Spring til indhold

Retsinformation

Sale and lease back-arrangement

KEN nr 11133 af 27/05/1999Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet8. juni 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Sale and lease back-arrangement

erhvervsmæssig/ikke erhvervsmæssig virksomhed

lånefinansieret

afskrivning

Reference:

AL § 1

A A/S klagede til Landsskatteretten over, at de stedlige skattemyndigheder

ikke havde tillagt selskabets deltagelse i et sale and lease back arrangement

skattemæssig betydning.

Det fremgik af sagens oplysninger, at selskabet blev etableret i 1969 og

ejet af B Bank og C Inc., USA, med hver 50%. Selskabet var en

factoringvirksomhed, der ifølge vedtægterne bl.a. lånte

penge ud mod sikkerhed i finansieringskontrakter.

Selskabet indgik i 1992 i et sale and lease back arrangement med A/S D,

der var et helejet datterselskab af B Bank.

Af faktura af 18. december 1992 fremgik bl.a.:

Telefonanlæg

34.715.755 kr.

13 stk. lejekraner

8.495.849 kr.

1 vertikalcenter

2.394.517 kr.

1 stk. Laserskærer

2.977.391 kr.

Total excl. Moms

48.583.512 kr.

Købesummen blev finansieret ved et egenkapitalindskud på ca.

5 mio kr., svarende til ca. 10,3% af købesummen, og ved et lån

fra A/S D på 43.500.000 kr. Selskabet anmodede ved skrivelse af 21.

december 1992 A/S D om et aftaleudlån på 43.500.000 kr.

Læs alt

Af skrivelsen fremgik at selskabet accepterede:

at aftaleudlånet forrentes med en rente på 10,5% p.a., idet

rentesatsen tillige inkluderer eventuel kreditprovision

at renten tillægges lånet ved hvert år den 31.12.,

første gang d. 31.12.92.

at indbetale følgende ydelser

31.12.92

110.527 kr.

31.12.93

8.856.221 kr.

31.12.94

8.856.221 kr.

31.12.95

8.856.221 kr.

(...)

Vi erklærer at være bekendt med og tiltræder

finansieringsselskabets almindelige forretnings- og lånebetingelser,

som de fremgår af låneaftale (gældsbrev), hvilke

betingelser vi har fået udleveret og læst.

Samtidig hermed bemyndiger vi D til at få ovennævnte ydelser

udbetalt på de anførte datoer fra vor ovennævnte konto i B

Bank. Nærværende anmodning er samtidig gyldig instruktion til

banken om at foretage udbetalingerne."

Af A/S D's lånebestemmelser fremgik bl.a., at låntager kunne

indfri lånet uden varsel, at A/S D kunne opsige lånet til

indfrielse med 3 måneders varsel, at A/S D uden forudgående

meddelelse kunne modregne ethvert forfaldent tilgodehavende hos

låntager i ethvert tilgodehavende, som låntager måtte have

eller fik hos A/S D, B Bank, herunder bankens udenlandske filialer samt

bankens datterselskaber.

Af udskrift af 22. december 1992, fremgik at lånets oprettelsesdato

var 22. december 1992.

Heraf

Afdrag

Ydelser

Renter

31.12.92

110.527 kr.

13.866 kr.

96.660,91 kr.

31.12.93

8.856.221 kr.

4.288.361 kr.

4.567.859,32 kr.

31.12.94

8.856.221 kr.

4.738.819 kr.

4.117.402,33 kr.

31.12.95

8.856.221 kr.

5.236.592 kr.

3.619.628,56 kr.

02.01.96

29.249.404 kr

29.233.184 kr.

27.043,24 kr.

Sammenlagt

55.928.594 kr.

43.510.822 kr.

12.428.594,36 kr.

Dette gav følgende afvikling af lånet:

Hovedstol

43.500.000 kr.

Afdrag

14.277.638 kr.

Restgæld efter afdrag

29.222.362 kr.

Den 22. december 1992 havde parterne indgået en leasingaftale,

hvoraf bl.a. fremgik:

(...)

særlige vilkår:

Leasinggiver er ikke berettiget til at få oplyst navne eller

vilkår fra leasingaftaler under leasinggenstandenes videreudleasing,

idet bruger indestår for leasinggenstandens tilstedeværelse og

erhvervsmæssige benyttelse.

(...)

Bruger har ved aftaleperiodens udløb ret og pligt til at anvise en

køber til leasinggenstandene til restværdi kr. 34.000.000,- Moms

af købesummen erlægges den 31.03.1996.

I tilfælde af ophør som følge af leasinggivers konkurs

er det ligeledes aftalt, at bruger har ret og pligt til at anvise

køber, der overtager de leasede genstande til et beløb, der

udgør nutidsværdien tilbagediskonteret med aftalens

finansieringsrente med tillæg af 1,40% af dels ovennævnte

restværdi og dels alle uforfaldne leasingafgifter.

(...)

Leasingperiode:

21.12 1992 til 02.01.1996.

Finansieringsrente:

9,10% p.a.

Leasingafgifter:

Leasingafgiften betales årligt bagud med kr. 110.527 den 31.12.92 og

kr. 8.856.221 den 31.12.93, 31.12.1994 og 31.12.95 samt kr. 47.837 den

02.01.1996.

Forsikring:

Bruger bærer enhver risiko for leasinggenstandenes fornødne

forsikring.

Almindelige bestemmelser:

§ 1 Ejendomsret

Leasinggiver har ejendomsretten til den/de leasede genstand/e.

Bruger er ikke berettiget til at sælge pantsætte eller

på anden måde råde over de leasede genstande, så

leasinggivers ejendomsret vil kunne anfægtes.

Den/de leasede genstand/e må ikke bearbejdes, sammenføjes

eller sammenblandes med brugerens eller tredjemands ejendom på en

sådan måde, at leasinggivers muligheder for at få den

leasede genstand tilbageleveret forringes.

(...)

§ 3 Uopsigelighed

Leasingaftalen er fra leasinggivers og brugers side uopsigelig i hele

leasingperioden.

(...)

§ 8 Mangler

Bruger bærer den fulde risiko for, at de leasede genstande med

hensyn til konstruktion, holdbarhed og øvrige egenskaber svarer til

brugers formål, og er i besiddelse af den forudsatte brugbarhed.

Bruger bærer risikoen for eventuelle farlige egenskaber ved de

leasede genstande, uanset om et sådant krav bliver gjort gældende

direkte overfor leasinggiver.

Bruger kan ikke overfor leasinggiver påberåbe sig mangler ved

de leasede genstande og ej heller gøre indsigelser mod leasingaftalen

i anledning af de pågældende genstandes egenskaber.

(...)

Bruger kan ikke overfor Leasinggiver påberåbe sig mangler ved

de leasede genstande, så brugers forpligtelser over leasegiver i

henhold til leasingaftalen på nogle måder begrænses.

§ 9 Ødelæggelse

Bruger bærer risikoen for det leasede fra det tidspunkt, da det

stilles til brugers disposition. Bruger hæfter også for

genstandenes hændelige undergang og eventuelle

ødelæggelse.

Det påhviler bruger for egen regning straks at udbedre enhver skade,

der opstår i leasingperioden.

Bruger er forpligtet til at betale leasingafgiften i den tid, der

går til udbedring af mangler og udbedring i forbindelse med

ødelæggelse.

Leasingafgifterne skal betales som følger:

31.12.92

100.527 kr.

31.12.93

8.856.221 kr.

31.12.94

8.856.221 kr.

31.12.95

8.856.221 kr.

02.01.96

47.837 kr.

Heraf

Rente

Afdrag

31/12 1993

4.421.099,92 kr.

4.435.121,00 kr.

8.856.221 kr.

31/12 1994

4.017.506,00 kr.

4.838.715,00 kr.

8.856.221 kr.

31/12 1995

3.577.180,00 kr.

5.279.041,00 kr.

8.856.221 kr.

31/12 1996

17.202,00 kr.

30.635,00 kr.

47.837 kr.

I al

12.032.987,92 kr.

14.583.512,00 kr."

Det var oplyst, at driftsmidlerne allerede på aftaletidspunktet var

videreudlejet. Selskabet havde over for Landsskatteretten fremlagt en

erklæring fra A/S D af 9. marts 1998, hvoraf fremgik, at

telefonanlægget var udlejet til X Kommune, at lejekranerne var udlejet

til kranfirmaet, at vertikalcenter udlejet til E A/S, samt at

laserskærer var udlejet til F A/S. Endvidere bekræftede D, at

samtlige aktiver i hele leasingperioden havde været anvendt

erhvervsmæssigt.

Selskabet havde over for Landsskatteretten oplyst, at leasingaktiverne ved

leasingperiodens udløb var solgt til D til en pris af 34 mio. kr.

Skatteankenævnet havde ved afgørelsen ikke tillagt selskabets

deltagelse i sale and lease back arrangementet skattemæssig betydning.

Nævnet havde derfor fundet, at selskabet ikke var berettiget til at

foretage afskrivninger på leasingaktiverne, ligesom indtægter og

udgifter ved arrangementet ikke skulle indgå i selskabets

skattepligtige indkomst.

Skatteankenævnet havde til støtte herfor anført, at

der alene var etableret en formel ejendomsret til leasingaktiverne,

således at leasingarrangementet havde været uden realitet.

Nævnet havde anført, at leasingtager/långiver efter

leasingkontrakten havde været forpligtet til ved leasingperiodens

udløb at anvise en køber til en forud bestemt pris, og at der

ligeledes havde været en købepligt ved ophør af

leasingaftalen som følge af leasinggivers konkurs eller af andre

årsager. Selskabet havde endvidere i henhold til kontraktsmaterialet

ikke sædvanlige ejerbeføjelser over leasingaktiverne og afkastet

herfra. Det var tillagt betydning, at selskabet kontraktsretligt havde

afskrevet sig fra oplysninger om navne og vilkår på de egentlige

brugere ved leasingtagerens videreudlejning, at selskabet ikke kunne

overdrage aktiverne uden leasingtagerens godkendelse, at selskabet

ingen rådighed havde over indkomne leasingydelser, idet långiver

havde modregningsret, at med undtagelse af det beskedne kontante indskud ved

oprettelsen gik alle pengestrømme i praksis uden om selskabet da

låne- og leasingydelser var med samme beløb, at

leasingydelserne fra de egentlige brugere ikke tilfaldt selskabet og

at selskabet var afskåret fra at øve indflydelse under

leasingarrangementet vedrørende såvel den løbende drift

som ved ophør.

Nævnet havde henvist til de offentliggjorte kendelser fra

Landsskatteretten vedrørende 10-mands-projekterne, TfS 1996.430, TfS

1996.459, TfS 1996.484, TfS 1996.458, TfS 1996.474 og TfS 1996.485.

Selskabets repræsentant havde over for Landsskatteretten nedlagt

påstand om, at selskabets skatteansættelser for de omhandlede

skatteår blev ændret til det selvangivne.

Repræsentanten havde til støtte herfor anført, at

sagen ikke kunne sammenlignes med de såkaldte 10-mands-projekter. Dette

leasingarrangement var således opbygget på en helt anderledes

måde. Leasingkontrakten og låneaftalen var indgået på

markedsmæssige vilkår og indebar en væsentlig

erhvervsmæssig risiko for selskabet. Endvidere var selskabets

investering i leasingaktiver ikke væsentlig forskellig fra selskabets

primære virksomhedsområde, der var at finansiere fordringer.

Repræsentanten havde videre anført,

at

det lån selskabet havde optaget var et helt

sædvanligt lån med normal forpligtelse for selskabet til at

tilbagebetale det. Långiver havde ikke sikkerhed i leasingaktiverne.

Der var således ikke tale om et non-recourse lån.

at

Selskabet havde erhvervet aktiverne for et beløb svarende

til værdien i handel og vandel. Dette fremgik at, at A/S D havde

anskaffet aktiverne som helt nye inden for de seneste 2 år før

selskabet købte dem. Den pris, som selskabet anskaffede aktiverne for,

svarede til A/S D's anskaffelsessum med fradrag af driftsmæssige

afskrivninger på ca. 6% p.a. Der var således ikke grundlag for at

antage, at værdiansættelsen ikke havde svaret til

markedsværdien.

at selskabet løbende havde betalt ydelser på lånet til

A/S D's bankkonto, ligesom A/S D uafhængigt heraf løbende havde

betalt leasingydelser til selskabets bankkonto. Beløbene var

således ikke udlignet ved modregning.

at

selskabet ikke havde haft afdækket sin risiko ved en

modregningsret. Såfremt A/S D ikke betalte leasingydelserne, havde

selskabet alligevel pligt til at tilbagebetale lånet. Selskabet havde

ikke mulighed for at modregne ydelserne på lånet i den manglende

leasingafgift. Såfremt A/S D fik betalingsproblemer, havde selskabet en

reel risiko for ikke at få betalt leasingydelserne, idet selskabet i

sidste ende måtte rejse et simpelt krav mod A/S D's konkursbo. En

tilsvarende risiko fandtes ikke i 10-mands-projekterne.

at

A/S D alene havde påtaget sig at sælge aktiverne til

en forud fastsat pris svarende til markedsværdien. En sådan

forpligtelse var imidlertid ikke andet end et tilbud om at anvise en

køber eller med andre ord et købstilbud. Selskabet havde

således ikke forpligtet sig til at sælge udstyret på

forhånd. I praksis var det fast antaget, at et købstilbud ikke

kunne betragtes som en overdragelse. Først når et tilbud blev

udnyttet, forelå der en overdragelse. A/S D havde kun en

anvisningspligt, hvis selskabet ønskede at sælge til den

pågældende pris. Selskabet havde modsvarende en salgsret. En

salgsret var en aftale om, at salgsrettens indehaver havde en ret, men ikke

en pligt til at afstå et aktiv eller passiv til en på

forhånd fastsat pris på eller inden en bestemt dato. Udstederen

af salgsretten var forpligtet til at købe, hvis salgsretten blev

udnyttet, jf. cirkulære nr. 134 af 29. juli 1992, pkt. 125 og

Søren Jesper Hansen i TfS 97.409.

Repræsentanten havde i denne forbindelse henvist til

Højesterets dom, TfS 1996.469, hvor en skatteyder, der i 1979

købte en virksomhed og samtidig indgik en lejekontrakt med

sælgeren om leje af den ejendom, hvori virksomheden havde været

drevet. Lejekontrakten løb uopsigeligt i 7 år og indeholdt en

ret for skatteyderen til at købe ejendommen til denne pris.

Køber havde således både ret og pligt for ham til, senest

ved lejekontraktens udløb, at købe ejendommen til denne pris.

Køber havde således både ret og pligt til at købe,

og dermed havde sælger ret og pligt til at sælge. Skatteyderen

købte ejendommen i 1984. Såvel Landsretten som Højesteret

fandt, at ejendommen først var købt i 1984. Skatteyderen havde

haft en lejers almindelige rettigheder og pligter, herunder ret til at

afstå lejemålet m.v., og udlejers ejerråden havde kun

været begrænset af lejerens køberet. Højesteret

bemærkede desuden, at uanset køberetten var kombineret med en

købepligt, var der i 1979 en sådan usikkerhed om det videre

kontraktsforløb, at skatteyderen først kunne anses for at have

erhvervet ejendommen i 1984. Repræsentanten havde endvidere henvist til

TfS 1994.343, UfR 1983.334, TfS 1985.755 samt Landsskatterettens kendelse af

13/4 1994, hvor Landsskatteretten fandt, at klageren havde erhvervet reel

ejendomsret, uanset det af leasingkontrakten fremgik, at leasingtageren havde

en købsoption, hvor udstyret kunne købes for 1 kr.

I denne sag havde selskabet en ret til at sælge, mens D havde en

modsvarende anvisningspligt. I henhold til nævnte dom kunne

ejendomsretten således først anses for overgået fra

selskabet på det tidspunkt, hvor salgsretten blev udnyttet. Der var

på tidspunktet for aftalens indgåelse betydelig usikkerhed for

det videre kontraktsforløb. En lang række omstændigheder,

herunder misligholdelse, konkurs m.v. hos A/S D kunne bevirke, at selskabet

sad tilbage med aktiverne og måtte søge at sælge dem bedst

muligt på markedet, jf. leasingkontraktens §§ 12 og 13.

Der var endvidere ikke knyttet sanktioner til en manglende opfyldelse af

A/S D's forpligtelse til at anvise en køber til aktiverne til en forud

fastsat pris. I TfS 1996.430 skulle lejeren, såfremt han ikke anviste

en køber, acceptere en forlængelse af leasingperioden med 3

år mod at betale en voldsomt forhøjet leasingydelse svarende til

købsprisen for aktiverne uden derved at blive ejer. I denne sag skulle

A/S D derimod ved misligholdelse alene betale en erstatning. En erstatning,

som selskabet ikke havde sikkerhed for at få betalt i en

misligholdelsessituation. Leasingkontrakten forudsatte i øvrigt ikke,

at udstyret skulle sælges til en køber som A/S D anviste. Efter

kontraktens § 7 skulle udstyret leveres tilbage til selskabet ved aftalens

ophør. Ved misligholdelse, konkurs o.lign. var selskabet berettiget

til at ophæve leasingaftalen. I praksis ville der herefter ske det, at

selskabet søgte at sælge udstyret bedst muligt på markedet

og herefter rettede et erstatningskrav mod A/S D svarende til de manglende

leasingydelser.

Repræsentanten sammenfattede, at leasingkontrakten og

låneaftalen var indgået på markedsmæssige

vilkår og indebar en væsentlig erhvervsmæssig risiko for

selskabet. Der var således ikke grundlag for at betragte selskabets

ejendomsret som en formel ejendomsret uden realitet.

Repræsentanten havde vedrørende Østre Landsrets dom af

10. april 1997, TfS 97.400, anført, at den pågældende dom

måtte anses at bygge på en forkert fortolkning af praksis. Det

fremgik af dommens præmisser, at sagen havde fået dette udfald

som følge af, at det ikke over for landsretten blev godtgjort, at der

havde eksisteret en praksis, der hidtil havde godkendt leasingkontrakter,

hvor lånerenten havde været større end leasingrenten.

Repræsentanten stod undrende overfor, at Skatteministeriet i TfS

1997.400 gjorde gældende, at sagsøgeren ikke havde bevist, at

der forelå en fast administrativ praksis for at tillade afskrivninger i

det omhandlede tilfælde, idet ministeriet på daværende

tidspunkt var bekendt med L293 og notatet fra Retssikkerhedskontoret, jf.

nedenfor.

Repræsentanten havde anført, at der i hvert fald indtil 1993

havde været helt fast praksis for at anerkende afskrivningsretten

vedrørende finansiel leasing, selv om det havde været

uomtvistet, at udlejningsvirksomheden gav underskud før skat. Denne

praksis havde fundet udtryk i en lang række bindende

forhåndsbeskeder.

Ved finansiel leasing var det sædvanligt, at leasingrenten var

lavere end den tilsvarende lånerente. Dette gjaldt, uanset om der var

tale om sale and lease back eller ej. Den lave leasingrente skulle ses

på baggrund af konkurrencen i branchen og den omstændighed, at

brugerens alternativ til leasing var selv at erhverve aktiverne for

lånte midler (til lånerenten) og selv udnytte fordelen ved

afskrivningen. Ved finansiel leasing afgav leasingselskabet ud fra rent

forretningsmæssige motiver en del af skattefordelen i form af en lavere

leasingrente. "Rabatten" afhang af størrelsen af den skatteudskydelse,

som leasingselskabet kunne opnå i relation til den

pågældende aftale. Dette var velkendt i branchen.

Det forhold, at leasingselskabet afgav en del af skattefordelen til

leasingtageren, var i øvrigt også et velkendt fænomen for

skatteministeren, der i en udtalelse til Folketingets Skatteudvalg den 5.

august 1998, TfS 1999.26, anførte følgende om den fordel, der

for leasingselskabet var knyttet til skatteudskydelsen i form af de

skattemæssige afskrivninger: "Det må antages, at denne fordel

helt eller delvist overføres til lejeren gennem en lavere leje".

Repræsentanten havde i denne forbindelse henvist til

Ligningsrådets bindende forhåndsbesked, TfS 1994.342, samt til

Landsskatterettens kendelse af 27. januar 1993, TfS 1993.134. I bindende

forhåndsbesked af 11/10 1988 godkendte Ligningsrådet

afskrivninger på hotel-kæde, uanset der var tale om underskud

gennem hele forløbet. Tilsvarende fremgik det af en bindende

forhåndsbesked af 2/4 1992, at der var underskud i projektet.

Repræsentanten havde videre anført, at denne praksis havde

fundet udtryk ved forskellige lovændringer, herunder det lovindgreb mod

personers driftsmiddeludlejning, der blev gennemført den 19. maj 1993.

Hidtidig praksis, som altså var gældende, da

nærværende leasingkontrakt blev indgået i 1992, fremgik

klart af skatteministerens bemærkninger til lovforslaget. Tilsvarende

fremgik af side 11 i Skatteministeriet, Retssikkerhedskontorets notat af 19.

april 1993 vedrørende lovtiltag i relation til overskudsselskaber,

hvor den i notatet nævnte landsskatteretskendelse var TfS 1993.134.

Repræsentanten havde endvidere henvist til en ikke offentliggjort

bindende forhåndsbesked fra Ligningsrådet af 18. juni 1991, J.nr.

370-4325-184. Repræsentanten havde anført, at A/S D fik

Ligningsrådets godkendelse af en leasingkontrakt med præcis samme

indhold vedrørende et rensningsanlæg. A/S D blev som

leasinggiver anset for ejer af rensningsanlægget og kunne foretage

skattemæssige afskrivninger efter afskrivningsloven i henhold til en

leasingkontrakt, der indeholdt den samme bestemmelse om, at bruger ved

leasingperiodens ophør var berettiget og forpligtet til at anvise en

køber til rensningsanlægget inklusive inventar og driftsmidler

til en restværdi på 15.750.000 kr.

Repræsentanten havde anført, at selskabet og A/S D som

følge heraf havde en berettiget forventning om, at den praksis, som

den bindende forhåndsbesked var udtryk for, også ville blive

fulgt i denne sag. Udfra ligheds- og forventningsprincipper måtte det

være rimeligt for parterne at antage, at en leasingkontrakt der var

indgået i 1992, skulle behandles på samme måde som en

leasingkontrakt, som A/S D havde fået bindende forhåndsbesked om

i 1991.

Told- og Skattestyrelsen havde under sagens behandling i Landsskatteretten

kommenteret Ligningsrådets bindende forhåndsbesked af 18. juni

1991. Told- og Skattestyrelsen havde anført, at forhåndsbeskeden

ikke havde været offentliggjort, og at den kun havde retsvirkning for

de pågældende parter og den pågældende disposition,

der var anmodet om forhåndsbesked om.

Told- og Skattestyrelsen havde videre anført, at selskabet ikke

havde erhvervet en reel men alene en formel ejendomsret til aktiverne. Videre

var arrangementet underskudsgivende, og dermed ikke erhvervsmæssig, jf.

TfS 1997.400, der måtte anses at have underkendt TfS 1993.134.

Landsskatteretten udtalte:

Bevisbyrden for berettigelsen af et fradrag påhvilede efter praksis

skatteyderen, hvorfor selskabet på betryggende vis måtte

dokumentere aktivernes eksistens. Efter de af repræsentanten over for

Landsskatteretten fremlagte oplysninger om slutbrugerne af leasingaktiverne

m.m., fandt retten ikke grundlag for at anfægte leasingaktivernes

eksistens.

Efter det fremlagte kontraktsmateriale havde selskabet købt

leasingaktiverne af A/S D og herefter leaset udstyret ud til dette selskab.

En sådan konstruktion var anerkendt i såvel civil- som i

skatteretlig henseende, forudsat at der var sket en reel overdragelse af

aktiverne, samt at den indgåede leasingaftale ikke indeholdt en

tilbagekøbspligt.

Det fremgik af leasingaftalen, at A/S D ved aftaleperiodens udløb

havde ret og pligt til at anvise en køber til leasingaktiverne til

restværdien på 34.000.000 kr. Retten fandt, at anvisningsretten

og -pligten måtte sidestilles med en køberet og -pligt. Retten

fandt således, på trods af det af selskabets repræsentanter

anførte vedrørende fortolkningen af aftalevilkåret, at

man måtte henholde sig til ordlyden af kontrakten, der alene kunne

forstås således at selskabet var pligtig at sælge til den

af A/S D anviste køber.

Henset hertil og henset til, at selskabet i henhold til

kontraktsgrundlaget ikke havde haft sædvanlige ejerbeføjelser og

-forpligtelser over leasingaktiverne, fandt Landsskatteretten, at

ejendomsretten til leasingaktiverne ikke var overgået til selskabet.

Selskabet havde således alene erhvervet en formel ejendomsret, der ikke

berettigede til fradrag for afskrivning på leasingaktiverne.

Retten bemærkede videre, at det var en betingelse for at anerkende

en virksomhed som erhvervsmæssig, at der for egen regning og risiko

blev udøvet en økonomisk virksomhed med det formål at

opnå overskud.

Det fremgik af leasingaftalen, at finansieringsrenten var på 9,1%

p.a., mens det af låneanmodningen fremgik, at lånerenten var

på 10,5% p.a. Det havde således allerede været klart for

selskabet på aftaletidspunktet, at der ikke kunne opnås et

driftsmæssig økonomisk overskud på sale and lease back

arrangementet, når der bortsås fra de skattemæssig forhold.

Selskabets virksomhed med sale and lease back arrangementet blev derfor ikke

anses at være drevet med henblik på indtægtserhvervelse.

Der henvistes til princippet i Østre Landsrets dom af 10. april 1997,

TfS 1997.400. Retten fandt ikke, at resultatet stred mod domstolenes eller

Landsskatterettens praksis, ligesom retten ikke fandt det dokumenteret, at

der havde foreligget en fast administrativ praksis for at tillade afskrivning

i tilfælde som det i nærværende sag foreliggende.

Den påklagede afgørelse, hvorved selskabets deltagelse i sale

and lease back arrangementet ikke var tillagt skattemæssig betydning,

blev stadfæstet.

Lignende dokumenter