Vejledning om sundhedsmæssig vurdering af kemiske stoffer i drikkevand
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Vejledning om sundhedsmæssig vurdering
af kemiske stoffer i drikkevand
Forord
Kvalitetskrav til drikkevand er reguleret ved 'Bekendtgørelse om
vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg' af 29. august 1988. I
bekendtgørelsen fastsættes blandt andet en række
minimumskrav til drikkevandet gennem nogle grænseværdier for en
række kemiske stoffer.
Til bekendtgørelsen knytter sig en vejledning fra 1984,
'Vandkvalitetskrav til visse stoffer i drikkevandet'.
Imidlertid har der gennem de senere år været tiltagende
hyppige tilfælde med fund af miljøfremmede kemiske stoffer i
grundvand, der anvendes til drikkevandsindvinding og i forbindelse hermed et
tiltagende behov for sundhedsmæssig vurdering af kemiske stoffer, som
ikke er omfattet af bekendtgørelsen og vejledningen fra 1984.
Miljøstyrelsen har foretaget og foretager fortsat
sundhedsmæssige vurderinger af en række af sådanne stoffer
i forbindelse med afgørelser vedrørende
afværgeforanstaltninger eller lukning af drikkevandsforsyninger.
Nærværende vejledning 'Sundhedsmæssig vurdering af
kemiske stoffer i drikkevand' er en beskrivelse af de principper
Miljøstyrelsen anvender ved sundhedsmæssige vurderinger af
drikkevand.
Vejledningen henvender sig primært til
embedslægeinstitutionerne, men er også en imødekommelse af
ønsker om, at principperne for Miljøstyrelsens
sundhedsmæssige vurderinger er offentligt tilgængelige.
Ved udarbejdelsen af vejledningen har der udover Miljøstyrelsen
medvirket repræsentanter fra Sundhedsstyrelsen,
embedslægeinstitutionerne og Levnedsmiddelstyrelsen.
Læs alt
1. Indledning
Drikkevand kan indeholde kemiske stoffer, der enten stammer fra jordens
naturlige geologiske lag eller fra menneskers aktiviteter. Det tiltagende
antal forureningssager har nødvendiggjort, at der udarbejdes
retningslinier for fastsættelse af grænseværdier for
kemiske stoffer i drikkevandet. Hensigten hermed er at sikre en større
grad af ensartethed i behandlingen af disse sager - samt at give befolkningen
og de lokale myndigheder mulighed for at vurdere og diskutere baggrunden for
de fastsatte grænseværdier.
Det er fortsat Miljøstyrelsens grundholdning, at sundhedsskadelige
forureninger med kemiske stoffer ikke bør forekomme i
drikkevandet.
Der kan imidlertid optræde situationer, hvor fastsatte
grænseværdier kan have stor betydning som et instrument i
behandlingen af sager vedrørende forurenet drikkevand. Det kan
være i sager, hvor en drikkevandsforurening pludseligt opdages, og hvor
der umiddelbart skal tages stilling til, hvorledes sagen skal
håndteres. Det kan også dreje sig om sager, hvor der ikke er
mulighed for at skaffe rent grundvand som erstatning for det forurenede
drikkevand, eller hvor mulighederne for at skaffe rent drikkevand frem til
forbrugeren er udtømte af andre grunde.
En grænseværdi for et givet kemisk stof i drikkevand skal
sikre, at vandet er såvel æstetisk tilfredsstillende som at det
ikke er sundhedsskadeligt. Dette indebærer, at drikkevandet smager
godt, er lugtfrit og ser tilfredsstillende ud - samt at det ikke
indebærer sundhederisiko for forbrugerne.
Miljøstyrelsen har fundet, at det kan have stor betydning for
sagsbehandlingen, at de lokale myndigheder kan støtte sig til
fastsatte grænseværdier og at de kender baggrunden for deres
fastsættelse. Denne vejledning giver desuden anvisninger på,
hvorledes grænseværdier kan finde anvendelse på forskellige
sundhedsmæssige sikkerhedsniveauer i situationer, hvor det efter
omstændighederne er nødvendigt at acceptere en lille
sundhedsmæssig risiko, fordi mulighederne for at finde en ideel
løsning er udtømte.
1.1 Den historiske udvikling
Menneskene har i deres omgang med kemikalier gennem tiden haft en mere
eller mindre velbegrundet opfattelse af, hvad der måtte anses for at
være sikkert og hvad, der var risikobetonet. Denne opfattelse er blevet
mere og mere underbygget, og da JECFA (joint FAO/ WHO expert committee on
food additives) i 1958 principielt introducerede begrebet 'acceptabel daglig
indtagelse' (ADI) blev der lagt et videnskabeligt grundlag for vurdering af
kemikalier.(1)
ADI blev defineret som den daglige indtagelse eller dosis af et kemisk
stof, der kan indtages gennem et helt liv uden at medføre
skadevirkninger (på basis af alle oplysninger på det
pågældende tidspunkt). JECFA anså en sikkerhedsfaktor
på 100 gange i forhold til det niveau, der ikke medfører
påviselige skadevirkninger i langtidsdyreforsøg, for at
være grundlæggende for fastsættelse af ADI-værdien.
Begrebet anvendes først og fremmest i forbindelse med
tilsætningsstoffer og bekæmpelsesmiddelrester i
levnedsmidler.
I 1972 introducerede JECFA PTWI (Provisional Tolerable Weekly Intake) som
mest benyttes i forbindelse med de tungmetaller, hvor det specielt er den
kumulative effekt, der kan give skadevirkninger.(2)
I 1984 udarbejdede WHO (World Health Organisation) 'Guidelines for
Drinking Water Quality', som dækker den toksikologiske vurdering af en
lang række uorganiske og organiske kemiske stoffer (3) og US EPA har i
1988 offentliggjort 'Drinking Water Standards and Risk Assessment'.(4)
I Danmark blev der i 1980 ved en bekendtgørelse, senest
ændret i bekendtgørelse nr. 515 af 29. august 1988 om
'Vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg', fastsat en
række grænseværdier for kemiske forureninger i
drikkevandet. Disse værdier er i overensstemmelse med EF-direktiv,
80/778/EØF om kvaliteten af drikkevand.
Grænseværdierne blev i midten af halvfjerdserne fastsat i et
samarbejde mellem landene og var i nogen udstrækning baseret på
forudgående arbejde af WHO: 'European Standard for Drinking Water'
(1970).
Antallet af parametre og arten heraf blev fastsat ud fra de på den
tid værende mest sandsynlige naturlige indholdsstoffer og kemiske
forureninger af drikkevandet. Ofte er der anvendt samleparametre, d.v.s.
mål for summen af koncentrationer af en række specifikke stoffer.
Som eksempel herpå kan anføres phenoler, organiske
klorforbindelser, pesticider m.v.
Værdierne, der blev fastsat for disse samleparametre, kan være
smagsgrænser for de stoffer i gruppen, der har den mest udprægede
smag, eller detektionsgrænsen for den analysemetode, der på det
tidspunkt var almindelig at anvende.
I EF-direktivet og i tilsynsbekendtgørelsen er der alene
anført de fastsatte grænseværdier. Der blev derfor af
Miljøstyrelsen i 1984 udsendt en vejledning: 'Kvalitetskrav for visse
stoffer i drikkevandet'. I vejledningen er angivet en dokumentation for de
fastsatte værdier for de naturligt forekommende stoffer i
vandet.(5)
Man var klar over, at der blandt de stoffer, der som samleparameter blev
fastsat kravværdi for, var nogle, som kunne være
kræftfremkaldende (cancerogene). Videngrundlaget var imidlertid
på det tidspunkt ikke tilstrækkeligt udviklet til, at man i EF
fandt det rimeligt at fastsætte grænseværdier ud fra
bestemte kræft eller cancerrisici.(5)
1.2 Kontrol med drikkevandets kvalitet
Den kontrol, der sker af drikkevandet i henhold til bekendtgørelse
om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg, har hidtil
været baseret på en kvalificeret udvælgelse af
indikatorparametre, som f.eks. chlorid, som er karakteristisk for
forureningen især fra spildevand, lossepladsperkolat og gødning
i landbruget. Ved ændringen af bekendtgørelsen om vandkvalitet
og tilsyn med vandforsyningsanlæg (Bekendtgørelse nr. 515 af 29.
august 1988) er der imidlertid lagt op til en mere målrettet indsats
mod forureninger med kemikalier, der har været eller stadig anvendes i
vandværkers vandindvindingsopland. Kontrollen med sådanne
særlige kemiske forureninger skal ske både på det rensede
drikkevand og på de enkelte boringer, der forsyner vandværket med
grundvand. I bekendtgørelsen er der givet eksempler på valg af
analyseparametre til kontrol af forureninger fra en række typiske
virksomheder.
Denne ændring af kontrolstrategien til også at omfatte
særlig karakteristiske forureninger i selve indvindingsoplandet,
medfører naturligvis et tilsvarende behov for en vurdering af de
kemiske forureninger, man finder, og en stillingtagen til, hvilke indhold,
der vil være tolerable på kort sigt (inden en
erstatningsvandforsyning kan etableres) og på langt sigt (med eller
uden yderligere rensning af drikkevandet).
1.3 Problemets omfang
Som følge af den forbedrede analyseteknik og videregående
drikkevands- og grundvandskontrol, bl.a. omkring gamle lossepladser og
fabriksgrunde og i landbrugsområder, har det vist sig, at der flere
steder er en forurening på vej mod de grundvandslag, der anvendes til
drikkevandsforsyning.
Der foreligger ikke nogen samlet opgørelse over problemets omfang,
men i større eller mindre grad en registrering af forholdene i de
enkelte amter. Som eksempel kan nævnes Storstrøms Amt, hvor man
i løbet af 1980-erne har set sig nødsaget til at lukke flere
vandværker og etablere nye kildepladser. Det har i dette amt omfattet
drikkevand fra 6 vandværker med forsyning til samlet ca. 9.750 personer
ud af de i alt 236.000 personer (1986-tal) i amtet, der modtager
vandværksvand. Lukningen eller etableringen af nye kildepladser fandt
sted på baggrund af screeningsanalyser dels af vand fra
indvindingsboringer, der blev vurderet truet ud fra punktkilder og dels af
vand fra særlige undersøgelsesboringer. Der er i forbindelse
hermed lukket 2 vandværker og etableret 4 nye kildepladser. Endvidere
er yderligere en del kommunale kildepladser flyttet ud af byområderne
for at forebygge drikkevandsforurening fra byområdernes mange
forureningskilder. Desuden har der verseret sager om organiske forureninger
ved yderligere 6 vandværker.
1.4 Fastsættelse af grænseværdier for kemiske stoffer,
der ikke er nævnt i vandkvalitetsbekendtgørelsen
På baggrund af disse forhold har Miljøstyrelsen ønsket
at udarbejde principper for fastsættelse af grænseværdier
for kemiske stoffer i drikkevandet og blandt disse sådanne, som kan
være kræftfremkaldende.
Hovedprincippet er dog fortsat at forurening af drikkevandet/grundvandet
bør undgås eller mindskes i det omfang det overhovedet er
muligt.
Det er de lokale myndigheders opgave at tage stilling hertil i de enkelte
sager.
2. Det videnskabelige grundlag for vurdering af farlighed
Det videnskabelige grundlag for fastsættelsen af
grænseværdier i drikkevand for et kemisk stof udgøres af
undersøgelser af det pågældende stofs mulige
skadevirkninger (farlighed), en vurdering af hvor store mængder af
stoffet mennesker kan udsættes for før risikoen for
skadevirkninger bliver uacceptabel stor (tolerabel daglig indtagelse: TDI) og
viden om hvor meget drikkevand mennesker indtager dagligt (eksponering).
Først og fremmest vil man helst vide, hvordan stoffet virker
på mennesker. Såfremt stoffet har været i anvendelse over
længere tid, og afgrænsede befolkningsgrupper f.eks. på
arbejdspladser har været udsat for stoffet, kan der foreligge
epidemiologiske undersøgelser over stoffets mulige skadevirkninger i
mennesker. Der kan i enkelte tilfælde også være foretaget
eksperimentelle undersøgelser på mennesker.
Ofte foreligger der imidlertid ikke den situation, at en veldefineret
gruppe mennesker har været udsat for stoffet i nogenlunde kendt
mængde og tid. I denne situation, der er den hyppigste, baseres
fastsættelsen af den tolerable daglige indtagelse, TDI, på
dyreeksperimentelle undersøgelser.
Resultaterne anvendes til at forudsige den mulige virkning på
mennesker. Det vil sige, at resultater fra forsøg med dyr bliver
anvendt som model for tilsvarende effekter i mennesker. Dyreeksperimentelle
data bruges også til at supplere utilstrækkelige
undersøgelser på mennesker eller til at udpege de aktive
stoffer, når mennesker har været udsat for blandinger af
stoffer.
OECD har udarbejdet alment accepterede retningslinier for
gennemførelse af de dyreeksperimentelle undersøgelser, og har
stået bag udarbejdelsen af principper for god laboratoriemæssig
praksis (GLP). Disse retningslinier og principper er udarbejdet for at sikre
en rimeligt ensartet og høj kvalitet af de undersøgelser, der
udføres. Dette er en væsentlig forudsætning for, at
resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget i et land,
også kan accepteres i andre lande. Selv om der er udarbejdet
sådanne kvalitets retningslinier for udførelse af
dyreforsøg, kan der være vanskeligheder forbundet med at vurdere
disse forsøg.
De forsøg, som man traditionelt har lagt mest vægt på,
er de såkaldte langtidsdyreforsøg. Som eksempel kan nævnes
rotteforsøg, hvor dyrene opdeles i grupper, således at Åen
gruppe ikke får det stof, der skal undersøges (den
såkaldte kontrolgruppe), medens dyr i andre grupper (dosisgrupper)
får stoffet i forskellige daglige doser i størsteparten af deres
liv. Denne forsøgstype kan være specielt tilpasset til at
afsløre en mulig kræftfremkaldende virkning, eller til at give
oplysninger om en lang række andre effekter såsom skade på
forskellige organer, vægttab m.v.
Der er også udviklet andre forsøgsmodeller, som kan
afsløre specifikke effekter, som for eksempel allergi, mutagenicitet,
fosterskader, forplantningsskader og nervebeskadigelse. Det er klart, at
desto flere undersøgelser, der foreligger, desto mere dækkende
et billede har man af stoffets mulige skadevirkninger.
I de få tilfælde, hvor der foreligger data fra eksponering af
mennesker, f.eks. i form af epidemiologiske undersøgelser, er de
naturligvis af stor betydning ved fastsættelsen af TDI, forudsat at
disse data er af tilstrækkelig god kvalitet.
Der er, sammenlignet med dyreforsøg, større problemer med at
sikre, at epidemiologiske undersøgelser, der skal bruges til
grænseværdifastsættelser, er gennemført efter
generelt anerkendte kvalitetsprincipper. Afklaringen af, hvilken mængde
af det pågældende stof, populationen rent faktisk har været
udsat for samt graden af påvirkning fra eventuelle andre
tilstedeværende stoffer, udgør måske de væsentligste
vanskeligheder ved tolkningen af epidemiologiske undersøgelser som
basis for fastsættelse af TDI. Tolkningsvanskelighederne kan også
skyldes, at populationerne i en undersøgelse ofte vil være
selekteret, f.eks. kun omfatter ansatte på en virksomhed, hvor der i
nogle tilfælde stort set kun er ansat det ene køn, og hvor
særligt følsomme eller sårbare enten aldrig er blevet
ansat eller er faldet fra på grund af helbredsgener ved arbejdet. Man
får således ikke i disse tilfælde noget indtryk af effekter
på børn, ældre og kronisk syge.
Antallet af personer, der har været udsat for et kemisk stof, kan
ofte være for lille til, at man kan få et statistisk signifikant
resultat. Endelig vil der ofte være tale om 'slørende'
indflydelse på undersøgelsens resultat af andre faktorer, for
hvilke man i varierende grad har mulighed for at korrigere. Det kan betyde,
at resultaterne af epidemiologiske undersøgelser ikke i alle
tilfælde kan være egnede som grundlag for fastsættelsen af
TDI. Det må i hvert enkelt tilfælde overvejes i hvilket omfang,
der skal foretages supplerende dyreeksperimentelle undersøgelser.
Det er værd at bemærke, at eksistensen af epidemiologiske
undersøgelser, hvor en dosis-effekt sammenhæng ikke har vist sig
med statistisk signifikans, ikke uden videre kan betragtes som bevis
på, at det pågældende stof er uproblematisk.
Velgennemførte epidemiologiske undersøgelser har imidlertid den
væsentlige værdi, at det er effekter på mennesker, der er
observeret.
Når der er foretaget omfattende undersøgelser af et stofs
mulige virkninger, både epidemiologisk og dyreeksperimentelt, og
undersøgelserne er af god kvalitet og relevans, foreligger der et
så solidt videnskabeligt grundlag for at fastsætte en TDI, som
det er muligt at opnå.
3. Indhentning af data til farlighedsvurdering
Man kan indhente de væsentligste foreliggende oplysninger om et
stofs skadevirkninger. De fås ved at udvælge relevante
videnskabelige artikler via litteratursøgning på internationale
databaser. I en del tilfælde tages udgangspunkt i allerede udarbejdede
såkaldte kriteriedokumenter, i hvilke der er foretaget en gennemgang af
de undersøgte skadevirkninger af det pågældende stof. Ved
gennemgangen af data i litteraturen foretages tillige en vurdering af de
foreliggende undersøgelsens kvalitet. Det er specielt vigtigt,
når der foreligger modstridende oplysninger om stoffets virkninger.
Efterhånden udarbejdes der flere og flere kriteriedokumenter og
dataprofiler direkte med henblik på det ydre miljø (bl.a. af
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, af IPCS (International Programme on
Chemical Safety) og af det internationale register for potentielt toksiske
kemikalier, IRPTC, under de Forenede Nationers miljøprogram. Som
nyttig datakilde, specielt med henblik på vurdering af
kræftfremkaldende virkning, kan nævnes monografier udarbejdet af
det internationale kræftforskningsinstitut under WHO, IARC .
Upublicerede data stillet til rådighed af industrien eller andre
kilder må vurderes specielt grundigt i kvalitetsmæssig henseende,
da de ikke er blevet fagligt bedømt i forbindelse med publicering i
videnskabelige tidsskrifter.
Selvom der satses på at indhente alle relevante data, vil der ofte
være tilfælde, hvor det ikke har været muligt at få
belyst en eller flere potentielle sundhedsskadelige effekter af de
pågældende stoffer. Vurderingen må i visse tilfælde
foretages på baggrund af tilsvarende oplysninger for beslægtede
stoffer. Det kan derfor blive nødvendigt at kompensere for den
således eksisterende usikkerhed ved fastlæggelsen af
størrelsen af sikkerhedsfaktoren.
4. Farlighedsidentifikation
Når alle data vedrørende et stofs mulige skadevirkninger
foreligger, kan man begynde at vurdere, hvilken skadelig effekt der må
anses for at være mest væsentlig. Har stoffet f.eks. en
neurotoksisk virkning eller en kræftfremkaldende virkning? Man må
også overveje, hvor alvorlig den pågældende skade er. Der
kan være tale om meget forskellige skader, nogle som grænser til
genevirkninger, og nogle der fører til dødeligt
forløbende forgiftninger. Ved hvilken koncentration/dosis
optræder de pågældende effekter?
Et stof kan have forskellige effekter ved forskellige koncentrationer
eller doser af stoffet. Ved en lav dosis kan stoffet f. eks. give anledning
til irritation og tåreflåd. Ved en høj koncentration kan
der optræde alvorlige organskader og evt. død. I sådanne
tilfælde vil den af effekterne, der optræder ved den laveste
koncentration blive lagt til grund ved
grænseværdifastsættelsen. Effekterne vurderes generelt set
mere alvorligt desto lavere koncentration, de optræder ved.
Vurderingerne resulterer i en identifikation af den fare, der anses for
væsentligst for fastsættelsen af grænseværdien.
Kemiske stoffer findes hyppigst i meget lave koncentrationer i
drikkevandet, og de sundhedsskader, de kan medføre, opstår
hovedsageligt efter lang tid. Generelt vil man derfor ønske, at der
foreligger en omfattende viden vedrørende kronisk giftvirkning
(toksicitet) og kræftfremkaldende effekt (carcinogenicitet).
Akutte toksikologiske data og data fra korttidsforsøg ved
udsættelse for højere koncentrationer er derfor mest anvendelige
ved vurderingen af tilfælde af en større enkeltstående
forurening og risikoen må vurderes for hvert enkelt tilfælde.
Den toksikologiske virkning af et kemisk stof kan bredt deles op akut
eller kronisk toksicitet og carcinogenicitet. Skellet mellem disse effekter
ligger i, at man antager, at der foreligger en tærskelværdi for
de akutte og kroniske effekter, og at der typisk ikke foreligger en
tærskelværdi for carcinogene effekter.
I det følgende behandles de to problemstillinger, som myndighederne
er stillet overfor, ved fastlæggelse af grænseværdier
nøjere, afhængig af, om der foreligger en
tærskelværdi for effekten af det pågældende stof
eller ej.
5. Fastlæggelse af en tolerabel daglig indtagelse, TDI, hvor der
foreligger en tærskelværdi
5.1 Fastlæggelse af nul-effekt-niveau
Ud fra de foreliggende data søges fundet et såkaldt
nul-effekt-niveau (Engelsk: No Observed Effect Level) for det
pågældende stof. I en epidemiologisk undersøgelse eller et
dyreforsøg er NOEL den højeste dosis, der ikke har givet nogen
observerbar effekt. I et velgennemført dyreforsøg er doserne
valgt således, at man har mindst en dosis med effekt og mindst en
dosis, hvor der ikke findes effekter af betydning - et NOEL.
NOEL er i princippet skæringspunktet mellem en dosiseffektkurve for
den væsentligste effekt og 0-effekt aksen (Figur 1).
+++FIGUR+++
Hvis der ikke findes velgennemførte dyreforsøg med et NOEL
må man undertiden bruge det laveste effektniveau (Engelsk: Lowest
Observed Adverse Effekt Level) LOAEL som udgangspunkt og eventuelt kompensere
for de mangelfulde data ved at bruge en højere sikkerhedsfaktor.
Der ligger den begrænsning ved fastlæggelse af NOEL, at man
ved gennemførelse af de pågældende forsøg skal
være i stand til at observere den pågældende skadevirkning
med det anvendte antal dyr ved de valgte doser. Det er specielt et problem
ved lavere doser. Effekter, der ikke afsløres ved hjælp af de
anvendte metoder, kan således ikke blive medinddrager ved
fastlæggelse af NOEL.
Foreligger der undersøgelser i flere dyrearter, anvendes resultatet
fra den dyreart, der er mest følsom, med mindre undersøgelser
på mennesker viser, at en bestemt dyreart reagerer på det
pågældende stof på helt samme måde som mennesker.
5.2 Anvendelse af sikkerhedsfaktorer og fastsættelse af tolerabel
daglig indtagelse, TDI
Når NOEL er fastlagt, anvendes der en sikkerhedsfaktor for at
nå frem til et niveau, der er tilstrækkeligt
acceptabelt/tolerabelt til at udgøre den dosis, som mennesker
maksimalt må udsættes for - den tolerable daglige indtagelse,
TDI.
Sikkerhedsfaktoren (SF) kan fastlægges under hensyntagen til
følgende tre hovedkategorier af 'usikkerheden':
5.2.1 'Dyr til menneske'
Det er konstateret, at der kan være meget store forskelle i arters
følsomhed eller sårbarhed for skadelige stoffer. Forsøg
udføres på dyr, men man har sjældent kendskab til, om det
er mennesker eller forsøgsdyr, der er mest følsomme. Man er
derfor nødt til at antage, at mennesker kan være mere
følsomme end forsøgsdyr.
NAS (National Academy of Sciences, 1977) har angivet, at mennesker
almindeligvis er mere følsomme end forsøgsdyr på basis af
legemsvægten. Den øgede følsomhed svarer til en faktor
på 6 til 12, men NAS anfører ikke nogen støttende data.
(6)
Ewans et al., 1944 fandt, at mennesker var mere følsomme på
vægtbasis end rotter, når det drejede sig om et antal af
metalforgiftninger. Ratio mellem den toksiske dosis for rotter og mennesker
varierede mellem 2,5 og 152 med et geometrisk gennemsnit på ca. 12.
(7)
Hayes sammenlignede i 1967 den laveste akutte dosis med alvorlige effekter
eller den største akutte ikke-dødelige dosis for seks
pesticider for rotter og mennesker. Ratio mellem rotter og mennesker
varierede mellem 1,9 og 100 med et geometrisk gennemsnit på ca. 11.
(7)
Som det fremgår heraf foreligger der nogle data, som kan
støtte, at denne del af sikkerhedsfaktoren (SFI) sættes til 10,
når man går fra dyreforsøg til mennesker.
Såfremt der foreligger sikker viden om menneskets følsomhed i
forhold til forsøgsdyr, kan sikkerhedsfaktoren ændres. Det er
dog yderst sjældent, at følsomheden hos mennesker er så
veldokumenteret, at denne del af sikkerhedsfaktoren i praksis kan reduceres
mere end til det halve. I de tilfælde, hvor det er dokumenteret, at
mennesker er betydeligt mere følsomme end forsøgsdyr f.eks. for
visse forplantningsskadelige stoffer, kan denne del af sikkerhedsfaktoren
øges.
5.2.2 Særligt følsomme/sårbare mennesker
På baggrund af den biologiske variation, der findes mellem
mennesker, er der med henblik på at beskytte de mest følsomme
indlagt en yderligere sikkerheds faktor. Som eksempel på
følsomme/sårbare personer kan nævnes børn, gravide
og kronisk syge.
WHO/FAO har foreslået benyttelse af en sikkerhedsfaktor på 10
i dette tilfælde, såfremt der ikke foreligger valide data fra
forsøg med forlænget indtagelse hos mennesker.(7)
Videnskabelig dokumentation for benyttelse af en sikkerhedsfaktor på
10 findes i en undersøgelse af Well fra 1972, hvor der fandtes et
ratio mellem LD50-værdier for akut dødelighed blandt rotter
på mellem 1,4 og 65 (8), hyppigst mellem 6 og 8. Disse kalkulationer er
som anført foretaget på laboratorierotter, som generelt er langt
mere homogene i deres reaktion på toksiske stoffer end mennesker.
En større heterogenicitet blandt mennesker støttes af
Krasovskii, 1976, som fandt en op til 6 gange forskel i følsomheden
på en reaktion på fluor og nitrat blandt børn og en 3 til
5 gange forskel i følsomheden mellem børn og voksne. Herved vil
en intraindividuel variation hos mennesker for toksiske stoffer kunne
beregnes til mellem 18 og 30.(7)
Afhængig af arten af helbredseffekter er denne del af
sikkerhedsfaktoren (SFII) sat til af størrelsesordenen 10, men den kan
i nogle tilfælde være mindre, hvis man har en solid viden om
følsomheden/sårbarheden hos de særligt
følsomme/sårbare grupper.
5.2.3 Kvalitet og relevans af data
Yderligere en del af sikkerhedsfaktoren skal søge at tage
højde for, at kvaliteten af de foreliggende undersøgelser og
deres relevans ikke lever op til det, man må forvente for at kunne tage
en tilstrækkelig sikker beslutning. Lidt mere direkte sagt: andre
forhold af relevans for fastlæggelse af sikkerhedsfaktorer indpasses i
denne kategori. Eksempler vil være dyreforsøg, hvor et stof kun
er blevet undersøgt i få forsøgsdyr, eller ved et enkelt
eller kun få dosisniveauer. Der kan også være tale om
forsøg, hvor dyr er blevet udsat for et stof på en for mennesker
usædvanlig måde f.eks. ved indsprøjtning i bughulen.
Ved vurderingen af om et stof er sundhedsskadeligt i drikkevand står
man hyppigt med problemet, at der findes nogle
undersøgelsesresultater, som påviser, at stoffet er skadeligt
ved dyreforsøg ved en udsættelse, hvor man har
påført dyrene høje koncentrationer på huden,
indsprøjtning i bughulen, ved indånding eller lignende. Doserne,
der har været benyttet, er ofte langt højere, og dyrene har
fået det af en anden vej, end den dosis man får ved indtagelse
med drikkevand. I disse tilfælde er man nødt til at extrapolere
fra de udførte forsøg til, hvordan forholdene havde
været, hvis den samme mængde var blevet indtaget med
drikkevandet. Såfremt man ikke har nogle forsøg, som beskriver
noget om optagelse og fordeling af stoffet, afhængig af på
hvilken måde dyret er blevet udsat for det, er man nødsaget til
at regne med at metabolismen er ens. Dette giver selvfølgelig nogle
usikkerheden, som bør inddrages i den samlede risikovurdering.
Sikkerhedsfaktoren (SFIII) har været af størrelsesordenen fra
1 og opefter.
Denne del af sikkerhedsfaktoren kan begrænses/elimineres, hvis
kvaliteten og relevansen af undersøgelserne bedres. Afhængig af
resultatet af nye undersøgelser kan NOEL ændres, såvel i
opadgående som nedadgående retning.
5.2.4 Den samlede sikkerhedsfaktor og TDI
Den samlede sikkerhedsfaktor beregnes som produktet af hver af
sikkerhedsfaktorerne inden for de tre nævnte kategorier. NOEL divideres
med den samlede sikkerheds faktor og resultatet bliver den tolerable daglige
indtagelse. NOEL
TDI = -----------------
SFI x SFII x SFIII
6. Fastlæggelse af en tolerabel daglig indtagelse, TDI, hvor der
ikke foreligger en tærskelværdi
6.1 Fravær af tærskelværdi.
Det er ikke muligt at fastsætte en tærskelværdi for et
genotoksisk stofs kræftfremkaldende (carcinogene) egenskaber. Man kan
derfor ikke bruge NOEL som udgangspunkt for vurdering af farligheden.
I de tilfælde, hvor det ikke er muligt helt at undgå stoffet,
er det nødvendigt at foretage en risikoberegning.
6.2 Beregning af risiko
Ved fastsættelse af en TDI for stoffer, hvor der ikke forekommer
nogen tærskelværdi, er der flere problemer.
1. Hvor sikkert er det, at stoffet er et humant carcinogen - den
kvalitative risikovurdering?
2. Såfremt stoffet er et carcinogen, hvor stor en dosis skal der
så til, for at det medfører en vis hyppighed af
kræfttilfælde - den kvantitative risikovurdering?
3. Hvilken statistisk risiko, kan anses for tolerabel eller
acceptabel?
6.2.1 Kvalitativ risikovurdering
Ved den kvalitative risikovurdering er det vigtigt at inddrage al den
fysisk-kemiske og biologiske information, der findes for at bestemme, om et
kemisk stof, dets nedbrydningsprodukter eller dets metabolitter kan
udgøre en kræftrisiko.
I denne vurdering bør indgå de fysisk-kemiske egenskaber og
eksponeringeveje, der er relevante for den menneskelige udsættelse,
carcinogene struktur-aktivitetsegenskaber, metabolisme og farmakokinetiske
egenskaber, om stoffet er et direkte reagerende carcinogen, hvilken
metabolisering der skal foregå, for at det bliver til et aktivt
carcinogen, forskelle i metabolisering afhængig af art o.s.v.
Med hensyn til korttidstest som punktmutationer, kromosomafvigelser,
DNA-skade og DNA-repair m.m. kan det generelt, når det drejer sig om
positive in-vitro tests, kun udgøre en støtte for antagelsen af
en kræftfremkaldende effekt og in-vivo tests kan hjælpe ved en
identifikation af tumor-promotorer eller initiatorer.
Langtidsdyreforsøg ved, eller nær det maksimalt tolererede
dosisniveau, benyttes for at sikre en tilstrækkelig sandsynlighed for
at påvise en eventuel carcinogen effekt.
Man bør desuden sikre, at en eventuel carcinogen virkning, ved den
høje dosis, bliver fremkaldt ved den samme mekanisme, som vil
fremkalde virkningen ved en lavere dosis.
Hvis et kemisk stof foranlediger maligne tumorer i mere end en dyreart og
hvis det producerer tumorer, specielt dosisrelateret, som er sjældne i
den specielle stamme eller art, er dets carcinogenicitet meget bredt
accepteret. (IARC)
Epidemiologiske undersøgelser over stoffets carcinogene
påvirkning af mennesket kan være til støtte i en
vurdering, specielt ved estimering af en øvre risikogrænse.
Fortolkningen af sådanne epidemiologiske undersøgelser kan dog
blive problematisk, såfremt det drejer sig om små
risikoforøgelser. Negative resultater beviser således ikke et
fravær af en carcinogen virkning.
Der findes flere eksempler på stoffer, som er fundet i drikkevand,
hvor der er forskel i evidensen med hensyn til deres carcinogenicitet. For
vinylklorid er der for eksempel sikker evidens for dets carcinogene effekt
både hos mennesker og dyr. I andre tilfælde, som for
epichlorhydrin, acrylonitril og benzo(a)pyren er der påvist cancer hos
talrige dyrearter, en stærk evidens for mutagen aktivitet men ikke
direkte evidens for kræftfremkaldende effekt hos mennesker.
6.2.2 Potensvurdering - kvantitativ risikovurdering
Dyreforsøg med kræftfremkaldende stoffer har vist, at der kan
være meget stor forskel på forskellige stoffer med hensyn til de
doser, som inducerer svulster i dyr. Acrylonitril og vinylklorid kan f.eks.
inducere svulster i doser på få milligram pr. kilo
legemsvægt, mens der skal gives tusind gange større doser for af
f.eks. saccharin viser en effekt. Der er ingen grund til at tro, at mennesker
er anderledes i denne henseende.
En bedømmelse af potens bygger for kræfts vedkommende ofte
på resultater fra langtidsdyreforsøg. Der er en række
faktorer som ligesom ved fastsættelse af TDI for effekter, hvor der
findes en tærskelværdi - gør, at det kan være meget
vanskeligt at fastlægge en bestemt værdi. De modeller som
anvendes ved ekstrapolering fra de doser, der resulterer i en målelig
hyppighed af svulster (f.eks. 10 dyr med svulster pr. 100 dyr, eller 10-1)
til doser, der kan tænkes at være acceptable (f.eks. 10-7), kan
medføre usikkerhed i den beregnede dosis og dermed af den beregnede
grænseværdi. Miljøstyrelsen anvender for tiden One Hit
modellen, der er angivet i bilag 1, med mindre der er specifikke forhold, som
taler for at anvende andre modeller.
For stoffer, der kan klassificeres som promotorer kan man generelt ikke
benytte de matematiske modeller, men må fastsætte
grænseværdier ud fra den laveste NOEL svarende til
kræftfremkaldende eller ikke kræftfremkaldende effekter og
derefter benytte sikkerhedsfaktorer.
Såfremt der foreligger epidemiologiske undersøgelser over
stoffets påvirkning af mennesker i f.eks. arbejdsmiljøet, kan
disse anvendes kvantitativt til at omregne fra arbejdstidseksponering til
livetidseksponering.
6.2.3 Tolerabel risiko
Den principielle holdning er, at drikkevand ikke må indeholde
stoffer, der kan medføre en sundhedsrisiko for mennesker. Dette
gælder også for kræftfremkaldende stoffer, som helt
bør undgås i drikkevand.
Hvis man står med et akut forureningsproblem, hvor man skal tage
stilling til, om man fortsat - evt. for en kortere periode - kan tillade, at
vandet benyttes, kan det være nødvendigt at foretage en
risikoberegning som nævnt i afsnit 6.1.
I denne benyttes en livstidsrisiko. En livstidsrisiko på 10-4 til
10-6 betyder, at hvis man drikker vand med den pågældende
koncentration af et stof dagligt i hele ens levetid kan det medføre,
at mellem en af titusinde og en af en million får sygdommen i
løbet af et livsforløb.
Der findes ikke nogen faste regler for, hvilken livsrisiko der kan
tolereres, men der er en administrativ praksis hos forskellige myndigheder.
En livstidsrisiko på mindre end 10-6 anses af Miljøstyrelsen for
at være tolerabel, når den ikke kan undgås.
7. Grænseværdien
Når man kender den del af TDI, som den daglige indtagelse af
drikkevand må bidrage med, kan grænseværdien i drikkevand
beregnes:
TDI
GV = - - - - - - indtagelse
hvor: GV er grænseværdien i vand i f.eks. mg/l TDI er bidraget
til TDI fra drikkevand i mg/kg lgv/dag indtagelse af drikkevand kan
være i 1/kg lgv/dag
Man skelner mellem stoffer, der alene har en langtidseffekt, og hvor det
er den akkumulerede dosis, der er afgørende for risikoen, og så
stoffer, hvor virkningen er mere akut (hvor kortere tids udsættelse kan
medføre effekt) og subakut, (hvor længere tids udsættelse
kan medføre effekt).
Som det allerede tidligere er påpeget, er fastsættelse af en
grænseværdi udtryk for, at man tolererer, at der er en
sandsynlighed for, at der kan ske skader på mennesker eller
miljø.
I tilfælde, hvor der ingen tærskelværdi er for et stofs
sundhedsskadelige effekt, indgår risikoen i beregningen af
grænseværdiens størrelse. Men selvom
grænseværdien fastsættes ud fra forsøg, hvor der er
observeret et NOEL, er en grænseværdi også udtryk for
accept af en vis risiko. Det gælder risikoen for, at de givne
undersøgelser ikke har været udført tilstrækkeligt
omhyggeligt, eller for at de anvendte undersøgelsesmetoder ikke har
kunnet afsløre alle skadelige effekter, eller for at de
undersøgte mennesker eller dyr ikke i tilstrækkelig grad har
været repræsentative for de udsatte befolkningsgrupper m.v.
Det forhold, at der i alle tilfælde er tale om at tolerere en vis
risiko, skal understreges i forbindelse med implementeringen og
administrationen af de fastsatte grænseværdier.
8. Fordeling af indtagelsen
Man må, når der fastsættes grænseværdi for
et kemisk stof i drikkevandet, tage hensyn til alle de veje, ad hvilke man
kan blive udsat for stoffet (luft, indeklima, levnedsmidler, vand, jord og
arbejdsmiljø).
Kemiske stoffer, der optages gennem huden, kan optages i en ikke
uvæsentlig mængde i forbindelse med karbadning, og stoffer, der
let fordamper - f.eks. mange organiske opløsningsmidler - frigives fra
vandet ved brusebadning. Indånding af stofferne i forbindelse hermed
kan derved bidrage til den samlede indtagelse.
I den samlede vurdering af indtagelse/optagelse af et stof med henblik
på fastsættelse af grænseværdier skal der derfor
tages højde for: - indhold i levnedsmidler, udeluft, indeklima,
arbejdsmiljø og indhold ved generel anvendelse af drikkevand, d.v.s.
når man drikker vandet, og når man bader i det ved brusebadning
eller karbadning.
Det betyder at TDI før beregningen af grænseværdien
skal 'fordeles' på disse kilder til indtagelse af stoffet.
Normalt regner man med en daglig indtagelse for en voksen person på
0,03 liter drikkevand pr. kg legemsvægt, svarende til 2 l/dag til en
person på 70 kg lgv. Personer med hårdt fysisk arbejde eller
atleter kan indtage op til 4-6 1. pr. dag. Indtagelsen kan også
være væsentlig højere for spædbørn - op til
0,25 1. pr. kg. lgv.
Optagelsen via brusebadning og karbadning afhænger af, i hvor stor
mængde det enkelte stof optages via huden, og hvor meget der frigives
ved fordampning.
For tilsætningsstoffer - og bekæmpelsesmiddelrester i
levnedsmidler gælder helt specielle forhold. Der er her fastsat en ADI
(acceptabel daglig indtagelse). ADI kan derfor allerede være 'brugt op'
ved stoffets forekomst i levnedsmidler. Alligevel findes stofferne i nogle
tilfælde i luften eller i drikkevand. WHO baserer generelt
fastsættelse af grænseværdier for pesticider i drikkevand
på, at de højst må forekomme i koncentrationer, der svarer
til en indtagelse på under 1 % af ADI. (3).
9. Kombinationseffekter
Traditionelt har den toksikologiske vurdering af stoffers
sundhedsskadelige virkning været fokuseret på bedømmelse
af enkeltstoffer.
Det er dog sjældent, at man kun udsættes for et enkelt stof.
Hyppigt vil der være tale om en kombination af flere stoffer samtidigt.
Interaktionen mellem kemiske forbindelser kan føre til, at de
ændrer deres kemiske og biologiske egenskaber, og det kan resultere i
en forøget eller muligvis i en formindsket effekt.
Der er mange problemer i vurderinger af den helbredsmæssige risiko
ved udsættelse for blandinger i forhold til enkeltstoffer. Alle
forbindelser i en blanding er sjældent kendt, og stoffer kan reagere
kemisk med hinanden og derved danne nye toksiske forbindelser både i og
uden for organismen. Såfremt der foreligger toksikologiske data
på kombinationen af flere stoffer, bør disse benyttes i
vurderingen.
Såfremt dette ikke er tilfældet har Miljøstyrelsen
valgt at benytte additionsmodellen. Den forudsiger en administrerbar og
rimelig sandsynlig toksicitet for blandinger.
Additionsmodellen, som kan benyttes:
B = Cl/GV1 + C2/GV2 + ... + Cn/GVn
hvor Cn er koncentrationen af stoffet n i drikkevand GVn er
grænseværdien for stoffet n B er brøksummen, som skal
være mindre end 1.
Additionsformlen kan kun benyttes for stoffer, der medfører
beslægtede effekter, d.v.s. stoffer, der f.eks. alle er
neurotoksiske.
Der er ved denne formel ikke taget hensyn til en evt. synergistisk effekt,
d.s. en effekt når 2 stoffer forekommer samtidig, som er større
end summen af de to stoffers effekter hver for sig, eller en antagonistisk
effekt, hvor effekten ved 2 stoffers samtidige forekomst er mindre end
summen. Såfremt man har kendskab til en sådan effekts
størrelse bør denne selvfølgelig indgå i
risikovurderingen.
10. Vurdering af de fundne forureninger
Når et kemisk stof findes i drikkevandet, er der flere faktorer, der
spiller ind i hensynet til, hvad der skal gøres. Jævnfør
i Øvrigt Miljøstyrelsens vejledning om vandkvalitet og tilsyn
med vandforsyningsanlæg.
Det er hovedprincippet, at forurening med kemiske stoffer i drikkevandet
ikke bør forekomme, og at man bør minimere eventuelle
forureninger mest muligt også selv om grænseværdierne ikke
er overskredet. Hvis der findes en forurening med et kemisk stof, bør
det vurderes, hvilken kilde til forurening, der kan være, og der
bør foretages en vurdering af muligheden for at reducere den
fremtidige forurening. Desuden bør der foretages en løbende
kontrol af niveauet med henblik på en eventuel stigning.
Smag, lugt og udseende af vandet har en væsentlig betydning,
også selv om det ikke udgør en sundhedsfare ved
drikkevandet.
10.1 Stoffer, hvor der findes en tærskelværdi
For stoffer, hvor der findes en tærskelværdi, afhænger
den foranstaltning, der skal foretages af, hvilken effekt stoffet har - hvor
skadeligt stoffet er. Er stoffet neurotoksisk eller reproduktionsskadende,
bør man være mere på vagt, end hvis det har en mindre
alvorlig effekt.
Man vil oftest kunne finde frem til et NOEL (nul-effekt-niveau), det vil
sige en koncentration, ved hvilken stoffet ikke har vist effekt ved
langtidspåvirkning.
Den tolerable daglige indtagelse fremkommer ved at man dividerer det
eksperimentelle NOEL med sikkerhedsfaktorerne. Idet TDI her er bestemt som
den totale daglige indtagelse, der kan accepteres af det kemiske stof, skal
der tages højde for andre udsættelser for stoffet (via
levnedsmidler, udeluft, indeklima, jord og arbejdsmiljø) ved
fastsættelsen af grænseværdien for drikkevand.
Endelig skal der tages højde for evt. optagelse gennem huden via
badning eller inhalation ved brusebadning ud over den anslåede daglige
indtagelse af drikkevand således at den samlede indtagelse via
drikkevand og badevand ikke overskrider den del af TDI som er 'fordelt' til
drikkevand.
Den normale grænseværdifastsættelse er baseret på,
at personer kan indtage drikkevandet gennem et helt livsforløb med det
angivne indhold af det kemiske stof uden at det vil medføre kroniske
skadevirkninger.
Der kan i forbindelse med grundvandsforureninger være et behov for
at vurdere en forurening, der kan strække sig over en begrænset
periode. Det vil sige, at selv om grænseværdien i drikkevandet
overskrides i et begrænset omfang i en kortere periode, vil det ikke
derfor nødvendigvis medføre akutte eller kroniske effekter.
Overholdes grænseværdien for det pågældende
kemiske stof, er det ud fra den på daværende tidspunkt givne
viden sikkerhedsmæssigt forsvarligt at indtage drikkevandet dagligt
gennem et helt livsforløb.
Overskrides grænseværdien med indtil en faktor 10, kan dette
tolereres i en kortere periode. Samtidig bør der sættes ind med
afværgeforanstaltninger, forureningskilder bør opspores, og
kilder til yderligere forurening bør fjernes. Desuden bør der
iværksættes en overvågning af vandforsyningen,
således at en stigning i forureningsniveauet kan lede til yderligere
foranstaltninger.
Overskrides grænseværdien med mere end en faktor 10 bør
den pågældende vandforsyning lukkes.
10.2 Stoffer, hvor der ikke findes en tærskelværdi
For stoffer, hvor der ikke findes en tærskelværdi, d.v.s.
bl.a. en del af de stoffer, som er kræftfremkaldende (excl. promotorer,
der behandles individuelt), er situationen lidt anderledes.
Det er Miljøstyrelsens opfattelse, at kræftfremkaldende
stoffer i princippet ikke bør findes i drikkevandet.
Påvises stoffet i en koncentration, der indebærer en beregnet
livstidsrisiko for kræft, der er større end 10exp(-5) bør
den pågældende vandforsyning lukkes.
Påvises stoffet i koncentrationer, der indebærer en
livstidsrisiko for kræft på fra 10exp(-6) op til 10exp(-5), kan
forekomsten af denne koncentration tolereres i en kortere periode,
såfremt tilstedeværelsen af stoffet i øvrigt ikke efter
omstændighederne kan undgås.
En livstidsrisiko for udvikling af kræft på 10exp(-6) eller
mindre anses af Miljøstyrelsen for at være tolerabel, når
den efter omstændighederne i øvrigt ikke kan undgås, jf.
afsnit 6.2.3.
Referencer
1. WHO, Second report af the Joint FAO/WHO expert Committee on Food
Additives, WHO, Technical Report Series, No 144. Geneva, 1958.
2. WHO, Sixteenth Report of the Joint FAO/WHO Expert Committee on Food
Additives, WHO Techn. Rep. Series, No. 505, Geneva, 1972.
3. WHO, Guidelines for Drinking-Water Quality. World Health Organization,
Geneva, 1984.
4. Cotmvo, J.A.: Drinking Water Standards and risk Assessment. Regulatory
Toxicology and Pharmacology. 1988, 8: 288-99.
5. Miljøstyrelsen. Kvalitetskrav til visse stoffer i drikkevand.
Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 2, maj 1984.
6. NAS. Drinking Water and Health, National Academy of Scieces. Washington
D.C. 1977.
7. Dawson, M.L., Stava J.F.: Regulatory History and Experimentae. Support
of uncertainty (safety) Factors. Regulatory Toxicological Pharmacol., 1983,
3:224-38.
8. Weil, C.S. Statistics vs Safety Factors and Scientific Judgement in the
Evaluation of Safety for Man. Toxicol. Appl. Pharmacol., 1972, 21:
454-63.
Bilag Kvantitativ vurdering af kræftfremkaldende stoffer ved
benyttelse af One-Hit-modellen
Risikovurdering af et stofs kræftfremkaldende effekt kan beregnes ud
fra forskellige matematiske modeller, som alle anvender en eller anden form
for statistisk ekstrapolation fra dosisnineauer med kendte eksperimentelle
værdier, hvor modellerne passer godt til de kendte data. I
lavdosisområdet, hvor der ikke findes eksperimentelle data, giver de
derimod ikke samme resultat, og det er ikke muligt at afgøre, hvilken
model der bør anvendes.
Begrundelsen for at benytte One-Hitmodellen er:
- Modellen undervurderer i mindre grad end de andre modeller risikoen ved
lavere koncentrationer.
- Den er let at anvende.
Ved benyttelse af One-Hit-modellen kan man udlede følgende formel
for den tolerable koncentration C af et givet stof i drikkevand:
+++FIGUR+++
Wh: Menneskets vægt i kg. (Sættes oftest til 70 kg).
It: Den tolerable livstidsrisiko (10-6)
Le: Den aktuelle levetid for dyrene.
L: Den teoretiske gennemsnitslængde af levetiden for dyrene.
D: Daglig dosis (mg/kg lgv/dag).
le: Ekspositionstid.
Pt: Incidens af tumorer i den behandlede gruppe.
Pc: Spontanincidens af tumorer i kontrolgruppen.
Wa: Gennemsnitsvægt af forsøgsdyr (kg).
Vh: Den indtagne mængde drikkevand pr. dag. (Hos voksen person
regnes med 2 liter).
Der findes visse forudsætninger, der skal være opfyldt for at
beregningsmetoden kan benyttes med tilstrækkelig sikkerhed:
1.Beregningsmodellen kan benyttes, såfremt der foreligger
velgennemførte dyreforsøg, hvilket vil sige:
- tilstrækkeligt med dyr i hver dosisgruppe (d.v.s. 50 eller
derover)
- forsøg af tilstrækkelig længde (dosering i 78 uger
og observation indtil en samlet levetid på lait ca. 110 åger)
- ingen øget sygelighed hverken i kontrol- eller
forsøgsgruppen på grund af anden toksisk effekt af stoffet.
2.Ved vurderingen af øget tumorforekomst medtages som positivt
resultat både benigne og maligne tumorer.
3.For hver dosisgruppe udregnes tumorincidens for hvert organ såvel
i den behandlede gruppe som i kontrolgruppen. Der testes med Fischers eksakte
test ved P< 0,05 signifikansniveauet.
4.Data for den laveste dosisgruppe, hvor incidensen er signifikant
højere end i kontrolgruppen benyttes.
5.Såfremt der foreligger flere undersøgelser bør
beregningen foretages for alle undersøgelser.
Lignende dokumenter
- Sag om, hvorvidt Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstelse af afgørelser om forbud mod anvendelse, håndtering og opbevaring af plantebeskyttelsesmidler på grundejernes ejendomme var helt eller delvist ugyldige Domsdatabasen · 1. april 2022
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat J. Kokott fremsat den 28. marts 2019. — Sag anlagt af Wasserleitungsverband Nördliches Burgenland m.fl. EU-domme · 28. marts 2019
- Sag om prøvelse af tre forvaltningsafgørelser fra kommune, vedrørende fastlæggelse af kontrolprogram for private vandforsyningsanlæg på tre ejendomme ejet af sagsøger Domsdatabasen · 9. juli 2024
- Domstolens Dom (Sjette Afdeling) af 14. november 2002. - Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Irland. - Traktatbrud - direktiv 80/778/EØF - kvaliteten af drikkevand - utilstrækkelig gennemførelse. - Sag C-316/00 EU-domme · 14. november 2002
- Vejledning om udpegning af områder med særlige drikkevandsinteresser Retsinformation · 2. december 2002
- Udpegning af omrråder med særlige drikkevandsinteresser Retsinformation · 15. marts 1998