Spring til indhold

Retsinformation

PERSONBESKATNING 1993 AFSNIT EA - PRINCIPPERNE FOR INDKOMSTOPGØRELSEN

STV nr 20014 af 01/01/1993Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afsnit EA - Principperne for indkomstopgørelsen

E.A.1 Bruttoindkomsten

E.A.1.1 SL § 4 Indkomstbegrebet

Udgangspunktet for opgørelsen af den skattepligtige indkomst er SL §§ 4-6.

Statsskattelovens indkomstbegreb bygger på et nettoindkomstprincip, hvorefter

det er bruttoindkomsten minus de udgifter, der er afholdt for at erhverve

indkomsten, som skal beskattes.

SL § 4 opstiller den almindelige hovedregel for beregningen af

bruttoindkomsten. Efter § 4 skal alle indtægter, såvel engangsindtægter som

tilbagevendende indtægter, medregnes ved indkomstopgørelsen uden hensyn til

den nærmere karakter af den virksomhed eller de omstændigheder, der har ført

til erhvervelsen. Det er således principielt uden betydning, om indtægten er

resultat af positive indkomstbestræbelser (f.eks. virksomhed som lønmodtager

eller selvstændig erhvervsdrivende) eller en uventet erhvervelse (f.eks. en

gevinst eller en gave).

Bestemmelsen indeholder ikke en udtømmende opremsning af eksempler på

skattepligtige erhvervelser.

Skattepligten omfatter alle erhvervelser af økonomisk værdi, og det er

derfor uden betydning, om indtægten fremtræder i form af penge eller et andet

aktiv af økonomisk værdi.

SL § 5 opstiller nogle undtagelser til indkomstbegrebet i § 4 (se E.A.1.3)

og § 6 indeholder reglerne om, hvilke udgifter der kan fratrækkes ved

beregningen af nettoindkomsten (se E.A.2). Herudover indeholder den øvrige

skattelovgivning undtagelser til § 4 (se E.A.1.4).

I det følgende omtales nogle mere specielle former for indtægter.

Brugsret

I følge SL § 4b beskattes værdien af bolig i egen ejendom, se afsnit E.K.

Bestemmelsen er en undtagelse til en almindelig hovedregel om, at brugsretten

til egne aktiver ikke beskattes. Beskatningen indtræder alene, i det omfang

brugsretten tilfører skatteyderen et udbytte af økonomisk værdi, se lsr.

Læs alt

1971.22 og 231, hvor værdien af en jagtret på egen ejendom ikke blev

beskattet, mens værdien af selve jagtudbyttet blev beskattet.

Værdien af brugsret over private løsøregenstande beskattes ikke.

Den økonomiske fordel ved gratis brug af andres aktiver skal derimod

beskattes, jf. SL § 4b eller eventuelt som løn, jf. SL § 4a (A.B.1.8 og

A.B.1.10), som en udbytteindtægt, jf. SL § 4e, som en gave, jf. SL § 4c eller

efter gaveafgiftsreglerne (A.B.6 og A.B.7).

Besparelser

Bortset fra løn-, udbytte- og gavetilfælde, jf. ovenfor om brugsret,

beskattes besparelser ikke. Se også E.B.2.1 om eget vareforbrug og E.B.2.2 om

værdi af eget arbejde.

Forældelse - gældseftergivelse

En fordel opnået ved forældelse eller gældseftergivelse er i visse

tilfælde skattepligtig i medfør af SL § 4 eller kursgevinstlovens § 6 A, se

nærmere E.B.2.6.6 og E.L.2.2.

Strafbar erhvervelse

At en indkomst er erhvervet ved en strafbar handling, udelukker ikke, at

indkomsten kan beskattes. Dette gælder også, selv om indtægten eventuelt kan

konfiskeres. Det anførte gælder især, hvor den ulovlige indtægt er opnået

gennem en retshandel.

Det følger af det almindelige retserhvervelsesprincip (se E.A.3.1), at der

ikke sker beskatning af indtægter, der ikke er erhvervet ret til. Indtægt ved

f.eks. tyveri er derfor ikke skattepligtig.

Om fradragsret for tab ved konfiskation henvises til E.B.5.5.

Udenlandsk indkomst

Det er ifølge SL § 4 uden betydning for skattepligten, om indtægten

erhverves i Danmark eller i udlandet.

I særlovgivningen og især i de med en række lande indgåede

dobbeltbeskatningsoverenskomster er der foretaget begrænsninger i dette

globalindkomstprincip, se nærmere LVD.

E.A.1.2 Hobbyvirksomhed

Spørgsmålet, om der foreligger en hobbyvirksomhed eller en

erhvervsvirksomhed, opstår i de tilfælde, hvor virksomheden på den ene side

har fælles træk med en erhvervsvirksomhed, men hvor der på den anden side er

tvivl om, hvorvidt indtægtserhvervelsen er det afgørende formål for

skatteyderen. Visse former for virksomhed synes ofte at have private formål

som de primære formål for skatteyderen. Disse private formål kan fx. være

boligformål eller sportsinteresser, såsom ridning, hestevæddeløb, sejlads,

mv., eller det kan være dyrehold som fx. ponyer, kaniner, fjerkræ eller lign.

E.A.1.2.1 Betydning af sondringen mellem erhvervsmæssig virksomhed og

hobbyvirksomhed

Sondringen mellem hobbyvirksomhed og erhvervsmæssig virksomhed har

betydning for den skattemæssige behandling af et eventuelt underskud.

Spørgsmålet er således kun relevant i det omfang virksomheden har

underskud.

Hvis hobbyvirksomheden er indtægtsgivende, beskattes en eventuel

nettoindkomst efter statsskattelovens § 4. Tilsvarende gælder for indtægter

ved erhvervsmæssig virksomhed.

Ved hobbyvirksomhed er nettoindkomsten personlig indkomst. Opgørelsen af

overskuddet, d.v.s. nettoindkomsten, sker på tidspunktet for

indkomsterhvervelsen. Der kan kun fratrækkes de omkostninger, der har været

forbundet med indkomsterhvervelsen og et eventuelt underskud kan ikke

fratrækkes i anden indkomst; fradragsretten er gjort kildebegrænset.

Underskud ved hobbyvirksomhed kan heller ikke fremføres til modregning i

medfør af LL § 15.

Dette nettoindkomstprincip bevirker også, at der ikke er tale om et

ligningsmæssigt fradrag og dermed heller ikke hjemmel til at begrænse

fradraget i medfør af LL § 9, stk. 1, jf. TOLD*SKAT Nyt 1992.3.89 (lsr).

Det kan i praksis være vanskeligt at afgøre, hvilke beløb,der kan

fratrækkes i hobbyindkomsten for at beregne nettoindkomsten. Det vil meget

ofte være nødvendigt at foretage et skøn. Ved skønnet må der tages

udgangspunkt i, at hobbyvirksomhed er underskudsgivende.

I Skat 1989.4.344 blev et hundehold, der bestod af to, senere tre,

avlstæver, anset for hobbyvirksomhed. Landsskatteretten tillod imidlertid, at

der i afståelsessummen for hvalpene blev godskrevet klageren de fornødne

omkostninger, som var medgået til avlen, uanset disse var afholdt i tidligere

år. Landsskatteretten anslog udgifternes størrelse efter et skøn.

Eventuelle renteudgifter, der kan henføres til hobbyvirksomhed, kan

fratrækkes efter de samme regler, som gælder for andre private renteudgifter,

se A.E.1.

Gevinst og tab på aktiver anvendt i en hobbyvirksomhed er bortset fra

spekulationstilfælde indkomstopgørelsen uvedkommende, jf. SL § 5a.

E.A.1.2.2 Hobby eller erhverv

Om en virksomhed er erhvervsmæssig eller har hobbykarakter vil normalt

ikke give anledning til tvivl, hvis det sædvanlige driftsmæssige afkast ikke

ligger under den normale forrentning inden for den pågældende branche.

Bedømmelsen af, om en virksomhed er erhvervsmæssigt drevet, foretages ud

fra en samlet konkret vurdering af virksomheden, hvori alle relevante forhold

skal inddrages.

Erhvervsmæssig virksomhed vil - i modsætning til hobbyvirksomhed - være

indrettet på systematisk indtægtserhvervelse, d.v.s. det afgørende formål er

den fortjeneste, der kan opnås.

Ved hobbyvirksomhed vil indtægtserhvervelsen ikke være det primære formål.

Virksomheden vil typisk være et udslag af en personlig interesse (en hobby)

og en vis personlig deltagelse i virksomheden er almindelig.

De relevante momenter, der har været lagt vægt på i praksis har bl.a.

været

- om der er udsigt til, at virksomheden før eller siden vil give overskud,

såvel overskud på den primære drift som et overskud, der står i forhold til

den investerede kapital (rentabilitet)

- om virksomhedens underskud er forbigående, fx. indkøringsvanskeligheder

eller om virksomheden vedvarende forudsætter, at ejeren har stabile indtægter

fra anden side for at neutralisere et underskud

- om der forud for virksomhedens start har været foretaget undersøgelse af

lønsomheden/udsigterne til rentabel drift, herunder om der har været lagt

budgetter mv.

- om virksomheden har den fornødne intensitet og seriøsitet

- om ejeren har særlige faglige forudsætninger for at drive virksomheden

og om virksomheden har en naturlig sammenhæng med skatteyderens eventuelle

øvrige indtægtsgivende erhverv

- om der er andre end erhvervsmæssige formål med virksomheden

- om skatteyderen har været afskåret fra at anvende virksomhedens aktiv

til privat brug

- om virksomhedens omfang/varighed er af en vis størrelse

- om driftsformen er sædvanlig for virksomheder af den pågældende art

- om virksomheden lever op til den erhvervsmæssige standard, der er

gældende for det pågældende erhverv

- om virksomheden i givet fald kunne sælges til trediemand, d.v.s. om den

trods hidtidigt underskud i trediemands øjne måtte have potentiel

indtjeningsværdi, eller om den slet ikke kunne tænkes drevet løsrevet fra den

ejendom, person eller det regi, hvor den hidtil har været drevet

Ingen af disse kriterier er i sig selv afgørende for vurderingen af, om

virksomheden er erhvervsmæssig. Det afhænger bl.a. af, hvilken type

virksomhed, der er tale om, men rentabilitetsbetragtningen har været lagt til

grund ved mange afgørelser.

Ved den type virksomheder, hvor indehaverens personlige indsats er det

væsentligste aktiv, vil virksomheden ofte blive anset for hobbyvirksomhed,

medmindre den fremstår som professionelt anlagt, hvad angår udstyr,

driftsform og indehaverens uddannelse.

Hvis virksomheden består i udlejning af aktiver, kan den blotte forekomst

af privat benyttelse af de aktiver, der indgår i virksomheden, medføre at

virksomheden ikke anses for erhvervsmæssigt anlagt.

Kriteriet, at virksomheden skal give et afkast, der står i rimeligt

forhold til den investerede kapital, tillægges i praksis normalt afgørende

betydning i relation til udlejningsvirksomhed.

Med "rimeligt afkast" forstås et afkast, der er normalt inden

for den pågældende branche, inden eventuelle renteudgifter. Graden af

fremmedfinansiering kan dog indgå i den samlede vurdering af virksomhedens

udsigt til at opnå den fornødne rentabilitet.

I sager vedrørende landbrug og lign. vil det ofte være af afgørende

betydning, hvad den primære årsag til anskaffelsen og driften har været,

d.v.s. om boligformålet eller andre private formål overskygger hensigten med

at opnå et afkast af bedriften.

Ved landbrugsvirksomhed må der lægges vægt på, om et landbrug er

teknisk-landbrugsfagligt drevet. Heri indgår en vurdering af, om landbruget

efter sin art, beliggenhed og størrelse drives forsvarligt. Tillige må det i

vurderingen indgå, om den valgte driftsform er hensigtsmæssig, og om det ved

den valgte driftsform vil være muligt at opnå et overskud.

Se afsnit E.A.1.2.3 om de forskellig former for virksomhed.

E.A.1.2.3 Praksis på forskellige områder

E.A.1.2.3.1 Landbrug

Som noget særligt for landbrugsområdet synes hidtidig domstolspraksis at

lægge afstand til det ellers centrale rentabilitetssynspunkt, d.v.s. udsigten

til, at virksomheden vil give overskud.

Retspraksis kan tages som udtryk for, at en egentlig landbrugsejendom, som

efter en teknisk landbrugsfaglig bedømmelse drives forsvarligt under en for

landbrug som det pågældende sædvanlig driftsform, normalt må anses for at

være drevet erhvervsmæssigt.

Ved afgørelsen af, om et landbrug teknisk landbrugsfagligt er forsvarligt

drevet, indgår der efter praksis bl.a. en vurdering af, om landbruget efter

sin art, beliggenhed og størrelse drives forsvarligt, jf. fx. Skat

1989.4.294. I denne sag fra Østre Landsret blev udgifterne ved drift af et

lille landbrug anset for fradragsberettigede bl.a. på baggrund af en syns- og

skønserklæring, der var udarbejdet til sagen. Se også T.f.S. 1989.188 (VLD),

hvor Skatteministeriet på baggrund af en syns- og skønsrapport tog

bekræftende til genmæle, hvorved fradrag for underskud anerkendtes.

I sager, hvor der har været udmeldt syn og skøn, er der i skønstemaerne

bl.a. også indgået spørgsmål om, driftsformen var sædvanlig for en ejendom

som i den konkrete sag, og i givet fald om en sådan sædvanlig driftsform

ville kunne give overskud på den primære drift før af- eller nedskrivninger

og bidrage til forrentning af den i ejendommen og driften investerede

kapital.

Et egentligt syn og skøn vil være et stærkere bevismiddel end en erklæring

fra en landbrugskonsulent. Vedrørende syn og skøn, se afsnit A.K.3.4.

Det er dog ikke i alle tilfælde, der indrømmes fradrag, selv om driften

kan anses for teknisk landbrugsfagligt forsvarlig. I en Vestre Landsrets dom

fra 1986 (Skat 1986.7.454) nåede retten frem til, at driften på den ene side

var forsvarlig i teknisk landbrugsfaglig henseende, men på den anden side

havde denne ellers landbrugsmæssigt forsvarlige drift ikke den fornødne

intensitet til, at den kunne anses for erhvervsmæssig.

Sagen drejede sig om en ikke - landbrugsuddannet, der på traditionel vis

drev en lille landbrugsejendom med fedekalvproduktion. Landsretten fandt, at

opfedningen af fedekalve ikke i sig selv gav grundlag for at anse driften for

uforsvarlig i teknisk landbrugsfaglig henseende. Derimod bevirkede det meget

beskedne omfang af køb og salg af dyr, at virksomheden ikke kunne anses at

have haft den fornødne intensitet til at driften i teknisk landbrugsfaglig

forstand kunne anses forsvarlig.

Østre Landsret stadfæstede ved dom af den 15. okt. 1992, TOLD*SKAT Nyt

1993.1.29 en landsskatteretskendelse, hvor en akademiingeniør blev nægtet

fradrag for underskud af en mindre landbrugsejendom. Skatteyderen havde

indhentet en erklæring, fra det lokale amtsråds konsulent i

økologisk/biodynamisk jordbrug. I erklæringen bekræftede konsulenten,

"at gården drives fagligt forsvarligt", men Østre Landsret fandt

ikke, at den landbrugsmæssige udnyttelse af ejendommen havde en sådan

intensitet, at underskuddet kunne fradrages.

Vestre Landsret har i et forlig tilkendegivet, at der ikke kunne opnås

fradrag for underskud, uanset at landbrugsejendommen ud fra en

teknisk-landbrugsfaglig betragtning var forsvarligt drevet, idet der ikke var

udsigt til, at driften ville give overskud, se TOLD*SKAT Nyt 1993.2.62.

* Ved Østre Landsrets dom af den 8. marts 1993 (TOLD*SKAT Nyt 1993.11.505)

fandt retten på baggrund af en syns- og skønsrapport, at driften af en

ejendom var teknisk landbrugsfagligt forsvarlig og sædvanlig for et

deltidslandbrug af den størrelse og beskaffenhed. Til spørgsmålet om en sådan

driftsform kunne give overskud på den primære drift før af- og

nedskrivninger, svarede syns- og skønsmanden, at der kunne forventes et

driftsoverskud på omkring nul. På denne baggrund fandt Østre Landsret at

måtte give skatteyderen medhold i, at landbruget var erhvervsmæssigt drevet.

Afgørelsen er indbragt for Højesteret. *

E.A.1.2.3.2 Stutterier

Ved et stutteri forstås en virksomhed, der avler og opdrætter heste med

henblik på videresalg.

For landejendomme, der har anvendelse som stutteri, må det på baggrund af

en ikke offentliggjort Vestre Landsrets dom af 18. okt. 1982 (skd. 66.280)

antages, at sondringen erhverv/hobby skal ske ud fra de samme driftsmæssige

kriterier, som gælder for egentlige landbrugsvirksomheder, jf. ovenfor.

I denne sag blev en ejendomsmægler anset for at have de fornødne faglige

forudsætninger for at drive stutterivirksomhed, og virksomheden blev

anerkendt som erhvervsmæssig. Landsretten fandt som følge af hestebestandens

størrelse, omfanget af investeringerne eller tilrettelæggelsen af driften, at

der var tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at driften var sket på en

erhvervsmæssigt forsvarlig måde. Det forhold, at stutterivirksomheden sammen

med landbrugsejendommens drift i øvrigt, såvel i de indkomstår, sagen

vedrørte som i de foregående og efterfølgende indkomstår havde udvist

betydelige underskud, kunne ikke i sig selv bevirke, at stutterivirksomheden

måtte frakendes erhvervsmæssig karakter.

Om stutterier se også TOLD*SKAT Nyt 1991.23.1380, hvor Skatteministeriet

tog bekræftende til genmæle i en sag for Vestre Landsret, hvorefter der blev

givet fradrag for underskud ved driften af et landbrug og stutteri og

TfS.1990.417 (lsr), hvor et underskud blev anerkendt bl.a. på grundlag af to

sagkyndige erklæringer om, at et hestehold var tilrettelagt teknisk

forsvarlig samt på grundlag af skatteyderens kendskab til hesteavl.

I en Østre Landsretsdom fra 1980 (skd. 57.188) blev et hestehold anset for

anskaffet med det overvejende formål at blive benyttet som underholdning for

de børn, der opholdt sig i den på gården indrettede børnepension. På baggrund

heraf samt på grund af skatteyderens manglende erfaring og det begrænsede

omfang af hesteholdet blev fradrag for driftsudgifter ved stutterivirksomhed

nægtet.

Efter gældende praksis kan et stutteri således ikke frakendes sin

erhvervsmæssige karakter alene, fordi virksomheden har givet underskud i en

årrække, og der kun har været tale om et beskedent antal avlsheste, men det

er en forudsætning for underskudsfradrag, at der er udsigt til at

virksomheden vil give overskud.

E.A.1.2.3.3 Væddeløbsheste, dyrehold, mv.

Det må efter tilsvarende principper som for stutterier afgøres efter en

konkret vurdering, om en væddeløbsstald kan anses for erhvervsmæssig.

Dette var ikke tilfældet i Højesterets dom i TOLD*SKAT Nyt 1991.23.1331,

hvor et anpartsselskab blev nægtet fradrag for underskud i forbindelse med

driften af et travhestehold, som bestod i køb og salg af travheste samt

deltagelse i væddeløb. Afgørelsen blev begrundet med, at der ikke var udsigt

til at opnå fortjeneste, når man henså til de store udgifter ved driften af

travhesteholdet sammenholdt med de usikre og tilfældige muligheder for at

opnå indtægter ved løbspræmier og salg af heste.

Se dog UfR 1978.614 H (Jauer-dommen), hvor omlægning af driften af en

landejendom til et "dyrecenter" blev anset for erhvervsmæssigt

forsvarligt gennemført og underskud anerkendt som fradragsberettiget.

Dyrecentret omfattede hundepension, hundekennel, hestepension,

rideundervisning, træning af hunde og i tilslutning hertil drift af cafeteria

samt salg af hundefoder mv. Virksomheden var således af et sådant omfang, at

det var medvirkende til, at den blev anset for erhvervsmæssig.

E.A.1.2.3.4 Bådudlejning mv.

I sager om udlejningsvirksomhed, især bådudlejning, vil den blotte

forekomst af privat benyttelse af de aktiver, der indgår i virksomheden, som

udgangspunkt udelukke, at virksomheden anses for erhvervsmæssigt anlagt.

I disse sager lægges der især vægt på et rentabilitetssynspunkt, d.v.s. om

der er udsigt til, at virksomheden giver et afkast, som står i et rimeligt

forhold til den investerede kapital.

Dette fremgår af de to ledende højesteretsdomme på området, nemlig

TOLD*SKAT Nyt 1991.11.581 og UfR 1984.740. Det er i disse sager ikke tillagt

afgørende betydning, at der ikke kan påvises en personlig interesse i

erhvervelsen af udlejningsbådene og i begge tilfælde har bådudlejerne

udfoldet normale udlejningsbestræbelser. Det var afgørende for sagernes

udfald, at der ikke var udsigt til, at virksomheden kunne give et forsvarligt

afkast af den investerede kapital.

I UfR 1984.740 havde sagsøgeren, der var direktør i et autofirma,

anskaffet en motorsejler for at leje den ud. Skatteyderen opnåede

momsrefusion på købet, der var lånefinansieret. Der blev forsøgt udlejning af

båden i det følgende år, men det lykkedes kun i begrænset omfang.

Skatteyderen forsøgte udlejning gennem et udlejningsbureau og forsøgte også

selv at udleje båden. Udlejningsindtægterne var imidlertid meget begrænsede i

de to omhandlede indkomstår, og der var underskud før afskrivninger. Båden

overgik derfor til privat brug. Direktøren var sejlkyndig, men et under sagen

udmeldt syn og skøn støttede hans forklaring om, at båden ikke hidtil havde

været benyttet privat.

Da der ikke var udsigt til at opnå indtægter, der ville stå i et rimeligt

forhold til den investerede kapital og under hensyn til

udlejningsvirksomhedens omfang og manglende naturlige sammenhæng med

skatteyderens erhvervsmæssige forhold i øvrigt, ansås båden ikke for

anskaffet med erhvervsmæssig forsvarlig drift for øje (dissens).

Højesteretsdommen omtalt i TOLD*SKAT Nyt 1991.11.581 vedrører et ægtepar,

der som bibeskæftigelse drev en virksomhed med salg og udlejning af

speedbåde, windsurfere og lystbåde samt udstyr hertil. I virksomheden indgik

en lystbåd, der senere blev erstattet med en større lystbåd.

Til trods for, at ægteparret havde udfoldet normale udlejningsbestræbelser

havde virksomheden kun haft relativt små lejeindtægter. Skatteyderen havde

ingen særlige faglige forudsætninger for at drive virksomheden og der var i

forbindelse med etableringen alene opstillet et grovbudget for det første år,

udvisende et mindre overskud før renter. Virksomheden havde i hele perioden

givet underskud før afskrivninger og renter.

Højesteret fandt ikke, at virksomheden havde haft udsigt til at opnå

indtægter, der ville stå i et rimeligt forhold til den investerede kapital og

anså ikke bådene for anskaffet med erhvervsmæssig forsvarlig drift for øje.

Se også SKAT 1990.4.268 (VLD), hvor fradrag ikke blev godkendt, da der

ikke var udsigt til at opnå en fortjeneste, der stod i rimeligt forhold til

den investerede kapital * og TOLD*SKAT Nyt 1993,19,855, hvor et

anpartsselskabs bådudlejning ikke blev anset for erhvervsmæssig virksomhed. *

E.A.1.2.3.5 Kunstnerisk virksomhed

Ved kunstnerisk virksomhed er den personlige indsats det væsentligste

aktiv, og der vil typisk være en glidende overgang fra hobby til, at

virksomheden anses for erhvervsmæssig.

I praksis er der bl.a. lagt vægt på virksomhedens omfang, om kunstneren

har deltaget i udstillinger samt på den uddannelsesmæssige baggrund.

Landsskatteretten anerkendte i afgørelsen TOLD*SKAT Nyt 1989.12.952

således en kunstmalers underskud ved selvstændig erhvervsmæssig virksomhed

som fradragsberettiget, bl.a. under hensyn til, at hun var uddannet på

Kunstakademiet og var medlem af en anerkendt kunstnersammenslutning samt

havde modtaget legater fra Statens Kunstfond flere gange.

Se også lsr. 1978.153, hvor Landsskatteretten ikke fandt grundlag for at

anse en kunstners virksomhed i forbindelse med billedvævning mv. som

udelukkende hobbyvirksomhed. Retten kunne tiltræde, at underskud ved denne

virksomhed kunne fradrages ved indkomstopgørelsen.

I TfS.1991.409 fandt Landsskatteretten, under henvisning til, at en

kunstmaler havde deltaget i udstillinger, modtaget legater og, omend i

begrænset omfang, havde solgt malerier, at kunstmalerens virksomhed måtte

anses for erhvervsmæssig med beskatning efter Statsskattelovens § 4 a til

følge. Afgørelsen er indbragt for domstolene

Se også afsnit E.B.2.6.1 og E.B.3.14 om kunstneres indtægtsopgørelse.

E.A.1.2.3.6 Sommerhusudlejning

Der har været enkelte sager vedrørende sommerhuse, alle af meget

forskellig karakter.

Som udgangspunkt kræves det for at acceptere fradrag i forbindelse med

sommerhusudlejning, at ejeren har fraskrevet sig egen benyttelse, og at

driftsresultaterne opgøres i overensstemmelse med gældende praksis for

sommerhuse.

Ved afgørelsen refereret i TOLD*SKAT Nyt 1991.16.872 (VLD) blev fradrag

nægtet med henvisning til, at omfanget af udlejningen var for lille,

lejeindtægterne for små i forhold til udgifterne og udlejningsbestræbelserne

manglede intensitet. Sagen vedrørte en skatteyder, som erhvervede det

omhandlede sommerhus på et tidspunkt, hvor han allerede ejede en

udlejningsejendom og to sommerhuse, som blev benyttet privat. Det tredie

sommerhus var efter det oplyste erhvervet udelukkende med henblik på

udlejning.

Begrundelsen for at nægte fradrag må således ses i lyset af skatteyderens

øvrige udlejningsvirksomhed.

Landsskatteretten har i overensstemmelse hermed efterfølgende fundet, at

driftsresultatet for et udlejet sommerhus skulle opgøres i overensstemmelse

med hidtidig praksis vedrørende sommerhusudlejning jf. TOLD*SKAT Nyt

1992.8.239. Se også lsr.1979.23 og skd. 61.182 (VLD) * og TOLD*SKAT Nyt

1993,5.201. Vedrørende de nye regler i LL § 15 O om opgørelse af fradrag ved

sommerhusudlejning henvises til A.D.3.2.7. *

E.A.1.2.3.7 Øvrige virksomhedsformer

I de sager, der har været rejst vedrørende øvrige virksomhedsformer, synes

der overvejende at have været lagt vægt på rentabilitetsbetragtninger, men

også andre af de under E.A.1.2.2 nævnte kriterier er indgået ved

afgørelserne.

I TfS. 1991.525 blev en dykkervirksomhed anset for erhvervsmæssigt drevet

med den begrundelse, at virksomheden ikke havde været udsigtsløs med hensyn

til på længere sigt at opnå reelt overskud og skatteyderen havde været

fagligt velkvalificeret.

Skatteyderen var uddannet dykker og havde startet egen dykkervirksomhed,

men havde af økonomiske grunde været nødt til at tage andet fuldtidsarbejde.

Hans ansættelsesforhold gjorde det muligt for ham at påtage sig dyknings- og

bjærgningsopgaver, når sådanne forekom. Skatteyderens materiel var

professionelt og havde kun været brugt til erhvervsmæssigt formål. På grund

af en særlig opgave gav virksomheden overskud i et efterfølgende år, og dette

viste, at virksomheden ikke havde været udsigtsløs med hensyn til på længere

sigt at opnå reelt overskud.

Landsskatteretten fandt i afgørelsen TOLD*SKAT Nyt 1991.21.1223, at en

skatteyder, der tidligere havde været fuldtidsbeskæftiget ved fiskeri, og som

senere havde påbegyndt erhvervsfiskeri som bierhvervsfisker, havde

tilrettelagt fiskeriet med erhvervsmæssig forsvarlig drift for øje, og at de

fremkomne underskud vedrørte en periode, hvor virksomheden havde været under

opbygning. På denne baggrund godkendte Landsskatteretten , at de fremkomne

underskud var fradragsberettigede efter SL § 6a.

I TOLD*SKAT Nyt 1991.5.246 blev fradrag nægtet, fordi virksomheden havde

haft et så beskedent omfang og en så ringe udsigt til rentabilitet, at den

ikke kunne anses erhvervsmæssigt drevet.

I sagen havde skatteyderen, der var selvlært inden for elektronik,

udviklet en højkvalitetsforstærker, men virksomheden havde i en periode på

fem år hverken varesalg eller varekøb. På den baggrund fandt Østre Landsret,

at virksomheden havde været af et så beskedent omfang og havde haft en så

ringe udsigt til rentabilitet, at den ikke kunne anses for erhvervsmæssig. Se

endvidere TOLD*SKAT Nyt 1991.11.574 (fradrag nægtet for udgifter til drift af

racerbil), * og TOLD*SKAT Nyt 1993.3.96. Gocart-kørers underskud ved handel

med dele til gocarts kunne ikke fratrækkes *

E.A.1.2.4 Driftsform, mv.

Det er ved sondringen mellem hobbyvirksomhed og erhvervsmæssig virksomhed

ikke afgørende, om virksomheden drives som personlig virksomhed eller

eventuelt som selskab, jf. TOLD*SKAT Nyt 1991.23.1331, hvor et selskab blev

nægtet fradrag for underskud ved driften af et travhestehold, da dette måtte

anses som et udslag af hovedanpartshaverens personlig interesse i travheste.

Se endvidere TOLD*SKAT Nyt 1991.14.769 (VL), hvor et anpartsselskab blev

nægtet fradrag for underskud ved drift af en hundekennel. Skatteyderen havde

drevet hundekennel i personligt regi og hun drev tillige virksomhed som

speciallæge i psykiatri. Såvel hundekennelen som lægepraksis'en blev overført

til et anpartsselskab, men Vestre Landsret nægtede fradrag for underskud ved

kennelen med henvisning til, at der ikke var nogen naturlig sammenhæng mellem

lægevirksomheden og kennelvirksomheden, og skatteyderen havde ingen

kvalifikationer i relation til kenneldrift. Herudover var der aldrig

udarbejdet budgetter og virksomheden var kun i ringe grad tilrettelagt med

økonomien for øje.

E.A.1.2.5 Momsregistrering, mv.

Den momsretlige vurdering af, hvornår en virksomhed er erhvervsmæssig, er

i høj grad sammenfaldende med den skatteretlige vurdering.

Af Østre Landsrets dom referet i T.f.S. 1992.516, fremgår det, at

momsregistreringen ikke er afgørende for spørgsmålet, om en virksomhed er

erhvervsmæssig eller ej, da der ved momsregistreringen ikke sker en egentlig

prøvelse af dette spørgsmål.

Højesteret udtalte ligeledes i den i TOLD*SKAT Nyt 1991.23.1331 omtalte

sag (jf. afsnit E.A.1.2.4), at det er uden betydning for den skattemæssige

vurdering af om virksomheden kan anses for erhvervsmæssig, om virksomheden

har ladet sig momsregistrere.

Den vurdering af, om en virksomhed er erhvervsmæssig, som måtte være sket

i en eventuel skattesag, vil generelt blive fulgt, når virksomheden vurderes

efter momsloven.

E.A.1.3 SL § 5 Formuebevægelser

SL § 5 indeholder en negativ afgrænsning af indkomstbegrebet i SL § 4.

§ 5 bygger på en fundamental sondring mellem indkomst (udbytte) og

indkomstgrundlag (formue). Udgangspunktet er, at selve grundlaget for

erhvervelsen af indkomsten er indkomstopgørelsen uvedkommende, og at det

alene er afkastet af indkomstgrundlaget, der skal medregnes ved

indkomstopgørelsen.

E.A.1.3.1 § 5 Salg af aktiver

I følge § 5a skal urealiserede værdisvingninger på aktiver ikke medregnes

ved indkomstopgørelsen. Gevinst og tab konstateret ved salg (eller anden

afståelse) af aktiver, der har karakter af omsætningsformue, dvs. at de er

anskaffet som led i næring eller i spekulationsøjemed, skal medregnes ved

indkomstopgørelsen. Realisationsprincippet i § 5a er modificeret af særregler

i den øvrige skattelovgivning. Som eksempler kan nævnes reglerne om

landbrugets besætninger (E.E.1) og om kursgevinster og kurstab, når

lagerprincippet anvendes (A.D.2).

Hovedreglen i § 5a, om at alene realiseret gevinst og tab på

omsætningsformuen skal medregnes ved indkomstopgørelsen, er senere blevet

erstattet af særlovgivning for langt de fleste aktivtypers vedkommende. Som

de vigtigste eksempler kan nævnes AL, EBL, ABL og LOSI.

Private aktiver

Indtægt ved salg af private aktiver, f.eks. indbo eller frimærke-, mønt-

og bogsamlinger, er som udgangspunkt skattefri efter hovedreglen i § 5a.

Dette gælder principielt uden hensyn til indtægtens størrelse. Rent

bevismæssigt vil en betydelig indtægt dog kunne indicere, at der er tale om

salg af en omsætningsformue (næring eller spekulation).

Den skattemæssige behandling afhænger således af en bedømmelse af, om

aktivet er rent privat, eller om det er solgt som led i en erhvervsmæssig

virksomhed eller som led i en spekulationsforretning. Se f. eks. ØLD af 23.

april 1990 (Skat 1990.6.446), hvor en tæppehandlers salg af tæpper fra privat

indbo blev anset som et led i hans almindelige næringsvirksomhed. Se tillige

TOLD*SKAT nyt 1991.17.954, hvor et dødsbo blev anset for

indkomstskattepligtigt af et beløb opnået ved salg af 53 malerier og udlæg

efter vurdering af 94 malerier.

Det har især været handel med malerier, mønter, frimærker og antikviteter,

der i praksis har givet anledning til problemer i relation til afgrænsningen

privat/erhverv/spekulation.

Erhvervsmæssige aktiver

Hvad angår reglerne om gevinst og tab på erhvervsmæssige aktiver, f.eks.

varelager, driftsmidler, skibe, bygninger, finansielle aktiver og

immaterielle rettigheder henvises til omtalen i de respektive særafsnit.

I ØLD af 27. feb. 1987 (Skat 1987.4.269) blev en skatteyder ikke beskattet

af fortjeneste ved salg af mønter, mineraler og andre effekter, da det ikke

tilstrækkeligt sikkert kunne antages, at der forelå erhvervsmæssig

virksomhed.

Om beskatning ud fra et spekulationssynspunkt, se lsr. 1965.31 og 116.

Barrer af sølv og platin, ensartede mønter i stort antal f.eks.

Krügerrands og uindfattede diamanter anses normalt for erhvervet i

spekulationshensigt. Se SD's revisionsmeddelelse 1983-2 om investering i

ædelmetaller samt ØLD af 13. april 1984 (Skd. 71.717).

Tab på sølvbarrer på grund af sælgerfirmaets underslæb og konkurs kan ikke

fratrækkes, idet fradrag af et spekulationstab i medfør af SL § 5 a

forudsætter, at der er tale om "et handelstab eller et tab, der ganske

kan sidestilles hermed", jf. ØLD af 23. sept. 1985 (Skat 1985.10.273) og

ØLD af 29. okt. 1985 (Skat 1986.2.120).

Hvis private samlere går over til at drive erhvervsmæssig handel med deres

samlerobjekter godkendes det i praksis, at den del af den private samling,

der overgår til den nystartede forretning som varelager, kan optages til

handelsværdien (med fradrag af normal bruttoavance) på dette tidspunkt som

primovarelager, jf. VLD af 6. okt. 1983 (Skd. 69.225), hvor overførslen af en

møntsamling til forretningen skete over en årrække. Genstande, der bevises at

være erhvervet, før den erhvervsmæssige virksomhed er påbegyndt, og som ikke

er overført som varelager til forretningen, kan fortsat sælges uden

beskatning af fortjenesten.

Genstande, erhvervet efter at den erhvervsmæssige virksomhed er i gang,

vil som altovervejende hovedregel skulle anses for anskaffet som et led i

virksomheden. Se også Skd.cirk. nr. 134 af 29. juli 1992 om KGL, pkt. 10.

Om kunstneres varelager se E.B.2.6.1.

Spekulation

Spekulationsbeskatningen i SL § 5a er ophævet for aktiver omfattet af ABL

og EBL samt aktiver og passiver omfattet af KGL. Bortset fra disse særregler

skal fortjeneste ved salg af aktiver anskaffet i spekulationshensigt medtages

ved indkomstopgørelsen, ligesom tab kan fratrækkes.

I spekulationsbegrebet ligger for det første et krav om, at det pågældende

aktiv skal være erhvervet i den hensigt at videresælge det, og for det andet

et krav om, at dette skal være sket med det formål at opnå en fortjeneste.

Kun når begge disse betingelser er opfyldt, foreligger der spekulation i

skattemæssig forstand.

Ved bedømmelsen af om der foreligger spekulationshensigt, ser man i

praksis på, om det pågældende aktiv er et aktiv, der normalt kan forventes at

sælges med fortjeneste.

Efter bestemmelsens ordlyd er det tilsyneladende alene salg, der kan

udløse en spekulationsbeskatning, men i praksis har man sidestillet

ekspropriation med salg, lsr. 1939.133 og lsr. 1967.123, og det samme gælder

mageskifte, lsr. 1968.115, og modtagelse af forsikrings- eller

erstatningssummer, HD af 20. dec. 1979 (Skd. 53.157).

Det antages i praksis, at en oprindelig foreliggende spekulationshensigt

ved erhvervelsen kan opgives med den virkning, at der ikke kan gennemføres

nogen beskatning ved afståelse.

I lsr. 1969.113 blev spekulationsbeskatning gennemført, selv om aktivet

blev foræret bort som en gave.

En bortgivelse af spekulationsobjektet indicerer dog normalt, at den

oprindelige spekulationshensigt må anses opgivet, se lsr. 1967.37 og

1976.129.

E.A.1.3.2 Gaver, arv og forskud på arv

Efter SL § 5b skal gaver, der er omfattet af afsnit III i lov om afgift af

arv og gave, ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

På tilsvarende måde er forskud på såvel falden som ikke falden arv

fritaget for indkomstbeskatning, uanset slægtsforholdet mellem yder og

modtager. Arv kan, hvad enten der er tale om arv efter loven eller efter

testamente, aldrig beskattes som skattepligtig indkomst, men der vil ved

arvedelingen kunne forekomme gavedispositioner, der kan udløse beskatning. Se

A.B.7.1.7.

E.A.1.3.3 Erstatning og forsikringsydelser

En modtagen erstatning skal som udgangspunkt behandles som det tab,

erstatningen ydes for.

Erstatning for tab af et aktiv skal behandles som et afståelsesvederlag

for aktivet. Dette fremgår udtrykkeligt af AL, ABL, EBL og LOSI, og LL § 16

E. Skattefriheden for brandforsikringssummer mv., jf. SL § 5b, skal således

forstås med de modifikationer, der følger af den øvrige lovgivning.

Erstatning for varelager skal også behandles som afståelsesvederlag og er

derfor skattepligtig.

Hvis erstatningen ikke dækker tab af et omsætteligt aktiv, vil det

afgørende være, om der er tale om erstatning for en mistet skattepligtig

indtægt eller dækning af en fradragsberettiget udgift - i så fald skal

erstatningen medregnes ved indkomstopgørelsen. Se TOLD*SKAT nyt 1991.5.253

hvor en erstatning ydet i henhold til driftstabsforsikring blev anset for

almindelig indkomstskattepligtig for modtageren jf. SL § 4. (VLD af 1.2.1991)

* samt ØLD af 9.11.1992, TOLD*SKAT Nyt 1993.3.93. *

Hvis erstatningen derimod dækker et tab af selve indkomstgrundlaget, et

ikke fradagsberettiget formuetab eller en skattefri indtægt, skal

erstatningen ikke beskattes. * jf. TOLD*SKAT Nyt 1993.3.101.(lsr.),

(godtgørelse for ophør med mælkeproduktion). Se endvidere afsnit E.E. *

Periodisk løbende erstatningsydelser er normalt indkomstskattepligtige.

Godtgørelse, ydet i anledning af forsinket udbetaling af et negativt

momstilsvar, blev anset for ydet til dækning af renter, og erstatningen var

derfor skattepligtig, Skd.64.41.

I Skat 1988.2.83 måtte en sparekasse betale en erstatning til en køber af

et hus, som havde anmodet sparekassen om at foretage kurssikring af

ejerskiftelånet. Sparekassen undlod at foretage den aftalte kurssikring, og

køberen af huset blev derfor påført et tab i form af forøgede

prioritetsudgifter. Skatteyderen gjorde gældende, at erstatningen var

beregnet til dækning af formuetabet efter inflation og skattefordele og

derfor ikke var skattepligtig. Landsskatteretten anså erstatningen for

skattepligtig. Afgørelsen blev indbragt for landsretten, hvor

Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle, således at skatteyderen fik

medhold, jf. Skat 1990.9.699. Om erstatning ydet i henhold til en

sælgergarantiforsikring i forbindelse med hussalg se TOLD*SKAT nyt

1991.13.724. (lsr.).

På grund af formalitetsmangler, som et revisionsfirma påtog sig ansvaret

for, var en skatteyder gået glip af muligheden for at foretage henlæggelse

til investeringsfond. Revisionsfirmaet ydede en erstatning på 30.000 kr. Den

del af erstatningsbeløbet, der kunne henføres til den forøgede formueskat

(13.831 kr.) og 8%-tillægget til restskatten i henhold til KSL § 61, stk. 2

(7.772 kr.), som ikke kunne genindvindes ved den fremtidige skattebetaling,

blev ikke anset for skattepligtig, hvorimod den resterende del af

erstatningsbeløbet, der var kompensation for den tidsmæssige fremrykning af

skattebetalingen, skulle beskattes, jf. VLD af 27. aug. 1984 (Skd. 72.100).

Lsr. 1982.40, skattepligt af en del af en erstatning, der dækkede

tidligere fratrukne udgifter, hvorimod den resterende del af erstatningen,

der dækkede en yderligere skattebetaling, var skattefri. Lsr. 1981.42,

skattepligt af erstatning for flyvehavre på en nyerhvervet landbrugsejendom.

Erstatningssummen svarede til udgifterne til rensning af ejendommen.

Landsskatteretten lagde vægt på, at der ikke var tale om en varig forringelse

af ejendommen, men derimod om en forringelse, som kunne afhjælpes ved

rensning af ejendommen, og de hermed forbundne udgifter ville kunne

fratrækkes. Skat 1986.8.514, skattepligt af den del af erstatningen for nogle

mistede bundgarnsrettigheder, der skulle dække indtægtstabet, hvorimod den

reste-rende erstatning, der dækkede tab af indkomstkilden, var skattefri.

I forbindelse med et revisorinteressentskabs opløsning havde parterne

aftalt en konkurrenceklausul, hvorefter der skulle betales erstatning, hvis

en af parterne overtog den andens klienter efter interessentskabets

opløsning. En erstatning ydet i henhold hertil blev anset for almindelig

indkomstskattepligtig som henhørende under parternes næring, Skat 1987.7.514

(lsr.).

Erstatninger for forstyrrelse af stilling og forhold samt erstatninger for

rent private udgifter skal normalt ikke medregnes ved indkomstopgørelsen. Det

samme er tilfældet med erstatninger for ærekrænkelser samt erstatning for

svie og smerte, lyde og vansir. Om erstatning efter lov om

arbejdsskadeforsikring se A.B.4.4.1. Erstatning for opgivelse af eneretten

til et familienavn er skattefri.

Afløsningssummer

Afløsningssummer, der som engangsbetaling træder i stedet for en

skattepligtig løbende ydelse, er som udgangspunkt skattefri, se A.B.6.1 og

E.I.1.4.

E.A.1.4 Skattefri indtægter

En række indtægter er i særlovgivningen fritaget for skattepligt, hvor

dette ikke følger af SL's regler.

E.A.1.4.1 LL § 7

LL § 7 hjemler skattefrihed for indtægter af vidt forskellig karakter,

uden at skattefriheden bygger på noget fælles synspunkt. Det drejer sig dels

om nogle understøttelser og hædersgaver til deltagerne i de to verdenskrige

og disses efterladte, dels om en række socialt eller medicinsk betingede

ydelser og endelig om nogle ydelser, hvis størrelse er fastsat under hensyn

til skattefriheden. Om det nærmere indhold af disse bestemmelser henvises til

A.A.3.1.

E.A.1.4.2 Visse indtægter ved spil

Efter SL § 4 skal indtægter ved spil, herunder lotterispil, samt ved

væddemål medregnes ved indkomstopgørelsen, men en lang række gevinster fra

lotterispil, tipning, dansk lotto og præmieobligationer er dog undtagne fra

skattepligt, se nærmere A.B.7.5.

E.A.1.4.3 Bidrag samt renter og bonus - pensionsordninger

Se A.C.1 om arbejdsgivers indbetaling til pensionsordning.

E.A.1.4.4 Visse legater

Under visse betingelser skal legater, der ydes til gennemførelse af en

studierejse eller til gennemførelse af et videnskabeligt arbejde, ikke

beskattes, se A.B.6.5.2.

E.A.1.5 Afkald på indtægt

En skattepligtig indtægt skal som hovedregel medregnes ved

indkomstopgørelsen på tidspunktet for den endelige retserhvervelse, se

E.A.3.1.

Er der først erhvervet ret til en indtægt kan et efterfølgende afkald på

at oppebære indtægten normalt ikke tillægges skattemæssig betydning, jf.

f.eks. lsr. 1950.142 og Skd. 76.753.

Hvis der gives afkald på en indtægt forud for tidspunktet for den endelige

retserhvervelse, skal der normalt ikke ske beskatning.

Beskatning indtræder dog, hvis modtageren i forbindelse med afkaldet

træffer beslutning om, hvordan indtægten skal anvendes (dispositivt afkald).

Se også A.A.1.3.11.

Det er en forudsætning for skattefrihed, at der gives et blankt afkald

over for den, der skulle have udredet vederlaget. Der skal f.eks. ikke ske

beskatning af en skuespiller, der uden vederlag optræder for en velgørende

forening, hvorimod beskatning skal ske, såfremt der optrædes

"gratis" imod, at der betales et beløb til et af skuespilleren

nærmere angivet formål, jf. lsr. 1973.122 (blankt afkald), 1974.29

(dispositivt afkald), Skd. 28.89 (dispositivt afkald).

En tandlæge havde for tandlægebehandling af sin svigerfader udstedt

kvitterede regninger lydende på normalt honorar. Svigerfaderen havde på

grundlag heraf modtaget delvis refusion fra Fortsættelsessygekassen Danmark

og betalt det modtagne beløb til svigersønnen, der eftergav svigerfaderen det

resterende beløb. Tandlægen anførte, at det kun havde været meningen, at

svigerfaderen skulle betale et beløb svarende til de modtagne refusionsbeløb

og havde derfor kun indtægtsført disse beløb. Da der var udstedt kvitteret

regning som grundlag for refusionen fra sygekassen fandt Landsskatteretten,

at forholdet måtte betragtes som et efterfølgende afkald, og at

regningsbeløbene derfor skulle medregnes i den skattepligtige indkomst med

det fulde pålydende, lsr.1986.3.

I VLD af 12. juni 1989 (Skat 1989.8.588) gav en lærer, der var ansat under

Skolesamvirket Tvind, afkald på løn. Da afkaldet efter omstændighederne alene

fandtes begrundet i muligheden for at undgå at afregne A-skat, tillagdes

afkaldet ikke skattemæssig virkning.

Hovedaktionærer - rentefri udlån

Der henvises til S.F.1.5 om fikseret vederlag i hovedaktionærforhold, samt

A.D.1.7 om rentefri udlån.

Om omgørelse henvises til A.B.7.1.9 (gavedispositioner) og S.F.1.2.6

(hovedaktionærdispositioner).

E.A.2 Fradrag i bruttoindkomsten

SL § 6 indeholder hovedreglen for, hvilke udgifter som er medgået til

erhvervelsen af bruttoindkomsten, der kan fratrækkes ved beregningen af den

skattepligtige nettoindkomst.

E.A.2.1 SL § 6 a

Driftsomkostninger

De fradragsberettigede driftsomkostninger er i SL § 6 a beskrevet som

"de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og

vedligeholde indkomsten, derunder ordinære afskrivninger".

Fastlæggelsen af driftsomkostningsbegrebet giver anledning til to

hovedafgrænsninger, dels over for de private udgifter, dels over for anlægs-

eller etableringsudgifter.

E.A.2.1.1 Drift - privat

I SL § 6, stk. 2, beskrives privatforbruget som udgifter anvendt til

"egen eller families underhold, betjening, nytte eller behagelighed, ..

til gaver eller på anden måde".

I praksis er der ofte tale om en vanskelig bevisbedømmelse af, om en

udgift er privat eller erhvervsmæssig. Udgifter, der er sædvanligt

forekommende for de fleste skatteydere, uafhængigt af, om der udfoldes

bestræbelser på at erhverve indkomst, vil som hovedregel have karakter af

privatforbrug. Dette gælder f.eks. udgifter til beklædning, fortæring samt

privat bolig og husførelse. Uanset at sådanne udgifter indirekte kan siges at

være af betydning for muligheden for at erhverve indkomst, er fradrag

udelukket, idet afholdelsen af udgiften ikke kan siges at være foranlediget

af ønsket om at erhverve indkomst, men derimod er et udslag af rent private

interesser om behovstilfredsstillelse.

Fradragsret kommer dels på tale, hvor erhvervsudøvelsen påfører

skatteyderen påviselige merudgifter af den pågældende karakter, dels hvor der

i øvrigt påvises en konkret erhvervsmæssig begrundelse for at afholde

udgiften.

I lsr. 1982.126 blev en tandlæges udgifter til briller anset for

privatudgifter. Der var ikke tale om specielle arbejdsbriller, men

almindelige briller, der kunne anvendes privat.

Modsat i Skat 1989.4.336 (lsr.), hvor en tandlæges udgifter til briller

blev anset for driftsudgifter. Brillerne, der var uden styrke, virkede som

beskyttelsesbriller mod partikler i luften og blev i øvrigt opbevaret på

klinikken uden for arbejdstid.

En hospitalsansat læge, som p.g.a. et handicap måtte benytte kørestol for

at passe sit arbejde, kunne ikke afskrive anskaffelsessummen, idet der blev

henset til, at kørestolen udover at tjene til udførelsen af det

indtægtsgivende arbejde, virkede til afhjælpning af brugerens handicap, lsr.

1984.98.

I ØLD af 4. juni 1984 (Skd. 71.760) blev en regnskabschef nægtet fradrag

for en udgift på 9.550 kr. til børnepasning.

TOLD*SKAT Nyt 1992.7.224. Ligningsrådet fandt, at en fiskeskippers

udgifter til kost på søen ikke var fradragsberettigede, idet det ikke ansås

for godtgjort, at der havde været tale om nødvendige udgifter afholdt for at

erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

I praksis opstår der ofte spørgsmål om fordeling af en udgift på

henholdsvis fradragsberettigede driftsomkostninger og privatudgifter. Dette

gælder f.eks. kørselsudgifter, repræsentationsudgifter samt kursus- og

rejseudgifter. Se nærmere E.B.3.

E.A.2.1.2 Drift - anlæg

Afgrænsningen af driftsomkostningsbegrebet volder især vanskeligheder over

for de ikke fradragsberettigede anlægs- eller etableringsudgifter.

Anlægs-/etableringsudgifter er i SL § 6, stk. 2 beskrevet som udgifter

"til formueforøgelse, til forbedring af ejendom, til udvidelse af næring

eller drift".

Domstolspraksis synes at have vist en tendens til en udvikling af

driftsomkostningsbegrebet i retning af en udvidelse af fradragsmulighederne

for erhvervsmæssige udgifter, der afholdes inden for de hidtidige naturlige

rammer af en igangværende virksomhed.

Det altafgørende for fradragsretten er fortsat, at der foreligger en

aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde udgiften. Det vil sige, at

formålet er at erhverve skattepligtig indkomst, og at disse

indkomstbestræbelser ikke overskrider virksomhedens hidtidige rammer, jf. SL

§ 6, stk. 2, om "udvidelse af næring eller drift". Udgifter, der

har til formål at tilvejebringe et nyt indkomstgrundlag, enten i form af

start af en helt ny virksomhed, eller udvidelse af en igangværende virksomhed

ud over dens hidtidige rammer, har karakter af etableringsudgifter.

Driftsmæssig begrundelse

Hvis der foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde en

udgift, vil der normalt ikke være grundlag for at kritisere størrelsen eller

den mere eller mindre rimelige begrundelse for at afholde udgiften, se bl.a.

lsr. 1974.156. Noget andet er, at en udgifts sædvanlighed ofte vil indgå i

overvejelserne af, om der overhovedet er tale om en erhvervsmæssig udgift, se

f.eks. lsr. 1974.159 og lsr. 1980.28. Udgifter, der er sædvanligt

forekommende i en erhvervsvirksomhed, f.eks. lønudgifter eller lejeudgifter i

erhvervslejemål, vil således i almindelighed kunne fratrækkes. Der kan ikke

lægges afgørende vægt på, om en udgift er nødvendig. Nødvendighed, f.eks. i

form af et lovkrav om at afholde udgiften, kan dog i visse tilfælde være af

betydning for bevisbedømmelsen af, om der foreligger en driftsmæssig

begrundelse for at afholde udgiften.

Anskaffelse af aktiver

Det følger af SL § 6, stk. 2, at der ikke er fradrag for udgifter til

"opsparing". Det er derfor som udgangspunkt en forudsætning for

fradragsret, at afholdelsen af udgiften har påført skatteyderen et

formueforbrug. Hvis udgiften medgår til anskaffelse af et aktiv med

omsætningsværdi, er der alene tale om en omplacering af formue i modsætning

til et forbrug af formuen i driftens interesse. Først når og hvis

anskaffelsessummen forbruges som følge af den erhvervsmæssige brug af

aktivet, indtræder der et forbrug af formuen i driftens interesse, som

eventuelt kan fratrækkes efter afskrivningsreglerne. Som undtagelser til

denne hovedregel kan nævnes, at udgifter til anskaffelse af faglitteratur,

plader, samt anskaffelse af edb (software) behandles som driftsomkostninger

uanset, at der er tale om anskaffelse af aktiver med omsætningsværdi. Se

endvidere afsnit E.C.1.1 om de særlige regler om afskrivning på software og

afsnit E.B.3.11 om anskaffelse af driftsmidler til forsøgs- og

forskningsvirksomhed.

E.A.2.1.3 Domspraksis

Kernen i driftsomkostningsbegrebet er en forudsætning om, at der

foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde en udgift. Det

skal være hensyn til en løbende indtjening (driften), der begrunder

dispositionen, hvilket står i modsætning til hensynet til det underliggende

indkomstgrundlag (formuen). Hvis der foreligger en aktuel driftsmæssig

begrundelse, udelukker det ikke omkostningsfradrag, at udgiften har en

længerevarende betydning for indkomsterhvervelsen, og derfor må siges at have

en afledet virkning på indkomstgrundlaget.

I UfR 1942.335 H (Skandinavisk Grammofon), var der fradrag for

sagsomkostninger, som et selskab havde afholdt som følge af en strid om

selskabets ret til at forhandle et produkt. Fradrag blev indrømmet, idet

udgifterne havde til formål at sikre, dels tidligere opnået fortjeneste, dels

muligheden for fortjeneste ved fortsat salg af produktet. Det bemærkes, at

selskabet tabte den underliggende retssag, og at det således var uden

afgørende betydning for omkostningsfradraget, at udgifterne var afholdt

forgæves.

I UfR 1959.69 H havde en skatteyder afholdt advokat- og revisorudgifter på

grund af uoverensstemmelser med den hidtidige medinteressent i forbindelse

med opløsning af interessentskabet og overdragelse af aktiverne heri til et

af interessenterne ejet aktieselskab. Skatteyderen gjorde gældende, at

udgifterne var afholdt for at sikre og vedligeholde hans indkomst som

direktør og bestyrelsesmedlem i selskabet, hvilken indkomst var langt større

end aktieudbyttet. Ministeriet gjorde gældende, at udgiften primært var

afholdt for at sikre skatteyderens formueinteresser, nemlig fordelingen af

aktierne i det nystiftede selskab. Højesteret nægtede fradrag med den

begrundelse, at udgiften måtte anses for at vedrøre formuen og kun indirekte

havde betydning for skatteyderens indkomst.

I UfR 1980.712 H, jf. skd.55.325 (Trælastkompagniet) fik et selskab

fradrag for en årlig noteringsafgift til Fondsbørsen samt udgifter til

ændringer af selskabets vedtægter, som var nødvendige for at den hidtidige

virksomhed kunne fortsætte.

Højesterets flertal udtalte følgende: "Efter det foreliggende...

findes optagelsen af selskabets aktier til notering på børsen at være af en

sådan betydning for selskabets status og almindelige omdømme og dermed for

dets indtjeningsmuligheder, at de årlige udgifter til den i § 8 i loven om

Københavns Fondsbørs nr. 220 af 7. juni 1972 hjemlede noteringsafgift må

anses for en fradragsberettiget driftsudgift efter statsskattelovens § 6,

stk. 1a. De foretagne ændringer af selskabets vedtægter var ubestridt alene

foranlediget af de ved aktieselskabsloven af 1973 gennemførte ændringer, der

efter lovens § 164, stk. 1, nr. 2, krævedes indarbejdet i vedtægterne for at

bringe disse i overensstemmelse med lovens krav, og undladelse heraf ville

efter bestemmelsens stk. 3 medføre selskabets opløsning. Under disse

omstændigheder findes også udgifterne til vedtægtsændringerne ... at måtte

anses som fradragsberettigede driftsudgifter".

I HD af 10. dec. 1985 (Skat 1986.1.41) blev et selskab nægtet fradrag for

kloakbidrag og betalinger for tilslutning til fjernvarmeværk for en ubebygget

industrigrund. Grunden blev købt med henblik på udvidelse og udflytning af

den bestående produktion, der var spredt på flere forskellige lokaliteter.

Selskabet fandt imidlertid en mere velegnet grund og solgte den førstnævnte

grund. Idet selskabet ikke på noget tidspunkt havde udøvet erhvervsmæssig

virksomhed på den ubebyggede grund, kunne de omhandlede udgifter, der blev

afholdt i ejertiden, ikke fratrækkes, hverken i medfør af LL § 8 C eller SL §

6a.

Hvis udgiften ikke sigter mod erhvervelse af skattepligtig indkomst, er

fradrag udelukket. I ØLD af 14. nov. 1986 (Skat 1987.1.24) fik en skatteyder

ikke fradrag for rejseudgifter i forbindelse med tilsyn med en ejendom, der

tilhørte skatteyderen, og som var beboet af hans forældre i henhold til en

aftægtsaftale indgået i forbindelse med forældrenes afståelse af ejendommen.

Landsretten lagde vægt på, at der ikke var tale om erhvervsmæssig udleje,

hvorfor skatteyderen ikke modtog nogen løbende erhvervsmæssig indtægt fra

ejendommen, samt at ejendommen var erhvervet i privat øjemed. * Om udgifter

til certificering af kvalitetsstyringssystemer, se afsnit E.B.3.15. *

Interesseforbundne parter

Hvis modtageren af den afholdte driftsudgift er nærtforbunden med

skatteyderen (sammenfaldende interesser), må der som forudsætning for

omkostningsfradrag stilles krav til skatteyderen om at godtgøre

tilstedeværelsen af en driftsmæssig begrundelse for dispositionen. Som

udgangspunkt må det antages, at driftstilskud fra et moderselskab til dets

datterselskab ikke er begrundet i hensynet til moderselskabets løbende

indtjening, men derimod i andre driften uvedkommende interesser, typisk en

sikring af formueinteresserne i datterselskabet.

I UfR 1976.60 H (Esso) blev et moderselskabs tilskud til dækning af

underskud i dets datterselskaber, som drev tankstationer, og som i kortere

eller længere tid ikke kunne drives uden underskud, anset for

fradragsberettigede driftsomkostninger. Højesteret udtalte, at udgifterne

"havde været et sådant naturligt led i selskabets virksomhed, at de som

driftsudgifter har kunnet bringes til fradrag i selskabets indkomst, uanset

at dette ikke er sambeskattet med datterselskaberne".

I modsætning hertil blev en murermester i UfR 1979.731 H nægtet fradrag

for et tilskud til et af ham stiftet og domineret aktieselskab, hvorigennem

han havde opført en ejendom med henblik på salg af aktielejligheder.

Højesteret fandt, at der ikke havde været en sådan forbindelse mellem støtten

til selskabet og murermesterens løbende indtjening, at der kunne indrømmes

fradrag. På linie hermed blev et moderselskab i HD af 5. april 1990 (Skat

1990.5.361) nægtet fradrag for tilskud til dets udenlandske datterselskab,

der blev ydet til udligning af datterselskabets driftsunderskud.

I UfR 1984.90 H (Skd. 69.284) (Segaltmøllen) fik et selskab fradrag for

udgift til betaling af en tidligere samarbejdspartners gæld til tredjemand,

hvilket to nye samarbejdspartnere havde stillet krav om som betingelse for en

fortsættelse af det nyligt indledte samarbejde. Betalingen af gælden ansås

for at have en sådan tilknytning til den løbende drift, at den måtte anses

for en fradragsberettiget driftsomkostning.

Udskudte driftsomkostninger

I visse tilfælde er der mulighed for at opnå fradrag for "opsatte

driftsomkostninger".

I UfR 1963.954 H (Knuth) fik en godsejer fradrag for et engangsbeløb til 4

ansatte, der blev betalt som kompensation for deres dårlige aflønning gennem

en årrække.

I UfR 1984.160 H (Træskodommen), fik et interessentskab fradrag for et

tilskud til et af interessenterne ejet aktieselskab, der i 3 år havde

produceret træsko, som blev købt af interessentskabet. Interessenterne gjorde

gældende, at der var tale om en regulering af den oprindeligt fastsatte

afregningspris, der alene havde været fastsat foreløbigt på grund af

beregningsvanskeligheder. Højesteret fandt, at tilskuddet var et sådant led i

interessenternes virksomhed, at det kunne fradrages.

Se også lsr. 1984.23, hvor udgifter til opgravning af benzintanke i

forbindelse med ophør af virksomhed som benzinforhandler blev anset for

udskudte driftsomkostninger.

Udgifter i forbindelse med retablering af en losseplads efter endt

anvendelse er fradragsberettigede, når de afholdes.

Ligningsrådet har endvidere i en ikke-offentliggjort bindende

forhåndsbesked udtalt, at et selskab kunne fratrække udgifter til

undersøgelse og afrensning af et forurenet areal med den del, der kunne

henføres til forurening opstået efter virksomhedens erhvervelse af arealet.

Udgifter til faste installationer, som offentlige myndigheder måtte

foreskrive i forbindelse med forureningen skulle medregnes til

driftsbygningens afskrivningsgrundlag. * I overensstemmelse hermed har

Landsskatteretten ved kendelse af den 23. september 1992 indrømmet et selskab

fradrag for udgiften til oprensning af en grund, der var forurenet i

selskabets besiddelstid. Da udgifter til destruktion, som sker efter senere

indført miljølovgivning, er en fradragsberettiget driftsudgift, fandt

Landsskatteretten, at de tidligere afholdte udgifter kunne fratrækkes enten

som opsat vedligeholdelsesudgift (SL § 6 e) eller som driftsomkostning (SL §

6 a). TOLD*SKAT Nyt 1993.1.37 (lsr). *

Se E.A.2.3 om afskrivning i medfør af SL § 6a på udgifter af

omkostningskarakter.

E.A.2.1.4 Etableringsudgifter

Det er som nævnt en forudsætning for omkostningsfradrag efter SL § 6a, at

dispositionen falder inden for virksomhedens naturlige rammer. Udgifter til

tilvejebringelse af et nyt indkomstgrundlag er derfor ikke

fradragsberettigede efter § 6a.

Med virkning for indkomståret 1992 er der dog åbnet mulighed for fradrag

for visse etableringsomkostninger efter LL § 8 I og § 8 J, jf. afsnit

E.A.2.1.4.1 og 2.1.4.2. Egentlige startudgifter, som f.eks.

stiftelsesomkostninger i et selskab, kan således ikke fratrækkes. Se bl.a.

UfR 1985.585 H (Skd. 75.667) om hidtidig praksis vedrørende fradrag for

udgifter til markedsundersøgelser og øvrige etableringsomkosninger. Om

fradrag for udgifter til markedsundersøgelser i henhold til LL § 8 I, se nu

afsnit E.A.2.1.4.1.

I Skat 1990.10.758 nægtede Østre Landsret et grovvareselskab fradrag for

udgifter til kreditprovisioner og stempel ved låneoptagelse, da udgifterne i

det væsentligste havde tjent til forbedring af selskabets indtægtsgrundlag.

Udgifterne kunne heller ikke fradrages i medfør af LL § 8, stk. 3, litra c.

Se også Landskatterens afgørelse i Skat 1986.2.158, hvor låneomkostninger

blev anset for ikke fradragsberettigede etableringsudgifter. Se tillige Skat

1989.10.803(lsr.), lsr. 1972.81, lsr. 1982.69 og skd. 50.224.

I Skat 1988.6.353 blev en investeringsforening nægtet fradrag for

kapitaltilførselsafgift, der skulle betales som følge af foreningens

beslutning om at blive børsnoteret. Foreningen havde drevet virksomhed i 10

år, og der skete ikke nogen kapitaltilførsel i forbindelse med

børsnoteringen. Ligningsrådet fandt, at børsnoteringen ville indebære en

sådan ændring i foreningens almindelige status, at udgiften måtte antages at

ligge ud over, hvad der kunne siges at medgå til at sikre og vedligeholde

foreningens indkomst. Udgifterne forbundet med børsnoteringen blev således

anset for at ligge uden for virksomhedens hidtidige naturlige rammer.

Landskatteretten stadfæstede Ligningsrådets afgørelse ved kendelse af 14.

aug. 1989. Kendelsen er af skatteyderen indbragt for Østre Landsret.

Om kapitaltilførselsafgift og andre udgifter i forbindelse med

børsintroduktion se E.A.2.1.6 og Skd. cirk. nr 96 af 22. juni 1993, pkt.

11.9.

Hvis en udgift ikke har til formål at udvide eller forbedre det hidtidige

indkomstgrundlag, men derimod alene at sikre de hidtidige

indtjeningsmuligheder, er der mulighed for fradrag, forudsat at der kan

påvises en aktuel driftsmæssig begrundelse for dispositionen. Hvis den

driftsmæssige begrundelse foreligger, udelukker det således ikke fradrag, at

udgiften i realiteten indebærer en tidsubestemt sikring af

indkomstgrundlaget.

I HD af 20. maj 1987 (Skat 1987.7.493) betalte et vognmandsfirma i

forbindelse med indmeldelse i en fragtmandshal et indskud i fragtmandshallen

på 175.000 kr. Ifølge foreningens vedtægter tilfaldt beløbet foreningen

endeligt og blev ikke tilbagebetalt ved fragtmandens udtræden af

fragtmandshallen. Beløbet blev betalt for, at selskabet kunne få en ny

holdeplads til erstatning for en mistet holdeplads i københavnsområdet, hvor

man i forvejen drev virksomhed. Højesteret fandt, at formålet med afholdelsen

af udgiften i det væsentlige var at sikre virksomhedens hidtidige

konkurrencedygtighed og indkomst, og udgiften blev herefter anset for en

driftsomkostning, der kunne afskrives efter SL § 6a. Det bemærkes, at der for

Højesteret ikke var nedlagt påstand om fradrag for indskuddet i

afholdelsesåret. For landsretten var der nedlagt påstand om afskrivning efter

LOSI § 15, stk. 1, jf. § 2, nr. 5, hvilket blev afvist, idet selskabet ikke

erhvervede en rettighed af økonomisk værdi.

Se også UfR 1980.712 H (Trælastkompagniet), der er omtalt ovenfor.

I en ikke offentliggjort landsskatteretskendelse af 21. sept. 1987 havde 4

melmøller, der tilsammen stod for alt salg af mel til det danske marked, i

fællesskab opkøbt en konkurrerende virksomhed, hvis tilstedeværelse på

markedet i en kortvarig periode havde udløst en priskrig med deraf følgende

fald i de 4 møllers indtjening. De 4 møller købte virksomheden med det formål

at nedlægge den og sikre, at der ikke fremover ville ske mølledrift fra

ejendommen, hvilket skete ved at ejendommen blev pålagt en servitut.

Ejendommen og produktionsapparatet blev herefter afhændet, hvorved de 4

møller blev påført et tab. En væsentlig årsag til tabet var den servitut, der

blev pålagt ejendommen. Landsskatteretten tiltrådte Statsskattedirektoratets

indstilling om, at omkostningerne ved servitutten (tabet) var

fradragsberettigede.

I Skat 1988.6.344 havde en dyrlæge for at bevare sin indtjening i

forbindelse med skærpet konkurrence etableret nye klinikker i omegnen.

Klinikkerne blev etableret som selvstændige anpartsselskaber, hvorfra

dyrlægen modtog et fast månedligt honorar for udført arbejde.

Dyrlægeforeningen anlagde sag mod dyrlægen, idet der ifølge foreningens

vedtægter kun måtte oprettes klinikker på den adresse, der var udgangspunkt

for dyrlægens praksisudøvelse. Dyrlægen tabte sagen, og skattesagen vedrørte

de medgåede sagsomkostninger samt en bøde til dyrlægeforeningen på 5.000 kr.

Landsskatteretten indrømmede fradrag for udgifterne, der ansås for afholdt

for at fastholde et hidtidigt indtægtsgrundlag. Se nærmere E.B.5.5 om

fradragsret for bøder.

Med virkning for udgifter afholdt i indkomståret 1992 eller senere, er der

i LL indsat bestemmelser om fradrag for visse etableringsudgifter, nemlig LL

§ 8 I om fradrag for udgifter til markedsundersøgelser og § 8 J om fradrag

for advokat- og revisorudgifter.

E.A.2.1.4.1 LL § 8 I

Udgifter til markedsundersøgelser

Der er indført fradrag for udgifter til undersøgelse af nye markeder med

henblik på etablering af en erhvervsvirksomhed eller udvidelse af en

bestående virksomhed.

Udgifterne skal være afholdt med henblik på at undersøge de praktiske og

økonomiske muligheder for at opnå salg af varer eller tjenesteydelser her i

landet eller i udlandet, f.eks. undersøgelse af afsætningsmuligheder og

markedsvilkår, særlige lovgivnings- eller handelshindringer, kutymer mv. Det

er uden betydning for fradragsretten, om det er den skattepligtige selv, der

foretager disse undersøgelser eller om der er tale om betaling til et lokalt

agentbureau eller lign.

Ved nyetablering af en erhvervsvirksomhed, hvor udgiften er afholdt før

etableringen, er det en betingelse for fradrag, at udgiften er medvirkende

til etablering.

Udgifterne kan efter eget valg fradrages fuldt ud i det år, hvori de er

afholdt, dog tidligst i det indkomstår, hvor etableringen finder sted, eller

de kan afskrives over en femårig periode med lige store årlige beløb.

For repræsentationsudgifter i forbindelse med markedsundersøgelser er

fradragsretten begrænset i overensstemmelse med reglerne i LL § 8, stk. 4, se

E.B.3.7.

E.A.2.1.4.2 LL § 8 J

Udgifter til advokat og revisor

Ifølge LL § 8 J kan udgifter til advokat og revisor, som er afholdt i

forbindelse med etablering eller udvidelse af en erhvervsvirksomhed

fradrages. Det samme gælder gebyrer til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Der

vil typisk være tale om udgifter til rådgivningshonorarer, honorarer for

udfærdigelse af kontrakter eller gebyrer i forbindelse med stiftelse af et

selskab. Opregningen i bestemmelsen er udtømmende, og der vil således ikke

være fradrag for udgifter til øvrige honorarer eller gebyrer end de

udtrykkeligt nævnte.

I det omfang udgifterne efter de hidtil gældende regler må anses for et

tillæg til købesummen eller som fradrag i salgssummen ved køb og salg af

erhvervsvirksomheder, er der ikke fradrag herfor.

Advokat- og revisorudgifter, der er afholdt inden etablering eller

udvidelse af erhvervsvirksomheden, kan først fradrages i det indkomstår, hvor

etableringen eller udvidelsen faktisk finder sted. Øvrige advokat- eller

revisorudgifter, der er afholdt efter etableringen af virksomheden, og som

hidtil har været fradragsberettigede, vil stadig kunne fradrages efter de

almindelige regler. Der er ikke mulighed for i stedet af afskrive disse

udgifter. Se endvidere cirk. nr. 96 af 22. juni 1993.

E.A.2.1.5 Start af virksomhed

Udgifter, der afholdes i forbindelse med påbegyndelse af ny virksomhed og

som efter sin art er engangsudgifter, har karakter af etableringsudgifter.

Derimod har Landsskatteretten i flere tilfælde indrømmet fradrag for

sædvanlige løbende driftsudgifter afholdt i startfasen.

Der er således givet fradrag for lejeudgifter vedrørende tiden fra

lejemålets indgåelse til åbningen af forretningen, lsr. 1971.142. Se

endvidere lsr. 1972.54, hvor der var fradrag for lønudgifter vedrørende tiden

forud for forretningens åbning, Skat 1986.3.224, hvor udgifter til annoncer,

trykning af materialer mv. i forbindelse med åbning af en postordreforretning

var fradragsberettigede og Skat 1989.5.400, hvor driftsudgifter og

afskrivning på en køreskolevogn var fradragsberettigede, selv om der ikke

havde været elever i køreskolevirksomheden i startåret. Modsat blev der i

lsr. 1975.41 nægtet fradrag for huslejeudgifter, der vedrørte en periode, der

lå mere end 6 måneder forud for forretningens åbning. I skat 1990.11.893

(lsr.) havde en ægtefælle overtaget driften af et hotel efter den anden

ægtefælle, der havde standset sine betalinger. Den overtagende ægtefælle var

senere ved dom kendt pligtig at betale til Lønmodtagernes Garantifond det

beløb, som derfra var udbetalt i lønninger for tiden inden overtagelsen.

Domsbeløbet samt sagsomkomstninger blev ikke anset som fradragsberettigede

efter statsskattelovens § 6a, men som en etableringsudgift.

Sammenfattende kan siges, at udgifter, der har karakter af sædvanlige

løbende driftsudgifter, og som afholdes i tiden umiddelbart forud for starten

af virksomheden, er fradragsberettigede.

Selv om en planlagt virksomhed ikke kommer i gang, er der fradrag for

sædvanlige løbende driftsudgifter (til husleje, lønninger, el, varme og

lignende), som naturligt har måttet afholdes en kortere tid før starten af

virksomheden, jf. bl.a. lsr. 1973.127 og 1980.142. Se dog TOLD*SKAT Nyt

1992.8.236, hvor LSR nægtede en interessent fradrag for hans andel af

underskuddet i en virksomhed, der ikke kom igang. Landsskatteretten fandt

ikke, at udgifter, der for en dels vedkommende vedrørte husleje, lønninger

o.lign., kunne anses for driftsomkostninger, der var fradragsberettigede

efter SL § 6a. Der blev herved lagt vægt på, at der havde været tale om en

påtænkt virksomhed, som ikke havde nogen driftsindtægter, og at udgifterne

blev afholdt over et længere tidsrum. Fradrags- eller afskrivningsretten for

andre, mere ekstraordinære erhvervsudgifter er betinget af et igangværende,

indtægtsgivende erhverv, således at disse forgæves afholdte udgifter må

behandles som ikke fradragsberettigede etableringsudgifter. Dette gælder

f.eks. erstatning for misligholdelse af kontrakt om varekøb, jf. lsr.

1985.21.

Forgæves afholdte udgifter

Spørgsmålet om fradragsret for forgæves afholdte projektudgifter mv.

afhænger af en sædvanlig bedømmelse af, om udgiften falder inden for

virksomhedens hidtidige rammer. Se f.eks. lsr. 1971.30 hvor forgæves

projektudgifter i forbindelse med udvidelse af en virksomhed ikke var

fradragsberettigede. Se i modsætning hertil ØLD af 12. okt. 1987, omtalt

nedenfor i E.A.2.3, samt E.A.2.1.4.1.

E.A.2.1.6 Særligt om selskabers finansielle grundlag

Selve den omstændighed, at en udgift har en umiddelbar forbindelse med et

selskabs finansielle grundlag (aktie- eller anpartskapitalen) udelukker ikke

fradragsret, hvis der i øvrigt foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse

for dispositionen. Også i disse tilfælde er det altafgørende, om den

driftsmæssige begrundelse falder inden for virksomhedens hidtidige naturlige

rammer. Som eksempel kan nævnes den ovenfor under E.A.2.1.3 omtalte UfR

1980.712 H (Trælastkompagniet), hvor selskabet blev indrømmet fradrag for den

årlige noteringsafgift til Fondsbørsen. I VLD af 13. april 1981 (Skd. 59.384)

blev et selskab på linie hermed indrømmet fradrag for udgifter til

annoncering om aktieudbytte, hvilket skete i henhold til

fondsbørsbekendtgørelsen.

* Årligt tilbagevendende gebyrer til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er

fradragsberettigede efter SL § 6a. Om gebyrer ved stiftelse, se E.A.2.1.4.2.

samt LL § 8 J *

I et retsforlig indgået for Østre Landsret har Skatteministeriet taget

bekræftende til genmæle over for et børsnoteret selskabs påstand om, at

årligt tilbagevendende udgifter til honorar til et pengeinstitut, der

forestod udbyttebetalingen vedrørende selskabets aktier og førte selskabets

aktiebog, havde karakter af fradragsberettigede driftsomkostninger. Se

tilsvarende afgørelse i Skat 1989.3.244 (lsr.).

Hvis udgifterne ikke udelukkende kan anses for afholdt som et led i

opretholdelsen af det eksisterende kapitalgrundlag, men derimod afholdes i

forbindelse med en udvidelse af dette, kan udgifterne ikke fratrækkes. I

TOLD*SKAT nyt 1991.7.366 havde en bank i forbindelse med en udvidelse af

aktiekapitalen, der skyldtes bestemmelser i bankloven om, at egenkapitalen

skal udgøre mindst 8 pct. af bankens samlede gælds- og garantiforpligtelser,

afholdt udgifter til formularsæt, tegningsindbydelser, interimsbeviser,

annoncering, gebyr til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, aktiebreve og kuponer,

tegningsprovision samt kapitaltilførselsafgift. Vestre Landsret anså ikke

udgifterne for at være fradragsberettigede, og retten udtalte følgende:

"Det lægges som ubestridt til grund, at omkostninger ved

kapitaludvidelser sædvanligvis ikke er fradragsberettigede - ej heller gennem

afskrivning. Den omstændighed, at bank- og sparekasselovgivningen stiller

bestemte krav til et pengeinstituts soliditet, og at dette krav i visse

tilfælde kan nødvendiggøre en udvidelse af aktiekapitalen, kan ikke medføre

nogen ændring heri, hvorved også bemærkes, at det modsatte resultat ville

føre til betydelige afgrænsningsproblemer i praksis. Skatteministeriets

frifindelsespåstand tages derfor til følge".

Som det fremgår af dommen i TOLD*SKAT nyt 1991.7.366 er

kapitaltilførselsafgift ikke fradragsberettiget. Dette gælder såvel ved

frivillig som lovpåbudt kapitaludvidelse, jf. også Skat 1986.2.169 (SD), Skat

1988.10.605 (lsr.) og Skat 1988.6.353, der er omtalt ovenfor under E.A.2.1.4.

I Skat 1990.6.473 fandt landsskatteretten, at udgifter i forbindelse med

et selskabs børsintroduktion ikke er fradragsberettigede hverken efter SL §

6a eller efter LL § 8. Selskabet havde afholdt udgifter til annoncer,

konsulent, revisor, udarbejdelse af prospekt og kapitaltilførselsafgift.

I lsr. 1982.118 fik et selskab fradrag for udgiften til omtrykning af

gamle aktiebreve, således at de opfyldte Fondsbørsens forskrifter. Der var

for Landsskatteretten enighed om, at udgiften til trykning af nye aktiebreve

i forbindelse med en kapitaludvidelse ikke kunne fratrækkes.

Der henvises desuden til E.A.2.1.4 om etableringsudgifter og til omtalen

af de forskellige typer driftsomkostninger under E.B.3.

Anlægs-/etableringsbetragningen i SL er i et vist omfang blevet

modificeret i den senere særlovgivning. Der henvises til LL § 8, stk. 1, om

rejser og reklameudgifter (E.B.3.2 og E.B.3.7.2), LL § 8, stk. 3, om

stiftelsesomkostninger og provisioner ved lånoptagelse (A.E.1.3), LL § 8 B om

forsøgs- og forskningsudgifter (E.B.3.11) og LL § 8 C om tilslutningsafgifter

(E.K.2.15) samt LL §§ 8 I og J omtalt under afsnit E.A.2.1.4.1 og

E.A.2.1.4.2.

E.A.2.2 Omkostninger uden fradrag

Uafhængigt af almindelige omkostningsbetragtninger er der efter praksis

udgifter, som ikke kan fratrækkes, uanset hvor nært eller direkte udgiften i

øvrigt måtte være forbundet med den løbende indkomsterhvervelse. Der er i

disse tilfælde tale om, at udgiften efter sin art er udelukket fra fradrag.

Dette gælder f.eks. udgifter til bøder, se nærmere E.B.5.5. Om udgifter til

advokat- og revisorbistand i skattesager se E.B.5.1.

I HD af 27. juni 1985 (Skd. 76.809) blev en bygmester nægtet fradrag for

inkassoomkostninger, som han blev pålagt i forbindelse med for sen betaling

af varegæld. Højesteret begrundede afgørelsen med, at inkassoomkostninger

ikke kan anses for naturlige og sædvanlige driftsomkostninger. Se endvidere

E.B.5.3.

Udgifter til støtte af politiske partier eller politiske formål i øvrigt

kan ikke fratrækkes.

Om udgifter til erstatning henvises til E.B.3.9.

E.A.2.3 Afskrivninger

Efter SL § 6a sidestilles ordinære afskrivninger med driftsomkostninger.

Bestemmelsen er for de fleste erhvervsaktivers vedkommende blevet afløst af

særlovgivning, jf. AL om fysiske aktiver og LL § 16 F (tidligere LOSI § 15)

om immaterielle aktiver. Herudover findes der særlige afskrivningsregler i LL

§§ 8 B-C, jf. Afsnit E.K.2.1.5.

Ved siden af disse særlige afskrivningsregler kan der i et vist omfang

afskrives med hjemmel i SL § 6a. Dette gælder f.eks. afskrivning på

rationaliseringsudgifter, ombygningsudgifter af lejede lokaler, bygninger på

lejet grund og hjemfaldspligtige ejendomme. Se nærmere afsnit E.C.

I den i E.A.2.1.4 nævnte HD af 20. maj 1987 blev et vognmandsfirmas udgift

til indskud i en fragtmandshal anset for afskrivningsberettiget efter SL §

6a.

I UfR 1985.134 H, jf. skd. 73.313 (Slusedommen) besluttede et skibsværft

grundet afsætningsvanskeligheder at omlægge produktionen fra fiskekuttere til

mindre fragtskibe, hvilket nødvendiggjorde en udbygning af en kommunalt ejet

sluse. Skibsværftet påtog sig at afholde en del af anlægsudgifterne til

bygningen af en ny sluse, og påtog sig yderligere visse forpligtelser med

hensyn til slusens drift og nedrivning. Højesteret fandt, at udgiften var en

udelukkende erhvervsmæssig udgift, der tjente til sikring af værftets

fremtidige indkomst, og at udgiften derfor ikke havde en sådan karakter, at

den kunne fratrækkes fuldt ud som en driftsomkostning i afholdelsesåret.

Efter det oplyste om værftets forpligtelser med hensyn til drift og eventuel

nedrivning af slusen fandtes udgiften derimod at have en sådan forbindelse

med værftets fremtidige indtægtserhvervelse, at udgiften kunne afskrives

efter SL § 6a, idet det fandtes uden betydning, at værftet ikke var ejer af

slusen, hvilket alene skyldtes bestemmelse truffet af en anden offentlig

myndighed.

* Se også TOLD*SKAT Nyt 1993.4.148 (lsr.), hvor en forpagters udgifter til

miljøforbedrende foranstaltninger vedrørende den forpagtede landbrugsejendom

ikke fandtes omfattet af AL § 21 A om straksafskrivning, men skulle afskrives

efter SL § 6 a. *

Efter Højesterets dom må erhvervsdrivendes bidrag til anlæg af offentlige

gågader og parkeringspladser anses for afskrivningsberettigede efter SL § 6a.

Afskrivningsperioden kan i almindelighed sættes til 30 år. Det forudsættes

herved, at anlæggene er udsat for en sådan fysisk forringelse, at værdien

ikke kan opretholdes gennem normal vedligeholdelse, Skat 1987.2.144 (skd.).

Se i modsætning hertil Skat 1988.8.493, hvor en virksomhed blev nægtet

afskrivningsadgang på bidrag til offentlige parkeringspladser. Kommunens

vedligeholdelsesforpligtelse var her ikke begrænset til vedligeholdelse i

dette begrebs skattemæssige forstand, men bestod reelt i, at kommunen skulle

sørge for, at parkeringspladserne var til stede og kunne benyttes af

virksomhedens kunder i en ubestemt fremtid. Statsskattedirektoratet fandt, at

de afholdte udgifter, der tilførte virksomheden et "aktiv" i form

af en nytteværdi for driften af virksomheden, bevarede sin værdi for

indkomsterhvervelsen i en ubestemt fremtid, hvorfor der ikke indtrådte nogen

værdiforringelse af "aktivet". Der kunne derfor ikke foretages

skattemæssige afskrivninger på nogen del af de afholdte udgifter.

Selskaber, der som lejere afholdt udgifter til udskibningsanlæg og

udgifter til forbedringer af en sejlrende, kunne afskrive udgifterne over 10

år i medfør af SL § 6a, Skat 1987.2.144 (skd.).

I ØLD af 12. okt. 1987 (Skat 1987.12.853) havde et selskab afholdt

udgifter til anlæg af en rørledning og et jernbanespor i tilslutning til

selskabets tanklager, der blev anvendt til opbevaring af flydende ammoniak.

Projektet måtte imidlertid opgives, bl.a. som følge af miljømæssige

protester. Landsretten lagde til grund, at anlægget, herunder

projekteringsudgifterne, i fuldført stand ville have været

afskrivningsberettiget, og da selskabet havde afholdt udgifterne ud fra

berettigede forventninger om at kunne opnå de fornødne tilladelser fra

myndighederne til projektets gennemførelse og alene kommunens ændrede

holdning til projektet havde hindret dets udførelse, fandt Landsretten, at

selskabet kunne afskrive de forgæves afholdte udgifter i medfør af SL § 6a.

E.A.2.4 Vedligeholdelse

Udgifter, der medgår til at sætte et formuegode i samme stand, hvori det

var ved anskaffelsen, kan fratrækkes som vedligeholdelsesudgift efter SL §

6e, forudsat der er tale om udgifter, der vedrører aktiver, hvis udbytte skal

medregnes ved indkomstopgørelsen, jf. UfR 1958.1173 H.

Om vedligeholdelsesudgifter vedrørende fast ejendom, se E.K.2.3.

E.A.2.5 Driftstab

Der findes ikke i SL § 6 eller andetsteds nogen direkte hjemmel for

fradrag af driftstab, men efter fast praksis er der adgang til at fratrække

egentlige driftstab ved indkomstopgørelsen ud fra et omkostningslignende

synspunkt.

Det kan være vanskeligt at adskille driftstab fra de ikke

fradragsberettigede formuetab. Tab vedrørende privatforbrugsområdet kan ikke

fratrækkes, men herudover lader der sig næppe opstille almindelige regler,

idet man ikke, som det tidligere er sket, kan basere sondringen på forskellen

mellem omsætningsaktiver og anlægsaktiver og kun indrømme fradrag for tab på

omsætningsaktiver. Hvor der er tale om driftstab bestående i tab eller

forringelse af aktiver, må spørgsmålet om fradragsret eller ikke afgøres for

de enkelte aktivgrupper, idet et fælles synspunkt næppe lader sig opstille.

Hvor et driftstab fremkommer ved, at der påføres den skattepligtige et nyt

passiv eller pålægges ham en betalingspligt, er det en forudsætning for

fradrag, at tabet er påført den pågældende som udslag af en naturlig

driftsrisiko forbundet med driften af den pågældendes virksomhed.

Omsætningsaktiver

Tab på omsætningsaktiver vil normalt være fradragsberettiget som et

driftstab. Således er tab på et varelager, såvel normalt svind som mere

ekstraordinære tab, fradragsberettiget, medmindre tabet er opstået ved

ejerens forsætlige skadesforvoldelse. Om kravene til dokumentation og

sandsynliggørelse, se VLD af 29. nov. 1982 (skd. 66.293). Også tab ved tyveri

fra lageret kan fratrækkes, forudsat de stjålne varer klart henhører til

varelageret og ikke f.eks. er udtaget til ejerens private forbrug.

Tab på varedebitorer er ligeledes fradragsberettiget, jf. E.B.2.6.5.

E.A.2.6 Tab ved tyveri

Tab ved tyveri af kassebeholdninger har givet anledning til mange

landsskatteretssager. Thøger Nielsen sammenfatter i "Indkomstbeskatning

I", s. 696, praksis således: "Praksis viser, at dette (tabsfradrag)

for det første forudsætter, at den har været anbragt på en måde, der ikke kan

siges at være usædvanlig for virksomheden og ud fra et forretningsmæssigt

synspunkt kan siges at være naturligt. Endvidere må det kræves, at den ikke

har været sammenblandet med private midler, eller at der foreligger

omstændigheder, som fører til at anse beholdningen som hævet til privat

forbrug, og endelig synes man at kræve, at beholdningen ikke har været større

end rimeligt i forhold til behovet i den daglige drift."

I praksis er der ofte tale om et bevisproblem, hvor det påhviler

skatteyderen at godtgøre, at tabet har ramt omsætningsformuen, og at der ikke

foreligger egen skyld fra skatteyderens side.

Det er normalt en forudsætning for fradrag, at tyveriet er anmeldt til

politiet, lsr. 1969.128. Det er endvidere en forudsætning, at det lidte tab

kan dokumenteres via en tilfredsstillende bogføring, lsr. 1969.37.

Med hensyn til kravene om opbevaringsmåden henvises til lsr. 1960.128,

hvor der blev indrømmet fradrag for tab af en kassebeholdning, der var

anbragt i et uaflåst skab i privatlejligheden beliggende umiddelbart bag

forretningen. Se tilsvarende afgørelser, lsr. 1952.145, 1958.114, 1964.124

samt 1977.49. Se i modsætning hertil lsr. 1976.36, hvor tabet bl.a. på grund

af opbevaringsmåden ikke blev godkendt. Hvor en virksomheds kassebeholdning

opbevares i indehaverens tegnebog, vil der sædvanligvis være anledning til at

foretage en nærmere vurdering af, hvorvidt den stjålne beholdning fuldtud har

karakter af kassebeholdning. Som regel fører sammenblanding af

kassebeholdningen og private midler til, at fradrag nægtes, lsr. 1952.146,

1962.116, 1964.123, 1967.127, 1968.38 og 1969.37. At fradrag for tab ved

tyveri af tegnebog med kassebeholdningen anbragt f.eks. i privatlejligheden

ikke er udelukket, viser lsr. 1960.128 og 1964.124. Her var der ingen tvivl

om beholdningens karakter af kassebeholdning, og opbevaringsmåden fandtes

efter de foreliggende forhold forsvarlig. Se endvidere lsr. 1975.44.

Hvis den stjålne kassebeholdning er særlig stor, bør det undersøges, om

der er en særlig baggrund for tilstedeværelsen af den store beholdning. Kan

det påvises, at der har været særligt store indbetalinger, lsr. 1960.128,

eller særligt store hævninger af bankbeholdninger til imødegåelse af store

udbetalingskrav i virksomheden, kan fradrag foretages også for betydelige

tab. Se lsr. 1973.37, hvor en del af en stjålen kassebeholdning ikke blev

anset nødvendig til fyldestgørelse af skatteyderens forpligtelser i relation

til hans erhvervsvirksomhed.

I ØLD af 16. juni 1983 (skd. 70.454) blev der givet fradrag for tab ved

tyveri af 72.381 kr., som udgjorde en benzinstations kassebeholdning fra

weekendsalget, der var blevet opbevaret i et pengeskab på tankstationen. Det

var oplyst, at skatteyderen havde benyttet pengeskabet, fordi der var ret

lang vej til nærmeste bank, der havde døgnbox, hvori salgsindtægterne kunne

anbringes. Østre Landsret lagde til grund, at det stjålne beløb alene

hidrørte fra tankens salgsindtægter, samt at de stjålne pengemidler havde

været forsvarligt opbevaret. Under hensyn til virksomhedens sædvanlige

driftsform og den særlige baggrund for tilstedeværelsen på tanken af de

pågældende kasseindtægter weekenden over fandtes tabet at måtte betegnes som

en af driften følgende risiko og dermed som et fradragsberettiget driftstab.

Tab af kontante beholdninger under rejser kan fradrages, når der ikke er

tvivl om rejsens karakter af en forretningsrejse, jf. lsr. 1972.48, hvor

fradraget dog blev beskåret, idet det ikke var godtgjort, at hele

beholdningen var bestemt til erhvervsmæssig anvendelse. Tab af

kassebeholdning under privatrejse kan ikke fratrækkes, lsr. 1964.123.

Om lønmodtageres begrænsede adgang til at fratrække tab ved tyveri

henvises til A.F.1.17.

Underslæb - Bedrageri

Fradragsretten omfatter også tab ved underslæb fra de ansattes side, men

normalt ikke tab ved besvigelser fra ikke-ansattes side, lsr. 1969.129, der

dog ikke vedrørte driften.

Et A/S, som drev en kro, hvor der i årets løb havde været 70 ansatte,

foretog ved indkomstopgørelsen et fradrag for tab på kassedifferencer på

36.715 kr. Lsr. fandt, at differencerne kunne henføres til uregelmæssigheder

fra personalets side og dermed måtte anses for driftstab, lsr. 1982.83.

Et selskab, som havde kontrakt med DSB om udkørsel af gods, havde

fradraget et tab på 56.450 kr. som følge af besvigelser fra selskabets

chauffører. Lsr. godkendte fradraget, da tabet ikke kunne anses at overstige,

hvad normal driftsrisiko under de oplyste forhold kunne betinge, lsr.

1982.122.

Bygninger - Driftsmidler

Bestemmelserne i AL regulerer behandlingen af tab på aktiver omfattet af

loven. Se E.C.4 om bygninger og installationer og E.C.1 om driftsmidler.

E.A.2.7 Interessenter

I interessentskabsforhold opstår der undertiden spørgsmål om størrelsen af

det fradrag, som de enkelte interessenter kan foretage som deres del af

underskuddet ved interessentskabets drift. Hvor en interessent i kraft af det

solidariske ansvar over for kreditorerne må afholde mere end sin

forholdsmæssige andel af et underskud, vil han som regel have fradrag for det

tab, som han måtte lide herved.

En skatteyder, der drev en byggevirksomhed med en medinteressent, måtte i

forbindelse med virksomhedens ophør betale samtlige interessentskabets

kreditorer. Landsretten fandt, at interessentskabets underskud var opstået

løbende gennem afholdelse af udgifter, som havde været nødvendige for

interessentskabets drift, hvorfor skatteyderen kunne fratrække det lidte tab

ved sin indkomstopgørelse jf. ØLD af 18. april 1983 (skd. 68.38).

En partreders indfrielse af tre insolvente partrederes gæld for at få

rederiets skib frigivet til salg kunne hverken anses som en

fradragsberettiget handelsomkostning ved opgørelsen af særlig indkomst eller

som driftsudgift efter statsskattelovens § 6, stk. 1a, eller dennes analogi,

jf. VLD af 22. marts 1984 (skd. 71.713).

En interessent overtog i forbindelse med interessentskabets opløsning

medinteressentens personlige firma. Da overtagelsen ikke fandtes nødvendig

for at sikre fortsættelsen af interessentens eget personlige firma, kunne en

eftergivelse af et tilgodehavende, der opstod som led i handelen, hverken

fradrages som driftsomkostning eller driftstab, VLD af 26. maj 1987 (Skat

1987.7.496).

En arkitekt drev sammen med en murermester erhvervsmæssig

udstykningsvirksomhed. Murermesteren, der tillige drev selvstændig

murermestervirksomhed, kom i økonomiske vanskeligheder, hvorfor toldvæsenet

gjorde udlæg i hans anpart i interessentskabet. For at undgå, at

udstykningsvirksomheden måtte standse med tab, havde arkitekten tiltrådt, at

interessentskabet optog lån og betalte gælden til toldvæsenet. Da der var den

fornødne forbindelse mellem den tabsgivende disposition og den løbende

indtægtserhvervelse kunne arkitekten, da kompagnonen var død og hans bo

behandledes som insolvent gældsfragåelsesbo, fratrække det herved lidte tab,

lsr. 1982.82.

Skyldes tabet derimod, at medinteressenten har hævet for meget i

selskabet, må tabet normalt anses som et tab på udlån foretaget uden for

interessentskabets normale drift og derfor ikke fradragsberettiget, lsr.

1956.28, 1974.155 og 1981.205 samt ØLD af 18. april 1983 (skd. 68.38). Om et

særligt tilfælde, hvor en skatteyder efter sin udtræden af interessentskabet

hæftede for betaling af husleje, og hvor hans udgifter derved blev anset som

et formuetab, se lsr. 1976.148.

En partreder, der i almindelighed hæfter pro rata, havde påtaget sig

solidarisk hæftelse for bankgælden, der hidrørte fra køb og drift af

partrederiets fiskekutter. Højesteret fandt, at det tab, som partrederen i

kraft af det solidariske ansvar led ved indbetaling for en af de andre

partredere, var fradragsberettiget. Højesteret henså herved til, at den

omstændighed, at hæftelsen beroede på en aftale, ikke gav grundlag for at

behandle tabet anderledes end et tilsvarende tab, som lides af en interessent

i et interessentskab, Skat 1989.9.708.

I TOLD*SKAT Nyt 1991.21.1206 nægtede Vestre Landsret en partreder

fradragsret for indfrielse af medpartrederens gæld på grund af manglende

retlig forpligtelse til at pådrage sig solidarisk hæftelse for

medpartrederens del af gælden.

TOLD*SKAT Nyt 1991.20.1160. Et partrederi havde købt et skib. Købesummen

fordeltes på 100 anparter, således at der skulle indbetales 20 pct. kontant i

forhold til andelene i skibet. Opstod der et behov for likvide midler, skulle

der indbetales det nødvendige beløb, ligeledes i forhold til anparterne.

Partrederiet optog lån i Danmarks Skibskreditfond, for hvilket der hæftedes

solidarisk. Da skibet sejlede med underskud, skulle der indbetales yderligere

beløb, bl.a. til betaling af renter og afdrag til Danmarks Skibskreditfond.

På grund af den ene partreders manglende betalingsevne måtte de øvrige

partredere indbetale det nødvendige beløb. Ligningsrådet fandt, at dette tab

vedrørte partredernes indbyrdes økonomiske mellemværende i relation til

indkomstkilden, hvorfor det ikke var fradragsberettiget, jf. Højesterets dom

af 8. jan. 1988 (Skat 1988.3.119).

Det er en forudsætning for at fratrække tab som følge af det solidariske

ansvar, at tabet er endeligt konstateret, d.v.s. at det er konstateret, at

regreskravet imod medinteressenten er værdiløst, lsr. 1971.38.

En kvindelig dyrlæge og en landmand, der levede sammen i et

ægteskabslignende forhold, forpagtede i fællesskab 3 landbrugsejendomme. Det

blev anerkendt, at parterne (interessenterne) ved den indbyrdes fordeling

kunne forøge driftsunderskuddet med arbejdsvederlag og forrentning af

kapitalindeståendet, idet fordelingen af disse poster var sagligt begrundet,

og der ikke forelå omgåelseshensigt, jf. ØLD af 26. april 1983 (skd. 67.402).

Se E.F.2 om de begrænsede fradragsmuligheder for kommanditister.

E.A.2.8 Tab på udlån, kaution, mv.

Erhvervsdrivende personer vil i visse tilfælde kunne fradrage tab på udlån

og finansiering samt tab lidt ved kaution eller anden sikkerhedsstillelse.

Fradragsretten afhænger af, om tabet er lidt i forbindelse med penge-

eller vederlagsnæring, eller - hvis dette ikke er tilfældet, - om tabet er

fradragsberettiget ud fra et driftsomkostningssynspunkt.

E.A.2.8.1. Penge- eller vederlagsnæring

Det er en forudsætning for fradrag ud fra et næringssynspunkt, at der

drives erhvervsmæssig udlånsvirksomhed (bankier, vekselerer eller anden

finansieringsvirksomhed) eller erhvervsmæssig virksomhed med

sikkerhedsstillelse, som fx. bankgarantier, kautionsforsikringer og lignende.

Skattepligtige personer, der driver virksomhed som bankier eller lignende

er omfattet af KGL § 3 og beskattes derfor af gevinst og tab på fordringer

efter reglerne i kursgevinstlovens. KGL § 3 viderefører og præciserer

næringsbeskatningen, som forud for kursgevinstloven skete på grundlag af

statsskattelovens §§ 4-6, og den praksis, der er udviklet på grundlag heraf

vil stadig være vejledende.

Ved afgørelsen af, om der drives erhvervsmæssig finansieringsvirksomhed,

må der lægges vægt på omfanget af den hidtidige virksomhed, og det er i denne

forbindelse ikke tilstrækkeligt, at den pågældende nu og da har udlånt penge,

jf. lsr. 1963.123 og 1985.76.

Det forhold, at udlåneren tidligere har deltaget i spekulationsvirksomhed,

berettiger ikke uden videre til fradrag ud fra et næringssynspunkt.

Ved VLD af 9. jan. 1987 (Skat 1987.2.126) blev en skatteyder nægtet

fradrag efter SL § 5a for tab på pengeudlån, idet der alene var ydet to lån,

hvorfor der ikke var tale om næring med pengeudlån.

Finansiering af afbetalingskontrakter betragtes som erhvervsmæssig

udlånsvirksomhed, og tab, der lides i forbindelse hermed, vil normalt være

fradragsberettiget. I lsr. 1972.47 fik en skatteyder, som havde afviklet sin

forretning, og som et led i anbringelse af de herfra hidrørende midler

påbegyndte diskontering af købekontrakter, dog ikke fradrag for tab, han led

i forbindelse med diskonteringen, da diskonteringe fandtes at have karakter

af formueplacering.

Se også A.D.2.2 samt Skd. cirk. nr. 134 af 29. juli 1992, pkt. 9-12.

Om fradrag for tab på fordringer, som er erhvervet som vederlag for varer,

tjenesteydelser mv. henvises til A.D.2.3 og cirkulærets pkt. 13.

E.A.2.8.2 Tab på kaution og anden sikkerhedsstillelse.

For privatpersoner vil kautionstab som udgangspunkt blive anset for et

formuetab, som der ikke er fradragsret for, hverken efter reglerne i

statsskatteloven eller kursgevinstloven.

Erhvervsdrivende personer kan foretage fradrag for tab på

kautionsforpligtelser efter reglerne i SL § 6, såfremt tabet kan anses som et

fradragsberettiget driftstab, dvs. ud fra et omkostningslignende synspunkt.

Dette gælder, uanset om kautionsforpligtelsen er påtaget i danske kroner

eller i fremmed valuta, jf. A.D.2.4.1.

Tabet kan i sådanne tilfælde i overensstemmelse med reglerne om fradrag

for driftstab og tab på debitorer fratrækkes på det tidspunkt, hvor tabet er

konstateret.

Fradrag ud fra et omkostningssynspunkt forudsætter, at

kautionsforpligtelsen kan anses for foretaget som et led i de aktuelle

bestræbelser på at erhverve skattepligtig indkomst. På linie med den

almindelige driftsomkostningsbedømmelse, er det afgørende, om der foreligger

en aktuel driftsmæssig begrundelse, der falder inden for de naturlige rammer

af den hidtidige virksomhed.

Tab på kaution, som er påtaget med det formål at udvide

indkomstgrundlaget, fx. i form af start af produktion eller salg på helt nye

forretningsområder, vil således ikke kunne fratrækkes. Om der foreligger en

aktuel driftsmæssig begrundelse, beror på en samlet vurdering, hvor der bl.a.

må henses til forholdet mellem den indkomst, der forventes som følge af

kautionen, og den risiko, der løbes.

Mulighed for fradrag opstår typisk i de tilfælde, hvor kautionen påtages

for at sikre virksomhedens hidtidige afsætningsmuligheder eller leverancer,

og derigennem den løbende indtjening. Selve det forhold, at sikringen af

indtjeningen er af tidsubestemt virkning, er uden betydning, forudsat, at der

foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse.

Tilstedeværelsen af en branchemæssig kutyme for at stille sikkerhed over

for aftageren af ens produkter vil i almindelighed godtgøre den driftsmæssige

begrundelse. Dette er fx. antaget i praksis vedrørende virksomhed som

melgrosserer, vinhandler, bagermester og restauratør. Også i disse tilfælde

er det dog en forudsætning for fradrag for et efterfølgende tab, at der er en

driftsmæssig begrundelse for dispositionen.

E.A 2.8.3 Tab på udlån mv.

Personer vil som udgangspunkt ikke være skattepligtige af gevinst på en

fordring, og der er ikke fradragsret for et tab herpå.

For selvstændige erhvervsdrivende, der ikke anses for

næringsskattepligtige efter KGL § 3, men efter SL §§ 4-6, vil der dog efter

en konkret vurdering kunne være fradragsret for tab på udlån ud fra et

driftsomkostningssynspunkt, jf. de under 2.8.2 omtalte kriterier.

Vedrørende tab på fordringer i udenlandsk valuta henvises til afsnit

A.D.2.4.

Fradrag er indrømmet:

Lsr. 1981.105 (kaution for forpagter), lsr. 1983.65 (kaution for køber af

hus), lsr. 1985.78 (kaution for leverandør), Skat 1985.10.281 (kaution for

leverandør), Skat 1986.12.344 (kaution for underentreprenørs leverandør),

Skat 1988.2.83 (landmands udlån til slagteri).

Fradrag nægtet:

Lsr. 1967.124 (kaution for leverandør, ny produktion), lsr. 1967.125

(landmands kaution for andelsselskab), lsr. 1973.36 (kaution for leverandør,

nyt virksomhedsområde), lsr. 1976.4 (aktionærers kaution for køber af

selskabets ejendom), lsr. 1983.166 (advokats kaution for klient), lsr.

1984.179 (depositum, udvidelse af virksomhed), lsr. 1985.175 (depositum for

forpagtningskontrakt, ny virksomhed), lsr. 1986.71 (kaution for

brancheforening, forbedring af leverandørveje).

Hvis kautionisten/långiveren helt eller delvist er ejer af det

retssubjekt, der foretages udlån til, eller hvis gæld, der stilles sikkerhed

for, påhviler der kautionisten/långiveren en tung bevisbyrde for, at

dispositionen ikke er foretaget af hensyn til formueinteresserne i

støttemodtagerens virksomhed, men derimod er begrundet i hensynet til

kautionistens/långiverens egen løbende indtjening. Kaution mv. f.eks. over

for et datterselskab eller en hovedaktionærs kaution over for det af ham

ejede selskab, skal behandles på tilsvarende måde som kaution mv. over for

uforbundne subjekter - dvs., at der må stilles krav om en aktuel driftsmæssig

begrundelse inden for de naturlige rammer af skatteyderens hidtidige

virksomhed. I praksis er skatteyderen ofte ikke i stand til at løfte denne

bevisbyrde. Som eksempler kan nævnes ØLD af 19. dec. 1984 (Skd. 74.450), ØLD

af 15. jan. 1985 (Skd. 74.465), ØLD af 14. feb. 1986 (Skat 1986.3.187), ØLD

af 6. maj 1986 (Skat 1986.6.367), HD af 28. jan. 1988 (Skat 1988.4.198), HD

af 15. marts 1989 (Skat 1989.5.371) og HD af 9. aug. 1989 (Skat 1989.9.701) *

samt TOLD*SKAT Nyt 1992.24.804 og TOLD*SKAT Nyt 1993.5.206 (lsr). * Det

følger af denne praksis, at det ikke er en tilstrækkelig driftsmæssig

begrundelse, at skatteyderen via kautionen tilstræber at sikre en løbende

lønindtægt fra selskabet, f.eks. fra et ansættelsesforhold som direktør.

I TOLD*SKAT nyt 1991.13.697 havde skatteyderen omdannet sin personligt

drevne tømrerforretning til selskab. Efter at selskabet var trådt i

likvidation som insolvent, havde skatteyderen som kautionist indfriet

selskabets kassekredit. Vestre Landsret fandt, at der ikke var fradragsret

for den del af tabet, som måtte hidrøre fra kautionsforpligtelsen, som efter

skatteyderens relationer til selskabet måtte anses som et formuetab. Derimod

godkendtes fradrag for tilgodehavende husleje og vedligeholdelsesudgifter.

Dommen er af skatteyderen indbragt for Højesteret. Ved Østre Landsrets dom af

13. maj 1992 (TfS 1992.302) blev et byggeselskab nægtet fradrag for tab på

kaution for et datterselskab. Moderselskabet havde forpligtet sig til at yde

konsulentbistand og kautionerede for datterselskabets byggelån. Til gengæld

herfor modtog moderselskabet et fast månedligt vederlag. Da datterselskabet

gik konkurs blev moderselskabets kautionsforpligtelse aktuel med deraf

følgende tab for moderselskabet.

Landsretten fandt ikke, at moderselskabet havde været i næring med

kaution, og kautionstabet kunne derfor ikke anses for opstået i tilknytning

til selskabets løbende indkomsterhvervelse. Landsretten fandt derimod, at

tabet var en følge af moderselskabets interesse i at bevare sin kapital i

datterselskabet og dermed ikke fradragsberettiget.

TOLD*SKAT nyt 1991.10.543 (lsr.). En klager havde drevet virksomhed inden

for modebranchen, her i landet i form af anpartsselskab, men i andre lande

som personlig virksomhed. De personlige virksomheder var bl.a. afhængige af

vareleverancer fra selskabet. Klageren havde, medens dette samarbejde stod

på, kautioneret for det danske selskabs kassekredit. På grund af selskabets

konkurs måtte klageren indløse bankgælden. Der blev godkendt fradrag for den

del af tabet, der svarede til kassekredittens maksimium under samarbejdet med

de personlige virksomheder.

I Skat 1990.6.468 (lsr.) anså 2 retsmedlemmer et indskud i et

andelsselskab til opfyldelse af medlemmernes hæftelse for selskabets

forpligtelser - pålagt i henhold til vedtægterne - for fradragsberettiget

efter statsskattelovens § 6 a. Retsformanden, var enig med Told- og

Skattestyrelsen i at nægte fradrag. Der blev truffet afgørelse efter

stemmeflertal. Afgørelsen er ikke indbragt for domstolene.

Praksis er meget tilbageholdende med at indrømme fradrag for tab på udlån

eller ved kaution, der påtages med henblik på at sikre løn og

honorarindtægter, lsr. 1960.41, 1965.118, 1970.123, 1973.44 og 1977.156 samt

VLD af 24. april 1979 (skd. 50.216), hvor en ingeniør sammen med nogle andre

medarbejdere i et ingeniørfirma kautionerede for et af arbejdsgiveren optaget

lån. Arbejdsgiveren gik konkurs, hvorved kautionsforpligtelsen blev effektiv.

Ingeniøren fik ikke fradrag for det herved lidte tab, da

kautionsforpligtelsen måtte anses for påtaget for at ingeniøren fortsat kunne

bevare sin arbejdsplads, hvorfor tabet var et formuetab.

I lsr. 1982.84 fik et selskab fradrag for et kautionstab, idet selskabet

sammen med et andet selskab havde kautioneret for en repræsentants optagelse

af lån til køb af bil. Repræsentanten var ansat i begge selskaber, der havde

samme kundekreds. Påtagelsen af kautionsforpligtelsen ansås at være trådt i

stedet for køb af en firmabil til repræsentanten og dermed en normal

driftsmæssig disposition.

Det er fast antaget i praksis, at der ikke er mulighed for at opnå fradrag

for tab på aktier mv. omfattet af ABL ud fra et omkostningslignende

synspunkt. ABL indeholder således en udtømmende opremsning af

fradragsmulighederne for sådanne tab. Se f.eks. Skat 1987.4.276, 1988.6.347

og 1989.8.609. *

E.A.3 Periodespørgsmål

Under et system med progressiv beskatning og med periodiske

indkomstopgørelser spiller spørgsmålet om, hvornår en given indkomst eller en

omkostning eller et tab skal tages i betragtning ved indkomstopgørelsen, en

betydelig rolle. I de forskellige specialafsnit om de enkelte indkomst- og

omkostningstyper er der mere detaljeret redegjort for, hvornår disse

indkomster og fradrag skal tages i betragtning, hvorfor der i nærværende

afsnit alene redegøres for nogle hovedtræk.

De særlige spørgsmål om omlægning af regnskabsår behandles ikke i denne

vejledning. Der henvises til Helkett, 15. udg. s. 126, og til Østergård i SO

1962 s. 258 ff og s. 300 ff samt til skd.cirk. nr. 135 af 14. nov. 1984, samt

til T.f.S. 1991.51.543.

E.A.3.1 Beskatningstidspunktet

Normalt vil der ikke være nogen tvivl om, hvornår en given indtægt skal

medtages ved indkomstopgørelsen, allerede fordi de forskellige tidspunkter,

der kan komme på tale - retserhvervelsestidspunktet, forfaldstidspunktet og

betalingstidspunktet - alle falder i det samme indkomstår. Den almindelige

hovedregel er, at en indtægt skal medregnes ved indkomstopgørelsen på

tidspunktet for den endelige retserhvervelse.

Resolutive betingelser

Hvis retten til en indtægt er betinget, er beskatningstidspunktet

afhængigt af betingelsens indhold.

Hvis betingelsen nærmest har karakter af en formsag, f.eks. tinglysning af

et skøde i forbindelse med en ejendomshandel, og der i realiteten ikke er

tvivl om, at betingelsen vil blive opfyldt, indtræder beskatning allerede på

aftaletidspunktet. Betingelser, der ikke udskyder beskatningstidspunktet,

betegnes som resolutive.

Suspensive betingelser

Hvis betingelsen derimod er af en sådan karakter, at der hersker reel

usikkerhed, om aftalen bliver gennemført, f.eks. køb af en ejendom betinget

af salg af en anden ejendom til en bestemt pris inden 1 måned, indtræder

beskatning først, når betingelsen er opfyldt. Sådanne betingelser, der

udskyder beskatningstidspunktet, betegnes som suspensive.

E.A.3.1.1 Hovedreglen - retserhvervelsesprincippet

Erhvervsindtægter skal som hovedregel medtages ved indkomstopgørelsen, når

der er erhvervet endelig ret til en bestemt ydelse. Hvor der ligger

kontraktsforhold til grund for erhvervelsen, kan det beskatningsmæssige

tidspunkt herefter fastlægges som det tidspunkt, hvor en kontraktspart har

udført det, han ifølge den gensidigt bebyrdende kontrakt har forpligtet sig

til at yde, således at han mod den anden aftalepart har erhvervet et endeligt

og ubetinget krav på en modydelse, der er opgjort eller kan opgøres i penge

eller penges værd.

Selv om der ved entreprisearbejder er risiko for efterreparationer efter

aflevering af arbejdet, skal fortjeneste herved medregnes ved

indkomstopgørelsen på tidspunktet for opgavens afslutning. Der er således

ikke tale om nogen udskudt retserhvervelse, jf. TOLD*SKAT Nyt 1991.21.1221.

Se også E.B.2.6.2.1.

Indtægt i form af gaver anses skattepligtig, i det år, hvor gavetilsagnet

kommer til modtagerens kundskab, hvorved han erhverver ret til gaven. Hvis

gavemodtageren, før gaveløftet er opfyldt, giver betingelsesfrit afkald på

gaven, skal beskatning ikke ske.

Ved overdragelse af formuegoder - bortset fra sædvanlige handelsforhold -

er tidspunktet for aftalens indgåelse afgørende for beskatningstidspunktet,

idet ejendomsretten ved aftalen overgår til køberen, selv om tidspunktet for

opfyldelsen af handlen først indtræder på et senere tidspunkt.

Ved salg af fast ejendom er der derfor erhvervet ret til salgssummen

allerede ved underskrivelse af slutseddel, medens overtagelsesdagen,

tidspunktet for skøde eller tinglysning af skødet er uden betydning i denne

relation. Se E.J.1.

Også ved overdragelse af andre formuegoder er beskatningstidspunktet lig

tidspunktet for indgåelse af aftalen. Se E.C.5 og E.C.4.1.11 om henholdsvis

sælgers og købers afskrivningsadgang på aktiver omfattet af afskrivningsloven

i forbindelse med salg af sådanne aktiver.

Ved salg af værdipapirer udløses avancebeskatningen også i det år, hvori

aftalen indgås, selv om handlen først opfyldes i et følgende år. Se lsr.

1977.117, hvor parterne havde aftalt, at overdragelsen juridisk og

skattemæssigt først fandt sted samtidig med betalingen, men hvor

avancebeskatning alligevel fandt sted i det år, aftalen var indgået.

Om kommanditister, se Skat 1989.4.331 og E.F.2.

Fra hovedreglen gælder der dog en række undtagelser.

E.A.3.1.2 Undtagelser

Ved almindelig erhvervsmæssig handel erhverver en sælger af en vare først

ret til modydelsen, når han har opfyldt sin leveringspligt, hvorfor indtægten

først skal tages i betragtning på leveringstidspunktet, lsr. 1952.120,

1970.16. At modydelsen først forfalder eller betales senere er uden

betydning, lsr. 1971.119.

Lejeindtægter skal henføres til den periode, lejen vedrører. Dette gælder

også selv om lejen er forudbetalt evt. for en flerårig periode og

lejekontrakten er uopsigelig fra begge parters side. En eventuel tinglysning

af lejekontrakten er uden betydning for beskatningstidspunktet. Se dog afsnit

E.J.7 om timeshare.

Udbytte beskattes i det år, hvori det endeligt vedtages på

generalforsamlingen. Det er uden betydning, at udbyttet først kan hæves

senere, lsr. 1962.98.

Renteindtægter skal som hovedregel først beskattes på det tidspunkt, hvor

de forfalder til betaling. Se A.D.1.1 og LVD om afvigelser herfra, herunder

om reglerne i LL § 5A og § 5B.

For bygningshåndværkere, entreprenører mv. fører reglerne om igangværende

arbejder til, at indtægter og udgifter på enkeltstående arbejdsopgaver, der

strækker sig over flere år, først skal medregnes ved indkomst-opgørelsen i

året for opgavens afslutning, se E.B.2.6.2. Om hensættelser til imødegåelse

af service- eller garantikrav, se E.B.2.6.7.

Honorarindtægter for flerårige arbejder inden for liberale erhverv skal

som hovedregel beskattes, når arbejdet er tilendebragt, eller når kravet i

øvrigt måtte være regningsmodent jf. bl.a. HD af 17. dec. 1982 (skd. 64.104).

Acontohonorarer, f.eks. efter de for de pågældende fag gældende kollegiale

regler, skal medregnes, når acontoregning er eller kunne have været fremsendt

og forlangt betalt. Dette vil ofte være tilfældet, når acontohonoraret

modtages. En egentlig forudbetaling skal ikke indtægtsføres, før der

erhverves ret til beløbet.

Vedrørende arkitekters og rådgivende ingeniørers indtægtsføring af

honorarer mv. henvises til E.B.2.6.2.3, ligesom der henvises til SD's

revisionsmeddelelse 1981-3 om indtægtsføring af salærindtægter i

advokatvirksomheder.

Ifølge ØLD af 30. nov. 1979 (skd. 54.248) henføres efterbetaling og

tilbagebetaling af merværdiafgift til skatteansættelsen for det indkomstår,

afgiften faktisk vedrører, dvs. til det år, afgiften ville have haft

indflydelse på indkomstopgørelsen, såfremt afgiften havde været beregnet

korrekt.

Efterregulering af skatteansættelser på grundlag af korrektion af

merværdiafgift er ikke begrænset af den i praksis sædvanligt anvendte frist

for genoptagelse af skatteansættelser som følge af kravenes nære sammenhæng.

Om lønindtægter og anden A-indkomst, feriegodtgørelse, tantieme o.lign.

henvises til A.B.1.1, A.B.1.2 og A.B.1.3.

Om underhold og understøttelser i henhold til en forpligtelseserklæring

henvises til A.B.6.

E.A.3.1.3 Afgørelser

Provisionsindtægter for en salgsagent inden for møbelbranchen, der ikke

havde nogen skriftlig aftale med agenturgiverne, blev anset for erhvervet i

skattemæssig henseende ved agenturgiverens fakturering til køberen, Skat

1988.12.776 (lsr.).

De af et selskab modtagne og afgivne forudbetalinger i forbindelse med

licensaftaler blev, da der ikke var tale om salg af patenter, anset for

omfattet af SL, således at de skulle indtægts- henholdsvis udgiftsføres i de

år, hvor de var modtaget eller erlagt, idet de ikke kunne kræves tilbage,

Skat 1989.4.328 (lsr.).

En landmands gård brændte i slutningen af 1987, og branderstatningen fra

forsikringsselskabet dækkede bl.a. tab på besætning, beholdninger og

inventar. Dette erstatningsbeløb, der i alt androg ca. 2 mio. kr., skulle

principielt indtægtsføres i 1987, hvorved indkomsten i dette år ville blive

usædvanlig høj. Tilsvarende ville indkomsten i de følgende år blive

usædvanlig lav. Idet der var tale om periodeforskydninger, som gældende

lovbestemmelser ikke kunne antages at have taget højde for, tillod

Ligningsrådet under hensyn til skadens omfang mv., at avancerne først blev

indtægtsført i 1988, Skat 1988.2.95.

E.A.3.2 Fradragstidspunktet

Udgifter, der er fradragsberettigede, kan normalt fradrages, når der er

opstået en retlig forpligtelse til at afholde udgiften.

Om fradrag for en lønmodtagers erhvervsudgifter, se A.F.1.

Udgifter, der har karakter af fradragsberettigede driftsomkostninger kan

normalt fratrækkes, når der er indtrådt en endelig forpligtelse til at

afholde udgiften, også selv om beløbet endnu ikke er forfaldent.

En ekstraordinær leasingafgift, skulle ikke periodiseres, da den blev

anset som betaling for den værdinedgang, der skete ved en maskines

ibrugtagning, TOLD*SKAT Nyt 1992.18.545.

I TOLD*SKAT nyt 1991.16.913 drejede sagen sig om tidspunktet for

fradragsret for forpagtningsafgifter. Sagsøger havde forpagtet fire landbrug.

Forpagtningsafgiftens størrelse afhang af den såkaldte kapiteltakst, dvs. et

beregnet gennemsnit af salgspriserne for årets høst. Den endelige

forpagtningsafgift kunne således først opgøres efter årets udløb. Afgiften

blev derfor erlagt dels gennem acontobeløb, dels gennem en restafregning, der

forfaldt til betaling efter indkomstårets udløb. Spørgsmålet var, om det er

en betingelse for fradrag, at afgiften er forfalden, eller om det er

tilstrækkeligt, at der foreligger en retlig forpligtelse til at opgøre

afgiften efter kapiteltaksten, således at den for det pågældende indkomstår

skyldige afgift kan fradrages i det indkomstår, hvor også høstindtægten

beskattes. I SL § 6a benyttes terminologien udgifter "som i årets løb er

anvendt". Efter § 6a kræves hverken, at en udgift er forfalden eller

faktisk afholdt. LL § 14, stk. 1 anvender samme terminologi, idet

forpagtningsafgifter mv. skal være anvendt i indkomstårets løb. Af denne

årsag tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle overfor sagsøgerens

påstand, således at fradrag for den ved årets udløb ikke forfaldne del af

forpagtningsafgiften blev godkendt.

Hvor der foreligger en forudbetaling for en flerårig periode, kan udgiften

ikke fratrækkes i betalingsåret, men vil kunne afskrives over vedkommende

periode.

Hvis udgiften medgår til anskaffelse af et aktiv med omsætningsværdi

følger periodefordelingen af de forskellige afskrivningsregler.

Forfaldstidspunktet er som hovedregel afgørende for fradragsretten for

renteudgifter. Forfalder renten for en længere periode ved låneoptagelsen,

vil alene renteudgifter, der vedrører indkomståret, kunne fratrækkes. Se

nærmere herom A.E.1.1.2.

Beløb, der er anvendt til ejendomsskatter, er i et vist omfang

fradragsberettigede, jf. LL § 14, se herom E.K.2.2.

Fradrag for underholdsbidrag og ydelser efter en forpligtelseserklæring er

betinget af, at betaling faktisk har fundet sted, lsr. 1957.72, og

forudsætter endvidere, at beløbet er forfaldent, jf. lsr. 1972.77. Se A.F.4.

Om fradragstidspunktet i henhold til reglerne i Pensionsbeskatningsloven,

se A.C.1.1.

Tab kan normalt fratrækkes, når tabet og dets størrelse er endeligt

konstateret. Se dog ØLD af 12. okt. 1987 (Skat 1987.12.853), hvor nogle

forgæves afholdte projektudgifter blev henvist til afskrivning i medfør af SL

§ 6a. Om tab på debitorer, se E.B.2.6.5.

E.A.4 Selvstændig erhvervsvirksomhed - afgrænsning overfor lønmodtagere

E.A.4.1 Selvstændig erhvervsvirksomhed

Efter PSL § 3, stk. 2, nr. 1, kan driftsomkostninger - dog ikke

renteudgifter mv. - fragå ved opgørelsen af den personlige indkomst, hvis der

er tale om driftsomkostninger i forbindelse med selvstændig

erhvervsvirksomhed.

Afgrænsningen mellem lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende er

beskrevet i skd.cirk. nr. 116 af 5. okt. 1988.

Efter VSL § 1, stk. 1, kan personer, der driver selvstændig

erhvervsvirksomhed, benytte virksomhedsordningen. Det betyder bl.a., at

virksomhedens renteudgifter fragår ved opgørelsen af virksomhedens overskud i

stedet for at fragå ved opgørelsen af kapitalindkomsten.

I begge tilfælde vil virkningen være den, at de pågældende udgifter

nedsætter indtægten ved selvstændig erhvervsvirksomhed på en sådan måde, at

kun nettooverskuddet medregnes ved opgørelsen af den personlige indkomst.

Efter investeringsfondslovens §§ 2 og 4 er det en betingelse for at

foretage henlæggelse til investeringsfonds, at henlæggelse foretages af

overskuddet af selvstændig erhvervsvirksomhed.

Efter kildeskattelovens § 25 A kan der overføres visse beløb til særskilt

beskatning hos en medarbejdende ægtefælle, når ægtefællen er medarbejdende i

den anden ægtefælles selvstændige erhvervsvirksomhed.

Ingen af de nævnte love indeholder en definition af begrebet selvstændig

erhvervsvirksomhed.

Selvstændig erhvervsvirksomhed er normalt kendetegnet ved, at der for egen

regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter og med det

formål at indvinde økonomisk udbytte. Endvidere må det være en forudsætning,

at virksomheden udøves nogenlunde regelmæssigt og gennem en ikke helt kort

periode. Endelig må det være en forudsætning, at virksomheden ikke er af

ganske underordnet omfang. Det er uden betydning, om den skattepligtige

herudover har indkomst som lønmodtager. Begrebet selvstændig erhvervsdrivende

må i øvrigt fortolkes ens i alle skattemæssige relationer.

En virksomhed, der efter sin art og omfang hidtil har været omfattet af

reglerne i investeringsfondsloven og kildeskatteloven, må også i forbindelse

med anvendelse af reglerne i PSL og VSL behandles som selvstændig

erhvervsvirksomhed.

Skattepligtige, der udøver fremstillingsvirksomhed inden for industri,

håndværk og landbrug, vil normalt blive anset for at være selvstændige

erhvervsdrivende. Det gælder også normalt virksomhed inden for handel og

service og liberale erhverv som f.eks. advokat, arkitekt, læge, revisor og

vekselerer.

Også udlejningsvirksomhed anses som hovedregel for selvstændig

erhvervsvirksomhed. Udleje af driftsmidler mv. betragtes således som

selvstændig erhvervsvirksomhed, hvis den har et vist omfang. Udlejning af

fast ejendom betragtes ligeledes som selvstændig erhvervsvirksomhed.

Udlejning af en andel af et enfamilieshus anses for selvstændig

erhvervsvirksomhed, uanset om den udlejes til en fremmed eller til en

medejer, jf. Skat 1987.2.146 (skd.). Der foreligger dog ikke selvstændig

erhvervsvirksomhed ved udlejning til beboelse af en- og tofamilieshuse og

udlejning af fritidshuse, når ejeren også selv benytter ejendommen til

beboelse, jf. TOLD*SKAT Nyt 1992.8.239. Bortforpagtning af fast ejendom,

erhvervsvirksomhed eller landbrug, herunder bortforpagtning/udleje af en del

af et landbrug, vil i almindelighed også være selvstændig erhvervsvirksomhed.

Hvis en skatteyder ved omdannelse af sin virksomhed til aktieselskab

beholder en fast ejendom, som han udlejer til selskabet, anses han for

fortsat at drive selvstændig virksomhed, skd. 24.70. Dette ansås også for at

være tilfældet, hvor en hovedaktionær til selskabet udlejede en tegnestue,

indrettet i en tilbygning til hans villa, lsr. 1981.65.

En hovedaktionærs udleje af driftsmidler til selskabet kan også betragtes

som selvstændig virksomhed, jf. bl.a. lsr. 1982.52 og 53. Har en skatteyder i

forbindelse med omdannelsen af virksomheden til aktieselskab kun beholdt

ejendomsretten til få og uvæsentlige eller ubetydelige driftsmidler, som

derefter udlejes til selskabet, anses "udlejningsvirksomheden" dog

ikke for selvstændig virksomhed, lsr. 1980.68, (hvor der var tale om

udlejning af en varevogn) og forudsætningsvis 1981.5.

Bestyrelseshonorarer anses for indkomst ved selvstændig

erhvervsvirksomhed, når indtægten indgår i et interessentskab, der driver

sådan virksomhed, eller når sådanne indtægter i øvrigt er et naturligt led i

erhvervsvirksomheden. For advokater indgår sådanne bestyrelseshonorarer

således i virksomhedens indkomst, uanset at honoraret er A-indkomst for

modtageren.

Vekselerere, bankierer og skattepligtige, der driver

finansieringsvirksomhed, opfattes som selvstændige erhvervsdrivende.

I/S eller K/S

Skattepligtige, der deltager i en selvstændig erhvervsvirksomhed, som

drives som interessentskab eller kommanditselskab, er selvstændige

erhvervsdrivende. Det medfører ingen ændring heri, at der forlods tillægges

interessenterne "løn" for deres arbejdsindsats eller andet, lsr.

1963.90.

En sømand, der mod sædvanlig hyre arbejder på et skib, hvori han ejer 10

pct. eller mindre som partreder, og som er omfattet af lov om særlige fradrag

til sømænd mv. § 1, stk. 3, anses for at være lønmodtager for så vidt angår

hyren. Over/underskud ved skibet i øvrigt, dvs. bortset fra hyren, er derimod

resultatet af selvstændig erhvervsvirksomhed.

E.A.4.2 Lønmodtagere

Indkomst, der er omfattet af LL § 9, stk. 1, og indkomst, der efter KSL §

43 er A-indkomst, anses ikke for indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed.

Efter KSL § 43, stk. 1, henregnes til A-indkomst enhver form for vederlag i

penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde

i tjenesteforhold, herunder løn, feriegodtgørelse, honorar, tantieme,

provision, drikkepenge og lignende ydelser.

I de fleste tilfælde vil det ikke være vanskeligt at afgøre, om der

foreligger et tjenesteforhold, idet indkomstmodtageren udfører arbejdet efter

arbejdsgiverens anvisninger og i det hele for dennes regning. Selvstændig

erhvervsvirksomhed er normalt kendetegnet ved, at virksomheden udøves for

egen regning og risiko. Der kan dog i praksis forekomme tilfælde, hvor det er

vanskeligt at afgøre, om indkomstmodtageren står i et tjenesteforhold til

hvervgiveren eller er selvstændig erhvervsdrivende. I tvivlstilfælde må

afgørelsen ske på grundlag af en samlet bedømmelse af forholdet mellem den,

der udfører arbejdet, og den, for hvem det udføres. Ved bedømmelsen lægges

der vægt på, om der i vederlaget i væsentligt omfang indgår betaling for

andet end den personlige arbejdsydelse. Såfremt indkomstmodtagerens

kontraktsforhold med hvervgiveren forudsætter, at der af vederlaget afholdes

væsentlige erhvervsmæssige omkostninger, der er atypiske for

lønmodtagerforhold, f.eks. leje af erhvervslokaler, udgifter til anskaffelse

af væsentlige driftsmidler, bortset fra biludgifter, betaling for

maskinanvendelse, løn til ansat personale, reklame- og annonceudgifter, vil

der oftest være tale om selvstændig erhvervsvirksomhed.

Driftsudgifterne skal både efter deres art og omfang ligge væsentligt ud

over, hvad der er sædvanligt i lønmodtagerforhold. Væsentlige udgifter til

transport, egen bil, fortæring, overnatning eller andre udgifter, der efter

deres art ligger tæt op ad private udgifter, bevirker ikke i sig selv, at der

er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed. Den omstændighed, at

indkomstmodtageren i et vist omfang selv afholder driftsudgifter, f.eks. til

håndværktøj eller andre mindre driftsmidler, udgifter til kontorhold i

hjemmet eller repræsentationsudgifter, bevirker ikke, at der foreligger

selvstændig erhvervsvirksomhed.

At den skattepligtige afholder lønudgifter fører ikke i sig selv til, at

den pågældende anses for selvstændig erhvervsdrivende, f.eks. vil dette ikke

være tilfældet, hvis arbejdet, der udføres af den pågældende medhjælp, er af

begrænset karakter. Hvis den pågældende medhjælp er den skattepligtiges

ægtefælle, samlever eller en nærtstående, skal betingelserne med hensyn til

dokumentation for arbejdets omfang og udførelse for medarbejdende ægtefæller

være opfyldt, dvs. som udgangspunkt mindst 3-4 timers daglig arbejdsindsats,

der ellers skulle have været udført af fremmed arbejdskraft.

At indkomstmodtageren tilrettelægger arbejdet selvstændigt, behøver ikke

at betyde, at der foreligger selvstændig erhvervsvirksomhed. Der kan f.eks.

være tale om højt uddannede personer eller overordnet personale, herunder

direktører. Der behøver heller ikke at foreligge en egentlig

ansættelseskontrakt. Det afgørende er en bedømmelse af de faktiske forhold.

Der kan også være tale om, at forhold, man ellers ville bedømme som

selvstændig erhvervsvirksomhed, f.eks. levering af enkeltstående ydelser, kan

skifte karakter til et tjenesteforhold, hvis der opstår mere fast tilknytning

til en hvervgiver.

Skatteydere, hvis indkomst ikke er A-indkomst, kan ikke automatisk anses

for selvstændige erhvervsdrivende. Honorar for undervisning, artikler, mindre

forfattervirksomhed mv., kan f.eks. ikke betegnes som egentlig erhvervsmæssig

virksomhed. En statsautoriseret revisor, der var ansat i et revisionsfirma,

kunne ikke foretage henlæggelse til investeringsfond af en B-indkomst på ca.

10.000 kr. som honorar for udført revisionsarbejde for et interessentskab og

de to interessenter, idet man ikke fandt, at en sådan begrænset

revisorbistand kunne anses som selvstændig erhvervsvirksomhed, lsr. 1985.47.

E.A.4.3 Eksempler på selvstændig erhvervsvirksomhed

I VLD af 7. april 1988 (Skat 1988.6.322) blev en provisionslønnet

filialbestyrer i et større forsikringsselskab anset berettiget til at

overføre en overskudsandel til hustruen. Filialbestyreren var ansat på

funktionærvilkår, selskabet stillede kontor til rådighed for ham, og hans

driftsomkostninger androg efter overførsel af en del af overskuddet til den

medhjælpende ægtefælle ca. 25.000 kr. årligt. Flertallet af dommerne lagde

til grund: "at sagsøgeren uanset sin stilling som lønmodtager i meget

vidt omfang selv har tilrettelagt sit arbejde. Det lægges videre til grund,

at sagsøgeren, der alene er provisionslønnet uden garanteret minimumsløn,

ikke har kunnet oppebære en indtægt, der ligger væsentligt over den

gennemsnitlige for assurandører i det pågældende selskab uden at gøre brug af

betydelig mere kontorassistance end den, selskabet ville stille til rådighed

for ham. Sagsøgerens driftsudgifter findes således at ligge væsentligt

udover, hvad der er sædvanligt i lønmodtagerforhold. Herefter og når tillige

henses til karakteren og omfanget af det arbejde, sagsøgerens ægtefælle har

udført, findes sagsøgeren at have drevet erhvervsvirksomhed i den forstand,

hvori begrebet er anvendt i den tidligere § 37 A i kildeskatteloven".

Se også Skat 1989.4.330 (lsr.), hvor en assurandør med en indtægt på

558.598 kr. og driftsudgifter på 94.521 kr. blev anset for selvstændig

erhvervsdrivende.

Skat 1988.4.220. En arkitekt, der var vurderingsinspektør for et

realkreditinstitut, blev anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed.

Han var provisionslønnet og havde aflønnet en freelance vurderingsinspektør

med honorar pr. vurderingssag. Der var ydet et mindre tilskud til hans

kontorhold, men det havde langt fra dækket de faktiske kontorholdsudgifter

mv. Kontorarbejdet var udført af ægtefællen, der dagligt havde arbejdet 5-6

timer for ham. Landsskatteretten fandt efter de foreliggende oplysninger,

herunder karakteren, omfanget og vederlæggelsesformen for klagerens hverv,

sammenholdt med, at klageren selv afholdt lønomkostninger og til dels

økonomisk bar omkostningerne ved kontorholdet, at klageren måtte anses som

selvstændig erhvervsdrivende, hvorfor han var berettiget til at foretage

fradrag for medhjælpende ægtefælle, idet ægtefællens bistand opfyldte

betingelserne herfor.

I ØLD af 28. aug. 1980 (Skd. 56.67) anerkendtes en handelsagent som

selvstændig erhvervsdrivende. Den pågældende arbejdede fra egne lokaler med

to væsentlige agenturer fastlagt i skriftlige aftaler. Agenturerne blev

drevet uden fremmed medhjælp fra agentens hjem. Alle udgifterne ved

salgsarbejdet afholdtes af agenten, der selv disponerede over sin tid uden

nogen form for instruktion fra agenturgivernes side i øvrigt. Agenten optog

ordrer, der blev sendt til agenturgiveren, som derefter sendte

ordrebekræftelse til kunden. Agenten hæftede ikke for varernes betaling.

Lsr. 1973.163. En repræsentant, der fra sin bopæl drev agentur med salg af

møbler fra flere fabrikker mod provision på 5-6 pct. og som ikke modtog nogen

godtgørelse for sine udgifter og ikke fik feriepenge, blev anset for

selvstændig erhvervsdrivende. Se også Skat 1989.2.153 (skd.).

I ØLD af 19. marts 1984 (Skd. 70.508) blev en direktør, der på

provisionsbasis solgte anparter for en investeringsfond, anset berettiget til

at overføre en overskudsandel til hustruen. Salgsarbejdet foregik fra et

kontor på ægtefællernes bopæl. Hustruen passede kontor og telefon i

dagtimerne, hvor manden var fuldtidsbeskæftiget som direktør i en anden

virksomhed. Overskuddet havde andraget 154.668 kr. Retten lagde vægt på, at

direktøren efter aftalen med fonden var berettiget til selv at tilrettelægge

salgsarbejdet, der var forbundet med et vist kontorhold, og den fornødne

kontorhjælp skulle han antage på egen hånd og i eget navn. Når dette

sammenholdtes med salgsarbejdets omfang og med den omstændighed, at hans

vederlag beroede på de præsterede salgsresultater, fandtes han at have drevet

"erhvervsvirksomhed", således at KSL § 37 A (nu § 25 A) kunne

anvendes.

Skat 1988.5.299 (Ligningsrådet). En avisdistributør med 20 ansatte blev

anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed. Han antog selv budene, og

han afgjorde selv, hvor mange der skulle ansættes. Vederlaget blev udbetalt

som et fast månedligt grundbeløb samt et beløb pr. avis. Herudover modtog

distributøren 12½ pct. af foregående års honorar til dækning af udgift

til ferieafløser. Ligningsrådet fandt efter en samlet bedømmelse, at

distributøren drev selvstændig erhvervsvirksomhed, navnlig fordi der

anvendtes lønnet medhjælp i betydeligt omfang.

Skat 1988.5.299 (Ligningsrådet). En professionel bokser blev anset for at

drive selvstændig erhvervsvirksomhed. Hans indkomst, der udgjorde ca. 500.000

kr. i alt, bestod af bokse-, sponsor- og reklameindtægter mv. For at opnå

denne indkomst havde han udover bil- og rejseudgifter, driftsudgifter på

55.000 kr. bl.a. til træningsophold mv. og sparringspartnere.

Skat 1988.5.300 (Ligningsrådet). Medlemmerne af en folkemusikgruppe, hvis

indtægter ved orkestervirksomheden i 1986 udgjorde ca. 400.000 kr. og i 1987

ca. 600.000 kr., kunne anvende virksomhedsskatteordningen. I 1986 udgjorde

udgifterne til impressario, reklame mv., mindre nyanskaffelser, forsikring og

vedligeholdelse ca. 82.000 kr., hvortil kom rejse- og befordringsudgifter på

ca. 40.000 kr. og udgifter til bånd og plader.

Skat 1988.5.301. En vognmand, der var ansat hos et renseri, hvor han

afhentede og udbragte vaske- og rensetøj, blev anset for at drive selvstændig

erhvervsvirksomhed. Han skulle selv anskaffe varevogn og forestå

vedligeholdelsen af denne. Ved sygdom skulle han for egen regning ansætte en

afløser. Han fik ikke feriepenge, og han havde afståelsesret til sin rute,

dog således at køberen skulle godkendes af renseriet. Vognmanden oppebar i

1986 på provisionsbasis 336.000 kr., hvor hans udgifter til drift af varevogn

udgjorde 44.000 kr. ekskl. moms med tillæg af 8.000 kr. til renteudgifter på

varevognen og 25.000 kr. til afskrivning. Ligningsrådet fandt efter en samlet

bedømmelse af vognmandens ansættelsesforhold, at han kunne benytte reglerne i

virksomhedsskatteloven på indkomsten fra renseriet.

Skat 1988.3.146 (lsr.). En provisionslønnet sælger af avlsdyr fandtes

efter det oplyste, herunder især aflønningsformen, at måtte anses for

omfattet af KSL § 37 A (nu § 25 A), hvorfor han var berettiget til overførsel

af indkomst til medarbejdende ægtefælle, da betingelserne herfor i øvrigt var

opfyldt.

Skat 1987.6.449 (skd.). Lægevagtskørsel ved Københavns Lægevagt, der

udføres af vagtlæger med selvstændig ydernummer, anses for at være

selvstændig virksomhed. Det samme gælder lægevagtskørsel uden for København,

hvor lægevagtsordningen forestås af de praktiserende læger, jf. Skat

1988.2.86 (lsr.).

Skat 1987.10.743 (Ligningsrådet). En skatteyder, der på en nedlagt

landbrugsejendom havde etableret døgnplejehjem med plads til 4 beboere, blev

anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed. Bruttoindtægten udgjorde 1

mio. kr., mens udgifterne til lønninger, kost, administration,

lokaleomkostninger og renteudgifter mv. beløb sig til 800.000 kr.

Lsr. 1979.164. En kreaturhandler på et eksportmarked blev på grund af sin

særlige stilling som komissionær, der handlede for egen regning og risiko,

anset for berettiget til at henlægge til investeringsfond af

provisionsindtægter, som ansås at hidrøre fra selvstændig virksomhed.

Indtægt ved almindelig forfattervirksomhed må anses for erhvervet ved

selvstændig erhvervsvirksomhed.

E.A.4.3.1 Eksempler, hvor der ikke forelå selvstændig erhvervsvirksomhed

Lsr. 1980.85. Stillingen som postekspeditør anses ikke for selvstændig

virksomhed.

Skd. 32.102. Partfiskeri blev ikke anset for selvstændig

erhvervsvirksomhed i et tilfælde, hvor fiskeren ikke selv ejede kutteren.

Aktiebesiddelse anses ikke for selvstændig virksomhed. Dette gælder selv

om skatteyderen er hovedaktionær og har den afgørende indflydelse på

selskabet. Se endvidere lsr.1974.189 (licensindtægter fra et af skatteyderen

behersket selskab ikke anset som indtægt ved selvstændig virksomhed).

En assurandør, der fik stillet kontor og sekretærhjælp til rådighed af

arbejdsgiveren, blev anset for lønmodtager, og derfor ikke berettiget til at

indtræde i virksomhedsskatteordningen. Hans egne udgifter i forbindelse med

erhvervet afveg ikke væsentligt fra sædvanlige lønmodtagerudgifter. Skat

1990.5.378 (lsr.).

TOLD*SKAT nyt 1991.17.947. En sælger af Tupperware-produkter

(homeparties), der blev aflønnet med en procentdel af de vejledende

udsalgspriser, og hvori A-skat blev indeholdt, blev anset for lønmodtager.

Hendes erhvervsudgifter blev derfor beskåret med 3.000 kr. i henhold til

ligningslovens § 9 stk. 1. Landskatteretten fandt ikke, at de siden

Højesterets dom af 20. dec. 1974 (UfR 1975.150) foretagne ændringer i

forhandlersamarbejdsaftalen kunne bevirke en ændret opfattelse af

forhandlerens stilling som provisionslønnet repræsentant. Landsskatteretten

fandt, at en samlet bedømmelse efter Skatteministeriets cirkulære af 5. okt.

1988 førte til, at omfanget og arten af klagerens driftsudgifter ikke kunne

bevirke, at der forelå selvstændig erhvervsvirksomhed. Se tilsvarende

afgørelser, Skat 1990.3.209 (lsr.), TOLD*SKAT nyt 1991.4.223 (Told- og

Skattestyrelsen) og Skat 1987.6.449 (Skd.) alle vedrørende

Tupperware-forhandlere, der alle blev anset for lønmodtagere.

TOLD*SKAT nyt 1991.4.223 (Told- og Skattestyrelsen). Lodser ved regulerede

lodserier anses for lønmodtagere.

En disponent i et vinfirma havde samtidig indtægter fra kurser om vin

inden for fritidsundervisningssektoren. Indtægterne herfra kunne ikke anses

for erhvervet ved selvstændig virksomhed. Skat 1990.8.624 (lsr.).

E.A.5 Personlig indkomst og kapitalindkomst

Ifølge personskatteloven (PSL), jf. lovbkg. nr. 869 af 22. okt. 1992 og

nr. 700 af 1. sept. 1993, opdeles de indtægter, der indgår i den

skattepligtige indkomst, i personlig indkomst og kapitalindkomst. De

udgifter, der fragår ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, kan

tillige fratrækkets ved opgørelsen af den personlige indkomst eller

kapitalindkomsten, når dette udtrykkeligt er bestemt. Se nærmere A.A.3.

Personskatteloven indeholder overgangsregler for store positive

nettokapitalindkomster. Disse regler bevirker, at større ændringer i skatten

som følge af skattereformen fordeles over en årrække. Se herom A.A.3.3.

Virksomhedskatteordningen

Den særlige virksomhedsordning for selvstændige erhvervsdrivende omtales i

afsnit E.G.

Skibsvirksomhed som biererhverv

Indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed er som hovedregel personlig

indkomst. Indkomst og underskud ved selvstændig skibsvirksomhed er dog

kapitalindkomst efter § 4, stk. 1, nr. 10, når denne virksomhed er den

skattepligtiges bierhverv, og er anskaffet før den 12. maj 1989. Se herom LV

1989, afsnit C 4.2.2.

Om skibsvirksomhed som bierhverv, anskaffet den 12. maj 1989 eller senere,

se nærmere afsnit E.F.1.

Anparter mv.

Ved lov nr. 388 af 7. juni 1989 (anpartsloven), lov nr. 364 af 6. juni

1991 (mindre udlejningsvirksomheder mv.),lov nr. 492 af 24. juni 1992

(Ligningsrådets dispensationspraksis) * samt lov nr. 425 af 25. juni 1993 *

er der gennemført ændringer i en række skattelove, således at indkomst fra

visse former for selvstændig erhvervsvirksomhed beskattes som

kapitalindkomst. Reglerne er omtalt i afsnit E.F.1, hvortil henvises.

Reglerne om opgørelse af personlig indkomst og kapitalindkomst, jf. PSL §

3 og § 4, er beskrevet i afsnit A.A.3, hvortil henvises.

Lignende dokumenter