Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse

KEN nr 11511 af 05/05/2000Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet3. oktober 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse

Fradrag for moms

- sagsomkostninger i forbindelse med domstolssag

Reference:

ML § 37

A's klage til Landsskatteretten skyldtes, at told- og

skatteregionen havde nægtet at godkende momsfradrag på 64.936 kr.

vedr. sagsomkostninger pålagt i en retssag mod B.

Det fremgik af sagens oplysninger at A var en medlemsejet

lokal foderstofforening stiftet i 1915. Foreningens omsætning omfattede

forbrugs- og hjælpestoffer, der blev anvendt på

landbrugsbedrifter. Foreningens indkøb blev foretaget via

indkøbssamarbejdet i foreningen den lokale andel, som var et

samarbejde mellem de fleste lokalforeninger i Danmark. Virksomheden havde

egen svine- og kalvefoderproduktion samt anlæg til behandling og

opbevaring af foder- og industrikorn m.v. Endvidere forhandledes foder fra

kolleger inden for industrikorn m.v. fra kolleger inden for samarbejdet i den

lokale andel.

Det fremgik videre af sagen, at A i 1989 blev ekskluderet

af B, fordi foreningen købte gødning og kemikalier uden om B.

Eksklusionen skete under henvisning til § 7 i B's vedtægter. § 7 blev

indsat i forbindelse med en af B i 1988 gennemført

vedtægtsændring og bestemmelsen havde følgende ordlyd:

"Stk. 1.

For B-og D medlemmer gælder, at medlemsskab eller

anden form for deltagelse i foreninger, selskaber eller andre organiserede

samarbejdsenheder, som på engrosindkøbsområdet

udøver konkurrence med selskabet, med virkning fra den 1/1 1989 anses

som værende uforeneligt med medlemsskab af B.

Stk. 2.

Læs alt

Medlemmer, som på tidspunktet for vedtagelsen af

nærværende nye vedtægtsbestemmelse måtte være

medlem af eller deltage i andre konkurrerende foreninger m.v. i strid med

stk. 1, må senest pr. 31/12 1988 enten afvikle disse andre

medlemsskaber/samarbejdsforhold eller udtræde som medlem af B.

Såfremt et sådant medlem vælger at udtræde af B,

betragtes en herom til selskabet senest den 15/12 1988 afgiven skriftlig

meddelelse som tilstrækkeligt varsel med den retsvirkning, at det

udtrædende medlem har krav på udbetaling af sin indbetalte

andelskapital samt indestående på driftslånekonto over en

10-årig periode efter reglerne for lovlig udmeldelse, jf. § 6, stk.

5.

Stk. 3.

Overtrædelse af den i stk. 1 indførte

bestemmelse, som måtte blive konstateret efter bestemmelsens

ikrafttrædelsesdato 1/1 1989, medfører eksklusion af B i

medfør af § 8, hvad enten det vedtægtsstridige

medlemsskab/samarbejdsforhold daterer sig før eller efter 1989. I

tilfælde af sådan eksklusion får det udtrædende

medlem i gunstigste fald, nemlig såfremt der ikke i medfør af §

8, stk. 5, træffes bestemmelse om hel eller delvis konfiskation, sin

indbetalte andelskapital og evt. indestående på

driftslånekonto udbetalt i lige store rater over 10 år med

første rate inden udgangen af det første efter eksklusionen

følgende regnskabsår.

Stk. 4.

Ovenstående skærpede regler for B- og D

medlemsskab af B træder som anført i kraft den 1/1 1989, som

samtidig er datoen for påbegyndelsen af selskabets næste

10-årige periode for B- og D medlemmers medlemsskab, jf. § 6, stk. 4.

De nye bestemmelser skal ikke være til hinder for, at et B- eller

D-medlem indkøber grovvarer en gros gennem andre leverandører

(agenter, mæglere og grovvarevirksomheder i ind- og udland) end

selskabet, når blot sådanne alternative indkøb ikke sker i

form af organiseret medlemsskab eller deltagelse i andre foreninger m.v. i

strid med stk. 1".

A anlagde sammen med en række andre foreninger sag

ved landsretten mod B. Sagen vedrørte spørgsmålet om

retmæssigheden og de økonomiske følger af den

vedtægtsændring, som B gennemførte i 1988, og af den

eksklusion af B, som B derefter med hjemmel i den nye

vedtægtsbestemmelse i 1989 foretog af de sagsøgende

lokalforeninger. De lokale grovvareforeninger gjorde under retssagen

gældende, at de i anledning af eksklusionen ikke blot havde krav

på at få udbetalt summen af deres i B under hver enkelt

lokalforenings navn registrerede andelskapitaler og driftslånekonti men

tillige en andel af det provenu, der ville fremkomme ved en likvidation af B,

svarende til forholdet mellem de sagsøgende lokalforeningers

køb i selskabet og samtlige medlemmers køb i de sidste 5

år inden eksklusionen. Grovvareforeningerne fik ikke medhold ved

landsretten og som følge heraf blev de pålagt at betale sagens

omkostninger.

Det fremgik således af den af Østre Landsret

afsagte dom af 6. november 1996:

"Eksklusionerne af sagsøgerne er lovligt foretaget

af sagsøgte i overensstemmelse med B's vedtægter. De kan efter

det anførte ikke anfægtes efter andelsretlige

grundsætninger, og indsigelsen om bristende forudsætninger findes

ikke at kunne tages til følge som en selvstændig

ugyldighedsgrund. Heller ikke EØF-Traktatens konkurrenceregler findes

at være tilsidesat. Sagsøgerne findes herefter ved deres

udtræden af det sagsøgte andelsselskab at være bundet af

vedtægternes bestemmelse om, at udtrædende andelshavere ikke har

krav på udbetaling af andel i selskabsformuen, men alene på

udbetaling af indbetalt andelskapital og indestående på

driftslånekonti.

Landsretten tager derfor sagsøgtes påstand om

frifindelse til følge ...."

Østre Landsret pålagde herefter

sagsøgerne in solidum til sagsøgte at betale sagens

omkostninger med 10 mio. kr.

Det var oplyst, at C havde samlet og fordelt

sagsomkostningerne på de enkelte grovvareforretninger, der førte

sagen mod B. Efter det oplyste fungere C som administrationskontor i

forbindelse med retssagen, og C havde ikke beregnet sig honorar herfor.

Sagsomkostningerne til B blev ikke tillagt moms. De samlede omkostninger til

førelse af sagen androg 20.081.355 kr., hvoraf A's andel udgjorde

307.204 kr. A havde i momsopgørelsen fratrukket moms af andelen af

sagsomkostningerne i henhold til de momsbelagte fakturaer fra B.

Told- og skatteregionen havde truffet afgørelse om,

at der ikke var fradrag for de omhandlede beløb. Regionen havde dog

anset et i 1990 fradraget momsbeløb på 11.899 kr. som

forældet, og havde derfor opgjort det uberettigede fradrag til 64.936

kr. Regionen havde herved anført, at der efter momslovens § 37 alene

var fradragsret for moms af indkøb, som udelukkende blev anvendt til

brug ved selskabets momspligtige leverancer. Videre, at omkostninger, der

vedrørte finansielle transaktioner ikke berettigede til momsfradrag.

Regionen havde bestridt, at domstolssagen drejede sig om konkurrenceret, idet

det af domsudskriften fremgik, at sagsøgernes påstand var at

få en andel af B's kapital.

Regionen havde endvidere truffet afgørelse om, at

udlægsreglerne ikke kunne finde anvendelse. Regionen havde

anført, at C i overensstemmelse med momslovens regler havde udskrevet

faktura til de enkelte foreninger med tillæg af moms og at denne

disposition ikke kunne omgøres. Ved afgørelsen havde regionen

lagt vægt på, at der som hovedregel skulle betales moms af hele

vederlaget. Det var dertil anført, at hvis der blev leveret en ydelse,

der isoleret set ville være momsfri i tilknytning til en momspligtig

leverance, skulle der beregnes moms af hele vederlaget. Endvidere havde

regionen lagt vægt på, at C ikke havde modtaget faktura på

udgifterne udskrevet til hver enkelt forening, og at udgifterne derfor ikke

var afholdt i den enkelte forenings navn, hvilket var en betingelse, jf.

momslovens § 27, stk. 3, nr. 3.

Regionen havde over for Landsskatteretten udtalt, at

sagsomkostningerne til B burde være tillagt moms.

A's revisor havde over for Landsskatteretten nedlagt

principal påstand om, at omhandlede momsfradrag på 64.936 kr.

blev godkendt.

Revisoren havde nedlagt subsidiær påstand om,

at udlægesreglerne fandt anvendelse, således at det ikke

godkendte momsfradrag alene androg 16.077 kr.

Til støtte for den principale påstand havde

revisoren gjort gældende, at retssagen drejede sig om et

konkurrenceretligt spørgsmål. Han havde herved anført. at

oprindeligt var B som hovedforening også den normale leverandør

til andelsgrovvareforeningerne. Man blev på et tidspunkt utilfreds med

priserne ved indkøb hos B, specielt indenfor varegrupperne

gødning og planteværn (kemikalier, sprøjtemidler m.v.).

Derfor etablerede man et alternativt indkøbssamarbejde via C, som

foreningerne var medlem af. Formålet var det normale

erhvervsmæssige, at indkøbe bedst muligt. Dette affødte

så vedtægtsændringen i B, således at B kunne

ekskludere foreninger, som fortsatte det alternative

indkøbssamarbejde. Vedtægtsændringerne og eksklusionerne

blev gennemført, hvorefter foreningerne anlagde sag.

Han anførte, at landsrettens bemærkninger i

dommen næsten udelukkende omhandlede indkøbsmønstret, og

hvorvidt eksklusionen var gyldig eller ej, og dermed det

konkurrencemæssige aspekt.

Videre havde han anført, at det forhold, at man ved

sagsanlægget stillede et beløbsmæssigt krav ikke var

unormalt, men som landsretten i dommen bemærkede, et krav på

andel af en ufordelt formue i et andelsselskab ikke en formuerettighed i

almindelig forstand, men kun noget som blev aktuelt ved andelsselskabets

likvidation. Han havde dertil anført, at de stillede beløbskrav

derfor havde erstatningskarakter.

Endvidere havde han anført, at da B blev totalt

frikendt, blev der ikke taget stilling til beløbskravene. Videre, at

såfremt landsretten havde kendt eksklusionen uberettiget, kunne man vel

forestille sig en erstatning, men ikke som en andel af formuen i B. Han havde

dertil anført, at beløbskravene var stillet på juridisk

teknisk måde. Han havde bemærket, at kravene varierede fra det

principale krav på 199 mio. kr. ned til det mest subsidiære krav

på ca. 14.mio. kr.

Han gjorde sammenfattende gældende, at det var det

rent erhvervsmæssige med at indkøbe billigst muligt, der var det

forhold, som udløste eksklusionen og dermed sagen. Han havde herved

anført, at det måtte anses for udelukket, at foreningerne ville

provokere med det alternative indkøbsarbejde for at få udbetalt

en andel af B's formue. Dette sås også tidsmæssigt af, at B

indførte eksklusionsbestemmelsen på grund af dette samarbejde,

og dermed efterfølgende. Han havde således bestridt, at sagen

drejede sig om finansielle transaktioner.

Han havde yderligere som argument for at sagen drejede sig

om et konkurrenceretligt spørgsmål henvist til en publikation

fra Erhvervsministeriet: "Konkurrence. Landbrugets stilling efter den nye

konkurrencelov", hvor omhandlede sag var omtalt.

Til støtte for den subsidiære påstand

havde revisoren anført, at foreningen ikke skulle stilles

dårligere, end hvis regningerne havde været fremsendt direkte til

foreningen, og at udlægsreglerne således matte finde

anvendelse.

Han havde anført, at når man ikke havde sendt

de enkelte regninger ud til de enkelte foreninger, men samlet dem centralt

hos C, var det naturligvis fordi det drejede sig om 32 foreninger og mange

bilag - i alt ca. 150.

Han havde bemærket, at revisionsfirmaet var revisor

for C og havde påstået, at der var holdt skarp adskillelse mellem

§ 7-udgifterne og anden aktivitet, hvilket var et ubetinget krav, idet nogle

af C's medlemmer ikke var part i sagen.

Han havde videre bemærket, at C havde fratrukket

momsen af de med førelse af sagen forbundne udgifter efter de

almindelige regler, og at der var en række udgifter uden moms, f.eks.

retsafgift, kørsel og rejser m.v. samt den pådømte

betaling af sagsomkostninger til B. Ved C's uddebitering af omkostfordelingen

til foreningen lagde man moms på hele udlægget og foretog

således ikke opdeling efter udlægsreglerne. Baggrunden herfor

var, at det dels var det letteste, dels betød det ikke noget, da man

var af den formening, at både C og foreningerne havde fuldt

momsfradrag.

Han havde tilføjet, at C måske derved havde

begået en momsmæssig fejl, men at man var villig til om

fornødent at berigtige dette. Videre havde revisoren bemærket,

at revisionsfirmaet havde foretaget en gennemgang af bilagene i § 7-sagen og

opgjort, hvor meget moms, der var afløftet af C. Han havde

anført, at for så vidt angik A's del af udgifterne, var der af C

afløftet moms på 16.077 kr.

Revisoren havde anført, at det ikke kunne

være hensigten med loven, at man kun kunne anvende

udlægsreglerne, såfremt de 150 bilag fra starten havde

været delt op og faktureret direkte til de 32 foreninger via advokatens

klientkonto.

Han havde bemærket, at for så vidt angik den

største del af udgiftsposterne, nemlig sagsomkostningerne på 10

mio. kr., troede C først, at det var 8 mio. kr. + moms, men blev af

B's advokat belært om, at det var 10 mio. kr. uden tillæg af

moms. Derefter afløftede C naturligvis ikke moms af dette

beløb.

Han havde anført, at med den foretagne uddebitering

fra C's side af bl.a. dette beløb kom foreningerne ikke alene til at

betale de 10 mio. kr., men også 2,5 mio. kr. i moms oveni, hvis

regionens synspunkt, at udlægsreglerne ikke kunne anvendes, nød

fremme. Han havde dertil anført, at dette var åbenbart

urimeligt.

Til regionens udtalelse havde han bemærket, at

landsretten havde fastsat sagsomkostningerne til 10 mio. kr., og at dette

enten måtte være inkl. moms, altså 8 mio. kr. + moms eller

ekskl. moms, fordi foreningerne og B havde fradragsret for momsen. Regionens

synspunkt ville medføre, at den samlede belastning af foreningerne

blev 12,5 mio. kr. i pådømte sagsomkostninger, og hermed

underkendte man landsrettens afgørelse.

Landsskatteretten bemærkede, at C efter det oplyste

alene havde fungeret som administrationskontor i forbindelse med retssagen

mod B. C havde ikke beregnet sig noget honorar fra andelsforeningerne for

denne funktion.

Det bemærkedes videre, at det af landsrettens dom

fremgik, at sagsøgerne, heriblandt klageren, in solidum skulle betale

sagens omkostninger med 10 mio. kr. til B. Det måtte ud fra det

foreliggende lægges til grund, at det B tilkendte

sagsomkostningsbeløb var uden moms.

Retten fandt, at der i forbindelse med C's

opkrævning af diverse omkostninger vedrørende retssagen hos A

ikke fra C's side var sket en momspligtig leverance i henhold til momslovens

§ 4. Retten fandt herefter, at C ikke skulle havde beregnet moms af disse

udgifter. Følgelig var der ikke hjemmel til, at A kunne

fratrække det af C beregnede beløb som moms.

Landsskatteretten henviste til EF-domstolens dom af 13.

december 1989, sag C-342/87 - Genius Holding, hvoraf tillige fremgik, at det

påhvilede medlemsstaterne i deres interne retsorden at give mulighed

for berigtigelse af enhver urigtig faktureret afgift, når udstederen af

fakturaen beviste sin gode tro.

Retten fandt i øvrigt i overensstemmelse med told-

og skatteregionen, at omhandlede landsretssag vedrørte

spørgsmålet om C's krav om andel af egenkapital i B, og at sagen

således ikke direkte vedrørte foreningens momspligtige

aktivitet. For så vidt angik C's viderefakturering af beløb, der

ved den oprindelige fakturering retmæssigt var momsbelagte, fandt

retten følgelig, at grovvareforeningen ikke havde fradrag for moms i

henhold til momslovens § 37.

Den påklagede afgørelse blev med denne

begrundelse stadfæstet, hvilket var tiltrådt af Told- og

Skattestyrelsen.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter