Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 132/2001
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.
132/2001
Jyllands-Posten har klaget til Pressenævnet over et
ufyldestgørende genmæle bragt i Politiken den 15. december 2001.
Jyllands-Posten har endvidere klaget over, at god presseskik er blevet
tilsidesat.
I en lederartikel med overskriften
"Bestyrelsessvigt" bragt den 13. december 2001 hed det:
"Den forkerte blev fyret
CHEFREDAKTØRER ER ligesom andre ledere i
erhvervslivet. De holder ikke evigt. Og når konjunkturerne svigter, og
kurver knækker, sker det oftere end ellers. Hvis det var utilfredshed
med de opnåede mål eller avisens aktuelle økonomiske
krise, der var baggrunden for fyringen i går af Jyllands-Postens
journalistiske chefredaktør, Ulrik Haagerup, ville det kun have
begrænset offentlig interesse.
Det står imidlertid klart, at Ulrik Haagerup
blev gået, fordi han ikke længere kunne acceptere Jørgen
Ejbøls måde at forvalte sin rolle som både
administrerende direktør og ansvarshavende redaktør for landets
største avis på. Det er ikke nogen nyhed, at Jørgen
Ejbøl har en markant lederstil, præget af voldsomme
udmeldinger, store strategiske armbevægelser og en ikke ubetydelig
uforudsigelighed. Da Ejbøl, der især har været
direktør på Jyllands-Posten, også har et til dels
berettiget ry for at være resultatskabende, bliver meget ham tilgivet.
Det har Ulrik Haagerup givetvis også haft mange anledninger til i
de syv år, hvor han som Ejbøls højre hånd har haft
ansvaret for avisens daglige journalistiske linje. Når samarbejdet
mellem den koleriske Ejbøl og den yderst professionelle Haagerup nu
Læs alt
brister, er det, fordi Ejbøl har overskredet nogle principielle
grænser.
JYLLANDS-POSTENS FUPHISTORIE to dage før valget om
flygtninges angivelige pendlerliv mellem Danmark og Palæstina er
fremhævet som konfliktens kerne. Det virkelige problem er imidlertid,
at Jørgen Ejbøl har ønsket at fremme Venstres
valgsejr og dermed et regeringsskifte i valgkampens slutspurt. Og det vel
at mærke ved at misbruge avisens journalistik, ikke ved at argumentere
for sin holdning på lederplads. Det havde været helt naturligt i
de gamle partiavisers, ja, sågar i den gamle, stokkonservative
Jyllands-Posts tid. Men efter at avisen nu i årevis har kæmpet og
til dels opnået troværdighed som en uafhængig og
professionelt drevet avis, er det naturligvis en katastrofe for den
troværdighed og journalistiske integritet, som netop Ulrik Haagerup
har stået for.
Jyllands-Postens bestyrelse, der i den fondsejede
virksomhed har som sin fornemste opgave at værne om netop
uafhængigheden, kunne have truffet et andet valg. Ved at
foretrække den kommercielle koleriker frem for den professionelle
bladmand, har bestyrelsen påført avisen alvorlig skade og sat
dansk journalistik et stort skridt tilbage."
Ved brev af 13. december 2001 anmodede Jyllands-Posten
Politiken om at bringe følgende genmæle:
"I Politikens ledende artikel den 13. december
d.å. om afskedigelsen af Jyllands-Postens chefredaktør Ulrik
Haagerup fremgår følgende: "Jyllands-Postens
fuphistorie om flygtninges angivelige pendlerliv mellem Danmark og
Palæstina er fremhævet som konfliktens kerne. Det virkelige
problem er imidlertid, at Jørgen Ejbøl har ønsket at
fremme Venstres valgsejr og dermed et regeringsskifte i valgkampens
slutspurt. Og det vel at mærke ved at misbruge avisens journalistik,
ikke ved at argumentere for sin holdning på lederplads . Men efter at
avisen nu i årevis har kæmpet og til dels opnået
troværdighed som en uafhængig og professionelt drevet avis, er
det naturligvis en katastrofe for den troværdighed og journalistiske
integritet, som netop Ulrik Haagerup har stået for".
Det er ikke korrekt, at der hersker eller har hersket
uenighed om de journalistiske principper i Jyllands-Postens chefredaktion,
ligesom det er ukorrekt, at Jyllands-Postens journalistik er misbrugt i
valgkampen. Det var ikke uenighed om avisens journalistik, der førte
til bestyrelsens afskedigelse af Ulrik Haagerup, og de omtalte artikler om
asylfup, der bakkes op af den samlede chefredaktion, blev til på Ulrik
Haagerups foranledning.
Jyllands-Posten står nu som før for en fri og
uafhængig journalistik, der følger fundatsens krav om udgivelse
af et af private, erhvervsmæssige, organisationsmæssige og
partipolitiske interesser uafhængigt liberalt dagblad."
Den 15. december 2001 bragte Politiken under rubrikken
"Læserne mener" genmæleteksten under overskriften
"Ingen uenighed".
Klageren har anført, at der med indrykningen af
genmælets tekst som læserbrev er sket en overtrædelse af
medieansvarslovens §§ 36 og 39, idet anmodningen om et genmæle
vedrørende oplysninger af faktisk karakter ikke er blevet taget til
følge, og idet Politiken ved at indrykke genmælets tekst som
læserbrev ikke har bragt genmælets faktuelle indhold på en
så fremtrædende måde, som det efter omstændighederne
med rimelighed kan forlanges. Ved at bringe hovedindholdet af genmælets
tekst som læserbrev uden at det fremstod som et genmæle og uden
henvisning til medieansvarslovens genmæleparagraf har bladet givet
sine læsere det fejlagtige indtryk, at der blot var tale om en
meningstilkendegivelse fra Jyllands-Postens chefredaktør og ikke en
imødegåelse af faktisk forkerte, men yderst skadelige
beskyldninger. Det er afgørende for klager, at genmælet bliver
bragt som det, det er, nemlig en faktisk imødegåelse af faktisk
forkerte oplysninger.
Klager er enig i, at en ledende artikel i sagens natur
må indeholde vurderinger, og at der må være vidt spillerum
for skarpe formuleringer. Imidlertid indeholder lederen forkerte
beskyldninger mod avisens ansvarshavende chefredaktør, som i
høj grad er egnet til at påføre avisen "skade af
betydning", idet det er et ubeføjet angreb på avisens og
chefredaktørens journalistiske troværdighed. Klager har henvist
til medieansvarslovens forarbejder, hvoraf det fremgår, at hentydninger
og retoriske spørgsmål efter omstændighederne kan
være af faktisk karakter og således danne grundlag for krav om
genmæle. Så selv hvis bladet havde ret i, at der alene var tale
om vurderinger, ville et genmælekrav alligevel kunne gøres
gældende. Det er således hævet over enhver tvivl, at
genmælekravet lever op til lovens formkrav. Klager har henvist til, at
dette også er erkendt af tre andre blade, der umiddelbart har bragt
genmæler om samme emne og mod beslægtede
misforståelser.
Klageren har oplyst, at det over for Politikens
debatredaktør telefonisk er blevet understreget, at genmælet i
sin helhed skulle bringes som et sådant og ikke blot som en
meningstilkendegivelse blandt læserbrevene.
Klager har endelig anmodet nævnet om at tage
stilling til, om bladet ved sin ukorrekte handlemåde har handlet i
strid med god presseskik.
Bladet har anført, at klagen øjensynlig i
nogen grad afspejler en misforståelse af begrebet
"genmæle". Det fremgår af medieansvarsloven og praksis,
at formålet med genmæleinstituttet og det må naturligvis
gælde i særlig grad, når det gælder vurderinger
først og fremmest er at sikre klageren at kunne komme til orde. Det er
i fuldt omfang sket i dette tilfælde.
Bladet har samtidig peget på det usædvanlige i
at kræve genmæle alene over for en ledende artikel. Bladet bragte
den pågældende dag og dagen før nyhedsartikler om
chefredaktørfyringen på Jyllands-Posten.
Bladet har desuden anført, at de eneste faktuelle
oplysninger i lederen, der bestrides i klagers indlæg, er, at
Jørgen Ejbøl som chefredaktør og direktør har
misbrugt avisens journalistik i valgkampen, samt at der skulle være
uenighed i chefredaktionen. Da klager næppe bestrider det faktiske
forløb heriblandt klagers artikel, klagers tv-reklamespots om samme
og bureau-fællesskabet med Venstre må det være forskellen
mellem "brug" og "misbrug", der udgør den
"faktuelle" fejl. Man er her inde i et åbenbart subjektivt
område, der klart unddrager sig den form for berigtigelse, der
foresvæver klager. Alternativt er det Jørgen Ejbøls
ansvar for hændelsesforløbet, der bestrides. Men da
chefredaktionen som helhed har påtaget sig ansvaret for de
pågældende handlinger, og Jørgen Ejbøl er
bladets øverste chef, må det have formodningen for sig, at han
er ansvarlig for det passerede, indtil det modsatte er dokumenteret.
Bladet har endvidere for så vidt angår
uenigheden i chefredaktionen anført, at hele anledningen til den
offentlige omtale af Jyllands-Postens forhold er fyringen af en
mangeårig chefredaktør. I den situation må den
tilbageværende ledelse tåle kritisk omtale af forløbet.
Endvidere nævnes det slet ikke i lederen eller indgår i dens
argumentation, hvilke chefredaktører, der har set hvilke artikler,
før de gik i trykken.
Bladet har yderligere anført, at såfremt
klagers indlæg skulle opfattes som en berigtigelse eller et dementi,
måtte det under alle omstændigheder rumme en langt mere
præcis angivelse af, hvilke nye, belastende og faktuelt forkerte
oplysninger, man mener, at lederen bringer til torvs.
Bladet har endelig anført, at Jyllands-Postens
reaktion er blevet bragt ubeskåret, hurtigt, uden redaktionelle
tilføjelser og på en fremtrædende plads. Bladet har i den
forbindelse anmodet nævnet om at afvise klagen over håndteringen
af indlægget. Efter bladets opfattelse ville det føre vidt, hvis
danske aviser tog genmæleinstituttet i brug, når de var uenige i
et andet dagblads ledende artikler. Subsidiært anmodes nævnet om
at konstatere, at bladet har handlet i overensstemmelse med god presseskik i
sagen.
I sagens behandling har følgende
nævnsmedlemmer deltaget: Jørgen Nørgaard, Finn Rowold,
Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at
anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er
egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af
betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til
følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Det
følger endvidere af § 39, stk. 1, at genmælet skal
offentliggøres vederlagsfrit uden unødig forsinkelse og skal
bringes på en så fremtrædende måde, som det efter
omstændighederne med rimelighed kan forlanges.
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at ordet
genmæle i medieansvarsloven anvendes som betegnelse for den korrektion
af forkerte faktiske oplysninger, som sker efter begæring af den, hvis
forhold er blevet undergivet en urigtig omtale i et medie. Det er
således ikke muligt at få genmæle over for vurderinger.
Nævnet finder, at lederartiklen i det hele er udtryk
for Politikens vurdering af baggrunden for og hensigtsmæssigheden af
Jyllands-Postens afskedigelse af bladets chefredaktør, Ulrik
Haagerup. Klager er derfor ikke berettiget til at få et genmæle
angående artiklens udsagn.
Nævnet finder i øvrigt ikke, at god
presseskik er tilsidesat.
Afsagt den 6. februar 2002
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-613 Retsinformation · 26. februar 2008
- Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-498 Retsinformation · 2. juli 2007
- Pressenævnets kendelse i sag 12-70-00218 Retsinformation · 12. maj 2012
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00436 Retsinformation · 23. maj 2013
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-136 Retsinformation · 5. juli 2005
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00476 Retsinformation · 4. marts 2014
Lignende dokumenter
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 14/2002 Retsinformation · 10. april 2002
- Sag om bl.a. strafansvar og erstatningsansvar for påståede ærefornærmende krænkelser i forbindelse med offentliggørelse og omtale i landsdækkende medier m.m. Domsdatabasen · 17. juni 2020
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-08688 Retsinformation · 21. februar 2025
- Kendelse af 10. juli 2021 i FV2019-0098 Arbejdsretten m.fl. · 10. juli 2021
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-05775 Retsinformation · 14. december 2024
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 49/2003 Retsinformation · 28. juli 2003