Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 51/2001

KEN nr 9638 af 16/01/2002Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet24. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 51/2001

[K] har klaget til

Pressenævnet over et indslag bragt i

en TV 2 nyhedsudsendelse den

10. april 2001, idet han

mener, at god presseskik er tilsidesat.

I indslaget hed det:

Studievært

: ”Selvom

man får ret, så behøver man ikke nødvendigvis at få retfærdighed. Det kan

[A] fra Nykøbing Falster tale med om.

Hun blev udsat for en alvorlig lægefejl. Hun har fået medhold i

Patientklagenævnet, men erstatningen har hun ikke set noget til endnu.

Speak

:

[A] har kræft i højre ben. For to år

siden opdagede hun en knude i låret og gik til speciallæge. Speciallægen

fjernede knuden og sagde, at det lignede en godartet fedtknude. Men hun ville

få besked ti dage senere hos sin egen læge.

[A]

: Og så går jeg til egen læge og fik fjernet

sting og så sagde han, at der lå et brev fra [K]. At det, der var fjernet,

var

diagnosticeret til at være et lipom, og så var den sag jo sådan set ude af

verdenen.

Speak

: Det var altså

en fedtknude, konstaterede speciallægen. En ny knude vokser dog hurtigt frem

igen, og hendes egen læge sender hende til scanning på hospitalet. Scanningen

viser, at hun har kræft, og da hun kontakter speciallægen igen, går det op

Læs alt

for

hende, at den første knude aldrig var sendt til undersøgelse.

[K]

: Det var en

fedtknude, ligesom alle andre fedtknuder.

Interviewer

: Men

hvorfor sendte du den så ikke ind? Du var ikke i tvivl eller hvad?

[K]

: Nej, jeg var

ikke i tvivl. Altså den lå der i underhuden, som de altid ligger, og den

havde

facon og konsistens og farve som de skal have, og derfor sendte jeg den ikke

ind.

Speak

:

[A]

klager til Patientklagenævnet og får medhold. Nævnet

konkluderer, at lægen ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og

samvittighedsfuld

i sin behandling.”

Mens den sidste speak kører, vises Patientklagenævnets afgørelse

på skærmen. Afgørelsen fremstår sløret, men et uddrag fra denne er særligt

fremhævet. Heri står:

”Speciallæge i ortopædisk kirurgi [K] har overtrådt lægelovens §

6, fordi han ikke har været særlig omhyggelig og samvittighedsfuld .”

[K]

: ”Jeg synes, den

er kritisabel, og den er så kritisabel, så i øjeblikket da overvejer jeg med

min advokat, om de skal stævnes for denne her afgørelse.

Speak

: Lægen, der

udtaler sig med tilladelse fra

[A],

har derfor endnu ikke betalt erstatning til hende.

[A]

: Jeg havde haft kræft under alle

omstændigheder. Det er kun et spørgsmål om, at jeg synes, jeg er blevet så

dårligt stillet, sådan så at jeg gerne vil have, at han siger, at han er

erstatningspligtig.

Speak

: Altså en

undskyldning.

[A]

: Også det.”

Klageren har anført, at indslaget – for at overbevise seerne –

begynder med vendingen ”selvom man har ret, er det ikke ensbetydende

med, at

man får retfærdighed”, uden at det på nogen måde fremgår, hvad indholdet

af

Patientklagenævnets afgørelse var.

Klageren har videre anført, at der i udsendelsen tales om en

”alvorlig lægefejl”. Dette er en udtalelse, som er skadelig,

krænkende og

agtelsesforringende. Det er efter klagers opfattelse misbrug af ordet, og det

bruges kun for at give historien lidt ekstra spænding, da den rigtige

historie

egentlig ikke er så spændende. Det kræver vel, at der har været en alvorlig

fejl, for at man kan tillade sig at bruge det ord.

Klageren har herudover anført, at det ikke fremgår af indslaget,

at der var tale om to sygdomme, der intet havde med hinanden at gøre. Dette

er

bevidst udeladt, da historien ellers ville blive ødelagt. Hvis man fra

begyndelsen havde gjort opmærksom på, at der var tale om to sygdomme, som

intet

havde med hinanden at gøre, ville seerne formentlig ikke have kunnet

misforstå

indslagets indhold. Denne mangel kan efter klagers opfattelse tilskrives

uvidenhed om indslagets indhold eller være et bevidst forsøg på at få

historien

til at passe til drejebogen. TV 2 klippede dette fra i klagers udtalelser med

den begrundelse, at det var for teknisk. Der er altså sket en fortielse af,

at

det var en helt anden sygdom, patienten havde fået senere, og som ikke havde

forbindelse med den behandling, hun havde fået af klager.

Klageren har særligt til TV 2's bemærkning om, at patientens

senere kræftknude sad samme sted, oplyst, at han fjernede en fedtknude i

underhuden – en operation, der udføres talrige gange dagligt i Danmark.

Denne

fedtknude havde intet at gøre med patientens senere kræftknude, der fjernedes

fra et andet sted på samme ben. Hvis kræftknuden skulle have haft nogen

forbindelse med fedtknuden, skulle den have vokset igennem muskelhinden og

ind

i musklen. Det var ikke tilfældet, og det kan bekræftes af den MR-scanning,

der

blev foretaget. TV 2 har således taget en kildes løse rygter for gode varer

på

dette punkt. Bortset fra, at Patientklagenævnet erkender, at det var en

fedtknude, klager fjernede, har man ikke taget stilling til, om det har haft

betydning for patientens helbred. Det er trods alt det, der er vigtigt.

Vedrørende TV 2 anførsel: at kræftknuden var udtryk for et

recidiv – tilbagefald –, har klager anført, at denne oplysning

stammer fra

patienten alene, og uden at man i øvrigt har søgt bevis for dette. Det til

trods for, at klager inden indslaget havde forsynet journalisten med en anden

oplysning, idet klager havde forklaret journalisten, at der var tale om to

forskellige sygdomme. Der er intet sted i sagens akter anført, at der skulle

være tale om en og samme sygdom. Patientens egen læge havde godt nok skrevet

i

sin journal, at der forelå recidiv, men den bemærkning er efterfølgende

trukket

tilbage, idet lægen derpå skrev, at der var en ny knude. Endvidere forelå der

før udsendelsen en redegørelse fra Rigshospitalet, der angav, at der ikke var

tale om recidiv. Klager mener derfor ikke, at TV 2 har undersøgt patientens

troværdighed. Med hensyn til journalistens bemærkning om, at hun inden

udsendelsen havde kontrolleret en række oplysninger via samtaler med læger

fra

Rigshospitalet, har klager anført, at den pågældende journalist umiddelbart

efter udsendelsen over for ham oplyste, at hun ikke havde haft tid til at

foretage en kontrol af de pågældende oplysninger. Der foreligger en

MR-scanning,

der bekræfter, at den knude, klager fjernede, var placeret i underhuden, og

at

den ondartede knude lå inde i en muskel. Der er ikke, og der har aldrig

været,

mulighed for, at de to vidt forskellige sygdomme kan have haft noget med

hinanden at gøre. De patologer, klager har talt med, har oplyst, at det ikke

kan lade sig gøre, at en fjernet fedtknude i underhuden skulle kunne udvikle

sig til en ondartet svulst inde i en muskel.

Klageren har herudover anført, at den sidste del af indslaget

tillige havde til formål at sætte ham i et dårligt lys. Patienten udtalte, at

klager ikke ville yde hende erstatning. Patienten, hendes advokat og

journalisten var imidlertid vidende om, at klager tidligere havde skrevet til

advokaten, at patienten blot skulle fremsende sit erstatningskrav, hvorefter

klager ville sende det videre til sit forsikringsselskab. Da klager ikke har

modtaget nogen beskrivelse af erstatningsansvar fra patientens advokat, er

det

ikke muligt for klager at forholde sig til dette. Det, der blev oplyst i

udsendelsen, var altså forkert. Klager har endvidere efter udsendelsen bedt

sin

advokat og sit forsikringsselskab om at få patientens advokat i tale med

hensyn

til erstatningskravet. Ingen har endnu modtaget noget erstatningskrav.

Klageren har til TV 2´s oplysning om, at formålet med

udsendelsen var at sætte fokus på, at medhold i Patientklagenævnet ikke

automatisk udløser penge, anført, at dette vil kunne ske. Det kræver dog, at

lægen er skyldig i, at patienten er blevet syg. Det står der intet om i

afgørelsen fra Patientklagenævnet.

TV 2 har afvist at have handlet i strid med god presseskik.

TV 2 har oplyst, at det indslag, hvorover der er klaget, satte

fokus på patienters retssikkerhed, herunder dels patienters mulighed for at

klage over lægelig behandling, dels deres mulighed for at opnå erstatning i

tilfælde af, at en læge har handlet i strid med lægelovens bestemmelse om god

lægeskik. Indslaget tog udgangspunkt i en konkret historie om en kvinde, der

kort tid efter at have fået fjernet en knude i sit ben, der af den

speciallæge,

der fjernede knuden, blev diagnosticeret som en fedtknude, fik konstateret en

kræftknude i benet på det samme sted. I indslaget medvirkede såvel patienten

som klager, der fjernede den første af de to knuder.

Vedrørende klagen over den indledende speak ”selvom man får ret,

behøver man ikke nødvendigvis at få retfærdighed” har TV 2 anført, at

speaken

tager afsæt i Patientklagenævnets afgørelse, som gav patienten medhold i, at

i

klager burde have foretaget en nærmere undersøgelse (biopsi) af fedtknuden.

Den

første del af speaken ”selv om man får ret”, har således fuld

dækning i de

faktiske forhold.

For så vidt angår den anden del af speaken, ”..behøver man ikke

nødvendigvis at få retfærdighed”, har TV 2 anført, at den knytter sig

til det

forhold, at klageren over for patienten har givet udtryk for, at han ikke

mener

at være erstatningsansvarlig som følge af Patientklagenævnets afgørelse. TV 2

har i den forbindelse henvist til følgende afsnit i klagers brev af 15. marts

2001 til patientens advokat: ”Det fremgår ikke tydeligt af Deres brev

hvilket

”tab” De mener jeg kan være årsag til” samt ”Det er Deres

opfattelse at en

overtrædelse af lægelovens § 6 medfører erstatningsansvar. Det er Deres

mening.

Jeg er nødt til at spørge om erstatningsansvar for hvad? Deres klient har

selv

bedt om behandling hos mig, og det har hun også fået. Fedtknuden blev

fjernet,

og så vidt jeg er orienteret har der ikke været problemer med såret eller

underhuden. Jeg kan og vil ikke påtage mig ansvar for at Deres klient

pådrager

sig andre sygdomme senere, efter at hun for længst er blevet færdigbehandlet

hos mig”. TV 2 har anført, at man på denne baggrund finder, at den

indledende

speak har dækning i de faktiske forhold.

Med hensyn til det påklagede udsagn ”alvorlig lægefejl” har TV 2

henvist til, at journalisten bag indslaget over for klager har beklaget, at

hans handlemåde i indslaget blev betegnet som en ”alvorlig

lægefejl”, idet en

sådan fortolkning altid kan diskuteres. Det fremgår imidlertid af

Patientklagenævnets

afgørelse, at nævnet fandt, at klager havde overtrådt lægelovens § 6, hvorved

han havde handlet i strid med god lægeskik. Dertil kommer, at patienten

naturligvis har opfattet den fastslåede forsømmelse som en alvorlig lægefejl,

idet hun, hvis en biopsi af den første knude havde skabt fuldstændig vished

for, at der blot var tale om en fedtknude, havde haft klarhed over, at der

ikke

var anledning til at påbegynde f.eks. strålebehandling mere end et år

tidligere. På den baggrund er det TV 2’s opfattelse, at der i det

faktiske

hændelsesforløb er dækning for at betegne klagers fejl som en alvorlig

lægefejl, hvorfor det afvises, at der ved brugen af det pågældende udtryk er

handlet i strid med god presseskik.

TV 2 har yderligere - som imødegåelse af klagers anførsel om den

manglende sammenhæng mellem de to knuder - anført, at der ikke er lægelig

enighed om, at der var tale om to forskellige sygdomme. Patienten har - så

vidt

TV 2 er orienteret - til journalisten bag indslaget oplyst, at

Rigshospitalet,

hvor kræftknuden blev bortopereret, mundtligt har tilkendegivet, at

kræftknuden

må betragtes som et recidiv af den tidligere knude, som derved vurderes at

have

været en kræftknude. TV 2 afviser, at dette – som anført af klager

– blot er

løse rygter. Samtidig bestrides det, at Patientklagenævnet skulle have taget

stilling til korrektheden af klagers diagnose, sådan som klager over for TV 2

har hævdet. Patientklagenævnet har derimod udtalt, at klager ”har udvist

manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved ikke at have foretaget en korrekt

vurdering af den fjernede knude, idet han ikke foranledigede en biopsi af

den”,

ligesom Patientklagenævnet lægger til grund, at klager ikke foretog en

bedømmelse af, ”om knudens beliggenhed var profund for fascien, om dens

størrelse

var over

5 cm. i

diameter samt af knudens væksthastighed”.

TV 2 har på den baggrund afvist, at der er fuldstændig vished

om, at der var tale om to forskellige sygdomme. TV 2 har dog samtidig

erkendt,

at det burde have fremgået mere tydeligt af indslaget, at klageren er af den

opfattelse, at der var tale om to sygdomme, som intet havde med hinanden at

gøre, og klagers bemærkninger herom i interviewet burde have været medtaget

eller gengivet i indslaget. TV 2 har på den baggrund inden klagens

indbringelse

for Pressenævnet tilbudt klageren at komme til orde i form af en præcisering

af, at der efter klagerens opfattelse var tale om to forskellige sygdomme, og

at andet ikke var påvist. Klager har imidlertid afvist en sådan præcisering,

idet klager efter TV 2´s opfattelse ønskede, at det af præciseringen også

skulle fremgå, at der er lægelig enighed om, at der var tale om to

forskellige

sygdomme. En præcisering med et sådant indhold har TV 2 imidlertid ikke

villet

bringe, idet der efter TV 2´s opfattelse ikke er lægelig enighed om, at det

er

korrekt. Såfremt klageren måtte ønske det, er TV 2 imidlertid fortsat

indstillet på at præcisere, at der efter klagers opfattelse var tale om to

forskellige sygdomme, og at andet ikke er påvist. På den baggrund bestrider

TV

2 at have handlet i strid med god presseskik.

TV 2 har endvidere afvist, at det skulle være ukorrekt, når det

i indslaget oplyses, at klager har afslået at yde patienten erstatning.

Klager

har i brev af 15. marts 2001 til patientens advokat afvist, at patienten

skulle

være berettiget til erstatning som følge af Patientklagenævnets afgørelse. I

brevet skriver klager samtidig, at ”såfremt dette ikke interesserer Dem,

men at

De absolut ønsker en sag, vil jeg bede Dem om at forklare Deres

erstatningsansvar.

Når det er på plads vil jeg videresende samtlige Deres og mine breve,

journalnotater og Patientklagenævnets papir til mit forsikringsselskab,

advokat

og FAS”. Dette er imidlertid uden betydning i denne sammenhæng, idet

klagerens

svar i øvrigt må opfattes således, at han finder erstatningskravet aldeles

uberettiget. TV 2 har på den baggrund afvist, at der i indslaget fremkommer

urigtige oplysninger vedrørende erstatningen.

TV 2 har som svar på klagerens bemærkninger om, at man har

viderebragt løse rygter fra patienten,

oplyst, at patientens troværdighed som kilde er vurderet på sædvanlig kritisk

vis. Journalisten bag indslaget har søgt at få bekræftet patientens

oplysninger

bl.a. via opringninger til forskellige læger på Rigshospitalet, hvor

kræftknuden blev fjernet. Efter det oplyste afviste ingen af disse læger, at

kræftknuden var at betragte som et recidiv, ligesom patienten fortsat

fastholder, at Rigshospitalet over for hende tilkendegav, at der ikke var

tale

om to forskellige sygdomme. Endvidere fremgår det af hendes lægejournal, at

der

ikke foreligger lægelig dokumentation for, at der var tale om to forskellige

sygdomsforløb.

TV 2 har på denne baggrund bestridt, at patientens oplysninger

ikke er søgt kontrolleret, og at hendes troværdighed som kilde ikke er

kritisk

vurderet. TV 2 har i samme forbindelse understreget, at formålet med det

pågældende nyhedsindslag ikke var at få konstateret, om patienten led af en

eller to sygdomme, men derimod at sætte fokus på, at medhold i en klage til

Patientklagenævnet ikke automatisk medfører, at den påklagede læge anerkender

et erstatningsansvar.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel

Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet

udtaler:

Pressenævnet har ikke mulighed for at tage stilling til det

omstridte spørgsmål, om fedtknuden og den efterfølgende konstaterede

kræftknude

havde nogen indbyrdes sammenhæng. Nævnet finder imidlertid, at det burde have

fremgået af indslaget, at klager var af den opfattelse, at der var tale om to

sygdomme, som intet havde med hinanden at gøre. Ved at undlade at bringe

klagers opfattelse har TV 2 handlet i strid med god presseskik, og nævnet

udtaler sin kritik.

Med hensyn til udtrykket ”alvorlig lægefejl” må nævnet lægge

Patientklagenævnets afgørelse til grund. Hvorvidt den udviste forsømmelighed

udgør en alvorlig lægefejl, er ikke et spørgsmål, som nævnet kan vurdere. Det

fremgår af udsendelsen, at ”alvorlig lægefejl” er den subjektive

vurdering, som

TV 2 anlægger med hensyn til det passerede, og nævnet finder på denne

baggrund

ikke grundlag for at udtale kritik.

Hvad angår klagen over udsagnet om, at klager ikke vil betale

erstatning til patienten, har TV 2 efter nævnets opfattelse med rette

opfattet

klagerens brev af 15. marts 2001 som en afvisning af erstatningsansvar.

Nævnet

finder derfor, at TV 2 ikke har handlet i strid med god presseskik på dette

punkt. Nævnet finder endvidere ikke grundlag for at udtale kritik i anledning

af udsagnet ”selvom man får ret, så behøver man ikke nødvendigvis at få

retfærdighed”.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den

ansvarshavende redaktør af TV 2 at offentliggøre følgende resumé:

”

Kendelse fra Pressenævnet:

Den 10. april 2001 bragte

TV 2 et indslag i nyhedsudsendelsen kl. 19.00, som handlede om en kvindelig

patient, der efter at have fået bortopereret en fedtknude hos speciallæge [K]

fik konstateret en kræftknude i samme ben.

[K] har klaget til

Pressenævnet, idet han finder, at TV 2 har tilsidesat god presseskik.

Pressenævnet finder, at

det burde have fremgået af indslaget, at [K] var af den opfattelse, at der

var

tale om to sygdomme, som intet havde med hinanden at gøre. Ved at undlade at

bringe lægens opfattelse har TV 2 handlet i strid med god presseskik, og

nævnet

udtaler sin kritik.

København, den 16. januar 2002

Axel Kierkegaard, Aage

Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.”

Afsagt den 16. januar 2002.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter