Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 10/2002
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kendelse fra Pressenævnet
[En mand - K] har klaget til Pressenævnet over et
indslag bragt i programmet Søndagsmagasinet i Danmarks Radio (DR) den
16. december 2001, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
I indslaget hed det:
Studievært
: "Vi lægger ud med en
tragisk sag om en tre-årig dreng, der døde under mystiske
omstændigheder tidligere i år. Drengen blev fundet livløs
i et legehus i sin børnehave, men hvem havde ansvaret for hans
død. Myndighederne kalder dødsfaldet for et hændeligt
uheld, men som vi har kigget nærmere på det, så viser det
sig, at der i hvert fald er muligheder for, at kommunen også har et
ansvar. Vi har kigget nærmere på sagen."
-----
Speak
: "Et hændeligt uheld. Sådan
lød den officielle forklaring, da den 3-årige Jonas Sandager
Nielsen på mystisk vis omkom i et legehus i den børnehave, hvor
han lige var begyndt. Og sådan lyder forklaringen stadig, når man
spørger kommunen. Ifølge myndighederne brækkede den
3-årige dreng halsen efter at være faldet fra nogle
mælkekasser. Den forklaring har ingen sat spørgsmål ved
siden. Mindst af alle Helsingør Kommune, som har tilsynspligten og
dermed ansvaret for legehuset, hvor Jonas Sandager Nielsen
døde."
Herefter interviewes [K], direktør for
Børne- og Ungeforvaltningen i Helsingør.
[K]
: "Jamen, det er et hændeligt uheld,
Læs alt
fordi også i det tilfælde her, da var den pågældende
bygning, som det skete i, indrettet efter forskrifterne.
Speak
: Alle regulativer og standarder var fulgt
siger altså direktøren for Børne- og Ungeforvaltningen i
Helsingør Kommune. Det skal de være. Kommer et barn til skade
eller dør, fordi f.eks. et klatrestativ eller et legehus er indrettet
i strid med de gældende sikkerhedsregler, er det i sidste ende
kommunens ansvar.
[K]
: Hvis det var fejlkonstrueret, var det
også vores ansvar, og så ville politiet selvfølgelig have
kunnet konstatere, at vi havde et ansvar. Det er ikke fejlkonstrueret. Hvis
det havde været det, var det vores ansvar."
Herefter interviewes det afdøde barns far, Brian
Nielsen.
Brian Nielsen
: "Men han havde fornemmelsen
af, at det var et hændeligt uheld, om at Jonas var faldet og
brækket nakken. Så længe, at den historie var den
fremherskende, så gik det egentligt meget godt. Det gik fint, indtil
retsmedicineren kom med en rapport, der fortalte, at han var blevet kvalt.
Så begyndte dørene sådan stille og roligt at blive lukket
i.
Speak
: Den 21. august holder Brian Nielsen et
møde med Helsingør Kommune. Han forsøger at få
kommunen til at anerkende, at hans søn ikke døde, fordi han
brækkede nakken ved et fald fra nogle mælkekasser."
Herefter interviewes Brian Nielsen og
efterfølgende [K].
Interviewer
: "De har aldrig anerkendt det over
for jer?
B.N.
: Nej, tværtimod. De har sagt, at det
slet ikke står nogen steder. [K] sagde netop til mødet den 21.
august, at der kun var én person i verden, der holdt den historie i
live, og det var Brian Nielsen altså mig.
[K]
: Jamen, jeg siger kun, at vi har den rapport.
Og den rapport er det vores opfattelse af, at vi stadigvæk ikke kender
den egentlige dødsårsag. Det er også derfor, jeg siger
"tyder på". Det er det, den rapport siger, at det tyder
på."
Speak
: "Dødsårsagen står i
den obduktionsrapport, som blev lavet få dage efter Jonas død
i januar. Den retsmediciner, som skrev rapporten, hedder Steen Holker
Hansen. Han arbejder her på Retsmedicinsk Institut ved
Københavns Universitet. Han er ikke i tvivl om
dødsårsagen. Det var ikke et fald, og Jonas brækkede ikke
halsen."
Herefter interviewes Steen Holker Hansen.
Steen Holker Hansen
: "Efter
undersøgelsen konkluderede vi, at dødsårsagen var
kvælning.
Interviewer
: Hvor sikker er I i den konklusion?
S.H.H.
: Det er vi temmelig sikre på. Vi har
i hvert fald ikke fundet noget, der taler imod denne konklusion.
Interviewer
: Så man kan sige, at I er
så sikre, som man nu er, når man laver den slags rapporter.
S.H.H.
: Ja, det er en vanlig måde at
udtrykke vores konklusioner på."
Herefter klippes til interviewet med [K].
Interviewer
: "Hvorfor har I aldrig ville
anerkende over for forældrene, at drengen ifølge rapporten blev
kvalt.
[K]
: Fordi vi ikke føler os sikre på,
at drengen er blevet kvalt. Jeg kan kun sige, at den tyder på, at det
er det."
Herefter klippes tilbage til interviewet med Steen
Holker Hansen.
Speak
: Den forklaring kan retsmediciner Steen
Holker Hansen imidlertid ikke genkende.
Interviewer
: Når man spørger kommunen,
hvorfor de ikke har ville anerkende over for forældrene, at han var
blevet kvalt, så siger de, at det er, fordi der er usikkerhed i
rapporten. Kan du genkende det synspunkt?
S.H.H.
: Nej, ikke for folk, der er vant til at
læse sådan nogle rapporter.
Interviewer
: Den er så klar, som en rapport
overhovedet kan være?
S.H.H.
: Ja, det må man sige."
Speak
: " Jonas Sandager Nielsen blev kvalt.
Dermed falder den oprindelige forklaring med mælkekasserne til jorden.
Jonas blev hængt, fordi hans hoved og hals kom i klemme efter alt at
dømme i det fejlkonstruerede legehus. Ifølge de gældende
sikkerhedsstandarder må hoved og hals ikke kunne komme i klemme i
legeredskaber. Derfor må åbninger i f.eks. klatrestativer,
rutsjebaner og legehuse ikke være mellem 9 og 23 cm."
Herefter klippes tilbage til interviewet med Steen
Holker Hansen.
Interviewer
: "Hvordan kunne han hænge
fast?
S.H.H.
: Åbningen var for lille til, at
hovedet kunne komme tilbage, hvis det var i lodret stilling.
Interviewer
. Du målte hullet på det
tidspunkt. Hvor stort var hullet?
S.H.H.
: Altså åbningen var 17 cm.
Interviewer
: Hvor sikker er du sikker på, at
det var 17 cm?
S.H.H.
: Det er jeg helt sikker på.
Interviewer
: Du har ikke målt forkert?
S.H.H.
: Nej."
Mens følgende speak kører, klippes der til
der forlader sit kontor og smilende går hen og snakker med nogle
medarbejdere.
Speak
: "Når Helsingør Kommune
fører tilsyn med sine legepladser, sker det med udgangspunkt i de
gældende danske sikkerhedskrav. Det fastslår [K] over for
Søndagsmagasinet. Men legehuset opfyldte altså ikke kravet om,
at huller ikke må være mellem 9 og 23 cm."
Herefter klippes der til interviewet med [K].
Interviewer
: "Hvordan var sikkerhedstilstanden
for det legehus, hvor drengen blev fundet?
[K]
: Den var okay.
Interviewer
: Det er du sikker på?
[K]
: Ja, det er jeg sikker på.
Interviewer
. Kravene er jo ret klare. Ingen huller
med 9 og 23 cm. er tilladt. Retsmedicinerens rapport siger, der var 17 cm.
Hvordan kan du så sidde og sige, at alle sikkerhedskrav var
overholdt?
[K]
: Jeg skal nok lige svare på det. Du
må ."
Her afbrydes interviewet, da [K] afværgende
rækker en hånd i vejret. Interviewet genoptages herefter på
ny.
Interviewer
: "Men du vil altså ikke
svare på, at når obduktionsrapporten fastslår, at hullet
var 17 cm, hvilket jo er i strid med sikkerhedsstandarderne. Det vil du ikke
anerkende eller hvordan?
[K]
: Nej, jeg mener ikke, at vi har gjort noget
ulovligt.
Interviewer
: 17 cm. det er i overensstemmelse med
sikkerhedsstandarderne?
[K]
: Ja, i dette tilfælde her var det. Det
har vi også politiets ord for.
Interviewer
: I obduktionsrapporten står der,
at hullet er målt op til 17 cm. Og så spørger jeg dig. 17
er vel et tal mellem 9 og 23?
[K]
: Ja, det må man sige. Det er ret klart,
at det er imellem. Det, vi konstaterer omkring det, det er, at vi beder
politiet om at undersøge, om vi har opfyldt alle sikkerhedskrav. Om
det var forsvarligt, det vi har gjort. Det har politiet jo indirekte sagt;
ja, det er det, for ellers ville de have rejst tiltale."
Speak
: "Helsingør Kommune nægter
altså at anerkende, at et hul på 17 cm er i strid med
sikkerhedskravet om, at huller ikke må være mellem 9 og 23 cm.
Direktør [K] henviser til, at han har politiets ord for, at kommunens
legehus ikke var bygget i strid med sikkerhedsreglerne. Den forklaring kender
Helsingør Politi dog intet til. Kriminalinspektør Verner
Breiting ønsker ikke at lade sig interviewe med kamera på, men
han siger til Søndagsmagasinet: "Det var slet ikke vores opgave
at undersøge, om legehuset overholdt de gældende
sikkerhedsstandarder. Vi har alene undersøgt, om Jonas Sandager
Nielsen har været offer for en forbrydelse". Det gør dog
ikke indtryk på [K].
[K]
: Jeg går da helt sikkert ud fra, at
når politiet undersøger sådan en sag, så
undersøger de det med henblik på, om der er foregået
noget, så der kan rejses tiltale mod os, og det har de ikke gjort.
Speak
: Tilbage sidder familien Nielsen, som har
svært ved at se, at Helsingør Kommune ikke har et
ansvar."
-----
Studievært
: "Helsingørs
borgmester Per Tærsbøl har i et brev til familien
fastslået, at han ligesom [K] ikke mener, at Helsingør Kommune
har noget ansvar for den tragiske ulykke. TV-Avisen går videre med
spørgsmålet om sikkerhed på legepladser i
morgen."
Klageren har anført, at journalisten bag indslaget
ikke alene har tilsidesat al journalistisk etik, men også direkte
omgået aftaler om interviewets gennemførelse.
Klageren har oplyst, at forud for interviewets afvikling
blev han ringet op af journalisten, der oplyste, at han arbejdede på en
generel sag om sikkerhed på legepladser og gerne ville høre
nærmere, om hvordan Helsingør Kommune arbejder med dette
spørgsmål. Klager fortalte journalisten om kommunens arbejde
på området og traf aftale om et senere interview. I slutningen af
samtalen og nærmest lidt tilfældigt nævnte journalisten, at
han også lige ville komme ind på den ulykke, der fandt sted i en
af kommunens institutioner i januar 2001. Dette accepterede klager.
Klageren har videre oplyst, at journalisten inden
interviewets start oplyste ham om, at klager var den første, han talte
med. Klager aftalte endvidere med journalisten, at klager på et
tidspunkt skulle gå hen ad gangen og tale med nogle medarbejdere for at
lave en stump film, der kunne bruges som indledning, mens journalisten taler
i indslaget. Situationen ændres meget, da optagelserne skal gå i
gang, idet journalisten bliver meget lukket i sit udtryk og om ikke
aggressiv så i hvert fald meget energifyldt i sin fremtoning. Det
viser sig straks, at det ikke er det aftalte generelle interview om sikkerhed
på legepladser, men et interview om den konkrete ulykke på
legepladsen. Klager følte sig fanget, men undlod dog at afbryde
interviewet, som han ikke var forberedt på.
Klageren har anført, at han ikke modtog ordentlig
og fyldestgørende information om, hvad interviewet konkret ville dreje
sig om, hvorfor han ikke fik nogen mulighed for at forberede sig på
oplysninger, der på interviewtidspunktet lå 11 måneder
tilbage. Til DR s anførsel om, at det forekommer usædvanligt, at
han ikke i enkeltheder erindrer den ulykkelige sag, har klager
bemærket, at han naturligvis erindrede sagen i sin helhed. Interviewet
kom imidlertid uventet 11 måneder efter ulykken, og da interviewet
netop ikke var annonceret til at vedrøre ulykken specifikt, havde
klager ikke repeteret alle detaljer. Derudover kendte klager ikke de
øvrige involveredes holdninger i sagen. Kun forældrenes
synspunkt var ham bekendt, og eksempelvis retsmedicinerens udtalelse var
meget overraskende for klager, da han så den tilklippede udsendelse.
Helsingør Kommune har netop søgt indholdet af udtalelserne
belyst af vedkommende, da de indholdt nye oplysninger i forhold til
obduktionsrapporten.
Klageren har videre anført, at han finder det
kritisabelt, at han fik oplyst, at han var den første, journalisten
talte med, når journalisten under interviewet alligevel pludselig
refererer til samtaler, han har haft med familien til den dreng, der omkom
ved ulykken. Ligeledes er det efter klagers opfattelse kritisabelt, at
journalisten i indslaget refererer til den forudgående telefonsamtale
mellem ham og klager, hvor "pennen var lagt" dvs., hvor der blev
talt "off the record".
Klageren har endvidere særlig fremhævet, at
der et stykke inde i indslaget bringes uddrag af en samtale med den
afdøde drengs far, hvorefter der klippes til klageren, der siger
" jamen, jeg siger kun.." således, at dette udsagn efter
klagers opfattelse fejlagtigt fremstår som en kommentar til faderens
bemærkning, hvilket er direkte usandt. Tilsvarende fremstår det i
indslaget med retsmedicineren, som om klageren kommenterer dennes udsagn,
hvilket heller ikke er korrekt. Det er blot redigeret sådan. Klager
får ingen mulighed for at kommentere retsmedicinerens udtalelser.
I samme forbindelse har klager anført, at det er
mærkværdigt, at man undlader at stille retsmedicineren det
naturlige spørgsmål, hvordan dennes oplysning om, at
åbningen i legehuset var for lille til, at den afdøde dreng
kunne trække sit hoved tilbage, hænger sammen med, at drengen
blev fundet liggende på jorden. I stedet klipper man i denne dybt
alvorlige situation til en smilende klager, der taler med sine ligeledes
smilende kolleger. Dette klip efterlader seerne med det indtryk, at sagen
slet ikke berører klageren eller hans medarbejdere, hvad den faktisk
gør.
Klageren har desuden særlig fremdraget, at der i
udsendelsen bringes et klip, hvor han efter at have fået stillet et
spørgsmål afværgende rækker hånden i vejret
og siger "Jeg skal nok svare på det, men du må lige vente
". I stedet for at overholde aftalen om, at klager kunne få lavet
en optagelse om, udstiller journalisten ham ved at bringe klippet.
Klageren har yderligere anført, at efter hans
henvisning til Helsingør Politi bringes en kommentar derfra, uden at
han får lejlighed til at forholde sig til ordlyden, men redigeringen er
lavet sådan, at det virker, som om at klager kommenterer politiets
udtalelse.
Klageren har oplyst, at interviewet efterlod klager
påvirket og oprørt, og han følte sig udsat for
såkaldt revolverjournalistik. Samtidig er det hans opfattelse, at
udsendelsen, således som den fremstod, kun kan efterlade indtrykket af
ham som en meget uhæderlig person, hvilket berører og
krænker ham dybt. At det er dette indtryk, udsendelsen har efterladt,
mener klager understreges af nogle ubehagelig e-mails, som han efter
udsendelsen modtog fra ham ukendte personer.
Sammenfattende er det klagers opfattelse, at han ikke har
fået en fair og sober behandling af DR, og at DR har handlet i strid
med god presseskik.
DR har afvist at have handlet i strid med god presseskik.
Det pågældende indslag i Søndagsmagasinet handlede om
sikkerhed på legepladser i institutioner og tog afsæt i et af to
dødsfald, der har fundet sted i institutioner. Kommunen var her
repræsenteret ved klager, der er den ansvarlige for sikkerhed på
legepladser bl.a. i Espergærde, hvor dødsfaldet fandt sted.
DR har videre afvist, at indslaget skulle handle om og
være tilrettelagt med henblik på at finde et offer. Henset til,
at der er sket et dødsfald i en af kommunens institutioner, og til at
klager i kraft af sin stilling personificerer det øverste ansvar for
sikkerheden på institutionen, må han tåle, at hans navn og
billede kommer frem i forbindelse med en omtale af sagen og acceptere, at de
udtalelser, som han kommer med, kan bringes.
Hvad angår spørgsmålet om journalistens
orientering af klager forud for interviewet om interviewets temaer, har DR
bemærket, at man ikke forlods har krav på at få et
interviews tema oplyst i detaljer. DR har i den forbindelse henvist til
omtalen af dette spørgsmål i Pressenævnets
årsberetning 1996, side 6. Klager har fået forelagt, at der ville
blive stillet spørgsmål om ulykken, og har efter eget udsagn
også godkendt dette. Klager var ansvarlig for området også,
da den tragiske begivenhed fandt sted. Det er derfor efter DR s opfattelse
ganske usædvanligt, hvis klager ikke i sin helhed og i detaljer
erindrer den ulykkelige sag. Hertil kommer, at han havde sagsmappen om den
konkrete sag liggende fremme under interviewet.
Vedrørende klagen over, at journalisten under
interviewet henviste til samtaler med andre involverede, har DR
bemærket, at alle interviews forberedes, hvilket bl.a. sker ved
baggrundssamtaler med involverede, eksperter eller andre. DR har vanskeligt
ved at se, hvordan en ordentlig forberedelse kan betegnes eller opleves
som en overtrædelse af god presseskik.
DR har samtidig afvist, at der skulle have været
aftalt særlige betingelser for det pågældende interview.
Det forekommer i helt særlige situationer, men er ikke sket i dette
tilfældet. Dertil kommer, at journalisten ikke under interviewet
henviste til eller refererede følsomme eller interne oplysninger, som
klager kunne opfatte var underlagt en særlig behandling.
Det er desuden DR s opfattelse, at programmet er klippet
på en sådan måde, at seeren har fuld forståelse for,
hvornår klager kommenterer noget, andre har sagt. DR er uenig i, at
seeren kan få noget andet indtryk. Klageren har under interviewet
lejlighed til at kommentere alle oplysninger, der bringes i indslaget,
herunder retsmedicinerens oplysninger om åbningen på 17 cm og
kravet om, at der ikke må være åbninger på mellem 9
og 23 cm. Det samme gælder oplysningerne om politiets efterforskning og
udtalelser om samme, ligesom klager i forvejen kendte de i øvrigt
involveredes holdninger i sagen og kunne om ønsket udtale sig om
disse.
For så vidt angår indklippet, hvor klager ses,
mens han smilende taler med sine medarbejdere, er DR enig i, at billedet kan
misforstås og ikke burde have været bragt på den skete
måde. DR har følgelig beklaget, at klippet blev bragt, men har
samtidig anført, at man ikke deler synspunktet om, at seeren får
den opfattelse, at klager muntrer sig over ulykken. Det er ikke det signal,
billederne sender.
Samlet finder DR, at klager har fået en både
fair og sober behandling.
I sagens behandling har følgende
nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen
og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Som Pressenævnet tidligere har givet udtryk for, er
det nævnets opfattelse, at en person, der interviewes, ikke i
almindelighed har krav på at få spørgsmålene eller
et præcist tema for disse forelagt på forhånd. På den
baggrund og henset til, at klager ifølge eget udsagn var bekendt med,
at interviewet ville komme ind på ulykken, finder nævnet ikke, at
Danmarks Radio har handlet i strid med god presseskik ved ikke præcist
at have gjort klart, hvad interviewet ville vedrøre.
Nævnet har ikke mulighed for at afgøre,
hvilke aftaler for interviewets afvikling, der var truffet mellem klager og
journalisten bag programmet. Nævnet kan således ikke tage
stilling til, hvorvidt journalisten har tilsidesat indgåede aftaler.
Nævnet finder dog således som sagen foreligger oplyst ikke
anledning til at kritisere, at journalisten under interviewet henviste til
samtaler med den afdøde drengs familie, selvom klager måtte
være af den opfattelse, at han var den første, som journalisten
talte med.
For så vidt angår den del af klagen, der
vedrører indslagets klipning og redigering, bemærker
nævnet, at mediernes ret til selv at redigere mediet er et
grundlæggende princip. Nævnet finder, at klager i indslaget er
kommet tilstrækkeligt til orde over for udsagnene fra politiet, det
afdøde barns forældre og retsmedicineren, og nævnet finder
ej heller på dette punkt, at Danmarks Radio har handlet i strid med god
presseskik. Nævnet finder endvidere ikke grundlag for at kritisere, at
Danmarks Radio valgte at bringe klippet, hvor interviewet midlertidigt
afbrydes af klager.
Nævnet er derimod enig med klager i, at Danmarks
Radio ved behandlingen af dødsulykken burde have udeladt
indklipsbilledet, hvor klager smilende taler med sine kolleger. Nævnet
kan således tilslutte sig Danmarks Radios beklagelse på dette
punkt men finder ikke, at det bragte indklip i sig selv udgør et brud
på god presseskik.
Nævnet finder heller ikke i øvrigt, at
Danmarks Radio har handlet i strid med god presseskik.
Afsagt den 10. april 2002.
Lignende dokumenter
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2006-6-280 Retsinformation · 3. maj 2006
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0175 Retsinformation · 19. januar 2019
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-12135 Retsinformation · 28. maj 2025
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0367 Retsinformation · 16. oktober 2019
- Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-590 Retsinformation · 28. december 2007
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0241 Retsinformation · 25. juni 2019