Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse

KEN nr 9479 af 27/06/2000Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet21. december 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse

Moms

- varetilgodehavende

- fradrag

Reference:

ML § 27, stk. 6

A ApS klagede over, at told- og skatteregionen ikke havde

godkendt fradrag for moms af tab på fordring på datterselskabet B

A/S på 370.093 kr.

Det var oplyst, at A ApS var moderselskab for en koncern i

den grafiske branche, der udførte og leverde reklameopgaver incl.

repro, tryk og lign.

Selskabet erhvervede den 25. oktober 1995 anparterne i C

ApS, der på daværende tidspunkt var et trykkeri i drift.

Anparterne blev i henhold til aftale om køb af anparter af 25.

september 1995 erhvervet for 1 kr. Herudover forpligtede køber (A) sig

til at lade selskabet indfri et mellemregningstilgodehavende, som

sælger havde hos selskabet på 1.317.639 kr. samt tilgodehavende

husleje- og leasingafgift på 183.328 kr. eller i alt 1.500.967 kr.

Formålet med erhvervelsen af anparterne var, at A

fik eget trykkeri i stedet for at købe trykkeriopgaverne eksternt.

Herudover var det ideen med CApS, at det skulle udføre trykkeriopgaver

for eksterne kunder med henblik på udnyttelse af den ledige kapacitet.

Datterselskabet C ApS havde senere ændret navn til B

A/S .

Det var oplyst, at A ved købekontrakt dateret den

28. december 1995 havde erhvervet trykkemaskiner fra C A/S (det senere B) for

1.781.250 kr. Ved leasingkontrakt dateret samme dag var disse driftsmidler

leaset til B. I henhold til leasingkontrakten skulle der kvartalsvis bagud

betales 74.527,50 kr. i leasingydelse.

Læs alt

Det var videre oplyst, at A af D A/S ved leasingkontrakt

af 13. oktober/17. oktober 1995 havde leaset en trykkemaskine.

Leasingperioden var aftalt til 72 måneder i hvilken periode

leasingkontrakten var uopsigelig fra begge parter. Leasingydelsen var aftalt

til kvartalsvis 139.014 kr. ekskl. moms og andre offentlige skatter/afgifter.

Denne maskine var ved fremleasingkontrakt dateret den 28. december 1995

fremleaset til B. Leasingydelse skulle betales kvartalsvis bagud med

240.177,50 kr. incl moms.

I første halvdel af 1996 blev leasingydelserne

betalt af B til forfaldstid, men allerede fra 3. kvartal 1996 (for perioden

1. juli 1996 til 30. september 1996) måtte A give henstand med

betalingen af leasingydelserne.

Det var oplyst, at den eneste omsætning mellem A og

B var leasingaktiviteten. B havde leveret trykkerileverancer til

søsterselskabet E A/S.

Den 18. marts 1998 besluttede ledelsen i B at indgive egen

konkursbegæring over selskabet. På konkurstidspunktet havde A et

krav på B på 1.888.230,00 kr. på forfaldne, ikke betalte

leasingydelser for perioden 30. september 1996 til 31.december 1997. Heraf

udgjorde momsbeløbet 377.646,00 kr. A havde herudover et regreskrav

på HT som følge af nogle kautionsforpligtelser, som A havde

påtaget sig for et driftslån og en kassekredit overfor B's

pengeinstitut. A havde efterfølgende måttet indfri disse

lån med ca. 1.065.000 kr. Endelig havde A et krav på diverse

ydede lån til B på i alt kr. 2.244.651,50 kr. med tillæg af

renter.

Der var fremlagt kontokort for A vedr. mellemregningen til

B for perioden 25. september 1995 til 31. december 1997, hvoraf det fremgik

og var oplyst, at der var ydet følgende lån til B:

Den 30.11.1996

300.000,00 kr.

Den 21.03.1997

200.000,00 kr.

Den 21.03.1997

202.853,00 kr.

Den 07.4.1997

182.859,00 kr.

Den 28.05.1997

475.000,00 kr.

Den 25.06.1997

35.465,00 kr.

Den 27.06.1997

216.513,13 kr.

Den 29.08.1997

200.000,00 kr.

Den 29.09.1997

209.867,50 kr.

Den 27.11.1997

111.821,87 kr.

Den 27.11.1997

313.125,00 kr.

Startsaldoen på mellemregningen til B var på

1.500.967 kr.

Ved cirkulæreskrivelse nr. 2. af 14. april 1998

havde kurator i B oplyst, at der forventedes en dividende i

størrelsesordenen 2% til simple kreditorer. Efterfølgende ved

cirkulæreskrivelse nr. 3 af 27. august 1998 havde kurator imidlertid

korrigeret denne sats og erklæret, at kreditorer, der havde anmeldt

simpel gæld, kunne foretage sædvanlige moms- og

skatteafskrivninger af den del af fordringerne, der oversteg 5 %.

Regionen havde ved den påklagede afgørelse

ikke godkendt fradrag for momsen af tabet på debitoren B på

370.093 kr., idet tabet ikke fandtes at være en følge af en

momspligtig leverance, men derimod en følge af et

gave-/låneforhold 2 koncernselskaber imellem. De 370.093 kr. var moms

fra i alt 12 fakturaer, der var udskrevet af A til B vedrørende

perioden fra og med 3.kvartal 1996 til og med 4. kvartal 1997. Der var ikke

udfærdiget faktura for 1. kvartal 1998 pga. B's konkurs. Det var

regionens opfattelse, at A ikke havde solgt sine ydelser til B på de

inden for branchen almindelige vilkår, idet man ikke fra september 1996

havde forsøgt at søge pengene inddrevet gennem inkasso eller

lign., som B normalt ville gøre på et meget tidligere tidspunkt,

hvis der var tale om en debitor uden for koncernen. Der var tale om, at A

havde ydet kredit ud over, hvad der var sædvanligt inden for branchen,

og selskabet havde fortsat solgt sine ydelser til B i over halvandet

år, selvom man i koncernen burde kunne se, at B ikke ville kunne betale

alle sine kreditorer. Koncernen havde, ifølge det oplyste, tabt penge

på B lige fra selskabets start. At man i koncernen havde valgt at

støtte B på denne måde, fandtes i følge regionen

ikke at medføre, at tabet var lidt på et normalt

forretningsmellemværende mellem uafhængige handelspartnere.

Koncernen havde valgt at sammenblande de enkelte selskabers interesser, og

så man momsmæssigt i dette forhold på B og A som én

virksomhed, så var momsen neutral, idet B havde fratrukket momsen, som

A havde betalt. Regionen anså derfor momsen som værende et

gave-/låneforhold mellem A og B.

Selskabets advokat havde over for Landsskatteretten

nedlagt påstand om, at der i afgiftsgrundlaget for første

kvartal af 1998 kunne fradrages 80% af konstateret tab på uerholdelige

fordringer vedrørende leverede varer og ydelser eller et momsfradrag

på 358.763,70 kr.

Til støtte herfor var det bl.a. gjort

gældende, idet det lagdes til grund som ubestridt, at der på

nuværende tidspunkt var konstateret et tab på fordringen på

forfaldne, ubetalte leasingydelser på minimum 95%, at den

grundlæggende betingelse for momsrefusion, jf. momslovens § 27, stk. 6,

således var opfyldt.

Det var videre anført, at momslovens § 27, stk. 6,

hjemlede en ubetinget ret til i afgiftsgrundlaget at fradrage 80% af

konstaterede tab på uerholdelige fordringer vedrørende leverede

varer og ydelser. Der kunne således ikke indfortolkes nogen

fradragsbegrænsning i denne fradragsret. Der var derfor ikke hjemmel

til at indfortolke krav om, at fordringen ikke måtte være

overforfalden ud over en vis periode eller på andet grundlag at

søge at omkvalificere en fordring, der uomtvisteligt vedrørte

vareleverancer, til et pengeudlån eller lignende.Det var videre

anført, at det i denne forbindelse måtte erindres, at der

oprindelig var afregnet moms ved faktureringen, og at det blot var denne

moms, der tilbagesøgtes som følge af fordringens

uerholdelighed. Hvis fordringen søgtes omkvalificeret til et

låneforhold, forlå der en ydelse, der ikke oprindeligt skulle

have været momsbelagt. Der opstod derfor en asymmetri, såfremt

samme fordring ansås for momspligtig ved etableringen, men moms

uvedkommende på tabstidspunktet.

Det var tillige anført, at momslovens § 27, stk. 6,

var en videreførelse af den tidligere momslovs § 13, stk. 6. Motiverne

til denne tidligere bestemmelse i Momslovens § 13, stk. 6, var indeholdt i

Folketingstidende 1966/67, tillæg A, spalte 330,til § 15, stk. 4. Det

oprindelige lovforslag opererede med to forskellige principper for afregning

af moms, nemlig faktureringsprincippet hhv. betalingsprincippet.

Betalingsprincippet, der indebar, at afgiftsgrundlaget periodemæssigt

skulle opgøres på det tidspunkt, hvor kreditor modtog betaling

for den momspligtige ydelse, bortfaldt under Folketingets behandling. Idet

alene faktureringsprincippet blev lovfæstet, opstod behovet for

fradragsbestemmelsen, eftersom kreditor ubetinget skulle afregne salgsmomsen

uden hensyntagen til, om fakturaen rent faktisk honoreredes af debitor.

Omvendt havde kreditor efterfølgende et ubetinget krav på

fradrag for konstaterede tab på uerholdelige fordringer

vedrørende afgiftspligtige leverancer.

Det var herefter gjort gældende, at der hverken i

lovteksten eller i bestemmelsens forarbejder var fortolkningsbidrag, der gav

støtte for regionens opfattelse, der baserede sig på den af

Told- og Skattestyrelsen udstedte Momsvejledning 1997, pkt. G.1.6.1, 2.

afsnit.

Der var henvist til en afgørelse fra

Skattedepartementet, Afg 956 fra 1986. I denne sag fik et moderselskab

tilladelse til at afskrive et forventet tab på en fordring, som

selskabet havde på dets konkursramte datterselskab for momspligtige

leverancer. Der var på intet tidspunkt foretaget effektiv betaling fra

datterselskabets side af moderselskabets leverancer. I afgørelsen

lagde Skattedepartementet vægt på, at de fordringer, der

søgtes momsfradrag for, oprindeligt var momsbelagte. Der var videre

henvist til TfS 1999 140, hvor Landsskatteretten havde godkendt fradrag for

momsen af tab på debitor.

Det blev således gjort gældende, at der ikke

var hjemmel til momsmæssigt at nægte en virksomhed fradragsret

for tab på uerholdelige fordringer ud fra et finansieringssynspunkt.

Det var videre gjort subsidiært gældende, at

såfremt Landsskatteretten mod forventning måtte finde

hjemmelsgrundlag til at omkvalificere fordringen, var der i det konkrete

tilfælde netop ikke tale om henstand i form af lån/gave, og at

samhandlen var udtryk for et normalt forretningsmellemværende mellem

uafhængige parter. Tværtimod var A ud fra en ren

forretningsmæssig vurdering tvunget til at give den løbende

henstand. A var netop som følge af indsigt i B's økonomiske

forhold vidende om, at det ikke var formålstjenligt at tage fordringen

til inkasso, eftersom B var nødlidende på tidspunktet.

Såfremt de fremleasede trykkerimaskiner blev taget tilbage af B som led

i en tvangsinddrivelse, var B blevet frataget hovedparten af dets

indtægtsgrundlag, da selskabet netop var et trykkeri. Det var

således udtryk for en fornuftig forretningsmæssig disposition at

undlade tvangsinddrivelse, idet muligheden for at få fyldestgjort sit

tilgodehavende herved var større end ved tvangsinddrivelse. Det var

videre gjort gældende, at A var bundet til leasingkontrakten med E i en

vis periode.

Det var endelig anført, at såfremt det

antoges, at fordringen kunne skifte karakter undervejs i forløbet og

overgå til udlån, måtte udlånsfordringen på

tidspunktet for dennes stiftelse på grund af B´s økonomi have en

værdi på 0 kr., hvorefter der stadig ville være lidt et tab

på fordringen vedrørende de leverede leasingydelser, jf.

momslovens § 27, stk. 6.

Landsskatteretten udtalte:

I henhold til momslovens § 27, stk. 6, kunne der i

afgiftsgrundlaget fradrages 80% af konstaterede tab på uerholdelige

fordringer vedrørende leverede varer og ydelser.

Det måtte antages at være en

forudsætning for fradrag efter denne bestemmelse, at fordringen

på tabskonstateringstidspunktet stadig kunne anses at vedrøre

leverede varer eller ydelser.

Retten bemærkede, at B A/S var under

konkursbehandling, og at kurator i cirkulæreskrivelse af 27. august

1998 havde erklæret, at dividende ikke oversteg 5%.

Det fandtes ikke at være stridende mod bestemmelsen

i § 27, stk. 6, at begrænse fradragsretten for interesseforbundne

parter, såfremt en kredit ved leverancer ikke var begrundet i

forretningsmæssige forhold, men udelukkende i varetagelse af

formueinteresser. I det foreliggende tilfælde måtte kreditten

på trods af den lange kredittid og lånebeløbenes

størrelse, overvejende antages at have været

forretningsmæssigt begrundet. Retten havde herved bl.a. henset til, at

leasingaktiverne var B A/S´s produktionsudstyr samt, at leasingkontrakten

mellem A ApS og E var bindende for en vis periode. Retten fandt derfor ikke,

at der var tilstrækkelig grundlag for at begrænse den periode for

hvilken kreditten var forretningsmæssigt begrundet, hvorfor der kunne

godkendes fradrag efter momslovens § 27, stk. 6, for momsen af tabet på

95% af 1.888.230 kr. eller med 358.764 kr.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter