
værdien af privat benyttelse af aktiver, der indgik i virksomheden
fandt ligningslovens § 16 tilsvarende anvendelse. Efter ligningslovens § 16,
stk. 1, skulle tilskud til telefon, vederlag i form af formuegoder af
pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis
vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder medregnes til den
skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens §§ 4-6. Den skattepligtige
værdi skulle ved skatteansættelsen, medmindre andet fulgte af
ligningslovens § 16, stk. 4-6, fastsættes til den værdi, som det
måtte antages at koste den skattepligtige at erhverve godet i
almindelig fri handel, jf. ligningslovens § 16, stk. 3.
Retten bemærkede videre, at i ligningslovens § 16, stk. 4, var det
således særligt fastsat, at den skattepligtige værdi af en
bil, der var stillet til rådighed for den skattepligtiges private
benyttelse af en arbejdsgiver skulle sættes til 21 % af bilens
værdi, dog mindst 150.000 kr. og højest af 400.000 kr.
Bestemmelsen fandt alene anvendelse på biler, der efter deres art og
fremtræden kunne være anvendelige som alternativ til en privat
bil, men ikke på f.eks. lastvogne, kranvogne, indrettede
værkstedsvogne og andre specialkøretøjer. Privat
kørsel i sådanne specialkøretøjer skulle
værdiansættes efter ligningslovens § 16, stk. 3, jf.
cirkulære nr. 202 af 13. december 1993 om beskatning af
personalegoder.
Retten fandt herefter, at efter det oplyste om varevognens indretning og
anvendelse måtte varevognen anses for at være specielt indrettet
og dermed for et specialkøretøj, der ikke var egnet som
alternativ til privat bil. Værdien af den private kørsel skulle
derfor ansættes efter ligningslovens § 16, stk. 3, hvorefter
værdien efter det oplyste kunne ansættes til 0. Den
påklagede ansættelse blev nedsat på dette punkt.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sager om, hvorvidt selskab i indkomstårene 2012-2016 skal beskattes for at have stillet heste til rådighed for selskabets eneaktionær, jf. statsskattelovens § 4, og om eneaktionæren skal beskattes af den værdi, han har haft ved, at selskabet i samme periode har stillet heste til rådighed for ham, jf. ligningslovens § 16 A Domsdatabasen · 14. november 2025
- Ligningslovens § 4 - rådgivningspartnerselskab, ejerandel 5-10% Retsinformation · 16. december 2020
- Ligningslovens § 4 - rådgivningspartnerselskab, ejerandel over 30 % Retsinformation · 16. december 2020
- Klagerens virksomhed blev drevet erhvervsmæssigt – Fradrag for underskud af virksomhed – Virksomhedsordningen kan anvendes m.fl. Landsskatteretten · 3. oktober 2019
- Afvist – Ej behandlet – Kunst – Salg af [adresse1] m.fl. Landsskatteretten · 12. december 2017
- Skønsmæssigt fastsat lejeværdi af egen bolig for [adresse1], [by1] – Ejendomsværdiskat for [adresse1], [by1] – Fradrag for rabat på lejemål m.fl. Landsskatteretten · 26. juli 2024
Lignende dokumenter
- Sag om, hvorvidt sagsøgernes udlån er opstået som led i glidende generationsskifter og kan indgå i virksomhedsskatteordningen Domsdatabasen · 17. marts 2023
- 055+056-2025 Kendelse af 8. juni 2026 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 8. juni 2026
- Landsskattekendelse Retsinformation · 12. november 2001
- 067-2023 (kendelse af den 8. april 2024) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 8. april 2024
- Sag om, hvorvidt sagsøgeren, der i en del af indkomståret 1999 drev advokatvirksomhed, i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er berettiget til at fradrage en række nærmere angivne udgifter som driftsomkostninger i advokatvirksomheden Domsdatabasen · 5. oktober 2007
- Sagen drejer sig om anerkendelse af skattemæssigt fradrag uden kildeartsbegrænsning for en erstatningsforpligtelse i forbindelse med udøvelse af bestyrelseshverv i en bank Domsdatabasen · 4. april 2025