Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 42/2002
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.
42/2002
[En advokat K] har klaget til Pressenævnet over en
række artikler bragt i Helsingør Dagblad i perioden 16. marts
til 11. april 2002 og en artikel bragt den 18. maj 2002, idet han mener, at
god presseskik er tilsidesat.
Artikelserien beskrev forløbet omkring en indbudt
licitation i forbindelse med en byfornyelse af en konkret ejendom i
Helsingør. I artikelserien omtaltes blandt andet klagers rolle i
forbindelse med saneringssagen, ligesom klagers virke som advokat for
kommunen og byens borgmester blev beskrevet. I artikelserien indgik endvidere
en omtale af klagers rolle i forbindelse med salget af en
lokalradiostation.
I artikelserien om saneringssagen indgik blandt andet
følgende:
I en artikel den 23. marts 2002 med overskriften
"Malkeko for millioner" hed det blandt andet:
"
Den københavnske advokat Victor Christoffersen
har fået en del omtale i Helsingør Dagblads artikler omkring
Stengade 56-sagen.
Det har være det umiddelbart besynderlige for
udenforstående, at en advokat gennem ét anpartsselskab ASX
4050 Aps. den 1. januar opretter et andet Byggefirmaet Kronborg Aps. og
selv optræder som direktør hen over licitationsdatoen den 5.
februar, der har været beskrevet.
Men Christoffersens rolle har reelt været udspillet
i samme øjeblik, som Byggeselskabet Kronborg blev oprettet en
måned efter, at byrådet havde givet tilsagn om offentlig
millionstøtte til saneringen af ejendommen Stengade 56.
Læs alt
- Victor Christoffersen er kendt for at sælge
tomme anpartsselskaber såkaldte skuffeselskaber, fortæller en
kendt advokat, der ønsker at være anonym, til Helsingør
Dagblad.
Den kommunale redegørelse skal finde ud af, hvem
der reelt står bag Byggeselskabet Kronborg Aps. Og om der er et
interesse-sammenfald med personkredsen bag bygherren Ejendomsselskabet
Stengade 56.
Helsingør Dagblads undersøgelser i Erhvervs-
og Selskabsstyrelsen har fremdraget to navne de omtalte advokat Victor
Christoffersen og Hans Vind Venslev.
Ejendomsselskabet Stengade 56 ejes som også
tidligere omtalt af Henrik Mowitz, Hornbæk, og Ove Baagø,
Hørsholm. De to udgør tillige bestyrelsen sammen med advokat
Helsingør.
Hvis den kommunale redegørelse vender et par blade
i den seneste store saneringssag Strandgade 15, vil man se, at et par af
navnene også optræder her.
Strandgade-ejendommen på hjørnet af
Gyldenstræde ejes af selskabet Stjernegade 16 A/S.
I bestyrelsen sidder blandt andre [K] og Hans Vind
Venslev.
Fra at varetage ejendomsejer-interesser har Venslev
altså fra den ene saneringssag til den anden skiftet branche, så
han nu er direktør for det byggeselskab, der gerne skulle hente
så meget som muligt ud af ejerne af Stengade 56.
Også til istandsættelsen af Strandgade 15 blev
der oprettet et byggeselskab lige tilpas til at deltage i licitationen.
Sund Byg A/S med nogle bi-navne dannet af en
række håndværks-virksomheder med kendskab til
saneringsarbejde i den indre by vandt opgaven.
I Sund Byg’s bestyrelse sidder advokat [K]
også, og dermed var han med til at varetage både ejer- og
entrepenør-interesser i saneringen af Strandgade 15."
Den 27. marts 2002 hed det på forsiden af bladet
under overskriften "Alt skal frem" og med mindre typer:
"Manden med sanerings-kasketten er også kommunens advokat og
Tærsbøls selskabsformand". Ligeledes var med mindre typer
anført "Borgmesteren vil rydde mistanken om misbrug af
byfornyelses-penge af vejen". På forsiden var indsat to billeder
af henholdsvis klager og borgmester Per Tærsbøl.
I en artikel samme dag med overskriften "Kommunens
advokat og Tærsbøls Aps-formand styrer
saneringsfirmaer" hed det i en overskrift med mindre typer: "Ny
og grundig undersøgelse af Stengade 56 og hele byfornyelses-politikken
advokat [K]s kasketter til eftersyn". Artiklen indeholdt blandt andet
et interview med borgmesteren omkring klagers forhold til kommunen som
advokat og klagers eventuelle sammenblanding af interesser. Artiklen var
ledsaget af to billeder af henholdsvis borgmesteren og klager, hvortil var
knyttet følgende tekst:
" Per Tærsbøl en undersøgelse
skal få alt frem i dagens lys, så mistanken om suspekte
forbindelser mellem borgmestere, kommunen og advokat [K] kan ryddes af
vejen."
" [K] kommunens flittigst benyttede advokat,
bestyrelsesformand i Tærsbøl Isenkram og hyper aktiv i de
offentligt støttede sanerings-projekter."
Den 5. april 2002 hed det på forsiden af bladet:
" [K] stævner The Wave". Herefter var anført
med mindre typer: "Advokaten bar selv tre kasketter under salget af
lokalradiostationen". På forsiden var indsat et billede af
klager.
I artiklen inde i bladet hed det i overskriften:
"Advokat for sælger, medejer og advokat for
køber". Med mindre typer var anført: "
mod The Wave tages ikke højtideligt af Bonniers
advokater".
I artiklen hed det bl.a.:
"HELSINGØR
: Lokalradiostationen The
Wave er blevet solgt til den svenske mediekoncern Bonniers. Men ikke uden
dramatik. Salget er sket til trods for, at en stævningssag verserer mod
The Wave og dens hidtidige indehaver Michael Eibye.
Bonniers advokater har bedømt stævningen, og
de tror åbenbart ikke, at den kan vindes af modparten advokat [K].
- Salgs-kontrakten er underskrevet til trods for, at en
sag i retten jo altid kan tabes, men den mulighed betragter Bonniers
advokater som stort set ikke eksisterende, siger Michael Eibye.
Når Bonniers-advokaterne ikke lægger
større betydning i stævningen, skyldes det blandt andet, at [K]
har så mange kasketter på i salget af The Wave, at de anser ham
for at være i konflikt med de advokat-etiske regler.
I dem står der, at "en advokat må ikke
i samme sag rådgive, repræsentere eller virke for to eller flere
klienter, hvis der består en interessekonflikt mellem disse. En advokat
må heller ikke påtage sig en parts sag efter først at have
repræsenteret eller have rådgivet modparten".
Advokat for begge parter
Og [K] har først rådgivet Eibye omkring
salget af The Wave.
Han var formidler, da en gruppe lokale forretningsfolk
blandt andre den tidligere Cityforeningsformand og nuværende
konservative byrådsmedlem John Brødbæk for et par
år siden ville overtage The Wave for at forhindre en truende lukning af
stationen, og han var advokat for Eibye/The Wave, da der sidste sommer blev
indledt forhandlinger om et salg til lokalradiostationen Radio Stella i
Helsingborg.
Eibye kendte ikke til de advokat-etiske regler, da [K]
ringede ham op og fortalte, at han var blevet kontaktet af Stella, som havde
bedt ham om at tage sig af sagen også for den.
Derfor mente Eibye, at det vel var i orden for ham.
Men interessekonflikten gælder mere, end at [K] nu
var advokat for begge parter i forhandlingerne.
Hovedaktionæren i Radio Stella AB (et svensk
aktieselskab) er Helsingborgs Dagblad.
Men [K] har også en mindre post på 1
procent.
Allerede den 12. april 1997 forsøgte Radio Stella
at komme ind på lokalradiomarkedet i Helsingør.
Det skete i en ansøgning om sendetilladelse sendt
til "Udvalget vedrørende lokal radio og TV", der har
byrådssekretariatsleder Ebbe Dreisig for bordenden.
Ansøgeren var HH Radio Aps, der var under stiftelse
på det tidspunkt.
Ejerforholdet blev opgivet som Radio Stella ned 90
procent, advokat [K] med 1 procent og 9 procent "af en ikke
nærmere defineret erhvervsgruppe, hvor alle driver erhverv i
Helsingør Kommune", som det blev beskrevet.
Forhandlingerne afbrydes
HH Radio har ikke fået sendetilladelse sommeren
2001, hvor der forhandles om et salg af The Wave til Radio Stella.
Forhandlingerne er tæt på underskrift, men
fører alligevel ikke til noget, da den sidste og væsentlige
enighed om prisen ikke kan opnås.
Eibye skifter advokat og indleder forhandlinger til anden
side. Det er dem, der nu er faldet på plads med Bonniers.
Og [K] finder, at der er sket et aftalebrud, som skal
føre til anlæggelsen af en stævningssag. De fortsatte
retsforhandlinger afventer ifølge Eibye et udspil fra [K], som skulle
være afleveret for to uger siden. Det er ikke sket endnu.
Forsøg på at overtage Waves
sendetilladelse
I efteråret var det faktisk ved at lykkes [K] at
få overdraget The Waves sendetilladelse til HH Radio (reelt Radio
Stella).
Den 4. september var der møde i
lokalradionævnet.
[K] og to svenskere, som Ebbe Dreisig husker det, var
til stede på mødet og fremførte, at man havde en mundtlig
aftale med Michael Eibye om at overtage The Waves sendetilladelse.
- Det er faktisk rigtigt.
- Og de fik den tilkendegivelse, at det var der ikke noget
i vejen for, siger Ebbe Dreisig.
Men Eibyes nye advokat skrev tilbage til
radionævnet og oplyste, at der ikke var nogen aftale om en overdragelse
af The Waves sendefrekvens til HH Radio.
- Man kunne åbenbart ikke blive enige om en
overtagelse, og derfor faldt det til jorden.
.. "
Artiklen var ledsaget af to billeder af henholdsvis [K] og
et kontor. Billederne var ledsaget af følgende tekster:
" [K] red på radiobølgen både fra
den ene og den anden side af Sundet."
og
" Michael Eibye har med en stævning fra
advokat [K] hængende over hovedet solgt The Wave til den svenske
mediekoncern Bonniers."
Den 6. april 2002 fulgte bladet op på historien med
en artikel under overskriften "På moralsk-juridisk
sanerings-vægtskål". I to overskrifter med mindre typer
hed det endvidere: "Mystik er ikke ulovligt, men de uafklarede
spørgsmål ikke mindst omkring Stengade 56 hober sig op til
besvarelse i den kommende kommunale undersøgelse" og "De
advokat-etiske regler: "En advokat må ikke i samme sag
rådgive, repræsentere eller virke for to eller flere klienter,
hvis der består en interessekonflikt mellem disse"". Artiklen
beskrev blandt andet, hvorledes klager i en tidligere saneringssag havde
repræsenteret såvel ejer- som entrepenørsiden.
Den 18. maj 2002 bragte bladet en artikel med to
overskrifter i små og fede typer: "Byfornyelses-sagerne og
fugt-sagen fra Skolen ved Rønnebær Allé får
udløber" og " Kommunens advokat-udgifter skal
undersøges".
I artiklen hed det:
"Som lidt af en udløber af fugtskandalen
på Skolen ved Rønnebær Allé vil SF’s
byrådsmedlem Christian Saggau have undersøgt det kommunale
forbrug af advokat-bistand hentet ind udefra for at bistå
centralforvaltningens egen juridiske afdeling.
Som medlem af børne- og ungeudvalget deltog Saggau
i går morges i møderne med skolebestyrelsen, lærerne og
eleverne på den fugtramte skole.
Og noget undrede ham, da han bladrede i sags-akterne.
Som omtalt tidligere her i bladet har Helsingør
Kommune anlagt en voldgiftssag mod skolebygningernes ejer
Finanseringsinstituttet for Industri og Håndværk, FIH, og
entrepenøren Skanska.
- Det slog mig, at advokat [K] igen dukkede op som advokat
for kommunen.
- Med al respekt, men at sætte en provinsadvokat
på en sag mod landets største jordbesidder og landets
største entrepenør-virksomhed virker noget dristigt.
- Af egen erfaring ved jeg, at i specielle sager som
sådan en voldgiftssag omkring noget byggeri, bliver man som regel
anbefalet at søge assistance hos en københavnsk advokat, der
lige netop har dét som sit speciale.
Undrer sig over specialet
At finde advokater med ét særligt speciale i
en provinsby som Helsingør, tillader det lokale markeds
størrelse næppe, mener Christian Saggau.
- Det undrer mig, at en advokat formår så
forskellige opgaver som et kunstmuseum-projekt (i Hornbæk, red.),
byfornyelses-sager, eliteidrætsplaner og så også en
voldgiftssag mod landets største jordbesidder og
entrepenør.
- Så kan man vel ikke forventes at ha’ et
speciale til at møde sådanne nogle modstandere.
Advokat-udgifter skal fremlægges
Saggaus undren fører nu til, at
SF-byrådsmedlemmet vil henvende sig til borgmesteren.
- Jeg vil bede Tærsbøl om at oplyse, hvilke
udgifter kommunen har haft til eksterne advokater i årene 2000 og 2001,
og hvilke advokater, kommunen har anvendt sig af, og i hvilket omfang for den
enkeltes vedkommende.
- Det er ikke længere end tre år siden, vi fik
at vide, at kommunen gjorde en dyd ud af at uddelegere opgaverne og ikke
bruge den samme. Jeg synes ikke helt, det billede holder
længere."
I artiklen var indsat overskriften fra artiklen den 27.
marts 2002.
Klageren har indledningsvis anført, at den
indklagede artikelserie skal ses som en helhed, hvorfor klagefristen
først løber fra den sidst offentliggjorte artikel. Klager har
henvist til Pressenævnets Årsberetning 2000, s. 11.
Klageren har videre anført, at bladets artikler i
perioden har udviklet sig til en hetz mod ham. Hetzen føres på
et ukorrekt grundlag og på en måde, der tilsidesætter de
presseetiske regler, og som alene kan have til formål at skade klager
og den advokatvirksomhed, han driver.
Klageren har oplyst, at bladet på intet tidspunkt
har været i kontakt med ham. Journalisten ringede til klagers private
bopæl den 15. marts kl. ca. 17.55. Klager var ikke at træffe. Der
blev ikke lagt besked om, at klager skulle ringe tilbage. Den følgende
dag startede artikelserien, der har haft sin gang i bladet, uden at klager er
blevet kontaktet. Der er ikke på noget tidspunkt lagt besked på
klagers kontor om, at han skulle kontakte bladet, eller at bladet havde
forsøgt at kontakte klager. Først den 10. april 2002, efter at
klagers navn var blevet nævnt i ca. 15 artikler/ledere, og klagers navn
og billede havde været på forsiden henholdsvis to og tre gange,
blev klager kontaktet. Klager blev da alene anmodet om at besvare nogle
spørgsmål, som relaterede sig til forhold underlagt klagers
tavshedspligt, hvorfor klager ikke kunne svare herpå. Klager må
samlet afvise, at han som anført af bladet ikke har haft lyst til
at tale med bladet.
Klager finder, at bladet på følgende punkter
har tilsidesat god presseskik, jf. punkt A.1. i de presseetiske regler:
Klager har med henvisning til fem artikler offentliggjort
den 16., 19., 20. og 23. marts 2002 (bilag 1-2, 2-1, 3-2, 3-3 og 6-4)
anført, at omtalte advokat Victor Christoffersen intet har med den
pågældende byfornyelsessag at gøre. Ved at nævne
denne advokat kastes der fra starten et mistænkeligt, fordækt
skær over hele sagen. Angivelsen af, at den pågældende
advokat har haft noget med sagen at gøre, er faktuel forkert. Klager
har retlig interesse i dette klagepunkt, fordi klager som person er omtalt,
afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet i
forbindelse med angivelsen. Klager har i den forbindelse henvist til
Nævnets Årsberetning 1999, s. 5. Oplysningen kunne uden videre
have været afkræftet. Da dette ikke er sket, har bladet handlet i
strid med god presseskik.
Klager har oplyst, at han ikke har noget at gøre
med den bygge- og licitationsmæssige side af den omtalte
byfornyelsessag. Han har alene varetaget det juridiske arbejde i sagen. Det
har været arkitekten, der har varetaget projektering, opnåelse af
godkendelse af projektmaterialet, detailprojektering og udsendelse i
licitation. Arkitekten har sammen med ejeren bestemt, hvilken licitation der
skal afholdes, samt hvem der skal indkaldes. Arkitekten har derpå
indstillet til kommunen, hvilket firma der er lavestbydende, og på
baggrund heraf har kommunen godkendt licitationsresultatet.
Klageren har i den forbindelse anført, at på
trods af, at han ikke har forbindelse med det byggemæssige og
licitationen, så forsøger bladet i artikler offentliggjort den
16., 19., 23. og 27. marts 2002 (bilag 1-3, 2-1, 6-4, 9-1 og 9-3) at skabe
forbindelse mellem klager som advokat, licitationsudbyder,
licitationsbyderne, kommunen og borgmesteren for derefter at insinuere
én eller anden form for "aftalt spil" omkring prisen,
"kasket-problemer" og interessesammenhænge. Insinuationen og
dens resultat fremgår af en lang række af de offentliggjorte
artikler (bilag 4-2, 6-1, 6-2, 6-4, 9-1, 9-3, 10-1, 10-2, 10-3, 11-1, 11-2,
13-1, 13-2 og 13-3). Det er faktuelt forkert, at klager har optrådt
på begge sider i byfornyelsessagen. Klager repræsenterer alene
bygherren og hverken kommunen eller entreprenøren. At en advokat
på klagers kontor har foretaget en vedtægtsopdatering for et
byggefirma, byggefirmaet Kronborg, (sagens bilag F), medfører ikke, at
klager repræsenterer dette firma i forbindelse med budgivning ved
gennemførelsen af en licitation, som klager ikke har noget med at
gøre. Det oplyses intetsteds i artiklerne, at klager ingen relation
har til afviklingen af licitationen, ligesom det ikke oplyses, at klager
ingen medindflydelse har på afviklingen af licitationen, prisdannelsen
eller opnåelse af tre udvalgsgodkendelser af byfornyelsesprojektet.
Denne mangel medfører, at den information, der bringes i artiklerne er
forkert, misvisende og forvrænget til skade for klager. Insinuationen
medfører bl.a., at byrådspolitikere begynder at interessere sig
for klagers advokatvirke for kommunen og privat for borgmesteren.
Insinuationens konsekvenser bliver helt absurde, da en tidligere klient
også beskylder klager for "kasket-problemer", hvilket
ukritisk bringes videre af bladet. Klager har her henvist til to artikler
offentliggjort den 5. april 2002 (bilag 12-1 og 12-4). Det er klagers
opfattelse, at hele denne smædekampagne kunne have været
undgået, hvis bladet havde undersøgt, hvilken rolle klager som
advokat har i en byfornyelsessag. Dette har bladet undladt. Det misvisende
indhold i artiklerne er efter klagers opfattelse resultatet af et brud
på de presseetiske regler i og med, at det misvisende og forkerte
indhold og konsekvenserne heraf kunne være undgået ved en simpel
kontrol som netop foreskrevet i de presseetiske regler.
Klageren har desuden anført, at det er faktuelt
forkert, når det i artiklerne den 16., 19., 20., 21. og 27. marts 2002
(bilag 1-1, 1-2, 2-1, 3-2, 3-3, 4-2 og 9-4) anføres, at den omtalte
byfornyelsessag skulle have været den dyreste eller forbløffende
dyr, hvilket i øvrigt er anerkendt af bladet. Den omtalte sag er
formentlig alene den sjettedyreste byfornyelsessag i kommunen. Informationer
herom er tilgængelig i kommunens tekniske forvaltning, hvor alle
byggeregnskaber m.v. er tilgængelige. Klager bekendt har bladet
først ganske sent i forløbet benyttet sig af reglerne om
aktindsigt. Bladet har krænket god presseskik ved ikke at
efterprøve denne oplysning.
Hvad angår forsiden og artiklen den 5. april 2002
(bilag 12-1 og 12-4) har klager anført, at disse er behæftet med
flere faktuelle fejl, som burde have været afklaret af journalisten ved
en simpel kontrol. Det fremgår således af artiklens forside, at
1) " [K] stævner the Wave", og at klager er modpart i den
pågældende sag, jf. angivelsen "...modparten stævner
advokat [K]". Dette er faktuelt forkert. Klager repræsenterer
alene en klient i retssagen mod selskabet The Wave, hvis direktør er
en tidligere klient på klagers advokatkontor. Denne forkerte oplysning
kunne uden videre være afklaret ved en henvendelse til Michael Eibys
advokat, Civilretten i Helsingør eller klager. Endvidere
anføres det under overskriften "Advokat for begge parter"
" og [K] har først rådgivet Eibye omkring salget af The
Wave", at 2) " og han var advokat for Eibye/The Wave, da der
sidste sommer blev indledt forhandlinger om et salg til lokalradiostationen
Radio Stella i Helsingborg". Det fremgår herefter uden videre,
" at [K] nu var advokat for begge parter i forhandlingerne". Dette
er ligeledes faktuelt ukorrekt. Forholdet er det, at klager indtil udgangen
af 1999 har repræsenteret Michael Eibye i andre sammenhænge.
Derefter har klager repræsenteret en købergruppe, der
ønskede at købe den omtalte radiostation. Først
efterfølgende blev klager kontaktet af den i artiklen omtalte
radiostation Radio Stella, der ønskede, at klager berigtigede salget
af The Wave til Radio Stella. I den forbindelse oplyste klager over for Radio
Stella, at han tidligere havde været advokat for Michael Eibye/The
Wave, samt at han tidligere havde repræsenteret en anden
købergruppe. Radio Stella fandt ikke, at dette var problematisk.
Klager kontaktede den tidligere købergruppe og Michael Eibye, der
alle fandt, at klager kunne forhandle på vegne af Radio Stella. Klager
har dermed på intet tidspunkt repræsenteret Michael Eibye eller
The Wave. Der er herved rejst alvorlige beskyldninger mod klager, herunder
sigtelser mod klager for overtrædelse af de advokatetiske regler.
Sigtelserne kunne ganske enkelt være afkræftet ved en henvendelse
til klager, hvilket ikke er sket. Det fremgår endvidere, at 3) "
de fortsatte retsforhandlinger afventer ifølge Eibye et udspil fra
som skulle være afleveret for to uger siden. Det er ikke sket
endnu". Dette er ligeledes ukorrekt og kunne ligeledes være
afkræftet af journalisten ved henvendelse til klager. Angivelsen af de
tre faktuelle forhold i artiklerne er i strid med god presseskik, idet man
ikke har forsøgt at kontrollere oplysningernes rigtighed.
Klageren har med henvisning til punkt A.2. i de
presseetiske regler anført, at forsiden og artiklen den 5. april 2002
(bilag 12-1 og 12-4) forekommer indrykket af den tidligere klient, Michael
Eibye. På tidspunktet for artiklernes fremkomst er såvel
Michael Eibye personligt som selskabet The Wave til inkasso for ubetalte
regninger. Denne sag har medført, at Michael Eibye har indgivet en
klage til Advokatnævnet over klagers adfærd i forbindelse med
kontering og fakturering. Denne klage blev trukket tilbage og ændret
til en klage over, at klager skulle have repræsenteret to klienter i
samme sag og i øvrigt brudt sin tavshedspligt. Der er således
på tidspunktet for artiklernes offentliggørelse en alvorlig
personlig interesse og skadevoldende hensigt hos Michael Eibye i kraft af
de mange verserende konflikter. Det er klagers opfattelse, at bladet ikke har
udvist den nødvendige kritik over for det ensidige personangreb fra
Michael Eibyes side. Dette er i strid med god presseskik.
Klageren har desuden anført, at overskriften
"Kommunens advokat-udgifter skal undersøges" i artiklen den
18. maj (bilag 20) er faktuel forkert. Der er ikke truffet afgørelse
om en sådan undersøgelse i byrådet eller af kommunen i
øvrigt. Det fremgår ikke af overskriften, at den dækker
over en kommentar fra en SF-politiker. Oplysningen burde have været
kontrolleret ved en henvendelse til kommunen.
Klageren har endvidere anført, at SF-politikerens
udtalelser i artiklen, hvor han undrer sig over, at klager fagligt skulle
være kompetent til at håndtere en forholdsvis ukompliceret
voldgiftssag, ikke har været forelagt klager, jf. punkt A.3. i de
presseetiske regler. Oplysningen er klart skadelig, krænkende og
agtelsesforringende for klager og den virksomhed, han driver sammen med sine
kompagnoner. Reglen er endvidere brudt ved, at journalisten ikke har
søgt at efterprøve, hvad den pågældende sag rent
faktisk drejer sig om. Ved henvendelse til Helsingør Kommune eller
klager kunne klager have oplyst om sagens indhold og kompleksitet. Det er en
skærpende omstændighed, at artiklen er offentliggjort efter
klagers klage til nævnet, hvorefter det må stå bladet
klart, at klager forlanger de presseetiske regler overholdt ved omtale af ham
og hans virksomhed.
Klageren har videre anført, at artiklen den 18. maj
2002 klart underbygger, at bladet fører en kampagne, der alene har til
formål at svine klager til. At en kommunes advokatudgifter skal
undersøges, er der formentlig ikke noget usædvanligt i. Det
usædvanlige fremtræder dog, når man indklipper en tidligere
artikels overskrift, som omhandler noget helt andet og således ikke er
relevant for advokatudgifterne i øvrigt.
Klageren har med henvisning til punkt B.1. i de
presseetiske regler anført, at bladets insinuationer omkring
interessekonflikter, "kasket-problemer" og brud på god
advokatskik er udtryk for adfærd i strid med god presseskik, idet
klagers personlige anseelse herved lider væsentlig skade. Klager har i
den forbindelse henledt opmærksomheden på den offentlige tvivl,
som artiklerne og lederne har afstedkommet omkring klagers moralske habitus i
håndteringen af sine klienter. Klager har henvist til artiklerne den
16., 19., 23. og 27. marts 2002. Insinuationerne og disses resultat
fremgår blandt andet af en række af de øvrige
offentliggjorte artikler (bilag 4-2, 6-1, 6-2, 6-4, 9-1, 9-3, 10-1, 10-2,
10-3, 11-1, 11-2, 13-1, 13-2 og 13-3), og den offentlige interesse fra
byrådspolitikerne fremgår bl.a. også af de fremlagte
artikler (bilag 8-2, 10-1 og 10-3). Specielt artiklerne den 5. og 6. april
2002 (bilag 12-4, 13-2 og 13-3) udgør en klar beskyldning for en
strafbar handling, nemlig brud på de advokatetiske regler, der efter
retsplejelovens regler kan straffes med bøde og/eller fratagelse af
retten til at drive advokatvirksomhed. Bladet har derved forbrudt sig mod
klagers krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, hvilket er i
strid med god presseskik. En helhedsvurdering af artiklerne bør
medføre, at artiklerne må anses som klart krænkende for
klagers person.
Bladet har indledningsvis afvist, at artikelserien kan
kaldes en hetz mod klager, eller at hensigten alene skulle være at
skade ham eller hans advokatvirksomhed. Klagers navn er blevet interessant,
efterhånden som den journalistiske research skred frem.
Bladet har anført, at bladets journalist henvendte
sig til klager før offentliggørelsen af den første
artikel. At klager ikke ringede tilbage, fordi der ikke blev bedt om dette,
er en dårlig undskyldning. Det er jo indlysende, at når en
journalist ved den lokale avis oven i købet en person, som klager
godt kender ringer, så er det fordi, han gerne vil tale med ham.
Klager har da heller aldrig tidligere undladt at ringe tilbage. Klagers
manglende lyst til at tale med bladet kan i denne sammenhæng kun tolkes
som en bevidst handling. Bladet har i øvrigt nogle gange lagt besked
hos klagers sekretær, hvilket kan dokumenteres med
båndoptagelser. Spørgsmålet er herefter, om de
presseetiske regler skal tolkes sådan, at bladet skal opgive at bringe
bestemte artikler, fordi de omtalte ikke ønsker at medvirke. Bladet
holder historien om personsammenfaldet tilbage til den 10. april 2002, hvor
bladet også kontakter klager. Bladet bemærker i den
sammenhæng, at klager først ret sent i forløbet bliver
interessant i forbindelse med saneringssagen og da i en sådan
sammenhæng, at der ikke var nogen grund til at spørge ham om
noget. Da det blev inddraget, at klager også var kommunens og
borgmesterens advokat (og bestyrelsesformand), var det heller ikke noget, en
udtalelse fra ham kunne rokke ved. Det interessante var, hvordan borgmesteren
så på denne konstellation, og det blev da også en politisk
sag for borgmesteren, som følgelig var den eneste, der kunne udtale
sig herom.
Bladet har videre anført, at der ikke i artiklerne
har været antydet nogen direkte forbindelse mellem klager og advokat
Victor Christoffersen.
Bladet har endvidere anført, at klager ikke blot
har været advokat, men i sagen Stengade 56 også har været
bestyrelsesformand i ejendomsselskabet og samtidig advokat for byggefirmaet.
Bladet har henvist til sagens bilag B, der illustrerer ejerforholdene omkring
Ejendomsselskabet Stengade 56 og byggefirmaet Kronborg, og bilag F
vedtægterne for byggefirmaet Kronborg. Udover at være
bestyrelsesformand for Ejendomsselskabet Stengade 56 er han tillige advokat
for byggefirmaet Kronborg. Billedet fra en tidligere byfornyelsessag
Strandgade 15 gentager sig dermed i sagen om Stengade 56. I Strandgade
15-sagen var klager advokat for ejendommens ejer, samtidig med at han sad i
bestyrelsen for det entreprenørfirma, der havde vundet licitationen.
Dette har offentlighedens interesse. Det er helt afgørende for klagen,
at bladet ikke på noget tidspunkt har påstået, at der er
foregået noget ulovligt. Spørgsmålet har for bladet
været, om saneringerne blev dyrere end nødvendigt, hvilket er et
politisk spørgsmål. At den samme personkreds, klager
indbefattet, optræder på begge sider i en saneringssag er absolut
i offentlighedens interesse. Bladet har kun det synlige at gå efter i
sagen om reglerne, som hævdet af klager, er fulgt til punkt og
prikke, kan ikke bekræftes af en simpel kontrol endsige af en samtale
med klager.
Bladet har desuden anført, at det er en smule
overraskende, at klager har kendskab til dyrere saneringssager, da det
på tidspunktet for sagens behandling i byrådet var den
almindelige opfattelse blandt politikere og i pressen, at det var den hidtil
dyreste sag. Det blev i øvrigt først nødvendigt på
et relativt sent tidspunkt at bede kommunen om aktindsigt, idet bladet indtil
da havde fået alle de oplysninger fra kommunen, som man bad om.
Bladet har endvidere anført, at artiklen om klagers
tidligere klient Michael Eibye falder uden for den øvrige
artikelserie. Når bladet tog denne sag op, var det et eksempel på
som det også fremgår af saneringssagerne at en foretagsom
advokat i en provinsby let kan få problemer med at holde sine
forskellige kasketter adskilt. Det er i den forbindelse afgørende, at
klager helt tydeligt ud over at være advokat også er
medspiller og formidler i det lokale erhvervsliv. Bladet medgiver, at det kan
tolkes som en forsømmelse, at klager ikke er blevet foreholdt Michael
Eibyes påstande. Bladet har dog bestridt, at "den skadevoldende
hensigt har været oplagt for HD".
Bladet har desuden anført, at det i overskriften
den 18. maj 2002 er lagt til grund, at en kommunes advokatudgifter vil blive
undersøgt, når et byrådsmedlem ønsker det. Bladet
mener ikke, at en sådan politisk tilkendegivelse krævede en
kommentar fra klager. En udtalelse om, at advokaten ikke påtager sig
opgaver, som han fagligt ikke er i stand til at håndtere, ville
være uden betydning for artiklens sammenhæng.
Bladet har endelig afvist at have krænket
privatlivets fred i forhold til klager. Bladet har ikke haft forsæt til
at skade hans personlige anseelse, men har hele vejen interesseret sig for
videregivelse af faktiske oplysninger og vurderinger på grundlag af
disse. Det er ikke klagers personlige adfærd, der har været
genstand for undersøgelse, men hans offentlige/erhvervsmæssige
adfærd. En advokat, der optræder i så mange
sammenhænge som klager, må være forberedt på
offentlig omtale. Det gælder i særdeleshed, når der er tale
om en sag, der som denne involverer meget betydelige offentlige midler.
I sagens behandling har følgende
nævnsmedlemmer deltaget: Jørgen Nørgaard, Aage Lundgaard,
Tage Clausen og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet modtog klagen den 19. april 2002. De
artikler, der blev bragt den 16., 19., 20. og 21. marts 2002 (bilag 1-4) er
nævnet derfor afskåret fra at tage stilling til, jf.
medieansvarslovens § 34, stk. 2, 2. punktum. Nævnet bemærker
imidlertid, at disse artikler, der sammen med de øvrige artikler
fremstår som en artikelserie, er indgået i nævnets
bedømmelsesgrundlag.
Med hensyn til artiklen den 22. marts 2002 (bilag 5-2),
lederen den 23. marts 2002 (bilag 6-2), artiklen den 25. marts 2002 (bilag
7-2), artiklerne "Tynd redegørelse er et angreb på
Helsingør Dagblad", "Skærpet kontrol i
saneringssager" og "For Tynd" den 26. marts 2002 (bilag 8-2 og
8-3), lederen og artiklen "I København må det højst
koste det halve" den 27. marts 2002 (bilag 9-2 og 9-4), artiklerne
"Socialdemokratisk udspil om saneringssager på vej" og The
Wave til Sverige" den 5. april 2002 (bilag 12-3 og 12-4), artiklen
"Ministeren vil læse HD’s artikler" den 6. april 2002
(bilag 13-3) og artiklen "Skattekroner skal beskyttes" den 10.
april 2002 (bilag 14-3), er klager hverken direkte eller indirekte
nævnt i disse artikler.
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at
forholdene omkring byfornyelsessager, herunder hvorvidt der sker misbrug af
offentlige midler, har stor samfundsmæssig interesse. De involverede
parter må i den forbindelse tåle at få deres roller kritisk
belyst af medierne.
Nævnet finder, at artiklerne og forsiden den 23. og
27. marts 2002 (bilag 6-4, 9-1, 9-3) og for den sags skyld de øvrige
i sagen fremlagte artikler alene omhandler klagers virke som advokat.
Nævnet finder ikke i denne sammenhæng, at bladet har bragt
oplysninger, der kan krænke privatlivets fred, og nævnet finder
derfor ikke grundlag for at udtale kritik af bladet for tilsidesættelse
af punkt B.1. i de vejledende presseetiske regler.
Nævnet finder, at oplysningerne i artiklen med
overskriften "Malkeko for millioner" den 23. marts 2002 (bilag 6-4)
vedrørende advokat Victor Christoffersen ikke er af en sådan
karakter, at bladet i forhold til klager har tilsidesat god presseskik ved at
bringe disse. Nævnet finder ej heller, at bladet efter det oplyste har
bragt forkerte oplysninger om klager i beskrivelsen af hans roller i den
aktuelle og tidligere saneringssager. Nævnet finder ikke, at artiklens
oplysninger i øvrigt er af en sådan karakter, at bladet uanset
den af bladet valgte vinkel burde have forelagt klager artiklens
oplysninger inden offentliggørelsen.
Nævnet finder for så vidt angår artiklen
den 27. marts 2002 med overskriften "Kommunens advokat og
Tærsbøls Aps-formand styrer saneringsfirmaer" (bilag 9-3),
at bladet ikke har handlet i strid med god presseskik ved i artiklen at
konfrontere borgmesteren med kritikken af klager for sammenblanding af
interesser. Nævnet finder dog, at der ikke i artiklens oplysninger er
belæg for artiklens overskrift, og nævnet udtaler i den anledning
sin kritik. Nævnet finder endvidere, at kritikken af klager burde
være forelagt klager selv inden offentliggørelsen med henblik
på en kommentar. Ved at undlade dette har bladet handlet i strid med
god presseskik, og nævnet udtaler også på dette punkt sin
kritik. Til bladets anførsel om, at det ikke har været muligt at
få fat i klager for en kommentar, bemærker nævnet, at
oplysningerne ikke havde en sådan aktualitetsværdi, at bladet
ikke havde kunne afvente klagers bemærkninger inden for en rimelig
tidsramme.
Hvad angår forsiden og artiklen den 5. april 2002
med overskriften "Advokat for sælger, medejer og advokat for
køber" (bilag 12-1 og 12-4) finder nævnet på baggrund
af de modstridende forklaringer ikke at kunne tage stilling til, om
oplysningerne om klagers rolle i salget af lokalradiostationen er forkerte.
Nævnet finder derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale
kritik af bladet på dette punkt. Nævnet finder imidlertid, at
beskyldningerne mod klager for sammenblanding af interesser er af en
sådan karakter, at bladet burde have forelagt dem for ham inden
offentliggørelsen. Ved at undlade dette har bladet handlet i strid med
god presseskik, og nævnet udtaler tillige sin kritik på dette
punkt. Nævner bemærker ligeledes her, at oplysningerne ikke havde
en sådan aktualitetsværdi, at bladet ikke havde kunne afvente
klagers bemærkninger inden for en rimelig tidsramme.
Nævnet finder samtidig, at bladet med kendskab til
de verserende konflikter mellem Michael Eibye og klager burde have udvist
større kritik over for Michael Eibye som kilde og i den
forbindelse som mindstemål have forelagt klager Eibyes oplysninger.
Nævnet finder, at bladet også på dette punkt har handlet i
strid med god presseskik og udtaler sin kritik.
For så vidt angår artiklen den 18. maj 2002
(bilag 20) refererer bladet en kommunalpolitiker, der vil bede borgmesteren
redegøre for kommunens advokatudgifter for 2000 og 2001. Nævnet
finder ikke grundlag for at udtale kritik i den anledning. Henset til at det
alene er det pågældende byrådsmedlems subjektive vurdering
af, om klager fagligt er i stand til varetage kommunens interesser i en
konkret voldgiftssag, der er kommet til udtryk i artiklen, finder
nævnet ikke, at disse udsagn burde være forelagt for
klageren.
Nævnet finder, at bladet ikke herudover har handlet
i strid med god presseskik.
I medfør af medieansvarslovens § 49
pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af
Helsingør Dagblad at offentliggøre følgende:
"Kendelse fra Pressenævnet:
I perioden 16. marts til 11. april 2002 bragte
Helsingør Dagblad en artikelserie omkring forløbet af en
indbudt licitation i forbindelse med byfornyelse af en konkret ejendom i
Helsingør. I artikelserien omtaltes blandt andet advokat [K]s rolle i
forbindelse med saneringssagen, ligesom klagers hverv som advokat for
kommunen og byens borgmester blev beskrevet. I artikelserien indgik endvidere
en omtale af advokat [K]s rolle i forbindelse med salget af en
lokalradiostation. Endelig bragte bladet den 18. maj 2002 en artikel om
advokat [K]s deltagelse i en voldgiftssag som advokat for kommunen. I
artiklen udtrykte et byrådsmedlem for SF tvivl om, hvorvidt advokaten
var i stand til fagligt at varetage kommunens interesser i
voldgiftssagen.
Advokat [K] har klaget til Pressenævnet, idet han
finder, at god presseskik er tilsidesat.
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at
forholdene omkring byfornyelsessager, herunder hvorvidt der sker misbrug af
offentlige midler, har stor samfundsmæssig interesse. De involverede
parter må i den forbindelse tåle at få deres roller kritisk
belyst af medierne.
Nævnet finder for så vidt angår artiklen
den 27. marts 2002 med overskriften "Kommunens advokat og
Tærsbøls Aps-formand styrer saneringsfirmaer", at der ikke
i artiklens oplysninger er belæg for artiklens overskrift, og
nævnet udtaler i den anledning sin kritik. Nævnet finder
endvidere, at kritikken af klager burde være forelagt klager selv inden
offentliggørelsen med henblik på en kommentar. Ved at undlade
dette har bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler
også på dette punkt sin kritik. Til bladets anførsel om,
at det ikke har været muligt at få fat i klager for en kommentar,
bemærker nævnet, at oplysningerne ikke havde en sådan
aktualitetsværdi, at bladet ikke havde kunne afvente klagers
bemærkninger inden for en rimelig tidsramme.
Hvad angår forsiden og artiklen den 5. april 2002
med overskriften "Advokat for sælger, medejer og advokat for
køber" finder nævnet, at beskyldningerne mod klager for
sammenblanding af interesser er af en sådan karakter, at bladet burde
have forelagt dem for ham inden offentliggørelsen. Ved at undlade
dette har bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler
tillige sin kritik på dette punkt. Nævnet bemærker
ligeledes her, at oplysningerne ikke havde en sådan
aktualitetsværdi, at bladet ikke havde kunne afvente klagers
bemærkninger inden for en rimelig tidsramme.
Nævnet finder samtidig, at bladet med kendskab til
de verserende konflikter mellem Michael Eibye og klager burde have udvist
større kritik over for Michael Eibye som kilde og i den
forbindelse som mindstemål have forelagt klager Eibyes oplysninger.
Nævnet finder, at bladet også på dette punkt har handlet i
strid med god presseskik og udtaler sin kritik.
Nævnet finder, at bladet ikke herudover har handlet
i strid med god presseskik i forbindelse med artikelserien.
København, den 25. september 2002.
Jørgen Nørgaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen
og Ole Askvig."
Afsagt den 25. september 2002.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Om en advokats udtalelser i en tv-udsendelse Advokatnævnet · 28. november 2014
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-04751 Retsinformation · 14. maj 2026
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-133 Retsinformation · 29. januar 2004
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00697 Retsinformation · 31. oktober 2014
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-00952 Retsinformation · 7. april 2016
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 81/1998 Retsinformation · 15. marts 1999
Lignende dokumenter
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 95/2002 Retsinformation · 25. oktober 2002
- Sag om bl.a. strafansvar og erstatningsansvar for påståede ærefornærmende krænkelser i forbindelse med offentliggørelse og omtale i landsdækkende medier m.m. Domsdatabasen · 17. juni 2020
- Sag om, hvorvidt TV2 ved at sende et dokumentarprogram og senere - efter der var indgivet en klage til Pressenævnet - at genudsende programmet, hvor en 16-årige piges selvmord blev omtalt uden samtykke fra hendes forældre og søskende, har krænket de pårørende på en så grov måde, at de er berettiget til en godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26. Domsdatabasen · 10. december 2018
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0766 Retsinformation · 24. juni 2022
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0195 Retsinformation · 11. april 2019
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 76/2002 Retsinformation · 30. september 2002