PERSONBESKATNING 1997 AFSNIT EA - PRINCIPPERNE FOR INDKOMSTOPGØRELSEN
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afsnit EA - Principperne for indkomstopgørelsen
E.A.1 Bruttoindkomsten
E.A.1.1 SL § 4 Indkomstbegrebet
Udgangspunktet for opgørelsen af den skattepligtige indkomst er SL §§ 4-6.
Statsskattelovens indkomstbegreb bygger på et nettoindkomstprincip,
hvorefter det er bruttoindkomsten minus de udgifter, der er afholdt for at
erhverve indkomsten, som skal beskattes.
SL § 4 opstiller den almindelige hovedregel for beregningen af
bruttoindkomsten. Efter § 4 skal alle indtægter, såvel engangsindtægter som
tilbagevendende indtægter, medregnes ved indkomstopgørelsen uden hensyn til
den nærmere karakter af den virksomhed eller de omstændigheder, der har ført
til erhvervelsen. Det er således principielt uden betydning, om indtægten er
resultat af positive indkomstbestræbelser (f.eks. virksomhed som lønmodtager
eller selvstændigt erhvervsdrivende) eller en uventet erhvervelse (f.eks. en
gevinst eller en gave).
Bestemmelsen indeholder ikke en udtømmende opremsning af eksempler på
skattepligtige erhvervelser.
Skattepligten omfatter alle erhvervelser af økonomisk værdi, og det er
derfor uden betydning, om indtægten fremtræder i form af penge eller et andet
aktiv af økonomisk værdi.
SL § 5 opstiller nogle undtagelser til indkomstbegrebet i § 4 (se E.A.1.3)
og § 6 indeholder reglerne om, hvilke udgifter der kan fratrækkes ved
beregningen af nettoindkomsten (se E.A.2). Herudover indeholder den øvrige
skattelovgivning undtagelser til § 4 (se E.A.1.4).
I det følgende omtales nogle mere specielle former for indtægter.
Brugsret
Ifølge SL § 4b beskattes værdien af bolig i egen ejendom, se afsnit E.K.
Bestemmelsen er en undtagelse til en almindelig hovedregel om, at
brugsretten til egne aktiver ikke beskattes. Beskatningen indtræder alene, i
det omfang brugsretten tilfører skatteyderen et udbytte af økonomisk værdi,
Læs alt
se lsr. 1971.22 og 231, hvor værdien af en jagtret på egen ejendom ikke blev
beskattet, mens værdien af selve jagtudbyttet blev beskattet.
Værdien af brugsret over private løsøregenstande beskattes ikke.
Den økonomiske fordel ved gratis brug af andres aktiver skal derimod
beskattes, jf. SL § 4b eller eventuelt som løn, jf. SL § 4a (A.B.1.8 og
A.B.1.10), som en udbytteindtægt, jf. SL § 4e, som en gave, jf. SL § 4c eller
efter gaveafgiftsreglerne (A.B.6 og A.B.7).
Besparelser
Bortset fra løn-, udbytte- og gavetilfælde, jf. ovenfor om brugsret,
beskattes besparelser ikke. Se også E.B.2.1 om eget vareforbrug og E.B.2.2 om
værdi af eget arbejde.
Forældelse - gældseftergivelse
En fordel opnået ved forældelse eller gældseftergivelse er i visse
tilfælde skattepligtig i medfør af SL § 4 eller KGL § 6 A (* med virkning fra
indkomståret 1998 er bestemmelsen i KGL § 6 A afløst af KGL § 24 i lov nr.
439 af 10. juni 1997*), se nærmere E.B.2.6.6 og E.L.2.2.
Strafbar erhvervelse
At en indkomst er erhvervet ved en strafbar handling, udelukker ikke, at
indkomsten kan beskattes. Dette gælder også, selv om indtægten eventuelt kan
konfiskeres. Det anførte gælder især, hvor den ulovlige indtægt er opnået
gennem en retshandel.
Det følger af det almindelige retserhvervelsesprincip (se E.A.3.1.1), at
der ikke sker beskatning af indtægter, der ikke er erhvervet ret til. Indtægt
ved f.eks. tyveri er derfor ikke skattepligtig.
Om fradragsret for tab ved konfiskation henvises til E.B.5.5.
Udenlandsk indkomst
Det er ifølge SL § 4 uden betydning for skattepligten, om indtægten
erhverves i Danmark eller i udlandet.
I særlovgivningen og især i de med en række lande indgåede
dobbeltbeskatningsoverenskomster er der foretaget begrænsninger i dette
globalindkomstprincip, se nærmere LVD.
E.A.1.2 Hobbyvirksomhed
Spørgsmålet, om der foreligger en hobbyvirksomhed eller en
erhvervsvirksomhed, opstår i de tilfælde, hvor virksomheden på den ene side
har fælles træk med en erhvervsvirksomhed, men hvor der på den anden side er
tvivl om, hvorvidt indtægtserhvervelsen er det afgørende formål for
skatteyderen. Visse former for virksomhed synes ofte at have private formål
som de primære formål for skatteyderen. Disse private formål kan f.eks. være
boligformål eller sportsinteresser, såsom ridning, hestevæddeløb, sejlads,
mv., eller det kan være dyrehold som f.eks. ponyer, kaniner, fjerkræ eller
lign.
E.A.1.2.1 Betydning af sondringen mellem erhvervsmæssig virksomhed og
hobbyvirksomhed
Sondringen mellem hobbyvirksomhed og erhvervsmæssig virksomhed har
betydning for den skattemæssige behandling af et eventuelt underskud.
Spørgsmålet er således kun relevant, i det omfang virksomheden har
underskud.
Hvis hobbyvirksomheden er indtægtsgivende, beskattes en eventuel
nettoind-komst efter SL § 4. Tilsvarende gælder for indtægter ved
erhvervsmæssig virksomhed.
Ved hobbyvirksomhed er nettoindkomsten personlig indkomst. Opgørelsen af
overskuddet, dvs. nettoindkomsten, sker på tidspunktet for
indkomsterhvervelsen. Der kan kun fratrækkes de omkostninger, der har været
forbundet med indkomsterhvervelsen og et eventuelt underskud kan ikke
fratrækkes i anden indkomst; fradragsretten er gjort kildebegrænset.
Underskud ved hobbyvirksomhed kan heller ikke fremføres til modregning i
medfør af LL § 15.
Dette nettoindkomstprincip bevirker også, at der ikke er tale om et
ligningsmæssigt fradrag og dermed heller ikke hjemmel til at begrænse
fradraget i medfør af LL § 9, stk. 1, jf. TOLD*SKAT Nyt 1992.3.89 (LSR.) (TfS
1992,70).
Det kan i praksis være vanskeligt at afgøre, hvilke beløb, der kan
fratrækkes i hobbyindkomsten for at beregne nettoindkomsten. Det vil meget
ofte være nødvendigt at foretage et skøn.
I Skat 1989.4.344 (TfS 1989,244) blev et hundehold, der bestod af to,
senere tre, avlstæver, anset for hobbyvirksomhed. Landsskatteretten tillod
imidlertid, at der i afståelsessummen for hvalpene blev godskrevet klageren
de fornødne omkostninger, som var medgået til avlen, uanset disse var afholdt
i tidligere år. Landsskatteretten anslog udgifternes størrelse efter et skøn.
Eventuelle renteudgifter, der kan henføres til hobbyvirksomhed, kan
fra-trækkes efter de samme regler, som gælder for andre private
renteudgifter, se A.E.1.
Gevinst og tab på aktiver anvendt i en hobbyvirksomhed er bortset fra
spekulationstilfælde indkomstopgørelsen uvedkommende, jf. SL § 5a.
E.A.1.2.2 Hobby eller erhverv
Om en virksomhed er erhvervsmæssig eller har hobbykarakter vil normalt
ikke give anledning til tvivl, hvis det sædvanlige driftsmæssige afkast ikke
ligger under den normale forrentning inden for den pågældende branche.
Bedømmelsen af, om en virksomhed er erhvervsmæssigt drevet, foretages ud
fra en samlet konkret vurdering af virksomheden, hvori alle relevante forhold
skal inddrages.
Erhvervsmæssig virksomhed vil - i modsætning til hobbyvirksomhed - være
indrettet på systematisk indtægtserhvervelse, dvs. det afgørende formål er
den fortjeneste, der kan opnås.
Ved hobbyvirksomhed vil indtægtserhvervelsen ikke være det primære formål.
Virksomheden vil typisk være et udslag af en personlig interesse (en hobby)
og en vis personlig deltagelse i virksomheden er almindelig.
De relevante momenter, der har været lagt vægt på i praksis har bl.a.
været
- om der er udsigt til, at virksomheden før eller siden vil give overskud,
såvel overskud på den primære drift som et overskud, der står i forhold til
den investerede kapital (rentabilitet)
- om virksomhedens underskud er forbigående, f.eks.
indkøringsvanskeligheder, eller om virksomheden vedvarende forudsætter, at
ejeren har stabile indtægter fra anden side for at neutralisere et underskud
- om der forud for virksomhedens start har været foretaget undersøgelse af
lønsomheden/udsigterne til rentabel drift, herunder om der har været lagt
budgetter mv.
- om virksomheden har den fornødne intensitet og seriøsitet
- om ejeren har særlige faglige forudsætninger for at drive virksomheden,
og om virksomheden har en naturlig sammenhæng med skatteyderens eventuelle
øvrige indtægtsgivende erhverv
- om der er andre end erhvervsmæssige formål med virksomheden
- om skatteyderen har været afskåret fra at anvende virksomhedens aktiver
til privat brug
- om virksomhedens omfang/varighed er af en vis størrelse
- om driftsformen er sædvanlig for virksomheder af den pågældende art
- om virksomheden lever op til den erhvervsmæssige standard, der er
gældende for det pågældende erhverv
- om virksomheden i givet fald kunne sælges til trediemand, dvs. om den
trods hidtidigt underskud i trediemands øjne måtte have potentiel
indtjeningsværdi, eller om den slet ikke kunne tænkes drevet løsrevet fra den
ejendom, person eller det regi, hvor den hidtil har været drevet.
Ingen af disse kriterier er i sig selv afgørende for vurderingen af, om
virksomheden er erhvervsmæssig. Det afhænger bl.a. af, hvilken type
virksomhed, der er tale om, men rentabilitetsbetragtningen har været lagt til
grund ved mange afgørelser.
Ved den type virksomheder, hvor indehaverens personlige indsats er det
væsentligste aktiv, vil virksomheden ofte blive anset for hobbyvirksomhed,
medmindre den fremstår som professionelt anlagt, hvad angår udstyr,
driftsform og indehaverens uddannelse.
Hvis virksomheden består i udlejning af aktiver, kan den blotte forekomst
af privat benyttelse af de aktiver, der indgår i virksomheden, medføre at
virksomheden ikke anses for erhvervsmæssigt anlagt.
Kriteriet, at virksomheden skal give et afkast, der står i rimeligt
forhold til den investerede kapital, tillægges i praksis normalt afgørende
betydning i relation til udlejningsvirksomhed.
Med "rimeligt afkast" forstås et afkast, der er normalt inden
for den pågældende branche, inden eventuelle renteudgifter. Graden af
fremmedfinansiering kan dog indgå i den samlede vurdering af virksomhedens
udsigt til at opnå den fornødne rentabilitet.
I sager vedrørende landbrug og lign. vil det ofte være af afgørende
betydning, hvad den primære årsag til anskaffelsen og driften har været, dvs.
om boligformålet eller andre private formål overskygger hensigten med at opnå
et afkast af bedriften.
Ved landbrugsvirksomhed må der lægges vægt på, om et landbrug er teknisk
landbrugsfagligt drevet. Heri indgår en vurdering af, om landbruget efter sin
art, beliggenhed og størrelse drives forsvarligt * og tilsigter at opnå et
rimeligt driftsresultat*.
Se nedenfor om de forskellige former for virksomhed.
E.A.1.2.3.1 Landbrug
Praksis kan tages som udtryk for, at en egentlig landbrugsejendom normalt
må anses for drevet erhvervsmæssigt, hvis driften af ejendommen bedømt ud fra
en teknisk-landbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig
og tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat,* medmindre det må lægges til
grund, at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne blive
overskudsgivende*.
Ved afgørelsen af, om et landbrug teknisk-landbrugsfagligt er forsvarligt
drevet, indgår der efter praksis bl.a. en vurdering af, om landbruget efter
sin art, beliggenhed og størrelse drives forsvarligt, jf. f.eks. Skat 1989.4.
294 (TfS 1989,159). I denne sag fra Østre Landsret blev udgifterne ved drift
af et lille landbrug anset for fradragsberettigede bl.a. på baggrund af en
syns- og skønserklæring, der var udarbejdet til sagen. Se også TfS 1989, 188
(VLD), hvor Skatteministeriet på baggrund af en syns- og skønsrapport tog
bekræftende til genmæle, hvorved fradrag for underskud anerkendtes.
I sager, hvor der har været udmeldt syn og skøn, er der i skønstemaerne
bl.a. også indgået spørgsmål om, hvorvidt driftsformen var sædvanlig for en
ejendom som i den konkrete sag, og i givet fald om en sådan sædvanlig
driftsform ville kunne give overskud på den primære drift før af- eller
nedskrivninger og bidrage til forrentning af den i ejendommen og driften
investerede kapital.
Et egentligt syn og skøn vil være et stærkere bevismiddel end en erklæring
fra en landbrugskonsulent. Vedrørende syn og skøn, se afsnit A.K.3.4.
Det er dog ikke i alle tilfælde, der indrømmes fradrag, selv om driften
kan anses for teknisk landbrugsfagligt forsvarlig. I en Vestre Landsrets dom
fra 1986 (Skat 1986.7.454) (TfS 1986,359) nåede retten frem til, at driften
på den ene side var forsvarlig i teknisk landbrugsfaglig henseende, men på
den anden side havde denne ellers landbrugsmæssigt forsvarlige drift ikke den
fornødne intensitet til, at den kunne anses for erhvervsmæssig.
Sagen drejede sig om en ikke-landbrugsuddannet, der på traditionel vis
drev en lille landbrugsejendom med fedekalvproduktion. Landsretten fandt, at
opfedningen af fedekalve ikke i sig selv gav grundlag for at anse driften for
uforsvarlig i teknisk landbrugsfaglig henseende. Derimod bevirkede det meget
beskedne omfang af køb og salg af dyr, at virksomheden ikke kunne anses at
have haft den fornødne intensitet til, at driften i teknisk landbrugsfaglig
forstand kunne anses forsvarlig.
Se ligeledes TfS 1996,301(VLD), hvor der blev nægtet fradrag for
underskud, uanset at driften blev anset for teknisk landbrugsfaglig
forsvarlig.
På baggrund af en indhentet syns- og skønserklæring lagde retten til
grund, at forpagtning af en landejendom samt leje af et græsareal til
dyrehold, var sædvanlig og forsvarlig efter en teknisk landbrugsfaglig
målestok, samt at driften tilsigtede at opnå et rimeligt driftsresultat. Der
kunne imidlertid ikke bortses fra de af forpagtningen flydende udgifter til
forpagtning, græsleje og faktiske merudgifter ved bilkørsel ved vurderingen
af, om driften måtte anses som erhvervsmæssig. Når disse udgifter blev
medtaget, ville driften selv efter en længere årrække ikke kunne blive
overskudsgivende.
Østre Landsret stadfæstede ved dom af den 15. okt. 1992, TOLD-SKAT
Nyt 1993.1.29 (TfS 1992,516) en landsskatteretskendelse, hvor en
akademiingeniør blev nægtet fradrag for underskud af en mindre
landbrugsejendom. Skatteyderen havde indhentet en erklæring fra det lokale
amtsråds konsulent i økologisk/ biodynamisk jordbrug. I erklæringen
bekræftede konsulenten, "at gården drives fagligt forsvarligt", men
Østre
Landsret fandt ikke, at den landbrugsmæssige udnyttelse af ejendommen
havde en sådan intensitet, at underskuddet kunne fradrages.
Vestre Landsret har i et forlig tilkendegivet, at der ikke kunne opnås
fradrag for underskud, uanset at landbrugsejendommen ud fra en teknisk -
landbrugsfaglig betragtning var forsvarligt drevet, idet der ikke var udsigt
til, at driften ville give overskud, se TOLD-SKAT Nyt 1993.2.62 (TfS
1992,566).
Ved højesteretsdom af 15. april 1994 (TfS 1994,364) stadfæstede Højesteret
en Østre Landsretsdom af 8. marts 1993 (TOLD-SKAT Nyt 1993.11.505). Retten
fandt på baggrund af en syns- og skønsrapport, at driften af en ejendom var
teknisk landbrugsfagligt forsvarlig og sædvanlig for et deltidslandbrug af
den størrelse og beskaffenhed. Til spørgsmålet om en sådan driftsform kunne
give overskud på den primære drift før af- og nedskrivninger, svarede syns-
og skønsmanden, at der kunne forventes et driftsoverskud på omkring nul. På
denne baggrund fandt Højesteret at måtte give skatteyderen medhold i, at
landbruget var erhvervsmæssigt drevet.
Præmisserne i HRD er:" I medfør af SL § 6.a, kan underskud ved drift
af en landbrugsejendom efter den mangeårige særlige ligningspraksis
vedrørende deltidslandbrug fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige
indkomst på betingelse af, at driften af ejendommen bedømt ud fra en
teknisklandbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig og
tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat. I så fald må ejendommen i
skattemæssig henseende anses for drevet erhvervsmæssigt, medmindre det må
lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne
blive overskudsgivende".
Efter Skatteministeriets opfattelse er dommens resultat i overensstemmelse
med hidtidig praksis, bortset fra, at det er præciseret, at den særlige
ligningspraksis gælder for deltidslandbrug generelt, ligesom det er
præciseret, at det er en betingelse for at anerkende erhvervsmæssig drift, at
skatteyderen har godtgjort, at der sigtes mod et rimeligt driftsresultat, TfS
1994,583. Se også TfS 1994,566, TfS 1994,366.(VLD) og TfS 1994,720.
*TfS 1997,177 Østre Landsret fandt, at den samlede drift ikke kunne anses
som teknisk-landbrugsfagligt forsvarlig og sædvanlig, ligesom der ikke var
udsigt til, at driften, selv efter en længere årrække, kunne blive
overskudsgivende. På den baggrund afvistes fradrag for underskud på driften
*.
E.A.1.2.3.2 Stutterier
Ved et stutteri forstås en virksomhed, der avler og opdrætter heste med
henblik på videresalg.
For landejendomme, der har anvendelse som stutteri, må det på baggrund af
en Vestre Landsrets dom af 18. okt. 1982 (skd. 66.280) antages, at sondringen
erhverv/hobby skal ske ud fra de samme driftsmæssige kriterier, som gælder
for egentlige landbrugsvirksomheder, jf. ovenfor.
I denne sag blev en ejendomsmægler anset for at have de fornødne faglige
forudsætninger for at drive stutterivirksomhed, og virksomheden blev
anerkendt som erhvervsmæssig. Landsretten fandt som følge af hestebestandens
størrelse, omfanget af investeringerne og tilrettelæggelsen af driften, at
der var tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at driften var sket på en
erhvervsmæssigt forsvarlig måde. Det forhold, at stutterivirksomheden sammen
med landbrugsejendommens drift i øvrigt, såvel i de indkomstår, sagen
vedrørte som i de foregående og efterfølgende indkomstår havde udvist
betydelige underskud, kunne ikke i sig selv bevirke, at stutterivirksomheden
måtte frakendes erhvervsmæssig karakter.
Om stutterier se også TOLD-SKAT Nyt 1991.23.1380 (TfS 1991,563), hvor
Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle i en sag for Vestre
Landsret, hvorefter der blev givet fradrag for underskud ved driften af et
landbrug og stutteri og TfS 1990,417 (lsr), hvor et underskud blev anerkendt
bl.a. på grundlag af to sagkyndige erklæringer om, at et hestehold var
tilrettelagt teknisk forsvarlig samt på grundlag af skatteyderens kendskab
til hesteavl.
I en Østre Landsretsdom fra 1980 (skd. 57.188) blev et hestehold anset for
anskaffet med det overvejende formål at blive benyttet som underholdning for
de børn, der opholdt sig i den på gården indrettede børnepension. På baggrund
heraf samt på grund af skatteyderens manglende erfaring og det begrænsede
omfang af hesteholdet blev fradrag for driftsudgifter ved stutterivirksomhed
nægtet.
Efter gældende praksis kan et stutteri således ikke frakendes sin
erhvervsmæssige karakter alene, fordi virksomheden har givet underskud i en
årrække, og der kun har været tale om et beskedent antal avlsheste, men det
er en forudsætning for underskudsfradrag, at der er udsigt til at
virksomheden vil give overskud.
E.A.1.2.3.3 Væddeløbsheste, dyrehold, mv.
Det må efter tilsvarende principper som for stutterier afgøres efter en
konkret vurdering, om en væddeløbsstald kan anses for erhvervsmæssig.
Dette var ikke tilfældet i Højesterets dom i t&s Nyt 1991.23.1331 (TfS
1991,500), hvor et anpartsselskab blev nægtet fradrag for underskud i
forbindelse med driften af et travhestehold, som bestod i køb og salg af
travheste samt deltagelse i væddeløb. Afgørelsen blev begrundet med, at der
ikke var udsigt til at opnå fortjeneste, når man henså til de store udgifter
ved driften af travhesteholdet sammenholdt med de usikre og tilfældige
muligheder for at opnå indtægter ved løbspræmier og salg af heste.
I TfS 1994,879 fandt Vestre Landsret, at der forelå en sådan sammenhæng
mellem formålet med anskaffelsen og anvendelsen af 2 heste, at hestene skulle
betragtes som en ikke-erhvervsmæssig virksomhed.
Se dog UfR 1978,614 H (Jauer-dommen), hvor omlægning af driften af en
landejendom til et "dyrecenter" blev anset for erhvervsmæssigt
forsvarligt gennemført og underskud anerkendt som fradragsberettiget.
Dyrecentret omfattede hundepension, hundekennel, hestepension,
rideundervisning, træning af hunde og i tilslutning hertil drift af cafeteria
samt salg af hundefoder mv. Virksomheden var således af et sådant omfang, at
det var medvirkende til, at den blev anset for erhvervsmæssig.
I TOLD-SKAT Nyt 1991.14.769 (VLD) (TfS 1991,289) blev et anpartsselskab
nægtet fradrag for underskud ved drift af en hundekennel. Skatteyderen havde
drevet hundekennel i personligt regi og hun drev tillige virksomhed som
speciallæge i psykiatri. Såvel hundekennelen som lægepraksisen blev overført
til et anpartsselskab, men Vestre Landsret nægtede fradrag for underskud ved
kennelen med henvisning til, at der ikke var nogen naturlig sammenhæng mellem
lægevirksomheden og kennelvirksomheden, og skatteyderen havde ingen
kvalifikationer i relation til kenneldrift. Herudover var der aldrig
udarbejdet budgetter og virksomheden var kun i ringe grad tilrettelagt med
økonomien for øje.
E.A.1.2.3.4 Bådudlejning mv.
I sager om udlejningsvirksomhed, især bådudlejning, vil den blotte
forekomst af privat benyttelse af de aktiver, der indgår i virksomheden, som
udgangspunkt udelukke, at virksomheden anses for erhvervsmæssigt anlagt.
Se endvidere E.F.1.6.
I disse sager lægges der især vægt på et rentabilitetssynspunkt, dvs. om
der er udsigt til, at virksomheden giver et afkast, som står i et rimeligt
forhold til den investerede kapital.
Dette fremgår af de to ledende højesteretsdomme på området, nemlig t&s
Nyt 1991.11.581(TfS 1991,233) og UfR 1984.740. Det er i disse sager ikke
tillagt afgørende betydning, at der ikke kan påvises en personlig interesse i
erhvervelsen af udlejningsbådene og i begge tilfælde har bådudlejerne
udfoldet normale udlejningsbestræbelser. Det var afgørende for sagernes
udfald, at der ikke var udsigt til, at virksomheden kunne give et forsvarligt
afkast af den investerede kapital.
I UfR 1984.740 havde sagsøgeren, der var direktør i et autofirma,
anskaffet en motorsejler for at leje den ud. Skatteyderen opnåede
momsrefusion på købet, der var lånefinansieret. Der blev forsøgt udlejning af
båden i det følgende år, men det lykkedes kun i begrænset omfang.
Skatteyderen forsøgte udlejning gennem et udlejningsbureau og forsøgte også
selv at udleje båden. Udlejningsindtægterne var imidlertid meget begrænsede i
de to omhandlede indkomstår, og der var underskud før afskrivninger. Båden
overgik derfor til privat brug. Direktøren var sejlkyndig, men et under sagen
udmeldt syn og skøn støttede hans forklaring om, at båden ikke hidtil havde
været benyttet privat.
Da der ikke var udsigt til at opnå indtægter, der ville stå i et rimeligt
forhold til den investerede kapital og under hensyn til
udlejningsvirksomhedens omfang og manglende naturlige sammenhæng med
skatteyderens erhvervsmæssige forhold i øvrigt, ansås båden ikke for
anskaffet med erhvervsmæssig forsvarlig drift for øje (dissens).
Højesteretsdommen omtalt i t&s Nyt 1991.11.581 vedrører et ægtepar,
der som bibeskæftigelse drev en virksomhed med salg og udlejning af
speedbåde, windsurfere og lystbåde samt udstyr hertil. I virksomheden indgik
en lystbåd, der senere blev erstattet med en større lystbåd.
Til trods for, at ægteparret havde udfoldet normale
udlejningsbestræbelser, havde virksomheden kun haft relativt små
lejeindtægter. Skatteyderen havde ingen særlige faglige forudsætninger for at
drive virksomheden, og der var i forbindelse med etableringen alene opstillet
et grovbudget for det første år, udvisende et mindre overskud før renter.
Virksomheden havde i hele perioden givet underskud før afskrivninger og
renter.
Højesteret fandt ikke, at virksomheden havde haft udsigt til at opnå
indtægter, der ville stå i et rimeligt forhold til den investerede kapital og
anså ikke bådene for anskaffet med erhvervsmæssig forsvarlig drift for øje.
Se også TfS 1994,531 (VLD).
I SKAT 1990.4.268 (VLD) (TfS 1990,162) blev fradrag ikke godkendt, da der
ikke var udsigt til at opnå en fortjeneste, der stod i rimeligt forhold til
den investerede kapital, og i TOLD-SKAT Nyt 1993,19,855 (TfS 1993,362) blev
et anpartsselskabs bådudlejning ikke anset for erhvervsmæssig virksomhed.
Højesteret fandt i en dom af 10. november 1995 (TfS 1995,828), at den båd,
som skatteyderen havde købt, ikke var anskaffet med henblik på erhvervsmæssig
forsvarlig drift. Landsretten fandt, at skatteyderen ikke før anskaffelsen af
båden havde foretaget en budgetmæssig vurdering eller en analyse af
virksomhedens rentabilitet. Højesteret, stadfæstede landsrettens dom.
I TfS 1996,28 (HD) fandt retten ligeledes, at skatteyderen ikke drev
erhvervsmæssig virksomhed, selv om retten lagde til grund, at den pågældende
båd var velegnet til udlejning, at der blev foretaget normale
udlejningsbestræbelser, og at skatteyderen ikke selv benyttede båden i
udlejningsperioden. Bortset fra 2 år var der i udlejningsperioden på 7 år et
årligt underskud på den primære drift. Ved vurderingen af om anskaffelsen og
driften af båden var erhvervsmæssig forsvarlig, tillagde Højesteret det
betydning, at det på baggrund af et af skatteyderen udarbejdet
driftsregnskab, måtte have stået skatteyderen klart, at der fra begyndelsen
af udlejningsperioden var budgetteret med et urealistisk lavt
omkostningsniveau, ligesom lejen var for højt budgetteret. Endvidere lagde
Højesteret vægt på, at skatteyderen i forbindelse med nyudlejning
fortsatte med at fastsætte udlejningsprisen på grundlag af en uændret
budgettering af indtægter og omkostninger, selv om resultatet klart viste, at
der ikke var grundlag herfor. I TfS 1996,570(HD) lagde Højesteret til grund,
at det primære sigte med udvikling og produktion af en båd, var deltagelse i
Admiral's Cup. Se også TfS 1996,498(HD), TfS 1996,552(ØLD), TfS
1996,572(ØLD) , TfS 1996,677(ØLD) *og TfS 1996,916*.
E.A.1.2.3.5 Kunstnerisk virksomhed
Ved kunstnerisk virksomhed er den personlige indsats det væsentligste
aktiv, og der vil typisk være en glidende overgang fra, at virksomheden anses
for hobbyvirksomhed til, at virksomheden anses for erhvervsmæssig virksomhed.
I praksis er der bl.a. lagt vægt på virksomhedens omfang, om kunstneren
har deltaget i udstillinger samt på den uddannelsesmæssige baggrund.
Landsskatteretten anerkendte i afgørelsen t&s Nyt 1989.12.952 således en
kunstmalers underskud ved selvstændig erhvervsmæssig virksomhed som
fradragsberettiget, bl.a. under hensyn til, at hun var uddannet på
Kunstakademiet og var medlem af en anerkendt kunstnersammenslutning samt
havde modtaget legater fra Statens Kunstfond flere gange.
Se også lsr. 1978.153, hvor Landsskatteretten ikke fandt grundlag for at
anse en kunstners virksomhed i forbindelse med billedvævning mv. som
udelukkende hobbyvirksomhed. Retten kunne tiltræde, at underskud ved denne
virksomhed kunne fradrages ved indkomstopgørelsen.
I t&s nyt 1991.17.954 (TfS 1991,409) fandt Landsskatteretten, under
henvisning til, at en kunstmaler havde deltaget i udstillinger, modtaget
legater og, omend i begrænset omfang, havde solgt malerier, at kunstmalerens
virksomhed måtte anses for erhvervsmæssig med beskatning efter SL § 4 a til
følge. Vestre Landsret tilkendegav, at fortjenesten ved arveudlæg og salg i
forbindelse med kunstnerens død var indkomstskattepligtig for boet. Det kunne
ikke antages, at indtægten var undtaget fra beskatning efter SL § 5 om privat
indbo, og der var ikke grundlag for at antage, at skattepligten af vederlaget
for kunstnerisk virksomhed efter SL § 4 a var begrænset til kunstnerisk
virksomhed udført i umiddelbar tidsmæssig forbindelse med vederlæggelsen.
Efter rettens tilkendegivelse hævede sagsøgeren sagen, TfS 1996,177 (VLD).
Se også afsnit E.B.2.6.1 og E.B.3.14 om kunstneres indtægtsopgørelse.
E.A.1.2.3.6 Sommerhusudlejning
Der har været enkelte sager vedrørende sommerhuse, men af meget forskellig
karakter.
*Som udgangspunkt kræves det for at acceptere, at der foreligger
erhvervsmæssig udlejningsvirksomhed, at ejeren effektivt har fraskrevet sig
egen benyttelse af sommerhuset og, at skatteyderen kan dokumentere, at
sommerhuset ikke er benyttet privat. Hertil kommer, at udlejningsvirksomheden
ud fra en samlet vurdering skal være erhvervsmæssig drevet.
I TfS 1992,223 fastslog Landsskatteretten, at der ikke forelå
erhvervsmæssig udlejningsvirksomhed i indkomstårene 1985 og 1986, under
hensyn til, at der ikke forelå udlejningskontrakter, der afskar den
pågældende fra selv at kunne benytte sommerhuset. For indkomståret 1987 havde
skatteyderen indgået kontrakt med et udlejningsbureau, ifølge hvilken
klageren ikke forbeholdt sig nogen privat brug af huset. Landsskatteretten
tiltrådte, at der forelå erhvervsmæssig udlejningsvirksomhed i 1987.
I TfS 1997,365 tiltrådte Østre Landsret synspunktet, hvorefter det er en
afgørende forudsætning for, at der foreligger erhvervsmæssig
udlejningsvirksomhed, at skatteyderen effektivt har fraskrevet sig retten til
at benytte sommerhuset. Skatteyderen stod selv for udlejning af sommerhuset.
Østre Landsret bemærkede således, at det, da skatteyder havde haft mulighed
for at benytte sommerhuset, var uden betydning for sagen, om skatteyderen
havde benyttet sommerhuset eller ej.
I TfS 1997,768 gav Landsskatteretten skatteyderen medhold i, at der forelå
erhvervsmæssig udlejningsvirksomhed. Skatteyderen havde indgået kontrakt med
et udlejningsbureau, der havde en ubegrænset ret til at disponere over
sommerhuset ved udleje i de aktuelle indkomstår. I kontrakten havde
skatteyderen ikke forbeholdt sig nogen privat brug af de 2 omtvistede
sommerhuse, ligesom det blev lagt til grund, at skatteyderen ikke havde
benyttet sommerhusene.
Det fremgår af ovennævnte afgørelser, at det er en afgørende forudsætning
for, at der kan statueres erhvervsmæssig udlejningsvirksomhed, at skatteyder
kan dokumentere, at den fulde og ubegrænsede ret til at disponere over
sommerhuset er overdraget til trediemand i hele indkomståret.
Herudover har skatteyder tillige bevisbyrden for, at skatteyderen ikke har
benyttet sommerhuset privat i indkomståret, hvilken bevisbyrde skærpes, hvis
skatteyderen ikke ved kontrakten med trediemand formelt har fraskrevet sig
retten til at benytte sommerhuset privat.
Som nævnt ovenfor er det tillige en forudsætning, at
udlejningsvirksomheden ud fra en samlet vurdering skal være drevet
erhvervsmæssigt.*.
Ved afgørelsen refereret i t&s Nyt 1991.16.872 (VLD) (TfS 1991,357)
blev fradrag således nægtet med henvisning til, at omfanget af udlejningen
var for lille, lejeindtægterne for små i forhold til udgifterne og
udlejningsbestræbelserne manglede intensitet. Sagen vedrørte en skatteyder,
som erhvervede det omhandlede sommerhus på et tidspunkt, hvor han allerede
ejede en udlejningsejendom og to sommerhuse, som blev benyttet privat.
Det tredie sommerhus var efter det oplyste erhvervet udelukkende med
henblik på udlejning.
Landsskatteretten har i overensstemmelse hermed efterfølgende fundet, at
driftsresultatet for et udlejet sommerhus skulle opgøres i overensstemmelse
med hidtidig praksis vedrørende sommerhusudlejning jf. TOLD*SKAT Nyt
1992.8.239 (TfS 1992,223). Se også lsr.1979.23 og skd. 61.182 (VLD) og
TOLD-SKAT Nyt 1993.5.20.
Vedrørende spørgsmålet om opgørelse af fradrag ved sommerhusudlejning
efter LL § 15 O henvises til A.D.3.2.7.
E.A.1.2.3.7 Øvrige virksomhedsformer
I de sager, der har været rejst vedrørende øvrige virksomhedsformer, synes
der overvejende at have været lagt vægt på rentabilitetsbetragtninger, men
også andre af de under E.A.1.2.2 nævnte kriterier er indgået ved
afgørelserne. Se bl.a. TfS 1995, 44.
TfS 1996,845 (LSR) En vejformand, der havde eksperimenteret med henblik på
at fremstille isolerings- og byggematerialer af halm, havde haft udgifter før
renter og afskrivninger på 55.753 kr. Fradrag for udgifterne blev afvist af
Landsskatteretten, idet det ikke ansås for godtgjort, at virksomheden på
længere sigt ville give overskud. Der kunne heller ikke gives fradrag efter
ligningslovens §§ 8 B og 8 L.
I TfS 1991,525 blev en dykkervirksomhed anset for erhvervsmæssigt drevet
med den begrundelse, at virksomheden ikke havde været udsigtsløs med hensyn
til på længere sigt at opnå reelt overskud, og skatteyderen havde været
fagligt velkvalificeret.
Skatteyderen var uddannet dykker og havde startet egen dykkervirksomhed,
men havde af økonomiske grunde været nødt til at tage andet fuldtidsarbejde.
Hans ansættelsesforhold gjorde det muligt for ham at påtage sig dyknings- og
bjærgningsopgaver, når sådanne forekom. Skatteyderens materiel var
professionelt og havde kun været brugt til erhvervsmæssigt formål. På grund
af en særlig opgave gav virksomheden overskud i et efterfølgende år, og dette
viste, at virksomheden ikke havde været udsigtsløs med hensyn til på længere
sigt at opnå reelt overskud.
Landsskatteretten fandt i afgørelsen TOLD*SKAT Nyt 1991.21.1223 (TfS
1991,506), at en skatteyder, der tidligere havde været fuldtidsbeskæftiget
ved fiskeri, og som senere havde påbegyndt erhvervsfiskeri som
bierhvervsfisker, havde tilrettelagt fiskeriet med erhvervsmæssig forsvarlig
drift for øje, og at de fremkomne underskud vedrørte en periode, hvor
virksomheden havde været under opbygning. På denne baggrund godkendte
Landsskatteretten, at de fremkomne underskud var fradragsberettigede efter SL
§ 6a.
I t&s Nyt 1991.5.246 (TfS 1991,57) blev fradrag nægtet, fordi
virksomheden havde haft et så beskedent omfang og en så ringe udsigt til
rentabilitet, at den ikke kunne anses erhvervsmæssigt drevet.
I sagen havde skatteyderen, der var selvlært inden for elektronik,
udviklet en højkvalitetsforstærker, men virksomheden havde i en periode på
fem år hverken varesalg eller varekøb. På den baggrund fandt Østre Landsret,
at virksomheden havde været af et så beskedent omfang og havde haft en så
ringe udsigt til rentabilitet, at den ikke kunne anses for erhvervsmæssig. Se
endvidere t&s Nyt 1991.11.574 (fradrag nægtet for udgifter til drift af
racerbil), og TOLD-SKAT Nyt 1993.3.96 (TfS 1993,35). Gocartkørers underskud
ved handel med dele til gocarts kunne ikke fratrækkes, ligesom en "Road
Racingkørers" underskud heller ikke kunne fratrækkes. Aktiviteten blev
ikke anset for at være drevet erhvervsmæssigt, TfS 1994, 752.
*TfS 1997,293. Fradrag for underskud i virksomheden blev nægtet i sagen.
Skatteyderen, der havde fuldtidsarbejde som landbrugsvikar, påbegyndte som
fritidsarbejde virksomhed med produktion af fotoplatter og foto- og
videoproduktion. Virksomheden ansås ikke erhvervsmæssigt drevet, i hvilken
forbindelse Landsretten bemærkede, at skatteyderen ikke havde foretaget
nærmere regnskabsmæssige undersøgelser eller analyser, før han, som en
fortsættelse af fritidsvirksomhed etablerede foto- og videovirksomheden,
ligesom produktionen heller ikke kunne anses tilrettelagt på en sådan måde,
at virksomheden i skattemæssig forstand kunne anses erhvervsmæssig*.
E.A.1.2.4 Driftsform, mv.
Det er ved sondringen mellem hobbyvirksomhed og erhvervsmæssig virksomhed
ikke afgørende, om virksomheden drives som personlig virksomhed eller
eventuelt som selskab, jf. TOLD*SKAT Nyt 1991.23.1331 (TfS 1991,500), hvor et
selskab blev nægtet fradrag for underskud ved driften af et travhestehold, da
dette måtte anses som et udslag af hovedanpartshaverens personlig interesse i
travheste.
Se endvidere TOLD-SKAT Nyt 1991.14.769 (VLD) (TfS 1991,289), hvor et
anpartsselskab blev nægtet fradrag for underskud ved drift af en hundekennel.
Skatteyderen havde drevet hundekennel i personligt regi og hun drev tillige
virksomhed som speciallæge i psykiatri. Såvel hundekennelen som lægepraksisen
blev overført til et anpartsselskab, men Vestre Landsret nægtede fradrag for
underskud ved kennelen med henvisning til, at der ikke var nogen naturlig
sammenhæng mellem lægevirksomheden og kennelvirksomheden, og at skatteyderen
ingen kvalifikationer havde i relation til kenneldrift. Herudover var der
aldrig udarbejdet budgetter og virksomheden var kun i ringe grad tilrettelagt
med økonomien for øje.
E.A.1.2.5 Momsregistrering mv.
Den momsretlige vurdering af, hvornår en virksomhed er erhvervsmæssig, er
som hovedregel sammenfaldende med den skatteretlige vurdering.*Det fremgår
dog af TfS 1997,639, Meddelelser fra Skatteministeriet, at det fremover må
bero på en selvstændig momsretlig vurdering, om en virksomhed er en økonomisk
virksomhed og en selvstændig skatteretlig vurdering, om der er fradrag for
driftsomkostninger mv. * Af Østre
Landsrets dom refereret i TfS 1992, 516, fremgår det, at
momsregistreringen som sådan ikke er afgørende for spørgsmålet, om en
virksomhed er erhvervsmæssig eller ej, da der ved momsregistreringen ikke
sker en egentlig prøvelse af dette spørgsmål.
Højesteret udtalte ligeledes i den i TOLD-SKAT Nyt 1991.23.1331(TfS
1991,500) omtalte sag (jf. afsnit E.A.1.2.4), at det er uden betydning for
den skattemæssige vurdering af, om virksomheden kan anses for erhvervsmæssig,
om virksomheden har ladet sig momsregistrere.
E.A.1.3 SL § 5 Formuebevægelser
SL § 5 indeholder en negativ afgrænsning af indkomstbegrebet i SL § 4.
Bestemmelsen bygger på en fundamental sondring mellem indkomst (udbytte)
og indkomstgrundlag (formue). Udgangspunktet er, at selve grundlaget for
erhvervelsen af indkomsten er indkomstopgørelsen uvedkommende, og at det
alene er afkastet af indkomstgrundlaget, der skal medregnes ved
indkomstopgørelsen.
E.A.1.3.1 § 5 Salg af aktiver
I følge SL § 5a skal urealiserede værdisvingninger på aktiver ikke
medregnes ved indkomstopgørelsen. Gevinst og tab konstateret ved salg (eller
anden afståelse) af aktiver, der har karakter af omsætningsformue, dvs. at de
er anskaffet som led i næring eller i spekulationsøjemed, skal medregnes ved
indkomstopgørelsen. Realisationsprincippet i SL § 5a er modificeret af
særregler i den øvrige skattelovgivning. Som eksempler kan nævnes reglerne om
landbrugets besætninger (E.E.1) og om kursgevinster og kurstab, når
lagerprincippet anvendes (A.D.2).
Hovedreglen i SL § 5a, om at alene realiseret gevinst og tab på
omsætningsformuen skal medregnes ved indkomstopgørelsen, er senere blevet
erstattet af særlovgivning for langt de fleste aktivtypers vedkommende. Som
de vigtigste eksempler kan nævnes AL, EBL og ABL.
Private aktiver
Indtægt ved salg af private aktiver, f.eks. indbo eller frimærke-, mønt-
og bogsamlinger, er som udgangspunkt skattefri efter hovedreglen i SL § 5a.
Dette gælder principielt uden hensyn til indtægtens størrelse. Rent
bevismæssigt vil en betydelig indtægt dog kunne indicere, at der er tale om
salg af en omsætningsformue (næring eller spekulation).
Den skattemæssige behandling afhænger således af en bedømmelse af, om
aktivet er rent privat, eller om det er solgt som led i en erhvervsmæssig
virksomhed eller som led i en spekulationsforretning. Se f.eks. ØLD af 23.
april 1990 (Skat 1990.6.446) (TfS 1990,236), hvor en tæppehandlers salg af
tæpper fra privat indbo blev anset som et led i hans almindelige
næringsvirksomhed. Se også TfS 1996,177, hvor et dødsbo blev anset for
indkomstskattepligtigt af et beløb opnået ved salg af 53 malerier og ved
udlæg efter vurdering af 94 malerier.
Det har især været handel med malerier, mønter, frimærker og antikviteter,
der i praksis har givet anledning til problemer i relation til afgrænsningen
privat/erhverv/spekulation.
Erhvervsmæssige aktiver
Hvad angår reglerne om gevinst og tab på erhvervsmæssige aktiver, f.eks.
varelager, driftsmidler, skibe, bygninger, finansielle aktiver og
immaterielle rettigheder henvises til omtalen i de respektive særafsnit.
I ØLD af 27. feb. 1987 (Skat 1987.4.269) (TfS 1987,161) blev en skatteyder
ikke beskattet af fortjeneste ved salg af mønter, mineraler og andre
effekter, da det ikke tilstrækkeligt sikkert kunne antages, at der forelå
erhvervsmæssig virksomhed.
Om beskatning ud fra et spekulationssynspunkt, se lsr. 1965.31 og 116.
Barrer af sølv og platin, ensartede mønter i stort antal f.eks.
Krügerrands og uindfattede diamanter anses normalt for erhvervet i
spekulationshensigt.
Se SD's revisionsmeddelelse 1983-2 om investering i ædelmetaller samt ØLD
af 13. april 1984 (Skd. 71.717). En virksomhed havde i en årrække solgt
ædelsten til danske investorer til priser, der langt oversteg ædelstenenes
reelle værdi. Efter virksomhedens konkurs rejste nogle investorer krav mod de
pengeinstitutter, der havde ydet lån til købene. For at kravet kunne gøres
gældende, skulle lånet været ydet efter aftale med sælgerne, og investorerne
skulle anses som forbrugere. I 1992 blev der indgået forlig med et
pengeinstitut om nedskrivning af gælden med 70 pct. Investorernes tab var
fradragsberettiget spekulationstab, men tabet skulle nedsættes med
gældsnedskrivning ved opgørelsen af størrelsen af det tab, der kunne
fradrages efter SL § 5 a, TfS 1996,147 (LSR).
Tab på sølvbarrer på grund af sælgerfirmaets underslæb og konkurs kan ikke
fratrækkes, idet fradrag af et spekulationstab i medfør af SL § 5 a
forudsætter, at der er tale om »et handelstab eller et tab, der ganske
kan sidestilles hermed«, jf. ØLD af 23. sept. 1985 (Skat 1985.10.273) og
ØLD af 29. okt. 1985 (Skat 1986.2.120) (TfS 1985,739).
Hvis private samlere går over til at drive erhvervsmæssig handel med deres
samlerobjekter godkendes det i praksis, at den del af den private samling,
der overgår til den nystartede forretning som varelager, kan optages til
handelsværdien (med fradrag af normal bruttoavance) på dette tidspunkt som
primovarelager, jf. VLD af 6. okt. 1983 (Skd. 69.225), hvor overførslen af en
møntsamling til forretningen skete over en årrække. Genstande, der bevises at
være erhvervet, før den erhvervsmæssige virksomhed er påbegyndt, og som ikke
er overført som varelager til forretningen, kan fortsat sælges uden
beskatning af fortjenesten.
Genstande, erhvervet efter at den erhvervsmæssige virksomhed er i gang,
vil som altovervejende hovedregel skulle anses for anskaffet som et led i
virksomheden. Se også Skd. cirk. nr. 134 af 29. juli 1992 om KGL, pkt. 10.
Om kunstneres varelager se E.B.2.6.1.
Spekulation
Spekulationsbeskatningen i SL § 5a er ophævet for aktiver omfattet af ABL
og EBL samt aktiver og passiver omfattet af KGL. Bortset fra disse særregler
skal fortjeneste ved salg af aktiver anskaffet i spekulationshensigt medtages
ved indkomstopgørelsen, ligesom tab kan fratrækkes.
I spekulationsbegrebet ligger for det første et krav om, at det pågældende
aktiv skal være erhvervet i den hensigt at videresælge det, og for det andet
et krav om, at dette skal være sket med det formål at opnå en fortjeneste.
Kun når begge disse betingelser er opfyldt, foreligger der spekulation i
skattemæssig forstand.
Ved bedømmelsen af om der foreligger spekulationshensigt, ser man i
praksis på, om det pågældende aktiv er et aktiv, der normalt kan forventes at
sælges med fortjeneste.
Det antages i praksis, at en oprindelig foreliggende spekulationshensigt
ved erhvervelsen kan opgives med den virkning, at der ikke kan gennemføres
nogen beskatning ved afståelse.
I lsr. 1969.113 blev spekulationsbeskatning gennemført, selv om aktivet
blev foræret bort som en gave.
En bortgivelse af spekulationsobjektet indicerer dog normalt, at den
oprinde-lige spekulationshensigt må anses opgivet, se lsr. 1967.37 og
1976.129. *Se desuden TfS 1996,727, hvor Østre Landsret afviste
spekulationshensigt og dermed fradrag for tab med henvisning til, at at
statslånspapirerne var købt over parikurs (appelleret til HR) og TfS
1997,540, hvor der alene var tvist om størrelsen af det fradragsberettigede
spekulationstab *.
E.A.1.3.2 Gaver, arv og forskud på arv
Efter SL § 5b skal gaver, der er omfattet af afsnit II i boafgiftsloven,
ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
På tilsvarende måde er forskud på såvel falden som ikke falden arv
fritaget for indkomstbeskatning, uanset slægtsforholdet mellem yder og
modtager.
Arv kan, hvad enten der er tale om arv efter loven eller efter testamente,
aldrig beskattes som skattepligtig indkomst, men der vil ved arvedelingen
kunne forekomme gavedispositioner, der kan udløse beskatning. Se A.B.7.1.7.
E.A.1.3.3 Erstatning og forsikringsydelser
En modtagen erstatning skal som udgangspunkt behandles som det tab,
erstatningen ydes for.
Erstatning for tab af et aktiv skal behandles som et afståelsesvederlag
for aktivet. Dette fremgår udtrykkeligt af AL, ABL, EBL og LL § 16 E.
Skattefriheden for brandforsikringssummer mv., jf. SL § 5b, skal således
forstås med de modifikationer, der følger af den øvrige lovgivning.
Erstatning for varelager skal også behandles som afståelsesvederlag og er
derfor skattepligtig.
Hvis erstatningen ikke dækker tab af et omsætteligt aktiv, vil det
afgørende være, om der er tale om erstatning for en mistet skattepligtig
indtægt eller dækning af en fradragsberettiget udgift - i så fald skal
erstatningen medregnes ved indkomstopgørelsen. Se t&s nyt 1991.5.253 (TfS
1991,378) hvor en erstatning ydet i henhold til driftstabsforsikring blev
anset for almindelig indkomstskattepligtig for modtageren jf. SL § 4. (VLD af
1.2.1991) samt ØLD af 9.11.1992, TOLD-SKAT Nyt 1993.3.93 (TfS 1992,545).
Hvis erstatningen derimod dækker et tab af selve indkomstgrundlaget, et
ikke fradagsberettiget formuetab eller en skattefri indtægt, skal
erstatningen ikke beskattes, jf. TOLD-SKAT Nyt 1993.3.101.(lsr.) (TfS
1993,36) og TfS 1994,269 (TS), (godtgørelse for ophør med mælkeproduktion).
Se endvidere afsnit E.E.
En erstatning som en skatteyder fik udbetalt fra sit pengeinstitut, til
dækning af et tab som følge af, at en udbudt "investeringspakke"
ikke forløb som det var stillet i udsigt, blev anset for at være skattefri.
Landsretten fandt at erstatningen dækkede den merskat skatteyderen måtte
betale, da "investeringspakken" skattemæssigt ikke blev godkendt.
TfS 1995, 47.
Ligningsrådet har i en bindende forhåndsbesked fundet, at erstatninger for
opgivelse af privat lejemål ikke er omfattet af LL § 16 E, stk. 1, nr. 3.
Godtgørelsen er derfor ikke skattepligtig.
Periodisk løbende erstatningsydelser er normalt indkomstskattepligtige.
Godtgørelse, ydet i anledning af forsinket udbetaling af et negativt
momstil-svar, blev anset for ydet til dækning af renter, og erstatningen var
derfor skattepligtig, Skd.64.41. I Skat 1988.2.83 (TfS 1988,47) måtte en
sparekasse betale erstatning til en køber af et hus, som havde anmodet
sparekassen om at foretage kurssikring af ejerskiftelånet. Sparekassen undlod
at foretage den aftalte kurssikring, og køberen af huset blev derfor påført
et tab i form af forøgede prioritetsudgifter. Skatteyderen gjorde gældende,
at erstatningen er at betragte som en mangel ved huset og derved en skattefri
formuegevinst. Landsskatteretten anså erstatningen for skattepligtig.
Afgørelsen blev indbragt for landsretten, hvor Skatteministeriet tog
bekræftende til genmæle, således at skatteyderen fik medhold, jf. Skat
1990.9.699. Om erstatning ydet i henhold til en sælgergarantiforsikring i
forbindelse med hussalg se t&s nyt 1991.13.724. (lsr.) (TfS 1991,312).
På grund af formalitetsmangler, som et revisionsfirma påtog sig ansvaret
for, var en skatteyder gået glip af muligheden for at foretage henlæggelse
til investeringsfond. Revisionsfirmaet ydede en erstatning på 30.000 kr. Den
del af erstatningsbeløbet, der kunne henføres til den forøgede formueskat
(13.831 kr.) og 8%-tillægget til restskatten i henhold til KSL § 61, stk. 2
(7.772 kr.), som ikke kunne genindvindes ved den fremtidige skattebetaling,
blev ikke anset for skattepligtig, hvorimod den resterende del af
erstatningsbeløbet, der var kompensation for den tidsmæssige fremrykning af
skattebetalingen, skulle beskattes, jf. VLD af 27. aug. 1984 (Skd. 72.100).
Lsr. 1982.40, skattepligt af en del af en erstatning, der dækkede
tidligere fratrukne udgifter, hvorimod den resterende del af erstatningen,
der dækkede en yderligere skattebetaling, var skattefri. Lsr. 1981.42,
skattepligt af erstatning for flyvehavre på en nyerhvervet landbrugsejendom.
Erstatningssummen svarede til udgifterne til rensning af ejendommen.
Landsskatteretten lagde vægt på, at der ikke var tale om en varig forringelse
af ejendommen, men derimod om en forringelse, som kunne afhjælpes ved
rensning af ejendommen, og de hermed forbundne udgifter ville kunne
fratrækkes. Skat 1986.8.514 (TfS 1986,427), skattepligt af den del af
erstatningen for nogle mistede bundgarnsrettigheder, der skulle dække
indtægtstabet, hvorimod den resterende erstatning, der dækkede tab af
indkomstkilden, var skattefri.
I forbindelse med et revisorinteressentskabs opløsning havde parterne
aftalt en konkurrenceklausul, hvorefter der skulle betales erstatning, hvis
en af parterne overtog den andens klienter efter interessentskabets
opløsning. En erstatning ydet i henhold hertil blev anset for almindelig
indkomstskattepligtig som henhørende under parternes næring, Skat 1987.7.514
(lsr.) (TfS 1989,600 VLD), *ligeledes TfS 1997, 657. I TfS 1997,12 havde en
skatteyder ved salg af forretning påtaget sig en konkurrenceklausul, som han
efterfølgende overtrådte. Udgiften til erstatning for misligholdelse af
konkurrenceklausulen var ikke fradragsberettiget, idet misligholdelsen ikke
var en med hendes erhvervsudøvelse forbundet driftsrisiko *.
Erstatninger for forstyrrelse af stilling og forhold samt erstatninger for
rent private udgifter skal normalt ikke medregnes ved indkomstopgørelsen. Det
samme er tilfældet med erstatninger for ærekrænkelser samt erstatning for
svie og smerte, lyde og vansir. Om erstatning efter lov om
arbejdsskadeforsikring se A.B.4.4.1. Erstatning for opgivelse af eneretten
til et familienavn er skattefri.
Tab af indkomstkilde
Ved opsigelse af en administrationsaftale før den ifølge aftalegrundlaget
kunne opsiges, modtog et administrationsselskab et vederlag for opgivelse af
aftalen. Selskabet anså primært beløbet som vederlag for goodwill, subsidiært
som skattefri betaling for tab af indkomstkilde, jf. SL § 5. Retten fandt
ikke, at vederlaget kunne anses som et skattefrit tab af indkomstkilde, da
selskabet ikke havde afståelsesret til filialnettet. Vederlaget blev anset
for skattepligtig i henhold til SL § 4, da vederlaget blev ydet til dækning
af mistede indtægter, TfS 1996,499 (ØLD).
Afløsningssummer
Afløsningssummer, der som engangsbetaling træder i stedet for en
skattepligtig løbende ydelse, er som udgangspunkt skattefri, se A.B.6.1 og
E.I.4.2.2.1.
E.A.1.4 Skattefri indtægter
En række indtægter er i særlovgivningen fritaget for skattepligt, hvor
dette ikke følger af SL's regler.
E.A.1.4.1 LL § 7
LL § 7 hjemler skattefrihed for indtægter af vidt forskellig karakter,
uden at skattefriheden bygger på noget fælles synspunkt. Det drejer sig dels
om nogle understøttelser og hædersgaver til deltagerne i de to verdenskrige
og disses efterladte, dels om en række socialt eller medicinsk betingede
ydelser og endelig om nogle ydelser, hvis størrelse er fastsat under hensyn
til skattefriheden. Om det nærmere indhold af disse bestemmelser henvises til
A.A.3.1.
E.A.1.4.2 Visse indtægter ved spil
Efter SL § 4 skal indtægter ved spil, herunder lotterispil, samt ved
væddemål medregnes ved indkomstopgørelsen, men en lang række gevinster fra
lotterispil, tipning, dansk lotto og præmieobligationer er dog undtagne fra
skattepligt, se nærmere A.B.7.5.
E.A.1.4.3 Bonus - og pensionsordninger
Se A.C.1 om arbejdsgivers indbetaling til pensionsordning.
E.A.1.4.4 Visse legater
Under visse betingelser skal legater, der ydes til gennemførelse af en
studierejse eller til gennemførelse af et videnskabeligt arbejde, ikke
beskattes, se A.B.6.5.2.
E.A.1.5 Afkald på indtægt
En skattepligtig indtægt skal som hovedregel medregnes ved
indkomstopgørelsen på tidspunktet for den endelige retserhvervelse, se
E.A.3.1.
Er der først erhvervet ret til en indtægt kan et efterfølgende afkald på
at modtage indtægten normalt ikke tillægges skattemæssig betydning, jf.
f.eks. lsr. 1950.142 og Skd. 76.753.
Hvis der gives afkald på en indtægt forud for tidspunktet for den endelige
retserhvervelse, skal der normalt ikke ske beskatning.
Beskatning indtræder dog, hvis modtageren i forbindelse med afkaldet
træffer beslutning om, hvordan indtægten skal anvendes (dispositivt afkald).
Se også A.A.1.3.11.
Det er en forudsætning for skattefrihed, at der gives et blankt afkald
over for den, der skulle have udredet vederlaget. Der skal f.eks. ikke ske
beskatning af en skuespiller, der uden vederlag optræder for en velgørende
forening, hvorimod beskatning skal ske, såfremt der optrædes
»gratis« imod, at der betales et beløb til et af skuespilleren
nærmere angivet formål, jf. lsr. 1973.122 (blankt afkald), 1974.29
(dispositivt afkald), Skd. 28.89 (dispositivt afkald).
En tandlæge havde for tandbehandling af sin svigerfader udstedt kvitterede
regninger lydende på normalt honorar. Svigerfaderen havde på grundlag heraf
modtaget delvis refusion fra Fortsættelsessygekassen Danmark og betalt det
modtagne beløb til svigersønnen, der eftergav svigerfaderen det resterende
beløb. Tandlægen anførte, at det kun havde været meningen, at svigerfaderen
skulle betale et beløb svarende til de modtagne refusionsbeløb og havde
derfor kun indtægtsført disse beløb. Da der var udstedt kvitteret regning som
grundlag for refusionen fra sygekassen fandt Landsskatteretten, at forholdet
måtte betragtes som et efterfølgende afkald, og at regningsbeløbene derfor
skulle medregnes i den skattepligtige indkomst med det fulde pålydende,
lsr.1986.3.
I VLD af 12.juni 1989 (Skat 1989.8.588) (TfS 1989,428) gav en lærer, der
var ansat under Skolesamvirket Tvind, afkald på løn. Da afkaldet efter
omstændighederne alene fandtes begrundet i muligheden for at undgå at afregne
A-skat, tillagdes afkaldet ikke skattemæssig virkning.
Hovedaktionærer
- rentefri udlån
Der henvises til S.F.1.5 om fikseret vederlag i hovedaktionærforhold, samt
A.D.1.7 om rentefri udlån.
Om omgørelse henvises til A.B.7.1.9 (gavedispositioner) og S.F.1.2.6
(hovedaktionærdispositioner).
E.A.2 Fradrag i bruttoindkomsten
SL § 6 indeholder hovedreglen for, hvilke udgifter, der kan fratrækkes ved
beregningen af den skattepligtige nettoindkomst.
E.A.2.1 SL § 6 a Driftsomkostninger
De fradragsberettigede driftsomkostninger er i SL § 6 a beskrevet som
»de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og
vedligeholde indkomsten, derunder ordinære afskrivninger«.
Fastlæggelsen af driftsomkostningsbegrebet giver anledning til to
hovedafgrænsninger, dels over for private udgifter, dels over for anlægs- og
etableringsudgifter.
E.A.2.1.1 Drift - privat
I SL § 6, stk. 2, beskrives privatforbruget som udgifter anvendt "til
egen eller families underhold, betjening, nytte eller behagelighed, ... til
gaver eller på anden måde«.
I praksis er der ofte tale om en vanskelig bevisbedømmelse af, om en
udgift er privat eller erhvervsmæssig. Udgifter, der sædvanligt forekommer
for de fleste skatteydere, uafhængigt af om der udfoldes bestræbelser på at
erhverve indkomst, vil som hovedregel have karakter af privatforbrug. Dette
gælder f.eks. udgifter til beklædning og fortæring og udgifter til privat
bolig og husførelse. Uanset at sådanne udgifter indirekte kan siges at være
af betydning for muligheden for at erhverve indkomst, er fradrag udelukket,
fordi afholdelsen af udgiften ikke kan siges at være foranlediget af ønsket
om at erhverve indkomst, men derimod er et udslag af rent private interesser
om behovstilfredsstillelse.
Fradragsret kommer dels på tale, hvor erhvervsudøvelsen påfører
skatteyderen påviselige merudgifter af den pågældende karakter, dels hvor der
i øvrigt påvises en konkret erhvervsmæssig begrundelse for at afholde
udgiften.
I lsr. 1982.126 blev en tandlæges udgifter til briller anset for
privatudgifter.
Der var ikke tale om specielle arbejdsbriller, men almindelige briller,
der kunne anvendes privat. Modsat Landsskatteretten i Skat 1989.4.336, hvor
en tandlæges udgifter til beskyttelsesbriller blev anset for driftsudgifter.
Se også TfS 1995, 18, hvor en psykolog blev indrømmet fradrag for udgifter
til supervision hos en anden psykolog.
En hospitalsansat læge, som p.g.a. et handicap måtte benytte kørestol for
at passe sit arbejde, kunne ikke afskrive anskaffelsessummen, idet der blev
henset til, at kørestolen - ud over at tjene til udførelsen af det
indtægtsgivende arbejde - virkede til afhjælpning af brugerens handicap, se
lsr. 1984.98.
I Skd. 71.760 nægtede Østre Landsret en regnskabschef fradrag for en
udgift på 9.550 kr. til børnepasning. *I TfS 1997,513 fik en dyrlæge fradrag
for udgiften til at anskaffe sig stort kørekort, idet Landsskatteretten
fandt, at udgiften hverken kunne anses afholdt med henblik på at tilgodese
private behov eller med henblik på at ændre eller udvide klagerens
indtjeningsgrundlag, og idet retten fandt, at der var den for fradrag
fornødne direkte tilknytning til indkomsterhvervelsen.
I TfS 1997,9 fik en kørelærer godkendt fradrag for udgifterne til
kørelæreuddannelse for sin søn, der var ansat i virksomheden. Ved sagens
afgørelse blev der lagt vægt på, at personalets deltagelse i faglige kurser
var fradragsberettigede, når der, som i det foreliggende tilfælde ikke var
tale om en usædvanlig udgift for den pågældende virksomhedstype. *
Fiskere, der ikke anvender havfradraget, og som har afholdt merudgifter
til kost på grund af arbejdet, kan fratrække merudgiften, se Vestre Landsret
i TfS 1994,132 og A.F.2.16.
I TfS 1996,161(VLD) blev en reception afholdt i anledning af direktørens
60 - års - fødselsdag anset for forretningsmæssigt begrundet for
virksomheden, hvorefter udgifterne var fradragsberettiget, se endvidere
E.B.3.7.6.
I praksis opstår der ofte spørgsmål om fordeling af en udgift på
henholdsvis fradragsberettigede driftsomkostninger og privatudgifter. Dette
gælder f.eks. kørselsudgifter, repræsentationsudgifter samt kursus- og
rejseudgifter, se nærmere E.B.3.
E.A.2.1.2 Drift - anlæg/ etablering
Afgrænsningen af driftsomkostningsbegrebet volder især vanskeligheder over
for de anlægs- og etableringsudgifter, der ikke er fradragsberettigede efter
LL § 8 I, § 8 J og § 8 N, se E.A.2.1.4.1 - E.A.2.1.4.3 om udgifter til
markedsundersøgelser, til advokat og revisor og til udarbejdelse af
forretningsplan for iværksættere. Anlægs- og etableringsudgifter er udgifter
»til formueforøgelse, til forbedring af ejendom, til udvidelse af næring
eller drift«, jf. SL § 6, stk. 2. Hvilke udgifter, der kan anses for
etableringsudgifter, er nærmere beskrevet nedenfor i E.A.2.1.4.
Domstolspraksis synes at have vist en tendens til en udvikling af
driftsomkostningsbegrebet i retning af en udvidelse af fradragsmulighederne
for erhvervsmæssige udgifter, der afholdes inden for de hidtidige naturlige
rammer af en igangværende virksomhed.
Det altafgørende for fradragsretten er fortsat, at der foreligger en
aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde udgiften. Det vil sige, at
formålet er at erhverve skattepligtig indkomst, og at disse
indkomstbestræbelser ikke overskrider virksomhedens hidtidige rammer, jf. SL
§ 6, stk. 2, om »udvidelse af næring eller drift«. Udgifter, der
har til formål at tilvejebringe et nyt indkomstgrundlag, enten i form af
start af en helt ny virksomhed eller ved udvidelse af en igangværende
virksomhed ud over dens hidtidige rammer, har karakter af
etableringsudgifter. Se TfS 1996,555 (LSR).
Driftsmæssig begrundelse
Hvis der foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde en
udgift, vil der normalt ikke være grundlag for at kritisere størrelsen eller
den mere eller mindre rimelige begrundelse for at afholde udgiften, se bl.a.
lsr. 1974,156. Noget andet er, at en udgifts sædvanlighed ofte vil indgå i
overvejelserne over, om der overhovedet er tale om en erhvervsmæssig udgift,
se f.eks. lsr. 1974.159 og lsr. 1980.28. Udgifter, der er sædvanligt
forekommende i en erhvervsvirksomhed, f.eks. lønudgifter eller lejeudgifter i
erhvervslejemål, vil således i almindelighed kunne fratrækkes.
Der kan ikke lægges afgørende vægt på, om en udgift er nødvendig.
Nødvendighed, f.eks. i form af et lovkrav om at afholde udgiften, kan dog
i visse tilfælde være af betydning for bevisbedømmelsen af, om der foreligger
en driftsmæssig begrundelse for at afholde udgiften.
Anskaffelse af aktiver
Der er ikke fradrag for udgifter til »opsparing«, jf. SL § 6,
stk. 2. Det er derfor som udgangspunkt en forudsætning for fradragsret, at
afholdelsen af udgiften har påført skatteyderen et formueforbrug. Hvis
udgiften går til anskaffelse af et aktiv med omsætningsværdi, er der alene
tale om en omplacering af formue i modsætning til et forbrug af formuen i
driftens interesse. Først når og hvis anskaffelsessummen forbruges som følge
af den erhvervsmæssige brug af aktivet, indtræder der et forbrug af formuen i
driftens interesse, som eventuelt kan fratrækkes efter afskrivningsreglerne.
Som undtagelser til denne hovedregel kan nævnes, at udgifter til
anskaffelse af faglitteratur, plader og edb (software) behandles som
driftsomkostninger, uanset at der er tale om anskaffelse af aktiver med
omsætningsværdi.
Se endvidere E.C.1.1 om de særlige regler om afskrivning på software og
E.B.3.11 om anskaffelse af driftsmidler til forsøgs- og forskningsvirksomhed.
E.A.2.1.3 Domspraksis
Kernen i driftsomkostningsbegrebet er en forudsætning om, at der
foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde en udgift. Det
skal være hensyn til en løbende indtjening (driften), der begrunder
dispositionen, og ikke hensynet til det underliggende indkomstgrundlag
(formuen). Hvis der foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse, udelukker
det ikke omkostningsfradrag, at udgiften på længere sigt har betydning for
indkomsterhvervelsen, og derfor må siges at have en afledet virkning på
indkomstgrundlaget.
I UfR 1942.335 H (Skandinavisk Grammofon), var der fradrag for
sagsomkostninger, som et selskab havde afholdt som følge af en strid om
selskabets ret til at forhandle et produkt. Fradrag blev indrømmet, fordi
udgifterne havde til formål at sikre såvel tidligere opnået fortjeneste som
muligheden for fortjeneste ved fortsat salg af produktet. Det bemærkes, at
selskabet tabte den underliggende retssag, og at det således var uden
afgørende betydning for omkostningsfradraget, at udgifterne var afholdt
forgæves.
I UfR 1959.69 H havde en skatteyder afholdt advokat- og revisorudgifter på
grund af uoverensstemmelser med den hidtidige medinteressent i forbindelse
med opløsning af interessentskabet og overdragelse af aktiverne heri til et
af interessenterne ejet aktieselskab. Skatteyderen gjorde gældende, at
udgifterne var afholdt for at sikre og vedligeholde hans indkomst som
direktør og bestyrelsesmedlem i selskabet, hvilken indkomst var langt større
end aktieudbyttet. Ministeriet gjorde gældende, at udgiften primært var
afholdt for at sikre skatteyderens formueinteresser, nemlig fordelingen af
aktierne i det nystiftede selskab. Højesteret nægtede fradrag med den
begrundelse, at udgiften måtte anses for at vedrøre formuen og kun indirekte
havde betydning for skatteyderens indkomst.
I UfR 1980.712 H (skd.55.325, Trælastkompagniet) fik et selskab fradrag
for en årlig noteringsafgift til Fondsbørsen og for udgifter til ændringer af
selskabets vedtægter, som var nødvendige for, at den hidtidige virksomhed
kunne fortsætte. Højesterets flertal udtalte følgende: »Efter det
foreliggende... findes optagelsen af selskabets aktier til notering på børsen
at være af en sådan betydning for selskabets status og almindelige omdømme og
dermed for dets indtjeningsmuligheder, at de årlige udgifter til den i § 8 i
loven om Københavns Fondsbørs nr. 220 af 7. juni 1972 hjemlede
noteringsafgift må anses for en fradragsberettiget driftsudgift efter
statsskattelovens § 6, stk. 1a. De foretagne ændringer af selskabets
vedtægter var ubestridt alene foranlediget af de ved aktieselskabsloven af
1973 gennemførte ændringer, der efter lovens § 164, stk. 1, nr. 2, krævedes
indarbejdet i vedtægterne for at bringe disse i overensstemmelse med lovens
krav, og undladelse heraf ville efter bestemmelsens stk. 3 medføre selskabets
opløsning. Under disse omstændigheder findes også udgifterne til
vedtægtsændringerne ... at måtte anses for fradragsberettigede
driftsudgifter«.
I Skat 1986.1.41 (TfS 1985,747) nægtede Højesteret et selskab fradrag for
kloakbidrag og betalinger for tilslutning til et fjernvarmeværk for en
ubebygget industrigrund. Grunden blev købt med henblik på udvidelse og
udflytning af den bestående produktion, der var spredt på flere forskellige
lokaliteter. Selskabet fandt imidlertid en mere velegnet grund og solgte den
førstnævnte grund. Fordi selskabet ikke på noget tidspunkt havde udøvet
erhvervsmæssig virksomhed på den ubebyggede grund, kunne de omhandlede
udgifter, der blev afholdt i ejertiden, ikke fratrækkes - hverken i medfør af
LL § 8 C eller SL § 6 a.
Hvis udgiften ikke sigter mod erhvervelse af skattepligtig indkomst, er
fradrag udelukket. I Skat 1987.1.24 (TfS 1986,579) fik en skatteyder ikke
fradrag for rejseudgifter i forbindelse med tilsyn med en ejendom, der
tilhørte skatteyderen, og som var beboet af hans forældre i henhold til en
aftægtsaftale indgået i forbindelse med forældrenes afståelse af ejendommen.
Østre Landsret lagde vægt på, at der ikke var tale om erhvervsmæssig
udleje, hvorfor skatteyderen ikke modtog nogen løbende erhvervsmæssig indtægt
fra ejendommen, og at ejendommen var erhvervet i privat øjemed.
I TfS 1995, 51(LSR) blev en tidligere landmand nægtet fradrag for udgifter
til advokat- og revisorbistand i forbindelse med en frivillig akkord, som han
indgik ca. ½ år efter, at han var ophørt med landbrugsvirksomheden.
Landsskatteretten bemærkede, at udgifterne kun kunne trækkes fra, hvis de
kunne henføres til den aktuelle drift.
*I TfS 1997,368 (VLD) blev et pengeinstitut nægtet fradrag for tab i
forbind-else med garantistillelse. Vestre Landsret fandt at betaling i
henhold til garantierklæringen havde karakter af et ikke fradragsberettiget
kapitalindskud, ligesom tabsgarantien, eller betalingerne i henhold til
denne, heller ikke kunne ligestilles med driftsomkostninger. TfS 1997,438
(LSR) Indtægter ved tegning af forsikringer for andre forsik-ringsselskaber
(fremmed provision) måtte anses som indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed,
jf. selskabsskattelovens § 17, stk 5. En del af selskabets faste omkostninger
kunne derfor fradrages ved opgørelse af denne indkomst.
TfS 1997,619 (ØLD) En advokats tab som følge af en medinteressents
uberettigede hævninger kunne ikke anses som en naturlig driftsrisiko. På den
baggrund kunne tabet ikke anses som en fradragsberettiget driftsomkostning.
TfS 1997,277 Skatteyders hæftelse for et italiensk selskabs gæld måtte
efter dansk ret anses som en lovbestemt kautionsforpligtelse og tabet var
derfor et ikke-fradragsberetiget formuetab*.
Om udgifter til certificering af kvalitetsstyringssystemer, se E.B.3.15.
Interesseforbundne parter
Hvis modtageren af den afholdte driftsudgift er nært forbunden med
skatteyderen og dermed har sammenfaldende interesser med denne, må der som
forudsætning for omkostningsfradrag stilles krav til skatteyderen om at
godtgøre tilstedeværelsen af en driftsmæssig begrundelse for dispositionen.
Som udgangspunkt må det antages, at driftstilskud fra et moderselskab til
et datterselskab ikke er begrundet i hensynet til moderselskabets løbende
indtjening, men derimod i andre interesser, der er driften uvedkommende -
typisk sikring af formueinteresserne i datterselskabet.
I UfR 1976.60 H (Esso) blev et moderselskabs tilskud til dækning af
underskud i dets datterselskaber, som drev tankstationer, og som i kortere
eller længere tid ikke kunne drives uden underskud, anset for
fradragsberettigede driftsomkostninger. Højesteret udtalte, at udgifterne
»havde været et sådant naturligt led i selskabets virksomhed, at de som
driftsudgifter har kunnet bringes til fradrag i selskabets indkomst, uanset
at dette ikke er sambeskattet med datterselskaberne«.
I modsætning hertil blev en murermester i UfR 1979.731 H nægtet fradrag
for et tilskud til et af ham stiftet og domineret aktieselskab, hvorigennem
han havde opført en ejendom med henblik på salg af aktielejligheder.
Højesteret fandt, at der ikke havde været en sådan forbindelse mellem støtten
til selskabet og murermesterens løbende indtjening, at der kunne indrømmes
fradrag. På linie hermed nægtede Højesteret i Skat 1990.5.361 et moderselskab
fradrag for tilskud til dets udenlandske datterselskab, der blev ydet til
udligning af datterselskabets driftsunderskud.
I UfR 1984.90 H (Skd. 69.284, Segaltmøllen) fik et selskab fradrag for
udgift til betaling af en tidligere samarbejdspartners gæld til tredjemand,
hvilket to nye samarbejdspartnere havde stillet krav om som betingelse for en
fortsættelse af det nyligt indledte samarbejde. Betalingen af gælden ansås
for at have en sådan tilknytning til den løbende drift, at den måtte anses
for en fradragsberettiget driftsomkostning.
Vestre Landsret indrømmede i TfS 1995, 339 (VLD) et moderselskab fradrag
for kurstab og for tab på tilgodehavender hos dets engelske datterselskab.
Medens Landsskatteretten fandt, at der ikke var tale om vareleverancer på
normale forretningsmæssige vilkår, men om tilskud, der ikke havde direkte
betydning for moderselskabets omsætning og drift, lagde Vestre
Landsret til grund, at moderselskabets markedsføring gennem
datterselskabet på det engelske marked både direkte og indirekte havde stor
betydning for moderselskabets afsætning. Udgifterne blev derfor anset for at
have været et naturligt led i moderselskabets virksomhed og dermed
fradragsberettigede.
Se tilsvarende TfS 1994, 412 om en tømrermesters tab på sit tilgodehavende
i et selskab, hvor han var anpartshaver.
Et dansk selskab, der havde betalt 20% i factoringprovision til et
schweizisk selskab, blev i TfS 1994, 207 (HRD), nægtet fradrag for den
betalte provision. Eneanpartshaveren i det danske selskab havde optionsret
til aktierne i det schweiziske selskab, der ikke havde andre aktiviteter end
factoring for det danske selskab. Desuden havde selskabet hverken eget kontor
eller ansat personale. Højesteret fandt, at der bestod et interessefællesskab
mellem de to selskaber, og at factoringudgiften på 20% ikke var
forretningsmæssigt begrundet.
En selvstændigt erhvervsdrivende drev virksomhed som agent på
provisionsbasis med et af ham behersket selskab og med udenforstående. Han
var agent for et tysk firma, og han købte i firmaet varer, som blev
videresolgt til det af ham beherskede selskab. Selskabet blev opløst af
skifteretten, da der ikke var aktiver i selskabet. Han foretog ved
indkomstopgørelsen fradrag for tab på debitorer for manglende betaling for
leverede varer til selskabet.
Fradraget blev ikke godkendt af skattemyndighederne, da der ikke bestod et
normalt handelsmellemværende mellem ham og selskabet. Landsretten fandt, at
tabet måtte anses som et formuetab, der ikke kunne fradrages ved
indkomstopgørelsen, da transaktionerne mellem ham og selskabet afgørende
adskilte sig fra et normalt forretningsmellemværende mellem uafhængige parter
og havde båret præg af hans personlige økonomiske interesser i selskabet, TfS
1996,816 (VLD).
*TfS 1997,474 En aftale mellem ejeren af et cafeteria og ejerens
anpartsselskab om betaling til anpartsselskabet for konsulentbistand ydet til
cafeteriaet kunne ikke godkendes skattemæssigt. Landsretten lagde til grund,
at aftalen om konsulentbistand ydet af ejeren og dennes hustru ikke tjente
noget forretningsmæssigt formål. Se desuden TfS 1997,431 (overførsel til
engelsk datterselskab) og TfS 1997, 664 (vareleverance mellem to selskaber)*.
Iøvrigt forudsætter fradrag for en udgift, at udgiften vedrører det
selskab, der afholder udgiften, og ikke f.eks. andre selskaber inden for
samme koncern, se Ligningsrådets bindende forhåndsbesked i TfS 1994, 190 om
udbetaling af overskudsandele fra et holdingselskab via en
medarbejderudbyttefond til alle ansatte inden for samme koncern. Om
koncerntilskud, se S.D.4, TfS 1996,282 (ØLD) .
Udskudte driftsomkostninger
I visse tilfælde er der mulighed for at opnå fradrag for »opsatte
driftsomkostninger«.
I UfR 1963.954 (HRD) (Knuth) fik en godsejer fradrag for et engangsbeløb
til 4 ansatte, der blev betalt som kompensation for deres dårlige aflønning
gennem en årrække.
I UfR 1984.160 (HRD) (Træskodommen) fik et interessentskab fradrag for et
tilskud til et af interessenterne ejet aktieselskab, der i 3 år havde
produceret træsko, som blev købt af interessentskabet. Interessenterne gjorde
gældende, at der var tale om en regulering af den oprindeligt fastsatte
afregningspris, der alene havde været fastsat foreløbigt på grund af
beregningsvanskeligheder. Højesteret fandt, at tilskuddet var et sådant led i
interessenternes virksomhed, at det kunne fradrages.
Se også lsr. 1984.23, hvor udgifter til opgravning af benzintanke i
forbindelse med ophør af virksomhed som benzinforhandler blev anset for
udskudte driftsomkostninger.
Udgifter i forbindelse med retablering af en losseplads efter endt
anvendelse er fradragsberettigede, når de afholdes.
Ligningsrådet har endvidere i en ikke-offentliggjort bindende
forhåndsbesked udtalt, at et selskab kunne fratrække udgifter til
undersøgelse og afrensning af et forurenet areal med den del, der kunne
henføres til forurening opstået efter virksomhedens erhvervelse af arealet.
Udgifter til faste installationer, som offentlige myndigheder måtte
foreskrive til imødegåelse af forurening, skulle medregnes til
driftsbygningens afskrivningsgrundlag. I overensstemmelse hermed har
Landsskatteretten ved kendelse af den 23. september 1992 indrømmet et selskab
fradrag for udgiften til oprensning af en grund, der var forurenet i
selskabets besiddelsestid. Da udgifter til destruktion, som sker efter senere
indført miljølovgivning, er en fradragsberettiget driftsudgift, fandt
Landsskatteretten, at de tidligere afholdte udgifter kunne fratrækkes enten
som opsat vedligeholdelsesudgift (SL § 6 e) eller som driftsomkostning (SL §
6 a), se
TOLD-SKAT Nyt 1993.1.37 (TfS 1992,581).
Se E.A.2.3 om afskrivning i medfør af SL § 6 a på udgifter af
omkostningskarakter.
E.A.2.1.4 Etableringsudgifter
Det er som nævnt en forudsætning for omkostningsfradrag efter SL § 6 a, at
dispositionen falder inden for virksomhedens naturlige rammer. Udgifter til
tilvejebringelse af et nyt indkomstgrundlag, herunder startudgifter som
f.eks. stiftelsesomkostninger, er ikke fradragsberettigede efter § 6 a. Der
er dog fradrag for udgifter til markedsundersøgelser og til advokat og
revisor i forbindelse med etablering af ny virksomhed eller udvidelse af
bestående virksomhed og for udgifter til udarbejdelse af forretningsplan for
iværksættere, jf. LL § 8 I, § 8 J og § 8 N, der er nærmere beskrevet i
E.A.2.1.4.1 - E.A.2.1.4.3.
I Skat 1990.10.758 (TfS 1990,402)(ØLD) nægtede Østre Landsret et
grovvareselskab fradrag for udgifter til kreditprovisioner og stempel ved
låneoptagelse, da udgifterne i det væsentligste havde tjent til forbedring af
selskabets indtægtsgrundlag. Udgifterne kunne heller ikke fradrages i medfør
af LL § 8, stk. 3, litra c.
Se også Landskatterettens afgørelse i Skat 1986.2.158 (TfS 1986,146)
(LSR), hvor låneomkostninger blev anset for ikke-fradragsberettigede
etableringsudgifter. Se tillige Landsskatteretten i Skat 1989.10.803 (TfS
1989,575), lsr. 1972.81, lsr. 1982.69 og skd. 50.224.
I Skat 1988.6.353 (TfS 1988,320)(LSR) blev en investeringsforening nægtet
fradrag for kapitaltilførselsafgift, der skulle betales som følge af
foreningens beslutning om at blive børsnoteret. Foreningen havde drevet
virksomhed i 10 år, og der skete ikke nogen kapitaltilførsel i forbindelse
med børsnoteringen. Ligningsrådet fandt, at børsnoteringen ville indebære en
sådan ændring i foreningens almindelige status, at udgiften måtte antages at
ligge ud over, hvad der kunne siges at medgå til at sikre og vedligeholde
foreningens indkomst. Udgifterne forbundet med børsnoteringen blev således
anset for at ligge uden for virksomhedens hidtidige naturlige rammer.
Landskatteretten stadfæstede Ligningsrådets afgørelse ved kendelse af 14.
aug. 1989. Kendelsen blev indbragt for domstolene, men skatteyderen hævede
sagen inden domsafsigelsen.
Om kapitaltilførselsafgift og andre udgifter i forbindelse med
børsintroduktion se E.A.2.1.6 og Skd. cirk. nr. 72 af 17. april 1996, pkt.
14.10.
Hvis en udgift ikke har til formål at udvide eller forbedre det hidtidige
indkomstgrundlag, men derimod alene at sikre de hidtidige
indtjeningsmuligheder, er der mulighed for fradrag, forudsat at der kan
påvises en aktuel driftsmæssig begrundelse for dispositionen. Hvis den
driftsmæssige begrundelse foreligger, udelukker det således ikke fradrag, at
udgiften i realiteten indebærer en tidsubestemt sikring af
indkomstgrundlaget.
I Skat 1987.7.493 (TfS 1987,315) betalte et vognmandsfirma i forbindelse
med indmeldelse i en fragtmandshal et indskud i fragtmandshallen på 175.000
kr. Ifølge foreningens vedtægter tilfaldt beløbet foreningen endeligt og blev
ikke betalt tilbage, da fragtmanden udtrådte af fragtmandshallen.
Beløbet blev betalt, for at selskabet kunne få en ny holdeplads til
erstatning for en mistet holdeplads i københavnsområdet, hvor man i forvejen
drev virksomhed. Højesteret fandt, at formålet med at afholde af udgiften i
det væsentlige var at sikre virksomhedens hidtidige konkurrencedygtighed og
indkomst, og udgiften blev herefter anset for en driftsomkostning, der kunne
afskrives efter SL § 6 a. Det bemærkes, at der for Højesteret ikke var
nedlagt påstand om fradrag for indskuddet i afholdelsesåret. For landsretten
var der nedlagt påstand om afskrivning efter LOSI § 15, stk. 1, jf. § 2, nr.
5, hvilket blev afvist, fordi selskabet ikke erhvervede en rettighed af
økonomisk værdi.
I TfS 1994, 296 (ØLD) fandt Østre Landsret, at en taxachaufførs udgift til
indskud i taxavognmændenes økonomiske forening i forbindelse med etablering
som selvstændig vognmand måtte betragtes som en ikke-fradragsberettiget
etableringsudgift.
Se også UfR 1980.712 H (Trælastkompagniet), der er omtalt ovenfor.
I en ikke offentliggjort landsskatteretskendelse af 21. sept. 1987 havde 4
melmøller, der tilsammen stod for alt salg af mel til det danske marked, i
fællesskab opkøbt en konkurrerende virksomhed, hvis tilstedeværelse på
markedet i en kortvarig periode havde udløst en priskrig med deraf følgende
fald i de 4 møllers indtjening. De 4 møller købte virksomheden med det formål
at nedlægge den og sikre, at der ikke fremover ville ske mølledrift fra
ejendommen, hvilket skete ved at ejendommen blev pålagt en servitut.
Ejendommen og produktionsapparatet blev herefter afhændet, hvorved de 4
møller blev påført et tab. En væsentlig årsag til tabet var den servitut, der
blev pålagt ejendommen. Landsskatteretten tiltrådte det daværende
Statsskattedirektorats indstilling om, at omkostningerne ved servitutten
(tabet) var fradragsberettigede.
I Skat 1988.6.344 (TfS 1988,321)(LSR) havde en dyrlæge for at bevare sin
indtjening i forbindelse med skærpet konkurrence etableret nye klinikker i
omegnen. Klinikkerne blev etableret som selvstændige anpartsselskaber,
hvorfra dyrlægen modtog et fast månedligt honorar for udført arbejde.
Dyrlægeforeningen anlagde sag mod dyrlægen, idet der ifølge foreningens
vedtægter kun måtte oprettes klinikker på den adresse, der var udgangspunkt
for dyrlægens praksisudøvelse. Dyrlægen tabte sagen, og skattesagen vedrørte
de medgåede sagsomkostninger og en bøde til dyrlægeforeningen på 5.000 kr.
Landsskatteretten indrømmede fradrag for udgifterne, der ansås for afholdt
for at fastholde et hidtidigt indtægtsgrundlag. Se nærmere E.B.5.5 om
fradragsret for bøder.
LL indeholder bestemmelser om fradrag for visse etableringsudgifter,
nemlig LL § 8 I om fradrag for udgifter til markedsundersøgelser og § 8 J om
fradrag for advokat- og revisorudgifter i forbindelse med etablering af en
erhvervsvirksomhed eller udvidelse af en bestående virksomhed, se E.A.2.1.4.1
og E.A.2.1.4.2.
*TfS 1997,391 (HRD) Udgifter til advokat, revisor og konsulent ikke anset
som fradragsberettiget etableringsomkostninger.*
E.A.2.1.4.1 LL § 8 I
Udgifter til markedsundersøgelser
Der er fradrag for udgifter til undersøgelse af nye markeder med henblik
på etablering af en erhvervsvirksomhed eller udvidelse af en bestående
virksomhed.
Udgifterne skal være afholdt med henblik på at undersøge de praktiske og
økonomiske muligheder for at opnå salg af varer eller tjenesteydelser her i
landet eller i udlandet, f.eks. undersøgelse af afsætningsmuligheder og
markeds-vilkår, særlige lovgivnings- eller handelshindringer, kutymer mv.
Det er uden betydning for fradragsretten, om det er den skattepligtige
selv, der foretager disse undersøgelser, eller om der er tale om betaling til
et lokalt agentbureau eller lign.
Ved nyetablering af en erhvervsvirksomhed, hvor udgiften er afholdt før
etableringen, er det en betingelse for fradrag, at udgiften er medvirkende
til etablering.
Udgifterne kan efter eget valg fradrages fuldt ud i det år, hvori de er
afholdt, dog tidligst i det indkomstår, hvor etableringen finder sted, eller
de kan afskrives over en femårig periode med lige store årlige beløb.
Fradrag for repræsentationsudgifter i forbindelse med markedsundersøgelser
er begrænset i overensstemmelse med reglerne i LL § 8, stk. 4, se E.B.3.7.
Se endvidere cirk. nr. 72 af 17. april 1996, pkt. 14.9.
E.A.2.1.4.2 LL § 8 J
Udgifter til advokat og revisor
Ifølge LL § 8 J kan udgifter til advokat og revisor, som er afholdt i
forbindelse med etablering eller udvidelse af en erhvervsvirksomhed
fradrages. Det samme gælder gebyrer til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Der
vil typisk være tale om udgifter til rådgivningshonorarer, honorarer for
udfærdigelse af kontrakter eller gebyrer i forbindelse med stiftelse af et
selskab. Opregningen i bestemmelsen er udtømmende, og der vil således ikke
være fradrag for udgifter til øvrige honorarer eller gebyrer end de
udtrykkeligt nævnte.
I TfS 1996,556 (LSR) blev der afholdt udgifter til revisor og advokat i
forbindelse med udarbejdelse af ny interessentskabskontrakt, som følge af
optagelse af en ny medinteressent. Landsskatteretten fandt, at fradraget var
berettiget, da omkostningerne var afholdt i forbindelse med udvidelse af en
bestående virksomhed.
Udtrykket "revisor" i LL § 8 J omfatter statsautoriserede
revisorer, registrerede revisorer og medlemmer af Foreningen Danske Revisorer
og personer, der efter en konkret vurdering kan sidestilles med medlemmer af
foreningen. Normalt vil en person, der udøver erhverv som revisor, kunne
sidestilles med medlemmer af nævnte forening.
I det omfang, udgifterne må anses for et tillæg til købesummen eller som
fradrag i salgssummen ved køb og salg af erhvervsvirksomheder, er der med
virkning fra 1.1.95 ikke fradrag herfor, jf. cirk. nr. 179 af 30.9.94.
Advokat- og revisorudgifter, der er afholdt inden etablering eller
udvidelse af erhvervsvirksomheden, kan først fradrages i det indkomstår, hvor
etableringen eller udvidelsen faktisk finder sted. Øvrige advokat- eller
revisorudgifter, der er afholdt efter etableringen af virksomheden, og som
hidtil har været fradragsberettigede, vil stadig kunne fradrages efter de
almindelige regler. Der er ikke mulighed for i stedet af afskrive disse
udgifter. Se endvidere cirk. nr. 72 af 17. april 1996, pkt. 14.10.
E.A.2.1.4.3 LL § 8 N
Iværksættere - forretningsplan
Ifølge lov om tilskud til iværksættere kan der ydes tilskud til
iværksætterens udgifter til udarbejdelse af forretningsplan, jf. lovens § 2,
stk. 2. Udgifterne kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige
indkomst, jf. LL § 8 N.
Fradraget skal ske i den personlig indkomst. Udgifter, der er omfattet af
LL § 8 N, kan ikke fradrages efter LL § 8 J, stk. 1-3, jf. LL § 8 J, stk. 4.
E.A.2.1.5 Start af virksomhed
Udgifter, der afholdes i forbindelse med påbegyndelse af ny virksomhed, og
som efter sin art er engangsudgifter, har karakter af etableringsudgifter.
Derimod har Landsskatteretten i flere tilfælde indrømmet fradrag for
sædvanlige, løbende driftsudgifter, der er afholdt i startfasen.
Der er således givet fradrag for lejeudgifter for tiden fra lejemålets
indgåelse til åbningen af forretningen, se lsr. 1971.142. Se også lsr.
1972.54, hvor der var fradrag for lønudgifter for tiden forud for
forretningens åbning, og Skat 1986.3.224 (TfS 1986,184), hvor udgifter til
annoncer, trykning af materialer mv. i forbindelse med åbningen af en
postordreforretning var fradragsberettigede. I Skat 1989.5.400 (TfS 1989,310)
var driftsudgifter og afskrivning på en køreskolevogn fradragsberettigede,
selv om der ikke havde været elever i køreskolevirksomheden i startåret.
Modsat blev der i lsr. 1975.41 nægtet fradrag for huslejeudgifter, der
vedrørte en periode, der lå mere end 6 måneder forud for forretningens
åbning.
I Skat 1990.11.893 (TfS 1990,491) havde en ægtefælle overtaget driften af
et hotel efter den anden ægtefælle, der havde standset sine betalinger. Den
overtagende ægtefælle var senere dømt til at betale Lønmodtagernes
Garantifond det beløb, som garantifornden havde udbetalt i lønninger for
tiden inden overtagelsen. Landsskatteretten anså ikke domsbeløbet og
sagsomkomstninger for fradragsberettigede efter SL § 6 a, men for
ikke-fradragsberettigede etableringsudgifter.
Sammenfattende kan siges, at udgifter, der har karakter af sædvanlige,
løbende driftsudgifter, og som afholdes i tiden umiddelbart forud for starten
af virksomheden, er fradragsberettigede.
Selv om en planlagt virksomhed ikke kommer i gang, er der fradrag for
sædvanlige løbende driftsudgifter (husleje, lønninger, el, varme og
lignende), som naturligt har måttet afholdes en kortere tid før starten af
virksomheden, se bl.a. lsr. 1973.127 og 1980.142. Se dog TOLD-SKAT Nyt
1992.8.236 (TfS 1992,222), hvor Landsskatteretten nægtede en interessent
fradrag for hans andel af underskuddet i en virksomhed, der ikke kom igang.
Retten fandt ikke, at udgifter, der for en dels vedkommende vedrørte husleje,
lønninger o.lign., kunne anses for driftsomkostninger, der var
fradragsberettigede efter SL § 6 a. Der blev lagt vægt på, at der havde været
tale om en påtænkt virksomhed, som ikke havde nogen driftsindtægter, og at
udgifterne blev afholdt over et længere tidsrum. I TfS 1996,117 (ØLD) blev
udvikling, produktion og salg/udlejning af en enkelt sejlbåd anset for
forgæves forsøg på at etablere selvstændig virksomhed, og et oparbejdet
underskud var derfor ikke fradragsberettiget.
Fradrags- eller afskrivningsretten for andre, mere ekstraordinære
erhvervsudgifter er betinget af et igangværende, indtægtsgivende erhverv,
således at disse forgæves afholdte udgifter må behandles som
ikke-fradragsberettigede etableringsudgifter. Dette gælder f.eks. erstatning
for misligholdelse af kontrakt om varekøb, se lsr. 1985.21.
E.A.2.1.6 Særligt om selskabers finansielle grundlag
Selve den omstændighed, at en udgift har en umiddelbar forbindelse med et
selskabs finansielle grundlag (aktie- eller anpartskapitalen) udelukker ikke
fradragsret, hvis der i øvrigt foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse
for dispositionen. Også i disse tilfælde er det altafgørende, om den
driftsmæssige begrundelse falder inden for virksomhedens hidtidige, naturlige
rammer. Som eksempel kan nævnes UfR 1980.712 H (Trælastkompagniet), der er
omtalt ovenfor under E.A.2.1.3, hvor selskabet blev indrømmet fradrag for den
årlige noteringsafgift til Fondsbørsen. På linie hermed indrømmede Vestre
Landsret i skd. 59.384 fradrag for udgifter til annoncering om aktieudbytte,
hvilket skete i henhold til fondsbørsbekendtgørelsen.
Årligt tilbagevendende gebyrer til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er
fradragsberettigede efter SL § 6 a. Om gebyrer ved stiftelse, se E.A.2.1.4.2.
og LL § 8 J.
I et retsforlig indgået for Østre Landsret har Skatteministeriet taget
bekræftende til genmæle over for et børsnoteret selskabs påstand om, at
årligt tilbagevendende udgifter til honorar til et pengeinstitut, der
forestod udbyttebetalingen vedrørende selskabets aktier og førte selskabets
aktiebog, havde karakter af fradragsberettigede driftsomkostninger. Se
tilsvarende
Landsskatteretten i Skat 1989.3.244 (TfS 1989,204).
Hvis udgifterne ikke udelukkende kan anses for afholdt som et led i
opretholdelsen af det eksisterende kapitalgrundlag, men derimod afholdes i
forbindelse med en udvidelse af dette, kan udgifterne ikke fratrækkes.
I t&s nyt 1991.7.366 (TfS 1991,12)(VLD) havde en bank i forbindelse
med en udvidelse af aktiekapitalen afholdt udgifter til formularsæt,
tegningsindbydelser, interimsbeviser, annoncering, gebyr til Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen, aktiebreve og kuponer, tegningsprovision samt
kapitaltilførselsafgift. Udgifterne skyldtes bestemmelser i bankloven om, at
egenkapitalen skal udgøre mindst 8 pct. af bankens samlede gælds- og
garantiforpligtelser. Vestre Landsret anså ikke udgifterne for at være
fradragsberettigede, og retten udtalte følgende: »Det lægges som
ubestridt til grund, at omkostninger ved kapitaludvidelser sædvanligvis ikke
er fradragsberettigede - ej heller gennem afskrivning. Den omstændighed, at
bank- og sparekasselovgivningen stiller bestemte krav til et pengeinstituts
soliditet, og at dette krav i visse tilfælde kan nødvendiggøre en udvidelse
af aktiekapitalen, kan ikke medføre nogen ændring heri, hvorved også
bemærkes, at det modsatte resultat ville føre til betydelige
afgrænsningsproblemer i praksis. Skatteministeriets frifindelsespåstand tages
derfor til følge«.
Som det fremgår af dommen i t&s nyt 1991.7.366 (TfS 1991,12) er
kapitaltilførselsafgift ikke fradragsberettiget. Dette gælder såvel ved
frivillig som lovpåbudt kapitaludvidelse, se også Skat 1986.2.169 (SD) (TfS
1986,205), Skat 1988.10.605 (lsr.) (TfS 1988,571) og Skat 1988.6.353 (TfS
1988,328, der er omtalt ovenfor under E.A.2.1.4.
I Skat 1990.6.473 (TfS 1990,384) fandt Landsskatteretten, at udgifter i
forbindelse med et selskabs børsintroduktion ikke var fradragsberettigede
hverken efter SL § 6 a eller efter LL § 8. Selskabet havde afholdt udgifter
til annoncer, konsulent, revisor, udarbejdelse af prospekt og
kapitaltilførselsafgift.
I lsr. 1982.118 fik et selskab fradrag for udgiften til omtrykning af
gamle aktiebreve, således at de opfyldte Fondsbørsens forskrifter. Der var
for
Landsskatteretten enighed om, at udgiften til trykning af nye aktiebreve i
forbindelse med en kapitaludvidelse ikke kunne fratrækkes.
Der henvises desuden til E.A.2.1.4 om etableringsudgifter og til omtalen
af de forskellige typer driftsomkostninger under E.B.3.
Anlægs-/etableringsbetragningen i SL er i et vist omfang blevet
modificeret i senere særlovgivning. Der henvises til:
- LL § 8, stk. 1, om rejser og reklameudgifter (E.B.3.2 og E.B.3.7.2)
- LL § 8, stk. 3, om stiftelsesomkostninger og provisioner ved
lånoptagelse (A.E.1.3)
- LL § 8 B om forsøgs- og forskningsudgifter (E.B.3.11)
- LL § 8 C om tilslutningsafgifter (E.K.2.15)
- LL § 8 I om udgifter til markedsundersøgelser (E.A.2.1.4.1) og
- LL § 8 J om advokat- og revisorudgifter ved etablering (E.A.2.1.4.2)
E.A.2.2 Omkostninger uden fradrag
Uafhængigt af almindelige omkostningsbetragtninger er der efter praksis
udgifter, som ikke kan fratrækkes, uanset hvor nært eller direkte udgiften i
øvrigt måtte være forbundet med den løbende indkomsterhvervelse. Der er i
disse tilfælde tale om, at udgiften efter sin art er udelukket fra fradrag.
Dette gælder f.eks. udgifter til bøder, se nærmere E.B.5.5. Om udgifter til
advokat- og revisorbistand i skattesager se E.B.5.1.
I skd. 76.809 nægtede Højesteret en bygmester fradrag for
inkassoomkostninger, som han blev pålagt i forbindelse med for sen betaling
af varegæld. Højesteret begrundede afgørelsen med, at inkassoomkostninger
ikke kan anses for naturlige og sædvanlige driftsomkostninger. Se endvidere
E.B.5.3.
Udgifter til støtte af politiske partier eller politiske formål i øvrigt
kan ikke fratrækkes.
Om udgifter til erstatning henvises til E.B.3.9.
E.A.2.3 Afskrivninger
Efter SL § 6 a sidestilles ordinære afskrivninger med driftsomkostninger.
Bestemmelsen er for de fleste erhvervsaktivers vedkommende blevet afløst
af særlovgivning, jf. AL om fysiske aktiver og LL § 16 F om immaterielle
aktiver. Herudover findes der særlige afskrivningsregler i LL §§ 8 B-C, se
E.K.2.15.
Ved siden af disse særlige afskrivningsregler kan der i et vist omfang
afskrives med hjemmel i SL § 6 a. Dette gælder f.eks. afskrivning på
rationaliseringsudgifter, ombygningsudgifter af lejede lokaler, bygninger på
lejet grund og hjemfaldspligtige ejendomme, se nærmere afsnit E.C.
I en højesteretsdom gengivet i Skat 1987.493 (TfS 1987.315), blev et
vognmandsfirmas udgifter til indskud i en fragtmandshal anset for
afskrivningsberettigede efter SL § 6 a.
I UfR 1985.134 H (Slusedommen) besluttede et skibsværft på grund af
afsætningsvanskeligheder at omlægge produktionen fra fiskekuttere til mindre
fragtskibe, hvilket nødvendiggjorde en udbygning af en kommunalt ejet sluse.
Skibsværftet påtog sig at afholde en del af anlægsudgifterne til bygningen af
en ny sluse og påtog sig yderligere visse forpligtelser med hensyn til
slusens drift og nedrivning. Højesteret fandt, at udgiften udelukkende var en
erhvervsmæssig udgift, der tjente til sikring af værftets fremtidige
indkomst, og at udgiften derfor ikke havde en sådan karakter, at den kunne
fratrækkes fuldt ud som en driftsomkostning i afholdelsesåret.
Efter det oplyste om værftets forpligtelser med hensyn til drift og
eventuel nedrivning af slusen fandtes udgiften derimod at have en sådan
forbindelse med værftets fremtidige indtægtserhvervelse, at udgiften kunne
afskrives efter SL § 6 a, idet det fandtes uden betydning, at værftet ikke
var ejer af slusen, hvilket alene skyldtes bestemmelse truffet af en anden
offentlig myndighed.
Se også TOLD-SKAT Nyt 1993.4.148 (TfS 1993,54), hvor
Landsskatteretten fandt, at en forpagters udgifter til miljøforbedrende
foranstaltninger på den forpagtede landbrugsejendom ikke var omfattet af AL §
21 A om straksafskrivning, men at udgifterne skulle afskrives efter SL § 6 a.
Efter Højesterets dom må erhvervsdrivendes bidrag til anlæg af offentlige
gågader og parkeringspladser anses for afskrivningsberettigede efter SL § 6
a. Afskrivningsperioden kan i almindelighed sættes til 30 år. Det
forudsættes, at anlæggene er udsat for en sådan fysisk forringelse, at
værdien ikke kan opretholdes gennem normal vedligeholdelse, se Skat
1987.2.144 (skd.) (TfS 1987,109)(HRD).
Se i modsætning hertil Skat 1988.8.493 (TfS 1988,444), hvor en virksomhed
blev nægtet afskrivningsadgang på bidrag til offentlige parkeringspladser.
Kommunens vedligeholdelsesforpligtelse var her ikke begrænset til
vedligeholdelse i dette begrebs skattemæssige forstand, men bestod reelt i,
at kommunen skulle sørge for, at parkeringspladserne var til stede og kunne
benyttes af virksomhedens kunder i en ubestemt fremtid.
Statsskattedirektoratet fandt, at de afholdte udgifter, der tilførte
virksomheden et »aktiv« i form af en nytteværdi for driften af
virksomheden, bevarede sin værdi for indkomsterhvervelsen i en ubestemt
fremtid, hvorfor der ikke indtrådte nogen værdiforringelse af
»aktivet«. Der kunne derfor ikke foretages skattemæssige
afskrivninger på nogen del af de afholdte udgifter.
Selskaber, der som lejere afholdt udgifter til udskibningsanlæg og
udgifter til forbedringer af en sejlrende, kunne afskrive udgifterne over 10
år i medfør af SL § 6 a, se Skat 1987.2.144 (skd.) (TfS 1987,109).
I Skat 1987.12.853 (TfS 1987,559) havde et selskab afholdt udgifter til
anlæg af en rørledning og et jernbanespor i tilslutning til selskabets
tanklager, der blev anvendt til opbevaring af flydende ammoniak. Projektet
måtte imidlertid opgives bl.a. som følge af miljømæssige protester. Østre
Landsret lagde til grund, at anlægget, herunder projekteringsudgifterne, i
fuldført stand ville have været afskrivningsberettiget. Da selskabet desuden
havde afholdt udgifterne ud fra berettigede forventninger om at kunne opnå de
fornødne tilladelser fra myndighederne til projektets gennemførelse, og da
alene kommunens ændrede holdning til projektet havde hindret dets udførelse,
fandt Landsretten, at selskabet kunne afskrive de forgæves afholdte udgifter
i medfør af SL § 6 a.
E.A.2.4 Vedligeholdelse
Udgifter, der medgår til at sætte et formuegode i samme stand, som det var
ved anskaffelsen, kan fratrækkes som vedligeholdelsesudgift efter SL § 6 e,
forudsat der er tale om udgifter, der vedrører aktiver, hvis udbytte skal
medregnes ved indkomstopgørelsen, se UfR 1958.1173 H.
Om vedligeholdelsesudgifter vedrørende fast ejendom, se E.K.2.3.
E.A.2.5 Driftstab
Der findes ikke i SL § 6 eller andetsteds nogen direkte hjemmel til
fradrag af driftstab, men efter fast praksis er der adgang til at fratrække
egentlige driftstab ved indkomstopgørelsen ud fra et omkostningslignende
synspunkt.
Det kan være vanskeligt at adskille driftstab fra de
ikke-fradragsberettigede formuetab. Tab vedrørende privatforbrugsområdet kan
ikke fratrækkes, men herudover lader der sig næppe opstille almindelige
regler, da man ikke, som det tidligere er sket, kan basere sondringen på
forskellen mellem omsætningsaktiver og anlægsaktiver og kun indrømme fradrag
for tab på omsætningsaktiver.
En skatteyder drev selvstændig virksomhed fra den 1/6 1989 - 7/10 1991.
Virksomhedens varelager blev solgt den 10/9 1992. Skatteyderen anså
differencen mellem skattemyndighedernes opgjorte værdi af varelageret på
55.000 kr. og den faktiske salgspris på 2.500 kr., som et fradragsberettiget
tab. Retten anså varelagret for overgået til privatsfæren i ophørsåret 1991.
Da salget i 1992 herefter ikke var sket som led i næringsvejen blev fradrag
nægtet, jf. TfS 1996,251.
*I TfS 1996,888 (ØLD) fandt Østre Landsret, at et selskab, der leasede
edb-udstyr og mobiltelefoner ud til kunder, som ved leasingaftalens udløb
havde mulighed for at købe det leasede udstyr, ikke havde fradrag for tab,
der opstod i forbindelse med, at det leasede udstyr blev solgt for en lavere
pris end anskaffelsessummen. Fradrag blev nægtet med den begrundelse, at
salgene ikke henhørte til selskabets næringsvej (dissens)
Se også TfS 1997,368, hvor et pengeinstitut blev nægtet fradrag for tab i
forbindelse med garantistillelse; TfS 1997,226, hvor tab i forbindelse med
fremlejning blev anset for et ikke fradragsberettiget formuetab samt TfS
1997,277, hvor en skatteyders hæftelse for gæld i et italiensk selskabs gæld
efter dansk ret måtte anses for en lovbestemt kautionsforpligtelse, og tabet
derfor var et ikke-fradragsberettiget formuetab*.
Hvor der er tale om driftstab, som består i tab eller forringelse af
aktiver, må spørgsmålet om fradragsret afgøres for de enkelte aktivgrupper,
idet et fælles synspunkt næppe lader sig opstille. Hvor et driftstab
fremkommer ved, at der påføres den skattepligtige et nyt passiv eller
pålægges ham en betalingspligt, er det en forudsætning for fradrag, at tabet
er påført den pågældende som udslag af en naturlig driftsrisiko forbundet med
driften af den pågældendes virksomhed.
*I TfS 1997,619 blev fradrag for tab afvist, idet en medinteressents
uberettigede hævninger ikke ansås for en naturlig driftsrisiko. Se også TfS
1997,203, hvor det tab en tilsynsførende arkitekt havde lidt i forbindelse
med en fordring i eget selskab ikke blev anset for et fradragsberettiget tab.
Landsretten bemærkede, at det almindeligvis falder udenfor en
tilsynsførende arkitekts opgaver, at denne i eget navn bestiller materialer
til en bygherre og, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at tabet havde en
sådan forbindelse med hans indkomster som arkitekt, at tabet var
fradragsberettiget *.
Omsætningsaktiver
Tab på omsætningsaktiver vil normalt være fradragsberettigede som
driftstab. Således er tab på varelager, såvel normalt svind som mere
ekstraordinære tab, fradragsberettigede, medmindre tabet er opstået ved
ejerens forsætlige skadevoldelse. Om kravene til dokumentation og
sandsynliggørelse, se Vestre Landsret i skd. 66.293. Også tab ved tyveri fra
lageret kan fratrækkes, forudsat at de stjålne varer klart henhører til
varelageret og ikke f.eks. er udtaget til ejerens private forbrug.
Tab på varedebitorer er ligeledes fradragsberettigede, se E.B.2.6.5.
E.A.2.6 Tab ved tyveri
Tab ved tyveri af kassebeholdninger har givet anledning til mange
landsskatteretssager. Thøger Nielsen sammenfatter i »Indkomstbeskatning
I«, s. 696, praksis således: »Praksis viser, at dette (tabsfradrag)
for det første forudsætter, at den (kassebeholdningen) har været anbragt på
en måde, der ikke kan siges at være usædvanlig for virksomheden, og ud fra et
forretningsmæssigt synspunkt kan siges at være naturligt. Endvidere må det
kræves, at den ikke har været sammenblandet med private midler, eller at der
foreligger omstændigheder, som fører til at anse beholdningen som hævet til
privat forbrug, og endelig synes man at kræve, at beholdningen ikke har været
større end rimeligt i forhold til behovet i den daglige drift.«
I praksis er der ofte tale om et bevisproblem, hvor det påhviler
skatteyderen at godtgøre, at tabet har ramt omsætningsformuen, og at der ikke
foreligger egen skyld.
Det er normalt en forudsætning for fradrag, at tyveriet er anmeldt til
politiet, se lsr. 1969.128. Det er endvidere en forudsætning, at det lidte
tab kan dokumenteres via en tilfredsstillende bogføring, se lsr. 1969.37.
Med hensyn til kravene om opbevaringsmåden henvises til lsr. 1960.128,
hvor der blev indrømmet fradrag for tab af en kassebeholdning, der var
anbragt i et uaflåst skab i privatboligen, der lå umiddelbart bag
forretningen.
Se tilsvarende afgørelser i lsr. 1952.145, 1958.114, 1964.124 og 1977.49.
I TfS 1996,297 fandt Højesteret, at indehaveren af en forretning, som fik
stjålet penge i et kontorlokale, der stødte op til forretningslokalet,
konkret havde udvist uagtsomhed ved midlertidigt at anbringe pengene i
kontorlokalet. Da imidlertid tyveriet faldt indenfor rammerne af en naturlig
driftsrisiko, kunne beløbet fradrages efter SL § 6a.
Hvor en virksomheds kassebeholdning opbevares i indehaverens tegnebog, vil
der sædvanligvis være anledning til at foretage en nærmere vurdering af, om
den stjålne beholdning fuldt ud har karakter af kassebeholdning. Som regel
fører sammenblanding af kassebeholdningen og private midler til, at fradrag
nægtes, se lsr. 1952.146, 1962.116, 1964.123, 1967.127, 1968.38 og 1969.37.
At fradrag for tab ved tyveri af kassebeholdningen fra en tegnebog, som
f.eks. er anbragt i privatlejligheden, ikke er udelukket, viser lsr. 1960.128
og 1964.124. Her var der ingen tvivl om beholdningens karakter af
kassebeholdning, og opbevaringsmåden fandtes efter de foreliggende forhold
forsvarlig. Se endvidere lsr. 1975.44.
Hvis den stjålne kassebeholdning er særlig stor, bør det undersøges, om
der er en særlig baggrund for tilstedeværelsen af den store beholdning. Kan
det påvises, at der har været særligt store indbetalinger, se lsr. 1960.128,
eller særligt store hævninger af bankbeholdninger til imødegåelse af store
udbetalingskrav i virksomheden, kan fradrag foretages også for betydelige
tab. Se lsr. 1973.37, hvor en del af en stjålen kassebeholdning ikke blev
anset nødvendig til fyldestgørelse af skatteyderens forpligtelser i relation
til hans erhvervsvirksomhed. I skd. 70.454 indrømmede Østre Landsret fradrag
for tab ved tyveri af 72.381 kr., som udgjorde en benzinstations
kassebeholdning fra weekendsalget, der var blevet opbevaret i et pengeskab på
tankstationen.
Det var oplyst, at skatteyderen havde benyttet pengeskabet, fordi der var
ret lang vej til den nærmeste døgn-boks, hvori salgsindtægterne kunne
anbringes. Østre Landsret lagde til grund, at det stjålne beløb alene
stammede fra tankens salgsindtægter, og at de stjålne pengemidler havde været
forsvarligt opbevaret. Under hensyn til virksomhedens sædvanlige driftsform
og den særlige baggrund for tilstedeværelsen på tanken af de pågældende
kasseindtægter weekenden over måtte tabet betragtes som et udslag af
driftsrisikoen og dermed som et fradragsberettiget driftstab.
Tab af kontante beholdninger under rejser kan fradrages, når der ikke er
tvivl om, at rejsen har karakter af en forretningsrejse, se lsr. 1972.48,
hvor fradraget dog blev beskåret, da det ikke var godtgjort, at hele
beholdningen var bestemt til erhvervsmæssig anvendelse. Tab af
kassebeholdning under privatrejse kan ikke fratrækkes, se lsr. 1964.123.
Lønmodtageres begrænsede adgang til at fratrække tab ved tyveri er omtalt
i A.F.1.17.
Underslæb -
Bedrageri
Fradragsretten omfatter også tab ved underslæb fra de ansattes side, men
normalt ikke tab ved besvigelser fra ikke-ansattes side, se lsr. 1969.129,
der dog ikke vedrørte driften.*TfS 1997,502 Et selskabs tab ved en direktørs
besvigelser var fradragsberettiget efter KGL §4, jf. SL §§4-6, idet omfang
tabet var udslag af normal driftsrisiko. Af den resterende del af tabet kunne
fradrages den del, der efter KGL §2 kunne anses for tab på fordringer.*
Et aktieselskab, som i årets løb havde 70 ansatte, foretog ved
indkomstopgørelsen et fradrag for tab på kassedifferencer på 36.715 kr.
Landsskatteretten fandt, at differencerne kunne henføres til
uregelmæssigheder fra personalets side og derfor måtte anses for driftstab,
se lsr. 1982.83.
Et selskab, som havde kontrakt med DSB om udkørsel af gods, havde
fradraget et tab på 56.450 kr. som følge af besvigelser fra selskabets
chauffører. Landsskatteretten godkendte fradraget, da tabet ikke fandtes at
overstige, hvad normal driftsrisiko under de oplyste forhold kunne medføre,
se lsr. 1982.122.
E.A.2.7 Interessenter
I interessentskabsforhold opstår der undertiden spørgsmål om størrelsen af
det fradrag, som de enkelte interessenter kan foretage som deres del af
underskuddet ved interessentskabets drift. Hvor en interessent i kraft af det
solidariske ansvar over for kreditorerne må afholde mere end sin
forholdsmæssige andel af et underskud, vil han som regel have fradrag for det
tab, som han måtte lide herved.
En skatteyder, der drev en byggevirksomhed med en medinteressent, måtte i
forbindelse med virksomhedens ophør betale samtlige interessentskabets
kreditorer. Landsretten fandt, at interessentskabets underskud var opstået
løbende gennem afholdelse af udgifter, som havde været nødvendige for
interessentskabets drift, hvorfor skatteyderen kunne fratrække det lidte tab
ved sin indkomstopgørelse se Østre Landsret i skd. 68.38. En partreders
indfrielse af tre insolvente partrederes gæld for at få rederiets skib
frigivet til salg kunne hverken anses for en fradragsberettiget
handelsomkostning ved opgørelsen af særlig indkomst eller for en driftsudgift
efter SL § 6 a, eller dennes analogi, se Vestre Landsret i skd. 71.713.
En interessent overtog i forbindelse med interessentskabets opløsning
medinteressentens personlige firma. Da overtagelsen ikke fandtes nødvendig
for at sikre fortsættelsen af interessentens eget personlige firma, kunne en
eftergivelse af et tilgodehavende, der opstod som led i handelen, hverken
fradrages som driftsomkostning eller driftstab, se Vestre Landsret i Skat
1987.7.496 (TfS 1987,316)(VLD).
En arkitekt drev sammen med en murermester erhvervsmæssig
udstykningsvirksomhed. Murermesteren, der tillige drev selvstændig
murermestervirksomhed, kom i økonomiske vanskeligheder, hvorfor det daværende
toldvæsen gjorde udlæg i hans anpart i interessentskabet. For at undgå, at
udstykningsvirksomheden måtte standse med tab, havde arkitekten tiltrådt, at
interessentskabet optog lån og betalte gælden til toldvæsenet. Da der var den
fornødne forbindelse mellem den tabsgivende disposition og den løbende
indtægtserhvervelse kunne arkitekten fratrække det tab, der var opstået i
forbindelse med kompagnonens insolvens, se lsr. 1982.82.
Skyldes tabet derimod, at medinteressenten har hævet for meget i
selskabet, må tabet normalt anses for et tab på udlån foretaget uden for
interessentskabets normale drift. Tabet er derfor ikke fradragsberettiget, se
lsr. 1956.28, 1974.155 og 1981.205 og Østre Landsret i skd. 68.38. Om et
særligt tilfælde, hvor en skatteyder efter sin udtræden af interessentskabet
hæftede for betaling af husleje, og hvor hans udgifter derved blev anset for
et formuetab, se lsr. 1976.148.
I TfS 1996,256 (LSR) blev der i forbindelse med en interessents udtræden
af et interessentskab konstateret et tab, skønt interessentskabet i den givne
periode havde haft overskud. Grundet den solidariske hæftelse led en anden
interessent et tab, der ikke blev anset som en fradragsberettiget
driftsomkostning. Tabet var en følge af, at den udtrædende interessent havde
foretaget sådanne hævninger i selskabet, at interessenten ved sin udtræden,
ikke var i stand til at betale den del af gælden, der ifølge parternes aftale
påhvilede ham. Landsskatteretten fandt, at tabet var et formuetab. Tabet
kunne derfor ikke fradrages ved indkomstopgørelsen, da dette ikke var opstået
som følge af interessentskabets drift.
En partreder, der i almindelighed hæfter pro rata, havde påtaget sig
solidarisk hæftelse for bankgælden, der stammede fra køb og drift af
partrederiets fiskekutter. Højesteret fandt, at det tab, som partrederen i
kraft af det solidariske ansvar led ved indbetaling for en af de andre
partredere, var fradragsberettiget. Højesteret udtalte, at den omstændighed,
at hæftelsen beroede på en aftale, ikke gav grundlag for at behandle tabet
anderledes end et tilsvarende tab, som lides af en interessent i et
interessentskab, se Skat 1989.9.708 (TfS 1989,506)*Se tilsvarende afgørelse
TfS 1997,619 (ØLD)*.
I TOLD-SKAT Nyt 1991.21.1206 (TfS 1991,487)(VLD) nægtede Vestre
Landsret en partreder fradragsret for indfrielse af medpartrederens gæld
på grund af manglende retlig forpligtelse til at pådrage sig solidarisk
hæftelse for medpartrederens del af gælden.
TOLD-SKAT Nyt 1991.20.1160 (TfS 1991,476). Et partrederi havde købt et
skib. Købesummen fordeltes på 100 anparter, således at der skulle indbetales
20 pct. kontant i forhold til andelene i skibet. Opstod der et behov for
likvide midler, skulle der indbetales det nødvendige beløb - ligeledes i
forhold til anparterne. Partrederiet optog lån i Danmarks Skibskreditfond,
for hvilket der hæftedes solidarisk. Da driften af skibet gav underskud,
skulle der indbetales yderligere beløb, bl.a. til betaling af renter og
afdrag til Danmarks
Skibskreditfond. På grund af den ene partreders manglende betalingsevne
måtte de øvrige partredere indbetale det nødvendige beløb. Ligningsrådet
fandt, at dette tab vedrørte partredernes indbyrdes økonomiske mellemværende
i relation til indkomstkilden, hvorfor det ikke var fradragsberettiget, se
også Højesteret i Skat 1988.3.119 (TfS 1988,44).
Det er en forudsætning for at fratrække tab som følge af det solidariske
ansvar, at tabet er endeligt konstateret, d.v.s. at det er konstateret, at
regreskravet imod medinteressenten er værdiløst, se lsr. 1971.38.
En dyrlæge og en landmand forpagtede i fællesskab 3 landbrugsejendomme.
Det blev anerkendt, at parterne (interessenterne) ved den indbyrdes fordeling
kunne forøge driftsunderskuddet med arbejdsvederlag og forrentning af
kapitalindeståendet, da fordelingen af disse poster var sagligt begrundet, og
der ikke forelå omgåelseshensigt, se Østre
Landsret i skd. 67.402.
Se E.F.2 om de begrænsede fradragsmuligheder for kommanditister.
E.A.2.8 Tab på udlån, kaution m.v.
Erhvervsdrivende personer vil i visse tilfælde kunne fradrage tab på udlån
og finansiering og tab, som er opstået ved kaution eller anden
sikkerhedsstillelse. Fradragsretten afhænger af, om tabet er lidt i
forbindelse med penge- eller vederlagsnæring, eller - hvis dette ikke er
tilfældet - om tabet er fradragsberettiget ud fra et
driftsomkostningssynspunkt.
E.A.2.8.1 Penge- eller vederlagsnæring
Det er en forudsætning for fradrag ud fra et næringssynspunkt, at der
drives erhvervsmæssig udlånsvirksomhed (som bankier, vekselerer eller anden
finansieringsvirksomhed) eller erhvervsmæssig virksomhed med
sikkerhedsstillelse som f.eks. bankgarantier, kautionsforsikringer og
lignende.
Skattepligtige personer, der driver virksomhed som bankier eller lignende,
er omfattet af KGL § 3 og beskattes derfor af gevinst og tab på fordringer
efter reglerne i KGL. KGL § 3 viderefører og præciserer næringsbeskatningen,
som forud for KGL skete på grundlag af SL §§ 4-6, og den praksis, der er
udviklet på grundlag heraf, vil stadig være vejledende.
Reglerne er blevet yderligere præciseret ved lov nr. 440 af 1. juni 1994,
der nu indgår i lovbek. nr. 597 af 10. juli 1995. *Med virkning fra
indkomståret 1998 er bestemmelsen i KGL § 3 afløst af KGL § 13 i lov nr. 439
af 10. juni 1997*.
Ved afgørelsen af, om der drives erhvervsmæssig finansieringsvirksomhed,
må der lægges vægt på omfanget af den hidtidige virksomhed, og det er i denne
forbindelse ikke tilstrækkeligt, at den pågældende nu og da har udlånt penge,
se lsr. 1963.123 og 1985.76.
Det forhold, at udlåneren tidligere har deltaget i spekulationsvirksomhed,
berettiger ikke uden videre til fradrag ud fra et næringssynspunkt.
Vestre Landsret nægtede i Skat 1987.2.126 (TfS 1987,45) en skatteyder
fradrag efter SL § 5 a for tab på pengeudlån, da der alene var ydet to lån.
Der var derfor ikke tale om næring med pengeudlån.
Finansiering af afbetalingskontrakter betragtes som erhvervsmæssig
udlånsvirksomhed, og tab, der lides i forbindelse hermed, vil normalt være
fradragsberettigede. I lsr. 1972.47 havde en skatteyder afviklet sin
forretning og var begyndt at diskontere købekontrakter som et led i
anbringelsen af de frigivne midler. Skatteyderen fik dog ikke fradrag for
tab, han led i forbindelse med diskonteringen, da diskonteringen fandtes at
have karakter af formueplacering.
Se også A.D.2.2 samt Skd. cirk. nr. 134 af 29. juli 1992, pkt. 9-12.
Fradrag for tab på fordringer, som er erhvervet som vederlag for varer,
tjenesteydelser mv., er omtalt i A.D.2.3 og cirkulærets pkt. 13.
E.A.2.8.2 Tab på kaution og anden sikkerhedsstillelse
Privatpersoners kautionstab vil som udgangspunkt blive anset for et
formuetab, der ikke er fradragsret for - hverken efter reglerne i SL eller
KGL.
Erhvervsdrivende personer kan foretage fradrag for tab på
kautionsforpligtelser efter reglerne i SL § 6, hvis tabet kan anses for et
fradragsberettiget driftstab, dvs. ud fra et omkostningslignende synspunkt.
Dette gælder, uanset om kautionsforpligtelsen er påtaget i danske kroner
eller i fremmed valuta, se A.D.2.4.1.
Tabet kan i sådanne tilfælde fratrækkes på det tidspunkt, hvor tabet er
konstateret i overensstemmelse med reglerne om fradrag for driftstab og tab
på debitorer.
Fradrag ud fra et omkostningssynspunkt forudsætter, at
kautionsforpligtelsen kan anses for foretaget som et led i de aktuelle
bestræbelser på at erhverve skattepligtig indkomst. På linie med den
almindelige driftsomkostningsbedømmelse er det afgørende, om der foreligger
en aktuel driftsmæssig begrundelse, der falder inden for de naturlige rammer
af den hidtidige virksomhed.
Tab på kaution, som er påtaget med det formål at udvide
indkomstgrundlaget, f.eks. i form af start af produktion eller salg på helt
nye forretningsområder, vil således ikke kunne fratrækkes. Om der foreligger
en aktuel driftsmæssig begrundelse, beror på en samlet vurdering, hvor der
bl.a. må foretages en afvejning af den indkomst, der forventes som følge af
kautionen, og den risiko, der løbes.
Mulighed for fradrag opstår typisk i de tilfælde, hvor kautionen påtages
for at sikre virksomhedens hidtidige afsætningsmuligheder eller leverancer og
derigennem den løbende indtjening. Selve det forhold, at sikringen af
indtjeningen er af tidsubestemt virkning, er uden betydning, forudsat at der
foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse.
Tilstedeværelsen af en branchemæssig kutyme for at stille sikkerhed for
aftageren af ens produkter vil i almindelighed godtgøre den driftsmæssige
begrundelse. Dette er f.eks. antaget i praksis vedrørende virksomhed som
melgrosserer, vinhandler, bagermester og restauratør. Også i disse tilfælde
er det dog en forudsætning for fradrag for et efterfølgende tab, at der er en
driftsmæssig begrundelse for dispositionen.
E.A.2.8.3 Tab på udlån m.v.
Personer vil som udgangspunkt ikke være skattepligtige af gevinst på en
fordring, og der er heller ikke fradragsret for et eventuelt tab.
For selvstændigt erhvervsdrivende, der ikke anses for
næringsskattepligtige efter KGL § 3, men efter SL §§ 4-6, vil der dog efter
en konkret vurdering kunne være fradragsret for tab på udlån ud fra et
driftsomkostningssynspunkt, se de under 2.8.2 omtalte kriterier. * Med
virkning fra indkomståret 1998 er bestemmelsen i KGL § 3 afløst af KGL § 13 i
lov nr. 439 af 10. juni 1997*.
Tab på fordringer i udenlandsk valuta er omtalt i A.D.2.4.
Fradrag indrømmet i:
- lsr. 1981.105 (kaution for forpagter)
- lsr. 1983.65 (kaution for køber af hus)- lsr. 1985.78 (kaution for
leverandør)
- Skat 1985.10.281 (kaution for leverandør)
- Skat 1986.12.344 (TfS 1986,284) (kaution for underentreprenørs
leverandør)
- Skat 1988.2.83 (TfS 1988,47) (landmands udlån til slagteri)
Fradrag nægtet i:
- lsr. 1967.124 (kaution for leverandør, ny produktion)
- lsr. 1967.125 (landmandskaution for andelsselskab)
- lsr. 1973.36 (kaution for leverandør, nyt virksomhedsområde)
- lsr. 1976.4 (aktionærers kaution for køber af selskabets ejendom)
- lsr. 1983.166 (advokats kaution for klient)
- lsr. 1984.179 (depositum, udvidelse af virksomhed)
- lsr. 1985.170 (depositum for forpagtningskontrakt, ny virksomhed)
- lsr. 1986.71 (kaution for brancheforening, forbedring af leverandørveje)
- TfS 1995,295 (udlån til og ikke deltagelse i interessentskab)
Hvis kautionisten/långiveren helt eller delvist er ejer af det
retssubjekt, der foretages udlån til, eller stilles sikkerhed for, påhviler
der kautionisten/ långiveren en tung bevisbyrde for, at dispositionen ikke er
foretaget af hensyn til formueinteresserne i støttemodtagerens virksomhed,
men derimod er begrundet i hensynet til kautionistens/långiverens egen
løbende indtjening.
Eksempelvis skal kaution mv. over for et datterselskab eller en
hovedaktionærs kaution over for det af ham ejede selskab behandles på samme
måde som kaution mv. over for uforbundne subjekter - dvs. at der må stilles
krav om en aktuel driftsmæssig begrundelse inden for de naturlige rammer af
skatteyderens hidtidige virksomhed. I praksis er skatteyderen sjældent i
stand til at løfte denne bevisbyrde. Som eksempler kan nævnes:
Skd. 74.450, Skd. 74.465, Skat 1986.3.187 (TfS 1986,127), Skat 1986.6.367
(TfS 1986,269), Skat 1988.4.198 (TfS 1988,63), Skat 1989.5.371 (TfS
1989,260), og Skat 1989.9.701 (TfS 1989,491) samt TOLD-SKAT Nyt 1992.24.804
og TOLD-SKAT Nyt 1993.5.206 (lsr) (TfS 1993,78).
Det følger af denne praksis, at det ikke er en tilstrækkelig driftsmæssig
begrundelse, at skatteyderen via kautionen tilstræber at sikre en løbende
lønindtægt fra selskabet, f.eks. fra et ansættelsesforhold som direktør.
I t&s nyt 1991.13.697 (TfS 1991,282) havde skatteyderen omdannet sin
personligt drevne tømrerforretning til et selskab. Efter at selskabet var
trådt i likvidation som insolvent, havde skatteyderen som kautionist indfriet
selskabets kassekredit. Vestre Landsret fandt, at der ikke var fradragsret
for den del af tabet, som måtte hidrøre fra kautionsforpligtelsen, som efter
skatteyderens relationer til selskabet måtte anses for et formuetab. Derimod
godkendtes fradrag for tilgodehavende husleje og vedligeholdelsesudgifter.
Dommen blev af skatteyderen indbragt for Højesteret, men anken blev hævet.
Østre Landsret nægtede i TfS 1992,302 et byggeselskab fradrag for tab på
kaution for et datterselskab. Moderselskabet havde forpligtet sig til at yde
konsulentbistand og kautionerede for datterselskabets byggelån. Til gengæld
herfor modtog moderselskabet et fast månedligt vederlag. Da datterselskabet
gik konkurs, blev moderselskabets kautionsforpligtelse aktuel med deraf
følgende tab for moderselskabet. Landsretten fandt ikke, at moderselskabet
havde været i næring med kaution, og kautionstabet kunne derfor ikke anses
for opstået i tilknytning til selskabets løbende indkomsterhvervelse.
Landsretten fandt derimod, at tabet var en følge af moderselskabets
interesse i at bevare sin kapital i datterselskabet.
I TfS 1996,713 (ØLD) drev en skatteyder et personligt firma, som han
omdannede til et selskab med sig selv som direktør og hovedaktionær.
Selskabet skulle samarbejde med et ægyptisk selskab i forbindelse med
opførelse af en cementfabrik. Som led i den indgåede kontrakt stillede et
pengeinstitut garantier over for den ægyptiske kontraktspart, og
hovedaktionæren påtog sig i den forbindelse kautionsforpligtelser over
pengeinstituttet. Landsretten fandt, at det tab, som hovedaktionæren led ved
at vedstå sig kautionsforpligtelsen, ikke var fradragsberettiget. Retten
lagde vægt på, at kautionsforpligtelsen vedrørte en kontrakt, hvori
hovedaktionærens selskab og ikke han selv var kontraktspart, og at
kautionsforpligtelsen havde tjent til at værne hovedaktionærens
kapitalinteresser i selskabet og selskabet som indkomstkilde for ham.
En skatteyder havde drevet virksomhed inden for modebranchen, her i landet
i form af anpartsselskab, men i andre lande som personlig virksomhed.
De personlige virksomheder var bl.a. afhængige af vareleverancer fra
selskabet. Skatteyderen havde, medens dette samarbejde stod på, kautioneret
for det danske selskabs kassekredit. På grund af selskabets konkurs måtte
skatteyderen indløse bankgælden. Landsskatteretten godkendte i t&s nyt
1991.10.543 (TfS 1991,239) (LSR) fradrag for den del af tabet, der svarede
til kassekredittens maksimum under samarbejdet med de personlige
virksomheder.
I Skat 1990.6.468 (TfS 1990,275) anså 2 retsmedlemmer i
Landsskatteretten et indskud i et andelsselskab til opfyldelse af
medlemmernes hæftelse for selskabets forpligtelser for fradragsberettiget
efter SL § 6 a. Indskuddet var pålagt i henhold til vedtægterne.
Retsformanden, var enig med Told- og Skattestyrelsen i at nægte fradrag.
Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet.
Praksis er meget tilbageholdende med at indrømme fradrag for tab på udlån
eller ved kaution, der påtages med henblik på at sikre løn og
honorarindtægter, se lsr. 1960.41, 1965.118, 1970.123, 1973.44, 1977.156, TfS
1995, 17 og Vestre Landsret i skd. 50.216, hvor en ingeniør sammen med nogle
andre medarbejdere i et ingeniørfirma kautionerede for et lån, som
arbejdsgiveren havde optaget. Arbejdsgiveren gik konkurs og
kautionsforpligtelsen blev effektiv. Ingeniøren fik ikke fradrag for det
lidte tab, da kautionsforpligtelsen måtte anses for påtaget, for at
ingeniøren fortsat kunne bevare sin arbejdsplads. Tabet var derfor et
formuetab.
I lsr. 1982.84 fik et selskab fradrag for et kautionstab, da selskabet
sammen med et andet selskab havde kautioneret for en repræsentants optagelse
af lån til køb af bil. Repræsentanten var ansat i begge selskaber, der havde
samme kundekreds. Påtagelsen af kautionsforpligtelsen blev anset for at være
sket i stedet for at købe en firmabil til repræsentanten og dermed en normal
driftsmæssig disposition.
Det er fast antaget i praksis, at der ud fra et omkostningslignende
synspunkt ikke er mulighed for at opnå fradrag for tab på aktier mv., der er
omfattet af ABL. ABL indeholder således en udtømmende opremsning af
fradragsmulig-hederne for sådanne tab, se f.eks. Skat 1987.4.276 (TfS
1987,206), 1988.6. 347 (TfS 1988,334) og 1989.8.609 (TfS 1989,477).
E.A.3 Periodespørgsmål
Under et system med progressiv beskatning og med periodiske
indkomstopgørelser spiller det en betydelig rolle, hvornår en given indkomst,
en omkostning eller et tab skal tages i betragtning ved indkomstopgørelsen. I
de forskellige specialafsnit om de enkelte indkomst- og omkostningstyper er
der mere detaljeret redegjort for, hvornår disse indkomster og fradrag skal
tages i betragtning, hvorfor der i dette afsnit alene redegøres for nogle
hovedtræk.
De særlige spørgsmål om omlægning af regnskabsår behandles ikke i denne
vejledning. Der henvises til Helkett, 16. udg. s. 132, og til Østergård i SO
1962, s. 258 ff og s. 300 ff, og til skd.cirk. nr. 135 af 14. nov. 1984, samt
til TfS 1991.51.543.
E.A.3.1 Beskatningstidspunktet
Normalt vil der ikke være nogen tvivl om, hvornår en given indtægt skal
medtages ved indkomstopgørelsen, allerede fordi de forskellige tidspunkter,
der kan komme på tale - retserhvervelsestidspunktet, forfaldstidspunktet og
betalingstidspunktet - alle falder i det samme indkomstår. Den almindelige
hovedregel er, at en indtægt skal medregnes ved indkomstopgørelsen på
tidspunktet for den endelige retserhvervelse.
Resolutive betingelser
Hvis retten til en indtægt er betinget, er beskatningstidspunktet
afhængigt af betingelsens indhold.
Hvis betingelsen nærmest har karakter af en formsag, f.eks. tinglysning af
et skøde i forbindelse med en ejendomshandel, og der i realiteten ikke er
tvivl om, at betingelsen vil blive opfyldt, indtræder beskatning allerede på
aftaletidspunktet. Betingelser, der ikke udskyder beskatningstidspunktet,
betegnes som resolutive.
Suspensive betingelser
Hvis betingelsen derimod er af en sådan karakter, at der hersker reel
usikkerhed om, hvorvidt aftalen bliver gennemført, f.eks. ved køb af en
ejendom, hvor købet er betinget af salg af en anden ejendom til en bestemt
pris inden 1 måned, indtræder beskatning først, når betingelsen er opfyldt.
Sådanne betingelser, der udskyder beskatningstidspunktet, betegnes som
suspensive.
E.A.3.1.1 Hovedreglen - retserhvervelsesprincippet
Erhvervsindtægter skal som hovedregel medtages ved indkomstopgørelsen, når
der er erhvervet endelig ret til en bestemt ydelse. Hvor der ligger
kontraktsforhold til grund for erhvervelsen, kan det beskatningsmæssige
tidspunkt herefter fastlægges som det tidspunkt, hvor en kontraktspart har
udført det, han ifølge den gensidigt bebyrdende kontrakt har forpligtet sig
til at yde, og således har erhvervet et endeligt og ubetinget krav på en
modydelse, der er opgjort eller kan opgøres i penge eller penges værd. Se til
illustration heraf TfS 1994, 409 om indkomstskattepligt ved en
genbrugsvirksomheds modtagelse af genbrugsmateriale.
TfS 1996,35 (LSR). Med henblik på deltagelse i slutrunden til
europamesterskaberne i 1992, modtog en fodboldspiller i dette år en bonus.
Uanset at kampene var spillet i 1991, ansås beløbet først optjent i 1992,
hvor Danmark opnåede adgang til slutrunden. Det var en afgørende betingelse
for udbetalingen, at Danmark kvalificerede sig til slutrunden. Selv om der
ved entreprisearbejder er risiko for efterreparationer efter aflevering af
arbejdet, skal fortjeneste medregnes på tidspunktet for opgavens afslutning.
Der er således ikke tale om nogen udskudt retserhvervelse, se TOLD-SKAT Nyt
1991.21.1221 (TfS 1991,507). Se også E.B.2.6.2.1.
Indtægt i form af gaver anses for skattepligtig i det år, hvor
gavetilsagnet kommer til modtagerens kundskab, og han dermed erhverver ret
til gaven.
Hvis gavemodtageren giver betingelsesfrit afkald på gaven, før gaveløftet
er opfyldt, skal der ikke ske beskatning.
Ved overdragelse af formuegoder - bortset fra sædvanlige handelsforhold
- er tidspunktet for aftalens indgåelse afgørende for
beskatningstidspunktet, fordi ejendomsretten overgår til køberen ved aftalen,
selv om tidspunktet for opfyldelsen af handlen først indtræder på et senere
tidspunkt.
Ved salg af fast ejendom er der derfor erhvervet ret til salgssummen
allerede ved underskrivelse af slutseddel, medens overtagelsesdagen,
tidspunktet for skøde eller tinglysning af skødet er uden betydning i denne
relation, se E.J.1.
Også ved overdragelse af andre formuegoder er beskatningstidspunktet lig
med tidspunktet for indgåelse af aftalen, se E.C.5 og E.C.4.1.11 om
henholdsvis sælgers og købers afskrivningsadgang ved salg af aktiver, der er
omfattet af AL.
Ved salg af værdipapirer udløses avancebeskatningen også i det år, hvor
aftalen indgås, selv om handlen først opfyldes i et følgende år. Se lsr.
1977.117, hvor parterne havde aftalt, at overdragelsen juridisk og
skattemæssigt først fandt sted samtidig med betalingen, men hvor
avancebeskatning alligevel fandt sted i det år, hvor aftalen var indgået.
Tilbagebetalte ejendomsskatter, der tidligere er trukket fra som
driftsudgifter, skal som hovedregel medtages i indkomstopgørelsen i det år,
hvor skatteyderen har erhvervet ret til beløbene. Skattemyndighederne bør
imidlertid imødekomme anmodninger om, at beløbene beskattes i de indkomstår,
hvor de er trukket fra. Imødekommelsen bør også gælde for efter- og
tilbagebetaling af moms, se Ligningsrådet i TfS 1995, 227 og nærmere E.B.2.5.
Det skal bemærkes, at genoptagelse kun kan foretages inden for de almindelige
frister.
Om kommanditister, se Skat 1989.4.331 (TfS 1989,267) og E.F.2.
E.A.3.1.2 Undtagelser
Til hovedreglen gælder der dog en række undtagelser.
Ved almindelig erhvervsmæssig handel erhverver sælger af en vare først ret
til modydelsen, når han har opfyldt sin leveringspligt, hvorfor indtægten
først skal tages i betragtning på leveringstidspunktet, se lsr. 1952.120 og
1970.16. At modydelsen først forfalder eller betales senere er uden
betydning, se lsr. 1971.119.
Leje-/leasingindtægter skal henføres til den periode, som lejen vedrører.
Dette gælder også, selv om lejen måtte være forudbetalt for en flerårig
periode, og selv om lejekontrakten er uopsigelig fra begge parters side. En
eventuel tinglysning af lejekontrakten er uden betydning for
beskatningstidspunktet. Se dog E.J.7 om timeshare.
Tilsvarende har Østre Landsret i TfS 1994, 462 fastslået, at
forudbetalinger for løbende edb-ydelser skulle periodiseres over de de
skatteår, som forudbetalingerne vedrørte.
Skatteministeriets departement har i sin kommentar i TfS 1995, 811 udtalt,
at dommen ikke antages at få konsekvenser for de situationer, hvor der
leveres serviceydelser i forbindelse med salg af en hovedydelse, f.eks. en
vare.
Her vil der stadig skulle ske beskatning på retserhvervelsestidspunktet,
dvs. ved betalingen. Oprettes der derimod en særskilt kontrakt om levering af
serviceydelser i tilknytning til salget af hovedydelsen, vil der skulle
foretages periodisering i overensstemmelse med dommen.
Dommen er også nævnt i E.B.2.6.7 for så vidt angår udgiftssiden.
Udbytte beskattes i det år, hvor det endeligt vedtages på
generalforsamlingen. Det er uden betydning, at udbyttet først kan hæves
senere, se lsr. 1962.98.
Renteindtægter skal som hovedregel først beskattes på det tidspunkt, hvor
de forfalder til betaling. Se A.D.1.1 og LVD om afvigelser herfra, herunder
om reglerne i LL § 5A og § 5B.
For bygningshåndværkere, entreprenører mv. fører reglerne om igangværende
arbejder til, at indtægter og udgifter på enkeltstående arbejdsopgaver, der
strækker sig over flere år, først skal medregnes ved indkomstopgørelsen i
året for opgavens afslutning, se E.B.2.6.2. Om hensættelser til imødegåelse
af service- eller garantikrav, se E.B.2.6.7.
Honorarindtægter for flerårige arbejder inden for liberale erhverv skal
som hovedregel beskattes, når arbejdet er tilendebragt, eller når kravet i
øvrigt måtte være regningsmodent, se bl.a. Højesteret i skd. 64.104.
Acontohonorarer skal medregnes, når acontoregning er eller kunne have
været fremsendt og forlangt betalt. Dette vil ofte være tilfældet, når
acontohonoraret modtages. En egentlig forudbetaling skal ikke indtægtsføres,
før der erhverves ret til beløbet.
Arkitekters og rådgivende ingeniørers indtægtsføring af honorarer mv. er
omtalt i E.B.2.6.2.3, ligesom der henvises til TSS-cirk 1995-20.
Efterregulering af skatteansættelser på grundlag af korrektion af moms er
behandlet i E.B.2.5. Se også Ligningsrådet i TfS 1995, 227 om
ejendomsskatter, der er omtalt i E.A.3.1.1.
Lønindtægter og anden A-indkomst, feriegodtgørelse, tantieme o.lign. er
omtalt i A.B.1.1-A.B.1.3.
Om underhold og understøttelser i henhold til en forpligtelseserklæring
henvises til A.B.6.
E.A.3.1.3 Afgørelser
Provisionsindtægter for en salgsagent inden for møbelbranchen, der ikke
havde nogen skriftlig aftale med agenturgiverne, blev i skattemæssig
henseende anset for erhvervet ved agenturgiverens fakturering til køberen, se
Landsskatteretten i Skat 1988.12.776 (TfS 1988,663).
De forudbetalinger, som et selskab havde modtaget og afgivet i forbindelse
med licensaftaler, blev anset for omfattet af SL, da der ikke var tale om
salg af patenter. Forudbetalingerne skulle således indtægts-/udgiftsføres i
de år, hvor de var modtaget eller erlagt, da de ikke kunne kræves tilbage, se
Landsskatteretten i Skat 1989.4.328 (TfS 1989,224).
En landmands gård brændte i slutningen af 1987, og branderstatningen fra
forsikringsselskabet dækkede bl.a. tab på besætning, beholdninger og
inventar. Dette erstatningsbeløb, der i alt androg ca. 2 mio. kr., skulle
principielt indtægtsføres i 1987, hvorved indkomsten i dette år ville blive
usædvanlig høj. Tilsvarende ville indkomsten i de følgende år blive
usædvanlig lav. Fordi der var tale om periodeforskydninger, som gældende
lovbestemmelser ikke kunne antages at have taget højde for, tillod
Ligningsrådet under hensyn til skadens omfang mv., at avancerne først blev
indtægtsført i 1988, se Skat 1988.2.95 (TfS 1988,70).
E.A.3.2 Fradragstidspunktet
Udgifter, der er fradragsberettigede, kan normalt fradrages, når der er
opstået en retlig forpligtelse til at afholde udgiften.
Udgifter, der har karakter af fradragsberettigede driftsomkostninger, kan
normalt fratrækkes, når der er indtrådt en endelig forpligtelse til at
afholde udgiften, også selv om beløbet endnu ikke er forfaldent. I TfS
1996,227 bemærkede Landsskatteretten, at betingelsen for fradrag er, at der
er opstået en endelig, retlig forpligtigelse til at betale det pågældende
beløb, samt at beløbet kan opgøres endeligt.
En ekstraordinær leasingafgift, skulle ikke periodiseres, da den blev
anset for betaling for den værdinedgang, der skete ved en maskines
ibrugtagning, se TOLD-SKAT Nyt 1992.18.545 (TfS 1992,436).
I t&s nyt 1991.16.913 (TfS 1991,394) drejede sagen sig om tidspunktet
for fradragsret for forpagtningsafgifter. Sagsøger havde forpagtet fire
landbrug.
Forpagtningsafgiftens størrelse afhang af den såkaldte kapiteltakst, dvs.
et beregnet gennemsnit af salgspriserne for årets høst. Den endelige
forpagtningsafgift kunne således først opgøres efter årets udløb. Afgiften
blev derfor erlagt dels som acontobeløb, dels gennem en restafregning, der
forfaldt til betaling efter indkomstårets udløb. Spørgsmålet var, om det var
en betingelse for fradrag, at afgiften var forfalden, eller om det var
tilstrækkeligt, at der forelå en retlig forpligtelse til at opgøre afgiften
efter kapiteltaksten, således at den for det pågældende indkomstår skyldige
afgift kunne fradrages i det indkomstår, hvor også høstindtægten skulle
beskattes. I SL § 6 a benyttes terminologien udgifter, "som i årets løb
er anvendt". Efter bestemmelsen kræves hverken, at en udgift er
forfalden eller faktisk afholdt. LL § 14, stk. 1, anvender samme terminologi,
idet forpagtningsafgifter mv. skal være anvendt i indkomstårets løb. Af denne
årsag tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle over for sagsøgerens
påstand, således at fradrag for den del af forpagtningsafgiften, der ikke var
forfalden ved årets udløb, blev godkendt.
Hvor der foreligger en forudbetaling for en flerårig periode, kan udgiften
ikke fratrækkes i betalingsåret, men skal afskrives over vedkommende periode.
Hvis udgiften går til anskaffelse af et aktiv med omsætningsværdi, følger
periodefordelingen af de forskellige afskrivningsregler.
Forfaldstidspunktet er som hovedregel afgørende for fradragsretten for
renteudgifter. Forfalder renten for en længere periode ved låneoptagelsen,
vil alene renteudgifter, der vedrører indkomståret, kunne fratrækkes, se
nærmere A.E.1.1.2.
Beløb, der er anvendt til ejendomsskatter, er i et vist omfang
fradragsberettigede, se LL § 14 og E.K.2.2.
Fradrag for underholdsbidrag og ydelser efter en forpligtelseserklæring er
betinget af, at betaling faktisk har fundet sted, se lsr. 1957.72. Fradraget
forudsætter endvidere, at beløbet er forfaldent, se lsr. 1972.77 og A.F.4.
Fradragstidspunktet i henhold til reglerne i PBL er omtalt i A.C.1.1.
Tab kan normalt fratrækkes, når tabet og dets størrelse er endeligt
konstateret. I Skat 1987.12.853 (TfS 1987,559)(ØLD) henviste Østre Landsret
dog nogle forgæves afholdte projektudgifter til afskrivning i medfør af SL §
6 a. En speditør havde i 1988 misligholdt sine forpligtigelser ifølge nogle
spedi-tøraftaler. Selv om speditøren ikke havde anerkendt et heraf følgende
erstatningskrav, lagde retten vægt på, at det må have stået speditøren klart,
at denne havde misligholdt sine forpligtigelser, og at det med stor sikkerhed
ville føre til et erstatningskrav. I 1988 solgte speditøren speditørfirmaet
og et parcelhus og afsatte provenuet til dækning af erstatningskravet.
Speditøren anerkendte kravet i 1989. Da det med fornøden sikkerhed kunne
fastslås, at driftstabet var opstået i 1988, havde speditøren fradrag for
tabet i dette indkomstår. TfS 1996,174 (VLD).
Tab på debitorer er omtalt i E.B.2.6.5.
Om fradrag for en lønmodtagers erhvervsudgifter, se A.F.1.
E.A.4 Selvstændig erhvervsvirksomhed - afgrænsning overfor lønmodtagere
E.A.4.1 Selvstændig erhvervsvirksomhed
Efter PSL § 3, stk. 2, nr. 1, kan driftsomkostninger - dog ikke
renteudgifter mv. - fragå ved opgørelsen af den personlige indkomst, hvis der
er tale om driftsomkostninger i forbindelse med selvstændigt
erhvervsvirksomhed.
Afgrænsningen mellem lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende er
beskrevet i skd.cirk. nr. 129 af 4. juli 1994.
Efter VSL § 1, stk. 1, kan personer, der driver selvstændigt
erhvervsvirksomhed, benytte virksomhedsordningen. Det betyder bl.a., at
virksomhedens renteudgifter fragår ved opgørelsen af virksomhedens overskud i
stedet for at fragå ved opgørelsen af kapitalindkomsten.
I begge tilfælde vil virkningen være den, at de pågældende udgifter
nedsætter indtægten ved selvstændigt erhvervsvirksomhed på en sådan måde, at
kun nettooverskuddet medregnes ved opgørelsen af den personlige indkomst.
Efter IFL §§ 2 og 4 er det en betingelse for at foretage henlæggelse til
investeringsfonds, at henlæggelse foretages af overskuddet af selvstændig
erhvervsvirksomhed.
Efter KSL § 25 A kan der overføres visse beløb til særskilt beskatning hos
en medarbejdende ægtefælle, når ægtefællen er medarbejdende i den anden
ægtefælles selvstændige erhvervsvirksomhed.
Ingen af de nævnte love indeholder en definition af begrebet selvstændig
erhvervsvirksomhed.
Selvstændig erhvervsvirksomhed er normalt kendetegnet ved, at der for egen
regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter og med det
formål at indvinde økonomisk udbytte. Endvidere må det være en forudsætning,
at virksomheden udøves nogenlunde regelmæssigt og gennem en ikke helt kort
periode. Endelig må det være en forudsætning, at virksomheden ikke er af
ganske underordnet omfang. Det er uden betydning, om den skattepligtige
herudover har indkomst som lønmodtager. Begrebet selvstændigt
erhvervsdrivende må i øvrigt fortolkes ens i alle skattemæssige relationer.
I TfS 1995, 211(VLD) fandt Vestre Landsret, at en selvstændig vognmand
ikke var omfattet af cirkulærerne TSS-cirk. 1991-10, jf. SD-cirk. 1986-51, da
han ikke var lønmodtager. Vognmanden var derfor ikke berettiget til
standardfradrag for rejser i udlandet med overnatning, selv om han arbejdede
under samme vilkår som en lønmodtager.
En virksomhed, der efter sin art og omfang hidtil har været omfattet af
reglerne i IFL og KSL, må også i forbindelse med anvendelse af reglerne i
PSL og VSL behandles som selvstændigt erhvervsvirksomhed.
Skattepligtige, der udøver fremstillingsvirksomhed inden for industri,
håndværk og landbrug, vil normalt blive anset for at være selvstændigt
erhvervsdrivende. Det gælder også normalt virksomhed inden for handel og
service og liberale erhverv som f.eks. advokat, arkitekt, læge, revisor og
vekselerer.
Også udlejningsvirksomhed anses som hovedregel for selvstændig
erhvervsvirksomhed. Udleje af driftsmidler mv. betragtes således som
selvstændig erhvervsvirksomhed, hvis den har et vist omfang. Udlejning af
fast ejendom betragtes ligeledes som selvstændig erhvervsvirksomhed.
Udlejning af en andel af et enfamilieshus anses for selvstændig
erhvervsvirksomhed, uanset om den udlejes til en fremmed eller til en
medejer, jf. Skat 1987.2.146 (skd.) (TfS 1987,107). Der foreligger dog ikke
selvstændig erhvervsvirksomhed ved udlejning til beboelse af en og
tofamilieshuse og udlejning af fritidshuse, når ejeren også selv benytter
ejendommen til beboelse, jf. TOLD-SKAT Nyt 1992.8.239 (TfS 1992,223).
Bortforpagtning af fast ejendom, erhvervsvirksomhed eller landbrug, herunder
bortforpagtning/udleje af en del af et landbrug, vil i almindelighed også
være selvstændig erhvervsvirksomhed.
Hvis en skatteyder ved omdannelse af sin virksomhed til aktieselskab
beholder en fast ejendom, som han udlejer til selskabet, anses han for
fortsat at drive selvstændig virksomhed, skd. 24.70. Dette ansås også for at
være tilfældet, hvor en hovedaktionær til selskabet udlejede en tegnestue,
indrettet i en tilbygning til hans villa, lsr. 1981.65.
En hovedaktionærs udlejning af driftsmidler til selskabet kan også
betragtes som selvstændig virksomhed, jf. bl.a. lsr. 1982.52 og 53. Har en
skatteyder i forbindelse med omdannelsen af virksomheden til aktieselskab kun
beholdt ejendomsretten til få og uvæsentlige eller ubetydelige driftsmidler,
som derefter udlejes til selskabet, anses »udlejningsvirksomheden«
dog ikke for selvstændig virksomhed, lsr. 1980.68, (hvor der var tale om
udlejning af en varevogn) og forudsætningsvis lsr. 1981.5.
Bestyrelseshonorarer anses for indkomst ved selvstændig
erhvervsvirksomhed, når indtægten indgår i et interessentskab, der driver
sådan virksomhed, eller når sådanne indtægter i øvrigt er et naturligt led i
erhvervsvirksomheden. For advokater indgår sådanne bestyrelseshonorarer
således i virksomhedens indkomst, uanset at honoraret er A-indkomst for
modtageren.
Vekselerere, bankierer og skattepligtige, der driver
finansieringsvirksomhed, opfattes som selvstændigt erhvervsdrivende.
I/S eller K/S
Skattepligtige, der deltager i en selvstændig erhvervsvirksomhed, som
drives som interessentskab eller kommanditselskab, er selvstændigt
erhvervsdrivende. Det medfører ingen ændring heri, at der forlods tillægges
interessenterne »løn« for deres arbejdsindsats eller andet, lsr.
1963.90.
En sømand, der mod sædvanlig hyre arbejder på et skib, hvori han ejer 10
pct. eller mindre som partreder, og som er omfattet af lov om særlige fradrag
til sømænd mv. § 1, stk. 3, anses for at være lønmodtager for så vidt angår
hyren. Over/underskud ved skibet i øvrigt, dvs. bortset fra hyren, er derimod
resultatet af selvstændig erhvervsvirksomhed.
E.A.4.2 Lønmodtagere
Indkomst, der er omfattet af LL § 9, stk. 1, og indkomst, der efter KSL §
43 er A-indkomst, anses ikke for indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed.
Efter KSL § 43, stk. 1, henregnes til A-indkomst enhver form for vederlag i
penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde
i tjenesteforhold, herunder løn, feriegodtgørelse, honorar, tantieme,
provision, drikkepenge og lignende ydelser. Se endvidere § 20 i
bek.19.sep.1995.
I de fleste tilfælde vil det ikke være vanskeligt at afgøre, om der
foreligger et tjenesteforhold, idet indkomstmodtageren udfører arbejdet efter
arbejdsgiverens anvisninger og i det hele for dennes regning. Selvstændig
erhvervsvirksomhed er normalt kendetegnet ved, at virksomheden udøves for
egen regning og risiko. Der kan dog i praksis forekomme tilfælde, hvor det er
vanskeligt at afgøre, om indkomstmodtageren står i et tjenesteforhold til
hvervgiveren eller er selvstændigt erhvervsdrivende. I tvivlstilfælde må
afgørelsen ske på grundlag af en samlet bedømmelse af forholdet mellem den,
der udfører arbejdet, og den, for hvem det udføres. Se bl.a. TfS 1995, 458
(VLD) (assurandør). Ved bedømmelsen lægges der vægt på, om der i vederlaget i
væsentligt omfang indgår betaling for andet end den personlige arbejdsydelse.
Såfremt indkomstmodtagerens kontraktsforhold med hvervgiveren forudsætter, at
der af vederlaget afholdes væsentlige erhvervsmæssige omkostninger, der er
atypiske for lønmodtagerforhold, f.eks. leje af erhvervslokaler, udgifter til
anskaffelse af væsentlige driftsmidler, bortset fra biludgifter, betaling for
maskinanvendelse, løn til ansat personale, reklame- og annonceudgifter, vil
der oftest være tale om selvstændig erhvervsvirksomhed.
Driftsudgifterne skal både efter deres art og omfang ligge væsentligt ud
over, hvad der er sædvanligt i lønmodtagerforhold. Væsentlige udgifter til
transport, egen bil, fortæring, overnatning eller andre udgifter, der efter
deres art ligger tæt op ad private udgifter, bevirker ikke i sig selv, at der
er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed. Den omstændighed, at
indkomstmodtageren i et vist omfang selv afholder driftsudgifter, f.eks. til
håndværktøj eller andre mindre driftsmidler, udgifter til kontorhold i
hjemmet eller repræsentationsudgifter, bevirker ikke, at der foreligger
selvstændig erhvervsvirksomhed.
At den skattepligtige afholder lønudgifter fører ikke i sig selv til, at
den pågældende anses for selvstændigt erhvervsdrivende, f.eks. vil dette ikke
være tilfældet, hvis arbejdet, der udføres af den pågældende medhjælp, er af
begrænset karakter. Hvis den pågældende medhjælp er den skattepligtiges
ægtefælle, samlever eller en nærtstående, skal betingelserne med hensyn til
dokumentation for arbejdets omfang og udførelse for medarbejdende ægtefæller
være opfyldt, dvs. som udgangspunkt mindst 3-4 timers daglig arbejdsindsats,
der ellers skulle have været udført af fremmed arbejdskraft.
At indkomstmodtageren tilrettelægger arbejdet selvstændigt, behøver ikke
at betyde, at der foreligger selvstændig erhvervsvirksomhed. Der kan f.eks.
være tale om højt uddannede personer eller overordnet personale, herunder
direktører. Der behøver heller ikke at foreligge en egentlig
ansættelseskontrakt. Det afgørende er en bedømmelse af de faktiske forhold.
Der kan også være tale om, at forhold, man ellers ville bedømme som
selvstændig erhvervsvirksomhed, f.eks. levering af enkeltstående ydelser, kan
skifte karakter til et tjenesteforhold, hvis der opstår mere fast tilknytning
til en hvervgiver.
En buschauffør, der drev et buschaufførbureau som en
enkeltmandsvirksomhed, blev anset for at være lønmodtager, se TfS 1995, 154.
Skatteydere, hvis indkomst ikke er A-indkomst, kan ikke automatisk anses
for selvstændigt erhvervsdrivende. Honorar for undervisning, artikler, mindre
forfattervirksomhed mv., kan f.eks. ikke betegnes som egentlig erhvervsmæssig
virksomhed. En statsautoriseret revisor, der var ansat i et revisionsfirma,
kunne ikke foretage henlæggelse til investeringsfond af en B-indkomst på ca.
10.000 kr. som honorar for udført revisionsarbejde for et interessentskab og
de to interessenter, idet man ikke fandt, at en sådan begrænset
revisorbistand kunne anses som selvstændig erhvervsvirksomhed, lsr. 1985.47.
E.A.4.3 Eksempler på selvstændig erhvervsvirksomhed
* I Vestre Landsretsdom af 29/11 1995 (TfS 1996,7)(VLD) blev en ingeniør
anset for selvstændigt erhvervsdrivende (dissens). Afgørelsen blev
efterfølgende ændret ved Højesterets dom af 7/5 1997 (TfS 1997,473) (HRD).
Ingeniøren havde i en periode været udlånt til Naturgas Syd. Efter
periodens udløb fik ingeniøren mulighed for fortsat tilknytning til
virksomheden. Det var Naturgas Syds politik, at medarbejdere, for hvilke der
ikke kunne påregnes varig ansættelse, ikke blev ansat i selskabet, men blev
tilknyttet selskabet som konsulenter, enten som selvstændige eller gennem
større ingeniør -og konsulentfirmaer. Da ingeniøren ikke kunne påregne
videreansættelse i sit oprindelige firma, etablerede ingeniøren sig som
selvstændigt erhvervsdrivende, blev momsregistreret, meldte sig ind i en
arbejdsløshedskasse for selvstændige, tegnede forsikring for at sikre sig i
tilfælde af sygdom og indrykkede annonce om sin rådgivningsvirksomhed i den
lokale telefonbog. Ingeniøren blev herefter tilknyttet Naturgas Syd som
konsulent på samme vilkår som andre konsulenter. Dette indebar, at der alene
blev ydet honorar for faktisk udført arbejde, og ingeniøren var således ikke
berettiget til ferie, feriepenge eller løn under sygdom. Aftalen afskar ikke
ingeniøren fra at have andre hvervgivere, og ingeniøren indrettede et lokale
til brug for virksomheden i hjemmet og anskaffede ligeledes edb-udstyr. En
ikke uvæsentlig del af virksomheden blev udført fra bopælen.
Vestre Landsret lagde til grund, efter indhentede brancheoplysninger, at
det ikke kunne anses for usædvanligt, at aftalen var tidsbegrænset og
indeholdt opsigelsesvarsel, eller at den månedlige afregning af honorar skete
efter forud aftalte takster. Det blev heller ikke anset for usædvanligt, at
selvstændig rådgivningsvirksomhed drives som enkeltmandsvirksomhed uden
medarbejdere og uden lejede lokaler. Efter en samlet bedømmelse fandt
landsretten, at ingeniøren drev selvstændig erhvervsvirksomhed, selv om
Naturgas Syd reelt var ingeniørens eneste hvervgiver.
Højesteret ændrede afgørelsen (TfS 1997,473). Højesteret bemærkede, at
sondringen skulle ske efter de kriterier, som er angivet i punkt B 3.1.1 i
cirk. nr. 129 af 4/7 1994 om personskatteloven, der har videreført punkterne
2-8 i cirkulære nr. 116 af 5/10 1988 om afgrænsning mellem lønmodtagere og
erhvervsdrivende på skattelovgivningens område. Efter en samlet vurdering af
disse kriterier fandt Højesteret, at ingeniøren ikke var selvstændigt
erhvervsdrivende, idet der særligt var lagt vægt på, at ingeniøren var
engageret for en længere periode, hvor han var undergivet forflyttelsespligt,
og at han ikke afholdt driftsudgifter af en sådan art og størrelse, som man
måtte forvente af en selvstændigt erhvervsdrivende indenfor den pågældende
branche. TfS 1996,449 (HD) Efter ændringer i forhandlerkontrakterne mellem
grossist og tupperwareforhandlere fandt Højesteret efter en samlet vurdering
det for mest nærliggende at anse tupperwareforhandlere for selvstændigt
erhvervsdrivende. Forhandlerne solgte i henhold til en distributionsaftale
firmaets produkter ved "homeparties", og honoraret udgjorde en
procentdel af de vejledende udsalgspriser. Bestillinger blev modtaget på
stedet og indkøbt hos firmaet. Forhandlerne havde således ikke noget lager.
Retten lagde vægt på, at forhandlerne frit kan bestemme deres arbejdstid, at
de selv afholder alle udgifter, at disse medfører en betydelig
omkostningsprocent, at forhandlerne ikke anses som lønmodtagere ved
praktiseringen af ferieloven m. v., at de kan have andre hvervgivere og
antage medhjælp, at de er momsregistreret, samt at de påtager sig en vis
økonomisk risiko.
TfS 1997,541 (LSR) En skuespiller, der ud over en fast lønindtægt oppebar
honorarer for en række enkeltstående engagementer med at indtale film, kunne
ikke anses for selvstændigt erhvervsdrivende*.
I VLD af 7. april 1988 (Skat 1988.6.322) (TfS 1988,228) blev en
provisionslønnet filialbestyrer i et større forsikringsselskab anset
berettiget til at overføre en overskudsandel til hustruen. Filialbestyreren
var ansat på funktionærvilkår, selskabet stillede kontor til rådighed for
ham, og hans driftsomkostninger androg efter overførsel af en del af
overskuddet til den medarbejdende ægtefælle ca. 25.000 kr. årligt. Flertallet
af dommerne lagde til grund: »at sagsøgeren uanset sin stilling som
lønmodtager i meget vidt omfang selv har tilrettelagt sit arbejde. Det lægges
videre til grund, at sagsøgeren, der alene er provisionslønnet uden
garanteret minimumsløn, ikke har kunnet oppebære en indtægt, der ligger
væsentligt over den gennemsnitlige for assurandører i det pågældende selskab
uden at gøre brug af betydelig mere kontorassistance end den, selskabet ville
stille til rådighed for ham.
Sagsøgerens driftsudgifter findes således at ligge væsentligt udover, hvad
der er sædvanligt i lønmodtagerforhold. Herefter og når tillige henses til
karakteren og omfanget af det arbejde, sagsøgerens ægtefælle har udført,
findes sagsøgeren at have drevet erhvervsvirksomhed i den forstand, hvori
begrebet er anvendt i den tidligere § 37 A i kildeskatteloven«.
Se også Skat 1989.4.330 (lsr.) (TfS 1989,248), hvor en assurandør med en
indtægt på 558.598 kr. og driftsudgifter på 94.521 kr. blev anset for
selvstændigt erhvervsdrivende, samt TfS 1995, 458.
Skat 1988.4.220 (TfS 1988,182). En arkitekt, der var vurderingsinspektør
for et realkreditinstitut, blev anset for at drive selvstændig
erhvervsvirksomhed. Han var provisionslønnet og havde aflønnet en freelance
vurderingsinspektør med honorar pr. vurderingssag. Der var ydet et mindre
tilskud til hans kontorhold, men det havde langt fra dækket de faktiske
kontorholdsudgifter mv. Kontorarbejdet var udført af ægtefællen, der dagligt
havde arbejdet 5-6 timer for ham. Landsskatteretten fandt efter de
foreliggende oplysninger, herunder karakteren, omfanget og
vederlæggelsesformen for klagerens hverv, sammenholdt med, at klageren selv
afholdt lønomkostninger og til dels økonomisk bar omkostningerne ved
kontorholdet, at klageren måtte anses som selvstændigt erhvervsdrivende,
hvorfor han var berettiget til at foretage fradrag for medarbejdende
ægtefælle, idet ægtefællens bistand opfyldte betingelserne herfor.
I ØLD af 28. aug. 1980 (Skd. 56.67) anerkendtes en handelsagent som
selvstændigt erhvervsdrivende. Den pågældende arbejdede fra egne lokaler med
to væsentlige agenturer fastlagt i skriftlige aftaler. Agenturerne blev
drevet fra agentens hjem uden fremmed medhjælp. Alle udgifterne ved
salgsarbejdet afholdtes af agenten, der selv disponerede over sin tid uden
nogen form for instruktion fra agenturgivernes side i øvrigt. Agenten optog
ordrer, der blev sendt til agenturgiveren, som derefter sendte
ordrebekræftelse til kunden. Agenten hæftede ikke for varernes betaling.
Lsr. 1973.163. En repræsentant, der fra sin bopæl drev agentur med salg af
møbler fra flere fabrikker mod provision på 5-6 pct. og som ikke modtog nogen
godtgørelse for sine udgifter og ikke fik feriepenge, blev anset for
selvstændigt erhvervsdrivende. Se også Skat 1989.2.153 (skd.) (TfS 1989,75).
I ØLD af 19. marts 1984 (Skd. 70.508) blev en direktør, der på
provisionsbasis solgte anparter for en investeringsfond, anset berettiget til
at overføre en overskudsandel til hustruen. Salgsarbejdet foregik fra et
kontor på ægtefællernes bopæl. Hustruen passede kontor og telefon i
dagtimerne, hvor manden var fuldtidsbeskæftiget som direktør i en anden
virksomhed.
Overskuddet havde andraget 154.668 kr. Retten lagde vægt på, at direktøren
efter aftalen med fonden var berettiget til selv at tilrettelægge
salgsarbejdet, der var forbundet med et vist kontorhold, og den fornødne
kontorhjælp skulle han antage på egen hånd og i eget navn. Når dette
sammenholdtes med salgsarbejdets omfang og med den omstændighed, at hans
vederlag beroede på de præsterede salgsresultater, fandtes han at have drevet
»erhvervsvirksomhed«, således at KSL § 37 A (nu § 25 A) kunne
anvendes.
Skat 1988.5.299 (Ligningsrådet) (TfS 1988,233). En avisdistributør med 20
ansatte blev anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed. Han antog
selv budene, og han afgjorde selv, hvor mange der skulle ansættes.
Vederlaget blev udbetalt som et fast månedligt grundbeløb samt et beløb
pr. avis. Herudover modtog distributøren 12½ pct. af foregående års
honorar til dækning af udgift til ferieafløser. Ligningsrådet fandt efter en
samlet bedømmelse, at distributøren drev selvstændig erhvervsvirksomhed,
navnlig fordi der anvendtes lønnet medhjælp i betydeligt omfang.
Skat 1988.5.299 (Ligningsrådet) (TfS 1988,234). En professionel bokser
blev anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed. Hans indkomst, der
udgjorde ca. 500.000 kr. i alt, bestod af bokse-, sponsor- og
reklameindtægter mv. For at opnå denne indkomst havde han udover bil- og
rejseudgifter, driftsudgifter på 55.000 kr. bl.a. til træningsophold mv. og
sparringspartnere.
Skat 1988.5.300 (Ligningsrådet) (TfS 1988,222). Medlemmerne af en
folke-musikgruppe, hvis indtægter ved orkestervirksomheden i 1986 udgjorde
ca. 400.000 kr. og i 1987 ca. 600.000 kr., kunne anvende
virksomhedsordningen. I 1986 udgjorde udgifterne til impressario, reklame
mv., mindre nyanskaffelser, forsikring og vedligeholdelse ca. 82.000 kr.,
hvortil kom rejse- og befordringsudgifter på ca. 40.000 kr. og udgifter til
bånd og plader.
Skat 1988.5.301 (TfS 1988,236). En vognmand, der var ansat hos et renseri,
hvor han afhentede og udbragte vaske- og rensetøj, blev anset for at drive
selvstændig erhvervsvirksomhed. Han skulle selv anskaffe varevogn og sørge
for vedligeholdelsen af denne. Ved sygdom skulle han for egen regning ansætte
en afløser. Han fik ikke feriepenge, og han havde afståelsesret til sin rute,
dog således at køberen skulle godkendes af renseriet.
Vognmanden modtog på provisionsbasis 336.000 kr. i 1986, hvor hans
udgifter til drift af varevogn udgjorde 44.000 kr. ekskl. moms med tillæg af
8.000 kr. til renteudgifter på varevognen og 25.000 kr. til afskrivning.
Ligningsrådet fandt efter en samlet bedømmelse af vognmandens
ansættelsesforhold, at han kunne benytte reglerne i VSL på indkomsten fra
renseriet.
Told- og Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at vognmænd, der
foretager kørsel med handicappede og bringer mad ud til disse, driver
selvstændig erhvervsvirksomhed. Vognmændene ejer selv deres vogne og har
betydelige driftsomkostninger, som de selv skal afholde. TfS 1995,155.
Skat 1988.3.146 (lsr.) (TfS 1988,102). En provisionslønnet sælger af
avlsdyr blev efter det oplyste, herunder især aflønningsformen, anset for
omfattet af KSL § 37 A (nu § 25 A), hvorfor han var berettiget til overførsel
af indkomst til medarbejdende ægtefælle, da betingelserne i øvrigt var
opfyldt.
Skat 1987.6.449 (skd.) (TfS 1987,327). Lægevagtskørsel ved Københavns
Lægevagt, der udføres af vagtlæger med selvstændig ydernummer, anses for
at være selvstændig virksomhed. Det samme gælder lægevagtskørsel uden for
København, hvor lægevagtsordningen udføres af de praktiserende læger, jf.
Skat 1988.2.86 (lsr.) (TfS 1988,67).
Skat 1987.10.743 (Ligningsrådet) (TfS 1987,483). En skatteyder, der på en
nedlagt landbrugsejendom havde etableret døgnplejehjem med plads til 4
beboere, blev anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed.
Bruttoindtægten udgjorde 1 mio. kr., mens udgifterne til lønninger, kost,
administration, lokaleomkostninger og renteudgifter mv. beløb sig til 800.000
kr.
Lsr. 1979.164. En kreaturhandler på et eksportmarked blev på grund af sin
særlige stilling som kommissionær, der handlede for egen regning og risiko,
anset for berettiget til at henlægge til investeringsfond af
provisionsindtægter, som ansås at hidrøre fra selvstændig virksomhed.
Indtægt ved almindelig forfattervirksomhed må anses for erhvervet ved
selvstændig erhvervsvirksomhed.
E.A.4.3.1 Eksempler, hvor der ikke forelå selvstændig erhvervsvirksomhed
Lsr. 1980.85. Stillingen som postekspeditør anses ikke for selvstændig
virksomhed.
Skd. 32.102. Partfiskeri blev ikke anset for selvstændig
erhvervsvirksomhed i et tilfælde, hvor fiskeren ikke selv ejede kutteren.
Aktiebesiddelse anses ikke for selvstændig virksomhed. Dette gælder selv
om skatteyderen er hovedaktionær og har den afgørende indflydelse på
selskabet. Se endvidere lsr.1974.189 (licensindtægter fra et af skatteyderen
behersket selskab ikke anset som indtægt ved selvstændig virksomhed).
En assurandør, der fik stillet kontor og sekretærhjælp til rådighed af
arbejdsgiveren, blev anset for lønmodtager, og derfor ikke berettiget til at
indtræde i virksomhedsordningen. Hans egne udgifter i forbindelse med
erhvervet afveg ikke væsentligt fra sædvanlige lønmodtagerudgifter. Skat
1990.5.378 (LSR) (TfS 1990,247)
T&s nyt 1991.4.223 (Told- og Skattestyrelsen) (TfS 1991,108). Lodser
ved regulerede lodserier anses for lønmodtagere.
En disponent i et vinfirma havde samtidig indtægter fra kurser om vin
inden for fritidsundervisningssektoren. Indtægterne herfra kunne ikke anses
for erhvervet ved selvstændig virksomhed. Skat 1990.8.624 (lsr.) (TfS
1990,370).
*Se også TfS 1997,3 (plejehjemsdrift)(appelleret til Højesteret) og TfS
1997,562 (musiker)*.
Lignende dokumenter
- PERSONBESKATNING 1988 AFSNIT PC - PRINCIPPERNE FOR INDKOMSTOPGØRELSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1991 AFSNIT EA - PRINCIPPERNE FOR INDKOMSTOPGØRELSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1993 AFSNIT EA - PRINCIPPERNE FOR INDKOMSTOPGØRELSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1994 AFSNIT EA - PRINCIPPERNE FOR INDKOMSTOPGØRELSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1992 AFSNIT EA - PRINCIPPERNE FOR INDKOMSTOPGØRELSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1995 AFSNIT EA - PRINCIPPERNE FOR INDKOMSTOPGØRELSEN Retsinformation · 5. februar 2008