Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 42/2002

KEN nr 9438 af 25/09/2002Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet30. september 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.

42/2002

[En advokat K] har klaget til Pressenævnet over en

række artikler bragt i Helsingør Dagblad i perioden 16. marts

til 11. april 2002 og en artikel bragt den 18. maj 2002, idet han mener, at

god presseskik er tilsidesat.

Artikelserien beskrev forløbet omkring en indbudt

licitation i forbindelse med en byfornyelse af en konkret ejendom i

Helsingør. I artikelserien omtaltes blandt andet klagers rolle i

forbindelse med saneringssagen, ligesom klagers virke som advokat for

kommunen og byens borgmester blev beskrevet. I artikelserien indgik endvidere

en omtale af klagers rolle i forbindelse med salget af en

lokalradiostation.

I artikelserien om saneringssagen indgik blandt andet

følgende:

I en artikel den 23. marts 2002 med overskriften

"Malkeko for millioner" hed det blandt andet:

"

Den københavnske advokat Victor Christoffersen

har fået en del omtale i Helsingør Dagblads artikler omkring

Stengade 56-sagen.

Det har være det umiddelbart besynderlige for

udenforstående, at en advokat gennem ét anpartsselskab ASX

4050 Aps. den 1. januar opretter et andet Byggefirmaet Kronborg Aps. og

selv optræder som direktør hen over licitationsdatoen den 5.

februar, der har været beskrevet.

Men Christoffersens rolle har reelt været udspillet

i samme øjeblik, som Byggeselskabet Kronborg blev oprettet en

måned efter, at byrådet havde givet tilsagn om offentlig

millionstøtte til saneringen af ejendommen Stengade 56.

Læs alt

- Victor Christoffersen er kendt for at sælge

tomme anpartsselskaber såkaldte skuffeselskaber, fortæller en

kendt advokat, der ønsker at være anonym, til Helsingør

Dagblad.

Den kommunale redegørelse skal finde ud af, hvem

der reelt står bag Byggeselskabet Kronborg Aps. Og om der er et

interesse-sammenfald med personkredsen bag bygherren Ejendomsselskabet

Stengade 56.

Helsingør Dagblads undersøgelser i Erhvervs-

og Selskabsstyrelsen har fremdraget to navne de omtalte advokat Victor

Christoffersen og Hans Vind Venslev.

Ejendomsselskabet Stengade 56 ejes som også

tidligere omtalt af Henrik Mowitz, Hornbæk, og Ove Baagø,

Hørsholm. De to udgør tillige bestyrelsen sammen med advokat

Helsingør.

Hvis den kommunale redegørelse vender et par blade

i den seneste store saneringssag Strandgade 15, vil man se, at et par af

navnene også optræder her.

Strandgade-ejendommen på hjørnet af

Gyldenstræde ejes af selskabet Stjernegade 16 A/S.

I bestyrelsen sidder blandt andre [K] og Hans Vind

Venslev.

Fra at varetage ejendomsejer-interesser har Venslev

altså fra den ene saneringssag til den anden skiftet branche, så

han nu er direktør for det byggeselskab, der gerne skulle hente

så meget som muligt ud af ejerne af Stengade 56.

Også til istandsættelsen af Strandgade 15 blev

der oprettet et byggeselskab lige tilpas til at deltage i licitationen.

Sund Byg A/S med nogle bi-navne dannet af en

række håndværks-virksomheder med kendskab til

saneringsarbejde i den indre by vandt opgaven.

I Sund Byg’s bestyrelse sidder advokat [K]

også, og dermed var han med til at varetage både ejer- og

entrepenør-interesser i saneringen af Strandgade 15."

Den 27. marts 2002 hed det på forsiden af bladet

under overskriften "Alt skal frem" og med mindre typer:

"Manden med sanerings-kasketten er også kommunens advokat og

Tærsbøls selskabsformand". Ligeledes var med mindre typer

anført "Borgmesteren vil rydde mistanken om misbrug af

byfornyelses-penge af vejen". På forsiden var indsat to billeder

af henholdsvis klager og borgmester Per Tærsbøl.

I en artikel samme dag med overskriften "Kommunens

advokat og Tærsbøls Aps-formand styrer

saneringsfirmaer" hed det i en overskrift med mindre typer: "Ny

og grundig undersøgelse af Stengade 56 og hele byfornyelses-politikken

advokat [K]s kasketter til eftersyn". Artiklen indeholdt blandt andet

et interview med borgmesteren omkring klagers forhold til kommunen som

advokat og klagers eventuelle sammenblanding af interesser. Artiklen var

ledsaget af to billeder af henholdsvis borgmesteren og klager, hvortil var

knyttet følgende tekst:

" Per Tærsbøl en undersøgelse

skal få alt frem i dagens lys, så mistanken om suspekte

forbindelser mellem borgmestere, kommunen og advokat [K] kan ryddes af

vejen."

" [K] kommunens flittigst benyttede advokat,

bestyrelsesformand i Tærsbøl Isenkram og hyper aktiv i de

offentligt støttede sanerings-projekter."

Den 5. april 2002 hed det på forsiden af bladet:

" [K] stævner The Wave". Herefter var anført

med mindre typer: "Advokaten bar selv tre kasketter under salget af

lokalradiostationen". På forsiden var indsat et billede af

klager.

I artiklen inde i bladet hed det i overskriften:

"Advokat for sælger, medejer og advokat for

køber". Med mindre typer var anført: "

mod The Wave tages ikke højtideligt af Bonniers

advokater".

I artiklen hed det bl.a.:

"HELSINGØR

: Lokalradiostationen The

Wave er blevet solgt til den svenske mediekoncern Bonniers. Men ikke uden

dramatik. Salget er sket til trods for, at en stævningssag verserer mod

The Wave og dens hidtidige indehaver Michael Eibye.

Bonniers advokater har bedømt stævningen, og

de tror åbenbart ikke, at den kan vindes af modparten advokat [K].

- Salgs-kontrakten er underskrevet til trods for, at en

sag i retten jo altid kan tabes, men den mulighed betragter Bonniers

advokater som stort set ikke eksisterende, siger Michael Eibye.

Når Bonniers-advokaterne ikke lægger

større betydning i stævningen, skyldes det blandt andet, at [K]

har så mange kasketter på i salget af The Wave, at de anser ham

for at være i konflikt med de advokat-etiske regler.

I dem står der, at "en advokat må ikke

i samme sag rådgive, repræsentere eller virke for to eller flere

klienter, hvis der består en interessekonflikt mellem disse. En advokat

må heller ikke påtage sig en parts sag efter først at have

repræsenteret eller have rådgivet modparten".

Advokat for begge parter

Og [K] har først rådgivet Eibye omkring

salget af The Wave.

Han var formidler, da en gruppe lokale forretningsfolk

blandt andre den tidligere Cityforeningsformand og nuværende

konservative byrådsmedlem John Brødbæk for et par

år siden ville overtage The Wave for at forhindre en truende lukning af

stationen, og han var advokat for Eibye/The Wave, da der sidste sommer blev

indledt forhandlinger om et salg til lokalradiostationen Radio Stella i

Helsingborg.

Eibye kendte ikke til de advokat-etiske regler, da [K]

ringede ham op og fortalte, at han var blevet kontaktet af Stella, som havde

bedt ham om at tage sig af sagen også for den.

Derfor mente Eibye, at det vel var i orden for ham.

Men interessekonflikten gælder mere, end at [K] nu

var advokat for begge parter i forhandlingerne.

Hovedaktionæren i Radio Stella AB (et svensk

aktieselskab) er Helsingborgs Dagblad.

Men [K] har også en mindre post på 1

procent.

Allerede den 12. april 1997 forsøgte Radio Stella

at komme ind på lokalradiomarkedet i Helsingør.

Det skete i en ansøgning om sendetilladelse sendt

til "Udvalget vedrørende lokal radio og TV", der har

byrådssekretariatsleder Ebbe Dreisig for bordenden.

Ansøgeren var HH Radio Aps, der var under stiftelse

på det tidspunkt.

Ejerforholdet blev opgivet som Radio Stella ned 90

procent, advokat [K] med 1 procent og 9 procent "af en ikke

nærmere defineret erhvervsgruppe, hvor alle driver erhverv i

Helsingør Kommune", som det blev beskrevet.

Forhandlingerne afbrydes

HH Radio har ikke fået sendetilladelse sommeren

2001, hvor der forhandles om et salg af The Wave til Radio Stella.

Forhandlingerne er tæt på underskrift, men

fører alligevel ikke til noget, da den sidste og væsentlige

enighed om prisen ikke kan opnås.

Eibye skifter advokat og indleder forhandlinger til anden

side. Det er dem, der nu er faldet på plads med Bonniers.

Og [K] finder, at der er sket et aftalebrud, som skal

føre til anlæggelsen af en stævningssag. De fortsatte

retsforhandlinger afventer ifølge Eibye et udspil fra [K], som skulle

være afleveret for to uger siden. Det er ikke sket endnu.

Forsøg på at overtage Waves

sendetilladelse

I efteråret var det faktisk ved at lykkes [K] at

få overdraget The Waves sendetilladelse til HH Radio (reelt Radio

Stella).

Den 4. september var der møde i

lokalradionævnet.

[K] og to svenskere, som Ebbe Dreisig husker det, var

til stede på mødet og fremførte, at man havde en mundtlig

aftale med Michael Eibye om at overtage The Waves sendetilladelse.

- Det er faktisk rigtigt.

- Og de fik den tilkendegivelse, at det var der ikke noget

i vejen for, siger Ebbe Dreisig.

Men Eibyes nye advokat skrev tilbage til

radionævnet og oplyste, at der ikke var nogen aftale om en overdragelse

af The Waves sendefrekvens til HH Radio.

- Man kunne åbenbart ikke blive enige om en

overtagelse, og derfor faldt det til jorden.

.. "

Artiklen var ledsaget af to billeder af henholdsvis [K] og

et kontor. Billederne var ledsaget af følgende tekster:

" [K] red på radiobølgen både fra

den ene og den anden side af Sundet."

og

" Michael Eibye har med en stævning fra

advokat [K] hængende over hovedet solgt The Wave til den svenske

mediekoncern Bonniers."

Den 6. april 2002 fulgte bladet op på historien med

en artikel under overskriften "På moralsk-juridisk

sanerings-vægtskål". I to overskrifter med mindre typer

hed det endvidere: "Mystik er ikke ulovligt, men de uafklarede

spørgsmål ikke mindst omkring Stengade 56 hober sig op til

besvarelse i den kommende kommunale undersøgelse" og "De

advokat-etiske regler: "En advokat må ikke i samme sag

rådgive, repræsentere eller virke for to eller flere klienter,

hvis der består en interessekonflikt mellem disse"". Artiklen

beskrev blandt andet, hvorledes klager i en tidligere saneringssag havde

repræsenteret såvel ejer- som entrepenørsiden.

Den 18. maj 2002 bragte bladet en artikel med to

overskrifter i små og fede typer: "Byfornyelses-sagerne og

fugt-sagen fra Skolen ved Rønnebær Allé får

udløber" og " Kommunens advokat-udgifter skal

undersøges".

I artiklen hed det:

"Som lidt af en udløber af fugtskandalen

på Skolen ved Rønnebær Allé vil SF’s

byrådsmedlem Christian Saggau have undersøgt det kommunale

forbrug af advokat-bistand hentet ind udefra for at bistå

centralforvaltningens egen juridiske afdeling.

Som medlem af børne- og ungeudvalget deltog Saggau

i går morges i møderne med skolebestyrelsen, lærerne og

eleverne på den fugtramte skole.

Og noget undrede ham, da han bladrede i sags-akterne.

Som omtalt tidligere her i bladet har Helsingør

Kommune anlagt en voldgiftssag mod skolebygningernes ejer

Finanseringsinstituttet for Industri og Håndværk, FIH, og

entrepenøren Skanska.

- Det slog mig, at advokat [K] igen dukkede op som advokat

for kommunen.

- Med al respekt, men at sætte en provinsadvokat

på en sag mod landets største jordbesidder og landets

største entrepenør-virksomhed virker noget dristigt.

- Af egen erfaring ved jeg, at i specielle sager som

sådan en voldgiftssag omkring noget byggeri, bliver man som regel

anbefalet at søge assistance hos en københavnsk advokat, der

lige netop har dét som sit speciale.

Undrer sig over specialet

At finde advokater med ét særligt speciale i

en provinsby som Helsingør, tillader det lokale markeds

størrelse næppe, mener Christian Saggau.

- Det undrer mig, at en advokat formår så

forskellige opgaver som et kunstmuseum-projekt (i Hornbæk, red.),

byfornyelses-sager, eliteidrætsplaner og så også en

voldgiftssag mod landets største jordbesidder og

entrepenør.

- Så kan man vel ikke forventes at ha’ et

speciale til at møde sådanne nogle modstandere.

Advokat-udgifter skal fremlægges

Saggaus undren fører nu til, at

SF-byrådsmedlemmet vil henvende sig til borgmesteren.

- Jeg vil bede Tærsbøl om at oplyse, hvilke

udgifter kommunen har haft til eksterne advokater i årene 2000 og 2001,

og hvilke advokater, kommunen har anvendt sig af, og i hvilket omfang for den

enkeltes vedkommende.

- Det er ikke længere end tre år siden, vi fik

at vide, at kommunen gjorde en dyd ud af at uddelegere opgaverne og ikke

bruge den samme. Jeg synes ikke helt, det billede holder

længere."

I artiklen var indsat overskriften fra artiklen den 27.

marts 2002.

Klageren har indledningsvis anført, at den

indklagede artikelserie skal ses som en helhed, hvorfor klagefristen

først løber fra den sidst offentliggjorte artikel. Klager har

henvist til Pressenævnets Årsberetning 2000, s. 11.

Klageren har videre anført, at bladets artikler i

perioden har udviklet sig til en hetz mod ham. Hetzen føres på

et ukorrekt grundlag og på en måde, der tilsidesætter de

presseetiske regler, og som alene kan have til formål at skade klager

og den advokatvirksomhed, han driver.

Klageren har oplyst, at bladet på intet tidspunkt

har været i kontakt med ham. Journalisten ringede til klagers private

bopæl den 15. marts kl. ca. 17.55. Klager var ikke at træffe. Der

blev ikke lagt besked om, at klager skulle ringe tilbage. Den følgende

dag startede artikelserien, der har haft sin gang i bladet, uden at klager er

blevet kontaktet. Der er ikke på noget tidspunkt lagt besked på

klagers kontor om, at han skulle kontakte bladet, eller at bladet havde

forsøgt at kontakte klager. Først den 10. april 2002, efter at

klagers navn var blevet nævnt i ca. 15 artikler/ledere, og klagers navn

og billede havde været på forsiden henholdsvis to og tre gange,

blev klager kontaktet. Klager blev da alene anmodet om at besvare nogle

spørgsmål, som relaterede sig til forhold underlagt klagers

tavshedspligt, hvorfor klager ikke kunne svare herpå. Klager må

samlet afvise, at han som anført af bladet ikke har haft lyst til

at tale med bladet.

Klager finder, at bladet på følgende punkter

har tilsidesat god presseskik, jf. punkt A.1. i de presseetiske regler:

Klager har med henvisning til fem artikler offentliggjort

den 16., 19., 20. og 23. marts 2002 (bilag 1-2, 2-1, 3-2, 3-3 og 6-4)

anført, at omtalte advokat Victor Christoffersen intet har med den

pågældende byfornyelsessag at gøre. Ved at nævne

denne advokat kastes der fra starten et mistænkeligt, fordækt

skær over hele sagen. Angivelsen af, at den pågældende

advokat har haft noget med sagen at gøre, er faktuel forkert. Klager

har retlig interesse i dette klagepunkt, fordi klager som person er omtalt,

afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet i

forbindelse med angivelsen. Klager har i den forbindelse henvist til

Nævnets Årsberetning 1999, s. 5. Oplysningen kunne uden videre

have været afkræftet. Da dette ikke er sket, har bladet handlet i

strid med god presseskik.

Klager har oplyst, at han ikke har noget at gøre

med den bygge- og licitationsmæssige side af den omtalte

byfornyelsessag. Han har alene varetaget det juridiske arbejde i sagen. Det

har været arkitekten, der har varetaget projektering, opnåelse af

godkendelse af projektmaterialet, detailprojektering og udsendelse i

licitation. Arkitekten har sammen med ejeren bestemt, hvilken licitation der

skal afholdes, samt hvem der skal indkaldes. Arkitekten har derpå

indstillet til kommunen, hvilket firma der er lavestbydende, og på

baggrund heraf har kommunen godkendt licitationsresultatet.

Klageren har i den forbindelse anført, at på

trods af, at han ikke har forbindelse med det byggemæssige og

licitationen, så forsøger bladet i artikler offentliggjort den

16., 19., 23. og 27. marts 2002 (bilag 1-3, 2-1, 6-4, 9-1 og 9-3) at skabe

forbindelse mellem klager som advokat, licitationsudbyder,

licitationsbyderne, kommunen og borgmesteren for derefter at insinuere

én eller anden form for "aftalt spil" omkring prisen,

"kasket-problemer" og interessesammenhænge. Insinuationen og

dens resultat fremgår af en lang række af de offentliggjorte

artikler (bilag 4-2, 6-1, 6-2, 6-4, 9-1, 9-3, 10-1, 10-2, 10-3, 11-1, 11-2,

13-1, 13-2 og 13-3). Det er faktuelt forkert, at klager har optrådt

på begge sider i byfornyelsessagen. Klager repræsenterer alene

bygherren og hverken kommunen eller entreprenøren. At en advokat

på klagers kontor har foretaget en vedtægtsopdatering for et

byggefirma, byggefirmaet Kronborg, (sagens bilag F), medfører ikke, at

klager repræsenterer dette firma i forbindelse med budgivning ved

gennemførelsen af en licitation, som klager ikke har noget med at

gøre. Det oplyses intetsteds i artiklerne, at klager ingen relation

har til afviklingen af licitationen, ligesom det ikke oplyses, at klager

ingen medindflydelse har på afviklingen af licitationen, prisdannelsen

eller opnåelse af tre udvalgsgodkendelser af byfornyelsesprojektet.

Denne mangel medfører, at den information, der bringes i artiklerne er

forkert, misvisende og forvrænget til skade for klager. Insinuationen

medfører bl.a., at byrådspolitikere begynder at interessere sig

for klagers advokatvirke for kommunen og privat for borgmesteren.

Insinuationens konsekvenser bliver helt absurde, da en tidligere klient

også beskylder klager for "kasket-problemer", hvilket

ukritisk bringes videre af bladet. Klager har her henvist til to artikler

offentliggjort den 5. april 2002 (bilag 12-1 og 12-4). Det er klagers

opfattelse, at hele denne smædekampagne kunne have været

undgået, hvis bladet havde undersøgt, hvilken rolle klager som

advokat har i en byfornyelsessag. Dette har bladet undladt. Det misvisende

indhold i artiklerne er efter klagers opfattelse resultatet af et brud

på de presseetiske regler i og med, at det misvisende og forkerte

indhold og konsekvenserne heraf kunne være undgået ved en simpel

kontrol som netop foreskrevet i de presseetiske regler.

Klageren har desuden anført, at det er faktuelt

forkert, når det i artiklerne den 16., 19., 20., 21. og 27. marts 2002

(bilag 1-1, 1-2, 2-1, 3-2, 3-3, 4-2 og 9-4) anføres, at den omtalte

byfornyelsessag skulle have været den dyreste eller forbløffende

dyr, hvilket i øvrigt er anerkendt af bladet. Den omtalte sag er

formentlig alene den sjettedyreste byfornyelsessag i kommunen. Informationer

herom er tilgængelig i kommunens tekniske forvaltning, hvor alle

byggeregnskaber m.v. er tilgængelige. Klager bekendt har bladet

først ganske sent i forløbet benyttet sig af reglerne om

aktindsigt. Bladet har krænket god presseskik ved ikke at

efterprøve denne oplysning.

Hvad angår forsiden og artiklen den 5. april 2002

(bilag 12-1 og 12-4) har klager anført, at disse er behæftet med

flere faktuelle fejl, som burde have været afklaret af journalisten ved

en simpel kontrol. Det fremgår således af artiklens forside, at

1) " [K] stævner the Wave", og at klager er modpart i den

pågældende sag, jf. angivelsen "...modparten stævner

advokat [K]". Dette er faktuelt forkert. Klager repræsenterer

alene en klient i retssagen mod selskabet The Wave, hvis direktør er

en tidligere klient på klagers advokatkontor. Denne forkerte oplysning

kunne uden videre være afklaret ved en henvendelse til Michael Eibys

advokat, Civilretten i Helsingør eller klager. Endvidere

anføres det under overskriften "Advokat for begge parter"

" og [K] har først rådgivet Eibye omkring salget af The

Wave", at 2) " og han var advokat for Eibye/The Wave, da der

sidste sommer blev indledt forhandlinger om et salg til lokalradiostationen

Radio Stella i Helsingborg". Det fremgår herefter uden videre,

" at [K] nu var advokat for begge parter i forhandlingerne". Dette

er ligeledes faktuelt ukorrekt. Forholdet er det, at klager indtil udgangen

af 1999 har repræsenteret Michael Eibye i andre sammenhænge.

Derefter har klager repræsenteret en købergruppe, der

ønskede at købe den omtalte radiostation. Først

efterfølgende blev klager kontaktet af den i artiklen omtalte

radiostation Radio Stella, der ønskede, at klager berigtigede salget

af The Wave til Radio Stella. I den forbindelse oplyste klager over for Radio

Stella, at han tidligere havde været advokat for Michael Eibye/The

Wave, samt at han tidligere havde repræsenteret en anden

købergruppe. Radio Stella fandt ikke, at dette var problematisk.

Klager kontaktede den tidligere købergruppe og Michael Eibye, der

alle fandt, at klager kunne forhandle på vegne af Radio Stella. Klager

har dermed på intet tidspunkt repræsenteret Michael Eibye eller

The Wave. Der er herved rejst alvorlige beskyldninger mod klager, herunder

sigtelser mod klager for overtrædelse af de advokatetiske regler.

Sigtelserne kunne ganske enkelt være afkræftet ved en henvendelse

til klager, hvilket ikke er sket. Det fremgår endvidere, at 3) "

de fortsatte retsforhandlinger afventer ifølge Eibye et udspil fra

som skulle være afleveret for to uger siden. Det er ikke sket

endnu". Dette er ligeledes ukorrekt og kunne ligeledes være

afkræftet af journalisten ved henvendelse til klager. Angivelsen af de

tre faktuelle forhold i artiklerne er i strid med god presseskik, idet man

ikke har forsøgt at kontrollere oplysningernes rigtighed.

Klageren har med henvisning til punkt A.2. i de

presseetiske regler anført, at forsiden og artiklen den 5. april 2002

(bilag 12-1 og 12-4) forekommer indrykket af den tidligere klient, Michael

Eibye. På tidspunktet for artiklernes fremkomst er såvel

Michael Eibye personligt som selskabet The Wave til inkasso for ubetalte

regninger. Denne sag har medført, at Michael Eibye har indgivet en

klage til Advokatnævnet over klagers adfærd i forbindelse med

kontering og fakturering. Denne klage blev trukket tilbage og ændret

til en klage over, at klager skulle have repræsenteret to klienter i

samme sag og i øvrigt brudt sin tavshedspligt. Der er således

på tidspunktet for artiklernes offentliggørelse en alvorlig

personlig interesse og skadevoldende hensigt hos Michael Eibye i kraft af

de mange verserende konflikter. Det er klagers opfattelse, at bladet ikke har

udvist den nødvendige kritik over for det ensidige personangreb fra

Michael Eibyes side. Dette er i strid med god presseskik.

Klageren har desuden anført, at overskriften

"Kommunens advokat-udgifter skal undersøges" i artiklen den

18. maj (bilag 20) er faktuel forkert. Der er ikke truffet afgørelse

om en sådan undersøgelse i byrådet eller af kommunen i

øvrigt. Det fremgår ikke af overskriften, at den dækker

over en kommentar fra en SF-politiker. Oplysningen burde have været

kontrolleret ved en henvendelse til kommunen.

Klageren har endvidere anført, at SF-politikerens

udtalelser i artiklen, hvor han undrer sig over, at klager fagligt skulle

være kompetent til at håndtere en forholdsvis ukompliceret

voldgiftssag, ikke har været forelagt klager, jf. punkt A.3. i de

presseetiske regler. Oplysningen er klart skadelig, krænkende og

agtelsesforringende for klager og den virksomhed, han driver sammen med sine

kompagnoner. Reglen er endvidere brudt ved, at journalisten ikke har

søgt at efterprøve, hvad den pågældende sag rent

faktisk drejer sig om. Ved henvendelse til Helsingør Kommune eller

klager kunne klager have oplyst om sagens indhold og kompleksitet. Det er en

skærpende omstændighed, at artiklen er offentliggjort efter

klagers klage til nævnet, hvorefter det må stå bladet

klart, at klager forlanger de presseetiske regler overholdt ved omtale af ham

og hans virksomhed.

Klageren har videre anført, at artiklen den 18. maj

2002 klart underbygger, at bladet fører en kampagne, der alene har til

formål at svine klager til. At en kommunes advokatudgifter skal

undersøges, er der formentlig ikke noget usædvanligt i. Det

usædvanlige fremtræder dog, når man indklipper en tidligere

artikels overskrift, som omhandler noget helt andet og således ikke er

relevant for advokatudgifterne i øvrigt.

Klageren har med henvisning til punkt B.1. i de

presseetiske regler anført, at bladets insinuationer omkring

interessekonflikter, "kasket-problemer" og brud på god

advokatskik er udtryk for adfærd i strid med god presseskik, idet

klagers personlige anseelse herved lider væsentlig skade. Klager har i

den forbindelse henledt opmærksomheden på den offentlige tvivl,

som artiklerne og lederne har afstedkommet omkring klagers moralske habitus i

håndteringen af sine klienter. Klager har henvist til artiklerne den

16., 19., 23. og 27. marts 2002. Insinuationerne og disses resultat

fremgår blandt andet af en række af de øvrige

offentliggjorte artikler (bilag 4-2, 6-1, 6-2, 6-4, 9-1, 9-3, 10-1, 10-2,

10-3, 11-1, 11-2, 13-1, 13-2 og 13-3), og den offentlige interesse fra

byrådspolitikerne fremgår bl.a. også af de fremlagte

artikler (bilag 8-2, 10-1 og 10-3). Specielt artiklerne den 5. og 6. april

2002 (bilag 12-4, 13-2 og 13-3) udgør en klar beskyldning for en

strafbar handling, nemlig brud på de advokatetiske regler, der efter

retsplejelovens regler kan straffes med bøde og/eller fratagelse af

retten til at drive advokatvirksomhed. Bladet har derved forbrudt sig mod

klagers krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, hvilket er i

strid med god presseskik. En helhedsvurdering af artiklerne bør

medføre, at artiklerne må anses som klart krænkende for

klagers person.

Bladet har indledningsvis afvist, at artikelserien kan

kaldes en hetz mod klager, eller at hensigten alene skulle være at

skade ham eller hans advokatvirksomhed. Klagers navn er blevet interessant,

efterhånden som den journalistiske research skred frem.

Bladet har anført, at bladets journalist henvendte

sig til klager før offentliggørelsen af den første

artikel. At klager ikke ringede tilbage, fordi der ikke blev bedt om dette,

er en dårlig undskyldning. Det er jo indlysende, at når en

journalist ved den lokale avis oven i købet en person, som klager

godt kender ringer, så er det fordi, han gerne vil tale med ham.

Klager har da heller aldrig tidligere undladt at ringe tilbage. Klagers

manglende lyst til at tale med bladet kan i denne sammenhæng kun tolkes

som en bevidst handling. Bladet har i øvrigt nogle gange lagt besked

hos klagers sekretær, hvilket kan dokumenteres med

båndoptagelser. Spørgsmålet er herefter, om de

presseetiske regler skal tolkes sådan, at bladet skal opgive at bringe

bestemte artikler, fordi de omtalte ikke ønsker at medvirke. Bladet

holder historien om personsammenfaldet tilbage til den 10. april 2002, hvor

bladet også kontakter klager. Bladet bemærker i den

sammenhæng, at klager først ret sent i forløbet bliver

interessant i forbindelse med saneringssagen og da i en sådan

sammenhæng, at der ikke var nogen grund til at spørge ham om

noget. Da det blev inddraget, at klager også var kommunens og

borgmesterens advokat (og bestyrelsesformand), var det heller ikke noget, en

udtalelse fra ham kunne rokke ved. Det interessante var, hvordan borgmesteren

så på denne konstellation, og det blev da også en politisk

sag for borgmesteren, som følgelig var den eneste, der kunne udtale

sig herom.

Bladet har videre anført, at der ikke i artiklerne

har været antydet nogen direkte forbindelse mellem klager og advokat

Victor Christoffersen.

Bladet har endvidere anført, at klager ikke blot

har været advokat, men i sagen Stengade 56 også har været

bestyrelsesformand i ejendomsselskabet og samtidig advokat for byggefirmaet.

Bladet har henvist til sagens bilag B, der illustrerer ejerforholdene omkring

Ejendomsselskabet Stengade 56 og byggefirmaet Kronborg, og bilag F

vedtægterne for byggefirmaet Kronborg. Udover at være

bestyrelsesformand for Ejendomsselskabet Stengade 56 er han tillige advokat

for byggefirmaet Kronborg. Billedet fra en tidligere byfornyelsessag

Strandgade 15 gentager sig dermed i sagen om Stengade 56. I Strandgade

15-sagen var klager advokat for ejendommens ejer, samtidig med at han sad i

bestyrelsen for det entreprenørfirma, der havde vundet licitationen.

Dette har offentlighedens interesse. Det er helt afgørende for klagen,

at bladet ikke på noget tidspunkt har påstået, at der er

foregået noget ulovligt. Spørgsmålet har for bladet

været, om saneringerne blev dyrere end nødvendigt, hvilket er et

politisk spørgsmål. At den samme personkreds, klager

indbefattet, optræder på begge sider i en saneringssag er absolut

i offentlighedens interesse. Bladet har kun det synlige at gå efter i

sagen om reglerne, som hævdet af klager, er fulgt til punkt og

prikke, kan ikke bekræftes af en simpel kontrol endsige af en samtale

med klager.

Bladet har desuden anført, at det er en smule

overraskende, at klager har kendskab til dyrere saneringssager, da det

på tidspunktet for sagens behandling i byrådet var den

almindelige opfattelse blandt politikere og i pressen, at det var den hidtil

dyreste sag. Det blev i øvrigt først nødvendigt på

et relativt sent tidspunkt at bede kommunen om aktindsigt, idet bladet indtil

da havde fået alle de oplysninger fra kommunen, som man bad om.

Bladet har endvidere anført, at artiklen om klagers

tidligere klient Michael Eibye falder uden for den øvrige

artikelserie. Når bladet tog denne sag op, var det et eksempel på

som det også fremgår af saneringssagerne at en foretagsom

advokat i en provinsby let kan få problemer med at holde sine

forskellige kasketter adskilt. Det er i den forbindelse afgørende, at

klager helt tydeligt ud over at være advokat også er

medspiller og formidler i det lokale erhvervsliv. Bladet medgiver, at det kan

tolkes som en forsømmelse, at klager ikke er blevet foreholdt Michael

Eibyes påstande. Bladet har dog bestridt, at "den skadevoldende

hensigt har været oplagt for HD".

Bladet har desuden anført, at det i overskriften

den 18. maj 2002 er lagt til grund, at en kommunes advokatudgifter vil blive

undersøgt, når et byrådsmedlem ønsker det. Bladet

mener ikke, at en sådan politisk tilkendegivelse krævede en

kommentar fra klager. En udtalelse om, at advokaten ikke påtager sig

opgaver, som han fagligt ikke er i stand til at håndtere, ville

være uden betydning for artiklens sammenhæng.

Bladet har endelig afvist at have krænket

privatlivets fred i forhold til klager. Bladet har ikke haft forsæt til

at skade hans personlige anseelse, men har hele vejen interesseret sig for

videregivelse af faktiske oplysninger og vurderinger på grundlag af

disse. Det er ikke klagers personlige adfærd, der har været

genstand for undersøgelse, men hans offentlige/erhvervsmæssige

adfærd. En advokat, der optræder i så mange

sammenhænge som klager, må være forberedt på

offentlig omtale. Det gælder i særdeleshed, når der er tale

om en sag, der som denne involverer meget betydelige offentlige midler.

I sagens behandling har følgende

nævnsmedlemmer deltaget: Jørgen Nørgaard, Aage Lundgaard,

Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet modtog klagen den 19. april 2002. De

artikler, der blev bragt den 16., 19., 20. og 21. marts 2002 (bilag 1-4) er

nævnet derfor afskåret fra at tage stilling til, jf.

medieansvarslovens § 34, stk. 2, 2. punktum. Nævnet bemærker

imidlertid, at disse artikler, der sammen med de øvrige artikler

fremstår som en artikelserie, er indgået i nævnets

bedømmelsesgrundlag.

Med hensyn til artiklen den 22. marts 2002 (bilag 5-2),

lederen den 23. marts 2002 (bilag 6-2), artiklen den 25. marts 2002 (bilag

7-2), artiklerne "Tynd redegørelse er et angreb på

Helsingør Dagblad", "Skærpet kontrol i

saneringssager" og "For Tynd" den 26. marts 2002 (bilag 8-2 og

8-3), lederen og artiklen "I København må det højst

koste det halve" den 27. marts 2002 (bilag 9-2 og 9-4), artiklerne

"Socialdemokratisk udspil om saneringssager på vej" og The

Wave til Sverige" den 5. april 2002 (bilag 12-3 og 12-4), artiklen

"Ministeren vil læse HD’s artikler" den 6. april 2002

(bilag 13-3) og artiklen "Skattekroner skal beskyttes" den 10.

april 2002 (bilag 14-3), er klager hverken direkte eller indirekte

nævnt i disse artikler.

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at

forholdene omkring byfornyelsessager, herunder hvorvidt der sker misbrug af

offentlige midler, har stor samfundsmæssig interesse. De involverede

parter må i den forbindelse tåle at få deres roller kritisk

belyst af medierne.

Nævnet finder, at artiklerne og forsiden den 23. og

27. marts 2002 (bilag 6-4, 9-1, 9-3) og for den sags skyld de øvrige

i sagen fremlagte artikler alene omhandler klagers virke som advokat.

Nævnet finder ikke i denne sammenhæng, at bladet har bragt

oplysninger, der kan krænke privatlivets fred, og nævnet finder

derfor ikke grundlag for at udtale kritik af bladet for tilsidesættelse

af punkt B.1. i de vejledende presseetiske regler.

Nævnet finder, at oplysningerne i artiklen med

overskriften "Malkeko for millioner" den 23. marts 2002 (bilag 6-4)

vedrørende advokat Victor Christoffersen ikke er af en sådan

karakter, at bladet i forhold til klager har tilsidesat god presseskik ved at

bringe disse. Nævnet finder ej heller, at bladet efter det oplyste har

bragt forkerte oplysninger om klager i beskrivelsen af hans roller i den

aktuelle og tidligere saneringssager. Nævnet finder ikke, at artiklens

oplysninger i øvrigt er af en sådan karakter, at bladet uanset

den af bladet valgte vinkel burde have forelagt klager artiklens

oplysninger inden offentliggørelsen.

Nævnet finder for så vidt angår artiklen

den 27. marts 2002 med overskriften "Kommunens advokat og

Tærsbøls Aps-formand styrer saneringsfirmaer" (bilag 9-3),

at bladet ikke har handlet i strid med god presseskik ved i artiklen at

konfrontere borgmesteren med kritikken af klager for sammenblanding af

interesser. Nævnet finder dog, at der ikke i artiklens oplysninger er

belæg for artiklens overskrift, og nævnet udtaler i den anledning

sin kritik. Nævnet finder endvidere, at kritikken af klager burde

være forelagt klager selv inden offentliggørelsen med henblik

på en kommentar. Ved at undlade dette har bladet handlet i strid med

god presseskik, og nævnet udtaler også på dette punkt sin

kritik. Til bladets anførsel om, at det ikke har været muligt at

få fat i klager for en kommentar, bemærker nævnet, at

oplysningerne ikke havde en sådan aktualitetsværdi, at bladet

ikke havde kunne afvente klagers bemærkninger inden for en rimelig

tidsramme.

Hvad angår forsiden og artiklen den 5. april 2002

med overskriften "Advokat for sælger, medejer og advokat for

køber" (bilag 12-1 og 12-4) finder nævnet på baggrund

af de modstridende forklaringer ikke at kunne tage stilling til, om

oplysningerne om klagers rolle i salget af lokalradiostationen er forkerte.

Nævnet finder derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale

kritik af bladet på dette punkt. Nævnet finder imidlertid, at

beskyldningerne mod klager for sammenblanding af interesser er af en

sådan karakter, at bladet burde have forelagt dem for ham inden

offentliggørelsen. Ved at undlade dette har bladet handlet i strid med

god presseskik, og nævnet udtaler tillige sin kritik på dette

punkt. Nævner bemærker ligeledes her, at oplysningerne ikke havde

en sådan aktualitetsværdi, at bladet ikke havde kunne afvente

klagers bemærkninger inden for en rimelig tidsramme.

Nævnet finder samtidig, at bladet med kendskab til

de verserende konflikter mellem Michael Eibye og klager burde have udvist

større kritik over for Michael Eibye som kilde og i den

forbindelse som mindstemål have forelagt klager Eibyes oplysninger.

Nævnet finder, at bladet også på dette punkt har handlet i

strid med god presseskik og udtaler sin kritik.

For så vidt angår artiklen den 18. maj 2002

(bilag 20) refererer bladet en kommunalpolitiker, der vil bede borgmesteren

redegøre for kommunens advokatudgifter for 2000 og 2001. Nævnet

finder ikke grundlag for at udtale kritik i den anledning. Henset til at det

alene er det pågældende byrådsmedlems subjektive vurdering

af, om klager fagligt er i stand til varetage kommunens interesser i en

konkret voldgiftssag, der er kommet til udtryk i artiklen, finder

nævnet ikke, at disse udsagn burde være forelagt for

klageren.

Nævnet finder, at bladet ikke herudover har handlet

i strid med god presseskik.

I medfør af medieansvarslovens § 49

pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af

Helsingør Dagblad at offentliggøre følgende:

"Kendelse fra Pressenævnet:

I perioden 16. marts til 11. april 2002 bragte

Helsingør Dagblad en artikelserie omkring forløbet af en

indbudt licitation i forbindelse med byfornyelse af en konkret ejendom i

Helsingør. I artikelserien omtaltes blandt andet advokat [K]s rolle i

forbindelse med saneringssagen, ligesom klagers hverv som advokat for

kommunen og byens borgmester blev beskrevet. I artikelserien indgik endvidere

en omtale af advokat [K]s rolle i forbindelse med salget af en

lokalradiostation. Endelig bragte bladet den 18. maj 2002 en artikel om

advokat [K]s deltagelse i en voldgiftssag som advokat for kommunen. I

artiklen udtrykte et byrådsmedlem for SF tvivl om, hvorvidt advokaten

var i stand til fagligt at varetage kommunens interesser i

voldgiftssagen.

Advokat [K] har klaget til Pressenævnet, idet han

finder, at god presseskik er tilsidesat.

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at

forholdene omkring byfornyelsessager, herunder hvorvidt der sker misbrug af

offentlige midler, har stor samfundsmæssig interesse. De involverede

parter må i den forbindelse tåle at få deres roller kritisk

belyst af medierne.

Nævnet finder for så vidt angår artiklen

den 27. marts 2002 med overskriften "Kommunens advokat og

Tærsbøls Aps-formand styrer saneringsfirmaer", at der ikke

i artiklens oplysninger er belæg for artiklens overskrift, og

nævnet udtaler i den anledning sin kritik. Nævnet finder

endvidere, at kritikken af klager burde være forelagt klager selv inden

offentliggørelsen med henblik på en kommentar. Ved at undlade

dette har bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler

også på dette punkt sin kritik. Til bladets anførsel om,

at det ikke har været muligt at få fat i klager for en kommentar,

bemærker nævnet, at oplysningerne ikke havde en sådan

aktualitetsværdi, at bladet ikke havde kunne afvente klagers

bemærkninger inden for en rimelig tidsramme.

Hvad angår forsiden og artiklen den 5. april 2002

med overskriften "Advokat for sælger, medejer og advokat for

køber" finder nævnet, at beskyldningerne mod klager for

sammenblanding af interesser er af en sådan karakter, at bladet burde

have forelagt dem for ham inden offentliggørelsen. Ved at undlade

dette har bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler

tillige sin kritik på dette punkt. Nævnet bemærker

ligeledes her, at oplysningerne ikke havde en sådan

aktualitetsværdi, at bladet ikke havde kunne afvente klagers

bemærkninger inden for en rimelig tidsramme.

Nævnet finder samtidig, at bladet med kendskab til

de verserende konflikter mellem Michael Eibye og klager burde have udvist

større kritik over for Michael Eibye som kilde og i den

forbindelse som mindstemål have forelagt klager Eibyes oplysninger.

Nævnet finder, at bladet også på dette punkt har handlet i

strid med god presseskik og udtaler sin kritik.

Nævnet finder, at bladet ikke herudover har handlet

i strid med god presseskik i forbindelse med artikelserien.

København, den 25. september 2002.

Jørgen Nørgaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen

og Ole Askvig."

Afsagt den 25. september 2002.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter