Spring til indhold

Retsinformation

PERSONBESKATNING 1989 AFSNIT PC - PRINCIPPERNE FOR INDKOMSTOPGØRELSEN

STV nr 20016 af 01/01/1989Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afsnit PC - Principperne for indkomstopgørelsen

1. Bruttoindkomsten

1.1. SL § 4 Indkomstbegrebet

Udgangspunktet for opgørelsen af den skattepligtige indkomst er SL §§ 4-6.

Statsskattelovens indkomstbegreb bygger på et nettoindkomstprincip, hvorefter

det er bruttoindkomsten minus de udgifter, der er afholdt for at erhverve

indkomsten, som skal beskattes.

SL § 4 opstiller den almindelige hovedregel for beregningen af

bruttoindkomsten. Efter § 4 skal alle indtægter, såvel engangsindtægter som

tilbagevendende indtægter, medregnes ved indkomstopgørelsen uden hensyn til

den nærmere karakter af den virksomhed eller de omstændigheder, der har ført

til erhvervelsen. Det er således principielt uden betydning, om indtægten er

resultat af positive indkomstbestræbelser (f.eks. virksomhed som lønmodtager

eller selvstændig erhvervsdrivende) eller en uventet erhvervelse (f.eks. en

gevinst eller en gave).

Bestemmelsen indeholder ikke en udtømmende opremsning af eksempler på

skattepligtige erhvervelser.

Skattepligten omfatter alle erhvervelser af økonomisk værdi, og det er

derfor uden betydning, om indtægten fremtræder i form af penge eller et andet

aktiv af økonomisk værdi.

SL § 5 opstiller nogle undtagelser til indkomstbegrebet i § 4 (se C 1.2)

og § 6 indeholder reglerne om, hvilke udgifter der kan fratrækkes ved

beregningen af nettoindkomsten (se C 2). Herudover indeholder den øvrige

skattelovgivning undtagelser til § 4 (se C 1.3).

I det følgende omtales nogle mere specielle former for indtægter.

Hobbyvirksomhed

Hobbyvirksomhed adskiller sig fra erhvervsmæssig virksomhed ved ikke at

være indrettet med indtægtserhvervelse som et primært formål.

Overskud ved hobbyvirksomhed skal medregnes ved indkomstopgørelsen som

personlig indkomst. Ved opgørelsen af overskuddet, det vil sige

Læs alt

nettoindkomsten, kan kun fratrækkes de omkostninger, der har været forbundet

med opnåelsen af indkomsten, og et eventuelt underskud kan således ikke

fratrækkes i anden indkomst. Dette skyldes hobbyvirksomhedens private

karakter. Underskud kan heller ikke fremføres til modregning i senere

års overskud fra hobbyvirksomheden, jfr. Skat 1985.11.314.

Se dog Skat 1989.4.344, hvor et hundehold, der bestod af to, senere

tre avlstæver, blev anset for hobbyvirksomhed, men i avance salg af hvalpe

blev tilladt fradraget et skønsmæssigt beløb, der b anset for medgået til at

frembringe overskud, også selv om udgifte afholdt tidligere år.

Eventuelle renteudgifter, der kan henføres til en hobbyvirksomhed, kan dog

fratrækkes efter samme regler, som gælder for andre private renteudgifter, se

F 3.

Gevinst og tab på aktiver anvendt i en hobbyvirksomhed er bortset fra

spekulationstilfælde indkomstopgørelsen uvedkommende, jfr. hovedreglen i SL §

5a.

Bedømmelsen af, om en virksomhed er erhvervsmæssig eller af hobbykarakter,

afhænger af en samlet vurdering af, om der er rimelig udsigt til, at

virksomheden i det lange løb vil give overskud, og at dette har været

skatteyderens formål. Se særligt R 3.6 (lystgårde) og R 4.3 (stutteri og

væddeløbsheste).

I HD af 18.juni 1984 (skd.71.785) blev en direktør i en

automobilvirksomhed nægtet afskrivning og fradrag for underskud ved

udlejning af en lystbåd.

Båden, en motorsejler med 10 køjepladser, var anskaffet i 1977 for 435.882

kr. Båden blev søgt udlejet dels gennem et udlejningsbureau med kontor i

Bremen og Hurup, dels gennem annoncering i danske og tyske aviser.

Højesteret lagde til grund, at sagsøgeren - uanset at det måtte antages,

at han havde udfoldet normale udlejningsbestræbelser - ikke ved sin

udlejningsvirksomhed havde udsigt til at opnå indtægter, der ville stå i

rimeligt forhold til størrelsen af den kapital, han havde investeret i båden.

Under hensyn hertil, til det oplyste om udlejningsvirksomhedens omfang, samt

til, at udlejningsvirksomheden ikke havde nogen naturlig sammenhæng med hans

erhvervsmæssige forhold i øvrigt, fandt Højesteret, at virksomheden ikke

kunne anses for erhvervsmæssig.

Eksempler fra praksis i øvrigt

Fradrag for underskud er godkendt i følgende tilfælde:

VLD af 14.maj 1980 (Skd.56.92), ØLD af 20.maj 1981 (Skd.59.383) og

lsr.1981.39, der alle angik bådudlejning.

Lsr.1976.86 (Skd.52.63) (drift af orkidegartneri).

Lsr.1977.47 (virksomhed som koncertarrangør).

Lsr.1978.43 (drift af hundekennel).

Lsr.1981.40 (drift af privatskole, selv om formålet ikke var opnåelse af

overskud).

Lsr.1982.145 (I/S med formål at drive revyer, udstillinger m.v.)

Drift af frimærkehandel anset erhvervsmæssig, blandt andet under hensyn

til størrelsen af salgsindtægter på mellem 50.000 og 84.000 kr.

Falckredders drift af en større personalekrævende fiskekutter anset for

erhvervsmæssig.

Fradrag for underskud er ikke godkendt i følgende tilfælde:

ØLD af 25.okt. 1979 (Skd.52.63) (drift af hundekennel).

ØLD af 28.okt. 1982 (Skd.65.194) vedr. juletræsproduktion.

VLD af 22.dec. 1982 (Skd.71.842) (tab ved salg af lystbåd, købt til

udlejning).

Lsr.1974.39 (drift af et kommanditselskabs golfbane m.v.)

Lsr.1975.50 (drift af antikvitetsforretning med begrænsede åbningstider).

Et kommanditselskab, der agtede at opføre en tennishal med 2 baner på

lejet grund, kunne ikke anses at drive erhvervsmæssig virksomhed, idet der

til hver af selskabets 170 anparter knyttede sig en ret til

vederlagsfri benyttelse af en tennisbane i 1 time pr. uge, ialt 170

timer af en samlet anvendelse af hallen på 182 timer pr. uge.

Brugsret

I følge SL § 4b beskattes værdien af bolig i egen ejendom, se afsnit G.

Bestemmelsen er en undtagelse til en almindelig hovedregel om, at brugsretten

til egne aktiver ikke beskattes. Beskatningen indtræder alene, i det omfang

brugsretten tilfører skatteyderen et udbytte af økonomisk værdi, se

lsr.1971.22 og 231, hvor værdien af en jagtret på egen ejendom ikke blev

beskattet, mens værdien af selve jagtudbyttet blev beskattet.

Værdien af brugsret over egne løsøregenstande beskattes ikke.

Den økonomiske fordel ved gratis brug af andres aktiver skal derimod

beskattes, jfr. SL § 4b eller eventuelt som løn, jfr. SL § 4a (D 1.7 og D

1.9), som en udbytteindtægt, jfr. SL § 4e, som en gave, jfr. SL § 4c eller

efter gaveafgiftsreglerne (E 3 og E 4).

Besparelser

Bortset fra løn-, udbytte- og gavetilfælde, jfr. ovenfor om brugsret,

beskattes besparelser ikke. Se også L 3.1 om eget vareforbrug og L 3.2 om

værdi af eget arbejde.

Forældelse - gældseftergivelse

En fordel opnået ved forældelse eller gældseftergivelse er i visse

tilfælde skattepligtig i medfør af SL § 4, se nærmere L 3.6.6.

Strafbar erhvervelse

At en indkomst er erhvervet ved en strafbar handling, udelukker ikke, at

indkomsten kan beskattes. Dette gælder også, selv om indtægten eventuelt kan

konfiskeres. Det anførte gælder især, hvor den ulovlige indtægt er opnået

gennem en retshandel.

Det følger af det almindelige retserhvervelsesprincip (se C 3.1), at der

ikke sker beskatning af indtægter, der ikke er erhvervet ret til. Indtægt ved

f.eks. tyveri er derfor ikke skattepligtig.

Om fradragsret for tab ved konfiskation henvises til F 5.

Udenlandsk indkomst

Det er ifølge SL § 4 uden betydning for skattepligten, om indtægten

erhverves i Danmark eller i udlandet.

I særlovgivningen og især i de med en række lande indgåede

dobbeltbeskatningsoverenskomster er der foretaget begrænsninger i dette

globalindkomstprincip, se nærmere »Skattepligt og

Dobbeltbeskatning«.

1.2. SL § 5 Formuebevægelser

SL § 5 indeholder en negativ afgrænsning af indkomstbegrebet i SL § 4.

§ 5 bygger på en fundamental sondring mellem indkomst (udbytte) og

indkomstgrundlag (formue). Udgangspunktet er, at selve grundlaget for

erhvervelsen af indkomsten er indkomstopgørelsen uvedkommende, og at det

alene er afkastet af indkomstgrundlaget, der skal medregnes ved

indkomstopgørelsen.

1.2.1. § 5 Salg af aktiver

I følge § 5a skal urealiserede værdisvingninger på aktiver ikke

medregnes ved indkomstopgørelsen. Gevinst og tab konstateret ved salg

(eller anden afståelse) af aktiver, der har karakter af

omsætningsformue, dvs., at de er anskaffet som led i næring eller i

spekulationsøjemed, skal medregnes ved indkomstopgørelsen.

Realisationsprincippet i § 5a er modificeret af særregler i den øvrige

skattelovgivning. Som eksempler kan nævnes reglerne om landbrugets

besætninger (R 1) og om kursgevinster og kurstab, når lagerprincippet

anvendes (E 5.3).

Hovedreglen i § 5a, om at alene realiseret gevinst og tab på

omsætningsformuen skal medregnes ved indkomstopgørelsen, er senere

blevet erstattet af særlovgivning for langt de fleste aktivtypers

vedkommende. Som de vigtigste eksempler kan nævnes AL, EBL, ABL og LOSI.

Private aktiver

Indtægt ved salg af private aktiver, f.eks. indbo eller frimærke-, mønt-

og bogsamlinger, er som udgangspunkt skattefri efter hovedreglen i § 5a.

Dette gælder principielt uden hensyn til indtægtens størrelse. Rent

bevismæssigt vil en betydelig indtægt dog kunne indicere, at der er tale om

salg af en omsætningsformue (næring eller spekulation).

Den skattemæssige behandling afhænger således af en bedømmelse af, om

aktivet er rent privat, eller om det er solgt som led i en erhvervsmæssig

virksomhed eller som led i en spekulationsforretning.

Det har især været handel med malerier, mønter, frimærker og antikviteter,

der i praksis har givet anledning til problemer i relation til afgrænsningen

privat/erhverv.

Erhvervsmæssige aktiver

Hvad angår reglerne om gevinst og tab på erhvervsmæssige aktiver, f.eks.

varelager, driftsmidler, skibe, bygninger, finansielle aktiver og

immaterielle rettigheder henvises til omtalen i de respektive særafsnit.

I ØLD af 27.feb. 1987 (Skat 1987.4.269) blev en skatteyder ikke beskattet

af fortjeneste ved salg af mønter, mineraler og andre effekter, da det ikke

tilstrækkeligt sikkert kunne antages, at der forelå erhvervsmæssig

virksomhed.

Om beskatning ud fra et spekulationssynspunkt, se lsr. 1965.31 og

116.

Barrer af sølv og platin, ensartede mønter i stort antal f.eks.

Krugerrands og uindfattede diamanter anses normalt erhvervet i

spekulationshensigt. Se SD's revisionsmeddelelse 1983-2 om investering i

ædelmetaller samt ØLD af 13. april 1984 (skd. 71.717).

Tab på sølvbarrer på grund af sælgerfirmaets underslæb og konkurs

kan ikke fratrækkes, idet fradrag af et spekulationstab i medfør af SL § 5 a

forudsætter, at der er tale om »et handelstab eller et tab, der

ganske kan sidestilles hermed«, jfr. ØLD af 23.sept. 1985 (Skat

1985.10.273) og ØLD af 29.okt. 1985 (Skat 1986.2.120).

Hvis private samlere går over til at drive erhvervsmæssig handel

med deres samlerobjekter godkendes det i praksis, at den del af den private

samling, der overgår til den nystartede forretning som varelager, kan

optages til handelsværdien (med fradrag af normal bruttoavance) på

dette tidspunkt som primovarelager , jfr. VLD af 6.okt. 1983 (skd. 69.225),

hvor overførslen af en møntsamling til forretningen skete over en årrække.

Genstande, der bevises at være erhvervet, før den erhvervsmæssige virksomhed

er påbegyndt, og som ikke er overført som varelager til forretningen, kan

fortsat sælges uden beskatning af fortjenesten.

Genstande erhvervet efter at den erhvervsmæssige virksomhed er i gang, vil

som altovervejende hovedregel skulle anses for anskaffet som et led i

virksomheden. Se også skd.cirk. nr.120 af 9.okt. 1986 om KGL, pkt.24.

Spekulation

Spekulationsbeskatningen i SL § 5a er ophævet for aktiver omfattet af ABL

og EBL samt aktiver og passiver omfattet af KGL. Bortset fra disse særregler

skal fortjeneste ved salg af aktiver anskaffet i spekulationshensigt medtages

ved indkomstopgørelsen, ligesom tab kan fratrækkes.

I spekulationsbegrebet ligger for det første et krav om, at det pågældende

aktiv skal være erhvervet i den hensigt at videresælge det, og for det andet

et krav om, at dette skal være sket med det formål at opnå en fortjeneste.

Kun når begge disse betingelser er opfyldt, foreligger der spekulation i

skattemæssig forstand.

Efter bestemmelsens ordlyd er det tilsyneladende alene salg, der kan

udløse en spekulationsbeskatning, men i praksis har man sidestillet

ekspropriation med salg, lsr. 1939.133 og lsr. 1967.123, og det samme

gælder mageskifte, lsr.1968.115, og modtagelse af forsikrings-

eller erstatningssummer, HD af 20. december 1979 (skd.53.157).

Det antages i praksis, at en oprindelig foreliggende

spekulationshensigt ved erhvervelsen kan opgives med den

virkning, at der ikke kan gennemføres nogen beskatning ved afståelse.

I lsr.1969.113 blev spekulationsbeskatning gennemført, selv om aktivet

blev foræret bort som en gave.

En bortgivelse af spekulationsobjektet indicerer dog normalt, at den

oprindelige spekulationshensigt må anses opgivet, se lsr.1967.37 og 1976.129.

1.2.2. Gaver, arv og forskud på arv

Efter SL § 5b skal gaver, der er omfattet af afsnit III i lov om afgift af

arv og gave, ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

På tilsvarende måde er forskud på såvel falden som ikke falden arv

fritaget for indkomstbeskatning, uanset slægtsforholdet mellem yder og

modtager. Arv kan, hvad enten der er tale om arv efter loven eller efter

testamente, aldrig beskattes som skattepligtig indkomst, men der vil ved

arvedelingen kunne forekomme gavedispositioner, der kan udløse beskatning. Se

E 4.1.7.

1.2.3. Erstatning og forsikringsydelser

En modtagen erstatning skal som udgangspunkt behandles som det tab,

erstatningen ydes for.

Erstatning for tab af et aktiv skal behandles som et afståelsesvederlag

for aktivet. Dette fremgår udtrykkeligt af AL, ABL, EBL og LOSI.

Skattefriheden for brandforsikringssummer m.v., jfr. SL § 5b, skal således

forstås med de modifikationer, der følger af den øvrige lovgivning.

Erstatning for varelager skal også behandles som afståelsesvederlag og er

derfor skattepligtig.

Hvis erstatningen ikke dækker tab af et omsætteligt aktiv, vil det

afgørende være, om der er tale om erstatning for en mistet skattepligtig

indtægt eller dækning af en fradragsberettiget udgift - i så fald skal

erstatningen medregnes ved indkomstopgørelsen.

Hvis erstatningen derimod dækker et tab af selve indkomstgrundlaget, et

ikke fradagsberettiget formuetab eller en skattefri indtægt, skal

erstatningen ikke beskattes.

Periodisk løbende erstatningsydelser er normalt

indkomstskattepligtige.

Godtgørelse, ydet i anledning af forsinket udbetaling af et negativt

momstilsvar, blev anset for ydet til dækning af renter, og erstatningen var

derfor skattepligtig, skd.64.41.

I Skat 1988.2.83 måtte en sparekasse betale en erstatning til en køber af

et hus, som havde anmodet sparekassen om at foretage kurssikring af

ejerskiftelånet. Sparekassen undlod at foretage den aftalte kurssikring, og

køberen af huset blev derfor påført et tab i form af forøgede

prioritetsudgifter. Skatteyderen gjorde gældende, at erstatningen var

beregnet til dækning af formuetabet efter inflation og skattefordele og

derfor ikke var skattepligtig. Landsskatteretten anså erstatningen for

skattepligtig, idet den skulle dække fradragsberettigede renter. Afgørelsen

er indbragt for landsretten.

På grund af formalitetsmangler, som et revisionsfirma påtog sig ansvaret

for, var en skatteyder gået glip af muligheden for at foretage henlæggelse

til investeringsfond. Revisionsfirmaet ydede en erstatning på 30.000 kr. Den

del af erstatningsbeløbet, der kunne henføres til den forøgede formueskat

(13.831 kr.) og 8%-tillægget til restskatten i henhold til KL § 61, stk.2

(7.772 kr.), som ikke kunne genindvindes ved den fremtidige

skattebetaling, blev ikke anset for skattepligtig, hvorimod den

resterende del af erstatningsbeløbet, der var kompensation for den

tidsmæssige fremrykning af skattebetalingen, skulle beskattes, jfr. VLD

af 27. aug. 1984 (skd. 72.100).

Lsr.1982.40, skattepligt af en del af en erstatning, der dækkede tidligere

fratrukne udgifter, hvorimod den resterende del af erstatningen, der dækkede

en yderligere skattebetaling, var skattefri. Lsr.1981.42, skattepligt af

erstatning for flyvehavre på en nyerhvervet landbrugsejendom.

Erstatningssummen svarede til udgifterne til rensning af ejendommen.

Landsskatteretten lagde vægt på, at der ikke var tale om en varig forringelse

af ejendommen, men derimod om en forringelse, som kunne afhjælpes ved

rensning af ejendommen, og de hermed forbundne udgifter ville kunne

fratrækkes. Skat 1986.8.514, skattepligt af den del af erstatningen for nogle

mistede bundgarnsrettigheder, der skulle dække indtægtstabet, hvorimod den

resterende erstatning, der dækkede tab af indkomstkilden, var skattefri.

I forbindelse med et revisorinteressentskabs opløsning havde

parterne aftalt en konkurrenceklausul, hvorefter der skulle betales

erstatning, hvis en af parterne overtog den andens klienter efter

interessentskabets opløsning. En erstatning ydet i henhold hertil blev

anset for almindelig indkomstskattepligtig som henhørende under

parternes næring, Skat 1987.7.514.

Erstatninger for forstyrrelse af stilling og forhold samt

erstatninger for rent private udgifter skal normalt ikke medregnes

ved indkomstopgørelsen. Det samme er tilfældet med erstatninger for

ærekrænkelser samt erstatning for svie og smerte, lyde og

vansir. Erstatning for opgivelse af eneretten til et familienavn

er skattefri.

Afløsningssummer

Afløsningssummer, der som engangsbetaling træder i stedet for en

skattepligtig løbende ydelse, er som udgangspunkt skattefri, se E 3.1 og L

6.1.4.

SL § 5 d og LL § 9, stk.5

Ifølge SL § 5d er dagpenge- og rejsegodtgørelse, modtaget under udførelse

af offentlige hverv, der gør det nødvendigt for den pågældende at tage ophold

uden for hans hjemstedskommune, ikke skattepligtige.

Dette princip er videreført i LL § 9, stk.5, hvorefter godtgørelser, der

udbetales af en arbejdsgiver, for lønmodtagerens rejse- og

befordringsudgifter ikke skal medregnes ved indkomstopgørelsen, såfremt

godtgørelsen ikke overstiger satser, der fastsættes af ligningsrådet. Se

nærmere D 1.6.

1.3. Skattefri indtægter

En række indtægter er i særlovgivningen fritaget for skattepligt, hvor

dette ikke følger af SL's regler.

1.3.1. LL § 7

LL § 7 hjemler skattefrihed for indtægter af vidt forskellig karakter,

uden at skattefriheden bygger på noget fælles synspunkt. Det drejer sig dels

om nogle understøttelser og hædersgaver til deltagerne i de to verdenskrige

og disses efterladte, dels om en række socialt eller medicinsk betingede

ydelser og endelig om nogle ydelser, hvis størrelse er fastsat under hensyn

til skattefriheden:

§ 7 a og 7 v

Indsamlede hædersgaver. Hæderspriser, der udbetales i henhold til

Nobelstiftelsens Grundstadgar, samt Nordisk Råds Litteratur- og Musikpris.

§ 7 b-7 h samt § 7 k-7 m

Hædersgaver og understøttelser med oprindelse i de to verdenskrige eller

større skibskatastrofer.

§ 7 i og 7 p

Invaliditetsbeløb, invaliditetsydelser og førtidsbeløb, der er udbetalt i

henhold til lov om invalidepension og førtidspension m.v., (lov om social

pension), personlige tillæg og invaliditets-, bistands- og plejetillæg, der

er udbetalt i henhold til lov om invalidepension og førtidspension m.v. eller

folkepensionsloven (lov om social pension) samt børnetilskud, forskudsvis

udbetaling af børnebidrag og af bidrag i anledning af dåb og konfirmation,

samt overgangsbeløb efter § 28 i lov om børnetilskud og forskudsvis

udbetaling af børnebidrag.

§ 7 j

Understøttelser og andre lignende ydelser, der af offentlige myndigheder

og institutioner udredes i henhold til lov om social bistand.

§ 7 n

Erstatning efter lov nr.219 af 23.april 1986 om erstatning for skader ved

LSD-behandling, udbetalt den 1.juni 1986 og senere.

§ 7 o

Beløb, der hidrører fra udbetaling af beboerindskud i almennyttigt

boligbyggeri.

§ 7 r og 7 s

Udbetalinger, hvis størrelse er fastsat af det offentlige under

hensyntagen til skattefriheden (visse tillæg til udenrigsministeriets

tjenestemænd og værdien af soldaters frie ophold).

§ 7 t

Erstatninger, der udredes i henhold til forligsaftale af 5.november 1969

mellem det svenske aktieselskab Astra og repræsentanter for neurosedynskadede

børn (thalidomidskadede børn).

§ 7 x

Engangsbeløb efter lov om arbejdsskadeforsikring, lov om erstatning til

tilskadekomne værnepligtige m.fl. og lov om erstatning for

vaccinationsskader. Bestemmelsen omfatter alene de engangsbeløb, der

udbetales ved udgangen af den måned, hvori den erstatningsberettigede

fylder 67 år.

§ 7 y

Beløb, der indbetales af plejeforældre på en uddannelseskonto

efter lov om uddannelsesopsparing eller opspares i henhold til en

boligsparekontrakt efter lov om boligsparekontrakter.

§ 7 z

Ydelser til en person fra en fond, stiftelse, forening m.v., som er

godkendt af socialministeren, og hvis formål er at støtte socialt eller

sygdomsbekæmpende arbejde. Ydelser fra en fond m.v., der overstiger

5.000 kr. inden for et kalenderår, medregnes dog til den skattepligtige

indkomst med den del af værdien, der overstiger 5.000 kr. Se skd.cirk. nr.103

af 13.sept. 1988, pkt.8.

§ 7 æ

Eftergivet studiegæld efter kapitel 3 og 4 i lov om tilskud til afvikling

af studiegæld og om eftergivelse af studiegæld.

Udenlandske socialforsikringsydelser og erstatninger udbetalt i henhold

til udenlandsk ulykkesforsikringslovgivning er ikke

omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i LL § 7, se lsr.1981.52 og

1982.188.

1.3.2. LL § 7 F 7 G, 7 H, 7 I og 7 J

Ifølge LL § 7 F skal følgende ydelser ikke medregnes i den skattepligtige

indkomst:

1) boligstøtte ydet i henhold til lov om individuel boligstøtte samt

efter § 19 i lov om boliger for ældre og personer med handicap.

2) tilskud efter § 37, stk.1-3, § 40, stk.1-2, § 44, stk. 2, § 45, stk.1,

§ 46, stk.1-2, § 47, stk.1, og § 62, stk.2, i lov om byfornyelse og

boligforbedring.

3) tilskud efter saneringslovens § 64 a, stk.1, og § 64 b, stk.1-2.

Se endvidere G 5.1.2.

Den del af udgifterne, som svarer til de foran nævnte skattefri tilskud

m.v., kan ikke fradrages ved indkomstopgørelsen eller medregnes ved

opgørelsen af grundlaget for skattemæssige afskrivninger og medregnes ikke

til anskaffelsessummen ved opgørelse af skattepligtig fortjeneste ved

afståelse af fast ejendom.

Ifølge LL § 7 G skal beløb, der udloddes fra en andelsboligforening til

andelshaverne, ikke medregnes ved indkomstopgørelsen i det omfang beløbet

hidrører fra et tilskud i henhold til byfornyelses- og boligforbedringslovens

§ 56, stk.1, eller saneringslovens § 64 c.

En udførlig redegørelse om disse bestemmelser findes i skd.cirk. af

21.oktober 1983 om ændringer i LL.

AUD-bidrag

Bidrag til arbejdsmarkedsuddannelsesfonden, som arbejdsgiveren har

tilbageholdt i arbejdstagerens løn, skal ifølge LL § 7 H ikke medregnes i

indkomsten.

LL § 7 I

Beløb, der af staten udbetales som inflationsgaranti i forbindelse med

Danmarks Skibskreditfonds udstedelse af indeksregulerede obligationer til

finansiering af ny- og ombygning af skibe, er ifølge LL § 7 I skattefri for

låntager.

LL § 7 J

Afdragsbidrag, der efter § 13 i lov om refinansiering af realkreditlån

m.v. i landbrugsejendomme og §§ 2a-2c i lov om indeksregulerede realkreditlån

m.fl. af staten ydes til jordbrugslån, er ifølge LL § 7 J skattefri for

låntager.

1.3.3. Visse indtægter ved spil

Efter SL § 4 skal indtægter ved spil, herunder lotterispil, samt ved

væddemål medregnes ved indkomstopgørelsen, men en lang række gevinster fra

lotterispil, tipning og præmieobligationer er dog undtagne fra

skattepligt, se nærmere E 4.6.

1.3.4. Bidrag samt renter og bonus - pensionsordninger

Se I 3.4 om arbejdsgivers indbetaling til pensionsordning samt I 3.6 om

børneopsparings- og selvpensioneringskonti.

1.3.5. Boligopsparingspræmier

Præmier, der ydes af staten på boligopsparings- og

uddannelsesopsparingskonti, er i henhold til lovbkg. nr.145 af 20.marts 1987,

§ 8 og lov nr.727 af 29.okt. 1986, § 10 ikke indkomstskattepligtige, hvorimod

renter, der i pengeinstitutter tilskrives sådanne konti, er

indkomstskattepligtige.

1.3.6. Visse legater

Under visse betingelser skal legater, der ydes til gennemførelse af en

studierejse eller til gennemførelse af et videnskabeligt arbejde, ikke

beskattes, se E 3.5.2.

1.3.7. Omkostningstillæg - MF

De omkostningstillæg, der ydes medlemmer af folketinget med beløb, der

varierer efter medlemmets bopæl, er efter lov om valg til folketinget

skattefri.

1.3.8. Stipendier til udlændinge

Stipendiater fra udviklingslandene kan fritages for beskatning af de

stipendier, som de modtager her fra landet eller fra udlandet, jfr. den ved

tekstanmærkning til § 1 på de årlige finanslove givne bemyndigelse til

Skatteministeren.

Ansøgning indsendes til Skattedepartementet.

1.3.9. Børnefamilieydelsen

Den i lov nr.146 af 19.marts 1986 omhandlede børnefamilieydelse for børn

under 18 år er skattefri.

1.3.10. Hæmofilipatienter (blødere)

Godtgørelse udbetalt til hæmofilipatienter (blødere) i henhold til bkg.

nr.581 af 2.sept. 1987 skal ikke medregnes ved indkomstopgørelsen.

1.3.11. HIV-smittede AIDS

Godtgørelse til HIV-smittede blødere, HIV-positive transfusionssmittede og

deres efterladte medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige

indkomst, jfr. finansudvalgets aktstykke af 6.4.1988.

1.4. Afkald på indtægt

En skattepligtig indtægt skal som hovedregel medregnes ved

indkomstopgørelsen på tidspunktet for den endelige retserhvervelse, se C 3.1.

Er der først erhvervet ret til en indtægt kan et efterfølgende

afkald på at oppebære indtægten normalt ikke tillægges skattemæssig

betydning, jfr. f.eks. lsr.1950.142 og skd.76.753.

Hvis der gives afkald på en indtægt forud for tidspunktet for den endelige

retserhvervelse, skal der normalt ikke ske beskatning.

Beskatning indtræder dog, hvis modtageren i forbindelse med afkaldet

træffer beslutning om, hvordan indtægten skal anvendes (dispositivt afkald).

Det er en forudsætning for skattefrihed, at der gives et blankt

afkald over for den, der skulle have udredet vederlaget. Der skal f.eks.

ikke ske beskatning af en skuespiller, der uden vederlag optræder

for en velgørende forening, hvorimod beskatning skal ske, såfremt der

optrædes »gratis« imod, at der betales et beløb til et af

skuespilleren nærmere angivet formål, jfr. lsr.1973.122 (blankt afkald),

1974.29 (dispositivt afkald), skd.28.89 (dispositivt afkald).

Ifølge SD-cirk.nr. 379 af 25.marts 1974 er arbejdstagerrepræsentanter

i bestyrelser for aktieselskaber og anpartsselskaber

indkomstskattepligtige af bestyrelseshonorar, der tilkommer dem, selv om de

over for selskabet har givet afkald på honoraret til fordel for trediemand,

f.eks. LO, en lokal fagforening, en socialfond el.lign. Dette gælder selv om

den pågældende på forhånd uigenkaldeligt forpligter sig til sådant

(dispositivt) afkald for hele det tidsrum, hvori han er medlem af

bestyrelsen.

I tilfælde, hvor det er staten som institution, der har sæde i en

bestyrelse, erhverver den pågældende statstjenestemand ikke ret til honorar,

der afregnes til staten, og tjenestemanden skal derfor ikke beskattes af

honoraret. Dette gælder uanset, om honoraret af vedtægtsmæssige eller

administrative grunde udbetales til bestyrelsesmedlemmet for efterfølgende at

blive afregnet til statskassen.

Forældre og børn, der yder vederlagsfri arbejdsindsats ved rengøring,

reparationer m.v. på privatskoler, er ikke skattepligtige af værdien af

det præsterede arbejde, heller ikke hvor arbejdet i øvrigt ligger inden for

den pågældendes erhverv. Skattefriheden bortfalder dog, såfremt forældrene

f.eks. af hensyn til skolens opnåelse af statstilskud udskriver regninger med

angivelse af arbejdets værdi.

En tandlæge havde for tandlægebehandling af sin svigerfader udstedt

kvitterede regninger lydende på normalt honorar. Svigerfaderen havde på

grundlag heraf modtaget delvis refusion fra Fortsættelsessygekassen Danmark

og betalt det modtagne beløb til svigersønnen, der eftergav svigerfaderen det

resterende beløb. Tandlægen anførte, at det kun havde været meningen, at

svigerfaderen skulle betale et beløb svarende til de modtagne refusionsbeløb

og havde derfor kun indtægtsført disse beløb. Da der var udstedt kvitteret

regning som grundlag for refusionen fra sygekassen fandt landsskatteretten,

at forholdet måtte betragtes som et efterfølgende afkald, og at

regningsbeløbene derfor skulle medregnes i den skattepligtige indkomst med

det fulde pålydende, lsr.1986.3.

I VLD af 12.juni 1989 (Skat 1989.8.588) gav en lærer, der var ansat

under Skolesamvirket Tvind, afkald på løn. Da afkaldet efter omstændighederne

alene fandtes begrundet i muligheden for at undgå afregne A-skat, tillagdes

afkaldet ikke skattemæssig virkning.

Hovedaktionærer - rentefri udlån

Der henvises til LV SF 1.5 om fikseret vederlag i hovedaktionærforhold,

samt E 5.1.7 om rentefri udlån.

Om omgørelse henvises til E 4.1.9 (gavedispositioner) og LV SF 1.2.6

(hovedaktionærdispositioner).

2. Fradrag i bruttoindkomsten

SL § 6 indeholder hovedreglen for, hvilke udgifter medgået til

erhvervelsen af bruttoindkomsten, der kan fratrækkes ved beregningen af den

skattepligtige nettoindkomst.

2.1. § 6 a. Driftsomkostninger

De fradragsberettigede driftsomkostninger er i SL § 6 a beskrevet som

»de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og

vedligeholde indkomsten, derunder ordinære afskrivninger«.

Fastlæggelsen af driftsomkostningsbegrebet giver anledning til to

hovedafgrænsninger, dels over for de private udgifter, dels over for anlægs-

eller etableringsudgifter.

Skattereformen har ikke betydning for selve afgrænsningen af

driftsomkostningsbegrebet, men er alene af betydning for skatteværdien af

fradraget, se nærmere C 4.

2.1.1. Drift - privat

I SL § 6, stk.2, beskrives privatforbruget som udgifter anvendt til

»egen eller families underhold, betjening, nytte eller behagelighed, . .

til gaver eller på anden måde«.

I praksis er der ofte tale om en vanskelig bevisbedømmelse af, om en

udgift er privat eller erhvervsmæssig. Udgifter, der er sædvanligt

forekommende for de fleste skatteydere, uafhængigt af, om der udfoldes

bestræbelser på at erhverve indkomst, vil som hovedregel have karakter af

privatforbrug. Dette gælder f.eks. udgifter til beklædning, fortæring samt

privat bolig og husførelse. Uanset at sådanne udgifter indirekte kan siges at

være af betydning for muligheden for at erhverve indkomst, er fradrag

udelukket, idet afholdelsen af udgiften ikke kan siges at være foranlediget

af ønsket om at erhverve indkomst, men derimod er et udslag af rent private

interesser om behovstilfredsstillelse.

Fradragsret kommer dels på tale, hvor erhvervsudøvelsen påfører

skatteyderen påviselige merudgifter af den pågældende karakter, dels hvor der

i øvrigt påvises en konkret erhvervsmæssig begrundelse for at afholde

udgiften.

Afgrænsningen af privatforbruget giver i praksis især anledning til

vanskeligheder for lønmodtagere, se nærmere D 2.

I lsr.1982.126 blev en tandlæges udgifter til briller anset for

privatudgifter. Der var ikke tale om specielle arbejdsbriller, men

almindelige briller, der kunne anvendes privat.

Modsat i Skat 1989.4.336, hvor en tandlæges udgifter til briller blev

anset for driftsudgifter. Brillerne, der var uden styrke, virkede som

beskyttelsesbriller mod partikler i luften og blev i øvrigt opbevaret på

klinikken uden for arbejdstid.

En hospitalsansat læge, som p.g.a. et handicap måtte benytte

kørestol for at passe sit arbejde, kunne ikke afskrive

anskaffelsessummen, idet der blev henset til, at kørestolen udover at tjene

til udførelsen af det indtægtsgivende arbejde, virkede til afhjælpning af

brugerens handicap, lsr.1984.98.

I ØLD af 4.juni 1984 (Skd.71.760) blev en regnskabschef nægtet fradrag for

en udgift på 9.550 kr. til børnepasning.

I praksis opstår der ofte spørgsmål om fordeling af en udgift på

henholdsvis fradragsberettigede driftsomkostninger og privatudgifter. Dette

gælder f.eks. kørselsudgifter, repræsentationsudgifter samt kursus- og

rejseudgifter. Se nærmere D 2.3 og L 4.

2.1.2. Drift - anlæg

Afgrænsningen af driftsomkostningsbegrebet volder især vanskeligheder over

for de ikke fradragsberettigede anlægs- eller etableringsudgifter.

Anlægs-/etableringsudgifter er i SL § 6, stk.2 beskrevet som udgifter

»til formueforøgelse, til forbedring af ejendom, til udvidelse af næring

eller drift«.

I de seneste års domstolspraksis synes der at have vist sig en tendens til

en udvikling af driftsomkostningsbegrebet i retning af en udvidelse af

fradragsmulighederne for erhvervsmæssige udgifter, der afholdes inden for de

hidtidige naturlige rammer af en igangværende virksomhed.

Det altafgørende for fradragsretten er fortsat, at der foreligger en

aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde udgiften. Det vil sige, at

formålet er at erhverve skattepligtig indkomst, og at disse

indkomstbestræbelser ikke overskrider virksomhedens hidtidige rammer, jfr. SL

§ 6, stk.2, om »udvidelse af næring eller drift«. Udgifter, der har

til formål at tilvejebringe et nyt indkomstgrundlag, enten i form af start af

en helt ny virksomhed, eller udvidelse af en igangværende virksomhed ud over

dens hidtidige rammer, har karakter af etableringsudgifter.

Driftsmæssig begrundelse

Hvis der foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde en

udgift, vil der normalt ikke være grundlag for at kritisere størrelsen eller

den mere eller mindre rimelige begrundelse for at afholde udgiften, se bl.a.

lsr.1974.156. Noget andet er, at en udgifts sædvanlighed ofte vil indgå i

overvejelserne af, om der overhovedet er tale om en erhvervsmæssig udgift, se

f.eks. lsr.1974.159 og lsr.1980.28. Udgifter, der er sædvanligt forekommende

i en erhvervsvirksomhed,f.eks. lønudgifter eller lejeudgifter i

erhvervslejemål, vil således i almindelighed kunne fratrækkes. Der kan ikke

lægges afgørende vægt på, om en udgift er nødvendig. Nødvendighed, f.eks. i

form af et lovkrav om at afholde udgiften, kan dog i visse tilfælde være af

betydning for bevisbedømmelsen af, om der foreligger en driftsmæssig

begrundelse for at afholde udgiften.

Anskaffelse af aktiver

Det følger af SL § 6, stk.2, at der ikke er fradrag for udgifter til

»opsparing«. Det er derfor som udgangspunkt en forudsætning for

fradragsret, at afholdelsen af udgiften har påført skatteyderen et

formueforbrug. Hvis udgiften medgår til anskaffelse af et aktiv med

omsætningsværdi, er der alene tale om en omplacering af formue i modsætning

til et forbrug af formuen i driftens interesse. Først når og hvis

anskaffelsessummen forbruges som følge af den erhvervsmæssige brug af

aktivet, indtræder der et forbrug af formuen i driftens interesse, som

eventuelt kan fratrækkes efter afskrivningsreglerne. Som undtagelser til

denne hovedregel kan nævnes, at udgifter til anskaffelse af faglitteratur,

plader, samt i et vist omfang anskaffelse af edb (software) behandles som

driftsomkostninger uanset, at der er tale om anskaffelse af aktiver med

omsætningsværdi.

Domspraksis

Kærnen i driftsomkostningsbegrebet er en forudsætning om, at der

foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde en udgift. Det

skal være hensyn til en løbende indtjening (driften), der begrunder

dispositionen, hvilket står i modsætning til hensynet til det underliggende

indkomstgrundlag (formuen). Hvis der foreligger en aktuel driftsmæssig

begrundelse, udelukker det ikke omkostningsfradrag, at udgiften har en

længerevarende betydning for indkomsterhvervelsen, og derfor må siges at have

enafledet virkning på indkomstgrundlaget.

I UfR 1942.335 H (Skandinavisk Grammofon), var der fradrag for

sagsomkostninger, som et selskab havde afholdt som følge af en strid om

selskabets ret til at forhandle et produkt. Fradrag blev indrømmet, idet

udgifterne havde til formål at sikre, dels tidligere opnået fortjeneste, dels

muligheden for fortjeneste ved fortsat salg af produktet. Det bemærkes, at

selskabet tabte den underliggende retssag, og at det således var uden

afgørende betydning for omkostningsfradraget, at udgifterne var afholdt

forgæves.

I UfR 1959.69 H havde en skatteyder afholdt advokat- og revisorudgifter på

grund af uoverensstemmelser med den hidtidige medinteressent i forbindelse

med opløsning af interessentskabet og overdragelse af aktiverne heri til et

af interessenterne ejet aktieselskab. Skatteyderen gjorde gældende, at

udgifterne var afholdt for at sikre og vedligeholde hans indkomst som

direktør og bestyrelsesmedlem i selskabet, hvilken indkomst var langt større

end aktieudbyttet. Ministeriet gjorde gældende, at udgiften primært var

afholdt for at sikre skatteyderens formueinteresser, nemlig fordelingen af

aktierne i det nystiftede selskab. Højesteret nægtede fradrag med den

begrundelse, at udgiften måtte anses for at vedrøre formuen og kun indirekte

havde betydning for skatteyderens indkomst.

I UfR 1980.712 H, jfr. skd.55.325 (Trælastkompagniet) fik et selskab

fradrag for en årlig noteringsafgift til Fondsbørsen samt udgifter til

ændringer af selskabets vedtægter, som var nødvendige for at den hidtidige

virksomhed kunne fortsætte. Vedtægtsændringerne var foranlediget af en

ændring i aktieselskabsloven bl.a. vedrørende arbejdstagernes medindflydelse

og regnskabsaflæggelsen.

Højesterets flertal udtalte følgende: »Efter det foreliggende . .

findes optagelsen af selskabets aktier til notering på børsen at være af en

sådan betydning for selskabets status og almindelige omdømme og dermed for

dets indtjeningsmuligheder, at de årlige udgifter til den i § 8 i loven om

Københavns Fondsbørs nr.220 af 7.juni 1972 hjemlede noteringsafgift må anses

for en fradragsberettiget driftsudgift efter statsskattelovens § 6, stk.1a.

De foretagne ændringer af selskabets vedtægter var ubestridt alene

foranlediget af de ved aktieselskabsloven af 1973 gennemførte ændringer, der

efter lovens § 164, stk.1, nr.2, krævedes indarbejdet i vedtægterne for at

bringe disse i overensstemmelse med lovens krav, og undladelse heraf ville

efter bestemmelsens stk.3 medføre selskabets opløsning. Under disse

omstændigheder findes også udgifterne til vedtægtsændringerne . . . at måtte

anses som fradragsberettigede driftsudgifter«.

I HD af 10.dec. 1985 (Skat 1986.1.41) blev et selskab nægtet fradrag for

kloakbidrag og betalinger for tilslutning til fjernvarmeværk for en ubebygget

industrigrund. Grunden blev købt med henblik på udvidelse og udflytning af

den bestående produktion, der var spredt på flere forskellige lokaliteter.

Selskabet fandt imidlertid en mere velegnet grund og solgte den førstnævnte

grund. Idet selskabet ikke på noget tidspunkt havde udøvet erhvervsmæssig

virksomhed på den ubebyggede grund, kunne de omhandlede udgifter, der blev

afholdt i ejertiden, ikke fratrækkes, hverken i medfør af LL § 8 C eller SL §

6a.

Hvis udgiften ikke sigter mod erhvervelse af skattepligtig indkomst, er

fradrag udelukket. I ØLD af 14.nov. 1986 (Skat 1987.1.24) fik en skatteyder

ikke fradrag for rejseudgifter i forbindelse med tilsyn med en ejendom, der

tilhørte skatteyderen, og som var beboet af hans forældre i henhold til en

aftægtsaftale indgået i forbindelse med forældrenes afståelse af ejendommen.

Landsretten lagde vægt på, at der ikke var tale om erhvervsmæssig udleje,

hvorfor skatteyderen ikke modtog nogen løbende erhvervsmæssig indtægt fra

ejendommen, samt at ejendommen var erhvervet i privat øjemed.

Hvis modtageren af den afholdte driftsudgift er nærtforbunden med

skatteyderen (sammenfaldende interesser), må der som forudsætning for

omkostningsfradrag stilles krav til skatteyderen om at godtgøre

tilstedeværelsen af en driftsmæssig begrundelse for dispositionen. Som

udgangspunkt må det antages, at driftstilskud fra et moderselskab til dets

datterselskab ikke er begrundet i hensynet til moderselskabets løbende

indtjening, men derimod i andre driften uvedkommende interesser, typisk en

sikring af formueinteresserne i datterselskabet.

I UfR 1976.60 H (Esso) blev et moderselskabs tilskud til dækning af

underskud i dets datterselskaber, som drev tankstationer, og som i kortere

eller længere tid ikke kunne drives uden underskud, anset for

fradragsberettigede driftsomkostninger. Højesteret udtalte, at udgifterne

»havde været et sådant naturligt led i selskabets virksomhed, at de som

driftsudgifter har kunnet bringes til fradrag i selskabets indkomst, uanset

at dette ikke er sambeskattet med datterselskaberne«.

I modsætning hertil blev en murermester i UfR 1979.731 H nægtet fradrag

for et tilskud til et af ham stiftet og domineret aktieselskab, hvorigennem

han havde opført en ejendom med henblik på salg af aktielejligheder.

Højesteret fandt, at der ikke havde været en sådan forbindelse mellem støtten

til selskabet og murermesterens løbende indtjening, at der kunne indrømmes

fradrag. På linje hermed blev et moderselskab i ØLD af 8.sept. 1987 (Skat

1987.11.778) nægtet fradrag for tilskud til dets udenlandske datterselskab,

der blev ydet til udligning af datterselskabets driftsunderskud. Dommen er

anket.

I UfR 1984.90 H (Skd.69.284) (Segaltmøllen) fik et selskab fradrag for

udgift til betaling af en tidligere samarbejdspartners gæld til tredjemand,

hvilket to nye samarbejdspartnere havde stillet krav om som betingelse for en

fortsættelse af det nyligt indledte samarbejde. Betalingen af gælden ansås

for at have en sådan tilknytning til den løbende drift, at den måtte anses

for en fradragsberettiget driftsomkostning.

I visse tilfælde er der mulighed for at opnå fradrag for »opsatte

driftsomkostninger«.

I UfR 1963.954 H (Knuth) fik en godsejer fradrag for et engangsbeløb til 4

ansatte, der blev betalt som kompensation for deres dårlige aflønning gennem

en årrække.

I UfR 1984.160 H (Træskodommen), fik et interessentskab fradrag for et

tilskud til et af interessenterne ejet aktieselskab, der i 3 år havde

produceret træsko, som blev købt af interessentskabet. Interessenterne gjorde

gældende, at der var tale om en regulering af den oprindeligt fastsatte

afregningspris, der alene havde været fastsat foreløbigt på grund af

beregningsvanskeligheder. Højesteret fandt, at tilskuddet var et sådant led i

interessenternes virksomhed, at det kunne fradrages.

Se også lsr.1984.23, hvor udgifter til opgravning af benzintanke i

forbindelse med ophør af virksomhed som benzinforhandler blev anset for

udskudte driftsomkostninger.

Se 2.2 om afskrivning i medfør af SL § 6a på udgifter af

omkostningskarakter.

Etableringsudgifter

Det er som nævnt en forudsætning for omkostningsfradrag, at dispositionen

falder inden for virksomhedens naturlige rammer. Udgifter til

tilvejebringelse af et nyt indkomstgrundlag er indkomstopgørelsen

uvedkommende. Egentlige startudgifter, som f.eks. stiftelsesomkostninger i et

selskab eller udgifter til undersøgelse af, hvor man skal vælge at placere

sin virksomhed, kan således ikke fratrækkes.

I UfR 1985.585 H (Skd.75.667) blev en supermarkedskæde nægtet fradrag for

udgifter til et konsulentfirma, der skulle rådgive om muligheden for

etablering af butikker i England. Højesteret begrundede afgørelsen med, at en

udvidelse af virksomheden til at omfatte det udenlandske marked ville kunne

vise sig at få erhvervsmæssig betydning, men omkostningerne til de

forberedende undersøgelser som selskabet anså for nødvendige for at kunne

optage nye aktiviteter, og som eventuelt ville resultere i ny

indkomsterhvervelse, havde efter rettens opfattelse karakter af

etableringsudgifter med langsigtet virkning. Selskabet fik heller ikke

fradrag for udgifter til et arkitektfirma, der havde ydet ekspertbistand i

forbindelse med undersøgelse af mulighederne for at etablere nye varehuse

forskellige steder i Danmark. Disse udgifter blev anset for

etableringsudgifter afholdt med henblik på bevarelse fremover af selskabets

indkomstkilde. Derimod blev udgift til en ejendomsmægler vedrørende

førstegangsudlejning efter ombygning af en af selskabets i alt 41 ejendomme

ved VLD af 10.maj 1984 (Skd.75.667) anset for fradragsberettiget, idet

udgiften blev afholdt som et led i selskabets omfattende erhvervsmæssige

udlejningsvirksomhed, ligesom udgift til markedsanalyse, som skulle bruges

til at tilrettelægge markedsføringen i et område, hvor selskabet i forvejen

havde varehus og detailforretninger, blev anset for fradragsberettiget.

I Skat 1988.6.353 blev en investeringsforening nægtet fradrag for

kapitaltilførselsafgift, der skulle betales som følge af foreningens

beslutning om at blive børsnoteret. Foreningen havde drevet virksomhed i 10

år, og der skete ikke nogen kapitaltilførsel i forbindelse med

børsnoteringen. Ligningsrådet fandt, at børsnoteringen ville indebære en

sådan ændring i foreningens almindelige status, at udgiften måtte antages at

ligge ud over, hvad der kunne siges at medgå til at sikre og vedligeholde

foreningens indkomst. Udgifterne forbundet med børsnoteringen blev således

anset for at ligge uden for virksomhedens hidtidige naturlige rammer.

Hvis en udgift ikke har til formål at udvide eller forbedre det hidtidige

indkomstgrundlag, men derimod alene at sikre de hidtidige

indtjeningsmuligheder, er der mulighed for fradrag, forudsat at der kan

påvises en aktuel driftsmæssig begrundelse for dispositionen. Hvis den

driftsmæssige begrundelse foreligger, udelukker det således ikke fradrag, at

udgiften i realiteten indebærer en tidsubestemt sikring af

indkomstgrundlaget.

I HD af 20.maj 1987 (Skat 1987.7.493) betalte et vognmandsfirma i

forbindelse med indmeldelse i en fragtmandshal et indskud i fragtmandshallen

på 175.000 kr. Ifølge foreningens vedtægter tilfaldt beløbet foreningen

endeligt og blev ikke tilbagebetalt ved fragtmandens udtræden af

fragtmandshallen. Beløbet blev betalt for at selskabet kunne få en ny

holdeplads til erstatning for en mistet holdeplads i københavnsområdet, hvor

man i forvejen drev virksomhed. Højesteret fandt, at formålet med afholdelsen

afudgiften i det væsentlige var at sikre virksomhedens hidtidige

konkurrencedygtighed og indkomst, og udgiften blev herefter anset for en

driftsomkostning, der kunne afskrives efter SL § 6a. Det bemærkes, at der for

Højesteret ikke var nedlagt påstand om fradrag for indskuddet i

afholdelsesåret. For landsretten var der nedlagt påstand om afskrivning efter

LOSI § 15, stk.1, jfr. § 2, nr.5, hvilket blev afvist, idet selskabet ikke

erhvervede en rettighed af økonomisk værdi.

Se også UfR 1980.712 H (Trælastkompagniet), der er omtalt ovenfor.

I en ikke offentliggjort landsskatteretskendelse af 21.sept. 1987 havde 4

melmøller, der tilsammen stod for alt salg af mel til det danske marked, i

fællesskab opkøbt en konkurrerende virksomhed, hvis tilstedeværelse på

markedet i en kortvarig periode havde udløst en priskrig med deraf følgende

fald i de 4 møllers indtjening. De 4 møller købte virksomheden med det formål

at nedlægge den og sikre, at der ikke fremover ville ske mølledrift fra

ejendommen, hvilket skete ved at ejendommen blev pålagt en servitut.

Ejendommen og produktionsapparatet blev herefter afhændet, hvorved de 4

møller blev påført et tab. En væsentlig årsag til tabet var den servitut, der

blev pålagt ejendommen. Landsskatteretten tiltrådte Statsskattedirektoratets

indstilling om, at omkostningerne ved servitutten (tabet) var

fradragsberettigede.

I Skat 1988.6.344 havde en dyrlæge for at bevare sin indtjening i

forbindelse med skærpet konkurrence etableret nye klinikker i omegnen.

Klinikkerne blev etableret som selvstændige anpartsselskaber, hvorfra

dyrlægen modtog et fast månedligt honorar for udført arbejde.

Dyrlægeforeningen anlagde sag mod dyrlægen, idet der ifølge foreningens

vedtægter kun måtte oprettes klinikker på den adresse, der var udgangspunkt

for dyrlægens praksisudøvelse. Dyrlægen tabte sagen, og skattesagen vedrørte

de medgåede sagsomkostninger samt en bøde til dyrlægeforeningen på 5.000 kr.

Landsskatteretten indrømmede fradrag for udgifterne, der ansås for afholdt

for at fastholde et hidtidigt indtægtsgrundlag. Se nærmere F 5 om fradragsret

for bøder.

Start af virksomhed

Udgifter, der afholdes i forbindelse med påbegyndelse af ny virksomhed, og

som har karakter af engangsudgifter, f.eks. undersøgelse af

markedsforholdene, har karakter af etableringsudgifter. Derimod har

Landsskatteretten i flere tilfælde indrømmet fradrag for sædvanlige løbende

driftsudgifter afholdt i startfasen.

Der er således givet fradrag for lejeudgifter vedrørende tiden fra

lejemålets indgåelse til åbningen af forretningen, lsr.1971.142. Se endvidere

lsr.1972.54, hvor der var fradrag for lønudgifter vedrørende tiden forud for

forretningens åbning, Skat 1986.3.224, hvor udgifter til annoncer, trykning

af materialer m.v. i forbindelse med åbning af en postordreforretning var

fradragsberettigede og Skat 1989.5.400, hvor driftsudgifter og afskrivning på

en køreskolevogn var fradragsberettigede, selv om der ikke havde været elever

i køreskolevirksomheden i startåret. Modsat blev der i lsr.1975.41 nægtet

fradrag for huslejeudgifter, der vedrørte en periode, der lå mere end 6

måneder forud for forretningens åbning. Sammenfattende kan siges, at

udgifter, der har karakter af sædvanlige løbende driftsudgifter, og som

afholdes i tiden umiddelbart forud for starten af virksomheden, er

fradragsberettigede.

Selv om en planlagt virksomhed ikke kommer i gang, er der fradrag for

sædvanlige løbende driftsudgifter (til husleje, lønninger, el, varme og

lignende), som naturligt har måttet afholdes en kortere tid før starten af

virksomheden, jfr. bl.a. lsr.1973.127 og 1980.142. Derimod er fradrags- eller

afskrivningsretten for andre, mere ekstraordinære erhvervsudgifter betinget

af et igangværende, indtægtsgivende erhverv, således at disse forgæves

afholdte udgifter må behandles som ikke fradragsberettigede

etableringsudgifter. Dette gælder f.eks. erstatning for misligholdelse af

kontrakt om varekøb, jfr. lsr.1985.21.

Forgæves afholdte udgifter

Spørgsmålet om fradragsret for forgæves afholdte projektudgifter m.v.

afhænger af en sædvanlig bedømmelse af, om udgiften falder inden for

virksomhedens hidtidige rammer. Se f.eks. lsr.1971.30 hvor forgæves

projektudgifter i forbindelse med udvidelse af en virksomhed ikke var

fradragsberettigede. Se i modsætning hertil ØLD af 12.okt. 1987, omtalt

nedenfor i C 2.2.

Særligt om selskabers finansielle grundlag

Selve den omstændighed, at en udgift har en umiddelbar forbindelse med et

selskabs finansielle grundlag (aktie- eller anpartskapitalen) udelukker ikke

fradragsret, hvis der i øvrigt foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse

for dispositionen. Også i disse tilfælde er det altafgørende, om den

driftsmæssige begrundelse falder inden for virksomhedens hidtidige naturlige

rammer. Som eksempel kan nævnes den ovenfor omtalte UfR 1980.712 H

(Trælastkompagniet), hvor selskabet blev indrømmet fradrag for denårlige

noteringsafgift til Fondsbørsen. I VLD af 13.april 1981 (Skd.59.384) blev et

selskab på linje hermed indrømmet fradrag for udgifter til annoncering om

aktieudbytte, hvilket skete i henhold til fondsbørsbekendtgørelsen.

I et retsforlig indgået for Østre Landsret har Skatteministeriet taget

bekræftende til genmæle over for et børsnoteret selskabs påstand om, at

årligt tilbagevendende udgifter til honorar til et pengeinstitut, der

forestod udbyttebetalingen vedrørende selskabets aktier og førte selskabets

aktiebog, havde karakter af fradragsberettigede driftsomkostninger. Se

tilsvarende afgørelse i Skat 1989.3.244.

Hvis udgifterne ikke udelukkende kan anses for afholdt som et led i

opretholdelsen af det eksisterende kapitalgrundlag, men derimod afholdes i

forbindelse med en udvidelse af dette, kan udgifterne ikke fratrækkes. I Skat

1987.12.882 havde en bank i forbindelse med en udvidelse af aktiekapitalen,

der skyldtes bestemmelser i bankloven om, at egenkapitalen skal udgøre mindst

8 pct. af bankens samlede gælds- og garantiforpligtelser, afholdt udgifter

til formularsæt, tegningsindbydelser, interimsbeviser, annoncering, gebyr til

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, aktiebreve og kuponer, tegningsprovision samt

kapitaltilførselsafgift. Idet udgifterne var afholdt i forbindelse med

tilvejebringelse af ny kapital, fandt Landsskatten, at udgifterne hverken

kunne fratrækkes eller afskrives efter SL § 6a.

Kapitaltilførselsafgift er ikke fradragsberettiget. Dette gælder ved såvel

frivillig som lovpåbudt kapitaludvidelse, Skat 1986.2.169 og Skat 1988.10.605

I lsr.1982.118 fik et selskab fradrag for udgiften til omtrykning af gamle

aktiebreve, således at de opfyldte Fondsbørsens forskrifter. Der var for

Landsskatteretten enighed om, at udgiften til trykning af nye aktiebreve i

forbindelse med en kapitaludvidelse ikke kunne fratrækkes.

Der henvises desuden til omtalen af de forskellige typer

driftsomkostninger for henholdsvis lønmodtagere (D 2) og selvstændige

erhvervsdrivende (L 4).

Anlægs-/etableringsbetragningen i SL er i et vist omfang blevet

modificeret i den senere særlovgivning. Der henvises til LL § 8, stk.1, om

rejser og reklameudgifter (L 4.2 og L 4.6), LL § 8, stk.3, om

stiftelsesomkostninger og provisioner ved lånoptagelse (F 3.3), LL § 8 B om

forsøgs- og forskningsudgifter (L 4.10) og LL § 8 C om tilslutningsafgifter

(G 5.2.5).

2.1.3. Omkostninger uden fradrag

Uafhængigt af almindelige omkostningsbetragtninger er der efter praksis

udgifter, som ikke kan fratrækkes, uanset hvor nært eller direkte udgiften i

øvrigt måtte være forbundet med den løbende indkomsterhvervelse. Der er i

disse tilfælde tale om, at udgiften efter sin art er udelukket fra fradrag.

Dette gælder f.eks. udgifter til bøder, se nærmere F 5.

I HD af 27.juni 1985 (Skd.78.809) blev en bygmester nægtet fradrag for

inkassoomkostninger, som han blev pålagt i forbindelse med for sen betaling

af varegæld. Højesteret begrundede afgørelsen med, at inkassoomkostninger

ikke kan anses for naturlige og sædvanlige driftsomkostninger.

Udgifter til støtte af politiske partier eller politiske formål i øvrigt

kan ikke fratrækkes.

Om udgifter til erstatning henvises til L 4.8.

2.2. Afskrivninger

Efter SL § 6a sidestilles ordinære afskrivninger med driftsomkostninger.

Bestemmelsen er for de fleste erhvervsaktivers vedkommende blevet afløst af

særlovgivning, jfr. AL om fysiske aktiver og LOSI § 15 om immaterielle

aktiver. Herudover findes der særlige afskrivningsregler i LL §§ 8 B-C.

Ved siden af disse særlige afskrivningsregler kan der i et vist omfang

afskrives med hjemmel i SL § 6a. Dette gælder f.eks. afskrivning på

rationaliseringsudgifter, ombygningsudgifter af lejede lokaler, bygninger på

lejet grund og hjemfaldspligtige ejendomme. Se nærmere afsnit L og G.

I den i C 2.1.2 nævnte HD af 20.maj 1987 blev et vognmandsfirmas udgift

til indskud i en fragtmandshal anset for afskrivningsberettiget efter SL §

6a.

I UfR 1985.134 H, jfr. skd.73.313 (Slusedommen) besluttede et skibsværft

grundet afsætningsvanskeligheder at omlægge produktionen fra fiskekuttere til

mindre fragtskibe, hvilket nødvendiggjorde en udbygning af en kommunalt ejet

sluse. Skibsværftet påtog sig at afholde en del af anlægsudgifterne til

bygningen af en ny sluse, og påtog sig yderligere visse forpligtelser med

hensyn til slusens drift og nedrivning. Højesteret fandt, at udgiften var en

udelukkende erhvervsmæssig udgift, der tjente til sikring af værftets

fremtidige indkomst, og at udgiften derfor ikke havde en sådan karakter, at

den kunne fratrækkes fuldt ud som en driftsomkostning i afholdelsesåret.

Efter det oplyste om værftets forpligtelser med hensyn til drift og eventuel

nedrivning af slusen fandtes udgiften derimod at have en sådan forbindelse

med værftets fremtidige indtægtserhvervelse, at udgiften kunne afskrives

efter SL § 6a, idet det fandtes uden betydning, at værftet ikke var ejer af

slusen, hvilket alene skyldtes bestemmelse truffet af en anden offentlig

myndighed.

Efter Højesterets dom må erhvervsdrivendes bidrag til anlæg af offentlige

gågader og parkeringspladser anses for afskrivningsberettigede efter SL § 6a.

Afskrivningsperioden kan i almindelighed sættes til 30 år. Det forudsættes

herved, at anlæggene er udsat for en sådan fysisk forringelse, at værdien

ikke kan opretholdes gennem normal vedligeholdelse. I Skat 1988.8.493 blev en

virksomhed nægtet afskrivningsadgang på bidrag til offentlige

parkeringspladser, som kommunen forestod driften og vedligeholdelsen af.

Kommunens vedligeholdelsesforpligtelse var ikke begrænset til vedligeholdelse

i dette begrebs skattemæssige forstand, men bestod reelt i, at kommunen

skulle sørge for, at parkeringspladserne var til stede og kunne benyttes af

virksomhedens kunder i en ubestemt fremtid. Statsskattedirektoratet fandt, at

de afholdte udgifter, der tilførte virksomheden et »aktiv« i form

af en nytteværdi for driften af virksomheden, bevarede sin værdi for

indkomsterhvervelsen i en ubestemt fremtid, hvorfor der ikke indtrådte nogen

værdiforringelse af »aktivet«. Der kunne derfor ikke foretages

skattemæssige afskrivninger på nogen del af de afholdte udgifter.

Selskaber, der som lejere afholdt udgifter til udskibningsanlæg og

udgifter til forbedringer af en sejlrende, kunne afskrive udgifterne over 10

år i medfør af SL § 6a, Skat 1987.2.144.

I ØLD af 12.okt. 1987 (Skat 1987.12.853) havde et selskab afholdt udgifter

til anlæg af en rørledning og et jernbanespor i tilslutning til selskabets

tanklager, der blev anvendt til opbevaring af flydende ammoniak. Projektet

måtte imidlertid opgives, bl.a. som følge af miljømæssige protester.

Landsretten lagde til grund, at anlægget, herunder projekteringsudgifterne, i

fuldført stand ville have været afskrivningsberettiget, og da selskabet havde

afholdt udgifterne ud fra berettigede forventninger om at kunne opnå de

fornødne tilladelser fra myndighederne til projektets gennemførelse og alene

kommunens ændrede holdning til projektet havde hindret dets udførelse, fandt

Landsretten, at selskabet kunne afskrive de forgæves afholdte udgifter i

medfør af SL § 6a.

2.3. Vedligeholdelse

Udgifter, der medgår til at sætte et formuegode i samme stand, hvori

det var ved anskaffelsen, kan fratrækkes som vedligeholdelsesudgift

efter SL § 6e, forudsat der er tale om udgifter, der vedrører aktiver, hvis

udbytte skal medregnes ved indkomstopgørelsen, jfr. UfR 1958.1173 H.

Om vedligeholdelsesudgifter vedrørende fast ejendom, se G 5.2.3.

2.4. Driftstab

Der findes ikke i SL § 6 eller andetsteds nogen direkte hjemmel for

fradrag af driftstab, men efter fast praksis er der adgang til at

fratrække egentlige driftstab ved indkomstopgørelsen ud fra et

omkostningslignende synspunkt.

Det kan være vanskeligt at adskille driftstab fra de ikke

fradragsberettigede formuetab. Tab vedrørende privatforbrugsområdet kan

ikke fratrækkes, men herudover lader der sig næppe opstille almindelige

regler, idet man ikke, som det tidligere er sket, kan basere sondringen på

forskellen mellem omsætningsaktiver og anlægsaktiver og kun indrømme fradrag

for tab på omsætningsaktiver. Hvor der er tale om driftstab bestående i tab

eller forringelse af aktiver, må spørgsmålet om fradragsret eller ikke

afgøres for de enkelte aktivgrupper, idet et fælles synspunkt næppe lader sig

opstille. Hvor etdriftstab fremkommer ved, at der påføres den skattepligtige

et nyt passiv eller pålægges ham en betalingspligt, er det en

forudsætning for fradrag, at tabet er påført den pågældende som

udslag af en naturlig driftsrisiko forbundet med driften af den

pågældendes virksomhed.

Omsætningsaktiver

Tab på omsætningsaktiver vil normalt være fradragsberettiget som

et driftstab. Således er tab på et varelager, såvel normalt svind

som mere ekstraordinære tab, fradragsberettiget, medmindre tabet er opstået

ved ejerens forsætlige skadesforvoldelse. Om kravene til dokumentation og

sandsynliggørelse, se VLD af 29. nov. 1982 (skd.66.293). Også tab ved

tyveri fra lageret kan fratrækkes, forudsat de stjålne varer klart

henhører til varelageret og ikke f.eks. er udtaget til ejerens private

forbrug.

Tab på varedebitorer er ligeledes fradragsberettiget, jfr. L

3.6.5.

Tab ved tyveri

Tab ved tyveri af kassebeholdninger har givet anledning til mange

landsskatteretssager. Thøger Nielsen sammenfatter i »Indkomstbeskatning

I«, s.696, praksis således: »Praksis viser, at dette (tabsfradrag)

for det første forudsætter, at den har været anbragt på en måde, der ikke kan

siges at være usædvanlig for virksomheden og ud fra et forretningsmæssigt

synspunkt kan siges at være naturligt. Endvidere må det kræves, at den ikke

har været sammenblandet med private midler, eller at der foreligger

omstændigheder, som fører til at anse beholdningen som hævet til privat

forbrug, og endelig synes man at kræve, at beholdningen ikke har været større

end rimeligt i forhold til behovet i den daglige drift.«

I praksis er der ofte tale om et bevisproblem, hvor det påhviler

skatteyderen at godtgøre, at tabet har ramt omsætningsformuen, og at der ikke

foreligger egen skyld fra skatteyderens side.

Det er normalt en forudsætning for fradrag, at tyveriet er anmeldt til

politiet, lsr.1969.128. Det er endvidere en forudsætning, at det lidte

tab kan dokumenteres via en tilfredsstillende bogføring, lsr.1969.37.

Med hensyn til kravene om opbevaringsmåden henvises til

lsr.1960.128, hvor der blev indrømmet fradrag for tab af en kassebeholdning,

der var anbragt i et uaflåst skab i privatlejligheden beliggende umiddelbart

bag forretningen. Se tilsvarende afgørelser, lsr.1952.145, 1958.114, 1964.124

samt 1977.49. Se i modsætning hertil lsr.1976.36, hvor tabet bl.a. på grund

af opbevaringsmåden ikke blev godkendt. Hvor en virksomheds kassebeholdning

opbevares i indehaverens tegnebog, vil der sædvanligvis være anledning til at

foretage en nærmere vurdering af, hvorvidt den stjålne beholdning fuldtud har

karakter af kassebeholdning. Som regel fører sammenblanding af

kassebeholdningen og private midler til, at fradrag nægtes, lsr.1952.146,

1962.116, 1964.123, 1967.127, 1968.38 og 1969.37. At fradrag for tab ved

tyveri af tegnebog med kassebeholdningen anbragt f.eks. i privatlejligheden

ikke er udelukket, viser lsr.1960.128 og 1964.124. Her var der ingen tvivl om

beholdningens karakter af kassebeholdning, og opbevaringsmåden fandtes efter

de foreliggende forhold forsvarlig. Se endvidere lsr.1975.44.

Hvis den stjålne kassebeholdning er særlig stor, bør det

undersøges, om der er en særlig baggrund for tilstedeværelsen af den store

beholdning. Kan det påvises, at der har været særligt store indbetalinger,

lsr.1960.128, eller særligt store hævninger af bankbeholdninger til

imødegåelse af store udbetalingskrav i virksomheden, kan fradrag foretages

også for betydelige tab. Se lsr.1973.37, hvor en del af en stjålen

kassebeholdning ikke blev anset nødvendig til fyldestgørelse af skatteyderens

forpligtelser i relation til hans erhvervsvirksomhed.

I ØLD af 16.juni 1983 (skd.70.454) blev der givet fradrag for tab ved

tyveri af 72.381 kr., som udgjorde en benzinstations kassebeholdning fra

weekendsalget, der var blevet opbevaret i et pengeskab på tankstationen. Det

var oplyst, at skatteyderen havde benyttet pengeskabet, fordi der var ret

lang vej til nærmeste bank, der havde døgnbox, hvori salgsindtægterne kunne

anbringes. Østre Landsret lagde til grund, at det stjålne beløb alene

hidrørte fra tankens salgsindtægter, samt at de stjålne pengemidlerhavde

været forsvarligt opbevaret. Under hensyn til virksomhedens sædvanlige

driftsform og den særlige baggrund for tilstedeværelsen på tanken af de

pågældende kasseindtægter weekenden over fandtes tabet at måtte betegnes

som en af driften følgende risiko og dermed som et fradragsberettiget

driftstab.

Tab af kontante beholdninger under rejser kan fradrages, når der

ikke er tvivl om rejsens karakter af en forretningsrejse, jfr. lsr.1972.48,

hvor fradraget dog blev beskåret, idet det ikke var godtgjort, at hele

beholdningen var bestemt til erhvervsmæssig anvendelse. Tab af

kassebeholdning under privatrejse kan ikke fratrækkes, lsr.1964.123.

Om lønmodtageres begrænsede adgang til at fratrække tab ved tyveri

henvises til D 2.3.26.

Underslæb - Bedrageri

Fradragsretten omfatter også tab ved underslæb fra de ansattes

side, men normalt ikke tab ved besvigelser fra

ikke-ansattes side, lsr.1969.129.

Et A/S, som drev en kro, hvor der i årets løb havde været 70 ansatte,

foretog ved indkomstopgørelsen et fradrag for tab på kassedifferencer

på 36.715 kr. Lsr. fandt, at differencerne kunne henføres til

uregelmæssigheder fra personalets side og dermed måtte anses for

driftstab, lsr.1982.83.

Et selskab, som havde kontrakt med DSB om udkørsel af gods, havde

fradraget et tab på 56.450 kr. som følge af besvigelser fra selskabets

chauffører. Lsr. godkendte fradraget, da tabet ikke kunne anses at

overstige, hvad normal driftsrisiko under de oplyste forhold kunne

betinge, lsr.1982.122.

Bygninger - Driftsmidler

Bestemmelserne i AL regulerer behandlingen af tab på aktiver omfattet af

loven. Se G 5.2.3 om bygninger og installationer og L 5.1.2 om driftsmidler.

Interessenter

I interessentskabsforhold opstår der undertiden spørgsmål om

størrelsen af det fradrag, som de enkelte interessenter kan foretage som

deres del af underskuddet ved interessentskabets drift. Hvor en interessent i

kraft af det solidariske ansvar over for kreditorerne må afholde

mere end sin forholdsmæssige andel af et underskud, vil han som regel have

fradrag for det tab, som han måtte lide herved.

En skatteyder, der drev en byggevirksomhed med en medinteressent, måtte i

forbindelse med virksomhedens ophør betale samtlige interessentskabets

kreditorer. Landsretten fandt, at interessentskabets underskud var

opstået løbende gennem afholdelse af udgifter, som havde været nødvendige for

interessentskabets drift, hvorfor skatteyderen kunne fratrække det lidte

tab ved sin indkomstopgørelse jfr. ØLD af 18.april 1983 (skd.68.38).

En partreders indfrielse af tre insolvente partrederes gæld for at få

rederiets skib frigivet til salg kunne hverken anses som en

fradragsberettiget handelsomkostning ved opgørelsen af særlig indkomst eller

som driftsudgift efter statsskattelovens § 6, stk. 1a, eller dennes analogi,

jfr. VLD af 22. marts 1984 (skd. 71.713).

En interessent overtog i forbindelse med interessentskabets opløsning

medinteressentens personlige firma. Da overtagelsen ikke fandtes

nødvendig for at sikre fortsættelsen af interessentens eget personlige firma,

kunne en eftergivelse af et tilgodehavende, der opstod som led i handelen,

hverken fradrages som driftsomkostning eller driftstab, VLD af 26.maj 1987

(Skat 1987.7.496).

En arkitekt drev sammen med en murermester erhvervsmæssig

udstykningsvirksomhed. Murermesteren, der tillige drev selvstændig

murermestervirksomhed, kom i økonomiske vanskeligheder, hvorfor toldvæsenet

gjorde udlæg i hans anpart i interessentskabet. For at undgå, at

udstykningsvirksomheden måtte standse med tab, havde arkitekten tiltrådt, at

interessentskabet optog lån og betalte gælden til toldvæsenet. Da der var

den fornødne forbindelse mellem den tabsgivende disposition og den

løbende indtægtserhvervelse kunne arkitekten, da kompagnonen var død og

hans bo behandledes som insolvent gældsfragåelsesbo, fratrække det herved

lidte tab, lsr.1982.82.

Skyldes tabet derimod, at medinteressenten har hævet for meget i

selskabet, må tabet normalt anses som et tab på udlån foretaget uden

for interessentskabets normale drift og derfor ikke fradragsberettiget,

lsr.1956.28, 1974.155 og 1981.205. Om et særligt tilfælde, hvor en skatteyder

efter sin udtræden af interessentskabet hæftede for betaling af husleje, og

hvor hans udgifter derved blev anset som et formuetab, se lsr.1976.148.

En partreder, der i almindelighed hæfter pro rata, havde påtaget sig

solidarisk hæftelse for bankgælden, der hidrørte fra køb og drift af

partrederiets fiskekutter. Højesteret fandt, at det tab, som partrederen

i kraft af det solidariske ansvar led ved indbetaling for en af de andre

partredere, var fradragsberettiget. Højesteret henså herved til, at den

omstændighed, at hæftelsen beroede på en aftale, ikke gav grundlag for at

behandle tabet anderledes end et tilsvarende tab, som lides af en interessent

i et interessentskab, Skat 1989.9.708.

Det er en forudsætning for at fratrække tab som følge af det solidariske

ansvar, at tabet er endeligt konstateret, d.v.s. at det er konstateret, at

regreskravet imod medinteressenten er værdiløst, lsr.1971.38.

En kvindelig dyrlæge og en landmand, der levede sammen i et

ægteskabslignende forhold, forpagtede i fællesskab 3

landbrugsejendomme. Det blev anerkendt, at parterne (interessenterne)

ved den indbyrdes fordeling kunne forøge driftsunderskuddet med

arbejdsvederlag og forrentning af kapitalindeståendet, idet fordelingen

af disse poster var sagligt begrundet, og der ikke forelå omgåelseshensigt,

jfr. ØLD af 26. april 1983 (skd.67.402).

Se L 7.1 om de begrænsede fradragsmuligheder for kommanditister.

Tab på udlån, kaution m.v.

Tab på udlån og finansiering samt tab ved kaution og anden

sikkerhedsstillelse kan i visse tilfælde fradrages enten ud fra et

næringssynspunkt med støtte i SL §§ 4 og 5 eller ud fra et

driftsomkostningslignende synspunkt efter SL § 6.

Det er en forudsætning for fradrag ud fra et næringssynspunkt, at

der drives erhvervsmæssig udlånsvirksomhed (bankier, vekselerer

eller anden finansieringsvirksomhed) eller erhvervsmæssig virksomhed med

sikkerhedsstillelse (bankgarantier, kautionsforsikringer o.lign.). Ved

afgørelsen af, hvorvidt der drives erhvervsmæssig finansieringsvirksomhed, må

der lægges vægt på omfanget af den hidtidige virksomhed, og det er ikke

tilstrækkeligt, at den pågældende nu og da har udlånt penge, lsr.1963.123 og

1985.76 ligesom det forhold, at udlåneren tidligere har deltaget i

spekulationsvirksomhed, ikke uden videre berettiger til noget fradrag ud fra

et næringssynspunkt.

En skatteyder blev nægtet fradrag efter SL § 5a for tab på pengeudlån,

idet der alene var ydet to lån, hvorfor der ikke var tale om

næring med pengeudlån, VLD af 9.jan 1987 (Skat 1987.2.126).

Finansiering af afbetalingskontrakter betragtes som

erhvervsmæssig udlånsvirksomhed, og tab, der lides i forbindelse hermed, vil

normalt være fradragsberettiget. I lsr.1972.47 fik en skatteyder, som havde

afviklet sin forretning, og som et led i anbringelse af de herfra hidrørende

midler påbegyndte diskontering af købekontrakter, dog ikke fradrag for tab,

han led i forbindelse med diskonteringen.

Fradrag ud fra et omkostningslignende synspunkt forudsætter, at

dispositionen, dvs. udlånet eller påtagelsen af kautionsforpligtelsen, kan

anses for foretaget som et led i de aktuelle bestræbelser på at erhverve

skattepligtig indkomst. På linje med den almindelige

driftsomkostningsbedømmelse er det afgørende, om der foreligger en aktuel

driftsmæssig begrundelse, der falder inden for de naturlige rammer af den

hidtidige virksomhed.

Kaution eller udlån påtaget med det formål at udvide indkomstgrundlaget,

f.eks. i form af start af produktion eller salg på helt nye

forretningsområder, vi således ikke kunne fratrækkes ud fra et almindeligt

etableringssynspunkt. Om der foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse

for dispositionen, beror på en samlet vurdering, hvor der bl.a. må henses til

forholdet mellem den indkomst, der forventes fra dispositionen, og den risiko

der løbes.

Muligheden for fradrag opstår typisk i tilfælde, hvor dispositionen

foretages for at sikre virksomhedens hidtidige afsætningsmuligheder eller de

hidtidige leverancer og derigennem den løbende indtjening. Selve det forhold,

at sikringen af indtjeningen ofte er af tidsubestemt virkning, er uden

betydning, forudsat, at der foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse.

Tilstedeværelsen af en branchekutyme for at stille sikkerhed over for

aftageren af ens produkter vil i almindelighed godtgøre den driftsmæssige

begrundelse. Dette er f.eks. antaget i praksis vedrørende virksomhed som

melgrosserer, vinhandler, bagermester og restauratør. Også i disse tilfælde

er det dog en forudsætning for fradrag for et efterfølgende tab, at der ikke

er tale om etablering af et nyt indkomstgrundlag.

Fradrag er indrømmet:

Lsr.1981.105 (kaution for forpagter), lsr.1983.65 (kaution for køber af

hus), lsr.1985.78 (kaution for leverandør), Skat 1985.10.281 (kaution for

leverandør), Skat 1986.12.344 (kaution for underentreprenørs leverandør),

Skat 1988.2.83 (landmands udlån til slagteri).

Fradrag nægtet:

Lsr.1967.124 (kaution for leverandør, ny produktion), lsr.1967.125

(landmands kaution for andelsselskab), lsr.1973.36 (kaution for leverandør,

nyt virksomhedsområde), lsr.1976.4 (aktionæres kaution for køber af

selskabets ejendom), lsr.1983.166 (advokats kaution for klient), lsr.1984.179

(depositum, udvidelse af virksomhed), lsr.1985.175 (depositum for

forpagtningskontrakt, ny virksomhed), lsr.1986.71 (kaution for

brancheforening, forbedring af leverandørveje).

Hvis kautionisten/långiveren helt eller delvist er ejer af det

retssubjekt, der foretages udlån til, eller hvis gæld, der stilles sikkerhed

for, påhviler der kautionisten/långiveren en tung bevisbyrde for, at

dispositionen ikke er foretaget af hensyn til formueinteresserne i

støttemodtagerens virksomhed, men derimod er begrundet i hensynet til

kautionistens/långiverens egen løbende indtjening. Kaution m.v. f.eks. over

for et datterselskab eller en hovedaktionærs kaution over for det af ham

ejede selskab, skal behandles på tilsvarende måde som kaution m.v. over for

uforbundne subjekter - dvs., at der må stilles krav om en aktuel driftsmæssig

begrundelse inden for de naturlige rammer af skatteyderens hidtidige

virksomhed. I praksis er skatteyderen ofte ikke i stand til at løfte denne

bevisbyrde. Som eksempler kan nævnes ØLD af 19.dec. 1984 (Skd.74.450), ØLD af

15.jan. 1985 (Skd.74.465), ØLD af 14.febr. 1986 (Skat 1986.3.1987), ØLD af

6.maj 1986 (Skat 1986.6.367), HD af 28.jan. 1988 (Skat 1988.4.198), HD af 15.

marts 1989 (Skat 1989.5.371) og HD af 9.aug. 1989 (Skat 1989.9.701). Det

følger af denne praksis, at det ikke er en tilstrækkelig driftsmæssig

begrundelse, at skatteyderen via kautionen tilstræber at sikre en løbende

lønindtægt fra selskabet, f.eks. fra et ansættelsesforhold som direktør.

Praksis er meget tilbageholdende med at indrømme fradrag for tab på udlån

eller ved kaution, der påtages med henblik på at sikre løn og

honorarindtægter, lsr.1960.41, 1965.118, 1970.123, 1973.44 og 1977.156

samt VLD af 24. april 1979 (skd.50.216), hvor en ingeniør sammen med nogle

andre medarbejdere i et ingeniørfirma kautionerede for et af arbejdsgiveren

optaget lån. Arbejdsgiveren gik konkurs, hvorved kautionsforpligtelsen blev

effektiv. Ingeniøren fik ikke fradrag for det herved lidte tab, da

kautionsforpligtelsen måtte anses for påtaget for at ingeniøren fortsat

kunne bevare sin arbejdsplads, hvorfor tabet var et formuetab.

I lsr.1982.84 fik et selskab fradrag for et kautionstab, idet selskabet

sammen med et andet selskab havde kautioneret for en repræsentants optagelse

af lån til køb af bil. Repræsentanten var ansat i begge selskaberne, der

havde samme kundekreds. Påtagelsen af kautionsforpligtelsen ansås at være

trådt i stedet for køb af en firmabil til repræsentanten og

dermed en normal driftsmæssig disposition.

Det er fast antaget i praksis, at der ikke er mulighed for at opnå fradrag

for tab på aktier m.v. omfattet af ABL ud fra et omkostningslignende

synspunkt. ABL indeholder således en udtømmende opremsning af

fradragsmulighederne for sådanne tab. Se f.eks. Skat 1987.4.276, 1988.6.347

og 1989.8.609.

3. Periodespørgsmål

Under et system med progressiv beskatning og med periodiske

indkomstopgørelser spiller spørgsmålet om, hvornår en given indkomst eller en

omkostning eller et tab skal tages i betragtning ved indkomstopgørelsen, en

betydelig rolle. I de forskellige specialafsnit om de enkelte indkomst- og

omkostningstyper er der mere detaljeret redegjort for, hvornår disse

indkomster og fradrag skal tages i betragtning, hvorfor der i nærværende

afsnit alene redegøres for nogle hovedtræk.

De særlige spørgsmål om omlægning af regnskabsår behandles ikke i

denne vejledning. Der henvises til Helkett, 15.udg. s.126, og til Østergård i

SO 1962 s.258 ff og s.300 ff samt til skd.cirk. nr.198 af 27.oktober 1971,

afsnit IX.

3.1. Beskatningstidspunktet

Normalt vil der ikke være nogen tvivl om, hvornår en given indtægt skal

medtages ved indkomstopgørelsen, allerede fordi de forskellige tidspunkter,

der kan komme på tale - retserhvervelsestidspunktet, forfaldstidspunktet og

betalingstidspunktet - alle falder i det samme indkomstår. Den almindelige

hovedregel er, at en indtægt skal medregnes ved indkomstopgørelsen på

tidspunktet for den endelige retserhvervelse.

Hvis retten til en indtægt er betinget, er beskatningstidspunktet

afhængigt af betingelsens indhold.

Hvis betingelsen nærmest har karakter af en formsag, f.eks. tinglysning af

et skøde i forbindelse med en ejendomshandel, og der i realiteten ikke er

tvivl om, at betingelsen vil blive opfyldt, indtræder beskatning allerede på

aftaletidspunktet. Betingelser, der ikke udskyder beskatningstidspunktet

betegnes som resolutive.

Hvis betingelsen derimod er af en sådan karakter, at der hersker reel

usikkerhed, om aftalen bliver gennemført, f.eks. køb af en ejendom betinget

af salg af en anden ejendom til en bestemt pris inden 1 måned, indtræder

beskatning først, når betingelsen er opfyldt. Sådanne betingelser, der

udskyder beskatningstidspunktet, betegnes som suspensive.

Erhvervsindtægter skal som hovedregel medtages ved

indkomstopgørelsen, når der er erhvervet endelig ret til en bestemt

ydelse. Hvor der ligger kontraktsforhold til grund for erhvervelsen, kan

det beskatningsmæssige tidspunkt herefter fastlægges som det tidspunkt, hvor

en kontraktspart har udført det, han ifølge den gensidigt bebyrdende kontrakt

har forpligtet sig til at yde, således at han mod den anden aftalepart har

erhvervet et endeligt og ubetinget krav på en modydelse, der er opgjort eller

kan opgøres i penge eller penges værd. Fra dette hovedsynspunkt gælder der

dog en række undtagelser.

Lønindtægter og anden A-indkomst, der i henhold til faglig

overenskomst eller på tilsvarende måde som led i arbejdsgiverens sædvanlige

forretningsgang kommer til udbetaling efter indkomstårets udløb skal ifølge

finansministeriets bekendtgørelse nr.499 af 20.sept. 1985, medtages i

indkomstopgørelsen for det indkomstår, hvori udbetalingen finder

sted, dog senest på det tidspunkt, hvor der er forløbet 6 måneder efter

retserhvervelsen, og senest ved ophøret af den pågældendes subjektive

skattepligt. Se D 1.1.

Feriegodtgørelse, tantieme o.lign. skal dog fortsat beskattes i

det år, hvori der erhverves en endelig ret til beløbet. For lønmodtagere med

ret til ferie med løn beskattes ferielønnen først i det år, hvori ferien

holdes, selv om udbetalingen støtter sig på en i det foregående indkomstår

optjent ferieret, lsr.1973.106. Se D 1.2 og D 1.3.

Ved almindelig erhvervsmæssig handel erhverver en sælger af en

vare først ret til modydelsen, når han har opfyldt sin leveringspligt,

hvorfor indtægten først skal tages i betragtning på

leveringstidspunktet, lsr.1952.120, 1970.16. At modydelsen først

forfalder eller betales senere er uden betydning, lsr.1971.119.

Provisionsindtægter for en salgsagent inden for møbelbranchen, der

ikke havde nogen skriftlig aftale med agenturgiverne, blev anset for

erhvervet i skattemæssig henseende ved agenturgiverens fakturering til

køberen, Skat 1988.12.776.

De af et selskab modtagne og afgivne forudbetalinger i forbindelse med

licensaftaler blev, da der ikke var tale om salg af patenter,

anset for omfattet af SL, således at de skulle indtægts- henholdsvis

udgiftsføres i de år, hvor de var modtaget eller erlagt, idet de ikke kunne

kræves tilbage, Skat 1989.4.328.

En landmands gård brændte i slutningen af 1987, og branderstatningen fra

forsikringsselskabet dækkede bl.a. tab på besætning, beholdninger og

inventar. Dette erstatningsbeløb, der i alt androg ca. 2 mio. kr., skulle

principielt indtægtsføres i 1987, hvorved indkomsten i dette år ville blive

usædvanlig høj. Tilsvarende ville indkomsten i de følgende år blive

usædvanlig lav. Idet der var tale om periodeforskydninger, som gældende

lovbestemmelser ikke kunne antages at have taget højde for, tillod

Ligningsrådet under hensyn til skadens omfang m.v., at avancerne først blev

indtægtsført i 1988, Skat 1988.2.95.

For bygningshåndværkere, entreprenører m.v. fører reglerne om igangværende

arbejder til, at indtægter og udgifter på enkeltstående arbejdsopgaver, der

strækker sig over flere år, først skal medregnes ved indkomstopgørelsen i

året for opgavens afslutning, se L 3.6.2. Om hensættelser til imødegåelse af

service- eller garantikrav, se L 3.6.7.

Honorarindtægter for flerårige arbejder inden for liberale erhverv

skal som hovedregel beskattes, når arbejdet er tilendebragt, eller når

kravet i øvrigt måtte være regningsmodent jfr. bl.a. HD af 17.dec.

1982 (skd.64.104).

Acontohonorarer, f.eks. efter de for de pågældende fag gældende

kollegiale regler, skal medregnes, når acontoregning er eller kunne have

været fremsendt og forlangt betalt. Dette vil ofte være tilfældet, når

acontohonoraret modtages. En egentlig forudbetaling skal ikke indtægtsføres,

før der erhverves ret til beløbet.

Vedrørende arkitekters og rådgivende ingeniørers indtægtsføring

af honorarer m.v. henvises til SD-cirk.1978-9, ligesom der henvises til SD's

revisionsmeddelelse 1981-3 om indtægtsføring af salærindtægter i

advokatvirksomheder.

Efterbetaling og tilbagebetaling af merværdiafgift skal henføres

til skatteansættelsen for det indkomstår, afgiften vedrører, dvs. til det år,

afgiften ville have haft indflydelse på indkomstopgørelsen, såfremt afgiften

havde været beregnet korrekt, SD-cirk.1980.50, jfr. ØLD af 30.nov. 1979

(skd.54.248).

Lejeindtægter skal henføres til den periode, lejen vedrører.

Dette gælder også selv om lejen er forudbetalt evt. for en flerårig periode

og lejekontrakten er uopsigelig fra begge parters side. En eventuel

tinglysning af lejekontrakten er uden betydning for

beskatningstidspunktet. Se dog afsnit H 7.4 om timeshare.

Udbytte beskattes i det år, hvori det endeligt vedtages på

generalforsamlingen. Det er uden betydning, at udbyttet først kan hæves

senere, lsr.1962.98.

Renteindtægter skal som hovedregel først beskattes på

det tidspunkt, hvor de forfalder til betaling. Se E 5.1. og LV om

skattepligt og dobbeltbeskatning om afvigelser herfra, herunder om reglerne i

LL § 5A og § 5B.

Efter praksis beskattes underholdsbidrag og understøttelser i

henhold til en forpligtelseserklæring først i betalingsåret. Se E 3.

Indtægt i form af gaver anses skattepligtig, i det år, hvor

gavetilsagnet kommer til modtagerens kundskab, hvorved han erhverver

ret til gaven. Hvis gavemodtageren, før gaveløftet er opfyldt, giver

betingelsesfrit afkald på gaven, skal beskatning ikke ske.

Ved overdragelse af formuegoder - bortset fra sædvanlige

handelsforhold - er tidspunktet for aftalens indgåelse afgørende for

beskatningstidspunktet, idet ejendomsretten ved aftalen overgår til køberen,

selv om tidspunktet for opfyldelsen af handlen først indtræder på et senere

tidspunkt.

Ved salg af fast ejendom er der derfor erhvervet ret til

salgssummen allerede ved underskrivelse af slutseddel, medens

overtagelsesdagen, tidspunktet for skøde eller tinglysning af skødet

er uden betydning i denne relation. Se H 1.2.

Også ved overdragelse af andre formuegoder er beskatningstidspunktet lig

tidspunktet for indgåelse af aftalen. Se L 5.1 og G 6.1.11 om

henholdsvis sælgers og købers afskrivningsadgang på aktiver omfattet af

afskrivningsloven i forbindelse med salg af sådanne aktiver.

Ved salg af værdipapirer udløses avancebeskatningen også i

det år, hvori aftalen indgås, selv om handlen først opfyldes i et

følgende år. Se lsr.1977.117, hvor parterne havde aftalt, at overdragelsen

juridisk og skattemæssigt først fandt sted samtidig med betalingen, men hvor

avancebeskatning alligevel fandt sted i det år, aftalen var indgået.

Om kommanditister, se Skat 1989.4.331 og L 7.1.

Er spørgsmålet om retten til en indkomst genstand for en retstvist,

kan indkomsten normalt først anses for endeligt erhvervet, når rettens

eksistens er fastslået gennem dom eller forlig, lsr.1971.14, 1972.108 og

1975.128. Er alene indkomstens størrelse genstand for en retstvist,

udskydes beskatningen ikke.

3.2. Fradragstidspunktet

Udgifter, der er fradragsberettigede, kan normalt fradrages, når der er

opstået en retlig forpligtelse til at afholde udgiften.

Om fradrag for en lønmodtagers erhvervsudgifter, se D 2.

Udgifter, der har karakter af fradragsberettigede driftsomkostninger kan

normalt fratrækkes, når der er indtrådt en endelig forpligtelse til at

afholde udgiften, også selv om beløbet endnu ikke er forfaldent. Hvor der

foreligger en forudbetaling for en flerårig periode, kan udgiften ikke

fratrækkes i betalingsåret, men vil kunne afskrives over vedkommende periode.

Hvis udgiften medgår til anskaffelse af et aktiv med omsætningsværdi

følger periodefordelingen af de forskellige afskrivningsregler.

Forfaldstidspunktet er som hovedregel afgørende for

fradragsretten for renteudgifter. Forfalder renten for en

længere periode ved låneoptagelsen, vil alene renteudgifter, der

vedrører indkomståret, kunne fratrækkes. Se nærmere herom F 3.1.2.

Beløb, der er anvendt til ejendomsskatter, er i et vist

omfang fradragsberettigede, jfr. LL § 14, se herom G 5.2.2.

Fradrag for underholdsbidrag og ydelser efter en

forpligtelseserklæring er betinget af, at betaling faktisk har fundet

sted, lsr.1957.72, og forudsætter endvidere, at beløbet er forfaldent, jfr.

lsr.1972.77. Se F 1.

Præmier o.lign., der kan fradrages efter reglerne i

pensionsbeskatningsloven, er fradragsberettigede i det år, hvori

beløbet forfalder til betaling, men hvor der er tale om, at

fradragsretten er knyttet til et indskud, hvis størrelse vilkårligt bestemmes

af skatteyderen, f.eks. indskud på børneopsparings- og

selvpensioneringskonto, er fradragsretten knyttet til betalingstidspunktet.

Tab kan normalt fratrækkes, når tabet og dets størrelse er

endeligt konstateret. Se dog ØLD af 12.okt. 1987 (Skat 1987.12.853),

hvor nogle forgæves afholdte projektudgifter blev henvist til afskrivning i

medfør af SL § 6a. Om tab på debitorer, se L 3.6.5.

3.3. Underskud

Underskud i den skattepligtige indkomst m.v. kan fremføres til fradrag i

den skattepligtige indkomst m.v. for de nærmest følgende 5 indkomstår efter

reglerne i PSL § 13, VSL § 13 samt LOSI § 9. For selskaber m.v., fonde og

foreninger samt dødsboer gælder LL § 15.

Skattemæssige underskud, der er konstateret i indkomstårene 1984 til 1986

og som fremføres efter LL § 15, fremføres til fradrag efter de regler, som

gælder for underskud i skattepligtig indkomst.

Reglerne er beskrevet i henholdsvis skd.cirk. nr.22 om PSL, afsnit E, (i

det følgende kaldet PSL-cirk.) og i skd.cirk. nr.21 om VSL, afsnit O, (i det

følgende kaldet VSL-cirk.). Begge cirkulærer er af 9.dec. 1986.

Se også LV SC 1.2.6 om handel med underskudsselskaber.

3.3.1. PSL § 13

PSL § 13 omfatter de underskud, der kan fremkomme ved opgørelsen af den

skattepligtige indkomst og ved opgørelsen af den personlige indkomst.

3.3.1.1. Underskud i skattepligtig indkomst

Underskud i skattepligtig indkomst, jfr. § 13, stk.1 og 2,

modregnes med skatteværdien i 12 pct.'s- og 6 pct.'s-skatterne.

I det år, hvor underskuddet opstår, modregnes skatteværdien af

underskuddet så vidt muligt i de beregnede 12 pct.'s- og 6 pct.'s-skatter for

samme indkomstår, først i 12 pct.'s-skatten, dernæst i 6 pct.'s-skatten.

Modregningen sker, før disse skatter eventuelt nedsættes med skatteværdien af

personfradrag.

Hvis der efter modregningen er en overskydende skatteværdi,

omregnes denne til negativ skattepligtig indkomst, der fremføres

til de 5 efterfølgende indkomstår. Hvert år fratrækkes underskuddet

først i den skattepligtige indkomst. Skatteværdien af et eventuelt resterende

underskud fratrækkes derefter i de beregnede 12 pct.'s- og 6 pct.'s-skatter.

12 pct.'s- og 6 pct.'s-skatterne beregnes efter, at den personlige

indkomst og nettokapitalindkomsten er reguleret efter

overgangsreglerne for positiv nettokapitalindkomst, negativ

nettokapitalindkomst m.v., samt reguleret med fremført underskud i personlig

indkomst (beregningsmæssig personlig indkomst og beregningsmæssig

nettokapitalindkomst).

Omregning af underskud i skattepligtig indkomst til skatteværdi

og fra skatteværdi tilbage til negativ skattepligtig indkomst sker på basis

af statsskattesatsen på 22 pct. samt satserne for de kommunale skatter og

kirkelige afgifter. Et fremført underskud i den skattepligtige indkomst

omregnes til skatteværdi på grundlag af skatteprocenterne i det

indkomstår, hvori det uudnyttede underskud helt eller delvis udlignes i

de beregnede 12 pct.'s- og 6 pct.'s-skatter.

Samlevende ægtefæller

I det år, hvor underskuddet i skattepligtig indkomst opstår, modregnes

skatteværdien af underskuddet så vidt muligt i den skattepligtiges beregnede

12 pct.'s- og 6 pct.'s-skatter for samme indkomstår.

Et herefter resterende underskud skal, før det kan fremføres til senere

indkomstår, først modregnes i størst muligt omfang i ægtefællens

skattepligtige indkomst, hvis ægtefællerne er samlevende ved

indkomstårets udløb. Derefter skal det modregnes med skatteværdien af et

resterende underskud i ægtefællens beregnede 12 pct.'s- og 6 pct.'s-skatter.

Hvis der herefter fortsat resterer et underskud, fremføres det til de 5

følgende indkomstår.

I hvert af disse år sker modregning af underskud først i den

skattepligtiges egen skattepligtige indkomst. Derefter modregnes

skatteværdien af uudnyttet underskud i den skattepligtiges 12 pct.'s- og 6

pct.'s-skatter. Et herefter uudnyttet underskud modregnes i ægtefællens

skattepligtige indkomst. Endelig modregnes skatteværdien af uudnyttet

underskud i ægtefællens eventuelle 12 pct.'s- og 6 pct.'s-skatter. Ved

beregningen af 12 pct.'s- og 6 pct.'s-skatterne anvendes den

beregningsmæssige personlige indkomst og den beregningsmæssige

nettokapitalindkomst.

Et fremført underskud i den skattepligtige indkomst omregnes til

skatteværdi på grundlag af skatteprocenterne i det indkomstår, hvori det

uudnyttede underskud helt eller delvis udlignes i beregnede 12 pct.'s-

og 6 pct.'s-skatter. Hvis det uudnyttede underskud modregnes i ægtefællens 12

pct.'s- og 6 pct.'s-skatter, sker omregningen med ægtefællens

skatteprocenter.

Se eksempel 1 under C 3.3.5.

3.3.1.2. Underskud i den personlige indkomst

Underskud i den personlige indkomst, jfr. § 13, stk.3 og 4, kan kun

modregnes i de indkomster, der indgår i beregningsgrundlaget for 12

pct.'s- og 6 pct.'s-skatterne. Det vil sige i positiv

nettokapitalindkomst og i positiv personlig indkomst. Der sker

også modregning i beløb, der er mindre end grundbeløbene på 200.000 kr. eller

bundfradraget på 130.000 kr.

I det indkomstår, hvor underskuddet opstår, modregnes dette i positiv

nettokapitalindkomst ved beregningen af 6 pct.'s-skatten.

Et herefter resterende underskud fremføres til de 5 følgende indkomstår.

Hvert år fragår det først i positiv nettokapitalindkomst og derefter i

personlig indkomst, men kun med virkning for beregningen af 12 pct.'s- og

6 pct.'s-skatterne.

Modregning af negativ personlig indkomst nedsætter ikke den

skattepligtige indkomst, men påvirker alene beregningen af 12 pct.'s- og

6 pct.'s-skatterne.

Samlevende ægtefæller

Er den skattepligtige gift og samlevende med ægtefællen ved

indkomstårets udløb, modregnes i underskudsåret den negative personlige

indkomst i den anden ægtefælles personlige indkomst ved beregningen af

12 pct.'s- og 6 pct.'s-skatterne.

Et herefter resterende underskud fragår i ægtefællernes samlede positive

nettokapitalindkomst. Hvis begge ægtefæller har positiv nettokapitalindkomst,

sker modregningen først i den skattepligtiges egen positive

nettokapitalindkomst og derefter i ægtefællens. Har den ene ægtefælle positiv

nettokapitalindkomst, mens den anden ægtefælles nettokapitalindkomst er

negativ, sker modregningen hos den ægtefælle, hvis kapitalindkomst er

positiv. Modregning kan dog højst ske i det beløb, hvormed den positive

nettokapitalindkomst overstiger den anden ægtefælles negative

nettokapitalindkomst.

Et eventuelt resterende underskud fremføres til de 5 følgende

indkomstår. I hvert af disse indkomstår fragår underskuddet først i

ægtefællernes samlede positive nettokapitalindkomst, derefter i

den skattepligtiges egen personlige indkomst og endelig i ægtefællens

personlige indkomst.

Se eksempel 2 under C 3.3.5.

Udenlandsk indkomst

Ved overførsel af underskud mellem ægtefæller ses der ved opgørelsen af

ægtefællernes skattepligtige indkomst og personlige indkomst bort fra

indtægter, der beskattes i udlandet og ikke her i landet, jfr. PSL § 13,

stk.5. Bestemmelsen svarer til den tidligere regel i KL § 26, stk.6.

En ægtefælles underskud skal ikke modregnes i den anden ægtefælles

udenlandske indkomst. Såfremt det overførte underskud overstiger ægtefællens

indkomst, kan det overskydende beløb fremføres til fradrag i de 5 følgende

indkomstår efter PSL § 13, stk.2, 3.pkt., og stk.4, 4.pkt.

Ved opgørelsen af, om en ægtefælle har underskud, der kan overføres til

den anden ægtefælle, ses der bort fra udenlandsk indkomst, for hvilken

der kan opnås skattefritagelse eller skattelempelse i henhold til en

dobbeltbeskatningsoverenskomst eller LL § 33. Det er uden betydning,

om en skattefritagelse i en dobbeltbeskatningsoverenskomst beror på en

exemption- eller creditlempelse. Dette gælder dog ikke, hvor skatten af den

udenlandske indkomst er nedsat i henhold til LL § 33 A.

Den udenlandske indtægt, der kan bortses fra, er nettoindtægten,

dvs. bruttoindtægten reduceret med f.eks. fradrag for arbejde i udlandet.

Se eksempel 38.1. i PSL-cirk.

3.3.1.3. Generelt om underskud

Underskud i den skattepligtige indkomst og underskud i den personlige

indkomst, der fremføres til udligning i løbet af de 5 indkomstår, der følger

efter underskudsåret, kan kun fremføres til et senere indkomstår, hvis det

ikke er muligt at udligne underskudsbeløbene ved modregning i et tidligere

indkomstår.

Er den skattepligtige indkomst negativ kan underskud fra tidligere

indkomstår ikke bringes til fradrag og dermed forøge underskuddet for dette

indkomstår.

Underskud, der er opstået før et ægteskab er indgået, kan

overføres til ægtefællen, hvis de er samlevende ved udgangen af det

indkomstår, hvori et uudnyttet underskud overføres.

Begrænset skattepligtige

Retten til at fremføre underskud tilkommer såvel fuldt som begrænset

skattepligtige.

Underskud fra et indkomstår med begrænset skattepligt kan - inden for de

gældende rammer - fradrages i den skattepligtige indkomst for indkomstår med

fuld skattepligt. Tilsvarende kan underskud fra et indkomstår med fuld

skattepligt fradrages i indkomsten for et indkomstår med begrænset

skattepligt. Ligeledes vil et underskud i en ansættelse som begrænset

skattepligtig for den sidste del af et indkomstår kunne modregnes i en

positiv ansættelse som fuldt skattepligtig for første del af samme

indkomstår.

På grund af udrejse blev der foretaget 2 ansættelser for

en skatteyder, een som fuldt skattepligtig med negativ indkomst og

een som begrænset skattepligtig med positiv indkomst. Der skulle

foretages en udligning af indkomsterne i de to skattepligtsperioder,

før der kunne blive tale om fremførsel af tidligere års underskud, Skat

1987.8.600.

Fremkommer der underskud i en ansættelse, der ikke omfatter et helt

indkomstår, er det kun skattepligtsperiodens underskud og ikke underskuddet

omregnet til »helårsunderskud«, der kan bringes til fradrag i de

følgende indkomstår.

3.3.2. VSL § 13

Efter VSL § 13 skal et underskud i virksomheden modregnes i

indkomst henholdsvis i og uden for virksomhedsordningen i denne rækkefølge:

1) Personlig indkomst, der stammer fra overført opsparet overskud.

Modregning af underskud i opsparet overskud sker ikke i virksomhedens

regnskab, men ved den skattepligtiges opgørelse af den personlige indkomst.

Den skattepligtige skal således hæve af det opsparede overskud efter reglerne

i VSL § 10, stk.3. Herefter vil der fremkomme en personlig indkomst, hvori

underskuddet kan modregnes. Hvis underskuddet ikke fuldt ud kan modregnes i

opsparet overskud, skal det fradrages i kapitalindkomst, før det kan

fradrages i personlig indkomst, der ikke stammer fra virksomheden.

Modregning af et underskud i opsparet overskud sker ved at overføre et

beløb svarende til halvdelen af årets underskud fra konto for opsparet

overskud. Overførslen sker i hæverækkefølgen i VSL § 5, stk.1-2. Dette beløb

samt den dertil hørende virksomhedsskat medregnes til den personlige

indkomst. Årets underskud modregnes i denne personlige indkomst, hvilket

betyder, at årets underskud modregnes i opsparet overskud. Der er tale om en

tvungen overførsel af opsparet overskud. Er beløbet ikke faktisk overført

eller hensat til senere faktisk hævning, er beløbet indskudt.

Hvis virksomhedsskatten overstiger årets slutskat, kan der ikke ske

tilbagebetaling af den del af virksomhedsskatten, der overstiger slutskatten.

Tilbagebetaling kan alene ske gennem modregning i årets slutskat for den

skattepligtige og en evt. ægtefælle. Dette er dog ikke til hinder for, at der

sker tilbagebetaling af årets overskydende skat, når der er indbetalt for

store beløb i forskudsskat i indkomståret. Fremkommer der en resterende

virksomhedsskat, kan denne føres frem til modregning for den skattepligtige

og en evt. ægtefælle. Resterende virksomhedsskat, kan alene modregnes inden

for 5-års perioden.

Se eksempel 3 under C 3.3.5 og eksemplerne 120.1 og 121.1 i VSL-cirk.

2) Positiv kapitalindkomst (netto).

Efter lovens § 13, stk.2, skal et underskud i virksomheden, der ikke kan

rummes i et opsparet overskud, fradrages i positiv kapitalindkomst. Er den

skattepligtige gift og samlevende med ægtefællen ved indkomstårets

udgang, skal underskuddet fradrages i ægtefællernes samlede positive

kapitalindkomst (netto). Det vil sige, at underskuddet skal være

fradraget i begge ægtefællers positive kapitalindkomst, før det kan fradrages

i personlig indkomst. Har den ene af ægtefællerne negativ kapitalindkomst,

skal denne modregnes i den anden ægtefælles positive kapitalindkomst, før der

sker fradrag af virksomhedsunderskud. Hvis underskuddet er mindre end

ægtefællernes samlede positive kapitalindkomst, skal underskuddet først

fradrages i indehaverens positive kapitalindkomst, før det fradrages i

ægtefællens positive kapitalindkomst.

Hvis begge ægtefæller har et virksomhedsunderskud efter

virksomhedsordningen, og begge har positiv kapitalindkomst, skal

virksomhedsunderskuddet først fradrages i den pågældendes egen positive

nettokapitalindkomst, før et resterende underskud kan fradrages i en

resterende positiv kapitalindkomst hos ægtefællen.

3) Personlig indkomst.

Efter VSL § 13, stk.3, skal et underskud, der ikke kan rummes i den

skattepligtiges og en evt. ægtefælles samlede positive kapitalindkomst,

fradrages i personlig indkomst fra andre indkomstkilder, f.eks. lønindkomst.

Fradraget skal først foretages i den skattepligtiges egen personlige

indkomst, før det kan føres til fradrag i en evt. ægtefælles personlige

indkomst.

4) Resterende underskud fremføres til fradrag i

virksomhedsindkomst i de efterfølgende 5 indkomstår. Underskud kan kun

fremføres til et senere indkomstår, hvis det ikke kan rummes i årets

virksomhedsindkomst eller i indkomst som nævnt under pkt.2 og 3.

Inden for 5-års perioden finder reglerne i § 13, stk.2 og 3 tilsvarende

anvendelse. Det betyder, at fremførte underskud efter fradrag i et evt.

overskud, skal fradrages i positiv kapitalindkomst, før det kan fradrages i

personlig indkomst.

Underskud, der ikke er modregnet inden for 5-års perioden, kan ikke senere

modregnes.

Fremførsel af gamle underskud

Underskud fra indkomstårene 1984-86 skal fremføres efter

reglerne i PSL. Det gælder uafhængigt af, om den virksomhed, som de

stammer fra, efterfølgende beskattes efter VSL.

Hvis et skattemæssigt underskud er opstået i et indkomstår, hvor

virksomheden beskattes efter PSL, skal det fortsat fremføres efter

reglerne i PSL, selv om virksomheden overgår til beskatning efter VSL.

Hvis et skattemæssigt underskud er opstået i et indkomstår, hvor

virksomheden beskattes efter VSL, skal det tilsvarende fremføres efter

reglerne i VSL. Det gælder efter VSL § 13, stk.5, uanset om den

skattepligtige anvender VSL i hele eller en del af den 5-års periode, hvor

underskuddet kan fremføres.

3.3.3. LOSI § 9

Negativ særlig indkomst kan fradrages ved opgørelsen af den

skattepligtige almindelige indkomst. Den negative særlige indkomst

skal fradrages fuldt ud, selv om den skattepligtige almindelige indkomst

derved bliver negativ. Den derved opståede negative almindelige indkomst

fremføres efter reglerne i PSL § 13, stk.1. Den negative særlige indkomst kan

derimod ikke selvstændigt fremføres til fradrag i særlig indkomst for et

efterfølgende indkomstår.

Hvis den skattepligtige er gift, og ægtefællerne er samlevende

ved indkomstårets udløb, fradrages negativ særlig indkomst ved opgørelsen af

den skattepligtiges egen skattepligtige indkomst. Et herved opstået underskud

i den skattepligtige indkomst fragår med skatteværdien i den skattepligtiges

egne 12 pct.'s- og 6 pct.'s-skatter. Et herefter resterende

underskud i den skattepligtige indkomst overføres til ægtefællen og

fremføres eventuelt til senere indkomstår efter reglerne i PSL § 13, stk.2.

Underskud i skattepligtig almindelig indkomst, hvis skatteværdi

ikke er modregnet i beregnede 12 pct.'s- og 6 pct.'s-skatter efter PSL § 13,

stk.1, eller overført til modregning hos en eventuel ægtefælle efter PSL §

13, stk.2, kan fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtiges egen og

derefter eventuelt i ægtefællens særlige indkomst for samme indkomstår. Et

herefter resterende underskud kan fremføres til de følgende indkomstår.

Modregningen i særlig indkomst er valgfri. Den skattepligtige kan

vælge i stedet at betale den særlige indkomstskat og at fremføre underskuddet

til de 5 følgende indkomstår. Underskud i den skattepligtige indkomst, der er

fremført fra tidligere indkomstår efter PSL, kan, hvis det ikke fuldt ud er

modregnet i det indkomstår, hvortil det gamle underskud er fremført,

ligeledes modregnes i positiv særlig indkomst.

Underskud i personlig indkomst kan ikke modregnes i positiv særlig

indkomst.

Et uudnyttet underskud i virksomhedsindkomst kan fratrækkes i

særlig indkomst i samme indkomstår. Modregning sker først i den

skattepligtiges egen positive særlige indkomst og dernæst i ægtefællens. Ved

uudnyttet underskud forstås negativ virksomhedsindkomst, der ikke har kunnet

modregnes hos den skattepligtige selv eller hos en evt. ægtefælle efter

reglerne i VSL § 13. Modregning af negativ virksomhedsindkomst efter reglerne

i VSL § 13 går således forud for modregning i positiv særlig

indkomst.

Det er valgfrit, om den skattepligtige vil modregne en negativ

virksomhedsindkomst i positiv særlig indkomst. Den skattepligtige kan således

i stedet vælge at fremføre underskuddet efter VSL § 13.

Vælger den skattepligtige at fradrage negativ skattepligtig indkomst eller

virksomhedsindkomst i den særlige indkomst, skal hele underskuddet fradrages,

hvis dette er mindre end eller lig med den særlige indkomst. Er underskuddet

større end den særlige indkomst, skal der fradrages så meget, at den

skattepligtige særlige indkomst (før 6.000 kr.'s fradraget efter § 8, stk.3)

helt udlignes. Virksomhedsunderskud fradrages før underskud i skattepligtig

indkomst.

3.3.4. Flere underskud

Hvis en skattepligtig har flere underskud, skal underskuddene

udlignes i nedenstående rækkefølge:

1) Årets virksomhedsunderskud.

2) Virksomhedsunderskud fra tidligere indkomstår.

3) Årets negative personlige indkomst.

4) Negativ personlig indkomst fra tidligere indkomstår.

5) Årets negative særlige indkomst.

6) Årets negative skattepligtige indkomst.

7) Negativ skattepligtig indkomst fra tidligere indkomstår.

3.3.5. »Gamle« underskud

Ved alle former for underskud, hvor der sker fremførsel af underskud fra

tidligere indkomstår, fremføres det ældste underskud først.

Underskud i den skattepligtige indkomst, der er konstateret for

indkomstårene 1984-86, og som hidtil har været omfatet af LL § 15,

fremføres efter reglerne i PSL § 13, stk.1 og 2, som underskud i

skattepligtig indkomst.

Reglen om, at et underskud i skattepligtig indkomst kan udlignes ved

modregning med skatteværdien i de beregnede 12 pct.'s- og 6 pct.'s-skatter

eller ved overførsel til ægtefællen, gælder også for de gamle underskud, der

fremføres til de senere indkomstår. Hvis der er underskud i det indkomstår,

hvortil det gamle underskud fremføres, men der er beregnet 12 pct.'s- og 6

pct.'s-skat for dette indkomstår, eller der er mulighed for at overføre

underskud til ægtefællen, skal det aktuelle underskud udlignes først.

Derefter udlignes de gamle underskud. Hvis der er flere gamle underskud,

udlignes det ældste underskud først.

Gamle underskud er ikke omfattet af overgangsreglerne om

fradragsberettigede udgifter i PSL § 24. Heller ikke underskud i den

skattepligtige indkomst, der opstår i indkomståret 1987 eller senere, er

omfattet af overgangsordningen.

Se eksemplerne nedenfor.

Eksempel 1:

Ægtefælle 1 Ægtefælle 2

Indkomståret 1988 - 200.000 kr. 0 kr.

-------------------------------------------------------------------

Indkomståret 1989

Personlig indkomst .................... 250.000 kr. 200.000 kr.

Nettokapitalindkomst .................. - 300.000 kr. - 100.000 kr.

Ligningsmæssigt fradrag (LL § 8 F) .... - 3.500 kr. - 3.500 kr.

-------------------------------------------------------------------

Skattepligtig indkomst før fremført

negativ skattepligtig indkomst

fra 1988 .............................. - 53.500 kr. 96.500 kr.

-------------------------------------------------------------------

Beregningsmæssig personlig indkomst:

Ægtefællernes personlige

indkomst .................. 450.000 kr.

- Bundfradrag og negativ

nettokapitalindkomst

(200.000 kr.+150.000 kr.) . 350.000 kr.

------------

100.000 kr.

------------

Heraf 25% (PSL § 22, stk.2) 25.000 kr.

+ PSL § 22, stk.1 ......... 85.000 kr.

------------

110.000 kr.

Fradrag i personlig indkomst

150.000 kr.-110.000 kr. ... = 40.000 kr. 210.000 kr. 200.000 kr.

-------------------------------------------------------------------

Beregningsmæssig nettokapitalindkomst . - 260.000 kr. - 100.000 kr.

-------------------------------------------------------------------

Skatteberegning

12 pct.'s-skat:

12% af 210.000 kr.-216.400 kr.=0 kr. .. 0 kr.

12% af 200.000 kr.-216.400 kr.=0 kr. .. 0 kr.

6 pct.'s-skat:

6% af 210.000 kr.-140.700 kr.=69.300 kr. 4.158 kr.

6% af 200.000 kr.-140.700 kr.=59.300 kr. 3.550 kr.

-------------------------------------------------------------------

Skat før underskud .................... 4.158 kr. 3.558 kr.

-------------------------------------------------------------------

Skatteværdi af underskud

Skatteprocent 50

50% af -53.500 kr. = -26.750 kr. ..... - 4.158 kr.

Resterende skatteværdi af underskud,

-22.592 kr., omregnes til negativ

skattepligtig indkomst:

-22.592 kr.x100/50 = -45.184 kr.,

der modregnes i Æ 2's skattepligtige

indkomst .............................. - 45.184 kr.

Negativ skattepligtig indkomst fra 1988

modregnes i Æ 2's resterende

skattepligtige indkomst ............... - 51.316 kr.

Resterende negativ skattepligtig indkomst

fra 1988 -148.684 kr.

Skatteværdi 50% af -148.684 kr. = -74.342 kr. - 3.558 kr.

Resterende skatteværdi af underskud,

-79.784 kr., omregnes til negativ

skattepligtig indkomst: -70.784 kr. x

100/50 = -141.568 kr., der kan fremføres

til senere indkomstår.

Underskuddet skal være anvendt senest i

indkomståret 1993.

Eksempel 2:

Ægtefælle 1 Ægtefælle 2

Kr.

Indkomståret 1989, skatteprocent 50

Personlig indkomst .................... - 150.000 kr. 90.000 kr.

Nettokapitalindkomst .................. 60.000 kr. - 40.000 kr.

Fradragsberettigede udgifter .......... - 10.000 kr. - 10.000 kr.

-------------------------------------------------------------------

Skattepligtig indkomst ................ - 100.000 kr. 40.000 kr.

Modregning i ægtefællens personlige

indkomst:

Personlig indkomst .................... - 150.000 kr. 90.000 kr.

Modregning ............................ 90.000 kr. - 90.000 kr.

-------------------------------------------------------------------

Rest negativ personlig indkomst ....... - 60.000 kr. 0 kr.

-------------------------------------------------------------------

Modregning af negativ personlig

indkomst i ægtefællernes samlede

nettokapitalindkomst:

Negativ personlig indkomst ............ - 60.000 kr. -

Samlet nettokapitalindkomst ........... 20.000 kr. -

-------------------------------------------------------------------

Resterende negativ personlig indkomst

til fremførsel ........................ - 40.000 kr. -

-------------------------------------------------------------------

Der bliver herefter intet grundlag for

beregning af 12 pct.'s- og

6 pct.'s-skatter.

Negativ skattepligtig indkomst

modregnes i ægtefællens skattepligtige

indkomst .............................. - 100.000 kr. 40.000 kr.

Negativ skattepligtig indkomst til

fremførsel ............................ - 60.000 kr. - kr.

-------------------------------------------------------------------

Ægteparrets skat bliver 0 for 1989.

Eksempel 3:

Indestående på konto for opsparet overskud ........... 25.000 kr.

Årets underskud ...................................... 300.000 kr.

Underskudsmodregning:

Årets underskud ...................................... 300.000 kr.

Modregnes i:

Personlig indkomst, der stammer fra overført opsparet

overskud, dvs. indestående på konto for opsparet

overskud (25.000 kr.) samt den dertil hørende

virksomhedsskat (25.000 kr.) ......................... 50.000 kr.

-------------

Resterende underskud ................................. 250.000 kr.

Modregnes i:

Positiv kapitalindkomst.

Den skattepligtiges kapitalindkomst + 80.000 kr.

Ægtefællens kapitalindkomst - 10.000 kr. ..... 70.000 kr.

-------------

Underskud ............................................ 180.000 kr.

Modregnes i:

Den skattepligtiges øvrige personlige indkomst,

f.eks. løn ........................................... 50.000 kr.

-------------

Resterende underskud ................................. 130.000 kr.

Modregnes i:

Ægtefællens personlige indkomst ...................... 100.000 kr.

-------------

Resterende underskud ................................. 30.000 kr.

-------------

Det resterende underskud på 30.000 kr. fremføres til fradrag i

virksomhedens overskud m.v. i de nærmest efterfølgende 5 indkomstår.

3.4. Carry-back reglerne

Det i LL § 15 anførte princip videreføres ved skifte på grund af dødsfald

samt ved uskiftet bo m.v., således at en afdød persons eventuelle underskud i

de følgende 5 år kan fratrækkes i den længstlevendes (KL § 29 stk.1) eller

dødsboets indkomst (KL § 31 stk.1) - for privat og offentligt skiftede boer

dog kun under forudsætning af, at der er foretaget afsluttende ansættelse for

mellemperioden - ligesom et underskud ved en afsluttende ansættelse for

mellemperioden eller ved dødsboets indkomstansættelser kan videreføres til

boets senere indkomstansættelser og i visse tilfælde til den længstlevende

ægtefælles indkomstansættelse (KL § 31, stk.2 og § 32, stk.3).

Kildeskattelovens regler om fremførsel af underskud ved dødsfald er

tilpasset PSL og VSL's underskudsregler, se herom C 3.3.

KL § 29 om underskudsfremførsel ved uskiftet bo er i princippet

uændret. Såvel afdødes underskud i den skattepligtige indkomst som afdødes

underskud i den personlige indkomst fremføres til længstlevende efter PSL og

VSL's almindelige regler. Underskud kan ikke fremføres til fradrag i indkomst

i et eventuelt særbo efter afdøde.

KL § 31 om fremførsel af afdødes underskud til dødsboet er derimod ændret,

da dødsboet ikke er omfattet af PSL's almindelige regler om opdeling af den

skattepligtige indkomst i personlig indkomst og kapitalindkomst.

Det er herefter alene et underskud vedrørende den skattepligtige indkomst,

der kan fremføres til fradrag i dødsboets indkomst. Underskud i den

personlige indkomst kan ikke fremføres til fradrag i dødsboets indkomst.

Selv om der er en efterlevende ægtefælle, kan underskuddet i afdødes

personlige indkomst heller ikke overføres eller fremføres til denne.

Resterende virksomhedsskat kan fradrages i boets skatter efter VSL § 10,

stk.3.

KL § 32 om underskud ved skifte af uskiftet bo er i princippet uændret.

Underskud i længstlevendes skattepligtige indkomst, der ikke kan udnyttes ved

overførsel efter PSL/VSL til de følgende år, kan efter de hidtidig gældende

regler fradrages i boets skattepligtige indkomst.

Underskud i længstlevendes personlige indkomst kan ikke fradrages i boets

indkomst, men fremføres uden om boet til fradrag i længstlevendes indkomst

for senere indkomstår. Underskud i boets skattepligtige indkomst fradrages i

længstlevendes skattepligtige indkomst i det omfang, det overføres fra boet

til længstlevende, jfr. i øvrigt PSL-cirk. pkt.105-109, og VSL-cirk.

pkt.156-182.

Hvis et dødsbos egen indkomstopgørelse (d.v.s. uden overførsel af afdødes

eller en eventuel ægtefælles negative indkomst) udviser underskud, der efter

de ovenfor nævnte regler ikke kan udnyttes fuldt ud, kan boet kræve et beløb

på 30 % af det således uudnyttede underskud udbetalt af skattemyndighederne.

Boet kan dog ikke kræve et beløb udbetalt, der overstiger summen af de

skattebeløb, som boet har betalt i indkomst- og formueskat, og som afdøde

samt en eventuel ægtefælle har betalt af indkomst indtjent i dødsåret og de

to foregående indkomstår eller af formue vedrørende samme perioder.

Disse såkaldte carry-back regler findes for privat og offentligt skiftede

boer i KL § 31, stk.3, og for uskiftede boer, der skiftes i længstlevende

ægtefælles levende live, i KL § 32, stk.4. Der henvises i øvrigt til

skattedepartementets vejledning i reglerne om dødsbobeskatning m.v.

4. Personlig indkomst og kapitalindkomst - Overgangsreglerne

Ifølge personskatteloven (PSL), jfr. lovbkg. nr.481 af 9.aug. 1988,

opdeles de indtægter, der indgår i den skattepligtige indkomst, i

personlig indkomst og kapitalindkomst. De udgifter, der fragår ved

opgørelsen af den skattepligtige indkomst, kan tillige fratrækkes ved

opgørelsen af den personlige indkomst eller kapitalindkomsten, når dette

udtrykkeligt er bestemt. Se nærmere C 4.1 og 4.2.

Personskatteloven indeholder overgangsregler for store positive

nettokapitalindkomster, store negative nettokapitalindkomster og for store

fradragsberettigede udgifter, der alene kan fradrages ved opgørelsen af den

skattepligtige indkomst, men ikke ved opgørelsen af personlig indkomst eller

kapitalindkomst. Disse regler bevirker, at større ændringer i skatten som

følge af skattereformen fordeles over en årrække.

Overgangsordningerne går ud på, at en del af nettokapitalindkomsten og de

nævnte fradragsberettigede udgifter i en årrække også skal medregnes eller

fradrages ved opgørelsen af den progressivt beskattede personlige indkomst.

Se C 4.3.

Den særlige virksomhedsordning for selvstændige erhvervsdrivende i henhold

til virksomhedsskatteloven (VSL) omtales i afsnit L 1.

4.1. Personlig indkomst

PSL § 3

Den personlige indkomst omfatter ifølge PSL § 3 alle de skattepligtige

indkomster, som ikke er kapitalindkomst efter PSL § 4.

4.1.1. Indtægter

Personlig indkomst er i første række:

a. Lønindkomst, honorarer o.lign.,

b. indtægt ved selvstændig erhvervsvirksomhed,

c. pensionsindtægter,

d. løbende udbetalinger og ratebetalinger fra pensionsordninger, der er

indkomstskattepligtige efter pensionsbeskatningsloven,

e. underholdsbidrag og andre løbende ydelser,

f. uddannelsesstøtte o.lign.,

g. fortjeneste ved førstegangsafståelse af visse ejerlejligheder og

h. genvundne afskrivninger, der indgår i den skattepligtige almindelige

indkomst.

Anden skattepligtig indtægt, der ikke er kapitalindkomst, er

ligeledes personlig indkomst.

Selvstændig virksomhed

Indtægt ved selvstændig erhvervsvirksomhed er som nævnt under litra b

personlig indkomst. Det har hidtil været uden betydning, om der

er tale om aktiv eller passiv virksomhed, dog med den undtagelse at indkomst

ved skibsvirksomhed som bierhverv har været kapitalindkomst.

Med lov nr.388 af 7.juni 1989 om ændring af forskellige skattelove

(Anparter) er retsstillingen ændret for så vidt angår visse virksomheder

anskaffet den 12.maj 1989 eller senere.

Ændringen vedrører dels beskatningen af indkomst fra passiv

erhvervsvirksomhed med flere end 10 ejere, dels beskatningen af visse

udlejningsindtægter, jfr. nu PSL § 4, stk.1, nr.10, 12 og 13. Disse

indkomster er fremover kapitalindkomst, se nærmere afsnit V.

Hvis en selvstændig erhvervsdrivende benytter sig af adgangen til at

vælge virksomhedsordningen, jfr. VSL (se afsnit L 1), er det kun en

del af det overskud, der overføres fra virksomheden til den skattepligtige

selv, der er personlig indkomst. En del af overskuddet i virksomheden

betragtes som kapitalafkast, der beregnes efter særlige regler og

medregnes til kapitalindkomsten. Dette beregnede kapitalafkast (se evt. L

1.3) formindsker det beløb, der beskattes som overskud i virksomheden og

dermed som personlig indkomst. Den del af overskuddet, der bliver indestående

i virksomheden, beskattes foreløbig med en virksomhedsskat på 50 pct. Først

når det opsparede overskud senere udtages af virksomheden, beskattes det som

personlig indkomst.

Hvis virksomhedsordningen anvendes, skal de i PSL § 4 nævnte

kapitalindtægter, herunder renteindtægter og kursgevinster, der hidrører fra

virksomheden, medregnes til virksomhedsindkomsten. Hvis den skattepligtige

ikke anvender virksomhedsordningen, indgår de i kapitalindkomsten.

For vekselerere m.fl. henvises dog til C 4.2.5.

4.1.2. Fradrag

Ved opgørelsen af den personlige indkomst kan fradrages visse nærmere

afgrænsede udgifter, jfr. PSL § 3, stk.2, nr.1-6, som gennemgås i det

følgende.

Driftsomkostning ved selvstændig virksomhed

1) Efter PSL § 3, stk.2, nr.1, fradrages driftsomkostninger i

sædvanlig forstand for selvstændige erhvervsdrivende. Der er tale om de

udgifter, der medgår til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten,

f.eks. lønudgifter, vareindkøb og skattemæssige afskrivninger (efter såvel

AL, SL og LOSI).

Om afgrænsningen af begrebet: Selvstændig erhvervsvirksomhed, se

C 4.2.4.

Fradragsretten efter § 3, stk.2, nr.1, omfatter i det hele taget alle

driftsomkostninger, der er fradragsberettigede efter SL § 6 a, jfr. C 2

og L 4. Dette gælder, hvad enten virksomhedsordningen anvendes eller

ikke.

Der gælder dog følgende undtagelser:

a. Renteudgifter m.v. Dette gælder uanset om disse har

tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed eller ikke. Under

virksomhedsordningen fragår de renteudgifter m.v., der omfattes af ordningen,

ved opgørelsen af virksomhedsoverskuddet. Øvrige renteudgifter kan alene

fradrages i kapitalindkomsten.

b. Fradragsberettigede kurstab efter KGL.

c. Visse løbende provisioner og præmier, jfr. LL § 8, stk.3.

d. Særlige renteudgifter - korrektionsrenter - jfr. VSL § 11,

stk.4, sidste pkt. (se evt. L 1.7).

e. Kontingenter til arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre

faglige sammenslutninger, jfr. LL § 13 (se evt. L 4.13).

Hvis en brancheforening opkræver særlige servicebidrag og bidrag til

kollektiv garantiforsikring hos sine arbejdsgivermedlemmer, kan disse

medlemmer fratrække denne del af bidragene i den personlige indkomst i medfør

af PSL § 3, stk.2, nr.1, jfr. Skat 1987.2.147.

Selvstændige erhvervsdrivende, der er medlemmer af

registreringspligtige foreninger omfattet af fondsbeskatningsloven, kan

foretage fradrag i den personlige indkomst efter PSL § 3, stk.2, nr.1, i det

omfang kontingentet medgår til dækning af foreningens udgifter af

erhvervsmæssig karakter. Afgørende for medlemmets fradragsret er den

skattemæssige fordeling ved opgørelsen af foreningens skattepligtige

indkomst, jfr. SD-cirk.1989-2.

Løbende ydelser

Fradrag for udgifter til løbende ydelser, der udredes efter en

gensidig bebyrdende aftale, efter LL § 12, stk.8, (jfr. F 1.4) skal som

hovedregel fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, men

kan i visse tilfælde fradrages ved opgørelsen af den personlige

indkomst efter PSL § 3, stk.2, nr.1. Forudsætningen for

fradragsretten er for det første, at den skattepligtige, som afholder

ydelsen, er selvstændig erhvervsdrivende. Det er dernæst afgørende,

om den afholdte ydelse har karakter af en driftsomkostning. Der kan

f.eks. være tale om fradragsret ved opgørelsen af den personlige indkomst i

de tilfælde, hvor den skattepligtige i forbindelse med overtagelse af en

virksomhed påtager sig en underholds- eller aftægtsydelse (eventuelt i

form af fribolig) over for den tidligere ejer. Der kan også være tale om, at

købesummen for en virksomhed helt eller delvis fastsættes til en løbende

andel af overskuddet eller omsætningen i en vis årrække.

Udgifter i følge LL § 8

2) Efter PSL § 3, stk.2, nr.2, kan udgifter, som i forbindelse med den

skattepligtiges erhverv er afholdt til rejser, reklame o.lign.,

fradrages ved opgørelsen af den personlige indkomst, jfr. LL § 8, stk.1.

Repræsentationsudgifter kan som hovedregel dog kun fradrages med 25

pct. af beløbet, jfr. LL § 8, stk.4 (jfr. L 4.6 og L 4.7).

LL §§ 8 B og 8 C

Erhvervsmæssige forskningsudgifter og tilslutningsafgifter m.v.,

der er fradragsberettigede efter de særlige regler i LL §§ 8 B og 8 C, fragår

ligeledes ved opgørelsen af den personlige indkomst (jfr. L 4.10 og G 5.2.5).

LL §§ 14, 14 F og 27 B

I det omfang ejendomsskatter m.v. er fradragsberettigede i

henhold til LL § 14 (jfr. G 5.2.2) foretages fradraget ved opgørelsen af den

personlige indkomst, og det samme gælder bidrag til sociale fonde

(jfr. LL § 14 F) og tilbagebetaling af tilskud efter LL 27 B,

stk.4, (jfr. L 7.2).

KL § 25 A

Beløb, der overføres til den medarbejdende ægtefælle efter KL §

25 A til beskatning hos denne, fragår ved opgørelsen af den personlige

indkomst hos den anden ægtefælle (jfr. B 1.4).

Bidrag og præmier til pensionsordninger m.v.

3) Efter PSL § 3, stk.2, nr.3, fradrages præmier og bidrag til

pensionsordninger m.v. i det i PL § 18 nævnte omfang (jfr. afsnit I).

Indbetalinger til kapitalpensionsordninger kan dog kun fradrages

i det omfang, bidraget kan rummes i den personlige indkomst efter fradrag af

bidrag til andre pensionsordninger, men uden fradrag for

kapitalpensionsbidraget. Fradragsretten gælder, hvad enten den

skattepligtige er selvstændig erhvervsdrivende eller ikke.

Der er endvidere fradragsret for bidrag til hjælpe- og

understøttelsesfonde efter PL § 52.

Erhvervsdrivendes egne indbetalinger til pensionsordninger fragår

ved opgørelsen af den personlige indkomst uden for virksomheden, selv om de

anvender virksomhedsordningen. Beløbet fragår således ikke i

virksomhedsindkomsten.

Bidrag til ansattes pension fragår i virksomhedsindkomsten, hvis

denne anvendes, og ellers i den personlige indkomst, jfr. PSL § 3, stk.2,

nr.1, om driftsudgifter.

Investeringsfonds

4) Henlæggelser til investeringsfonds (jfr. L 5.7) kan fradrages

ved opgørelsen af den personlige indkomst, jfr. PSL § 3, stk.2, nr.4.

Husdyrbesætninger

5) Ifølge PSL § 3, stk.2, nr.5, kan forskelsbeløb og nedskrivning ifølge

husdyrbesætningslovens §§ 2 og 8 fradrages ved opgørelsen af den

personlige indkomst (jfr. R 1).

Varelagernedskrivninger

6) Endelig kan varelagernedskrivninger efter varelagerlovens § 1,

stk.4 (jfr. L 3.6.1), fradrages ved opgørelsen af den personlige indkomst,

jfr. PSL § 3, stk.2, nr.6.

Det kan sammenfattende bemærkes, at de under 1, 2, 4, 5 og 6

nævnte udgifter alene kan fradrages ved opgørelsen af den

personlige indkomst, når der er tale om udgifter i forbindelse med

driften af selvstændig erhvervsvirksomhed. Begrebet selvstændig

erhvervsvirksomhed er det samme i personskatteloven som i

virksomhedsskatteloven. Se C 4.2.4.

De under 3 nævnte indbetalinger til pensionsordninger kan derimod

fradrages af alle skattepligtige.

4.1.2.1. Blandede driftsmidler

Driftsmidler, der benyttes både til erhvervsmæssige og til private formål,

kan som hovedregel ikke indgå i virksomhedsordningen. Det betyder,

at den erhvervsdrivende skal fradrage de udgifter, som svarer til den

erhvervsmæssige andel af driftsmidlets benyttelse, ved opgørelsen af sin

personlige indkomst. Genvundne afskrivninger på driftsmidlet skal på

samme måde medregnes til den personlige indkomst.

Den erhvervsdrivende kan dog vælge at lade biler og vindmøller,

der benyttes både til erhvervsmæssige og til private formål, indgå i

virksomhedsordningen, og i disse tilfælde skal afskrivninger på (hele)

driftsmidlet indgå i virksomhedsordningen, se nærmere L 1.1.

Tab ved salg af et afskrivningsberettiget driftsmiddel, der benyttes både

til erhvervsmæssige og til private formål, kan af selvstændige

erhvervsdrivende fradrages ved opgørelsen af den personlige indkomst.

Hvis aktivet er medtaget i virksomhedsordningen, skal tabet fradrages ved

opgørelsen af virksomhedsindkomsten.

4.1.2.2. Lønmodtagere

I det omfang skattepligtige, der ikke er selvstændige

erhvervsdrivende, afholder fradragsberettigede udgifter, herunder

afskrivninger, skal fradrag foretages ved opgørelsen af den

skattepligtige indkomst (men ikke ved opgørelsen af den

personlige indkomst). Fradrag kan dog kun ske i det omfang, den pågældendes

samlede fradragsberettigede udgifter overstiger 3.300 kr. (jfr. LL § 9,

stk.1).

Eventuelle genvundne afskrivninger skal medregnes til den

personlige indkomst.

Disse regler gælder f.eks. for lønmodtagere, der anvender egen bil delvis

erhvervsmæssigt, og som afskriver den efter reglerne i AL afsnit II.

Tab ved en lønmodtagers salg af et blandet driftsmiddel kan kun

fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

4.2. Kapitalindkomst

PSL § 4

Kapitalindkomsten omfatter de i PSL § 4 opregnede indtægter og udgifter.

Bestemmelsen er for så vidt udtømmende. Det kan dog i anden lov være

bestemt, at indtægter og udgifter, der ikke er nævnt i bestemmelsen, skal

behandles som kapitalindkomst, jfr. f.eks. PL § 53.

Kapitalindkomsten omfatter det samlede nettobeløb af:

1) Renteindtægter og renteudgifter,

2) skattepligtige kursgevinster og fradragsberettigede kurstab efter lov

om skattemæssig behandling af gevinst og tab på fordring og gæld (KGL), se

evt. E 5.3,

3) beregnet kapitalafkast i selvstændig erhvervsvirksomhed efter VSL § 7

(se evt. L 1.3),

4) aktieudbytte og skattegodtgørelse efter LL § 16 A og SSL § 17 A,

5) skattepligtig fortjeneste eller skattepligtige afståelsessummer efter

ABL §§ 2 og 2a eller LL § 16 B,

5a) skattepligtig fortjeneste og fradragsberettiget tab ved udlodning af

likvidationsprovenu og afståelse af andelsbeviser m.v. efter ABL § 2b,

6) overskud eller underskud af en- eller tofamilieshuse m.v., fritidshuse,

ejerlejligheder, grund og lignende, se nærmere C 4.2.1.,

7) de i LL § 8, stk.3, omhandlede provisioner m.v. (se F 3.3),

8) beløb (korrektionsrenter) efter VSL § 11, stk.4, sidste pkt., (se

nærmere L 1.7),

9) nedslag efter lov om nedslag i skatteansættelsen for renteindtægter

m.v. (se afsnit M)

10) indkomst ved selvstændig skibsvirksomhed, når denne virksomhed er den

skattepligtiges bierhverv, se nærmere C 4.2.2.

11) Indbetalinger som nævnt i LL § 14 A, stk.1 (refinansieringsordningen

for landbruget).

For så vidt angår selvstændig erhvervsvirksomhed på anpartsbasis m.v.,

herunder skibsvirksomhed som bierhverv, er der indført nye regler i PSL § 4,

stk.1, nr.10, 12 og 13, når virksomheden er anskaffet den 12.maj 1989 eller

senere, se nærmere afsnit V.

De nye regler er affattet som følger:

10) indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed, når antallet af ejere er

større end 10 og den skattepligtige ikke deltager i virksomhedens drift i

væsentligt omfang.

12) indkomst fra udlejning af andre aktiver end ikke

afskrivningsberettiget fast ejendom og inventar heri, uanset antal ejere, når

udlejningen sker gennem en virksomhed, som formidler udlejning af aktiver for

mere end 10 personer.

13) indkomst fra udlejning af aktiver uanset antal ejere, når flere end 10

personer lejer aktiver ud til samme ejer.

I PSL § 4, stk.5, er anført:

Stk.1, nr.13, gælder dog ikke udlejning af aktiver til privat benyttelse.

Bestemmelsen gælder heller ikke, hvis udlejeren deltager i virksomhedens

drift i væsentligt omfang.

De nævnte indtægter og udgifter skal normalt medregnes i

kapitalindkomsten, selv om der er tale om en erhvervsmæssig indtægt eller

udgift, se dog C 4.2.5. om vekselerere m.fl.

Indtægt ved rentenydelse er personlig indkomst, da der ikke er

tale om renteindtægt i skatteretlig forstand, hvis den berettigede ikke ejer

kapitalen (Skat 1988.2.156). Tilsvarende gælder for renter, som advokater

indvinder af klientkonti (Skat 1988.2.92).

Ved lov nr.132 af 12.marts 1988 er det præciseret, at løbende udlodning af

overskud - bortset fra en normal forrentning af indskudt

medlemskapital - i selskaber og foreninger, som nævnt i ABL § 2 b, medregnes

til den personlige indkomst.

Erhvervsmæssige renteudgifter m.v. skal således indgå i

kapitalindkomsten, dog ikke i de tilfælde, hvor den skattepligtige

anvender virksomhedsordningen.

Gevinst og tab på fordringer, som den skattepligtige har

erhvervet som vederlag i næring, medregnes ved opgørelsen af den

personlige indkomst.

Omkostninger, der medgår til at erhverve, sikre eller

vedligeholde kapitalindkomst, fragår direkte ved opgørelsen af denne. Det

gælder f.eks. udgifter til depot og boksleje samt øvrige udgifter

til formueadministration.

4.2.1. Overskud eller underskud af en- og tofamilieshuse m.v.

§ 4, stk.1, nr.6

a. PSL § 4, stk.1, nr.6, omfatter:

1) Ejendomme, som indeholder en selvstændig lejlighed, jfr. LL §§ 15 B og

15 C, (se G 2.1),

2) tofamilieshuse, jfr. LL § 15 D (se G 2.3),

3) stuehuse, jfr. LL § 15 E (se G 2.4),

4) ejendomme, som indeholder en eller to selvstændige lejligheder, og som

i væsentligt omfang benyttes erhvervsmæssigt, jfr. LL § 15 F. Dette gælder

dog kun den del af ejendommen, der tjener til bolig for ejeren (se G 2.5),

5) grunde, der må antages at have nytteværdi for ejeren (se G 2.8).

Kun ejendomme, som helt eller delvis tjener til bolig for ejeren, er

omfattet af bestemmelsen. Ved bedømmelsen heraf er det uden betydning,

om ejeren har gjort brug af sin beboelsesret eller ej, blot ejendommen

faktisk har været til ejerens disposition. Bestemmelsen omfatter

ejendomme, der udlejes en del af året og ejendomme, hvoraf en del udlejes.

Bestemmelsen omfatter derimod ikke ejendomme, der i hele året udelukkende

benyttes til udlejning.

Hvad medregnes i kapitalindkomsten

b. Overskud eller underskud af de under a nævnte ejendomme omfatter:

1) Lejeværdi af bolig i egen ejendom, jfr. LL §§ 15 B-15 I,

2) indtægter ved udlejning en del af året (f.eks. udlejning af et

sommerhus) eller indtægter ved udlejning af en del af ejendommen

(f.eks. ved udlejning af den anden lejlighed i et tofamilieshus eller ved

udleje af værelser i det omfang indtægten er skattepligtig, se G 5.1.1.1).

3) fradragsberettigede udgifter efter LL §§ 15 J og 15 K, stk.1,

se G 2.1.2.

Blandede ejendomme uden vurderingsfordeling m.v.

c. Skattepligtige, der udøver erhvervsvirksomhed i egen ejendom i

et omfang, der ikke berettiger til vurderingsfordeling efter LL § 15

F eller til regulering af lejeværdien efter LL § 15 H, kan

fradrage en til den erhvervsmæssige anvendelse svarende del af lejeværdien i

kapitalindkomsten. Tilsvarende regler gælder skattepligtige, der

udlejer lokaler til erhverv, når den erhvervsmæssige benyttelse

ikke berettiger til vurderingsfordeling eller regulering af

lejeværdien efter LL §§ 15 F og 15 H. Der kan ikke foretages fradrag ved

opgørelsen af den personlige indkomst, da fradraget skal modsvare den

beregnede lejeværdi af den erhvervsmæssigt benyttede del af ejendommen.

Fremleje

d. Skattepligtige, der udlejer en del af værelserne i en

lejlighed i egen ejendom til beboelse og som er skattepligtige af vederlaget

(se G 5.1.1.1), kan fradrage den del af lejeværdien, der vedrører det

udlejede, i kapitalindkomsten.

Er der derimod tale om udlejning af boligen i en del af året,

f.eks. et sommerhus, nedsættes helårslejeværdien forholdsmæssigt

for den del af året, hvor udlejningen har fundet sted. Dette gælder

dog ikke, såfremt den skattepligtige anvender det af ligningsrådet

anviste fradrag på 40 pct. af den i det pågældende indkomstår

modtagne leje for et sommerhus (se G 2.6). Fradraget, der skal dække samtlige

de med udlejningen forbundne udgifter og tillige modsvare egen lejeværdi i

udlejningsperioden, foretages i kapitalindkomsten.

Arbejdsværelse

e. Fradrag for arbejdsværelse i egen ejendom beregnes på grundlag af

lejeværdien. Selv om fradraget modsvarer den del af lejeværdien, der kan

henføres til arbejdsværelser, anses fradraget for en driftsomkostning

i forbindelse med det indtægtsgivende arbejde (se D 2.3.18 og L 4.5).

Lønmodtagere kan således kun foretage fradrag i den

skattepligtige indkomst i det omfang, de samlede lønmodtagerudgifter

overstiger 3.300 kr.

Er der tale om selvstændig erhvervsvirksomhed, foretages

fradrag i den personlige indkomst, jfr. PSL § 3, stk.2, nr.1.

Blandede ejendomme med vurderingsfordeling

f. Indtægter og driftsudgifter vedrørende den erhvervsmæssigt

benyttede del af ejendomme med vurderingsfordeling efter LL §

15 F, er personlig indkomst, jfr. PSL § 3, stk.1 og stk.2, nr.1.

Indtægter ved udlejning af den erhvervsmæssigt benyttede del af ejendommen er

således personlig indkomst. Den del af vedligeholdelsesudgifterne, der

kan henføres til den erhvervsmæssigt benyttede del af ejendommen, jfr.

LL § 15 K, stk.2, kan fradrages ved opgørelsen af den personlige

indkomst.

Udelukkende udlejning

g. Indtægter og driftsudgifter vedrørende en- og tofamilieshuse m.v., der

i hele året udelukkende benyttes til udlejning, er personlig

indkomst.

Ejendomme med mere end to lejligheder

h. Indtægter og driftsudgifter, herunder lejeværdi af egen bolig, for

ejendomme med 3 eller flere lejligheder er personlig

indkomst.

4.2.2. Skibsvirksomhed som bierhverv

Indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed er som hovedregel personlig

indkomst. Indkomst og underskud ved selvstændig skibsvirksomhed er dog

kapitalindkomst efter § 4, stk.1, nr.10, når denne

virksomhed er den skattepligtiges bierhverv.

Om skibsvirksomhed som bierhverv, anskaffet den 12.maj 1989 eller

senere, se nærmere afsnit V.

Driver den skattepligtige selvstændig virksomhed, der omfatter et eller

flere skibe, afhænger det af en vurdering af den skattepligtiges samlede

indkomstforhold, om indkomst fra virksomheden er personlig indkomst

eller kapitalindkomst.

Begrebet skibsvirksomhed omfatter alle tilfælde, hvor et skib indgår i

virksomheden, uanset om den skattepligtige ejer hele skibet, flere skibe

eller kun andele af et skib. Det må dog forudsættes, at skibet indgår

som et væsentligt led i virksomheden. F.eks. vil selvstændig

fiskeri- og rederivirksomhed være omfattet af begrebet skibsvirksomhed. Det

samme gælder selvstændig virksomhed med udlejning af skibe.

Derimod vil en virksomhed ikke blive anset for en skibsvirksomhed,

hvis virksomheden ejer et skib, som den benytter til transport af

virksomhedens produkter. Indtægter og udgifter ved skibets drift vil

indgå i den personlige indkomst på linje med virksomhedens øvrige indtægter

og udgifter.

Resultatet af et rederiinteressentskabs drift af et time-chartret skib

skulle beskattes som personlig indkomst, da begrebet

»skibsvirksomhed« alene omfatter tilfælde, hvor den skattepligtige

ejer et skib, der indgår i virksomheden, Skat 1988.2.96.

Ved afgørelsen af, om indkomst fra skibsvirksomheden er personlig indkomst

eller kapitalindkomst, må der som nævnt foretages en samlet vurdering

af den skattepligtiges indkomstforhold.

Det må derfor lægges til grund, at hvis indtægten eller underskuddet

af virksomheden ikke er af et væsentligt omfang, og den skattepligtige

heller ikke deltager i driften af virksomheden, skal indtægter og udgifter

vedrørende denne behandles som kapitalindkomst. Dette gælder, selv om den

skattepligtige heller ikke har anden væsentlig skattepligtig indkomst end

indtægten fra skibsvirksomheden.

Har den skattepligtige væsentlige indtægter ved siden af indtægter fra

skibsvirksomheden, indgår foruden indkomsten fra skibsvirksomheden årets

øvrige personlige indkomst og kapitalindkomst samt årets opsparede overskud

af selvstændig virksomhed efter virksomhedsordningen i vurderingen. Derimod

indgår de fradrag, der alene kan foretages ved opgørelsen af den

skattepligtige indkomst, ikke i vurderingen.

Udgør indkomsten fra skibsvirksomhed, det vil sige virksomhedens

resultat efter renter og afskrivninger m.v., mindre end ca. 50

pct. af den skattepligtiges øvrige indkomster som nævnt ovenfor, vil

indkomsten fra skibsvirksomhed som hovedregel blive anset for

kapitalindkomst.

Indkomstforholdene kan vurderes over en periode på op til 5 år,

således at tilfældige ændringer i indkomsten - f.eks. underskud i et enkelt

indkomstår i skibsvirksomheden - ikke betyder, at indkomsten skifter

karakter. Endvidere kan det tages i betragtning, om den skattepligtige er

nyetableret med skibsvirksomheden, således at indtjeningen må forventes at

stige efter nogle år. Vurderingen må således gå ud på, om det er sandsynligt,

at den skattepligtige over en årrække på op til 5 år vil have indkomst ved

skibsvirksomhed af et sådant omfang, at den kan anses som personlig indkomst,

henholdsvis kapitalindkomst. Der bortses dog fra tilfældige udsving i

indkomsten, hvad enten de vedrører skibsvirksomheden eller den øvrige

indkomst. Der bortses endvidere fra underskud i de første år efter

nyetablering, når det må antages, at indtægten af virksomheden derefter vil

udgøre omkring halvdelen af indkomsten. Der skal heller ikke tages hensyn til

disse udsving og underskud på den måde, at skibsindtægten i de øvrige år af

perioden skal være så meget større eller den den øvrige indkomst så meget

mindre. Hvis en rimelig antagelse om de forventede indkomstforholdikke holder

stik, medfører det ikke, at vurderingen for de tidligere år skal tages op

påny.

Det er ikke afgørende, om den skattepligtige deltager i den daglige

drift af virksomheden. Ved vurderingen kan det dog have betydning, om

den skattepligtige må antages at have anden næring, som bevirker, at den

skattepligtige ikke samtidig kan deltage i virksomhedens daglige drift. Dette

vil normalt være tilfældet, hvis den skattepligtige er fuldtidsbeskæftiget i

anden selvstændig virksomhed eller som lønmodtager. I så fald vil

skibsvirksomheden som regel blive anset for bierhverv. Dette vil f.eks.

normalt være tilfældet for skibsleasingvirksomhed med mange ejere.

Det har i denne forbindelse ingen betydning, om en lønindkomst skyldes, at

den skattepligtige er ansat i f.eks. et selskab, der driver rederivirksomhed.

Når indkomsten fra skibsvirksomhed vurderet efter de anførte

retningslinjer må anses for kapitalindkomst, betyder det, at et overskud

beskattes som kapitalindkomst, og at underskud får en lignende skatteværdi.

Skibsvirksomhed, hvor indkomsten anses for kapitalindkomst, kan ikke

beskattes efter virksomhedsordningen, idet denne ordning forudsætter, at

indkomsten er personlig indkomst. Skattekontrollovens regnskabsregler for

erhvervsdrivende gælder, uanset om indkomsten anses for kapitalindkomst eller

personlig indkomst. Det samme gælder reglerne om fradrag for

driftsudgifter, herunder skattemæssige afskrivninger. Hvis indkomsten

anses for kapitalindkomst, sker fradraget for driftsudgifter m.v. også ved

opgørelsen af kapitalindkomsten.

Der kan ligeledes foretages henlæggelser til investeringsfonds på

grundlag af overskuddet. Fradraget for henlæggelserne sker i den personlige

indkomst, men de kan ikke forlods afskrives i bierhvervsvirksomheden.

Fortjeneste eller tab ved afhændelse af skibe eller skibsanparter

i forbindelse med ophør af skibsvirksomhed, der er den skattepligtiges

bierhverv, medregnes ved opgørelsen af kapitalindkomsten,

hvis den skattepligtige har anskaffet skibet eller anparten på et tidspunkt,

der ligger mindre end 5 år forud for afhændelsen, jfr. AL § 15 A.

Sker afhændelsen 12.maj 1989 eller senere er fortjeneste eller tab

særlig indkomst.

Er skibsvirksomheden ikke den skattepligtiges bierhverv,

er indkomst og underskud ved virksomheden såvel som fortjeneste og tab ved

afståelse af skibet eller skibsanparten efter AL § 15 A personlig

indkomst.

4.2.3. Personalelån

Nogle virksomheder yder deres ansatte lavtforrentede eller rentefri

lån. Rentefordelen ved disse personalelån er i følge praksis før

skattereformen normalt ikke blevet beskattet. Hvis medarbejderen skulle

indkomstbeskattes af differencen mellem en anslået normalrente og den

faktiske betalte rente, kunne beskatningen neutraliseres ved en normal

renteberegning kombineret med en tilsvarende forhøjelse af rentefradraget. På

baggrund af denne symmetri i beskatningen har man været tilbageholdende med

beskatningen på dette område.

Det lønaccessorium, der i realiteten er tale om, er nu efter

personskatteloven personlig indkomst, mens renteudgifter er

kapitalindkomst. Den symmetri i beskatningen, der tidligere var

begrundelsen for ikke at beskatte den ansatte af lån på gunstige vilkår, er

således ikke mere tilstede.

Retningslinjerne for i hvilke tilfælde, der skal ske beskatning af

personalelån m.v., er beskrevet i SD-cirk.1989-27, se D 1.9.14.

Der kan derfor være tilfælde, hvor fordelen af et lavtforrentet lån

fra en virksomhed til den ansatte, kan være skattepligtig. Det

vil dog ikke være tilfældet, såfremt lånet til enhver tid forrentes

med en pålydende rente, der mindst svarer til den mindsterente, der gælder

efter § 7 i kursgevinstloven (se E 5.3).

4.2.4. Selvstændig erhvervsvirksomhed - Afgrænsning af begrebet

Efter PSL § 3, stk.2, nr.1, kan driftsomkostninger - dog ikke

renteudgifter m.v. - fragå ved opgørelsen af den personlige indkomst, hvis

der er tale om driftsomkostninger i forbindelse med selvstændig

erhvervsvirksomhed.

Afgrænsningen mellem lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende er

beskrevet i skd.cirk. af 5.okt. 1988.

Efter VSL § 1, stk.1, kan personer, der driver selvstændig

erhvervsvirksomhed, benytte virksomhedsordningen. Det betyder bl.a., at

virksomhedens renteudgifter fragår ved opgørelsen af virksomhedens overskud i

stedet for at fragå ved opgørelsen af kapitalindkomsten.

I begge tilfælde vil virkningen være den, at de pågældende udgifter

nedsætter indtægten ved selvstændig erhvervsvirksomhed på en sådan måde, at

kun nettooverskuddet medregnes ved opgørelsen af den personlige indkomst.

Efter investeringsfondslovens §§ 2 og 4 er det en betingelse for at

foretage henlæggelse til investeringsfonds, at henlæggelse foretages af

overskuddet af selvstændig erhvervsvirksomhed.

Efter kildeskattelovens § 25 A kan der overføres visse beløb til særskilt

beskatning hos en medarbejdende ægtefælle, når ægtefællen er medarbejdende i

den anden ægtefælles selvstændige erhvervsvirksomhed.

Ingen af de nævnte love indeholder en definition af begrebet selvstændig

erhvervsvirksomhed.

Selvstændig erhvervsvirksomhed er normalt kendetegnet ved, at der

for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter og med

det formål at indvinde økonomisk udbytte. Endvidere må det være en

forudsætning, at virksomheden udøves nogenlunde regelmæssigt og gennem en

ikke helt kort periode. Endelig må det være en forudsætning, at

virksomheden ikke er af ganske underordnet omfang. Det er uden

betydning, om den skattepligtige herudover har indkomst som lønmodtager.

Begrebet selvstændig erhvervsdrivende må i øvrigt fortolkes ens i alle

skattemæssige relationer.

En virksomhed, der efter sin art og omfang hidtil har været omfattet af

reglerne i investeringsfondsloven og kildeskatteloven, må også i

forbindelse med anvendelse af reglerne i PSL og VSL behandles som

selvstændig erhvervsvirksomhed.

Skattepligtige, der udøver fremstillingsvirksomhed inden for industri,

håndværk og landbrug, vil normalt blive anset for at være selvstændige

erhvervsdrivende. Det gælder også normalt virksomhed inden for handel og

service og liberale erhverv som f.eks. advokat, arkitekt, læge, revisor

og vekselerer.

Også udlejningsvirksomhed anses som hovedregel for selvstændig

erhvervsvirksomhed. Udleje af driftsmidler m.v. betragtes således

som selvstændig erhvervsvirksomhed, hvis den har et vist omfang.

Udlejning af fast ejendom betragtes ligeledes som selvstændig

erhvervsvirksomhed. Udlejning af en andel af et enfamilieshus anses for

selvstændig erhvervsvirksomhed, uanset om den udlejes til en fremmed eller

til en medejer, jfr. Skat 1987.2.146. Der foreligger dog ikke selvstændig

erhvervsvirksomhed ved udlejning af en- og tofamilieshuse og udlejning af

fritidshuse, når ejeren også selv benytter ejendommen til beboelse.

Bortforpagtning af fast ejendom, erhvervsvirksomhed eller landbrug,

herunder bortforpagtning/udleje af en del af et landbrug, vil i almindelighed

også være selvstændig erhvervsvirksomhed.

Hvis en skatteyder ved omdannelse af sin virksomhed til aktieselskab

beholder en fast ejendom, som han udlejer til selskabet, anses han for

fortsat at drive selvstændig virksomhed, skd.24.70. Dette ansås også for at

være tilfældet, hvor en hovedaktionær til selskabet udlejede en tegnestue,

indrettet i en tilbygning til hans villa, lsr.1981.65.

En hovedaktionærs udleje af driftsmidler til selskabet kan også betragtes

som selvstændig virksomhed, jfr. bl.a. lsr.1982.52 og 53. Har en skatteyder i

forbindelse med omdannelsen af virksomheden til aktieselskab kun beholdt

ejendomsretten til få og uvæsentlige eller ubetydelige driftsmidler, som

derefter udlejes til selskabet, anses »udlejningsvirksomheden« dog

ikke for selvstændig virksomhed, lsr.1980.68, (hvor der var tale om udlejning

af en varevogn) og forudsætningsvis 1981.5.

Bestyrelseshonorarer anses for indkomst ved selvstændig

erhvervsvirksomhed, når indtægten indgår i et interessentskab, der

driver sådan virksomhed, eller når sådanne indtægter i øvrigt er et naturligt

led i erhvervsvirksomheden. For advokater indgår sådanne bestyrelseshonorarer

således i virksomhedens indkomst.

Vekselerere, bankierer og skattepligtige, der driver

finansieringsvirksomhed, opfattes som selvstændige erhvervsdrivende.

I/S eller K/S

Skattepligtige, der deltager i en selvstændig erhvervsvirksomhed, som

drives som interessentskab eller kommanditselskab, er selvstændige

erhvervsdrivende. Det medfører ingen ændring heri, at der forlods tillægges

interessenterne »løn« for deres arbejdsindsats eller andet,

lsr.1963.90.

En sømand, der mod sædvanlig hyre arbejder på et skib, hvori han ejer 10

pct. eller mindre som partreder, og som er omfattet af lov om særlige fradrag

til sømænd m.v. § 1, stk.3, anses for at være lønmodtager for så vidt angår

hyren. Over/underskud ved skibet i øvrigt, dvs. bortset fra hyren, er derimod

resultatet af selvstændig erhvervsvirksomhed. Om denne virksomhed er omfattet

af PSL § 4, nr.10, må afgøres efter de almindelige regler herom, se C 4.2.2.

Lønmodtagere

Indkomst, der er omfattet af LL § 9, stk.1, og indkomst, der efter KL § 43

er A-indkomst, anses ikke for indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed.

Efter KL § 43, stk.1, henregnes til A-indkomst enhver form for vederlag i

penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde

i tjenesteforhold, herunder løn, feriegodtgørelse, honorar, tantieme,

provision, drikkepenge og lignende ydelser.

I de fleste tilfælde vil det ikke være vanskeligt at afgøre, om der

foreligger et tjenesteforhold, idet indkomstmodtageren udfører arbejdet efter

arbejdsgiverens anvisninger og i det hele for dennes regning. Selvstændig

erhvervsvirksomhed er normalt kendetegnet ved, at virksomheden udøves for

egen regning og risiko. Der kan dog i praksis forekomme tilfælde, hvor det er

vanskeligt at afgøre, om indkomstmodtageren står i et tjenesteforhold til

hvervgiveren eller er selvstændig erhvervsdrivende. I tvivlstilfælde må

afgørelsen ske på grundlag af en samlet bedømmelse af forholdet mellem den,

der udfører arbejdet, og den, for hvem det udføres. Ved bedømmelsen lægges

der vægt på, om der i vederlaget i væsentligt omfang indgår betaling for

andet end den personlige arbejdsydelse. Såfremt indkomstmodtagerens

kontraktsforhold med hvervgiveren forudsætter, at der af vederlaget afholdes

væsentlige erhvervsmæssige omkostninger, der er atypiske for

lønmodtagerforhold, f.eks. leje af erhvervslokaler, udgifter til anskaffelse

af væsentlige driftsmidler, bortset fra biludgifter, betaling for

maskinanvendelse, løn til ansat personale, reklame- og annonceudgifter, vil

der oftest være tale om selvstændig erhvervsvirksomhed.

Driftsudgifterne skal både efter deres art og omfang ligge væsentligt ud

over, hvad der er sædvanligt i lønmodtagerforhold. Væsentlige udgifter til

transport, egen bil, fortæring, overnatning eller andre udgifter, der efter

deres art ligger tæt op ad private udgifter, bevirker ikke i sig selv, at der

er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed. Den omstændighed, at

indkomstmodtageren i et vist omfang selv afholder driftsudgifter, f.eks. til

håndværktøj eller andre mindre driftsmidler, udgifter til kontorhold i

hjemmet eller repræsentationsudgifter, bevirker ikke, at der foreligger

selvstændig erhvervsvirksomhed.

At den skattepligtige afholder lønudgifter fører ikke i sig selv til, at

den pågældende anses for selvstændig erhvervsdrivende, f.eks. vil dette ikke

være tilfældet, hvis arbejdet, der udføres af den pågældende medhjælp, er af

begrænset karakter. Hvis den pågældende medhjælp er den skattepligtiges

ægtefælle, samlever eller en nærtstående, skal betingelserne med hensyn til

dokumentation for arbejdets omfang og udførelse for medarbejdende ægtefæller

være opfyldt, dvs. som udgangspunkt mindst 3-4 timers daglig arbejdsindsats,

der ellers skulle have været udført af fremmed arbejdskraft.

At indkomstmodtageren tilrettelægger arbejdet selvstændigt, behøver ikke

at betyde, at der foreligger selvstændig erhvervsvirksomhed. Der kan f.eks.

være tale om højt uddannede personer eller overordnet personale, herunder

direktører. Der behøver heller ikke at foreligge en egentlig

ansættelseskontrakt. Det afgørende er en bedømmelse af de faktiske forhold.

Der kan også være tale om, at forhold, man ellers ville bedømme som

selvstændig erhvervsvirksomhed, f.eks. levering af enkeltstående ydelser, kan

skifte karakter til et tjenesteforhold, hvis der opstår mere fast tilknytning

til en hvervgiver.

Skatteydere, hvis indkomst ikke er A-indkomst, kan ikke automatisk anses

for selvstændige erhvervsdrivende. Honorar for undervisning, artikler, mindre

forfattervirksomhed m.v., kan f.eks. ikke betegnes som egentlig

erhvervsmæssig virksomhed. En statsautoriseret revisor, der var ansat i et

revisionsfirma, kunne ikke foretage henlæggelse til investeringsfond af en

B-indkomst på ca. 10.000 kr. som honorar for udført revisionsarbejde for et

interessentskab og de to interessenter, idet man ikke fandt, at ensådan

begrænset revisorbistand kunne anses som selvstændig erhvervsvirksomhed,

lsr.1985.47.

Eksempler på selvstændig erhvervsvirksomhed

I VLD af 7.april 1988 (Skat 1988.6.322) blev en provisionslønnet

filialbestyrer i et større forsikringsselskab anset berettiget til at

overføre en overskudsandel til hustruen. Filialbestyreren var ansat på

funktionærvilkår, selskabet stillede kontor til rådighed for ham, og hans

driftsomkostninger androg efter overførsel af en del af overskuddet til den

medhjælpende ægtefælle ca. 25.000 kr. årligt. Flertallet af dommerne lagde

til grund:

»at sagsøgeren uanset sin stilling som lønmodtager i meget vidt

omfang selv har tilrettelagt sit arbejde. Det lægges videre til grund, at

sagsøgeren, der alene er provisionslønnet uden garanteret minimumsløn, ikke

har kunnet oppebære en indtægt, der ligger væsentligt over den gennemsnitlige

for assurandører i det pågældende selskab uden at gøre brug af betydelig mere

kontorassistance end den, selskabet ville stille til rådighed for ham.

Sagsøgerens driftsudgifter findes således at ligge væsentligt udover, hvad

der er sædvanligt i lønmodtagerforhold. Herefter og når tillige henses til

karakteren og omfanget af det arbejde, sagsøgerens ægtefælle har udført,

findes sagsøgeren at have drevet erhvervsvirksomhed i den forstand, hvori

begrebet er anvendt i den tidligere § 37 A i kildeskatteloven«.

Se også Skat 1989.4.330.

Skat 1988.4.220. En arkitekt, der var vurderingsinspektør for et

realkreditinstitut, blev anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed.

Han var provisionslønnet og havde aflønnet en freelance vurderingsinspektør

med honorar pr. vurderingssag. Der var ydet et mindre tilskud til hans

kontorhold, men det havde langt fra dækket de faktiske kontorholdsudgifter

m.v. Kontorarbejdet var udført af ægtefællen, der dagligt havde arbejdet 5-6

timer for ham. Landsskatteretten fandt efter de foreliggende oplysninger,

herunder karakteren, omfanget og vederlæggelsesformen for klagerens hverv,

sammenholdt med, at klageren selv afholdt lønomkostninger og til dels

økonomisk bar omkostningerne ved kontorholdet, at klageren måtte anses som

selvstændig erhvervsdrivende, hvorfor han var berettiget til at foretage

fradrag for medhjælpende ægtefælle, idet ægtefællens bistand opfyldte

betingelserne herfor.

I ØLD af 28.aug. 1980 (Skd.56.67) anerkendtes en handelsagent som

selvstændig erhvervsdrivende. Den pågældende arbejdede fra egne lokaler med

to væsentlige agenturer fastlagt i skriftlige aftaler. Agenturerne blev

drevet uden fremmed medhjælp fra agentens hjem. Alle udgifterne ved

salgsarbejdet afholdtes af agenten, der selv disponerede over sin tid uden

nogen form for instruktion fra agenturgivernes side i øvrigt. Agenten optog

ordrer, der blev sendt til agenturgiveren, som derefter sendte

ordrebekræftelse til kunden. Agenten hæftede ikke for varernes betaling.

Lsr.1973.163. En repræsentant, der fra sin bopæl drev agentur med salg af

møbler fra flere fabrikker mod provision på 5-6 pct. og som ikke modtog nogen

godtgørelse for sine udgifter og ikke fik feriepenge, blev anset for

selvstændig erhvervsdrivende.

Se også Skat 1989.2.153.

I ØLD af 19.marts 1984 (Skd.70.508) blev en direktør, der på

provisionsbasis solgte anparter for en investeringsfond, anset berettiget til

at overføre en overskudsandel til hustruen. Salgsarbejdet foregik fra et

kontor på ægtefællernes bopæl. Hustruen passede kontor og telefon i

dagtimerne, hvor manden var fuldtidsbeskæftiget som direktør i en anden

virksomhed. Overskuddet havde andraget 154.668 kr. Retten lagde vægt på, at

direktøren efter aftalen med fonden var berettiget til selv at tilrettelægge

salgsarbejdet, der var forbundet med et vist kontorhold, og den fornødne

kontorhjælp skulle han antage på egen hånd og i eget navn. Når dette

sammenholdes med salgsarbejdets omfang og med den omstændighed, at hans

vederlag beroede på de præsterede salgsresultater, fandtes han at have drevet

»erhvervsvirksomhed«, således at KL § 37 A (nu § 25 A) kunne

anvendes.

Skat 1988.5.299. En avisdistributør med 20 ansatte blev anset for at drive

selvstændig erhvervsvirksomhed. Han antog selv budene, og han afgjorde selv,

hvor mange der skulle ansættes. Vederlaget blev udbetalt som et fast

månedligt grundbeløb samt et beløb pr. avis. Herudover modtog distributøren

12 1/2 pct. af foregående års honorar til dækning af udgift til ferieafløser.

Ligningsrådet fandt efter en samlet bedømmelse at distributøren drev

selvstændig erhvervsvirksomhed, navnlig fordi der anvendtes lønnet medhjælp i

betydeligt omfang.

Skat 1988.5.299. En professionel bokser blev anset for at drive

selvstændig erhvervsvirksomhed. Hans indkomst, der udgjorde ca. 500.000 kr. i

alt, bestod af bokse-, sponsor- og reklameindtægter m.v. For at opnå denne

indkomst havde han udover bil- og rejseudgifter, driftsudgifter på 55.000 kr.

bl.a. til træningsophold m.v. og sparringspartnere.

Skat 1988.5.300. Medlemmerne af en folkemusikgruppe, hvis indtægter ved

orkestervirksomheden i 1986 udgjorde ca. 400.000 kr. og i 1987 ca. 600.000

kr., kunne anvende virksomhedsskatteordningen. I 1986 udgjorde udgifterne til

impressario, reklame m.v., mindre nyanskaffelser, forsikring og

vedligeholdelse ca. 82.000 kr., hvortil kom rejse- og befordringsudgifter på

ca. 40.000 kr. og udgifter til bånd og plader.

Skat 1988.5.301. En vognmand, der var ansat hos et renseri, hvor han

afhentede og udbragte vaske- og rensetøj, blev anset for at drive selvstændig

erhvervsvirksomhed. Han skulle selv anskaffe varevogn og forestå

vedligeholdelsen af denne. Ved sygdom skulle han for egen regning ansætte en

afløser. Han fik ikke feriepenge, og han havde afståelsesret til sin rute,

dog således at køberen skulle godkendes af renseriet. Vognmanden oppebar i

1986 på provisionsbasis 336.000 kr., hvor hans udgifter til drift af varevogn

udgjorde 44.000 kr. ekskl. moms med tillæg af 8.000 kr. til renteudgifter på

varevognen og 25.000 kr. til afskrivning. Ligningsrådet fandt efter en samlet

bedømmelse af vognmandens ansættelsesforhold, at han kunne benytte reglerne i

virksomhedsskatteloven på indkomsten fra renseriet.

Skat 1988.3.146. En provisionslønnet sælger af avlsdyr fandtes efter det

oplyste, herunder især aflønningsformen, at måtte anses for omfattet af KL §

37 A (nu § 25 A), hvorfor han var berettiget til overførsel af indkomst til

medarbejdende ægtefælle, da betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt.

Skat 1987.6.449. Lægevagtskørsel ved Københavns Lægevagt, der udføres af

vagtlæger med selvstændig ydernummer, anses for at være selvstændig

virksomhed. Det samme gælder lægevagtskørsel uden for København, hvor

lægevagtsordningen forestås af de praktiserende læger, jfr. Skat 1988.2.86.

Skat 1987.10.743. En skatteyder, der på en nedlagt landbrugsejendom havde

etableret døgnplejehjem med plads til 4 beboere, blev anset for at drive

selvstændig erhvervsvirksomhed. Bruttoindtægten udgjorde 1 mio. kr., mens

udgifterne til lønninger, kost, administration, lokaleomkostninger og

renteudgifter m.v. beløb sig til 800.000 kr.

Lsr.1979.164. En kreaturhandler på et eksportmarked blev på grund af sin

særlige stilling som komissionær, der handlede for egen regning og risiko,

anset for berettiget til at henlægge til investeringsfond af

provisionsindtægter, som ansås at hidrøre fra selvstændig virksomhed.

Lsr.1980.85. Stillingen som postekspeditør anses ikke for selvstændig

virksomhed.

Skd.32.102. Partfiskeri blev ikke anset for selvstændig erhvervsvirksomhed

i et tilfælde, hvor fiskeren ikke selv ejede kutteren.

Indtægt ved almindelig forfattervirksomhed må anses for erhvervet ved

selvstændig erhvervsvirksomhed.

Aktiebesiddelse anses ikke for selvstændig virksomhed. Dette gælder selv

om skatteyderen er hovedaktionær og har den afgørende indflydelse på

selskabet. Se endvidere lsr.1974.189 (licensindtægter fra et af skatteyderen

behersket selskab ikke anset som indtægt ved selvstændig virksomhed).

4.2.5. Vekselerere m.fl..

I visse tilfælde skal de indtægter og udgifter, der normalt beskattes som

kapitalindkomst, medregnes i den personlige indkomst, jfr. PSL § 4,

stk.3.

Det drejer sig om tilfælde, hvor den skattepligtige driver virksomhed som

bankier eller vekselerer, og de nævnte indtægter og

udgifter hidrører fra denne virksomhed. Det gælder også, hvis den

skattepligtige driver næring ved køb og salg af fordringer eller

driver næringsvirksomhed ved finansiering.

Efter PSL § 4, stk.3, medregnes i den personlige indkomst

gevinster og tab på fordringer, som omfattes af KGL § 4 (fordringer erhvervet

som vederlag i næring - se evt. E 5.3).

4.3. Overgangsregler

I en overgangsperiode gælder en række særlige regler om

skatteberegningen. Disse overgangsregler har ikke betydning for

opgørelsen af den skattepligtige indkomst, den personlige indkomst og

kapitalindkomsten. Reglerne medfører alene, at de opgjorte indkomster og

udgifter i en overgangsperiode reguleres, før skatteberegningen

foretages på grundlag af de beregningsmæssige indkomster. Der sker

således i overgangsperioden en gradvis tilnærmelse mellem de opgjorte

indkomster og de beregningsmæssige indkomster.

Overgangsordningerne består af 3 dele:

1) En ordning for store positive nettokapitalindkomster.

2) En ordning for store negative nettokapitalindkomster.

3) En ordning for store fradragsberettigede udgifter.

Hvis den skattepligtiges indkomst- og fradragsforhold ændres fra

indkomstår til indkomstår i overgangsperioden, kan den skattepligtige være

omfattet af overgangsreglerne i det ene indkomstår, men ikke det andet eller

omvendt.

Ægtefæller skal opgøre deres nettokapitalindkomst under

eet og får den beskattet som kapitalindkomst efter samme beløbsgrænser,

som gælder for enlige skattepligtige, se nærmere C 4.3.3.

Eksempler, der belyser virkningerne af overgangsreglerne, findes

i PSL-cirk. side 44ff.

4.3.1. Positiv nettokapitalindkomst - PSL § 21

Omlægning af positiv nettokapitalindkomst til den lavere

beskatning som kapitalindkomst sker efter følgende skala:

1987: 60.000 kr.

1988: 85.000 kr.

1989: 110.000 kr.

1990: 135.000 kr.

1991: 160.000 kr.

I hver af de følgende indkomstår forhøjes det beløb, der skal beskattes

som kapitalindkomst med 25.000 kr.

Overgangsperioden er tidsubegrænset.

Hele den positive nettokapitalindkomst indgår i den skattepligtige

indkomst. Den del af den positive nettokapitalindkomst, der skal beskattes

som kapitalindkomst (beregningsmæssig nettokapitalindkomst),

medregnes ved opgørelsen af beregningsgrundlaget for 6 pct.'s-skatten. Det er

i indkomståret 1989 110.000 kr. I de tilfælde, hvor den positive

nettokapitalindkomst, sammen med personlig indkomst, overstiger 140.700 kr.

for indkomståret 1989 beskattes det overskydende beløb med 6 pct. For ægtepar

er beløbsgrænsen dog 281.400 kr.

Den del af den positive nettokapitalindkomst, der ligger udover

beløbsgrænsen (overskydende positiv nettokapitalindkomst) medregnes

til den personlige indkomst (beregningsmæssig personlig indkomst).

Beløbet indgår derfor i beregningsgrundlaget for både 12 pct.'s-skatten og 6

pct.'s-skatten.

4.3.2. Negativ nettokapitalindkomst - PSL § 22

Omlægning af negativ nettokapitalindkomst til fradrag ved

opgørelsen af kapitalindkomsten sker efter en 3-leddet overgangsordning for

indkomstårene 1987-91:

Negativ nettokapitalindkomst over 150.000 kr. indgår fra og med

indkomståret 1987 i kapitalindkomsten.

Den del af negativ nettokapitalindkomst under 150.000 kr., der

skal medregnes i kapitalindkomsten, udgør i indkomståret:

1987: 35.000 kr.

1988: 60.000 kr.

1989: 85.000 kr.

1990: 110.000 kr.

1991: 130.000 kr.

Fra og med indkomståret 1992 skal al negativ nettokapitalindkomst

medregnes som kapitalindkomst.

I hvert af overgangsårene beskattes yderligere som

kapitalindkomst et beløb, der svarer til 25 pct. af personlig indkomst

med fradrag af negativ nettokapitalindkomst under 150.000 kr. og et

bundfradrag på 200.000 kr.

Den personlige indkomst og den negative nettokapitalindkomst er i denne

forbindelse disse indkomster uden regulering efter overgangsreglerne og uden

overførsel/fremførsel af negativ personlig indkomst.

Hele den negative nettokapitalindkomst fragår ved opgørelsen af

den skattepligtige indkomst.

Den del af den negative nettokapitalindkomst, der skal beskattes som

kapitalindkomst (beregningsmæssig negativ nettokapitalindkomst), fragår

således alene ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Den del af den negative nettokapitalindkomst, der ikke skal

beskattes som kapitalindkomst (overskydende negativ nettokapitalindkomst),

fratrækkes tillige i den personlige indkomst ved opgørelsen af

beregningsgrundlagene for 12 pct.'s- og 6 pct.'s-skatterne.

4.3.3. Ægtefællers nettokapitalindkomst - PSL § 23

De foran omtalte overgangsregler gælder også for ægtefæller.

Ægtefæller, der er samlevende ved indkomstårets udløb, får i

princippet efter § 23, stk.1, beskattet deres samlede

nettokapitalindkomst efter samme beløbsgrænser, som gælder for enlige

skattepligtige. Det vil sige, at det beløb, der hvert år beskattes som

kapitalindkomst (den beregningsmæssige nettokapitalindkomst) for ægtefæller

under eet er det samme som for enlige skattepligtige.

I den særlige overgangsregel for negativ nettokapitalindkomst i §

22, stk.2, (25 pct.'s-reglen), hvor den personlige indkomst har

betydning, er det på tilsvarende måde ægtefællernes samlede

personlige indkomst, der anvendes.

Ægtefæller, der ikke er samlevende ved indkomstårets

udløb, får beskattet deres positive eller negative nettokapitalindkomst

hver for sig efter reglerne i §§ 21-22 uden anvendelse af reglerne i

§ 23.

Begrebet samlevende ægtefæller skal forstås i overensstemmelse

med reglerne i KL § 4 (se B 1.5).

Reglerne i § 23, stk.1-3, er opgørelsesregler, der gælder for alle

ægtefæller, der er samlevende ved indkomstårets udløb, uanset at de ikke

har været gift et helt indkomstår. Det vil sige, at reglerne også finder

anvendelse for det indkomstår, hvori ægteskabet indgås, såfremt

ægtefællerne er samlevende ved indkomstårets udløb.

§ 23, stk.2

Hvis den ene af ægtefællerne har positiv

nettokapitalindkomst, og den anden ægtefælle har negativ

nettokapitalindkomst, udgår den del af nettokapitalindkomsterne, der

modsvarer hinanden, helt ved opgørelsen af beregningsgrundlagene for 12

pct.'s- og 6 pct.'s-skatterne. Den resterende nettokapitalindkomst,

hvad enten den er positiv eller negativ, beskattes som kapitalindkomst efter

beløbsgrænserne i §§ 21-22.

Den efter modregningen opgjorte positive eller negative

beregningsmæssige nettokapitalindkomst og positive eller negative

overskydende nettokapitalindkomst henføres til beskatning hos den

ægtefælle, hvis nettokapitalindkomst før modregningen udgjorde

det største absolutte positive eller negative beløb.

§ 23, stk.3

Hvis begge ægtefæller enten har positiv eller

negativ nettokapitalindkomst, opdeles ægtefællernes samlede

nettokapitalindkomst efter beløbsgrænserne i §§ 21-22 i positiv eller negativ

beregningsmæssig nettokapitalindkomst og positiv eller negativ overskydende

nettokapitalindkomst.

Begge disse beløb fordeles mellem ægtefællerne i forhold til

deres nettokapitalindkomst.

Ægtefæller, der er samlevende ved indkomstårets udløb uden at have

været samlevende hele indkomståret, skal have beregnet 12 pct.'s- og 6

pct.'s-skat efter de samme regler, som gælder for enlige skattepligtige. Det

skal ske på grundlag af deres beregningsmæssige og overskydende

nettokapitalindkomst, således som disse beløb er opgjort og fordelt efter

reglerne i § 23, stk.1-3. Reglen i stk.4 finder ikke anvendelse.

§ 23, stk.4

Hvis ægtefællerne er samlevende hele indkomståret, og dette omfatter

et helt år, beregnes 12 pct.'s- og 6 pct.'s-skatterne efter regler, der

er udformet således, at ægtefællernes samlede skat ikke påvirkes af,

hvorledes kapitalindkomsten fordeles mellem ægtefællerne.

Se nærmere herom i skd.cirk. nr.103 af 13.sept. 1988, kapitel 11.

4.3.4. Fradragsberettigede udgifter PSL § 24

Overgangsordningen for fradragsberettigede udgifter omfatter kun de

udgifter, der alene kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige

indkomst. Den omfatter derimod ikke udgifter, der kan fradrages

ved opgørelsen af den personlige indkomst eller kapitalindkomsten.

Der er bl.a. tale om lønmodtageres befordringsudgifter mellem hjem og

arbejdssted og mellem skiftende og flere samtidige arbejdssteder, bidrag til

arbejdsløshedskasse, fagforeningskontingent, underholdsbidrag, fradrag for

indskud på etableringskonto, gaver til almenvelgørende institutioner m.fl.

»Gamle« underskud fra indkomstårene 1984-1986 indgår

ikke ved opgørelsen af de fradragsberettigede udgifter. Det samme gælder

underskud i skattepligtig indkomst, der opstår i indkomstårene 1987 og

fremover.

Omlægningen af fradragsberettigede udgifter (ligningsmæssige fradrag)

fra at være fradrag i den personlige indkomst til at være fradrag kun i

den skattepligtige indkomst sker over en 5-årig periode efter følgende

skala:

1987 20.000 kr., dog mindst 1/6 af udgifterne

1988 40.000 kr., dog mindst 2/6 af udgifterne

1989 60.000 kr., dog mindst 3/6 af udgifterne

1990 80.000 kr., dog mindst 4/6 af udgifterne

1991 100.000 kr., dog mindst 5/6 af udgifterne

Sjettedelsreglen finder kun anvendelse, hvis de

fradragsberettigede udgifter for det enkelte indkomstår i perioden 1987-91

overstiger 120.000 kr.

Er de f.eks. 240.000 kr. i 1990, kan kun den del af udgifterne, der

overstiger 4/6 eller 160.000 kr., dvs. 80.000 kr., fradrages ved opgørelsen

af den personlige indkomst.

Fra og med indkomståret 1992 kan alle fradragsberettigede udgifter kun

fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Alle skattepligtige får beskattet deres fradragsberettigede udgifter efter

samme beløbsgrænser uanset ægteskabelig status. Det betyder således,

at ægtefæller hver for sig i indkomståret 1989 skal fradrage 60.000

kr., dog mindst 3/6 af egne fradragsberettigede udgifter, ved opgørelsen af

den skattepligtige indkomst uden hensyn til størrelsen af den anden

ægtefælles fradragsberettigede udgifter.

Den del af de fradragsberettigede udgifter, der overstiger

beløbsgrænsen for det angivne overgangsår (overskydende

fradragsberettigede udgifter), kan fratrækkes ved opgørelsen af den

personlige indkomst.

4.4. 3-pct.'sfradraget

Ifølge LL § 8 F kan der fra og med indkomståret 1987 ved opgørelsen af den

skattepligtige indkomst fradrages 3 pct. af den personlige indkomst.

Fradraget kan for indkomståret 1989 ikke overstige 3.500 kr. Denne

beløbsgrænse reguleres efter PSL § 20.

Beregningsgrundlaget er indkomstårets positive personlige indkomst før

regulering efter overgangsreglerne i §§ 21-24 og før modregning af evt.

underskud i personlig indkomst efter PSL § 13, stk.3 og 4, jfr. lov nr.36 af

29.jan. 1988. Omfatter indkomstansættelsen en kortere periode end 1

år, udgør fradraget 3 pct. af den personlige indkomst, dog højst 1/12 af

grundbeløbet (3.500 kr.) for hver måned, ved hvis begyndelse skattepligten

foreligger.

3 pct.'s-fradraget gives til alle, såvel fuldt som begrænset

skattepligtige, der har personlig indkomst. Det vil sige til lønmodtagere,

selvstændige erhvervsdrivende, pensionister, studerende m.fl. Fradraget

nedsætter alene den skattepligtige indkomst og fragår således ikke ved

opgørelsen af den personlige indkomst eller kapitalindkomsten. Fradraget

omfattes af overgangsreglerne for fradragsberettigede udgifter efter §

24 (se C 4.3.4).

Lignende dokumenter