Spring til indhold

Retsinformation

PERSONBESKATNING 1997 AFSNIT EA - PRINCIPPERNE FOR INDKOMSTOPGØRELSEN

STV nr 20010 af 01/01/1997Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afsnit EA - Principperne for indkomstopgørelsen

E.A.1 Bruttoindkomsten

E.A.1.1 SL § 4 Indkomstbegrebet

Udgangspunktet for opgørelsen af den skattepligtige indkomst er SL §§ 4-6.

Statsskattelovens indkomstbegreb bygger på et nettoindkomstprincip,

hvorefter det er bruttoindkomsten minus de udgifter, der er afholdt for at

erhverve indkomsten, som skal beskattes.

SL § 4 opstiller den almindelige hovedregel for beregningen af

bruttoindkomsten. Efter § 4 skal alle indtægter, såvel engangsindtægter som

tilbagevendende indtægter, medregnes ved indkomstopgørelsen uden hensyn til

den nærmere karakter af den virksomhed eller de omstændigheder, der har ført

til erhvervelsen. Det er således principielt uden betydning, om indtægten er

resultat af positive indkomstbestræbelser (f.eks. virksomhed som lønmodtager

eller selvstændigt erhvervsdrivende) eller en uventet erhvervelse (f.eks. en

gevinst eller en gave).

Bestemmelsen indeholder ikke en udtømmende opremsning af eksempler på

skattepligtige erhvervelser.

Skattepligten omfatter alle erhvervelser af økonomisk værdi, og det er

derfor uden betydning, om indtægten fremtræder i form af penge eller et andet

aktiv af økonomisk værdi.

SL § 5 opstiller nogle undtagelser til indkomstbegrebet i § 4 (se E.A.1.3)

og § 6 indeholder reglerne om, hvilke udgifter der kan fratrækkes ved

beregningen af nettoindkomsten (se E.A.2). Herudover indeholder den øvrige

skattelovgivning undtagelser til § 4 (se E.A.1.4).

I det følgende omtales nogle mere specielle former for indtægter.

Brugsret

Ifølge SL § 4b beskattes værdien af bolig i egen ejendom, se afsnit E.K.

Bestemmelsen er en undtagelse til en almindelig hovedregel om, at

brugsretten til egne aktiver ikke beskattes. Beskatningen indtræder alene, i

det omfang brugsretten tilfører skatteyderen et udbytte af økonomisk værdi,

Læs alt

se lsr. 1971.22 og 231, hvor værdien af en jagtret på egen ejendom ikke blev

beskattet, mens værdien af selve jagtudbyttet blev beskattet.

Værdien af brugsret over private løsøregenstande beskattes ikke.

Den økonomiske fordel ved gratis brug af andres aktiver skal derimod

beskattes, jf. SL § 4b eller eventuelt som løn, jf. SL § 4a (A.B.1.8 og

A.B.1.10), som en udbytteindtægt, jf. SL § 4e, som en gave, jf. SL § 4c eller

efter gaveafgiftsreglerne (A.B.6 og A.B.7).

Besparelser

Bortset fra løn-, udbytte- og gavetilfælde, jf. ovenfor om brugsret,

beskattes besparelser ikke. Se også E.B.2.1 om eget vareforbrug og E.B.2.2 om

værdi af eget arbejde.

Forældelse - gældseftergivelse

En fordel opnået ved forældelse eller gældseftergivelse er i visse

tilfælde skattepligtig i medfør af SL § 4 eller KGL § 6 A (* med virkning fra

indkomståret 1998 er bestemmelsen i KGL § 6 A afløst af KGL § 24 i lov nr.

439 af 10. juni 1997*), se nærmere E.B.2.6.6 og E.L.2.2.

Strafbar erhvervelse

At en indkomst er erhvervet ved en strafbar handling, udelukker ikke, at

indkomsten kan beskattes. Dette gælder også, selv om indtægten eventuelt kan

konfiskeres. Det anførte gælder især, hvor den ulovlige indtægt er opnået

gennem en retshandel.

Det følger af det almindelige retserhvervelsesprincip (se E.A.3.1.1), at

der ikke sker beskatning af indtægter, der ikke er erhvervet ret til. Indtægt

ved f.eks. tyveri er derfor ikke skattepligtig.

Om fradragsret for tab ved konfiskation henvises til E.B.5.5.

Udenlandsk indkomst

Det er ifølge SL § 4 uden betydning for skattepligten, om indtægten

erhverves i Danmark eller i udlandet.

I særlovgivningen og især i de med en række lande indgåede

dobbeltbeskatningsoverenskomster er der foretaget begrænsninger i dette

globalindkomstprincip, se nærmere LVD.

E.A.1.2 Hobbyvirksomhed

Spørgsmålet, om der foreligger en hobbyvirksomhed eller en

erhvervsvirksomhed, opstår i de tilfælde, hvor virksomheden på den ene side

har fælles træk med en erhvervsvirksomhed, men hvor der på den anden side er

tvivl om, hvorvidt indtægtserhvervelsen er det afgørende formål for

skatteyderen. Visse former for virksomhed synes ofte at have private formål

som de primære formål for skatteyderen. Disse private formål kan f.eks. være

boligformål eller sportsinteresser, såsom ridning, hestevæddeløb, sejlads,

mv., eller det kan være dyrehold som f.eks. ponyer, kaniner, fjerkræ eller

lign.

E.A.1.2.1 Betydning af sondringen mellem erhvervsmæssig virksomhed og

hobbyvirksomhed

Sondringen mellem hobbyvirksomhed og erhvervsmæssig virksomhed har

betydning for den skattemæssige behandling af et eventuelt underskud.

Spørgsmålet er således kun relevant, i det omfang virksomheden har

underskud.

Hvis hobbyvirksomheden er indtægtsgivende, beskattes en eventuel

nettoind-komst efter SL § 4. Tilsvarende gælder for indtægter ved

erhvervsmæssig virksomhed.

Ved hobbyvirksomhed er nettoindkomsten personlig indkomst. Opgørelsen af

overskuddet, dvs. nettoindkomsten, sker på tidspunktet for

indkomsterhvervelsen. Der kan kun fratrækkes de omkostninger, der har været

forbundet med indkomsterhvervelsen og et eventuelt underskud kan ikke

fratrækkes i anden indkomst; fradragsretten er gjort kildebegrænset.

Underskud ved hobbyvirksomhed kan heller ikke fremføres til modregning i

medfør af LL § 15.

Dette nettoindkomstprincip bevirker også, at der ikke er tale om et

ligningsmæssigt fradrag og dermed heller ikke hjemmel til at begrænse

fradraget i medfør af LL § 9, stk. 1, jf. TOLD*SKAT Nyt 1992.3.89 (LSR.) (TfS

1992,70).

Det kan i praksis være vanskeligt at afgøre, hvilke beløb, der kan

fratrækkes i hobbyindkomsten for at beregne nettoindkomsten. Det vil meget

ofte være nødvendigt at foretage et skøn.

I Skat 1989.4.344 (TfS 1989,244) blev et hundehold, der bestod af to,

senere tre, avlstæver, anset for hobbyvirksomhed. Landsskatteretten tillod

imidlertid, at der i afståelsessummen for hvalpene blev godskrevet klageren

de fornødne omkostninger, som var medgået til avlen, uanset disse var afholdt

i tidligere år. Landsskatteretten anslog udgifternes størrelse efter et skøn.

Eventuelle renteudgifter, der kan henføres til hobbyvirksomhed, kan

fra-trækkes efter de samme regler, som gælder for andre private

renteudgifter, se A.E.1.

Gevinst og tab på aktiver anvendt i en hobbyvirksomhed er bortset fra

spekulationstilfælde indkomstopgørelsen uvedkommende, jf. SL § 5a.

E.A.1.2.2 Hobby eller erhverv

Om en virksomhed er erhvervsmæssig eller har hobbykarakter vil normalt

ikke give anledning til tvivl, hvis det sædvanlige driftsmæssige afkast ikke

ligger under den normale forrentning inden for den pågældende branche.

Bedømmelsen af, om en virksomhed er erhvervsmæssigt drevet, foretages ud

fra en samlet konkret vurdering af virksomheden, hvori alle relevante forhold

skal inddrages.

Erhvervsmæssig virksomhed vil - i modsætning til hobbyvirksomhed - være

indrettet på systematisk indtægtserhvervelse, dvs. det afgørende formål er

den fortjeneste, der kan opnås.

Ved hobbyvirksomhed vil indtægtserhvervelsen ikke være det primære formål.

Virksomheden vil typisk være et udslag af en personlig interesse (en hobby)

og en vis personlig deltagelse i virksomheden er almindelig.

De relevante momenter, der har været lagt vægt på i praksis har bl.a.

været

- om der er udsigt til, at virksomheden før eller siden vil give overskud,

såvel overskud på den primære drift som et overskud, der står i forhold til

den investerede kapital (rentabilitet)

- om virksomhedens underskud er forbigående, f.eks.

indkøringsvanskeligheder, eller om virksomheden vedvarende forudsætter, at

ejeren har stabile indtægter fra anden side for at neutralisere et underskud

- om der forud for virksomhedens start har været foretaget undersøgelse af

lønsomheden/udsigterne til rentabel drift, herunder om der har været lagt

budgetter mv.

- om virksomheden har den fornødne intensitet og seriøsitet

- om ejeren har særlige faglige forudsætninger for at drive virksomheden,

og om virksomheden har en naturlig sammenhæng med skatteyderens eventuelle

øvrige indtægtsgivende erhverv

- om der er andre end erhvervsmæssige formål med virksomheden

- om skatteyderen har været afskåret fra at anvende virksomhedens aktiver

til privat brug

- om virksomhedens omfang/varighed er af en vis størrelse

- om driftsformen er sædvanlig for virksomheder af den pågældende art

- om virksomheden lever op til den erhvervsmæssige standard, der er

gældende for det pågældende erhverv

- om virksomheden i givet fald kunne sælges til trediemand, dvs. om den

trods hidtidigt underskud i trediemands øjne måtte have potentiel

indtjeningsværdi, eller om den slet ikke kunne tænkes drevet løsrevet fra den

ejendom, person eller det regi, hvor den hidtil har været drevet.

Ingen af disse kriterier er i sig selv afgørende for vurderingen af, om

virksomheden er erhvervsmæssig. Det afhænger bl.a. af, hvilken type

virksomhed, der er tale om, men rentabilitetsbetragtningen har været lagt til

grund ved mange afgørelser.

Ved den type virksomheder, hvor indehaverens personlige indsats er det

væsentligste aktiv, vil virksomheden ofte blive anset for hobbyvirksomhed,

medmindre den fremstår som professionelt anlagt, hvad angår udstyr,

driftsform og indehaverens uddannelse.

Hvis virksomheden består i udlejning af aktiver, kan den blotte forekomst

af privat benyttelse af de aktiver, der indgår i virksomheden, medføre at

virksomheden ikke anses for erhvervsmæssigt anlagt.

Kriteriet, at virksomheden skal give et afkast, der står i rimeligt

forhold til den investerede kapital, tillægges i praksis normalt afgørende

betydning i relation til udlejningsvirksomhed.

Med "rimeligt afkast" forstås et afkast, der er normalt inden

for den pågældende branche, inden eventuelle renteudgifter. Graden af

fremmedfinansiering kan dog indgå i den samlede vurdering af virksomhedens

udsigt til at opnå den fornødne rentabilitet.

I sager vedrørende landbrug og lign. vil det ofte være af afgørende

betydning, hvad den primære årsag til anskaffelsen og driften har været, dvs.

om boligformålet eller andre private formål overskygger hensigten med at opnå

et afkast af bedriften.

Ved landbrugsvirksomhed må der lægges vægt på, om et landbrug er teknisk

landbrugsfagligt drevet. Heri indgår en vurdering af, om landbruget efter sin

art, beliggenhed og størrelse drives forsvarligt * og tilsigter at opnå et

rimeligt driftsresultat*.

Se nedenfor om de forskellige former for virksomhed.

E.A.1.2.3.1 Landbrug

Praksis kan tages som udtryk for, at en egentlig landbrugsejendom normalt

må anses for drevet erhvervsmæssigt, hvis driften af ejendommen bedømt ud fra

en teknisk-landbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig

og tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat,* medmindre det må lægges til

grund, at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne blive

overskudsgivende*.

Ved afgørelsen af, om et landbrug teknisk-landbrugsfagligt er forsvarligt

drevet, indgår der efter praksis bl.a. en vurdering af, om landbruget efter

sin art, beliggenhed og størrelse drives forsvarligt, jf. f.eks. Skat 1989.4.

294 (TfS 1989,159). I denne sag fra Østre Landsret blev udgifterne ved drift

af et lille landbrug anset for fradragsberettigede bl.a. på baggrund af en

syns- og skønserklæring, der var udarbejdet til sagen. Se også TfS 1989, 188

(VLD), hvor Skatteministeriet på baggrund af en syns- og skønsrapport tog

bekræftende til genmæle, hvorved fradrag for underskud anerkendtes.

I sager, hvor der har været udmeldt syn og skøn, er der i skønstemaerne

bl.a. også indgået spørgsmål om, hvorvidt driftsformen var sædvanlig for en

ejendom som i den konkrete sag, og i givet fald om en sådan sædvanlig

driftsform ville kunne give overskud på den primære drift før af- eller

nedskrivninger og bidrage til forrentning af den i ejendommen og driften

investerede kapital.

Et egentligt syn og skøn vil være et stærkere bevismiddel end en erklæring

fra en landbrugskonsulent. Vedrørende syn og skøn, se afsnit A.K.3.4.

Det er dog ikke i alle tilfælde, der indrømmes fradrag, selv om driften

kan anses for teknisk landbrugsfagligt forsvarlig. I en Vestre Landsrets dom

fra 1986 (Skat 1986.7.454) (TfS 1986,359) nåede retten frem til, at driften

på den ene side var forsvarlig i teknisk landbrugsfaglig henseende, men på

den anden side havde denne ellers landbrugsmæssigt forsvarlige drift ikke den

fornødne intensitet til, at den kunne anses for erhvervsmæssig.

Sagen drejede sig om en ikke-landbrugsuddannet, der på traditionel vis

drev en lille landbrugsejendom med fedekalvproduktion. Landsretten fandt, at

opfedningen af fedekalve ikke i sig selv gav grundlag for at anse driften for

uforsvarlig i teknisk landbrugsfaglig henseende. Derimod bevirkede det meget

beskedne omfang af køb og salg af dyr, at virksomheden ikke kunne anses at

have haft den fornødne intensitet til, at driften i teknisk landbrugsfaglig

forstand kunne anses forsvarlig.

Se ligeledes TfS 1996,301(VLD), hvor der blev nægtet fradrag for

underskud, uanset at driften blev anset for teknisk landbrugsfaglig

forsvarlig.

På baggrund af en indhentet syns- og skønserklæring lagde retten til

grund, at forpagtning af en landejendom samt leje af et græsareal til

dyrehold, var sædvanlig og forsvarlig efter en teknisk landbrugsfaglig

målestok, samt at driften tilsigtede at opnå et rimeligt driftsresultat. Der

kunne imidlertid ikke bortses fra de af forpagtningen flydende udgifter til

forpagtning, græsleje og faktiske merudgifter ved bilkørsel ved vurderingen

af, om driften måtte anses som erhvervsmæssig. Når disse udgifter blev

medtaget, ville driften selv efter en længere årrække ikke kunne blive

overskudsgivende.

Østre Landsret stadfæstede ved dom af den 15. okt. 1992, TOLD-SKAT

Nyt 1993.1.29 (TfS 1992,516) en landsskatteretskendelse, hvor en

akademiingeniør blev nægtet fradrag for underskud af en mindre

landbrugsejendom. Skatteyderen havde indhentet en erklæring fra det lokale

amtsråds konsulent i økologisk/ biodynamisk jordbrug. I erklæringen

bekræftede konsulenten, "at gården drives fagligt forsvarligt", men

Østre

Landsret fandt ikke, at den landbrugsmæssige udnyttelse af ejendommen

havde en sådan intensitet, at underskuddet kunne fradrages.

Vestre Landsret har i et forlig tilkendegivet, at der ikke kunne opnås

fradrag for underskud, uanset at landbrugsejendommen ud fra en teknisk -

landbrugsfaglig betragtning var forsvarligt drevet, idet der ikke var udsigt

til, at driften ville give overskud, se TOLD-SKAT Nyt 1993.2.62 (TfS

1992,566).

Ved højesteretsdom af 15. april 1994 (TfS 1994,364) stadfæstede Højesteret

en Østre Landsretsdom af 8. marts 1993 (TOLD-SKAT Nyt 1993.11.505). Retten

fandt på baggrund af en syns- og skønsrapport, at driften af en ejendom var

teknisk landbrugsfagligt forsvarlig og sædvanlig for et deltidslandbrug af

den størrelse og beskaffenhed. Til spørgsmålet om en sådan driftsform kunne

give overskud på den primære drift før af- og nedskrivninger, svarede syns-

og skønsmanden, at der kunne forventes et driftsoverskud på omkring nul. På

denne baggrund fandt Højesteret at måtte give skatteyderen medhold i, at

landbruget var erhvervsmæssigt drevet.

Præmisserne i HRD er:" I medfør af SL § 6.a, kan underskud ved drift

af en landbrugsejendom efter den mangeårige særlige ligningspraksis

vedrørende deltidslandbrug fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige

indkomst på betingelse af, at driften af ejendommen bedømt ud fra en

teknisklandbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig og

tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat. I så fald må ejendommen i

skattemæssig henseende anses for drevet erhvervsmæssigt, medmindre det må

lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne

blive overskudsgivende".

Efter Skatteministeriets opfattelse er dommens resultat i overensstemmelse

med hidtidig praksis, bortset fra, at det er præciseret, at den særlige

ligningspraksis gælder for deltidslandbrug generelt, ligesom det er

præciseret, at det er en betingelse for at anerkende erhvervsmæssig drift, at

skatteyderen har godtgjort, at der sigtes mod et rimeligt driftsresultat, TfS

1994,583. Se også TfS 1994,566, TfS 1994,366.(VLD) og TfS 1994,720.

*TfS 1997,177 Østre Landsret fandt, at den samlede drift ikke kunne anses

som teknisk-landbrugsfagligt forsvarlig og sædvanlig, ligesom der ikke var

udsigt til, at driften, selv efter en længere årrække, kunne blive

overskudsgivende. På den baggrund afvistes fradrag for underskud på driften

*.

E.A.1.2.3.2 Stutterier

Ved et stutteri forstås en virksomhed, der avler og opdrætter heste med

henblik på videresalg.

For landejendomme, der har anvendelse som stutteri, må det på baggrund af

en Vestre Landsrets dom af 18. okt. 1982 (skd. 66.280) antages, at sondringen

erhverv/hobby skal ske ud fra de samme driftsmæssige kriterier, som gælder

for egentlige landbrugsvirksomheder, jf. ovenfor.

I denne sag blev en ejendomsmægler anset for at have de fornødne faglige

forudsætninger for at drive stutterivirksomhed, og virksomheden blev

anerkendt som erhvervsmæssig. Landsretten fandt som følge af hestebestandens

størrelse, omfanget af investeringerne og tilrettelæggelsen af driften, at

der var tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at driften var sket på en

erhvervsmæssigt forsvarlig måde. Det forhold, at stutterivirksomheden sammen

med landbrugsejendommens drift i øvrigt, såvel i de indkomstår, sagen

vedrørte som i de foregående og efterfølgende indkomstår havde udvist

betydelige underskud, kunne ikke i sig selv bevirke, at stutterivirksomheden

måtte frakendes erhvervsmæssig karakter.

Om stutterier se også TOLD-SKAT Nyt 1991.23.1380 (TfS 1991,563), hvor

Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle i en sag for Vestre

Landsret, hvorefter der blev givet fradrag for underskud ved driften af et

landbrug og stutteri og TfS 1990,417 (lsr), hvor et underskud blev anerkendt

bl.a. på grundlag af to sagkyndige erklæringer om, at et hestehold var

tilrettelagt teknisk forsvarlig samt på grundlag af skatteyderens kendskab

til hesteavl.

I en Østre Landsretsdom fra 1980 (skd. 57.188) blev et hestehold anset for

anskaffet med det overvejende formål at blive benyttet som underholdning for

de børn, der opholdt sig i den på gården indrettede børnepension. På baggrund

heraf samt på grund af skatteyderens manglende erfaring og det begrænsede

omfang af hesteholdet blev fradrag for driftsudgifter ved stutterivirksomhed

nægtet.

Efter gældende praksis kan et stutteri således ikke frakendes sin

erhvervsmæssige karakter alene, fordi virksomheden har givet underskud i en

årrække, og der kun har været tale om et beskedent antal avlsheste, men det

er en forudsætning for underskudsfradrag, at der er udsigt til at

virksomheden vil give overskud.

E.A.1.2.3.3 Væddeløbsheste, dyrehold, mv.

Det må efter tilsvarende principper som for stutterier afgøres efter en

konkret vurdering, om en væddeløbsstald kan anses for erhvervsmæssig.

Dette var ikke tilfældet i Højesterets dom i t&s Nyt 1991.23.1331 (TfS

1991,500), hvor et anpartsselskab blev nægtet fradrag for underskud i

forbindelse med driften af et travhestehold, som bestod i køb og salg af

travheste samt deltagelse i væddeløb. Afgørelsen blev begrundet med, at der

ikke var udsigt til at opnå fortjeneste, når man henså til de store udgifter

ved driften af travhesteholdet sammenholdt med de usikre og tilfældige

muligheder for at opnå indtægter ved løbspræmier og salg af heste.

I TfS 1994,879 fandt Vestre Landsret, at der forelå en sådan sammenhæng

mellem formålet med anskaffelsen og anvendelsen af 2 heste, at hestene skulle

betragtes som en ikke-erhvervsmæssig virksomhed.

Se dog UfR 1978,614 H (Jauer-dommen), hvor omlægning af driften af en

landejendom til et "dyrecenter" blev anset for erhvervsmæssigt

forsvarligt gennemført og underskud anerkendt som fradragsberettiget.

Dyrecentret omfattede hundepension, hundekennel, hestepension,

rideundervisning, træning af hunde og i tilslutning hertil drift af cafeteria

samt salg af hundefoder mv. Virksomheden var således af et sådant omfang, at

det var medvirkende til, at den blev anset for erhvervsmæssig.

I TOLD-SKAT Nyt 1991.14.769 (VLD) (TfS 1991,289) blev et anpartsselskab

nægtet fradrag for underskud ved drift af en hundekennel. Skatteyderen havde

drevet hundekennel i personligt regi og hun drev tillige virksomhed som

speciallæge i psykiatri. Såvel hundekennelen som lægepraksisen blev overført

til et anpartsselskab, men Vestre Landsret nægtede fradrag for underskud ved

kennelen med henvisning til, at der ikke var nogen naturlig sammenhæng mellem

lægevirksomheden og kennelvirksomheden, og skatteyderen havde ingen

kvalifikationer i relation til kenneldrift. Herudover var der aldrig

udarbejdet budgetter og virksomheden var kun i ringe grad tilrettelagt med

økonomien for øje.

E.A.1.2.3.4 Bådudlejning mv.

I sager om udlejningsvirksomhed, især bådudlejning, vil den blotte

forekomst af privat benyttelse af de aktiver, der indgår i virksomheden, som

udgangspunkt udelukke, at virksomheden anses for erhvervsmæssigt anlagt.

Se endvidere E.F.1.6.

I disse sager lægges der især vægt på et rentabilitetssynspunkt, dvs. om

der er udsigt til, at virksomheden giver et afkast, som står i et rimeligt

forhold til den investerede kapital.

Dette fremgår af de to ledende højesteretsdomme på området, nemlig t&s

Nyt 1991.11.581(TfS 1991,233) og UfR 1984.740. Det er i disse sager ikke

tillagt afgørende betydning, at der ikke kan påvises en personlig interesse i

erhvervelsen af udlejningsbådene og i begge tilfælde har bådudlejerne

udfoldet normale udlejningsbestræbelser. Det var afgørende for sagernes

udfald, at der ikke var udsigt til, at virksomheden kunne give et forsvarligt

afkast af den investerede kapital.

I UfR 1984.740 havde sagsøgeren, der var direktør i et autofirma,

anskaffet en motorsejler for at leje den ud. Skatteyderen opnåede

momsrefusion på købet, der var lånefinansieret. Der blev forsøgt udlejning af

båden i det følgende år, men det lykkedes kun i begrænset omfang.

Skatteyderen forsøgte udlejning gennem et udlejningsbureau og forsøgte også

selv at udleje båden. Udlejningsindtægterne var imidlertid meget begrænsede i

de to omhandlede indkomstår, og der var underskud før afskrivninger. Båden

overgik derfor til privat brug. Direktøren var sejlkyndig, men et under sagen

udmeldt syn og skøn støttede hans forklaring om, at båden ikke hidtil havde

været benyttet privat.

Da der ikke var udsigt til at opnå indtægter, der ville stå i et rimeligt

forhold til den investerede kapital og under hensyn til

udlejningsvirksomhedens omfang og manglende naturlige sammenhæng med

skatteyderens erhvervsmæssige forhold i øvrigt, ansås båden ikke for

anskaffet med erhvervsmæssig forsvarlig drift for øje (dissens).

Højesteretsdommen omtalt i t&s Nyt 1991.11.581 vedrører et ægtepar,

der som bibeskæftigelse drev en virksomhed med salg og udlejning af

speedbåde, windsurfere og lystbåde samt udstyr hertil. I virksomheden indgik

en lystbåd, der senere blev erstattet med en større lystbåd.

Til trods for, at ægteparret havde udfoldet normale

udlejningsbestræbelser, havde virksomheden kun haft relativt små

lejeindtægter. Skatteyderen havde ingen særlige faglige forudsætninger for at

drive virksomheden, og der var i forbindelse med etableringen alene opstillet

et grovbudget for det første år, udvisende et mindre overskud før renter.

Virksomheden havde i hele perioden givet underskud før afskrivninger og

renter.

Højesteret fandt ikke, at virksomheden havde haft udsigt til at opnå

indtægter, der ville stå i et rimeligt forhold til den investerede kapital og

anså ikke bådene for anskaffet med erhvervsmæssig forsvarlig drift for øje.

Se også TfS 1994,531 (VLD).

I SKAT 1990.4.268 (VLD) (TfS 1990,162) blev fradrag ikke godkendt, da der

ikke var udsigt til at opnå en fortjeneste, der stod i rimeligt forhold til

den investerede kapital, og i TOLD-SKAT Nyt 1993,19,855 (TfS 1993,362) blev

et anpartsselskabs bådudlejning ikke anset for erhvervsmæssig virksomhed.

Højesteret fandt i en dom af 10. november 1995 (TfS 1995,828), at den båd,

som skatteyderen havde købt, ikke var anskaffet med henblik på erhvervsmæssig

forsvarlig drift. Landsretten fandt, at skatteyderen ikke før anskaffelsen af

båden havde foretaget en budgetmæssig vurdering eller en analyse af

virksomhedens rentabilitet. Højesteret, stadfæstede landsrettens dom.

I TfS 1996,28 (HD) fandt retten ligeledes, at skatteyderen ikke drev

erhvervsmæssig virksomhed, selv om retten lagde til grund, at den pågældende

båd var velegnet til udlejning, at der blev foretaget normale

udlejningsbestræbelser, og at skatteyderen ikke selv benyttede båden i

udlejningsperioden. Bortset fra 2 år var der i udlejningsperioden på 7 år et

årligt underskud på den primære drift. Ved vurderingen af om anskaffelsen og

driften af båden var erhvervsmæssig forsvarlig, tillagde Højesteret det

betydning, at det på baggrund af et af skatteyderen udarbejdet

driftsregnskab, måtte have stået skatteyderen klart, at der fra begyndelsen

af udlejningsperioden var budgetteret med et urealistisk lavt

omkostningsniveau, ligesom lejen var for højt budgetteret. Endvidere lagde

Højesteret vægt på, at skatteyderen i forbindelse med nyudlejning

fortsatte med at fastsætte udlejningsprisen på grundlag af en uændret

budgettering af indtægter og omkostninger, selv om resultatet klart viste, at

der ikke var grundlag herfor. I TfS 1996,570(HD) lagde Højesteret til grund,

at det primære sigte med udvikling og produktion af en båd, var deltagelse i

Admiral's Cup. Se også TfS 1996,498(HD), TfS 1996,552(ØLD), TfS

1996,572(ØLD) , TfS 1996,677(ØLD) *og TfS 1996,916*.

E.A.1.2.3.5 Kunstnerisk virksomhed

Ved kunstnerisk virksomhed er den personlige indsats det væsentligste

aktiv, og der vil typisk være en glidende overgang fra, at virksomheden anses

for hobbyvirksomhed til, at virksomheden anses for erhvervsmæssig virksomhed.

I praksis er der bl.a. lagt vægt på virksomhedens omfang, om kunstneren

har deltaget i udstillinger samt på den uddannelsesmæssige baggrund.

Landsskatteretten anerkendte i afgørelsen t&s Nyt 1989.12.952 således en

kunstmalers underskud ved selvstændig erhvervsmæssig virksomhed som

fradragsberettiget, bl.a. under hensyn til, at hun var uddannet på

Kunstakademiet og var medlem af en anerkendt kunstnersammenslutning samt

havde modtaget legater fra Statens Kunstfond flere gange.

Se også lsr. 1978.153, hvor Landsskatteretten ikke fandt grundlag for at

anse en kunstners virksomhed i forbindelse med billedvævning mv. som

udelukkende hobbyvirksomhed. Retten kunne tiltræde, at underskud ved denne

virksomhed kunne fradrages ved indkomstopgørelsen.

I t&s nyt 1991.17.954 (TfS 1991,409) fandt Landsskatteretten, under

henvisning til, at en kunstmaler havde deltaget i udstillinger, modtaget

legater og, omend i begrænset omfang, havde solgt malerier, at kunstmalerens

virksomhed måtte anses for erhvervsmæssig med beskatning efter SL § 4 a til

følge. Vestre Landsret tilkendegav, at fortjenesten ved arveudlæg og salg i

forbindelse med kunstnerens død var indkomstskattepligtig for boet. Det kunne

ikke antages, at indtægten var undtaget fra beskatning efter SL § 5 om privat

indbo, og der var ikke grundlag for at antage, at skattepligten af vederlaget

for kunstnerisk virksomhed efter SL § 4 a var begrænset til kunstnerisk

virksomhed udført i umiddelbar tidsmæssig forbindelse med vederlæggelsen.

Efter rettens tilkendegivelse hævede sagsøgeren sagen, TfS 1996,177 (VLD).

Se også afsnit E.B.2.6.1 og E.B.3.14 om kunstneres indtægtsopgørelse.

E.A.1.2.3.6 Sommerhusudlejning

Der har været enkelte sager vedrørende sommerhuse, men af meget forskellig

karakter.

*Som udgangspunkt kræves det for at acceptere, at der foreligger

erhvervsmæssig udlejningsvirksomhed, at ejeren effektivt har fraskrevet sig

egen benyttelse af sommerhuset og, at skatteyderen kan dokumentere, at

sommerhuset ikke er benyttet privat. Hertil kommer, at udlejningsvirksomheden

ud fra en samlet vurdering skal være erhvervsmæssig drevet.

I TfS 1992,223 fastslog Landsskatteretten, at der ikke forelå

erhvervsmæssig udlejningsvirksomhed i indkomstårene 1985 og 1986, under

hensyn til, at der ikke forelå udlejningskontrakter, der afskar den

pågældende fra selv at kunne benytte sommerhuset. For indkomståret 1987 havde

skatteyderen indgået kontrakt med et udlejningsbureau, ifølge hvilken

klageren ikke forbeholdt sig nogen privat brug af huset. Landsskatteretten

tiltrådte, at der forelå erhvervsmæssig udlejningsvirksomhed i 1987.

I TfS 1997,365 tiltrådte Østre Landsret synspunktet, hvorefter det er en

afgørende forudsætning for, at der foreligger erhvervsmæssig

udlejningsvirksomhed, at skatteyderen effektivt har fraskrevet sig retten til

at benytte sommerhuset. Skatteyderen stod selv for udlejning af sommerhuset.

Østre Landsret bemærkede således, at det, da skatteyder havde haft mulighed

for at benytte sommerhuset, var uden betydning for sagen, om skatteyderen

havde benyttet sommerhuset eller ej.

I TfS 1997,768 gav Landsskatteretten skatteyderen medhold i, at der forelå

erhvervsmæssig udlejningsvirksomhed. Skatteyderen havde indgået kontrakt med

et udlejningsbureau, der havde en ubegrænset ret til at disponere over

sommerhuset ved udleje i de aktuelle indkomstår. I kontrakten havde

skatteyderen ikke forbeholdt sig nogen privat brug af de 2 omtvistede

sommerhuse, ligesom det blev lagt til grund, at skatteyderen ikke havde

benyttet sommerhusene.

Det fremgår af ovennævnte afgørelser, at det er en afgørende forudsætning

for, at der kan statueres erhvervsmæssig udlejningsvirksomhed, at skatteyder

kan dokumentere, at den fulde og ubegrænsede ret til at disponere over

sommerhuset er overdraget til trediemand i hele indkomståret.

Herudover har skatteyder tillige bevisbyrden for, at skatteyderen ikke har

benyttet sommerhuset privat i indkomståret, hvilken bevisbyrde skærpes, hvis

skatteyderen ikke ved kontrakten med trediemand formelt har fraskrevet sig

retten til at benytte sommerhuset privat.

Som nævnt ovenfor er det tillige en forudsætning, at

udlejningsvirksomheden ud fra en samlet vurdering skal være drevet

erhvervsmæssigt.*.

Ved afgørelsen refereret i t&s Nyt 1991.16.872 (VLD) (TfS 1991,357)

blev fradrag således nægtet med henvisning til, at omfanget af udlejningen

var for lille, lejeindtægterne for små i forhold til udgifterne og

udlejningsbestræbelserne manglede intensitet. Sagen vedrørte en skatteyder,

som erhvervede det omhandlede sommerhus på et tidspunkt, hvor han allerede

ejede en udlejningsejendom og to sommerhuse, som blev benyttet privat.

Det tredie sommerhus var efter det oplyste erhvervet udelukkende med

henblik på udlejning.

Landsskatteretten har i overensstemmelse hermed efterfølgende fundet, at

driftsresultatet for et udlejet sommerhus skulle opgøres i overensstemmelse

med hidtidig praksis vedrørende sommerhusudlejning jf. TOLD*SKAT Nyt

1992.8.239 (TfS 1992,223). Se også lsr.1979.23 og skd. 61.182 (VLD) og

TOLD-SKAT Nyt 1993.5.20.

Vedrørende spørgsmålet om opgørelse af fradrag ved sommerhusudlejning

efter LL § 15 O henvises til A.D.3.2.7.

E.A.1.2.3.7 Øvrige virksomhedsformer

I de sager, der har været rejst vedrørende øvrige virksomhedsformer, synes

der overvejende at have været lagt vægt på rentabilitetsbetragtninger, men

også andre af de under E.A.1.2.2 nævnte kriterier er indgået ved

afgørelserne. Se bl.a. TfS 1995, 44.

TfS 1996,845 (LSR) En vejformand, der havde eksperimenteret med henblik på

at fremstille isolerings- og byggematerialer af halm, havde haft udgifter før

renter og afskrivninger på 55.753 kr. Fradrag for udgifterne blev afvist af

Landsskatteretten, idet det ikke ansås for godtgjort, at virksomheden på

længere sigt ville give overskud. Der kunne heller ikke gives fradrag efter

ligningslovens §§ 8 B og 8 L.

I TfS 1991,525 blev en dykkervirksomhed anset for erhvervsmæssigt drevet

med den begrundelse, at virksomheden ikke havde været udsigtsløs med hensyn

til på længere sigt at opnå reelt overskud, og skatteyderen havde været

fagligt velkvalificeret.

Skatteyderen var uddannet dykker og havde startet egen dykkervirksomhed,

men havde af økonomiske grunde været nødt til at tage andet fuldtidsarbejde.

Hans ansættelsesforhold gjorde det muligt for ham at påtage sig dyknings- og

bjærgningsopgaver, når sådanne forekom. Skatteyderens materiel var

professionelt og havde kun været brugt til erhvervsmæssigt formål. På grund

af en særlig opgave gav virksomheden overskud i et efterfølgende år, og dette

viste, at virksomheden ikke havde været udsigtsløs med hensyn til på længere

sigt at opnå reelt overskud.

Landsskatteretten fandt i afgørelsen TOLD*SKAT Nyt 1991.21.1223 (TfS

1991,506), at en skatteyder, der tidligere havde været fuldtidsbeskæftiget

ved fiskeri, og som senere havde påbegyndt erhvervsfiskeri som

bierhvervsfisker, havde tilrettelagt fiskeriet med erhvervsmæssig forsvarlig

drift for øje, og at de fremkomne underskud vedrørte en periode, hvor

virksomheden havde været under opbygning. På denne baggrund godkendte

Landsskatteretten, at de fremkomne underskud var fradragsberettigede efter SL

§ 6a.

I t&s Nyt 1991.5.246 (TfS 1991,57) blev fradrag nægtet, fordi

virksomheden havde haft et så beskedent omfang og en så ringe udsigt til

rentabilitet, at den ikke kunne anses erhvervsmæssigt drevet.

I sagen havde skatteyderen, der var selvlært inden for elektronik,

udviklet en højkvalitetsforstærker, men virksomheden havde i en periode på

fem år hverken varesalg eller varekøb. På den baggrund fandt Østre Landsret,

at virksomheden havde været af et så beskedent omfang og havde haft en så

ringe udsigt til rentabilitet, at den ikke kunne anses for erhvervsmæssig. Se

endvidere t&s Nyt 1991.11.574 (fradrag nægtet for udgifter til drift af

racerbil), og TOLD-SKAT Nyt 1993.3.96 (TfS 1993,35). Gocartkørers underskud

ved handel med dele til gocarts kunne ikke fratrækkes, ligesom en "Road

Racingkørers" underskud heller ikke kunne fratrækkes. Aktiviteten blev

ikke anset for at være drevet erhvervsmæssigt, TfS 1994, 752.

*TfS 1997,293. Fradrag for underskud i virksomheden blev nægtet i sagen.

Skatteyderen, der havde fuldtidsarbejde som landbrugsvikar, påbegyndte som

fritidsarbejde virksomhed med produktion af fotoplatter og foto- og

videoproduktion. Virksomheden ansås ikke erhvervsmæssigt drevet, i hvilken

forbindelse Landsretten bemærkede, at skatteyderen ikke havde foretaget

nærmere regnskabsmæssige undersøgelser eller analyser, før han, som en

fortsættelse af fritidsvirksomhed etablerede foto- og videovirksomheden,

ligesom produktionen heller ikke kunne anses tilrettelagt på en sådan måde,

at virksomheden i skattemæssig forstand kunne anses erhvervsmæssig*.

E.A.1.2.4 Driftsform, mv.

Det er ved sondringen mellem hobbyvirksomhed og erhvervsmæssig virksomhed

ikke afgørende, om virksomheden drives som personlig virksomhed eller

eventuelt som selskab, jf. TOLD*SKAT Nyt 1991.23.1331 (TfS 1991,500), hvor et

selskab blev nægtet fradrag for underskud ved driften af et travhestehold, da

dette måtte anses som et udslag af hovedanpartshaverens personlig interesse i

travheste.

Se endvidere TOLD-SKAT Nyt 1991.14.769 (VLD) (TfS 1991,289), hvor et

anpartsselskab blev nægtet fradrag for underskud ved drift af en hundekennel.

Skatteyderen havde drevet hundekennel i personligt regi og hun drev tillige

virksomhed som speciallæge i psykiatri. Såvel hundekennelen som lægepraksisen

blev overført til et anpartsselskab, men Vestre Landsret nægtede fradrag for

underskud ved kennelen med henvisning til, at der ikke var nogen naturlig

sammenhæng mellem lægevirksomheden og kennelvirksomheden, og at skatteyderen

ingen kvalifikationer havde i relation til kenneldrift. Herudover var der

aldrig udarbejdet budgetter og virksomheden var kun i ringe grad tilrettelagt

med økonomien for øje.

E.A.1.2.5 Momsregistrering mv.

Den momsretlige vurdering af, hvornår en virksomhed er erhvervsmæssig, er

som hovedregel sammenfaldende med den skatteretlige vurdering.*Det fremgår

dog af TfS 1997,639, Meddelelser fra Skatteministeriet, at det fremover må

bero på en selvstændig momsretlig vurdering, om en virksomhed er en økonomisk

virksomhed og en selvstændig skatteretlig vurdering, om der er fradrag for

driftsomkostninger mv. * Af Østre

Landsrets dom refereret i TfS 1992, 516, fremgår det, at

momsregistreringen som sådan ikke er afgørende for spørgsmålet, om en

virksomhed er erhvervsmæssig eller ej, da der ved momsregistreringen ikke

sker en egentlig prøvelse af dette spørgsmål.

Højesteret udtalte ligeledes i den i TOLD-SKAT Nyt 1991.23.1331(TfS

1991,500) omtalte sag (jf. afsnit E.A.1.2.4), at det er uden betydning for

den skattemæssige vurdering af, om virksomheden kan anses for erhvervsmæssig,

om virksomheden har ladet sig momsregistrere.

E.A.1.3 SL § 5 Formuebevægelser

SL § 5 indeholder en negativ afgrænsning af indkomstbegrebet i SL § 4.

Bestemmelsen bygger på en fundamental sondring mellem indkomst (udbytte)

og indkomstgrundlag (formue). Udgangspunktet er, at selve grundlaget for

erhvervelsen af indkomsten er indkomstopgørelsen uvedkommende, og at det

alene er afkastet af indkomstgrundlaget, der skal medregnes ved

indkomstopgørelsen.

E.A.1.3.1 § 5 Salg af aktiver

I følge SL § 5a skal urealiserede værdisvingninger på aktiver ikke

medregnes ved indkomstopgørelsen. Gevinst og tab konstateret ved salg (eller

anden afståelse) af aktiver, der har karakter af omsætningsformue, dvs. at de

er anskaffet som led i næring eller i spekulationsøjemed, skal medregnes ved

indkomstopgørelsen. Realisationsprincippet i SL § 5a er modificeret af

særregler i den øvrige skattelovgivning. Som eksempler kan nævnes reglerne om

landbrugets besætninger (E.E.1) og om kursgevinster og kurstab, når

lagerprincippet anvendes (A.D.2).

Hovedreglen i SL § 5a, om at alene realiseret gevinst og tab på

omsætningsformuen skal medregnes ved indkomstopgørelsen, er senere blevet

erstattet af særlovgivning for langt de fleste aktivtypers vedkommende. Som

de vigtigste eksempler kan nævnes AL, EBL og ABL.

Private aktiver

Indtægt ved salg af private aktiver, f.eks. indbo eller frimærke-, mønt-

og bogsamlinger, er som udgangspunkt skattefri efter hovedreglen i SL § 5a.

Dette gælder principielt uden hensyn til indtægtens størrelse. Rent

bevismæssigt vil en betydelig indtægt dog kunne indicere, at der er tale om

salg af en omsætningsformue (næring eller spekulation).

Den skattemæssige behandling afhænger således af en bedømmelse af, om

aktivet er rent privat, eller om det er solgt som led i en erhvervsmæssig

virksomhed eller som led i en spekulationsforretning. Se f.eks. ØLD af 23.

april 1990 (Skat 1990.6.446) (TfS 1990,236), hvor en tæppehandlers salg af

tæpper fra privat indbo blev anset som et led i hans almindelige

næringsvirksomhed. Se også TfS 1996,177, hvor et dødsbo blev anset for

indkomstskattepligtigt af et beløb opnået ved salg af 53 malerier og ved

udlæg efter vurdering af 94 malerier.

Det har især været handel med malerier, mønter, frimærker og antikviteter,

der i praksis har givet anledning til problemer i relation til afgrænsningen

privat/erhverv/spekulation.

Erhvervsmæssige aktiver

Hvad angår reglerne om gevinst og tab på erhvervsmæssige aktiver, f.eks.

varelager, driftsmidler, skibe, bygninger, finansielle aktiver og

immaterielle rettigheder henvises til omtalen i de respektive særafsnit.

I ØLD af 27. feb. 1987 (Skat 1987.4.269) (TfS 1987,161) blev en skatteyder

ikke beskattet af fortjeneste ved salg af mønter, mineraler og andre

effekter, da det ikke tilstrækkeligt sikkert kunne antages, at der forelå

erhvervsmæssig virksomhed.

Om beskatning ud fra et spekulationssynspunkt, se lsr. 1965.31 og 116.

Barrer af sølv og platin, ensartede mønter i stort antal f.eks.

Krügerrands og uindfattede diamanter anses normalt for erhvervet i

spekulationshensigt.

Se SD's revisionsmeddelelse 1983-2 om investering i ædelmetaller samt ØLD

af 13. april 1984 (Skd. 71.717). En virksomhed havde i en årrække solgt

ædelsten til danske investorer til priser, der langt oversteg ædelstenenes

reelle værdi. Efter virksomhedens konkurs rejste nogle investorer krav mod de

pengeinstitutter, der havde ydet lån til købene. For at kravet kunne gøres

gældende, skulle lånet været ydet efter aftale med sælgerne, og investorerne

skulle anses som forbrugere. I 1992 blev der indgået forlig med et

pengeinstitut om nedskrivning af gælden med 70 pct. Investorernes tab var

fradragsberettiget spekulationstab, men tabet skulle nedsættes med

gældsnedskrivning ved opgørelsen af størrelsen af det tab, der kunne

fradrages efter SL § 5 a, TfS 1996,147 (LSR).

Tab på sølvbarrer på grund af sælgerfirmaets underslæb og konkurs kan ikke

fratrækkes, idet fradrag af et spekulationstab i medfør af SL § 5 a

forudsætter, at der er tale om »et handelstab eller et tab, der ganske

kan sidestilles hermed«, jf. ØLD af 23. sept. 1985 (Skat 1985.10.273) og

ØLD af 29. okt. 1985 (Skat 1986.2.120) (TfS 1985,739).

Hvis private samlere går over til at drive erhvervsmæssig handel med deres

samlerobjekter godkendes det i praksis, at den del af den private samling,

der overgår til den nystartede forretning som varelager, kan optages til

handelsværdien (med fradrag af normal bruttoavance) på dette tidspunkt som

primovarelager, jf. VLD af 6. okt. 1983 (Skd. 69.225), hvor overførslen af en

møntsamling til forretningen skete over en årrække. Genstande, der bevises at

være erhvervet, før den erhvervsmæssige virksomhed er påbegyndt, og som ikke

er overført som varelager til forretningen, kan fortsat sælges uden

beskatning af fortjenesten.

Genstande, erhvervet efter at den erhvervsmæssige virksomhed er i gang,

vil som altovervejende hovedregel skulle anses for anskaffet som et led i

virksomheden. Se også Skd. cirk. nr. 134 af 29. juli 1992 om KGL, pkt. 10.

Om kunstneres varelager se E.B.2.6.1.

Spekulation

Spekulationsbeskatningen i SL § 5a er ophævet for aktiver omfattet af ABL

og EBL samt aktiver og passiver omfattet af KGL. Bortset fra disse særregler

skal fortjeneste ved salg af aktiver anskaffet i spekulationshensigt medtages

ved indkomstopgørelsen, ligesom tab kan fratrækkes.

I spekulationsbegrebet ligger for det første et krav om, at det pågældende

aktiv skal være erhvervet i den hensigt at videresælge det, og for det andet

et krav om, at dette skal være sket med det formål at opnå en fortjeneste.

Kun når begge disse betingelser er opfyldt, foreligger der spekulation i

skattemæssig forstand.

Ved bedømmelsen af om der foreligger spekulationshensigt, ser man i

praksis på, om det pågældende aktiv er et aktiv, der normalt kan forventes at

sælges med fortjeneste.

Det antages i praksis, at en oprindelig foreliggende spekulationshensigt

ved erhvervelsen kan opgives med den virkning, at der ikke kan gennemføres

nogen beskatning ved afståelse.

I lsr. 1969.113 blev spekulationsbeskatning gennemført, selv om aktivet

blev foræret bort som en gave.

En bortgivelse af spekulationsobjektet indicerer dog normalt, at den

oprinde-lige spekulationshensigt må anses opgivet, se lsr. 1967.37 og

1976.129. *Se desuden TfS 1996,727, hvor Østre Landsret afviste

spekulationshensigt og dermed fradrag for tab med henvisning til, at at

statslånspapirerne var købt over parikurs (appelleret til HR) og TfS

1997,540, hvor der alene var tvist om størrelsen af det fradragsberettigede

spekulationstab *.

E.A.1.3.2 Gaver, arv og forskud på arv

Efter SL § 5b skal gaver, der er omfattet af afsnit II i boafgiftsloven,

ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

På tilsvarende måde er forskud på såvel falden som ikke falden arv

fritaget for indkomstbeskatning, uanset slægtsforholdet mellem yder og

modtager.

Arv kan, hvad enten der er tale om arv efter loven eller efter testamente,

aldrig beskattes som skattepligtig indkomst, men der vil ved arvedelingen

kunne forekomme gavedispositioner, der kan udløse beskatning. Se A.B.7.1.7.

E.A.1.3.3 Erstatning og forsikringsydelser

En modtagen erstatning skal som udgangspunkt behandles som det tab,

erstatningen ydes for.

Erstatning for tab af et aktiv skal behandles som et afståelsesvederlag

for aktivet. Dette fremgår udtrykkeligt af AL, ABL, EBL og LL § 16 E.

Skattefriheden for brandforsikringssummer mv., jf. SL § 5b, skal således

forstås med de modifikationer, der følger af den øvrige lovgivning.

Erstatning for varelager skal også behandles som afståelsesvederlag og er

derfor skattepligtig.

Hvis erstatningen ikke dækker tab af et omsætteligt aktiv, vil det

afgørende være, om der er tale om erstatning for en mistet skattepligtig

indtægt eller dækning af en fradragsberettiget udgift - i så fald skal

erstatningen medregnes ved indkomstopgørelsen. Se t&s nyt 1991.5.253 (TfS

1991,378) hvor en erstatning ydet i henhold til driftstabsforsikring blev

anset for almindelig indkomstskattepligtig for modtageren jf. SL § 4. (VLD af

1.2.1991) samt ØLD af 9.11.1992, TOLD-SKAT Nyt 1993.3.93 (TfS 1992,545).

Hvis erstatningen derimod dækker et tab af selve indkomstgrundlaget, et

ikke fradagsberettiget formuetab eller en skattefri indtægt, skal

erstatningen ikke beskattes, jf. TOLD-SKAT Nyt 1993.3.101.(lsr.) (TfS

1993,36) og TfS 1994,269 (TS), (godtgørelse for ophør med mælkeproduktion).

Se endvidere afsnit E.E.

En erstatning som en skatteyder fik udbetalt fra sit pengeinstitut, til

dækning af et tab som følge af, at en udbudt "investeringspakke"

ikke forløb som det var stillet i udsigt, blev anset for at være skattefri.

Landsretten fandt at erstatningen dækkede den merskat skatteyderen måtte

betale, da "investeringspakken" skattemæssigt ikke blev godkendt.

TfS 1995, 47.

Ligningsrådet har i en bindende forhåndsbesked fundet, at erstatninger for

opgivelse af privat lejemål ikke er omfattet af LL § 16 E, stk. 1, nr. 3.

Godtgørelsen er derfor ikke skattepligtig.

Periodisk løbende erstatningsydelser er normalt indkomstskattepligtige.

Godtgørelse, ydet i anledning af forsinket udbetaling af et negativt

momstil-svar, blev anset for ydet til dækning af renter, og erstatningen var

derfor skattepligtig, Skd.64.41. I Skat 1988.2.83 (TfS 1988,47) måtte en

sparekasse betale erstatning til en køber af et hus, som havde anmodet

sparekassen om at foretage kurssikring af ejerskiftelånet. Sparekassen undlod

at foretage den aftalte kurssikring, og køberen af huset blev derfor påført

et tab i form af forøgede prioritetsudgifter. Skatteyderen gjorde gældende,

at erstatningen er at betragte som en mangel ved huset og derved en skattefri

formuegevinst. Landsskatteretten anså erstatningen for skattepligtig.

Afgørelsen blev indbragt for landsretten, hvor Skatteministeriet tog

bekræftende til genmæle, således at skatteyderen fik medhold, jf. Skat

1990.9.699. Om erstatning ydet i henhold til en sælgergarantiforsikring i

forbindelse med hussalg se t&s nyt 1991.13.724. (lsr.) (TfS 1991,312).

På grund af formalitetsmangler, som et revisionsfirma påtog sig ansvaret

for, var en skatteyder gået glip af muligheden for at foretage henlæggelse

til investeringsfond. Revisionsfirmaet ydede en erstatning på 30.000 kr. Den

del af erstatningsbeløbet, der kunne henføres til den forøgede formueskat

(13.831 kr.) og 8%-tillægget til restskatten i henhold til KSL § 61, stk. 2

(7.772 kr.), som ikke kunne genindvindes ved den fremtidige skattebetaling,

blev ikke anset for skattepligtig, hvorimod den resterende del af

erstatningsbeløbet, der var kompensation for den tidsmæssige fremrykning af

skattebetalingen, skulle beskattes, jf. VLD af 27. aug. 1984 (Skd. 72.100).

Lsr. 1982.40, skattepligt af en del af en erstatning, der dækkede

tidligere fratrukne udgifter, hvorimod den resterende del af erstatningen,

der dækkede en yderligere skattebetaling, var skattefri. Lsr. 1981.42,

skattepligt af erstatning for flyvehavre på en nyerhvervet landbrugsejendom.

Erstatningssummen svarede til udgifterne til rensning af ejendommen.

Landsskatteretten lagde vægt på, at der ikke var tale om en varig forringelse

af ejendommen, men derimod om en forringelse, som kunne afhjælpes ved

rensning af ejendommen, og de hermed forbundne udgifter ville kunne

fratrækkes. Skat 1986.8.514 (TfS 1986,427), skattepligt af den del af

erstatningen for nogle mistede bundgarnsrettigheder, der skulle dække

indtægtstabet, hvorimod den resterende erstatning, der dækkede tab af

indkomstkilden, var skattefri.

I forbindelse med et revisorinteressentskabs opløsning havde parterne

aftalt en konkurrenceklausul, hvorefter der skulle betales erstatning, hvis

en af parterne overtog den andens klienter efter interessentskabets

opløsning. En erstatning ydet i henhold hertil blev anset for almindelig

indkomstskattepligtig som henhørende under parternes næring, Skat 1987.7.514

(lsr.) (TfS 1989,600 VLD), *ligeledes TfS 1997, 657. I TfS 1997,12 havde en

skatteyder ved salg af forretning påtaget sig en konkurrenceklausul, som han

efterfølgende overtrådte. Udgiften til erstatning for misligholdelse af

konkurrenceklausulen var ikke fradragsberettiget, idet misligholdelsen ikke

var en med hendes erhvervsudøvelse forbundet driftsrisiko *.

Erstatninger for forstyrrelse af stilling og forhold samt erstatninger for

rent private udgifter skal normalt ikke medregnes ved indkomstopgørelsen. Det

samme er tilfældet med erstatninger for ærekrænkelser samt erstatning for

svie og smerte, lyde og vansir. Om erstatning efter lov om

arbejdsskadeforsikring se A.B.4.4.1. Erstatning for opgivelse af eneretten

til et familienavn er skattefri.

Tab af indkomstkilde

Ved opsigelse af en administrationsaftale før den ifølge aftalegrundlaget

kunne opsiges, modtog et administrationsselskab et vederlag for opgivelse af

aftalen. Selskabet anså primært beløbet som vederlag for goodwill, subsidiært

som skattefri betaling for tab af indkomstkilde, jf. SL § 5. Retten fandt

ikke, at vederlaget kunne anses som et skattefrit tab af indkomstkilde, da

selskabet ikke havde afståelsesret til filialnettet. Vederlaget blev anset

for skattepligtig i henhold til SL § 4, da vederlaget blev ydet til dækning

af mistede indtægter, TfS 1996,499 (ØLD).

Afløsningssummer

Afløsningssummer, der som engangsbetaling træder i stedet for en

skattepligtig løbende ydelse, er som udgangspunkt skattefri, se A.B.6.1 og

E.I.4.2.2.1.

E.A.1.4 Skattefri indtægter

En række indtægter er i særlovgivningen fritaget for skattepligt, hvor

dette ikke følger af SL's regler.

E.A.1.4.1 LL § 7

LL § 7 hjemler skattefrihed for indtægter af vidt forskellig karakter,

uden at skattefriheden bygger på noget fælles synspunkt. Det drejer sig dels

om nogle understøttelser og hædersgaver til deltagerne i de to verdenskrige

og disses efterladte, dels om en række socialt eller medicinsk betingede

ydelser og endelig om nogle ydelser, hvis størrelse er fastsat under hensyn

til skattefriheden. Om det nærmere indhold af disse bestemmelser henvises til

A.A.3.1.

E.A.1.4.2 Visse indtægter ved spil

Efter SL § 4 skal indtægter ved spil, herunder lotterispil, samt ved

væddemål medregnes ved indkomstopgørelsen, men en lang række gevinster fra

lotterispil, tipning, dansk lotto og præmieobligationer er dog undtagne fra

skattepligt, se nærmere A.B.7.5.

E.A.1.4.3 Bonus - og pensionsordninger

Se A.C.1 om arbejdsgivers indbetaling til pensionsordning.

E.A.1.4.4 Visse legater

Under visse betingelser skal legater, der ydes til gennemførelse af en

studierejse eller til gennemførelse af et videnskabeligt arbejde, ikke

beskattes, se A.B.6.5.2.

E.A.1.5 Afkald på indtægt

En skattepligtig indtægt skal som hovedregel medregnes ved

indkomstopgørelsen på tidspunktet for den endelige retserhvervelse, se

E.A.3.1.

Er der først erhvervet ret til en indtægt kan et efterfølgende afkald på

at modtage indtægten normalt ikke tillægges skattemæssig betydning, jf.

f.eks. lsr. 1950.142 og Skd. 76.753.

Hvis der gives afkald på en indtægt forud for tidspunktet for den endelige

retserhvervelse, skal der normalt ikke ske beskatning.

Beskatning indtræder dog, hvis modtageren i forbindelse med afkaldet

træffer beslutning om, hvordan indtægten skal anvendes (dispositivt afkald).

Se også A.A.1.3.11.

Det er en forudsætning for skattefrihed, at der gives et blankt afkald

over for den, der skulle have udredet vederlaget. Der skal f.eks. ikke ske

beskatning af en skuespiller, der uden vederlag optræder for en velgørende

forening, hvorimod beskatning skal ske, såfremt der optrædes

»gratis« imod, at der betales et beløb til et af skuespilleren

nærmere angivet formål, jf. lsr. 1973.122 (blankt afkald), 1974.29

(dispositivt afkald), Skd. 28.89 (dispositivt afkald).

En tandlæge havde for tandbehandling af sin svigerfader udstedt kvitterede

regninger lydende på normalt honorar. Svigerfaderen havde på grundlag heraf

modtaget delvis refusion fra Fortsættelsessygekassen Danmark og betalt det

modtagne beløb til svigersønnen, der eftergav svigerfaderen det resterende

beløb. Tandlægen anførte, at det kun havde været meningen, at svigerfaderen

skulle betale et beløb svarende til de modtagne refusionsbeløb og havde

derfor kun indtægtsført disse beløb. Da der var udstedt kvitteret regning som

grundlag for refusionen fra sygekassen fandt Landsskatteretten, at forholdet

måtte betragtes som et efterfølgende afkald, og at regningsbeløbene derfor

skulle medregnes i den skattepligtige indkomst med det fulde pålydende,

lsr.1986.3.

I VLD af 12.juni 1989 (Skat 1989.8.588) (TfS 1989,428) gav en lærer, der

var ansat under Skolesamvirket Tvind, afkald på løn. Da afkaldet efter

omstændighederne alene fandtes begrundet i muligheden for at undgå at afregne

A-skat, tillagdes afkaldet ikke skattemæssig virkning.

Hovedaktionærer

- rentefri udlån

Der henvises til S.F.1.5 om fikseret vederlag i hovedaktionærforhold, samt

A.D.1.7 om rentefri udlån.

Om omgørelse henvises til A.B.7.1.9 (gavedispositioner) og S.F.1.2.6

(hovedaktionærdispositioner).

E.A.2 Fradrag i bruttoindkomsten

SL § 6 indeholder hovedreglen for, hvilke udgifter, der kan fratrækkes ved

beregningen af den skattepligtige nettoindkomst.

E.A.2.1 SL § 6 a Driftsomkostninger

De fradragsberettigede driftsomkostninger er i SL § 6 a beskrevet som

»de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og

vedligeholde indkomsten, derunder ordinære afskrivninger«.

Fastlæggelsen af driftsomkostningsbegrebet giver anledning til to

hovedafgrænsninger, dels over for private udgifter, dels over for anlægs- og

etableringsudgifter.

E.A.2.1.1 Drift - privat

I SL § 6, stk. 2, beskrives privatforbruget som udgifter anvendt "til

egen eller families underhold, betjening, nytte eller behagelighed, ... til

gaver eller på anden måde«.

I praksis er der ofte tale om en vanskelig bevisbedømmelse af, om en

udgift er privat eller erhvervsmæssig. Udgifter, der sædvanligt forekommer

for de fleste skatteydere, uafhængigt af om der udfoldes bestræbelser på at

erhverve indkomst, vil som hovedregel have karakter af privatforbrug. Dette

gælder f.eks. udgifter til beklædning og fortæring og udgifter til privat

bolig og husførelse. Uanset at sådanne udgifter indirekte kan siges at være

af betydning for muligheden for at erhverve indkomst, er fradrag udelukket,

fordi afholdelsen af udgiften ikke kan siges at være foranlediget af ønsket

om at erhverve indkomst, men derimod er et udslag af rent private interesser

om behovstilfredsstillelse.

Fradragsret kommer dels på tale, hvor erhvervsudøvelsen påfører

skatteyderen påviselige merudgifter af den pågældende karakter, dels hvor der

i øvrigt påvises en konkret erhvervsmæssig begrundelse for at afholde

udgiften.

I lsr. 1982.126 blev en tandlæges udgifter til briller anset for

privatudgifter.

Der var ikke tale om specielle arbejdsbriller, men almindelige briller,

der kunne anvendes privat. Modsat Landsskatteretten i Skat 1989.4.336, hvor

en tandlæges udgifter til beskyttelsesbriller blev anset for driftsudgifter.

Se også TfS 1995, 18, hvor en psykolog blev indrømmet fradrag for udgifter

til supervision hos en anden psykolog.

En hospitalsansat læge, som p.g.a. et handicap måtte benytte kørestol for

at passe sit arbejde, kunne ikke afskrive anskaffelsessummen, idet der blev

henset til, at kørestolen - ud over at tjene til udførelsen af det

indtægtsgivende arbejde - virkede til afhjælpning af brugerens handicap, se

lsr. 1984.98.

I Skd. 71.760 nægtede Østre Landsret en regnskabschef fradrag for en

udgift på 9.550 kr. til børnepasning. *I TfS 1997,513 fik en dyrlæge fradrag

for udgiften til at anskaffe sig stort kørekort, idet Landsskatteretten

fandt, at udgiften hverken kunne anses afholdt med henblik på at tilgodese

private behov eller med henblik på at ændre eller udvide klagerens

indtjeningsgrundlag, og idet retten fandt, at der var den for fradrag

fornødne direkte tilknytning til indkomsterhvervelsen.

I TfS 1997,9 fik en kørelærer godkendt fradrag for udgifterne til

kørelæreuddannelse for sin søn, der var ansat i virksomheden. Ved sagens

afgørelse blev der lagt vægt på, at personalets deltagelse i faglige kurser

var fradragsberettigede, når der, som i det foreliggende tilfælde ikke var

tale om en usædvanlig udgift for den pågældende virksomhedstype. *

Fiskere, der ikke anvender havfradraget, og som har afholdt merudgifter

til kost på grund af arbejdet, kan fratrække merudgiften, se Vestre Landsret

i TfS 1994,132 og A.F.2.16.

I TfS 1996,161(VLD) blev en reception afholdt i anledning af direktørens

60 - års - fødselsdag anset for forretningsmæssigt begrundet for

virksomheden, hvorefter udgifterne var fradragsberettiget, se endvidere

E.B.3.7.6.

I praksis opstår der ofte spørgsmål om fordeling af en udgift på

henholdsvis fradragsberettigede driftsomkostninger og privatudgifter. Dette

gælder f.eks. kørselsudgifter, repræsentationsudgifter samt kursus- og

rejseudgifter, se nærmere E.B.3.

E.A.2.1.2 Drift - anlæg/ etablering

Afgrænsningen af driftsomkostningsbegrebet volder især vanskeligheder over

for de anlægs- og etableringsudgifter, der ikke er fradragsberettigede efter

LL § 8 I, § 8 J og § 8 N, se E.A.2.1.4.1 - E.A.2.1.4.3 om udgifter til

markedsundersøgelser, til advokat og revisor og til udarbejdelse af

forretningsplan for iværksættere. Anlægs- og etableringsudgifter er udgifter

»til formueforøgelse, til forbedring af ejendom, til udvidelse af næring

eller drift«, jf. SL § 6, stk. 2. Hvilke udgifter, der kan anses for

etableringsudgifter, er nærmere beskrevet nedenfor i E.A.2.1.4.

Domstolspraksis synes at have vist en tendens til en udvikling af

driftsomkostningsbegrebet i retning af en udvidelse af fradragsmulighederne

for erhvervsmæssige udgifter, der afholdes inden for de hidtidige naturlige

rammer af en igangværende virksomhed.

Det altafgørende for fradragsretten er fortsat, at der foreligger en

aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde udgiften. Det vil sige, at

formålet er at erhverve skattepligtig indkomst, og at disse

indkomstbestræbelser ikke overskrider virksomhedens hidtidige rammer, jf. SL

§ 6, stk. 2, om »udvidelse af næring eller drift«. Udgifter, der

har til formål at tilvejebringe et nyt indkomstgrundlag, enten i form af

start af en helt ny virksomhed eller ved udvidelse af en igangværende

virksomhed ud over dens hidtidige rammer, har karakter af

etableringsudgifter. Se TfS 1996,555 (LSR).

Driftsmæssig begrundelse

Hvis der foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde en

udgift, vil der normalt ikke være grundlag for at kritisere størrelsen eller

den mere eller mindre rimelige begrundelse for at afholde udgiften, se bl.a.

lsr. 1974,156. Noget andet er, at en udgifts sædvanlighed ofte vil indgå i

overvejelserne over, om der overhovedet er tale om en erhvervsmæssig udgift,

se f.eks. lsr. 1974.159 og lsr. 1980.28. Udgifter, der er sædvanligt

forekommende i en erhvervsvirksomhed, f.eks. lønudgifter eller lejeudgifter i

erhvervslejemål, vil således i almindelighed kunne fratrækkes.

Der kan ikke lægges afgørende vægt på, om en udgift er nødvendig.

Nødvendighed, f.eks. i form af et lovkrav om at afholde udgiften, kan dog

i visse tilfælde være af betydning for bevisbedømmelsen af, om der foreligger

en driftsmæssig begrundelse for at afholde udgiften.

Anskaffelse af aktiver

Der er ikke fradrag for udgifter til »opsparing«, jf. SL § 6,

stk. 2. Det er derfor som udgangspunkt en forudsætning for fradragsret, at

afholdelsen af udgiften har påført skatteyderen et formueforbrug. Hvis

udgiften går til anskaffelse af et aktiv med omsætningsværdi, er der alene

tale om en omplacering af formue i modsætning til et forbrug af formuen i

driftens interesse. Først når og hvis anskaffelsessummen forbruges som følge

af den erhvervsmæssige brug af aktivet, indtræder der et forbrug af formuen i

driftens interesse, som eventuelt kan fratrækkes efter afskrivningsreglerne.

Som undtagelser til denne hovedregel kan nævnes, at udgifter til

anskaffelse af faglitteratur, plader og edb (software) behandles som

driftsomkostninger, uanset at der er tale om anskaffelse af aktiver med

omsætningsværdi.

Se endvidere E.C.1.1 om de særlige regler om afskrivning på software og

E.B.3.11 om anskaffelse af driftsmidler til forsøgs- og forskningsvirksomhed.

E.A.2.1.3 Domspraksis

Kernen i driftsomkostningsbegrebet er en forudsætning om, at der

foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde en udgift. Det

skal være hensyn til en løbende indtjening (driften), der begrunder

dispositionen, og ikke hensynet til det underliggende indkomstgrundlag

(formuen). Hvis der foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse, udelukker

det ikke omkostningsfradrag, at udgiften på længere sigt har betydning for

indkomsterhvervelsen, og derfor må siges at have en afledet virkning på

indkomstgrundlaget.

I UfR 1942.335 H (Skandinavisk Grammofon), var der fradrag for

sagsomkostninger, som et selskab havde afholdt som følge af en strid om

selskabets ret til at forhandle et produkt. Fradrag blev indrømmet, fordi

udgifterne havde til formål at sikre såvel tidligere opnået fortjeneste som

muligheden for fortjeneste ved fortsat salg af produktet. Det bemærkes, at

selskabet tabte den underliggende retssag, og at det således var uden

afgørende betydning for omkostningsfradraget, at udgifterne var afholdt

forgæves.

I UfR 1959.69 H havde en skatteyder afholdt advokat- og revisorudgifter på

grund af uoverensstemmelser med den hidtidige medinteressent i forbindelse

med opløsning af interessentskabet og overdragelse af aktiverne heri til et

af interessenterne ejet aktieselskab. Skatteyderen gjorde gældende, at

udgifterne var afholdt for at sikre og vedligeholde hans indkomst som

direktør og bestyrelsesmedlem i selskabet, hvilken indkomst var langt større

end aktieudbyttet. Ministeriet gjorde gældende, at udgiften primært var

afholdt for at sikre skatteyderens formueinteresser, nemlig fordelingen af

aktierne i det nystiftede selskab. Højesteret nægtede fradrag med den

begrundelse, at udgiften måtte anses for at vedrøre formuen og kun indirekte

havde betydning for skatteyderens indkomst.

I UfR 1980.712 H (skd.55.325, Trælastkompagniet) fik et selskab fradrag

for en årlig noteringsafgift til Fondsbørsen og for udgifter til ændringer af

selskabets vedtægter, som var nødvendige for, at den hidtidige virksomhed

kunne fortsætte. Højesterets flertal udtalte følgende: »Efter det

foreliggende... findes optagelsen af selskabets aktier til notering på børsen

at være af en sådan betydning for selskabets status og almindelige omdømme og

dermed for dets indtjeningsmuligheder, at de årlige udgifter til den i § 8 i

loven om Københavns Fondsbørs nr. 220 af 7. juni 1972 hjemlede

noteringsafgift må anses for en fradragsberettiget driftsudgift efter

statsskattelovens § 6, stk. 1a. De foretagne ændringer af selskabets

vedtægter var ubestridt alene foranlediget af de ved aktieselskabsloven af

1973 gennemførte ændringer, der efter lovens § 164, stk. 1, nr. 2, krævedes

indarbejdet i vedtægterne for at bringe disse i overensstemmelse med lovens

krav, og undladelse heraf ville efter bestemmelsens stk. 3 medføre selskabets

opløsning. Under disse omstændigheder findes også udgifterne til

vedtægtsændringerne ... at måtte anses for fradragsberettigede

driftsudgifter«.

I Skat 1986.1.41 (TfS 1985,747) nægtede Højesteret et selskab fradrag for

kloakbidrag og betalinger for tilslutning til et fjernvarmeværk for en

ubebygget industrigrund. Grunden blev købt med henblik på udvidelse og

udflytning af den bestående produktion, der var spredt på flere forskellige

lokaliteter. Selskabet fandt imidlertid en mere velegnet grund og solgte den

førstnævnte grund. Fordi selskabet ikke på noget tidspunkt havde udøvet

erhvervsmæssig virksomhed på den ubebyggede grund, kunne de omhandlede

udgifter, der blev afholdt i ejertiden, ikke fratrækkes - hverken i medfør af

LL § 8 C eller SL § 6 a.

Hvis udgiften ikke sigter mod erhvervelse af skattepligtig indkomst, er

fradrag udelukket. I Skat 1987.1.24 (TfS 1986,579) fik en skatteyder ikke

fradrag for rejseudgifter i forbindelse med tilsyn med en ejendom, der

tilhørte skatteyderen, og som var beboet af hans forældre i henhold til en

aftægtsaftale indgået i forbindelse med forældrenes afståelse af ejendommen.

Østre Landsret lagde vægt på, at der ikke var tale om erhvervsmæssig

udleje, hvorfor skatteyderen ikke modtog nogen løbende erhvervsmæssig indtægt

fra ejendommen, og at ejendommen var erhvervet i privat øjemed.

I TfS 1995, 51(LSR) blev en tidligere landmand nægtet fradrag for udgifter

til advokat- og revisorbistand i forbindelse med en frivillig akkord, som han

indgik ca. ½ år efter, at han var ophørt med landbrugsvirksomheden.

Landsskatteretten bemærkede, at udgifterne kun kunne trækkes fra, hvis de

kunne henføres til den aktuelle drift.

*I TfS 1997,368 (VLD) blev et pengeinstitut nægtet fradrag for tab i

forbind-else med garantistillelse. Vestre Landsret fandt at betaling i

henhold til garantierklæringen havde karakter af et ikke fradragsberettiget

kapitalindskud, ligesom tabsgarantien, eller betalingerne i henhold til

denne, heller ikke kunne ligestilles med driftsomkostninger. TfS 1997,438

(LSR) Indtægter ved tegning af forsikringer for andre forsik-ringsselskaber

(fremmed provision) måtte anses som indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed,

jf. selskabsskattelovens § 17, stk 5. En del af selskabets faste omkostninger

kunne derfor fradrages ved opgørelse af denne indkomst.

TfS 1997,619 (ØLD) En advokats tab som følge af en medinteressents

uberettigede hævninger kunne ikke anses som en naturlig driftsrisiko. På den

baggrund kunne tabet ikke anses som en fradragsberettiget driftsomkostning.

TfS 1997,277 Skatteyders hæftelse for et italiensk selskabs gæld måtte

efter dansk ret anses som en lovbestemt kautionsforpligtelse og tabet var

derfor et ikke-fradragsberetiget formuetab*.

Om udgifter til certificering af kvalitetsstyringssystemer, se E.B.3.15.

Interesseforbundne parter

Hvis modtageren af den afholdte driftsudgift er nært forbunden med

skatteyderen og dermed har sammenfaldende interesser med denne, må der som

forudsætning for omkostningsfradrag stilles krav til skatteyderen om at

godtgøre tilstedeværelsen af en driftsmæssig begrundelse for dispositionen.

Som udgangspunkt må det antages, at driftstilskud fra et moderselskab til

et datterselskab ikke er begrundet i hensynet til moderselskabets løbende

indtjening, men derimod i andre interesser, der er driften uvedkommende -

typisk sikring af formueinteresserne i datterselskabet.

I UfR 1976.60 H (Esso) blev et moderselskabs tilskud til dækning af

underskud i dets datterselskaber, som drev tankstationer, og som i kortere

eller længere tid ikke kunne drives uden underskud, anset for

fradragsberettigede driftsomkostninger. Højesteret udtalte, at udgifterne

»havde været et sådant naturligt led i selskabets virksomhed, at de som

driftsudgifter har kunnet bringes til fradrag i selskabets indkomst, uanset

at dette ikke er sambeskattet med datterselskaberne«.

I modsætning hertil blev en murermester i UfR 1979.731 H nægtet fradrag

for et tilskud til et af ham stiftet og domineret aktieselskab, hvorigennem

han havde opført en ejendom med henblik på salg af aktielejligheder.

Højesteret fandt, at der ikke havde været en sådan forbindelse mellem støtten

til selskabet og murermesterens løbende indtjening, at der kunne indrømmes

fradrag. På linie hermed nægtede Højesteret i Skat 1990.5.361 et moderselskab

fradrag for tilskud til dets udenlandske datterselskab, der blev ydet til

udligning af datterselskabets driftsunderskud.

I UfR 1984.90 H (Skd. 69.284, Segaltmøllen) fik et selskab fradrag for

udgift til betaling af en tidligere samarbejdspartners gæld til tredjemand,

hvilket to nye samarbejdspartnere havde stillet krav om som betingelse for en

fortsættelse af det nyligt indledte samarbejde. Betalingen af gælden ansås

for at have en sådan tilknytning til den løbende drift, at den måtte anses

for en fradragsberettiget driftsomkostning.

Vestre Landsret indrømmede i TfS 1995, 339 (VLD) et moderselskab fradrag

for kurstab og for tab på tilgodehavender hos dets engelske datterselskab.

Medens Landsskatteretten fandt, at der ikke var tale om vareleverancer på

normale forretningsmæssige vilkår, men om tilskud, der ikke havde direkte

betydning for moderselskabets omsætning og drift, lagde Vestre

Landsret til grund, at moderselskabets markedsføring gennem

datterselskabet på det engelske marked både direkte og indirekte havde stor

betydning for moderselskabets afsætning. Udgifterne blev derfor anset for at

have været et naturligt led i moderselskabets virksomhed og dermed

fradragsberettigede.

Se tilsvarende TfS 1994, 412 om en tømrermesters tab på sit tilgodehavende

i et selskab, hvor han var anpartshaver.

Et dansk selskab, der havde betalt 20% i factoringprovision til et

schweizisk selskab, blev i TfS 1994, 207 (HRD), nægtet fradrag for den

betalte provision. Eneanpartshaveren i det danske selskab havde optionsret

til aktierne i det schweiziske selskab, der ikke havde andre aktiviteter end

factoring for det danske selskab. Desuden havde selskabet hverken eget kontor

eller ansat personale. Højesteret fandt, at der bestod et interessefællesskab

mellem de to selskaber, og at factoringudgiften på 20% ikke var

forretningsmæssigt begrundet.

En selvstændigt erhvervsdrivende drev virksomhed som agent på

provisionsbasis med et af ham behersket selskab og med udenforstående. Han

var agent for et tysk firma, og han købte i firmaet varer, som blev

videresolgt til det af ham beherskede selskab. Selskabet blev opløst af

skifteretten, da der ikke var aktiver i selskabet. Han foretog ved

indkomstopgørelsen fradrag for tab på debitorer for manglende betaling for

leverede varer til selskabet.

Fradraget blev ikke godkendt af skattemyndighederne, da der ikke bestod et

normalt handelsmellemværende mellem ham og selskabet. Landsretten fandt, at

tabet måtte anses som et formuetab, der ikke kunne fradrages ved

indkomstopgørelsen, da transaktionerne mellem ham og selskabet afgørende

adskilte sig fra et normalt forretningsmellemværende mellem uafhængige parter

og havde båret præg af hans personlige økonomiske interesser i selskabet, TfS

1996,816 (VLD).

*TfS 1997,474 En aftale mellem ejeren af et cafeteria og ejerens

anpartsselskab om betaling til anpartsselskabet for konsulentbistand ydet til

cafeteriaet kunne ikke godkendes skattemæssigt. Landsretten lagde til grund,

at aftalen om konsulentbistand ydet af ejeren og dennes hustru ikke tjente

noget forretningsmæssigt formål. Se desuden TfS 1997,431 (overførsel til

engelsk datterselskab) og TfS 1997, 664 (vareleverance mellem to selskaber)*.

Iøvrigt forudsætter fradrag for en udgift, at udgiften vedrører det

selskab, der afholder udgiften, og ikke f.eks. andre selskaber inden for

samme koncern, se Ligningsrådets bindende forhåndsbesked i TfS 1994, 190 om

udbetaling af overskudsandele fra et holdingselskab via en

medarbejderudbyttefond til alle ansatte inden for samme koncern. Om

koncerntilskud, se S.D.4, TfS 1996,282 (ØLD) .

Udskudte driftsomkostninger

I visse tilfælde er der mulighed for at opnå fradrag for »opsatte

driftsomkostninger«.

I UfR 1963.954 (HRD) (Knuth) fik en godsejer fradrag for et engangsbeløb

til 4 ansatte, der blev betalt som kompensation for deres dårlige aflønning

gennem en årrække.

I UfR 1984.160 (HRD) (Træskodommen) fik et interessentskab fradrag for et

tilskud til et af interessenterne ejet aktieselskab, der i 3 år havde

produceret træsko, som blev købt af interessentskabet. Interessenterne gjorde

gældende, at der var tale om en regulering af den oprindeligt fastsatte

afregningspris, der alene havde været fastsat foreløbigt på grund af

beregningsvanskeligheder. Højesteret fandt, at tilskuddet var et sådant led i

interessenternes virksomhed, at det kunne fradrages.

Se også lsr. 1984.23, hvor udgifter til opgravning af benzintanke i

forbindelse med ophør af virksomhed som benzinforhandler blev anset for

udskudte driftsomkostninger.

Udgifter i forbindelse med retablering af en losseplads efter endt

anvendelse er fradragsberettigede, når de afholdes.

Ligningsrådet har endvidere i en ikke-offentliggjort bindende

forhåndsbesked udtalt, at et selskab kunne fratrække udgifter til

undersøgelse og afrensning af et forurenet areal med den del, der kunne

henføres til forurening opstået efter virksomhedens erhvervelse af arealet.

Udgifter til faste installationer, som offentlige myndigheder måtte

foreskrive til imødegåelse af forurening, skulle medregnes til

driftsbygningens afskrivningsgrundlag. I overensstemmelse hermed har

Landsskatteretten ved kendelse af den 23. september 1992 indrømmet et selskab

fradrag for udgiften til oprensning af en grund, der var forurenet i

selskabets besiddelsestid. Da udgifter til destruktion, som sker efter senere

indført miljølovgivning, er en fradragsberettiget driftsudgift, fandt

Landsskatteretten, at de tidligere afholdte udgifter kunne fratrækkes enten

som opsat vedligeholdelsesudgift (SL § 6 e) eller som driftsomkostning (SL §

6 a), se

TOLD-SKAT Nyt 1993.1.37 (TfS 1992,581).

Se E.A.2.3 om afskrivning i medfør af SL § 6 a på udgifter af

omkostningskarakter.

E.A.2.1.4 Etableringsudgifter

Det er som nævnt en forudsætning for omkostningsfradrag efter SL § 6 a, at

dispositionen falder inden for virksomhedens naturlige rammer. Udgifter til

tilvejebringelse af et nyt indkomstgrundlag, herunder startudgifter som

f.eks. stiftelsesomkostninger, er ikke fradragsberettigede efter § 6 a. Der

er dog fradrag for udgifter til markedsundersøgelser og til advokat og

revisor i forbindelse med etablering af ny virksomhed eller udvidelse af

bestående virksomhed og for udgifter til udarbejdelse af forretningsplan for

iværksættere, jf. LL § 8 I, § 8 J og § 8 N, der er nærmere beskrevet i

E.A.2.1.4.1 - E.A.2.1.4.3.

I Skat 1990.10.758 (TfS 1990,402)(ØLD) nægtede Østre Landsret et

grovvareselskab fradrag for udgifter til kreditprovisioner og stempel ved

låneoptagelse, da udgifterne i det væsentligste havde tjent til forbedring af

selskabets indtægtsgrundlag. Udgifterne kunne heller ikke fradrages i medfør

af LL § 8, stk. 3, litra c.

Se også Landskatterettens afgørelse i Skat 1986.2.158 (TfS 1986,146)

(LSR), hvor låneomkostninger blev anset for ikke-fradragsberettigede

etableringsudgifter. Se tillige Landsskatteretten i Skat 1989.10.803 (TfS

1989,575), lsr. 1972.81, lsr. 1982.69 og skd. 50.224.

I Skat 1988.6.353 (TfS 1988,320)(LSR) blev en investeringsforening nægtet

fradrag for kapitaltilførselsafgift, der skulle betales som følge af

foreningens beslutning om at blive børsnoteret. Foreningen havde drevet

virksomhed i 10 år, og der skete ikke nogen kapitaltilførsel i forbindelse

med børsnoteringen. Ligningsrådet fandt, at børsnoteringen ville indebære en

sådan ændring i foreningens almindelige status, at udgiften måtte antages at

ligge ud over, hvad der kunne siges at medgå til at sikre og vedligeholde

foreningens indkomst. Udgifterne forbundet med børsnoteringen blev således

anset for at ligge uden for virksomhedens hidtidige naturlige rammer.

Landskatteretten stadfæstede Ligningsrådets afgørelse ved kendelse af 14.

aug. 1989. Kendelsen blev indbragt for domstolene, men skatteyderen hævede

sagen inden domsafsigelsen.

Om kapitaltilførselsafgift og andre udgifter i forbindelse med

børsintroduktion se E.A.2.1.6 og Skd. cirk. nr. 72 af 17. april 1996, pkt.

14.10.

Hvis en udgift ikke har til formål at udvide eller forbedre det hidtidige

indkomstgrundlag, men derimod alene at sikre de hidtidige

indtjeningsmuligheder, er der mulighed for fradrag, forudsat at der kan

påvises en aktuel driftsmæssig begrundelse for dispositionen. Hvis den

driftsmæssige begrundelse foreligger, udelukker det således ikke fradrag, at

udgiften i realiteten indebærer en tidsubestemt sikring af

indkomstgrundlaget.

I Skat 1987.7.493 (TfS 1987,315) betalte et vognmandsfirma i forbindelse

med indmeldelse i en fragtmandshal et indskud i fragtmandshallen på 175.000

kr. Ifølge foreningens vedtægter tilfaldt beløbet foreningen endeligt og blev

ikke betalt tilbage, da fragtmanden udtrådte af fragtmandshallen.

Beløbet blev betalt, for at selskabet kunne få en ny holdeplads til

erstatning for en mistet holdeplads i københavnsområdet, hvor man i forvejen

drev virksomhed. Højesteret fandt, at formålet med at afholde af udgiften i

det væsentlige var at sikre virksomhedens hidtidige konkurrencedygtighed og

indkomst, og udgiften blev herefter anset for en driftsomkostning, der kunne

afskrives efter SL § 6 a. Det bemærkes, at der for Højesteret ikke var

nedlagt påstand om fradrag for indskuddet i afholdelsesåret. For landsretten

var der nedlagt påstand om afskrivning efter LOSI § 15, stk. 1, jf. § 2, nr.

5, hvilket blev afvist, fordi selskabet ikke erhvervede en rettighed af

økonomisk værdi.

I TfS 1994, 296 (ØLD) fandt Østre Landsret, at en taxachaufførs udgift til

indskud i taxavognmændenes økonomiske forening i forbindelse med etablering

som selvstændig vognmand måtte betragtes som en ikke-fradragsberettiget

etableringsudgift.

Se også UfR 1980.712 H (Trælastkompagniet), der er omtalt ovenfor.

I en ikke offentliggjort landsskatteretskendelse af 21. sept. 1987 havde 4

melmøller, der tilsammen stod for alt salg af mel til det danske marked, i

fællesskab opkøbt en konkurrerende virksomhed, hvis tilstedeværelse på

markedet i en kortvarig periode havde udløst en priskrig med deraf følgende

fald i de 4 møllers indtjening. De 4 møller købte virksomheden med det formål

at nedlægge den og sikre, at der ikke fremover ville ske mølledrift fra

ejendommen, hvilket skete ved at ejendommen blev pålagt en servitut.

Ejendommen og produktionsapparatet blev herefter afhændet, hvorved de 4

møller blev påført et tab. En væsentlig årsag til tabet var den servitut, der

blev pålagt ejendommen. Landsskatteretten tiltrådte det daværende

Statsskattedirektorats indstilling om, at omkostningerne ved servitutten

(tabet) var fradragsberettigede.

I Skat 1988.6.344 (TfS 1988,321)(LSR) havde en dyrlæge for at bevare sin

indtjening i forbindelse med skærpet konkurrence etableret nye klinikker i

omegnen. Klinikkerne blev etableret som selvstændige anpartsselskaber,

hvorfra dyrlægen modtog et fast månedligt honorar for udført arbejde.

Dyrlægeforeningen anlagde sag mod dyrlægen, idet der ifølge foreningens

vedtægter kun måtte oprettes klinikker på den adresse, der var udgangspunkt

for dyrlægens praksisudøvelse. Dyrlægen tabte sagen, og skattesagen vedrørte

de medgåede sagsomkostninger og en bøde til dyrlægeforeningen på 5.000 kr.

Landsskatteretten indrømmede fradrag for udgifterne, der ansås for afholdt

for at fastholde et hidtidigt indtægtsgrundlag. Se nærmere E.B.5.5 om

fradragsret for bøder.

LL indeholder bestemmelser om fradrag for visse etableringsudgifter,

nemlig LL § 8 I om fradrag for udgifter til markedsundersøgelser og § 8 J om

fradrag for advokat- og revisorudgifter i forbindelse med etablering af en

erhvervsvirksomhed eller udvidelse af en bestående virksomhed, se E.A.2.1.4.1

og E.A.2.1.4.2.

*TfS 1997,391 (HRD) Udgifter til advokat, revisor og konsulent ikke anset

som fradragsberettiget etableringsomkostninger.*

E.A.2.1.4.1 LL § 8 I

Udgifter til markedsundersøgelser

Der er fradrag for udgifter til undersøgelse af nye markeder med henblik

på etablering af en erhvervsvirksomhed eller udvidelse af en bestående

virksomhed.

Udgifterne skal være afholdt med henblik på at undersøge de praktiske og

økonomiske muligheder for at opnå salg af varer eller tjenesteydelser her i

landet eller i udlandet, f.eks. undersøgelse af afsætningsmuligheder og

markeds-vilkår, særlige lovgivnings- eller handelshindringer, kutymer mv.

Det er uden betydning for fradragsretten, om det er den skattepligtige

selv, der foretager disse undersøgelser, eller om der er tale om betaling til

et lokalt agentbureau eller lign.

Ved nyetablering af en erhvervsvirksomhed, hvor udgiften er afholdt før

etableringen, er det en betingelse for fradrag, at udgiften er medvirkende

til etablering.

Udgifterne kan efter eget valg fradrages fuldt ud i det år, hvori de er

afholdt, dog tidligst i det indkomstår, hvor etableringen finder sted, eller

de kan afskrives over en femårig periode med lige store årlige beløb.

Fradrag for repræsentationsudgifter i forbindelse med markedsundersøgelser

er begrænset i overensstemmelse med reglerne i LL § 8, stk. 4, se E.B.3.7.

Se endvidere cirk. nr. 72 af 17. april 1996, pkt. 14.9.

E.A.2.1.4.2 LL § 8 J

Udgifter til advokat og revisor

Ifølge LL § 8 J kan udgifter til advokat og revisor, som er afholdt i

forbindelse med etablering eller udvidelse af en erhvervsvirksomhed

fradrages. Det samme gælder gebyrer til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Der

vil typisk være tale om udgifter til rådgivningshonorarer, honorarer for

udfærdigelse af kontrakter eller gebyrer i forbindelse med stiftelse af et

selskab. Opregningen i bestemmelsen er udtømmende, og der vil således ikke

være fradrag for udgifter til øvrige honorarer eller gebyrer end de

udtrykkeligt nævnte.

I TfS 1996,556 (LSR) blev der afholdt udgifter til revisor og advokat i

forbindelse med udarbejdelse af ny interessentskabskontrakt, som følge af

optagelse af en ny medinteressent. Landsskatteretten fandt, at fradraget var

berettiget, da omkostningerne var afholdt i forbindelse med udvidelse af en

bestående virksomhed.

Udtrykket "revisor" i LL § 8 J omfatter statsautoriserede

revisorer, registrerede revisorer og medlemmer af Foreningen Danske Revisorer

og personer, der efter en konkret vurdering kan sidestilles med medlemmer af

foreningen. Normalt vil en person, der udøver erhverv som revisor, kunne

sidestilles med medlemmer af nævnte forening.

I det omfang, udgifterne må anses for et tillæg til købesummen eller som

fradrag i salgssummen ved køb og salg af erhvervsvirksomheder, er der med

virkning fra 1.1.95 ikke fradrag herfor, jf. cirk. nr. 179 af 30.9.94.

Advokat- og revisorudgifter, der er afholdt inden etablering eller

udvidelse af erhvervsvirksomheden, kan først fradrages i det indkomstår, hvor

etableringen eller udvidelsen faktisk finder sted. Øvrige advokat- eller

revisorudgifter, der er afholdt efter etableringen af virksomheden, og som

hidtil har været fradragsberettigede, vil stadig kunne fradrages efter de

almindelige regler. Der er ikke mulighed for i stedet af afskrive disse

udgifter. Se endvidere cirk. nr. 72 af 17. april 1996, pkt. 14.10.

E.A.2.1.4.3 LL § 8 N

Iværksættere - forretningsplan

Ifølge lov om tilskud til iværksættere kan der ydes tilskud til

iværksætterens udgifter til udarbejdelse af forretningsplan, jf. lovens § 2,

stk. 2. Udgifterne kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige

indkomst, jf. LL § 8 N.

Fradraget skal ske i den personlig indkomst. Udgifter, der er omfattet af

LL § 8 N, kan ikke fradrages efter LL § 8 J, stk. 1-3, jf. LL § 8 J, stk. 4.

E.A.2.1.5 Start af virksomhed

Udgifter, der afholdes i forbindelse med påbegyndelse af ny virksomhed, og

som efter sin art er engangsudgifter, har karakter af etableringsudgifter.

Derimod har Landsskatteretten i flere tilfælde indrømmet fradrag for

sædvanlige, løbende driftsudgifter, der er afholdt i startfasen.

Der er således givet fradrag for lejeudgifter for tiden fra lejemålets

indgåelse til åbningen af forretningen, se lsr. 1971.142. Se også lsr.

1972.54, hvor der var fradrag for lønudgifter for tiden forud for

forretningens åbning, og Skat 1986.3.224 (TfS 1986,184), hvor udgifter til

annoncer, trykning af materialer mv. i forbindelse med åbningen af en

postordreforretning var fradragsberettigede. I Skat 1989.5.400 (TfS 1989,310)

var driftsudgifter og afskrivning på en køreskolevogn fradragsberettigede,

selv om der ikke havde været elever i køreskolevirksomheden i startåret.

Modsat blev der i lsr. 1975.41 nægtet fradrag for huslejeudgifter, der

vedrørte en periode, der lå mere end 6 måneder forud for forretningens

åbning.

I Skat 1990.11.893 (TfS 1990,491) havde en ægtefælle overtaget driften af

et hotel efter den anden ægtefælle, der havde standset sine betalinger. Den

overtagende ægtefælle var senere dømt til at betale Lønmodtagernes

Garantifond det beløb, som garantifornden havde udbetalt i lønninger for

tiden inden overtagelsen. Landsskatteretten anså ikke domsbeløbet og

sagsomkomstninger for fradragsberettigede efter SL § 6 a, men for

ikke-fradragsberettigede etableringsudgifter.

Sammenfattende kan siges, at udgifter, der har karakter af sædvanlige,

løbende driftsudgifter, og som afholdes i tiden umiddelbart forud for starten

af virksomheden, er fradragsberettigede.

Selv om en planlagt virksomhed ikke kommer i gang, er der fradrag for

sædvanlige løbende driftsudgifter (husleje, lønninger, el, varme og

lignende), som naturligt har måttet afholdes en kortere tid før starten af

virksomheden, se bl.a. lsr. 1973.127 og 1980.142. Se dog TOLD-SKAT Nyt

1992.8.236 (TfS 1992,222), hvor Landsskatteretten nægtede en interessent

fradrag for hans andel af underskuddet i en virksomhed, der ikke kom igang.

Retten fandt ikke, at udgifter, der for en dels vedkommende vedrørte husleje,

lønninger o.lign., kunne anses for driftsomkostninger, der var

fradragsberettigede efter SL § 6 a. Der blev lagt vægt på, at der havde været

tale om en påtænkt virksomhed, som ikke havde nogen driftsindtægter, og at

udgifterne blev afholdt over et længere tidsrum. I TfS 1996,117 (ØLD) blev

udvikling, produktion og salg/udlejning af en enkelt sejlbåd anset for

forgæves forsøg på at etablere selvstændig virksomhed, og et oparbejdet

underskud var derfor ikke fradragsberettiget.

Fradrags- eller afskrivningsretten for andre, mere ekstraordinære

erhvervsudgifter er betinget af et igangværende, indtægtsgivende erhverv,

således at disse forgæves afholdte udgifter må behandles som

ikke-fradragsberettigede etableringsudgifter. Dette gælder f.eks. erstatning

for misligholdelse af kontrakt om varekøb, se lsr. 1985.21.

E.A.2.1.6 Særligt om selskabers finansielle grundlag

Selve den omstændighed, at en udgift har en umiddelbar forbindelse med et

selskabs finansielle grundlag (aktie- eller anpartskapitalen) udelukker ikke

fradragsret, hvis der i øvrigt foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse

for dispositionen. Også i disse tilfælde er det altafgørende, om den

driftsmæssige begrundelse falder inden for virksomhedens hidtidige, naturlige

rammer. Som eksempel kan nævnes UfR 1980.712 H (Trælastkompagniet), der er

omtalt ovenfor under E.A.2.1.3, hvor selskabet blev indrømmet fradrag for den

årlige noteringsafgift til Fondsbørsen. På linie hermed indrømmede Vestre

Landsret i skd. 59.384 fradrag for udgifter til annoncering om aktieudbytte,

hvilket skete i henhold til fondsbørsbekendtgørelsen.

Årligt tilbagevendende gebyrer til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er

fradragsberettigede efter SL § 6 a. Om gebyrer ved stiftelse, se E.A.2.1.4.2.

og LL § 8 J.

I et retsforlig indgået for Østre Landsret har Skatteministeriet taget

bekræftende til genmæle over for et børsnoteret selskabs påstand om, at

årligt tilbagevendende udgifter til honorar til et pengeinstitut, der

forestod udbyttebetalingen vedrørende selskabets aktier og førte selskabets

aktiebog, havde karakter af fradragsberettigede driftsomkostninger. Se

tilsvarende

Landsskatteretten i Skat 1989.3.244 (TfS 1989,204).

Hvis udgifterne ikke udelukkende kan anses for afholdt som et led i

opretholdelsen af det eksisterende kapitalgrundlag, men derimod afholdes i

forbindelse med en udvidelse af dette, kan udgifterne ikke fratrækkes.

I t&s nyt 1991.7.366 (TfS 1991,12)(VLD) havde en bank i forbindelse

med en udvidelse af aktiekapitalen afholdt udgifter til formularsæt,

tegningsindbydelser, interimsbeviser, annoncering, gebyr til Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen, aktiebreve og kuponer, tegningsprovision samt

kapitaltilførselsafgift. Udgifterne skyldtes bestemmelser i bankloven om, at

egenkapitalen skal udgøre mindst 8 pct. af bankens samlede gælds- og

garantiforpligtelser. Vestre Landsret anså ikke udgifterne for at være

fradragsberettigede, og retten udtalte følgende: »Det lægges som

ubestridt til grund, at omkostninger ved kapitaludvidelser sædvanligvis ikke

er fradragsberettigede - ej heller gennem afskrivning. Den omstændighed, at

bank- og sparekasselovgivningen stiller bestemte krav til et pengeinstituts

soliditet, og at dette krav i visse tilfælde kan nødvendiggøre en udvidelse

af aktiekapitalen, kan ikke medføre nogen ændring heri, hvorved også

bemærkes, at det modsatte resultat ville føre til betydelige

afgrænsningsproblemer i praksis. Skatteministeriets frifindelsespåstand tages

derfor til følge«.

Som det fremgår af dommen i t&s nyt 1991.7.366 (TfS 1991,12) er

kapitaltilførselsafgift ikke fradragsberettiget. Dette gælder såvel ved

frivillig som lovpåbudt kapitaludvidelse, se også Skat 1986.2.169 (SD) (TfS

1986,205), Skat 1988.10.605 (lsr.) (TfS 1988,571) og Skat 1988.6.353 (TfS

1988,328, der er omtalt ovenfor under E.A.2.1.4.

I Skat 1990.6.473 (TfS 1990,384) fandt Landsskatteretten, at udgifter i

forbindelse med et selskabs børsintroduktion ikke var fradragsberettigede

hverken efter SL § 6 a eller efter LL § 8. Selskabet havde afholdt udgifter

til annoncer, konsulent, revisor, udarbejdelse af prospekt og

kapitaltilførselsafgift.

I lsr. 1982.118 fik et selskab fradrag for udgiften til omtrykning af

gamle aktiebreve, således at de opfyldte Fondsbørsens forskrifter. Der var

for

Landsskatteretten enighed om, at udgiften til trykning af nye aktiebreve i

forbindelse med en kapitaludvidelse ikke kunne fratrækkes.

Der henvises desuden til E.A.2.1.4 om etableringsudgifter og til omtalen

af de forskellige typer driftsomkostninger under E.B.3.

Anlægs-/etableringsbetragningen i SL er i et vist omfang blevet

modificeret i senere særlovgivning. Der henvises til:

- LL § 8, stk. 1, om rejser og reklameudgifter (E.B.3.2 og E.B.3.7.2)

- LL § 8, stk. 3, om stiftelsesomkostninger og provisioner ved

lånoptagelse (A.E.1.3)

- LL § 8 B om forsøgs- og forskningsudgifter (E.B.3.11)

- LL § 8 C om tilslutningsafgifter (E.K.2.15)

- LL § 8 I om udgifter til markedsundersøgelser (E.A.2.1.4.1) og

- LL § 8 J om advokat- og revisorudgifter ved etablering (E.A.2.1.4.2)

E.A.2.2 Omkostninger uden fradrag

Uafhængigt af almindelige omkostningsbetragtninger er der efter praksis

udgifter, som ikke kan fratrækkes, uanset hvor nært eller direkte udgiften i

øvrigt måtte være forbundet med den løbende indkomsterhvervelse. Der er i

disse tilfælde tale om, at udgiften efter sin art er udelukket fra fradrag.

Dette gælder f.eks. udgifter til bøder, se nærmere E.B.5.5. Om udgifter til

advokat- og revisorbistand i skattesager se E.B.5.1.

I skd. 76.809 nægtede Højesteret en bygmester fradrag for

inkassoomkostninger, som han blev pålagt i forbindelse med for sen betaling

af varegæld. Højesteret begrundede afgørelsen med, at inkassoomkostninger

ikke kan anses for naturlige og sædvanlige driftsomkostninger. Se endvidere

E.B.5.3.

Udgifter til støtte af politiske partier eller politiske formål i øvrigt

kan ikke fratrækkes.

Om udgifter til erstatning henvises til E.B.3.9.

E.A.2.3 Afskrivninger

Efter SL § 6 a sidestilles ordinære afskrivninger med driftsomkostninger.

Bestemmelsen er for de fleste erhvervsaktivers vedkommende blevet afløst

af særlovgivning, jf. AL om fysiske aktiver og LL § 16 F om immaterielle

aktiver. Herudover findes der særlige afskrivningsregler i LL §§ 8 B-C, se

E.K.2.15.

Ved siden af disse særlige afskrivningsregler kan der i et vist omfang

afskrives med hjemmel i SL § 6 a. Dette gælder f.eks. afskrivning på

rationaliseringsudgifter, ombygningsudgifter af lejede lokaler, bygninger på

lejet grund og hjemfaldspligtige ejendomme, se nærmere afsnit E.C.

I en højesteretsdom gengivet i Skat 1987.493 (TfS 1987.315), blev et

vognmandsfirmas udgifter til indskud i en fragtmandshal anset for

afskrivningsberettigede efter SL § 6 a.

I UfR 1985.134 H (Slusedommen) besluttede et skibsværft på grund af

afsætningsvanskeligheder at omlægge produktionen fra fiskekuttere til mindre

fragtskibe, hvilket nødvendiggjorde en udbygning af en kommunalt ejet sluse.

Skibsværftet påtog sig at afholde en del af anlægsudgifterne til bygningen af

en ny sluse og påtog sig yderligere visse forpligtelser med hensyn til

slusens drift og nedrivning. Højesteret fandt, at udgiften udelukkende var en

erhvervsmæssig udgift, der tjente til sikring af værftets fremtidige

indkomst, og at udgiften derfor ikke havde en sådan karakter, at den kunne

fratrækkes fuldt ud som en driftsomkostning i afholdelsesåret.

Efter det oplyste om værftets forpligtelser med hensyn til drift og

eventuel nedrivning af slusen fandtes udgiften derimod at have en sådan

forbindelse med værftets fremtidige indtægtserhvervelse, at udgiften kunne

afskrives efter SL § 6 a, idet det fandtes uden betydning, at værftet ikke

var ejer af slusen, hvilket alene skyldtes bestemmelse truffet af en anden

offentlig myndighed.

Se også TOLD-SKAT Nyt 1993.4.148 (TfS 1993,54), hvor

Landsskatteretten fandt, at en forpagters udgifter til miljøforbedrende

foranstaltninger på den forpagtede landbrugsejendom ikke var omfattet af AL §

21 A om straksafskrivning, men at udgifterne skulle afskrives efter SL § 6 a.

Efter Højesterets dom må erhvervsdrivendes bidrag til anlæg af offentlige

gågader og parkeringspladser anses for afskrivningsberettigede efter SL § 6

a. Afskrivningsperioden kan i almindelighed sættes til 30 år. Det

forudsættes, at anlæggene er udsat for en sådan fysisk forringelse, at

værdien ikke kan opretholdes gennem normal vedligeholdelse, se Skat

1987.2.144 (skd.) (TfS 1987,109)(HRD).

Se i modsætning hertil Skat 1988.8.493 (TfS 1988,444), hvor en virksomhed

blev nægtet afskrivningsadgang på bidrag til offentlige parkeringspladser.

Kommunens vedligeholdelsesforpligtelse var her ikke begrænset til

vedligeholdelse i dette begrebs skattemæssige forstand, men bestod reelt i,

at kommunen skulle sørge for, at parkeringspladserne var til stede og kunne

benyttes af virksomhedens kunder i en ubestemt fremtid.

Statsskattedirektoratet fandt, at de afholdte udgifter, der tilførte

virksomheden et »aktiv« i form af en nytteværdi for driften af

virksomheden, bevarede sin værdi for indkomsterhvervelsen i en ubestemt

fremtid, hvorfor der ikke indtrådte nogen værdiforringelse af

»aktivet«. Der kunne derfor ikke foretages skattemæssige

afskrivninger på nogen del af de afholdte udgifter.

Selskaber, der som lejere afholdt udgifter til udskibningsanlæg og

udgifter til forbedringer af en sejlrende, kunne afskrive udgifterne over 10

år i medfør af SL § 6 a, se Skat 1987.2.144 (skd.) (TfS 1987,109).

I Skat 1987.12.853 (TfS 1987,559) havde et selskab afholdt udgifter til

anlæg af en rørledning og et jernbanespor i tilslutning til selskabets

tanklager, der blev anvendt til opbevaring af flydende ammoniak. Projektet

måtte imidlertid opgives bl.a. som følge af miljømæssige protester. Østre

Landsret lagde til grund, at anlægget, herunder projekteringsudgifterne, i

fuldført stand ville have været afskrivningsberettiget. Da selskabet desuden

havde afholdt udgifterne ud fra berettigede forventninger om at kunne opnå de

fornødne tilladelser fra myndighederne til projektets gennemførelse, og da

alene kommunens ændrede holdning til projektet havde hindret dets udførelse,

fandt Landsretten, at selskabet kunne afskrive de forgæves afholdte udgifter

i medfør af SL § 6 a.

E.A.2.4 Vedligeholdelse

Udgifter, der medgår til at sætte et formuegode i samme stand, som det var

ved anskaffelsen, kan fratrækkes som vedligeholdelsesudgift efter SL § 6 e,

forudsat der er tale om udgifter, der vedrører aktiver, hvis udbytte skal

medregnes ved indkomstopgørelsen, se UfR 1958.1173 H.

Om vedligeholdelsesudgifter vedrørende fast ejendom, se E.K.2.3.

E.A.2.5 Driftstab

Der findes ikke i SL § 6 eller andetsteds nogen direkte hjemmel til

fradrag af driftstab, men efter fast praksis er der adgang til at fratrække

egentlige driftstab ved indkomstopgørelsen ud fra et omkostningslignende

synspunkt.

Det kan være vanskeligt at adskille driftstab fra de

ikke-fradragsberettigede formuetab. Tab vedrørende privatforbrugsområdet kan

ikke fratrækkes, men herudover lader der sig næppe opstille almindelige

regler, da man ikke, som det tidligere er sket, kan basere sondringen på

forskellen mellem omsætningsaktiver og anlægsaktiver og kun indrømme fradrag

for tab på omsætningsaktiver.

En skatteyder drev selvstændig virksomhed fra den 1/6 1989 - 7/10 1991.

Virksomhedens varelager blev solgt den 10/9 1992. Skatteyderen anså

differencen mellem skattemyndighedernes opgjorte værdi af varelageret på

55.000 kr. og den faktiske salgspris på 2.500 kr., som et fradragsberettiget

tab. Retten anså varelagret for overgået til privatsfæren i ophørsåret 1991.

Da salget i 1992 herefter ikke var sket som led i næringsvejen blev fradrag

nægtet, jf. TfS 1996,251.

*I TfS 1996,888 (ØLD) fandt Østre Landsret, at et selskab, der leasede

edb-udstyr og mobiltelefoner ud til kunder, som ved leasingaftalens udløb

havde mulighed for at købe det leasede udstyr, ikke havde fradrag for tab,

der opstod i forbindelse med, at det leasede udstyr blev solgt for en lavere

pris end anskaffelsessummen. Fradrag blev nægtet med den begrundelse, at

salgene ikke henhørte til selskabets næringsvej (dissens)

Se også TfS 1997,368, hvor et pengeinstitut blev nægtet fradrag for tab i

forbindelse med garantistillelse; TfS 1997,226, hvor tab i forbindelse med

fremlejning blev anset for et ikke fradragsberettiget formuetab samt TfS

1997,277, hvor en skatteyders hæftelse for gæld i et italiensk selskabs gæld

efter dansk ret måtte anses for en lovbestemt kautionsforpligtelse, og tabet

derfor var et ikke-fradragsberettiget formuetab*.

Hvor der er tale om driftstab, som består i tab eller forringelse af

aktiver, må spørgsmålet om fradragsret afgøres for de enkelte aktivgrupper,

idet et fælles synspunkt næppe lader sig opstille. Hvor et driftstab

fremkommer ved, at der påføres den skattepligtige et nyt passiv eller

pålægges ham en betalingspligt, er det en forudsætning for fradrag, at tabet

er påført den pågældende som udslag af en naturlig driftsrisiko forbundet med

driften af den pågældendes virksomhed.

*I TfS 1997,619 blev fradrag for tab afvist, idet en medinteressents

uberettigede hævninger ikke ansås for en naturlig driftsrisiko. Se også TfS

1997,203, hvor det tab en tilsynsførende arkitekt havde lidt i forbindelse

med en fordring i eget selskab ikke blev anset for et fradragsberettiget tab.

Landsretten bemærkede, at det almindeligvis falder udenfor en

tilsynsførende arkitekts opgaver, at denne i eget navn bestiller materialer

til en bygherre og, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at tabet havde en

sådan forbindelse med hans indkomster som arkitekt, at tabet var

fradragsberettiget *.

Omsætningsaktiver

Tab på omsætningsaktiver vil normalt være fradragsberettigede som

driftstab. Således er tab på varelager, såvel normalt svind som mere

ekstraordinære tab, fradragsberettigede, medmindre tabet er opstået ved

ejerens forsætlige skadevoldelse. Om kravene til dokumentation og

sandsynliggørelse, se Vestre Landsret i skd. 66.293. Også tab ved tyveri fra

lageret kan fratrækkes, forudsat at de stjålne varer klart henhører til

varelageret og ikke f.eks. er udtaget til ejerens private forbrug.

Tab på varedebitorer er ligeledes fradragsberettigede, se E.B.2.6.5.

E.A.2.6 Tab ved tyveri

Tab ved tyveri af kassebeholdninger har givet anledning til mange

landsskatteretssager. Thøger Nielsen sammenfatter i »Indkomstbeskatning

I«, s. 696, praksis således: »Praksis viser, at dette (tabsfradrag)

for det første forudsætter, at den (kassebeholdningen) har været anbragt på

en måde, der ikke kan siges at være usædvanlig for virksomheden, og ud fra et

forretningsmæssigt synspunkt kan siges at være naturligt. Endvidere må det

kræves, at den ikke har været sammenblandet med private midler, eller at der

foreligger omstændigheder, som fører til at anse beholdningen som hævet til

privat forbrug, og endelig synes man at kræve, at beholdningen ikke har været

større end rimeligt i forhold til behovet i den daglige drift.«

I praksis er der ofte tale om et bevisproblem, hvor det påhviler

skatteyderen at godtgøre, at tabet har ramt omsætningsformuen, og at der ikke

foreligger egen skyld.

Det er normalt en forudsætning for fradrag, at tyveriet er anmeldt til

politiet, se lsr. 1969.128. Det er endvidere en forudsætning, at det lidte

tab kan dokumenteres via en tilfredsstillende bogføring, se lsr. 1969.37.

Med hensyn til kravene om opbevaringsmåden henvises til lsr. 1960.128,

hvor der blev indrømmet fradrag for tab af en kassebeholdning, der var

anbragt i et uaflåst skab i privatboligen, der lå umiddelbart bag

forretningen.

Se tilsvarende afgørelser i lsr. 1952.145, 1958.114, 1964.124 og 1977.49.

I TfS 1996,297 fandt Højesteret, at indehaveren af en forretning, som fik

stjålet penge i et kontorlokale, der stødte op til forretningslokalet,

konkret havde udvist uagtsomhed ved midlertidigt at anbringe pengene i

kontorlokalet. Da imidlertid tyveriet faldt indenfor rammerne af en naturlig

driftsrisiko, kunne beløbet fradrages efter SL § 6a.

Hvor en virksomheds kassebeholdning opbevares i indehaverens tegnebog, vil

der sædvanligvis være anledning til at foretage en nærmere vurdering af, om

den stjålne beholdning fuldt ud har karakter af kassebeholdning. Som regel

fører sammenblanding af kassebeholdningen og private midler til, at fradrag

nægtes, se lsr. 1952.146, 1962.116, 1964.123, 1967.127, 1968.38 og 1969.37.

At fradrag for tab ved tyveri af kassebeholdningen fra en tegnebog, som

f.eks. er anbragt i privatlejligheden, ikke er udelukket, viser lsr. 1960.128

og 1964.124. Her var der ingen tvivl om beholdningens karakter af

kassebeholdning, og opbevaringsmåden fandtes efter de foreliggende forhold

forsvarlig. Se endvidere lsr. 1975.44.

Hvis den stjålne kassebeholdning er særlig stor, bør det undersøges, om

der er en særlig baggrund for tilstedeværelsen af den store beholdning. Kan

det påvises, at der har været særligt store indbetalinger, se lsr. 1960.128,

eller særligt store hævninger af bankbeholdninger til imødegåelse af store

udbetalingskrav i virksomheden, kan fradrag foretages også for betydelige

tab. Se lsr. 1973.37, hvor en del af en stjålen kassebeholdning ikke blev

anset nødvendig til fyldestgørelse af skatteyderens forpligtelser i relation

til hans erhvervsvirksomhed. I skd. 70.454 indrømmede Østre Landsret fradrag

for tab ved tyveri af 72.381 kr., som udgjorde en benzinstations

kassebeholdning fra weekendsalget, der var blevet opbevaret i et pengeskab på

tankstationen.

Det var oplyst, at skatteyderen havde benyttet pengeskabet, fordi der var

ret lang vej til den nærmeste døgn-boks, hvori salgsindtægterne kunne

anbringes. Østre Landsret lagde til grund, at det stjålne beløb alene

stammede fra tankens salgsindtægter, og at de stjålne pengemidler havde været

forsvarligt opbevaret. Under hensyn til virksomhedens sædvanlige driftsform

og den særlige baggrund for tilstedeværelsen på tanken af de pågældende

kasseindtægter weekenden over måtte tabet betragtes som et udslag af

driftsrisikoen og dermed som et fradragsberettiget driftstab.

Tab af kontante beholdninger under rejser kan fradrages, når der ikke er

tvivl om, at rejsen har karakter af en forretningsrejse, se lsr. 1972.48,

hvor fradraget dog blev beskåret, da det ikke var godtgjort, at hele

beholdningen var bestemt til erhvervsmæssig anvendelse. Tab af

kassebeholdning under privatrejse kan ikke fratrækkes, se lsr. 1964.123.

Lønmodtageres begrænsede adgang til at fratrække tab ved tyveri er omtalt

i A.F.1.17.

Underslæb -

Bedrageri

Fradragsretten omfatter også tab ved underslæb fra de ansattes side, men

normalt ikke tab ved besvigelser fra ikke-ansattes side, se lsr. 1969.129,

der dog ikke vedrørte driften.*TfS 1997,502 Et selskabs tab ved en direktørs

besvigelser var fradragsberettiget efter KGL §4, jf. SL §§4-6, idet omfang

tabet var udslag af normal driftsrisiko. Af den resterende del af tabet kunne

fradrages den del, der efter KGL §2 kunne anses for tab på fordringer.*

Et aktieselskab, som i årets løb havde 70 ansatte, foretog ved

indkomstopgørelsen et fradrag for tab på kassedifferencer på 36.715 kr.

Landsskatteretten fandt, at differencerne kunne henføres til

uregelmæssigheder fra personalets side og derfor måtte anses for driftstab,

se lsr. 1982.83.

Et selskab, som havde kontrakt med DSB om udkørsel af gods, havde

fradraget et tab på 56.450 kr. som følge af besvigelser fra selskabets

chauffører. Landsskatteretten godkendte fradraget, da tabet ikke fandtes at

overstige, hvad normal driftsrisiko under de oplyste forhold kunne medføre,

se lsr. 1982.122.

E.A.2.7 Interessenter

I interessentskabsforhold opstår der undertiden spørgsmål om størrelsen af

det fradrag, som de enkelte interessenter kan foretage som deres del af

underskuddet ved interessentskabets drift. Hvor en interessent i kraft af det

solidariske ansvar over for kreditorerne må afholde mere end sin

forholdsmæssige andel af et underskud, vil han som regel have fradrag for det

tab, som han måtte lide herved.

En skatteyder, der drev en byggevirksomhed med en medinteressent, måtte i

forbindelse med virksomhedens ophør betale samtlige interessentskabets

kreditorer. Landsretten fandt, at interessentskabets underskud var opstået

løbende gennem afholdelse af udgifter, som havde været nødvendige for

interessentskabets drift, hvorfor skatteyderen kunne fratrække det lidte tab

ved sin indkomstopgørelse se Østre Landsret i skd. 68.38. En partreders

indfrielse af tre insolvente partrederes gæld for at få rederiets skib

frigivet til salg kunne hverken anses for en fradragsberettiget

handelsomkostning ved opgørelsen af særlig indkomst eller for en driftsudgift

efter SL § 6 a, eller dennes analogi, se Vestre Landsret i skd. 71.713.

En interessent overtog i forbindelse med interessentskabets opløsning

medinteressentens personlige firma. Da overtagelsen ikke fandtes nødvendig

for at sikre fortsættelsen af interessentens eget personlige firma, kunne en

eftergivelse af et tilgodehavende, der opstod som led i handelen, hverken

fradrages som driftsomkostning eller driftstab, se Vestre Landsret i Skat

1987.7.496 (TfS 1987,316)(VLD).

En arkitekt drev sammen med en murermester erhvervsmæssig

udstykningsvirksomhed. Murermesteren, der tillige drev selvstændig

murermestervirksomhed, kom i økonomiske vanskeligheder, hvorfor det daværende

toldvæsen gjorde udlæg i hans anpart i interessentskabet. For at undgå, at

udstykningsvirksomheden måtte standse med tab, havde arkitekten tiltrådt, at

interessentskabet optog lån og betalte gælden til toldvæsenet. Da der var den

fornødne forbindelse mellem den tabsgivende disposition og den løbende

indtægtserhvervelse kunne arkitekten fratrække det tab, der var opstået i

forbindelse med kompagnonens insolvens, se lsr. 1982.82.

Skyldes tabet derimod, at medinteressenten har hævet for meget i

selskabet, må tabet normalt anses for et tab på udlån foretaget uden for

interessentskabets normale drift. Tabet er derfor ikke fradragsberettiget, se

lsr. 1956.28, 1974.155 og 1981.205 og Østre Landsret i skd. 68.38. Om et

særligt tilfælde, hvor en skatteyder efter sin udtræden af interessentskabet

hæftede for betaling af husleje, og hvor hans udgifter derved blev anset for

et formuetab, se lsr. 1976.148.

I TfS 1996,256 (LSR) blev der i forbindelse med en interessents udtræden

af et interessentskab konstateret et tab, skønt interessentskabet i den givne

periode havde haft overskud. Grundet den solidariske hæftelse led en anden

interessent et tab, der ikke blev anset som en fradragsberettiget

driftsomkostning. Tabet var en følge af, at den udtrædende interessent havde

foretaget sådanne hævninger i selskabet, at interessenten ved sin udtræden,

ikke var i stand til at betale den del af gælden, der ifølge parternes aftale

påhvilede ham. Landsskatteretten fandt, at tabet var et formuetab. Tabet

kunne derfor ikke fradrages ved indkomstopgørelsen, da dette ikke var opstået

som følge af interessentskabets drift.

En partreder, der i almindelighed hæfter pro rata, havde påtaget sig

solidarisk hæftelse for bankgælden, der stammede fra køb og drift af

partrederiets fiskekutter. Højesteret fandt, at det tab, som partrederen i

kraft af det solidariske ansvar led ved indbetaling for en af de andre

partredere, var fradragsberettiget. Højesteret udtalte, at den omstændighed,

at hæftelsen beroede på en aftale, ikke gav grundlag for at behandle tabet

anderledes end et tilsvarende tab, som lides af en interessent i et

interessentskab, se Skat 1989.9.708 (TfS 1989,506)*Se tilsvarende afgørelse

TfS 1997,619 (ØLD)*.

I TOLD-SKAT Nyt 1991.21.1206 (TfS 1991,487)(VLD) nægtede Vestre

Landsret en partreder fradragsret for indfrielse af medpartrederens gæld

på grund af manglende retlig forpligtelse til at pådrage sig solidarisk

hæftelse for medpartrederens del af gælden.

TOLD-SKAT Nyt 1991.20.1160 (TfS 1991,476). Et partrederi havde købt et

skib. Købesummen fordeltes på 100 anparter, således at der skulle indbetales

20 pct. kontant i forhold til andelene i skibet. Opstod der et behov for

likvide midler, skulle der indbetales det nødvendige beløb - ligeledes i

forhold til anparterne. Partrederiet optog lån i Danmarks Skibskreditfond,

for hvilket der hæftedes solidarisk. Da driften af skibet gav underskud,

skulle der indbetales yderligere beløb, bl.a. til betaling af renter og

afdrag til Danmarks

Skibskreditfond. På grund af den ene partreders manglende betalingsevne

måtte de øvrige partredere indbetale det nødvendige beløb. Ligningsrådet

fandt, at dette tab vedrørte partredernes indbyrdes økonomiske mellemværende

i relation til indkomstkilden, hvorfor det ikke var fradragsberettiget, se

også Højesteret i Skat 1988.3.119 (TfS 1988,44).

Det er en forudsætning for at fratrække tab som følge af det solidariske

ansvar, at tabet er endeligt konstateret, d.v.s. at det er konstateret, at

regreskravet imod medinteressenten er værdiløst, se lsr. 1971.38.

En dyrlæge og en landmand forpagtede i fællesskab 3 landbrugsejendomme.

Det blev anerkendt, at parterne (interessenterne) ved den indbyrdes fordeling

kunne forøge driftsunderskuddet med arbejdsvederlag og forrentning af

kapitalindeståendet, da fordelingen af disse poster var sagligt begrundet, og

der ikke forelå omgåelseshensigt, se Østre

Landsret i skd. 67.402.

Se E.F.2 om de begrænsede fradragsmuligheder for kommanditister.

E.A.2.8 Tab på udlån, kaution m.v.

Erhvervsdrivende personer vil i visse tilfælde kunne fradrage tab på udlån

og finansiering og tab, som er opstået ved kaution eller anden

sikkerhedsstillelse. Fradragsretten afhænger af, om tabet er lidt i

forbindelse med penge- eller vederlagsnæring, eller - hvis dette ikke er

tilfældet - om tabet er fradragsberettiget ud fra et

driftsomkostningssynspunkt.

E.A.2.8.1 Penge- eller vederlagsnæring

Det er en forudsætning for fradrag ud fra et næringssynspunkt, at der

drives erhvervsmæssig udlånsvirksomhed (som bankier, vekselerer eller anden

finansieringsvirksomhed) eller erhvervsmæssig virksomhed med

sikkerhedsstillelse som f.eks. bankgarantier, kautionsforsikringer og

lignende.

Skattepligtige personer, der driver virksomhed som bankier eller lignende,

er omfattet af KGL § 3 og beskattes derfor af gevinst og tab på fordringer

efter reglerne i KGL. KGL § 3 viderefører og præciserer næringsbeskatningen,

som forud for KGL skete på grundlag af SL §§ 4-6, og den praksis, der er

udviklet på grundlag heraf, vil stadig være vejledende.

Reglerne er blevet yderligere præciseret ved lov nr. 440 af 1. juni 1994,

der nu indgår i lovbek. nr. 597 af 10. juli 1995. *Med virkning fra

indkomståret 1998 er bestemmelsen i KGL § 3 afløst af KGL § 13 i lov nr. 439

af 10. juni 1997*.

Ved afgørelsen af, om der drives erhvervsmæssig finansieringsvirksomhed,

må der lægges vægt på omfanget af den hidtidige virksomhed, og det er i denne

forbindelse ikke tilstrækkeligt, at den pågældende nu og da har udlånt penge,

se lsr. 1963.123 og 1985.76.

Det forhold, at udlåneren tidligere har deltaget i spekulationsvirksomhed,

berettiger ikke uden videre til fradrag ud fra et næringssynspunkt.

Vestre Landsret nægtede i Skat 1987.2.126 (TfS 1987,45) en skatteyder

fradrag efter SL § 5 a for tab på pengeudlån, da der alene var ydet to lån.

Der var derfor ikke tale om næring med pengeudlån.

Finansiering af afbetalingskontrakter betragtes som erhvervsmæssig

udlånsvirksomhed, og tab, der lides i forbindelse hermed, vil normalt være

fradragsberettigede. I lsr. 1972.47 havde en skatteyder afviklet sin

forretning og var begyndt at diskontere købekontrakter som et led i

anbringelsen af de frigivne midler. Skatteyderen fik dog ikke fradrag for

tab, han led i forbindelse med diskonteringen, da diskonteringen fandtes at

have karakter af formueplacering.

Se også A.D.2.2 samt Skd. cirk. nr. 134 af 29. juli 1992, pkt. 9-12.

Fradrag for tab på fordringer, som er erhvervet som vederlag for varer,

tjenesteydelser mv., er omtalt i A.D.2.3 og cirkulærets pkt. 13.

E.A.2.8.2 Tab på kaution og anden sikkerhedsstillelse

Privatpersoners kautionstab vil som udgangspunkt blive anset for et

formuetab, der ikke er fradragsret for - hverken efter reglerne i SL eller

KGL.

Erhvervsdrivende personer kan foretage fradrag for tab på

kautionsforpligtelser efter reglerne i SL § 6, hvis tabet kan anses for et

fradragsberettiget driftstab, dvs. ud fra et omkostningslignende synspunkt.

Dette gælder, uanset om kautionsforpligtelsen er påtaget i danske kroner

eller i fremmed valuta, se A.D.2.4.1.

Tabet kan i sådanne tilfælde fratrækkes på det tidspunkt, hvor tabet er

konstateret i overensstemmelse med reglerne om fradrag for driftstab og tab

på debitorer.

Fradrag ud fra et omkostningssynspunkt forudsætter, at

kautionsforpligtelsen kan anses for foretaget som et led i de aktuelle

bestræbelser på at erhverve skattepligtig indkomst. På linie med den

almindelige driftsomkostningsbedømmelse er det afgørende, om der foreligger

en aktuel driftsmæssig begrundelse, der falder inden for de naturlige rammer

af den hidtidige virksomhed.

Tab på kaution, som er påtaget med det formål at udvide

indkomstgrundlaget, f.eks. i form af start af produktion eller salg på helt

nye forretningsområder, vil således ikke kunne fratrækkes. Om der foreligger

en aktuel driftsmæssig begrundelse, beror på en samlet vurdering, hvor der

bl.a. må foretages en afvejning af den indkomst, der forventes som følge af

kautionen, og den risiko, der løbes.

Mulighed for fradrag opstår typisk i de tilfælde, hvor kautionen påtages

for at sikre virksomhedens hidtidige afsætningsmuligheder eller leverancer og

derigennem den løbende indtjening. Selve det forhold, at sikringen af

indtjeningen er af tidsubestemt virkning, er uden betydning, forudsat at der

foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse.

Tilstedeværelsen af en branchemæssig kutyme for at stille sikkerhed for

aftageren af ens produkter vil i almindelighed godtgøre den driftsmæssige

begrundelse. Dette er f.eks. antaget i praksis vedrørende virksomhed som

melgrosserer, vinhandler, bagermester og restauratør. Også i disse tilfælde

er det dog en forudsætning for fradrag for et efterfølgende tab, at der er en

driftsmæssig begrundelse for dispositionen.

E.A.2.8.3 Tab på udlån m.v.

Personer vil som udgangspunkt ikke være skattepligtige af gevinst på en

fordring, og der er heller ikke fradragsret for et eventuelt tab.

For selvstændigt erhvervsdrivende, der ikke anses for

næringsskattepligtige efter KGL § 3, men efter SL §§ 4-6, vil der dog efter

en konkret vurdering kunne være fradragsret for tab på udlån ud fra et

driftsomkostningssynspunkt, se de under 2.8.2 omtalte kriterier. * Med

virkning fra indkomståret 1998 er bestemmelsen i KGL § 3 afløst af KGL § 13 i

lov nr. 439 af 10. juni 1997*.

Tab på fordringer i udenlandsk valuta er omtalt i A.D.2.4.

Fradrag indrømmet i:

- lsr. 1981.105 (kaution for forpagter)

- lsr. 1983.65 (kaution for køber af hus)- lsr. 1985.78 (kaution for

leverandør)

- Skat 1985.10.281 (kaution for leverandør)

- Skat 1986.12.344 (TfS 1986,284) (kaution for underentreprenørs

leverandør)

- Skat 1988.2.83 (TfS 1988,47) (landmands udlån til slagteri)

Fradrag nægtet i:

- lsr. 1967.124 (kaution for leverandør, ny produktion)

- lsr. 1967.125 (landmandskaution for andelsselskab)

- lsr. 1973.36 (kaution for leverandør, nyt virksomhedsområde)

- lsr. 1976.4 (aktionærers kaution for køber af selskabets ejendom)

- lsr. 1983.166 (advokats kaution for klient)

- lsr. 1984.179 (depositum, udvidelse af virksomhed)

- lsr. 1985.170 (depositum for forpagtningskontrakt, ny virksomhed)

- lsr. 1986.71 (kaution for brancheforening, forbedring af leverandørveje)

- TfS 1995,295 (udlån til og ikke deltagelse i interessentskab)

Hvis kautionisten/långiveren helt eller delvist er ejer af det

retssubjekt, der foretages udlån til, eller stilles sikkerhed for, påhviler

der kautionisten/ långiveren en tung bevisbyrde for, at dispositionen ikke er

foretaget af hensyn til formueinteresserne i støttemodtagerens virksomhed,

men derimod er begrundet i hensynet til kautionistens/långiverens egen

løbende indtjening.

Eksempelvis skal kaution mv. over for et datterselskab eller en

hovedaktionærs kaution over for det af ham ejede selskab behandles på samme

måde som kaution mv. over for uforbundne subjekter - dvs. at der må stilles

krav om en aktuel driftsmæssig begrundelse inden for de naturlige rammer af

skatteyderens hidtidige virksomhed. I praksis er skatteyderen sjældent i

stand til at løfte denne bevisbyrde. Som eksempler kan nævnes:

Skd. 74.450, Skd. 74.465, Skat 1986.3.187 (TfS 1986,127), Skat 1986.6.367

(TfS 1986,269), Skat 1988.4.198 (TfS 1988,63), Skat 1989.5.371 (TfS

1989,260), og Skat 1989.9.701 (TfS 1989,491) samt TOLD-SKAT Nyt 1992.24.804

og TOLD-SKAT Nyt 1993.5.206 (lsr) (TfS 1993,78).

Det følger af denne praksis, at det ikke er en tilstrækkelig driftsmæssig

begrundelse, at skatteyderen via kautionen tilstræber at sikre en løbende

lønindtægt fra selskabet, f.eks. fra et ansættelsesforhold som direktør.

I t&s nyt 1991.13.697 (TfS 1991,282) havde skatteyderen omdannet sin

personligt drevne tømrerforretning til et selskab. Efter at selskabet var

trådt i likvidation som insolvent, havde skatteyderen som kautionist indfriet

selskabets kassekredit. Vestre Landsret fandt, at der ikke var fradragsret

for den del af tabet, som måtte hidrøre fra kautionsforpligtelsen, som efter

skatteyderens relationer til selskabet måtte anses for et formuetab. Derimod

godkendtes fradrag for tilgodehavende husleje og vedligeholdelsesudgifter.

Dommen blev af skatteyderen indbragt for Højesteret, men anken blev hævet.

Østre Landsret nægtede i TfS 1992,302 et byggeselskab fradrag for tab på

kaution for et datterselskab. Moderselskabet havde forpligtet sig til at yde

konsulentbistand og kautionerede for datterselskabets byggelån. Til gengæld

herfor modtog moderselskabet et fast månedligt vederlag. Da datterselskabet

gik konkurs, blev moderselskabets kautionsforpligtelse aktuel med deraf

følgende tab for moderselskabet. Landsretten fandt ikke, at moderselskabet

havde været i næring med kaution, og kautionstabet kunne derfor ikke anses

for opstået i tilknytning til selskabets løbende indkomsterhvervelse.

Landsretten fandt derimod, at tabet var en følge af moderselskabets

interesse i at bevare sin kapital i datterselskabet.

I TfS 1996,713 (ØLD) drev en skatteyder et personligt firma, som han

omdannede til et selskab med sig selv som direktør og hovedaktionær.

Selskabet skulle samarbejde med et ægyptisk selskab i forbindelse med

opførelse af en cementfabrik. Som led i den indgåede kontrakt stillede et

pengeinstitut garantier over for den ægyptiske kontraktspart, og

hovedaktionæren påtog sig i den forbindelse kautionsforpligtelser over

pengeinstituttet. Landsretten fandt, at det tab, som hovedaktionæren led ved

at vedstå sig kautionsforpligtelsen, ikke var fradragsberettiget. Retten

lagde vægt på, at kautionsforpligtelsen vedrørte en kontrakt, hvori

hovedaktionærens selskab og ikke han selv var kontraktspart, og at

kautionsforpligtelsen havde tjent til at værne hovedaktionærens

kapitalinteresser i selskabet og selskabet som indkomstkilde for ham.

En skatteyder havde drevet virksomhed inden for modebranchen, her i landet

i form af anpartsselskab, men i andre lande som personlig virksomhed.

De personlige virksomheder var bl.a. afhængige af vareleverancer fra

selskabet. Skatteyderen havde, medens dette samarbejde stod på, kautioneret

for det danske selskabs kassekredit. På grund af selskabets konkurs måtte

skatteyderen indløse bankgælden. Landsskatteretten godkendte i t&s nyt

1991.10.543 (TfS 1991,239) (LSR) fradrag for den del af tabet, der svarede

til kassekredittens maksimum under samarbejdet med de personlige

virksomheder.

I Skat 1990.6.468 (TfS 1990,275) anså 2 retsmedlemmer i

Landsskatteretten et indskud i et andelsselskab til opfyldelse af

medlemmernes hæftelse for selskabets forpligtelser for fradragsberettiget

efter SL § 6 a. Indskuddet var pålagt i henhold til vedtægterne.

Retsformanden, var enig med Told- og Skattestyrelsen i at nægte fradrag.

Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet.

Praksis er meget tilbageholdende med at indrømme fradrag for tab på udlån

eller ved kaution, der påtages med henblik på at sikre løn og

honorarindtægter, se lsr. 1960.41, 1965.118, 1970.123, 1973.44, 1977.156, TfS

1995, 17 og Vestre Landsret i skd. 50.216, hvor en ingeniør sammen med nogle

andre medarbejdere i et ingeniørfirma kautionerede for et lån, som

arbejdsgiveren havde optaget. Arbejdsgiveren gik konkurs og

kautionsforpligtelsen blev effektiv. Ingeniøren fik ikke fradrag for det

lidte tab, da kautionsforpligtelsen måtte anses for påtaget, for at

ingeniøren fortsat kunne bevare sin arbejdsplads. Tabet var derfor et

formuetab.

I lsr. 1982.84 fik et selskab fradrag for et kautionstab, da selskabet

sammen med et andet selskab havde kautioneret for en repræsentants optagelse

af lån til køb af bil. Repræsentanten var ansat i begge selskaber, der havde

samme kundekreds. Påtagelsen af kautionsforpligtelsen blev anset for at være

sket i stedet for at købe en firmabil til repræsentanten og dermed en normal

driftsmæssig disposition.

Det er fast antaget i praksis, at der ud fra et omkostningslignende

synspunkt ikke er mulighed for at opnå fradrag for tab på aktier mv., der er

omfattet af ABL. ABL indeholder således en udtømmende opremsning af

fradragsmulig-hederne for sådanne tab, se f.eks. Skat 1987.4.276 (TfS

1987,206), 1988.6. 347 (TfS 1988,334) og 1989.8.609 (TfS 1989,477).

E.A.3 Periodespørgsmål

Under et system med progressiv beskatning og med periodiske

indkomstopgørelser spiller det en betydelig rolle, hvornår en given indkomst,

en omkostning eller et tab skal tages i betragtning ved indkomstopgørelsen. I

de forskellige specialafsnit om de enkelte indkomst- og omkostningstyper er

der mere detaljeret redegjort for, hvornår disse indkomster og fradrag skal

tages i betragtning, hvorfor der i dette afsnit alene redegøres for nogle

hovedtræk.

De særlige spørgsmål om omlægning af regnskabsår behandles ikke i denne

vejledning. Der henvises til Helkett, 16. udg. s. 132, og til Østergård i SO

1962, s. 258 ff og s. 300 ff, og til skd.cirk. nr. 135 af 14. nov. 1984, samt

til TfS 1991.51.543.

E.A.3.1 Beskatningstidspunktet

Normalt vil der ikke være nogen tvivl om, hvornår en given indtægt skal

medtages ved indkomstopgørelsen, allerede fordi de forskellige tidspunkter,

der kan komme på tale - retserhvervelsestidspunktet, forfaldstidspunktet og

betalingstidspunktet - alle falder i det samme indkomstår. Den almindelige

hovedregel er, at en indtægt skal medregnes ved indkomstopgørelsen på

tidspunktet for den endelige retserhvervelse.

Resolutive betingelser

Hvis retten til en indtægt er betinget, er beskatningstidspunktet

afhængigt af betingelsens indhold.

Hvis betingelsen nærmest har karakter af en formsag, f.eks. tinglysning af

et skøde i forbindelse med en ejendomshandel, og der i realiteten ikke er

tvivl om, at betingelsen vil blive opfyldt, indtræder beskatning allerede på

aftaletidspunktet. Betingelser, der ikke udskyder beskatningstidspunktet,

betegnes som resolutive.

Suspensive betingelser

Hvis betingelsen derimod er af en sådan karakter, at der hersker reel

usikkerhed om, hvorvidt aftalen bliver gennemført, f.eks. ved køb af en

ejendom, hvor købet er betinget af salg af en anden ejendom til en bestemt

pris inden 1 måned, indtræder beskatning først, når betingelsen er opfyldt.

Sådanne betingelser, der udskyder beskatningstidspunktet, betegnes som

suspensive.

E.A.3.1.1 Hovedreglen - retserhvervelsesprincippet

Erhvervsindtægter skal som hovedregel medtages ved indkomstopgørelsen, når

der er erhvervet endelig ret til en bestemt ydelse. Hvor der ligger

kontraktsforhold til grund for erhvervelsen, kan det beskatningsmæssige

tidspunkt herefter fastlægges som det tidspunkt, hvor en kontraktspart har

udført det, han ifølge den gensidigt bebyrdende kontrakt har forpligtet sig

til at yde, og således har erhvervet et endeligt og ubetinget krav på en

modydelse, der er opgjort eller kan opgøres i penge eller penges værd. Se til

illustration heraf TfS 1994, 409 om indkomstskattepligt ved en

genbrugsvirksomheds modtagelse af genbrugsmateriale.

TfS 1996,35 (LSR). Med henblik på deltagelse i slutrunden til

europamesterskaberne i 1992, modtog en fodboldspiller i dette år en bonus.

Uanset at kampene var spillet i 1991, ansås beløbet først optjent i 1992,

hvor Danmark opnåede adgang til slutrunden. Det var en afgørende betingelse

for udbetalingen, at Danmark kvalificerede sig til slutrunden. Selv om der

ved entreprisearbejder er risiko for efterreparationer efter aflevering af

arbejdet, skal fortjeneste medregnes på tidspunktet for opgavens afslutning.

Der er således ikke tale om nogen udskudt retserhvervelse, se TOLD-SKAT Nyt

1991.21.1221 (TfS 1991,507). Se også E.B.2.6.2.1.

Indtægt i form af gaver anses for skattepligtig i det år, hvor

gavetilsagnet kommer til modtagerens kundskab, og han dermed erhverver ret

til gaven.

Hvis gavemodtageren giver betingelsesfrit afkald på gaven, før gaveløftet

er opfyldt, skal der ikke ske beskatning.

Ved overdragelse af formuegoder - bortset fra sædvanlige handelsforhold

- er tidspunktet for aftalens indgåelse afgørende for

beskatningstidspunktet, fordi ejendomsretten overgår til køberen ved aftalen,

selv om tidspunktet for opfyldelsen af handlen først indtræder på et senere

tidspunkt.

Ved salg af fast ejendom er der derfor erhvervet ret til salgssummen

allerede ved underskrivelse af slutseddel, medens overtagelsesdagen,

tidspunktet for skøde eller tinglysning af skødet er uden betydning i denne

relation, se E.J.1.

Også ved overdragelse af andre formuegoder er beskatningstidspunktet lig

med tidspunktet for indgåelse af aftalen, se E.C.5 og E.C.4.1.11 om

henholdsvis sælgers og købers afskrivningsadgang ved salg af aktiver, der er

omfattet af AL.

Ved salg af værdipapirer udløses avancebeskatningen også i det år, hvor

aftalen indgås, selv om handlen først opfyldes i et følgende år. Se lsr.

1977.117, hvor parterne havde aftalt, at overdragelsen juridisk og

skattemæssigt først fandt sted samtidig med betalingen, men hvor

avancebeskatning alligevel fandt sted i det år, hvor aftalen var indgået.

Tilbagebetalte ejendomsskatter, der tidligere er trukket fra som

driftsudgifter, skal som hovedregel medtages i indkomstopgørelsen i det år,

hvor skatteyderen har erhvervet ret til beløbene. Skattemyndighederne bør

imidlertid imødekomme anmodninger om, at beløbene beskattes i de indkomstår,

hvor de er trukket fra. Imødekommelsen bør også gælde for efter- og

tilbagebetaling af moms, se Ligningsrådet i TfS 1995, 227 og nærmere E.B.2.5.

Det skal bemærkes, at genoptagelse kun kan foretages inden for de almindelige

frister.

Om kommanditister, se Skat 1989.4.331 (TfS 1989,267) og E.F.2.

E.A.3.1.2 Undtagelser

Til hovedreglen gælder der dog en række undtagelser.

Ved almindelig erhvervsmæssig handel erhverver sælger af en vare først ret

til modydelsen, når han har opfyldt sin leveringspligt, hvorfor indtægten

først skal tages i betragtning på leveringstidspunktet, se lsr. 1952.120 og

1970.16. At modydelsen først forfalder eller betales senere er uden

betydning, se lsr. 1971.119.

Leje-/leasingindtægter skal henføres til den periode, som lejen vedrører.

Dette gælder også, selv om lejen måtte være forudbetalt for en flerårig

periode, og selv om lejekontrakten er uopsigelig fra begge parters side. En

eventuel tinglysning af lejekontrakten er uden betydning for

beskatningstidspunktet. Se dog E.J.7 om timeshare.

Tilsvarende har Østre Landsret i TfS 1994, 462 fastslået, at

forudbetalinger for løbende edb-ydelser skulle periodiseres over de de

skatteår, som forudbetalingerne vedrørte.

Skatteministeriets departement har i sin kommentar i TfS 1995, 811 udtalt,

at dommen ikke antages at få konsekvenser for de situationer, hvor der

leveres serviceydelser i forbindelse med salg af en hovedydelse, f.eks. en

vare.

Her vil der stadig skulle ske beskatning på retserhvervelsestidspunktet,

dvs. ved betalingen. Oprettes der derimod en særskilt kontrakt om levering af

serviceydelser i tilknytning til salget af hovedydelsen, vil der skulle

foretages periodisering i overensstemmelse med dommen.

Dommen er også nævnt i E.B.2.6.7 for så vidt angår udgiftssiden.

Udbytte beskattes i det år, hvor det endeligt vedtages på

generalforsamlingen. Det er uden betydning, at udbyttet først kan hæves

senere, se lsr. 1962.98.

Renteindtægter skal som hovedregel først beskattes på det tidspunkt, hvor

de forfalder til betaling. Se A.D.1.1 og LVD om afvigelser herfra, herunder

om reglerne i LL § 5A og § 5B.

For bygningshåndværkere, entreprenører mv. fører reglerne om igangværende

arbejder til, at indtægter og udgifter på enkeltstående arbejdsopgaver, der

strækker sig over flere år, først skal medregnes ved indkomstopgørelsen i

året for opgavens afslutning, se E.B.2.6.2. Om hensættelser til imødegåelse

af service- eller garantikrav, se E.B.2.6.7.

Honorarindtægter for flerårige arbejder inden for liberale erhverv skal

som hovedregel beskattes, når arbejdet er tilendebragt, eller når kravet i

øvrigt måtte være regningsmodent, se bl.a. Højesteret i skd. 64.104.

Acontohonorarer skal medregnes, når acontoregning er eller kunne have

været fremsendt og forlangt betalt. Dette vil ofte være tilfældet, når

acontohonoraret modtages. En egentlig forudbetaling skal ikke indtægtsføres,

før der erhverves ret til beløbet.

Arkitekters og rådgivende ingeniørers indtægtsføring af honorarer mv. er

omtalt i E.B.2.6.2.3, ligesom der henvises til TSS-cirk 1995-20.

Efterregulering af skatteansættelser på grundlag af korrektion af moms er

behandlet i E.B.2.5. Se også Ligningsrådet i TfS 1995, 227 om

ejendomsskatter, der er omtalt i E.A.3.1.1.

Lønindtægter og anden A-indkomst, feriegodtgørelse, tantieme o.lign. er

omtalt i A.B.1.1-A.B.1.3.

Om underhold og understøttelser i henhold til en forpligtelseserklæring

henvises til A.B.6.

E.A.3.1.3 Afgørelser

Provisionsindtægter for en salgsagent inden for møbelbranchen, der ikke

havde nogen skriftlig aftale med agenturgiverne, blev i skattemæssig

henseende anset for erhvervet ved agenturgiverens fakturering til køberen, se

Landsskatteretten i Skat 1988.12.776 (TfS 1988,663).

De forudbetalinger, som et selskab havde modtaget og afgivet i forbindelse

med licensaftaler, blev anset for omfattet af SL, da der ikke var tale om

salg af patenter. Forudbetalingerne skulle således indtægts-/udgiftsføres i

de år, hvor de var modtaget eller erlagt, da de ikke kunne kræves tilbage, se

Landsskatteretten i Skat 1989.4.328 (TfS 1989,224).

En landmands gård brændte i slutningen af 1987, og branderstatningen fra

forsikringsselskabet dækkede bl.a. tab på besætning, beholdninger og

inventar. Dette erstatningsbeløb, der i alt androg ca. 2 mio. kr., skulle

principielt indtægtsføres i 1987, hvorved indkomsten i dette år ville blive

usædvanlig høj. Tilsvarende ville indkomsten i de følgende år blive

usædvanlig lav. Fordi der var tale om periodeforskydninger, som gældende

lovbestemmelser ikke kunne antages at have taget højde for, tillod

Ligningsrådet under hensyn til skadens omfang mv., at avancerne først blev

indtægtsført i 1988, se Skat 1988.2.95 (TfS 1988,70).

E.A.3.2 Fradragstidspunktet

Udgifter, der er fradragsberettigede, kan normalt fradrages, når der er

opstået en retlig forpligtelse til at afholde udgiften.

Udgifter, der har karakter af fradragsberettigede driftsomkostninger, kan

normalt fratrækkes, når der er indtrådt en endelig forpligtelse til at

afholde udgiften, også selv om beløbet endnu ikke er forfaldent. I TfS

1996,227 bemærkede Landsskatteretten, at betingelsen for fradrag er, at der

er opstået en endelig, retlig forpligtigelse til at betale det pågældende

beløb, samt at beløbet kan opgøres endeligt.

En ekstraordinær leasingafgift, skulle ikke periodiseres, da den blev

anset for betaling for den værdinedgang, der skete ved en maskines

ibrugtagning, se TOLD-SKAT Nyt 1992.18.545 (TfS 1992,436).

I t&s nyt 1991.16.913 (TfS 1991,394) drejede sagen sig om tidspunktet

for fradragsret for forpagtningsafgifter. Sagsøger havde forpagtet fire

landbrug.

Forpagtningsafgiftens størrelse afhang af den såkaldte kapiteltakst, dvs.

et beregnet gennemsnit af salgspriserne for årets høst. Den endelige

forpagtningsafgift kunne således først opgøres efter årets udløb. Afgiften

blev derfor erlagt dels som acontobeløb, dels gennem en restafregning, der

forfaldt til betaling efter indkomstårets udløb. Spørgsmålet var, om det var

en betingelse for fradrag, at afgiften var forfalden, eller om det var

tilstrækkeligt, at der forelå en retlig forpligtelse til at opgøre afgiften

efter kapiteltaksten, således at den for det pågældende indkomstår skyldige

afgift kunne fradrages i det indkomstår, hvor også høstindtægten skulle

beskattes. I SL § 6 a benyttes terminologien udgifter, "som i årets løb

er anvendt". Efter bestemmelsen kræves hverken, at en udgift er

forfalden eller faktisk afholdt. LL § 14, stk. 1, anvender samme terminologi,

idet forpagtningsafgifter mv. skal være anvendt i indkomstårets løb. Af denne

årsag tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle over for sagsøgerens

påstand, således at fradrag for den del af forpagtningsafgiften, der ikke var

forfalden ved årets udløb, blev godkendt.

Hvor der foreligger en forudbetaling for en flerårig periode, kan udgiften

ikke fratrækkes i betalingsåret, men skal afskrives over vedkommende periode.

Hvis udgiften går til anskaffelse af et aktiv med omsætningsværdi, følger

periodefordelingen af de forskellige afskrivningsregler.

Forfaldstidspunktet er som hovedregel afgørende for fradragsretten for

renteudgifter. Forfalder renten for en længere periode ved låneoptagelsen,

vil alene renteudgifter, der vedrører indkomståret, kunne fratrækkes, se

nærmere A.E.1.1.2.

Beløb, der er anvendt til ejendomsskatter, er i et vist omfang

fradragsberettigede, se LL § 14 og E.K.2.2.

Fradrag for underholdsbidrag og ydelser efter en forpligtelseserklæring er

betinget af, at betaling faktisk har fundet sted, se lsr. 1957.72. Fradraget

forudsætter endvidere, at beløbet er forfaldent, se lsr. 1972.77 og A.F.4.

Fradragstidspunktet i henhold til reglerne i PBL er omtalt i A.C.1.1.

Tab kan normalt fratrækkes, når tabet og dets størrelse er endeligt

konstateret. I Skat 1987.12.853 (TfS 1987,559)(ØLD) henviste Østre Landsret

dog nogle forgæves afholdte projektudgifter til afskrivning i medfør af SL §

6 a. En speditør havde i 1988 misligholdt sine forpligtigelser ifølge nogle

spedi-tøraftaler. Selv om speditøren ikke havde anerkendt et heraf følgende

erstatningskrav, lagde retten vægt på, at det må have stået speditøren klart,

at denne havde misligholdt sine forpligtigelser, og at det med stor sikkerhed

ville føre til et erstatningskrav. I 1988 solgte speditøren speditørfirmaet

og et parcelhus og afsatte provenuet til dækning af erstatningskravet.

Speditøren anerkendte kravet i 1989. Da det med fornøden sikkerhed kunne

fastslås, at driftstabet var opstået i 1988, havde speditøren fradrag for

tabet i dette indkomstår. TfS 1996,174 (VLD).

Tab på debitorer er omtalt i E.B.2.6.5.

Om fradrag for en lønmodtagers erhvervsudgifter, se A.F.1.

E.A.4 Selvstændig erhvervsvirksomhed - afgrænsning overfor lønmodtagere

E.A.4.1 Selvstændig erhvervsvirksomhed

Efter PSL § 3, stk. 2, nr. 1, kan driftsomkostninger - dog ikke

renteudgifter mv. - fragå ved opgørelsen af den personlige indkomst, hvis der

er tale om driftsomkostninger i forbindelse med selvstændigt

erhvervsvirksomhed.

Afgrænsningen mellem lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende er

beskrevet i skd.cirk. nr. 129 af 4. juli 1994.

Efter VSL § 1, stk. 1, kan personer, der driver selvstændigt

erhvervsvirksomhed, benytte virksomhedsordningen. Det betyder bl.a., at

virksomhedens renteudgifter fragår ved opgørelsen af virksomhedens overskud i

stedet for at fragå ved opgørelsen af kapitalindkomsten.

I begge tilfælde vil virkningen være den, at de pågældende udgifter

nedsætter indtægten ved selvstændigt erhvervsvirksomhed på en sådan måde, at

kun nettooverskuddet medregnes ved opgørelsen af den personlige indkomst.

Efter IFL §§ 2 og 4 er det en betingelse for at foretage henlæggelse til

investeringsfonds, at henlæggelse foretages af overskuddet af selvstændig

erhvervsvirksomhed.

Efter KSL § 25 A kan der overføres visse beløb til særskilt beskatning hos

en medarbejdende ægtefælle, når ægtefællen er medarbejdende i den anden

ægtefælles selvstændige erhvervsvirksomhed.

Ingen af de nævnte love indeholder en definition af begrebet selvstændig

erhvervsvirksomhed.

Selvstændig erhvervsvirksomhed er normalt kendetegnet ved, at der for egen

regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter og med det

formål at indvinde økonomisk udbytte. Endvidere må det være en forudsætning,

at virksomheden udøves nogenlunde regelmæssigt og gennem en ikke helt kort

periode. Endelig må det være en forudsætning, at virksomheden ikke er af

ganske underordnet omfang. Det er uden betydning, om den skattepligtige

herudover har indkomst som lønmodtager. Begrebet selvstændigt

erhvervsdrivende må i øvrigt fortolkes ens i alle skattemæssige relationer.

I TfS 1995, 211(VLD) fandt Vestre Landsret, at en selvstændig vognmand

ikke var omfattet af cirkulærerne TSS-cirk. 1991-10, jf. SD-cirk. 1986-51, da

han ikke var lønmodtager. Vognmanden var derfor ikke berettiget til

standardfradrag for rejser i udlandet med overnatning, selv om han arbejdede

under samme vilkår som en lønmodtager.

En virksomhed, der efter sin art og omfang hidtil har været omfattet af

reglerne i IFL og KSL, må også i forbindelse med anvendelse af reglerne i

PSL og VSL behandles som selvstændigt erhvervsvirksomhed.

Skattepligtige, der udøver fremstillingsvirksomhed inden for industri,

håndværk og landbrug, vil normalt blive anset for at være selvstændigt

erhvervsdrivende. Det gælder også normalt virksomhed inden for handel og

service og liberale erhverv som f.eks. advokat, arkitekt, læge, revisor og

vekselerer.

Også udlejningsvirksomhed anses som hovedregel for selvstændig

erhvervsvirksomhed. Udleje af driftsmidler mv. betragtes således som

selvstændig erhvervsvirksomhed, hvis den har et vist omfang. Udlejning af

fast ejendom betragtes ligeledes som selvstændig erhvervsvirksomhed.

Udlejning af en andel af et enfamilieshus anses for selvstændig

erhvervsvirksomhed, uanset om den udlejes til en fremmed eller til en

medejer, jf. Skat 1987.2.146 (skd.) (TfS 1987,107). Der foreligger dog ikke

selvstændig erhvervsvirksomhed ved udlejning til beboelse af en og

tofamilieshuse og udlejning af fritidshuse, når ejeren også selv benytter

ejendommen til beboelse, jf. TOLD-SKAT Nyt 1992.8.239 (TfS 1992,223).

Bortforpagtning af fast ejendom, erhvervsvirksomhed eller landbrug, herunder

bortforpagtning/udleje af en del af et landbrug, vil i almindelighed også

være selvstændig erhvervsvirksomhed.

Hvis en skatteyder ved omdannelse af sin virksomhed til aktieselskab

beholder en fast ejendom, som han udlejer til selskabet, anses han for

fortsat at drive selvstændig virksomhed, skd. 24.70. Dette ansås også for at

være tilfældet, hvor en hovedaktionær til selskabet udlejede en tegnestue,

indrettet i en tilbygning til hans villa, lsr. 1981.65.

En hovedaktionærs udlejning af driftsmidler til selskabet kan også

betragtes som selvstændig virksomhed, jf. bl.a. lsr. 1982.52 og 53. Har en

skatteyder i forbindelse med omdannelsen af virksomheden til aktieselskab kun

beholdt ejendomsretten til få og uvæsentlige eller ubetydelige driftsmidler,

som derefter udlejes til selskabet, anses »udlejningsvirksomheden«

dog ikke for selvstændig virksomhed, lsr. 1980.68, (hvor der var tale om

udlejning af en varevogn) og forudsætningsvis lsr. 1981.5.

Bestyrelseshonorarer anses for indkomst ved selvstændig

erhvervsvirksomhed, når indtægten indgår i et interessentskab, der driver

sådan virksomhed, eller når sådanne indtægter i øvrigt er et naturligt led i

erhvervsvirksomheden. For advokater indgår sådanne bestyrelseshonorarer

således i virksomhedens indkomst, uanset at honoraret er A-indkomst for

modtageren.

Vekselerere, bankierer og skattepligtige, der driver

finansieringsvirksomhed, opfattes som selvstændigt erhvervsdrivende.

I/S eller K/S

Skattepligtige, der deltager i en selvstændig erhvervsvirksomhed, som

drives som interessentskab eller kommanditselskab, er selvstændigt

erhvervsdrivende. Det medfører ingen ændring heri, at der forlods tillægges

interessenterne »løn« for deres arbejdsindsats eller andet, lsr.

1963.90.

En sømand, der mod sædvanlig hyre arbejder på et skib, hvori han ejer 10

pct. eller mindre som partreder, og som er omfattet af lov om særlige fradrag

til sømænd mv. § 1, stk. 3, anses for at være lønmodtager for så vidt angår

hyren. Over/underskud ved skibet i øvrigt, dvs. bortset fra hyren, er derimod

resultatet af selvstændig erhvervsvirksomhed.

E.A.4.2 Lønmodtagere

Indkomst, der er omfattet af LL § 9, stk. 1, og indkomst, der efter KSL §

43 er A-indkomst, anses ikke for indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed.

Efter KSL § 43, stk. 1, henregnes til A-indkomst enhver form for vederlag i

penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde

i tjenesteforhold, herunder løn, feriegodtgørelse, honorar, tantieme,

provision, drikkepenge og lignende ydelser. Se endvidere § 20 i

bek.19.sep.1995.

I de fleste tilfælde vil det ikke være vanskeligt at afgøre, om der

foreligger et tjenesteforhold, idet indkomstmodtageren udfører arbejdet efter

arbejdsgiverens anvisninger og i det hele for dennes regning. Selvstændig

erhvervsvirksomhed er normalt kendetegnet ved, at virksomheden udøves for

egen regning og risiko. Der kan dog i praksis forekomme tilfælde, hvor det er

vanskeligt at afgøre, om indkomstmodtageren står i et tjenesteforhold til

hvervgiveren eller er selvstændigt erhvervsdrivende. I tvivlstilfælde må

afgørelsen ske på grundlag af en samlet bedømmelse af forholdet mellem den,

der udfører arbejdet, og den, for hvem det udføres. Se bl.a. TfS 1995, 458

(VLD) (assurandør). Ved bedømmelsen lægges der vægt på, om der i vederlaget i

væsentligt omfang indgår betaling for andet end den personlige arbejdsydelse.

Såfremt indkomstmodtagerens kontraktsforhold med hvervgiveren forudsætter, at

der af vederlaget afholdes væsentlige erhvervsmæssige omkostninger, der er

atypiske for lønmodtagerforhold, f.eks. leje af erhvervslokaler, udgifter til

anskaffelse af væsentlige driftsmidler, bortset fra biludgifter, betaling for

maskinanvendelse, løn til ansat personale, reklame- og annonceudgifter, vil

der oftest være tale om selvstændig erhvervsvirksomhed.

Driftsudgifterne skal både efter deres art og omfang ligge væsentligt ud

over, hvad der er sædvanligt i lønmodtagerforhold. Væsentlige udgifter til

transport, egen bil, fortæring, overnatning eller andre udgifter, der efter

deres art ligger tæt op ad private udgifter, bevirker ikke i sig selv, at der

er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed. Den omstændighed, at

indkomstmodtageren i et vist omfang selv afholder driftsudgifter, f.eks. til

håndværktøj eller andre mindre driftsmidler, udgifter til kontorhold i

hjemmet eller repræsentationsudgifter, bevirker ikke, at der foreligger

selvstændig erhvervsvirksomhed.

At den skattepligtige afholder lønudgifter fører ikke i sig selv til, at

den pågældende anses for selvstændigt erhvervsdrivende, f.eks. vil dette ikke

være tilfældet, hvis arbejdet, der udføres af den pågældende medhjælp, er af

begrænset karakter. Hvis den pågældende medhjælp er den skattepligtiges

ægtefælle, samlever eller en nærtstående, skal betingelserne med hensyn til

dokumentation for arbejdets omfang og udførelse for medarbejdende ægtefæller

være opfyldt, dvs. som udgangspunkt mindst 3-4 timers daglig arbejdsindsats,

der ellers skulle have været udført af fremmed arbejdskraft.

At indkomstmodtageren tilrettelægger arbejdet selvstændigt, behøver ikke

at betyde, at der foreligger selvstændig erhvervsvirksomhed. Der kan f.eks.

være tale om højt uddannede personer eller overordnet personale, herunder

direktører. Der behøver heller ikke at foreligge en egentlig

ansættelseskontrakt. Det afgørende er en bedømmelse af de faktiske forhold.

Der kan også være tale om, at forhold, man ellers ville bedømme som

selvstændig erhvervsvirksomhed, f.eks. levering af enkeltstående ydelser, kan

skifte karakter til et tjenesteforhold, hvis der opstår mere fast tilknytning

til en hvervgiver.

En buschauffør, der drev et buschaufførbureau som en

enkeltmandsvirksomhed, blev anset for at være lønmodtager, se TfS 1995, 154.

Skatteydere, hvis indkomst ikke er A-indkomst, kan ikke automatisk anses

for selvstændigt erhvervsdrivende. Honorar for undervisning, artikler, mindre

forfattervirksomhed mv., kan f.eks. ikke betegnes som egentlig erhvervsmæssig

virksomhed. En statsautoriseret revisor, der var ansat i et revisionsfirma,

kunne ikke foretage henlæggelse til investeringsfond af en B-indkomst på ca.

10.000 kr. som honorar for udført revisionsarbejde for et interessentskab og

de to interessenter, idet man ikke fandt, at en sådan begrænset

revisorbistand kunne anses som selvstændig erhvervsvirksomhed, lsr. 1985.47.

E.A.4.3 Eksempler på selvstændig erhvervsvirksomhed

* I Vestre Landsretsdom af 29/11 1995 (TfS 1996,7)(VLD) blev en ingeniør

anset for selvstændigt erhvervsdrivende (dissens). Afgørelsen blev

efterfølgende ændret ved Højesterets dom af 7/5 1997 (TfS 1997,473) (HRD).

Ingeniøren havde i en periode været udlånt til Naturgas Syd. Efter

periodens udløb fik ingeniøren mulighed for fortsat tilknytning til

virksomheden. Det var Naturgas Syds politik, at medarbejdere, for hvilke der

ikke kunne påregnes varig ansættelse, ikke blev ansat i selskabet, men blev

tilknyttet selskabet som konsulenter, enten som selvstændige eller gennem

større ingeniør -og konsulentfirmaer. Da ingeniøren ikke kunne påregne

videreansættelse i sit oprindelige firma, etablerede ingeniøren sig som

selvstændigt erhvervsdrivende, blev momsregistreret, meldte sig ind i en

arbejdsløshedskasse for selvstændige, tegnede forsikring for at sikre sig i

tilfælde af sygdom og indrykkede annonce om sin rådgivningsvirksomhed i den

lokale telefonbog. Ingeniøren blev herefter tilknyttet Naturgas Syd som

konsulent på samme vilkår som andre konsulenter. Dette indebar, at der alene

blev ydet honorar for faktisk udført arbejde, og ingeniøren var således ikke

berettiget til ferie, feriepenge eller løn under sygdom. Aftalen afskar ikke

ingeniøren fra at have andre hvervgivere, og ingeniøren indrettede et lokale

til brug for virksomheden i hjemmet og anskaffede ligeledes edb-udstyr. En

ikke uvæsentlig del af virksomheden blev udført fra bopælen.

Vestre Landsret lagde til grund, efter indhentede brancheoplysninger, at

det ikke kunne anses for usædvanligt, at aftalen var tidsbegrænset og

indeholdt opsigelsesvarsel, eller at den månedlige afregning af honorar skete

efter forud aftalte takster. Det blev heller ikke anset for usædvanligt, at

selvstændig rådgivningsvirksomhed drives som enkeltmandsvirksomhed uden

medarbejdere og uden lejede lokaler. Efter en samlet bedømmelse fandt

landsretten, at ingeniøren drev selvstændig erhvervsvirksomhed, selv om

Naturgas Syd reelt var ingeniørens eneste hvervgiver.

Højesteret ændrede afgørelsen (TfS 1997,473). Højesteret bemærkede, at

sondringen skulle ske efter de kriterier, som er angivet i punkt B 3.1.1 i

cirk. nr. 129 af 4/7 1994 om personskatteloven, der har videreført punkterne

2-8 i cirkulære nr. 116 af 5/10 1988 om afgrænsning mellem lønmodtagere og

erhvervsdrivende på skattelovgivningens område. Efter en samlet vurdering af

disse kriterier fandt Højesteret, at ingeniøren ikke var selvstændigt

erhvervsdrivende, idet der særligt var lagt vægt på, at ingeniøren var

engageret for en længere periode, hvor han var undergivet forflyttelsespligt,

og at han ikke afholdt driftsudgifter af en sådan art og størrelse, som man

måtte forvente af en selvstændigt erhvervsdrivende indenfor den pågældende

branche. TfS 1996,449 (HD) Efter ændringer i forhandlerkontrakterne mellem

grossist og tupperwareforhandlere fandt Højesteret efter en samlet vurdering

det for mest nærliggende at anse tupperwareforhandlere for selvstændigt

erhvervsdrivende. Forhandlerne solgte i henhold til en distributionsaftale

firmaets produkter ved "homeparties", og honoraret udgjorde en

procentdel af de vejledende udsalgspriser. Bestillinger blev modtaget på

stedet og indkøbt hos firmaet. Forhandlerne havde således ikke noget lager.

Retten lagde vægt på, at forhandlerne frit kan bestemme deres arbejdstid, at

de selv afholder alle udgifter, at disse medfører en betydelig

omkostningsprocent, at forhandlerne ikke anses som lønmodtagere ved

praktiseringen af ferieloven m. v., at de kan have andre hvervgivere og

antage medhjælp, at de er momsregistreret, samt at de påtager sig en vis

økonomisk risiko.

TfS 1997,541 (LSR) En skuespiller, der ud over en fast lønindtægt oppebar

honorarer for en række enkeltstående engagementer med at indtale film, kunne

ikke anses for selvstændigt erhvervsdrivende*.

I VLD af 7. april 1988 (Skat 1988.6.322) (TfS 1988,228) blev en

provisionslønnet filialbestyrer i et større forsikringsselskab anset

berettiget til at overføre en overskudsandel til hustruen. Filialbestyreren

var ansat på funktionærvilkår, selskabet stillede kontor til rådighed for

ham, og hans driftsomkostninger androg efter overførsel af en del af

overskuddet til den medarbejdende ægtefælle ca. 25.000 kr. årligt. Flertallet

af dommerne lagde til grund: »at sagsøgeren uanset sin stilling som

lønmodtager i meget vidt omfang selv har tilrettelagt sit arbejde. Det lægges

videre til grund, at sagsøgeren, der alene er provisionslønnet uden

garanteret minimumsløn, ikke har kunnet oppebære en indtægt, der ligger

væsentligt over den gennemsnitlige for assurandører i det pågældende selskab

uden at gøre brug af betydelig mere kontorassistance end den, selskabet ville

stille til rådighed for ham.

Sagsøgerens driftsudgifter findes således at ligge væsentligt udover, hvad

der er sædvanligt i lønmodtagerforhold. Herefter og når tillige henses til

karakteren og omfanget af det arbejde, sagsøgerens ægtefælle har udført,

findes sagsøgeren at have drevet erhvervsvirksomhed i den forstand, hvori

begrebet er anvendt i den tidligere § 37 A i kildeskatteloven«.

Se også Skat 1989.4.330 (lsr.) (TfS 1989,248), hvor en assurandør med en

indtægt på 558.598 kr. og driftsudgifter på 94.521 kr. blev anset for

selvstændigt erhvervsdrivende, samt TfS 1995, 458.

Skat 1988.4.220 (TfS 1988,182). En arkitekt, der var vurderingsinspektør

for et realkreditinstitut, blev anset for at drive selvstændig

erhvervsvirksomhed. Han var provisionslønnet og havde aflønnet en freelance

vurderingsinspektør med honorar pr. vurderingssag. Der var ydet et mindre

tilskud til hans kontorhold, men det havde langt fra dækket de faktiske

kontorholdsudgifter mv. Kontorarbejdet var udført af ægtefællen, der dagligt

havde arbejdet 5-6 timer for ham. Landsskatteretten fandt efter de

foreliggende oplysninger, herunder karakteren, omfanget og

vederlæggelsesformen for klagerens hverv, sammenholdt med, at klageren selv

afholdt lønomkostninger og til dels økonomisk bar omkostningerne ved

kontorholdet, at klageren måtte anses som selvstændigt erhvervsdrivende,

hvorfor han var berettiget til at foretage fradrag for medarbejdende

ægtefælle, idet ægtefællens bistand opfyldte betingelserne herfor.

I ØLD af 28. aug. 1980 (Skd. 56.67) anerkendtes en handelsagent som

selvstændigt erhvervsdrivende. Den pågældende arbejdede fra egne lokaler med

to væsentlige agenturer fastlagt i skriftlige aftaler. Agenturerne blev

drevet fra agentens hjem uden fremmed medhjælp. Alle udgifterne ved

salgsarbejdet afholdtes af agenten, der selv disponerede over sin tid uden

nogen form for instruktion fra agenturgivernes side i øvrigt. Agenten optog

ordrer, der blev sendt til agenturgiveren, som derefter sendte

ordrebekræftelse til kunden. Agenten hæftede ikke for varernes betaling.

Lsr. 1973.163. En repræsentant, der fra sin bopæl drev agentur med salg af

møbler fra flere fabrikker mod provision på 5-6 pct. og som ikke modtog nogen

godtgørelse for sine udgifter og ikke fik feriepenge, blev anset for

selvstændigt erhvervsdrivende. Se også Skat 1989.2.153 (skd.) (TfS 1989,75).

I ØLD af 19. marts 1984 (Skd. 70.508) blev en direktør, der på

provisionsbasis solgte anparter for en investeringsfond, anset berettiget til

at overføre en overskudsandel til hustruen. Salgsarbejdet foregik fra et

kontor på ægtefællernes bopæl. Hustruen passede kontor og telefon i

dagtimerne, hvor manden var fuldtidsbeskæftiget som direktør i en anden

virksomhed.

Overskuddet havde andraget 154.668 kr. Retten lagde vægt på, at direktøren

efter aftalen med fonden var berettiget til selv at tilrettelægge

salgsarbejdet, der var forbundet med et vist kontorhold, og den fornødne

kontorhjælp skulle han antage på egen hånd og i eget navn. Når dette

sammenholdtes med salgsarbejdets omfang og med den omstændighed, at hans

vederlag beroede på de præsterede salgsresultater, fandtes han at have drevet

»erhvervsvirksomhed«, således at KSL § 37 A (nu § 25 A) kunne

anvendes.

Skat 1988.5.299 (Ligningsrådet) (TfS 1988,233). En avisdistributør med 20

ansatte blev anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed. Han antog

selv budene, og han afgjorde selv, hvor mange der skulle ansættes.

Vederlaget blev udbetalt som et fast månedligt grundbeløb samt et beløb

pr. avis. Herudover modtog distributøren 12½ pct. af foregående års

honorar til dækning af udgift til ferieafløser. Ligningsrådet fandt efter en

samlet bedømmelse, at distributøren drev selvstændig erhvervsvirksomhed,

navnlig fordi der anvendtes lønnet medhjælp i betydeligt omfang.

Skat 1988.5.299 (Ligningsrådet) (TfS 1988,234). En professionel bokser

blev anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed. Hans indkomst, der

udgjorde ca. 500.000 kr. i alt, bestod af bokse-, sponsor- og

reklameindtægter mv. For at opnå denne indkomst havde han udover bil- og

rejseudgifter, driftsudgifter på 55.000 kr. bl.a. til træningsophold mv. og

sparringspartnere.

Skat 1988.5.300 (Ligningsrådet) (TfS 1988,222). Medlemmerne af en

folke-musikgruppe, hvis indtægter ved orkestervirksomheden i 1986 udgjorde

ca. 400.000 kr. og i 1987 ca. 600.000 kr., kunne anvende

virksomhedsordningen. I 1986 udgjorde udgifterne til impressario, reklame

mv., mindre nyanskaffelser, forsikring og vedligeholdelse ca. 82.000 kr.,

hvortil kom rejse- og befordringsudgifter på ca. 40.000 kr. og udgifter til

bånd og plader.

Skat 1988.5.301 (TfS 1988,236). En vognmand, der var ansat hos et renseri,

hvor han afhentede og udbragte vaske- og rensetøj, blev anset for at drive

selvstændig erhvervsvirksomhed. Han skulle selv anskaffe varevogn og sørge

for vedligeholdelsen af denne. Ved sygdom skulle han for egen regning ansætte

en afløser. Han fik ikke feriepenge, og han havde afståelsesret til sin rute,

dog således at køberen skulle godkendes af renseriet.

Vognmanden modtog på provisionsbasis 336.000 kr. i 1986, hvor hans

udgifter til drift af varevogn udgjorde 44.000 kr. ekskl. moms med tillæg af

8.000 kr. til renteudgifter på varevognen og 25.000 kr. til afskrivning.

Ligningsrådet fandt efter en samlet bedømmelse af vognmandens

ansættelsesforhold, at han kunne benytte reglerne i VSL på indkomsten fra

renseriet.

Told- og Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at vognmænd, der

foretager kørsel med handicappede og bringer mad ud til disse, driver

selvstændig erhvervsvirksomhed. Vognmændene ejer selv deres vogne og har

betydelige driftsomkostninger, som de selv skal afholde. TfS 1995,155.

Skat 1988.3.146 (lsr.) (TfS 1988,102). En provisionslønnet sælger af

avlsdyr blev efter det oplyste, herunder især aflønningsformen, anset for

omfattet af KSL § 37 A (nu § 25 A), hvorfor han var berettiget til overførsel

af indkomst til medarbejdende ægtefælle, da betingelserne i øvrigt var

opfyldt.

Skat 1987.6.449 (skd.) (TfS 1987,327). Lægevagtskørsel ved Københavns

Lægevagt, der udføres af vagtlæger med selvstændig ydernummer, anses for

at være selvstændig virksomhed. Det samme gælder lægevagtskørsel uden for

København, hvor lægevagtsordningen udføres af de praktiserende læger, jf.

Skat 1988.2.86 (lsr.) (TfS 1988,67).

Skat 1987.10.743 (Ligningsrådet) (TfS 1987,483). En skatteyder, der på en

nedlagt landbrugsejendom havde etableret døgnplejehjem med plads til 4

beboere, blev anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed.

Bruttoindtægten udgjorde 1 mio. kr., mens udgifterne til lønninger, kost,

administration, lokaleomkostninger og renteudgifter mv. beløb sig til 800.000

kr.

Lsr. 1979.164. En kreaturhandler på et eksportmarked blev på grund af sin

særlige stilling som kommissionær, der handlede for egen regning og risiko,

anset for berettiget til at henlægge til investeringsfond af

provisionsindtægter, som ansås at hidrøre fra selvstændig virksomhed.

Indtægt ved almindelig forfattervirksomhed må anses for erhvervet ved

selvstændig erhvervsvirksomhed.

E.A.4.3.1 Eksempler, hvor der ikke forelå selvstændig erhvervsvirksomhed

Lsr. 1980.85. Stillingen som postekspeditør anses ikke for selvstændig

virksomhed.

Skd. 32.102. Partfiskeri blev ikke anset for selvstændig

erhvervsvirksomhed i et tilfælde, hvor fiskeren ikke selv ejede kutteren.

Aktiebesiddelse anses ikke for selvstændig virksomhed. Dette gælder selv

om skatteyderen er hovedaktionær og har den afgørende indflydelse på

selskabet. Se endvidere lsr.1974.189 (licensindtægter fra et af skatteyderen

behersket selskab ikke anset som indtægt ved selvstændig virksomhed).

En assurandør, der fik stillet kontor og sekretærhjælp til rådighed af

arbejdsgiveren, blev anset for lønmodtager, og derfor ikke berettiget til at

indtræde i virksomhedsordningen. Hans egne udgifter i forbindelse med

erhvervet afveg ikke væsentligt fra sædvanlige lønmodtagerudgifter. Skat

1990.5.378 (LSR) (TfS 1990,247)

T&s nyt 1991.4.223 (Told- og Skattestyrelsen) (TfS 1991,108). Lodser

ved regulerede lodserier anses for lønmodtagere.

En disponent i et vinfirma havde samtidig indtægter fra kurser om vin

inden for fritidsundervisningssektoren. Indtægterne herfra kunne ikke anses

for erhvervet ved selvstændig virksomhed. Skat 1990.8.624 (lsr.) (TfS

1990,370).

*Se også TfS 1997,3 (plejehjemsdrift)(appelleret til Højesteret) og TfS

1997,562 (musiker)*.

Lignende dokumenter