Spring til indhold

Retsinformation

Vejledning om sundhedsmæssig vurdering af kemiske stoffer i drikkevand

Gældende VEJ nr 60087 af 01/10/1992VejledningMinisteriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri30. september 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Vejledning om sundhedsmæssig vurdering

af kemiske stoffer i drikkevand

Forord

Kvalitetskrav til drikkevand er reguleret ved 'Bekendtgørelse om

vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg' af 29. august 1988. I

bekendtgørelsen fastsættes blandt andet en række

minimumskrav til drikkevandet gennem nogle grænseværdier for en

række kemiske stoffer.

Til bekendtgørelsen knytter sig en vejledning fra 1984,

'Vandkvalitetskrav til visse stoffer i drikkevandet'.

Imidlertid har der gennem de senere år været tiltagende

hyppige tilfælde med fund af miljøfremmede kemiske stoffer i

grundvand, der anvendes til drikkevandsindvinding og i forbindelse hermed et

tiltagende behov for sundhedsmæssig vurdering af kemiske stoffer, som

ikke er omfattet af bekendtgørelsen og vejledningen fra 1984.

Miljøstyrelsen har foretaget og foretager fortsat

sundhedsmæssige vurderinger af en række af sådanne stoffer

i forbindelse med afgørelser vedrørende

afværgeforanstaltninger eller lukning af drikkevandsforsyninger.

Nærværende vejledning 'Sundhedsmæssig vurdering af

kemiske stoffer i drikkevand' er en beskrivelse af de principper

Miljøstyrelsen anvender ved sundhedsmæssige vurderinger af

drikkevand.

Vejledningen henvender sig primært til

embedslægeinstitutionerne, men er også en imødekommelse af

ønsker om, at principperne for Miljøstyrelsens

sundhedsmæssige vurderinger er offentligt tilgængelige.

Ved udarbejdelsen af vejledningen har der udover Miljøstyrelsen

medvirket repræsentanter fra Sundhedsstyrelsen,

embedslægeinstitutionerne og Levnedsmiddelstyrelsen.

Læs alt

1. Indledning

Drikkevand kan indeholde kemiske stoffer, der enten stammer fra jordens

naturlige geologiske lag eller fra menneskers aktiviteter. Det tiltagende

antal forureningssager har nødvendiggjort, at der udarbejdes

retningslinier for fastsættelse af grænseværdier for

kemiske stoffer i drikkevandet. Hensigten hermed er at sikre en større

grad af ensartethed i behandlingen af disse sager - samt at give befolkningen

og de lokale myndigheder mulighed for at vurdere og diskutere baggrunden for

de fastsatte grænseværdier.

Det er fortsat Miljøstyrelsens grundholdning, at sundhedsskadelige

forureninger med kemiske stoffer ikke bør forekomme i

drikkevandet.

Der kan imidlertid optræde situationer, hvor fastsatte

grænseværdier kan have stor betydning som et instrument i

behandlingen af sager vedrørende forurenet drikkevand. Det kan

være i sager, hvor en drikkevandsforurening pludseligt opdages, og hvor

der umiddelbart skal tages stilling til, hvorledes sagen skal

håndteres. Det kan også dreje sig om sager, hvor der ikke er

mulighed for at skaffe rent grundvand som erstatning for det forurenede

drikkevand, eller hvor mulighederne for at skaffe rent drikkevand frem til

forbrugeren er udtømte af andre grunde.

En grænseværdi for et givet kemisk stof i drikkevand skal

sikre, at vandet er såvel æstetisk tilfredsstillende som at det

ikke er sundhedsskadeligt. Dette indebærer, at drikkevandet smager

godt, er lugtfrit og ser tilfredsstillende ud - samt at det ikke

indebærer sundhederisiko for forbrugerne.

Miljøstyrelsen har fundet, at det kan have stor betydning for

sagsbehandlingen, at de lokale myndigheder kan støtte sig til

fastsatte grænseværdier og at de kender baggrunden for deres

fastsættelse. Denne vejledning giver desuden anvisninger på,

hvorledes grænseværdier kan finde anvendelse på forskellige

sundhedsmæssige sikkerhedsniveauer i situationer, hvor det efter

omstændighederne er nødvendigt at acceptere en lille

sundhedsmæssig risiko, fordi mulighederne for at finde en ideel

løsning er udtømte.

1.1 Den historiske udvikling

Menneskene har i deres omgang med kemikalier gennem tiden haft en mere

eller mindre velbegrundet opfattelse af, hvad der måtte anses for at

være sikkert og hvad, der var risikobetonet. Denne opfattelse er blevet

mere og mere underbygget, og da JECFA (joint FAO/ WHO expert committee on

food additives) i 1958 principielt introducerede begrebet 'acceptabel daglig

indtagelse' (ADI) blev der lagt et videnskabeligt grundlag for vurdering af

kemikalier.(1)

ADI blev defineret som den daglige indtagelse eller dosis af et kemisk

stof, der kan indtages gennem et helt liv uden at medføre

skadevirkninger (på basis af alle oplysninger på det

pågældende tidspunkt). JECFA anså en sikkerhedsfaktor

på 100 gange i forhold til det niveau, der ikke medfører

påviselige skadevirkninger i langtidsdyreforsøg, for at

være grundlæggende for fastsættelse af ADI-værdien.

Begrebet anvendes først og fremmest i forbindelse med

tilsætningsstoffer og bekæmpelsesmiddelrester i

levnedsmidler.

I 1972 introducerede JECFA PTWI (Provisional Tolerable Weekly Intake) som

mest benyttes i forbindelse med de tungmetaller, hvor det specielt er den

kumulative effekt, der kan give skadevirkninger.(2)

I 1984 udarbejdede WHO (World Health Organisation) 'Guidelines for

Drinking Water Quality', som dækker den toksikologiske vurdering af en

lang række uorganiske og organiske kemiske stoffer (3) og US EPA har i

1988 offentliggjort 'Drinking Water Standards and Risk Assessment'.(4)

I Danmark blev der i 1980 ved en bekendtgørelse, senest

ændret i bekendtgørelse nr. 515 af 29. august 1988 om

'Vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg', fastsat en

række grænseværdier for kemiske forureninger i

drikkevandet. Disse værdier er i overensstemmelse med EF-direktiv,

80/778/EØF om kvaliteten af drikkevand.

Grænseværdierne blev i midten af halvfjerdserne fastsat i et

samarbejde mellem landene og var i nogen udstrækning baseret på

forudgående arbejde af WHO: 'European Standard for Drinking Water'

(1970).

Antallet af parametre og arten heraf blev fastsat ud fra de på den

tid værende mest sandsynlige naturlige indholdsstoffer og kemiske

forureninger af drikkevandet. Ofte er der anvendt samleparametre, d.v.s.

mål for summen af koncentrationer af en række specifikke stoffer.

Som eksempel herpå kan anføres phenoler, organiske

klorforbindelser, pesticider m.v.

Værdierne, der blev fastsat for disse samleparametre, kan være

smagsgrænser for de stoffer i gruppen, der har den mest udprægede

smag, eller detektionsgrænsen for den analysemetode, der på det

tidspunkt var almindelig at anvende.

I EF-direktivet og i tilsynsbekendtgørelsen er der alene

anført de fastsatte grænseværdier. Der blev derfor af

Miljøstyrelsen i 1984 udsendt en vejledning: 'Kvalitetskrav for visse

stoffer i drikkevandet'. I vejledningen er angivet en dokumentation for de

fastsatte værdier for de naturligt forekommende stoffer i

vandet.(5)

Man var klar over, at der blandt de stoffer, der som samleparameter blev

fastsat kravværdi for, var nogle, som kunne være

kræftfremkaldende (cancerogene). Videngrundlaget var imidlertid

på det tidspunkt ikke tilstrækkeligt udviklet til, at man i EF

fandt det rimeligt at fastsætte grænseværdier ud fra

bestemte kræft eller cancerrisici.(5)

1.2 Kontrol med drikkevandets kvalitet

Den kontrol, der sker af drikkevandet i henhold til bekendtgørelse

om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg, har hidtil

været baseret på en kvalificeret udvælgelse af

indikatorparametre, som f.eks. chlorid, som er karakteristisk for

forureningen især fra spildevand, lossepladsperkolat og gødning

i landbruget. Ved ændringen af bekendtgørelsen om vandkvalitet

og tilsyn med vandforsyningsanlæg (Bekendtgørelse nr. 515 af 29.

august 1988) er der imidlertid lagt op til en mere målrettet indsats

mod forureninger med kemikalier, der har været eller stadig anvendes i

vandværkers vandindvindingsopland. Kontrollen med sådanne

særlige kemiske forureninger skal ske både på det rensede

drikkevand og på de enkelte boringer, der forsyner vandværket med

grundvand. I bekendtgørelsen er der givet eksempler på valg af

analyseparametre til kontrol af forureninger fra en række typiske

virksomheder.

Denne ændring af kontrolstrategien til også at omfatte

særlig karakteristiske forureninger i selve indvindingsoplandet,

medfører naturligvis et tilsvarende behov for en vurdering af de

kemiske forureninger, man finder, og en stillingtagen til, hvilke indhold,

der vil være tolerable på kort sigt (inden en

erstatningsvandforsyning kan etableres) og på langt sigt (med eller

uden yderligere rensning af drikkevandet).

1.3 Problemets omfang

Som følge af den forbedrede analyseteknik og videregående

drikkevands- og grundvandskontrol, bl.a. omkring gamle lossepladser og

fabriksgrunde og i landbrugsområder, har det vist sig, at der flere

steder er en forurening på vej mod de grundvandslag, der anvendes til

drikkevandsforsyning.

Der foreligger ikke nogen samlet opgørelse over problemets omfang,

men i større eller mindre grad en registrering af forholdene i de

enkelte amter. Som eksempel kan nævnes Storstrøms Amt, hvor man

i løbet af 1980-erne har set sig nødsaget til at lukke flere

vandværker og etablere nye kildepladser. Det har i dette amt omfattet

drikkevand fra 6 vandværker med forsyning til samlet ca. 9.750 personer

ud af de i alt 236.000 personer (1986-tal) i amtet, der modtager

vandværksvand. Lukningen eller etableringen af nye kildepladser fandt

sted på baggrund af screeningsanalyser dels af vand fra

indvindingsboringer, der blev vurderet truet ud fra punktkilder og dels af

vand fra særlige undersøgelsesboringer. Der er i forbindelse

hermed lukket 2 vandværker og etableret 4 nye kildepladser. Endvidere

er yderligere en del kommunale kildepladser flyttet ud af byområderne

for at forebygge drikkevandsforurening fra byområdernes mange

forureningskilder. Desuden har der verseret sager om organiske forureninger

ved yderligere 6 vandværker.

1.4 Fastsættelse af grænseværdier for kemiske stoffer,

der ikke er nævnt i vandkvalitetsbekendtgørelsen

På baggrund af disse forhold har Miljøstyrelsen ønsket

at udarbejde principper for fastsættelse af grænseværdier

for kemiske stoffer i drikkevandet og blandt disse sådanne, som kan

være kræftfremkaldende.

Hovedprincippet er dog fortsat at forurening af drikkevandet/grundvandet

bør undgås eller mindskes i det omfang det overhovedet er

muligt.

Det er de lokale myndigheders opgave at tage stilling hertil i de enkelte

sager.

2. Det videnskabelige grundlag for vurdering af farlighed

Det videnskabelige grundlag for fastsættelsen af

grænseværdier i drikkevand for et kemisk stof udgøres af

undersøgelser af det pågældende stofs mulige

skadevirkninger (farlighed), en vurdering af hvor store mængder af

stoffet mennesker kan udsættes for før risikoen for

skadevirkninger bliver uacceptabel stor (tolerabel daglig indtagelse: TDI) og

viden om hvor meget drikkevand mennesker indtager dagligt (eksponering).

Først og fremmest vil man helst vide, hvordan stoffet virker

på mennesker. Såfremt stoffet har været i anvendelse over

længere tid, og afgrænsede befolkningsgrupper f.eks. på

arbejdspladser har været udsat for stoffet, kan der foreligge

epidemiologiske undersøgelser over stoffets mulige skadevirkninger i

mennesker. Der kan i enkelte tilfælde også være foretaget

eksperimentelle undersøgelser på mennesker.

Ofte foreligger der imidlertid ikke den situation, at en veldefineret

gruppe mennesker har været udsat for stoffet i nogenlunde kendt

mængde og tid. I denne situation, der er den hyppigste, baseres

fastsættelsen af den tolerable daglige indtagelse, TDI, på

dyreeksperimentelle undersøgelser.

Resultaterne anvendes til at forudsige den mulige virkning på

mennesker. Det vil sige, at resultater fra forsøg med dyr bliver

anvendt som model for tilsvarende effekter i mennesker. Dyreeksperimentelle

data bruges også til at supplere utilstrækkelige

undersøgelser på mennesker eller til at udpege de aktive

stoffer, når mennesker har været udsat for blandinger af

stoffer.

OECD har udarbejdet alment accepterede retningslinier for

gennemførelse af de dyreeksperimentelle undersøgelser, og har

stået bag udarbejdelsen af principper for god laboratoriemæssig

praksis (GLP). Disse retningslinier og principper er udarbejdet for at sikre

en rimeligt ensartet og høj kvalitet af de undersøgelser, der

udføres. Dette er en væsentlig forudsætning for, at

resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget i et land,

også kan accepteres i andre lande. Selv om der er udarbejdet

sådanne kvalitets retningslinier for udførelse af

dyreforsøg, kan der være vanskeligheder forbundet med at vurdere

disse forsøg.

De forsøg, som man traditionelt har lagt mest vægt på,

er de såkaldte langtidsdyreforsøg. Som eksempel kan nævnes

rotteforsøg, hvor dyrene opdeles i grupper, således at Åen

gruppe ikke får det stof, der skal undersøges (den

såkaldte kontrolgruppe), medens dyr i andre grupper (dosisgrupper)

får stoffet i forskellige daglige doser i størsteparten af deres

liv. Denne forsøgstype kan være specielt tilpasset til at

afsløre en mulig kræftfremkaldende virkning, eller til at give

oplysninger om en lang række andre effekter såsom skade på

forskellige organer, vægttab m.v.

Der er også udviklet andre forsøgsmodeller, som kan

afsløre specifikke effekter, som for eksempel allergi, mutagenicitet,

fosterskader, forplantningsskader og nervebeskadigelse. Det er klart, at

desto flere undersøgelser, der foreligger, desto mere dækkende

et billede har man af stoffets mulige skadevirkninger.

I de få tilfælde, hvor der foreligger data fra eksponering af

mennesker, f.eks. i form af epidemiologiske undersøgelser, er de

naturligvis af stor betydning ved fastsættelsen af TDI, forudsat at

disse data er af tilstrækkelig god kvalitet.

Der er, sammenlignet med dyreforsøg, større problemer med at

sikre, at epidemiologiske undersøgelser, der skal bruges til

grænseværdifastsættelser, er gennemført efter

generelt anerkendte kvalitetsprincipper. Afklaringen af, hvilken mængde

af det pågældende stof, populationen rent faktisk har været

udsat for samt graden af påvirkning fra eventuelle andre

tilstedeværende stoffer, udgør måske de væsentligste

vanskeligheder ved tolkningen af epidemiologiske undersøgelser som

basis for fastsættelse af TDI. Tolkningsvanskelighederne kan også

skyldes, at populationerne i en undersøgelse ofte vil være

selekteret, f.eks. kun omfatter ansatte på en virksomhed, hvor der i

nogle tilfælde stort set kun er ansat det ene køn, og hvor

særligt følsomme eller sårbare enten aldrig er blevet

ansat eller er faldet fra på grund af helbredsgener ved arbejdet. Man

får således ikke i disse tilfælde noget indtryk af effekter

på børn, ældre og kronisk syge.

Antallet af personer, der har været udsat for et kemisk stof, kan

ofte være for lille til, at man kan få et statistisk signifikant

resultat. Endelig vil der ofte være tale om 'slørende'

indflydelse på undersøgelsens resultat af andre faktorer, for

hvilke man i varierende grad har mulighed for at korrigere. Det kan betyde,

at resultaterne af epidemiologiske undersøgelser ikke i alle

tilfælde kan være egnede som grundlag for fastsættelsen af

TDI. Det må i hvert enkelt tilfælde overvejes i hvilket omfang,

der skal foretages supplerende dyreeksperimentelle undersøgelser.

Det er værd at bemærke, at eksistensen af epidemiologiske

undersøgelser, hvor en dosis-effekt sammenhæng ikke har vist sig

med statistisk signifikans, ikke uden videre kan betragtes som bevis

på, at det pågældende stof er uproblematisk.

Velgennemførte epidemiologiske undersøgelser har imidlertid den

væsentlige værdi, at det er effekter på mennesker, der er

observeret.

Når der er foretaget omfattende undersøgelser af et stofs

mulige virkninger, både epidemiologisk og dyreeksperimentelt, og

undersøgelserne er af god kvalitet og relevans, foreligger der et

så solidt videnskabeligt grundlag for at fastsætte en TDI, som

det er muligt at opnå.

3. Indhentning af data til farlighedsvurdering

Man kan indhente de væsentligste foreliggende oplysninger om et

stofs skadevirkninger. De fås ved at udvælge relevante

videnskabelige artikler via litteratursøgning på internationale

databaser. I en del tilfælde tages udgangspunkt i allerede udarbejdede

såkaldte kriteriedokumenter, i hvilke der er foretaget en gennemgang af

de undersøgte skadevirkninger af det pågældende stof. Ved

gennemgangen af data i litteraturen foretages tillige en vurdering af de

foreliggende undersøgelsens kvalitet. Det er specielt vigtigt,

når der foreligger modstridende oplysninger om stoffets virkninger.

Efterhånden udarbejdes der flere og flere kriteriedokumenter og

dataprofiler direkte med henblik på det ydre miljø (bl.a. af

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, af IPCS (International Programme on

Chemical Safety) og af det internationale register for potentielt toksiske

kemikalier, IRPTC, under de Forenede Nationers miljøprogram. Som

nyttig datakilde, specielt med henblik på vurdering af

kræftfremkaldende virkning, kan nævnes monografier udarbejdet af

det internationale kræftforskningsinstitut under WHO, IARC .

Upublicerede data stillet til rådighed af industrien eller andre

kilder må vurderes specielt grundigt i kvalitetsmæssig henseende,

da de ikke er blevet fagligt bedømt i forbindelse med publicering i

videnskabelige tidsskrifter.

Selvom der satses på at indhente alle relevante data, vil der ofte

være tilfælde, hvor det ikke har været muligt at få

belyst en eller flere potentielle sundhedsskadelige effekter af de

pågældende stoffer. Vurderingen må i visse tilfælde

foretages på baggrund af tilsvarende oplysninger for beslægtede

stoffer. Det kan derfor blive nødvendigt at kompensere for den

således eksisterende usikkerhed ved fastlæggelsen af

størrelsen af sikkerhedsfaktoren.

4. Farlighedsidentifikation

Når alle data vedrørende et stofs mulige skadevirkninger

foreligger, kan man begynde at vurdere, hvilken skadelig effekt der må

anses for at være mest væsentlig. Har stoffet f.eks. en

neurotoksisk virkning eller en kræftfremkaldende virkning? Man må

også overveje, hvor alvorlig den pågældende skade er. Der

kan være tale om meget forskellige skader, nogle som grænser til

genevirkninger, og nogle der fører til dødeligt

forløbende forgiftninger. Ved hvilken koncentration/dosis

optræder de pågældende effekter?

Et stof kan have forskellige effekter ved forskellige koncentrationer

eller doser af stoffet. Ved en lav dosis kan stoffet f. eks. give anledning

til irritation og tåreflåd. Ved en høj koncentration kan

der optræde alvorlige organskader og evt. død. I sådanne

tilfælde vil den af effekterne, der optræder ved den laveste

koncentration blive lagt til grund ved

grænseværdifastsættelsen. Effekterne vurderes generelt set

mere alvorligt desto lavere koncentration, de optræder ved.

Vurderingerne resulterer i en identifikation af den fare, der anses for

væsentligst for fastsættelsen af grænseværdien.

Kemiske stoffer findes hyppigst i meget lave koncentrationer i

drikkevandet, og de sundhedsskader, de kan medføre, opstår

hovedsageligt efter lang tid. Generelt vil man derfor ønske, at der

foreligger en omfattende viden vedrørende kronisk giftvirkning

(toksicitet) og kræftfremkaldende effekt (carcinogenicitet).

Akutte toksikologiske data og data fra korttidsforsøg ved

udsættelse for højere koncentrationer er derfor mest anvendelige

ved vurderingen af tilfælde af en større enkeltstående

forurening og risikoen må vurderes for hvert enkelt tilfælde.

Den toksikologiske virkning af et kemisk stof kan bredt deles op akut

eller kronisk toksicitet og carcinogenicitet. Skellet mellem disse effekter

ligger i, at man antager, at der foreligger en tærskelværdi for

de akutte og kroniske effekter, og at der typisk ikke foreligger en

tærskelværdi for carcinogene effekter.

I det følgende behandles de to problemstillinger, som myndighederne

er stillet overfor, ved fastlæggelse af grænseværdier

nøjere, afhængig af, om der foreligger en

tærskelværdi for effekten af det pågældende stof

eller ej.

5. Fastlæggelse af en tolerabel daglig indtagelse, TDI, hvor der

foreligger en tærskelværdi

5.1 Fastlæggelse af nul-effekt-niveau

Ud fra de foreliggende data søges fundet et såkaldt

nul-effekt-niveau (Engelsk: No Observed Effect Level) for det

pågældende stof. I en epidemiologisk undersøgelse eller et

dyreforsøg er NOEL den højeste dosis, der ikke har givet nogen

observerbar effekt. I et velgennemført dyreforsøg er doserne

valgt således, at man har mindst en dosis med effekt og mindst en

dosis, hvor der ikke findes effekter af betydning - et NOEL.

NOEL er i princippet skæringspunktet mellem en dosiseffektkurve for

den væsentligste effekt og 0-effekt aksen (Figur 1).

+++FIGUR+++

Hvis der ikke findes velgennemførte dyreforsøg med et NOEL

må man undertiden bruge det laveste effektniveau (Engelsk: Lowest

Observed Adverse Effekt Level) LOAEL som udgangspunkt og eventuelt kompensere

for de mangelfulde data ved at bruge en højere sikkerhedsfaktor.

Der ligger den begrænsning ved fastlæggelse af NOEL, at man

ved gennemførelse af de pågældende forsøg skal

være i stand til at observere den pågældende skadevirkning

med det anvendte antal dyr ved de valgte doser. Det er specielt et problem

ved lavere doser. Effekter, der ikke afsløres ved hjælp af de

anvendte metoder, kan således ikke blive medinddrager ved

fastlæggelse af NOEL.

Foreligger der undersøgelser i flere dyrearter, anvendes resultatet

fra den dyreart, der er mest følsom, med mindre undersøgelser

på mennesker viser, at en bestemt dyreart reagerer på det

pågældende stof på helt samme måde som mennesker.

5.2 Anvendelse af sikkerhedsfaktorer og fastsættelse af tolerabel

daglig indtagelse, TDI

Når NOEL er fastlagt, anvendes der en sikkerhedsfaktor for at

nå frem til et niveau, der er tilstrækkeligt

acceptabelt/tolerabelt til at udgøre den dosis, som mennesker

maksimalt må udsættes for - den tolerable daglige indtagelse,

TDI.

Sikkerhedsfaktoren (SF) kan fastlægges under hensyntagen til

følgende tre hovedkategorier af 'usikkerheden':

5.2.1 'Dyr til menneske'

Det er konstateret, at der kan være meget store forskelle i arters

følsomhed eller sårbarhed for skadelige stoffer. Forsøg

udføres på dyr, men man har sjældent kendskab til, om det

er mennesker eller forsøgsdyr, der er mest følsomme. Man er

derfor nødt til at antage, at mennesker kan være mere

følsomme end forsøgsdyr.

NAS (National Academy of Sciences, 1977) har angivet, at mennesker

almindeligvis er mere følsomme end forsøgsdyr på basis af

legemsvægten. Den øgede følsomhed svarer til en faktor

på 6 til 12, men NAS anfører ikke nogen støttende data.

(6)

Ewans et al., 1944 fandt, at mennesker var mere følsomme på

vægtbasis end rotter, når det drejede sig om et antal af

metalforgiftninger. Ratio mellem den toksiske dosis for rotter og mennesker

varierede mellem 2,5 og 152 med et geometrisk gennemsnit på ca. 12.

(7)

Hayes sammenlignede i 1967 den laveste akutte dosis med alvorlige effekter

eller den største akutte ikke-dødelige dosis for seks

pesticider for rotter og mennesker. Ratio mellem rotter og mennesker

varierede mellem 1,9 og 100 med et geometrisk gennemsnit på ca. 11.

(7)

Som det fremgår heraf foreligger der nogle data, som kan

støtte, at denne del af sikkerhedsfaktoren (SFI) sættes til 10,

når man går fra dyreforsøg til mennesker.

Såfremt der foreligger sikker viden om menneskets følsomhed i

forhold til forsøgsdyr, kan sikkerhedsfaktoren ændres. Det er

dog yderst sjældent, at følsomheden hos mennesker er så

veldokumenteret, at denne del af sikkerhedsfaktoren i praksis kan reduceres

mere end til det halve. I de tilfælde, hvor det er dokumenteret, at

mennesker er betydeligt mere følsomme end forsøgsdyr f.eks. for

visse forplantningsskadelige stoffer, kan denne del af sikkerhedsfaktoren

øges.

5.2.2 Særligt følsomme/sårbare mennesker

På baggrund af den biologiske variation, der findes mellem

mennesker, er der med henblik på at beskytte de mest følsomme

indlagt en yderligere sikkerheds faktor. Som eksempel på

følsomme/sårbare personer kan nævnes børn, gravide

og kronisk syge.

WHO/FAO har foreslået benyttelse af en sikkerhedsfaktor på 10

i dette tilfælde, såfremt der ikke foreligger valide data fra

forsøg med forlænget indtagelse hos mennesker.(7)

Videnskabelig dokumentation for benyttelse af en sikkerhedsfaktor på

10 findes i en undersøgelse af Well fra 1972, hvor der fandtes et

ratio mellem LD50-værdier for akut dødelighed blandt rotter

på mellem 1,4 og 65 (8), hyppigst mellem 6 og 8. Disse kalkulationer er

som anført foretaget på laboratorierotter, som generelt er langt

mere homogene i deres reaktion på toksiske stoffer end mennesker.

En større heterogenicitet blandt mennesker støttes af

Krasovskii, 1976, som fandt en op til 6 gange forskel i følsomheden

på en reaktion på fluor og nitrat blandt børn og en 3 til

5 gange forskel i følsomheden mellem børn og voksne. Herved vil

en intraindividuel variation hos mennesker for toksiske stoffer kunne

beregnes til mellem 18 og 30.(7)

Afhængig af arten af helbredseffekter er denne del af

sikkerhedsfaktoren (SFII) sat til af størrelsesordenen 10, men den kan

i nogle tilfælde være mindre, hvis man har en solid viden om

følsomheden/sårbarheden hos de særligt

følsomme/sårbare grupper.

5.2.3 Kvalitet og relevans af data

Yderligere en del af sikkerhedsfaktoren skal søge at tage

højde for, at kvaliteten af de foreliggende undersøgelser og

deres relevans ikke lever op til det, man må forvente for at kunne tage

en tilstrækkelig sikker beslutning. Lidt mere direkte sagt: andre

forhold af relevans for fastlæggelse af sikkerhedsfaktorer indpasses i

denne kategori. Eksempler vil være dyreforsøg, hvor et stof kun

er blevet undersøgt i få forsøgsdyr, eller ved et enkelt

eller kun få dosisniveauer. Der kan også være tale om

forsøg, hvor dyr er blevet udsat for et stof på en for mennesker

usædvanlig måde f.eks. ved indsprøjtning i bughulen.

Ved vurderingen af om et stof er sundhedsskadeligt i drikkevand står

man hyppigt med problemet, at der findes nogle

undersøgelsesresultater, som påviser, at stoffet er skadeligt

ved dyreforsøg ved en udsættelse, hvor man har

påført dyrene høje koncentrationer på huden,

indsprøjtning i bughulen, ved indånding eller lignende. Doserne,

der har været benyttet, er ofte langt højere, og dyrene har

fået det af en anden vej, end den dosis man får ved indtagelse

med drikkevand. I disse tilfælde er man nødt til at extrapolere

fra de udførte forsøg til, hvordan forholdene havde

været, hvis den samme mængde var blevet indtaget med

drikkevandet. Såfremt man ikke har nogle forsøg, som beskriver

noget om optagelse og fordeling af stoffet, afhængig af på

hvilken måde dyret er blevet udsat for det, er man nødsaget til

at regne med at metabolismen er ens. Dette giver selvfølgelig nogle

usikkerheden, som bør inddrages i den samlede risikovurdering.

Sikkerhedsfaktoren (SFIII) har været af størrelsesordenen fra

1 og opefter.

Denne del af sikkerhedsfaktoren kan begrænses/elimineres, hvis

kvaliteten og relevansen af undersøgelserne bedres. Afhængig af

resultatet af nye undersøgelser kan NOEL ændres, såvel i

opadgående som nedadgående retning.

5.2.4 Den samlede sikkerhedsfaktor og TDI

Den samlede sikkerhedsfaktor beregnes som produktet af hver af

sikkerhedsfaktorerne inden for de tre nævnte kategorier. NOEL divideres

med den samlede sikkerheds faktor og resultatet bliver den tolerable daglige

indtagelse. NOEL

TDI = -----------------

SFI x SFII x SFIII

6. Fastlæggelse af en tolerabel daglig indtagelse, TDI, hvor der

ikke foreligger en tærskelværdi

6.1 Fravær af tærskelværdi.

Det er ikke muligt at fastsætte en tærskelværdi for et

genotoksisk stofs kræftfremkaldende (carcinogene) egenskaber. Man kan

derfor ikke bruge NOEL som udgangspunkt for vurdering af farligheden.

I de tilfælde, hvor det ikke er muligt helt at undgå stoffet,

er det nødvendigt at foretage en risikoberegning.

6.2 Beregning af risiko

Ved fastsættelse af en TDI for stoffer, hvor der ikke forekommer

nogen tærskelværdi, er der flere problemer.

1. Hvor sikkert er det, at stoffet er et humant carcinogen - den

kvalitative risikovurdering?

2. Såfremt stoffet er et carcinogen, hvor stor en dosis skal der

så til, for at det medfører en vis hyppighed af

kræfttilfælde - den kvantitative risikovurdering?

3. Hvilken statistisk risiko, kan anses for tolerabel eller

acceptabel?

6.2.1 Kvalitativ risikovurdering

Ved den kvalitative risikovurdering er det vigtigt at inddrage al den

fysisk-kemiske og biologiske information, der findes for at bestemme, om et

kemisk stof, dets nedbrydningsprodukter eller dets metabolitter kan

udgøre en kræftrisiko.

I denne vurdering bør indgå de fysisk-kemiske egenskaber og

eksponeringeveje, der er relevante for den menneskelige udsættelse,

carcinogene struktur-aktivitetsegenskaber, metabolisme og farmakokinetiske

egenskaber, om stoffet er et direkte reagerende carcinogen, hvilken

metabolisering der skal foregå, for at det bliver til et aktivt

carcinogen, forskelle i metabolisering afhængig af art o.s.v.

Med hensyn til korttidstest som punktmutationer, kromosomafvigelser,

DNA-skade og DNA-repair m.m. kan det generelt, når det drejer sig om

positive in-vitro tests, kun udgøre en støtte for antagelsen af

en kræftfremkaldende effekt og in-vivo tests kan hjælpe ved en

identifikation af tumor-promotorer eller initiatorer.

Langtidsdyreforsøg ved, eller nær det maksimalt tolererede

dosisniveau, benyttes for at sikre en tilstrækkelig sandsynlighed for

at påvise en eventuel carcinogen effekt.

Man bør desuden sikre, at en eventuel carcinogen virkning, ved den

høje dosis, bliver fremkaldt ved den samme mekanisme, som vil

fremkalde virkningen ved en lavere dosis.

Hvis et kemisk stof foranlediger maligne tumorer i mere end en dyreart og

hvis det producerer tumorer, specielt dosisrelateret, som er sjældne i

den specielle stamme eller art, er dets carcinogenicitet meget bredt

accepteret. (IARC)

Epidemiologiske undersøgelser over stoffets carcinogene

påvirkning af mennesket kan være til støtte i en

vurdering, specielt ved estimering af en øvre risikogrænse.

Fortolkningen af sådanne epidemiologiske undersøgelser kan dog

blive problematisk, såfremt det drejer sig om små

risikoforøgelser. Negative resultater beviser således ikke et

fravær af en carcinogen virkning.

Der findes flere eksempler på stoffer, som er fundet i drikkevand,

hvor der er forskel i evidensen med hensyn til deres carcinogenicitet. For

vinylklorid er der for eksempel sikker evidens for dets carcinogene effekt

både hos mennesker og dyr. I andre tilfælde, som for

epichlorhydrin, acrylonitril og benzo(a)pyren er der påvist cancer hos

talrige dyrearter, en stærk evidens for mutagen aktivitet men ikke

direkte evidens for kræftfremkaldende effekt hos mennesker.

6.2.2 Potensvurdering - kvantitativ risikovurdering

Dyreforsøg med kræftfremkaldende stoffer har vist, at der kan

være meget stor forskel på forskellige stoffer med hensyn til de

doser, som inducerer svulster i dyr. Acrylonitril og vinylklorid kan f.eks.

inducere svulster i doser på få milligram pr. kilo

legemsvægt, mens der skal gives tusind gange større doser for af

f.eks. saccharin viser en effekt. Der er ingen grund til at tro, at mennesker

er anderledes i denne henseende.

En bedømmelse af potens bygger for kræfts vedkommende ofte

på resultater fra langtidsdyreforsøg. Der er en række

faktorer som ligesom ved fastsættelse af TDI for effekter, hvor der

findes en tærskelværdi - gør, at det kan være meget

vanskeligt at fastlægge en bestemt værdi. De modeller som

anvendes ved ekstrapolering fra de doser, der resulterer i en målelig

hyppighed af svulster (f.eks. 10 dyr med svulster pr. 100 dyr, eller 10-1)

til doser, der kan tænkes at være acceptable (f.eks. 10-7), kan

medføre usikkerhed i den beregnede dosis og dermed af den beregnede

grænseværdi. Miljøstyrelsen anvender for tiden One Hit

modellen, der er angivet i bilag 1, med mindre der er specifikke forhold, som

taler for at anvende andre modeller.

For stoffer, der kan klassificeres som promotorer kan man generelt ikke

benytte de matematiske modeller, men må fastsætte

grænseværdier ud fra den laveste NOEL svarende til

kræftfremkaldende eller ikke kræftfremkaldende effekter og

derefter benytte sikkerhedsfaktorer.

Såfremt der foreligger epidemiologiske undersøgelser over

stoffets påvirkning af mennesker i f.eks. arbejdsmiljøet, kan

disse anvendes kvantitativt til at omregne fra arbejdstidseksponering til

livetidseksponering.

6.2.3 Tolerabel risiko

Den principielle holdning er, at drikkevand ikke må indeholde

stoffer, der kan medføre en sundhedsrisiko for mennesker. Dette

gælder også for kræftfremkaldende stoffer, som helt

bør undgås i drikkevand.

Hvis man står med et akut forureningsproblem, hvor man skal tage

stilling til, om man fortsat - evt. for en kortere periode - kan tillade, at

vandet benyttes, kan det være nødvendigt at foretage en

risikoberegning som nævnt i afsnit 6.1.

I denne benyttes en livstidsrisiko. En livstidsrisiko på 10-4 til

10-6 betyder, at hvis man drikker vand med den pågældende

koncentration af et stof dagligt i hele ens levetid kan det medføre,

at mellem en af titusinde og en af en million får sygdommen i

løbet af et livsforløb.

Der findes ikke nogen faste regler for, hvilken livsrisiko der kan

tolereres, men der er en administrativ praksis hos forskellige myndigheder.

En livstidsrisiko på mindre end 10-6 anses af Miljøstyrelsen for

at være tolerabel, når den ikke kan undgås.

7. Grænseværdien

Når man kender den del af TDI, som den daglige indtagelse af

drikkevand må bidrage med, kan grænseværdien i drikkevand

beregnes:

TDI

GV = - - - - - - indtagelse

hvor: GV er grænseværdien i vand i f.eks. mg/l TDI er bidraget

til TDI fra drikkevand i mg/kg lgv/dag indtagelse af drikkevand kan

være i 1/kg lgv/dag

Man skelner mellem stoffer, der alene har en langtidseffekt, og hvor det

er den akkumulerede dosis, der er afgørende for risikoen, og så

stoffer, hvor virkningen er mere akut (hvor kortere tids udsættelse kan

medføre effekt) og subakut, (hvor længere tids udsættelse

kan medføre effekt).

Som det allerede tidligere er påpeget, er fastsættelse af en

grænseværdi udtryk for, at man tolererer, at der er en

sandsynlighed for, at der kan ske skader på mennesker eller

miljø.

I tilfælde, hvor der ingen tærskelværdi er for et stofs

sundhedsskadelige effekt, indgår risikoen i beregningen af

grænseværdiens størrelse. Men selvom

grænseværdien fastsættes ud fra forsøg, hvor der er

observeret et NOEL, er en grænseværdi også udtryk for

accept af en vis risiko. Det gælder risikoen for, at de givne

undersøgelser ikke har været udført tilstrækkeligt

omhyggeligt, eller for at de anvendte undersøgelsesmetoder ikke har

kunnet afsløre alle skadelige effekter, eller for at de

undersøgte mennesker eller dyr ikke i tilstrækkelig grad har

været repræsentative for de udsatte befolkningsgrupper m.v.

Det forhold, at der i alle tilfælde er tale om at tolerere en vis

risiko, skal understreges i forbindelse med implementeringen og

administrationen af de fastsatte grænseværdier.

8. Fordeling af indtagelsen

Man må, når der fastsættes grænseværdi for

et kemisk stof i drikkevandet, tage hensyn til alle de veje, ad hvilke man

kan blive udsat for stoffet (luft, indeklima, levnedsmidler, vand, jord og

arbejdsmiljø).

Kemiske stoffer, der optages gennem huden, kan optages i en ikke

uvæsentlig mængde i forbindelse med karbadning, og stoffer, der

let fordamper - f.eks. mange organiske opløsningsmidler - frigives fra

vandet ved brusebadning. Indånding af stofferne i forbindelse hermed

kan derved bidrage til den samlede indtagelse.

I den samlede vurdering af indtagelse/optagelse af et stof med henblik

på fastsættelse af grænseværdier skal der derfor

tages højde for: - indhold i levnedsmidler, udeluft, indeklima,

arbejdsmiljø og indhold ved generel anvendelse af drikkevand, d.v.s.

når man drikker vandet, og når man bader i det ved brusebadning

eller karbadning.

Det betyder at TDI før beregningen af grænseværdien

skal 'fordeles' på disse kilder til indtagelse af stoffet.

Normalt regner man med en daglig indtagelse for en voksen person på

0,03 liter drikkevand pr. kg legemsvægt, svarende til 2 l/dag til en

person på 70 kg lgv. Personer med hårdt fysisk arbejde eller

atleter kan indtage op til 4-6 1. pr. dag. Indtagelsen kan også

være væsentlig højere for spædbørn - op til

0,25 1. pr. kg. lgv.

Optagelsen via brusebadning og karbadning afhænger af, i hvor stor

mængde det enkelte stof optages via huden, og hvor meget der frigives

ved fordampning.

For tilsætningsstoffer - og bekæmpelsesmiddelrester i

levnedsmidler gælder helt specielle forhold. Der er her fastsat en ADI

(acceptabel daglig indtagelse). ADI kan derfor allerede være 'brugt op'

ved stoffets forekomst i levnedsmidler. Alligevel findes stofferne i nogle

tilfælde i luften eller i drikkevand. WHO baserer generelt

fastsættelse af grænseværdier for pesticider i drikkevand

på, at de højst må forekomme i koncentrationer, der svarer

til en indtagelse på under 1 % af ADI. (3).

9. Kombinationseffekter

Traditionelt har den toksikologiske vurdering af stoffers

sundhedsskadelige virkning været fokuseret på bedømmelse

af enkeltstoffer.

Det er dog sjældent, at man kun udsættes for et enkelt stof.

Hyppigt vil der være tale om en kombination af flere stoffer samtidigt.

Interaktionen mellem kemiske forbindelser kan føre til, at de

ændrer deres kemiske og biologiske egenskaber, og det kan resultere i

en forøget eller muligvis i en formindsket effekt.

Der er mange problemer i vurderinger af den helbredsmæssige risiko

ved udsættelse for blandinger i forhold til enkeltstoffer. Alle

forbindelser i en blanding er sjældent kendt, og stoffer kan reagere

kemisk med hinanden og derved danne nye toksiske forbindelser både i og

uden for organismen. Såfremt der foreligger toksikologiske data

på kombinationen af flere stoffer, bør disse benyttes i

vurderingen.

Såfremt dette ikke er tilfældet har Miljøstyrelsen

valgt at benytte additionsmodellen. Den forudsiger en administrerbar og

rimelig sandsynlig toksicitet for blandinger.

Additionsmodellen, som kan benyttes:

B = Cl/GV1 + C2/GV2 + ... + Cn/GVn

hvor Cn er koncentrationen af stoffet n i drikkevand GVn er

grænseværdien for stoffet n B er brøksummen, som skal

være mindre end 1.

Additionsformlen kan kun benyttes for stoffer, der medfører

beslægtede effekter, d.v.s. stoffer, der f.eks. alle er

neurotoksiske.

Der er ved denne formel ikke taget hensyn til en evt. synergistisk effekt,

d.s. en effekt når 2 stoffer forekommer samtidig, som er større

end summen af de to stoffers effekter hver for sig, eller en antagonistisk

effekt, hvor effekten ved 2 stoffers samtidige forekomst er mindre end

summen. Såfremt man har kendskab til en sådan effekts

størrelse bør denne selvfølgelig indgå i

risikovurderingen.

10. Vurdering af de fundne forureninger

Når et kemisk stof findes i drikkevandet, er der flere faktorer, der

spiller ind i hensynet til, hvad der skal gøres. Jævnfør

i Øvrigt Miljøstyrelsens vejledning om vandkvalitet og tilsyn

med vandforsyningsanlæg.

Det er hovedprincippet, at forurening med kemiske stoffer i drikkevandet

ikke bør forekomme, og at man bør minimere eventuelle

forureninger mest muligt også selv om grænseværdierne ikke

er overskredet. Hvis der findes en forurening med et kemisk stof, bør

det vurderes, hvilken kilde til forurening, der kan være, og der

bør foretages en vurdering af muligheden for at reducere den

fremtidige forurening. Desuden bør der foretages en løbende

kontrol af niveauet med henblik på en eventuel stigning.

Smag, lugt og udseende af vandet har en væsentlig betydning,

også selv om det ikke udgør en sundhedsfare ved

drikkevandet.

10.1 Stoffer, hvor der findes en tærskelværdi

For stoffer, hvor der findes en tærskelværdi, afhænger

den foranstaltning, der skal foretages af, hvilken effekt stoffet har - hvor

skadeligt stoffet er. Er stoffet neurotoksisk eller reproduktionsskadende,

bør man være mere på vagt, end hvis det har en mindre

alvorlig effekt.

Man vil oftest kunne finde frem til et NOEL (nul-effekt-niveau), det vil

sige en koncentration, ved hvilken stoffet ikke har vist effekt ved

langtidspåvirkning.

Den tolerable daglige indtagelse fremkommer ved at man dividerer det

eksperimentelle NOEL med sikkerhedsfaktorerne. Idet TDI her er bestemt som

den totale daglige indtagelse, der kan accepteres af det kemiske stof, skal

der tages højde for andre udsættelser for stoffet (via

levnedsmidler, udeluft, indeklima, jord og arbejdsmiljø) ved

fastsættelsen af grænseværdien for drikkevand.

Endelig skal der tages højde for evt. optagelse gennem huden via

badning eller inhalation ved brusebadning ud over den anslåede daglige

indtagelse af drikkevand således at den samlede indtagelse via

drikkevand og badevand ikke overskrider den del af TDI som er 'fordelt' til

drikkevand.

Den normale grænseværdifastsættelse er baseret på,

at personer kan indtage drikkevandet gennem et helt livsforløb med det

angivne indhold af det kemiske stof uden at det vil medføre kroniske

skadevirkninger.

Der kan i forbindelse med grundvandsforureninger være et behov for

at vurdere en forurening, der kan strække sig over en begrænset

periode. Det vil sige, at selv om grænseværdien i drikkevandet

overskrides i et begrænset omfang i en kortere periode, vil det ikke

derfor nødvendigvis medføre akutte eller kroniske effekter.

Overholdes grænseværdien for det pågældende

kemiske stof, er det ud fra den på daværende tidspunkt givne

viden sikkerhedsmæssigt forsvarligt at indtage drikkevandet dagligt

gennem et helt livsforløb.

Overskrides grænseværdien med indtil en faktor 10, kan dette

tolereres i en kortere periode. Samtidig bør der sættes ind med

afværgeforanstaltninger, forureningskilder bør opspores, og

kilder til yderligere forurening bør fjernes. Desuden bør der

iværksættes en overvågning af vandforsyningen,

således at en stigning i forureningsniveauet kan lede til yderligere

foranstaltninger.

Overskrides grænseværdien med mere end en faktor 10 bør

den pågældende vandforsyning lukkes.

10.2 Stoffer, hvor der ikke findes en tærskelværdi

For stoffer, hvor der ikke findes en tærskelværdi, d.v.s.

bl.a. en del af de stoffer, som er kræftfremkaldende (excl. promotorer,

der behandles individuelt), er situationen lidt anderledes.

Det er Miljøstyrelsens opfattelse, at kræftfremkaldende

stoffer i princippet ikke bør findes i drikkevandet.

Påvises stoffet i en koncentration, der indebærer en beregnet

livstidsrisiko for kræft, der er større end 10exp(-5) bør

den pågældende vandforsyning lukkes.

Påvises stoffet i koncentrationer, der indebærer en

livstidsrisiko for kræft på fra 10exp(-6) op til 10exp(-5), kan

forekomsten af denne koncentration tolereres i en kortere periode,

såfremt tilstedeværelsen af stoffet i øvrigt ikke efter

omstændighederne kan undgås.

En livstidsrisiko for udvikling af kræft på 10exp(-6) eller

mindre anses af Miljøstyrelsen for at være tolerabel, når

den efter omstændighederne i øvrigt ikke kan undgås, jf.

afsnit 6.2.3.

Referencer

1. WHO, Second report af the Joint FAO/WHO expert Committee on Food

Additives, WHO, Technical Report Series, No 144. Geneva, 1958.

2. WHO, Sixteenth Report of the Joint FAO/WHO Expert Committee on Food

Additives, WHO Techn. Rep. Series, No. 505, Geneva, 1972.

3. WHO, Guidelines for Drinking-Water Quality. World Health Organization,

Geneva, 1984.

4. Cotmvo, J.A.: Drinking Water Standards and risk Assessment. Regulatory

Toxicology and Pharmacology. 1988, 8: 288-99.

5. Miljøstyrelsen. Kvalitetskrav til visse stoffer i drikkevand.

Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 2, maj 1984.

6. NAS. Drinking Water and Health, National Academy of Scieces. Washington

D.C. 1977.

7. Dawson, M.L., Stava J.F.: Regulatory History and Experimentae. Support

of uncertainty (safety) Factors. Regulatory Toxicological Pharmacol., 1983,

3:224-38.

8. Weil, C.S. Statistics vs Safety Factors and Scientific Judgement in the

Evaluation of Safety for Man. Toxicol. Appl. Pharmacol., 1972, 21:

454-63.

Bilag Kvantitativ vurdering af kræftfremkaldende stoffer ved

benyttelse af One-Hit-modellen

Risikovurdering af et stofs kræftfremkaldende effekt kan beregnes ud

fra forskellige matematiske modeller, som alle anvender en eller anden form

for statistisk ekstrapolation fra dosisnineauer med kendte eksperimentelle

værdier, hvor modellerne passer godt til de kendte data. I

lavdosisområdet, hvor der ikke findes eksperimentelle data, giver de

derimod ikke samme resultat, og det er ikke muligt at afgøre, hvilken

model der bør anvendes.

Begrundelsen for at benytte One-Hitmodellen er:

- Modellen undervurderer i mindre grad end de andre modeller risikoen ved

lavere koncentrationer.

- Den er let at anvende.

Ved benyttelse af One-Hit-modellen kan man udlede følgende formel

for den tolerable koncentration C af et givet stof i drikkevand:

+++FIGUR+++

Wh: Menneskets vægt i kg. (Sættes oftest til 70 kg).

It: Den tolerable livstidsrisiko (10-6)

Le: Den aktuelle levetid for dyrene.

L: Den teoretiske gennemsnitslængde af levetiden for dyrene.

D: Daglig dosis (mg/kg lgv/dag).

le: Ekspositionstid.

Pt: Incidens af tumorer i den behandlede gruppe.

Pc: Spontanincidens af tumorer i kontrolgruppen.

Wa: Gennemsnitsvægt af forsøgsdyr (kg).

Vh: Den indtagne mængde drikkevand pr. dag. (Hos voksen person

regnes med 2 liter).

Der findes visse forudsætninger, der skal være opfyldt for at

beregningsmetoden kan benyttes med tilstrækkelig sikkerhed:

1.Beregningsmodellen kan benyttes, såfremt der foreligger

velgennemførte dyreforsøg, hvilket vil sige:

- tilstrækkeligt med dyr i hver dosisgruppe (d.v.s. 50 eller

derover)

- forsøg af tilstrækkelig længde (dosering i 78 uger

og observation indtil en samlet levetid på lait ca. 110 åger)

- ingen øget sygelighed hverken i kontrol- eller

forsøgsgruppen på grund af anden toksisk effekt af stoffet.

2.Ved vurderingen af øget tumorforekomst medtages som positivt

resultat både benigne og maligne tumorer.

3.For hver dosisgruppe udregnes tumorincidens for hvert organ såvel

i den behandlede gruppe som i kontrolgruppen. Der testes med Fischers eksakte

test ved P< 0,05 signifikansniveauet.

4.Data for den laveste dosisgruppe, hvor incidensen er signifikant

højere end i kontrolgruppen benyttes.

5.Såfremt der foreligger flere undersøgelser bør

beregningen foretages for alle undersøgelser.

Lignende dokumenter