Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse

KEN nr 10828 af 23/04/1999Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet26. november 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse

Slagtermester

- værdi af eget vareforbrug

Virksomhedsordningen

- værdi af fri bil (varebil)

A klagede for indkomståret 1995 over, at de stedlige

skattemyndigheder havde ansat værdi af eget vareforbrug og værdi

af fri bil til hhv. 22.390 kr. og 31.500 kr.

Det var oplyst, at klageren i 1994 påbegyndte selvstændig

virksomhed med slagterforretningen i X. Virksomhedens omsætning og

resultat for indkomståret 1995 var selvangivet til henholdsvis

1.329.744 kr. og 9.584 kr. Sideløbende hermed havde klageren i 1995

forestået udlejning af en ejerlejlighed, hvor resultatet herved var

opgjort til 25.600 kr.

Klageren havde i januar måned 1995 boet i Y, som lå ca. 70 km

fra forretningens adresse. I perioden fra den 1. februar til den 30. juni

1995 havde klageren boet i Z, hvor afstanden mellem bopæl og

forretningen var ca. 12 km, og i tiden fra den 1. juli til den 31. december

1995 har klageren boet i Y, som lå ca. 26 km væk fra

virksomheden.

Det var videre oplyst, at klagerens revisor ved brev af 26. juni 1997

havde anmodet om, at klageren blev beskattet efter virksomhedsskatteordningen

i 1995, hvilket de stedlige skattemyndigheder havde imødekommet.

Ad ansat vareforbrug

Det var oplyst, at klageren i virksomhedens regnskab ikke havde

selvangivet nogen værdi af eget vareforbrug, og at udtagelse af varer

til eget forbrug ikke fremgik af regnskabsmaterialet.

Klagerens revisor havde ved brev af 6. marts 1997 oplyst, at det var

korrekt, at der ikke i regnskabet var ansat værdi af eget vareforbrug.

Revisoren havde imidlertid oplyst, at forbrug af egne varer i forretningen

Læs alt

udgjorde kød, hvorfor klagerens selvangivne indkomst skulle

forhøjes med beskatning af eget forbrug af kød, 2 * 3.215 kr.,

i alt 6.430 kr.

De stedlige skattemyndigheder havde imidlertid ved en gennemgang af

virksomhedens vareforbrug konstateret, at der i vareforbruget foruden

kød, løbende var indkøbt mælkeprodukter,

øl, vand, vin, morgenmadsprodukter, brød, kaffe/the og frugt og

grønt.

De stedlige skattemyndigheder havde ansat værdi af eget vareforbrug

til 22.900 kr., jf. T & S cirkulære 1995-7, hvorefter værdien

af eget vareforbrug blev ansat til 11.195 kr. pr. person eller i alt 22.390

kr. for 2 personer, og heri indgik varegrupperne kød, brød,

mel, gryn, mælk, fløde, ost, æg, frugt, grønt,

kaffe, te, mineralvand, øl og vin. Myndighederne havde herved

anført, at forbrug af egne varer var skattepligtig efter

statsskattelovens § 4, og værdien var personlig indkomst.

Klagerens revisor havde påstået, at værdien af eget

vareforbrug skønsmæssigt skulle nedsættes med 6.000 kr.,

svarende til 2 personer a 3.000 kr. Revisoren havde således

anført, at de stedlige skattemyndigheder havde lagt til grund, at

værdien af eget vareforbrug ikke kun skulle omfatte de varer, som

førtes i slagterforretningen, men tillige varegrupperne, brød,

mel, gryn, mælk, fløde, ost, æg, fedtstof, frugt,

grøntsager og kartofler. Revisoren havde i den forbindelse

anført, at der i særlige tilfælde anerkendtes en

skønsmæssig nedsættelse af værdien af eget

vareforbrug, når ikke alle varearter i en varegruppe førtes i

forretningen, jf. Landsskatterettens offentliggjorte kendelse i TfS 1987.325.

Det var revisorens opfattelse, at værdien af de af de stedlige

skattemyndigheder medtagne varer som brød, mel, gryn, mælk,

fløde, ost, æg, fedtstof, frugt, grøntsager og kartofler

på i alt 10.230 kr. ikke skulle indgå i eget vareforbrug, hvorfor

værdien skulle nedsættes hermed. De indkøbte varer var

alene indkøbt til brug for fremstilling af slagtervarer, men

førtes ikke i forretningen.

Landsskatteretten udtalte

, at udtagelse af varer fra

virksomheden til eget forbrug var skattepligtig efter statsskattelovens § 4.

Forelå der ikke en løbende bogføring af varer udtaget til

eget forbrug, var ligningsmyndighederne berettiget til at fastsætte

værdien heraf efter et skøn. Til brug for skønnet havde

ligningsrådet fastsat vejledende satser for værdien af eget

vareforbrug inden for en række varegrupper, jf. T & S

cirkulære 1995-7. I henhold til dette cirkulære havde de stedlige

skattemyndigheder således skønsmæssigt ansat værdien

af eget vareforbrug, og retten havde ikke efter det oplyste fundet grundlag

for at tilsidesætte det af myndighederne med rette udøvede

skøn. Retten bemærkede herved, at den af klagerens revisors

påberåbte afgørelse i TfS 1987.325 således ikke var

sammenlignelig med nærværende sag, når det som i

nærværende sag efter en konkret gennemgang af virksomhedens

regnskabsmateriale vedrørende varekøb var konstateret, at der

gennem virksomheden udover indkøb af kød, vin, øl m.v.

tillige var indkøbt brød, mælkeprodukter, frugt,

grøntsager m.v. Retten fandt, at der herefter var en formodning for,

at klageren fra forretningen tillige havde udtaget varer til eget forbrug

inden for disse varegrupper. Den påklagede ansættelse blev

stadfæstet på dette punkt.

Ad fri bil

Det var oplyst, at klageren i 1995 havde haft en varebil af

mærket Toyota Hi-ace H 102, årgang 1991, købt den 24.

februar 1994. Varebilen var på gule plader, og var medtaget i

virksomhedsordningen. I virksomhedens regnskab, var udgifter på

varevognen fradraget som 100 % erhvervsmæssige, med i alt 35.682

kr.

I følge foreliggende oplysninger var klageren ikke registreret som

ejer af andet køretøj i 1995. Klagerens samlever havde i 1995

været registreret som ejer af en personbil, Nissan Micra, årgang

1988, købt den 15. maj 1994.

Klagerens revisor havde oplyst, at kørslen mellem bopælen og

forretningen var sket i virksomhedens varebil, hvor varebilen bl.a. var

anvendt til afhentning af kødvarer på slagteriet samt til

udbringning af smørrebrød, platter m.v. til kunder. Der var

efter revisorens opfattelse tale om en specialindrettet varebil, som ikke var

egnet til privat kørsel, og eventuel beskatning af privat

kørsel skulle herefter ske efter ligningslovens § 16, stk. 3, jf. TfS

1994.667, hvorefter en lukket kassevogn med fastmonteret

værktøjsindretning blev anset for et

specialkøretøj. Der var videre henvist til Landsskatterettens

kendelse af 15. maj 1997, 611-1907-0425, ikke offentliggjort, hvorefter en

Mitsubishi Pajero, som anvendtes til transport af værktøj og

materialer blev anset for et specialkøretøj. Revisoren havde

videre oplyst, at kontorarbejdet var udført i hjemmet.

De stedlige skattemyndigheder havde fundet, at klageren skulle beskattes

af værdi af fri bil i 1995. Myndighederne havde herefter ansat

værdi af fri bil til 31.500 kr., jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk.

3, sidste punkt samt ligningslovens § 16, stk.4, hvorefter værdien

skulle ansættes til 21 % af bilens værdi, og mindst 150.000 kr.

og højest 400.000 kr. Efter personskattelovens § 3 var værdien

af fri bil personlig indkomst. Myndighederne havde herved anført, at

anvendelsen af firmabilen til transport fra bopælen til et arbejdssted

eller omvendt ansås for privat kørsel. Dette gjaldt også

selv om bilen blev anvendt til kørsel til og fra bopælen i

forbindelse med kørsel, der i øvrigt var erhvervsmæssig,

jf. ligningsvejledningen 1995, afsnit A.B.1.9.2, samt Landsskatterettens

kendelse af 28. november 1997, TfS 1998.142.

Myndighederne havde videre anført, at selv om varevognen var

indrettet med hylder til transport af kød, fandtes bilen ikke at kunne

sidestilles med et specialkøretøj, og nærværende

sag fandtes ikke sammenlignelig med TfS 1994.667, idet der i denne

afgørelse dels var tale om biler, der var indrettet som

værkstedsvogne, udstyret med reservedele og værktøj,

ligesom der var tale om servicemontører, der anvendte bilerne i

arbejdsgivernes landsdækkende virksomhed med installation, reparation

og vedligeholdelse af elevatorer. Der var derfor heller ikke tale om

kørsel mellem bopæl og arbejdssted.

Myndighederne havde fundet, at i nærværende sag måtte

det lægges til grund, at selv om bilen i løbet af

forretningstiden anvendtes til transport af kød, måtte det

forudsættes, at varebilen ved arbejdstids ophør var tømt

og rengjort, og dermed uden gener kunne anvendes til privat transport. Det

forhold, at kontorarbejdet blev udført på bopælen

ændrede ikke ved, at transporten mellem bopælen og

forretningsstedet måtte anses for privat kørsel.

Klagerens revisor havde over for Landsskatteretten påstået, at

værdiansættelsen af privatkørsel skulle ske efter reglerne

i ligningslovens § 16, stk. 3. Revisoren havde således anført,

at der i varebilen var fastmonteret et stativ med hylder, ligesom der var

monteret et stort køleelement, hvilket var et lovkrav til biler, der

anvendtes til transport af kødvarer. Bilen var nu afhændet,

hvorfor det ikke var muligt at fremlægge fotos af denne. Revisoren

havde imidlertid vedlagt billeder af det omtalte stativ og hylder, samt af

køleelementet, idet disse blev afmonteret inden bilen blev solgt.

Revisoren havde videre anført, at den omtalte varebil indgik i

virksomhedsordningen, hvorfor det var korrekt, at værdien af den

private kørsel skulle ske efter reglerne i ligningslovens § 16, jf.

bestemmelsen i § 1, stk. 3, sidste punkt i virksomhedsskatteloven.

Værdi af fri kørsel i særlige køretøjer, det

vil sige køretøjer, der ikke var egnede som alternativ til en

privat bil, skulle imidlertid beskattes efter ligningslovens § 16, stk. 3,

hvorefter, der i det omfang en sådan bil alene kunne anvendes til

kørsel mellem hjem og arbejdsplads ikke skete beskatning, hvis den

pågældende ikke havde foretaget fradrag for befordringsudgifter.

Med hensyn til afgrænsningen af særlige køretøjer

over for almindelige køretøjer, havde revisoren henvist til TfS

1994.667, hvorefter en lukket kassevogn med fastmonteret

værktøjsindretning blev anset for et

specialkøretøj. Der var videre henvist til Landsskatterettens

kendelse af 15. maj. 1997, 611-1907-0425, (ikke offentliggjort), hvorefter en

Mitsubishi Pajero, som anvendtes til transport af værktøj og

materialer blev anset for et specialkøretøj.

Revisoren havde videre oplyst, at kontorarbejdet var foretaget i hjemmet,

og at klagerens samlever tillige ejede en bil, og at klageren derudover ejede

en motorcykel.

Landsskatteretten udtalte

, at i virksomhedsskattelovens §

1, stk. 3, sidste pkt., var det fastsat, at ved fastsættelse af

værdien af privat benyttelse af aktiver, der indgik i virksomheden

fandt ligningslovens § 16 tilsvarende anvendelse. Efter ligningslovens § 16,

stk. 1, skulle tilskud til telefon, vederlag i form af formuegoder af

pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis

vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder medregnes til den

skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens §§ 4-6. Den skattepligtige

værdi skulle ved skatteansættelsen, medmindre andet fulgte af

ligningslovens § 16, stk. 4-6, fastsættes til den værdi, som det

måtte antages at koste den skattepligtige at erhverve godet i

almindelig fri handel, jf. ligningslovens § 16, stk. 3.

Retten bemærkede videre, at i ligningslovens § 16, stk. 4, var det

således særligt fastsat, at den skattepligtige værdi af en

bil, der var stillet til rådighed for den skattepligtiges private

benyttelse af en arbejdsgiver skulle sættes til 21 % af bilens

værdi, dog mindst 150.000 kr. og højest af 400.000 kr.

Bestemmelsen fandt alene anvendelse på biler, der efter deres art og

fremtræden kunne være anvendelige som alternativ til en privat

bil, men ikke på f.eks. lastvogne, kranvogne, indrettede

værkstedsvogne og andre specialkøretøjer. Privat

kørsel i sådanne specialkøretøjer skulle

værdiansættes efter ligningslovens § 16, stk. 3, jf.

cirkulære nr. 202 af 13. december 1993 om beskatning af

personalegoder.

Retten fandt herefter, at efter det oplyste om varevognens indretning og

anvendelse måtte varevognen anses for at være specielt indrettet

og dermed for et specialkøretøj, der ikke var egnet som

alternativ til privat bil. Værdien af den private kørsel skulle

derfor ansættes efter ligningslovens § 16, stk. 3, hvorefter

værdien efter det oplyste kunne ansættes til 0. Den

påklagede ansættelse blev nedsat på dette punkt.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter