Landsskatteretskendelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse
Kommanditist
- fradrag for renter m.v.
A klager for skatteårene 1994 og 1995 over, at de
stedlige skattemyndigheder ikke har godkendt hans andel af virksomheden B's
resultat før renter i forbindelse med hans deltagelse i virksomheden,
idet hans deltagelse er anset for at være uden skattemæssig
virkning.
Det fremgår af sagen, at klageren i 1992 erhvervede
35 anparter a 100.000 kr., i alt 3,5 mio. kr., i K/S B (herefter blot kaldet
selskabet). Selskabet består ifølge vedtægterne af 270
anparter a 100.000 kr. og har 10 deltagere. Komplementaren, der ikke har
andel i resultat og egenkapital, er C ApS.
Det kontante indskud udgjorde ifølge
udbudsmaterialet 12.611 kr. pr. anpart, og klageren har således i alt
indbetalt 441.385 kr. i kontantindskud. Herudover skal der ifølge
udbudsmaterialet årligt indbetales 1.296 kr. pr. anpart til delvis
dækning af likviditetsunderskud, i alt 349.920 kr.
Om selskabets formål og idégrundlag
fremgår bl.a. følgende af udbudsmaterialet:
"Selskabets formål er gennem en
lavrisiko-investering i en fuldt udlejet ejendom og finansieret på
særdeles fordelagtige vilkår, at give de deltagende investorer
mulighed for at opspare en betydelig kapital via sparet skat, og på
denne måde opnå større økonomisk frihed.
Det er muligt ved deltagelse i en investering baseret
på sikkerhed, at drage nytte af den økonomiske kapacitet, der
alene ligger i at have en høj indkomst."
Af udbudsmaterialet fremgår endvidere bl.a.
følgende under overskriften "Maximal sikkerhed":
Læs alt
"Sikkerheden i dette projekt skabes ved, at
kommanditselskabet med sælgeren af ejendommen har aftalt en
lejesikkerhed i projektperioden, og til sikkerhed herfor har sælger
meddelt kommanditselskabet modregningsret i sælgerpantebrevet, som
kommanditselskabet udsteder til sælger i forbindelse med købet.
Da sælgerpantebrevet er aftalt til fast rente i hele projektperioden,
vil de i budgettet stipulerede rente og lejeindtægter således
indgå med fuld sikkerhed. Fremtidige indfrielseskrav af
sælgerpantebrevet fra sælgers side kan alene ske ved at
kræve sig fyldestgjort med dels lejesikkerheden, dels ejendommens
realisationsværdi.
Kommanditisterne hæfter personligt alene overfor
kreditforeningen."
Vedrørende "Sikkerhed" fremgår bl.a.
følgende af udbudsmaterialet:
"En af målsætningerne omkring projekter udbudt
af C A/S er at opnå stor prognosesikkerhed. I dette projekt er dette
opnået ved en fordelagtig finansieringsmodel og sikring af en
minimumsnettoleje, der gør at investorerne i videst mulige omfang har
minimeret enhver risiko.
......."
Det fremgår endvidere af udbudsmaterialet, at man
over en periode på 20 år har budgetteret med et negativ
driftsresultat. Driftsresultatet har således også været
negativt i perioden fra 1992-1997, for hvilke indkomstår
Landsskatteretten har fået fremsendt selskabets årsregnskaber.
Af selskabets vedtægter fremgår, at selskabets
formål er at eje en ejendom og drive udlejningsvirksomhed med denne.
Ejendommen består af 5 erhvervslejemål.
Det fremgår af sagen, at selskabet med overtagelse
pr. 31. december 1992 købte ovennævnte ejendom af D A/S.
Købesummen på 27.855.430 kr. blev ifølge det endelige
skøde berigtiget således:
Kontant udbetaling
855.430,00 kr.
Køber overtager indestående
kreditforeningslån til aftalt kontantværdi
14.526.481,00 kr.
Køber udsteder gældsbrev, som herefter er
kaldet "Gældsbrev" med en trækningsret på 30.000.000 kr.,
hvoraf udgør restkøbesummen for ejendommen
12.473.519,00 kr.
Købesum i alt
27.855.430,00 kr.
Det fremgår af sagen, at kreditforeningen ved brev
af 25. juli 1994 accepterede, at selskabet overtog gældsforpligtelsen
for kreditforeningslånet. D A/S ved E underskrev den 3. august 1994 en
kautionserklæring, hvorefter D A/S indestår som
selvskyldnerkautionist for alle betalinger i henhold til
kreditforeningslånet.
I forbindelse med salget af ejendommen afgav D ved
underskrift af 22. november 1993 lejegaranti overfor selskabet. Af
lejegarantien fremgår bl.a. følgende:
"3. Lejegaranti
D garanterer over for C, at ejendommen vil give C en
minimumsnettolejeindtægt i kalenderåret 1993 på kr.
1.765.129 excl. moms, samt at minimumslejeindtægten for Ejendommen vil
stige med minimum 3% akkumulerende årligt, første gang fra og
med den 1. januar 1994.
.........
Ved minimumslejeindtægt skal forstås
alle ejendommens lejeindtægter excl. moms minus
samtlige udgifter og omkostninger, f.eks. ejendomsskatter, forsikringer,
administration, vedligeholdelse, fornyelser, varmeudgifter,
miljøafgifter, genudlejningsomkostninger,
istandsættelsesomkostninger, annonceomkostninger, stempelgebyrer,
sagsomkostninger pålagt ejer i forbindelse med retstvister med lejerne,
det vil sige alle former for udgifter og omkostninger vedrørende
ejendommen - forudseelige som uforudseelige.
Garantien indebærer, at D tilsikrer C, at C senest
den sidst hverdag i en kalendermåned (hvilket tidspunkt herefter er
kaldet "Forfaldstidspunkt") oppebærer 1/12 af den for det
pågældende kalenderår garanterede
Minimumslejeindtægt.
......
4. Modregningsret m.m
D indrømmer C fuld modregningsret i
gældsbrevet til sikring af D's opfyldelse af forpligtelserne i henhold
til nærværende lejegaranti.
.......
7. Varighed.
D er ubetinget og uigenkaldeligt bundet til
garantiforpligtelserne i henhold til nærværende garanti, indtil
det tidspunkt, da C sælger ejendommen. D kan således i ingen
henseende bringe sin forpligtelser i henhold til nærværende
lejegaranti til ophør forinden C's salg."
D A/S stillede i forbindelse med salget af
ovennævnte ejendom en løbende kreditfacilitet til rådighed
for selskabet. Af gældsbrevet oprettet herved fremgår bl.a.
følgende:
" §1.
Beløbsstørrelse.
Kreditor stiller kreditfaciliteter til rådighed
for et beløb på max. DKK 30.000.000.
Gælden udgør pr. 31. december 1992 kr.
12.473.519,-, svarende til restkøbesummen for ejendommen.
§ 2.
Anvendelse.
Kreditfaciliteterne kan i overensstemmelse med dette
gældsbrev alene anvendes til finansiering af
- Debitors restkøbesum for ejendommen,
- Debitors løbende driftsunderskud
vedrørende ejendommen og
- refusionsmellemværende vedrørende debitors
køb af ejendommen:
Matr.nr.: ......
Beliggende: .........
herefter kaldet "Ejendommen".
......
§ 4.
Rente- og afdragsvilkår.
Kreditfaciliteterne ydes som afdragsfrit lån
på kassekreditvilkår med en rente på 12,4 % p.a. beregnet
halvårligt bagud indtil 31. december 2002, hvorefter renten er 11 %
p.a. beregnet halvårligt bagud. Renten er aftalt fast indtil
lånet endeligt indfries.
Saldoen forrentes fra overtagelsesdagen den 31. december
1992.
Beregningen af renten sker månedsvis på basis
af ultimo månedssaldoen, og renten tilskrives halvårligt hver den
30. juni og 31. december. Første renteberegning finder sted den 31.
december 1992 på basis af saldoen pr. 31. december 1992. Første
rentetilskrivning finder sted 31. december 1992.
Nærværende lånetilsagn skal virke som en
kassekredit, ifølge hvilken Kreditor er pligtig at regulere
gælden, således at den nedskrives/opskrives med Debitors
likviditet i forbindelse med driften og ejerskabet af Ejendommen. Det vil
sige, at gælden reguleres med udsvingene i forhold til Debitors samlede
indtægter og udgifter vedrørende Ejendommen, indtil det
tidspunkt da gældsbrevet forlanges indfriet, jfr. § 11. Herudover
afdrages gældsbrevet ved kontante indbetalinger fra Debitor på
årligt kr. 350.000, (hver den 30. april) efter der er afholdt
omkostninger til Ejendommens øvrige udgifter, herunder rente og afdrag
på kreditforeningslån. Gælden kan ikke overstige kr.
30.000.000.
§ 5.
Hæftelse.
Nærværende lånetilsagn er uden nogen
form for personlig hæftelse for kommanditisterne i K/S B. Det vil sige,
at kommanditisterne, herunder disses investorer, successorer eller andre,
ikke hæfter personligt for gældens tilbagebetaling. Til sikkerhed
for gældens betaling hæfter udelukkende de nedenfor i § 6
definerede Sikkerheder.
§ 6.
Sikkerhed og fyldestgørelse.
Til sikkerhed for Debitors forpligtelser i henhold til
nærværende gældsbrev stilles udelukkende følgende
sikkerheder:
- Kreditors håndpant i ejerpantebrev stort kr.
6.000.000,00.
- Kreditors sikkerhedstransport i lejekontrakterne og
ejendommens forsikringspolicer/forsikringssummen.
.......
§ 7.
Modregning.
Debitor har ubegrænset og ubetinget modregningsret
for ethvert tilgodehavende Debitor måtte få over for Kreditor.
Debitor har i særdeleshed ret til at modregne ethvert tilgodehavende
hos Kreditor i henhold til den lejegaranti, bilag 4, som Kreditor har
indrømmet Debitor vedrørende Ejendommen.
.......
§ 11.
Uopsigelighed:
Lånetilsagnet, og dermed gælden i henhold til
nærværende gældsbrev er uopsigelig fra Kreditors side
indtil det tidspunkt, da Debitor afhænder Ejendommen.
....."
D A/S fik ved pantsætningserklæring af 8.
december 1993 primær pant i en selskabet tilhørende konto hos
banken (kaldet "Sikringskontoen"). Af pantsætningserklæringen
fremgår bl.a. følgende:
".......
Pantsætningen sker til sikkerhed for
Pantsætters opfyldelse af forpligtelser af enhver art over for
Panthaver vedrørende Pantsætters forpligtelser i henhold til
gældsbrev indeholdende kreditfaciliteter på kr. 30.000.000.
Nærværende pantsætning omfatter tillige renter og afkast af
det pantsatte.
Sikringskontoen fungerer som indbetalingskonto for lejerne
i ejendommen matr. nr. ....(herefter kaldet "Ejendommen")
Parterne er enige om, at der i banken indlægges en
stående ordre om, at der fra Sikringskontoen månedligt og
automatisk via PBS overføres det beløb, som er fornødent
for at imødegå betaling af Ejendommens faste udgifter. Disse er
specificeret og budgetterede.Øvrige udgifter kan alene anvises til
betaling gennem pantsætters bestyrelsesformand i forening med
ejendommens administrator, C ApS.
Parterne er enige om, at overskydende likviditet på
Sikringskontoen udbetales kvartalsvis til F mod at saldoen på
gældsbrev med kreditfaciliteter på kr. 30.000.000 nedbringes
tilsvarende.
........"
D A/S er ifølge bestemmelserne i det endelig
skøde tillagt en køberet til ejendommen, hvorefter D A/S i en
periode fra 37 til 121 måneder efter salget er berettiget til at
købe ejendommen tilbage for en pris stigende fra 30,5 mio. kr. til 39
mio. kr. Såfremt D A/S ikke ønsker at købe ejendommen
efter 121 måneder forlænges kravet om minimumsnettolejen
automatisk i yderligere 119 måneder mod sikring af en minimumsnettoleje
svarende til minimumsnettolejen beregnet efter retningslinierne i
lejegarantien, dog svarende til at denne var betalt årligt forud.
Herudover er D A/S indrømmet en forkøbsret
til ejendommen, til en kontant købesum svarende til det beløb,
der dokumenteret kan tilbydes fra tredjemand.
Klageren anvender virksomhedsordningen og har for
indkomståret 1994 fratrukket 48.825 kr. under posten "resultat
før renter af virksomhed", og under posten
"nettofinansieringsudgifter" har han fratrukket 378.037 kr. For så vidt
angår indkomståret 1995 har klageren indtægtsført
27.965 kr. under posten "resultat før renter af virksomhed", og under
posten "nettofinansieringsudgifter" har han fratrukket 367.371 kr.
Told- og skatteregionen har nægtet at godkende
fradrag for klagerens andel af nettorenteudgifter samt klagerens andel af
virksomhedens resultat før renter i forbindelse med hans deltagelse i
K/S B, idet man har anset klagerens deltagelse for at være uden
skattemæssig virkning.
Regionen har anført, at man er af den opfattelse,
at der alene er tale om køb af skattemæssige fradrag, idet der i
kommanditselskabet i hele ejerperioden vil fremkomme skattemæssige
underskud. Der er efter regionens opfattelse ikke tale om
erhvervsmæssig virksomhed, og lånemellemværendet
indebærer ikke en reel hæftelse.
Det er videre anført, at regionen har lagt
vægt på følgende momenter:
at
sælger har transport i samtlige leje- og
forsikringsydelser til sikkerhed for den etablerede kassekredit på
30.000.000 kr.
at
sælger finansierer og betaler ydelserne
på det eksisterende realkreditlån
at
deltagerne i kommanditselskabet ikke
hæfter personligt for det beløb, der bliver brugt til at betale
renterne på realkreditlånet
at
sælger garanterer en minimumsleje, som har
haft virkning for i hvert tilfælde 1993 og 1994
at
sælger på forhånd er
garanteret en tilbagekøbspris stigende fra 30.500.000 kr. til
39.000.000 kr.
at
køber ikke udøver
ejerbeføjelser
at
arrangementet i hele perioden på 10 eller
20 år vil give underskud, således at der ikke ses at foreligge
nogen erhvervsmæssig virksomhed. Det fremgår således af D
A/S regnskab for 1993:
"Pantebrevsporteføljen fordeler sig på 4
pantebreve, der alle er udstedt i forbindelse med selskabets salg af
ejendomme i 1992. Pantebrevene yder i 1993 et gennemsnitligt afkast på
12,3 %.
Af de 4 pantebreve har de 3 til en samlet værdi
på 32 mio. kr. alene sikkerhed i de solgte ejendomme samt i
ejendomsinvestorernes forpligtelse til at indbetale et på forhånd
fastsat beløb. Pantebrevene er udformet således, at det
primært er gennem de tilsvarende ejendommes afkast, der foretages
afvikling af pantebrevene. I 1993 er pantebrevenes hovedstol som følge
heraf forøget med 1,5 mio. kr. Under de herskende markeds- og
rentevilkår forventes det, at pantebrevene vil blive yderligere
forøget"
at
købernes risiko gennem det etablerede
system anses for elimineret
Regionen har endvidere fremhævet, at en
forudsætning for at opnå fradrag for renteudgifter er, jf.
ligningslovens § 5, stk. 1 og stk. 7, at hæftelsen, der påhviler
skatteyderen, er forfalden og betales, hvilket for sidstnævntes
vedkommende ikke er tilfældet, som følge af den
vedrørende gældsbrevet udskudte rentebetaling.
Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om
fradrag i overensstemmelse med det selvangivne, idet der er tale om
erhvervsmæssig virksomhed.
Om sagens fakta har repræsentanten bl.a. oplyst, at
klageren i 1992 anskaffede en andel i K/S B på 3,5 mio. kr. af den
samlede kapital på 27 mio. kr.
Kommanditselskabet købte i 1992 erhvervsejendommen
matr. nr. ..... Ejendommen er beliggende i et storcenter i udkanten af X, og
var på anskaffelsestidspunktet blandt andet udlejet til en Radio/TV-
forhandler og et køkkenfirma.
Gældsbrevet blev udformet som et kassekreditlignende
lån med en maksimal trækningsret på 30 mio. kr. Denne
lånemulighed er blevet benyttet til blandt andet at finansiere en del
af anskaffelsessummen og den løbende drift af ejendommen, herunder
betaling af ydelser på realkreditlånet. Repræsentanten har
i den forbindelse fremhævet, at der er mulighed for yderligere
låneoptagelse i ejendommen. Et eventuelt låneprovenu skal dog
indbetales til de foranstående kreditorer i ejendommen.
Repræsentanten er fremkommet med bemærkninger
til de enkelte punkter i regionens begrundelse:
at sælger har transport i samtlige leje- og
forsikringsydelser til sikkerhed for den etablerede kassekredit på kr.
30 mio.
I henhold til almindelige formueretlige regler har en
panthaver i fast ejendom (for eksempel en kreditor i henhold til et
realkreditpantebrev eller et sælgerpantebrev) sikkerhed ikke kun i
ejendommen, men også i ejendommens afkast (lejeindtægter) og i
udbetalte forsikringssummer i tilfælde af skade på ejendommen.
Der er således ikke noget usædvanligt i, at kreditor i henhold
til kassekreditten, der har pant i ejendommen, ligeledes har transport i
leje- og forsikringsydelser.
at sælger finansierer og betaler på det
eksisterende realkreditlån.
Dette er ikke korrekt. Det er kommanditselskabet, der som
ejer af ejendommen og som debitor betaler ydelser på
realkreditlånet. Betalingen sker med de midler, der er til stede
på kommanditselskabets konto, det vil sige hovedsagelig af
lejeindtægter og i mindre omfang af kommanditisternes indbetaling af
resthæftelse og ved låneoptagelse.
at deltagerne i kommanditselskabet ikke hæfter for
det beløb, der bliver brugt til at betale renterne på
realkreditlånet.
Repræsentanten hertil anført, at han ikke
forstår denne kommentar. Kommanditisterne hæfter fuldt ud for den
samlede kommanditkapital på kr. 27 mio., hvoraf kr. 4,8 mio. er
indbetalt ultimo 1997. Realkreditlånet er ydet mod fuld hæftelse
for kommanditselskabet, det vil sige de enkelte investorer hæfter
personligt for realkreditgælden. Kreditor kan dermed søge sig
fyldestgjort inden for resthæftelsen hos de enkelte kommanditister.
at sælger garanterer en minimumsleje, som har haft
virkning for i hvert tilfælde 1993 og 1994.
Sælgergarantien for lejeindtægter har
været nødvendig for, at sælger kunne opnå en rimelig
pris for ejendommen. Fastsættelsen af ejendommens handelsværdi
sker typisk med udgangspunkt i en beregning af forrentningen af den
investerede kapital. I denne situation beregnes handelsværdien ved at
lejeindtægterne på ejendommen sidestilles med forrentning. Ved
afgivelse af en sådan garanti sikrer køber sig, at sælger
står inde for rigtigheden af den aftalte salgspris.
Repræsentanten har fremhævet, at garantien kun
dækker en absolut minimumsleje. Der har i 1993 været betalt
245.000 kr., i 1994 260.000 kr., i 1995 234.000 kr., i 1996 74.000 kr., i
1997 65.000 kr. og i 1998 100.000 kr. på garantien ud af den samlede
årlig lejeindtægt på godt 2 mio. kr.
at sælger på forhånd er garanteret en
tilbagekøbspris stigende fra kr. 30,5 mio. til kr. 39 mio.
Det skal understreges, at der er tale om en køberet
til en pris, der i alle tilfælde overstiger kommanditselskabets
købspris. Der er ikke tale om en salgsret. Kommanditselskabet har
således ikke krav på, at D køber ejendommen til
optionsprisen.
at arrangementet i hele perioden på 10 eller 20
år vil give underskud, således at der ikke ses at foreligge nogen
erhvervsmæssig virksomhed.
Repræsentanten har hertil anført, at han ikke
forstår denne udtalelse. Hvorvidt selskabets resultat om 10 år
vil være positivt eller negativt vil afhænge af lejeniveauet og
renteniveauet og af den pris, ejendommen kan sælges for. Det er i den
forbindelse fremhævet, at ejendommen belastes af meget store
renteudgifter i forhold til det nuværende renteniveau. Den
igangværende skattesag gør det imidlertid særdeles
vanskeligt at få lånene omlagt.
at købernes risiko gennem det etablerede system
må anse for elimineret.
Dette er ikke korrekt, idet kommanditisterne hæfter
personligt for betaling af realkreditgæld, resthæftelse,
løbende driftsomkostninger og alle andre forpligtelser
vedrørende ejendommen og kommanditselskabets drift. At
kommanditselskabets yderste lån alene har sikkerhed i ejendommen og i
lejeindtægter og forsikringssum indebærer ikke, at investorernes
personlige risiko er elimineret, men alene reduceret.
Det er videre anført, at man er af den opfattelse,
at regionens begrundelser, hverken enkeltvis eller samlet kan føre til
en tilsidesættelse af nærværende ejendomsinvestering i
skattemæssig henseende.
Repræsentanten har bl.a. henvist til
låneaftalens § 4, hvoraf fremgår, at investorerne årligt
indbetaler gælden ved løbende kapitalindskud i
kommanditselskabet. Herudover indgår de løbende
lejeindtægter m.v. også til nedbringelsen af den samlede
gæld. Der er ikke på forhånd givet henstand med betalingen.
Det skattemæssige underskud opstår på
grund af en efter nutidige forhold uhensigtsmæssig finansiering.
Driftsresultatet inklusive afskrivninger er positivt allerede fra og med
1995.
Det er videre anført, at regionen har anset
købet af ejendommen for alene at være køb af et
skattemæssigt underskud, idet kommanditselskabet giver underskud i hele
ejerperioden. Efter regionens opfattelse er der ikke tale om
erhvervsmæssig virksomhed, og de optagne lån indebærer ikke
en reel hæftelse.
Vedrørende sagsbehandlingen har
repræsentanten bl.a. anført, at denne, som det fremgår af
sagsmaterialet, startede hos den kommunale skattemyndighed i kommunen. Efter
at man havde holdt et møde med skatteforvaltningen i kommunen, havde
skatteforvaltningen til hensigt at frafalde den påtænkte
forhøjelse, hvilket fremgår af skrivelse til regionen af 3.
april 1998. Regionen overtog imidlertid sagen fra kommunen, inden
skatteforvaltningen nåede at give klageren meddelelse om, at sagen blev
frafaldet.
Vedrørende virksomheden har repræsentanten
bl.a. anført, at kommanditselskabet har erhvervet ejendommen ved
tinglyst skøde. Det må allerede som følge heraf
være klart, at kommanditselskabet har ejendomsret til ejendommen. Der
er i den forbindelse fremlagt en fuldt ud acceptabel redegørelse for
indgåelse af lejekontrakter.
Det er videre anført, at man er af den opfattelse,
at kommanditselskabet via sit køb og drift af ejendommen i X driver
erhvervsmæssig virksomhed på sædvanlige kommercielle
vilkår. Siden købet af ejendommen i 1992 er der iværksat
en række kommercielle tiltag med henblik på at forbedre
virksomhedens drift. Der har som følge af virksomhedens driftsresultat
været behov for væsentlige og belastende likviditetsmæssige
indbetalinger fra kommanditisterne.
Ejendommens drift efter renter og afskrivninger har givet
underskud. Der foregår for tiden forhandling med ejendommens
væsentligste lejer om tilpasning af lejen til den aktuelle markedsleje.
Dette vil forhåbentlig medføre en stigning i huslejen og dermed
en forbedret drift.
Repræsentanten har videre anført, at
selskabet nok har givet underskud, men at dette ikke var givet ved stiftelsen
heraf. Det blev yderligere anført, at den omstændighed, at et
selskab giver underskud, ikke har været noget problem i relation til
tidligere praksis, hvilket tidligere forhåndsgodkendelser fra
Ligningsrådet kan illustrere. Repræsentanten har i den
forbindelse henvist til en af ham udleveret revisorredegørelse
udarbejdet af et revisionsfirma. II redegørelsen fremgår, at man
i forbindelse med udbudsrunden havde budgetteret med underskud i selskabet.
Det er videre anført, at Ligningsrådet svarede bekræftende
på spørgsmålet om, om kommanditisterne kunne foretage
skattemæssige afskrivninger efter afskrivningsloven.
Repræsentanten har endvidere henvist til redegørelsen, hvoraf
praksis vedrørende ejendomsvirksomhed fremgår.
Repræsentanten har i den forbindelse anført, at det ikke er
evident, at resultatet for omhandlede selskab blev et underskud, idet dette
afhang af markedet.
Repræsentanten har yderligere anført, at der
ikke er nogen tvivl om, at investorerne løber en erhvervsmæssig
risiko ved denne investering og endvidere har mulighed for at opnå en
ikke beskeden gevinst. Der bør endvidere lægges vægt
på investorernes risiko for ikke at få tilbagebetalt det
foretagne indskud.
Vedrørende regionens henvisning til TfS 1998.201
ØLD (Cargolux-dommen) har repræsentanten bl.a. anført, at
sagen drejede sige om en flyvemaskine, som danske investorer havde
købt og tilbageleaset. Dommen er imidlertid anket til
Højesteret, hvorfor den ikke kan betragtes som endelig.
Repræsentanten er endvidere ikke enig med regionen
i, at Cargolux-sagen er identisk med nærværende sag. De to sager
adskiller sig væsentligt fra hinanden. Blandt andet var flyet
belånt 100 % med non-recourse-lån, hvilket ikke er
tilfældet i nærværende sag, hvor investorerne hæfter
personligt for realkreditgælden og renterne heraf.
Repræsentanten har videre anført, at det
så vidt vides er første gang, at skattemyndighedernes argumenter
i de såkaldte 10-mandssager søges overført på et
dansk ejendomsinvesteringsprojekt. Alene det forhold, at ejendomsretten
på ejendommen er tinglyst indebærer, at der ikke kan være
tvivl om ejendomsretten til aktivet.
Kommanditselskabet har forelagt fuld dokumentation for
juridisk ejendomsret i form af tinglyst skøde, BBR-meddelse, bankkonti
m.v. Det er dokumenteret, at der foregår helt sædvanlige
driftsmæssige dispositioner i form af huslejeopkrævninger,
betaling af driftsomkostninger og ydelser på lån. Der er
herudover foretaget væsentlige investorindbetalinger, dels i
forbindelse med købet og dels i forbindelse med den løbende
drift, og der afholdes periodiske bestyrelsesmøder og
generalforsamlinger med henblik på drøftelse af kommercielle
beslutninger.
Det er yderligere anført, at der ikke er salgsret
vedrørende ejendommen eller kommanditanparterne af nogen som helst
karakter, og der er ingen sikkerhed mod tab i forbindelse med salg.
Vedrørende fradrag for renteudgifter af
realkreditgæld har repræsentanten bl.a. anført, at
kommanditselskabet i forbindelse med erhvervelsen af ejendommen har overtaget
det realkreditlån, der var i ejendommen på købstidspunktet
med en restgæld på 14,5 mio. kr. Der er ikke tale om et lån
på særlige vilkår. Kommanditisterne hæfter for
gælden på helt sædvanlig vilkår. Hæftelsen er
således personlig og solidarisk. I tilfælde af en eventuel
tvangsauktion, hvor kreditforeningen ikke bliver fyldestgjort med pantet, kan
kreditforeningen inddrive udestående beløb direkte hos
kommanditselskabet og subsidiært hos en eller flere kommanditister. Det
er således repræsentantens opfattelse, at renteudgifterne er
fuldt fradragsberettigede.
Vedrørende fradrag for renteudgifter af
gældsbrev, har repræsentanten bl.a. anført, at renten
tilskrives i det omfang, den ikke kan betales via ejendommens
lejeindtægter og investorindskud. Denne tilskrivning må efter
repræsentantens opfattelse sidestilles med en ny låneoptagelse,
der ikke påvirker rentefradragsretten. Dette underbygges endvidere af,
at der også betales renter af renter, der tillægges hovedstolen.
Ligningsrådet har ved flere lejligheder godkendt
projekter, der er 100 % finansieret ved non-recourse-lån, og
Ligningsrådet har flere gange udtrykkeligt godkendt fradragsretten, jf.
eksempelvis sagerne 99/94-4721-28 (bindende forhåndsbesked af 29.
september 1994) og 99/92-4233-1 (bindende forhåndsbesked af 17.
november 1992). Repræsentanten har specielt fremhævet sagen fra
1994, hvoraf fremgår, at der godkendes afskrivningsret på
ejendommen og rentefradrag vedrørende lån optaget på
non-recourse-vilkår. Det fremgår af afgørelsen, at
non-recourse-klausulen tidligere havde været godkendt, og efter Told-
og Skattestyrelsens opfattelse ikke i sig selv kunne bevirke, at
låneaftalen kunne tilsidesættes skattemæssigt.
Repræsentanten har videre anført, at
ovennævnte bindende forhåndsbeskeder er eksempler på den
linie, som Ligningsrådet har fulgt i hvert fald siden 1980'erne.
Ligningsrådet bekræftede dels det opgjorte afskrivningsgrundlag,
dels rentefradragsretten på samtlige lån, idet Told og
Skattestyrelsen bemærkede, at Ligningsrådet tidligere havde
godkendt lån på non-recourse-vilkår, og at
non-recourse-klausulen ikke i sig selv kunne bevirke, at låneaftalen
kunne tilsidesættes skattemæssigt. Det fremgår endvidere
udtrykkeligt af virksomhedsskattelovens § 6, stk. 2, at renteindtægter
og renteudgifter skal fordeles over den periode, renterne vedrører.
Der ses at være hjemmel til udskydelse af rentefradragsretten i henhold
til ligningslovens § 5, stk. 7, for så vidt angår renteudgifter
under virksomhedsordningen. Bestemmelsen i virksomhedsskatteloven er en
specialbestemmelse, der går forud for generelle regler i ligningslovens
§ 5. Henvisningen til ligningslovens § 5 går alene på
definitionen af begrebet renter.
Repræsentanten har yderligere anført, at det
med baggrund i det anførte må konkluderes, at kommanditisterne
formelt og reelt har ejendomsretten til ejendommen, og at de i denne
forbindelse har påtaget sig en gæld, som de har pligt til at
tilbagebetale.
Det er videre anført, at regionens afgørelse
er udtryk for en praksisændring, som ikke kan foretages med
tilbagevirkende kraft. Forhøjelsen kan heller ikke støttes
på Cargolux-afgørelsen, idet denne har et helt andet indhold.
Det kan ikke med rimelighed hævdes, at investorernes risiko er
elimineret. Dels hæfter kommanditisterne personligt og solidarisk for
ejendommens driftskreditorer, herunder offentlige myndigheder og ejendommens
lejere, blandt andet i form af tilbagebetalingspligt vedrørende
deposita. Endvidere bør der lægges vægt på den
personlige hæftelse vedrørende realkreditlånet samt
risikoen for, at investorerne mister deres oprindelige indskud. Det er
således repræsentantens opfattelse, at der er en rimelig stor
risiko ved denne investering. Samtlige renteudgifter til både
kreditforening og pantebrevskreditor er forfaldne til betaling henholdsvis
kvartalsvis og halvårligt. Renterne er tillige betalt enten kontant
eller ved optagelse af lån.
Med baggrund i det anførte fastholder
repræsentanten, at der er tale om erhvervsmæssig virksomhed, og
at virksomheden drives erhvervsmæssigt med henblik på overskud
dels i form af forventede højere lejeindtægter end opnået,
dels i form af en forventet avance ved salg af ejendommen. Driftsresultatet
og renter vedrørende kommanditselskabet skal således medregnes
ved opgørelsen af klagerens skattepligtige indkomst.
Told- og Skattestyrelsen, som under sagens behandling i
Landsskatteretten har været repræsenteret af Kammeradvokaten, har
indledningsvis anført, at man ønsker at begrænse
påstanden således, at indstillingen lød på, at
klageren alene nægtes fradrag for renteudgifter af lån ydet af D
A/S, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.
Repræsentanten har erklæret sig enig i, at
klageren er berettiget til at afskrive på ejendommen, idet det
følger af afskrivningsloven og af praksis på området, at
der kan afskrives på bygninger, som anvendes erhvervsmæssigt,
hvilket er tilfældet i nærværende sag.
Vedrørende spørgsmålet om
rentefradragsret har repræsentanten anført, at dette
vedrører to låneforhold: Lån ydet af kreditforeningen og
overtaget i forbindelse med ejendommens erhvervelse samt lån ydet af
sælger, D A/S.
Til støtte for påstanden om fradrag for
renteudgifter af lån ydet af kreditforeningen henvises til, at
Styrelsen ved revurderingen og begrænsningen af påstanden havde
anerkendt rentefradragsretten i relation hertil. Det er videre anført,
at der er tale om et sædvanligt kreditforeningslån, som der ikke
er grundlag for at tilsidesætte.
Til støtte for påstanden om fradrag for
renteudgifter af lån ydet af D A/S har repræsentanten henvist
til, at der er tale om et lån optaget til finansiering af køb af
en ejendom. De domme, som foreligger på området vedrører
situationer, som ikke kan sammenlignes med nærværende sag, idet
der i disse sager var tale om cirkulære arrangementer, hvor den
sædvanlig debitorrisiko ikke har været til stede. I
nærværende sag kan man vel nok diskutere risikoens
størrelse, men der er helt afgjort en risiko forbundet med optagelsen
af lånet for investorerne. Sammenfattende er det således ikke
nogen omstændigheder, der kan begrunde en tilsidesættelse af
låneforholdet.
Til støtte for indstillingen om, at klageren ikke
indrømmes fradrag for renteudgifter af lån ydet af D A/S, jf.
statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, har Told- og Skattestyrelsen
anført, at der er tale om et skattemæssigt arrangement, som er
helt uden forretningsmæssigt indhold, og hvor formålet alene er
at opnå en skattemæssig fordel. Arrangementer som dette er
kendetegnet ved, at driften giver underskud samt ønsket om at
konvertere en fradragsberettiget udgift til en skattefri kapitalgevinst
Fradrag for renteudgifter er betinget af, at gælden
påhviler vedkommende som en reel retlig forpligtelse, og at der
foreligger en retlig forpligtelse til at betale ydelsen. Dette betyder, at
rentefradrag vil blive nægtet, selv om der formelt foreligger et
låneforhold og dermed en formel gælds- og
forrentningsforpligtelse, f.eks. i form af et rentebærende
gældsbrev, såfremt realiteten er, at gældsbrevet ikke er
bærer af nogen fordring. Forpligtelsen skal altså være
udslag af en realøkonomisk realitet.
Rentefradrag kan således risikere at blive
underkendt, hvis forrentning og afdrag sker gennem optagelse af i princippet
endeløse cirkellån eller ved lukkede arrangementer - som i
nærværende sag - hvor låneprovenuet ikke udbetales, men
straks indgår som sikkerhed, og hvor hele arrangementet ved dets
afslutning opgøres ved differenceafregning. Der er herved henvist til
Højesterets dom TfS 2000.148.
I nærværende arrangement er lånet
optaget på non-recourse vilkår, arrangementet er uden risiko for
skatteyderen, og skatteyderens eneste interesse i arrangementet er at
opnå fradrag for renteudgifter samt en skattefri kursgevinst. Dette
fremgår da også af prospektet, hvormed arrangementet er
udbudt.
Vedrørende hæftelsen fremgår det af
gældsbrevets § 5, at lånet er optaget på non-recourse
vilkår.
Vedrørende spørgsmålet om
ejendomsinvesteringen påførte investorerne en risiko, er der
henvist til det særegne aftalekompleks (skøde, gældsbrev,
lejegaranti m.v. er alle underskrevet i november/december 1992), som fjerner
den naturlige risiko ved investeringen. Der er herudover henvist til
skødets § 6, hvoraf fremgår, at købesummen for ejendommen
udgør 27,8 mio. kr., og heraf er erlagt 850.000 kr. i kontant
udbetaling. Udbetalingens størrelse (ca. 3 % af købesummen)
må anses for at været meget usædvanligt for en
ejendomshandel. Det fremgår endvidere af § 6, at der er oprettet et
gældsbrev på 12,4 mio. kr. til D A/S, hvilket må anses for
meget favorabelt, henset til at der ikke er personlig hæftelse knyttet
hertil. Det fremgår endvidere af Selskabets regnskaber for 1994 og
1995, at udgifterne langt overstiger de løbende indtægter. De
løbende driftsudgifter er imidlertid afdækket ved lejegarantien,
hvorefter D A/S garanterer en minimumsnettolejeindtægt på
1.765.129 excl. moms med en årlig stigning på 3 % akkumulerende.
Det fremgår af lejegarantien, at minimumsnettolejeindtægten skal
forstås som alle ejendommens lejeindtægter ekskl. moms minus
samtlige udgifter og omkostninger - forudseelige som uforudseelige. Det er
hertil anført, at der er tale om en usædvanlig og yderst gunstig
lejegaranti, som er tidsubegrænset og som betyder, at den
løbende drift aldrig kan medføre udgifter for investorerne.
Vedrørende lånet til D A/S er anført,
at det fremgår af gældsbrevets § 11, at gælden er
uopsigelig fra kreditors side, indtil afhændelsen af ejendommen,
hvilket er et meget usædvanligt vilkår. Herudover fremgår
det af § 4, at lånetilsagnet skal virke som en kassekredit,
ifølge hvilken kreditor er pligtig at regulere gælden,
således at den nedskrives/opskrives med debitors likviditet i
forbindelse med driften af og ejerskabet af ejendommen.
Det fremgår af ovennævnte, at man
således har ønsket at eliminere enhver risiko ved
arrangementet.
Vedrørende en eventuel afhændelse af
ejendommen er det anført, at der heller ikke i denne situation er
nogen reel risiko for investorerne. Gældsbrevet til D A/S er
således ikke forbundet med personlig hæftelse. Vedrørende
gælden til kreditforeningen opstår der alene et problem i den
situation, hvor lånet er større end det indkomne provenu ved
salget. Gælden skal afdrages over 17 år og er allerede de
første år nedbragt med ca. 800.000 kr. Ejendommen er i 1992
vurderet til 20,45 mio. kr. Lejeindtægten er på ca. 2,5 mio. kr.
om året, og ved at gange ejendommens indtægt med
kapitaliseringsfaktoren 8 eller 12 finder man ejendommens kapitaliserede
værdi, der ligger mellem 17 og 25 mio. kr. Det er således
oplagt, at ejendommen vil kunne sælges til et beløb, som ligger
langt over gældens nedskrevne værdi. Det fremgår da
også af mødereferat af 15. april 1999, at D A/S' direktør
har tilbudt at overtage ejendommen for 29,5 mio. kr.
Den, der bærer risikoen er D A/S, som derfor
også er indrømmet både en køberet og en
forkøbsret til ejendommen. En abstrakt risiko er ikke
tilstrækkeligt ifølge praksis, og det fremgår
således også af TfS 1999.419, at der skal foretages en realistisk
risikoafvejning og væsentlighedsvurdering.
Told- og Skattestyrelsen har anført, at det er i
overensstemmelse med både administrationen og domstolenes praksis at
nægte fradrag for renteudgifter i en sag som nærværende.
Der er således ikke tale om en praksisændring, jf. hertil TfS
2000.148, hvoraf fremgår, at Skatteministeriet heri bestred, at der
forud for indkomståret eksisterede en fast og langvarig praksis for
indrømmelse af fradrag for renteudgifter vedrørende lån
optaget på non-recourse vilkår, idet Ligningsrådet alene i
én afgørelse, Ligningsrådets bindende
forhåndsbesked af 29. september 1994, direkte er blevet spurgt om
fradragsret for renterne af et non-recourse lån, og denne
afgørelse er ikke i sig selv er udtryk for en fast og langvarig
praksis.
Klagerens repræsentant har hertil anført, at
man i stedet for at fokusere på lighederne mellem
nærværende sag og praksis, der i øvrigt vedrører
situationer, som ikke er sammenlignelige med nærværende, burde
fokusere på forskellene. I den konkrete sag er der ikke tale om et
lukket arrangement, idet der er tale om køb af en ejendom, og
lånoptagelsen hos D A/S sker som led i berigtigelsen af ejendommens
købesum. Der er således tale om et slags sælgerpantebrev -
som ved et parcelhussalg - hvorpå det bliver betalt renter - ud fra den
klare opfattelse, at man skylder kreditor pengene. Renteudgifterne er derfor
fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.
Det er videre anført, at non-recourse
vilkåret ikke er usædvanligt. Det vil således typisk
forekomme i forbindelse med salg af en bil, at sælger vælger at
have sikkerhed i bilen og således kan tage den tilbage, hvis
køber ikke overholder sine betalingsforpligtelser. Køber vil
dog stadig føle det som om, at det er ham der hæfter, idet bilen
er hans.
Vedrørende investorernes risiko er det
anført, at Styrelsen uanset alle deres argumenter i sidste ende vender
tilbage til den omstændighed, at der er tale om et non-recourse
lån. Det følger imidlertid af Højesterets praksis, at
denne omstændighed ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at
nægte fradrag for renteudgifter heraf. Der er endvidere ikke som
påstået tale om manglende hæftelse for gælden, idet D
har sikkerhed i ejendommen, ligesom Selskabet tillige hæfter for
gælden.
Repræsentanten har endvidere henvist til
Ligningsrådets bindende forhåndsbesked af 29. september 1994,
hvoraf fremgår, at der er fradragsret for renteudgifter af lån
optaget på non-recourse vilkår. Da lovgivningen på dette
område ikke er ændret efter, at denne afgørelse blev
truffet, er afgørelsen udtryk for gældende ret og må
følges. Afgørelsen er således også fulgt op af
Højesteret, der har fastslået, at man ikke alene kan lægge
vægt på dette vilkår ved nægtelse af
rentefradrag.
Landsskatteretten skal udtale:
To retsmedlemmer, herunder retsformanden, skal
bemærke, at det er ubestridt, at K/S B med overtagelse pr. 31. december
1992 købte ejendommen af D A/S, ligesom ejendommen, der består
af 5 erhvervslejemål, anvendes til et afskrivningsberettiget
formål af lejer, jf. afskrivningslovens § 18. Under disse
omstændigheder voterer disse to retsmedlemmer for at indrømme
klageren fradrag for afskrivninger på den omhandlede ejendom.
Vedrørende gælden til kreditforeningen skal
disse to retsmedlemmer bemærke, at K/S B har overtaget
kreditforeningslånet i forbindelse med købet af ovennævnte
ejendom, ligesom kreditforeningslånet er overtaget med personlig
hæftelse. Da lånet således opfylder et helt
sædvanligt finansieringsformål finder disse to retsmedlemmer ikke
grundlag for at nægte klageren fradrag for renteudgifter af
kreditforeningslån, hvorfor retsmedlemmerne voterer for at klageren
indrømmes fradrag for renteudgifter af kreditforeningslån.
Vedrørende lån optaget hos DA/S kan disse to
retsmedlemmer tilslutte sig Kammeradvokatens begrundelse for, at der ikke kan
indrømmes fradrag for renteudgifter heraf. Der er tale om lån
ydet på non-recourse vilkår i et arrangement uden
realøkonomisk risiko for skatteyderen, og lånet er udelukkende
optaget af skattemæssige årsager. Disse to retsmedlemmer voterer
derfor for, at klageren ikke indrømmes fradrag for renteudgifter af
gæld til D A/S.
Et retsmedlem skal bemærke, at det er en betingelse
for at anerkende en virksomhed som erhvervsmæssig, at der for egen
regning og risiko udøves en økonomisk virksomhed med det
formål at opnå overskud. Dette retsmedlem finder, at K/S B's
økonomiske risiko må anses for elimineret i kraft af de
indgåede aftaler. Dette retsmedlem har herved bl.a. lagt vægt
på, at deltagerne ikke hæfter personligt for gælden til D
A/S, der er uopsigelig fra D A/S's side i hele K/S B's ejertid, at D A/S har
garanteret en minimumsnettolejeindtægt i hele K/S B's ejertid samt at
ejendommens faste udgifter, herunder ydelser på
kreditforeningslånet, automatisk overføres fra sikringskontoen,
hvorpå lejeindtægterne, herunder beløb i henhold til
lejegarantien, indgår.
Under disse omstændigheder samt under hensyntagen
til, at D A/S har stillet selvskyldnerkaution for K/S B's gæld til
kreditforeningen, finder dette retsmedlem, at K/S B's hæftelse over for
kreditforeningen heller ikke kan tillægges skattemæssig
betydning.
Dette retsmedlem finder, at det må lægges til
grund, at virksomheden ikke er blevet drevet med henblik på
indtægtserhvervelse, men derimod med henblik på at skabe
skattemæssige fordele for deltagerne. Dette retsmedlem finder, at den
af K/S B drevne virksomhed ikke opfylder betingelserne for at kunne betragtes
som erhvervsmæssig, ligesom K/S B's påtagelse af gælds- og
renteforpligtelser ikke kan anses for at have reelt indhold.
Dette retsmedlem finder ikke, at resultatet udfra en
helhedsbetragtning strider mod domstolenes eller Landsskatterettens praksis
ligesom retsmedlemmet ikke finder det dokumenteret, at der har foreligget en
fast administrativ praksis for at anerkende skattemæssig realitet i
tilfælde som det i nærværende sag foreliggende .
Dette retsmedlem voterer derfor for, at de påklagede
ansættelser, hvorved klagerens deltagelse i K/S B ikke er tillagt
skattemæssig betydning, stadfæstes.
Der vil være at træffe afgørelse efter
stemmeflertallet, hvorfor klageren indrømmes fradrag for hans andel i
deltagelsen i K/S B med 48.825 kr. for indkomståret 1994 og skal
indtægtsføre hans andel i deltagelsen i K/S B med 27.976 kr. for
indkomståret 1995. Klageren indrømmes endvidere fradrag for
renteudgifter af kreditforeningslån med 124.703,70 kr. for
indkomståret 1994 og med 129.594,89 kr. for indkomståret
1995.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Indkomsten er forhøjet med indsætninger på bankkonto samt om Landsskatteretten · 6. november 2008
- I indkomståret 2016 – I indkomståret 2017 – I indkomståret 2018 m.fl. Landsskatteretten · 10. november 2023
- Forhøjelse af skattepligtig indkomst Landsskatteretten · 15. januar 2024
- Skattepligtig kursgevinst på fri-gjort gæld i fremmed valuta i K/S [virksomhed1] – Fradragsbegrænsning i K/S [virksomhed1] som følge af regler om fradragskonto m.fl. Landsskatteretten · 16. marts 2020
- Nedlukningserstatning til minkavler - virksomhedsordningen Retsinformation · 16. august 2025
- Sag om, hvorvidt sagsøgernes udlån er opstået som led i glidende generationsskifter og kan indgå i virksomhedsskatteordningen Domsdatabasen · 17. marts 2023
Lignende dokumenter
- 97-91.758 - Kommanditselskab ikke anset for kommanditaktieselskab (12. maj 1998) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 12. maj 1998
- 97-98.992 - Kommanditselskab ikke anset for kommanditaktieselskab (12. maj 1998) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 12. maj 1998
- Landsskatteretskendelse vedr. opgørelse af fradragskonto ved deltagelse i forskellige kommanditselskaber Retsinformation · 8. august 2012
- Landsskatteretskendelse vedr. korrektioner i opgørelsen af afskrivningsgrundlaget og fradragskontoen Retsinformation · 6. januar 2010
- 063-2021 (19. april 2022) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 19. april 2022
- Kommanditist - juletræsplantage Retsinformation · 8. juni 2000