Spring til indhold

Retsinformation

TRANSFER PRICING; KONTROLLEREDE TRANSAKTIONER 2000 5. DOKUMENTATIONSPLIGTEN

STV nr 20133 af 01/01/2000Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Transfer pricing; kontrollerede transaktioner

5. Dokumentationspligten

Med skattekontrollovens § 3 B, stk. 4, er

der i forlængelse af den her gennemgåede oplysningspligt blevet indført

regler om, at oplysningspligtige skal udarbejde dokumentation for,

hvorledes priser og vilkår for kontrollerede transaktioner er fastsat.

Denne skriftlige dokumentation skal være af en sådan art, at den kan danne

grundlag for en vurdering af, om priser og vilkår er fastsat i

overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var

afsluttet mellem uafhængige parter, dvs. efter armslængdeprincippet jf.

ligningslovens § 2. Dokumentationspligten har virkning for indkomstår, der

påbegyndtes den 1. januar 1999 eller senere. Har selskabet mv.

bagudforskudt indkomstår, har dokumentationspligten således først virkning

fra indkomståret 2000.

Formålet med fremlæggelse af

dokumentationen er at gøre det muligt for de skatteansættende myndigheder

at vurdere de anvendte priser. En fyldestgørende dokumentation begrænser

risikoen for ændringer i selskabets indkomst samt formindsker faren for

dobbeltbeskatning, hvilket kan være en betydelig fordel for skatteyderen

selv.

I fortsættelse af denne vejledning om oplysningspligten

vil der blive udsendt en vejledning om dokumentationspligten, der mere

detaljeret vil gennemgå de krav, der stilles til den skriftlige

dokumentation, som de skattepligtige skal udfærdige og opbevare. Det

følgende vil således kun være en kort introduktion til, hvad den

skriftlige dokumentation bør indeholde.

Det er styrelsens

opfattelse, at en dokumentation udarbejdet efter OECD's Transfer Pricing

Guidelines vedrørende interne afregningspriser for multinationale

foretagender og skattemyndigheder, vil være

Læs alt

fyldestgørende.

Ved dokumentation forstås et skriftligt

materiale, der omfatter følgende:

1) En beskrivelse af

virksomheden.

2) En beskrivelse af de koncerninterne

transaktioner.

3) En funktionsanalyse.

4) En økonomisk

analyse.

5) En sammenlignelighedsanalyse.

6) Valg af

prisfastsættelsesmetode og begrundelse herfor.

7) Skriftlige aftaler

mellem de koncernforbundne

virksomheder.

Ad

1-2)

Udgangspunktet for

dokumentationen bør være en beskrivelse af virksomheden i såvel juridisk

som operationel forstand. Ved at oplyse om koncernens struktur, kan

selskabets ejerkreds klarlægges, samt hvorvidt selskabet kontrollerer

eller kontrolleres af koncernens øvrige enheder, jf. side 1 på skema

05.021/05.022.

Hensigten med en operationel beskrivelse af

virksomheden er at afgrænse de markeder, som selskabet opererer på, idet

det forventes, at selskabet redegør for sine aktiviteter, beskriver sine

produkter samt belyser markedernes konkurrencemæssige aspekter. I

virksomhedsbeskrivelsen bør også redegøres for virksomhedens historie,

således at det bl.a. kan fastslås, om der er tale om en ny, ekspanderende

eller veletableret virksomhed. Dernæst forventes det, at koncernens

interne transaktioner beskrives, uanset

afregningsformer.

Ad

3-4)

Den næste fase er, at selskabet

udarbejder en funktionsanalyse. Til denne analyse skal fremskaffes og

systematiseres oplysninger om de funktioner, hver af virksomhedens enheder

varetager. Hertil hører også de økonomiske risici, som virksomheden har

påtaget sig, samt en redegørelse for de immaterielle aktiver virksomheden

anvender eller er med til at udvikle. Funktionsanalysen giver en god

baggrund for at finde frem til sammenlignelige transaktioner og

virksomheder.

Med henblik på at beregne den avance, der

hidrører fra koncerninterne transaktioner, bør der efterfølgende foretages

en analyse af de enkelte koncernvirksomheders økonomiske forhold. Analysen

foretages med udgangspunkt i transaktionerne og henføres til de enkelte

produkter, og hvis dette ikke er muligt, til produktgrupperne. På dette

stadium beregnes nøgletal, som senere bliver brugt i

sammenlignelighedsanalysen.

Ad 5)

Sammenlignelighedsanalysen går ud

på at søge efter økonomiske oplysninger om sammenlignelige transaktioner

og virksomheder. De udsøgte økonomiske oplysninger vil som regel blive

spredt inden for et interval, et såkaldt "range", inden for hvilket

armslængde priserne falder. Søgningen kan inddrage oplysninger fra

forskellige databaser og ligeledes omfatte transaktioner, der er

gennemført mellem koncernforbundne og uafhængige virksomheder. Såfremt der

viser sig forskelle i betingelser og vilkår, skal der videst muligt omfang

korrigeres for afvigelsernes økonomiske konsekvenser, idet der ellers ikke

kan sammenlignes priser.

Ad 6)

OECD's retningslinier for

transfer pricing indeholder en beskrivelse af en række

prisfastsættelsesmetoder, der kan anvendes ved fastsættelsen af interne

afregningspriser for varer, tjenesteydelser og immaterielle aktiver.

Virksomhederne vil normalt anvende en af de traditionelle

transaktionsbestemte metoder (den fri markedsprismetode,

videresalgsprismetoden og kostpris plus avance metoden), men andre metoder

kan også finde anvendelse. Det er som udgangspunkt de enkelte

virksomheders egen vurdering, hvilken metode der er mest hensigtsmæssig i

lyset af denne virksomheds aktiviteter og forhold i

øvrigt.

Ved den fri markedsprismetode (Comparable

uncontrolled price method) sammenlignes prisen på varer og tjenesteydelser

i en kontrolleret transaktion med prisen på tilsvarende varer eller

tjenesteydelser overført mellem uafhængige parter. Denne sammenligning gør

det nødvendigt primært at undersøge, om der findes produkter, der er

tilstrækkeligt sammenlignelige, det vil sige, at der ikke er nogen forskel

mellem de koncerninterne og uafhængige transaktioner, som har betydning

for prisfastsættelsen, eller at der i alt væsentlighed kan korrigeres for

eventuelle forskelle.

Videresalgsprismetoden (Resale

price method) tager udgangspunkt i den pris, hvortil et produkt, der er

købt hos en forbundet virksomhed, bliver videresolgt til en uafhængig

virksomhed. Denne videresalgspris bliver herefter reduceret med en rimelig

bruttoavance. Avancen fastlægges i forhold til de funktioner og økonomiske

risici, det videresælgende koncernselskab påtager sig. Efter fradrag af

denne, kan det resterende beløb betragtes som en armslængde pris for den

oprindelige overførsel af produktet.

Kostpris plus

avancemetoden (Cost plus method) fastsætter afregningsprisen, som det

sælgende selskabs produktionsomkostninger med tillæg af et beløb svarende

til, hvad en uafhængig virksomheds fortjeneste er for en sammenlignelig

transaktion. Metoden er særlig anvendelig, hvor de interne transaktioner

består af halvfabrikata, hvor parterne har indgået integrerede

produktionsaftaler, langfristede købs- og salgsaftaler, eller den handlede

vare er til rådighed stillede serviceydelser.

Anvendelsen af

de tre traditionelle transaktionsbaserede metoder indebærer, at der ved

prisfastsættelsen skal tages udgangspunkt i en salgspris eller avance ved

en sammenlignelig transaktion mellem uafhængige parter. Kompleksiteten i

erhvervslivet kan imidlertid medføre, at disse metoder ikke kan anvendes

alene, eller undtagelsesvist slet ikke kan anvendes, da det kan være meget

vanskeligt eller umuligt at fremskaffe eksternt materiale, der kan

anvendes som grundlag for en sammenlignelighedsanalyse. I disse tilfælde

kan de transaktionsbestemte avancemetoder eventuelt anvendes. De eneste

avancemetoder, der opfylder armslængdeprincippet, er ifølge OECD's

retningslinier avancefordelingsmetoden og den transaktionsbestemte

nettoavancemetode.

Efter avancefordelingsmetoden

(Profit split method) fordeles koncernens samlede nettofortjeneste ved den

pågældende transaktion mellem de enkelte koncernselskaber svarende til,

hvorledes uafhængige virksomheder ville have fordelt avancen.

Nettofortjenesten fordeles på grundlag af en vurdering af, hvad det

enkelte selskab har bidraget med ved værditilvæksten til produktet.

Fordelingen foretages på grundlag af den føromtalte funktionsanalyse, der

beskriver de enkelte koncernselskabers funktioner og

risici.

Den transaktionsbestemte nettoavancemetode

(Transactional net margin method) undersøger den nettofortjeneste, som en

virksomhed realiserer ved en intern transaktion. Ideelt set skal

virksomhedens nettofortjeneste fastsættes ved at sammenligne med den

nettofortjeneste, som virksomheden opnår ved tilsvarende transaktioner med

uafhængige virksomheder. Hvor dette ikke er muligt, kan nettofortjenesten

for en uafhængig virksomhed ved en sammenlignelig transaktion anvendes som

vejledning.

Det konkluderes i OECD's retningslinier, at disse

to transaktionsbaserede avancemetoder kun bør anvendes som en sidste

mulighed. Andre metoder kan ifølge retningslinierne også anvendes, men kun

såfremt de er i overensstemmelse med

armslængdeprincippet.

Ad 7)

Når virksomhedens

afregningspriser endeligt er fastsat, udarbejdes en skriftlig

dokumentation for resultaterne af de enkelte trin i processen. Denne

dokumentation bør indeholde skriftlige aftaler mellem de koncernforbundne

virksomheder omfattende en beskrivelse af priser og vilkår for alle de

koncerninterne transaktioner. Mundtlige aftaler og procedurer bør

ligeledes dokumenteres.

Virksomhedens dokumentation af

interne afregningspriser bør opdateres løbende. Det er en fordel, at

dokumentationen er så aktuel som muligt, og hermed sikres, at priserne er

fastsat på markedsvilkår.

Oplysnings- og

dokumentationspligten i skattekontrollovens § 3 B har til formål generelt

at øge skattemyndighedernes mulighed for at sikre korrekt prisfastsættelse

og dermed korrekt opgørelse af den skattepligtige indkomst ved

koncerninterne transaktioner på tværs af landegrænserne. Det har været

hensigten med dette afsnit at give en kort introduktion til den kommende

vejledning om dokumentationspligten, som vil gå nærmere ind i de

forskellige analyser og

prisfastsættelsesmetoder.

Lignende dokumenter