Sale and lease back-arrangement
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Sale and lease back-arrangement
erhvervsmæssig/ikke erhvervsmæssig virksomhed
lånefinansieret
afskrivning
Reference:
AL § 1
A A/S klagede til Landsskatteretten over, at de stedlige skattemyndigheder
ikke havde tillagt selskabets deltagelse i et sale and lease back arrangement
skattemæssig betydning.
Det fremgik af sagens oplysninger, at selskabet blev etableret i 1969 og
ejet af B Bank og C Inc., USA, med hver 50%. Selskabet var en
factoringvirksomhed, der ifølge vedtægterne bl.a. lånte
penge ud mod sikkerhed i finansieringskontrakter.
Selskabet indgik i 1992 i et sale and lease back arrangement med A/S D,
der var et helejet datterselskab af B Bank.
Af faktura af 18. december 1992 fremgik bl.a.:
Telefonanlæg
34.715.755 kr.
13 stk. lejekraner
8.495.849 kr.
1 vertikalcenter
2.394.517 kr.
1 stk. Laserskærer
2.977.391 kr.
Total excl. Moms
48.583.512 kr.
Købesummen blev finansieret ved et egenkapitalindskud på ca.
5 mio kr., svarende til ca. 10,3% af købesummen, og ved et lån
fra A/S D på 43.500.000 kr. Selskabet anmodede ved skrivelse af 21.
december 1992 A/S D om et aftaleudlån på 43.500.000 kr.
Læs alt
Af skrivelsen fremgik at selskabet accepterede:
at aftaleudlånet forrentes med en rente på 10,5% p.a., idet
rentesatsen tillige inkluderer eventuel kreditprovision
at renten tillægges lånet ved hvert år den 31.12.,
første gang d. 31.12.92.
at indbetale følgende ydelser
31.12.92
110.527 kr.
31.12.93
8.856.221 kr.
31.12.94
8.856.221 kr.
31.12.95
8.856.221 kr.
(...)
Vi erklærer at være bekendt med og tiltræder
finansieringsselskabets almindelige forretnings- og lånebetingelser,
som de fremgår af låneaftale (gældsbrev), hvilke
betingelser vi har fået udleveret og læst.
Samtidig hermed bemyndiger vi D til at få ovennævnte ydelser
udbetalt på de anførte datoer fra vor ovennævnte konto i B
Bank. Nærværende anmodning er samtidig gyldig instruktion til
banken om at foretage udbetalingerne."
Af A/S D's lånebestemmelser fremgik bl.a., at låntager kunne
indfri lånet uden varsel, at A/S D kunne opsige lånet til
indfrielse med 3 måneders varsel, at A/S D uden forudgående
meddelelse kunne modregne ethvert forfaldent tilgodehavende hos
låntager i ethvert tilgodehavende, som låntager måtte have
eller fik hos A/S D, B Bank, herunder bankens udenlandske filialer samt
bankens datterselskaber.
Af udskrift af 22. december 1992, fremgik at lånets oprettelsesdato
var 22. december 1992.
Heraf
Afdrag
Ydelser
Renter
31.12.92
110.527 kr.
13.866 kr.
96.660,91 kr.
31.12.93
8.856.221 kr.
4.288.361 kr.
4.567.859,32 kr.
31.12.94
8.856.221 kr.
4.738.819 kr.
4.117.402,33 kr.
31.12.95
8.856.221 kr.
5.236.592 kr.
3.619.628,56 kr.
02.01.96
29.249.404 kr
29.233.184 kr.
27.043,24 kr.
Sammenlagt
55.928.594 kr.
43.510.822 kr.
12.428.594,36 kr.
Dette gav følgende afvikling af lånet:
Hovedstol
43.500.000 kr.
Afdrag
14.277.638 kr.
Restgæld efter afdrag
29.222.362 kr.
Den 22. december 1992 havde parterne indgået en leasingaftale,
hvoraf bl.a. fremgik:
(...)
særlige vilkår:
Leasinggiver er ikke berettiget til at få oplyst navne eller
vilkår fra leasingaftaler under leasinggenstandenes videreudleasing,
idet bruger indestår for leasinggenstandens tilstedeværelse og
erhvervsmæssige benyttelse.
(...)
Bruger har ved aftaleperiodens udløb ret og pligt til at anvise en
køber til leasinggenstandene til restværdi kr. 34.000.000,- Moms
af købesummen erlægges den 31.03.1996.
I tilfælde af ophør som følge af leasinggivers konkurs
er det ligeledes aftalt, at bruger har ret og pligt til at anvise
køber, der overtager de leasede genstande til et beløb, der
udgør nutidsværdien tilbagediskonteret med aftalens
finansieringsrente med tillæg af 1,40% af dels ovennævnte
restværdi og dels alle uforfaldne leasingafgifter.
(...)
Leasingperiode:
21.12 1992 til 02.01.1996.
Finansieringsrente:
9,10% p.a.
Leasingafgifter:
Leasingafgiften betales årligt bagud med kr. 110.527 den 31.12.92 og
kr. 8.856.221 den 31.12.93, 31.12.1994 og 31.12.95 samt kr. 47.837 den
02.01.1996.
Forsikring:
Bruger bærer enhver risiko for leasinggenstandenes fornødne
forsikring.
Almindelige bestemmelser:
§ 1 Ejendomsret
Leasinggiver har ejendomsretten til den/de leasede genstand/e.
Bruger er ikke berettiget til at sælge pantsætte eller
på anden måde råde over de leasede genstande, så
leasinggivers ejendomsret vil kunne anfægtes.
Den/de leasede genstand/e må ikke bearbejdes, sammenføjes
eller sammenblandes med brugerens eller tredjemands ejendom på en
sådan måde, at leasinggivers muligheder for at få den
leasede genstand tilbageleveret forringes.
(...)
§ 3 Uopsigelighed
Leasingaftalen er fra leasinggivers og brugers side uopsigelig i hele
leasingperioden.
(...)
§ 8 Mangler
Bruger bærer den fulde risiko for, at de leasede genstande med
hensyn til konstruktion, holdbarhed og øvrige egenskaber svarer til
brugers formål, og er i besiddelse af den forudsatte brugbarhed.
Bruger bærer risikoen for eventuelle farlige egenskaber ved de
leasede genstande, uanset om et sådant krav bliver gjort gældende
direkte overfor leasinggiver.
Bruger kan ikke overfor leasinggiver påberåbe sig mangler ved
de leasede genstande og ej heller gøre indsigelser mod leasingaftalen
i anledning af de pågældende genstandes egenskaber.
(...)
Bruger kan ikke overfor Leasinggiver påberåbe sig mangler ved
de leasede genstande, så brugers forpligtelser over leasegiver i
henhold til leasingaftalen på nogle måder begrænses.
§ 9 Ødelæggelse
Bruger bærer risikoen for det leasede fra det tidspunkt, da det
stilles til brugers disposition. Bruger hæfter også for
genstandenes hændelige undergang og eventuelle
ødelæggelse.
Det påhviler bruger for egen regning straks at udbedre enhver skade,
der opstår i leasingperioden.
Bruger er forpligtet til at betale leasingafgiften i den tid, der
går til udbedring af mangler og udbedring i forbindelse med
ødelæggelse.
Leasingafgifterne skal betales som følger:
31.12.92
100.527 kr.
31.12.93
8.856.221 kr.
31.12.94
8.856.221 kr.
31.12.95
8.856.221 kr.
02.01.96
47.837 kr.
Heraf
Rente
Afdrag
31/12 1993
4.421.099,92 kr.
4.435.121,00 kr.
8.856.221 kr.
31/12 1994
4.017.506,00 kr.
4.838.715,00 kr.
8.856.221 kr.
31/12 1995
3.577.180,00 kr.
5.279.041,00 kr.
8.856.221 kr.
31/12 1996
17.202,00 kr.
30.635,00 kr.
47.837 kr.
I al
12.032.987,92 kr.
14.583.512,00 kr."
Det var oplyst, at driftsmidlerne allerede på aftaletidspunktet var
videreudlejet. Selskabet havde over for Landsskatteretten fremlagt en
erklæring fra A/S D af 9. marts 1998, hvoraf fremgik, at
telefonanlægget var udlejet til X Kommune, at lejekranerne var udlejet
til kranfirmaet, at vertikalcenter udlejet til E A/S, samt at
laserskærer var udlejet til F A/S. Endvidere bekræftede D, at
samtlige aktiver i hele leasingperioden havde været anvendt
erhvervsmæssigt.
Selskabet havde over for Landsskatteretten oplyst, at leasingaktiverne ved
leasingperiodens udløb var solgt til D til en pris af 34 mio. kr.
Skatteankenævnet havde ved afgørelsen ikke tillagt selskabets
deltagelse i sale and lease back arrangementet skattemæssig betydning.
Nævnet havde derfor fundet, at selskabet ikke var berettiget til at
foretage afskrivninger på leasingaktiverne, ligesom indtægter og
udgifter ved arrangementet ikke skulle indgå i selskabets
skattepligtige indkomst.
Skatteankenævnet havde til støtte herfor anført, at
der alene var etableret en formel ejendomsret til leasingaktiverne,
således at leasingarrangementet havde været uden realitet.
Nævnet havde anført, at leasingtager/långiver efter
leasingkontrakten havde været forpligtet til ved leasingperiodens
udløb at anvise en køber til en forud bestemt pris, og at der
ligeledes havde været en købepligt ved ophør af
leasingaftalen som følge af leasinggivers konkurs eller af andre
årsager. Selskabet havde endvidere i henhold til kontraktsmaterialet
ikke sædvanlige ejerbeføjelser over leasingaktiverne og afkastet
herfra. Det var tillagt betydning, at selskabet kontraktsretligt havde
afskrevet sig fra oplysninger om navne og vilkår på de egentlige
brugere ved leasingtagerens videreudlejning, at selskabet ikke kunne
overdrage aktiverne uden leasingtagerens godkendelse, at selskabet
ingen rådighed havde over indkomne leasingydelser, idet långiver
havde modregningsret, at med undtagelse af det beskedne kontante indskud ved
oprettelsen gik alle pengestrømme i praksis uden om selskabet da
låne- og leasingydelser var med samme beløb, at
leasingydelserne fra de egentlige brugere ikke tilfaldt selskabet og
at selskabet var afskåret fra at øve indflydelse under
leasingarrangementet vedrørende såvel den løbende drift
som ved ophør.
Nævnet havde henvist til de offentliggjorte kendelser fra
Landsskatteretten vedrørende 10-mands-projekterne, TfS 1996.430, TfS
1996.459, TfS 1996.484, TfS 1996.458, TfS 1996.474 og TfS 1996.485.
Selskabets repræsentant havde over for Landsskatteretten nedlagt
påstand om, at selskabets skatteansættelser for de omhandlede
skatteår blev ændret til det selvangivne.
Repræsentanten havde til støtte herfor anført, at
sagen ikke kunne sammenlignes med de såkaldte 10-mands-projekter. Dette
leasingarrangement var således opbygget på en helt anderledes
måde. Leasingkontrakten og låneaftalen var indgået på
markedsmæssige vilkår og indebar en væsentlig
erhvervsmæssig risiko for selskabet. Endvidere var selskabets
investering i leasingaktiver ikke væsentlig forskellig fra selskabets
primære virksomhedsområde, der var at finansiere fordringer.
Repræsentanten havde videre anført,
at
det lån selskabet havde optaget var et helt
sædvanligt lån med normal forpligtelse for selskabet til at
tilbagebetale det. Långiver havde ikke sikkerhed i leasingaktiverne.
Der var således ikke tale om et non-recourse lån.
at
Selskabet havde erhvervet aktiverne for et beløb svarende
til værdien i handel og vandel. Dette fremgik at, at A/S D havde
anskaffet aktiverne som helt nye inden for de seneste 2 år før
selskabet købte dem. Den pris, som selskabet anskaffede aktiverne for,
svarede til A/S D's anskaffelsessum med fradrag af driftsmæssige
afskrivninger på ca. 6% p.a. Der var således ikke grundlag for at
antage, at værdiansættelsen ikke havde svaret til
markedsværdien.
at selskabet løbende havde betalt ydelser på lånet til
A/S D's bankkonto, ligesom A/S D uafhængigt heraf løbende havde
betalt leasingydelser til selskabets bankkonto. Beløbene var
således ikke udlignet ved modregning.
at
selskabet ikke havde haft afdækket sin risiko ved en
modregningsret. Såfremt A/S D ikke betalte leasingydelserne, havde
selskabet alligevel pligt til at tilbagebetale lånet. Selskabet havde
ikke mulighed for at modregne ydelserne på lånet i den manglende
leasingafgift. Såfremt A/S D fik betalingsproblemer, havde selskabet en
reel risiko for ikke at få betalt leasingydelserne, idet selskabet i
sidste ende måtte rejse et simpelt krav mod A/S D's konkursbo. En
tilsvarende risiko fandtes ikke i 10-mands-projekterne.
at
A/S D alene havde påtaget sig at sælge aktiverne til
en forud fastsat pris svarende til markedsværdien. En sådan
forpligtelse var imidlertid ikke andet end et tilbud om at anvise en
køber eller med andre ord et købstilbud. Selskabet havde
således ikke forpligtet sig til at sælge udstyret på
forhånd. I praksis var det fast antaget, at et købstilbud ikke
kunne betragtes som en overdragelse. Først når et tilbud blev
udnyttet, forelå der en overdragelse. A/S D havde kun en
anvisningspligt, hvis selskabet ønskede at sælge til den
pågældende pris. Selskabet havde modsvarende en salgsret. En
salgsret var en aftale om, at salgsrettens indehaver havde en ret, men ikke
en pligt til at afstå et aktiv eller passiv til en på
forhånd fastsat pris på eller inden en bestemt dato. Udstederen
af salgsretten var forpligtet til at købe, hvis salgsretten blev
udnyttet, jf. cirkulære nr. 134 af 29. juli 1992, pkt. 125 og
Søren Jesper Hansen i TfS 97.409.
Repræsentanten havde i denne forbindelse henvist til
Højesterets dom, TfS 1996.469, hvor en skatteyder, der i 1979
købte en virksomhed og samtidig indgik en lejekontrakt med
sælgeren om leje af den ejendom, hvori virksomheden havde været
drevet. Lejekontrakten løb uopsigeligt i 7 år og indeholdt en
ret for skatteyderen til at købe ejendommen til denne pris.
Køber havde således både ret og pligt for ham til, senest
ved lejekontraktens udløb, at købe ejendommen til denne pris.
Køber havde således både ret og pligt til at købe,
og dermed havde sælger ret og pligt til at sælge. Skatteyderen
købte ejendommen i 1984. Såvel Landsretten som Højesteret
fandt, at ejendommen først var købt i 1984. Skatteyderen havde
haft en lejers almindelige rettigheder og pligter, herunder ret til at
afstå lejemålet m.v., og udlejers ejerråden havde kun
været begrænset af lejerens køberet. Højesteret
bemærkede desuden, at uanset køberetten var kombineret med en
købepligt, var der i 1979 en sådan usikkerhed om det videre
kontraktsforløb, at skatteyderen først kunne anses for at have
erhvervet ejendommen i 1984. Repræsentanten havde endvidere henvist til
TfS 1994.343, UfR 1983.334, TfS 1985.755 samt Landsskatterettens kendelse af
13/4 1994, hvor Landsskatteretten fandt, at klageren havde erhvervet reel
ejendomsret, uanset det af leasingkontrakten fremgik, at leasingtageren havde
en købsoption, hvor udstyret kunne købes for 1 kr.
I denne sag havde selskabet en ret til at sælge, mens D havde en
modsvarende anvisningspligt. I henhold til nævnte dom kunne
ejendomsretten således først anses for overgået fra
selskabet på det tidspunkt, hvor salgsretten blev udnyttet. Der var
på tidspunktet for aftalens indgåelse betydelig usikkerhed for
det videre kontraktsforløb. En lang række omstændigheder,
herunder misligholdelse, konkurs m.v. hos A/S D kunne bevirke, at selskabet
sad tilbage med aktiverne og måtte søge at sælge dem bedst
muligt på markedet, jf. leasingkontraktens §§ 12 og 13.
Der var endvidere ikke knyttet sanktioner til en manglende opfyldelse af
A/S D's forpligtelse til at anvise en køber til aktiverne til en forud
fastsat pris. I TfS 1996.430 skulle lejeren, såfremt han ikke anviste
en køber, acceptere en forlængelse af leasingperioden med 3
år mod at betale en voldsomt forhøjet leasingydelse svarende til
købsprisen for aktiverne uden derved at blive ejer. I denne sag skulle
A/S D derimod ved misligholdelse alene betale en erstatning. En erstatning,
som selskabet ikke havde sikkerhed for at få betalt i en
misligholdelsessituation. Leasingkontrakten forudsatte i øvrigt ikke,
at udstyret skulle sælges til en køber som A/S D anviste. Efter
kontraktens § 7 skulle udstyret leveres tilbage til selskabet ved aftalens
ophør. Ved misligholdelse, konkurs o.lign. var selskabet berettiget
til at ophæve leasingaftalen. I praksis ville der herefter ske det, at
selskabet søgte at sælge udstyret bedst muligt på markedet
og herefter rettede et erstatningskrav mod A/S D svarende til de manglende
leasingydelser.
Repræsentanten sammenfattede, at leasingkontrakten og
låneaftalen var indgået på markedsmæssige
vilkår og indebar en væsentlig erhvervsmæssig risiko for
selskabet. Der var således ikke grundlag for at betragte selskabets
ejendomsret som en formel ejendomsret uden realitet.
Repræsentanten havde vedrørende Østre Landsrets dom af
10. april 1997, TfS 97.400, anført, at den pågældende dom
måtte anses at bygge på en forkert fortolkning af praksis. Det
fremgik af dommens præmisser, at sagen havde fået dette udfald
som følge af, at det ikke over for landsretten blev godtgjort, at der
havde eksisteret en praksis, der hidtil havde godkendt leasingkontrakter,
hvor lånerenten havde været større end leasingrenten.
Repræsentanten stod undrende overfor, at Skatteministeriet i TfS
1997.400 gjorde gældende, at sagsøgeren ikke havde bevist, at
der forelå en fast administrativ praksis for at tillade afskrivninger i
det omhandlede tilfælde, idet ministeriet på daværende
tidspunkt var bekendt med L293 og notatet fra Retssikkerhedskontoret, jf.
nedenfor.
Repræsentanten havde anført, at der i hvert fald indtil 1993
havde været helt fast praksis for at anerkende afskrivningsretten
vedrørende finansiel leasing, selv om det havde været
uomtvistet, at udlejningsvirksomheden gav underskud før skat. Denne
praksis havde fundet udtryk i en lang række bindende
forhåndsbeskeder.
Ved finansiel leasing var det sædvanligt, at leasingrenten var
lavere end den tilsvarende lånerente. Dette gjaldt, uanset om der var
tale om sale and lease back eller ej. Den lave leasingrente skulle ses
på baggrund af konkurrencen i branchen og den omstændighed, at
brugerens alternativ til leasing var selv at erhverve aktiverne for
lånte midler (til lånerenten) og selv udnytte fordelen ved
afskrivningen. Ved finansiel leasing afgav leasingselskabet ud fra rent
forretningsmæssige motiver en del af skattefordelen i form af en lavere
leasingrente. "Rabatten" afhang af størrelsen af den skatteudskydelse,
som leasingselskabet kunne opnå i relation til den
pågældende aftale. Dette var velkendt i branchen.
Det forhold, at leasingselskabet afgav en del af skattefordelen til
leasingtageren, var i øvrigt også et velkendt fænomen for
skatteministeren, der i en udtalelse til Folketingets Skatteudvalg den 5.
august 1998, TfS 1999.26, anførte følgende om den fordel, der
for leasingselskabet var knyttet til skatteudskydelsen i form af de
skattemæssige afskrivninger: "Det må antages, at denne fordel
helt eller delvist overføres til lejeren gennem en lavere leje".
Repræsentanten havde i denne forbindelse henvist til
Ligningsrådets bindende forhåndsbesked, TfS 1994.342, samt til
Landsskatterettens kendelse af 27. januar 1993, TfS 1993.134. I bindende
forhåndsbesked af 11/10 1988 godkendte Ligningsrådet
afskrivninger på hotel-kæde, uanset der var tale om underskud
gennem hele forløbet. Tilsvarende fremgik det af en bindende
forhåndsbesked af 2/4 1992, at der var underskud i projektet.
Repræsentanten havde videre anført, at denne praksis havde
fundet udtryk ved forskellige lovændringer, herunder det lovindgreb mod
personers driftsmiddeludlejning, der blev gennemført den 19. maj 1993.
Hidtidig praksis, som altså var gældende, da
nærværende leasingkontrakt blev indgået i 1992, fremgik
klart af skatteministerens bemærkninger til lovforslaget. Tilsvarende
fremgik af side 11 i Skatteministeriet, Retssikkerhedskontorets notat af 19.
april 1993 vedrørende lovtiltag i relation til overskudsselskaber,
hvor den i notatet nævnte landsskatteretskendelse var TfS 1993.134.
Repræsentanten havde endvidere henvist til en ikke offentliggjort
bindende forhåndsbesked fra Ligningsrådet af 18. juni 1991, J.nr.
370-4325-184. Repræsentanten havde anført, at A/S D fik
Ligningsrådets godkendelse af en leasingkontrakt med præcis samme
indhold vedrørende et rensningsanlæg. A/S D blev som
leasinggiver anset for ejer af rensningsanlægget og kunne foretage
skattemæssige afskrivninger efter afskrivningsloven i henhold til en
leasingkontrakt, der indeholdt den samme bestemmelse om, at bruger ved
leasingperiodens ophør var berettiget og forpligtet til at anvise en
køber til rensningsanlægget inklusive inventar og driftsmidler
til en restværdi på 15.750.000 kr.
Repræsentanten havde anført, at selskabet og A/S D som
følge heraf havde en berettiget forventning om, at den praksis, som
den bindende forhåndsbesked var udtryk for, også ville blive
fulgt i denne sag. Udfra ligheds- og forventningsprincipper måtte det
være rimeligt for parterne at antage, at en leasingkontrakt der var
indgået i 1992, skulle behandles på samme måde som en
leasingkontrakt, som A/S D havde fået bindende forhåndsbesked om
i 1991.
Told- og Skattestyrelsen havde under sagens behandling i Landsskatteretten
kommenteret Ligningsrådets bindende forhåndsbesked af 18. juni
1991. Told- og Skattestyrelsen havde anført, at forhåndsbeskeden
ikke havde været offentliggjort, og at den kun havde retsvirkning for
de pågældende parter og den pågældende disposition,
der var anmodet om forhåndsbesked om.
Told- og Skattestyrelsen havde videre anført, at selskabet ikke
havde erhvervet en reel men alene en formel ejendomsret til aktiverne. Videre
var arrangementet underskudsgivende, og dermed ikke erhvervsmæssig, jf.
TfS 1997.400, der måtte anses at have underkendt TfS 1993.134.
Landsskatteretten udtalte:
Bevisbyrden for berettigelsen af et fradrag påhvilede efter praksis
skatteyderen, hvorfor selskabet på betryggende vis måtte
dokumentere aktivernes eksistens. Efter de af repræsentanten over for
Landsskatteretten fremlagte oplysninger om slutbrugerne af leasingaktiverne
m.m., fandt retten ikke grundlag for at anfægte leasingaktivernes
eksistens.
Efter det fremlagte kontraktsmateriale havde selskabet købt
leasingaktiverne af A/S D og herefter leaset udstyret ud til dette selskab.
En sådan konstruktion var anerkendt i såvel civil- som i
skatteretlig henseende, forudsat at der var sket en reel overdragelse af
aktiverne, samt at den indgåede leasingaftale ikke indeholdt en
tilbagekøbspligt.
Det fremgik af leasingaftalen, at A/S D ved aftaleperiodens udløb
havde ret og pligt til at anvise en køber til leasingaktiverne til
restværdien på 34.000.000 kr. Retten fandt, at anvisningsretten
og -pligten måtte sidestilles med en køberet og -pligt. Retten
fandt således, på trods af det af selskabets repræsentanter
anførte vedrørende fortolkningen af aftalevilkåret, at
man måtte henholde sig til ordlyden af kontrakten, der alene kunne
forstås således at selskabet var pligtig at sælge til den
af A/S D anviste køber.
Henset hertil og henset til, at selskabet i henhold til
kontraktsgrundlaget ikke havde haft sædvanlige ejerbeføjelser og
-forpligtelser over leasingaktiverne, fandt Landsskatteretten, at
ejendomsretten til leasingaktiverne ikke var overgået til selskabet.
Selskabet havde således alene erhvervet en formel ejendomsret, der ikke
berettigede til fradrag for afskrivning på leasingaktiverne.
Retten bemærkede videre, at det var en betingelse for at anerkende
en virksomhed som erhvervsmæssig, at der for egen regning og risiko
blev udøvet en økonomisk virksomhed med det formål at
opnå overskud.
Det fremgik af leasingaftalen, at finansieringsrenten var på 9,1%
p.a., mens det af låneanmodningen fremgik, at lånerenten var
på 10,5% p.a. Det havde således allerede været klart for
selskabet på aftaletidspunktet, at der ikke kunne opnås et
driftsmæssig økonomisk overskud på sale and lease back
arrangementet, når der bortsås fra de skattemæssig forhold.
Selskabets virksomhed med sale and lease back arrangementet blev derfor ikke
anses at være drevet med henblik på indtægtserhvervelse.
Der henvistes til princippet i Østre Landsrets dom af 10. april 1997,
TfS 1997.400. Retten fandt ikke, at resultatet stred mod domstolenes eller
Landsskatterettens praksis, ligesom retten ikke fandt det dokumenteret, at
der havde foreligget en fast administrativ praksis for at tillade afskrivning
i tilfælde som det i nærværende sag foreliggende.
Den påklagede afgørelse, hvorved selskabets deltagelse i sale
and lease back arrangementet ikke var tillagt skattemæssig betydning,
blev stadfæstet.
Lignende dokumenter
- Sale- and lease back-arrangement Retsinformation · 8. juni 2000
- 10-personers anpartsprojekt Retsinformation · 19. september 2000
- C.A.11.2.2.6 Gældsforpligtelsen tilsidesat Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Bindende forhåndsbesked Retsinformation · 25. september 1997
- Afskrivning på leasingkontrakter Retsinformation · 27. september 2000
- Landsskatteretskendelse Retsinformation · 30. december 2000