Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse

KEN nr 12165 af 29/08/2000Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet20. marts 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse

Varelageropgørelse

- indirekte produktionsomkostninger

- opgørelsesmåde

Reference:

VVL § 1

SL § 5

A A/S klagede for indkomstårene 1996 og 1997 over,

at de stedlige skattemyndigheder havde forhøjet værdi af

varelager med indirekte produktionsomkostninger, hhv. 3.514.000 kr. og

3.633.156 kr.

Det var oplyst, at det klagende selskab (herefter

Selskabet) drev virksomhed med fremstilling af kontormøbler.

Det var oplyst, at selskabet fra og med skatteåret

1994/95 havde anvendt fremstillingsprisen ved opgørelse af sit

varelager, at der ved opgørelsen af fremstillingsprisen og varelageret

pr. 31. december (skatteåret 1994/95) alene var medtaget direkte

produktionsomkostninger, at der ved opgørelsen af fremstillingsprisen

og varelageret pr. 31. december 1994 og 31. december 1995 (skatteårene

1995/96 og 1996/97) foruden de direkte produktionsomkostninger var medtaget

indirekte produktionsomkostninger, og at der ved opgørelsen af

fremstillingsprisen og varelageret pr. 31. december 1996 og 31. december 1997

(indkomstårene 1996 og 1997) alene var medtaget direkte

produktionsomkostninger.

De stedlige skattemyndigheder havde ved den

påklagede afgørelse fundet, at der ved opgørelse af

fremstillingsprisen og varelageret pr. 31. december 1996 og 31. december 1997

(indkomstårene 1996 og 1997) skulle medregnes indirekte

produktionsomkostninger på henholdsvis 3.514.000 kr. og 3.633.156

kr.

Læs alt

Myndighederne havde til støtte herfor bl.a. henvist

til, at selskabet havde valgt denne opgørelsesmåde ved

opgørelsen af varelageret pr. 31. december 1994 (skatteåret

1995/96), og at denne opgørelsesmåde derfor også skulle

anvendes i de efterfølgende år. Der var herved nærmere

henvist til, at det fremgik af ligningsvejledningen for 1997 og en utrykt

afgørelse fra Landsskatteretten af 16. juni 1997, at valgfriheden

mellem opgørelsesprincipper efter varelagerlovens § 3 ikke

medførte, at den skattepligtige stod frit med hensyn til den

måde, hvorpå dagspris, indkøbspris og fremstillingspris

blev opgjort. Myndighederne havde videre henvist til, at det fulgte af

statsskattelovens § 5, at formuegenstandes stigen eller synken i værdi,

der var konstateret ved vurdering, ikke blev henregnet til indkomsten, og at

ændringer i vurderingsmåden ved opgørelse af varelageret

derfor ikke skulle påvirke indkomsten. Endvidere havde myndighederne

henvist til, at det i praksis vedrørende opgørelse af

igangværende arbejder var fastslået, at det engang valgte princip

skulle anvendes uændret år for år, og at opgørelse

af varelageret til fremstillingspriser svarede til opgørelsen af

udgiftssiden for igangværende arbejder. Der gjaldt derfor her samme

regel, nemlig at det engang valgte princip skulle følges år for

år.

Selskabets revisor havde over for Landsskatteretten

nedlagt påstand om, at der skete ansættelse i overensstemmelse

med det selvangivne.

Selskabets revisor havde til støtte herfor gjort

gældende, at det var anerkendt i praksis, at der ved opgørelse

af fremstillingsprisen var valgfrihed med hensyn til, hvorvidt de indirekte

produktionsomkostninger skulle medregnes eller ej, og at det fulgte af den i

varelagerloven hjemlede adgang til at skifte opgørelsesprincip fra

år til år, at der også var adgang til fra år til

år at vælge, om de indirekte produktionsomkostninger skulle

medtages, hvor fremstillingsprisen var valgt som opgørelsesprincip.

Selskabets revisor havde herved nærmere anført, at da fra

år til år ville kunne skifte fra f.eks. fremstillingspris til

dagspris, og herefter igen til fremstillingspris, og i den forbindelse ville

kunne opgøre fremstillingsprisen med eller uden indirekte

produktionsomkostninger uden hensyn til om disse var medregnet tidligere, var

det ikke logisk, at man, såfremt man i stedet valgte at anvende

fremstillingsprisen flere år i træk pludselig skulle være

bundet af, hvordan den var opgjort i det forudgående år.

Selskabets revisor havde videre anført, at den i ligningsvejledningen

1997 E.B.2.6.1.4 indføjede passus om, at den skattepligtige ikke var

frit stillet med hensyn til den måde, hvorpå dagspris,

indkøbspris og fremstillingspris skulle opgøres, ikke

refererede til spørgsmålet om skifte mellem

opgørelsesmåder, men refererede til definitioner og principper,

som skulle respekteres og anvendes ved den valgte

opgørelsesmåde. Endelig havde selskabets revisor anført,

at den af myndighederne påberåbte utrykte kendelse fra

Landsskatteretten af 16. juni 1997 ikke kunne anses for sammenlignelig med

den foreliggende sag, ligesom der efter revisorens opfattelse ikke var

grundlag for at drage analogi til praksis vedrørende

igangværende arbejder.

Landsskatteretten bemærkede, at det fulgte af

varelagerlovens §1, stk. 1, at varelageret kunne opgøres på

grundlag af dagsprisen, indkøbsprisen eller fremstillingsprisen, hvis

varen var fremstillet i egen virksomhed. Af bestemmelsens stk. 3 fulgte

endvidere, at der for hver enkelt varegruppe indenfor varelageret frit kunne

vælges mellem nævnte opgørelsesmåder. Der kunne

således for de enkelte varegrupper indenfor varelageret skiftes mellem

nævnte opgørelsesmåder fra år til år,

således at varegrupperne skiftevis kunne opgøres på

baggrund af enten dagspris, indkøbspris eller fremstillingspris.

Varelagerloven gav imidlertid ikke nogen definition

på de nævnte opgørelsesmåder og loven

afgrænsede ikke positivt, hvilke udgifter der kunne eller skulle

medregnes til henholdsvis dagspris, indkøbspris og fremstillingspris.

Afgørelsen af hvilke udgifter, der kunne eller skulle medregnes ved

anvendelsen af de i varelagerlovens § 1 hjemlede opgørelsesmåder

måtte derfor, i det omfang varelagerloven ikke gav svar herpå,

ske ud fra de almindelige regnskabsregler, jf. også varelagerlovens §

6.

Landsskatteretten bemærkede i fortsættelse

heraf, at varelagerloven var tavs i spørgsmålet om, hvilke

udgifter, der kunne eller skulle medregnes til fremstillingsprisen, hvorfor

dette således måtte afgøres ud fra de almindelige

regnskabsregler. Af årsregnskabslovens § 32 fremgik, at

fremstillingsprisen skulle opgøres på baggrund af de direkte

produktionsomkostninger, og at der herudover var mulighed for, efter eget

valg, at medregne de indirekte produktionsomkostninger. Landsskatteretten

fandt, at det på denne baggrund måtte lægges til grund, at

den erhvervsdrivende ved opgørelse af varelageret til

fremstillingspris efter varelagerlovens § 1 havde adgang til, efter eget

valg, at opgøre denne med eller uden tillæg af indirekte

produktionsomkostninger.

Det kunne således fastslås, at der efter

varelagerlovens § 1 var adgang til, fra år til år, at skifte

mellem dagspris, indkøbspris og fremstillingspris som

opgørelsesmåde, og at der efter varelagerlovens § 1 var adgang

til, hvor fremstillingsprisen anvendtes som opgørelsesmåde, at

opgøre denne med eller uden tillæg af indirekte

produktionsomkostninger. Landsskatteretten fandt, at denne hjemmel naturligt

måtte forstås således, at der i de år, hvor den

erhvervsdrivende valgte fremstillingsprisen som opgørelsesmåde,

var adgang til at opgøre denne med eller uden tillæg af

indirekte produktionsomkostninger, uanset om disse var medtaget i tidligere

år, hvor fremstillingsprisen var anvendt ved opgørelse af

varelageret. Herefter, og idet Landsskatteretten ikke i det af myndighederne

anførte fandt grundlag for at fravige denne naturlige forståelse

af bestemmelsen, blev den påklagede afgørelse på dette

punkt ændret i overensstemmelse med den af selskabets revisor nedlagte

påstand.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter