Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 16/2001
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.
16/2001
[K] har klaget til Pressenævnet over fire
udsendelser bragt i Frederiksberg-Journalen den 27. januar, 3. marts, 10.
marts og 17. marts 2001, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
Samtlige udsendelser handler om to katte, som [K], der
passede kattene, ifølge radiostationen skulle have givet bort uden
tilladelse, idet de tilhørte en anden.
Af udsendelsen den 27. januar 2001 fremgik blandt
andet:
-----
Ole Hans Jensen
: .Hun indrømmer
også på båndet, [K], at det kun var midlertidigt hun havde,
og at hun ikke havde rettigheden over det, så det er klokkeklart,
naturligvis. Men det må så gå, vi kontakter så
politiet og andre, som skal tage sig af det her. Vi ved både, hvor [K]
bor henne på Frederiksberg, og vi vil da opfordre folk, der kender
hende til at holde øje med hende, så hun ikke kan smugle kattene
væk. Men det ser ud til, at hun allerede har gjort det, hvis man skal
tro på den sidste lytter her, som sikkert var placeret hjemme hos [K],
da hun ringede her med alle de fugle. Der er en masse fugle hos [K] i
forvejen også, og det er jo et spørgsmål, om det i det
hele taget er et sted, hvor man kan opbevare dyr på den lille plads, vi
har fået at vide, som både katte, mennesker og fugle befinder sig
på. Specielt to katte, som man endda har taget ekstra ind. Det synes,
vi er skandaløst, og det er vel nok også brud på
dyreværnsloven. Men alt det vil vi gå videre med. Det er
sjældent, at vi gør det på denne her måde og
hænger folk ud, og det er jo ikke engang at hænge folk ud. De har
Læs alt
selv hængt sig ud ved at stjæle to ulykkelige katte, som er
faldet godt til sagde man. Det kan jo altid sige, ikke også. De fleste
katte kan jo godt lide, hvis man aer dem lidt, det er jo ikke noget med at
falde til. De savner sikkert deres børn, som er deres et og alt og
omvendt. Derfor er det en svinsk handling, det, der er sket her både
fra Ulla Hansens side, hvis hun hedder det, og [K], og det er vi meget
fortørnet over. Vi går videre med sagen naturligvis nu efter
dette, så hvis ikke kattene bliver afleveret i dag på radioens
adresse - den kender [K] - hun har kommet her før, så vil der
indgå en politianmeldelse, og der vil blive taget hårdt fat. Vi
vil orientere vores advokat, Peter Hjørne, og han vil højst
sandsynligt - det er der slet ikke tvivl om - tage sig af den her sag i hvert
fald, da han også er en dyreven.
-----
O.H.J.
: .Og naturligvis kan man jo heller ikke
stjæle og kidnappe andre folks katte, selvom man har fået dem til
opbevaring i anførelsestegn eller i pleje i 14 dages tid cirka som
aftalen var. Personen hedder [K], og det vil vi gerne advare imod [K] -
også til andre dyreforeninger, så hun ikke skal lave det samme
nummer, som hun har lavet her.
-----
O.H.J.
: Og i forvejen har vi da fået
oplysning om, at de er blevet opbevaret i ét rum med to andre katte
plus en masse fugle og plastikposer rundt i lejligheden, så det er ikke
et hjem, vi vil sige, der er efter dyreværnsloven er forsvarlig til
opbevarelse af katte.
-----
O.H.J.
: . Så vi vil gerne endnu engang
advare mod [K], og hvis kattene ikke kommer i dag, så vil vi
offentliggøre adresse og telefonnummer på [K], så de i
huset kan se efter, om hun prøver at tage kattene forskellige steder
hen.
-----
O.H.J.
: Men vi vil gerne hermed advare. Det er
sjældent, at vi gør det så hårdt på denne her
måde. Men vi bliver nødt til det. Og adresse og telefonnummer
vil blive offentliggjort på [K], såfremt hun ikke afleverer de
katte. Og vi vil gå til politiet, og vi vil føre retssag, hvis
det er nødvendigt. Så er det sagt.
-----
O.H.J.
: Det er en grov ting at forære andres
katte væk. Det er en svinestreg, som vi naturligvis nu vil melde til
politiet og gå alle de veje, som der er mulige i sådan en sag
her. Det er sidste ting, der er sket i denne kattesag - kattekidnapningssag -
må jeg hellere kalde det.
-----
Herefter følger en samtale mellem en ukendt
opringer og Ole Hans Jensen.
-----
O.H.J.:
Men når vi får en henvendelse
fra en, vi tidligere har hjulpet i en pensionssag, som har kommet i vore
lokaler her, så regner man jo med, at det er en person, som ikke vil
lave et sådant svinsk nummer, som der er blevet lavet. Man havde kat i
forvejen og udgav sig for at være dyreven, og så viser det sig,
at man har måske skumle bagtanker. Det er grimt. Derfor er jeg meget,
meget, meget fortørnet. Og hvis man kender Ole Hans Jensen,
så ved man nok, at denne her sag, den bliver ikke bare syltet.
-----
O.H.J.:
.Tænk de små sølle
kræ, der ikke kender de nye mennesker, der sidder bange i deres bure og
har været opbevaret i bure, og som måske står på et
pulterkammer eller står i en kælder eller et eller andet sted,
fordi hun gemmer dem for os, ikk´. Det er jo ikke en dyreven. Det er svinsk.
Det er at betragte som barnebortførelse vil jeg sammenligne det
med.
Opringer
: Jeg vil da håbe, at hun vil blive
generet på alle måder, nu hendes navn er kommet. Det vil jeg da
håbe, hun bliver, sådan så at .
O.H.J.:
Nu har de personer jo altid hemmeligt
nummer, men vi er ikke blege for at opgive telefonnummeret og fortælle,
hvor hun bor i det her tilfælde, fordi jeg påtager mig gerne en
pressenævnsdom på det, hvis det skal være. Vi skal
sørge for, at ejendommen i hvert fald kigger efter, om hun kommer af
sted med de katte, om de står i et kælderrum og
Opringer
: Nej, men altså min tanke var
altså, det jeg tænkte på var en anerkendt dyrepension.
O.H.J.:
Jo, men set i bagklogskabens klare vand,
lys, hvad det hedder, så ville det nok også have være bedre
end sådan en svinsk person, der udgiver sig for dyreven og så
laver sådan noget.
-----
O.H.J.:
Vi vil helst undgå at bringe
politiet og andre styrelser ind i og retssager, det er jo kun udgifter
også lidt, men i det tilfælde vil vi samle flasker, for at vi
skal få penge til sådan noget. Det er så svinsk det her,
så det mangler modstykke.
-----
Herefter følger endnu en samtale med en ukendt
opringer.
-----
Opringer
: Man kaster ikke rundt med katte eller
med dyr på den måde. Så kunne hun have sat dem i en
kattepension. Der blev udsagt over radioen, om der var nogen, der kunne tage
sig af dem. Hvorfor anbringer hun ikke sådan et par dyr i en
kattepension? Man anbringer dem ikke bare tilfældige steder hos andre
mennesker.
O.H.J.:
Nej, det skulle vi heller ikke have gjort
hos [K], det svin.
-----
O.H.J.:
Det er derfor, vi advarer mod [K],
så hun ikke kan lave det svinske nummer en anden gang. Og der bliver
taget fat med grovfilen her i denne her sag. Det er jeg 100% sikker
på.
-----
O.H.J.:
hvis hun mente, at kattene skulle
anbringes på en kattepension, så kunne hun jo have sagt det i
stedet for at stjæle kattene. Jeg kan ikke engang forstå, at man
kan gøre det på den måde, hvis man kan kalde sig dyreven.
Fy for pokker.
-----
Af udsendelsen bragt den 3. marts 2001 fremgik blandt
andet følgende:
-----
Ole Hans Jensen:
Sagen går ud på,
at hun har klaget over Frederiksberg-Journalens radio for overtrædelse
af god presseskik med mere. Jeg ved ikke, hvad med mere betyder. Og det er
fordi, jeg har kaldt hende et svin, hun er et svin, den svinske [K]. Hendes
hjem er et brud på dyreværnsloven, og der er plastikposer
overalt. Og i et lille rum opholder der sig dyr og mennesker, og fugle flyver
rundt. Det er det, hun har anklaget mig for at sige. Og det kunne man da
sige, som jeg læser det op her, så kunne man også sige:
nej, hvad har Ole Hans Jensen nu gjort. Har han nu kaldt en, der hedder
et svin. Men hun glemmer jo helt at fortælle, at hende, jeg kaldte
et svin, og det står jeg ved, jeg har gjort - [K], som bor på
Frederiksberg - hun har stjålet to katte, uskyldige katte, som hun
havde i pleje i ca. 14 dages tid, givet dem væk imod ejerens vidende
til en dyrepension på Samsø, som har ladet kattene løbe
væk, siger man. Men det er jo nok, fordi at man ikke vil udlevere
kattene. Det er i øjeblikket en politisag mod [K], og hun har
været i fogeden, hvor hun skulle have fået dagbøder
såvidt jeg ved ..
-----
O.H.J.:
Det er rigtigt, at jeg har kaldt hende et
svin, og jeg mener også, at man er et svin, når man stjæler
to katte, uskyldige katte, der ikke kan gøre modstand og giver dem
væk uden ejerens vidende . .
-----
O.H.J.:
Og ordet svin, det er jo et ganske
almindeligt ord, der står i ordbogen. Nu har jeg ikke en ordbog lige
her så hurtigt, men der er vortesvin, der er andre former for svin,
vildsvin, og så er der også nogen, der opfører sig
svinagtigt, den svinske [K], som bor på Frederiksberg. Hendes hjem er
et brud på dyreværnsloven, som jeg har fået det forelagt af
et vidne, der har været i hjemmet. Så er det et brud på
dyreværnsloven, hvis man har så mange dyr i så lille et
rum. Det kan man så selvfølgelig altid diskutere, om dommeren
synes det samme. Men man har vel lov til i et frit land at udtale, at man
mener, at det er et brud på dyreværnsloven, som jeg har
fået det forelagt. Der var plasticposer overalt. Det er hvad jeg har
fået fortalt af det vidne, og det er førstehåndsindtryk,
jeg har fået fra vidnet. Min udtalelse er selvfølgelig
andenhåndsudtryk, det er klart. Det er sjældent, jeg sviner folk
til, men i det her tilfælde så mener jeg, at [K] er et svin,
når hun har givet to uskyldige katte væk. Og det er derfor, jeg
har sagt det, og det står jeg ved. Og så skriver hun videre her,
at så opfordrer han beboerne til at holde opsyn med mig. Det mener jeg
ikke, at jeg har sagt med hende. Jeg har sagt, at jeg mener, at man skulle
holde opsyn med hende for at se, om kattene var der. Det er jo noget helt
andet. Det er jo ikke personlig opsyn med [K], jeg har opfordret folk til.
Samtidig sagde jeg også, at jeg ville oplyse hendes adresse og
telefonnummer, siger hun. Det har jeg sagt, at vi måske ville
gøre, hvis det kom så langt, at hun ikke ville udlevere kattene.
Det eneste vi har sagt, det var, at hun boede på , og det gør
hun såvidt jeg ved også. Det har hun i hvert fald underskrevet
sig med her. Jeg har aldrig nogen sinde nævnt nummeret, men det er
klart, at hvis man skal eftersøge nogle katte, der er løbet
væk , hvis de befinder sig på hendes adresse, så må
man vide, hvad vej det er. Man kan jo ikke løbe rundt på hele
Frederiksberg og lede efter de katte, hun har stjålet ..
-----
O.H.J.:
Hvis vi har taget sagen op, så er
det, fordi den er meget alvorlig. Vi betragter denne her
bortførelsesaffære lige så slemt, som hvis det havde
været to mennesker, som dyrevenner her i radioen. Og jeg har sagt, at
jeg er villig til at tage en pressenævnsdom vedrørende disse
udtalelser, og det står jeg da også ved
-----
Ukendt
: Og vi skulle have en lytter.
Britt Bartenbach
: Vi siger god eftermiddag.
[K]
: Ja, goddag Britt. Du taler med [K].
B.B.:
Jeg har ikke lyst til at tale med
vedkommende person, og jeg beder .om at afbryde.. . Ja, vi skal ikke have
opringninger fra vedkommende person, der hedder [K]. Vedkommende person har
en vis frækhed, må man nok sige. Det er en utrolig frækhed.
Vedkommende er blevet dømt i fogedretten til at udlevere to katte, som
hun har stjålet fra en person .
-----
B.B.:
Nu er vedkommende så fræk oven i
købet at ringe op her på radioen og skulle tale med mig. Hun har
lige indgivet en sag til Pressenævnet, fordi vi har nævnt sagen
og hendes navn i radioen tidligere og skal nu provokere ved at ringe os op.
Jamen, vi vil slet ikke tale med vedkommende og slet ikke lukke vedkommende
igennem, fordi det jo kan bevises, at hun udtaler sig løgnagtigt
både i fogedretten og til os gentagne gange .
Af udsendelsen bragt den 10. marts 2001 fremgik blandt
andet følgende:
-----
Opringer Svend Åge:
Det jeg så ikke
forstår, hun må åbenbart være meget dum, for hvis det
lykkes for hende, så skaber jo hun jo lidt af en krig mod sig selv.
Britt Bartenbach:
Det har hun jo gjort
allerede.
S.Å.:
Det glæder mig, og hun skal sgu
være glad for, at det ikke bliver mig, der bliver hærfører
der. Det kan det jo altså godt blive. Hvis hun går ret meget
videre med det der, og det ikke lykkes myndighederne, at de katte kommer til
veje, eller i hvert fald at man får deres skæbne at vide,
så har hun skabt sig nogle fjender, og det kan godt blive - som jeg
siger selvtægt må man ikke, det må man i hvert fald ikke
reklamere med, men hun vil få det meget alvorligt.
B.B.:
Ja, man skal jo ikke tro, at man bare kan
slippe straffrit fra sådan noget.
S.Å.:
Nej, det kan man nemlig ikke, og
selvom de ting er usagte, så vil jeg vove at påstå - for
det er de altså, der ligger kun en hentydning i det. Så kan vi
ikke blive straffet for det i hvert fald. Det er er mig, der siger det, og
jeg står ved, hvem jeg er. . Den blæser hun på.
B.B.:
Fuldstændig. Hun udøver
selvtægt, som det passer hende.
S.Å.:
Hun udøver nemlig
selvtægt, og når det når op på det plan, så
udøver vold vold.
B.B.:
Det er jo det, man ser mange gange, ikk´.
Man kan jo godt sige, at det er vold, både psykisk vold og også
fysisk ved, at man tilbageholder to katte.
-----
Af udsendelsen den 17. marts 2001 fremgik blandt andet
følgende:
-----
Britt Bartenbach
: Ja, nu er det sådan, at
ejeren, som ikke er i studiet nu her mere, ville henvende sig igen til
Kattens Værn og få hjælp der.
Opringer Svend Åge
: Det synes jeg, hun
skulle gøre. For der er altså nogle stykker, kan jeg godt
fortælle, der sidder og venter. Det skal foregå lovligt, men
holder det op med at foregå lovligt, så kan de være sikker
på i den sag. Kattene var ude for selvtægt, og så kan det
godt være, at hun kommer det også.
B.B.:
Ja, det er jo ikke noget, vi vil opfordre
til i hvert fald.
S.Å.:
Nej, det skal du heller ikke
gøre. Radioen har bestemt ikke sagt noget om det her. Det er mig, der
siger det.
B.B.:
Vi vil igen opfordre til nu her for
åben æter, at politiet nu går hårdt til værks -
også retten på Frederiksberg. Jeg finder, at det er en utrolig
alvorlig sag.
S.Å.:
Jamen, alle ved, hvem jeg er. De
må som godt anklage mig for at have sagt, at det her ender med
selvtægt, hvis politiet ikke tager sig lidt mere sammen.
B.B.:
Ja.
S.Å.:
Og det gør det virkeligt.
Så kan hun i hvert fald sidde og tygge lidt på den, for det vil
blive hårdt for hende. Det kan jeg garantere dig for.
-----
Klageren har anført, at der i udsendelsen den 27.
januar 2001 udtales, at hun er et svin, at hendes hjem er et
brud på dyreværnsloven, og at der i hendes hjem er
plasticposer overalt, dyr og mennesker opholder sig i et lille rum , og fugle
flyver rundt i hjemmet. Den ansvarshavende redaktør Ole Hans Jensen
opfordrer beboerne til at holde opsyn med klager, ligesom han har truet med
at oplyse klagers adresse og telefonnummer. Et par uger senere oplyses det,
at klager bor på . Endelig oplyses det på et tidspunkt, at
indklagede har hjulpet hende med en pensionssag. Udsendelsen fra den 27.
januar 2001 er desuden genudsendt den 28. og 29. januar 2001.
Klageren har anført, at indklagede herved groft har
overtrådt alle former for presseetik og almindelig hæderlighed.
Det er er psykisk belastende at blive svinet til på denne måde
gennem lang tid, og alle beskyldninger er naturligvis usande.
Klageren har i relation til udsendelsen den 3. marts 2001
anført, at Ole Hans Jensen igen udtaler sig om
pressenævnssagen og gennemgår den punkt for punkt og siger, at
han står ved alt, hvad han har sagt og er parat til at tage en
pressenævnsdom på alle disse udtalelser. Ole Hans Jensen
fremkommer i den forbindelse med lignende udtalelser som i udsendelsen den
27. januar 2001. Klager har ikke stjålet to katte. Sagen drejer sig om
brudte aftaler (måske misforståelser) eller måske
bondefangeri fra katteejerens og radiostationens side. Klager stiller sig
uforstående over for, at man må bruge en lokalradio til
personforfølgelse og privat eftersøgningstjeneste.
Klageren har herudover anført, at hun den 3. marts
2001 ringede til Radio Frederiksberg-Journalen og ville tale med Britt
Bartenbach for at spørge, hvorfor Ole Hans Jensen tidligere
på dagen havde udtalt, at jeg skulle have fået dagbøder i
Fogedretten, når det ikke var tilfældet. Som det fremgår af
udsendelsen afbryder Britt Bartenbach klagers opringning, inden hun
når at udtale sig. Hun forhindrer herved klager i at udtale sig
overhovedet, hvilket sker både privat og på lokalradioen.
Sagsfremstillingen af kattesagen bliver som altid fremstillet meget
ukorrekt.
Med hensyn til tilsviningen af klagers bolig har klager
oplyst, at hun har en bolig på 86 m2 med to altaner. Klager bebor de 70
m2 sammen to katte og fire undulater, som står i et stort bur og flyver
ikke rundt omkring. De katte, som klager passede, havde hele stuen på
ca. 18 m2 for sig selv, så det kan man vist ikke kalde et brud på
dyreværnsloven eller være grund til offentligt at tilsvine
klagers hjem.
Klageren har i relation til udsendelsen den 10. marts 2001
anført, at der af en lytter, Svend Åge, bringes trusler om
vold mod klager.
Klageren har i relation til udsendelsen den 17. marts 2001
anført, at der på ny af samme lytter fremsættes trusler om
vold mod klagers person. Det viser, hvordan Britt Bartenbach som
radioværtinde ikke ønsker eller er i stand til at stoppe
personen, som kommer med alvorlige trusler om vold mod klagers person. Det
må tages alvorligt, da vedkommende person har klagers navn og gadenavn
gennem radiostationens udsendelser. Klager har i den forbindelse
anført, at det vist ikke er formålet med en lokalradio at drive
hetz og chikane mod enkeltpersoner og lade personer komme med trusler om vold
samt oplyse om navn og gadenavn. Britt Bartenbach er ellers hurtig til at
afbryde personer øjeblikkeligt, hvis de ikke har samme mening som
radiostationen.
Radio Frederiksberg-Journalen har i forhold til klagen
over udsendelsen den 27. januar 2001 anført, at klagefristen på
4 uger fra offentliggørelsen er overskredet, og at sagen skal afvises.
Indklagede har videre anført, at klager i
øvrigt groft har misledt Pressenævnet, idet hun har glemt at
oplyse nævnet om, at hun har tilbageholdt og kidnappet to katte, som
hun har givet væk. I betragtning af sagens alvor og den svinske
behandling, som kattene, ejeren og indklagede har været udsat for fra
klager og hendes medsammensvornes side, er det måske ikke så
mærkeligt, at indklagede har taget sagen så kraftigt op i
radioens sendetid. Medieansvarslovens § 34 er i den forbindelse ikke
overtrådt. Dette skal specielt ses i lyset af den alvorlige
forbrydelse, samt at sagen er uden sidestykke i dansk pressehistorie.
Indklagede har yderligere anført, at man kender
klager fra tidligere, og at man har hjulpet hende med en pensionssag. I
øvrigt har indklagede skriftlig fuldmagt fra klager til at udtale sig
offentligt om hendes person og hendes forhold. Indklagede har ikke
offentliggjort klagers adresse, idet man kun har nævnt gaden, hvor man
skulle kigge efter de ulovligt bortførte katte.
Indklagede har i forhold til klagen over udsendelserne den
3. og 10. marts 2001 protesteret mod, at nævnet overhovedet betragter
klagers brev af 13. marts 2001 som en klage, da hun klager over udsendelserne
fra den 28. og 29. januar 2001. Indklagede gør samtidig
opmærksom på, at hovedudsendelsen, der klages over, er fra den
27. januar 2001. Den dato er datoen for offentliggørelsen, og det er
kun udsendelsen denne dato, der kan klages i forhold til ifølge
medieansvarslovens § 34. Det er ikke muligt at klage over genudsendelser, og
der kan derfor udelukkende klages over udsendelsen den 27. januar 2001. I
øvrigt er udsendelsen genudsendt én gang og ikke to. Indklagede
finder det samtidig skandaløst, at Pressenævnet nærmest
opfordrer klageren til at klage flere gange - på trods af, at
nævnet er vidende om, at fristen for at klage er overskredet.
Indklagede har endvidere anført, at det er korrekt,
at Ole Hans Jensen i udsendelsen den 3. marts 2001 har udtalt sig om
pressenævnssagen og gennemgået den punkt for punkt, men ingen kan
naturligvis hindre ham i at omtale en sag, som han selv er part i som
ansvarshavende redaktør.
Indklagede har i den forbindelse anført, at Ole
Hans Jensen ikke har opfordret beboerne til at holde øje med klager,
idet han kom med en opfordring til at holde øje med kattene i det
område, hvorfor vi har oplyst, at klager bor på . Hverken klagers
telefonnummer eller adresse er opgivet, som klager antyder. Indklagede
må derfor afvise, at lokalradioen anvendes til
"personforfølgelse eller eftersøgningstjeneste", som
af klager anført. Det er i øvrigt grove injurier, når
klager anfører, at hun ikke har stjålet de to katte, men at det
kun drejer sig om "brudte aftaler (måske misforståelse)
eller måske bondefangeri fra katteejerens og Radio Frederiksberg
Journalens side".
Indklagede har endvidere anført, at man ikke har
forhindret klager i at udtale sig, da indklagede har læst op af de
skriftlige klager, hvor klager har gjort sine synspunkter gældende over
for Pressenævnet. Klagers påstand om, at kattesagen altid bliver
fremstillet ukorrekt, er løgn.
Med hensyn til udtalelserne om klagers lejligheds tilstand
har indklagede anført, at disse oplysninger stammer fra et
førstehåndsvidne, nemlig ejeren af de to bortførte og
stjålne katte, og indklagede har ingen grund til at tro, at det ikke er
sandt. De to udlægninger af lejlighedens svineri er påstand mod
påstand og ikke noget, der kan betragtes som en overtrædelse af
medieansvarslovens § 34. I øvrigt er 18 m2 ikke megen plads at
indespærre to katte på, og 70 m2 kan generelt ikke siges at
være megen plads til 1(2) voksne, 4 katte, 4 undulater, møbler,
mange stående plastikposer og et stort fuglebur.
Indklagede har i forhold til klagen over udsendelsen den
10. marts anført, at Svend Åges ytringer er indringet til
indklagedes studie og må stå for hans egen regning, hvilket de
også gør ifølge medieansvarslovens regler om dette. Der
er ikke sket nogen som helst "ophidsning" af den
pågældende lytter, da personerne i studiet optrådte
neutralt i den situation. Klager ved i øvrigt ikke, hvorfor denne
samtale mellem Britt Bartenbach og Svend Åge er refereret, da der
så vidt ses ikke er klaget over noget.
Indklagede har i forhold til klagen over udsendelsen den
17. marts 2001 anført, at det ikke har noget på sig, når
klager anfører, at der i udsendelsen er fremført trusler om
vold mod hende, hvilket tydeligt fremgår af ordvekslingen mellem
indringeren, Svend Åge, og Britt Bartenbach. Såfremt klager
føler sig krænket over lytterens udtalelser, er det ikke
udtalelser, som indklagede og ansvarshavende redaktør Ole Hans
Jensen kan stilles til regnskab for, da de ikke overtræder
medieansvarslovens § 34 og 36. Derfor bør også dette
forældede klagepunkt afvises af Pressenævnet dels på grund
af forældelse, dels på grund af, at der ikke findes basis for i
loven at straffe indklagede for disse udtalelser.
I sagens behandling har følgende
nævnsmedlemmer deltaget:
Jørgen Nørgaard, Aage Lundgaard, Tage
Clausen og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at
klagen over udsendelsen den 27. januar 2001 er modtaget i nævnet den
26. februar 2001. Klagen over udsendelsen den 17. marts 2001 er modtaget i
nævnet den 17. april 2001. Af Justitsministeriets vejledning om
forvaltningsloven fremgår i forhold til fristberegning, at
såfremt en klagefrist udløber på en lørdag eller en
helligdag, vil det i almindelighed være rigtigst at anse klagefristen
for forlænget til den påfølgende hverdag. Nævnet
finder herefter, at klagerne modtaget i nævnet den 26. februar 2001 og
17. april 2001 er indgivet rettidigt.
Nævnet har samtidig valgt at anse klagers brev af
13. marts 2001 som en klage over udsendelserne den 3. marts og 10. marts
2001, hvilket klager også efterfølgende har bekræftet over
for nævnet. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at
nævnet ikke - som anført af indklagede - har opfordret klager
til at fremkomme med yderligere klager, men alene i overensstemmelse med god
forvaltningsskik søgt at afklare de tvivlsspørgsmål, som
klagen af 26. februar 2001 afstedkom.
Nævnet finder, at omtalen af klager i udsendelserne
den 27. januar og 3. marts 2001 er krænkende, idet der fremsættes
en lang række ringeagtsytringer vedrørende klager og klagers
hjem. Endvidere truer indklagede med at oplyse klagers telefonnummer og
adresse, ligesom lytterne opfordres til at holde øje med klager.
Indklagede har herved handlet groft i strid med god presseskik, og
nævnet udtaler sin alvorlige kritik. Nævnet finder ikke, at
sagens karakter kan berettige indklagedes handlemåde.
Det fremgår af de vejledende presseetiske regler, at
oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke
agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad,
inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den
pågældende.
Nævnet finder, at indklagede - henset til karakteren
af de beskyldninger, der er rejst mod klager - har handlet i strid med god
presseskik ved ikke i udsendelsen den 3. marts 2001 at lade klager komme til
orde, og det anses for en særlig grov tilsidesættelse af god
presseskik, at klageren afskæres fra at udtale sig i en direkte
udsendelse, efter at hun har præsenteret sig over for lytterne.
Nævnet udtaler således tillige på dette punkt sin alvorlige
kritik.
Nævnet finder ikke grundlag for at udtale kritik i
anledning af udtalelserne fra lytteren den 10. og 17. marts 2001.
Nævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om en
direkte udsendelse, og at indklagede ikke har opfordret lytteren til at
fremkomme med disse udtalelser, men i udsendelsen den 17. marts 2001 netop
understreger, at man ikke vil opfordre til selvtægt.
I medfør af medieansvarslovens § 49
pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af Radio
Frederiksberg-Journalen at offentliggøre følgende
resumé:
"Kendelse fra Pressenævnet
Den 27. januar 2001 og 3.marts 2001 bragte Radio
Frederiksberg-Journalen nogle indslag om to katte, som [K] ifølge
radioen uretmæssigt havde givet bort. [K], der omtales i udsendelsen,
har klaget til Pressenævnet over, at god presseskik er tilsidesat.
Pressenævnet finder, at omtalen af klager i
udsendelserne er krænkende, idet der fremsættes en lang
række ringeagtsytringer vedrørende klager og klagers hjem.
Endvidere truer indklagede med at oplyse klagers telefonnummer og adresse,
ligesom lytterne opfordres til at holde øje med klager. Indklagede har
herved handlet groft i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin
alvorlige kritik. Nævnet finder ikke, at sagens karakter kan berettige
indklagedes handlemåde.
Det fremgår af de vejledende presseetiske regler, at
oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke
agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad,
inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den
pågældende.
Nævnet finder, at indklagede - henset til karakteren
af de beskyldninger, der er rejst mod klager - har handlet i strid med god
presseskik ved ikke i udsendelsen den 3. marts 2001 at lade klager komme til
orde, og det anses for en særlig grov tilsidesættelse af god
presseskik, at klageren afskæres fra at udtale sig i en direkte
udsendelse, efter at hun har præsenteret sig over for lytterne.
Nævnet udtaler således tillige på dette punkt sin alvorlige
kritik.
København, den 31. oktober 2001
Jørgen Nørgaard, Aage Lundgaard, Tage
Clausen og Ole Askvig."
Afsagt den 31. oktober 2001.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Om en advokats udtalelser i en tv-udsendelse Advokatnævnet · 28. november 2014
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-04751 Retsinformation · 14. maj 2026
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-133 Retsinformation · 29. januar 2004
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00697 Retsinformation · 31. oktober 2014
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-00952 Retsinformation · 7. april 2016
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 81/1998 Retsinformation · 15. marts 1999
Lignende dokumenter
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 50/2002 Retsinformation · 30. juli 2002
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 51/2002 Retsinformation · 30. juli 2002
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 124/2001 Retsinformation · 18. februar 2002
- Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-508 og 509 Retsinformation · 2. juli 2007
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2007-6-620 Retsinformation · 28. marts 2008
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 33/1993 Retsinformation · 6. august 1999