Spring til indhold

Retsinformation

PERSONBESKATNING 1996 AFSNIT EA - PRINCIPPERNE FOR INDKOMSTOPGØRELSEN

STV nr 20057 af 01/01/1996Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afsnit EA - Principperne for indkomstopgørelsen

E.A.1 Bruttoindkomsten

E.A.1.1 SL § 4 Indkomstbegrebet

Udgangspunktet for opgørelsen af den skattepligtige indkomst er SL §§ 4-6.

Statsskattelovens indkomstbegreb bygger på et nettoindkomstprincip,

hvorefter det er bruttoindkomsten minus de udgifter, der er afholdt for at

erhverve indkomsten, som skal beskattes.

SL § 4 opstiller den almindelige hovedregel for beregningen af

bruttoindkomsten. Efter § 4 skal alle indtægter, såvel engangsindtægter som

tilbagevendende indtægter, medregnes ved indkomstopgørelsen uden hensyn til

den nærmere karakter af den virksomhed eller de omstændigheder, der har ført

til erhvervelsen. Det er således principielt uden betydning, om indtægten er

resultat af positive indkomstbestræbelser (f.eks. virksomhed som lønmodtager

eller selvstændig erhvervsdrivende) eller en uventet erhvervelse (f.eks. en

gevinst eller en gave).

Bestemmelsen indeholder ikke en udtømmende opremsning af eksempler på

skattepligtige erhvervelser.

Skattepligten omfatter alle erhvervelser af økonomisk værdi, og det er

derfor uden betydning, om indtægten fremtræder i form af penge eller et andet

aktiv af økonomisk værdi.

SL § 5 opstiller nogle undtagelser til indkomstbegrebet i § 4 (se E.A.1.3)

og

§ 6 indeholder reglerne om, hvilke udgifter der kan fratrækkes ved

beregningen af nettoindkomsten (se E.A.2). Herudover indeholder den øvrige

skattelovgivning undtagelser til § 4 (se E.A.1.4).

I det følgende omtales nogle mere specielle former for indtægter.

Brugsret

I følge SL § 4b beskattes værdien af bolig i egen ejendom, se afsnit E.K.

Bestemmelsen er en undtagelse til en almindelig hovedregel om, at

brugsretten til egne aktiver ikke beskattes. Beskatningen indtræder alene, i

Læs alt

det omfang brugsretten tilfører skatteyderen et udbytte af økonomisk værdi,

se lsr. 1971.22 og 231, hvor værdien af en jagtret på egen ejendom ikke blev

beskattet, mens værdien af selve jagtudbyttet blev beskattet.

Værdien af brugsret over private løsøregenstande beskattes ikke.

Den økonomiske fordel ved gratis brug af andres aktiver skal derimod

beskattes, jf. SL § 4b eller eventuelt som løn, jf. SL § 4a (A.B.1.8 og

A.B.1.10), som en udbytteindtægt, jf. SL § 4e, som en gave, jf. SL § 4c eller

efter gaveafgiftsreglerne (A.B.6 og A.B.7).

Besparelser

Bortset fra løn-, udbytte- og gavetilfælde, jf. ovenfor om brugsret,

beskattes besparelser ikke. Se også E.B.2.1 om eget vareforbrug og E.B.2.2 om

værdi af eget arbejde.

Forældelse - gældseftergivelse

En fordel opnået ved forældelse eller gældseftergivelse er i visse

tilfælde skattepligtig i medfør af SL § 4 eller KGL § 6 A, se nærmere

E.B.2.6.6 og E.L.2.2.

Strafbar erhvervelse

At en indkomst er erhvervet ved en strafbar handling, udelukker ikke, at

indkomsten kan beskattes. Dette gælder også, selv om indtægten eventuelt kan

konfiskeres. Det anførte gælder især, hvor den ulovlige indtægt er opnået

gennem en retshandel.

Det følger af det almindelige retserhvervelsesprincip (se E.A.3.1.1), at

der ikke sker beskatning af indtægter, der ikke er erhvervet ret til. Indtægt

ved f.eks. tyveri er derfor ikke skattepligtig.

Om fradragsret for tab ved konfiskation henvises til E.B.5.5.

Udenlandsk indkomst

Det er ifølge SL § 4 uden betydning for skattepligten, om indtægten

erhverves i Danmark eller i udlandet.

I særlovgivningen og især i de med en række lande indgåede

dobbeltbeskatningsoverenskomster er der foretaget begrænsninger i dette

globalindkomstprincip, se nærmere LVD.

E.A.1.2 Hobbyvirksomhed

Spørgsmålet, om der foreligger en hobbyvirksomhed eller en

erhvervsvirksomhed, opstår i de tilfælde, hvor virksomheden på den ene side

har fælles træk med en erhvervsvirksomhed, men hvor der på den anden side er

tvivl om, hvorvidt indtægtserhvervelsen er det afgørende formål for

skatteyderen. Visse former for virksomhed synes ofte at have private formål

som de primære formål for skatteyderen. Disse private formål kan f.eks. være

boligformål eller sportsinteresser, såsom ridning, hestevæddeløb, sejlads,

mv., eller det kan være dyrehold som f.eks. ponyer, kaniner, fjerkræ eller

lign.

E.A.1.2.1 Betydning af sondringen mellem erhvervsmæssig virksomhed og

hobbyvirksomhed

Sondringen mellem hobbyvirksomhed og erhvervsmæssig virksomhed har

betydning for den skattemæssige behandling af et eventuelt underskud.

Spørgsmålet er således kun relevant, i det omfang virksomheden har

underskud.

Hvis hobbyvirksomheden er indtægtsgivende, beskattes en eventuel

nettoindkomst efter statsskattelovens § 4. Tilsvarende gælder for indtægter

ved erhvervsmæssig virksomhed.

Ved hobbyvirksomhed er nettoindkomsten personlig indkomst. Opgørelsen af

overskuddet, d.v.s. nettoindkomsten, sker på tidspunktet for

indkomsterhvervelsen. Der kan kun fratrækkes de omkostninger, der har været

forbundet med indkomsterhvervelsen og et eventuelt underskud kan ikke

fratrækkes i anden indkomst; fradragsretten er gjort kildebegrænset.

Underskud ved hobbyvirksomhed kan heller ikke fremføres til modregning i

medfør af LL § 15.

Dette nettoindkomstprincip bevirker også, at der ikke er tale om et

ligningsmæssigt fradrag og dermed heller ikke hjemmel til at begrænse

fradraget i medfør af LL § 9, stk. 1, jf. TOLD SKAT Nyt 1992.3.89 (LSR.) (TfS

1992.70).

Det kan i praksis være vanskeligt at afgøre, hvilke beløb, der kan

fratrækkes i hobbyindkomsten for at beregne nettoindkomsten. Det vil meget

ofte være nødvendigt at foretage et skøn.

I Skat 1989.4.344 (TfS 1989.244) blev et hundehold, der bestod af to,

senere tre, avlstæver, anset for hobbyvirksomhed. Landsskatteretten tillod

imidlertid, at der i afståelsessummen for hvalpene blev godskrevet klageren

de fornødne omkostninger, som var medgået til avlen, uanset disse var afholdt

i tidligere år. Landsskatteretten anslog udgifternes størrelse efter et skøn.

Eventuelle renteudgifter, der kan henføres til hobbyvirksomhed, kan

fratrækkes efter de samme regler, som gælder for andre private renteudgifter,

se A.E.1.

Gevinst og tab på aktiver anvendt i en hobbyvirksomhed er bortset fra

spekulationstilfælde indkomstopgørelsen uvedkommende, jf. SL § 5a.

E.A.1.2.2 Hobby eller erhverv

Om en virksomhed er erhvervsmæssig eller har hobbykarakter vil normalt

ikke give anledning til tvivl, hvis det sædvanlige driftsmæssige afkast ikke

ligger under den normale forrentning inden for den pågældende branche.

Bedømmelsen af, om en virksomhed er erhvervsmæssigt drevet, foretages ud

fra en samlet konkret vurdering af virksomheden, hvori alle relevante forhold

skal inddrages.

Erhvervsmæssig virksomhed vil - i modsætning til hobbyvirksomhed - være

indrettet på systematisk indtægtserhvervelse, dvs. det afgørende formål er

den fortjeneste, der kan opnås.

Ved hobbyvirksomhed vil indtægtserhvervelsen ikke være det primære formål.

Virksomheden vil typisk være et udslag af en personlig interesse (en hobby)

og en vis personlig deltagelse i virksomheden er almindelig.

De relevante momenter, der har været lagt vægt på i praksis har bl.a.

været

- om der er udsigt til, at virksomheden før eller siden vil give overskud,

såvel overskud på den primære drift som et overskud, der står i forhold til

den investerede kapital (rentabilitet)

- om virksomhedens underskud er forbigående, f.eks.

indkøringsvanskeligheder, eller om virksomheden vedvarende forudsætter, at

ejeren har stabile indtægter fra anden side for at neutralisere et underskud

- om der forud for virksomhedens start har været foretaget undersøgelse af

lønsomheden/udsigterne til rentabel drift, herunder om der har været lagt

budgetter mv.

- om virksomheden har den fornødne intensitet og seriøsitet

- om ejeren har særlige faglige forudsætninger for at drive virksomheden,

og om virksomheden har en naturlig sammenhæng med skatteyderens eventuelle

øvrige indtægtsgivende erhverv

- om der er andre end erhvervsmæssige formål med virksomheden

- om skatteyderen har været afskåret fra at anvende virksomhedens aktiver

til privat brug

- om virksomhedens omfang/varighed er af en vis størrelse

- om driftsformen er sædvanlig for virksomheder af den pågældende art

- om virksomheden lever op til den erhvervsmæssige standard, der er

gældende for det pågældende erhverv

- om virksomheden i givet fald kunne sælges til trediemand, dvs. om den

trods hidtidigt underskud i trediemands øjne måtte have potentiel

indtjeningsværdi, eller om den slet ikke kunne tænkes drevet løsrevet fra den

ejendom, person eller det regi, hvor den hidtil har været drevet

Ingen af disse kriterier er i sig selv afgørende for vurderingen af, om

virksomheden er erhvervsmæssig. Det afhænger bl.a. af, hvilken type

virksomhed, der er tale om, men rentabilitetsbetragtningen har været lagt til

grund ved mange afgørelser.

Ved den type virksomheder, hvor indehaverens personlige indsats er det

væsentligste aktiv, vil virksomheden ofte blive anset for hobbyvirksomhed,

medmindre den fremstår som professionelt anlagt, hvad angår udstyr,

driftsform og indehaverens uddannelse.

Hvis virksomheden består i udlejning af aktiver, kan den blotte forekomst

af privat benyttelse af de aktiver, der indgår i virksomheden, medføre at

virksomheden ikke anses for erhvervsmæssigt anlagt.

Kriteriet, at virksomheden skal give et afkast, der står i rimeligt

forhold til den investerede kapital, tillægges i praksis normalt afgørende

betydning i relation til udlejningsvirksomhed.

Med "rimeligt afkast" forstås et afkast, der er normalt inden

for den pågældende branche, inden eventuelle renteudgifter. Graden af

fremmedfinansiering

kan dog indgå i den samlede vurdering af virksomhedens udsigt til at opnå

den fornødne rentabilitet.

I sager vedrørende landbrug og lign. vil det ofte være af afgørende

betydning, hvad den primære årsag til anskaffelsen og driften har været, dvs.

om boligformålet eller andre private formål overskygger hensigten med at opnå

et afkast af bedriften.

Ved landbrugsvirksomhed må der lægges vægt på, om et landbrug er teknisk

landbrugsfagligt drevet. Heri indgår en vurdering af, om landbruget efter sin

art, beliggenhed og størrelse drives forsvarligt. Tillige må det i

vurderingen indgå, om den valgte driftsform er hensigtsmæssig, og om det ved

den valgte driftsform vil være muligt at opnå et overskud.

Se afsnit E.A.1.2.3 om de forskellig former for virksomhed.

E.A.1.2.3.1 Landbrug

Praksis kan tages som udtryk for, at en egentlig landbrugsejendom normalt

må anses for drevet erhvervsmæssigt, hvis driften af ejendommen bedømt ud fra

en teknisk-landbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig

og tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat.

Ved afgørelsen af, om et landbrug teknisk-landbrugsfagligt er forsvarligt

drevet, indgår der efter praksis bl.a. en vurdering af, om landbruget efter

sin art, beliggenhed og størrelse drives forsvarligt, jf. f.eks. Skat 1989.4.

294 (TfS 1989.159). I denne sag fra Østre Landsret blev udgifterne ved drift

af et lille landbrug anset for fradragsberettigede bl.a. på baggrund af en

syns- og skønserklæring, der var udarbejdet til sagen. Se også TfS 1989, 188

(VLD), hvor Skatteministeriet på baggrund af en syns- og skønsrapport tog

bekræftende til genmæle, hvorved fradrag for underskud anerkendtes.

I sager, hvor der har været udmeldt syn og skøn, er der i skønstemaerne

bl.a. også indgået spørgsmål om, hvorvidt driftsformen var sædvanlig for en

ejendom som i den konkrete sag, og i givet fald om en sådan sædvanlig

driftsform ville kunne give overskud på den primære drift før af- eller

nedskrivninger og bidrage til forrentning af den i ejendommen og driften

investerede kapital.

Et egentligt syn og skøn vil være et stærkere bevismiddel end en erklæring

fra en landbrugskonsulent. Vedrørende syn og skøn, se afsnit A.K.3.4.

Det er dog ikke i alle tilfælde, der indrømmes fradrag, selv om driften

kan anses for teknisk landbrugsfagligt forsvarlig. I en Vestre Landsrets dom

fra 1986 (Skat 1986.7.454) (TfS 1986.359) nåede retten frem til, at driften

på den ene side var forsvarlig i teknisk landbrugsfaglig henseende, men på

den anden side havde denne ellers landbrugsmæssigt forsvarlige drift ikke den

fornødne intensitet til, at den kunne anses for erhvervsmæssig.

Sagen drejede sig om en ikke-landbrugsuddannet, der på traditionel vis

drev en lille landbrugsejendom med fedekalvproduktion. Landsretten fandt, at

opfedningen af fedekalve ikke i sig selv gav grundlag for at anse driften for

uforsvarlig i teknisk landbrugsfaglig henseende. Derimod bevirkede det meget

beskedne omfang af køb og salg af dyr, at virksomheden ikke kunne anses at

have haft den fornødne intensitet til, at driften i teknisk landbrugsfaglig

forstand kunne anses forsvarlig. Se ligeledes TfS 1996.301(VLD), hvor der

blev nægtet fradrag for underskud, uanset at driften blev anset for teknisk

landbrugsfaglig forsvarlig.

På baggrund af en indhentet syns- og skønserklæring lagde retten til

grund, at forpagtning af en landejendom samt leje af et græsareal til

dyrehold, var sædvanlig og forsvarlig efter en teknisk landbrugsfaglig

målestok, samt at driften tilsigtede at opnå et rimeligt driftsresultat. Der

kunne imidlertid ikke bortses fra de af forpagtningen flydende udgifter til

forpagtning, græsleje og faktiske merudgifter ved bilkørsel ved vurderingen

af, om driften måtte anses som erhvervsmæssig. Når disse udgifter blev

medtaget ville driften selv efter en længere årrække ikke kunne blive

overskudsgivende.

Østre Landsret stadfæstede ved dom af den 15. okt. 1992, TOLD SKAT

Nyt 1993.1.29 (TfS 1992.516) en landsskatteretskendelse, hvor en

akademiingeniør blev nægtet fradrag for underskud af en mindre

landbrugsejendom.

Skatteyderen havde indhentet en erklæring, fra det lokale amtsråds

konsulent i økologisk/biodynamisk jordbrug. I erklæringen bekræftede

konsulenten, "at gården drives fagligt forsvarligt", men Østre

Landsret fandt ikke, at den landbrugsmæssige udnyttelse af ejendommen havde

en sådan intensitet, at underskuddet kunne fradrages.

Vestre Landsret har i et forlig tilkendegivet, at der ikke kunne opnås

fradrag for underskud, uanset at landbrugsejendommen ud fra en

teknisklandbrugsfaglig betragtning var forsvarligt drevet, idet der ikke var

udsigt til, at driften ville give overskud, se TOLD SKAT Nyt 1993.2.62 (TfS

1992.566).

Ved højesteretsdom af 15. april 1994 TfS 1994.364 stadfæstede Højesteret

en Østre Landsretsdom af 8. marts 1993 (TOLD SKAT Nyt 1993.11.505).

Retten fandt på baggrund af en syns- og skønsrapport, at driften af en

ejendom var teknisk landbrugsfagligt forsvarlig og sædvanlig for et

deltidslandbrug af den størrelse og beskaffenhed. Til spørgsmålet om en sådan

driftsform kunne give overskud på den primære drift før af- og

nedskrivninger, svarede syns- og skønsmanden, at der kunne forventes et

driftsoverskud på omkring nul. På denne baggrund fandt Højesteret at måtte

give skatteyderen medhold i, at landbruget var erhvervsmæssigt drevet.

Præmisserne i HRD er:" I medfør af SL § 6. litra a, kan underskud ved

drift af en landbrugsejendom efter den mangeårige særlige ligningspraksis

vedrørende deltidslandbrug fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige

indkomst på betingelse af, at driften af ejendommen bedømt ud fra en

teknisk-landbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig og

tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat. I så fald må ejendommen i

skattemæssig henseende anses for drevet erhvervsmæssigt, med mindre det må

lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne

blive overskudsgivende" .

Efter Skatteministeriets opfattelse er dommens resultat i overensstemmelse

med hidtidig praksis, bortset fra, at det er præciseret, at den særlige

ligningspraksis gælder for deltidslandbrug generelt, ligesom det er

præciseret, at det er en betingelse for at anerkende erhvervsmæssig drift, at

skatteyderen har godtgjort, at der sigtes mod et rimeligt driftsresultat, TfS

1994.583. Se også TfS 1994.566, TfS 1994.366.(VLD) og TfS 1994.720.

E.A.1.2.3.2 Stutterier

Ved et stutteri forstås en virksomhed, der avler og opdrætter heste med

henblik på videresalg.

For landejendomme, der har anvendelse som stutteri, må det på baggrund af

en Vestre Landsrets dom af 18. okt. 1982 (skd. 66.280) antages, at sondringen

erhverv/hobby skal ske ud fra de samme driftsmæssige kriterier, som gælder

for egentlige landbrugsvirksomheder, jf. ovenfor.

I denne sag blev en ejendomsmægler anset for at have de fornødne faglige

forudsætninger for at drive stutterivirksomhed, og virksomheden blev

anerkendt som erhvervsmæssig. Landsretten fandt som følge af hestebestandens

størrelse, omfanget af investeringerne og tilrettelæggelsen af driften, at

der var tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at driften var sket på en

erhvervsmæssigt forsvarlig måde. Det forhold, at stutterivirksomheden sammen

med landbrugsejendommens drift i øvrigt, såvel i de indkomstår, sagen

vedrørte som i de foregående og efterfølgende indkomstår havde udvist

betydelige underskud, kunne ikke i sig selv bevirke, at stutterivirksomheden

måtte frakendes erhvervsmæssig karakter.

Om stutterier se også TOLD SKAT Nyt 1991.23.1380 (TfS 1991.563), hvor

Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle i en sag for Vestre

Landsret, hvorefter der blev givet fradrag for underskud ved driften af et

landbrug og stutteri og TfS.1990.417 (lsr), hvor et underskud blev anerkendt

bl.a. på grundlag af to sagkyndige erklæringer om, at et hestehold var

tilrettelagt teknisk forsvarlig samt på grundlag af skatteyderens kendskab

til hesteavl.

I en Østre Landsretsdom fra 1980 (skd. 57.188) blev et hestehold anset for

anskaffet med det overvejende formål at blive benyttet som underholdning for

de børn, der opholdt sig i den på gården indrettede børnepension. På baggrund

heraf samt på grund af skatteyderens manglende erfaring og det begrænsede

omfang af hesteholdet blev fradrag for driftsudgifter ved stutterivirksomhed

nægtet.

Efter gældende praksis kan et stutteri således ikke frakendes sin

erhvervsmæssige karakter alene, fordi virksomheden har givet underskud i en

årrække, og der kun har været tale om et beskedent antal avlsheste, men det

er en forudsætning for underskudsfradrag, at der er udsigt til at

virksomheden vil give overskud.

E.A.1.2.3.3 Væddeløbsheste, dyrehold, mv.

Det må efter tilsvarende principper som for stutterier afgøres efter en

konkret vurdering, om en væddeløbsstald kan anses for erhvervsmæssig.

Dette var ikke tilfældet i Højesterets dom i t&s Nyt 1991.23.1331 (TfS

1991.500), hvor et anpartsselskab blev nægtet fradrag for underskud i

forbindelse med driften af et travhestehold, som bestod i køb og salg af

travheste samt deltagelse i væddeløb. Afgørelsen blev begrundet med, at der

ikke var udsigt til at opnå fortjeneste, når man henså til de store udgifter

ved driften af travhesteholdet sammenholdt med de usikre og tilfældige

muligheder for at opnå indtægter ved løbspræmier og salg af heste.

I TfS 1994.879 fandt Vestre Landsret, at der forelå en sådan sammenhæng

mellem formålet med anskaffelsen og anvendelsen af 2 heste, at hestene skulle

betragtes som en ikke-erhvervsmæssig virksomhed.

Se dog UfR 1978.614 H (Jauer-dommen), hvor omlægning af driften af en

landejendom til et "dyrecenter" blev anset for erhvervsmæssigt

forsvarligt gennemført og underskud anerkendt som fradragsberettiget.

Dyrecentret omfattede hundepension, hundekennel, hestepension,

rideundervisning, træning af hunde og i tilslutning hertil drift af cafeteria

samt salg af hundefoder mv. Virksomheden var således af et sådant omfang, at

det var medvirkende til, at den blev anset for erhvervsmæssig.

I TOLD SKAT Nyt 1991.14.769 (VLD) (TfS 1991.289) blev et anpartsselskab

nægtet fradrag for underskud ved drift af en hundekennel. Skatteyderen havde

drevet hundekennel i personligt regi og hun drev tillige virksomhed som

speciallæge i psykiatri. Såvel hundekennelen som lægepraksisen blev overført

til et anpartsselskab, men Vestre Landsret nægtede fradrag for underskud ved

kennelen med henvisning til, at der ikke var nogen naturlig sammenhæng mellem

lægevirksomheden og kennelvirksomheden, og skatteyderen havde ingen

kvalifikationer i relation til kenneldrift. Herudover var der aldrig

udarbejdet budgetter og virksomheden var kun i ringe grad tilrettelagt med

økonomien for øje.

E.A.1.2.3.4 Bådudlejning mv.

I sager om udlejningsvirksomhed, især bådudlejning, vil den blotte

forekomst af privat benyttelse af de aktiver, der indgår i virksomheden, som

udgangspunkt udelukke, at virksomheden anses for erhvervsmæssigt anlagt. Se

endvidere E.F.1.6.

I disse sager lægges der især vægt på et rentabilitetssynspunkt, dvs. om

der er udsigt til, at virksomheden giver et afkast, som står i et rimeligt

forhold til den investerede kapital.

Dette fremgår af de to ledende højesteretsdomme på området, nemlig t&s

Nyt 1991.11.581(TfS 1991.233) og UfR 1984.740. Det er i disse sager ikke

tillagt afgørende betydning, at der ikke kan påvises en personlig interesse i

erhvervelsen af udlejningsbådene og i begge tilfælde har bådudlejerne

udfoldet normale udlejningsbestræbelser. Det var afgørende for sagernes

udfald, at der ikke var udsigt til, at virksomheden kunne give et forsvarligt

afkast af den investerede kapital.

I UfR 1984.740 havde sagsøgeren, der var direktør i et autofirma,

anskaffet en motorsejler for at leje den ud. Skatteyderen opnåede

momsrefusion på købet, der var lånefinansieret. Der blev forsøgt udlejning af

båden i det følgende år, men det lykkedes kun i begrænset omfang.

Skatteyderen forsøgte udlejning gennem et udlejningsbureau og forsøgte også

selv at udleje båden.

Udlejningsindtægterne var imidlertid meget begrænsede i de to omhandlede

indkomstår, og der var underskud før afskrivninger. Båden overgik derfor til

privat brug. Direktøren var sejlkyndig, men et under sagen udmeldt syn og

skøn støttede hans forklaring om, at båden ikke hidtil havde været benyttet

privat.

Da der ikke var udsigt til at opnå indtægter, der ville stå i et rimeligt

forhold til den investerede kapital og under hensyn til

udlejningsvirksomhedens omfang og manglende naturlige sammenhæng med

skatteyderens erhvervsmæssige forhold i øvrigt, ansås båden ikke for

anskaffet med erhvervsmæssig forsvarlig drift for øje (dissens).

Højesteretsdommen omtalt i t&s Nyt 1991.11.581 vedrører et ægtepar,

der som bibeskæftigelse drev en virksomhed med salg og udlejning af

speedbåde, windsurfere og lystbåde samt udstyr hertil. I virksomheden indgik

en lystbåd, der senere blev erstattet med en større lystbåd.

Til trods for, at ægteparret havde udfoldet normale

udlejningsbestræbelser, havde virksomheden kun haft relativt små

lejeindtægter. Skatteyderen havde ingen særlige faglige forudsætninger for at

drive virksomheden, og der var i forbindelse med etableringen alene opstillet

et grovbudget for det første år, udvisende et mindre overskud før renter.

Virksomheden havde i hele perioden givet underskud før afskrivninger og

renter.

Højesteret fandt ikke, at virksomheden havde haft udsigt til at opnå

indtægter, der ville stå i et rimeligt forhold til den investerede kapital og

anså ikke bådene for anskaffet med erhvervsmæssig forsvarlig drift for øje.

Se også

TfS 1996.28, TfS 1996.498 og TfS 1994.531 (VLD).

I SKAT 1990.4.268 (VLD) (TfS 1990.162) blev fradrag ikke godkendt, da der

ikke var udsigt til at opnå en fortjeneste, der stod i rimeligt forhold til

den investerede kapital, og i TOLD SKAT Nyt 1993,19,855 (TfS 1993.362) blev

et anpartsselskabs bådudlejning ikke anset for erhvervsmæssig virksomhed.

Højesteret fandt i en dom af 10. november 1995, TfS 1995.828, at den båd,

som skatteyderen havde købt, ikke var anskaffet med henblik på erhvervsmæssig

forsvarlig drift. Landsretten fandt, at skatteyderen ikke før anskaffelsen af

båden havde foretaget en budgetmæssig vurdering eller en analyse af

virksomhedens rentabilitet. Højesteret, stadfæstede landsrettens dom. I TfS

1996.28 (HD) fandt retten ligeledes, at skatteyderen ikke drev erhvervsmæssig

virksomhed, selvom retten lagde til grund, at den pågældende båd var velegnet

til udlejning, at der blev foretaget normale udlejningsbestræbelser, og at

skatteyderen ikke selv benyttede båden i udlejningsperioden.

Bortset fra 2 år var der i udlejningsperioden på 7 år et årligt underskud

på den primære drift. Ved vurderingen af om anskaffelsen og driften af båden

var erhvervsmæssig forsvarlig, tillagde Højesteret det betydning, at det på

baggrund af et af skatteyderen udarbejdet driftsregnskab, måtte have stået

skatteyderen klart, at der fra begyndelsen af udlejningsperioden var

budgetteret med et urealistisk lavt omkostningsniveau, ligesom lejen var for

højt budgetteret. Endvidere lagde Højesteret vægt på, at skatteyderen i

forbindelse med nyudlejning fortsatte med at fastsætte udlejningsprisen på

grundlag af en uændret budgettering af indtægter og omkostninger, selvom

resultatet klart viste, at der ikke var grundlag herfor. I TfS 1996.570(HD)

lagde Højesteret til grund, at det primære sigte med udvikling og produktion

af en båd, var deltagelse i Admiral's Cup. Se også TfS 1996.498(HD), TfS

1996.552(ØLD),

TfS 1996.572(ØLD) og TfS 1996.677(ØLD).

E.A.1.2.3.5 Kunstnerisk virksomhed

Ved kunstnerisk virksomhed er den personlige indsats det væsentligste

aktiv, og der vil typisk være en glidende overgang fra hobby til, at

virksomheden anses for erhvervsmæssig.

I praksis er der bl.a. lagt vægt på virksomhedens omfang, om kunstneren

har deltaget i udstillinger samt på den uddannelsesmæssige baggrund.

Landsskatteretten anerkendte i afgørelsen t&s Nyt 1989.12.952 således en

kunstmalers underskud ved selvstændig erhvervsmæssig virksomhed som

fradragsberettiget, bl.a. under hensyn til, at hun var uddannet på

Kunstakademiet og var medlem af en anerkendt kunstnersammenslutning samt

havde modtaget legater fra Statens Kunstfond flere gange.

Se også lsr. 1978.153, hvor Landsskatteretten ikke fandt grundlag for at

anse en kunstners virksomhed i forbindelse med billedvævning mv. som

udelukkende hobbyvirksomhed. Retten kunne tiltræde, at underskud ved denne

virksomhed kunne fradrages ved indkomstopgørelsen.

I t&s nyt 1991.17.954 (TfS 1991.409) fandt Landsskatteretten, under

henvisning til, at en kunstmaler havde deltaget i udstillinger, modtaget

legater og, omend i begrænset omfang, havde solgt malerier, at kunstmalerens

virksomhed måtte anses for erhvervsmæssig med beskatning efter SL § 4 a til

følge. Landsretten tilkendegav, at fortjenesten ved udlæg og salg var

indkomstskattepligtig. Det kunne ikke antages, at indtægten var undtaget fra

beskatning efter SL § 5 om privat indbo, og der var ikke grundlag for at

antage, at skattepligten af vederlaget for kunstnerisk virksomhed efter SL §

4 a var begrænset til kunstnerisk virksomhed udført i umiddelbar tidsmæssig

forbindelse med vederlæggelsen. Efter rettens tilkendegivelse hævede

sagsøgeren sagen, TfS 1996.177.(VLD). .

Se også afsnit E.B.2.6.1 og E.B.3.14 om kunstneres indtægtsopgørelse.

E.A.1.2.3.6 Sommerhusudlejning

Der har været enkelte sager vedrørende sommerhuse, men af meget forskellig

karakter.

Som udgangspunkt kræves det for at acceptere fradrag i forbindelse med

sommerhusudlejning, at ejeren har fraskrevet sig egen benyttelse, og at

driftsresultaterne opgøres i overensstemmelse med gældende praksis for

sommerhuse.

Ved afgørelsen refereret i t&s Nyt 1991.16.872 (VLD) (TfS 1991.357)

blev fradrag nægtet med henvisning til, at omfanget af udlejningen var for

lille, lejeindtægterne for små i forhold til udgifterne og

udlejningsbestræbelserne manglede intensitet. Sagen vedrørte en skatteyder,

som erhvervede det omhandlede sommerhus på et tidspunkt, hvor han allerede

ejede en udlejningsejendom og to sommerhuse, som blev benyttet privat. Det

tredie sommerhus var efter det oplyste erhvervet udelukkende med henblik på

udlejning.

Landsskatteretten har i overensstemmelse hermed efterfølgende fundet, at

driftsresultatet for et udlejet sommerhus skulle opgøres i overensstemmelse

med hidtidig praksis vedrørende sommerhusudlejning jf. TOLD SKAT Nyt

1992.8.239 (TfS 1992.223). Se også lsr.1979.23 og skd. 61.182 (VLD) og

TOLD SKAT Nyt 1993.5.20.

Vedrørende om opgørelse af fradrag ved sommerhusudlejning efter LL § 15 O

henvises til A.D.3.2.7.

E.A.1.2.3.7 Øvrige virksomhedsformer

I de sager, der har været rejst vedrørende øvrige virksomhedsformer, synes

der overvejende at have været lagt vægt på rentabilitetsbetragtninger, men

også andre af de under E.A.1.2.2 nævnte kriterier er indgået ved

afgørelserne. Se bl.a. TfS 1995, 44.

I TfS. 1991.525 blev en dykkervirksomhed anset for erhvervsmæssigt drevet

med den begrundelse, at virksomheden ikke havde været udsigtsløs med hensyn

til på længere sigt at opnå reelt overskud, og skatteyderen havde været

fagligt velkvalificeret.

Skatteyderen var uddannet dykker og havde startet egen dykkervirksomhed,

men havde af økonomiske grunde været nødt til at tage andet fuldtidsarbejde.

Hans ansættelsesforhold gjorde det muligt for ham at påtage sig dyknings-

og bjærgningsopgaver, når sådanne forekom. Skatteyderens materiel var

professionelt og havde kun været brugt til erhvervsmæssigt formål. På grund

af en særlig opgave gav virksomheden overskud i et efterfølgende år, og dette

viste, at virksomheden ikke havde været udsigtsløs med hensyn til på længere

sigt at opnå reelt overskud.

Landsskatteretten fandt i afgørelsen TOLD SKAT Nyt 1991.21.1223 (TfS

1991.506), at en skatteyder, der tidligere havde været fuldtidsbeskæftiget

ved fiskeri, og som senere havde påbegyndt erhvervsfiskeri som

bierhvervsfisker, havde tilrettelagt fiskeriet med erhvervsmæssig forsvarlig

drift for øje, og at de fremkomne underskud vedrørte en periode, hvor

virksomheden havde været under opbygning. På denne baggrund godkendte

Landsskatteretten, at de fremkomne underskud var fradragsberettigede efter SL

§ 6a.

I t&s Nyt 1991.5.246 (TfS 1991.57) blev fradrag nægtet, fordi

virksomheden havde haft et så beskedent omfang og en så ringe udsigt til

rentabilitet, at den ikke kunne anses erhvervsmæssigt drevet.

I sagen havde skatteyderen, der var selvlært inden for elektronik,

udviklet en højkvalitetsforstærker, men virksomheden havde i en periode på

fem år hverken varesalg eller varekøb. På den baggrund fandt Østre Landsret,

at virksomheden havde været af et så beskedent omfang og havde haft en så

ringe udsigt til rentabilitet, at den ikke kunne anses for erhvervsmæssig. Se

endvidere t&s Nyt 1991.11.574 (fradrag nægtet for udgifter til drift af

racerbil), og TOLD SKAT Nyt 1993.3.96 (TfS 1993.35). Gocartkørers underskud

ved handel med dele til gocarts kunne ikke fratrækkes, ligesom en

"Road Racingkørers" underskud heller ikke kunne fratrækkes.

Aktiviteten blev ikke anset for at være drevet erhvervsmæssigt, TfS 1994,

752.

E.A.1.2.4 Driftsform, mv.

Det er ved sondringen mellem hobbyvirksomhed og erhvervsmæssig virksomhed

ikke afgørende, om virksomheden drives som personlig virksomhed eller

eventuelt som selskab, jf. TOLD SKAT Nyt 1991.23.1331 (TfS 1991.500), hvor et

selskab blev nægtet fradrag for underskud ved driften af et travhestehold, da

dette måtte anses som et udslag af hovedanpartshaverens personlig interesse i

travheste.

Se endvidere TOLD SKAT Nyt 1991.14.769 (VLD) (TfS 1991.289), hvor et

anpartsselskab blev nægtet fradrag for underskud ved drift af en hundekennel.

Skatteyderen havde drevet hundekennel i personligt regi og hun drev tillige

virksomhed som speciallæge i psykiatri. Såvel hundekennelen som lægepraksisen

blev overført til et anpartsselskab, men Vestre Landsret nægtede fradrag for

underskud ved kennelen med henvisning til, at der ikke var nogen naturlig

sammenhæng mellem lægevirksomheden og kennelvirksomheden, og at skatteyderen

ingen kvalifikationer havde i relation til kenneldrift. Herudover var der

aldrig udarbejdet budgetter og virksomheden var kun i ringe grad tilrettelagt

med økonomien for øje.

E.A.1.2.5 Momsregistrering mv.

Den momsretlige vurdering af, hvornår en virksomhed er erhvervsmæssig, er

som hovedregel sammenfaldende med den skatteretlige vurdering.

Af Østre Landsrets dom refereret i TfS 1992, 516, fremgår det, at

momsregistreringen som sådan ikke er afgørende for spørgsmålet, om en

virksomhed er erhvervsmæssig eller ej, da der ved momsregistreringen ikke

sker en egentlig prøvelse af dette spørgsmål.

Højesteret udtalte ligeledes i den i TOLD SKAT Nyt 1991.23.1331(TfS

1991.500) omtalte sag (jf. afsnit E.A.1.2.4), at det er uden betydning for

den skattemæssige vurdering af om virksomheden kan anses for erhvervsmæssig,

om virksomheden har ladet sig momsregistrere.

Den vurdering af, om en virksomhed er erhvervsmæssig, som måtte være sket

i en eventuel skattesag, vil generelt blive fulgt, når virksomheden vurderes

efter momsloven.

E.A.1.3 SL § 5 Formuebevægelser

SL § 5 indeholder en negativ afgrænsning af indkomstbegrebet i SL § 4.

Bestemmelsen bygger på en fundamental sondring mellem indkomst (udbytte)

og indkomstgrundlag (formue). Udgangspunktet er, at selve grundlaget for

erhvervelsen af indkomsten er indkomstopgørelsen uvedkommende, og at det

alene er afkastet af indkomstgrundlaget, der skal medregnes ved

indkomstopgørelsen.

E.A.1.3.1 § 5 Salg af aktiver

I følge SL § 5a skal urealiserede værdisvingninger på aktiver ikke

medregnes ved indkomstopgørelsen. Gevinst og tab konstateret ved salg (eller

anden afståelse) af aktiver, der har karakter af omsætningsformue, dvs. at de

er anskaffet som led i næring eller i spekulationsøjemed, skal medregnes ved

indkomstopgørelsen. Realisationsprincippet i SL § 5a er modificeret af

særregler i den øvrige skattelovgivning. Som eksempler kan nævnes reglerne om

landbrugets besætninger (E.E.1) og om kursgevinster og kurstab, når

lagerprincippet anvendes (A.D.2).

Hovedreglen i SL § 5a, om at alene realiseret gevinst og tab på

omsætningsformuen

skal medregnes ved indkomstopgørelsen, er senere blevet erstattet af

særlovgivning for langt de fleste aktivtypers vedkommende. Som de vigtigste

eksempler kan nævnes AL, EBL og ABL.

Private aktiver

Indtægt ved salg af private aktiver, f.eks. indbo eller frimærke-, mønt-

og bogsamlinger, er som udgangspunkt skattefri efter hovedreglen i SL § 5a.

Dette gælder principielt uden hensyn til indtægtens størrelse. Rent

bevismæssigt vil en betydelig indtægt dog kunne indicere, at der er tale om

salg af en omsætningsformue (næring eller spekulation).

Den skattemæssige behandling afhænger således af en bedømmelse af, om

aktivet er rent privat, eller om det er solgt som led i en erhvervsmæssig

virksomhed eller som led i en spekulationsforretning. Se f.eks. ØLD af 23.

april 1990 (Skat 1990.6.446) (TfS 1990.236), hvor en tæppehandlers salg af

tæpper fra privat indbo blev anset som et led i hans almindelige

næringsvirksomhed. Se tillige t&s nyt 1991.17.954 (TfS 1991.409), hvor et

dødsbo blev anset for indkomstskattepligtigt af et beløb opnået ved salg af

53 malerier og ved udlæg efter vurdering af 94 malerier.

Det har især været handel med malerier, mønter, frimærker og antikviteter,

der i praksis har givet anledning til problemer i relation til afgrænsningen

privat/erhverv/spekulation.

Erhvervsmæssige aktiver

Hvad angår reglerne om gevinst og tab på erhvervsmæssige aktiver, f.eks.

varelager, driftsmidler, skibe, bygninger, finansielle aktiver og

immaterielle rettigheder henvises til omtalen i de respektive særafsnit.

I ØLD af 27. feb. 1987 (Skat 1987.4.269) (TfS 1987.161) blev en skatteyder

ikke beskattet af fortjeneste ved salg af mønter, mineraler og andre

effekter, da det ikke tilstrækkeligt sikkert kunne antages, at der forelå

erhvervsmæssig virksomhed.

Om beskatning ud fra et spekulationssynspunkt, se lsr. 1965.31 og 116.

Barrer af sølv og platin, ensartede mønter i stort antal f.eks.

Krügerrands og uindfattede diamanter anses normalt for erhvervet i

spekulationshensigt. Se

SD's revisionsmeddelelse 1983-2 om investering i ædelmetaller samt ØLD af

13. april 1984 (Skd. 71.717). En virksomhed havde i en årrække solgt ædelsten

til danske investorer til priser, der langt oversteg ædelstenenes reelle

værdi. Efter virksomhedens konkurs rejste nogle investorer krav mod de

pengeinstitutter, der havde ydet lån til købene. For at kravet kunne gøres

gældende, skulle lånet været ydet efter aftale med sælgerne, og at

investorerne skulle anses som forbrugere. I 1992 blev der indgået forlig med

et pengeinstitut om nedskrivning af gælden med 70 pct. Investorernes tab var

fradragsberettiget spekulationstab, men tabet skulle nedsættes med

gældsnedskrivning ved opgørelsen af størrelsen af det tab, der kunne

fradrages efter SL § 5 a, TfS 1996.147.LSR .

Tab på sølvbarrer på grund af sælgerfirmaets underslæb og konkurs kan ikke

fratrækkes, idet fradrag af et spekulationstab i medfør af SL § 5 a

forudsætter, at der er tale om »et handelstab eller et tab, der ganske

kan sidestilles hermed«, jf. ØLD af 23. sept. 1985 (Skat 1985.10.273) og

ØLD af 29. okt. 1985 (Skat 1986.2.120) (TfS 1985.739).

Hvis private samlere går over til at drive erhvervsmæssig handel med deres

samlerobjekter godkendes det i praksis, at den del af den private samling,

der overgår til den nystartede forretning som varelager, kan optages til

handelsværdien (med fradrag af normal bruttoavance) på dette tidspunkt som

primovarelager, jf. VLD af 6. okt. 1983 (Skd. 69.225), hvor overførslen af en

møntsamling til forretningen skete over en årrække. Genstande, der bevises at

være erhvervet, før den erhvervsmæssige virksomhed er påbegyndt, og som ikke

er overført som varelager til forretningen, kan fortsat sælges uden

beskatning af fortjenesten.

Genstande, erhvervet efter at den erhvervsmæssige virksomhed er i gang,

vil som altovervejende hovedregel skulle anses for anskaffet som et led i

virksomheden. Se også Skd. cirk. nr. 134 af 29. juli 1992 om KGL, pkt. 10.

Om kunstneres varelager se E.B.2.6.1.

Spekulation

Spekulationsbeskatningen i SL § 5a er ophævet for aktiver omfattet af ABL

og EBL samt aktiver og passiver omfattet af KGL. Bortset fra disse særregler

skal fortjeneste ved salg af aktiver anskaffet i spekulationshensigt medtages

ved indkomstopgørelsen, ligesom tab kan fratrækkes.

I spekulationsbegrebet ligger for det første et krav om, at det pågældende

aktiv skal være erhvervet i den hensigt at videresælge det, og for det andet

et krav om, at dette skal være sket med det formål at opnå en fortjeneste.

Kun når begge disse betingelser er opfyldt, foreligger der spekulation i

skattemæssig forstand.

Ved bedømmelsen af om der foreligger spekulationshensigt, ser man i

praksis på, om det pågældende aktiv er et aktiv, der normalt kan forventes at

sælges med fortjeneste.

Det antages i praksis, at en oprindelig foreliggende spekulationshensigt

ved erhvervelsen kan opgives med den virkning, at der ikke kan gennemføres

nogen beskatning ved afståelse.

I lsr. 1969.113 blev spekulationsbeskatning gennemført, selv om aktivet

blev foræret bort som en gave.

En bortgivelse af spekulationsobjektet indicerer dog normalt, at den

oprindelige spekulationshensigt må anses opgivet, se lsr. 1967.37 og

1976.129.

E.A.1.3.2 Gaver, arv og forskud på arv

Efter SL § 5b skal gaver, der er omfattet af afsnit II i lov om afgift af

dødsboer og gaver, ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige

indkomst.

På tilsvarende måde er forskud på såvel falden som ikke falden arv

fritaget for indkomstbeskatning, uanset slægtsforholdet mellem yder og

modtager. Arv kan, hvad enten der er tale om arv efter loven eller efter

testamente, aldrig beskattes som skattepligtig indkomst, men der vil ved

arvedelingen kunne forekomme gavedispositioner, der kan udløse beskatning. Se

A.B.7.1.7.

E.A.1.3.3 Erstatning og forsikringsydelser

En modtagen erstatning skal som udgangspunkt behandles som det tab,

erstatningen ydes for.

Erstatning for tab af et aktiv skal behandles som et afståelsesvederlag

for aktivet. Dette fremgår udtrykkeligt af AL, ABL, EBL og LL § 16 E.

Skattefriheden for brandforsikringssummer mv., jf. SL § 5b, skal således

forstås med de modifikationer, der følger af den øvrige lovgivning.

Erstatning for varelager skal også behandles som afståelsesvederlag og er

derfor skattepligtig.

Hvis erstatningen ikke dækker tab af et omsætteligt aktiv, vil det

afgørende være, om der er tale om erstatning for en mistet skattepligtig

indtægt eller dækning af en fradragsberettiget udgift - i så fald skal

erstatningen medregnes ved indkomstopgørelsen. Se t&s nyt 1991.5.253 (TfS

1991.378) hvor en erstatning ydet i henhold til driftstabsforsikring blev

anset for almindelig indkomstskattepligtig for modtageren jf. SL § 4. (VLD af

1.2.1991) samt ØLD af 9.11.1992, TOLD SKAT Nyt 1993.3.93 (TfS 1992.545).

Hvis erstatningen derimod dækker et tab af selve indkomstgrundlaget, et

ikke fradagsberettiget formuetab eller en skattefri indtægt, skal

erstatningen ikke beskattes, jf. TOLD SKAT Nyt 1993.3.101.(lsr.) (TfS

1993.36) og TfS 1994.269 (TS), (godtgørelse for ophør med mælkeproduktion).

Se endvidere afsnit E.E.

En erstatning som en skatteyder fik udbetalt fra sit pengeinstitut, til

dækning af et tab som følge af, at en udbudt "investeringspakke"

ikke forløb som det var stillet i udsigt, blev anset for at være skattefri.

Landsretten fandt at erstatningen dækkede den merskat skatteyderen måtte

betale, da "investeringspakken" skattemæssigt ikke blev godkendt.

TfS 1995, 47.

Ligningsrådet har i en bindende forhåndsbesked fundet, at erstatninger for

opgivelse af privat lejemål ikke er omfattet af ligningslovens § 16 E, stk.

1, nr. 3. Godtgørelsen er derfor ikke skattepligtig.

Periodisk løbende erstatningsydelser er normalt indkomstskattepligtige.

Godtgørelse, ydet i anledning af forsinket udbetaling af et negativt

momstilsvar, blev anset for ydet til dækning af renter, og erstatningen var

derfor skattepligtig, Skd.64.41.

I Skat 1988.2.83 (TfS 1988.47) måtte en sparekasse betale en erstatning

til en køber af et hus, som havde anmodet sparekassen om at foretage

kurssikring af ejerskiftelånet. Sparekassen undlod at foretage den aftalte

kurssikring, og køberen af huset blev derfor påført et tab i form af forøgede

prioritetsudgifter.

Skatteyderen gjorde gældende, at erstatningen er at betragte som en mangel

ved huset og derved en skattefri formuegevinst. Landsskatteretten anså

erstatningen for skattepligtig. Afgørelsen blev indbragt for landsretten,

hvor

Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle, således at skatteyderen fik

medhold, jf. Skat 1990.9.699. Om erstatning ydet i henhold til en

sælgergarantiforsikring i forbindelse med hussalg se t&s nyt 1991.13.724.

(lsr.) (TfS 1991.312).

På grund af formalitetsmangler, som et revisionsfirma påtog sig ansvaret

for, var en skatteyder gået glip af muligheden for at foretage henlæggelse

til investeringsfond. Revisionsfirmaet ydede en erstatning på 30.000 kr. Den

del af erstatningsbeløbet, der kunne henføres til den forøgede formueskat

(13.831 kr.) og 8%-tillægget til restskatten i henhold til KSL § 61, stk. 2

(7.772 kr.), som ikke kunne genindvindes ved den fremtidige skattebetaling,

blev ikke anset for skattepligtig, hvorimod den resterende del af

erstatningsbeløbet, der var kompensation for den tidsmæssige fremrykning af

skattebetalingen, skulle beskattes, jf. VLD af 27. aug. 1984 (Skd. 72.100).

Lsr. 1982.40, skattepligt af en del af en erstatning, der dækkede

tidligere fratrukne udgifter, hvorimod den resterende del af erstatningen,

der dækkede en yderligere skattebetaling, var skattefri. Lsr. 1981.42,

skattepligt af erstatning for flyvehavre på en nyerhvervet landbrugsejendom.

Erstatningssummen svarede til udgifterne til rensning af ejendommen.

Landsskatteretten lagde vægt på, at der ikke var tale om en varig forringelse

af ejendommen, men derimod om en forringelse, som kunne afhjælpes ved

rensning af ejendommen, og de hermed forbundne udgifter ville kunne

fratrækkes. Skat 1986.8.514 (TfS 1986.427), skattepligt af den del af

erstatningen for nogle mistede bundgarnsrettigheder, der skulle dække

indtægtstabet, hvorimod den resterende erstatning, der dækkede tab af

indkomstkilden, var skattefri.

I forbindelse med et revisorinteressentskabs opløsning havde parterne

aftalt en konkurrenceklausul, hvorefter der skulle betales erstatning, hvis

en af parterne overtog den andens klienter efter interessentskabets

opløsning. En erstatning ydet i henhold hertil blev anset for almindelig

indkomstskattepligtig som henhørende under parternes næring, Skat 1987.7.514

(lsr.) (TfS 1989.600 VLD).

Erstatninger for forstyrrelse af stilling og forhold samt erstatninger for

rent private udgifter skal normalt ikke medregnes ved indkomstopgørelsen. Det

samme er tilfældet med erstatninger for ærekrænkelser samt erstatning for

svie og smerte, lyde og vansir. Om erstatning efter lov om

arbejdsskadeforsikring se A.B.4.4.1. Erstatning for opgivelse af eneretten

til et familienavn er skattefri.

Tab af indkomstkilde

Ved opsigelse af en administrationsaftale før den ifølge aftalegrundlaget

kunne opsiges, modtog et administrationsselskab et vederlag for opgivelse af

aftalen.

Selskabet anså primært beløbet som vederlag for goodwill, subsidiært som

skattefri betaling for tab af indkomstkilde, jf. statsskatteloven § 5. Retten

fandt ikke, at vederlaget kunne anses som et skattefrit tab af indkomstkilde,

da selskabet ikke havde afståelsesret til filialnettet. Vederlaget blev anset

for skattepligtig i henhold til statsskatteloven § 4, da vederlaget blev ydet

til dækning af mistede indtægter, TfS 1996.499.ØLD .

Afløsningssummer

Afløsningssummer, der som engangsbetaling træder i stedet for en

skattepligtig løbende ydelse, er som udgangspunkt skattefri, se A.B.6.1 og

E.I.4.2.2.1.

E.A.1.4 Skattefri indtægter

En række indtægter er i særlovgivningen fritaget for skattepligt, hvor

dette ikke følger af SL's regler.

E.A.1.4.1 LL § 7

LL § 7 hjemler skattefrihed for indtægter af vidt forskellig karakter,

uden at skattefriheden bygger på noget fælles synspunkt. Det drejer sig dels

om nogle understøttelser og hædersgaver til deltagerne i de to verdenskrige

og disses efterladte, dels om en række socialt eller medicinsk betingede

ydelser og endelig om nogle ydelser, hvis størrelse er fastsat under hensyn

til skattefriheden. Om det nærmere indhold af disse bestemmelser henvises til

A.A.3.1.

E.A.1.4.2 Visse indtægter ved spil

Efter SL § 4 skal indtægter ved spil, herunder lotterispil, samt ved

væddemål medregnes ved indkomstopgørelsen, men en lang række gevinster fra

lotterispil, tipning, dansk lotto og præmieobligationer er dog undtagne fra

skattepligt, se nærmere A.B.7.5.

E.A.1.4.3 Bonus - og pensionsordninger

Se A.C.1 om arbejdsgivers indbetaling til pensionsordning.

E.A.1.4.4 Visse legater

Under visse betingelser skal legater, der ydes til gennemførelse af en

studierejse eller til gennemførelse af et videnskabeligt arbejde, ikke

beskattes, se A.B.6.5.2.

E.A.1.5 Afkald på indtægt

En skattepligtig indtægt skal som hovedregel medregnes ved

indkomstopgørelsen på tidspunktet for den endelige retserhvervelse, se

E.A.3.1.

Er der først erhvervet ret til en indtægt kan et efterfølgende afkald på

at modtage indtægten normalt ikke tillægges skattemæssig betydning, jf.

f.eks. lsr. 1950.142 og Skd. 76.753.

Hvis der gives afkald på en indtægt forud for tidspunktet for den endelige

retserhvervelse, skal der normalt ikke ske beskatning.

Beskatning indtræder dog, hvis modtageren i forbindelse med afkaldet

træffer beslutning om, hvordan indtægten skal anvendes (dispositivt afkald).

Se også A.A.1.3.11.

Det er en forudsætning for skattefrihed, at der gives et blankt afkald

over for den, der skulle have udredet vederlaget. Der skal f.eks. ikke ske

beskatning af en skuespiller, der uden vederlag optræder for en velgørende

forening, hvorimod beskatning skal ske, såfremt der optrædes

»gratis« imod, at der betales et beløb til et af skuespilleren

nærmere angivet formål, jf. lsr. 1973.122 (blankt afkald), 1974.29

(dispositivt afkald), Skd. 28.89 (dispositivt afkald).

En tandlæge havde for tandbehandling af sin svigerfader udstedt kvitterede

regninger lydende på normalt honorar. Svigerfaderen havde på grundlag heraf

modtaget delvis refusion fra Fortsættelsessygekassen Danmark og betalt det

modtagne beløb til svigersønnen, der eftergav svigerfaderen det resterende

beløb. Tandlægen anførte, at det kun havde været meningen, at svigerfaderen

skulle betale et beløb svarende til de modtagne refusionsbeløb og havde

derfor kun indtægtsført disse beløb. Da der var udstedt kvitteret regning som

grundlag for refusionen fra sygekassen fandt Landsskatteretten, at forholdet

måtte betragtes som et efterfølgende afkald, og at regningsbeløbene derfor

skulle medregnes i den skattepligtige indkomst med det fulde pålydende,

lsr.1986.3.

I VLD af 12.juni 1989 (Skat 1989.8.588) (TfS 1989.428) gav en lærer, der

var ansat under Skolesamvirket Tvind, afkald på løn. Da afkaldet efter

omstændighederne alene fandtes begrundet i muligheden for at undgå at afregne

A-skat, tillagdes afkaldet ikke skattemæssig virkning.

Hovedaktionærer

- rentefri udlån

Der henvises til S.F.1.5 om fikseret vederlag i hovedaktionærforhold, samt

A.D.1.7 om rentefri udlån.

Om omgørelse henvises til A.B.7.1.9 (gavedispositioner) og S.F.1.2.6

(hovedaktionærdispositioner).

E.A.2 Fradrag i bruttoindkomsten

SL § 6 indeholder hovedreglen for, hvilke udgifter, der kan fratrækkes ved

beregningen af den skattepligtige nettoindkomst.

E.A.2.1 SL § 6 a Driftsomkostninger

De fradragsberettigede driftsomkostninger er i SL § 6 a beskrevet som

»de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og

vedligeholde indkomsten, derunder ordinære afskrivninger«.

Fastlæggelsen af driftsomkostningsbegrebet giver anledning til to

hovedafgrænsninger, dels over for private udgifter, dels over for anlægs- og

etableringsudgifter.

E.A.2.1.1 Drift - privat

I SL § 6, stk. 2, beskrives privatforbruget som udgifter anvendt "til

egen eller families underhold, betjening, nytte eller behagelighed, ... til

gaver eller på anden måde«.

I praksis er der ofte tale om en vanskelig bevisbedømmelse af, om en

udgift er privat eller erhvervsmæssig. Udgifter, der sædvanligt forekommer

for de fleste skatteydere, uafhængigt af om der udfoldes bestræbelser på at

erhverve indkomst, vil som hovedregel have karakter af privatforbrug. Dette

gælder f.eks. udgifter til beklædning og fortæring og udgifter til privat

bolig og husførelse. Uanset at sådanne udgifter indirekte kan siges at være

af betydning for muligheden for at erhverve indkomst, er fradrag udelukket,

fordi afholdelsen af udgiften ikke kan siges at være foranlediget af ønsket

om at erhverve indkomst, men derimod er et udslag af rent private interesser

om behovstilfredsstillelse.

Fradragsret kommer dels på tale, hvor erhvervsudøvelsen påfører

skatteyderen påviselige merudgifter af den pågældende karakter, dels hvor der

i øvrigt påvises en konkret erhvervsmæssig begrundelse for at afholde

udgiften.

I lsr. 1982.126 blev en tandlæges udgifter til briller anset for

privatudgifter.

Der var ikke tale om specielle arbejdsbriller, men almindelige briller,

der kunne anvendes privat. Modsat Landsskatteretten i Skat 1989.4.336, hvor

en tandlæges udgifter til beskyttelsesbriller blev anset for driftsudgifter.

Se også

TfS 1995, 18, hvor en psykolog blev indrømmet fradrag for udgifter til

supervision hos en anden psykolog.

En hospitalsansat læge, som p.g.a. et handicap måtte benytte kørestol for

at passe sit arbejde, kunne ikke afskrive anskaffelsessummen, idet der blev

henset til, at kørestolen - ud over at tjene til udførelsen af det

indtægtsgivende arbejde - virkede til afhjælpning af brugerens handicap, se

lsr. 1984.98.

I Skd. 71.760 nægtede Østre Landsret en regnskabschef fradrag for en

udgift på 9.550 kr. til børnepasning.

Fiskere, der ikke anvender havfradraget, og som har afholdt merudgifter

til kost på grund af arbejdet, kan fratrække merudgiften, se Vestre Landsret

i TfS 1994,132 og A.F.2.16. I TfS 1996.161(VLD) blev en reception afholdt i

anledning af direktørens 60 - års - fødselsdag anset for forretningsmæssigt

begrundet for virksomheden, hvorefter udgifterne var fradragsberettiget, se

endvidere E.B.3.7.6 .

I praksis opstår der ofte spørgsmål om fordeling af en udgift på

henholdsvis fradragsberettigede driftsomkostninger og privatudgifter. Dette

gælder f.eks. kørselsudgifter, repræsentationsudgifter samt kursus- og

rejseudgifter, se nærmere E.B.3.

E.A.2.1.2 Drift - anlæg/ etablering

Afgrænsningen af driftsomkostningsbegrebet volder især vanskeligheder over

for de anlægs- og etableringsudgifter, der ikke er fradragsberettigede efter

LL

§ 8 I, § 8 J og § 8 N, se E.A.2.1.4.1 - E.A.2.1.4.3 om udgifter til

markedsundersøgelser, til advokat og revisor og til udarbejdelse af

forretningsplan for iværksættere. Anlægs- og etableringsudgifter er udgifter

»til formueforøgelse, til forbedring af ejendom, til udvidelse af næring

eller drift«, jf. SL § 6, stk. 2.

Hvilke udgifter, der kan anses for etableringsudgifter, er nærmere

beskrevet nedenfor i E.A.2.1.4.

Domstolspraksis synes at have vist en tendens til en udvikling af

driftsomkostningsbegrebet i retning af en udvidelse af fradragsmulighederne

for erhvervsmæssige udgifter, der afholdes inden for de hidtidige naturlige

rammer af en igangværende virksomhed.

Det altafgørende for fradragsretten er fortsat, at der foreligger en

aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde udgiften. Det vil sige, at

formålet er at erhverve skattepligtig indkomst, og at disse

indkomstbestræbelser ikke overskrider virksomhedens hidtidige rammer, jf. SL

§ 6, stk. 2, om »udvidelse af næring eller drift«. Udgifter, der

har til formål at tilveje- bringe et nyt indkomstgrundlag, enten i form af

start af en helt ny virksomhed eller ved udvidelse af en igangværende

virksomhed ud over dens hidtidige rammer, har karakter af

etableringsudgifter. Se TfS 1996.555 (LSR).

Driftsmæssig begrundelse

Hvis der foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde en

udgift, vil der normalt ikke være grundlag for at kritisere størrelsen eller

den mere eller mindre rimelige begrundelse for at afholde udgiften, se bl.a.

lsr. 1974.156. Noget andet er, at en udgifts sædvanlighed ofte vil indgå i

overvejelserne over, om der overhovedet er tale om en erhvervsmæssig udgift,

se f.eks. lsr. 1974.159 og lsr. 1980.28. Udgifter, der er sædvanligt

forekommende i en erhvervsvirksomhed, f.eks. lønudgifter eller lejeudgifter i

erhvervslejemål, vil således i almindelighed kunne fratrækkes.

Der kan ikke lægges afgørende vægt på, om en udgift er nødvendig.

Nødvendighed, f.eks. i form af et lovkrav om at afholde udgiften, kan dog

i visse tilfælde være af betydning for bevisbedømmelsen af, om der foreligger

en driftsmæssig begrundelse for at afholde udgiften.

Anskaffelse af aktiver

Der er ikke fradrag for udgifter til »opsparing«, jf. SL § 6,

stk. 2. Det er derfor som udgangspunkt en forudsætning for fradragsret, at

afholdelsen af udgiften har påført skatteyderen et formueforbrug. Hvis

udgiften går til anskaffelse af et aktiv med omsætningsværdi, er der alene

tale om en omplacering af formue i modsætning til et forbrug af formuen i

driftens interesse. Først når og hvis anskaffelsessummen forbruges som følge

af den erhvervsmæssige brug af aktivet, indtræder der et forbrug af formuen i

driftens interesse, som eventuelt kan fratrækkes efter afskrivningsreglerne.

Som undtagelser til denne hovedregel kan nævnes, at udgifter til

anskaffelse af faglitteratur, plader og edb (software) behandles som

driftsomkostninger, uanset at der er tale om anskaffelse af aktiver med

omsætningsværdi.

Se endvidere E.C.1.1 om de særlige regler om afskrivning på software og

E.B.3.11 om anskaffelse af driftsmidler til forsøgs- og forskningsvirksomhed.

E.A.2.1.3 Domspraksis

Kernen i driftsomkostningsbegrebet er en forudsætning om, at der

foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde en udgift. Det

skal være hensyn til en løbende indtjening (driften), der begrunder

dispositionen, og ikke hensynet til det underliggende indkomstgrundlag

(formuen). Hvis der foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse, udelukker

det ikke omkostningsfradrag, at udgiften på længere sigt har betydning for

indkomsterhvervelsen, og derfor må siges at have en afledet virkning på

indkomstgrundlaget.

I UfR 1942.335 H (Skandinavisk Grammofon), var der fradrag for

sagsomkostninger, som et selskab havde afholdt som følge af en strid om

selskabets ret til at forhandle et produkt. Fradrag blev indrømmet, fordi

udgifterne havde til formål at sikre såvel tidligere opnået fortjeneste som

muligheden for fortjeneste ved fortsat salg af produktet. Det bemærkes, at

selskabet tabte den underliggende retssag, og at det således var uden

afgørende betydning for omkostningsfradraget, at udgifterne var afholdt

forgæves.

I UfR 1959.69 H havde en skatteyder afholdt advokat- og revisorudgifter på

grund af uoverensstemmelser med den hidtidige medinteressent i forbindelse

med opløsning af interessentskabet og overdragelse af aktiverne heri til et

af interessenterne ejet aktieselskab. Skatteyderen gjorde gældende, at

udgifterne var afholdt for at sikre og vedligeholde hans indkomst som

direktør og bestyrelsesmedlem i selskabet, hvilken indkomst var langt større

end aktieudbyttet. Ministeriet gjorde gældende, at udgiften primært var

afholdt for at sikre skatteyderens formueinteresser, nemlig fordelingen af

aktierne i det nystiftede selskab. Højesteret nægtede fradrag med den

begrundelse, at udgiften måtte anses for at vedrøre formuen og kun indirekte

havde betydning for skatteyderens indkomst.

I UfR 1980.712 H (skd.55.325, Trælastkompagniet) fik et selskab fradrag

for en årlig noteringsafgift til Fondsbørsen og for udgifter til ændringer af

selskabets vedtægter, som var nødvendige for, at den hidtidige virksomhed

kunne fortsætte. Højesterets flertal udtalte følgende: »Efter det

foreliggende... findes optagelsen af selskabets aktier til notering på børsen

at være af en sådan betydning for selskabets status og almindelige omdømme og

dermed for dets indtjeningsmuligheder, at de årlige udgifter til den i § 8 i

loven om Københavns Fondsbørs nr. 220 af 7. juni 1972 hjemlede

noteringsafgift må anses for en fradragsberettiget driftsudgift efter

statsskattelovens § 6, stk. 1a. De foretagne ændringer af selskabets

vedtægter var ubestridt alene foranlediget af de ved aktieselskabsloven af

1973 gennemførte ændringer, der efter lovens

§ 164, stk. 1, nr. 2, krævedes indarbejdet i vedtægterne for at bringe

disse i overensstemmelse med lovens krav, og undladelse heraf ville efter

bestemmelsens stk. 3 medføre selskabets opløsning. Under disse omstændigheder

findes også udgifterne til vedtægtsændringerne ... at måtte anses for

fradragsberettigede driftsudgifter«.

I Skat 1986.1.41 (TfS 1985.747) nægtede Højesteret et selskab fradrag for

kloakbidrag og betalinger for tilslutning til et fjernvarmeværk for en

ubebygget industrigrund. Grunden blev købt med henblik på udvidelse og

udflytning af den bestående produktion, der var spredt på flere forskellige

lokaliteter. Selskabet fandt imidlertid en mere velegnet grund og solgte den

førstnævnte grund. Fordi selskabet ikke på noget tidspunkt havde udøvet

erhvervsmæssig virksomhed på den ubebyggede grund, kunne de omhandlede

udgifter, der blev afholdt i ejertiden, ikke fratrækkes - hverken i medfør af

LL

§ 8 C eller SL § 6 a.

Hvis udgiften ikke sigter mod erhvervelse af skattepligtig indkomst, er

fradrag udelukket. I Skat 1987.1.24 (TfS 1986.579) fik en skatteyder ikke

fradrag for rejseudgifter i forbindelse med tilsyn med en ejendom, der

tilhørte skatteyderen, og som var beboet af hans forældre i henhold til en

aftægtsaftale indgået i forbindelse med forældrenes afståelse af ejendommen.

Østre

Landsret lagde vægt på, at der ikke var tale om erhvervsmæssig udleje,

hvorfor skatteyderen ikke modtog nogen løbende erhvervsmæssig indtægt fra

ejendommen, og at ejendommen var erhvervet i privat øjemed.

I TfS 1995, 51 blev en tidligere landmand nægtet fradrag for udgifter til

advokat- og revisorbistand i forbindelse med en frivillig akkord, som han

indgik ca. ½ år efter, at han var ophørt med landbrugsvirksomheden.

Landsskatteretten bemærkede, at udgifterne kun kunne trækkes fra, hvis de

kunne henføres til den aktuelle drift. Om udgifter til certificering af

kvalitetsstyringssystemer, se E.B.3.15.

Interesseforbundne parter

Hvis modtageren af den afholdte driftsudgift er nært forbunden med

skatteyderen og dermed har sammenfaldende interesser med denne, må der som

forudsætning for omkostningsfradrag stilles krav til skatteyderen om at

godtgøre tilstedeværelsen af en driftsmæssig begrundelse for dispositionen.

Som udgangspunkt må det antages, at driftstilskud fra et moderselskab til

et datterselskab ikke er begrundet i hensynet til moderselskabets løbende

indtjening, men derimod i andre interesser, der er driften uvedkommende

-typisk sikring af formueinteresserne i datterselskabet.

I UfR 1976.60 H (Esso) blev et moderselskabs tilskud til dækning af

underskud i dets datterselskaber, som drev tankstationer, og som i kortere

eller længere tid ikke kunne drives uden underskud, anset for

fradragsberettigede driftsomkostninger. Højesteret udtalte, at udgifterne

»havde været et sådant naturligt led i selskabets virksomhed, at de som

driftsudgifter har kunnet bringes til fradrag i selskabets indkomst, uanset

at dette ikke er sambeskattet med datterselskaberne«.

I modsætning hertil blev en murermester i UfR 1979.731 H nægtet fradrag

for et tilskud til et af ham stiftet og domineret aktieselskab, hvorigennem

han havde opført en ejendom med henblik på salg af aktielejligheder.

Højesteret fandt, at der ikke havde været en sådan forbindelse mellem støtten

til selskabet og murermesterens løbende indtjening, at der kunne indrømmes

fradrag. På linie hermed nægtede Højesteret i Skat 1990.5.361 et moderselskab

fradrag for tilskud til dets udenlandske datterselskab, der blev ydet til

udligning af datterselskabets driftsunderskud.

I UfR 1984.90 H (Skd. 69.284, Segaltmøllen) fik et selskab fradrag for

udgift til betaling af en tidligere samarbejdspartners gæld til tredjemand,

hvilket to nye samarbejdspartnere havde stillet krav om som betingelse for en

fortsættelse af det nyligt indledte samarbejde. Betalingen af gælden ansås

for at have en sådan tilknytning til den løbende drift, at den måtte anses

for en fradragsberettiget driftsomkostning.

Vestre Landsret indrømmede i TfS 1995, 339 et moderselskab fradrag for

kurstab og for tab på tilgodehavender hos dets engelske datterselskab. Medens

Landsskatteretten fandt, at der ikke var tale om vareleverancer på normale

forretningsmæssige vilkår, men om tilskud, der ikke havde direkte betydning

for moderselskabets omsætning og drift, lagde Vestre Landsret til grund, at

moderselskabets markedsføring gennem datterselskabet på det engelske marked

både direkte og indirekte havde stor betydning for moderselskabets afsætning.

Udgifterne blev derfor anset for at have været et naturligt led i

moderselskabets virksomhed og dermed fradragsberettigede. Se tilsvarende

TfS 1994, 412 om en tømrermesters tab på sit tilgodehavende i et selskab,

hvor han var anpartshaver.

Et dansk selskab, der havde betalt 20% i factoringprovision til et

schweizisk selskab, blev i TfS 1994, 207, nægtet fradrag for den betalte

provision.

Eneanpartshaveren i det danske selskab havde optionsret til aktierne i det

schweiziske selskab, der ikke havde andre aktiviteter end factoring for det

danske selskab. Desuden havde selskabet hverken eget kontor eller ansat

personale. Højesteret fandt, at der bestod et interessefællesskab mellem de

to selskaber, og at factoringudgiften på 20% ikke var forretningsmæssigt

begrundet. En selvstændig erhvervsdrivende drev virksomhed som agent på

provisionsbasis med et af ham behersket selskab og med udenforstående. Han

var agent for et tysk firma, og han købte i firmaet varer, som blev

videresolgt til det af ham beherskede selskab. Selskabet blev opløst af

skifteretten, da der ikke var aktiver i selskabet. Han foretog ved

indkomstopgørelsen fradrag for tab på debitorer for manglende betaling for

leverede varer til selskabet.

Fradraget blev ikke godkendt af skattemyndighederne, da der ikke bestod et

normalt handelsmellemværende mellem ham og selskabet. Landsretten fandt, at

tabet måtte anses som et formuetab, der ikke kunne fradrages ved

indkomstopgørelsen, da transaktionerne mellem ham og selskabet afgørende

adskilte sig fra et normalt forretningsmellemværende mellem uafhængige parter

og havde båret præg af hans personlige økonomiske interesser i selskabet, TfS

1996.816.VLD .

Iøvrigt forudsætter fradrag for en udgift, at udgiften vedrører det

selskab, der afholder udgiften, og ikke f.eks. andre selskaber inden for

samme koncern, se

Ligningsrådets bindende forhåndsbesked i TfS 1994, 190 om udbetaling af

overskudsandele fra et holdingselskab via en medarbejderudbyttefond til alle

ansatte inden for samme koncern. Om koncerntilskud, se S.D.4, TfS

1996.282.ØLD .

Udskudte driftsomkostninger

I visse tilfælde er der mulighed for at opnå fradrag for »opsatte

driftsomkostninger«.

I UfR 1963.954 H (Knuth) fik en godsejer fradrag for et engangsbeløb til 4

ansatte, der blev betalt som kompensation for deres dårlige aflønning gennem

en årrække.

I UfR 1984.160 H (Træskodommen) fik et interessentskab fradrag for et

tilskud til et af interessenterne ejet aktieselskab, der i 3 år havde

produceret træsko, som blev købt af interessentskabet. Interessenterne gjorde

gældende, at der var tale om en regulering af den oprindeligt fastsatte

afregningspris, der alene havde været fastsat foreløbigt på grund af

beregningsvanskeligheder.

Højesteret fandt, at tilskuddet var et sådant led i interessenternes

virksomhed, at det kunne fradrages.

Se også lsr. 1984.23, hvor udgifter til opgravning af benzintanke i

forbindelse med ophør af virksomhed som benzinforhandler blev anset for

udskudte driftsomkostninger.

Udgifter i forbindelse med retablering af en losseplads efter endt

anvendelse er fradragsberettigede, når de afholdes.

Ligningsrådet har endvidere i en ikke-offentliggjort bindende

forhåndsbesked udtalt, at et selskab kunne fratrække udgifter til

undersøgelse og afrensning af et forurenet areal med den del, der kunne

henføres til forurening opstået efter virksomhedens erhvervelse af arealet.

Udgifter til faste installationer, som offentlige myndigheder måtte

foreskrive til imødegåelse af forurening, skulle medregnes til

driftsbygningens afskrivningsgrundlag. I overensstemmelse hermed har

Landsskatteretten ved kendelse af den 23. september 1992 indrømmet et selskab

fradrag for udgiften til oprensning af en grund, der var forurenet i

selskabets besiddelsestid. Da udgifter til destruktion, som sker efter senere

indført miljølovgivning, er en fradragsberettiget driftsudgift, fandt

Landsskatteretten, at de tidligere afholdte udgifter kunne fratrækkes enten

som opsat vedligeholdelsesudgift (SL § 6 e) eller som driftsomkostning (SL §

6 a), se TOLD SKAT Nyt 1993.1.37 (TfS 1992.581).

Se E.A.2.3 om afskrivning i medfør af SL § 6 a på udgifter af

omkostningskarakter.

E.A.2.1.4 Etableringsudgifter

Det er som nævnt en forudsætning for omkostningsfradrag efter SL § 6 a, at

dispositionen falder inden for virksomhedens naturlige rammer. Udgifter til

tilvejebringelse af et nyt indkomstgrundlag, herunder startudgifter som

f.eks. stiftelsesomkostninger, er ikke fradragsberettigede efter § 6 a. Der

er dog fradrag for udgifter til markedsundersøgelser og til advokat og

revisor i forbindelse med etablering af ny virksomhed eller udvidelse af

bestående virksomhed og for udgifter til udarbejdelse af forretningsplan for

iværksættere, jf. LL § 8 I, § 8 J og § 8 N, der er nærmere beskrevet i

E.A.2.1.4.1 -E.A.2.1.4.3.

I Skat 1990.10.758 (TfS 1990.402) nægtede Østre Landsret et

grovvareselskab fradrag for udgifter til kreditprovisioner og stempel ved

låneoptagelse, da udgifterne i det væsentligste havde tjent til forbedring af

selskabets indtægtsgrundlag. Udgifterne kunne heller ikke fradrages i medfør

af LL § 8, stk. 3, litra c.

Se også Landskatterettens afgørelse i Skat 1986.2.158 (TfS 1986.146), hvor

låneomkostninger blev anset for ikke-fradragsberettigede etableringsudgifter.

Se tillige Landsskatteretten i Skat 1989.10.803 (TfS 1989.575), lsr.

1972.81,

Lsr. 1982.69 og skd. 50.224.

I Skat 1988.6.353 (TfS 1988.320) blev en investeringsforening nægtet

fradrag for kapitaltilførselsafgift, der skulle betales som følge af

foreningens beslutning om at blive børsnoteret. Foreningen havde drevet

virksomhed i 10 år, og der skete ikke nogen kapitaltilførsel i forbindelse

med børsnoteringen.

Ligningsrådet fandt, at børsnoteringen ville indebære en sådan ændring i

foreningens almindelige status, at udgiften måtte antages at ligge ud over,

hvad der kunne siges at medgå til at sikre og vedligeholde foreningens

indkomst.

Udgifterne forbundet med børsnoteringen blev således anset for at ligge

uden for virksomhedens hidtidige naturlige rammer. Landskatteretten

stadfæstede

Ligningsrådets afgørelse ved kendelse af 14. aug. 1989. Kendelsen blev

indbragt for domstolene, men skatteyderen hævede sagen inden domsafsigelsen.

Om kapitaltilførselsafgift og andre udgifter i forbindelse med

børsintroduktion

se E.A.2.1.6 og Skd. cirk. nr. 72 af 17. april 1996, pkt. 14.10.

Hvis en udgift ikke har til formål at udvide eller forbedre det hidtidige

indkomstgrundlag, men derimod alene at sikre de hidtidige

indtjeningsmuligheder, er der mulighed for fradrag, forudsat at der kan

påvises en aktuel driftsmæssig begrundelse for dispositionen. Hvis den

driftsmæssige begrundelse foreligger, udelukker det således ikke fradrag, at

udgiften i realiteten indebærer en tidsubestemt sikring af

indkomstgrundlaget.

I Skat 1987.7.493 (TfS 1987.315) betalte et vognmandsfirma i forbindelse

med indmeldelse i en fragtmandshal et indskud i fragtmandshallen på 175.000

kr. Ifølge foreningens vedtægter tilfaldt beløbet foreningen endeligt og blev

ikke betalt tilbage, da fragtmanden udtrådte af fragtmandshallen. Beløbet

blev betalt, for at selskabet kunne få en ny holdeplads til erstatning for en

mistet holdeplads i københavnsområdet, hvor man i forvejen drev virksomhed.

Højesteret fandt, at formålet med at afholde af udgiften i det væsentlige

var at sikre virksomhedens hidtidige konkurrencedygtighed og indkomst, og

udgiften blev herefter anset for en driftsomkostning, der kunne afskrives

efter

SL § 6 a. Det bemærkes, at der for Højesteret ikke var nedlagt påstand om

fradrag for indskuddet i afholdelsesåret. For landsretten var der nedlagt

påstand om afskrivning efter LOSI § 15, stk. 1, jf. § 2, nr. 5, hvilket blev

afvist, fordi selskabet ikke erhvervede en rettighed af økonomisk værdi. I

TfS 1994, 296 fandt Østre Landsret, at en taxachaufførs udgift til indskud i

taxavognmændenes økonomiske forening i forbindelse med etablering som

selvstændig vognmand måtte betragtes som en ikke-fradragsberettiget

etableringsudgift.

Se også UfR 1980.712 H (Trælastkompagniet), der er omtalt ovenfor.

I en ikke offentliggjort landsskatteretskendelse af 21. sept. 1987 havde 4

melmøller, der tilsammen stod for alt salg af mel til det danske marked, i

fællesskab opkøbt en konkurrerende virksomhed, hvis tilstedeværelse på

markedet i en kortvarig periode havde udløst en priskrig med deraf følgende

fald i de 4 møllers indtjening. De 4 møller købte virksomheden med det formål

at nedlægge den og sikre, at der ikke fremover ville ske mølledrift fra

ejendommen, hvilket skete ved at ejendommen blev pålagt en servitut.

Ejendommen og produktionsapparatet blev herefter afhændet, hvorved de 4

møller blev påført et tab. En væsentlig årsag til tabet var den servitut, der

blev pålagt ejendommen. Landsskatteretten tiltrådte det daværende

Statsskattedirektorats indstilling om, at omkostningerne ved servitutten

(tabet) var fradragsberettigede.

I Skat 1988.6.344 (TfS 1988.321) havde en dyrlæge for at bevare sin

indtjening i forbindelse med skærpet konkurrence etableret nye klinikker i

omegnen. Klinikkerne blev etableret som selvstændige anpartsselskaber,

hvorfra dyrlægen modtog et fast månedligt honorar for udført arbejde.

Dyrlægeforeningen anlagde sag mod dyrlægen, idet der ifølge foreningens

vedtægter kun måtte oprettes klinikker på den adresse, der var udgangspunkt

for dyrlægens praksisudøvelse. Dyrlægen tabte sagen, og skattesagen vedrørte

de medgåede sagsomkostninger og en bøde til dyrlægeforeningen på 5.000 kr.

Landsskatteretten indrømmede fradrag for udgifterne, der ansås for afholdt

for at fastholde et hidtidigt indtægtsgrundlag. Se nærmere E.B.5.5 om

fradragsret for bøder.

LL indeholder bestemmelser om fradrag for visse etableringsudgifter,

nemlig LL § 8 I om fradrag for udgifter til markedsundersøgelser og § 8 J om

fradrag for advokat- og revisorudgifter i forbindelse med etablering af en

erhvervsvirksomhed eller udvidelse af en bestående virksomhed, se E.A.2

.1.4.1 og E.A.2.1.4.2.

E.A.2.1.4.1 LL § 8 I Udgifter til markedsundersøgelser

Der er fradrag for udgifter til undersøgelse af nye markeder med henblik

på etablering af en erhvervsvirksomhed eller udvidelse af en bestående

virksomhed.

Udgifterne skal være afholdt med henblik på at undersøge de praktiske og

økonomiske muligheder for at opnå salg af varer eller tjenesteydelser her i

landet eller i udlandet, f.eks. undersøgelse af afsætningsmuligheder og

markedsvilkår, særlige lovgivnings- eller handelshindringer, kutymer mv. Det

er uden betydning for fradragsretten, om det er den skattepligtige selv, der

foretager disse undersøgelser, eller om der er tale om betaling til et lokalt

agentbureau eller lign.

Ved nyetablering af en erhvervsvirksomhed, hvor udgiften er afholdt før

etableringen, er det en betingelse for fradrag, at udgiften er medvirkende

til etablering.

Udgifterne kan efter eget valg fradrages fuldt ud i det år, hvori de er

afholdt, dog tidligst i det indkomstår, hvor etableringen finder sted, eller

de kan afskrives over en femårig periode med lige store årlige beløb.

Fradrag for repræsentationsudgifter i forbindelse med markedsundersøgelser

er begrænset i overensstemmelse med reglerne i LL § 8, stk. 4, se E.B.3.7.

Se endvidere cirk. nr. 72 af 17. april 1996, pkt. 14.9.

E.A.2.1.4.2 LL § 8 J Udgifter til advokat og revisor

Ifølge LL § 8 J kan udgifter til advokat og revisor, som er afholdt i

forbindelse med etablering eller udvidelse af en erhvervsvirksomhed

fradrages.

Det samme gælder gebyrer til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Der vil

typisk være tale om udgifter til rådgivningshonorarer, honorarer for

udfærdigelse af kontrakter eller gebyrer i forbindelse med stiftelse af et

selskab. Opregningen i bestemmelsen er udtømmende, og der vil således ikke

være fradrag for udgifter til øvrige honorarer eller gebyrer end de

udtrykkeligt nævnte. I TfS 1996.556 (LSR) blev der afholdt udgifter til

revisor og advokat i forbindelse med udarbejdelse af ny

interessentskabskontrakt, som følge af optagelse af en ny medinteressent.

Landsskatteretten fandt, at fradraget var berettiget, da omkostningerne var

afholdt i forbindelse med udvidelse af en bestående virksomhed.

Udtrykket "revisor" i LL § 8 J omfatter statsautoriserede

revisorer, registrerede revisorer og medlemmer af Foreningen Danske Revisorer

og personer, der efter en konkret vurdering kan sidestilles med medlemmer af

foreningen. Normalt vil en person, der udøver erhverv som revisor, kunne

sidestilles med medlemmer af nævnte forening.

I det omfang, udgifterne må anses for et tillæg til købesummen eller som

fradrag i salgssummen ved køb og salg af erhvervsvirksomheder, er der med

virkning fra 1.1.95 ikke fradrag herfor, jf. cirk. nr. 179 af 30.9.94.

Advokat- og revisorudgifter, der er afholdt inden etablering eller

udvidelse af erhvervsvirksomheden, kan først fradrages i det indkomstår, hvor

etableringen eller udvidelsen faktisk finder sted. Øvrige advokat- eller

revisorudgifter, der er afholdt efter etableringen af virksomheden, og som

hidtil har været fradragsberettigede, vil stadig kunne fradrages efter de

almindelige regler. Der er ikke mulighed for i stedet af afskrive disse

udgifter.

Se endvidere cirk. nr. 72 af 17. april 1996, pkt. 14.10.

E.A.2.1.4.3 LL § 8 N Iværksættere - forretningsplan

Ifølge lov om tilskud til iværksættere kan der ydes tilskud til

iværksætterens udgifter til udarbejdelse af forretningsplan, jf. lovens § 2,

stk. 2. Udgifterne kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige

indkomst, jf. LL § 8 N.

Fradraget skal ske i den personlig indkomst. Udgifter, der er omfattet af

LL § 8 N, kan ikke fradrages efter LL § 8 J, stk. 1-3, jf. LL § 8 J, stk. 4.

E.A.2.1.5 Start af virksomhed

Udgifter, der afholdes i forbindelse med påbegyndelse af ny virksomhed, og

som efter sin art er engangsudgifter, har karakter af etableringsudgifter.

Derimod har Landsskatteretten i flere tilfælde indrømmet fradrag for

sædvanlige, løbende driftsudgifter, der er afholdt i startfasen.

Der er således givet fradrag for lejeudgifter for tiden fra lejemålets

indgåelse til åbningen af forretningen, se lsr. 1971.142. Se også lsr.

1972.54, hvor der var fradrag for lønudgifter for tiden forud for

forretningens åbning, og Skat 1986.3.224 (TfS 1986.184), hvor udgifter til

annoncer, trykning af materialer mv. i forbindelse med åbningen af en

postordreforretning var fradragsberettigede. I Skat 1989.5.400 (TfS 1989.310)

var driftsudgifter og afskrivning på en køreskolevogn fradragsberettigede,

selv om der ikke havde været elever i køreskolevirksomheden i startåret.

Modsat blev der i lsr. 1975.41 nægtet fradrag for huslejeudgifter, der

vedrørte en periode, der lå mere end 6 måneder forud for forretningens

åbning.

I Skat 1990.11.893 (TfS 1990.491) havde en ægtefælle overtaget driften af

et hotel efter den anden ægtefælle, der havde standset sine betalinger. Den

overtagende ægtefælle var senere dømt til at betale Lønmodtagernes

Garantifond det beløb, som garantifornden havde udbetalt i lønninger for

tiden inden overtagelsen. Landsskatteretten anså ikke domsbeløbet og

sagsomkomstninger for fradragsberettigede efter SL § 6 a, men for

ikke-fradragsberettigede etableringsudgifter.

Sammenfattende kan siges, at udgifter, der har karakter af sædvanlige,

løbende driftsudgifter, og som afholdes i tiden umiddelbart forud for starten

af virksomheden, er fradragsberettigede.

Selv om en planlagt virksomhed ikke kommer i gang, er der fradrag for

sædvanlige løbende driftsudgifter (husleje, lønninger, el, varme og

lignende), som naturligt har måttet afholdes en kortere tid før starten af

virksomheden, se bl.a. lsr. 1973.127 og 1980.142. Se dog TOLD SKAT Nyt

1992.8.236 (TfS 1992.222), hvor Landsskatteretten nægtede en interessent

fradrag for hans andel af underskuddet i en virksomhed, der ikke kom igang.

Retten fandt ikke, at udgifter, der for en dels vedkommende vedrørte husleje,

lønninger o.lign., kunne anses for driftsomkostninger, der var

fradragsberettigede efter SL § 6 a. Der blev lagt vægt på, at der havde været

tale om en påtænkt virksomhed, som ikke havde nogen driftsindtægter, og at

udgifterne blev afholdt over et længere tidsrum. I TfS 1996.117 (ØLD) blev

udvikling, produktion og salg/udlejning af en enkelt sejlbåd anset for

forgæves forsøg på at etablere selvstændig virksomhed, og et oparbejdet

underskud var derfor ikke fradragsberettiget.

Fradrags- eller afskrivningsretten for andre, mere ekstraordinære

erhvervsudgifter er betinget af et igangværende, indtægtsgivende erhverv,

således at disse forgæves afholdte udgifter må behandles som

ikke-fradragsberettigede etableringsudgifter. Dette gælder f.eks. erstatning

for misligholdelse af kontrakt om varekøb, se lsr. 1985.21.

E.A.2.1.6 Særligt om selskabers finansielle grundlag

Selve den omstændighed, at en udgift har en umiddelbar forbindelse med et

selskabs finansielle grundlag (aktie- eller anpartskapitalen) udelukker ikke

fradragsret, hvis der i øvrigt foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse

for dispositionen. Også i disse tilfælde er det altafgørende, om den

driftsmæssige begrundelse falder inden for virksomhedens hidtidige, naturlige

rammer. Som eksempel kan nævnes UfR 1980.712 H (Trælastkompagniet, der er

omtalt ovenfor under E.A.2.1.3, hvor selskabet blev indrømmet fradrag for den

årlige noteringsafgift til Fondsbørsen. På linie hermed indrømmede Vestre

Landsret i skd. 59.384 fradrag for udgifter til annoncering om aktieudbytte,

hvilket skete i henhold til fondsbørsbekendtgørelsen.

Årligt tilbagevendende gebyrer til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er

fradragsberettigede efter SL § 6 a. Om gebyrer ved stiftelse, se E.A.2.1.4.2.

og LL § 8 J.

I et retsforlig indgået for Østre Landsret har Skatteministeriet taget

bekræftende til genmæle over for et børsnoteret selskabs påstand om, at

årligt tilbagevendende udgifter til honorar til et pengeinstitut, der

forestod udbyttebetalingen vedrørende selskabets aktier og førte selskabets

aktiebog, havde karakter af fradragsberettigede driftsomkostninger. Se

tilsvarende Landsskatteretten i Skat 1989.3.244 (TfS 1989.204).

Hvis udgifterne ikke udelukkende kan anses for afholdt som et led i

opretholdelsen af det eksisterende kapitalgrundlag, men derimod afholdes i

forbindelse med en udvidelse af dette, kan udgifterne ikke fratrækkes.

I t&s nyt 1991.7.366 (TfS 1991.12) havde en bank i forbindelse med en

udvidelse af aktiekapitalen afholdt udgifter til formularsæt,

tegningsindbydelser, interimsbeviser, annoncering, gebyr til Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen, aktiebreve og kuponer, tegningsprovision samt

kapitaltilførselsafgift.

Udgifterne skyldtes bestemmelser i bankloven om, at egenkapitalen skal

udgøre mindst 8 pct. af bankens samlede gælds- og garantiforpligtelser.

Vestre

Landsret anså ikke udgifterne for at være fradragsberettigede, og retten

udtalte følgende: »Det lægges som ubestridt til grund, at omkostninger

ved kapitaludvidelser sædvanligvis ikke er fradragsberettigede - ej heller

gennem afskrivning. Den omstændighed, at bank- og sparekasselovgivningen

stiller bestemte krav til et pengeinstituts soliditet, og at dette krav i

visse tilfælde kan nødvendiggøre en udvidelse af aktiekapitalen, kan ikke

medføre nogen ændring heri, hvorved også bemærkes, at det modsatte resultat

ville føre til betydelige afgrænsningsproblemer i praksis. Skatteministeriets

frifindelsespåstand tages derfor til følge«.

Som det fremgår af dommen i t&s nyt 1991.7.366 (TfS 1991.12) er

kapitaltilførselsafgift ikke fradragsberettiget. Dette gælder såvel ved

frivillig som lovpåbudt kapitaludvidelse, se også Skat 1986.2.169 (SD) (TfS

1986.205), Skat 1988.10.605 (lsr.) (TfS 1988.571) og Skat 1988.6.353 (TfS

1988.328, der er omtalt ovenfor under E.A.2.1.4.

I Skat 1990.6.473 (TfS 1990.384) fandt Landsskatteretten, at udgifter i

forbindelse med et selskabs børsintroduktion ikke var fradragsberettigede

hverken efter SL § 6 a eller efter LL § 8. Selskabet havde afholdt udgifter

til annoncer, konsulent, revisor, udarbejdelse af prospekt og

kapitaltilførselsafgift.

I lsr. 1982.118 fik et selskab fradrag for udgiften til omtrykning af

gamle aktiebreve, således at de opfyldte Fondsbørsens forskrifter. Der var

for

Landsskatteretten enighed om, at udgiften til trykning af nye aktiebreve i

forbindelse med en kapitaludvidelse ikke kunne fratrækkes.

Der henvises desuden til E.A.2.1.4 om etableringsudgifter og til omtalen

af de forskellige typer driftsomkostninger under E.B.3.

Anlægs-/etableringsbetragningen i SL er i et vist omfang blevet

modificeret i senere særlovgivning. Der henvises til:

- LL § 8, stk. 1, om rejser og reklameudgifter (E.B.3.2 og E.B.3.7.2)

- LL § 8, stk. 3, om stiftelsesomkostninger og provisioner ved

lånoptagelse (A.E.1.3)

- LL § 8 B om forsøgs- og forskningsudgifter (E.B.3.11)

- LL § 8 C om tilslutningsafgifter (E.K.2.15) - LL § 8 I om udgifter til

markedsundersøgelser (E.A.2.1.4.1) og

- LL § 8 J om advokat- og revisorudgifter ved etablering (E.A.2.1.4.2)

E.A.2.2 Omkostninger uden fradrag

Uafhængigt af almindelige omkostningsbetragtninger er der efter praksis

udgifter, som ikke kan fratrækkes, uanset hvor nært eller direkte udgiften i

øvrigt måtte være forbundet med den løbende indkomsterhvervelse. Der er i

disse tilfælde tale om, at udgiften efter sin art er udelukket fra fradrag.

Dette gælder f.eks. udgifter til bøder, se nærmere E.B.5.5. Om udgifter til

advokat- og revisorbistand i skattesager se E.B.5.1.

I skd. 76.809 nægtede Højesteret en bygmester fradrag for

inkassoomkostninger, som han blev pålagt i forbindelse med for sen betaling

af varegæld. Højesteret begrundede afgørelsen med, at inkassoomkostninger

ikke kan anses for naturlige og sædvanlige driftsomkostninger. Se endvidere

E.B.5.3.

Udgifter til støtte af politiske partier eller politiske formål i øvrigt

kan ikke fratrækkes.

Om udgifter til erstatning henvises til E.B.3.9.

E.A.2.3 Afskrivninger

Efter SL § 6 a sidestilles ordinære afskrivninger med driftsomkostninger.

Bestemmelsen er for de fleste erhvervsaktivers vedkommende blevet afløst

af særlovgivning, jf. AL om fysiske aktiver og LL § 16 F (tidligere LOSI §

15) om immaterielle aktiver. Herudover findes der særlige afskrivningsregler

i LL §§ 8 B-C, se E.K.2.15.

Ved siden af disse særlige afskrivningsregler kan der i et vist omfang

afskrives

med hjemmel i SL § 6 a. Dette gælder f.eks. afskrivning på

rationaliseringsudgifter, ombygningsudgifter af lejede lokaler, bygninger på

lejet grund og hjemfaldspligtige ejendomme, se nærmere afsnit E.C.

I den Højesteretsdom, der er nævnt i E.A.2.1.4, blev et vognmandsfirmas

udgifter til indskud i en fragtmandshal anset for afskrivningsberettigede

efter SL § 6 a.

I UfR 1985.134 H (Slusedommen) besluttede et skibsværft på grund af

afsætningsvanskeligheder at omlægge produktionen fra fiskekuttere til mindre

fragtskibe, hvilket nødvendiggjorde en udbygning af en kommunalt ejet sluse.

Skibsværftet påtog sig at afholde en del af anlægsudgifterne til bygningen

af en ny sluse og påtog sig yderligere visse forpligtelser med hensyn til

slusens drift og nedrivning. Højesteret fandt, at udgiften udelukkende var en

erhvervsmæssig udgift, der tjente til sikring af værftets fremtidige

indkomst, og at udgiften derfor ikke havde en sådan karakter, at den kunne

fratrækkes fuldt ud som en driftsomkostning i afholdelsesåret. Efter det

oplyste om værftets forpligtelser med hensyn til drift og eventuel nedrivning

af slusen fandtes udgiften derimod at have en sådan forbindelse med værftets

fremtidige indtægtserhvervelse, at udgiften kunne afskrives efter SL § 6 a,

idet det fandtes uden betydning, at værftet ikke var ejer af slusen, hvilket

alene skyldtes bestemmelse truffet af en anden offentlig myndighed.

Se også TOLD SKAT Nyt 1993.4.148 (TfS 1993.54), hvor Landsskatteretten

fandt, at en forpagters udgifter til miljøforbedrende foranstaltninger på den

forpagtede landbrugsejendom ikke var omfattet af AL § 21 A om

straksafskrivning, men at udgifterne skulle afskrives efter SL § 6 a.

Efter Højesterets dom må erhvervsdrivendes bidrag til anlæg af offentlige

gågader og parkeringspladser anses for afskrivningsberettigede efter SL § 6

a. Afskrivningsperioden kan i almindelighed sættes til 30 år. Det

forudsættes, at anlæggene er udsat for en sådan fysisk forringelse, at

værdien ikke kan opretholdes gennem normal vedligeholdelse, se Skat

1987.2.144 (skd.) (TfS 1987.109).

Se i modsætning hertil Skat 1988.8.493 (TfS 1988.444), hvor en virksomhed

blev nægtet afskrivningsadgang på bidrag til offentlige parkeringspladser.

Kommunens vedligeholdelsesforpligtelse var her ikke begrænset til

vedligeholdelse i dette begrebs skattemæssige forstand, men bestod reelt i,

at kommunen skulle sørge for, at parkeringspladserne var til stede og kunne

benyttes af virksomhedens kunder i en ubestemt fremtid.

Statsskattedirektoratet

fandt, at de afholdte udgifter, der tilførte virksomheden et

»aktiv« i form af en nytteværdi for driften af virksomheden,

bevarede sin værdi for indkomsterhvervelsen i en ubestemt fremtid, hvorfor

der ikke indtrådte nogen værdiforringelse af »aktivet«. Der kunne

derfor ikke foretages skattemæssige afskrivninger på nogen del af de afholdte

udgifter.

Selskaber, der som lejere afholdt udgifter til udskibningsanlæg og

udgifter til forbedringer af en sejlrende, kunne afskrive udgifterne over 10

år i medfør af SL § 6 a, se Skat 1987.2.144 (skd.) (TfS 1987.109).

I Skat 1987.12.853 (TfS 1987.559) havde et selskab afholdt udgifter til

anlæg af en rørledning og et jernbanespor i tilslutning til selskabets

tanklager, der blev anvendt til opbevaring af flydende ammoniak. Projektet

måtte imidlertid opgives bl.a. som følge af miljømæssige protester. Østre

Landsret lagde til grund, at anlægget, herunder projekteringsudgifterne, i

fuldført stand ville have været afskrivningsberettiget. Da selskabet desuden

havde afholdt udgifterne ud fra berettigede forventninger om at kunne opnå de

fornødne tilladelser fra myndighederne til projektets gennemførelse, og da

alene kommunens ændrede holdning til projektet havde hindret dets udførelse,

fandt

Landsretten, at selskabet kunne afskrive de forgæves afholdte udgifter i

medfør af SL § 6 a.

E.A.2.4 Vedligeholdelse

Udgifter, der medgår til at sætte et formuegode i samme stand, som det var

ved anskaffelsen, kan fratrækkes som vedligeholdelsesudgift efter SL § 6 e,

forudsat der er tale om udgifter, der vedrører aktiver, hvis udbytte skal

medregnes ved indkomstopgørelsen, se UfR 1958.1173 H.

Om vedligeholdelsesudgifter vedrørende fast ejendom, se E.K.2.3.

E.A.2.5 Driftstab

Der findes ikke i SL § 6 eller andetsteds nogen direkte hjemmel til

fradrag af driftstab, men efter fast praksis er der adgang til at fratrække

egentlige driftstab ved indkomstopgørelsen ud fra et omkostningslignende

synspunkt.

Det kan være vanskeligt at adskille driftstab fra de

ikke-fradragsberettigede formuetab. Tab vedrørende privatforbrugsområdet kan

ikke fratrækkes, men herudover lader der sig næppe opstille almindelige

regler, da man ikke, som det tidligere er sket, kan basere sondringen på

forskellen mellem omsætningsaktiver og anlægsaktiver og kun indrømme fradrag

for tab på omsætningsaktiver. En skatteyder drev selvstændig virksomhed fra

den 1/6 1989 - 7/10 1991.

Virksomhedens varelager blev solgt den 10/9 1992. Skatteyderen anså

differencen mellem skattemyndighedernes opgjorte værdi af varelageret på

55.000 kr. og den faktiske salgspris på 2.500 kr., som et fradragsberettiget

tab.

Retten anså varelagret for overgået til privatsfæren i ophørsåret 1991. Da

salget i 1992 herefter ikke var sket som led i næringsvejen blev fradrag

nægtet, jf. TfS 1996.251.

Hvor der er tale om driftstab, som består i tab eller forringelse af

aktiver, må spørgsmålet om fradragsret afgøres for de enkelte aktivgrupper,

idet et fælles synspunkt næppe lader sig opstille. Hvor et driftstab

fremkommer ved, at der påføres den skattepligtige et nyt passiv eller

pålægges ham en betalingspligt, er det en forudsætning for fradrag, at tabet

er påført den pågældende som udslag af en naturlig driftsrisiko forbundet med

driften af den pågældendes virksomhed.

Omsætningsaktiver

Tab på omsætningsaktiver vil normalt være fradragsberettigede som

driftstab.

Således er tab på varelager, såvel normalt svind som mere ekstraordinære

tab, fradragsberettigede, medmindre tabet er opstået ved ejerens forsætlige

skadevoldelse. Om kravene til dokumentation og sandsynliggørelse, se Vestre

Landsret i skd. 66.293. Også tab ved tyveri fra lageret kan fratrækkes,

forudsat at de stjålne varer klart henhører til varelageret og ikke f.eks. er

udtaget til ejerens private forbrug.

Tab på varedebitorer er ligeledes fradragsberettigede, se E.B.2.6.5.

E.A.2.6 Tab ved tyveri

Tab ved tyveri af kassebeholdninger har givet anledning til mange

landsskatteretssager. Thøger Nielsen sammenfatter i »Indkomstbeskatning

I«, s. 696, praksis således: »Praksis viser, at dette (tabsfradrag)

for det første forudsætter, at den (kassebeholdningen) har været anbragt på

en måde, der ikke kan siges at være usædvanlig for virksomheden, og ud fra et

forretningsmæssigt synspunkt kan siges at være naturligt. Endvidere må det

kræves, at den ikke har været sammenblandet med private midler, eller at der

foreligger omstændigheder, som fører til at anse beholdningen som hævet til

privat forbrug, og endelig synes man at kræve, at beholdningen ikke har været

større end rimeligt i forhold til behovet i den daglige drift.«

I praksis er der ofte tale om et bevisproblem, hvor det påhviler

skatteyderen at godtgøre, at tabet har ramt omsætningsformuen, og at der ikke

foreligger egen skyld.

Det er normalt en forudsætning for fradrag, at tyveriet er anmeldt til

politiet, se lsr. 1969.128. Det er endvidere en forudsætning, at det lidte

tab kan dokumenteres via en tilfredsstillende bogføring, se lsr. 1969.37.

Med hensyn til kravene om opbevaringsmåden henvises til lsr. 1960.128,

hvor der blev indrømmet fradrag for tab af en kassebeholdning, der var

anbragt i et uaflåst skab i privatboligen, der lå umiddelbart bag

forretningen.

Se tilsvarende afgørelser i lsr. 1952.145, 1958.114, 1964.124 og 1977.49.

I TfS 1996.297 (HD), fandt Højesteret at indehaveren af en forretning som

fik stjålet penge i et kontorlokale, der stødte op til forretningslokalet,

konkret havde udvist uagtsomhed ved midlertidigt at anbringe pengene i

kontorlokalet.

Da imidlertid tyveriet faldt indenfor rammerne af en naturlig

driftsrisiko, kunne beløbet fradrages efter statsskatteloven § 6a. .

Hvor en virksomheds kassebeholdning opbevares i indehaverens tegnebog, vil

der sædvanligvis være anledning til at foretage en nærmere vurdering af, om

den stjålne beholdning fuldt ud har karakter af kassebeholdning. Som regel

fører sammenblanding af kassebeholdningen og private midler til, at fradrag

nægtes, se lsr. 1952.146, 1962.116, 1964.123, 1967.127, 1968.38 og 1969.37.

At fradrag for tab ved tyveri af kassebeholdningen fra en tegnebog, som

f.eks. er anbragt i privatlejligheden, ikke er udelukket, viser lsr. 1960.128

og 1964.124. Her var der ingen tvivl om beholdningens karakter af

kassebeholdning, og opbevaringsmåden fandtes efter de foreliggende forhold

forsvarlig.

Se endvidere lsr. 1975.44.

Hvis den stjålne kassebeholdning er særlig stor, bør det undersøges, om

der er en særlig baggrund for tilstedeværelsen af den store beholdning. Kan

det påvises, at der har været særligt store indbetalinger, se lsr. 1960.128,

eller særligt store hævninger af bankbeholdninger til imødegåelse af store

udbetalingskrav i virksomheden, kan fradrag foretages også for betydelige

tab.

Se lsr. 1973.37, hvor en del af en stjålen kassebeholdning ikke blev anset

nødvendig til fyldestgørelse af skatteyderens forpligtelser i relation til

hans erhvervsvirksomhed.

I skd. 70.454 indrømmede Østre Landsret fradrag for tab ved tyveri af

72.381 kr., som udgjorde en benzinstations kassebeholdning fra weekendsalget,

der var blevet opbevaret i et pengeskab på tankstationen. Det var oplyst, at

skatteyderen havde benyttet pengeskabet, fordi der var ret lang vej til den

nærmeste døgnboks, hvori salgsindtægterne kunne anbringes. Østre

Landsret lagde til grund, at det stjålne beløb alene stammede fra tankens

salgsindtægter, og at de stjålne pengemidler havde været forsvarligt

opbevaret.

Under hensyn til virksomhedens sædvanlige driftsform og den særlige

baggrund for tilstedeværelsen på tanken af de pågældende kasseindtægter

weekenden over måtte tabet betragtes som et udslag af driftsrisikoen og

dermed som et fradragsberettiget driftstab.

Tab af kontante beholdninger under rejser kan fradrages, når der ikke er

tvivl om, at rejsen har karakter af en forretningsrejse, se lsr. 1972.48,

hvor fradraget dog blev beskåret, da det ikke var godtgjort, at hele

beholdningen var bestemt til erhvervsmæssig anvendelse. Tab af

kassebeholdning under privatrejse kan ikke fratrækkes, se lsr. 1964.123.

Lønmodtageres begrænsede adgang til at fratrække tab ved tyveri er omtalt

i A.F.1.17.

Underslæb -

Bedrageri

Fradragsretten omfatter også tab ved underslæb fra de ansattes side, men

normalt ikke tab ved besvigelser fra ikke-ansattes side, se lsr. 1969.129,

der dog ikke vedrørte driften.

Et aktieselskab, som i årets løb havde 70 ansatte, foretog ved

indkomstopgørelsen et fradrag for tab på kassedifferencer på 36.715 kr.

Landsskatteretten fandt, at differencerne kunne henføres til

uregelmæssigheder fra personalets side og derfor måtte anses for driftstab,

se lsr. 1982.83.

Et selskab, som havde kontrakt med DSB om udkørsel af gods, havde

fradraget et tab på 56.450 kr. som følge af besvigelser fra selskabets

chauffører. Landsskatteretten godkendte fradraget, da tabet ikke fandtes at

overstige, hvad normal driftsrisiko under de oplyste forhold kunne medføre,

se lsr. 1982.122.

Bygninger -

Driftsmidler

Bestemmelserne i AL regulerer behandlingen af tab på aktiver omfattet af

loven. Se E.C.4 om bygninger og installationer og E.C.1 om driftsmidler.

E.A.2.7 Interessenter

I interessentskabsforhold opstår der undertiden spørgsmål om størrelsen af

det fradrag, som de enkelte interessenter kan foretage som deres del af

underskuddet ved interessentskabets drift. Hvor en interessent i kraft af det

solidariske ansvar over for kreditorerne må afholde mere end sin

forholdsmæssige andel af et underskud, vil han som regel have fradrag for det

tab, som han måtte lide herved.

En skatteyder, der drev en byggevirksomhed med en medinteressent, måtte i

forbindelse med virksomhedens ophør betale samtlige interessentskabets

kreditorer. Landsretten fandt, at interessentskabets underskud var opstået

løbende gennem afholdelse af udgifter, som havde været nødvendige for

interessentskabets drift, hvorfor skatteyderen kunne fratrække det lidte tab

ved sin indkomstopgørelse se Østre Landsret i skd. 68.38. En partreders

indfrielse af tre insolvente partrederes gæld for at få rederiets skib

frigivet til salg kunne hverken anses for en fradragsberettiget

handelsomkostning ved opgørelsen af særlig indkomst eller for en driftsudgift

efter SL

§ 6 a, eller dennes analogi, se Vestre Landsret i skd. 71.713.

En interessent overtog i forbindelse med interessentskabets opløsning

medinteressentens personlige firma. Da overtagelsen ikke fandtes nødvendig

for at sikre fortsættelsen af interessentens eget personlige firma, kunne en

eftergivelse af et tilgodehavende, der opstod som led i handelen, hverken

fradrages som driftsomkostning eller driftstab, se Vestre Landsret i Skat

1987.7.496 (TfS 1987.316).

En arkitekt drev sammen med en murermester erhvervsmæssig

udstykningsvirksomhed. Murermesteren, der tillige drev selvstændig

murermestervirksomhed, kom i økonomiske vanskeligheder, hvorfor det daværende

toldvæsen gjorde udlæg i hans anpart i interessentskabet. For at undgå, at

udstykningsvirksomheden måtte standse med tab, havde arkitekten tiltrådt, at

interessentskabet optog lån og betalte gælden til toldvæsenet. Da der var den

fornødne forbindelse mellem den tabsgivende disposition og den løbende

indtægtserhvervelse kunne arkitekten fratrække det tab, der var opstået i

forbindelse med kompagnonens insolvens, se lsr. 1982.82.

Skyldes tabet derimod, at medinteressenten har hævet for meget i

selskabet, må tabet normalt anses for et tab på udlån foretaget uden for

interessentskabets normale drift. Tabet er derfor ikke fradragsberettiget, se

lsr. 1956.28, 1974.155 og 1981.205 og Østre Landsret i skd. 68.38. Om et

særligt tilfælde, hvor en skatteyder efter sin udtræden af interessentskabet

hæftede for betaling af husleje, og hvor hans udgifter derved blev anset for

et formuetab, se lsr. 1976.148. I TfS 1996.256 (LSR) blev der i forbindelse

med en interessents udtræden af et interessentskab konstateret et tab, skønt

interessentskabet i den givne periode havde haft overskud. Grundet den

solidariske hæftelse led en anden interessent et tab, der ikke blev anset som

en fradragsberettiget driftsomkostning. Tabet var en følge af, at den

udtrædende interessent havde foretaget sådanne hævninger i selskabet, at

interessenten ved sin udtræden, ikke var i stand til at betale den del af

gælden, der ifølge parternes aftale påhvilede ham.

Landsskatteretten fandt, at tabet var et formuetab. Tabet kunne derfor

ikke fradrages ved indkomstopgørelsen, da dette ikke var opstået som følge af

interessentskabets drift.

En partreder, der i almindelighed hæfter pro rata, havde påtaget sig

solidarisk hæftelse for bankgælden, der stammede fra køb og drift af

partrederiets fiskekutter. Højesteret fandt, at det tab, som partrederen i

kraft af det solidariske ansvar led ved indbetaling for en af de andre

partredere, var fradragsberettiget. Højesteret udtalte, at den omstændighed,

at hæftelsen beroede på en aftale, ikke gav grundlag for at behandle tabet

anderledes end et tilsvarende tab, som lides af en interessent i et

interessentskab, se Skat 1989.9.708 (TfS 1989.506).

I TOLD SKAT Nyt 1991.21.1206 (TfS 1991.487) nægtede Vestre Landsret en

partreder fradragsret for indfrielse af medpartrederens gæld på grund af

manglende retlig forpligtelse til at pådrage sig solidarisk hæftelse for

medpartrederens del af gælden.

TOLD SKAT Nyt 1991.20.1160 (TfS 1991.476). Et partrederi havde købt et

skib. Købesummen fordeltes på 100 anparter, således at der skulle indbetales

20 pct. kontant i forhold til andelene i skibet. Opstod der et behov for

likvide midler, skulle der indbetales det nødvendige beløb - ligeledes i

forhold til anparterne. Partrederiet optog lån i Danmarks Skibskreditfond,

for hvilket der hæftedes solidarisk. Da skibet gav med underskud, skulle der

indbetales yderligere beløb, bl.a. til betaling af renter og afdrag til

Danmarks

Skibskreditfond. På grund af den ene partreders manglende betalingsevne

måtte de øvrige partredere indbetale det nødvendige beløb. Ligningsrådet

fandt, at dette tab vedrørte partredernes indbyrdes økonomiske mellemværende

i relation til indkomstkilden, hvorfor det ikke var fradragsberettiget, se

også Højesteret i Skat 1988.3.119 (TfS 1988.44).

Det er en forudsætning for at fratrække tab som følge af det solidariske

ansvar, at tabet er endeligt konstateret, d.v.s. at det er konstateret, at

regreskravet imod medinteressenten er værdiløst, se lsr. 1971.38.

En dyrlæge og en landmand forpagtede i fællesskab 3 landbrugsejendomme.

Det blev anerkendt, at parterne (interessenterne) ved den indbyrdes

fordeling kunne forøge driftsunderskuddet med arbejdsvederlag og forrentning

af kapitalindeståendet, da fordelingen af disse poster var sagligt begrundet,

og der ikke forelå omgåelseshensigt, se Østre Landsret i skd. 67.402.

Se E.F.2 om de begrænsede fradragsmuligheder for kommanditister.

E.A.2.8 Tab på udlån, kaution m.v.

Erhvervsdrivende personer vil i visse tilfælde kunne fradrage tab på udlån

og finansiering og tab, som er opstået ved kaution eller anden

sikkerhedsstillelse.

Fradragsretten afhænger af, om tabet er lidt i forbindelse med penge-

eller vederlagsnæring, eller - hvis dette ikke er tilfældet - om tabet er

fradragsberettiget ud fra et driftsomkostningssynspunkt.

E.A.2.8.1 Penge- eller vederlagsnæring

Det er en forudsætning for fradrag ud fra et næringssynspunkt, at der

drives erhvervsmæssig udlånsvirksomhed (som bankier, vekselerer eller anden

finansieringsvirksomhed) eller erhvervsmæssig virksomhed med

sikkerhedsstillelse som f.eks. bankgarantier, kautionsforsikringer og

lignende.

Skattepligtige personer, der driver virksomhed som bankier eller lignende,

er omfattet af KGL § 3 og beskattes derfor af gevinst og tab på fordringer

efter reglerne i KGL. KGL § 3 viderefører og præciserer næringsbeskatningen,

som forud for KGL skete på grundlag af SL §§ 4-6, og den praksis, der er

udviklet på grundlag heraf, vil stadig være vejledende. Reglerne er blevet

yderligere præciseret ved lov nr. 440 af 1. juni 1994, der nu indgår i

lovbek. nr. 597 af 10. juli 1995.

Ved afgørelsen af, om der drives erhvervsmæssig finansieringsvirksomhed,

må der lægges vægt på omfanget af den hidtidige virksomhed, og det er i denne

forbindelse ikke tilstrækkeligt, at den pågældende nu og da har udlånt penge,

se lsr. 1963.123 og 1985.76.

Det forhold, at udlåneren tidligere har deltaget i spekulationsvirksomhed,

berettiger ikke uden videre til fradrag ud fra et næringssynspunkt.

Vestre Landsret nægtede i Skat 1987.2.126 (TfS 1987.45) en skatteyder

fradrag efter SL § 5 a for tab på pengeudlån, da der alene var ydet to lån.

Der var derfor ikke tale om næring med pengeudlån.

Finansiering af afbetalingskontrakter betragtes som erhvervsmæssig

udlånsvirksomhed, og tab, der lides i forbindelse hermed, vil normalt være

fradragsberettigede. I lsr. 1972.47 havde en skatteyder afviklet sin

forretning og var begyndt at diskontere købekontrakter som et led i

anbringelsen af de frigivne midler. Skatteyderen fik dog ikke fradrag for

tab, han led i forbindelse med diskonteringen, da diskonteringen fandtes at

have karakter af formueplacering.

Se også A.D.2.2 samt Skd. cirk. nr. 134 af 29. juli 1992, pkt. 9-12.

Fradrag for tab på fordringer, som er erhvervet som vederlag for varer,

tjenesteydelser mv., er omtalt i A.D.2.3 og cirkulærets pkt. 13.

E.A.2.8.2 Tab på kaution og anden sikkerhedsstillelse

Privatpersoners kautionstab vil som udgangspunkt blive anset for et

formuetab, der ikke er fradragsret for - hverken efter reglerne i SL eller

KGL.

Erhvervsdrivende personer kan foretage fradrag for tab på

kautionsforpligtelser efter reglerne i SL § 6, hvis tabet kan anses for et

fradragsberettiget driftstab, dvs. ud fra et omkostningslignende synspunkt.

Dette gælder, uanset om kautionsforpligtelsen er påtaget i danske kroner

eller i fremmed valuta, se A.D.2.4.1.

Tabet kan i sådanne tilfælde fratrækkes på det tidspunkt, hvor tabet er

konstateret i overensstemmelse med reglerne om fradrag for driftstab og tab

på debitorer.

Fradrag ud fra et omkostningssynspunkt forudsætter, at

kautionsforpligtelsen kan anses for foretaget som et led i de aktuelle

bestræbelser på at erhverve skattepligtig indkomst. På linie med den

almindelige driftsomkostningsbedømmelse er det afgørende, om der foreligger

en aktuel driftsmæssig begrundelse, der falder inden for de naturlige rammer

af den hidtidige virksomhed.

Tab på kaution, som er påtaget med det formål at udvide

indkomstgrundlaget, f.eks. i form af start af produktion eller salg på helt

nye forretningsområder, vil således ikke kunne fratrækkes. Om der foreligger

en aktuel driftsmæssig begrundelse, beror på en samlet vurdering, hvor der

bl.a. må foretages en afvejning af den indkomst, der forventes som følge af

kautionen, og den risiko, der løbes.

Mulighed for fradrag opstår typisk i de tilfælde, hvor kautionen påtages

for at sikre virksomhedens hidtidige afsætningsmuligheder eller leverancer og

derigennem den løbende indtjening. Selve det forhold, at sikringen af

indtjeningen er af tidsubestemt virkning, er uden betydning, forudsat at der

foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse.

Tilstedeværelsen af en branchemæssig kutyme for at stille sikkerhed for

aftageren af ens produkter vil i almindelighed godtgøre den driftsmæssige

begrundelse. Dette er f.eks. antaget i praksis vedrørende virksomhed som

melgrosserer, vinhandler, bagermester og restauratør. Også i disse tilfælde

er det dog en forudsætning for fradrag for et efterfølgende tab, at der er en

driftsmæssig begrundelse for dispositionen.

E.A.2.8.3 Tab på udlån m.v.

Personer vil som udgangspunkt ikke være skattepligtige af gevinst på en

fordring, og der er heller ikke fradragsret for et eventuelt tab.

For selvstændige erhvervsdrivende, der ikke anses for

næringsskattepligtige efter KGL § 3, men efter SL §§ 4-6, vil der dog efter

en konkret vurdering kunne være fradragsret for tab på udlån ud fra et

driftsomkostningssynspunkt, se de under 2.8.2 omtalte kriterier. Tab på

fordringer i udenlandsk valuta er omtalt i A.D.2.4.

Fradrag indrømmet i:

- lsr. 1981.105 (kaution for forpagter)

- lsr. 1983.65 (kaution for køber af hus)

- lsr. 1985.78 (kaution for leverandør)

- Skat 1985.10.281 (kaution for leverandør)

- Skat 1986.12.344 (TfS 1986.284) (kaution for underentreprenørs

leverandør) - Skat 1988.2.83 (TfS 1988.47) (landmands udlån til slagteri)

Fradrag nægtet i:

- lsr. 1967.124 (kaution for leverandør, ny produktion)

- lsr. 1967.125 (landmandskaution for andelsselskab)

- lsr. 1973.36 (kaution for leverandør, nyt virksomhedsområde)

- lsr. 1976.4 (aktionærers kaution for køber af selskabets ejendom)

- lsr. 1983.166 (advokats kaution for klient)

- lsr. 1984.179 (depositum, udvidelse af virksomhed)

- lsr. 1985.170 (depositum for forpagtningskontrakt, ny virksomhed)

- lsr. 1986.71 (kaution for brancheforening, forbedring af leverandørveje)

- TfS 1995. 295 (udlån til og ikke deltagelse i interessentskab)

Hvis kautionisten/långiveren helt eller delvist er ejer af det

retssubjekt, der foretages udlån til, eller den gæld, der stilles sikkerhed

for, påhviler der kautionisten/långiveren en tung bevisbyrde for, at

dispositionen ikke er foretaget af hensyn til formueinteresserne i

støttemodtagerens virksomhed, men derimod er begrundet i hensynet til

kautionistens/långiverens egen løbende indtjening. Eksempelvis skal kaution

mv. over for et datterselskab eller en hovedaktionærs kaution over for det af

ham ejede selskab behandles på samme måde som kaution mv. over for uforbundne

subjekter - dvs. at der må stilles krav om en aktuel driftsmæssig begrundelse

inden for de naturlige rammer af skatteyderens hidtidige virksomhed. I

praksis er skatteyderen ofte ikke i stand til at løfte denne bevisbyrde. Som

eksempler kan nævnes: Skd. 74.450, Skd. 74.465, Skat 1986.3.187 (TfS

1986.127), Skat 1986.6.367 (TfS 1986.269), Skat 1988.4.198 (TfS 1988.63),

Skat 1989.5.371 (TfS 1989.260), og Skat 1989.9.701 (TfS 1989.491) samt TOLD

SKAT Nyt 1992.24.804 og

TOLD SKAT Nyt 1993.5.206 (lsr) (TfS 1993.78).

Det følger af denne praksis, at det ikke er en tilstrækkelig driftsmæssig

begrundelse, at skatteyderen via kautionen tilstræber at sikre en løbende

lønindtægt fra selskabet, f.eks. fra et ansættelsesforhold som direktør.

I t&s nyt 1991.13.697 (TfS 1991.282) havde skatteyderen omdannet sin

personligt drevne tømrerforretning til et selskab. Efter at selskabet var

trådt i likvidation som insolvent, havde skatteyderen som kautionist indfriet

selskabets kassekredit. Vestre Landsret fandt, at der ikke var fradragsret

for den del af tabet, som måtte hidrøre fra kautionsforpligtelsen, som efter

skatteyderens relationer til selskabet måtte anses for et formuetab. Derimod

godkendtes fradrag for tilgodehavende husleje og vedligeholdelsesudgifter.

Dommen blev af skatteyderen indbragt for Højesteret, men anken blev hævet.

Østre Landsret nægtede i TfS 1992.302 et byggeselskab fradrag for tab på

kaution for et datterselskab. Moderselskabet havde forpligtet sig til at yde

konsulentbistand og kautionerede for datterselskabets byggelån. Til gengæld

herfor modtog moderselskabet et fast månedligt vederlag. Da datterselskabet

gik konkurs, blev moderselskabets kautionsforpligtelse aktuel med deraf

følgende tab for moderselskabet. Landsretten fandt ikke, at moderselskabet

havde været i næring med kaution, og kautionstabet kunne derfor ikke anses

for opstået i tilknytning til selskabets løbende indkomsterhvervelse.

Landsretten fandt derimod, at tabet var en følge af moderselskabets interesse

i at bevare sin kapital i datterselskabet. I TfS 1996.713.ØLD drev en

skatteyder et personligt firma, som han omdannede til et selskab med sig selv

som direktør og hovedaktionær.

Selskabet skulle samarbejde med et ægyptisk selskab i forbindelse med

opførelse af en cementfabrik. Som led i den indgåede kontrakt stillede et

pengeinstitut garantier over for den ægyptiske kontraktspart, og

hovedaktionæren påtog sig i den forbindelse kautionsforpligtelser over

pengeinstituttet.

Landsretten fandt, at det tab, som hovedaktionæren led ved at vedstå sig

kautionsforpligtelsen, var ikke fradragsberettiget. Retten lagde vægt på, at

kautionsforpligtelsen vedrørte en kontrakt, hvori hovedaktionærens selskab og

ikke ham selv var kontrakspart, og at kautionsforpligtelsen havde tjent til

at værne hovedaktionærens kapitalinteresser i selskabet og selskabet som

indkomstkilde for ham.

En skatteyder havde drevet virksomhed inden for modebranchen, her i landet

i form af anpartsselskab, men i andre lande som personlig virksomhed.

De personlige virksomheder var bl.a. afhængige af vareleverancer fra

selskabet. Skatteyderen havde, medens dette samarbejde stod på, kautioneret

for det danske selskabs kassekredit. På grund af selskabets konkurs måtte

skatteyderen indløse bankgælden. Landsskatteretten godkendte i t&s nyt

1991.10.543 (TfS 1991.239) fradrag for den del af tabet, der svarede til

kassekredittens maksimum under samarbejdet med de personlige virksomheder.

I Skat 1990.6.468 (TfS 1990.275) anså 2 retsmedlemmer i Landsskatteretten

et indskud i et andelsselskab til opfyldelse af medlemmernes hæftelse for

selskabets forpligtelser for fradragsberettiget efter SL § 6 a. Indskuddet

var pålagt i henhold til vedtægterne. Retsformanden, var enig med Told- og

Skattestyrelsen i at nægte fradrag. Der blev truffet afgørelse efter

stemmeflertallet.

Praksis er meget tilbageholdende med at indrømme fradrag for tab på udlån

eller ved kaution, der påtages med henblik på at sikre løn og

honorarindtægter, se lsr. 1960.41, 1965.118, 1970.123, 1973.44, 1977.156, TfS

1995, 17 og

Vestre Landsret i skd. 50.216, hvor en ingeniør sammen med nogle andre

medarbejdere i et ingeniørfirma kautionerede for et lån, som arbejdsgiveren

havde optaget. Arbejdsgiveren gik konkurs og kautionsforpligtelsen blev

effektiv. Ingeniøren fik ikke fradrag for det lidte tab, da

kautionsforpligtelsen måtte anses for påtaget, for at ingeniøren fortsat

kunne bevare sin arbejdsplads. Tabet var derfor et formuetab.

I lsr. 1982.84 fik et selskab fradrag for et kautionstab, da selskabet

sammen med et andet selskab havde kautioneret for en repræsentants optagelse

af lån til køb af bil. Repræsentanten var ansat i begge selskaber, der havde

samme kundekreds. Påtagelsen af kautionsforpligtelsen blev anset for at være

sket i stedet for at købe en firmabil til repræsentanten og dermed en normal

driftsmæssig disposition.

Det er fast antaget i praksis, at der ud fra et omkostningslignende

synspunkt ikke er mulighed for at opnå fradrag for tab på aktier mv., der er

omfattet af

ABL. ABL indeholder således en udtømmende opremsning af

fradragsmulighederne for sådanne tab, se f.eks. Skat 1987.4.276 (TfS

1987.206), 1988.6.347 (TfS 1988.334) og 1989.8.609 (TfS 1989.477).

E.A.3 Periodespørgsmål

Under et system med progressiv beskatning og med periodiske

indkomstopgørelser spiller det en betydelig rolle, hvornår en given indkomst,

en omkostning eller et tab skal tages i betragtning ved indkomstopgørelsen. I

de forskellige specialafsnit om de enkelte indkomst- og omkostningstyper er

der mere detaljeret redegjort for, hvornår disse indkomster og fradrag skal

tages i betragtning, hvorfor der i dette afsnit alene redegøres for nogle

hovedtræk.

De særlige spørgsmål om omlægning af regnskabsår behandles ikke i denne

vejledning. Der henvises til Helkett, 16. udg. s. 132, og til Østergård i SO

1962, s. 258 ff og s. 300 ff, og til skd.cirk. nr. 135 af 14. nov. 1984, samt

til TfS 1991.51.543.

E.A.3.1 Beskatningstidspunktet

Normalt vil der ikke være nogen tvivl om, hvornår en given indtægt skal

medtages ved indkomstopgørelsen, allerede fordi de forskellige tidspunkter,

der kan komme på tale - retserhvervelsestidspunktet, forfaldstidspunktet og

betalingstidspunktet - alle falder i det samme indkomstår. Den almindelige

hovedregel er, at en indtægt skal medregnes ved indkomstopgørelsen på

tidspunktet for den endelige retserhvervelse.

Resolutive betingelser

Hvis retten til en indtægt er betinget, er beskatningstidspunktet

afhængigt af betingelsens indhold.

Hvis betingelsen nærmest har karakter af en formsag, f.eks. tinglysning af

et skøde i forbindelse med en ejendomshandel, og der i realiteten ikke er

tvivl om, at betingelsen vil blive opfyldt, indtræder beskatning allerede på

aftaletidspunktet. Betingelser, der ikke udskyder beskatningstidspunktet,

betegnes som resolutive.

Suspensive betingelser

Hvis betingelsen derimod er af en sådan karakter, at der hersker reel

usikkerhed om, hvorvidt aftalen bliver gennemført, f.eks. ved køb af en

ejendom, hvor købet er betinget af salg af en anden ejendom til en bestemt

pris inden 1 måned, indtræder beskatning først, når betingelsen er opfyldt.

Sådanne betingelser, der udskyder beskatningstidspunktet, betegnes som

suspensive.

E.A.3.1.1 Hovedreglen - retserhvervelsesprincippet

Erhvervsindtægter skal som hovedregel medtages ved indkomstopgørelsen, når

der er erhvervet endelig ret til en bestemt ydelse. Hvor der ligger

kontraktsforhold til grund for erhvervelsen, kan det beskatningsmæssige

tidspunkt herefter fastlægges som det tidspunkt, hvor en kontraktspart har

udført det, han ifølge den gensidigt bebyrdende kontrakt har forpligtet sig

til at yde, og således har erhvervet et endeligt og ubetinget krav på en

modydelse, der er opgjort eller kan opgøres i penge eller penges værd. Se til

illustration heraf TfS 1994, 409 om indkomstskattepligt ved en

genbrugsvirksomheds modtagelse af genbrugsmateriale. TfS 1996.35 (LSR). Med

henblik på deltagelse i slutrunden til europamesterskaberne i 1992, modtog en

fodboldspiller i dette år en bonus. Uanset at kampene var spillet i 1991,

ansås beløbet først optjent i 1992, hvor Danmark opnåede adgang til

slutrunden. Det var en afgørende betingelse for udbetalingen, at Danmark

kvalificerede sig til slutrunden.

Selv om der ved entreprisearbejder er risiko for efterreparationer efter

aflevering af arbejdet, skal fortjeneste medregnes på tidspunktet for

opgavens afslutning. Der er således ikke tale om nogen udskudt

retserhvervelse, se

TOLD SKAT Nyt 1991.21.1221 (TfS 1991.507). Se også E.B.2.6.2.1.

Indtægt i form af gaver anses for skattepligtig i det år, hvor

gavetilsagnet kommer til modtagerens kundskab, og han dermed erhverver ret

til gaven.

Hvis gavemodtageren giver betingelsesfrit afkald på gaven, før gaveløftet

er opfyldt, skal der ikke ske beskatning.

Ved overdragelse af formuegoder - bortset fra sædvanlige handelsforhold

- er tidspunktet for aftalens indgåelse afgørende for

beskatningstidspunktet, fordi ejendomsretten overgår til køberen ved aftalen,

selv om tidspunktet for opfyldelsen af handlen først indtræder på et senere

tidspunkt.

Ved salg af fast ejendom er der derfor erhvervet ret til salgssummen

allerede ved underskrivelse af slutseddel, medens overtagelsesdagen,

tidspunktet for skøde eller tinglysning af skødet er uden betydning i denne

relation, se E.J.1.

Også ved overdragelse af andre formuegoder er beskatningstidspunktet lig

med tidspunktet for indgåelse af aftalen, se E.C.5 og E.C.4.1.11 om

henholdsvis sælgers og købers afskrivningsadgang ved salg af aktiver, der er

omfattet af AL.

Ved salg af værdipapirer udløses avancebeskatningen også i det år, hvor

aftalen indgås, selv om handlen først opfyldes i et følgende år. Se lsr.

1977.117, hvor parterne havde aftalt, at overdragelsen juridisk og

skattemæssigt først fandt sted samtidig med betalingen, men hvor

avance-beskatning alligevel fandt sted i det år, hvor aftalen var indgået.

Tilbagebetalte ejendomsskatter, der tidligere er trukket fra som

driftsudgifter, skal som hovedregel medtages i indkomstopgørelsen i det år,

hvor skatteyderen har erhvervet ret til beløbene. Skattemyndighederne bør

imidlertid imødekomme anmodninger om, at beløbene beskattes i de indkomstår,

hvor de er trukket fra. Imødekommelsen bør også gælde for efter- og

tilbagebetaling af moms, se Ligningsrådet i TfS 1995, 227 og nærmere E.B.2.5.

Det skal bemærkes, at genoptagelse kun kan foretages inden for de almindelige

frister.

Om kommanditister, se Skat 1989.4.331 (TfS 1989.267) og E.F.2.

E.A.3.1.2 Undtagelser

Til hovedreglen gælder der dog en række undtagelser.

Ved almindelig erhvervsmæssig handel erhverver sælger af en vare først ret

til modydelsen, når han har opfyldt sin leveringspligt, hvorfor indtægten

først skal tages i betragtning på leveringstidspunktet, se lsr. 1952.120 og

1970.16.

At modydelsen først forfalder eller betales senere er uden betydning, se

lsr. 1971.119.

Leje-/leasingindtægter skal henføres til den periode, som lejen vedrører.

Dette gælder også, selv om lejen måtte være forudbetalt for en flerårig

periode, og selv om lejekontrakten er uopsigelig fra begge parters side. En

eventuel tinglysning af lejekontrakten er uden betydning for

beskatningstidspunktet. Se dog E.J.7 om timeshare.

Tilsvarende har Østre Landsret i TfS 1994, 462 fastslået, at

forudbetalinger for løbende edb-ydelser skulle periodiseres over de de

skatteår, som forudbetalingerne vedrørte.

Skatteministeriets departement har i sin kommentar i TfS 1995, 811 udtalt,

at dommen ikke antages at få konsekvenser for de situationer, hvor der

leveres serviceydelser i forbindelse med salg af en hovedydelse, f.eks. en

vare. Her vil der stadig skulle ske beskatning på

retserhvervelsestidspunktet, dvs. ved betalingen. Oprettes der derimod en

særskilt kontrakt om levering af serviceydelser

i tilknytning til salget af hovedydelsen, vil der skulle foretages

periodisering i overensstemmelse med dommen.

Skatteydere, hvis forhold ikke er behandlet efter dommen, vil kunne anmode

om genoptagelse, hvorefter anmodningen vil blive behandlet efter reglerne i

SSL § 4, stk. 1. Der vil således kunne ske genoptagelse, hvis anmodningen

er fremsat inden 3 år efter udløbet af et givent indkomstår. Anmodninger om

genoptagelse, der er indgivet inden udgangen af 1996, vil derfor have

virkning for indkomstårene1993, 1994 og 1995.

Dommen er også nævnt i E.B.2.6.7 for så vidt angår udgiftssiden.

Udbytte beskattes i det år, hvor det endeligt vedtages på

generalforsamlingen.

Det er uden betydning, at udbyttet først kan hæves senere, se lsr.

1962.98.

Renteindtægter skal som hovedregel først beskattes på det tidspunkt, hvor

de forfalder til betaling. Se A.D.1.1 og LVD om afvigelser herfra, herunder

om reglerne i LL § 5A og § 5B.

For bygningshåndværkere, entreprenører mv. fører reglerne om igangværende

arbejder til, at indtægter og udgifter på enkeltstående arbejdsopgaver, der

strækker sig over flere år, først skal medregnes ved indkomstopgørelsen i

året for opgavens afslutning, se E.B.2.6.2. Om hensættelser til imødegåelse

af service- eller garantikrav, se E.B.2.6.7.

Honorarindtægter for flerårige arbejder inden for liberale erhverv skal

som hovedregel beskattes, når arbejdet er tilendebragt, eller når kravet i

øvrigt måtte være regningsmodent, se bl.a. Højesteret i skd. 64.104.

Acontohonorarer skal medregnes, når acontoregning er eller kunne have

været fremsendt og forlangt betalt. Dette vil ofte være tilfældet, når

acontohonoraret modtages. En egentlig forudbetaling skal ikke indtægtsføres,

før der erhverves ret til beløbet.

Arkitekters og rådgivende ingeniørers indtægtsføring af honorarer mv. er

omtalt i E.B.2.6.2.3, ligesom der henvises til SD's revisionsmeddelelse

1981-3 om indtægtsføring af salærindtægter i advokatvirksomheder.

Efterregulering af skatteansættelser på grundlag af korrektion af moms er

behandlet i E.B.2.5. Se også Ligningsrådet i TfS 1995, 227 om

ejendomsskatter, der er omtalt i E.A.3.1.1.

Lønindtægter og anden A-indkomst, feriegodtgørelse, tantieme o.lign. er

omtalt i A.B.1.1-A.B.1.3.

Om underhold og understøttelser i henhold til en forpligtelseserklæring

henvises til A.B.6.

E.A.3.1.3 Afgørelser

Provisionsindtægter for en salgsagent inden for møbelbranchen, der ikke

havde nogen skriftlig aftale med agenturgiverne, blev i skattemæssig

henseende anset for erhvervet ved agenturgiverens fakturering til køberen, se

Landsskatteretten i Skat 1988.12.776 (TfS 1988.663).

De forudbetalinger, som et selskab havde modtaget og afgivet i forbindelse

med licensaftaler, blev anset for omfattet af SL, da der ikke var tale om

salg af patenter. Forudbetalingerne skulle således indtægts-/udgiftsføres i

de år, hvor de var modtaget eller erlagt, da de ikke kunne kræves tilbage, se

Landsskatteretten i Skat 1989.4.328 (TfS 1989.224).

En landmands gård brændte i slutningen af 1987, og branderstatningen fra

forsikringsselskabet dækkede bl.a. tab på besætning, beholdninger og

inventar.

Dette erstatningsbeløb, der i alt androg ca. 2 mio. kr., skulle

principielt indtægtsføres i 1987, hvorved indkomsten i dette år ville blive

usædvanlig høj.

Tilsvarende ville indkomsten i de følgende år blive usædvanlig lav. Fordi

der var tale om periodeforskydninger, som gældende lovbestemmelser ikke kunne

antages at have taget højde for, tillod Ligningsrådet under hensyn til

skadens omfang mv., at avancerne først blev indtægtsført i 1988, se Skat

1988.2.95 (TfS 1988.70).

E.A.3.2 Fradragstidspunktet

Udgifter, der er fradragsberettigede, kan normalt fradrages, når der er

opstået en retlig forpligtelse til at afholde udgiften.

Udgifter, der har karakter af fradragsberettigede driftsomkostninger, kan

normalt fratrækkes, når der er indtrådt en endelig forpligtelse til at

afholde udgiften, også selv om beløbet endnu ikke er forfaldent. I TfS

1996.227 bemærkede LSR, at betingelsen for fradrag er, at der er opstået en

endelig, retlig forpligtigelse til at betale det pågældende beløb, samt at

beløbet kan opgøres endeligt.

En ekstraordinær leasingafgift, skulle ikke periodiseres, da den blev

anset for betaling for den værdinedgang, der skete ved en maskines

ibrugtagning, se

TOLD SKAT Nyt 1992.18.545 (TfS 1992.436).

I t&s nyt 1991.16.913 (TfS 1991.394) drejede sagen sig om tidspunktet

for fradragsret for forpagtningsafgifter. Sagsøger havde forpagtet fire

landbrug.

Forpagtningsafgiftens størrelse afhang af den såkaldte kapiteltakst, dvs.

et beregnet gennemsnit af salgspriserne for årets høst. Den endelige

forpagtningsafgift kunne således først opgøres efter årets udløb. Afgiften

blev derfor erlagt dels som acontobeløb, dels gennem en restafregning, der

forfaldt til betaling efter indkomstårets udløb. Spørgsmålet var, om det var

en betingelse for fradrag, at afgiften var forfalden, eller om det var

tilstrækkeligt, at der forelå en retlig forpligtelse til at opgøre afgiften

efter kapiteltaksten, således at den for det pågældende indkomstår skyldige

afgift kunne fradrages i det indkomstår, hvor også høstindtægten skulle

beskattes. I SL § 6 a benyttes terminologien udgifter, "som i årets løb

er anvendt". Efter bestemmelsen kræves hverken, at en udgift er

forfalden eller faktisk afholdt. LL § 14, stk. 1, anvender samme terminologi,

idet forpagtningsafgifter mv. skal være anvendt i indkomstårets løb. Af denne

årsag tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle over for sagsøgerens

påstand, således at fradrag for den del af forpagtningsafgiten, der ikke var

forfalden ved årets udløb, blev godkendt.

Hvor der foreligger en forudbetaling for en flerårig periode, kan udgiften

ikke fratrækkes i betalingsåret, men skal afskrives over vedkommende periode.

Hvis udgiften går til anskaffelse af et aktiv med omsætningsværdi, følger

periodefordelingen af de forskellige afskrivningsregler.

Forfaldstidspunktet er som hovedregel afgørende for fradragsretten for

renteudgifter. Forfalder renten for en længere periode ved låneoptagelsen,

vil alene renteudgifter, der vedrører indkomståret, kunne fratrækkes, se

nærmere A.E.1.1.2.

Beløb, der er anvendt til ejendomsskatter, er i et vist omfang

fradragsberettigede, se LL § 14 og E.K.2.2.

Fradrag for underholdsbidrag og ydelser efter en forpligtelseserklæring er

betinget af, at betaling faktisk har fundet sted, se lsr. 1957.72. Fradraget

forudsætter endvidere, at beløbet er forfaldent, se lsr. 1972.77 og A.F.4.

Fradragstidspunktet i henhold til reglerne i PBL er omtalt i A.C.1.1.

Tab kan normalt fratrækkes, når tabet og dets størrelse er endeligt

konstateret. I Skat 1987.12.853 (TfS 1987.559) henviste Østre Landsret dog

nogle forgæves afholdte projektudgifter til afskrivning i medfør af SL § 6 a.

En speditør havde i 1988 misligholdt sine forpligtigelser ifølge nogle

speditøraftaler. Selvom speditøren ikke havde anerkendt et heraf følgende

erstatningskrav, lagde retten vægt på, at det må have stået speditøren klart,

at denne havde misligholdt sine forpligtigelser, og at det med stor sikkerhed

ville føre til et erstatningskrav. I 1988 solgte speditøren speditørfirmaet

og et parcelhus og afsatte provenuet til dækning af erstatningskravet.

Speditøren anerkendte kravet i 1989. Da det med fornøden sikkerhed kunne

fastslås, at driftstabet var opstået i 1988, havde speditøren fradrag for

tabet i dette indkomstår. TfS 1996.174 (VLD).

Tab på debitorer er omtalt i E.B.2.6.5.

Om fradrag for en lønmodtagers erhvervsudgifter, se A.F.1.

E.A.4 Selvstændig erhvervsvirksomhed - afgrænsning overfor lønmodtagere

E.A.4.1 Selvstændig erhvervsvirksomhed

Efter PSL § 3, stk. 2, nr. 1, kan driftsomkostninger - dog ikke

renteudgifter mv. - fragå ved opgørelsen af den personlige indkomst, hvis der

er tale om driftsomkostninger i forbindelse med selvstændig

erhvervsvirksomhed.

Afgrænsningen mellem lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende er

beskrevet i skd.cirk. nr. 129 af 4. juli 1994.

Efter VSL § 1, stk. 1, kan personer, der driver selvstændig

erhvervsvirksomhed, benytte virksomhedsordningen. Det betyder bl.a., at

virksomhedens renteudgifter fragår ved opgørelsen af virksomhedens overskud i

stedet for at fragå ved opgørelsen af kapitalindkomsten.

I begge tilfælde vil virkningen være den, at de pågældende udgifter

nedsætter indtægten ved selvstændig erhvervsvirksomhed på en sådan måde, at

kun nettooverskuddet medregnes ved opgørelsen af den personlige indkomst.

Efter IFL §§ 2 og 4 er det en betingelse for at foretage henlæggelse til

investeringsfonds, at henlæggelse foretages af overskuddet af selvstændig

erhvervsvirksomhed.

Efter KSL § 25 A kan der overføres visse beløb til særskilt beskatning hos

en medarbejdende ægtefælle, når ægtefællen er medarbejdende i den anden

ægtefælles selvstændige erhvervsvirksomhed.

Ingen af de nævnte love indeholder en definition af begrebet selvstændig

erhvervsvirksomhed.

Selvstændig erhvervsvirksomhed er normalt kendetegnet ved, at der for egen

regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter og med det

formål at indvinde økonomisk udbytte. Endvidere må det være en forudsætning,

at virksomheden udøves nogenlunde regelmæssigt og gennem en ikke helt kort

periode. Endelig må det være en forudsætning, at virksomheden ikke er af

ganske underordnet omfang. Det er uden betydning, om den skattepligtige

herudover har indkomst som lønmodtager. Begrebet selvstændig erhvervsdrivende

må i øvrigt fortolkes ens i alle skattemæssige relationer.

I TfS 1995, 211 fandt Vestre Landsret, at en selvstændig vognmand ikke var

omfattet af cirkulærerne TSCIR 1991-10, jf. SDCIR 1986-51, da han ikke var

lønmodtager. Vognmanden var derfor ikke berettiget til standardfradrag for

rejser i udlandet med overnatning, selv om han arbejdede under samme vilkår

som en lønmodtager.

En virksomhed, der efter sin art og omfang hidtil har været omfattet af

reglerne i IFL og KSL, må også i forbindelse med anvendelse af reglerne i

PSL og VSL behandles som selvstændig erhvervsvirksomhed.

Skattepligtige, der udøver fremstillingsvirksomhed inden for industri,

håndværk og landbrug, vil normalt blive anset for at være selvstændige

erhvervsdrivende. Det gælder også normalt virksomhed inden for handel og

service og liberale erhverv som f.eks. advokat, arkitekt, læge, revisor og

vekselerer.

Også udlejningsvirksomhed anses som hovedregel for selvstændig

erhvervsvirksomhed. Udleje af driftsmidler mv. betragtes således som

selvstændig erhvervsvirksomhed, hvis den har et vist omfang. Udlejning af

fast ejendom betragtes ligeledes som selvstændig erhvervsvirksomhed.

Udlejning af en andel af et enfamilieshus anses for selvstændig

erhvervsvirksomhed, uanset om den udlejes til en fremmed eller til en

medejer, jf. Skat 1987.2.146 (skd.) (TfS 1987.107). Der foreligger dog ikke

selvstændig erhvervsvirksomhed ved udlejning til beboelse af en og

tofamilieshuse og udlejning af fritidshuse, når ejeren også selv benytter

ejendommen til beboelse, jf. TOLD SKAT Nyt 1992.8.239 (TfS 1992.223).

Bortforpagtning af fast ejendom, erhvervsvirksomhed eller landbrug, herunder

bortforpagtning/udleje af en del af et landbrug, vil i almindelighed også

være selvstændig erhvervsvirksomhed.

Hvis en skatteyder ved omdannelse af sin virksomhed til aktieselskab

beholder en fast ejendom, som han udlejer til selskabet, anses han for

fortsat at drive selvstændig virksomhed, skd. 24.70. Dette ansås også for at

være tilfældet, hvor en hovedaktionær til selskabet udlejede en tegnestue,

indrettet i en tilbygning til hans villa, lsr. 1981.65.

En hovedaktionærs udlejning af driftsmidler til selskabet kan også

betragtes som selvstændig virksomhed, jf. bl.a. lsr. 1982.52 og 53. Har en

skatteyder i forbindelse med omdannelsen af virksomheden til aktieselskab kun

beholdt ejendomsretten til få og uvæsentlige eller ubetydelige driftsmidler,

som derefter udlejes til selskabet, anses »udlejningsvirksomheden«

dog ikke for selvstændig virksomhed, lsr. 1980.68, (hvor der var tale om

udlejning af en varevogn) og forudsætningsvis 1981.5.

Bestyrelseshonorarer anses for indkomst ved selvstændig

erhvervsvirksomhed, når indtægten indgår i et interessentskab, der driver

sådan virksomhed, eller når sådanne indtægter i øvrigt er et naturligt led i

erhvervsvirksomheden.

For advokater indgår sådanne bestyrelseshonorarer således i virksomhedens

indkomst, uanset at honoraret er A-indkomst for modtageren.

Vekselerere, bankierer og skattepligtige, der driver

finansieringsvirksomhed, opfattes som selvstændige erhvervsdrivende.

I/S eller K/S

Skattepligtige, der deltager i en selvstændig erhvervsvirksomhed, som

drives som interessentskab eller kommanditselskab, er selvstændige

erhvervsdrivende. Det medfører ingen ændring heri, at der forlods tillægges

interessenterne »løn« for deres arbejdsindsats eller andet, lsr.

1963.90.

En sømand, der mod sædvanlig hyre arbejder på et skib, hvori han ejer 10

pct. eller mindre som partreder, og som er omfattet af lov om særlige fradrag

til sømænd mv. § 1, stk. 3, anses for at være lønmodtager for så vidt angår

hyren. Over/underskud ved skibet i øvrigt, dvs. bortset fra hyren, er derimod

resultatet af selvstændig erhvervsvirksomhed.

E.A.4.2 Lønmodtagere

Indkomst, der er omfattet af LL § 9, stk. 1, og indkomst, der efter KSL §

43 er A-indkomst, anses ikke for indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed.

Efter KSL § 43, stk. 1, henregnes til A-indkomst enhver form for vederlag

i penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt

arbejde i tjenesteforhold, herunder løn, feriegodtgørelse, honorar, tantieme,

provision, drikkepenge og lignende ydelser. Se endvidere § 20 i

bekendtgørelse nr. 795 af 1.oktober 1994.

I de fleste tilfælde vil det ikke være vanskeligt at afgøre, om der

foreligger et tjenesteforhold, idet indkomstmodtageren udfører arbejdet efter

arbejdsgiverens anvisninger og i det hele for dennes regning. Selvstændig

erhvervsvirksomhed er normalt kendetegnet ved, at virksomheden udøves for

egen regning og risiko. Der kan dog i praksis forekomme tilfælde, hvor det er

vanskeligt at afgøre, om indkomstmodtageren står i et tjenesteforhold til

hvervgiveren eller er selvstændig erhvervsdrivende. I tvivlstilfælde må

afgørelsen ske på grundlag af en samlet bedømmelse af forholdet mellem den,

der udfører arbejdet, og den, for hvem det udføres. Se bl.a. TfS 1995, 458

(VLD) (assurandør). Ved bedømmelsen lægges der vægt på, om der i vederlaget i

væsentligt omfang indgår betaling for andet end den personlige arbejdsydelse.

Såfremt indkomstmodtagerens kontraktsforhold med hvervgiveren forudsætter,

at der af vederlaget afholdes væsentlige erhvervsmæssige omkostninger, der er

atypiske for lønmodtagerforhold, f.eks. leje af erhvervslokaler, udgifter til

anskaffelse af væsentlige driftsmidler, bortset fra biludgifter, betaling for

maskinanvendelse, løn til ansat personale, reklame- og annonceudgifter, vil

der oftest være tale om selvstændig erhvervsvirksomhed.

Driftsudgifterne skal både efter deres art og omfang ligge væsentligt ud

over, hvad der er sædvanligt i lønmodtagerforhold. Væsentlige udgifter til

transport, egen bil, fortæring, overnatning eller andre udgifter, der efter

deres art ligger tæt op ad private udgifter, bevirker ikke i sig selv, at der

er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed. Den omstændighed, at

indkomstmodtageren i et vist omfang selv afholder driftsudgifter, f.eks. til

håndværktøj eller andre mindre driftsmidler, udgifter til kontorhold i

hjemmet eller repræsentationsudgifter, bevirker ikke, at der foreligger

selvstændig erhvervsvirksomhed.

At den skattepligtige afholder lønudgifter fører ikke i sig selv til, at

den pågældende anses for selvstændig erhvervsdrivende, f.eks. vil dette ikke

være tilfældet, hvis arbejdet, der udføres af den pågældende medhjælp, er af

begrænset karakter. Hvis den pågældende medhjælp er den skattepligtiges

ægtefælle, samlever eller en nærtstående, skal betingelserne med hensyn til

dokumentation for arbejdets omfang og udførelse for medarbejdende ægtefæller

være opfyldt, dvs. som udgangspunkt mindst 3-4 timers daglig arbejdsindsats,

der ellers skulle have været udført af fremmed arbejdskraft.

At indkomstmodtageren tilrettelægger arbejdet selvstændigt, behøver ikke

at betyde, at der foreligger selvstændig erhvervsvirksomhed. Der kan f.eks.

være tale om højt uddannede personer eller overordnet personale, herunder

direktører. Der behøver heller ikke at foreligge en egentlig

ansættelseskontrakt. Det afgørende er en bedømmelse af de faktiske forhold.

Der kan også være tale om, at forhold, man ellers ville bedømme som

selvstændig erhvervsvirksomhed, f.eks. levering af enkeltstående ydelser, kan

skifte karakter til et tjenesteforhold, hvis der opstår mere fast tilknytning

til en hvervgiver.

En buschauffør, der drev et buschaufførbureau som en

enkeltmandsvirksomhed, blev anset for at være lønmodtager, se TfS 1995, 154.

Skatteydere, hvis indkomst ikke er A-indkomst, kan ikke automatisk anses

for selvstændige erhvervsdrivende. Honorar for undervisning, artikler, mindre

forfattervirksomhed mv., kan f.eks. ikke betegnes som egentlig erhvervsmæssig

virksomhed. En statsautoriseret revisor, der var ansat i et revisionsfirma,

kunne ikke foretage henlæggelse til investeringsfond af en B-indkomst på ca.

10.000 kr. som honorar for udført revisionsarbejde for et interessentskab og

de to interessenter, idet man ikke fandt, at en sådan begrænset

revisorbistand kunne anses som selvstændig erhvervsvirksomhed, lsr. 1985.47.

E.A.4.3 Eksempler på selvstændig erhvervsvirksomhed

I VLD af 7. april 1988 (Skat 1988.6.322) (TfS 1988.228) blev en

provisionslønnet filialbestyrer i et større forsikringsselskab anset

berettiget til at overføre en overskudsandel til hustruen. Filialbestyreren

var ansat på funktionærvilkår, selskabet stillede kontor til rådighed for

ham, og hans driftsomkostninger androg efter overførsel af en del af

overskuddet til den medhjælpende ægtefælle ca. 25.000 kr. årligt. Flertallet

af dommerne lagde til grund: »at sagsøgeren uanset sin stilling som

lønmodtager i meget vidt omfang selv har tilrettelagt sit arbejde. Det lægges

videre til grund, at sagsøgeren, der alene er provisionslønnet uden

garanteret minimumsløn, ikke har kunnet oppebære en indtægt, der ligger

væsentligt over den gennemsnitlige for assurandører i det pågældende selskab

uden at gøre brug af betydelig mere kontorassistance end den, selskabet ville

stille til rådighed for ham. Sagsøgerens driftsudgifter findes således at

ligge væsentligt udover, hvad der er sædvanligt i lønmodtagerforhold.

Herefter og når tillige henses til karakteren og omfanget af det arbejde,

sagsøgerens ægtefælle har udført, findes sagsøgeren at have drevet

erhvervsvirksomhed i den forstand, hvori begrebet er anvendt i den tidligere

§ 37 A i kildeskatteloven«.

Se også Skat 1989.4.330 (lsr.) (TfS 1989.248), hvor en assurandør med en

indtægt på 558.598 kr. og driftsudgifter på 94.521 kr. blev anset for

selvstændig erhvervsdrivende, samt TfS 1995, 458.

Skat 1988.4.220 (TfS 1988.182). En arkitekt, der var vurderingsinspektør

for et realkreditinstitut, blev anset for at drive selvstændig

erhvervsvirksomhed. Han var provisionslønnet og havde aflønnet en freelance

vurderingsinspektør med honorar pr. vurderingssag. Der var ydet et mindre

tilskud til hans kontorhold, men det havde langt fra dækket de faktiske

kontorholdsudgifter mv. Kontorarbejdet var udført af ægtefællen, der dagligt

havde arbejdet 5-6 timer for ham. Landsskatteretten fandt efter de

foreliggende oplysninger, herunder karakteren, omfanget og

vederlæggelsesformen for klagerens hverv, sammenholdt med, at klageren selv

afholdt lønomkostninger og til dels økonomisk bar omkostningerne ved

kontorholdet, at klageren måtte anses som selvstændig erhvervsdrivende,

hvorfor han var berettiget til at foretage fradrag for medhjælpende

ægtefælle, idet ægtefællens bistand opfyldte betingelserne herfor.

I ØLD af 28. aug. 1980 (Skd. 56.67) anerkendtes en handelsagent som

selvstændig erhvervsdrivende. Den pågældende arbejdede fra egne lokaler med

to væsentlige agenturer fastlagt i skriftlige aftaler. Agenturerne blev

drevet uden fremmed medhjælp fra agentens hjem. Alle udgifterne ved

salgsarbejdet afholdtes af agenten, der selv disponerede over sin tid uden

nogen form for instruktion fra agenturgivernes side i øvrigt. Agenten optog

ordrer, der blev sendt til agenturgiveren, som derefter sendte

ordrebekræftelse til kunden. Agenten hæftede ikke for varernes betaling. En

ingeniør havde i en periode været udlånt til Naturgas Syd. Efter periodens

udløb fik ingeniøren mulighed for fortsat tilknytning til virksomheden. Det

var Naturgas Syd's politik, at medarbejdere, for hvilke der ikke kunne

påregnes varig ansættelse i virksomheden, ikke blev ansat i selskabet, men

blev tilknyttet selskabet som konsulenter, enten som selvstændige eller

gennem større ingeniør -og konsulentfirmaer. Da ingeniøren ikke kunne påregne

videreansættelse i sit oprindelige firma, etablerede ingeniøren sig som

selvstændig erhvervsdrivende, blev momsregistreret, meldte sig ind i en

arbejdsløshedskasse for selvstændige, tegnede forsikring for at sikre sig i

tilfælde af sygdom og indrykkede annonce om sin rådgivningsvirksomhed i den

lokale telefonbog. Ingeniøren blev herefter tilknyttet Naturgas Syd som

konsulent på samme vilkår som andre konsulenter. Dette indebar, at der alene

blev ydet honorar for faktisk udført arbejde, og ingeniøren var således ikke

berettiget til ferie, feriepenge eller løn under sygdom. Aftalen afskar ikke

ingeniøren fra at have andre hvervgivere, og ingeniøren indrettede et lokale

til brug for virksomheden i hjemmet og anskaffede ligeledes edb-udstyr. En

ikke uvæsentlig del af virksomheden blev udført fra bopælen. Retten lagde til

grund, efter indhentede branceoplysninger, at det ikke kunne anses for

usædvanligt, at aftalen var tidsbegrænset og indeholdt opsigelsesvarsel,

eller at den månedlige afregning af honorar skete efter forud aftalte

takster. Det blev heller ikke anset for usædvanligt, at selvstændig

rådgivningsvirksomhed drives som enkeltmandsvirksomhed uden medarbejdere og

uden lejede lokaler. Efter en samlet bedømmelse fandt retten, at ingeniøren

drev selvstændig erhvervsvirksomhed, selvom Naturgas Syd reelt var

ingeniørens eneste hvervgiver. (Dissens) TfS 1996.7 (VLD). Efter ændringer i

forhandlerkontrakterne mellem grossist og tupperwareforhandlere fandt

Højesteret efter en samlet vurdering det for mest nærliggende at anse

tupperwareforhandlere for selvstændig erhvervsdrivende. Forhandlerne solgte i

henhold til en distributionsaftale firmaets produkter ved

"homeparties", og honoraret udgjorde en procentdel af de vejledende

udsalgspriser.

Bestillinger blev modtaget på stedet og indkøbt hos firmaet. Forhandlerne

havde således ikke noget lager. Retten lagde vægt på, at forhandlerne frit

kan bestemme deres arbejdstid, at de selv afholder alle udgifter, at disse

medfører en betydelig omkostningsprocent, at forhandlerne ikke anses som

lønmodtagere ved praktiseringen af ferieloven m. v., at de kan have andre

hvervgivere og antage medhjælp, at de er momsregistreret, samt at de påtager

sig en vis økonomisk risiko. TfS 1996.449 (HD).

Lsr. 1973.163. En repræsentant, der fra sin bopæl drev agentur med salg af

møbler fra flere fabrikker mod provision på 5-6 pct. og som ikke modtog nogen

godtgørelse for sine udgifter og ikke fik feriepenge, blev anset for

selvstændig erhvervsdrivende. Se også Skat 1989.2.153 (skd.) (TfS 1989.75).

I ØLD af 19. marts 1984 (Skd. 70.508) blev en direktør, der på

provisionsbasis solgte anparter for en investeringsfond, anset berettiget til

at overføre en overskudsandel til hustruen. Salgsarbejdet foregik fra et

kontor på ægtefællernes bopæl. Hustruen passede kontor og telefon i

dagtimerne, hvor manden var fuldtidsbeskæftiget som direktør i en anden

virksomhed. Overskuddet havde andraget 154.668 kr. Retten lagde vægt på, at

direktøren efter aftalen med fonden var berettiget til selv at tilrettelægge

salgsarbejdet, der var forbundet med et vist kontorhold, og den fornødne

kontorhjælp skulle han antage på egen hånd og i eget navn. Når dette

sammenholdtes med salgsarbejdets omfang og med den omstændighed, at hans

vederlag beroede på de præsterede salgsresultater, fandtes han at have drevet

»erhvervsvirksomhed«, således at

KSL § 37 A (nu § 25 A) kunne anvendes.

Skat 1988.5.299 (Ligningsrådet) (TfS 1988.233). En avisdistributør med 20

ansatte blev anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed. Han antog

selv budene, og han afgjorde selv, hvor mange der skulle ansættes. Vederlaget

blev udbetalt som et fast månedligt grundbeløb samt et beløb pr. avis.

Herudover modtog distributøren 12½ pct. af foregående års honorar til

dækning af udgift til ferieafløser. Ligningsrådet fandt efter en samlet

bedømmelse, at distributøren drev selvstændig erhvervsvirksomhed, navnlig

fordi der anvendtes lønnet medhjælp i betydeligt omfang.

Skat 1988.5.299 (Ligningsrådet) (TfS 1988.234). En professionel bokser

blev anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed. Hans indkomst, der

udgjorde ca. 500.000 kr. i alt, bestod af bokse-, sponsor- og

reklameindtægter mv. For at opnå denne indkomst havde han udover bil- og

rejseudgifter, driftsudgifter på 55.000 kr. bl.a. til træningsophold mv. og

sparringspartnere.

Skat 1988.5.300 (Ligningsrådet) (TfS 1988.222). Medlemmerne af en

folkemusikgruppe, hvis indtægter ved orkestervirksomheden i 1986 udgjorde ca.

400.000 kr. og i 1987 ca. 600.000 kr., kunne anvende virksomhedsordningen. I

1986 udgjorde udgifterne til impressario, reklame mv., mindre nyanskaffelser,

forsikring og vedligeholdelse ca. 82.000 kr., hvortil kom rejse- og

befordringsudgifter på ca. 40.000 kr. og udgifter til bånd og plader.

Skat 1988.5.301 (TfS 1988.236). En vognmand, der var ansat hos et renseri,

hvor han afhentede og udbragte vaske- og rensetøj, blev anset for at drive

selvstændig erhvervsvirksomhed. Han skulle selv anskaffe varevogn og sørge

for vedligeholdelsen af denne. Ved sygdom skulle han for egen regning ansætte

en afløser. Han fik ikke feriepenge, og han havde afståelsesret til sin rute,

dog således at køberen skulle godkendes af renseriet. Vognmanden modtog på

provisionsbasis 336.000 kr. i 1986, hvor hans udgifter til drift af varevogn

udgjorde 44.000 kr. ekskl. moms med tillæg af 8.000 kr. til renteudgifter på

varevognen og 25.000 kr. til afskrivning. Ligningsrådet fandt efter en samlet

bedømmelse af vognmandens ansættelsesforhold, at han kunne benytte reglerne i

VSL på indkomsten fra renseriet.

Told- og Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at vognmænd, der

foretager kørsel med handicappede og bringer mad ud til disse, driver

selvstændig erhvervsvirksomhed. Vognmændene ejer selv deres vogne og har

betydelige driftsomkostninger, som de selv skal afholde. TfS 1995,155.

Skat 1988.3.146 (lsr.) (TfS 1988.102). En provisionslønnet sælger af

avlsdyr blev efter det oplyste, herunder især aflønningsformen, anset for

omfattet af

KSL § 37 A (nu § 25 A), hvorfor han var berettiget til overførsel af

indkomst til medarbejdende ægtefælle, da betingelserne i øvrigt var opfyldt.

Skat 1987.6.449 (skd.) (TfS 1987.327). Lægevagtskørsel ved Københavns

Lægevagt, der udføres af vagtlæger med selvstændig ydernummer, anses for

at være selvstændig virksomhed. Det samme gælder lægevagtskørsel uden for

København, hvor lægevagtsordningen udføres af de praktiserende læger, jf.

Skat 1988.2.86 (lsr.) (TfS 1988.67).

Skat 1987.10.743 (Ligningsrådet) (TfS 1987.483). En skatteyder, der på en

nedlagt landbrugsejendom havde etableret døgnplejehjem med plads til 4

beboere, blev anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed.

Bruttoindtægten udgjorde 1 mio. kr., mens udgifterne til lønninger, kost,

administration, lokaleomkostninger og renteudgifter mv. beløb sig til 800.000

kr.

Lsr. 1979.164. En kreaturhandler på et eksportmarked blev på grund af sin

særlige stilling som kommissionær, der handlede for egen regning og risiko,

anset for berettiget til at henlægge til investeringsfond af

provisionsindtægter, som ansås at hidrøre fra selvstændig virksomhed.

Indtægt ved almindelig forfattervirksomhed må anses for erhvervet ved

selvstændig erhvervsvirksomhed.

E.A.4.3.1 Eksempler, hvor der ikke forelå selvstændig erhvervsvirksomhed

Lsr. 1980.85. Stillingen som postekspeditør anses ikke for selvstændig

virksomhed.

Skd. 32.102. Partfiskeri blev ikke anset for selvstændig

erhvervsvirksomhed i et tilfælde, hvor fiskeren ikke selv ejede kutteren.

Aktiebesiddelse anses ikke for selvstændig virksomhed. Dette gælder selv

om skatteyderen er hovedaktionær og har den afgørende indflydelse på

selskabet. Se endvidere lsr.1974.189 (licensindtægter fra et af skatteyderen

behersket selskab ikke anset som indtægt ved selvstændig virksomhed).

En assurandør, der fik stillet kontor og sekretærhjælp til rådighed af

arbejdsgiveren, blev anset for lønmodtager, og derfor ikke berettiget til at

indtræde i virksomhedsordningen. Hans egne udgifter i forbindelse med

erhvervet afveg ikke væsentligt fra sædvanlige lønmodtagerudgifter. Skat

1990.5.378 (lsr.) (TfS 1990.247)

T&s nyt 1991.4.223 (Told- og Skattestyrelsen) (TfS 1991.108). Lodser

ved regulerede lodserier anses for lønmodtagere.

En disponent i et vinfirma havde samtidig indtægter fra kurser om vin

inden for fritidsundervisningssektoren. Indtægterne herfra kunne ikke anses

for erhvervet ved selvstændig virksomhed. Skat 1990.8.624 (lsr.) (TfS

1990.370).

Lignende dokumenter