Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 51/2001
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 51/2001
[K] har klaget til
Pressenævnet over et indslag bragt i
en TV 2 nyhedsudsendelse den
10. april 2001, idet han
mener, at god presseskik er tilsidesat.
I indslaget hed det:
Studievært
: ”Selvom
man får ret, så behøver man ikke nødvendigvis at få retfærdighed. Det kan
[A] fra Nykøbing Falster tale med om.
Hun blev udsat for en alvorlig lægefejl. Hun har fået medhold i
Patientklagenævnet, men erstatningen har hun ikke set noget til endnu.
Speak
:
[A] har kræft i højre ben. For to år
siden opdagede hun en knude i låret og gik til speciallæge. Speciallægen
fjernede knuden og sagde, at det lignede en godartet fedtknude. Men hun ville
få besked ti dage senere hos sin egen læge.
[A]
: Og så går jeg til egen læge og fik fjernet
sting og så sagde han, at der lå et brev fra [K]. At det, der var fjernet,
var
diagnosticeret til at være et lipom, og så var den sag jo sådan set ude af
verdenen.
Speak
: Det var altså
en fedtknude, konstaterede speciallægen. En ny knude vokser dog hurtigt frem
igen, og hendes egen læge sender hende til scanning på hospitalet. Scanningen
viser, at hun har kræft, og da hun kontakter speciallægen igen, går det op
Læs alt
for
hende, at den første knude aldrig var sendt til undersøgelse.
[K]
: Det var en
fedtknude, ligesom alle andre fedtknuder.
Interviewer
: Men
hvorfor sendte du den så ikke ind? Du var ikke i tvivl eller hvad?
[K]
: Nej, jeg var
ikke i tvivl. Altså den lå der i underhuden, som de altid ligger, og den
havde
facon og konsistens og farve som de skal have, og derfor sendte jeg den ikke
ind.
Speak
:
[A]
klager til Patientklagenævnet og får medhold. Nævnet
konkluderer, at lægen ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og
samvittighedsfuld
i sin behandling.”
Mens den sidste speak kører, vises Patientklagenævnets afgørelse
på skærmen. Afgørelsen fremstår sløret, men et uddrag fra denne er særligt
fremhævet. Heri står:
”Speciallæge i ortopædisk kirurgi [K] har overtrådt lægelovens §
6, fordi han ikke har været særlig omhyggelig og samvittighedsfuld .”
[K]
: ”Jeg synes, den
er kritisabel, og den er så kritisabel, så i øjeblikket da overvejer jeg med
min advokat, om de skal stævnes for denne her afgørelse.
Speak
: Lægen, der
udtaler sig med tilladelse fra
[A],
har derfor endnu ikke betalt erstatning til hende.
[A]
: Jeg havde haft kræft under alle
omstændigheder. Det er kun et spørgsmål om, at jeg synes, jeg er blevet så
dårligt stillet, sådan så at jeg gerne vil have, at han siger, at han er
erstatningspligtig.
Speak
: Altså en
undskyldning.
[A]
: Også det.”
Klageren har anført, at indslaget – for at overbevise seerne –
begynder med vendingen ”selvom man har ret, er det ikke ensbetydende
med, at
man får retfærdighed”, uden at det på nogen måde fremgår, hvad indholdet
af
Patientklagenævnets afgørelse var.
Klageren har videre anført, at der i udsendelsen tales om en
”alvorlig lægefejl”. Dette er en udtalelse, som er skadelig,
krænkende og
agtelsesforringende. Det er efter klagers opfattelse misbrug af ordet, og det
bruges kun for at give historien lidt ekstra spænding, da den rigtige
historie
egentlig ikke er så spændende. Det kræver vel, at der har været en alvorlig
fejl, for at man kan tillade sig at bruge det ord.
Klageren har herudover anført, at det ikke fremgår af indslaget,
at der var tale om to sygdomme, der intet havde med hinanden at gøre. Dette
er
bevidst udeladt, da historien ellers ville blive ødelagt. Hvis man fra
begyndelsen havde gjort opmærksom på, at der var tale om to sygdomme, som
intet
havde med hinanden at gøre, ville seerne formentlig ikke have kunnet
misforstå
indslagets indhold. Denne mangel kan efter klagers opfattelse tilskrives
uvidenhed om indslagets indhold eller være et bevidst forsøg på at få
historien
til at passe til drejebogen. TV 2 klippede dette fra i klagers udtalelser med
den begrundelse, at det var for teknisk. Der er altså sket en fortielse af,
at
det var en helt anden sygdom, patienten havde fået senere, og som ikke havde
forbindelse med den behandling, hun havde fået af klager.
Klageren har særligt til TV 2's bemærkning om, at patientens
senere kræftknude sad samme sted, oplyst, at han fjernede en fedtknude i
underhuden – en operation, der udføres talrige gange dagligt i Danmark.
Denne
fedtknude havde intet at gøre med patientens senere kræftknude, der fjernedes
fra et andet sted på samme ben. Hvis kræftknuden skulle have haft nogen
forbindelse med fedtknuden, skulle den have vokset igennem muskelhinden og
ind
i musklen. Det var ikke tilfældet, og det kan bekræftes af den MR-scanning,
der
blev foretaget. TV 2 har således taget en kildes løse rygter for gode varer
på
dette punkt. Bortset fra, at Patientklagenævnet erkender, at det var en
fedtknude, klager fjernede, har man ikke taget stilling til, om det har haft
betydning for patientens helbred. Det er trods alt det, der er vigtigt.
Vedrørende TV 2 anførsel: at kræftknuden var udtryk for et
recidiv – tilbagefald –, har klager anført, at denne oplysning
stammer fra
patienten alene, og uden at man i øvrigt har søgt bevis for dette. Det til
trods for, at klager inden indslaget havde forsynet journalisten med en anden
oplysning, idet klager havde forklaret journalisten, at der var tale om to
forskellige sygdomme. Der er intet sted i sagens akter anført, at der skulle
være tale om en og samme sygdom. Patientens egen læge havde godt nok skrevet
i
sin journal, at der forelå recidiv, men den bemærkning er efterfølgende
trukket
tilbage, idet lægen derpå skrev, at der var en ny knude. Endvidere forelå der
før udsendelsen en redegørelse fra Rigshospitalet, der angav, at der ikke var
tale om recidiv. Klager mener derfor ikke, at TV 2 har undersøgt patientens
troværdighed. Med hensyn til journalistens bemærkning om, at hun inden
udsendelsen havde kontrolleret en række oplysninger via samtaler med læger
fra
Rigshospitalet, har klager anført, at den pågældende journalist umiddelbart
efter udsendelsen over for ham oplyste, at hun ikke havde haft tid til at
foretage en kontrol af de pågældende oplysninger. Der foreligger en
MR-scanning,
der bekræfter, at den knude, klager fjernede, var placeret i underhuden, og
at
den ondartede knude lå inde i en muskel. Der er ikke, og der har aldrig
været,
mulighed for, at de to vidt forskellige sygdomme kan have haft noget med
hinanden at gøre. De patologer, klager har talt med, har oplyst, at det ikke
kan lade sig gøre, at en fjernet fedtknude i underhuden skulle kunne udvikle
sig til en ondartet svulst inde i en muskel.
Klageren har herudover anført, at den sidste del af indslaget
tillige havde til formål at sætte ham i et dårligt lys. Patienten udtalte, at
klager ikke ville yde hende erstatning. Patienten, hendes advokat og
journalisten var imidlertid vidende om, at klager tidligere havde skrevet til
advokaten, at patienten blot skulle fremsende sit erstatningskrav, hvorefter
klager ville sende det videre til sit forsikringsselskab. Da klager ikke har
modtaget nogen beskrivelse af erstatningsansvar fra patientens advokat, er
det
ikke muligt for klager at forholde sig til dette. Det, der blev oplyst i
udsendelsen, var altså forkert. Klager har endvidere efter udsendelsen bedt
sin
advokat og sit forsikringsselskab om at få patientens advokat i tale med
hensyn
til erstatningskravet. Ingen har endnu modtaget noget erstatningskrav.
Klageren har til TV 2´s oplysning om, at formålet med
udsendelsen var at sætte fokus på, at medhold i Patientklagenævnet ikke
automatisk udløser penge, anført, at dette vil kunne ske. Det kræver dog, at
lægen er skyldig i, at patienten er blevet syg. Det står der intet om i
afgørelsen fra Patientklagenævnet.
TV 2 har afvist at have handlet i strid med god presseskik.
TV 2 har oplyst, at det indslag, hvorover der er klaget, satte
fokus på patienters retssikkerhed, herunder dels patienters mulighed for at
klage over lægelig behandling, dels deres mulighed for at opnå erstatning i
tilfælde af, at en læge har handlet i strid med lægelovens bestemmelse om god
lægeskik. Indslaget tog udgangspunkt i en konkret historie om en kvinde, der
kort tid efter at have fået fjernet en knude i sit ben, der af den
speciallæge,
der fjernede knuden, blev diagnosticeret som en fedtknude, fik konstateret en
kræftknude i benet på det samme sted. I indslaget medvirkede såvel patienten
som klager, der fjernede den første af de to knuder.
Vedrørende klagen over den indledende speak ”selvom man får ret,
behøver man ikke nødvendigvis at få retfærdighed” har TV 2 anført, at
speaken
tager afsæt i Patientklagenævnets afgørelse, som gav patienten medhold i, at
i
klager burde have foretaget en nærmere undersøgelse (biopsi) af fedtknuden.
Den
første del af speaken ”selv om man får ret”, har således fuld
dækning i de
faktiske forhold.
For så vidt angår den anden del af speaken, ”..behøver man ikke
nødvendigvis at få retfærdighed”, har TV 2 anført, at den knytter sig
til det
forhold, at klageren over for patienten har givet udtryk for, at han ikke
mener
at være erstatningsansvarlig som følge af Patientklagenævnets afgørelse. TV 2
har i den forbindelse henvist til følgende afsnit i klagers brev af 15. marts
2001 til patientens advokat: ”Det fremgår ikke tydeligt af Deres brev
hvilket
”tab” De mener jeg kan være årsag til” samt ”Det er Deres
opfattelse at en
overtrædelse af lægelovens § 6 medfører erstatningsansvar. Det er Deres
mening.
Jeg er nødt til at spørge om erstatningsansvar for hvad? Deres klient har
selv
bedt om behandling hos mig, og det har hun også fået. Fedtknuden blev
fjernet,
og så vidt jeg er orienteret har der ikke været problemer med såret eller
underhuden. Jeg kan og vil ikke påtage mig ansvar for at Deres klient
pådrager
sig andre sygdomme senere, efter at hun for længst er blevet færdigbehandlet
hos mig”. TV 2 har anført, at man på denne baggrund finder, at den
indledende
speak har dækning i de faktiske forhold.
Med hensyn til det påklagede udsagn ”alvorlig lægefejl” har TV 2
henvist til, at journalisten bag indslaget over for klager har beklaget, at
hans handlemåde i indslaget blev betegnet som en ”alvorlig
lægefejl”, idet en
sådan fortolkning altid kan diskuteres. Det fremgår imidlertid af
Patientklagenævnets
afgørelse, at nævnet fandt, at klager havde overtrådt lægelovens § 6, hvorved
han havde handlet i strid med god lægeskik. Dertil kommer, at patienten
naturligvis har opfattet den fastslåede forsømmelse som en alvorlig lægefejl,
idet hun, hvis en biopsi af den første knude havde skabt fuldstændig vished
for, at der blot var tale om en fedtknude, havde haft klarhed over, at der
ikke
var anledning til at påbegynde f.eks. strålebehandling mere end et år
tidligere. På den baggrund er det TV 2’s opfattelse, at der i det
faktiske
hændelsesforløb er dækning for at betegne klagers fejl som en alvorlig
lægefejl, hvorfor det afvises, at der ved brugen af det pågældende udtryk er
handlet i strid med god presseskik.
TV 2 har yderligere - som imødegåelse af klagers anførsel om den
manglende sammenhæng mellem de to knuder - anført, at der ikke er lægelig
enighed om, at der var tale om to forskellige sygdomme. Patienten har - så
vidt
TV 2 er orienteret - til journalisten bag indslaget oplyst, at
Rigshospitalet,
hvor kræftknuden blev bortopereret, mundtligt har tilkendegivet, at
kræftknuden
må betragtes som et recidiv af den tidligere knude, som derved vurderes at
have
været en kræftknude. TV 2 afviser, at dette – som anført af klager
– blot er
løse rygter. Samtidig bestrides det, at Patientklagenævnet skulle have taget
stilling til korrektheden af klagers diagnose, sådan som klager over for TV 2
har hævdet. Patientklagenævnet har derimod udtalt, at klager ”har udvist
manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved ikke at have foretaget en korrekt
vurdering af den fjernede knude, idet han ikke foranledigede en biopsi af
den”,
ligesom Patientklagenævnet lægger til grund, at klager ikke foretog en
bedømmelse af, ”om knudens beliggenhed var profund for fascien, om dens
størrelse
var over
5 cm. i
diameter samt af knudens væksthastighed”.
TV 2 har på den baggrund afvist, at der er fuldstændig vished
om, at der var tale om to forskellige sygdomme. TV 2 har dog samtidig
erkendt,
at det burde have fremgået mere tydeligt af indslaget, at klageren er af den
opfattelse, at der var tale om to sygdomme, som intet havde med hinanden at
gøre, og klagers bemærkninger herom i interviewet burde have været medtaget
eller gengivet i indslaget. TV 2 har på den baggrund inden klagens
indbringelse
for Pressenævnet tilbudt klageren at komme til orde i form af en præcisering
af, at der efter klagerens opfattelse var tale om to forskellige sygdomme, og
at andet ikke var påvist. Klager har imidlertid afvist en sådan præcisering,
idet klager efter TV 2´s opfattelse ønskede, at det af præciseringen også
skulle fremgå, at der er lægelig enighed om, at der var tale om to
forskellige
sygdomme. En præcisering med et sådant indhold har TV 2 imidlertid ikke
villet
bringe, idet der efter TV 2´s opfattelse ikke er lægelig enighed om, at det
er
korrekt. Såfremt klageren måtte ønske det, er TV 2 imidlertid fortsat
indstillet på at præcisere, at der efter klagers opfattelse var tale om to
forskellige sygdomme, og at andet ikke er påvist. På den baggrund bestrider
TV
2 at have handlet i strid med god presseskik.
TV 2 har endvidere afvist, at det skulle være ukorrekt, når det
i indslaget oplyses, at klager har afslået at yde patienten erstatning.
Klager
har i brev af 15. marts 2001 til patientens advokat afvist, at patienten
skulle
være berettiget til erstatning som følge af Patientklagenævnets afgørelse. I
brevet skriver klager samtidig, at ”såfremt dette ikke interesserer Dem,
men at
De absolut ønsker en sag, vil jeg bede Dem om at forklare Deres
erstatningsansvar.
Når det er på plads vil jeg videresende samtlige Deres og mine breve,
journalnotater og Patientklagenævnets papir til mit forsikringsselskab,
advokat
og FAS”. Dette er imidlertid uden betydning i denne sammenhæng, idet
klagerens
svar i øvrigt må opfattes således, at han finder erstatningskravet aldeles
uberettiget. TV 2 har på den baggrund afvist, at der i indslaget fremkommer
urigtige oplysninger vedrørende erstatningen.
TV 2 har som svar på klagerens bemærkninger om, at man har
viderebragt løse rygter fra patienten,
oplyst, at patientens troværdighed som kilde er vurderet på sædvanlig kritisk
vis. Journalisten bag indslaget har søgt at få bekræftet patientens
oplysninger
bl.a. via opringninger til forskellige læger på Rigshospitalet, hvor
kræftknuden blev fjernet. Efter det oplyste afviste ingen af disse læger, at
kræftknuden var at betragte som et recidiv, ligesom patienten fortsat
fastholder, at Rigshospitalet over for hende tilkendegav, at der ikke var
tale
om to forskellige sygdomme. Endvidere fremgår det af hendes lægejournal, at
der
ikke foreligger lægelig dokumentation for, at der var tale om to forskellige
sygdomsforløb.
TV 2 har på denne baggrund bestridt, at patientens oplysninger
ikke er søgt kontrolleret, og at hendes troværdighed som kilde ikke er
kritisk
vurderet. TV 2 har i samme forbindelse understreget, at formålet med det
pågældende nyhedsindslag ikke var at få konstateret, om patienten led af en
eller to sygdomme, men derimod at sætte fokus på, at medhold i en klage til
Patientklagenævnet ikke automatisk medfører, at den påklagede læge anerkender
et erstatningsansvar.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel
Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.
Pressenævnet
udtaler:
Pressenævnet har ikke mulighed for at tage stilling til det
omstridte spørgsmål, om fedtknuden og den efterfølgende konstaterede
kræftknude
havde nogen indbyrdes sammenhæng. Nævnet finder imidlertid, at det burde have
fremgået af indslaget, at klager var af den opfattelse, at der var tale om to
sygdomme, som intet havde med hinanden at gøre. Ved at undlade at bringe
klagers opfattelse har TV 2 handlet i strid med god presseskik, og nævnet
udtaler sin kritik.
Med hensyn til udtrykket ”alvorlig lægefejl” må nævnet lægge
Patientklagenævnets afgørelse til grund. Hvorvidt den udviste forsømmelighed
udgør en alvorlig lægefejl, er ikke et spørgsmål, som nævnet kan vurdere. Det
fremgår af udsendelsen, at ”alvorlig lægefejl” er den subjektive
vurdering, som
TV 2 anlægger med hensyn til det passerede, og nævnet finder på denne
baggrund
ikke grundlag for at udtale kritik.
Hvad angår klagen over udsagnet om, at klager ikke vil betale
erstatning til patienten, har TV 2 efter nævnets opfattelse med rette
opfattet
klagerens brev af 15. marts 2001 som en afvisning af erstatningsansvar.
Nævnet
finder derfor, at TV 2 ikke har handlet i strid med god presseskik på dette
punkt. Nævnet finder endvidere ikke grundlag for at udtale kritik i anledning
af udsagnet ”selvom man får ret, så behøver man ikke nødvendigvis at få
retfærdighed”.
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den
ansvarshavende redaktør af TV 2 at offentliggøre følgende resumé:
”
Kendelse fra Pressenævnet:
Den 10. april 2001 bragte
TV 2 et indslag i nyhedsudsendelsen kl. 19.00, som handlede om en kvindelig
patient, der efter at have fået bortopereret en fedtknude hos speciallæge [K]
fik konstateret en kræftknude i samme ben.
[K] har klaget til
Pressenævnet, idet han finder, at TV 2 har tilsidesat god presseskik.
Pressenævnet finder, at
det burde have fremgået af indslaget, at [K] var af den opfattelse, at der
var
tale om to sygdomme, som intet havde med hinanden at gøre. Ved at undlade at
bringe lægens opfattelse har TV 2 handlet i strid med god presseskik, og
nævnet
udtaler sin kritik.
København, den 16. januar 2002
Axel Kierkegaard, Aage
Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.”
Afsagt den 16. januar 2002.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70-00116 Retsinformation · 7. oktober 2011
Lignende dokumenter
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70-00129 Retsinformation · 4. november 2011
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70-00173 Retsinformation · 15. december 2011
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2017-80-0007 Retsinformation · 9. oktober 2017
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00723 Retsinformation · 19. december 2014
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00769 Retsinformation · 19. marts 2015
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2003-6-139 Retsinformation · 29. december 2004