Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse

KEN nr 9620 af 07/12/2000Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet13. august 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse

Servicestation

Lån/tilskud til modernisering

A klager for indkomståret 1997 over, at de stedlige

skattemyndigheder har anset lån/tilskud til modernisering af

servicestation for skattepligtigt.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren i en

årrække har drevet en servicestation, således at klageren

som forhandler ejede grund og bygning, jf. forhandleroverenskomst med B A/S

af 24. marts 1997 med 5 tillægsaftaler. Det fremgår af

forhandleroverenskomsten, at B A/S udlånte og opstillede et

tankanlæg for benzin og andre motorbrændstoffer på den af

forhandleren ejede ejendom, at omhandlede materiel til enhver tid var

B A/S' ejendom, at forhandleren forpligtede til at aftage hele sit

forbrug af benzin, autodiesel, autogas og petroleum eller

motorbrændstoffer hos B A/S, samt at de kontraherede varer skulle

forhandles under B A/S' varemærke eller andre af B A/S'

forretningskendetegn i henhold til selskabets anvisninger.

Det fremgår videre af forhandleroverenskomsten,

at forhandleren som sikkerhed for ethvert beløb som han

måtte være eller blive B A/S skyldig i nærværende

kontraktforhold stillede en særskilt sikkerhed på 800.000 kr. i

form af ejerpantebrev med pant i ejendommen, at forhandleren skulle

holde tankanlægget og salgslokalet i ren og sømmelig stand, dog

således at B A/S betalte reparationer eller istandsættelser, som

var nødvendiggjort af slid og ælde, at det

påhvilede forhandleren at holde det af B A/S udlånte materiel

forsikret i henhold til "Generelle Retningslinier for Forsikring og

Salgsanlæg", at de indkøbte varer kun måtte

anvendes til forhandlerens eget forbrug og detailsalg, og ikke måtte

Læs alt

sælges eller på anden måde overdrages eller overlades til

nogen, der direkte eller indirekte konkurrerede med B A/S, samt at

anlægget alene måtte benyttes til salg af B A/S' varer,

således at der ikke på eller ved anlægget eller på

ejendommen i øvrigt måtte reklameres for firmaer eller varer,

der konkurrerede med B A/S.

Den 21. juli 1994 indgik klageren en aftale med B A/S om

ombygning af servicestationen. Aftalen af 21. juli 1994 om ombygning af

servicestationen omfattede følgende 3 punkter: A. Deres betaling,

400.700 kr., B. Udlån af materiel, 137.000 kr. samt C. Forplads,

860.206 kr. I aftalen af 21. juli 1994 hedder det videre:

"...

1.

De under A. nævnte arbejder betales af Dem som

forhandler.

2.

B A/S udlåner Dem vederlagsfrit det under B

nævnte materiel.

3.

B A/S foranlediger det udlånte materiel

opstillet/installeret, samt de under A og C nævnte bygningsarbejder og

installationer udført. Det faktiske beløb (excl. moms)

vedrørende de under C nævnte arbejder ydes Dem som et lån.

Det bemærkes, at de under C nævnte omkostninger er anslået,

hvorfor vi først, når vi kender de faktiske beløb har det

endelige lånebeløb.

4.

Arbejder udover de under ovenfor nævnte er B A/S

uvedkommende.

Når vi kender de faktiske udgifter vedrørende

de under C nævnte arbejder, fremsender B A/S ny

forhandlingsoverenskomst med finansieringstillæg (koncept vedlagt) for

Deres underskrift, samt faktura på de faktiske udgifter, tillige med

kopi af leverandørfakturaer. Samtidig sender vi Dem særskilt

faktura på moms af udgifterne. Momsbeløbet indbetales kontant

til B A/S ved påkrav.

De forpligter Dem som forhandler til at underskrive den

nye forhandleroverenskomst tillige med finansieringstillæg på de

under C nævnte udgifter. Undlader De at underskrive disse, er B A/S

berettiget til at kræve lånet indfriet omgående. Det

bemærkes, at alt udlånt materiel skal tilbageleveres ved

forhandleroverenskomstens ophør.

Som sikkerhed for ethvert mellemværende får B

A/S som følger:

1.

Bankgaranti kr. 140.000

2.

Første prioritets håndpanteret i

ejerpantebrev på kroner 800.000 tinglyst i ejendom næst efter

lån til realkreditinstitut på kr. 1.300.000 og banklån

på oprindelig kr. 259.483, nedbragt til kr. 150.000.

..."

Ombygningsprojektet blev afsluttet den 13. december 1996

og den endelige udgift til udførelse af forplads, jf. aftalens punkt

C, udgjorde 812.260 kr. I forbindelse med færdiggørelsen af

ombygningen blev der den 12. marts 1997 indgået en aftale om

tillæg til forhandleroverenskomsten af 1. januar 1997 mellem klageren

og B A/S. Af dette tillæg nr. 5 til forhandleroverenskomsten

fremgår følgende:

"...

Efter at den foretagne ombygning/modernisering af

forhandlerens salgsanlæg nu er tilfredsstillende tilendebragt, hvilket

forhandleren samtidig med sin underskrift nedenfor bekræfter, er der i

overensstemmelse med de tidligere skriftlige aftaler indgået

følgende aftale om betaling for de udførte

ombygnings/moderniseringsarbejder:

§1 BELØB

Den del af de med ombygningen/moderniseringen forbundne

udgifter, som det påhviler forhandleren at betale udgør: kr.

812.260,19.

§2 BETALING

De pågældende udgifter betales af forhandleren

på følgende måde:

Ved lige store årlige afdrag på kr. 81.226,02,

der forfalder til betaling hvert års 31. december første gang

den 31.12.97. Denne aftale løber fra 01.03.1997.

§ 3 OPHØR

Restgælden forfalder til omgående betaling,

dersom den til enhver tid gældende leveringsoverenskomst mellem

forhandleren og selskabet måtte ophøre uanset årsagen.

Skyldes ophøret dog misligholdelse fra selskabets

side, er forhandleren berettiget til at fortsætte afdragsbetalingen som

ovenfor under § 2 nævnt.

Bortset fra misligholdelsestilfælde henstår

restgælden uopsigeligt indtil den 31.12.2006 til hvilket tidspunkt den

forfalder uden yderligere opsigelse.

§ 4 DRIFTSTILSKUD

Selskabet yder forhandleren tilskud som følger:

Kr. 81.226,02 der forfalder til betaling hvert års

31. december. Første gang pr. 31.12.1997. Driftstilskuddet udbetales

indtil lånet er tilbagebetalt jfr. §§ 2 og 3.

§ 5 OVERDRAGELSE AF VIRKSOMHED

Dersom virksomheden med salg af motorbrændstoffer

m.v. overdrages til tredjemand, er denne berettiget til at indtræde i

nærværende overenskomst på vilkår svarende til

forhandlerens.

§ 6 STEMPELAFGIFT

Stempelafgift betales af forhandleren.

..."

Det fremgår endelig af sagens oplysninger, at der

forefindes en faktura af 10. marts 1997, hvoraf følger at

beløbet på 812.260,19 kr. er overført til klageren fra B

A/S som lån - på klagerens lånekonto.

De stedlige skattemyndigheder har anset beløbet

på 812.260 kr. for skattepligtig efter statsskattelovens § 4, stk. 1,

litra a, og kursgevinstlovens § 5, stk. 5, - og har begrundet dette som

følger:

Skattemyndighederne har anset tilskuddet for at være

en betaling fra B A/S for eneforhandlingen af selskabets produkter, idet

tilbagebetaling alene skal ske, såfremt samhandlen mellem parterne

måtte ophøre. Det er myndighedernes opfattelse, at ombygningen

tilhører klageren, således at ombygningen må betragtes som

foretaget og betalt af klageren. Tilskuddet fra B A/S dækker

ombygningsudgiften, og er efter myndighedernes opfattelse ydet til klageren

til eje.

Det er videre bemærket, at selvom der mellem

parterne blev oprettet et gældsbrev (tillæg nr. 5 af 12. marts

1997) med en rentefri årlig nedskrivning af gælden over 10

år, har klageren reelt erhvervet endelig ret til beløbet i

udbetalingsåret 1997, hvor beskatningen ligeledes skal ske, jf.

statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a. Det er i forlængelse heraf

bemærket, at driftstilskuddet forfalder over samme antal år (10

år) som afdragene på gælden til selskabet og er af samme

beløbsmæssige størrelse.

Skattemyndighederne har henvist til Landsskatterettens

kendelser af 25. juli 1997, TfS 1997.652, og af 29. april 1991, TfS 1991.271.

Der er endvidere henvist til Ligningsvejledningen 1997, afsnit E.A.3.1.

Klagerens advokat har over for Landsskatteretten nedlagt

påstand om, at der i klagerens skattepligtige indkomst alene skal

medregnes de tilskud (ekstrarabat), som han årligt modtager fra B

A/S.

Advokaten har til støtte for påstanden

henvist til Helkett, "Opgørelse af den skattepligtige indkomst", 15.

udgave, 1987, side 412, hvoraf fremgår:

"...

Med hensyn til olieselskabers byggetilskud til

benzinforhandlere til opførelse af servicestationer m.v. er praksis

den, at tilskuddet, såfremt det er betinget af

rådighedsindskrænkninger, der hindrer salg af andre selskabers

produkter m.v., normalt beskattes med halvdelen, 1961.11 og 1970.35. Det

samme gælder, hvis der etableres et gældsforhold til

olieselskabet, som bringes til ophør ved successiv eftergivelse af

gælden. Yderen af tilskud til datterselskaber har i HRD i U.f.R.

1976.60 (Dansk Esso) fået fradragsret for ydelserne.

..."

Det er videre gjort gældende, at klageren har

underskrevet et gældsbrev, hvor han erkender at skylde det

pågældende beløb til olieselskabet, og at baggrunden for

arrangementet er, at olieselskabet har anset investeringen for tvingende

nødvendig for at kunne opretholde servicestationens omsætning og

olieselskabets gode omdømme.

Advokaten har herefter anført, at det er udelukket

at en benzinforhandler økonomisk er i stand til eller overhovedet

villig til at afholde moderniseringsudgifter i den størrelsesorden,

der her var tale om. Olieselskabet havde derfor den politik, at det der i

givet fald kunne tilbagegives ved kontraktforholdets ophør, blev

udlejet til benzinforhandleren. Derimod blev udgifterne til det, der ikke

kunne tilbagegives f.eks. installationsomkostninger ect., opsummeret,

således at benzinforhandleren underskrev et gældsbrev til

olieselskabet, hvori han erkendte at skylde dette beløb.

Beløbet forfaldt herefter til betaling i årlige afdrag typisk

1/10 af hovedstolen. Gælden blev ikke forrentet. Samtidig lovede

olieselskabet at eftergive de årlige afdrag, dersom benzinforhandleren

stadig aftog hele sit forbrug af motorbrændstoffer hos olieselskabet,

således at restgælden forfaldt til betaling, dersom

benzinforhandleren opsagde sin kontrakt med olieselskabet, gik konkurs eller

døde. Det er fremhævet, at tilskuddet i langt overvejende grad

blev ydet i olieselskabets interesse - og ikke i klagerens interesse.

Det er advokatens opfattelse, at dette system (om at

benzinforhandlerne alene medregnede de årlige nedskrivninger af

gælden i den skattepligtige indkomst) har været praktiseret i

20-30 år af hele oliebranchen uden indsigelser fra skattemyndighederne.

Beskatning af olieselskabernes "udlån" af midler til modernisering af

benzinforhandlernes servicestationer er ifølge advokaten hidtil

foregået på den måde, at benzinforhandleren skulle medregne

de årlige nedskrivninger af lånesummen til sin skattepligtige

indkomst i det år, lånet blev nedskrevet. Baggrunden for at man

alene beskatter de årlige nedskrivningsbeløb må antages at

være overvejelser der sidestiller forholdet med en gensidig bebyrdende

kontrakt: Olieselskabet finansierer byggeriet og nedskriver den hertil

anvendte sum over et åremål mod, at benzinforhandleren på

sin side opfylder sin pligt til samhandel med olieselskabet i

overensstemmelse med den indgåede kontrakt i et tilsvarende antal

år.

Imidlertid er Landsskatterettens kendelse af 25. juli

1997, TfS. 1997.652, blevet forstået således, at den praksis, der

hidtil har været anvendt ved beskatning af olieselskabernes tilskud til

ombygning af servicestation er ændret, således at hele den del af

ombygningsudgifterne som benzinforhandleren skulle betale, nu beskattes hos

forhandleren med det samme. Advokaten håber denne opfattelse beror

på en misforståelse. - Det er advokatens opfattelse, at

Landsskatterettens praksis på området i 90'erne er en

praksisskærpelse med tilbagevirkende kraft.

Det er ifølge advokaten ikke hensigten, at klageren

skulle modtage det omhandlede tilskud til eje allerede på

udbetalingstidspunktet. Der er aldrig udbetalt noget beløb til

klageren, og de arbejder, som olieselskabet har ladet udføre på

tankstationen, er ifølge advokaten af en sådan karakter, at

olieselskabet ikke kunne forbeholde sig ejendomsret e.lign. til den

værdi, der måtte være frembragt.

Advokaten har fremhævet, at der ved sagens

afgørelse må lægges vægt på den

omstændighed, at klagerens evne til at betale skat ikke er blevet

større ved arrangementet. - De pågældende

vedligeholdelses- og moderniseringsarbejder tilsigter alene at fastholde

klagerens daværende omsætning.

Advokaten har understreget, at olieselskabet besluttede

hvorvidt der skulle moderniseres og gives tilskud hertil, at forhandleren

ikke kunne låne pengene, da ejendommen typisk var pantsat m.v., at

forhandleren blev bundet til olieselskabet pga. bestemmelsen om, at hele

lånebeløbet forfaldt ved ophør af samarbejdet, at en

beskatning over perioden svarer til, at den økonomiske fordel fordeles

tilsvarende, at hvis forhandler beskattes af hele beløbet med det

samme vil han gå konkurs, samt at de tungeste skuldre bør

bære skattebyrden - alt andet vil være krænkende for

retssikkerheden.

Der er henvist til Landsskatterettens kendelser af 25.

juli 1997, TfS. 1997.652, af 29. april 1991, TfS. 1991.271, samt af 12.

november 1998, TfS. 1999.114, og disse kendelser er gennemgået under

kontorforhandlingen. Der er endvidere henvist til Meddelelser fra

Landsskatteretten 1957.146, 1961.11, 1970.35, 1970.126 og T&S

1991.1271.

Landsskatterettens bemærkninger.

To retsmedlemmer udtaler:

Det fremgår af aftalen mellem klageren og B A/S, at

det beløb, som selskabet påtog sig at betale til klageren til

dækning af udgifterne til ombygning af forpladsen ved servicestationen,

blev ydet klageren som et rentefrit lån, og det fremgår af

aftalen, at lånet skal tilbagebetales over en 10 års periode med

lige store beløb pr. år. Lånet forfalder dog til

omgående betaling, hvis leveringsoverenskomsten mellem parterne

ophører på grund af klagerens forhold. Det fremgår endelig

af aftalen, at klageren hvert år til brug ved opfyldelsen af sin

forpligtelse til at afdrage på lånet fra selskabet modtager et

driftstilskud svarende til afdragsbeløbet. Da restbeløbet

på lånet forfalder til betaling, hvis leveringskontrakten mellem

parterne ophører, og da klageren kun har krav på det

årlige driftstilskud, så længe samarbejdet mellem parterne

i henhold til leveringskontrakten fortsætter, indebærer

låneaftalen sådanne retlige forpligtelser for klageren, at der

ikke er grundlag for ved opgørelsen af klagerens indkomst at behandle

dette lån anderledes end andre lån. Disse to retsmedlemmer

stemmer derfor for at give klageren medhold i påstanden.

Et retsmedlem, retsformanden, kan tiltræde

myndighedernes afgørelse, idet bemærkes, at klageren under de

anførte omstændigheder må anses at have erhvervet endelig

ret til det udbetalte moderniseringstilskud i 1997, og at de i tillæg 5

til forhandleroverenskomsten anførte betingelser ikke kan udskyde

beskatningstidspunktet, idet der herved må henses til, at aftalen er

undergivet parternes rådighed. Der kan således ikke anses at

foreligge et egentligt låneforhold.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet,

og de påklagede ansættelser nedsættes i overensstemmelse

hermed.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter