Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse

KEN nr 9619 af 21/11/2000Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet7. august 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse

Kommanditist

- fradrag for renter m.v.

A klager for skatteårene 1994 og 1995 over, at de

stedlige skattemyndigheder ikke har godkendt hans andel af virksomheden B's

resultat før renter i forbindelse med hans deltagelse i virksomheden,

idet hans deltagelse er anset for at være uden skattemæssig

virkning.

Det fremgår af sagen, at klageren i 1992 erhvervede

35 anparter a 100.000 kr., i alt 3,5 mio. kr., i K/S B (herefter blot kaldet

selskabet). Selskabet består ifølge vedtægterne af 270

anparter a 100.000 kr. og har 10 deltagere. Komplementaren, der ikke har

andel i resultat og egenkapital, er C ApS.

Det kontante indskud udgjorde ifølge

udbudsmaterialet 12.611 kr. pr. anpart, og klageren har således i alt

indbetalt 441.385 kr. i kontantindskud. Herudover skal der ifølge

udbudsmaterialet årligt indbetales 1.296 kr. pr. anpart til delvis

dækning af likviditetsunderskud, i alt 349.920 kr.

Om selskabets formål og idégrundlag

fremgår bl.a. følgende af udbudsmaterialet:

"Selskabets formål er gennem en

lavrisiko-investering i en fuldt udlejet ejendom og finansieret på

særdeles fordelagtige vilkår, at give de deltagende investorer

mulighed for at opspare en betydelig kapital via sparet skat, og på

denne måde opnå større økonomisk frihed.

Det er muligt ved deltagelse i en investering baseret

på sikkerhed, at drage nytte af den økonomiske kapacitet, der

alene ligger i at have en høj indkomst."

Af udbudsmaterialet fremgår endvidere bl.a.

følgende under overskriften "Maximal sikkerhed":

Læs alt

"Sikkerheden i dette projekt skabes ved, at

kommanditselskabet med sælgeren af ejendommen har aftalt en

lejesikkerhed i projektperioden, og til sikkerhed herfor har sælger

meddelt kommanditselskabet modregningsret i sælgerpantebrevet, som

kommanditselskabet udsteder til sælger i forbindelse med købet.

Da sælgerpantebrevet er aftalt til fast rente i hele projektperioden,

vil de i budgettet stipulerede rente og lejeindtægter således

indgå med fuld sikkerhed. Fremtidige indfrielseskrav af

sælgerpantebrevet fra sælgers side kan alene ske ved at

kræve sig fyldestgjort med dels lejesikkerheden, dels ejendommens

realisationsværdi.

Kommanditisterne hæfter personligt alene overfor

kreditforeningen."

Vedrørende "Sikkerhed" fremgår bl.a.

følgende af udbudsmaterialet:

"En af målsætningerne omkring projekter udbudt

af C A/S er at opnå stor prognosesikkerhed. I dette projekt er dette

opnået ved en fordelagtig finansieringsmodel og sikring af en

minimumsnettoleje, der gør at investorerne i videst mulige omfang har

minimeret enhver risiko.

......."

Det fremgår endvidere af udbudsmaterialet, at man

over en periode på 20 år har budgetteret med et negativ

driftsresultat. Driftsresultatet har således også været

negativt i perioden fra 1992-1997, for hvilke indkomstår

Landsskatteretten har fået fremsendt selskabets årsregnskaber.

Af selskabets vedtægter fremgår, at selskabets

formål er at eje en ejendom og drive udlejningsvirksomhed med denne.

Ejendommen består af 5 erhvervslejemål.

Det fremgår af sagen, at selskabet med overtagelse

pr. 31. december 1992 købte ovennævnte ejendom af D A/S.

Købesummen på 27.855.430 kr. blev ifølge det endelige

skøde berigtiget således:

Kontant udbetaling

855.430,00 kr.

Køber overtager indestående

kreditforeningslån til aftalt kontantværdi

14.526.481,00 kr.

Køber udsteder gældsbrev, som herefter er

kaldet "Gældsbrev" med en trækningsret på 30.000.000 kr.,

hvoraf udgør restkøbesummen for ejendommen

12.473.519,00 kr.

Købesum i alt

27.855.430,00 kr.

Det fremgår af sagen, at kreditforeningen ved brev

af 25. juli 1994 accepterede, at selskabet overtog gældsforpligtelsen

for kreditforeningslånet. D A/S ved E underskrev den 3. august 1994 en

kautionserklæring, hvorefter D A/S indestår som

selvskyldnerkautionist for alle betalinger i henhold til

kreditforeningslånet.

I forbindelse med salget af ejendommen afgav D ved

underskrift af 22. november 1993 lejegaranti overfor selskabet. Af

lejegarantien fremgår bl.a. følgende:

"3. Lejegaranti

D garanterer over for C, at ejendommen vil give C en

minimumsnettolejeindtægt i kalenderåret 1993 på kr.

1.765.129 excl. moms, samt at minimumslejeindtægten for Ejendommen vil

stige med minimum 3% akkumulerende årligt, første gang fra og

med den 1. januar 1994.

.........

Ved minimumslejeindtægt skal forstås

alle ejendommens lejeindtægter excl. moms minus

samtlige udgifter og omkostninger, f.eks. ejendomsskatter, forsikringer,

administration, vedligeholdelse, fornyelser, varmeudgifter,

miljøafgifter, genudlejningsomkostninger,

istandsættelsesomkostninger, annonceomkostninger, stempelgebyrer,

sagsomkostninger pålagt ejer i forbindelse med retstvister med lejerne,

det vil sige alle former for udgifter og omkostninger vedrørende

ejendommen - forudseelige som uforudseelige.

Garantien indebærer, at D tilsikrer C, at C senest

den sidst hverdag i en kalendermåned (hvilket tidspunkt herefter er

kaldet "Forfaldstidspunkt") oppebærer 1/12 af den for det

pågældende kalenderår garanterede

Minimumslejeindtægt.

......

4. Modregningsret m.m

D indrømmer C fuld modregningsret i

gældsbrevet til sikring af D's opfyldelse af forpligtelserne i henhold

til nærværende lejegaranti.

.......

7. Varighed.

D er ubetinget og uigenkaldeligt bundet til

garantiforpligtelserne i henhold til nærværende garanti, indtil

det tidspunkt, da C sælger ejendommen. D kan således i ingen

henseende bringe sin forpligtelser i henhold til nærværende

lejegaranti til ophør forinden C's salg."

D A/S stillede i forbindelse med salget af

ovennævnte ejendom en løbende kreditfacilitet til rådighed

for selskabet. Af gældsbrevet oprettet herved fremgår bl.a.

følgende:

" §1.

Beløbsstørrelse.

Kreditor stiller kreditfaciliteter til rådighed

for et beløb på max. DKK 30.000.000.

Gælden udgør pr. 31. december 1992 kr.

12.473.519,-, svarende til restkøbesummen for ejendommen.

§ 2.

Anvendelse.

Kreditfaciliteterne kan i overensstemmelse med dette

gældsbrev alene anvendes til finansiering af

- Debitors restkøbesum for ejendommen,

- Debitors løbende driftsunderskud

vedrørende ejendommen og

- refusionsmellemværende vedrørende debitors

køb af ejendommen:

Matr.nr.: ......

Beliggende: .........

herefter kaldet "Ejendommen".

......

§ 4.

Rente- og afdragsvilkår.

Kreditfaciliteterne ydes som afdragsfrit lån

på kassekreditvilkår med en rente på 12,4 % p.a. beregnet

halvårligt bagud indtil 31. december 2002, hvorefter renten er 11 %

p.a. beregnet halvårligt bagud. Renten er aftalt fast indtil

lånet endeligt indfries.

Saldoen forrentes fra overtagelsesdagen den 31. december

1992.

Beregningen af renten sker månedsvis på basis

af ultimo månedssaldoen, og renten tilskrives halvårligt hver den

30. juni og 31. december. Første renteberegning finder sted den 31.

december 1992 på basis af saldoen pr. 31. december 1992. Første

rentetilskrivning finder sted 31. december 1992.

Nærværende lånetilsagn skal virke som en

kassekredit, ifølge hvilken Kreditor er pligtig at regulere

gælden, således at den nedskrives/opskrives med Debitors

likviditet i forbindelse med driften og ejerskabet af Ejendommen. Det vil

sige, at gælden reguleres med udsvingene i forhold til Debitors samlede

indtægter og udgifter vedrørende Ejendommen, indtil det

tidspunkt da gældsbrevet forlanges indfriet, jfr. § 11. Herudover

afdrages gældsbrevet ved kontante indbetalinger fra Debitor på

årligt kr. 350.000, (hver den 30. april) efter der er afholdt

omkostninger til Ejendommens øvrige udgifter, herunder rente og afdrag

på kreditforeningslån. Gælden kan ikke overstige kr.

30.000.000.

§ 5.

Hæftelse.

Nærværende lånetilsagn er uden nogen

form for personlig hæftelse for kommanditisterne i K/S B. Det vil sige,

at kommanditisterne, herunder disses investorer, successorer eller andre,

ikke hæfter personligt for gældens tilbagebetaling. Til sikkerhed

for gældens betaling hæfter udelukkende de nedenfor i § 6

definerede Sikkerheder.

§ 6.

Sikkerhed og fyldestgørelse.

Til sikkerhed for Debitors forpligtelser i henhold til

nærværende gældsbrev stilles udelukkende følgende

sikkerheder:

- Kreditors håndpant i ejerpantebrev stort kr.

6.000.000,00.

- Kreditors sikkerhedstransport i lejekontrakterne og

ejendommens forsikringspolicer/forsikringssummen.

.......

§ 7.

Modregning.

Debitor har ubegrænset og ubetinget modregningsret

for ethvert tilgodehavende Debitor måtte få over for Kreditor.

Debitor har i særdeleshed ret til at modregne ethvert tilgodehavende

hos Kreditor i henhold til den lejegaranti, bilag 4, som Kreditor har

indrømmet Debitor vedrørende Ejendommen.

.......

§ 11.

Uopsigelighed:

Lånetilsagnet, og dermed gælden i henhold til

nærværende gældsbrev er uopsigelig fra Kreditors side

indtil det tidspunkt, da Debitor afhænder Ejendommen.

....."

D A/S fik ved pantsætningserklæring af 8.

december 1993 primær pant i en selskabet tilhørende konto hos

banken (kaldet "Sikringskontoen"). Af pantsætningserklæringen

fremgår bl.a. følgende:

".......

Pantsætningen sker til sikkerhed for

Pantsætters opfyldelse af forpligtelser af enhver art over for

Panthaver vedrørende Pantsætters forpligtelser i henhold til

gældsbrev indeholdende kreditfaciliteter på kr. 30.000.000.

Nærværende pantsætning omfatter tillige renter og afkast af

det pantsatte.

Sikringskontoen fungerer som indbetalingskonto for lejerne

i ejendommen matr. nr. ....(herefter kaldet "Ejendommen")

Parterne er enige om, at der i banken indlægges en

stående ordre om, at der fra Sikringskontoen månedligt og

automatisk via PBS overføres det beløb, som er fornødent

for at imødegå betaling af Ejendommens faste udgifter. Disse er

specificeret og budgetterede.Øvrige udgifter kan alene anvises til

betaling gennem pantsætters bestyrelsesformand i forening med

ejendommens administrator, C ApS.

Parterne er enige om, at overskydende likviditet på

Sikringskontoen udbetales kvartalsvis til F mod at saldoen på

gældsbrev med kreditfaciliteter på kr. 30.000.000 nedbringes

tilsvarende.

........"

D A/S er ifølge bestemmelserne i det endelig

skøde tillagt en køberet til ejendommen, hvorefter D A/S i en

periode fra 37 til 121 måneder efter salget er berettiget til at

købe ejendommen tilbage for en pris stigende fra 30,5 mio. kr. til 39

mio. kr. Såfremt D A/S ikke ønsker at købe ejendommen

efter 121 måneder forlænges kravet om minimumsnettolejen

automatisk i yderligere 119 måneder mod sikring af en minimumsnettoleje

svarende til minimumsnettolejen beregnet efter retningslinierne i

lejegarantien, dog svarende til at denne var betalt årligt forud.

Herudover er D A/S indrømmet en forkøbsret

til ejendommen, til en kontant købesum svarende til det beløb,

der dokumenteret kan tilbydes fra tredjemand.

Klageren anvender virksomhedsordningen og har for

indkomståret 1994 fratrukket 48.825 kr. under posten "resultat

før renter af virksomhed", og under posten

"nettofinansieringsudgifter" har han fratrukket 378.037 kr. For så vidt

angår indkomståret 1995 har klageren indtægtsført

27.965 kr. under posten "resultat før renter af virksomhed", og under

posten "nettofinansieringsudgifter" har han fratrukket 367.371 kr.

Told- og skatteregionen har nægtet at godkende

fradrag for klagerens andel af nettorenteudgifter samt klagerens andel af

virksomhedens resultat før renter i forbindelse med hans deltagelse i

K/S B, idet man har anset klagerens deltagelse for at være uden

skattemæssig virkning.

Regionen har anført, at man er af den opfattelse,

at der alene er tale om køb af skattemæssige fradrag, idet der i

kommanditselskabet i hele ejerperioden vil fremkomme skattemæssige

underskud. Der er efter regionens opfattelse ikke tale om

erhvervsmæssig virksomhed, og lånemellemværendet

indebærer ikke en reel hæftelse.

Det er videre anført, at regionen har lagt

vægt på følgende momenter:

at

sælger har transport i samtlige leje- og

forsikringsydelser til sikkerhed for den etablerede kassekredit på

30.000.000 kr.

at

sælger finansierer og betaler ydelserne

på det eksisterende realkreditlån

at

deltagerne i kommanditselskabet ikke

hæfter personligt for det beløb, der bliver brugt til at betale

renterne på realkreditlånet

at

sælger garanterer en minimumsleje, som har

haft virkning for i hvert tilfælde 1993 og 1994

at

sælger på forhånd er

garanteret en tilbagekøbspris stigende fra 30.500.000 kr. til

39.000.000 kr.

at

køber ikke udøver

ejerbeføjelser

at

arrangementet i hele perioden på 10 eller

20 år vil give underskud, således at der ikke ses at foreligge

nogen erhvervsmæssig virksomhed. Det fremgår således af D

A/S regnskab for 1993:

"Pantebrevsporteføljen fordeler sig på 4

pantebreve, der alle er udstedt i forbindelse med selskabets salg af

ejendomme i 1992. Pantebrevene yder i 1993 et gennemsnitligt afkast på

12,3 %.

Af de 4 pantebreve har de 3 til en samlet værdi

på 32 mio. kr. alene sikkerhed i de solgte ejendomme samt i

ejendomsinvestorernes forpligtelse til at indbetale et på forhånd

fastsat beløb. Pantebrevene er udformet således, at det

primært er gennem de tilsvarende ejendommes afkast, der foretages

afvikling af pantebrevene. I 1993 er pantebrevenes hovedstol som følge

heraf forøget med 1,5 mio. kr. Under de herskende markeds- og

rentevilkår forventes det, at pantebrevene vil blive yderligere

forøget"

at

købernes risiko gennem det etablerede

system anses for elimineret

Regionen har endvidere fremhævet, at en

forudsætning for at opnå fradrag for renteudgifter er, jf.

ligningslovens § 5, stk. 1 og stk. 7, at hæftelsen, der påhviler

skatteyderen, er forfalden og betales, hvilket for sidstnævntes

vedkommende ikke er tilfældet, som følge af den

vedrørende gældsbrevet udskudte rentebetaling.

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om

fradrag i overensstemmelse med det selvangivne, idet der er tale om

erhvervsmæssig virksomhed.

Om sagens fakta har repræsentanten bl.a. oplyst, at

klageren i 1992 anskaffede en andel i K/S B på 3,5 mio. kr. af den

samlede kapital på 27 mio. kr.

Kommanditselskabet købte i 1992 erhvervsejendommen

matr. nr. ..... Ejendommen er beliggende i et storcenter i udkanten af X, og

var på anskaffelsestidspunktet blandt andet udlejet til en Radio/TV-

forhandler og et køkkenfirma.

Gældsbrevet blev udformet som et kassekreditlignende

lån med en maksimal trækningsret på 30 mio. kr. Denne

lånemulighed er blevet benyttet til blandt andet at finansiere en del

af anskaffelsessummen og den løbende drift af ejendommen, herunder

betaling af ydelser på realkreditlånet. Repræsentanten har

i den forbindelse fremhævet, at der er mulighed for yderligere

låneoptagelse i ejendommen. Et eventuelt låneprovenu skal dog

indbetales til de foranstående kreditorer i ejendommen.

Repræsentanten er fremkommet med bemærkninger

til de enkelte punkter i regionens begrundelse:

at sælger har transport i samtlige leje- og

forsikringsydelser til sikkerhed for den etablerede kassekredit på kr.

30 mio.

I henhold til almindelige formueretlige regler har en

panthaver i fast ejendom (for eksempel en kreditor i henhold til et

realkreditpantebrev eller et sælgerpantebrev) sikkerhed ikke kun i

ejendommen, men også i ejendommens afkast (lejeindtægter) og i

udbetalte forsikringssummer i tilfælde af skade på ejendommen.

Der er således ikke noget usædvanligt i, at kreditor i henhold

til kassekreditten, der har pant i ejendommen, ligeledes har transport i

leje- og forsikringsydelser.

at sælger finansierer og betaler på det

eksisterende realkreditlån.

Dette er ikke korrekt. Det er kommanditselskabet, der som

ejer af ejendommen og som debitor betaler ydelser på

realkreditlånet. Betalingen sker med de midler, der er til stede

på kommanditselskabets konto, det vil sige hovedsagelig af

lejeindtægter og i mindre omfang af kommanditisternes indbetaling af

resthæftelse og ved låneoptagelse.

at deltagerne i kommanditselskabet ikke hæfter for

det beløb, der bliver brugt til at betale renterne på

realkreditlånet.

Repræsentanten hertil anført, at han ikke

forstår denne kommentar. Kommanditisterne hæfter fuldt ud for den

samlede kommanditkapital på kr. 27 mio., hvoraf kr. 4,8 mio. er

indbetalt ultimo 1997. Realkreditlånet er ydet mod fuld hæftelse

for kommanditselskabet, det vil sige de enkelte investorer hæfter

personligt for realkreditgælden. Kreditor kan dermed søge sig

fyldestgjort inden for resthæftelsen hos de enkelte kommanditister.

at sælger garanterer en minimumsleje, som har haft

virkning for i hvert tilfælde 1993 og 1994.

Sælgergarantien for lejeindtægter har

været nødvendig for, at sælger kunne opnå en rimelig

pris for ejendommen. Fastsættelsen af ejendommens handelsværdi

sker typisk med udgangspunkt i en beregning af forrentningen af den

investerede kapital. I denne situation beregnes handelsværdien ved at

lejeindtægterne på ejendommen sidestilles med forrentning. Ved

afgivelse af en sådan garanti sikrer køber sig, at sælger

står inde for rigtigheden af den aftalte salgspris.

Repræsentanten har fremhævet, at garantien kun

dækker en absolut minimumsleje. Der har i 1993 været betalt

245.000 kr., i 1994 260.000 kr., i 1995 234.000 kr., i 1996 74.000 kr., i

1997 65.000 kr. og i 1998 100.000 kr. på garantien ud af den samlede

årlig lejeindtægt på godt 2 mio. kr.

at sælger på forhånd er garanteret en

tilbagekøbspris stigende fra kr. 30,5 mio. til kr. 39 mio.

Det skal understreges, at der er tale om en køberet

til en pris, der i alle tilfælde overstiger kommanditselskabets

købspris. Der er ikke tale om en salgsret. Kommanditselskabet har

således ikke krav på, at D køber ejendommen til

optionsprisen.

at arrangementet i hele perioden på 10 eller 20

år vil give underskud, således at der ikke ses at foreligge nogen

erhvervsmæssig virksomhed.

Repræsentanten har hertil anført, at han ikke

forstår denne udtalelse. Hvorvidt selskabets resultat om 10 år

vil være positivt eller negativt vil afhænge af lejeniveauet og

renteniveauet og af den pris, ejendommen kan sælges for. Det er i den

forbindelse fremhævet, at ejendommen belastes af meget store

renteudgifter i forhold til det nuværende renteniveau. Den

igangværende skattesag gør det imidlertid særdeles

vanskeligt at få lånene omlagt.

at købernes risiko gennem det etablerede system

må anse for elimineret.

Dette er ikke korrekt, idet kommanditisterne hæfter

personligt for betaling af realkreditgæld, resthæftelse,

løbende driftsomkostninger og alle andre forpligtelser

vedrørende ejendommen og kommanditselskabets drift. At

kommanditselskabets yderste lån alene har sikkerhed i ejendommen og i

lejeindtægter og forsikringssum indebærer ikke, at investorernes

personlige risiko er elimineret, men alene reduceret.

Det er videre anført, at man er af den opfattelse,

at regionens begrundelser, hverken enkeltvis eller samlet kan føre til

en tilsidesættelse af nærværende ejendomsinvestering i

skattemæssig henseende.

Repræsentanten har bl.a. henvist til

låneaftalens § 4, hvoraf fremgår, at investorerne årligt

indbetaler gælden ved løbende kapitalindskud i

kommanditselskabet. Herudover indgår de løbende

lejeindtægter m.v. også til nedbringelsen af den samlede

gæld. Der er ikke på forhånd givet henstand med betalingen.

Det skattemæssige underskud opstår på

grund af en efter nutidige forhold uhensigtsmæssig finansiering.

Driftsresultatet inklusive afskrivninger er positivt allerede fra og med

1995.

Det er videre anført, at regionen har anset

købet af ejendommen for alene at være køb af et

skattemæssigt underskud, idet kommanditselskabet giver underskud i hele

ejerperioden. Efter regionens opfattelse er der ikke tale om

erhvervsmæssig virksomhed, og de optagne lån indebærer ikke

en reel hæftelse.

Vedrørende sagsbehandlingen har

repræsentanten bl.a. anført, at denne, som det fremgår af

sagsmaterialet, startede hos den kommunale skattemyndighed i kommunen. Efter

at man havde holdt et møde med skatteforvaltningen i kommunen, havde

skatteforvaltningen til hensigt at frafalde den påtænkte

forhøjelse, hvilket fremgår af skrivelse til regionen af 3.

april 1998. Regionen overtog imidlertid sagen fra kommunen, inden

skatteforvaltningen nåede at give klageren meddelelse om, at sagen blev

frafaldet.

Vedrørende virksomheden har repræsentanten

bl.a. anført, at kommanditselskabet har erhvervet ejendommen ved

tinglyst skøde. Det må allerede som følge heraf

være klart, at kommanditselskabet har ejendomsret til ejendommen. Der

er i den forbindelse fremlagt en fuldt ud acceptabel redegørelse for

indgåelse af lejekontrakter.

Det er videre anført, at man er af den opfattelse,

at kommanditselskabet via sit køb og drift af ejendommen i X driver

erhvervsmæssig virksomhed på sædvanlige kommercielle

vilkår. Siden købet af ejendommen i 1992 er der iværksat

en række kommercielle tiltag med henblik på at forbedre

virksomhedens drift. Der har som følge af virksomhedens driftsresultat

været behov for væsentlige og belastende likviditetsmæssige

indbetalinger fra kommanditisterne.

Ejendommens drift efter renter og afskrivninger har givet

underskud. Der foregår for tiden forhandling med ejendommens

væsentligste lejer om tilpasning af lejen til den aktuelle markedsleje.

Dette vil forhåbentlig medføre en stigning i huslejen og dermed

en forbedret drift.

Repræsentanten har videre anført, at

selskabet nok har givet underskud, men at dette ikke var givet ved stiftelsen

heraf. Det blev yderligere anført, at den omstændighed, at et

selskab giver underskud, ikke har været noget problem i relation til

tidligere praksis, hvilket tidligere forhåndsgodkendelser fra

Ligningsrådet kan illustrere. Repræsentanten har i den

forbindelse henvist til en af ham udleveret revisorredegørelse

udarbejdet af et revisionsfirma. II redegørelsen fremgår, at man

i forbindelse med udbudsrunden havde budgetteret med underskud i selskabet.

Det er videre anført, at Ligningsrådet svarede bekræftende

på spørgsmålet om, om kommanditisterne kunne foretage

skattemæssige afskrivninger efter afskrivningsloven.

Repræsentanten har endvidere henvist til redegørelsen, hvoraf

praksis vedrørende ejendomsvirksomhed fremgår.

Repræsentanten har i den forbindelse anført, at det ikke er

evident, at resultatet for omhandlede selskab blev et underskud, idet dette

afhang af markedet.

Repræsentanten har yderligere anført, at der

ikke er nogen tvivl om, at investorerne løber en erhvervsmæssig

risiko ved denne investering og endvidere har mulighed for at opnå en

ikke beskeden gevinst. Der bør endvidere lægges vægt

på investorernes risiko for ikke at få tilbagebetalt det

foretagne indskud.

Vedrørende regionens henvisning til TfS 1998.201

ØLD (Cargolux-dommen) har repræsentanten bl.a. anført, at

sagen drejede sige om en flyvemaskine, som danske investorer havde

købt og tilbageleaset. Dommen er imidlertid anket til

Højesteret, hvorfor den ikke kan betragtes som endelig.

Repræsentanten er endvidere ikke enig med regionen

i, at Cargolux-sagen er identisk med nærværende sag. De to sager

adskiller sig væsentligt fra hinanden. Blandt andet var flyet

belånt 100 % med non-recourse-lån, hvilket ikke er

tilfældet i nærværende sag, hvor investorerne hæfter

personligt for realkreditgælden og renterne heraf.

Repræsentanten har videre anført, at det

så vidt vides er første gang, at skattemyndighedernes argumenter

i de såkaldte 10-mandssager søges overført på et

dansk ejendomsinvesteringsprojekt. Alene det forhold, at ejendomsretten

på ejendommen er tinglyst indebærer, at der ikke kan være

tvivl om ejendomsretten til aktivet.

Kommanditselskabet har forelagt fuld dokumentation for

juridisk ejendomsret i form af tinglyst skøde, BBR-meddelse, bankkonti

m.v. Det er dokumenteret, at der foregår helt sædvanlige

driftsmæssige dispositioner i form af huslejeopkrævninger,

betaling af driftsomkostninger og ydelser på lån. Der er

herudover foretaget væsentlige investorindbetalinger, dels i

forbindelse med købet og dels i forbindelse med den løbende

drift, og der afholdes periodiske bestyrelsesmøder og

generalforsamlinger med henblik på drøftelse af kommercielle

beslutninger.

Det er yderligere anført, at der ikke er salgsret

vedrørende ejendommen eller kommanditanparterne af nogen som helst

karakter, og der er ingen sikkerhed mod tab i forbindelse med salg.

Vedrørende fradrag for renteudgifter af

realkreditgæld har repræsentanten bl.a. anført, at

kommanditselskabet i forbindelse med erhvervelsen af ejendommen har overtaget

det realkreditlån, der var i ejendommen på købstidspunktet

med en restgæld på 14,5 mio. kr. Der er ikke tale om et lån

på særlige vilkår. Kommanditisterne hæfter for

gælden på helt sædvanlig vilkår. Hæftelsen er

således personlig og solidarisk. I tilfælde af en eventuel

tvangsauktion, hvor kreditforeningen ikke bliver fyldestgjort med pantet, kan

kreditforeningen inddrive udestående beløb direkte hos

kommanditselskabet og subsidiært hos en eller flere kommanditister. Det

er således repræsentantens opfattelse, at renteudgifterne er

fuldt fradragsberettigede.

Vedrørende fradrag for renteudgifter af

gældsbrev, har repræsentanten bl.a. anført, at renten

tilskrives i det omfang, den ikke kan betales via ejendommens

lejeindtægter og investorindskud. Denne tilskrivning må efter

repræsentantens opfattelse sidestilles med en ny låneoptagelse,

der ikke påvirker rentefradragsretten. Dette underbygges endvidere af,

at der også betales renter af renter, der tillægges hovedstolen.

Ligningsrådet har ved flere lejligheder godkendt

projekter, der er 100 % finansieret ved non-recourse-lån, og

Ligningsrådet har flere gange udtrykkeligt godkendt fradragsretten, jf.

eksempelvis sagerne 99/94-4721-28 (bindende forhåndsbesked af 29.

september 1994) og 99/92-4233-1 (bindende forhåndsbesked af 17.

november 1992). Repræsentanten har specielt fremhævet sagen fra

1994, hvoraf fremgår, at der godkendes afskrivningsret på

ejendommen og rentefradrag vedrørende lån optaget på

non-recourse-vilkår. Det fremgår af afgørelsen, at

non-recourse-klausulen tidligere havde været godkendt, og efter Told-

og Skattestyrelsens opfattelse ikke i sig selv kunne bevirke, at

låneaftalen kunne tilsidesættes skattemæssigt.

Repræsentanten har videre anført, at

ovennævnte bindende forhåndsbeskeder er eksempler på den

linie, som Ligningsrådet har fulgt i hvert fald siden 1980'erne.

Ligningsrådet bekræftede dels det opgjorte afskrivningsgrundlag,

dels rentefradragsretten på samtlige lån, idet Told og

Skattestyrelsen bemærkede, at Ligningsrådet tidligere havde

godkendt lån på non-recourse-vilkår, og at

non-recourse-klausulen ikke i sig selv kunne bevirke, at låneaftalen

kunne tilsidesættes skattemæssigt. Det fremgår endvidere

udtrykkeligt af virksomhedsskattelovens § 6, stk. 2, at renteindtægter

og renteudgifter skal fordeles over den periode, renterne vedrører.

Der ses at være hjemmel til udskydelse af rentefradragsretten i henhold

til ligningslovens § 5, stk. 7, for så vidt angår renteudgifter

under virksomhedsordningen. Bestemmelsen i virksomhedsskatteloven er en

specialbestemmelse, der går forud for generelle regler i ligningslovens

§ 5. Henvisningen til ligningslovens § 5 går alene på

definitionen af begrebet renter.

Repræsentanten har yderligere anført, at det

med baggrund i det anførte må konkluderes, at kommanditisterne

formelt og reelt har ejendomsretten til ejendommen, og at de i denne

forbindelse har påtaget sig en gæld, som de har pligt til at

tilbagebetale.

Det er videre anført, at regionens afgørelse

er udtryk for en praksisændring, som ikke kan foretages med

tilbagevirkende kraft. Forhøjelsen kan heller ikke støttes

på Cargolux-afgørelsen, idet denne har et helt andet indhold.

Det kan ikke med rimelighed hævdes, at investorernes risiko er

elimineret. Dels hæfter kommanditisterne personligt og solidarisk for

ejendommens driftskreditorer, herunder offentlige myndigheder og ejendommens

lejere, blandt andet i form af tilbagebetalingspligt vedrørende

deposita. Endvidere bør der lægges vægt på den

personlige hæftelse vedrørende realkreditlånet samt

risikoen for, at investorerne mister deres oprindelige indskud. Det er

således repræsentantens opfattelse, at der er en rimelig stor

risiko ved denne investering. Samtlige renteudgifter til både

kreditforening og pantebrevskreditor er forfaldne til betaling henholdsvis

kvartalsvis og halvårligt. Renterne er tillige betalt enten kontant

eller ved optagelse af lån.

Med baggrund i det anførte fastholder

repræsentanten, at der er tale om erhvervsmæssig virksomhed, og

at virksomheden drives erhvervsmæssigt med henblik på overskud

dels i form af forventede højere lejeindtægter end opnået,

dels i form af en forventet avance ved salg af ejendommen. Driftsresultatet

og renter vedrørende kommanditselskabet skal således medregnes

ved opgørelsen af klagerens skattepligtige indkomst.

Told- og Skattestyrelsen, som under sagens behandling i

Landsskatteretten har været repræsenteret af Kammeradvokaten, har

indledningsvis anført, at man ønsker at begrænse

påstanden således, at indstillingen lød på, at

klageren alene nægtes fradrag for renteudgifter af lån ydet af D

A/S, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.

Repræsentanten har erklæret sig enig i, at

klageren er berettiget til at afskrive på ejendommen, idet det

følger af afskrivningsloven og af praksis på området, at

der kan afskrives på bygninger, som anvendes erhvervsmæssigt,

hvilket er tilfældet i nærværende sag.

Vedrørende spørgsmålet om

rentefradragsret har repræsentanten anført, at dette

vedrører to låneforhold: Lån ydet af kreditforeningen og

overtaget i forbindelse med ejendommens erhvervelse samt lån ydet af

sælger, D A/S.

Til støtte for påstanden om fradrag for

renteudgifter af lån ydet af kreditforeningen henvises til, at

Styrelsen ved revurderingen og begrænsningen af påstanden havde

anerkendt rentefradragsretten i relation hertil. Det er videre anført,

at der er tale om et sædvanligt kreditforeningslån, som der ikke

er grundlag for at tilsidesætte.

Til støtte for påstanden om fradrag for

renteudgifter af lån ydet af D A/S har repræsentanten henvist

til, at der er tale om et lån optaget til finansiering af køb af

en ejendom. De domme, som foreligger på området vedrører

situationer, som ikke kan sammenlignes med nærværende sag, idet

der i disse sager var tale om cirkulære arrangementer, hvor den

sædvanlig debitorrisiko ikke har været til stede. I

nærværende sag kan man vel nok diskutere risikoens

størrelse, men der er helt afgjort en risiko forbundet med optagelsen

af lånet for investorerne. Sammenfattende er det således ikke

nogen omstændigheder, der kan begrunde en tilsidesættelse af

låneforholdet.

Til støtte for indstillingen om, at klageren ikke

indrømmes fradrag for renteudgifter af lån ydet af D A/S, jf.

statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, har Told- og Skattestyrelsen

anført, at der er tale om et skattemæssigt arrangement, som er

helt uden forretningsmæssigt indhold, og hvor formålet alene er

at opnå en skattemæssig fordel. Arrangementer som dette er

kendetegnet ved, at driften giver underskud samt ønsket om at

konvertere en fradragsberettiget udgift til en skattefri kapitalgevinst

Fradrag for renteudgifter er betinget af, at gælden

påhviler vedkommende som en reel retlig forpligtelse, og at der

foreligger en retlig forpligtelse til at betale ydelsen. Dette betyder, at

rentefradrag vil blive nægtet, selv om der formelt foreligger et

låneforhold og dermed en formel gælds- og

forrentningsforpligtelse, f.eks. i form af et rentebærende

gældsbrev, såfremt realiteten er, at gældsbrevet ikke er

bærer af nogen fordring. Forpligtelsen skal altså være

udslag af en realøkonomisk realitet.

Rentefradrag kan således risikere at blive

underkendt, hvis forrentning og afdrag sker gennem optagelse af i princippet

endeløse cirkellån eller ved lukkede arrangementer - som i

nærværende sag - hvor låneprovenuet ikke udbetales, men

straks indgår som sikkerhed, og hvor hele arrangementet ved dets

afslutning opgøres ved differenceafregning. Der er herved henvist til

Højesterets dom TfS 2000.148.

I nærværende arrangement er lånet

optaget på non-recourse vilkår, arrangementet er uden risiko for

skatteyderen, og skatteyderens eneste interesse i arrangementet er at

opnå fradrag for renteudgifter samt en skattefri kursgevinst. Dette

fremgår da også af prospektet, hvormed arrangementet er

udbudt.

Vedrørende hæftelsen fremgår det af

gældsbrevets § 5, at lånet er optaget på non-recourse

vilkår.

Vedrørende spørgsmålet om

ejendomsinvesteringen påførte investorerne en risiko, er der

henvist til det særegne aftalekompleks (skøde, gældsbrev,

lejegaranti m.v. er alle underskrevet i november/december 1992), som fjerner

den naturlige risiko ved investeringen. Der er herudover henvist til

skødets § 6, hvoraf fremgår, at købesummen for ejendommen

udgør 27,8 mio. kr., og heraf er erlagt 850.000 kr. i kontant

udbetaling. Udbetalingens størrelse (ca. 3 % af købesummen)

må anses for at været meget usædvanligt for en

ejendomshandel. Det fremgår endvidere af § 6, at der er oprettet et

gældsbrev på 12,4 mio. kr. til D A/S, hvilket må anses for

meget favorabelt, henset til at der ikke er personlig hæftelse knyttet

hertil. Det fremgår endvidere af Selskabets regnskaber for 1994 og

1995, at udgifterne langt overstiger de løbende indtægter. De

løbende driftsudgifter er imidlertid afdækket ved lejegarantien,

hvorefter D A/S garanterer en minimumsnettolejeindtægt på

1.765.129 excl. moms med en årlig stigning på 3 % akkumulerende.

Det fremgår af lejegarantien, at minimumsnettolejeindtægten skal

forstås som alle ejendommens lejeindtægter ekskl. moms minus

samtlige udgifter og omkostninger - forudseelige som uforudseelige. Det er

hertil anført, at der er tale om en usædvanlig og yderst gunstig

lejegaranti, som er tidsubegrænset og som betyder, at den

løbende drift aldrig kan medføre udgifter for investorerne.

Vedrørende lånet til D A/S er anført,

at det fremgår af gældsbrevets § 11, at gælden er

uopsigelig fra kreditors side, indtil afhændelsen af ejendommen,

hvilket er et meget usædvanligt vilkår. Herudover fremgår

det af § 4, at lånetilsagnet skal virke som en kassekredit,

ifølge hvilken kreditor er pligtig at regulere gælden,

således at den nedskrives/opskrives med debitors likviditet i

forbindelse med driften af og ejerskabet af ejendommen.

Det fremgår af ovennævnte, at man

således har ønsket at eliminere enhver risiko ved

arrangementet.

Vedrørende en eventuel afhændelse af

ejendommen er det anført, at der heller ikke i denne situation er

nogen reel risiko for investorerne. Gældsbrevet til D A/S er

således ikke forbundet med personlig hæftelse. Vedrørende

gælden til kreditforeningen opstår der alene et problem i den

situation, hvor lånet er større end det indkomne provenu ved

salget. Gælden skal afdrages over 17 år og er allerede de

første år nedbragt med ca. 800.000 kr. Ejendommen er i 1992

vurderet til 20,45 mio. kr. Lejeindtægten er på ca. 2,5 mio. kr.

om året, og ved at gange ejendommens indtægt med

kapitaliseringsfaktoren 8 eller 12 finder man ejendommens kapitaliserede

værdi, der ligger mellem 17 og 25 mio. kr. Det er således

oplagt, at ejendommen vil kunne sælges til et beløb, som ligger

langt over gældens nedskrevne værdi. Det fremgår da

også af mødereferat af 15. april 1999, at D A/S' direktør

har tilbudt at overtage ejendommen for 29,5 mio. kr.

Den, der bærer risikoen er D A/S, som derfor

også er indrømmet både en køberet og en

forkøbsret til ejendommen. En abstrakt risiko er ikke

tilstrækkeligt ifølge praksis, og det fremgår

således også af TfS 1999.419, at der skal foretages en realistisk

risikoafvejning og væsentlighedsvurdering.

Told- og Skattestyrelsen har anført, at det er i

overensstemmelse med både administrationen og domstolenes praksis at

nægte fradrag for renteudgifter i en sag som nærværende.

Der er således ikke tale om en praksisændring, jf. hertil TfS

2000.148, hvoraf fremgår, at Skatteministeriet heri bestred, at der

forud for indkomståret eksisterede en fast og langvarig praksis for

indrømmelse af fradrag for renteudgifter vedrørende lån

optaget på non-recourse vilkår, idet Ligningsrådet alene i

én afgørelse, Ligningsrådets bindende

forhåndsbesked af 29. september 1994, direkte er blevet spurgt om

fradragsret for renterne af et non-recourse lån, og denne

afgørelse er ikke i sig selv er udtryk for en fast og langvarig

praksis.

Klagerens repræsentant har hertil anført, at

man i stedet for at fokusere på lighederne mellem

nærværende sag og praksis, der i øvrigt vedrører

situationer, som ikke er sammenlignelige med nærværende, burde

fokusere på forskellene. I den konkrete sag er der ikke tale om et

lukket arrangement, idet der er tale om køb af en ejendom, og

lånoptagelsen hos D A/S sker som led i berigtigelsen af ejendommens

købesum. Der er således tale om et slags sælgerpantebrev -

som ved et parcelhussalg - hvorpå det bliver betalt renter - ud fra den

klare opfattelse, at man skylder kreditor pengene. Renteudgifterne er derfor

fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.

Det er videre anført, at non-recourse

vilkåret ikke er usædvanligt. Det vil således typisk

forekomme i forbindelse med salg af en bil, at sælger vælger at

have sikkerhed i bilen og således kan tage den tilbage, hvis

køber ikke overholder sine betalingsforpligtelser. Køber vil

dog stadig føle det som om, at det er ham der hæfter, idet bilen

er hans.

Vedrørende investorernes risiko er det

anført, at Styrelsen uanset alle deres argumenter i sidste ende vender

tilbage til den omstændighed, at der er tale om et non-recourse

lån. Det følger imidlertid af Højesterets praksis, at

denne omstændighed ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at

nægte fradrag for renteudgifter heraf. Der er endvidere ikke som

påstået tale om manglende hæftelse for gælden, idet D

har sikkerhed i ejendommen, ligesom Selskabet tillige hæfter for

gælden.

Repræsentanten har endvidere henvist til

Ligningsrådets bindende forhåndsbesked af 29. september 1994,

hvoraf fremgår, at der er fradragsret for renteudgifter af lån

optaget på non-recourse vilkår. Da lovgivningen på dette

område ikke er ændret efter, at denne afgørelse blev

truffet, er afgørelsen udtryk for gældende ret og må

følges. Afgørelsen er således også fulgt op af

Højesteret, der har fastslået, at man ikke alene kan lægge

vægt på dette vilkår ved nægtelse af

rentefradrag.

Landsskatteretten skal udtale:

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, skal

bemærke, at det er ubestridt, at K/S B med overtagelse pr. 31. december

1992 købte ejendommen af D A/S, ligesom ejendommen, der består

af 5 erhvervslejemål, anvendes til et afskrivningsberettiget

formål af lejer, jf. afskrivningslovens § 18. Under disse

omstændigheder voterer disse to retsmedlemmer for at indrømme

klageren fradrag for afskrivninger på den omhandlede ejendom.

Vedrørende gælden til kreditforeningen skal

disse to retsmedlemmer bemærke, at K/S B har overtaget

kreditforeningslånet i forbindelse med købet af ovennævnte

ejendom, ligesom kreditforeningslånet er overtaget med personlig

hæftelse. Da lånet således opfylder et helt

sædvanligt finansieringsformål finder disse to retsmedlemmer ikke

grundlag for at nægte klageren fradrag for renteudgifter af

kreditforeningslån, hvorfor retsmedlemmerne voterer for at klageren

indrømmes fradrag for renteudgifter af kreditforeningslån.

Vedrørende lån optaget hos DA/S kan disse to

retsmedlemmer tilslutte sig Kammeradvokatens begrundelse for, at der ikke kan

indrømmes fradrag for renteudgifter heraf. Der er tale om lån

ydet på non-recourse vilkår i et arrangement uden

realøkonomisk risiko for skatteyderen, og lånet er udelukkende

optaget af skattemæssige årsager. Disse to retsmedlemmer voterer

derfor for, at klageren ikke indrømmes fradrag for renteudgifter af

gæld til D A/S.

Et retsmedlem skal bemærke, at det er en betingelse

for at anerkende en virksomhed som erhvervsmæssig, at der for egen

regning og risiko udøves en økonomisk virksomhed med det

formål at opnå overskud. Dette retsmedlem finder, at K/S B's

økonomiske risiko må anses for elimineret i kraft af de

indgåede aftaler. Dette retsmedlem har herved bl.a. lagt vægt

på, at deltagerne ikke hæfter personligt for gælden til D

A/S, der er uopsigelig fra D A/S's side i hele K/S B's ejertid, at D A/S har

garanteret en minimumsnettolejeindtægt i hele K/S B's ejertid samt at

ejendommens faste udgifter, herunder ydelser på

kreditforeningslånet, automatisk overføres fra sikringskontoen,

hvorpå lejeindtægterne, herunder beløb i henhold til

lejegarantien, indgår.

Under disse omstændigheder samt under hensyntagen

til, at D A/S har stillet selvskyldnerkaution for K/S B's gæld til

kreditforeningen, finder dette retsmedlem, at K/S B's hæftelse over for

kreditforeningen heller ikke kan tillægges skattemæssig

betydning.

Dette retsmedlem finder, at det må lægges til

grund, at virksomheden ikke er blevet drevet med henblik på

indtægtserhvervelse, men derimod med henblik på at skabe

skattemæssige fordele for deltagerne. Dette retsmedlem finder, at den

af K/S B drevne virksomhed ikke opfylder betingelserne for at kunne betragtes

som erhvervsmæssig, ligesom K/S B's påtagelse af gælds- og

renteforpligtelser ikke kan anses for at have reelt indhold.

Dette retsmedlem finder ikke, at resultatet udfra en

helhedsbetragtning strider mod domstolenes eller Landsskatterettens praksis

ligesom retsmedlemmet ikke finder det dokumenteret, at der har foreligget en

fast administrativ praksis for at anerkende skattemæssig realitet i

tilfælde som det i nærværende sag foreliggende .

Dette retsmedlem voterer derfor for, at de påklagede

ansættelser, hvorved klagerens deltagelse i K/S B ikke er tillagt

skattemæssig betydning, stadfæstes.

Der vil være at træffe afgørelse efter

stemmeflertallet, hvorfor klageren indrømmes fradrag for hans andel i

deltagelsen i K/S B med 48.825 kr. for indkomståret 1994 og skal

indtægtsføre hans andel i deltagelsen i K/S B med 27.976 kr. for

indkomståret 1995. Klageren indrømmes endvidere fradrag for

renteudgifter af kreditforeningslån med 124.703,70 kr. for

indkomståret 1994 og med 129.594,89 kr. for indkomståret

1995.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter