Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 10/2002

KEN nr 9142 af 10/04/2002Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet22. april 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kendelse fra Pressenævnet

[En mand - K] har klaget til Pressenævnet over et

indslag bragt i programmet Søndagsmagasinet i Danmarks Radio (DR) den

16. december 2001, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

I indslaget hed det:

Studievært

: "Vi lægger ud med en

tragisk sag om en tre-årig dreng, der døde under mystiske

omstændigheder tidligere i år. Drengen blev fundet livløs

i et legehus i sin børnehave, men hvem havde ansvaret for hans

død. Myndighederne kalder dødsfaldet for et hændeligt

uheld, men som vi har kigget nærmere på det, så viser det

sig, at der i hvert fald er muligheder for, at kommunen også har et

ansvar. Vi har kigget nærmere på sagen."

-----

Speak

: "Et hændeligt uheld. Sådan

lød den officielle forklaring, da den 3-årige Jonas Sandager

Nielsen på mystisk vis omkom i et legehus i den børnehave, hvor

han lige var begyndt. Og sådan lyder forklaringen stadig, når man

spørger kommunen. Ifølge myndighederne brækkede den

3-årige dreng halsen efter at være faldet fra nogle

mælkekasser. Den forklaring har ingen sat spørgsmål ved

siden. Mindst af alle Helsingør Kommune, som har tilsynspligten og

dermed ansvaret for legehuset, hvor Jonas Sandager Nielsen

døde."

Herefter interviewes [K], direktør for

Børne- og Ungeforvaltningen i Helsingør.

[K]

: "Jamen, det er et hændeligt uheld,

Læs alt

fordi også i det tilfælde her, da var den pågældende

bygning, som det skete i, indrettet efter forskrifterne.

Speak

: Alle regulativer og standarder var fulgt

siger altså direktøren for Børne- og Ungeforvaltningen i

Helsingør Kommune. Det skal de være. Kommer et barn til skade

eller dør, fordi f.eks. et klatrestativ eller et legehus er indrettet

i strid med de gældende sikkerhedsregler, er det i sidste ende

kommunens ansvar.

[K]

: Hvis det var fejlkonstrueret, var det

også vores ansvar, og så ville politiet selvfølgelig have

kunnet konstatere, at vi havde et ansvar. Det er ikke fejlkonstrueret. Hvis

det havde været det, var det vores ansvar."

Herefter interviewes det afdøde barns far, Brian

Nielsen.

Brian Nielsen

: "Men han havde fornemmelsen

af, at det var et hændeligt uheld, om at Jonas var faldet og

brækket nakken. Så længe, at den historie var den

fremherskende, så gik det egentligt meget godt. Det gik fint, indtil

retsmedicineren kom med en rapport, der fortalte, at han var blevet kvalt.

Så begyndte dørene sådan stille og roligt at blive lukket

i.

Speak

: Den 21. august holder Brian Nielsen et

møde med Helsingør Kommune. Han forsøger at få

kommunen til at anerkende, at hans søn ikke døde, fordi han

brækkede nakken ved et fald fra nogle mælkekasser."

Herefter interviewes Brian Nielsen og

efterfølgende [K].

Interviewer

: "De har aldrig anerkendt det over

for jer?

B.N.

: Nej, tværtimod. De har sagt, at det

slet ikke står nogen steder. [K] sagde netop til mødet den 21.

august, at der kun var én person i verden, der holdt den historie i

live, og det var Brian Nielsen altså mig.

[K]

: Jamen, jeg siger kun, at vi har den rapport.

Og den rapport er det vores opfattelse af, at vi stadigvæk ikke kender

den egentlige dødsårsag. Det er også derfor, jeg siger

"tyder på". Det er det, den rapport siger, at det tyder

på."

Speak

: "Dødsårsagen står i

den obduktionsrapport, som blev lavet få dage efter Jonas død

i januar. Den retsmediciner, som skrev rapporten, hedder Steen Holker

Hansen. Han arbejder her på Retsmedicinsk Institut ved

Københavns Universitet. Han er ikke i tvivl om

dødsårsagen. Det var ikke et fald, og Jonas brækkede ikke

halsen."

Herefter interviewes Steen Holker Hansen.

Steen Holker Hansen

: "Efter

undersøgelsen konkluderede vi, at dødsårsagen var

kvælning.

Interviewer

: Hvor sikker er I i den konklusion?

S.H.H.

: Det er vi temmelig sikre på. Vi har

i hvert fald ikke fundet noget, der taler imod denne konklusion.

Interviewer

: Så man kan sige, at I er

så sikre, som man nu er, når man laver den slags rapporter.

S.H.H.

: Ja, det er en vanlig måde at

udtrykke vores konklusioner på."

Herefter klippes til interviewet med [K].

Interviewer

: "Hvorfor har I aldrig ville

anerkende over for forældrene, at drengen ifølge rapporten blev

kvalt.

[K]

: Fordi vi ikke føler os sikre på,

at drengen er blevet kvalt. Jeg kan kun sige, at den tyder på, at det

er det."

Herefter klippes tilbage til interviewet med Steen

Holker Hansen.

Speak

: Den forklaring kan retsmediciner Steen

Holker Hansen imidlertid ikke genkende.

Interviewer

: Når man spørger kommunen,

hvorfor de ikke har ville anerkende over for forældrene, at han var

blevet kvalt, så siger de, at det er, fordi der er usikkerhed i

rapporten. Kan du genkende det synspunkt?

S.H.H.

: Nej, ikke for folk, der er vant til at

læse sådan nogle rapporter.

Interviewer

: Den er så klar, som en rapport

overhovedet kan være?

S.H.H.

: Ja, det må man sige."

Speak

: " Jonas Sandager Nielsen blev kvalt.

Dermed falder den oprindelige forklaring med mælkekasserne til jorden.

Jonas blev hængt, fordi hans hoved og hals kom i klemme efter alt at

dømme i det fejlkonstruerede legehus. Ifølge de gældende

sikkerhedsstandarder må hoved og hals ikke kunne komme i klemme i

legeredskaber. Derfor må åbninger i f.eks. klatrestativer,

rutsjebaner og legehuse ikke være mellem 9 og 23 cm."

Herefter klippes tilbage til interviewet med Steen

Holker Hansen.

Interviewer

: "Hvordan kunne han hænge

fast?

S.H.H.

: Åbningen var for lille til, at

hovedet kunne komme tilbage, hvis det var i lodret stilling.

Interviewer

. Du målte hullet på det

tidspunkt. Hvor stort var hullet?

S.H.H.

: Altså åbningen var 17 cm.

Interviewer

: Hvor sikker er du sikker på, at

det var 17 cm?

S.H.H.

: Det er jeg helt sikker på.

Interviewer

: Du har ikke målt forkert?

S.H.H.

: Nej."

Mens følgende speak kører, klippes der til

der forlader sit kontor og smilende går hen og snakker med nogle

medarbejdere.

Speak

: "Når Helsingør Kommune

fører tilsyn med sine legepladser, sker det med udgangspunkt i de

gældende danske sikkerhedskrav. Det fastslår [K] over for

Søndagsmagasinet. Men legehuset opfyldte altså ikke kravet om,

at huller ikke må være mellem 9 og 23 cm."

Herefter klippes der til interviewet med [K].

Interviewer

: "Hvordan var sikkerhedstilstanden

for det legehus, hvor drengen blev fundet?

[K]

: Den var okay.

Interviewer

: Det er du sikker på?

[K]

: Ja, det er jeg sikker på.

Interviewer

. Kravene er jo ret klare. Ingen huller

med 9 og 23 cm. er tilladt. Retsmedicinerens rapport siger, der var 17 cm.

Hvordan kan du så sidde og sige, at alle sikkerhedskrav var

overholdt?

[K]

: Jeg skal nok lige svare på det. Du

må ."

Her afbrydes interviewet, da [K] afværgende

rækker en hånd i vejret. Interviewet genoptages herefter på

ny.

Interviewer

: "Men du vil altså ikke

svare på, at når obduktionsrapporten fastslår, at hullet

var 17 cm, hvilket jo er i strid med sikkerhedsstandarderne. Det vil du ikke

anerkende eller hvordan?

[K]

: Nej, jeg mener ikke, at vi har gjort noget

ulovligt.

Interviewer

: 17 cm. det er i overensstemmelse med

sikkerhedsstandarderne?

[K]

: Ja, i dette tilfælde her var det. Det

har vi også politiets ord for.

Interviewer

: I obduktionsrapporten står der,

at hullet er målt op til 17 cm. Og så spørger jeg dig. 17

er vel et tal mellem 9 og 23?

[K]

: Ja, det må man sige. Det er ret klart,

at det er imellem. Det, vi konstaterer omkring det, det er, at vi beder

politiet om at undersøge, om vi har opfyldt alle sikkerhedskrav. Om

det var forsvarligt, det vi har gjort. Det har politiet jo indirekte sagt;

ja, det er det, for ellers ville de have rejst tiltale."

Speak

: "Helsingør Kommune nægter

altså at anerkende, at et hul på 17 cm er i strid med

sikkerhedskravet om, at huller ikke må være mellem 9 og 23 cm.

Direktør [K] henviser til, at han har politiets ord for, at kommunens

legehus ikke var bygget i strid med sikkerhedsreglerne. Den forklaring kender

Helsingør Politi dog intet til. Kriminalinspektør Verner

Breiting ønsker ikke at lade sig interviewe med kamera på, men

han siger til Søndagsmagasinet: "Det var slet ikke vores opgave

at undersøge, om legehuset overholdt de gældende

sikkerhedsstandarder. Vi har alene undersøgt, om Jonas Sandager

Nielsen har været offer for en forbrydelse". Det gør dog

ikke indtryk på [K].

[K]

: Jeg går da helt sikkert ud fra, at

når politiet undersøger sådan en sag, så

undersøger de det med henblik på, om der er foregået

noget, så der kan rejses tiltale mod os, og det har de ikke gjort.

Speak

: Tilbage sidder familien Nielsen, som har

svært ved at se, at Helsingør Kommune ikke har et

ansvar."

-----

Studievært

: "Helsingørs

borgmester Per Tærsbøl har i et brev til familien

fastslået, at han ligesom [K] ikke mener, at Helsingør Kommune

har noget ansvar for den tragiske ulykke. TV-Avisen går videre med

spørgsmålet om sikkerhed på legepladser i

morgen."

Klageren har anført, at journalisten bag indslaget

ikke alene har tilsidesat al journalistisk etik, men også direkte

omgået aftaler om interviewets gennemførelse.

Klageren har oplyst, at forud for interviewets afvikling

blev han ringet op af journalisten, der oplyste, at han arbejdede på en

generel sag om sikkerhed på legepladser og gerne ville høre

nærmere, om hvordan Helsingør Kommune arbejder med dette

spørgsmål. Klager fortalte journalisten om kommunens arbejde

på området og traf aftale om et senere interview. I slutningen af

samtalen og nærmest lidt tilfældigt nævnte journalisten, at

han også lige ville komme ind på den ulykke, der fandt sted i en

af kommunens institutioner i januar 2001. Dette accepterede klager.

Klageren har videre oplyst, at journalisten inden

interviewets start oplyste ham om, at klager var den første, han talte

med. Klager aftalte endvidere med journalisten, at klager på et

tidspunkt skulle gå hen ad gangen og tale med nogle medarbejdere for at

lave en stump film, der kunne bruges som indledning, mens journalisten taler

i indslaget. Situationen ændres meget, da optagelserne skal gå i

gang, idet journalisten bliver meget lukket i sit udtryk og om ikke

aggressiv så i hvert fald meget energifyldt i sin fremtoning. Det

viser sig straks, at det ikke er det aftalte generelle interview om sikkerhed

på legepladser, men et interview om den konkrete ulykke på

legepladsen. Klager følte sig fanget, men undlod dog at afbryde

interviewet, som han ikke var forberedt på.

Klageren har anført, at han ikke modtog ordentlig

og fyldestgørende information om, hvad interviewet konkret ville dreje

sig om, hvorfor han ikke fik nogen mulighed for at forberede sig på

oplysninger, der på interviewtidspunktet lå 11 måneder

tilbage. Til DR s anførsel om, at det forekommer usædvanligt, at

han ikke i enkeltheder erindrer den ulykkelige sag, har klager

bemærket, at han naturligvis erindrede sagen i sin helhed. Interviewet

kom imidlertid uventet 11 måneder efter ulykken, og da interviewet

netop ikke var annonceret til at vedrøre ulykken specifikt, havde

klager ikke repeteret alle detaljer. Derudover kendte klager ikke de

øvrige involveredes holdninger i sagen. Kun forældrenes

synspunkt var ham bekendt, og eksempelvis retsmedicinerens udtalelse var

meget overraskende for klager, da han så den tilklippede udsendelse.

Helsingør Kommune har netop søgt indholdet af udtalelserne

belyst af vedkommende, da de indholdt nye oplysninger i forhold til

obduktionsrapporten.

Klageren har videre anført, at han finder det

kritisabelt, at han fik oplyst, at han var den første, journalisten

talte med, når journalisten under interviewet alligevel pludselig

refererer til samtaler, han har haft med familien til den dreng, der omkom

ved ulykken. Ligeledes er det efter klagers opfattelse kritisabelt, at

journalisten i indslaget refererer til den forudgående telefonsamtale

mellem ham og klager, hvor "pennen var lagt" dvs., hvor der blev

talt "off the record".

Klageren har endvidere særlig fremhævet, at

der et stykke inde i indslaget bringes uddrag af en samtale med den

afdøde drengs far, hvorefter der klippes til klageren, der siger

" jamen, jeg siger kun.." således, at dette udsagn efter

klagers opfattelse fejlagtigt fremstår som en kommentar til faderens

bemærkning, hvilket er direkte usandt. Tilsvarende fremstår det i

indslaget med retsmedicineren, som om klageren kommenterer dennes udsagn,

hvilket heller ikke er korrekt. Det er blot redigeret sådan. Klager

får ingen mulighed for at kommentere retsmedicinerens udtalelser.

I samme forbindelse har klager anført, at det er

mærkværdigt, at man undlader at stille retsmedicineren det

naturlige spørgsmål, hvordan dennes oplysning om, at

åbningen i legehuset var for lille til, at den afdøde dreng

kunne trække sit hoved tilbage, hænger sammen med, at drengen

blev fundet liggende på jorden. I stedet klipper man i denne dybt

alvorlige situation til en smilende klager, der taler med sine ligeledes

smilende kolleger. Dette klip efterlader seerne med det indtryk, at sagen

slet ikke berører klageren eller hans medarbejdere, hvad den faktisk

gør.

Klageren har desuden særlig fremdraget, at der i

udsendelsen bringes et klip, hvor han efter at have fået stillet et

spørgsmål afværgende rækker hånden i vejret

og siger "Jeg skal nok svare på det, men du må lige vente

". I stedet for at overholde aftalen om, at klager kunne få lavet

en optagelse om, udstiller journalisten ham ved at bringe klippet.

Klageren har yderligere anført, at efter hans

henvisning til Helsingør Politi bringes en kommentar derfra, uden at

han får lejlighed til at forholde sig til ordlyden, men redigeringen er

lavet sådan, at det virker, som om at klager kommenterer politiets

udtalelse.

Klageren har oplyst, at interviewet efterlod klager

påvirket og oprørt, og han følte sig udsat for

såkaldt revolverjournalistik. Samtidig er det hans opfattelse, at

udsendelsen, således som den fremstod, kun kan efterlade indtrykket af

ham som en meget uhæderlig person, hvilket berører og

krænker ham dybt. At det er dette indtryk, udsendelsen har efterladt,

mener klager understreges af nogle ubehagelig e-mails, som han efter

udsendelsen modtog fra ham ukendte personer.

Sammenfattende er det klagers opfattelse, at han ikke har

fået en fair og sober behandling af DR, og at DR har handlet i strid

med god presseskik.

DR har afvist at have handlet i strid med god presseskik.

Det pågældende indslag i Søndagsmagasinet handlede om

sikkerhed på legepladser i institutioner og tog afsæt i et af to

dødsfald, der har fundet sted i institutioner. Kommunen var her

repræsenteret ved klager, der er den ansvarlige for sikkerhed på

legepladser bl.a. i Espergærde, hvor dødsfaldet fandt sted.

DR har videre afvist, at indslaget skulle handle om og

være tilrettelagt med henblik på at finde et offer. Henset til,

at der er sket et dødsfald i en af kommunens institutioner, og til at

klager i kraft af sin stilling personificerer det øverste ansvar for

sikkerheden på institutionen, må han tåle, at hans navn og

billede kommer frem i forbindelse med en omtale af sagen og acceptere, at de

udtalelser, som han kommer med, kan bringes.

Hvad angår spørgsmålet om journalistens

orientering af klager forud for interviewet om interviewets temaer, har DR

bemærket, at man ikke forlods har krav på at få et

interviews tema oplyst i detaljer. DR har i den forbindelse henvist til

omtalen af dette spørgsmål i Pressenævnets

årsberetning 1996, side 6. Klager har fået forelagt, at der ville

blive stillet spørgsmål om ulykken, og har efter eget udsagn

også godkendt dette. Klager var ansvarlig for området også,

da den tragiske begivenhed fandt sted. Det er derfor efter DR s opfattelse

ganske usædvanligt, hvis klager ikke i sin helhed og i detaljer

erindrer den ulykkelige sag. Hertil kommer, at han havde sagsmappen om den

konkrete sag liggende fremme under interviewet.

Vedrørende klagen over, at journalisten under

interviewet henviste til samtaler med andre involverede, har DR

bemærket, at alle interviews forberedes, hvilket bl.a. sker ved

baggrundssamtaler med involverede, eksperter eller andre. DR har vanskeligt

ved at se, hvordan en ordentlig forberedelse kan betegnes eller opleves

som en overtrædelse af god presseskik.

DR har samtidig afvist, at der skulle have været

aftalt særlige betingelser for det pågældende interview.

Det forekommer i helt særlige situationer, men er ikke sket i dette

tilfældet. Dertil kommer, at journalisten ikke under interviewet

henviste til eller refererede følsomme eller interne oplysninger, som

klager kunne opfatte var underlagt en særlig behandling.

Det er desuden DR s opfattelse, at programmet er klippet

på en sådan måde, at seeren har fuld forståelse for,

hvornår klager kommenterer noget, andre har sagt. DR er uenig i, at

seeren kan få noget andet indtryk. Klageren har under interviewet

lejlighed til at kommentere alle oplysninger, der bringes i indslaget,

herunder retsmedicinerens oplysninger om åbningen på 17 cm og

kravet om, at der ikke må være åbninger på mellem 9

og 23 cm. Det samme gælder oplysningerne om politiets efterforskning og

udtalelser om samme, ligesom klager i forvejen kendte de i øvrigt

involveredes holdninger i sagen og kunne om ønsket udtale sig om

disse.

For så vidt angår indklippet, hvor klager ses,

mens han smilende taler med sine medarbejdere, er DR enig i, at billedet kan

misforstås og ikke burde have været bragt på den skete

måde. DR har følgelig beklaget, at klippet blev bragt, men har

samtidig anført, at man ikke deler synspunktet om, at seeren får

den opfattelse, at klager muntrer sig over ulykken. Det er ikke det signal,

billederne sender.

Samlet finder DR, at klager har fået en både

fair og sober behandling.

I sagens behandling har følgende

nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen

og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Som Pressenævnet tidligere har givet udtryk for, er

det nævnets opfattelse, at en person, der interviewes, ikke i

almindelighed har krav på at få spørgsmålene eller

et præcist tema for disse forelagt på forhånd. På den

baggrund og henset til, at klager ifølge eget udsagn var bekendt med,

at interviewet ville komme ind på ulykken, finder nævnet ikke, at

Danmarks Radio har handlet i strid med god presseskik ved ikke præcist

at have gjort klart, hvad interviewet ville vedrøre.

Nævnet har ikke mulighed for at afgøre,

hvilke aftaler for interviewets afvikling, der var truffet mellem klager og

journalisten bag programmet. Nævnet kan således ikke tage

stilling til, hvorvidt journalisten har tilsidesat indgåede aftaler.

Nævnet finder dog således som sagen foreligger oplyst ikke

anledning til at kritisere, at journalisten under interviewet henviste til

samtaler med den afdøde drengs familie, selvom klager måtte

være af den opfattelse, at han var den første, som journalisten

talte med.

For så vidt angår den del af klagen, der

vedrører indslagets klipning og redigering, bemærker

nævnet, at mediernes ret til selv at redigere mediet er et

grundlæggende princip. Nævnet finder, at klager i indslaget er

kommet tilstrækkeligt til orde over for udsagnene fra politiet, det

afdøde barns forældre og retsmedicineren, og nævnet finder

ej heller på dette punkt, at Danmarks Radio har handlet i strid med god

presseskik. Nævnet finder endvidere ikke grundlag for at kritisere, at

Danmarks Radio valgte at bringe klippet, hvor interviewet midlertidigt

afbrydes af klager.

Nævnet er derimod enig med klager i, at Danmarks

Radio ved behandlingen af dødsulykken burde have udeladt

indklipsbilledet, hvor klager smilende taler med sine kolleger. Nævnet

kan således tilslutte sig Danmarks Radios beklagelse på dette

punkt men finder ikke, at det bragte indklip i sig selv udgør et brud

på god presseskik.

Nævnet finder heller ikke i øvrigt, at

Danmarks Radio har handlet i strid med god presseskik.

Afsagt den 10. april 2002.

Lignende dokumenter