Spring til indhold

Retsinformation

Registreringsafgift

KEN nr 11097 af 09/04/1999Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet7. juni 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Registreringsafgift

indretning af varevogn

Reference:

RGAL § 4 og § 5

A klagede over, at told- og skatteregionen havde opkrævet yderligere

registreringsafgift, 30.525 kr., idet køretøjet ikke var anset

for omfattet af lov om registreringsafgift (RGAL) § 5.

Det var oplyst, at klageren ejede en Toyota Hi-Ace, der ved

indregistreringen blev afgiftsberigtiget som en varebil omfattet af RGAL § 5,

stk. 2. Han anskaffede køretøjet i februar 1996

(køretøjet var første gang indregistreret den

5.3.1986).

Det var videre oplyst, at køretøjet den 25.5.1998 blev

kontrolleret af politiet, der optog rapport vedrørende

overtrædelse af RGAL, idet der ved samme lejlighed blev taget

fotografier af køretøjets indretning. Af fotografierne fremgik,

at der langs siderne i køretøjets varerum var installeret to

lange kasser eller bænke, og at der var lagt hynder ovenpå

bænkene. Imellem bænkene var anbragt et bord, og i den ende af

varerummet, der stødte op til adskillelsen til førerrummet var

anbragt et antal små løse kasser og spande. I varerummets

bagende var monteret gardiner, der kunne trækkes for, således at

de dækkede bagruden. På gulvet mellem bænkene lå et

gulvtæppe, der var skåret til, således at det ikke gik ind

under bænkene.

Af politirapporten fremgik bl.a., at køretøjet blev

ført af klagerens søn, og at klagerens ægtefælle

var passager, da de blev standset af politiet. Det blev forklaret, at de var

på vej hjem til bopælen efter at have været på

arbejde med rengøring for andre. Bænkene var primært

Læs alt

lavet, så diverse rengøringsmidler kunne stå fast uden at

rutsche frem og tilbage, når de kørte. Sæderne kunne

løftes af, og der stod diverse rengøringsmidler m.v. i dem. Det

blev videre forklaret, at varerummet også blev benyttet af dem selv i

forbindelse med indtagelse af morgenmad eller kaffe, og sommetider fik de en

blunder på dem. Det er i politirapporten angivet, at klageren havde

forklaret, at han indrettede køretøjet med bænkene

omkring maj 1996 efter mundtlig aftale med told- og skatteregionen, idet han

havde taget telefonisk kontakt til told- og skatteregionen og her fået

mundtlig tilladelse til at indrette køretøjet på denne

måde.

Told- og skatteregionen havde den 10.11.1998 besigtiget

køretøjet, hvorved det var konstateret, at de omhandlede

bænke var fastholdt af stålskinner, der var skruet fast i bunden

af bilen, men at de kunne løftes uden anvendelse af

værktøj.

Told- og skatteregionen havde fundet, at køretøjet med den

omhandlede indretning ikke kunne anses for utvivlsomt indrettet og

konstrueret til godstransport, jf. RGAL § 5, stk. 2. Det var til

støtte herfor bl.a. anført, at køretøjet ikke

måtte være forsynet med fastmonterede arrangementer, der kunne

anvendes til siddeplads eller lignende. Ved den pågældende

indretning af lastrummet var der tale om en overtrædelse af RGAL § 27,

stk. 1, nr. 4, og den pågældende overtrædelse

medførte, jf. § 5, stk. 5, pligt til afgiftsberigtigelse efter § 4

(fuld afgift), når betingelserne for afgiftsberigtigelse efter § 5 ikke

længere var til stede. Da bilen havde været anvendt med den

pågældende indretning i perioden fra maj 1996 til maj 1998, var

betingelserne for afgiftsberigtigelse efter § 5 ikke længere til stede.

Da bilens foreløbige værdi var fastsat til 19.000 kr., kunne

depositum for registreringsafgiften efter RGAL § 4 beregnes til 30.525 kr.

Vedrørende klagerens oplysninger om, at han havde fået

tilladelse af told- og skatteregionen til den omhandlede indretning, var det

anført, at en eventuel tilladelse til speciel indretning af lastrummet

krævede en fremstilling af bilen, ligesom en sådan tilladelse

skulle være skriftlig.

Klageren havde bl.a. anført, at der ikke var noget, som var

fastmonteret i bilens lastrum, men at bænkene og bordet var

løststående. Han havde en gang i mellem brug for hele

varerummet, og så kunne han nemt med et snuptag løfte

bænkene ud. Hvis han nu i stedet for disse løststående

bænke havde lavet hylder i begge sider, så skulle disse

være fastmonterede (boltet og skruet fast), og dette ville være

meget upraktisk for ham, når han skulle bruge hele varerummet, for

så var det et større arbejde med af- og påmontering.

Derfor havde han indrettet bilen, som han havde gjort. Han havde videre

forklaret, at det ikke var korrekt, at bænkene blev lavet i maj 1996,

men at han lavede dem i maj/juni 1997. Det var heller ikke korrekt, at hans

søn og kone havde sagt, at de sommetider fik en blunder på

bænkene.

Klageren havde videre bl.a. anført, at han havde indrettet bilen,

således som han mundtlig fik at vide fra forhandleren, Told og Skat

samt fra politiet, at han gerne måtte. Han fik ikke noget at vide om,

at der skulle en skriftlig tilladelse til. Han fik at vide, at det for alle

dem, han adspurgte, var ligegyldigt, hvordan han indrettede bilen, bare det

ikke var boltet eller fastmonteret.

Landsskatteretten udtalte:

Ifølge RGAL § 5, stk. 2, skulle der betales nedsat

registreringsafgift for biler med tilladt totalvægt over 2 t, men ikke

over 4 t, som utvivlsomt var konstrueret og indrettet til godstransport.

Disse biler måtte ikke benyttes til befordring af personer uden for

førerrummet, medmindre der var tale om befordring af personer, som

arbejdede i ejerens virksomhed, til eller fra den arbejdsplads, hvor de

skulle anvende det medbragte materiel.

Retten fandt, at det efter den foreliggende dokumentation måtte

lægges til grund, at køretøjet i hvert fald på

tidspunktet for politirapportens optagelse ikke opfyldte betingelserne i RGAL

§ 5 om utvivlsomt at være indrettet til godstransport. Der henvistes

til, at der i varerummet var placeret bænke, der kunne udgøre

yderligere siddepladser, og at der var lagt hynder ovenpå disse

bænke, samt placeret et bord i mellem bænkene. Retten

bemærkede i denne forbindelse videre, at der ikke var grundlag for at

antage, at der alene var tale om en rent midlertidig indretning af

varerummet, men at det i overensstemmelse med klagerens forklaring

måtte lægges til grund, at indretningen blev foretaget senest i

maj/juni 1997, og at varerummet siden havde været permanent indrettet

på den omhandlede måde.

Retten fandt således, at det var med rette, at

køretøjet var anset for omfattet af RGAL § 4.

Retten fandt endvidere, at klageren ikke havde opnået en for

afgiftsmyndighederne bindende forventning om, at køretøjet med

den omhandlede indretning kunne anses for omfattet af RGAL § 5, stk. 2, idet

der herved bl.a. var henset til, at der alene var tale om en telefonisk

henvendelse til told- og skatteregionen, og at det ikke kunne anses for

dokumenteret eller sandsynliggjort, at den omhandlede telefoniske meddelelse

var af en sådan klar og utvetydig karakter, at den var egnet til at

bibringe klageren en for afgiftsmyndighederne bindende forventning.

Den påklagede afgørelse blev stadfæstet.

Lignende dokumenter