Spring til indhold

Retsinformation

Omgørelse, Uforrentet lån

KEN nr 17086 af 24/10/1995Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet20. september 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Omgørelse, Uforrentet lån

-Omgørelse,

- Uforrentet lån

Reference: LV 1991 S.F.1.2.6 og LV 1992 S.F.1.2.6

Der var henset til, at långiver ved det rentefri

udlåns størrelse til det låntagende selskab, hvis

skattepligtige indkomst udviste underskud, burde have indset, at der ved

ligningen ville blive fordret renteberegning, idet lånevilkårene

ikke var tilstrækkeligt forretningsmæssigt begrundede og

førte til indkomstforvridning.

En hovedaktionær og selskab klagede over, at

kommunen nægtede omgørelse.

Omgørelse ønskedes således, at

selskabet til hovedaktionæren i indkomstår 1991 og 1992

(selskabets skatteår 1992/93 og 1993/94) betalte 12,5 pct. i rente af

hovedaktionærens udlån til selskabet.

Hvis omgørelse blev tilladt, ville betalingen finde

sted enten kontant eller over mellemregningskontoen.

Det var oplyst, at hovedaktionæren P gennem flere

år var eneanpartshaver og direktør i selskabet A. P deltog i

selskabets drift.

Pr. 1. december 1990 overdrog A dets aktiviteter til et af

P eneejet skuffeselskab B.

B skulle i forbindelse med overtagelsen af aktiviteterne

fra A præstere en kontant udbetaling på 7.603.795 kr. til A. Der

blev på B's vegne indledt drøftelser med bankforbindelsen herom,

men der blev ikke indgivet nogen låneansøgning.

P var imidlertid i besiddelse af en likvid kapital

på ca. 8,5 mio. kr. Disse likvider blev udlånt til B, men der

blev ikke i forbindelse med udlånet udfærdiget

Læs alt

lånedokumenter, ligesom der ikke blev stillet sikkerhed for

lånet.

Der var ikke på noget tidspunkt betalt eller

beregnet renter af lånet i pågældende år, jf.

nærmere nedenfor.

Pr. 19. december 1990 blev A solgt til tredjemand for

8.941.500 kr.

Skatteankenævnet stadfæstede ved kendelser af

27. december 1994 kommunens forhøjelser af P's indkomster med

fikserede renteindtægter af mellemregning med B i indkomståret

1991 og 1992 med henholdsvis 988.074 kr. og 739.739 kr. således:

Indkomstår 1991:

Renteindtægt af mellemregning med B

988.074 kr.

Beløbet fremkom således:

12 ½ pct. af 8.520.264 kr. i ½ år

532.516 kr.

12 ½ pct. af 7.288.928 kr. i ½ år

455.558 kr.

I alt

988.074 kr.

Indkomstår 1992:

Renteindtægt af mellemregning med B

739.739 kr.

Beløbet fremkom således:

12 ½ pct. af 6.013.864 kr. i ½ år

375.866 kr.

12 ½ pct. af 5.821.970 kr. i ½ år

363.873 kr.

I alt

739.739 kr.

Renteberegningen var foretaget på grundlag af

gennemsnitlige tilgodehavender i perioderne, og rentesatsen svarede til

diskontoen + 4 pct. på gældsstiftelsestidspunktet:

Det fremgik bl.a. af skatteankenævnets

ovennævnte kendelser, at nævnet var af den opfattelse, at P's

tilgodehavende i B var opstået som et rent pengeudlån til

selskabet. Udlånsvilkårene fik det indhold eller mangel på

samme i kraft af P's hovedaktionærstatus. B's fordel ved dette

lånearrangement bestod i den sparede renteudgift af lånet, og

nogle sådanne lånevilkår ville selskabet ikke kunne have

opnået andetsteds,

at P opnåede den fordel, at hun ikke behøvede

at hæve løn i selskabet, idet ydelserne fra selskabet nu kunne

udbetales som afdrag på hendes tilgodehavende i selskabet. Nævnet

bemærkede her, at P i indkomståret 1990 (dvs. før

lånearrangementet) blev aflønnet med 361.700 kr. af selskabet,

medens der i 1991 og 1992 var selvangivet A-indkomster på henholdsvis

5.444 kr. og 2.000 kr.

Nævnet fandt ikke, at der var dokumenteret et

forretnings- eller driftsmæssigt hensyn ved udlånet men var af

den opfattelse, at der var tale om indkomstforvridning, idet P ved

lånearrangementets tilbliven tilsigtede den fordel for sig at kunne

hæve midler i selskabet uden at skulle beskattes heraf.

Skatteankenævnets ansættelser for 1991 og 1992

(skatteår 1992/93 og 1993/94) var påklaget til Landsskatteretten

med påstand om nedsættelse af indkomsten med beløb

svarende til den fikserede rente.

P's repræsentant var af den opfattelse, at P havde

et egentligt retskrav på omgørelse, idet betingelserne i

omgørelsescirkulæret alle blev anset for opfyldt. Endvidere, at

omgørelsesinstituttet beror på en rimelighedsvurdering, hvor

fejl tillades korrigeret med skattemæssig virkning i tilfælde,

hvor en fastholdelse af den foretagne disposition ville være meget

byrdefuld for den pågældende skatteyder.

Efter repræsentantens råd havde P og B fra og

med indkomstår 1994 (skatteår 1995/96) selvangivet en

renteindtægt i overensstemmelse med kommunens afgørelser om

fikseret rente. Repræsentanten gjorde opmærksom på, at

dette ikke skulle ses som en anerkendelse af kommunens ansættelser.

Sagen havde været til høring i kommunen samt

told- og skatteregionen.

Kommunen indstillede afslag på anmodningen om

omgørelse bl.a. henset til,

at Ligningsvejledningen for Aktionærer og Selskaber

1991, S.F.1.5, omtaler en afgørelse (TOLD*SKAT Nyt 1992.4.130) om

forrentning af lån fra aktionær til selskab,

at der ikke i de følgende år (1992 og 1993)

var sket en forrentning af udlånet, uanset de løbende

offentliggjorte afgørelser herom, samt at der aldrig var rettet

henvendelse til skatteforvaltningen om forholdet.

Regionen udtalte bl.a., at kommunens høringssvar om

omgørelse havde været tilsendt P's repræsentant.

P's repræsentant fastholdt over for regionen, at

skatteyder havde lagt låneforholdet klart frem i selvangivelsen og

havde været i god tro.

Udgangspunktet i Ligningsvejledningen har været frem

til og med 1991, at uforrentet anfordringslån/mellemregning fra

hovedaktionær til selskabet i almindelighed må accepteres af

skattemyndighederne. Fra 1992-udgaven er Ligningsvejledningen ændret

på dette punkt, en udgave udgivet i foråret 1993.

Repræsentanten mente derfor subsidiært, at

omgørelsesadgangen eventuelt først bortfaldt for

indkomståret 1993 men fastholdt det primære synspunkt, at der

burde gives omgørelsesadgang for alle 3 år (1991, 1992 og

1993).

Repræsentanten mente tillige, at forholdet var lagt

klart frem i selvangivelsen (felt 694 i S 10 1993: Andre skattepligtige

aktiver 5.557.198 kr.) sammenholdt med selskabets balance pr. 30. juni 1994

under langfristet gæld: mellemregning med selskabsdeltager 5.145.918

kr. (1992/93: 5.436.000 kr.)

Regionen indstillede at anmodningen ikke blev

imødekommet bl.a. henset til,

at der var tale om en usædvanlig

forretningsdisposition med lånevilkår, der ikke kunne opnås

i en forretningsbank, og med sigte på at opnå en

utilbørlig skattemæssig fordel (skattefri udtræk af

selskabet),

at allerede Ligningsvejledningerne 1991 og 1992 tog

stilling til fiksering af rente i et usædvanligt låneforhold som

det foreliggende mellem hovedaktionær og selskab,

at hovedaktionær og selskabet og/eller deres

rådgivere var i ond tro, altså vidste eller burde vide, at

låneforholdet ville udløse beskatning.

Ifølge det låntagende selskab B's

selvangivelser var der selvangivet skattepligtige indkomster for

skatteårene 1992/93, 1993/94 og 1994/95 med henholdsvis -1.612.042 kr.,

0 kr. (pga. overførsel af skattemæssigt underskud fra tidligere

indkomstår) og -176.660 kr.

Ligningsrådet vedtog at stadfæste kommunens

afslag på omgørelsesanmodningen.

Der var henset til, at skatteyderen ved at udlåne et

beløb som det omhandlede rentefrit til selskabet, hvis skattepligtige

indkomst udviste underskud, burde have indset, at der ved ligningen ville

blive fordret renteberegning, idet lånevilkårene ikke var

tilstrækkeligt forretningsmæssigt begrundede og førte til

indkomstforvridning.

Lignende dokumenter