PERSONBESKATNING 1993 AFSNIT EA - PRINCIPPERNE FOR INDKOMSTOPGØRELSEN
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afsnit EA - Principperne for indkomstopgørelsen
E.A.1 Bruttoindkomsten
E.A.1.1 SL § 4 Indkomstbegrebet
Udgangspunktet for opgørelsen af den skattepligtige indkomst er SL §§ 4-6.
Statsskattelovens indkomstbegreb bygger på et nettoindkomstprincip, hvorefter
det er bruttoindkomsten minus de udgifter, der er afholdt for at erhverve
indkomsten, som skal beskattes.
SL § 4 opstiller den almindelige hovedregel for beregningen af
bruttoindkomsten. Efter § 4 skal alle indtægter, såvel engangsindtægter som
tilbagevendende indtægter, medregnes ved indkomstopgørelsen uden hensyn til
den nærmere karakter af den virksomhed eller de omstændigheder, der har ført
til erhvervelsen. Det er således principielt uden betydning, om indtægten er
resultat af positive indkomstbestræbelser (f.eks. virksomhed som lønmodtager
eller selvstændig erhvervsdrivende) eller en uventet erhvervelse (f.eks. en
gevinst eller en gave).
Bestemmelsen indeholder ikke en udtømmende opremsning af eksempler på
skattepligtige erhvervelser.
Skattepligten omfatter alle erhvervelser af økonomisk værdi, og det er
derfor uden betydning, om indtægten fremtræder i form af penge eller et andet
aktiv af økonomisk værdi.
SL § 5 opstiller nogle undtagelser til indkomstbegrebet i § 4 (se E.A.1.3)
og § 6 indeholder reglerne om, hvilke udgifter der kan fratrækkes ved
beregningen af nettoindkomsten (se E.A.2). Herudover indeholder den øvrige
skattelovgivning undtagelser til § 4 (se E.A.1.4).
I det følgende omtales nogle mere specielle former for indtægter.
Brugsret
I følge SL § 4b beskattes værdien af bolig i egen ejendom, se afsnit E.K.
Bestemmelsen er en undtagelse til en almindelig hovedregel om, at brugsretten
til egne aktiver ikke beskattes. Beskatningen indtræder alene, i det omfang
brugsretten tilfører skatteyderen et udbytte af økonomisk værdi, se lsr.
Læs alt
1971.22 og 231, hvor værdien af en jagtret på egen ejendom ikke blev
beskattet, mens værdien af selve jagtudbyttet blev beskattet.
Værdien af brugsret over private løsøregenstande beskattes ikke.
Den økonomiske fordel ved gratis brug af andres aktiver skal derimod
beskattes, jf. SL § 4b eller eventuelt som løn, jf. SL § 4a (A.B.1.8 og
A.B.1.10), som en udbytteindtægt, jf. SL § 4e, som en gave, jf. SL § 4c eller
efter gaveafgiftsreglerne (A.B.6 og A.B.7).
Besparelser
Bortset fra løn-, udbytte- og gavetilfælde, jf. ovenfor om brugsret,
beskattes besparelser ikke. Se også E.B.2.1 om eget vareforbrug og E.B.2.2 om
værdi af eget arbejde.
Forældelse - gældseftergivelse
En fordel opnået ved forældelse eller gældseftergivelse er i visse
tilfælde skattepligtig i medfør af SL § 4 eller kursgevinstlovens § 6 A, se
nærmere E.B.2.6.6 og E.L.2.2.
Strafbar erhvervelse
At en indkomst er erhvervet ved en strafbar handling, udelukker ikke, at
indkomsten kan beskattes. Dette gælder også, selv om indtægten eventuelt kan
konfiskeres. Det anførte gælder især, hvor den ulovlige indtægt er opnået
gennem en retshandel.
Det følger af det almindelige retserhvervelsesprincip (se E.A.3.1), at der
ikke sker beskatning af indtægter, der ikke er erhvervet ret til. Indtægt ved
f.eks. tyveri er derfor ikke skattepligtig.
Om fradragsret for tab ved konfiskation henvises til E.B.5.5.
Udenlandsk indkomst
Det er ifølge SL § 4 uden betydning for skattepligten, om indtægten
erhverves i Danmark eller i udlandet.
I særlovgivningen og især i de med en række lande indgåede
dobbeltbeskatningsoverenskomster er der foretaget begrænsninger i dette
globalindkomstprincip, se nærmere LVD.
E.A.1.2 Hobbyvirksomhed
Spørgsmålet, om der foreligger en hobbyvirksomhed eller en
erhvervsvirksomhed, opstår i de tilfælde, hvor virksomheden på den ene side
har fælles træk med en erhvervsvirksomhed, men hvor der på den anden side er
tvivl om, hvorvidt indtægtserhvervelsen er det afgørende formål for
skatteyderen. Visse former for virksomhed synes ofte at have private formål
som de primære formål for skatteyderen. Disse private formål kan fx. være
boligformål eller sportsinteresser, såsom ridning, hestevæddeløb, sejlads,
mv., eller det kan være dyrehold som fx. ponyer, kaniner, fjerkræ eller lign.
E.A.1.2.1 Betydning af sondringen mellem erhvervsmæssig virksomhed og
hobbyvirksomhed
Sondringen mellem hobbyvirksomhed og erhvervsmæssig virksomhed har
betydning for den skattemæssige behandling af et eventuelt underskud.
Spørgsmålet er således kun relevant i det omfang virksomheden har
underskud.
Hvis hobbyvirksomheden er indtægtsgivende, beskattes en eventuel
nettoindkomst efter statsskattelovens § 4. Tilsvarende gælder for indtægter
ved erhvervsmæssig virksomhed.
Ved hobbyvirksomhed er nettoindkomsten personlig indkomst. Opgørelsen af
overskuddet, d.v.s. nettoindkomsten, sker på tidspunktet for
indkomsterhvervelsen. Der kan kun fratrækkes de omkostninger, der har været
forbundet med indkomsterhvervelsen og et eventuelt underskud kan ikke
fratrækkes i anden indkomst; fradragsretten er gjort kildebegrænset.
Underskud ved hobbyvirksomhed kan heller ikke fremføres til modregning i
medfør af LL § 15.
Dette nettoindkomstprincip bevirker også, at der ikke er tale om et
ligningsmæssigt fradrag og dermed heller ikke hjemmel til at begrænse
fradraget i medfør af LL § 9, stk. 1, jf. TOLD*SKAT Nyt 1992.3.89 (lsr).
Det kan i praksis være vanskeligt at afgøre, hvilke beløb,der kan
fratrækkes i hobbyindkomsten for at beregne nettoindkomsten. Det vil meget
ofte være nødvendigt at foretage et skøn. Ved skønnet må der tages
udgangspunkt i, at hobbyvirksomhed er underskudsgivende.
I Skat 1989.4.344 blev et hundehold, der bestod af to, senere tre,
avlstæver, anset for hobbyvirksomhed. Landsskatteretten tillod imidlertid, at
der i afståelsessummen for hvalpene blev godskrevet klageren de fornødne
omkostninger, som var medgået til avlen, uanset disse var afholdt i tidligere
år. Landsskatteretten anslog udgifternes størrelse efter et skøn.
Eventuelle renteudgifter, der kan henføres til hobbyvirksomhed, kan
fratrækkes efter de samme regler, som gælder for andre private renteudgifter,
se A.E.1.
Gevinst og tab på aktiver anvendt i en hobbyvirksomhed er bortset fra
spekulationstilfælde indkomstopgørelsen uvedkommende, jf. SL § 5a.
E.A.1.2.2 Hobby eller erhverv
Om en virksomhed er erhvervsmæssig eller har hobbykarakter vil normalt
ikke give anledning til tvivl, hvis det sædvanlige driftsmæssige afkast ikke
ligger under den normale forrentning inden for den pågældende branche.
Bedømmelsen af, om en virksomhed er erhvervsmæssigt drevet, foretages ud
fra en samlet konkret vurdering af virksomheden, hvori alle relevante forhold
skal inddrages.
Erhvervsmæssig virksomhed vil - i modsætning til hobbyvirksomhed - være
indrettet på systematisk indtægtserhvervelse, d.v.s. det afgørende formål er
den fortjeneste, der kan opnås.
Ved hobbyvirksomhed vil indtægtserhvervelsen ikke være det primære formål.
Virksomheden vil typisk være et udslag af en personlig interesse (en hobby)
og en vis personlig deltagelse i virksomheden er almindelig.
De relevante momenter, der har været lagt vægt på i praksis har bl.a.
været
- om der er udsigt til, at virksomheden før eller siden vil give overskud,
såvel overskud på den primære drift som et overskud, der står i forhold til
den investerede kapital (rentabilitet)
- om virksomhedens underskud er forbigående, fx. indkøringsvanskeligheder
eller om virksomheden vedvarende forudsætter, at ejeren har stabile indtægter
fra anden side for at neutralisere et underskud
- om der forud for virksomhedens start har været foretaget undersøgelse af
lønsomheden/udsigterne til rentabel drift, herunder om der har været lagt
budgetter mv.
- om virksomheden har den fornødne intensitet og seriøsitet
- om ejeren har særlige faglige forudsætninger for at drive virksomheden
og om virksomheden har en naturlig sammenhæng med skatteyderens eventuelle
øvrige indtægtsgivende erhverv
- om der er andre end erhvervsmæssige formål med virksomheden
- om skatteyderen har været afskåret fra at anvende virksomhedens aktiv
til privat brug
- om virksomhedens omfang/varighed er af en vis størrelse
- om driftsformen er sædvanlig for virksomheder af den pågældende art
- om virksomheden lever op til den erhvervsmæssige standard, der er
gældende for det pågældende erhverv
- om virksomheden i givet fald kunne sælges til trediemand, d.v.s. om den
trods hidtidigt underskud i trediemands øjne måtte have potentiel
indtjeningsværdi, eller om den slet ikke kunne tænkes drevet løsrevet fra den
ejendom, person eller det regi, hvor den hidtil har været drevet
Ingen af disse kriterier er i sig selv afgørende for vurderingen af, om
virksomheden er erhvervsmæssig. Det afhænger bl.a. af, hvilken type
virksomhed, der er tale om, men rentabilitetsbetragtningen har været lagt til
grund ved mange afgørelser.
Ved den type virksomheder, hvor indehaverens personlige indsats er det
væsentligste aktiv, vil virksomheden ofte blive anset for hobbyvirksomhed,
medmindre den fremstår som professionelt anlagt, hvad angår udstyr,
driftsform og indehaverens uddannelse.
Hvis virksomheden består i udlejning af aktiver, kan den blotte forekomst
af privat benyttelse af de aktiver, der indgår i virksomheden, medføre at
virksomheden ikke anses for erhvervsmæssigt anlagt.
Kriteriet, at virksomheden skal give et afkast, der står i rimeligt
forhold til den investerede kapital, tillægges i praksis normalt afgørende
betydning i relation til udlejningsvirksomhed.
Med "rimeligt afkast" forstås et afkast, der er normalt inden
for den pågældende branche, inden eventuelle renteudgifter. Graden af
fremmedfinansiering kan dog indgå i den samlede vurdering af virksomhedens
udsigt til at opnå den fornødne rentabilitet.
I sager vedrørende landbrug og lign. vil det ofte være af afgørende
betydning, hvad den primære årsag til anskaffelsen og driften har været,
d.v.s. om boligformålet eller andre private formål overskygger hensigten med
at opnå et afkast af bedriften.
Ved landbrugsvirksomhed må der lægges vægt på, om et landbrug er
teknisk-landbrugsfagligt drevet. Heri indgår en vurdering af, om landbruget
efter sin art, beliggenhed og størrelse drives forsvarligt. Tillige må det i
vurderingen indgå, om den valgte driftsform er hensigtsmæssig, og om det ved
den valgte driftsform vil være muligt at opnå et overskud.
Se afsnit E.A.1.2.3 om de forskellig former for virksomhed.
E.A.1.2.3 Praksis på forskellige områder
E.A.1.2.3.1 Landbrug
Som noget særligt for landbrugsområdet synes hidtidig domstolspraksis at
lægge afstand til det ellers centrale rentabilitetssynspunkt, d.v.s. udsigten
til, at virksomheden vil give overskud.
Retspraksis kan tages som udtryk for, at en egentlig landbrugsejendom, som
efter en teknisk landbrugsfaglig bedømmelse drives forsvarligt under en for
landbrug som det pågældende sædvanlig driftsform, normalt må anses for at
være drevet erhvervsmæssigt.
Ved afgørelsen af, om et landbrug teknisk landbrugsfagligt er forsvarligt
drevet, indgår der efter praksis bl.a. en vurdering af, om landbruget efter
sin art, beliggenhed og størrelse drives forsvarligt, jf. fx. Skat
1989.4.294. I denne sag fra Østre Landsret blev udgifterne ved drift af et
lille landbrug anset for fradragsberettigede bl.a. på baggrund af en syns- og
skønserklæring, der var udarbejdet til sagen. Se også T.f.S. 1989.188 (VLD),
hvor Skatteministeriet på baggrund af en syns- og skønsrapport tog
bekræftende til genmæle, hvorved fradrag for underskud anerkendtes.
I sager, hvor der har været udmeldt syn og skøn, er der i skønstemaerne
bl.a. også indgået spørgsmål om, driftsformen var sædvanlig for en ejendom
som i den konkrete sag, og i givet fald om en sådan sædvanlig driftsform
ville kunne give overskud på den primære drift før af- eller nedskrivninger
og bidrage til forrentning af den i ejendommen og driften investerede
kapital.
Et egentligt syn og skøn vil være et stærkere bevismiddel end en erklæring
fra en landbrugskonsulent. Vedrørende syn og skøn, se afsnit A.K.3.4.
Det er dog ikke i alle tilfælde, der indrømmes fradrag, selv om driften
kan anses for teknisk landbrugsfagligt forsvarlig. I en Vestre Landsrets dom
fra 1986 (Skat 1986.7.454) nåede retten frem til, at driften på den ene side
var forsvarlig i teknisk landbrugsfaglig henseende, men på den anden side
havde denne ellers landbrugsmæssigt forsvarlige drift ikke den fornødne
intensitet til, at den kunne anses for erhvervsmæssig.
Sagen drejede sig om en ikke - landbrugsuddannet, der på traditionel vis
drev en lille landbrugsejendom med fedekalvproduktion. Landsretten fandt, at
opfedningen af fedekalve ikke i sig selv gav grundlag for at anse driften for
uforsvarlig i teknisk landbrugsfaglig henseende. Derimod bevirkede det meget
beskedne omfang af køb og salg af dyr, at virksomheden ikke kunne anses at
have haft den fornødne intensitet til at driften i teknisk landbrugsfaglig
forstand kunne anses forsvarlig.
Østre Landsret stadfæstede ved dom af den 15. okt. 1992, TOLD*SKAT Nyt
1993.1.29 en landsskatteretskendelse, hvor en akademiingeniør blev nægtet
fradrag for underskud af en mindre landbrugsejendom. Skatteyderen havde
indhentet en erklæring, fra det lokale amtsråds konsulent i
økologisk/biodynamisk jordbrug. I erklæringen bekræftede konsulenten,
"at gården drives fagligt forsvarligt", men Østre Landsret fandt
ikke, at den landbrugsmæssige udnyttelse af ejendommen havde en sådan
intensitet, at underskuddet kunne fradrages.
Vestre Landsret har i et forlig tilkendegivet, at der ikke kunne opnås
fradrag for underskud, uanset at landbrugsejendommen ud fra en
teknisk-landbrugsfaglig betragtning var forsvarligt drevet, idet der ikke var
udsigt til, at driften ville give overskud, se TOLD*SKAT Nyt 1993.2.62.
* Ved Østre Landsrets dom af den 8. marts 1993 (TOLD*SKAT Nyt 1993.11.505)
fandt retten på baggrund af en syns- og skønsrapport, at driften af en
ejendom var teknisk landbrugsfagligt forsvarlig og sædvanlig for et
deltidslandbrug af den størrelse og beskaffenhed. Til spørgsmålet om en sådan
driftsform kunne give overskud på den primære drift før af- og
nedskrivninger, svarede syns- og skønsmanden, at der kunne forventes et
driftsoverskud på omkring nul. På denne baggrund fandt Østre Landsret at
måtte give skatteyderen medhold i, at landbruget var erhvervsmæssigt drevet.
Afgørelsen er indbragt for Højesteret. *
E.A.1.2.3.2 Stutterier
Ved et stutteri forstås en virksomhed, der avler og opdrætter heste med
henblik på videresalg.
For landejendomme, der har anvendelse som stutteri, må det på baggrund af
en ikke offentliggjort Vestre Landsrets dom af 18. okt. 1982 (skd. 66.280)
antages, at sondringen erhverv/hobby skal ske ud fra de samme driftsmæssige
kriterier, som gælder for egentlige landbrugsvirksomheder, jf. ovenfor.
I denne sag blev en ejendomsmægler anset for at have de fornødne faglige
forudsætninger for at drive stutterivirksomhed, og virksomheden blev
anerkendt som erhvervsmæssig. Landsretten fandt som følge af hestebestandens
størrelse, omfanget af investeringerne eller tilrettelæggelsen af driften, at
der var tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at driften var sket på en
erhvervsmæssigt forsvarlig måde. Det forhold, at stutterivirksomheden sammen
med landbrugsejendommens drift i øvrigt, såvel i de indkomstår, sagen
vedrørte som i de foregående og efterfølgende indkomstår havde udvist
betydelige underskud, kunne ikke i sig selv bevirke, at stutterivirksomheden
måtte frakendes erhvervsmæssig karakter.
Om stutterier se også TOLD*SKAT Nyt 1991.23.1380, hvor Skatteministeriet
tog bekræftende til genmæle i en sag for Vestre Landsret, hvorefter der blev
givet fradrag for underskud ved driften af et landbrug og stutteri og
TfS.1990.417 (lsr), hvor et underskud blev anerkendt bl.a. på grundlag af to
sagkyndige erklæringer om, at et hestehold var tilrettelagt teknisk
forsvarlig samt på grundlag af skatteyderens kendskab til hesteavl.
I en Østre Landsretsdom fra 1980 (skd. 57.188) blev et hestehold anset for
anskaffet med det overvejende formål at blive benyttet som underholdning for
de børn, der opholdt sig i den på gården indrettede børnepension. På baggrund
heraf samt på grund af skatteyderens manglende erfaring og det begrænsede
omfang af hesteholdet blev fradrag for driftsudgifter ved stutterivirksomhed
nægtet.
Efter gældende praksis kan et stutteri således ikke frakendes sin
erhvervsmæssige karakter alene, fordi virksomheden har givet underskud i en
årrække, og der kun har været tale om et beskedent antal avlsheste, men det
er en forudsætning for underskudsfradrag, at der er udsigt til at
virksomheden vil give overskud.
E.A.1.2.3.3 Væddeløbsheste, dyrehold, mv.
Det må efter tilsvarende principper som for stutterier afgøres efter en
konkret vurdering, om en væddeløbsstald kan anses for erhvervsmæssig.
Dette var ikke tilfældet i Højesterets dom i TOLD*SKAT Nyt 1991.23.1331,
hvor et anpartsselskab blev nægtet fradrag for underskud i forbindelse med
driften af et travhestehold, som bestod i køb og salg af travheste samt
deltagelse i væddeløb. Afgørelsen blev begrundet med, at der ikke var udsigt
til at opnå fortjeneste, når man henså til de store udgifter ved driften af
travhesteholdet sammenholdt med de usikre og tilfældige muligheder for at
opnå indtægter ved løbspræmier og salg af heste.
Se dog UfR 1978.614 H (Jauer-dommen), hvor omlægning af driften af en
landejendom til et "dyrecenter" blev anset for erhvervsmæssigt
forsvarligt gennemført og underskud anerkendt som fradragsberettiget.
Dyrecentret omfattede hundepension, hundekennel, hestepension,
rideundervisning, træning af hunde og i tilslutning hertil drift af cafeteria
samt salg af hundefoder mv. Virksomheden var således af et sådant omfang, at
det var medvirkende til, at den blev anset for erhvervsmæssig.
E.A.1.2.3.4 Bådudlejning mv.
I sager om udlejningsvirksomhed, især bådudlejning, vil den blotte
forekomst af privat benyttelse af de aktiver, der indgår i virksomheden, som
udgangspunkt udelukke, at virksomheden anses for erhvervsmæssigt anlagt.
I disse sager lægges der især vægt på et rentabilitetssynspunkt, d.v.s. om
der er udsigt til, at virksomheden giver et afkast, som står i et rimeligt
forhold til den investerede kapital.
Dette fremgår af de to ledende højesteretsdomme på området, nemlig
TOLD*SKAT Nyt 1991.11.581 og UfR 1984.740. Det er i disse sager ikke tillagt
afgørende betydning, at der ikke kan påvises en personlig interesse i
erhvervelsen af udlejningsbådene og i begge tilfælde har bådudlejerne
udfoldet normale udlejningsbestræbelser. Det var afgørende for sagernes
udfald, at der ikke var udsigt til, at virksomheden kunne give et forsvarligt
afkast af den investerede kapital.
I UfR 1984.740 havde sagsøgeren, der var direktør i et autofirma,
anskaffet en motorsejler for at leje den ud. Skatteyderen opnåede
momsrefusion på købet, der var lånefinansieret. Der blev forsøgt udlejning af
båden i det følgende år, men det lykkedes kun i begrænset omfang.
Skatteyderen forsøgte udlejning gennem et udlejningsbureau og forsøgte også
selv at udleje båden. Udlejningsindtægterne var imidlertid meget begrænsede i
de to omhandlede indkomstår, og der var underskud før afskrivninger. Båden
overgik derfor til privat brug. Direktøren var sejlkyndig, men et under sagen
udmeldt syn og skøn støttede hans forklaring om, at båden ikke hidtil havde
været benyttet privat.
Da der ikke var udsigt til at opnå indtægter, der ville stå i et rimeligt
forhold til den investerede kapital og under hensyn til
udlejningsvirksomhedens omfang og manglende naturlige sammenhæng med
skatteyderens erhvervsmæssige forhold i øvrigt, ansås båden ikke for
anskaffet med erhvervsmæssig forsvarlig drift for øje (dissens).
Højesteretsdommen omtalt i TOLD*SKAT Nyt 1991.11.581 vedrører et ægtepar,
der som bibeskæftigelse drev en virksomhed med salg og udlejning af
speedbåde, windsurfere og lystbåde samt udstyr hertil. I virksomheden indgik
en lystbåd, der senere blev erstattet med en større lystbåd.
Til trods for, at ægteparret havde udfoldet normale udlejningsbestræbelser
havde virksomheden kun haft relativt små lejeindtægter. Skatteyderen havde
ingen særlige faglige forudsætninger for at drive virksomheden og der var i
forbindelse med etableringen alene opstillet et grovbudget for det første år,
udvisende et mindre overskud før renter. Virksomheden havde i hele perioden
givet underskud før afskrivninger og renter.
Højesteret fandt ikke, at virksomheden havde haft udsigt til at opnå
indtægter, der ville stå i et rimeligt forhold til den investerede kapital og
anså ikke bådene for anskaffet med erhvervsmæssig forsvarlig drift for øje.
Se også SKAT 1990.4.268 (VLD), hvor fradrag ikke blev godkendt, da der
ikke var udsigt til at opnå en fortjeneste, der stod i rimeligt forhold til
den investerede kapital * og TOLD*SKAT Nyt 1993,19,855, hvor et
anpartsselskabs bådudlejning ikke blev anset for erhvervsmæssig virksomhed. *
E.A.1.2.3.5 Kunstnerisk virksomhed
Ved kunstnerisk virksomhed er den personlige indsats det væsentligste
aktiv, og der vil typisk være en glidende overgang fra hobby til, at
virksomheden anses for erhvervsmæssig.
I praksis er der bl.a. lagt vægt på virksomhedens omfang, om kunstneren
har deltaget i udstillinger samt på den uddannelsesmæssige baggrund.
Landsskatteretten anerkendte i afgørelsen TOLD*SKAT Nyt 1989.12.952
således en kunstmalers underskud ved selvstændig erhvervsmæssig virksomhed
som fradragsberettiget, bl.a. under hensyn til, at hun var uddannet på
Kunstakademiet og var medlem af en anerkendt kunstnersammenslutning samt
havde modtaget legater fra Statens Kunstfond flere gange.
Se også lsr. 1978.153, hvor Landsskatteretten ikke fandt grundlag for at
anse en kunstners virksomhed i forbindelse med billedvævning mv. som
udelukkende hobbyvirksomhed. Retten kunne tiltræde, at underskud ved denne
virksomhed kunne fradrages ved indkomstopgørelsen.
I TfS.1991.409 fandt Landsskatteretten, under henvisning til, at en
kunstmaler havde deltaget i udstillinger, modtaget legater og, omend i
begrænset omfang, havde solgt malerier, at kunstmalerens virksomhed måtte
anses for erhvervsmæssig med beskatning efter Statsskattelovens § 4 a til
følge. Afgørelsen er indbragt for domstolene
Se også afsnit E.B.2.6.1 og E.B.3.14 om kunstneres indtægtsopgørelse.
E.A.1.2.3.6 Sommerhusudlejning
Der har været enkelte sager vedrørende sommerhuse, alle af meget
forskellig karakter.
Som udgangspunkt kræves det for at acceptere fradrag i forbindelse med
sommerhusudlejning, at ejeren har fraskrevet sig egen benyttelse, og at
driftsresultaterne opgøres i overensstemmelse med gældende praksis for
sommerhuse.
Ved afgørelsen refereret i TOLD*SKAT Nyt 1991.16.872 (VLD) blev fradrag
nægtet med henvisning til, at omfanget af udlejningen var for lille,
lejeindtægterne for små i forhold til udgifterne og udlejningsbestræbelserne
manglede intensitet. Sagen vedrørte en skatteyder, som erhvervede det
omhandlede sommerhus på et tidspunkt, hvor han allerede ejede en
udlejningsejendom og to sommerhuse, som blev benyttet privat. Det tredie
sommerhus var efter det oplyste erhvervet udelukkende med henblik på
udlejning.
Begrundelsen for at nægte fradrag må således ses i lyset af skatteyderens
øvrige udlejningsvirksomhed.
Landsskatteretten har i overensstemmelse hermed efterfølgende fundet, at
driftsresultatet for et udlejet sommerhus skulle opgøres i overensstemmelse
med hidtidig praksis vedrørende sommerhusudlejning jf. TOLD*SKAT Nyt
1992.8.239. Se også lsr.1979.23 og skd. 61.182 (VLD) * og TOLD*SKAT Nyt
1993,5.201. Vedrørende de nye regler i LL § 15 O om opgørelse af fradrag ved
sommerhusudlejning henvises til A.D.3.2.7. *
E.A.1.2.3.7 Øvrige virksomhedsformer
I de sager, der har været rejst vedrørende øvrige virksomhedsformer, synes
der overvejende at have været lagt vægt på rentabilitetsbetragtninger, men
også andre af de under E.A.1.2.2 nævnte kriterier er indgået ved
afgørelserne.
I TfS. 1991.525 blev en dykkervirksomhed anset for erhvervsmæssigt drevet
med den begrundelse, at virksomheden ikke havde været udsigtsløs med hensyn
til på længere sigt at opnå reelt overskud og skatteyderen havde været
fagligt velkvalificeret.
Skatteyderen var uddannet dykker og havde startet egen dykkervirksomhed,
men havde af økonomiske grunde været nødt til at tage andet fuldtidsarbejde.
Hans ansættelsesforhold gjorde det muligt for ham at påtage sig dyknings- og
bjærgningsopgaver, når sådanne forekom. Skatteyderens materiel var
professionelt og havde kun været brugt til erhvervsmæssigt formål. På grund
af en særlig opgave gav virksomheden overskud i et efterfølgende år, og dette
viste, at virksomheden ikke havde været udsigtsløs med hensyn til på længere
sigt at opnå reelt overskud.
Landsskatteretten fandt i afgørelsen TOLD*SKAT Nyt 1991.21.1223, at en
skatteyder, der tidligere havde været fuldtidsbeskæftiget ved fiskeri, og som
senere havde påbegyndt erhvervsfiskeri som bierhvervsfisker, havde
tilrettelagt fiskeriet med erhvervsmæssig forsvarlig drift for øje, og at de
fremkomne underskud vedrørte en periode, hvor virksomheden havde været under
opbygning. På denne baggrund godkendte Landsskatteretten , at de fremkomne
underskud var fradragsberettigede efter SL § 6a.
I TOLD*SKAT Nyt 1991.5.246 blev fradrag nægtet, fordi virksomheden havde
haft et så beskedent omfang og en så ringe udsigt til rentabilitet, at den
ikke kunne anses erhvervsmæssigt drevet.
I sagen havde skatteyderen, der var selvlært inden for elektronik,
udviklet en højkvalitetsforstærker, men virksomheden havde i en periode på
fem år hverken varesalg eller varekøb. På den baggrund fandt Østre Landsret,
at virksomheden havde været af et så beskedent omfang og havde haft en så
ringe udsigt til rentabilitet, at den ikke kunne anses for erhvervsmæssig. Se
endvidere TOLD*SKAT Nyt 1991.11.574 (fradrag nægtet for udgifter til drift af
racerbil), * og TOLD*SKAT Nyt 1993.3.96. Gocart-kørers underskud ved handel
med dele til gocarts kunne ikke fratrækkes *
E.A.1.2.4 Driftsform, mv.
Det er ved sondringen mellem hobbyvirksomhed og erhvervsmæssig virksomhed
ikke afgørende, om virksomheden drives som personlig virksomhed eller
eventuelt som selskab, jf. TOLD*SKAT Nyt 1991.23.1331, hvor et selskab blev
nægtet fradrag for underskud ved driften af et travhestehold, da dette måtte
anses som et udslag af hovedanpartshaverens personlig interesse i travheste.
Se endvidere TOLD*SKAT Nyt 1991.14.769 (VL), hvor et anpartsselskab blev
nægtet fradrag for underskud ved drift af en hundekennel. Skatteyderen havde
drevet hundekennel i personligt regi og hun drev tillige virksomhed som
speciallæge i psykiatri. Såvel hundekennelen som lægepraksis'en blev overført
til et anpartsselskab, men Vestre Landsret nægtede fradrag for underskud ved
kennelen med henvisning til, at der ikke var nogen naturlig sammenhæng mellem
lægevirksomheden og kennelvirksomheden, og skatteyderen havde ingen
kvalifikationer i relation til kenneldrift. Herudover var der aldrig
udarbejdet budgetter og virksomheden var kun i ringe grad tilrettelagt med
økonomien for øje.
E.A.1.2.5 Momsregistrering, mv.
Den momsretlige vurdering af, hvornår en virksomhed er erhvervsmæssig, er
i høj grad sammenfaldende med den skatteretlige vurdering.
Af Østre Landsrets dom referet i T.f.S. 1992.516, fremgår det, at
momsregistreringen ikke er afgørende for spørgsmålet, om en virksomhed er
erhvervsmæssig eller ej, da der ved momsregistreringen ikke sker en egentlig
prøvelse af dette spørgsmål.
Højesteret udtalte ligeledes i den i TOLD*SKAT Nyt 1991.23.1331 omtalte
sag (jf. afsnit E.A.1.2.4), at det er uden betydning for den skattemæssige
vurdering af om virksomheden kan anses for erhvervsmæssig, om virksomheden
har ladet sig momsregistrere.
Den vurdering af, om en virksomhed er erhvervsmæssig, som måtte være sket
i en eventuel skattesag, vil generelt blive fulgt, når virksomheden vurderes
efter momsloven.
E.A.1.3 SL § 5 Formuebevægelser
SL § 5 indeholder en negativ afgrænsning af indkomstbegrebet i SL § 4.
§ 5 bygger på en fundamental sondring mellem indkomst (udbytte) og
indkomstgrundlag (formue). Udgangspunktet er, at selve grundlaget for
erhvervelsen af indkomsten er indkomstopgørelsen uvedkommende, og at det
alene er afkastet af indkomstgrundlaget, der skal medregnes ved
indkomstopgørelsen.
E.A.1.3.1 § 5 Salg af aktiver
I følge § 5a skal urealiserede værdisvingninger på aktiver ikke medregnes
ved indkomstopgørelsen. Gevinst og tab konstateret ved salg (eller anden
afståelse) af aktiver, der har karakter af omsætningsformue, dvs. at de er
anskaffet som led i næring eller i spekulationsøjemed, skal medregnes ved
indkomstopgørelsen. Realisationsprincippet i § 5a er modificeret af særregler
i den øvrige skattelovgivning. Som eksempler kan nævnes reglerne om
landbrugets besætninger (E.E.1) og om kursgevinster og kurstab, når
lagerprincippet anvendes (A.D.2).
Hovedreglen i § 5a, om at alene realiseret gevinst og tab på
omsætningsformuen skal medregnes ved indkomstopgørelsen, er senere blevet
erstattet af særlovgivning for langt de fleste aktivtypers vedkommende. Som
de vigtigste eksempler kan nævnes AL, EBL, ABL og LOSI.
Private aktiver
Indtægt ved salg af private aktiver, f.eks. indbo eller frimærke-, mønt-
og bogsamlinger, er som udgangspunkt skattefri efter hovedreglen i § 5a.
Dette gælder principielt uden hensyn til indtægtens størrelse. Rent
bevismæssigt vil en betydelig indtægt dog kunne indicere, at der er tale om
salg af en omsætningsformue (næring eller spekulation).
Den skattemæssige behandling afhænger således af en bedømmelse af, om
aktivet er rent privat, eller om det er solgt som led i en erhvervsmæssig
virksomhed eller som led i en spekulationsforretning. Se f. eks. ØLD af 23.
april 1990 (Skat 1990.6.446), hvor en tæppehandlers salg af tæpper fra privat
indbo blev anset som et led i hans almindelige næringsvirksomhed. Se tillige
TOLD*SKAT nyt 1991.17.954, hvor et dødsbo blev anset for
indkomstskattepligtigt af et beløb opnået ved salg af 53 malerier og udlæg
efter vurdering af 94 malerier.
Det har især været handel med malerier, mønter, frimærker og antikviteter,
der i praksis har givet anledning til problemer i relation til afgrænsningen
privat/erhverv/spekulation.
Erhvervsmæssige aktiver
Hvad angår reglerne om gevinst og tab på erhvervsmæssige aktiver, f.eks.
varelager, driftsmidler, skibe, bygninger, finansielle aktiver og
immaterielle rettigheder henvises til omtalen i de respektive særafsnit.
I ØLD af 27. feb. 1987 (Skat 1987.4.269) blev en skatteyder ikke beskattet
af fortjeneste ved salg af mønter, mineraler og andre effekter, da det ikke
tilstrækkeligt sikkert kunne antages, at der forelå erhvervsmæssig
virksomhed.
Om beskatning ud fra et spekulationssynspunkt, se lsr. 1965.31 og 116.
Barrer af sølv og platin, ensartede mønter i stort antal f.eks.
Krügerrands og uindfattede diamanter anses normalt for erhvervet i
spekulationshensigt. Se SD's revisionsmeddelelse 1983-2 om investering i
ædelmetaller samt ØLD af 13. april 1984 (Skd. 71.717).
Tab på sølvbarrer på grund af sælgerfirmaets underslæb og konkurs kan ikke
fratrækkes, idet fradrag af et spekulationstab i medfør af SL § 5 a
forudsætter, at der er tale om "et handelstab eller et tab, der ganske
kan sidestilles hermed", jf. ØLD af 23. sept. 1985 (Skat 1985.10.273) og
ØLD af 29. okt. 1985 (Skat 1986.2.120).
Hvis private samlere går over til at drive erhvervsmæssig handel med deres
samlerobjekter godkendes det i praksis, at den del af den private samling,
der overgår til den nystartede forretning som varelager, kan optages til
handelsværdien (med fradrag af normal bruttoavance) på dette tidspunkt som
primovarelager, jf. VLD af 6. okt. 1983 (Skd. 69.225), hvor overførslen af en
møntsamling til forretningen skete over en årrække. Genstande, der bevises at
være erhvervet, før den erhvervsmæssige virksomhed er påbegyndt, og som ikke
er overført som varelager til forretningen, kan fortsat sælges uden
beskatning af fortjenesten.
Genstande, erhvervet efter at den erhvervsmæssige virksomhed er i gang,
vil som altovervejende hovedregel skulle anses for anskaffet som et led i
virksomheden. Se også Skd.cirk. nr. 134 af 29. juli 1992 om KGL, pkt. 10.
Om kunstneres varelager se E.B.2.6.1.
Spekulation
Spekulationsbeskatningen i SL § 5a er ophævet for aktiver omfattet af ABL
og EBL samt aktiver og passiver omfattet af KGL. Bortset fra disse særregler
skal fortjeneste ved salg af aktiver anskaffet i spekulationshensigt medtages
ved indkomstopgørelsen, ligesom tab kan fratrækkes.
I spekulationsbegrebet ligger for det første et krav om, at det pågældende
aktiv skal være erhvervet i den hensigt at videresælge det, og for det andet
et krav om, at dette skal være sket med det formål at opnå en fortjeneste.
Kun når begge disse betingelser er opfyldt, foreligger der spekulation i
skattemæssig forstand.
Ved bedømmelsen af om der foreligger spekulationshensigt, ser man i
praksis på, om det pågældende aktiv er et aktiv, der normalt kan forventes at
sælges med fortjeneste.
Efter bestemmelsens ordlyd er det tilsyneladende alene salg, der kan
udløse en spekulationsbeskatning, men i praksis har man sidestillet
ekspropriation med salg, lsr. 1939.133 og lsr. 1967.123, og det samme gælder
mageskifte, lsr. 1968.115, og modtagelse af forsikrings- eller
erstatningssummer, HD af 20. dec. 1979 (Skd. 53.157).
Det antages i praksis, at en oprindelig foreliggende spekulationshensigt
ved erhvervelsen kan opgives med den virkning, at der ikke kan gennemføres
nogen beskatning ved afståelse.
I lsr. 1969.113 blev spekulationsbeskatning gennemført, selv om aktivet
blev foræret bort som en gave.
En bortgivelse af spekulationsobjektet indicerer dog normalt, at den
oprindelige spekulationshensigt må anses opgivet, se lsr. 1967.37 og
1976.129.
E.A.1.3.2 Gaver, arv og forskud på arv
Efter SL § 5b skal gaver, der er omfattet af afsnit III i lov om afgift af
arv og gave, ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
På tilsvarende måde er forskud på såvel falden som ikke falden arv
fritaget for indkomstbeskatning, uanset slægtsforholdet mellem yder og
modtager. Arv kan, hvad enten der er tale om arv efter loven eller efter
testamente, aldrig beskattes som skattepligtig indkomst, men der vil ved
arvedelingen kunne forekomme gavedispositioner, der kan udløse beskatning. Se
A.B.7.1.7.
E.A.1.3.3 Erstatning og forsikringsydelser
En modtagen erstatning skal som udgangspunkt behandles som det tab,
erstatningen ydes for.
Erstatning for tab af et aktiv skal behandles som et afståelsesvederlag
for aktivet. Dette fremgår udtrykkeligt af AL, ABL, EBL og LOSI, og LL § 16
E. Skattefriheden for brandforsikringssummer mv., jf. SL § 5b, skal således
forstås med de modifikationer, der følger af den øvrige lovgivning.
Erstatning for varelager skal også behandles som afståelsesvederlag og er
derfor skattepligtig.
Hvis erstatningen ikke dækker tab af et omsætteligt aktiv, vil det
afgørende være, om der er tale om erstatning for en mistet skattepligtig
indtægt eller dækning af en fradragsberettiget udgift - i så fald skal
erstatningen medregnes ved indkomstopgørelsen. Se TOLD*SKAT nyt 1991.5.253
hvor en erstatning ydet i henhold til driftstabsforsikring blev anset for
almindelig indkomstskattepligtig for modtageren jf. SL § 4. (VLD af 1.2.1991)
* samt ØLD af 9.11.1992, TOLD*SKAT Nyt 1993.3.93. *
Hvis erstatningen derimod dækker et tab af selve indkomstgrundlaget, et
ikke fradagsberettiget formuetab eller en skattefri indtægt, skal
erstatningen ikke beskattes. * jf. TOLD*SKAT Nyt 1993.3.101.(lsr.),
(godtgørelse for ophør med mælkeproduktion). Se endvidere afsnit E.E. *
Periodisk løbende erstatningsydelser er normalt indkomstskattepligtige.
Godtgørelse, ydet i anledning af forsinket udbetaling af et negativt
momstilsvar, blev anset for ydet til dækning af renter, og erstatningen var
derfor skattepligtig, Skd.64.41.
I Skat 1988.2.83 måtte en sparekasse betale en erstatning til en køber af
et hus, som havde anmodet sparekassen om at foretage kurssikring af
ejerskiftelånet. Sparekassen undlod at foretage den aftalte kurssikring, og
køberen af huset blev derfor påført et tab i form af forøgede
prioritetsudgifter. Skatteyderen gjorde gældende, at erstatningen var
beregnet til dækning af formuetabet efter inflation og skattefordele og
derfor ikke var skattepligtig. Landsskatteretten anså erstatningen for
skattepligtig. Afgørelsen blev indbragt for landsretten, hvor
Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle, således at skatteyderen fik
medhold, jf. Skat 1990.9.699. Om erstatning ydet i henhold til en
sælgergarantiforsikring i forbindelse med hussalg se TOLD*SKAT nyt
1991.13.724. (lsr.).
På grund af formalitetsmangler, som et revisionsfirma påtog sig ansvaret
for, var en skatteyder gået glip af muligheden for at foretage henlæggelse
til investeringsfond. Revisionsfirmaet ydede en erstatning på 30.000 kr. Den
del af erstatningsbeløbet, der kunne henføres til den forøgede formueskat
(13.831 kr.) og 8%-tillægget til restskatten i henhold til KSL § 61, stk. 2
(7.772 kr.), som ikke kunne genindvindes ved den fremtidige skattebetaling,
blev ikke anset for skattepligtig, hvorimod den resterende del af
erstatningsbeløbet, der var kompensation for den tidsmæssige fremrykning af
skattebetalingen, skulle beskattes, jf. VLD af 27. aug. 1984 (Skd. 72.100).
Lsr. 1982.40, skattepligt af en del af en erstatning, der dækkede
tidligere fratrukne udgifter, hvorimod den resterende del af erstatningen,
der dækkede en yderligere skattebetaling, var skattefri. Lsr. 1981.42,
skattepligt af erstatning for flyvehavre på en nyerhvervet landbrugsejendom.
Erstatningssummen svarede til udgifterne til rensning af ejendommen.
Landsskatteretten lagde vægt på, at der ikke var tale om en varig forringelse
af ejendommen, men derimod om en forringelse, som kunne afhjælpes ved
rensning af ejendommen, og de hermed forbundne udgifter ville kunne
fratrækkes. Skat 1986.8.514, skattepligt af den del af erstatningen for nogle
mistede bundgarnsrettigheder, der skulle dække indtægtstabet, hvorimod den
reste-rende erstatning, der dækkede tab af indkomstkilden, var skattefri.
I forbindelse med et revisorinteressentskabs opløsning havde parterne
aftalt en konkurrenceklausul, hvorefter der skulle betales erstatning, hvis
en af parterne overtog den andens klienter efter interessentskabets
opløsning. En erstatning ydet i henhold hertil blev anset for almindelig
indkomstskattepligtig som henhørende under parternes næring, Skat 1987.7.514
(lsr.).
Erstatninger for forstyrrelse af stilling og forhold samt erstatninger for
rent private udgifter skal normalt ikke medregnes ved indkomstopgørelsen. Det
samme er tilfældet med erstatninger for ærekrænkelser samt erstatning for
svie og smerte, lyde og vansir. Om erstatning efter lov om
arbejdsskadeforsikring se A.B.4.4.1. Erstatning for opgivelse af eneretten
til et familienavn er skattefri.
Afløsningssummer
Afløsningssummer, der som engangsbetaling træder i stedet for en
skattepligtig løbende ydelse, er som udgangspunkt skattefri, se A.B.6.1 og
E.I.1.4.
E.A.1.4 Skattefri indtægter
En række indtægter er i særlovgivningen fritaget for skattepligt, hvor
dette ikke følger af SL's regler.
E.A.1.4.1 LL § 7
LL § 7 hjemler skattefrihed for indtægter af vidt forskellig karakter,
uden at skattefriheden bygger på noget fælles synspunkt. Det drejer sig dels
om nogle understøttelser og hædersgaver til deltagerne i de to verdenskrige
og disses efterladte, dels om en række socialt eller medicinsk betingede
ydelser og endelig om nogle ydelser, hvis størrelse er fastsat under hensyn
til skattefriheden. Om det nærmere indhold af disse bestemmelser henvises til
A.A.3.1.
E.A.1.4.2 Visse indtægter ved spil
Efter SL § 4 skal indtægter ved spil, herunder lotterispil, samt ved
væddemål medregnes ved indkomstopgørelsen, men en lang række gevinster fra
lotterispil, tipning, dansk lotto og præmieobligationer er dog undtagne fra
skattepligt, se nærmere A.B.7.5.
E.A.1.4.3 Bidrag samt renter og bonus - pensionsordninger
Se A.C.1 om arbejdsgivers indbetaling til pensionsordning.
E.A.1.4.4 Visse legater
Under visse betingelser skal legater, der ydes til gennemførelse af en
studierejse eller til gennemførelse af et videnskabeligt arbejde, ikke
beskattes, se A.B.6.5.2.
E.A.1.5 Afkald på indtægt
En skattepligtig indtægt skal som hovedregel medregnes ved
indkomstopgørelsen på tidspunktet for den endelige retserhvervelse, se
E.A.3.1.
Er der først erhvervet ret til en indtægt kan et efterfølgende afkald på
at oppebære indtægten normalt ikke tillægges skattemæssig betydning, jf.
f.eks. lsr. 1950.142 og Skd. 76.753.
Hvis der gives afkald på en indtægt forud for tidspunktet for den endelige
retserhvervelse, skal der normalt ikke ske beskatning.
Beskatning indtræder dog, hvis modtageren i forbindelse med afkaldet
træffer beslutning om, hvordan indtægten skal anvendes (dispositivt afkald).
Se også A.A.1.3.11.
Det er en forudsætning for skattefrihed, at der gives et blankt afkald
over for den, der skulle have udredet vederlaget. Der skal f.eks. ikke ske
beskatning af en skuespiller, der uden vederlag optræder for en velgørende
forening, hvorimod beskatning skal ske, såfremt der optrædes
"gratis" imod, at der betales et beløb til et af skuespilleren
nærmere angivet formål, jf. lsr. 1973.122 (blankt afkald), 1974.29
(dispositivt afkald), Skd. 28.89 (dispositivt afkald).
En tandlæge havde for tandlægebehandling af sin svigerfader udstedt
kvitterede regninger lydende på normalt honorar. Svigerfaderen havde på
grundlag heraf modtaget delvis refusion fra Fortsættelsessygekassen Danmark
og betalt det modtagne beløb til svigersønnen, der eftergav svigerfaderen det
resterende beløb. Tandlægen anførte, at det kun havde været meningen, at
svigerfaderen skulle betale et beløb svarende til de modtagne refusionsbeløb
og havde derfor kun indtægtsført disse beløb. Da der var udstedt kvitteret
regning som grundlag for refusionen fra sygekassen fandt Landsskatteretten,
at forholdet måtte betragtes som et efterfølgende afkald, og at
regningsbeløbene derfor skulle medregnes i den skattepligtige indkomst med
det fulde pålydende, lsr.1986.3.
I VLD af 12. juni 1989 (Skat 1989.8.588) gav en lærer, der var ansat under
Skolesamvirket Tvind, afkald på løn. Da afkaldet efter omstændighederne alene
fandtes begrundet i muligheden for at undgå at afregne A-skat, tillagdes
afkaldet ikke skattemæssig virkning.
Hovedaktionærer - rentefri udlån
Der henvises til S.F.1.5 om fikseret vederlag i hovedaktionærforhold, samt
A.D.1.7 om rentefri udlån.
Om omgørelse henvises til A.B.7.1.9 (gavedispositioner) og S.F.1.2.6
(hovedaktionærdispositioner).
E.A.2 Fradrag i bruttoindkomsten
SL § 6 indeholder hovedreglen for, hvilke udgifter som er medgået til
erhvervelsen af bruttoindkomsten, der kan fratrækkes ved beregningen af den
skattepligtige nettoindkomst.
E.A.2.1 SL § 6 a
Driftsomkostninger
De fradragsberettigede driftsomkostninger er i SL § 6 a beskrevet som
"de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og
vedligeholde indkomsten, derunder ordinære afskrivninger".
Fastlæggelsen af driftsomkostningsbegrebet giver anledning til to
hovedafgrænsninger, dels over for de private udgifter, dels over for anlægs-
eller etableringsudgifter.
E.A.2.1.1 Drift - privat
I SL § 6, stk. 2, beskrives privatforbruget som udgifter anvendt til
"egen eller families underhold, betjening, nytte eller behagelighed, ..
til gaver eller på anden måde".
I praksis er der ofte tale om en vanskelig bevisbedømmelse af, om en
udgift er privat eller erhvervsmæssig. Udgifter, der er sædvanligt
forekommende for de fleste skatteydere, uafhængigt af, om der udfoldes
bestræbelser på at erhverve indkomst, vil som hovedregel have karakter af
privatforbrug. Dette gælder f.eks. udgifter til beklædning, fortæring samt
privat bolig og husførelse. Uanset at sådanne udgifter indirekte kan siges at
være af betydning for muligheden for at erhverve indkomst, er fradrag
udelukket, idet afholdelsen af udgiften ikke kan siges at være foranlediget
af ønsket om at erhverve indkomst, men derimod er et udslag af rent private
interesser om behovstilfredsstillelse.
Fradragsret kommer dels på tale, hvor erhvervsudøvelsen påfører
skatteyderen påviselige merudgifter af den pågældende karakter, dels hvor der
i øvrigt påvises en konkret erhvervsmæssig begrundelse for at afholde
udgiften.
I lsr. 1982.126 blev en tandlæges udgifter til briller anset for
privatudgifter. Der var ikke tale om specielle arbejdsbriller, men
almindelige briller, der kunne anvendes privat.
Modsat i Skat 1989.4.336 (lsr.), hvor en tandlæges udgifter til briller
blev anset for driftsudgifter. Brillerne, der var uden styrke, virkede som
beskyttelsesbriller mod partikler i luften og blev i øvrigt opbevaret på
klinikken uden for arbejdstid.
En hospitalsansat læge, som p.g.a. et handicap måtte benytte kørestol for
at passe sit arbejde, kunne ikke afskrive anskaffelsessummen, idet der blev
henset til, at kørestolen udover at tjene til udførelsen af det
indtægtsgivende arbejde, virkede til afhjælpning af brugerens handicap, lsr.
1984.98.
I ØLD af 4. juni 1984 (Skd. 71.760) blev en regnskabschef nægtet fradrag
for en udgift på 9.550 kr. til børnepasning.
TOLD*SKAT Nyt 1992.7.224. Ligningsrådet fandt, at en fiskeskippers
udgifter til kost på søen ikke var fradragsberettigede, idet det ikke ansås
for godtgjort, at der havde været tale om nødvendige udgifter afholdt for at
erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.
I praksis opstår der ofte spørgsmål om fordeling af en udgift på
henholdsvis fradragsberettigede driftsomkostninger og privatudgifter. Dette
gælder f.eks. kørselsudgifter, repræsentationsudgifter samt kursus- og
rejseudgifter. Se nærmere E.B.3.
E.A.2.1.2 Drift - anlæg
Afgrænsningen af driftsomkostningsbegrebet volder især vanskeligheder over
for de ikke fradragsberettigede anlægs- eller etableringsudgifter.
Anlægs-/etableringsudgifter er i SL § 6, stk. 2 beskrevet som udgifter
"til formueforøgelse, til forbedring af ejendom, til udvidelse af næring
eller drift".
Domstolspraksis synes at have vist en tendens til en udvikling af
driftsomkostningsbegrebet i retning af en udvidelse af fradragsmulighederne
for erhvervsmæssige udgifter, der afholdes inden for de hidtidige naturlige
rammer af en igangværende virksomhed.
Det altafgørende for fradragsretten er fortsat, at der foreligger en
aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde udgiften. Det vil sige, at
formålet er at erhverve skattepligtig indkomst, og at disse
indkomstbestræbelser ikke overskrider virksomhedens hidtidige rammer, jf. SL
§ 6, stk. 2, om "udvidelse af næring eller drift". Udgifter, der
har til formål at tilvejebringe et nyt indkomstgrundlag, enten i form af
start af en helt ny virksomhed, eller udvidelse af en igangværende virksomhed
ud over dens hidtidige rammer, har karakter af etableringsudgifter.
Driftsmæssig begrundelse
Hvis der foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde en
udgift, vil der normalt ikke være grundlag for at kritisere størrelsen eller
den mere eller mindre rimelige begrundelse for at afholde udgiften, se bl.a.
lsr. 1974.156. Noget andet er, at en udgifts sædvanlighed ofte vil indgå i
overvejelserne af, om der overhovedet er tale om en erhvervsmæssig udgift, se
f.eks. lsr. 1974.159 og lsr. 1980.28. Udgifter, der er sædvanligt
forekommende i en erhvervsvirksomhed, f.eks. lønudgifter eller lejeudgifter i
erhvervslejemål, vil således i almindelighed kunne fratrækkes. Der kan ikke
lægges afgørende vægt på, om en udgift er nødvendig. Nødvendighed, f.eks. i
form af et lovkrav om at afholde udgiften, kan dog i visse tilfælde være af
betydning for bevisbedømmelsen af, om der foreligger en driftsmæssig
begrundelse for at afholde udgiften.
Anskaffelse af aktiver
Det følger af SL § 6, stk. 2, at der ikke er fradrag for udgifter til
"opsparing". Det er derfor som udgangspunkt en forudsætning for
fradragsret, at afholdelsen af udgiften har påført skatteyderen et
formueforbrug. Hvis udgiften medgår til anskaffelse af et aktiv med
omsætningsværdi, er der alene tale om en omplacering af formue i modsætning
til et forbrug af formuen i driftens interesse. Først når og hvis
anskaffelsessummen forbruges som følge af den erhvervsmæssige brug af
aktivet, indtræder der et forbrug af formuen i driftens interesse, som
eventuelt kan fratrækkes efter afskrivningsreglerne. Som undtagelser til
denne hovedregel kan nævnes, at udgifter til anskaffelse af faglitteratur,
plader, samt anskaffelse af edb (software) behandles som driftsomkostninger
uanset, at der er tale om anskaffelse af aktiver med omsætningsværdi. Se
endvidere afsnit E.C.1.1 om de særlige regler om afskrivning på software og
afsnit E.B.3.11 om anskaffelse af driftsmidler til forsøgs- og
forskningsvirksomhed.
E.A.2.1.3 Domspraksis
Kernen i driftsomkostningsbegrebet er en forudsætning om, at der
foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde en udgift. Det
skal være hensyn til en løbende indtjening (driften), der begrunder
dispositionen, hvilket står i modsætning til hensynet til det underliggende
indkomstgrundlag (formuen). Hvis der foreligger en aktuel driftsmæssig
begrundelse, udelukker det ikke omkostningsfradrag, at udgiften har en
længerevarende betydning for indkomsterhvervelsen, og derfor må siges at have
en afledet virkning på indkomstgrundlaget.
I UfR 1942.335 H (Skandinavisk Grammofon), var der fradrag for
sagsomkostninger, som et selskab havde afholdt som følge af en strid om
selskabets ret til at forhandle et produkt. Fradrag blev indrømmet, idet
udgifterne havde til formål at sikre, dels tidligere opnået fortjeneste, dels
muligheden for fortjeneste ved fortsat salg af produktet. Det bemærkes, at
selskabet tabte den underliggende retssag, og at det således var uden
afgørende betydning for omkostningsfradraget, at udgifterne var afholdt
forgæves.
I UfR 1959.69 H havde en skatteyder afholdt advokat- og revisorudgifter på
grund af uoverensstemmelser med den hidtidige medinteressent i forbindelse
med opløsning af interessentskabet og overdragelse af aktiverne heri til et
af interessenterne ejet aktieselskab. Skatteyderen gjorde gældende, at
udgifterne var afholdt for at sikre og vedligeholde hans indkomst som
direktør og bestyrelsesmedlem i selskabet, hvilken indkomst var langt større
end aktieudbyttet. Ministeriet gjorde gældende, at udgiften primært var
afholdt for at sikre skatteyderens formueinteresser, nemlig fordelingen af
aktierne i det nystiftede selskab. Højesteret nægtede fradrag med den
begrundelse, at udgiften måtte anses for at vedrøre formuen og kun indirekte
havde betydning for skatteyderens indkomst.
I UfR 1980.712 H, jf. skd.55.325 (Trælastkompagniet) fik et selskab
fradrag for en årlig noteringsafgift til Fondsbørsen samt udgifter til
ændringer af selskabets vedtægter, som var nødvendige for at den hidtidige
virksomhed kunne fortsætte.
Højesterets flertal udtalte følgende: "Efter det foreliggende...
findes optagelsen af selskabets aktier til notering på børsen at være af en
sådan betydning for selskabets status og almindelige omdømme og dermed for
dets indtjeningsmuligheder, at de årlige udgifter til den i § 8 i loven om
Københavns Fondsbørs nr. 220 af 7. juni 1972 hjemlede noteringsafgift må
anses for en fradragsberettiget driftsudgift efter statsskattelovens § 6,
stk. 1a. De foretagne ændringer af selskabets vedtægter var ubestridt alene
foranlediget af de ved aktieselskabsloven af 1973 gennemførte ændringer, der
efter lovens § 164, stk. 1, nr. 2, krævedes indarbejdet i vedtægterne for at
bringe disse i overensstemmelse med lovens krav, og undladelse heraf ville
efter bestemmelsens stk. 3 medføre selskabets opløsning. Under disse
omstændigheder findes også udgifterne til vedtægtsændringerne ... at måtte
anses som fradragsberettigede driftsudgifter".
I HD af 10. dec. 1985 (Skat 1986.1.41) blev et selskab nægtet fradrag for
kloakbidrag og betalinger for tilslutning til fjernvarmeværk for en ubebygget
industrigrund. Grunden blev købt med henblik på udvidelse og udflytning af
den bestående produktion, der var spredt på flere forskellige lokaliteter.
Selskabet fandt imidlertid en mere velegnet grund og solgte den førstnævnte
grund. Idet selskabet ikke på noget tidspunkt havde udøvet erhvervsmæssig
virksomhed på den ubebyggede grund, kunne de omhandlede udgifter, der blev
afholdt i ejertiden, ikke fratrækkes, hverken i medfør af LL § 8 C eller SL §
6a.
Hvis udgiften ikke sigter mod erhvervelse af skattepligtig indkomst, er
fradrag udelukket. I ØLD af 14. nov. 1986 (Skat 1987.1.24) fik en skatteyder
ikke fradrag for rejseudgifter i forbindelse med tilsyn med en ejendom, der
tilhørte skatteyderen, og som var beboet af hans forældre i henhold til en
aftægtsaftale indgået i forbindelse med forældrenes afståelse af ejendommen.
Landsretten lagde vægt på, at der ikke var tale om erhvervsmæssig udleje,
hvorfor skatteyderen ikke modtog nogen løbende erhvervsmæssig indtægt fra
ejendommen, samt at ejendommen var erhvervet i privat øjemed. * Om udgifter
til certificering af kvalitetsstyringssystemer, se afsnit E.B.3.15. *
Interesseforbundne parter
Hvis modtageren af den afholdte driftsudgift er nærtforbunden med
skatteyderen (sammenfaldende interesser), må der som forudsætning for
omkostningsfradrag stilles krav til skatteyderen om at godtgøre
tilstedeværelsen af en driftsmæssig begrundelse for dispositionen. Som
udgangspunkt må det antages, at driftstilskud fra et moderselskab til dets
datterselskab ikke er begrundet i hensynet til moderselskabets løbende
indtjening, men derimod i andre driften uvedkommende interesser, typisk en
sikring af formueinteresserne i datterselskabet.
I UfR 1976.60 H (Esso) blev et moderselskabs tilskud til dækning af
underskud i dets datterselskaber, som drev tankstationer, og som i kortere
eller længere tid ikke kunne drives uden underskud, anset for
fradragsberettigede driftsomkostninger. Højesteret udtalte, at udgifterne
"havde været et sådant naturligt led i selskabets virksomhed, at de som
driftsudgifter har kunnet bringes til fradrag i selskabets indkomst, uanset
at dette ikke er sambeskattet med datterselskaberne".
I modsætning hertil blev en murermester i UfR 1979.731 H nægtet fradrag
for et tilskud til et af ham stiftet og domineret aktieselskab, hvorigennem
han havde opført en ejendom med henblik på salg af aktielejligheder.
Højesteret fandt, at der ikke havde været en sådan forbindelse mellem støtten
til selskabet og murermesterens løbende indtjening, at der kunne indrømmes
fradrag. På linie hermed blev et moderselskab i HD af 5. april 1990 (Skat
1990.5.361) nægtet fradrag for tilskud til dets udenlandske datterselskab,
der blev ydet til udligning af datterselskabets driftsunderskud.
I UfR 1984.90 H (Skd. 69.284) (Segaltmøllen) fik et selskab fradrag for
udgift til betaling af en tidligere samarbejdspartners gæld til tredjemand,
hvilket to nye samarbejdspartnere havde stillet krav om som betingelse for en
fortsættelse af det nyligt indledte samarbejde. Betalingen af gælden ansås
for at have en sådan tilknytning til den løbende drift, at den måtte anses
for en fradragsberettiget driftsomkostning.
Udskudte driftsomkostninger
I visse tilfælde er der mulighed for at opnå fradrag for "opsatte
driftsomkostninger".
I UfR 1963.954 H (Knuth) fik en godsejer fradrag for et engangsbeløb til 4
ansatte, der blev betalt som kompensation for deres dårlige aflønning gennem
en årrække.
I UfR 1984.160 H (Træskodommen), fik et interessentskab fradrag for et
tilskud til et af interessenterne ejet aktieselskab, der i 3 år havde
produceret træsko, som blev købt af interessentskabet. Interessenterne gjorde
gældende, at der var tale om en regulering af den oprindeligt fastsatte
afregningspris, der alene havde været fastsat foreløbigt på grund af
beregningsvanskeligheder. Højesteret fandt, at tilskuddet var et sådant led i
interessenternes virksomhed, at det kunne fradrages.
Se også lsr. 1984.23, hvor udgifter til opgravning af benzintanke i
forbindelse med ophør af virksomhed som benzinforhandler blev anset for
udskudte driftsomkostninger.
Udgifter i forbindelse med retablering af en losseplads efter endt
anvendelse er fradragsberettigede, når de afholdes.
Ligningsrådet har endvidere i en ikke-offentliggjort bindende
forhåndsbesked udtalt, at et selskab kunne fratrække udgifter til
undersøgelse og afrensning af et forurenet areal med den del, der kunne
henføres til forurening opstået efter virksomhedens erhvervelse af arealet.
Udgifter til faste installationer, som offentlige myndigheder måtte
foreskrive i forbindelse med forureningen skulle medregnes til
driftsbygningens afskrivningsgrundlag. * I overensstemmelse hermed har
Landsskatteretten ved kendelse af den 23. september 1992 indrømmet et selskab
fradrag for udgiften til oprensning af en grund, der var forurenet i
selskabets besiddelstid. Da udgifter til destruktion, som sker efter senere
indført miljølovgivning, er en fradragsberettiget driftsudgift, fandt
Landsskatteretten, at de tidligere afholdte udgifter kunne fratrækkes enten
som opsat vedligeholdelsesudgift (SL § 6 e) eller som driftsomkostning (SL §
6 a). TOLD*SKAT Nyt 1993.1.37 (lsr). *
Se E.A.2.3 om afskrivning i medfør af SL § 6a på udgifter af
omkostningskarakter.
E.A.2.1.4 Etableringsudgifter
Det er som nævnt en forudsætning for omkostningsfradrag efter SL § 6a, at
dispositionen falder inden for virksomhedens naturlige rammer. Udgifter til
tilvejebringelse af et nyt indkomstgrundlag er derfor ikke
fradragsberettigede efter § 6a.
Med virkning for indkomståret 1992 er der dog åbnet mulighed for fradrag
for visse etableringsomkostninger efter LL § 8 I og § 8 J, jf. afsnit
E.A.2.1.4.1 og 2.1.4.2. Egentlige startudgifter, som f.eks.
stiftelsesomkostninger i et selskab, kan således ikke fratrækkes. Se bl.a.
UfR 1985.585 H (Skd. 75.667) om hidtidig praksis vedrørende fradrag for
udgifter til markedsundersøgelser og øvrige etableringsomkosninger. Om
fradrag for udgifter til markedsundersøgelser i henhold til LL § 8 I, se nu
afsnit E.A.2.1.4.1.
I Skat 1990.10.758 nægtede Østre Landsret et grovvareselskab fradrag for
udgifter til kreditprovisioner og stempel ved låneoptagelse, da udgifterne i
det væsentligste havde tjent til forbedring af selskabets indtægtsgrundlag.
Udgifterne kunne heller ikke fradrages i medfør af LL § 8, stk. 3, litra c.
Se også Landskatterens afgørelse i Skat 1986.2.158, hvor låneomkostninger
blev anset for ikke fradragsberettigede etableringsudgifter. Se tillige Skat
1989.10.803(lsr.), lsr. 1972.81, lsr. 1982.69 og skd. 50.224.
I Skat 1988.6.353 blev en investeringsforening nægtet fradrag for
kapitaltilførselsafgift, der skulle betales som følge af foreningens
beslutning om at blive børsnoteret. Foreningen havde drevet virksomhed i 10
år, og der skete ikke nogen kapitaltilførsel i forbindelse med
børsnoteringen. Ligningsrådet fandt, at børsnoteringen ville indebære en
sådan ændring i foreningens almindelige status, at udgiften måtte antages at
ligge ud over, hvad der kunne siges at medgå til at sikre og vedligeholde
foreningens indkomst. Udgifterne forbundet med børsnoteringen blev således
anset for at ligge uden for virksomhedens hidtidige naturlige rammer.
Landskatteretten stadfæstede Ligningsrådets afgørelse ved kendelse af 14.
aug. 1989. Kendelsen er af skatteyderen indbragt for Østre Landsret.
Om kapitaltilførselsafgift og andre udgifter i forbindelse med
børsintroduktion se E.A.2.1.6 og Skd. cirk. nr 96 af 22. juni 1993, pkt.
11.9.
Hvis en udgift ikke har til formål at udvide eller forbedre det hidtidige
indkomstgrundlag, men derimod alene at sikre de hidtidige
indtjeningsmuligheder, er der mulighed for fradrag, forudsat at der kan
påvises en aktuel driftsmæssig begrundelse for dispositionen. Hvis den
driftsmæssige begrundelse foreligger, udelukker det således ikke fradrag, at
udgiften i realiteten indebærer en tidsubestemt sikring af
indkomstgrundlaget.
I HD af 20. maj 1987 (Skat 1987.7.493) betalte et vognmandsfirma i
forbindelse med indmeldelse i en fragtmandshal et indskud i fragtmandshallen
på 175.000 kr. Ifølge foreningens vedtægter tilfaldt beløbet foreningen
endeligt og blev ikke tilbagebetalt ved fragtmandens udtræden af
fragtmandshallen. Beløbet blev betalt for, at selskabet kunne få en ny
holdeplads til erstatning for en mistet holdeplads i københavnsområdet, hvor
man i forvejen drev virksomhed. Højesteret fandt, at formålet med afholdelsen
af udgiften i det væsentlige var at sikre virksomhedens hidtidige
konkurrencedygtighed og indkomst, og udgiften blev herefter anset for en
driftsomkostning, der kunne afskrives efter SL § 6a. Det bemærkes, at der for
Højesteret ikke var nedlagt påstand om fradrag for indskuddet i
afholdelsesåret. For landsretten var der nedlagt påstand om afskrivning efter
LOSI § 15, stk. 1, jf. § 2, nr. 5, hvilket blev afvist, idet selskabet ikke
erhvervede en rettighed af økonomisk værdi.
Se også UfR 1980.712 H (Trælastkompagniet), der er omtalt ovenfor.
I en ikke offentliggjort landsskatteretskendelse af 21. sept. 1987 havde 4
melmøller, der tilsammen stod for alt salg af mel til det danske marked, i
fællesskab opkøbt en konkurrerende virksomhed, hvis tilstedeværelse på
markedet i en kortvarig periode havde udløst en priskrig med deraf følgende
fald i de 4 møllers indtjening. De 4 møller købte virksomheden med det formål
at nedlægge den og sikre, at der ikke fremover ville ske mølledrift fra
ejendommen, hvilket skete ved at ejendommen blev pålagt en servitut.
Ejendommen og produktionsapparatet blev herefter afhændet, hvorved de 4
møller blev påført et tab. En væsentlig årsag til tabet var den servitut, der
blev pålagt ejendommen. Landsskatteretten tiltrådte Statsskattedirektoratets
indstilling om, at omkostningerne ved servitutten (tabet) var
fradragsberettigede.
I Skat 1988.6.344 havde en dyrlæge for at bevare sin indtjening i
forbindelse med skærpet konkurrence etableret nye klinikker i omegnen.
Klinikkerne blev etableret som selvstændige anpartsselskaber, hvorfra
dyrlægen modtog et fast månedligt honorar for udført arbejde.
Dyrlægeforeningen anlagde sag mod dyrlægen, idet der ifølge foreningens
vedtægter kun måtte oprettes klinikker på den adresse, der var udgangspunkt
for dyrlægens praksisudøvelse. Dyrlægen tabte sagen, og skattesagen vedrørte
de medgåede sagsomkostninger samt en bøde til dyrlægeforeningen på 5.000 kr.
Landsskatteretten indrømmede fradrag for udgifterne, der ansås for afholdt
for at fastholde et hidtidigt indtægtsgrundlag. Se nærmere E.B.5.5 om
fradragsret for bøder.
Med virkning for udgifter afholdt i indkomståret 1992 eller senere, er der
i LL indsat bestemmelser om fradrag for visse etableringsudgifter, nemlig LL
§ 8 I om fradrag for udgifter til markedsundersøgelser og § 8 J om fradrag
for advokat- og revisorudgifter.
E.A.2.1.4.1 LL § 8 I
Udgifter til markedsundersøgelser
Der er indført fradrag for udgifter til undersøgelse af nye markeder med
henblik på etablering af en erhvervsvirksomhed eller udvidelse af en
bestående virksomhed.
Udgifterne skal være afholdt med henblik på at undersøge de praktiske og
økonomiske muligheder for at opnå salg af varer eller tjenesteydelser her i
landet eller i udlandet, f.eks. undersøgelse af afsætningsmuligheder og
markedsvilkår, særlige lovgivnings- eller handelshindringer, kutymer mv. Det
er uden betydning for fradragsretten, om det er den skattepligtige selv, der
foretager disse undersøgelser eller om der er tale om betaling til et lokalt
agentbureau eller lign.
Ved nyetablering af en erhvervsvirksomhed, hvor udgiften er afholdt før
etableringen, er det en betingelse for fradrag, at udgiften er medvirkende
til etablering.
Udgifterne kan efter eget valg fradrages fuldt ud i det år, hvori de er
afholdt, dog tidligst i det indkomstår, hvor etableringen finder sted, eller
de kan afskrives over en femårig periode med lige store årlige beløb.
For repræsentationsudgifter i forbindelse med markedsundersøgelser er
fradragsretten begrænset i overensstemmelse med reglerne i LL § 8, stk. 4, se
E.B.3.7.
E.A.2.1.4.2 LL § 8 J
Udgifter til advokat og revisor
Ifølge LL § 8 J kan udgifter til advokat og revisor, som er afholdt i
forbindelse med etablering eller udvidelse af en erhvervsvirksomhed
fradrages. Det samme gælder gebyrer til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Der
vil typisk være tale om udgifter til rådgivningshonorarer, honorarer for
udfærdigelse af kontrakter eller gebyrer i forbindelse med stiftelse af et
selskab. Opregningen i bestemmelsen er udtømmende, og der vil således ikke
være fradrag for udgifter til øvrige honorarer eller gebyrer end de
udtrykkeligt nævnte.
I det omfang udgifterne efter de hidtil gældende regler må anses for et
tillæg til købesummen eller som fradrag i salgssummen ved køb og salg af
erhvervsvirksomheder, er der ikke fradrag herfor.
Advokat- og revisorudgifter, der er afholdt inden etablering eller
udvidelse af erhvervsvirksomheden, kan først fradrages i det indkomstår, hvor
etableringen eller udvidelsen faktisk finder sted. Øvrige advokat- eller
revisorudgifter, der er afholdt efter etableringen af virksomheden, og som
hidtil har været fradragsberettigede, vil stadig kunne fradrages efter de
almindelige regler. Der er ikke mulighed for i stedet af afskrive disse
udgifter. Se endvidere cirk. nr. 96 af 22. juni 1993.
E.A.2.1.5 Start af virksomhed
Udgifter, der afholdes i forbindelse med påbegyndelse af ny virksomhed og
som efter sin art er engangsudgifter, har karakter af etableringsudgifter.
Derimod har Landsskatteretten i flere tilfælde indrømmet fradrag for
sædvanlige løbende driftsudgifter afholdt i startfasen.
Der er således givet fradrag for lejeudgifter vedrørende tiden fra
lejemålets indgåelse til åbningen af forretningen, lsr. 1971.142. Se
endvidere lsr. 1972.54, hvor der var fradrag for lønudgifter vedrørende tiden
forud for forretningens åbning, Skat 1986.3.224, hvor udgifter til annoncer,
trykning af materialer mv. i forbindelse med åbning af en postordreforretning
var fradragsberettigede og Skat 1989.5.400, hvor driftsudgifter og
afskrivning på en køreskolevogn var fradragsberettigede, selv om der ikke
havde været elever i køreskolevirksomheden i startåret. Modsat blev der i
lsr. 1975.41 nægtet fradrag for huslejeudgifter, der vedrørte en periode, der
lå mere end 6 måneder forud for forretningens åbning. I skat 1990.11.893
(lsr.) havde en ægtefælle overtaget driften af et hotel efter den anden
ægtefælle, der havde standset sine betalinger. Den overtagende ægtefælle var
senere ved dom kendt pligtig at betale til Lønmodtagernes Garantifond det
beløb, som derfra var udbetalt i lønninger for tiden inden overtagelsen.
Domsbeløbet samt sagsomkomstninger blev ikke anset som fradragsberettigede
efter statsskattelovens § 6a, men som en etableringsudgift.
Sammenfattende kan siges, at udgifter, der har karakter af sædvanlige
løbende driftsudgifter, og som afholdes i tiden umiddelbart forud for starten
af virksomheden, er fradragsberettigede.
Selv om en planlagt virksomhed ikke kommer i gang, er der fradrag for
sædvanlige løbende driftsudgifter (til husleje, lønninger, el, varme og
lignende), som naturligt har måttet afholdes en kortere tid før starten af
virksomheden, jf. bl.a. lsr. 1973.127 og 1980.142. Se dog TOLD*SKAT Nyt
1992.8.236, hvor LSR nægtede en interessent fradrag for hans andel af
underskuddet i en virksomhed, der ikke kom igang. Landsskatteretten fandt
ikke, at udgifter, der for en dels vedkommende vedrørte husleje, lønninger
o.lign., kunne anses for driftsomkostninger, der var fradragsberettigede
efter SL § 6a. Der blev herved lagt vægt på, at der havde været tale om en
påtænkt virksomhed, som ikke havde nogen driftsindtægter, og at udgifterne
blev afholdt over et længere tidsrum. Fradrags- eller afskrivningsretten for
andre, mere ekstraordinære erhvervsudgifter er betinget af et igangværende,
indtægtsgivende erhverv, således at disse forgæves afholdte udgifter må
behandles som ikke fradragsberettigede etableringsudgifter. Dette gælder
f.eks. erstatning for misligholdelse af kontrakt om varekøb, jf. lsr.
1985.21.
Forgæves afholdte udgifter
Spørgsmålet om fradragsret for forgæves afholdte projektudgifter mv.
afhænger af en sædvanlig bedømmelse af, om udgiften falder inden for
virksomhedens hidtidige rammer. Se f.eks. lsr. 1971.30 hvor forgæves
projektudgifter i forbindelse med udvidelse af en virksomhed ikke var
fradragsberettigede. Se i modsætning hertil ØLD af 12. okt. 1987, omtalt
nedenfor i E.A.2.3, samt E.A.2.1.4.1.
E.A.2.1.6 Særligt om selskabers finansielle grundlag
Selve den omstændighed, at en udgift har en umiddelbar forbindelse med et
selskabs finansielle grundlag (aktie- eller anpartskapitalen) udelukker ikke
fradragsret, hvis der i øvrigt foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse
for dispositionen. Også i disse tilfælde er det altafgørende, om den
driftsmæssige begrundelse falder inden for virksomhedens hidtidige naturlige
rammer. Som eksempel kan nævnes den ovenfor under E.A.2.1.3 omtalte UfR
1980.712 H (Trælastkompagniet), hvor selskabet blev indrømmet fradrag for den
årlige noteringsafgift til Fondsbørsen. I VLD af 13. april 1981 (Skd. 59.384)
blev et selskab på linie hermed indrømmet fradrag for udgifter til
annoncering om aktieudbytte, hvilket skete i henhold til
fondsbørsbekendtgørelsen.
* Årligt tilbagevendende gebyrer til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er
fradragsberettigede efter SL § 6a. Om gebyrer ved stiftelse, se E.A.2.1.4.2.
samt LL § 8 J *
I et retsforlig indgået for Østre Landsret har Skatteministeriet taget
bekræftende til genmæle over for et børsnoteret selskabs påstand om, at
årligt tilbagevendende udgifter til honorar til et pengeinstitut, der
forestod udbyttebetalingen vedrørende selskabets aktier og førte selskabets
aktiebog, havde karakter af fradragsberettigede driftsomkostninger. Se
tilsvarende afgørelse i Skat 1989.3.244 (lsr.).
Hvis udgifterne ikke udelukkende kan anses for afholdt som et led i
opretholdelsen af det eksisterende kapitalgrundlag, men derimod afholdes i
forbindelse med en udvidelse af dette, kan udgifterne ikke fratrækkes. I
TOLD*SKAT nyt 1991.7.366 havde en bank i forbindelse med en udvidelse af
aktiekapitalen, der skyldtes bestemmelser i bankloven om, at egenkapitalen
skal udgøre mindst 8 pct. af bankens samlede gælds- og garantiforpligtelser,
afholdt udgifter til formularsæt, tegningsindbydelser, interimsbeviser,
annoncering, gebyr til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, aktiebreve og kuponer,
tegningsprovision samt kapitaltilførselsafgift. Vestre Landsret anså ikke
udgifterne for at være fradragsberettigede, og retten udtalte følgende:
"Det lægges som ubestridt til grund, at omkostninger ved
kapitaludvidelser sædvanligvis ikke er fradragsberettigede - ej heller gennem
afskrivning. Den omstændighed, at bank- og sparekasselovgivningen stiller
bestemte krav til et pengeinstituts soliditet, og at dette krav i visse
tilfælde kan nødvendiggøre en udvidelse af aktiekapitalen, kan ikke medføre
nogen ændring heri, hvorved også bemærkes, at det modsatte resultat ville
føre til betydelige afgrænsningsproblemer i praksis. Skatteministeriets
frifindelsespåstand tages derfor til følge".
Som det fremgår af dommen i TOLD*SKAT nyt 1991.7.366 er
kapitaltilførselsafgift ikke fradragsberettiget. Dette gælder såvel ved
frivillig som lovpåbudt kapitaludvidelse, jf. også Skat 1986.2.169 (SD), Skat
1988.10.605 (lsr.) og Skat 1988.6.353, der er omtalt ovenfor under E.A.2.1.4.
I Skat 1990.6.473 fandt landsskatteretten, at udgifter i forbindelse med
et selskabs børsintroduktion ikke er fradragsberettigede hverken efter SL §
6a eller efter LL § 8. Selskabet havde afholdt udgifter til annoncer,
konsulent, revisor, udarbejdelse af prospekt og kapitaltilførselsafgift.
I lsr. 1982.118 fik et selskab fradrag for udgiften til omtrykning af
gamle aktiebreve, således at de opfyldte Fondsbørsens forskrifter. Der var
for Landsskatteretten enighed om, at udgiften til trykning af nye aktiebreve
i forbindelse med en kapitaludvidelse ikke kunne fratrækkes.
Der henvises desuden til E.A.2.1.4 om etableringsudgifter og til omtalen
af de forskellige typer driftsomkostninger under E.B.3.
Anlægs-/etableringsbetragningen i SL er i et vist omfang blevet
modificeret i den senere særlovgivning. Der henvises til LL § 8, stk. 1, om
rejser og reklameudgifter (E.B.3.2 og E.B.3.7.2), LL § 8, stk. 3, om
stiftelsesomkostninger og provisioner ved lånoptagelse (A.E.1.3), LL § 8 B om
forsøgs- og forskningsudgifter (E.B.3.11) og LL § 8 C om tilslutningsafgifter
(E.K.2.15) samt LL §§ 8 I og J omtalt under afsnit E.A.2.1.4.1 og
E.A.2.1.4.2.
E.A.2.2 Omkostninger uden fradrag
Uafhængigt af almindelige omkostningsbetragtninger er der efter praksis
udgifter, som ikke kan fratrækkes, uanset hvor nært eller direkte udgiften i
øvrigt måtte være forbundet med den løbende indkomsterhvervelse. Der er i
disse tilfælde tale om, at udgiften efter sin art er udelukket fra fradrag.
Dette gælder f.eks. udgifter til bøder, se nærmere E.B.5.5. Om udgifter til
advokat- og revisorbistand i skattesager se E.B.5.1.
I HD af 27. juni 1985 (Skd. 76.809) blev en bygmester nægtet fradrag for
inkassoomkostninger, som han blev pålagt i forbindelse med for sen betaling
af varegæld. Højesteret begrundede afgørelsen med, at inkassoomkostninger
ikke kan anses for naturlige og sædvanlige driftsomkostninger. Se endvidere
E.B.5.3.
Udgifter til støtte af politiske partier eller politiske formål i øvrigt
kan ikke fratrækkes.
Om udgifter til erstatning henvises til E.B.3.9.
E.A.2.3 Afskrivninger
Efter SL § 6a sidestilles ordinære afskrivninger med driftsomkostninger.
Bestemmelsen er for de fleste erhvervsaktivers vedkommende blevet afløst af
særlovgivning, jf. AL om fysiske aktiver og LL § 16 F (tidligere LOSI § 15)
om immaterielle aktiver. Herudover findes der særlige afskrivningsregler i LL
§§ 8 B-C, jf. Afsnit E.K.2.1.5.
Ved siden af disse særlige afskrivningsregler kan der i et vist omfang
afskrives med hjemmel i SL § 6a. Dette gælder f.eks. afskrivning på
rationaliseringsudgifter, ombygningsudgifter af lejede lokaler, bygninger på
lejet grund og hjemfaldspligtige ejendomme. Se nærmere afsnit E.C.
I den i E.A.2.1.4 nævnte HD af 20. maj 1987 blev et vognmandsfirmas udgift
til indskud i en fragtmandshal anset for afskrivningsberettiget efter SL §
6a.
I UfR 1985.134 H, jf. skd. 73.313 (Slusedommen) besluttede et skibsværft
grundet afsætningsvanskeligheder at omlægge produktionen fra fiskekuttere til
mindre fragtskibe, hvilket nødvendiggjorde en udbygning af en kommunalt ejet
sluse. Skibsværftet påtog sig at afholde en del af anlægsudgifterne til
bygningen af en ny sluse, og påtog sig yderligere visse forpligtelser med
hensyn til slusens drift og nedrivning. Højesteret fandt, at udgiften var en
udelukkende erhvervsmæssig udgift, der tjente til sikring af værftets
fremtidige indkomst, og at udgiften derfor ikke havde en sådan karakter, at
den kunne fratrækkes fuldt ud som en driftsomkostning i afholdelsesåret.
Efter det oplyste om værftets forpligtelser med hensyn til drift og eventuel
nedrivning af slusen fandtes udgiften derimod at have en sådan forbindelse
med værftets fremtidige indtægtserhvervelse, at udgiften kunne afskrives
efter SL § 6a, idet det fandtes uden betydning, at værftet ikke var ejer af
slusen, hvilket alene skyldtes bestemmelse truffet af en anden offentlig
myndighed.
* Se også TOLD*SKAT Nyt 1993.4.148 (lsr.), hvor en forpagters udgifter til
miljøforbedrende foranstaltninger vedrørende den forpagtede landbrugsejendom
ikke fandtes omfattet af AL § 21 A om straksafskrivning, men skulle afskrives
efter SL § 6 a. *
Efter Højesterets dom må erhvervsdrivendes bidrag til anlæg af offentlige
gågader og parkeringspladser anses for afskrivningsberettigede efter SL § 6a.
Afskrivningsperioden kan i almindelighed sættes til 30 år. Det forudsættes
herved, at anlæggene er udsat for en sådan fysisk forringelse, at værdien
ikke kan opretholdes gennem normal vedligeholdelse, Skat 1987.2.144 (skd.).
Se i modsætning hertil Skat 1988.8.493, hvor en virksomhed blev nægtet
afskrivningsadgang på bidrag til offentlige parkeringspladser. Kommunens
vedligeholdelsesforpligtelse var her ikke begrænset til vedligeholdelse i
dette begrebs skattemæssige forstand, men bestod reelt i, at kommunen skulle
sørge for, at parkeringspladserne var til stede og kunne benyttes af
virksomhedens kunder i en ubestemt fremtid. Statsskattedirektoratet fandt, at
de afholdte udgifter, der tilførte virksomheden et "aktiv" i form
af en nytteværdi for driften af virksomheden, bevarede sin værdi for
indkomsterhvervelsen i en ubestemt fremtid, hvorfor der ikke indtrådte nogen
værdiforringelse af "aktivet". Der kunne derfor ikke foretages
skattemæssige afskrivninger på nogen del af de afholdte udgifter.
Selskaber, der som lejere afholdt udgifter til udskibningsanlæg og
udgifter til forbedringer af en sejlrende, kunne afskrive udgifterne over 10
år i medfør af SL § 6a, Skat 1987.2.144 (skd.).
I ØLD af 12. okt. 1987 (Skat 1987.12.853) havde et selskab afholdt
udgifter til anlæg af en rørledning og et jernbanespor i tilslutning til
selskabets tanklager, der blev anvendt til opbevaring af flydende ammoniak.
Projektet måtte imidlertid opgives, bl.a. som følge af miljømæssige
protester. Landsretten lagde til grund, at anlægget, herunder
projekteringsudgifterne, i fuldført stand ville have været
afskrivningsberettiget, og da selskabet havde afholdt udgifterne ud fra
berettigede forventninger om at kunne opnå de fornødne tilladelser fra
myndighederne til projektets gennemførelse og alene kommunens ændrede
holdning til projektet havde hindret dets udførelse, fandt Landsretten, at
selskabet kunne afskrive de forgæves afholdte udgifter i medfør af SL § 6a.
E.A.2.4 Vedligeholdelse
Udgifter, der medgår til at sætte et formuegode i samme stand, hvori det
var ved anskaffelsen, kan fratrækkes som vedligeholdelsesudgift efter SL §
6e, forudsat der er tale om udgifter, der vedrører aktiver, hvis udbytte skal
medregnes ved indkomstopgørelsen, jf. UfR 1958.1173 H.
Om vedligeholdelsesudgifter vedrørende fast ejendom, se E.K.2.3.
E.A.2.5 Driftstab
Der findes ikke i SL § 6 eller andetsteds nogen direkte hjemmel for
fradrag af driftstab, men efter fast praksis er der adgang til at fratrække
egentlige driftstab ved indkomstopgørelsen ud fra et omkostningslignende
synspunkt.
Det kan være vanskeligt at adskille driftstab fra de ikke
fradragsberettigede formuetab. Tab vedrørende privatforbrugsområdet kan ikke
fratrækkes, men herudover lader der sig næppe opstille almindelige regler,
idet man ikke, som det tidligere er sket, kan basere sondringen på forskellen
mellem omsætningsaktiver og anlægsaktiver og kun indrømme fradrag for tab på
omsætningsaktiver. Hvor der er tale om driftstab bestående i tab eller
forringelse af aktiver, må spørgsmålet om fradragsret eller ikke afgøres for
de enkelte aktivgrupper, idet et fælles synspunkt næppe lader sig opstille.
Hvor et driftstab fremkommer ved, at der påføres den skattepligtige et nyt
passiv eller pålægges ham en betalingspligt, er det en forudsætning for
fradrag, at tabet er påført den pågældende som udslag af en naturlig
driftsrisiko forbundet med driften af den pågældendes virksomhed.
Omsætningsaktiver
Tab på omsætningsaktiver vil normalt være fradragsberettiget som et
driftstab. Således er tab på et varelager, såvel normalt svind som mere
ekstraordinære tab, fradragsberettiget, medmindre tabet er opstået ved
ejerens forsætlige skadesforvoldelse. Om kravene til dokumentation og
sandsynliggørelse, se VLD af 29. nov. 1982 (skd. 66.293). Også tab ved tyveri
fra lageret kan fratrækkes, forudsat de stjålne varer klart henhører til
varelageret og ikke f.eks. er udtaget til ejerens private forbrug.
Tab på varedebitorer er ligeledes fradragsberettiget, jf. E.B.2.6.5.
E.A.2.6 Tab ved tyveri
Tab ved tyveri af kassebeholdninger har givet anledning til mange
landsskatteretssager. Thøger Nielsen sammenfatter i "Indkomstbeskatning
I", s. 696, praksis således: "Praksis viser, at dette (tabsfradrag)
for det første forudsætter, at den har været anbragt på en måde, der ikke kan
siges at være usædvanlig for virksomheden og ud fra et forretningsmæssigt
synspunkt kan siges at være naturligt. Endvidere må det kræves, at den ikke
har været sammenblandet med private midler, eller at der foreligger
omstændigheder, som fører til at anse beholdningen som hævet til privat
forbrug, og endelig synes man at kræve, at beholdningen ikke har været større
end rimeligt i forhold til behovet i den daglige drift."
I praksis er der ofte tale om et bevisproblem, hvor det påhviler
skatteyderen at godtgøre, at tabet har ramt omsætningsformuen, og at der ikke
foreligger egen skyld fra skatteyderens side.
Det er normalt en forudsætning for fradrag, at tyveriet er anmeldt til
politiet, lsr. 1969.128. Det er endvidere en forudsætning, at det lidte tab
kan dokumenteres via en tilfredsstillende bogføring, lsr. 1969.37.
Med hensyn til kravene om opbevaringsmåden henvises til lsr. 1960.128,
hvor der blev indrømmet fradrag for tab af en kassebeholdning, der var
anbragt i et uaflåst skab i privatlejligheden beliggende umiddelbart bag
forretningen. Se tilsvarende afgørelser, lsr. 1952.145, 1958.114, 1964.124
samt 1977.49. Se i modsætning hertil lsr. 1976.36, hvor tabet bl.a. på grund
af opbevaringsmåden ikke blev godkendt. Hvor en virksomheds kassebeholdning
opbevares i indehaverens tegnebog, vil der sædvanligvis være anledning til at
foretage en nærmere vurdering af, hvorvidt den stjålne beholdning fuldtud har
karakter af kassebeholdning. Som regel fører sammenblanding af
kassebeholdningen og private midler til, at fradrag nægtes, lsr. 1952.146,
1962.116, 1964.123, 1967.127, 1968.38 og 1969.37. At fradrag for tab ved
tyveri af tegnebog med kassebeholdningen anbragt f.eks. i privatlejligheden
ikke er udelukket, viser lsr. 1960.128 og 1964.124. Her var der ingen tvivl
om beholdningens karakter af kassebeholdning, og opbevaringsmåden fandtes
efter de foreliggende forhold forsvarlig. Se endvidere lsr. 1975.44.
Hvis den stjålne kassebeholdning er særlig stor, bør det undersøges, om
der er en særlig baggrund for tilstedeværelsen af den store beholdning. Kan
det påvises, at der har været særligt store indbetalinger, lsr. 1960.128,
eller særligt store hævninger af bankbeholdninger til imødegåelse af store
udbetalingskrav i virksomheden, kan fradrag foretages også for betydelige
tab. Se lsr. 1973.37, hvor en del af en stjålen kassebeholdning ikke blev
anset nødvendig til fyldestgørelse af skatteyderens forpligtelser i relation
til hans erhvervsvirksomhed.
I ØLD af 16. juni 1983 (skd. 70.454) blev der givet fradrag for tab ved
tyveri af 72.381 kr., som udgjorde en benzinstations kassebeholdning fra
weekendsalget, der var blevet opbevaret i et pengeskab på tankstationen. Det
var oplyst, at skatteyderen havde benyttet pengeskabet, fordi der var ret
lang vej til nærmeste bank, der havde døgnbox, hvori salgsindtægterne kunne
anbringes. Østre Landsret lagde til grund, at det stjålne beløb alene
hidrørte fra tankens salgsindtægter, samt at de stjålne pengemidler havde
været forsvarligt opbevaret. Under hensyn til virksomhedens sædvanlige
driftsform og den særlige baggrund for tilstedeværelsen på tanken af de
pågældende kasseindtægter weekenden over fandtes tabet at måtte betegnes som
en af driften følgende risiko og dermed som et fradragsberettiget driftstab.
Tab af kontante beholdninger under rejser kan fradrages, når der ikke er
tvivl om rejsens karakter af en forretningsrejse, jf. lsr. 1972.48, hvor
fradraget dog blev beskåret, idet det ikke var godtgjort, at hele
beholdningen var bestemt til erhvervsmæssig anvendelse. Tab af
kassebeholdning under privatrejse kan ikke fratrækkes, lsr. 1964.123.
Om lønmodtageres begrænsede adgang til at fratrække tab ved tyveri
henvises til A.F.1.17.
Underslæb - Bedrageri
Fradragsretten omfatter også tab ved underslæb fra de ansattes side, men
normalt ikke tab ved besvigelser fra ikke-ansattes side, lsr. 1969.129, der
dog ikke vedrørte driften.
Et A/S, som drev en kro, hvor der i årets løb havde været 70 ansatte,
foretog ved indkomstopgørelsen et fradrag for tab på kassedifferencer på
36.715 kr. Lsr. fandt, at differencerne kunne henføres til uregelmæssigheder
fra personalets side og dermed måtte anses for driftstab, lsr. 1982.83.
Et selskab, som havde kontrakt med DSB om udkørsel af gods, havde
fradraget et tab på 56.450 kr. som følge af besvigelser fra selskabets
chauffører. Lsr. godkendte fradraget, da tabet ikke kunne anses at overstige,
hvad normal driftsrisiko under de oplyste forhold kunne betinge, lsr.
1982.122.
Bygninger - Driftsmidler
Bestemmelserne i AL regulerer behandlingen af tab på aktiver omfattet af
loven. Se E.C.4 om bygninger og installationer og E.C.1 om driftsmidler.
E.A.2.7 Interessenter
I interessentskabsforhold opstår der undertiden spørgsmål om størrelsen af
det fradrag, som de enkelte interessenter kan foretage som deres del af
underskuddet ved interessentskabets drift. Hvor en interessent i kraft af det
solidariske ansvar over for kreditorerne må afholde mere end sin
forholdsmæssige andel af et underskud, vil han som regel have fradrag for det
tab, som han måtte lide herved.
En skatteyder, der drev en byggevirksomhed med en medinteressent, måtte i
forbindelse med virksomhedens ophør betale samtlige interessentskabets
kreditorer. Landsretten fandt, at interessentskabets underskud var opstået
løbende gennem afholdelse af udgifter, som havde været nødvendige for
interessentskabets drift, hvorfor skatteyderen kunne fratrække det lidte tab
ved sin indkomstopgørelse jf. ØLD af 18. april 1983 (skd. 68.38).
En partreders indfrielse af tre insolvente partrederes gæld for at få
rederiets skib frigivet til salg kunne hverken anses som en
fradragsberettiget handelsomkostning ved opgørelsen af særlig indkomst eller
som driftsudgift efter statsskattelovens § 6, stk. 1a, eller dennes analogi,
jf. VLD af 22. marts 1984 (skd. 71.713).
En interessent overtog i forbindelse med interessentskabets opløsning
medinteressentens personlige firma. Da overtagelsen ikke fandtes nødvendig
for at sikre fortsættelsen af interessentens eget personlige firma, kunne en
eftergivelse af et tilgodehavende, der opstod som led i handelen, hverken
fradrages som driftsomkostning eller driftstab, VLD af 26. maj 1987 (Skat
1987.7.496).
En arkitekt drev sammen med en murermester erhvervsmæssig
udstykningsvirksomhed. Murermesteren, der tillige drev selvstændig
murermestervirksomhed, kom i økonomiske vanskeligheder, hvorfor toldvæsenet
gjorde udlæg i hans anpart i interessentskabet. For at undgå, at
udstykningsvirksomheden måtte standse med tab, havde arkitekten tiltrådt, at
interessentskabet optog lån og betalte gælden til toldvæsenet. Da der var den
fornødne forbindelse mellem den tabsgivende disposition og den løbende
indtægtserhvervelse kunne arkitekten, da kompagnonen var død og hans bo
behandledes som insolvent gældsfragåelsesbo, fratrække det herved lidte tab,
lsr. 1982.82.
Skyldes tabet derimod, at medinteressenten har hævet for meget i
selskabet, må tabet normalt anses som et tab på udlån foretaget uden for
interessentskabets normale drift og derfor ikke fradragsberettiget, lsr.
1956.28, 1974.155 og 1981.205 samt ØLD af 18. april 1983 (skd. 68.38). Om et
særligt tilfælde, hvor en skatteyder efter sin udtræden af interessentskabet
hæftede for betaling af husleje, og hvor hans udgifter derved blev anset som
et formuetab, se lsr. 1976.148.
En partreder, der i almindelighed hæfter pro rata, havde påtaget sig
solidarisk hæftelse for bankgælden, der hidrørte fra køb og drift af
partrederiets fiskekutter. Højesteret fandt, at det tab, som partrederen i
kraft af det solidariske ansvar led ved indbetaling for en af de andre
partredere, var fradragsberettiget. Højesteret henså herved til, at den
omstændighed, at hæftelsen beroede på en aftale, ikke gav grundlag for at
behandle tabet anderledes end et tilsvarende tab, som lides af en interessent
i et interessentskab, Skat 1989.9.708.
I TOLD*SKAT Nyt 1991.21.1206 nægtede Vestre Landsret en partreder
fradragsret for indfrielse af medpartrederens gæld på grund af manglende
retlig forpligtelse til at pådrage sig solidarisk hæftelse for
medpartrederens del af gælden.
TOLD*SKAT Nyt 1991.20.1160. Et partrederi havde købt et skib. Købesummen
fordeltes på 100 anparter, således at der skulle indbetales 20 pct. kontant i
forhold til andelene i skibet. Opstod der et behov for likvide midler, skulle
der indbetales det nødvendige beløb, ligeledes i forhold til anparterne.
Partrederiet optog lån i Danmarks Skibskreditfond, for hvilket der hæftedes
solidarisk. Da skibet sejlede med underskud, skulle der indbetales yderligere
beløb, bl.a. til betaling af renter og afdrag til Danmarks Skibskreditfond.
På grund af den ene partreders manglende betalingsevne måtte de øvrige
partredere indbetale det nødvendige beløb. Ligningsrådet fandt, at dette tab
vedrørte partredernes indbyrdes økonomiske mellemværende i relation til
indkomstkilden, hvorfor det ikke var fradragsberettiget, jf. Højesterets dom
af 8. jan. 1988 (Skat 1988.3.119).
Det er en forudsætning for at fratrække tab som følge af det solidariske
ansvar, at tabet er endeligt konstateret, d.v.s. at det er konstateret, at
regreskravet imod medinteressenten er værdiløst, lsr. 1971.38.
En kvindelig dyrlæge og en landmand, der levede sammen i et
ægteskabslignende forhold, forpagtede i fællesskab 3 landbrugsejendomme. Det
blev anerkendt, at parterne (interessenterne) ved den indbyrdes fordeling
kunne forøge driftsunderskuddet med arbejdsvederlag og forrentning af
kapitalindeståendet, idet fordelingen af disse poster var sagligt begrundet,
og der ikke forelå omgåelseshensigt, jf. ØLD af 26. april 1983 (skd. 67.402).
Se E.F.2 om de begrænsede fradragsmuligheder for kommanditister.
E.A.2.8 Tab på udlån, kaution, mv.
Erhvervsdrivende personer vil i visse tilfælde kunne fradrage tab på udlån
og finansiering samt tab lidt ved kaution eller anden sikkerhedsstillelse.
Fradragsretten afhænger af, om tabet er lidt i forbindelse med penge-
eller vederlagsnæring, eller - hvis dette ikke er tilfældet, - om tabet er
fradragsberettiget ud fra et driftsomkostningssynspunkt.
E.A.2.8.1. Penge- eller vederlagsnæring
Det er en forudsætning for fradrag ud fra et næringssynspunkt, at der
drives erhvervsmæssig udlånsvirksomhed (bankier, vekselerer eller anden
finansieringsvirksomhed) eller erhvervsmæssig virksomhed med
sikkerhedsstillelse, som fx. bankgarantier, kautionsforsikringer og lignende.
Skattepligtige personer, der driver virksomhed som bankier eller lignende
er omfattet af KGL § 3 og beskattes derfor af gevinst og tab på fordringer
efter reglerne i kursgevinstlovens. KGL § 3 viderefører og præciserer
næringsbeskatningen, som forud for kursgevinstloven skete på grundlag af
statsskattelovens §§ 4-6, og den praksis, der er udviklet på grundlag heraf
vil stadig være vejledende.
Ved afgørelsen af, om der drives erhvervsmæssig finansieringsvirksomhed,
må der lægges vægt på omfanget af den hidtidige virksomhed, og det er i denne
forbindelse ikke tilstrækkeligt, at den pågældende nu og da har udlånt penge,
jf. lsr. 1963.123 og 1985.76.
Det forhold, at udlåneren tidligere har deltaget i spekulationsvirksomhed,
berettiger ikke uden videre til fradrag ud fra et næringssynspunkt.
Ved VLD af 9. jan. 1987 (Skat 1987.2.126) blev en skatteyder nægtet
fradrag efter SL § 5a for tab på pengeudlån, idet der alene var ydet to lån,
hvorfor der ikke var tale om næring med pengeudlån.
Finansiering af afbetalingskontrakter betragtes som erhvervsmæssig
udlånsvirksomhed, og tab, der lides i forbindelse hermed, vil normalt være
fradragsberettiget. I lsr. 1972.47 fik en skatteyder, som havde afviklet sin
forretning, og som et led i anbringelse af de herfra hidrørende midler
påbegyndte diskontering af købekontrakter, dog ikke fradrag for tab, han led
i forbindelse med diskonteringen, da diskonteringe fandtes at have karakter
af formueplacering.
Se også A.D.2.2 samt Skd. cirk. nr. 134 af 29. juli 1992, pkt. 9-12.
Om fradrag for tab på fordringer, som er erhvervet som vederlag for varer,
tjenesteydelser mv. henvises til A.D.2.3 og cirkulærets pkt. 13.
E.A.2.8.2 Tab på kaution og anden sikkerhedsstillelse.
For privatpersoner vil kautionstab som udgangspunkt blive anset for et
formuetab, som der ikke er fradragsret for, hverken efter reglerne i
statsskatteloven eller kursgevinstloven.
Erhvervsdrivende personer kan foretage fradrag for tab på
kautionsforpligtelser efter reglerne i SL § 6, såfremt tabet kan anses som et
fradragsberettiget driftstab, dvs. ud fra et omkostningslignende synspunkt.
Dette gælder, uanset om kautionsforpligtelsen er påtaget i danske kroner
eller i fremmed valuta, jf. A.D.2.4.1.
Tabet kan i sådanne tilfælde i overensstemmelse med reglerne om fradrag
for driftstab og tab på debitorer fratrækkes på det tidspunkt, hvor tabet er
konstateret.
Fradrag ud fra et omkostningssynspunkt forudsætter, at
kautionsforpligtelsen kan anses for foretaget som et led i de aktuelle
bestræbelser på at erhverve skattepligtig indkomst. På linie med den
almindelige driftsomkostningsbedømmelse, er det afgørende, om der foreligger
en aktuel driftsmæssig begrundelse, der falder inden for de naturlige rammer
af den hidtidige virksomhed.
Tab på kaution, som er påtaget med det formål at udvide
indkomstgrundlaget, fx. i form af start af produktion eller salg på helt nye
forretningsområder, vil således ikke kunne fratrækkes. Om der foreligger en
aktuel driftsmæssig begrundelse, beror på en samlet vurdering, hvor der bl.a.
må henses til forholdet mellem den indkomst, der forventes som følge af
kautionen, og den risiko, der løbes.
Mulighed for fradrag opstår typisk i de tilfælde, hvor kautionen påtages
for at sikre virksomhedens hidtidige afsætningsmuligheder eller leverancer,
og derigennem den løbende indtjening. Selve det forhold, at sikringen af
indtjeningen er af tidsubestemt virkning, er uden betydning, forudsat, at der
foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse.
Tilstedeværelsen af en branchemæssig kutyme for at stille sikkerhed over
for aftageren af ens produkter vil i almindelighed godtgøre den driftsmæssige
begrundelse. Dette er fx. antaget i praksis vedrørende virksomhed som
melgrosserer, vinhandler, bagermester og restauratør. Også i disse tilfælde
er det dog en forudsætning for fradrag for et efterfølgende tab, at der er en
driftsmæssig begrundelse for dispositionen.
E.A 2.8.3 Tab på udlån mv.
Personer vil som udgangspunkt ikke være skattepligtige af gevinst på en
fordring, og der er ikke fradragsret for et tab herpå.
For selvstændige erhvervsdrivende, der ikke anses for
næringsskattepligtige efter KGL § 3, men efter SL §§ 4-6, vil der dog efter
en konkret vurdering kunne være fradragsret for tab på udlån ud fra et
driftsomkostningssynspunkt, jf. de under 2.8.2 omtalte kriterier.
Vedrørende tab på fordringer i udenlandsk valuta henvises til afsnit
A.D.2.4.
Fradrag er indrømmet:
Lsr. 1981.105 (kaution for forpagter), lsr. 1983.65 (kaution for køber af
hus), lsr. 1985.78 (kaution for leverandør), Skat 1985.10.281 (kaution for
leverandør), Skat 1986.12.344 (kaution for underentreprenørs leverandør),
Skat 1988.2.83 (landmands udlån til slagteri).
Fradrag nægtet:
Lsr. 1967.124 (kaution for leverandør, ny produktion), lsr. 1967.125
(landmands kaution for andelsselskab), lsr. 1973.36 (kaution for leverandør,
nyt virksomhedsområde), lsr. 1976.4 (aktionærers kaution for køber af
selskabets ejendom), lsr. 1983.166 (advokats kaution for klient), lsr.
1984.179 (depositum, udvidelse af virksomhed), lsr. 1985.175 (depositum for
forpagtningskontrakt, ny virksomhed), lsr. 1986.71 (kaution for
brancheforening, forbedring af leverandørveje).
Hvis kautionisten/långiveren helt eller delvist er ejer af det
retssubjekt, der foretages udlån til, eller hvis gæld, der stilles sikkerhed
for, påhviler der kautionisten/långiveren en tung bevisbyrde for, at
dispositionen ikke er foretaget af hensyn til formueinteresserne i
støttemodtagerens virksomhed, men derimod er begrundet i hensynet til
kautionistens/långiverens egen løbende indtjening. Kaution mv. f.eks. over
for et datterselskab eller en hovedaktionærs kaution over for det af ham
ejede selskab, skal behandles på tilsvarende måde som kaution mv. over for
uforbundne subjekter - dvs., at der må stilles krav om en aktuel driftsmæssig
begrundelse inden for de naturlige rammer af skatteyderens hidtidige
virksomhed. I praksis er skatteyderen ofte ikke i stand til at løfte denne
bevisbyrde. Som eksempler kan nævnes ØLD af 19. dec. 1984 (Skd. 74.450), ØLD
af 15. jan. 1985 (Skd. 74.465), ØLD af 14. feb. 1986 (Skat 1986.3.187), ØLD
af 6. maj 1986 (Skat 1986.6.367), HD af 28. jan. 1988 (Skat 1988.4.198), HD
af 15. marts 1989 (Skat 1989.5.371) og HD af 9. aug. 1989 (Skat 1989.9.701) *
samt TOLD*SKAT Nyt 1992.24.804 og TOLD*SKAT Nyt 1993.5.206 (lsr). * Det
følger af denne praksis, at det ikke er en tilstrækkelig driftsmæssig
begrundelse, at skatteyderen via kautionen tilstræber at sikre en løbende
lønindtægt fra selskabet, f.eks. fra et ansættelsesforhold som direktør.
I TOLD*SKAT nyt 1991.13.697 havde skatteyderen omdannet sin personligt
drevne tømrerforretning til selskab. Efter at selskabet var trådt i
likvidation som insolvent, havde skatteyderen som kautionist indfriet
selskabets kassekredit. Vestre Landsret fandt, at der ikke var fradragsret
for den del af tabet, som måtte hidrøre fra kautionsforpligtelsen, som efter
skatteyderens relationer til selskabet måtte anses som et formuetab. Derimod
godkendtes fradrag for tilgodehavende husleje og vedligeholdelsesudgifter.
Dommen er af skatteyderen indbragt for Højesteret. Ved Østre Landsrets dom af
13. maj 1992 (TfS 1992.302) blev et byggeselskab nægtet fradrag for tab på
kaution for et datterselskab. Moderselskabet havde forpligtet sig til at yde
konsulentbistand og kautionerede for datterselskabets byggelån. Til gengæld
herfor modtog moderselskabet et fast månedligt vederlag. Da datterselskabet
gik konkurs blev moderselskabets kautionsforpligtelse aktuel med deraf
følgende tab for moderselskabet.
Landsretten fandt ikke, at moderselskabet havde været i næring med
kaution, og kautionstabet kunne derfor ikke anses for opstået i tilknytning
til selskabets løbende indkomsterhvervelse. Landsretten fandt derimod, at
tabet var en følge af moderselskabets interesse i at bevare sin kapital i
datterselskabet og dermed ikke fradragsberettiget.
TOLD*SKAT nyt 1991.10.543 (lsr.). En klager havde drevet virksomhed inden
for modebranchen, her i landet i form af anpartsselskab, men i andre lande
som personlig virksomhed. De personlige virksomheder var bl.a. afhængige af
vareleverancer fra selskabet. Klageren havde, medens dette samarbejde stod
på, kautioneret for det danske selskabs kassekredit. På grund af selskabets
konkurs måtte klageren indløse bankgælden. Der blev godkendt fradrag for den
del af tabet, der svarede til kassekredittens maksimium under samarbejdet med
de personlige virksomheder.
I Skat 1990.6.468 (lsr.) anså 2 retsmedlemmer et indskud i et
andelsselskab til opfyldelse af medlemmernes hæftelse for selskabets
forpligtelser - pålagt i henhold til vedtægterne - for fradragsberettiget
efter statsskattelovens § 6 a. Retsformanden, var enig med Told- og
Skattestyrelsen i at nægte fradrag. Der blev truffet afgørelse efter
stemmeflertal. Afgørelsen er ikke indbragt for domstolene.
Praksis er meget tilbageholdende med at indrømme fradrag for tab på udlån
eller ved kaution, der påtages med henblik på at sikre løn og
honorarindtægter, lsr. 1960.41, 1965.118, 1970.123, 1973.44 og 1977.156 samt
VLD af 24. april 1979 (skd. 50.216), hvor en ingeniør sammen med nogle andre
medarbejdere i et ingeniørfirma kautionerede for et af arbejdsgiveren optaget
lån. Arbejdsgiveren gik konkurs, hvorved kautionsforpligtelsen blev effektiv.
Ingeniøren fik ikke fradrag for det herved lidte tab, da
kautionsforpligtelsen måtte anses for påtaget for at ingeniøren fortsat kunne
bevare sin arbejdsplads, hvorfor tabet var et formuetab.
I lsr. 1982.84 fik et selskab fradrag for et kautionstab, idet selskabet
sammen med et andet selskab havde kautioneret for en repræsentants optagelse
af lån til køb af bil. Repræsentanten var ansat i begge selskaber, der havde
samme kundekreds. Påtagelsen af kautionsforpligtelsen ansås at være trådt i
stedet for køb af en firmabil til repræsentanten og dermed en normal
driftsmæssig disposition.
Det er fast antaget i praksis, at der ikke er mulighed for at opnå fradrag
for tab på aktier mv. omfattet af ABL ud fra et omkostningslignende
synspunkt. ABL indeholder således en udtømmende opremsning af
fradragsmulighederne for sådanne tab. Se f.eks. Skat 1987.4.276, 1988.6.347
og 1989.8.609. *
E.A.3 Periodespørgsmål
Under et system med progressiv beskatning og med periodiske
indkomstopgørelser spiller spørgsmålet om, hvornår en given indkomst eller en
omkostning eller et tab skal tages i betragtning ved indkomstopgørelsen, en
betydelig rolle. I de forskellige specialafsnit om de enkelte indkomst- og
omkostningstyper er der mere detaljeret redegjort for, hvornår disse
indkomster og fradrag skal tages i betragtning, hvorfor der i nærværende
afsnit alene redegøres for nogle hovedtræk.
De særlige spørgsmål om omlægning af regnskabsår behandles ikke i denne
vejledning. Der henvises til Helkett, 15. udg. s. 126, og til Østergård i SO
1962 s. 258 ff og s. 300 ff samt til skd.cirk. nr. 135 af 14. nov. 1984, samt
til T.f.S. 1991.51.543.
E.A.3.1 Beskatningstidspunktet
Normalt vil der ikke være nogen tvivl om, hvornår en given indtægt skal
medtages ved indkomstopgørelsen, allerede fordi de forskellige tidspunkter,
der kan komme på tale - retserhvervelsestidspunktet, forfaldstidspunktet og
betalingstidspunktet - alle falder i det samme indkomstår. Den almindelige
hovedregel er, at en indtægt skal medregnes ved indkomstopgørelsen på
tidspunktet for den endelige retserhvervelse.
Resolutive betingelser
Hvis retten til en indtægt er betinget, er beskatningstidspunktet
afhængigt af betingelsens indhold.
Hvis betingelsen nærmest har karakter af en formsag, f.eks. tinglysning af
et skøde i forbindelse med en ejendomshandel, og der i realiteten ikke er
tvivl om, at betingelsen vil blive opfyldt, indtræder beskatning allerede på
aftaletidspunktet. Betingelser, der ikke udskyder beskatningstidspunktet,
betegnes som resolutive.
Suspensive betingelser
Hvis betingelsen derimod er af en sådan karakter, at der hersker reel
usikkerhed, om aftalen bliver gennemført, f.eks. køb af en ejendom betinget
af salg af en anden ejendom til en bestemt pris inden 1 måned, indtræder
beskatning først, når betingelsen er opfyldt. Sådanne betingelser, der
udskyder beskatningstidspunktet, betegnes som suspensive.
E.A.3.1.1 Hovedreglen - retserhvervelsesprincippet
Erhvervsindtægter skal som hovedregel medtages ved indkomstopgørelsen, når
der er erhvervet endelig ret til en bestemt ydelse. Hvor der ligger
kontraktsforhold til grund for erhvervelsen, kan det beskatningsmæssige
tidspunkt herefter fastlægges som det tidspunkt, hvor en kontraktspart har
udført det, han ifølge den gensidigt bebyrdende kontrakt har forpligtet sig
til at yde, således at han mod den anden aftalepart har erhvervet et endeligt
og ubetinget krav på en modydelse, der er opgjort eller kan opgøres i penge
eller penges værd.
Selv om der ved entreprisearbejder er risiko for efterreparationer efter
aflevering af arbejdet, skal fortjeneste herved medregnes ved
indkomstopgørelsen på tidspunktet for opgavens afslutning. Der er således
ikke tale om nogen udskudt retserhvervelse, jf. TOLD*SKAT Nyt 1991.21.1221.
Se også E.B.2.6.2.1.
Indtægt i form af gaver anses skattepligtig, i det år, hvor gavetilsagnet
kommer til modtagerens kundskab, hvorved han erhverver ret til gaven. Hvis
gavemodtageren, før gaveløftet er opfyldt, giver betingelsesfrit afkald på
gaven, skal beskatning ikke ske.
Ved overdragelse af formuegoder - bortset fra sædvanlige handelsforhold -
er tidspunktet for aftalens indgåelse afgørende for beskatningstidspunktet,
idet ejendomsretten ved aftalen overgår til køberen, selv om tidspunktet for
opfyldelsen af handlen først indtræder på et senere tidspunkt.
Ved salg af fast ejendom er der derfor erhvervet ret til salgssummen
allerede ved underskrivelse af slutseddel, medens overtagelsesdagen,
tidspunktet for skøde eller tinglysning af skødet er uden betydning i denne
relation. Se E.J.1.
Også ved overdragelse af andre formuegoder er beskatningstidspunktet lig
tidspunktet for indgåelse af aftalen. Se E.C.5 og E.C.4.1.11 om henholdsvis
sælgers og købers afskrivningsadgang på aktiver omfattet af afskrivningsloven
i forbindelse med salg af sådanne aktiver.
Ved salg af værdipapirer udløses avancebeskatningen også i det år, hvori
aftalen indgås, selv om handlen først opfyldes i et følgende år. Se lsr.
1977.117, hvor parterne havde aftalt, at overdragelsen juridisk og
skattemæssigt først fandt sted samtidig med betalingen, men hvor
avancebeskatning alligevel fandt sted i det år, aftalen var indgået.
Om kommanditister, se Skat 1989.4.331 og E.F.2.
Fra hovedreglen gælder der dog en række undtagelser.
E.A.3.1.2 Undtagelser
Ved almindelig erhvervsmæssig handel erhverver en sælger af en vare først
ret til modydelsen, når han har opfyldt sin leveringspligt, hvorfor indtægten
først skal tages i betragtning på leveringstidspunktet, lsr. 1952.120,
1970.16. At modydelsen først forfalder eller betales senere er uden
betydning, lsr. 1971.119.
Lejeindtægter skal henføres til den periode, lejen vedrører. Dette gælder
også selv om lejen er forudbetalt evt. for en flerårig periode og
lejekontrakten er uopsigelig fra begge parters side. En eventuel tinglysning
af lejekontrakten er uden betydning for beskatningstidspunktet. Se dog afsnit
E.J.7 om timeshare.
Udbytte beskattes i det år, hvori det endeligt vedtages på
generalforsamlingen. Det er uden betydning, at udbyttet først kan hæves
senere, lsr. 1962.98.
Renteindtægter skal som hovedregel først beskattes på det tidspunkt, hvor
de forfalder til betaling. Se A.D.1.1 og LVD om afvigelser herfra, herunder
om reglerne i LL § 5A og § 5B.
For bygningshåndværkere, entreprenører mv. fører reglerne om igangværende
arbejder til, at indtægter og udgifter på enkeltstående arbejdsopgaver, der
strækker sig over flere år, først skal medregnes ved indkomst-opgørelsen i
året for opgavens afslutning, se E.B.2.6.2. Om hensættelser til imødegåelse
af service- eller garantikrav, se E.B.2.6.7.
Honorarindtægter for flerårige arbejder inden for liberale erhverv skal
som hovedregel beskattes, når arbejdet er tilendebragt, eller når kravet i
øvrigt måtte være regningsmodent jf. bl.a. HD af 17. dec. 1982 (skd. 64.104).
Acontohonorarer, f.eks. efter de for de pågældende fag gældende kollegiale
regler, skal medregnes, når acontoregning er eller kunne have været fremsendt
og forlangt betalt. Dette vil ofte være tilfældet, når acontohonoraret
modtages. En egentlig forudbetaling skal ikke indtægtsføres, før der
erhverves ret til beløbet.
Vedrørende arkitekters og rådgivende ingeniørers indtægtsføring af
honorarer mv. henvises til E.B.2.6.2.3, ligesom der henvises til SD's
revisionsmeddelelse 1981-3 om indtægtsføring af salærindtægter i
advokatvirksomheder.
Ifølge ØLD af 30. nov. 1979 (skd. 54.248) henføres efterbetaling og
tilbagebetaling af merværdiafgift til skatteansættelsen for det indkomstår,
afgiften faktisk vedrører, dvs. til det år, afgiften ville have haft
indflydelse på indkomstopgørelsen, såfremt afgiften havde været beregnet
korrekt.
Efterregulering af skatteansættelser på grundlag af korrektion af
merværdiafgift er ikke begrænset af den i praksis sædvanligt anvendte frist
for genoptagelse af skatteansættelser som følge af kravenes nære sammenhæng.
Om lønindtægter og anden A-indkomst, feriegodtgørelse, tantieme o.lign.
henvises til A.B.1.1, A.B.1.2 og A.B.1.3.
Om underhold og understøttelser i henhold til en forpligtelseserklæring
henvises til A.B.6.
E.A.3.1.3 Afgørelser
Provisionsindtægter for en salgsagent inden for møbelbranchen, der ikke
havde nogen skriftlig aftale med agenturgiverne, blev anset for erhvervet i
skattemæssig henseende ved agenturgiverens fakturering til køberen, Skat
1988.12.776 (lsr.).
De af et selskab modtagne og afgivne forudbetalinger i forbindelse med
licensaftaler blev, da der ikke var tale om salg af patenter, anset for
omfattet af SL, således at de skulle indtægts- henholdsvis udgiftsføres i de
år, hvor de var modtaget eller erlagt, idet de ikke kunne kræves tilbage,
Skat 1989.4.328 (lsr.).
En landmands gård brændte i slutningen af 1987, og branderstatningen fra
forsikringsselskabet dækkede bl.a. tab på besætning, beholdninger og
inventar. Dette erstatningsbeløb, der i alt androg ca. 2 mio. kr., skulle
principielt indtægtsføres i 1987, hvorved indkomsten i dette år ville blive
usædvanlig høj. Tilsvarende ville indkomsten i de følgende år blive
usædvanlig lav. Idet der var tale om periodeforskydninger, som gældende
lovbestemmelser ikke kunne antages at have taget højde for, tillod
Ligningsrådet under hensyn til skadens omfang mv., at avancerne først blev
indtægtsført i 1988, Skat 1988.2.95.
E.A.3.2 Fradragstidspunktet
Udgifter, der er fradragsberettigede, kan normalt fradrages, når der er
opstået en retlig forpligtelse til at afholde udgiften.
Om fradrag for en lønmodtagers erhvervsudgifter, se A.F.1.
Udgifter, der har karakter af fradragsberettigede driftsomkostninger kan
normalt fratrækkes, når der er indtrådt en endelig forpligtelse til at
afholde udgiften, også selv om beløbet endnu ikke er forfaldent.
En ekstraordinær leasingafgift, skulle ikke periodiseres, da den blev
anset som betaling for den værdinedgang, der skete ved en maskines
ibrugtagning, TOLD*SKAT Nyt 1992.18.545.
I TOLD*SKAT nyt 1991.16.913 drejede sagen sig om tidspunktet for
fradragsret for forpagtningsafgifter. Sagsøger havde forpagtet fire landbrug.
Forpagtningsafgiftens størrelse afhang af den såkaldte kapiteltakst, dvs. et
beregnet gennemsnit af salgspriserne for årets høst. Den endelige
forpagtningsafgift kunne således først opgøres efter årets udløb. Afgiften
blev derfor erlagt dels gennem acontobeløb, dels gennem en restafregning, der
forfaldt til betaling efter indkomstårets udløb. Spørgsmålet var, om det er
en betingelse for fradrag, at afgiften er forfalden, eller om det er
tilstrækkeligt, at der foreligger en retlig forpligtelse til at opgøre
afgiften efter kapiteltaksten, således at den for det pågældende indkomstår
skyldige afgift kan fradrages i det indkomstår, hvor også høstindtægten
beskattes. I SL § 6a benyttes terminologien udgifter "som i årets løb er
anvendt". Efter § 6a kræves hverken, at en udgift er forfalden eller
faktisk afholdt. LL § 14, stk. 1 anvender samme terminologi, idet
forpagtningsafgifter mv. skal være anvendt i indkomstårets løb. Af denne
årsag tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle overfor sagsøgerens
påstand, således at fradrag for den ved årets udløb ikke forfaldne del af
forpagtningsafgiften blev godkendt.
Hvor der foreligger en forudbetaling for en flerårig periode, kan udgiften
ikke fratrækkes i betalingsåret, men vil kunne afskrives over vedkommende
periode.
Hvis udgiften medgår til anskaffelse af et aktiv med omsætningsværdi
følger periodefordelingen af de forskellige afskrivningsregler.
Forfaldstidspunktet er som hovedregel afgørende for fradragsretten for
renteudgifter. Forfalder renten for en længere periode ved låneoptagelsen,
vil alene renteudgifter, der vedrører indkomståret, kunne fratrækkes. Se
nærmere herom A.E.1.1.2.
Beløb, der er anvendt til ejendomsskatter, er i et vist omfang
fradragsberettigede, jf. LL § 14, se herom E.K.2.2.
Fradrag for underholdsbidrag og ydelser efter en forpligtelseserklæring er
betinget af, at betaling faktisk har fundet sted, lsr. 1957.72, og
forudsætter endvidere, at beløbet er forfaldent, jf. lsr. 1972.77. Se A.F.4.
Om fradragstidspunktet i henhold til reglerne i Pensionsbeskatningsloven,
se A.C.1.1.
Tab kan normalt fratrækkes, når tabet og dets størrelse er endeligt
konstateret. Se dog ØLD af 12. okt. 1987 (Skat 1987.12.853), hvor nogle
forgæves afholdte projektudgifter blev henvist til afskrivning i medfør af SL
§ 6a. Om tab på debitorer, se E.B.2.6.5.
E.A.4 Selvstændig erhvervsvirksomhed - afgrænsning overfor lønmodtagere
E.A.4.1 Selvstændig erhvervsvirksomhed
Efter PSL § 3, stk. 2, nr. 1, kan driftsomkostninger - dog ikke
renteudgifter mv. - fragå ved opgørelsen af den personlige indkomst, hvis der
er tale om driftsomkostninger i forbindelse med selvstændig
erhvervsvirksomhed.
Afgrænsningen mellem lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende er
beskrevet i skd.cirk. nr. 116 af 5. okt. 1988.
Efter VSL § 1, stk. 1, kan personer, der driver selvstændig
erhvervsvirksomhed, benytte virksomhedsordningen. Det betyder bl.a., at
virksomhedens renteudgifter fragår ved opgørelsen af virksomhedens overskud i
stedet for at fragå ved opgørelsen af kapitalindkomsten.
I begge tilfælde vil virkningen være den, at de pågældende udgifter
nedsætter indtægten ved selvstændig erhvervsvirksomhed på en sådan måde, at
kun nettooverskuddet medregnes ved opgørelsen af den personlige indkomst.
Efter investeringsfondslovens §§ 2 og 4 er det en betingelse for at
foretage henlæggelse til investeringsfonds, at henlæggelse foretages af
overskuddet af selvstændig erhvervsvirksomhed.
Efter kildeskattelovens § 25 A kan der overføres visse beløb til særskilt
beskatning hos en medarbejdende ægtefælle, når ægtefællen er medarbejdende i
den anden ægtefælles selvstændige erhvervsvirksomhed.
Ingen af de nævnte love indeholder en definition af begrebet selvstændig
erhvervsvirksomhed.
Selvstændig erhvervsvirksomhed er normalt kendetegnet ved, at der for egen
regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter og med det
formål at indvinde økonomisk udbytte. Endvidere må det være en forudsætning,
at virksomheden udøves nogenlunde regelmæssigt og gennem en ikke helt kort
periode. Endelig må det være en forudsætning, at virksomheden ikke er af
ganske underordnet omfang. Det er uden betydning, om den skattepligtige
herudover har indkomst som lønmodtager. Begrebet selvstændig erhvervsdrivende
må i øvrigt fortolkes ens i alle skattemæssige relationer.
En virksomhed, der efter sin art og omfang hidtil har været omfattet af
reglerne i investeringsfondsloven og kildeskatteloven, må også i forbindelse
med anvendelse af reglerne i PSL og VSL behandles som selvstændig
erhvervsvirksomhed.
Skattepligtige, der udøver fremstillingsvirksomhed inden for industri,
håndværk og landbrug, vil normalt blive anset for at være selvstændige
erhvervsdrivende. Det gælder også normalt virksomhed inden for handel og
service og liberale erhverv som f.eks. advokat, arkitekt, læge, revisor og
vekselerer.
Også udlejningsvirksomhed anses som hovedregel for selvstændig
erhvervsvirksomhed. Udleje af driftsmidler mv. betragtes således som
selvstændig erhvervsvirksomhed, hvis den har et vist omfang. Udlejning af
fast ejendom betragtes ligeledes som selvstændig erhvervsvirksomhed.
Udlejning af en andel af et enfamilieshus anses for selvstændig
erhvervsvirksomhed, uanset om den udlejes til en fremmed eller til en
medejer, jf. Skat 1987.2.146 (skd.). Der foreligger dog ikke selvstændig
erhvervsvirksomhed ved udlejning til beboelse af en- og tofamilieshuse og
udlejning af fritidshuse, når ejeren også selv benytter ejendommen til
beboelse, jf. TOLD*SKAT Nyt 1992.8.239. Bortforpagtning af fast ejendom,
erhvervsvirksomhed eller landbrug, herunder bortforpagtning/udleje af en del
af et landbrug, vil i almindelighed også være selvstændig erhvervsvirksomhed.
Hvis en skatteyder ved omdannelse af sin virksomhed til aktieselskab
beholder en fast ejendom, som han udlejer til selskabet, anses han for
fortsat at drive selvstændig virksomhed, skd. 24.70. Dette ansås også for at
være tilfældet, hvor en hovedaktionær til selskabet udlejede en tegnestue,
indrettet i en tilbygning til hans villa, lsr. 1981.65.
En hovedaktionærs udleje af driftsmidler til selskabet kan også betragtes
som selvstændig virksomhed, jf. bl.a. lsr. 1982.52 og 53. Har en skatteyder i
forbindelse med omdannelsen af virksomheden til aktieselskab kun beholdt
ejendomsretten til få og uvæsentlige eller ubetydelige driftsmidler, som
derefter udlejes til selskabet, anses "udlejningsvirksomheden" dog
ikke for selvstændig virksomhed, lsr. 1980.68, (hvor der var tale om
udlejning af en varevogn) og forudsætningsvis 1981.5.
Bestyrelseshonorarer anses for indkomst ved selvstændig
erhvervsvirksomhed, når indtægten indgår i et interessentskab, der driver
sådan virksomhed, eller når sådanne indtægter i øvrigt er et naturligt led i
erhvervsvirksomheden. For advokater indgår sådanne bestyrelseshonorarer
således i virksomhedens indkomst, uanset at honoraret er A-indkomst for
modtageren.
Vekselerere, bankierer og skattepligtige, der driver
finansieringsvirksomhed, opfattes som selvstændige erhvervsdrivende.
I/S eller K/S
Skattepligtige, der deltager i en selvstændig erhvervsvirksomhed, som
drives som interessentskab eller kommanditselskab, er selvstændige
erhvervsdrivende. Det medfører ingen ændring heri, at der forlods tillægges
interessenterne "løn" for deres arbejdsindsats eller andet, lsr.
1963.90.
En sømand, der mod sædvanlig hyre arbejder på et skib, hvori han ejer 10
pct. eller mindre som partreder, og som er omfattet af lov om særlige fradrag
til sømænd mv. § 1, stk. 3, anses for at være lønmodtager for så vidt angår
hyren. Over/underskud ved skibet i øvrigt, dvs. bortset fra hyren, er derimod
resultatet af selvstændig erhvervsvirksomhed.
E.A.4.2 Lønmodtagere
Indkomst, der er omfattet af LL § 9, stk. 1, og indkomst, der efter KSL §
43 er A-indkomst, anses ikke for indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed.
Efter KSL § 43, stk. 1, henregnes til A-indkomst enhver form for vederlag i
penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde
i tjenesteforhold, herunder løn, feriegodtgørelse, honorar, tantieme,
provision, drikkepenge og lignende ydelser.
I de fleste tilfælde vil det ikke være vanskeligt at afgøre, om der
foreligger et tjenesteforhold, idet indkomstmodtageren udfører arbejdet efter
arbejdsgiverens anvisninger og i det hele for dennes regning. Selvstændig
erhvervsvirksomhed er normalt kendetegnet ved, at virksomheden udøves for
egen regning og risiko. Der kan dog i praksis forekomme tilfælde, hvor det er
vanskeligt at afgøre, om indkomstmodtageren står i et tjenesteforhold til
hvervgiveren eller er selvstændig erhvervsdrivende. I tvivlstilfælde må
afgørelsen ske på grundlag af en samlet bedømmelse af forholdet mellem den,
der udfører arbejdet, og den, for hvem det udføres. Ved bedømmelsen lægges
der vægt på, om der i vederlaget i væsentligt omfang indgår betaling for
andet end den personlige arbejdsydelse. Såfremt indkomstmodtagerens
kontraktsforhold med hvervgiveren forudsætter, at der af vederlaget afholdes
væsentlige erhvervsmæssige omkostninger, der er atypiske for
lønmodtagerforhold, f.eks. leje af erhvervslokaler, udgifter til anskaffelse
af væsentlige driftsmidler, bortset fra biludgifter, betaling for
maskinanvendelse, løn til ansat personale, reklame- og annonceudgifter, vil
der oftest være tale om selvstændig erhvervsvirksomhed.
Driftsudgifterne skal både efter deres art og omfang ligge væsentligt ud
over, hvad der er sædvanligt i lønmodtagerforhold. Væsentlige udgifter til
transport, egen bil, fortæring, overnatning eller andre udgifter, der efter
deres art ligger tæt op ad private udgifter, bevirker ikke i sig selv, at der
er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed. Den omstændighed, at
indkomstmodtageren i et vist omfang selv afholder driftsudgifter, f.eks. til
håndværktøj eller andre mindre driftsmidler, udgifter til kontorhold i
hjemmet eller repræsentationsudgifter, bevirker ikke, at der foreligger
selvstændig erhvervsvirksomhed.
At den skattepligtige afholder lønudgifter fører ikke i sig selv til, at
den pågældende anses for selvstændig erhvervsdrivende, f.eks. vil dette ikke
være tilfældet, hvis arbejdet, der udføres af den pågældende medhjælp, er af
begrænset karakter. Hvis den pågældende medhjælp er den skattepligtiges
ægtefælle, samlever eller en nærtstående, skal betingelserne med hensyn til
dokumentation for arbejdets omfang og udførelse for medarbejdende ægtefæller
være opfyldt, dvs. som udgangspunkt mindst 3-4 timers daglig arbejdsindsats,
der ellers skulle have været udført af fremmed arbejdskraft.
At indkomstmodtageren tilrettelægger arbejdet selvstændigt, behøver ikke
at betyde, at der foreligger selvstændig erhvervsvirksomhed. Der kan f.eks.
være tale om højt uddannede personer eller overordnet personale, herunder
direktører. Der behøver heller ikke at foreligge en egentlig
ansættelseskontrakt. Det afgørende er en bedømmelse af de faktiske forhold.
Der kan også være tale om, at forhold, man ellers ville bedømme som
selvstændig erhvervsvirksomhed, f.eks. levering af enkeltstående ydelser, kan
skifte karakter til et tjenesteforhold, hvis der opstår mere fast tilknytning
til en hvervgiver.
Skatteydere, hvis indkomst ikke er A-indkomst, kan ikke automatisk anses
for selvstændige erhvervsdrivende. Honorar for undervisning, artikler, mindre
forfattervirksomhed mv., kan f.eks. ikke betegnes som egentlig erhvervsmæssig
virksomhed. En statsautoriseret revisor, der var ansat i et revisionsfirma,
kunne ikke foretage henlæggelse til investeringsfond af en B-indkomst på ca.
10.000 kr. som honorar for udført revisionsarbejde for et interessentskab og
de to interessenter, idet man ikke fandt, at en sådan begrænset
revisorbistand kunne anses som selvstændig erhvervsvirksomhed, lsr. 1985.47.
E.A.4.3 Eksempler på selvstændig erhvervsvirksomhed
I VLD af 7. april 1988 (Skat 1988.6.322) blev en provisionslønnet
filialbestyrer i et større forsikringsselskab anset berettiget til at
overføre en overskudsandel til hustruen. Filialbestyreren var ansat på
funktionærvilkår, selskabet stillede kontor til rådighed for ham, og hans
driftsomkostninger androg efter overførsel af en del af overskuddet til den
medhjælpende ægtefælle ca. 25.000 kr. årligt. Flertallet af dommerne lagde
til grund: "at sagsøgeren uanset sin stilling som lønmodtager i meget
vidt omfang selv har tilrettelagt sit arbejde. Det lægges videre til grund,
at sagsøgeren, der alene er provisionslønnet uden garanteret minimumsløn,
ikke har kunnet oppebære en indtægt, der ligger væsentligt over den
gennemsnitlige for assurandører i det pågældende selskab uden at gøre brug af
betydelig mere kontorassistance end den, selskabet ville stille til rådighed
for ham. Sagsøgerens driftsudgifter findes således at ligge væsentligt
udover, hvad der er sædvanligt i lønmodtagerforhold. Herefter og når tillige
henses til karakteren og omfanget af det arbejde, sagsøgerens ægtefælle har
udført, findes sagsøgeren at have drevet erhvervsvirksomhed i den forstand,
hvori begrebet er anvendt i den tidligere § 37 A i kildeskatteloven".
Se også Skat 1989.4.330 (lsr.), hvor en assurandør med en indtægt på
558.598 kr. og driftsudgifter på 94.521 kr. blev anset for selvstændig
erhvervsdrivende.
Skat 1988.4.220. En arkitekt, der var vurderingsinspektør for et
realkreditinstitut, blev anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed.
Han var provisionslønnet og havde aflønnet en freelance vurderingsinspektør
med honorar pr. vurderingssag. Der var ydet et mindre tilskud til hans
kontorhold, men det havde langt fra dækket de faktiske kontorholdsudgifter
mv. Kontorarbejdet var udført af ægtefællen, der dagligt havde arbejdet 5-6
timer for ham. Landsskatteretten fandt efter de foreliggende oplysninger,
herunder karakteren, omfanget og vederlæggelsesformen for klagerens hverv,
sammenholdt med, at klageren selv afholdt lønomkostninger og til dels
økonomisk bar omkostningerne ved kontorholdet, at klageren måtte anses som
selvstændig erhvervsdrivende, hvorfor han var berettiget til at foretage
fradrag for medhjælpende ægtefælle, idet ægtefællens bistand opfyldte
betingelserne herfor.
I ØLD af 28. aug. 1980 (Skd. 56.67) anerkendtes en handelsagent som
selvstændig erhvervsdrivende. Den pågældende arbejdede fra egne lokaler med
to væsentlige agenturer fastlagt i skriftlige aftaler. Agenturerne blev
drevet uden fremmed medhjælp fra agentens hjem. Alle udgifterne ved
salgsarbejdet afholdtes af agenten, der selv disponerede over sin tid uden
nogen form for instruktion fra agenturgivernes side i øvrigt. Agenten optog
ordrer, der blev sendt til agenturgiveren, som derefter sendte
ordrebekræftelse til kunden. Agenten hæftede ikke for varernes betaling.
Lsr. 1973.163. En repræsentant, der fra sin bopæl drev agentur med salg af
møbler fra flere fabrikker mod provision på 5-6 pct. og som ikke modtog nogen
godtgørelse for sine udgifter og ikke fik feriepenge, blev anset for
selvstændig erhvervsdrivende. Se også Skat 1989.2.153 (skd.).
I ØLD af 19. marts 1984 (Skd. 70.508) blev en direktør, der på
provisionsbasis solgte anparter for en investeringsfond, anset berettiget til
at overføre en overskudsandel til hustruen. Salgsarbejdet foregik fra et
kontor på ægtefællernes bopæl. Hustruen passede kontor og telefon i
dagtimerne, hvor manden var fuldtidsbeskæftiget som direktør i en anden
virksomhed. Overskuddet havde andraget 154.668 kr. Retten lagde vægt på, at
direktøren efter aftalen med fonden var berettiget til selv at tilrettelægge
salgsarbejdet, der var forbundet med et vist kontorhold, og den fornødne
kontorhjælp skulle han antage på egen hånd og i eget navn. Når dette
sammenholdtes med salgsarbejdets omfang og med den omstændighed, at hans
vederlag beroede på de præsterede salgsresultater, fandtes han at have drevet
"erhvervsvirksomhed", således at KSL § 37 A (nu § 25 A) kunne
anvendes.
Skat 1988.5.299 (Ligningsrådet). En avisdistributør med 20 ansatte blev
anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed. Han antog selv budene, og
han afgjorde selv, hvor mange der skulle ansættes. Vederlaget blev udbetalt
som et fast månedligt grundbeløb samt et beløb pr. avis. Herudover modtog
distributøren 12½ pct. af foregående års honorar til dækning af udgift
til ferieafløser. Ligningsrådet fandt efter en samlet bedømmelse, at
distributøren drev selvstændig erhvervsvirksomhed, navnlig fordi der
anvendtes lønnet medhjælp i betydeligt omfang.
Skat 1988.5.299 (Ligningsrådet). En professionel bokser blev anset for at
drive selvstændig erhvervsvirksomhed. Hans indkomst, der udgjorde ca. 500.000
kr. i alt, bestod af bokse-, sponsor- og reklameindtægter mv. For at opnå
denne indkomst havde han udover bil- og rejseudgifter, driftsudgifter på
55.000 kr. bl.a. til træningsophold mv. og sparringspartnere.
Skat 1988.5.300 (Ligningsrådet). Medlemmerne af en folkemusikgruppe, hvis
indtægter ved orkestervirksomheden i 1986 udgjorde ca. 400.000 kr. og i 1987
ca. 600.000 kr., kunne anvende virksomhedsskatteordningen. I 1986 udgjorde
udgifterne til impressario, reklame mv., mindre nyanskaffelser, forsikring og
vedligeholdelse ca. 82.000 kr., hvortil kom rejse- og befordringsudgifter på
ca. 40.000 kr. og udgifter til bånd og plader.
Skat 1988.5.301. En vognmand, der var ansat hos et renseri, hvor han
afhentede og udbragte vaske- og rensetøj, blev anset for at drive selvstændig
erhvervsvirksomhed. Han skulle selv anskaffe varevogn og forestå
vedligeholdelsen af denne. Ved sygdom skulle han for egen regning ansætte en
afløser. Han fik ikke feriepenge, og han havde afståelsesret til sin rute,
dog således at køberen skulle godkendes af renseriet. Vognmanden oppebar i
1986 på provisionsbasis 336.000 kr., hvor hans udgifter til drift af varevogn
udgjorde 44.000 kr. ekskl. moms med tillæg af 8.000 kr. til renteudgifter på
varevognen og 25.000 kr. til afskrivning. Ligningsrådet fandt efter en samlet
bedømmelse af vognmandens ansættelsesforhold, at han kunne benytte reglerne i
virksomhedsskatteloven på indkomsten fra renseriet.
Skat 1988.3.146 (lsr.). En provisionslønnet sælger af avlsdyr fandtes
efter det oplyste, herunder især aflønningsformen, at måtte anses for
omfattet af KSL § 37 A (nu § 25 A), hvorfor han var berettiget til overførsel
af indkomst til medarbejdende ægtefælle, da betingelserne herfor i øvrigt var
opfyldt.
Skat 1987.6.449 (skd.). Lægevagtskørsel ved Københavns Lægevagt, der
udføres af vagtlæger med selvstændig ydernummer, anses for at være
selvstændig virksomhed. Det samme gælder lægevagtskørsel uden for København,
hvor lægevagtsordningen forestås af de praktiserende læger, jf. Skat
1988.2.86 (lsr.).
Skat 1987.10.743 (Ligningsrådet). En skatteyder, der på en nedlagt
landbrugsejendom havde etableret døgnplejehjem med plads til 4 beboere, blev
anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed. Bruttoindtægten udgjorde 1
mio. kr., mens udgifterne til lønninger, kost, administration,
lokaleomkostninger og renteudgifter mv. beløb sig til 800.000 kr.
Lsr. 1979.164. En kreaturhandler på et eksportmarked blev på grund af sin
særlige stilling som komissionær, der handlede for egen regning og risiko,
anset for berettiget til at henlægge til investeringsfond af
provisionsindtægter, som ansås at hidrøre fra selvstændig virksomhed.
Indtægt ved almindelig forfattervirksomhed må anses for erhvervet ved
selvstændig erhvervsvirksomhed.
E.A.4.3.1 Eksempler, hvor der ikke forelå selvstændig erhvervsvirksomhed
Lsr. 1980.85. Stillingen som postekspeditør anses ikke for selvstændig
virksomhed.
Skd. 32.102. Partfiskeri blev ikke anset for selvstændig
erhvervsvirksomhed i et tilfælde, hvor fiskeren ikke selv ejede kutteren.
Aktiebesiddelse anses ikke for selvstændig virksomhed. Dette gælder selv
om skatteyderen er hovedaktionær og har den afgørende indflydelse på
selskabet. Se endvidere lsr.1974.189 (licensindtægter fra et af skatteyderen
behersket selskab ikke anset som indtægt ved selvstændig virksomhed).
En assurandør, der fik stillet kontor og sekretærhjælp til rådighed af
arbejdsgiveren, blev anset for lønmodtager, og derfor ikke berettiget til at
indtræde i virksomhedsskatteordningen. Hans egne udgifter i forbindelse med
erhvervet afveg ikke væsentligt fra sædvanlige lønmodtagerudgifter. Skat
1990.5.378 (lsr.).
TOLD*SKAT nyt 1991.17.947. En sælger af Tupperware-produkter
(homeparties), der blev aflønnet med en procentdel af de vejledende
udsalgspriser, og hvori A-skat blev indeholdt, blev anset for lønmodtager.
Hendes erhvervsudgifter blev derfor beskåret med 3.000 kr. i henhold til
ligningslovens § 9 stk. 1. Landskatteretten fandt ikke, at de siden
Højesterets dom af 20. dec. 1974 (UfR 1975.150) foretagne ændringer i
forhandlersamarbejdsaftalen kunne bevirke en ændret opfattelse af
forhandlerens stilling som provisionslønnet repræsentant. Landsskatteretten
fandt, at en samlet bedømmelse efter Skatteministeriets cirkulære af 5. okt.
1988 førte til, at omfanget og arten af klagerens driftsudgifter ikke kunne
bevirke, at der forelå selvstændig erhvervsvirksomhed. Se tilsvarende
afgørelser, Skat 1990.3.209 (lsr.), TOLD*SKAT nyt 1991.4.223 (Told- og
Skattestyrelsen) og Skat 1987.6.449 (Skd.) alle vedrørende
Tupperware-forhandlere, der alle blev anset for lønmodtagere.
TOLD*SKAT nyt 1991.4.223 (Told- og Skattestyrelsen). Lodser ved regulerede
lodserier anses for lønmodtagere.
En disponent i et vinfirma havde samtidig indtægter fra kurser om vin
inden for fritidsundervisningssektoren. Indtægterne herfra kunne ikke anses
for erhvervet ved selvstændig virksomhed. Skat 1990.8.624 (lsr.).
E.A.5 Personlig indkomst og kapitalindkomst
Ifølge personskatteloven (PSL), jf. lovbkg. nr. 869 af 22. okt. 1992 og
nr. 700 af 1. sept. 1993, opdeles de indtægter, der indgår i den
skattepligtige indkomst, i personlig indkomst og kapitalindkomst. De
udgifter, der fragår ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, kan
tillige fratrækkets ved opgørelsen af den personlige indkomst eller
kapitalindkomsten, når dette udtrykkeligt er bestemt. Se nærmere A.A.3.
Personskatteloven indeholder overgangsregler for store positive
nettokapitalindkomster. Disse regler bevirker, at større ændringer i skatten
som følge af skattereformen fordeles over en årrække. Se herom A.A.3.3.
Virksomhedskatteordningen
Den særlige virksomhedsordning for selvstændige erhvervsdrivende omtales i
afsnit E.G.
Skibsvirksomhed som biererhverv
Indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed er som hovedregel personlig
indkomst. Indkomst og underskud ved selvstændig skibsvirksomhed er dog
kapitalindkomst efter § 4, stk. 1, nr. 10, når denne virksomhed er den
skattepligtiges bierhverv, og er anskaffet før den 12. maj 1989. Se herom LV
1989, afsnit C 4.2.2.
Om skibsvirksomhed som bierhverv, anskaffet den 12. maj 1989 eller senere,
se nærmere afsnit E.F.1.
Anparter mv.
Ved lov nr. 388 af 7. juni 1989 (anpartsloven), lov nr. 364 af 6. juni
1991 (mindre udlejningsvirksomheder mv.),lov nr. 492 af 24. juni 1992
(Ligningsrådets dispensationspraksis) * samt lov nr. 425 af 25. juni 1993 *
er der gennemført ændringer i en række skattelove, således at indkomst fra
visse former for selvstændig erhvervsvirksomhed beskattes som
kapitalindkomst. Reglerne er omtalt i afsnit E.F.1, hvortil henvises.
Reglerne om opgørelse af personlig indkomst og kapitalindkomst, jf. PSL §
3 og § 4, er beskrevet i afsnit A.A.3, hvortil henvises.
Lignende dokumenter
- PERSONBESKATNING 1988 AFSNIT PC - PRINCIPPERNE FOR INDKOMSTOPGØRELSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1991 AFSNIT EA - PRINCIPPERNE FOR INDKOMSTOPGØRELSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1994 AFSNIT EA - PRINCIPPERNE FOR INDKOMSTOPGØRELSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1992 AFSNIT EA - PRINCIPPERNE FOR INDKOMSTOPGØRELSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1995 AFSNIT EA - PRINCIPPERNE FOR INDKOMSTOPGØRELSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1996 AFSNIT EA - PRINCIPPERNE FOR INDKOMSTOPGØRELSEN Retsinformation · 5. februar 2008