PERSONBESKATNING 1989 AFSNIT PC - PRINCIPPERNE FOR INDKOMSTOPGØRELSEN
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afsnit PC - Principperne for indkomstopgørelsen
1. Bruttoindkomsten
1.1. SL § 4 Indkomstbegrebet
Udgangspunktet for opgørelsen af den skattepligtige indkomst er SL §§ 4-6.
Statsskattelovens indkomstbegreb bygger på et nettoindkomstprincip, hvorefter
det er bruttoindkomsten minus de udgifter, der er afholdt for at erhverve
indkomsten, som skal beskattes.
SL § 4 opstiller den almindelige hovedregel for beregningen af
bruttoindkomsten. Efter § 4 skal alle indtægter, såvel engangsindtægter som
tilbagevendende indtægter, medregnes ved indkomstopgørelsen uden hensyn til
den nærmere karakter af den virksomhed eller de omstændigheder, der har ført
til erhvervelsen. Det er således principielt uden betydning, om indtægten er
resultat af positive indkomstbestræbelser (f.eks. virksomhed som lønmodtager
eller selvstændig erhvervsdrivende) eller en uventet erhvervelse (f.eks. en
gevinst eller en gave).
Bestemmelsen indeholder ikke en udtømmende opremsning af eksempler på
skattepligtige erhvervelser.
Skattepligten omfatter alle erhvervelser af økonomisk værdi, og det er
derfor uden betydning, om indtægten fremtræder i form af penge eller et andet
aktiv af økonomisk værdi.
SL § 5 opstiller nogle undtagelser til indkomstbegrebet i § 4 (se C 1.2)
og § 6 indeholder reglerne om, hvilke udgifter der kan fratrækkes ved
beregningen af nettoindkomsten (se C 2). Herudover indeholder den øvrige
skattelovgivning undtagelser til § 4 (se C 1.3).
I det følgende omtales nogle mere specielle former for indtægter.
Hobbyvirksomhed
Hobbyvirksomhed adskiller sig fra erhvervsmæssig virksomhed ved ikke at
være indrettet med indtægtserhvervelse som et primært formål.
Overskud ved hobbyvirksomhed skal medregnes ved indkomstopgørelsen som
personlig indkomst. Ved opgørelsen af overskuddet, det vil sige
Læs alt
nettoindkomsten, kan kun fratrækkes de omkostninger, der har været forbundet
med opnåelsen af indkomsten, og et eventuelt underskud kan således ikke
fratrækkes i anden indkomst. Dette skyldes hobbyvirksomhedens private
karakter. Underskud kan heller ikke fremføres til modregning i senere
års overskud fra hobbyvirksomheden, jfr. Skat 1985.11.314.
Se dog Skat 1989.4.344, hvor et hundehold, der bestod af to, senere
tre avlstæver, blev anset for hobbyvirksomhed, men i avance salg af hvalpe
blev tilladt fradraget et skønsmæssigt beløb, der b anset for medgået til at
frembringe overskud, også selv om udgifte afholdt tidligere år.
Eventuelle renteudgifter, der kan henføres til en hobbyvirksomhed, kan dog
fratrækkes efter samme regler, som gælder for andre private renteudgifter, se
F 3.
Gevinst og tab på aktiver anvendt i en hobbyvirksomhed er bortset fra
spekulationstilfælde indkomstopgørelsen uvedkommende, jfr. hovedreglen i SL §
5a.
Bedømmelsen af, om en virksomhed er erhvervsmæssig eller af hobbykarakter,
afhænger af en samlet vurdering af, om der er rimelig udsigt til, at
virksomheden i det lange løb vil give overskud, og at dette har været
skatteyderens formål. Se særligt R 3.6 (lystgårde) og R 4.3 (stutteri og
væddeløbsheste).
I HD af 18.juni 1984 (skd.71.785) blev en direktør i en
automobilvirksomhed nægtet afskrivning og fradrag for underskud ved
udlejning af en lystbåd.
Båden, en motorsejler med 10 køjepladser, var anskaffet i 1977 for 435.882
kr. Båden blev søgt udlejet dels gennem et udlejningsbureau med kontor i
Bremen og Hurup, dels gennem annoncering i danske og tyske aviser.
Højesteret lagde til grund, at sagsøgeren - uanset at det måtte antages,
at han havde udfoldet normale udlejningsbestræbelser - ikke ved sin
udlejningsvirksomhed havde udsigt til at opnå indtægter, der ville stå i
rimeligt forhold til størrelsen af den kapital, han havde investeret i båden.
Under hensyn hertil, til det oplyste om udlejningsvirksomhedens omfang, samt
til, at udlejningsvirksomheden ikke havde nogen naturlig sammenhæng med hans
erhvervsmæssige forhold i øvrigt, fandt Højesteret, at virksomheden ikke
kunne anses for erhvervsmæssig.
Eksempler fra praksis i øvrigt
Fradrag for underskud er godkendt i følgende tilfælde:
VLD af 14.maj 1980 (Skd.56.92), ØLD af 20.maj 1981 (Skd.59.383) og
lsr.1981.39, der alle angik bådudlejning.
Lsr.1976.86 (Skd.52.63) (drift af orkidegartneri).
Lsr.1977.47 (virksomhed som koncertarrangør).
Lsr.1978.43 (drift af hundekennel).
Lsr.1981.40 (drift af privatskole, selv om formålet ikke var opnåelse af
overskud).
Lsr.1982.145 (I/S med formål at drive revyer, udstillinger m.v.)
Drift af frimærkehandel anset erhvervsmæssig, blandt andet under hensyn
til størrelsen af salgsindtægter på mellem 50.000 og 84.000 kr.
Falckredders drift af en større personalekrævende fiskekutter anset for
erhvervsmæssig.
Fradrag for underskud er ikke godkendt i følgende tilfælde:
ØLD af 25.okt. 1979 (Skd.52.63) (drift af hundekennel).
ØLD af 28.okt. 1982 (Skd.65.194) vedr. juletræsproduktion.
VLD af 22.dec. 1982 (Skd.71.842) (tab ved salg af lystbåd, købt til
udlejning).
Lsr.1974.39 (drift af et kommanditselskabs golfbane m.v.)
Lsr.1975.50 (drift af antikvitetsforretning med begrænsede åbningstider).
Et kommanditselskab, der agtede at opføre en tennishal med 2 baner på
lejet grund, kunne ikke anses at drive erhvervsmæssig virksomhed, idet der
til hver af selskabets 170 anparter knyttede sig en ret til
vederlagsfri benyttelse af en tennisbane i 1 time pr. uge, ialt 170
timer af en samlet anvendelse af hallen på 182 timer pr. uge.
Brugsret
I følge SL § 4b beskattes værdien af bolig i egen ejendom, se afsnit G.
Bestemmelsen er en undtagelse til en almindelig hovedregel om, at brugsretten
til egne aktiver ikke beskattes. Beskatningen indtræder alene, i det omfang
brugsretten tilfører skatteyderen et udbytte af økonomisk værdi, se
lsr.1971.22 og 231, hvor værdien af en jagtret på egen ejendom ikke blev
beskattet, mens værdien af selve jagtudbyttet blev beskattet.
Værdien af brugsret over egne løsøregenstande beskattes ikke.
Den økonomiske fordel ved gratis brug af andres aktiver skal derimod
beskattes, jfr. SL § 4b eller eventuelt som løn, jfr. SL § 4a (D 1.7 og D
1.9), som en udbytteindtægt, jfr. SL § 4e, som en gave, jfr. SL § 4c eller
efter gaveafgiftsreglerne (E 3 og E 4).
Besparelser
Bortset fra løn-, udbytte- og gavetilfælde, jfr. ovenfor om brugsret,
beskattes besparelser ikke. Se også L 3.1 om eget vareforbrug og L 3.2 om
værdi af eget arbejde.
Forældelse - gældseftergivelse
En fordel opnået ved forældelse eller gældseftergivelse er i visse
tilfælde skattepligtig i medfør af SL § 4, se nærmere L 3.6.6.
Strafbar erhvervelse
At en indkomst er erhvervet ved en strafbar handling, udelukker ikke, at
indkomsten kan beskattes. Dette gælder også, selv om indtægten eventuelt kan
konfiskeres. Det anførte gælder især, hvor den ulovlige indtægt er opnået
gennem en retshandel.
Det følger af det almindelige retserhvervelsesprincip (se C 3.1), at der
ikke sker beskatning af indtægter, der ikke er erhvervet ret til. Indtægt ved
f.eks. tyveri er derfor ikke skattepligtig.
Om fradragsret for tab ved konfiskation henvises til F 5.
Udenlandsk indkomst
Det er ifølge SL § 4 uden betydning for skattepligten, om indtægten
erhverves i Danmark eller i udlandet.
I særlovgivningen og især i de med en række lande indgåede
dobbeltbeskatningsoverenskomster er der foretaget begrænsninger i dette
globalindkomstprincip, se nærmere »Skattepligt og
Dobbeltbeskatning«.
1.2. SL § 5 Formuebevægelser
SL § 5 indeholder en negativ afgrænsning af indkomstbegrebet i SL § 4.
§ 5 bygger på en fundamental sondring mellem indkomst (udbytte) og
indkomstgrundlag (formue). Udgangspunktet er, at selve grundlaget for
erhvervelsen af indkomsten er indkomstopgørelsen uvedkommende, og at det
alene er afkastet af indkomstgrundlaget, der skal medregnes ved
indkomstopgørelsen.
1.2.1. § 5 Salg af aktiver
I følge § 5a skal urealiserede værdisvingninger på aktiver ikke
medregnes ved indkomstopgørelsen. Gevinst og tab konstateret ved salg
(eller anden afståelse) af aktiver, der har karakter af
omsætningsformue, dvs., at de er anskaffet som led i næring eller i
spekulationsøjemed, skal medregnes ved indkomstopgørelsen.
Realisationsprincippet i § 5a er modificeret af særregler i den øvrige
skattelovgivning. Som eksempler kan nævnes reglerne om landbrugets
besætninger (R 1) og om kursgevinster og kurstab, når lagerprincippet
anvendes (E 5.3).
Hovedreglen i § 5a, om at alene realiseret gevinst og tab på
omsætningsformuen skal medregnes ved indkomstopgørelsen, er senere
blevet erstattet af særlovgivning for langt de fleste aktivtypers
vedkommende. Som de vigtigste eksempler kan nævnes AL, EBL, ABL og LOSI.
Private aktiver
Indtægt ved salg af private aktiver, f.eks. indbo eller frimærke-, mønt-
og bogsamlinger, er som udgangspunkt skattefri efter hovedreglen i § 5a.
Dette gælder principielt uden hensyn til indtægtens størrelse. Rent
bevismæssigt vil en betydelig indtægt dog kunne indicere, at der er tale om
salg af en omsætningsformue (næring eller spekulation).
Den skattemæssige behandling afhænger således af en bedømmelse af, om
aktivet er rent privat, eller om det er solgt som led i en erhvervsmæssig
virksomhed eller som led i en spekulationsforretning.
Det har især været handel med malerier, mønter, frimærker og antikviteter,
der i praksis har givet anledning til problemer i relation til afgrænsningen
privat/erhverv.
Erhvervsmæssige aktiver
Hvad angår reglerne om gevinst og tab på erhvervsmæssige aktiver, f.eks.
varelager, driftsmidler, skibe, bygninger, finansielle aktiver og
immaterielle rettigheder henvises til omtalen i de respektive særafsnit.
I ØLD af 27.feb. 1987 (Skat 1987.4.269) blev en skatteyder ikke beskattet
af fortjeneste ved salg af mønter, mineraler og andre effekter, da det ikke
tilstrækkeligt sikkert kunne antages, at der forelå erhvervsmæssig
virksomhed.
Om beskatning ud fra et spekulationssynspunkt, se lsr. 1965.31 og
116.
Barrer af sølv og platin, ensartede mønter i stort antal f.eks.
Krugerrands og uindfattede diamanter anses normalt erhvervet i
spekulationshensigt. Se SD's revisionsmeddelelse 1983-2 om investering i
ædelmetaller samt ØLD af 13. april 1984 (skd. 71.717).
Tab på sølvbarrer på grund af sælgerfirmaets underslæb og konkurs
kan ikke fratrækkes, idet fradrag af et spekulationstab i medfør af SL § 5 a
forudsætter, at der er tale om »et handelstab eller et tab, der
ganske kan sidestilles hermed«, jfr. ØLD af 23.sept. 1985 (Skat
1985.10.273) og ØLD af 29.okt. 1985 (Skat 1986.2.120).
Hvis private samlere går over til at drive erhvervsmæssig handel
med deres samlerobjekter godkendes det i praksis, at den del af den private
samling, der overgår til den nystartede forretning som varelager, kan
optages til handelsværdien (med fradrag af normal bruttoavance) på
dette tidspunkt som primovarelager , jfr. VLD af 6.okt. 1983 (skd. 69.225),
hvor overførslen af en møntsamling til forretningen skete over en årrække.
Genstande, der bevises at være erhvervet, før den erhvervsmæssige virksomhed
er påbegyndt, og som ikke er overført som varelager til forretningen, kan
fortsat sælges uden beskatning af fortjenesten.
Genstande erhvervet efter at den erhvervsmæssige virksomhed er i gang, vil
som altovervejende hovedregel skulle anses for anskaffet som et led i
virksomheden. Se også skd.cirk. nr.120 af 9.okt. 1986 om KGL, pkt.24.
Spekulation
Spekulationsbeskatningen i SL § 5a er ophævet for aktiver omfattet af ABL
og EBL samt aktiver og passiver omfattet af KGL. Bortset fra disse særregler
skal fortjeneste ved salg af aktiver anskaffet i spekulationshensigt medtages
ved indkomstopgørelsen, ligesom tab kan fratrækkes.
I spekulationsbegrebet ligger for det første et krav om, at det pågældende
aktiv skal være erhvervet i den hensigt at videresælge det, og for det andet
et krav om, at dette skal være sket med det formål at opnå en fortjeneste.
Kun når begge disse betingelser er opfyldt, foreligger der spekulation i
skattemæssig forstand.
Efter bestemmelsens ordlyd er det tilsyneladende alene salg, der kan
udløse en spekulationsbeskatning, men i praksis har man sidestillet
ekspropriation med salg, lsr. 1939.133 og lsr. 1967.123, og det samme
gælder mageskifte, lsr.1968.115, og modtagelse af forsikrings-
eller erstatningssummer, HD af 20. december 1979 (skd.53.157).
Det antages i praksis, at en oprindelig foreliggende
spekulationshensigt ved erhvervelsen kan opgives med den
virkning, at der ikke kan gennemføres nogen beskatning ved afståelse.
I lsr.1969.113 blev spekulationsbeskatning gennemført, selv om aktivet
blev foræret bort som en gave.
En bortgivelse af spekulationsobjektet indicerer dog normalt, at den
oprindelige spekulationshensigt må anses opgivet, se lsr.1967.37 og 1976.129.
1.2.2. Gaver, arv og forskud på arv
Efter SL § 5b skal gaver, der er omfattet af afsnit III i lov om afgift af
arv og gave, ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
På tilsvarende måde er forskud på såvel falden som ikke falden arv
fritaget for indkomstbeskatning, uanset slægtsforholdet mellem yder og
modtager. Arv kan, hvad enten der er tale om arv efter loven eller efter
testamente, aldrig beskattes som skattepligtig indkomst, men der vil ved
arvedelingen kunne forekomme gavedispositioner, der kan udløse beskatning. Se
E 4.1.7.
1.2.3. Erstatning og forsikringsydelser
En modtagen erstatning skal som udgangspunkt behandles som det tab,
erstatningen ydes for.
Erstatning for tab af et aktiv skal behandles som et afståelsesvederlag
for aktivet. Dette fremgår udtrykkeligt af AL, ABL, EBL og LOSI.
Skattefriheden for brandforsikringssummer m.v., jfr. SL § 5b, skal således
forstås med de modifikationer, der følger af den øvrige lovgivning.
Erstatning for varelager skal også behandles som afståelsesvederlag og er
derfor skattepligtig.
Hvis erstatningen ikke dækker tab af et omsætteligt aktiv, vil det
afgørende være, om der er tale om erstatning for en mistet skattepligtig
indtægt eller dækning af en fradragsberettiget udgift - i så fald skal
erstatningen medregnes ved indkomstopgørelsen.
Hvis erstatningen derimod dækker et tab af selve indkomstgrundlaget, et
ikke fradagsberettiget formuetab eller en skattefri indtægt, skal
erstatningen ikke beskattes.
Periodisk løbende erstatningsydelser er normalt
indkomstskattepligtige.
Godtgørelse, ydet i anledning af forsinket udbetaling af et negativt
momstilsvar, blev anset for ydet til dækning af renter, og erstatningen var
derfor skattepligtig, skd.64.41.
I Skat 1988.2.83 måtte en sparekasse betale en erstatning til en køber af
et hus, som havde anmodet sparekassen om at foretage kurssikring af
ejerskiftelånet. Sparekassen undlod at foretage den aftalte kurssikring, og
køberen af huset blev derfor påført et tab i form af forøgede
prioritetsudgifter. Skatteyderen gjorde gældende, at erstatningen var
beregnet til dækning af formuetabet efter inflation og skattefordele og
derfor ikke var skattepligtig. Landsskatteretten anså erstatningen for
skattepligtig, idet den skulle dække fradragsberettigede renter. Afgørelsen
er indbragt for landsretten.
På grund af formalitetsmangler, som et revisionsfirma påtog sig ansvaret
for, var en skatteyder gået glip af muligheden for at foretage henlæggelse
til investeringsfond. Revisionsfirmaet ydede en erstatning på 30.000 kr. Den
del af erstatningsbeløbet, der kunne henføres til den forøgede formueskat
(13.831 kr.) og 8%-tillægget til restskatten i henhold til KL § 61, stk.2
(7.772 kr.), som ikke kunne genindvindes ved den fremtidige
skattebetaling, blev ikke anset for skattepligtig, hvorimod den
resterende del af erstatningsbeløbet, der var kompensation for den
tidsmæssige fremrykning af skattebetalingen, skulle beskattes, jfr. VLD
af 27. aug. 1984 (skd. 72.100).
Lsr.1982.40, skattepligt af en del af en erstatning, der dækkede tidligere
fratrukne udgifter, hvorimod den resterende del af erstatningen, der dækkede
en yderligere skattebetaling, var skattefri. Lsr.1981.42, skattepligt af
erstatning for flyvehavre på en nyerhvervet landbrugsejendom.
Erstatningssummen svarede til udgifterne til rensning af ejendommen.
Landsskatteretten lagde vægt på, at der ikke var tale om en varig forringelse
af ejendommen, men derimod om en forringelse, som kunne afhjælpes ved
rensning af ejendommen, og de hermed forbundne udgifter ville kunne
fratrækkes. Skat 1986.8.514, skattepligt af den del af erstatningen for nogle
mistede bundgarnsrettigheder, der skulle dække indtægtstabet, hvorimod den
resterende erstatning, der dækkede tab af indkomstkilden, var skattefri.
I forbindelse med et revisorinteressentskabs opløsning havde
parterne aftalt en konkurrenceklausul, hvorefter der skulle betales
erstatning, hvis en af parterne overtog den andens klienter efter
interessentskabets opløsning. En erstatning ydet i henhold hertil blev
anset for almindelig indkomstskattepligtig som henhørende under
parternes næring, Skat 1987.7.514.
Erstatninger for forstyrrelse af stilling og forhold samt
erstatninger for rent private udgifter skal normalt ikke medregnes
ved indkomstopgørelsen. Det samme er tilfældet med erstatninger for
ærekrænkelser samt erstatning for svie og smerte, lyde og
vansir. Erstatning for opgivelse af eneretten til et familienavn
er skattefri.
Afløsningssummer
Afløsningssummer, der som engangsbetaling træder i stedet for en
skattepligtig løbende ydelse, er som udgangspunkt skattefri, se E 3.1 og L
6.1.4.
SL § 5 d og LL § 9, stk.5
Ifølge SL § 5d er dagpenge- og rejsegodtgørelse, modtaget under udførelse
af offentlige hverv, der gør det nødvendigt for den pågældende at tage ophold
uden for hans hjemstedskommune, ikke skattepligtige.
Dette princip er videreført i LL § 9, stk.5, hvorefter godtgørelser, der
udbetales af en arbejdsgiver, for lønmodtagerens rejse- og
befordringsudgifter ikke skal medregnes ved indkomstopgørelsen, såfremt
godtgørelsen ikke overstiger satser, der fastsættes af ligningsrådet. Se
nærmere D 1.6.
1.3. Skattefri indtægter
En række indtægter er i særlovgivningen fritaget for skattepligt, hvor
dette ikke følger af SL's regler.
1.3.1. LL § 7
LL § 7 hjemler skattefrihed for indtægter af vidt forskellig karakter,
uden at skattefriheden bygger på noget fælles synspunkt. Det drejer sig dels
om nogle understøttelser og hædersgaver til deltagerne i de to verdenskrige
og disses efterladte, dels om en række socialt eller medicinsk betingede
ydelser og endelig om nogle ydelser, hvis størrelse er fastsat under hensyn
til skattefriheden:
§ 7 a og 7 v
Indsamlede hædersgaver. Hæderspriser, der udbetales i henhold til
Nobelstiftelsens Grundstadgar, samt Nordisk Råds Litteratur- og Musikpris.
§ 7 b-7 h samt § 7 k-7 m
Hædersgaver og understøttelser med oprindelse i de to verdenskrige eller
større skibskatastrofer.
§ 7 i og 7 p
Invaliditetsbeløb, invaliditetsydelser og førtidsbeløb, der er udbetalt i
henhold til lov om invalidepension og førtidspension m.v., (lov om social
pension), personlige tillæg og invaliditets-, bistands- og plejetillæg, der
er udbetalt i henhold til lov om invalidepension og førtidspension m.v. eller
folkepensionsloven (lov om social pension) samt børnetilskud, forskudsvis
udbetaling af børnebidrag og af bidrag i anledning af dåb og konfirmation,
samt overgangsbeløb efter § 28 i lov om børnetilskud og forskudsvis
udbetaling af børnebidrag.
§ 7 j
Understøttelser og andre lignende ydelser, der af offentlige myndigheder
og institutioner udredes i henhold til lov om social bistand.
§ 7 n
Erstatning efter lov nr.219 af 23.april 1986 om erstatning for skader ved
LSD-behandling, udbetalt den 1.juni 1986 og senere.
§ 7 o
Beløb, der hidrører fra udbetaling af beboerindskud i almennyttigt
boligbyggeri.
§ 7 r og 7 s
Udbetalinger, hvis størrelse er fastsat af det offentlige under
hensyntagen til skattefriheden (visse tillæg til udenrigsministeriets
tjenestemænd og værdien af soldaters frie ophold).
§ 7 t
Erstatninger, der udredes i henhold til forligsaftale af 5.november 1969
mellem det svenske aktieselskab Astra og repræsentanter for neurosedynskadede
børn (thalidomidskadede børn).
§ 7 x
Engangsbeløb efter lov om arbejdsskadeforsikring, lov om erstatning til
tilskadekomne værnepligtige m.fl. og lov om erstatning for
vaccinationsskader. Bestemmelsen omfatter alene de engangsbeløb, der
udbetales ved udgangen af den måned, hvori den erstatningsberettigede
fylder 67 år.
§ 7 y
Beløb, der indbetales af plejeforældre på en uddannelseskonto
efter lov om uddannelsesopsparing eller opspares i henhold til en
boligsparekontrakt efter lov om boligsparekontrakter.
§ 7 z
Ydelser til en person fra en fond, stiftelse, forening m.v., som er
godkendt af socialministeren, og hvis formål er at støtte socialt eller
sygdomsbekæmpende arbejde. Ydelser fra en fond m.v., der overstiger
5.000 kr. inden for et kalenderår, medregnes dog til den skattepligtige
indkomst med den del af værdien, der overstiger 5.000 kr. Se skd.cirk. nr.103
af 13.sept. 1988, pkt.8.
§ 7 æ
Eftergivet studiegæld efter kapitel 3 og 4 i lov om tilskud til afvikling
af studiegæld og om eftergivelse af studiegæld.
Udenlandske socialforsikringsydelser og erstatninger udbetalt i henhold
til udenlandsk ulykkesforsikringslovgivning er ikke
omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i LL § 7, se lsr.1981.52 og
1982.188.
1.3.2. LL § 7 F 7 G, 7 H, 7 I og 7 J
Ifølge LL § 7 F skal følgende ydelser ikke medregnes i den skattepligtige
indkomst:
1) boligstøtte ydet i henhold til lov om individuel boligstøtte samt
efter § 19 i lov om boliger for ældre og personer med handicap.
2) tilskud efter § 37, stk.1-3, § 40, stk.1-2, § 44, stk. 2, § 45, stk.1,
§ 46, stk.1-2, § 47, stk.1, og § 62, stk.2, i lov om byfornyelse og
boligforbedring.
3) tilskud efter saneringslovens § 64 a, stk.1, og § 64 b, stk.1-2.
Se endvidere G 5.1.2.
Den del af udgifterne, som svarer til de foran nævnte skattefri tilskud
m.v., kan ikke fradrages ved indkomstopgørelsen eller medregnes ved
opgørelsen af grundlaget for skattemæssige afskrivninger og medregnes ikke
til anskaffelsessummen ved opgørelse af skattepligtig fortjeneste ved
afståelse af fast ejendom.
Ifølge LL § 7 G skal beløb, der udloddes fra en andelsboligforening til
andelshaverne, ikke medregnes ved indkomstopgørelsen i det omfang beløbet
hidrører fra et tilskud i henhold til byfornyelses- og boligforbedringslovens
§ 56, stk.1, eller saneringslovens § 64 c.
En udførlig redegørelse om disse bestemmelser findes i skd.cirk. af
21.oktober 1983 om ændringer i LL.
AUD-bidrag
Bidrag til arbejdsmarkedsuddannelsesfonden, som arbejdsgiveren har
tilbageholdt i arbejdstagerens løn, skal ifølge LL § 7 H ikke medregnes i
indkomsten.
LL § 7 I
Beløb, der af staten udbetales som inflationsgaranti i forbindelse med
Danmarks Skibskreditfonds udstedelse af indeksregulerede obligationer til
finansiering af ny- og ombygning af skibe, er ifølge LL § 7 I skattefri for
låntager.
LL § 7 J
Afdragsbidrag, der efter § 13 i lov om refinansiering af realkreditlån
m.v. i landbrugsejendomme og §§ 2a-2c i lov om indeksregulerede realkreditlån
m.fl. af staten ydes til jordbrugslån, er ifølge LL § 7 J skattefri for
låntager.
1.3.3. Visse indtægter ved spil
Efter SL § 4 skal indtægter ved spil, herunder lotterispil, samt ved
væddemål medregnes ved indkomstopgørelsen, men en lang række gevinster fra
lotterispil, tipning og præmieobligationer er dog undtagne fra
skattepligt, se nærmere E 4.6.
1.3.4. Bidrag samt renter og bonus - pensionsordninger
Se I 3.4 om arbejdsgivers indbetaling til pensionsordning samt I 3.6 om
børneopsparings- og selvpensioneringskonti.
1.3.5. Boligopsparingspræmier
Præmier, der ydes af staten på boligopsparings- og
uddannelsesopsparingskonti, er i henhold til lovbkg. nr.145 af 20.marts 1987,
§ 8 og lov nr.727 af 29.okt. 1986, § 10 ikke indkomstskattepligtige, hvorimod
renter, der i pengeinstitutter tilskrives sådanne konti, er
indkomstskattepligtige.
1.3.6. Visse legater
Under visse betingelser skal legater, der ydes til gennemførelse af en
studierejse eller til gennemførelse af et videnskabeligt arbejde, ikke
beskattes, se E 3.5.2.
1.3.7. Omkostningstillæg - MF
De omkostningstillæg, der ydes medlemmer af folketinget med beløb, der
varierer efter medlemmets bopæl, er efter lov om valg til folketinget
skattefri.
1.3.8. Stipendier til udlændinge
Stipendiater fra udviklingslandene kan fritages for beskatning af de
stipendier, som de modtager her fra landet eller fra udlandet, jfr. den ved
tekstanmærkning til § 1 på de årlige finanslove givne bemyndigelse til
Skatteministeren.
Ansøgning indsendes til Skattedepartementet.
1.3.9. Børnefamilieydelsen
Den i lov nr.146 af 19.marts 1986 omhandlede børnefamilieydelse for børn
under 18 år er skattefri.
1.3.10. Hæmofilipatienter (blødere)
Godtgørelse udbetalt til hæmofilipatienter (blødere) i henhold til bkg.
nr.581 af 2.sept. 1987 skal ikke medregnes ved indkomstopgørelsen.
1.3.11. HIV-smittede AIDS
Godtgørelse til HIV-smittede blødere, HIV-positive transfusionssmittede og
deres efterladte medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige
indkomst, jfr. finansudvalgets aktstykke af 6.4.1988.
1.4. Afkald på indtægt
En skattepligtig indtægt skal som hovedregel medregnes ved
indkomstopgørelsen på tidspunktet for den endelige retserhvervelse, se C 3.1.
Er der først erhvervet ret til en indtægt kan et efterfølgende
afkald på at oppebære indtægten normalt ikke tillægges skattemæssig
betydning, jfr. f.eks. lsr.1950.142 og skd.76.753.
Hvis der gives afkald på en indtægt forud for tidspunktet for den endelige
retserhvervelse, skal der normalt ikke ske beskatning.
Beskatning indtræder dog, hvis modtageren i forbindelse med afkaldet
træffer beslutning om, hvordan indtægten skal anvendes (dispositivt afkald).
Det er en forudsætning for skattefrihed, at der gives et blankt
afkald over for den, der skulle have udredet vederlaget. Der skal f.eks.
ikke ske beskatning af en skuespiller, der uden vederlag optræder
for en velgørende forening, hvorimod beskatning skal ske, såfremt der
optrædes »gratis« imod, at der betales et beløb til et af
skuespilleren nærmere angivet formål, jfr. lsr.1973.122 (blankt afkald),
1974.29 (dispositivt afkald), skd.28.89 (dispositivt afkald).
Ifølge SD-cirk.nr. 379 af 25.marts 1974 er arbejdstagerrepræsentanter
i bestyrelser for aktieselskaber og anpartsselskaber
indkomstskattepligtige af bestyrelseshonorar, der tilkommer dem, selv om de
over for selskabet har givet afkald på honoraret til fordel for trediemand,
f.eks. LO, en lokal fagforening, en socialfond el.lign. Dette gælder selv om
den pågældende på forhånd uigenkaldeligt forpligter sig til sådant
(dispositivt) afkald for hele det tidsrum, hvori han er medlem af
bestyrelsen.
I tilfælde, hvor det er staten som institution, der har sæde i en
bestyrelse, erhverver den pågældende statstjenestemand ikke ret til honorar,
der afregnes til staten, og tjenestemanden skal derfor ikke beskattes af
honoraret. Dette gælder uanset, om honoraret af vedtægtsmæssige eller
administrative grunde udbetales til bestyrelsesmedlemmet for efterfølgende at
blive afregnet til statskassen.
Forældre og børn, der yder vederlagsfri arbejdsindsats ved rengøring,
reparationer m.v. på privatskoler, er ikke skattepligtige af værdien af
det præsterede arbejde, heller ikke hvor arbejdet i øvrigt ligger inden for
den pågældendes erhverv. Skattefriheden bortfalder dog, såfremt forældrene
f.eks. af hensyn til skolens opnåelse af statstilskud udskriver regninger med
angivelse af arbejdets værdi.
En tandlæge havde for tandlægebehandling af sin svigerfader udstedt
kvitterede regninger lydende på normalt honorar. Svigerfaderen havde på
grundlag heraf modtaget delvis refusion fra Fortsættelsessygekassen Danmark
og betalt det modtagne beløb til svigersønnen, der eftergav svigerfaderen det
resterende beløb. Tandlægen anførte, at det kun havde været meningen, at
svigerfaderen skulle betale et beløb svarende til de modtagne refusionsbeløb
og havde derfor kun indtægtsført disse beløb. Da der var udstedt kvitteret
regning som grundlag for refusionen fra sygekassen fandt landsskatteretten,
at forholdet måtte betragtes som et efterfølgende afkald, og at
regningsbeløbene derfor skulle medregnes i den skattepligtige indkomst med
det fulde pålydende, lsr.1986.3.
I VLD af 12.juni 1989 (Skat 1989.8.588) gav en lærer, der var ansat
under Skolesamvirket Tvind, afkald på løn. Da afkaldet efter omstændighederne
alene fandtes begrundet i muligheden for at undgå afregne A-skat, tillagdes
afkaldet ikke skattemæssig virkning.
Hovedaktionærer - rentefri udlån
Der henvises til LV SF 1.5 om fikseret vederlag i hovedaktionærforhold,
samt E 5.1.7 om rentefri udlån.
Om omgørelse henvises til E 4.1.9 (gavedispositioner) og LV SF 1.2.6
(hovedaktionærdispositioner).
2. Fradrag i bruttoindkomsten
SL § 6 indeholder hovedreglen for, hvilke udgifter medgået til
erhvervelsen af bruttoindkomsten, der kan fratrækkes ved beregningen af den
skattepligtige nettoindkomst.
2.1. § 6 a. Driftsomkostninger
De fradragsberettigede driftsomkostninger er i SL § 6 a beskrevet som
»de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og
vedligeholde indkomsten, derunder ordinære afskrivninger«.
Fastlæggelsen af driftsomkostningsbegrebet giver anledning til to
hovedafgrænsninger, dels over for de private udgifter, dels over for anlægs-
eller etableringsudgifter.
Skattereformen har ikke betydning for selve afgrænsningen af
driftsomkostningsbegrebet, men er alene af betydning for skatteværdien af
fradraget, se nærmere C 4.
2.1.1. Drift - privat
I SL § 6, stk.2, beskrives privatforbruget som udgifter anvendt til
»egen eller families underhold, betjening, nytte eller behagelighed, . .
til gaver eller på anden måde«.
I praksis er der ofte tale om en vanskelig bevisbedømmelse af, om en
udgift er privat eller erhvervsmæssig. Udgifter, der er sædvanligt
forekommende for de fleste skatteydere, uafhængigt af, om der udfoldes
bestræbelser på at erhverve indkomst, vil som hovedregel have karakter af
privatforbrug. Dette gælder f.eks. udgifter til beklædning, fortæring samt
privat bolig og husførelse. Uanset at sådanne udgifter indirekte kan siges at
være af betydning for muligheden for at erhverve indkomst, er fradrag
udelukket, idet afholdelsen af udgiften ikke kan siges at være foranlediget
af ønsket om at erhverve indkomst, men derimod er et udslag af rent private
interesser om behovstilfredsstillelse.
Fradragsret kommer dels på tale, hvor erhvervsudøvelsen påfører
skatteyderen påviselige merudgifter af den pågældende karakter, dels hvor der
i øvrigt påvises en konkret erhvervsmæssig begrundelse for at afholde
udgiften.
Afgrænsningen af privatforbruget giver i praksis især anledning til
vanskeligheder for lønmodtagere, se nærmere D 2.
I lsr.1982.126 blev en tandlæges udgifter til briller anset for
privatudgifter. Der var ikke tale om specielle arbejdsbriller, men
almindelige briller, der kunne anvendes privat.
Modsat i Skat 1989.4.336, hvor en tandlæges udgifter til briller blev
anset for driftsudgifter. Brillerne, der var uden styrke, virkede som
beskyttelsesbriller mod partikler i luften og blev i øvrigt opbevaret på
klinikken uden for arbejdstid.
En hospitalsansat læge, som p.g.a. et handicap måtte benytte
kørestol for at passe sit arbejde, kunne ikke afskrive
anskaffelsessummen, idet der blev henset til, at kørestolen udover at tjene
til udførelsen af det indtægtsgivende arbejde, virkede til afhjælpning af
brugerens handicap, lsr.1984.98.
I ØLD af 4.juni 1984 (Skd.71.760) blev en regnskabschef nægtet fradrag for
en udgift på 9.550 kr. til børnepasning.
I praksis opstår der ofte spørgsmål om fordeling af en udgift på
henholdsvis fradragsberettigede driftsomkostninger og privatudgifter. Dette
gælder f.eks. kørselsudgifter, repræsentationsudgifter samt kursus- og
rejseudgifter. Se nærmere D 2.3 og L 4.
2.1.2. Drift - anlæg
Afgrænsningen af driftsomkostningsbegrebet volder især vanskeligheder over
for de ikke fradragsberettigede anlægs- eller etableringsudgifter.
Anlægs-/etableringsudgifter er i SL § 6, stk.2 beskrevet som udgifter
»til formueforøgelse, til forbedring af ejendom, til udvidelse af næring
eller drift«.
I de seneste års domstolspraksis synes der at have vist sig en tendens til
en udvikling af driftsomkostningsbegrebet i retning af en udvidelse af
fradragsmulighederne for erhvervsmæssige udgifter, der afholdes inden for de
hidtidige naturlige rammer af en igangværende virksomhed.
Det altafgørende for fradragsretten er fortsat, at der foreligger en
aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde udgiften. Det vil sige, at
formålet er at erhverve skattepligtig indkomst, og at disse
indkomstbestræbelser ikke overskrider virksomhedens hidtidige rammer, jfr. SL
§ 6, stk.2, om »udvidelse af næring eller drift«. Udgifter, der har
til formål at tilvejebringe et nyt indkomstgrundlag, enten i form af start af
en helt ny virksomhed, eller udvidelse af en igangværende virksomhed ud over
dens hidtidige rammer, har karakter af etableringsudgifter.
Driftsmæssig begrundelse
Hvis der foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde en
udgift, vil der normalt ikke være grundlag for at kritisere størrelsen eller
den mere eller mindre rimelige begrundelse for at afholde udgiften, se bl.a.
lsr.1974.156. Noget andet er, at en udgifts sædvanlighed ofte vil indgå i
overvejelserne af, om der overhovedet er tale om en erhvervsmæssig udgift, se
f.eks. lsr.1974.159 og lsr.1980.28. Udgifter, der er sædvanligt forekommende
i en erhvervsvirksomhed,f.eks. lønudgifter eller lejeudgifter i
erhvervslejemål, vil således i almindelighed kunne fratrækkes. Der kan ikke
lægges afgørende vægt på, om en udgift er nødvendig. Nødvendighed, f.eks. i
form af et lovkrav om at afholde udgiften, kan dog i visse tilfælde være af
betydning for bevisbedømmelsen af, om der foreligger en driftsmæssig
begrundelse for at afholde udgiften.
Anskaffelse af aktiver
Det følger af SL § 6, stk.2, at der ikke er fradrag for udgifter til
»opsparing«. Det er derfor som udgangspunkt en forudsætning for
fradragsret, at afholdelsen af udgiften har påført skatteyderen et
formueforbrug. Hvis udgiften medgår til anskaffelse af et aktiv med
omsætningsværdi, er der alene tale om en omplacering af formue i modsætning
til et forbrug af formuen i driftens interesse. Først når og hvis
anskaffelsessummen forbruges som følge af den erhvervsmæssige brug af
aktivet, indtræder der et forbrug af formuen i driftens interesse, som
eventuelt kan fratrækkes efter afskrivningsreglerne. Som undtagelser til
denne hovedregel kan nævnes, at udgifter til anskaffelse af faglitteratur,
plader, samt i et vist omfang anskaffelse af edb (software) behandles som
driftsomkostninger uanset, at der er tale om anskaffelse af aktiver med
omsætningsværdi.
Domspraksis
Kærnen i driftsomkostningsbegrebet er en forudsætning om, at der
foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde en udgift. Det
skal være hensyn til en løbende indtjening (driften), der begrunder
dispositionen, hvilket står i modsætning til hensynet til det underliggende
indkomstgrundlag (formuen). Hvis der foreligger en aktuel driftsmæssig
begrundelse, udelukker det ikke omkostningsfradrag, at udgiften har en
længerevarende betydning for indkomsterhvervelsen, og derfor må siges at have
enafledet virkning på indkomstgrundlaget.
I UfR 1942.335 H (Skandinavisk Grammofon), var der fradrag for
sagsomkostninger, som et selskab havde afholdt som følge af en strid om
selskabets ret til at forhandle et produkt. Fradrag blev indrømmet, idet
udgifterne havde til formål at sikre, dels tidligere opnået fortjeneste, dels
muligheden for fortjeneste ved fortsat salg af produktet. Det bemærkes, at
selskabet tabte den underliggende retssag, og at det således var uden
afgørende betydning for omkostningsfradraget, at udgifterne var afholdt
forgæves.
I UfR 1959.69 H havde en skatteyder afholdt advokat- og revisorudgifter på
grund af uoverensstemmelser med den hidtidige medinteressent i forbindelse
med opløsning af interessentskabet og overdragelse af aktiverne heri til et
af interessenterne ejet aktieselskab. Skatteyderen gjorde gældende, at
udgifterne var afholdt for at sikre og vedligeholde hans indkomst som
direktør og bestyrelsesmedlem i selskabet, hvilken indkomst var langt større
end aktieudbyttet. Ministeriet gjorde gældende, at udgiften primært var
afholdt for at sikre skatteyderens formueinteresser, nemlig fordelingen af
aktierne i det nystiftede selskab. Højesteret nægtede fradrag med den
begrundelse, at udgiften måtte anses for at vedrøre formuen og kun indirekte
havde betydning for skatteyderens indkomst.
I UfR 1980.712 H, jfr. skd.55.325 (Trælastkompagniet) fik et selskab
fradrag for en årlig noteringsafgift til Fondsbørsen samt udgifter til
ændringer af selskabets vedtægter, som var nødvendige for at den hidtidige
virksomhed kunne fortsætte. Vedtægtsændringerne var foranlediget af en
ændring i aktieselskabsloven bl.a. vedrørende arbejdstagernes medindflydelse
og regnskabsaflæggelsen.
Højesterets flertal udtalte følgende: »Efter det foreliggende . .
findes optagelsen af selskabets aktier til notering på børsen at være af en
sådan betydning for selskabets status og almindelige omdømme og dermed for
dets indtjeningsmuligheder, at de årlige udgifter til den i § 8 i loven om
Københavns Fondsbørs nr.220 af 7.juni 1972 hjemlede noteringsafgift må anses
for en fradragsberettiget driftsudgift efter statsskattelovens § 6, stk.1a.
De foretagne ændringer af selskabets vedtægter var ubestridt alene
foranlediget af de ved aktieselskabsloven af 1973 gennemførte ændringer, der
efter lovens § 164, stk.1, nr.2, krævedes indarbejdet i vedtægterne for at
bringe disse i overensstemmelse med lovens krav, og undladelse heraf ville
efter bestemmelsens stk.3 medføre selskabets opløsning. Under disse
omstændigheder findes også udgifterne til vedtægtsændringerne . . . at måtte
anses som fradragsberettigede driftsudgifter«.
I HD af 10.dec. 1985 (Skat 1986.1.41) blev et selskab nægtet fradrag for
kloakbidrag og betalinger for tilslutning til fjernvarmeværk for en ubebygget
industrigrund. Grunden blev købt med henblik på udvidelse og udflytning af
den bestående produktion, der var spredt på flere forskellige lokaliteter.
Selskabet fandt imidlertid en mere velegnet grund og solgte den førstnævnte
grund. Idet selskabet ikke på noget tidspunkt havde udøvet erhvervsmæssig
virksomhed på den ubebyggede grund, kunne de omhandlede udgifter, der blev
afholdt i ejertiden, ikke fratrækkes, hverken i medfør af LL § 8 C eller SL §
6a.
Hvis udgiften ikke sigter mod erhvervelse af skattepligtig indkomst, er
fradrag udelukket. I ØLD af 14.nov. 1986 (Skat 1987.1.24) fik en skatteyder
ikke fradrag for rejseudgifter i forbindelse med tilsyn med en ejendom, der
tilhørte skatteyderen, og som var beboet af hans forældre i henhold til en
aftægtsaftale indgået i forbindelse med forældrenes afståelse af ejendommen.
Landsretten lagde vægt på, at der ikke var tale om erhvervsmæssig udleje,
hvorfor skatteyderen ikke modtog nogen løbende erhvervsmæssig indtægt fra
ejendommen, samt at ejendommen var erhvervet i privat øjemed.
Hvis modtageren af den afholdte driftsudgift er nærtforbunden med
skatteyderen (sammenfaldende interesser), må der som forudsætning for
omkostningsfradrag stilles krav til skatteyderen om at godtgøre
tilstedeværelsen af en driftsmæssig begrundelse for dispositionen. Som
udgangspunkt må det antages, at driftstilskud fra et moderselskab til dets
datterselskab ikke er begrundet i hensynet til moderselskabets løbende
indtjening, men derimod i andre driften uvedkommende interesser, typisk en
sikring af formueinteresserne i datterselskabet.
I UfR 1976.60 H (Esso) blev et moderselskabs tilskud til dækning af
underskud i dets datterselskaber, som drev tankstationer, og som i kortere
eller længere tid ikke kunne drives uden underskud, anset for
fradragsberettigede driftsomkostninger. Højesteret udtalte, at udgifterne
»havde været et sådant naturligt led i selskabets virksomhed, at de som
driftsudgifter har kunnet bringes til fradrag i selskabets indkomst, uanset
at dette ikke er sambeskattet med datterselskaberne«.
I modsætning hertil blev en murermester i UfR 1979.731 H nægtet fradrag
for et tilskud til et af ham stiftet og domineret aktieselskab, hvorigennem
han havde opført en ejendom med henblik på salg af aktielejligheder.
Højesteret fandt, at der ikke havde været en sådan forbindelse mellem støtten
til selskabet og murermesterens løbende indtjening, at der kunne indrømmes
fradrag. På linje hermed blev et moderselskab i ØLD af 8.sept. 1987 (Skat
1987.11.778) nægtet fradrag for tilskud til dets udenlandske datterselskab,
der blev ydet til udligning af datterselskabets driftsunderskud. Dommen er
anket.
I UfR 1984.90 H (Skd.69.284) (Segaltmøllen) fik et selskab fradrag for
udgift til betaling af en tidligere samarbejdspartners gæld til tredjemand,
hvilket to nye samarbejdspartnere havde stillet krav om som betingelse for en
fortsættelse af det nyligt indledte samarbejde. Betalingen af gælden ansås
for at have en sådan tilknytning til den løbende drift, at den måtte anses
for en fradragsberettiget driftsomkostning.
I visse tilfælde er der mulighed for at opnå fradrag for »opsatte
driftsomkostninger«.
I UfR 1963.954 H (Knuth) fik en godsejer fradrag for et engangsbeløb til 4
ansatte, der blev betalt som kompensation for deres dårlige aflønning gennem
en årrække.
I UfR 1984.160 H (Træskodommen), fik et interessentskab fradrag for et
tilskud til et af interessenterne ejet aktieselskab, der i 3 år havde
produceret træsko, som blev købt af interessentskabet. Interessenterne gjorde
gældende, at der var tale om en regulering af den oprindeligt fastsatte
afregningspris, der alene havde været fastsat foreløbigt på grund af
beregningsvanskeligheder. Højesteret fandt, at tilskuddet var et sådant led i
interessenternes virksomhed, at det kunne fradrages.
Se også lsr.1984.23, hvor udgifter til opgravning af benzintanke i
forbindelse med ophør af virksomhed som benzinforhandler blev anset for
udskudte driftsomkostninger.
Se 2.2 om afskrivning i medfør af SL § 6a på udgifter af
omkostningskarakter.
Etableringsudgifter
Det er som nævnt en forudsætning for omkostningsfradrag, at dispositionen
falder inden for virksomhedens naturlige rammer. Udgifter til
tilvejebringelse af et nyt indkomstgrundlag er indkomstopgørelsen
uvedkommende. Egentlige startudgifter, som f.eks. stiftelsesomkostninger i et
selskab eller udgifter til undersøgelse af, hvor man skal vælge at placere
sin virksomhed, kan således ikke fratrækkes.
I UfR 1985.585 H (Skd.75.667) blev en supermarkedskæde nægtet fradrag for
udgifter til et konsulentfirma, der skulle rådgive om muligheden for
etablering af butikker i England. Højesteret begrundede afgørelsen med, at en
udvidelse af virksomheden til at omfatte det udenlandske marked ville kunne
vise sig at få erhvervsmæssig betydning, men omkostningerne til de
forberedende undersøgelser som selskabet anså for nødvendige for at kunne
optage nye aktiviteter, og som eventuelt ville resultere i ny
indkomsterhvervelse, havde efter rettens opfattelse karakter af
etableringsudgifter med langsigtet virkning. Selskabet fik heller ikke
fradrag for udgifter til et arkitektfirma, der havde ydet ekspertbistand i
forbindelse med undersøgelse af mulighederne for at etablere nye varehuse
forskellige steder i Danmark. Disse udgifter blev anset for
etableringsudgifter afholdt med henblik på bevarelse fremover af selskabets
indkomstkilde. Derimod blev udgift til en ejendomsmægler vedrørende
førstegangsudlejning efter ombygning af en af selskabets i alt 41 ejendomme
ved VLD af 10.maj 1984 (Skd.75.667) anset for fradragsberettiget, idet
udgiften blev afholdt som et led i selskabets omfattende erhvervsmæssige
udlejningsvirksomhed, ligesom udgift til markedsanalyse, som skulle bruges
til at tilrettelægge markedsføringen i et område, hvor selskabet i forvejen
havde varehus og detailforretninger, blev anset for fradragsberettiget.
I Skat 1988.6.353 blev en investeringsforening nægtet fradrag for
kapitaltilførselsafgift, der skulle betales som følge af foreningens
beslutning om at blive børsnoteret. Foreningen havde drevet virksomhed i 10
år, og der skete ikke nogen kapitaltilførsel i forbindelse med
børsnoteringen. Ligningsrådet fandt, at børsnoteringen ville indebære en
sådan ændring i foreningens almindelige status, at udgiften måtte antages at
ligge ud over, hvad der kunne siges at medgå til at sikre og vedligeholde
foreningens indkomst. Udgifterne forbundet med børsnoteringen blev således
anset for at ligge uden for virksomhedens hidtidige naturlige rammer.
Hvis en udgift ikke har til formål at udvide eller forbedre det hidtidige
indkomstgrundlag, men derimod alene at sikre de hidtidige
indtjeningsmuligheder, er der mulighed for fradrag, forudsat at der kan
påvises en aktuel driftsmæssig begrundelse for dispositionen. Hvis den
driftsmæssige begrundelse foreligger, udelukker det således ikke fradrag, at
udgiften i realiteten indebærer en tidsubestemt sikring af
indkomstgrundlaget.
I HD af 20.maj 1987 (Skat 1987.7.493) betalte et vognmandsfirma i
forbindelse med indmeldelse i en fragtmandshal et indskud i fragtmandshallen
på 175.000 kr. Ifølge foreningens vedtægter tilfaldt beløbet foreningen
endeligt og blev ikke tilbagebetalt ved fragtmandens udtræden af
fragtmandshallen. Beløbet blev betalt for at selskabet kunne få en ny
holdeplads til erstatning for en mistet holdeplads i københavnsområdet, hvor
man i forvejen drev virksomhed. Højesteret fandt, at formålet med afholdelsen
afudgiften i det væsentlige var at sikre virksomhedens hidtidige
konkurrencedygtighed og indkomst, og udgiften blev herefter anset for en
driftsomkostning, der kunne afskrives efter SL § 6a. Det bemærkes, at der for
Højesteret ikke var nedlagt påstand om fradrag for indskuddet i
afholdelsesåret. For landsretten var der nedlagt påstand om afskrivning efter
LOSI § 15, stk.1, jfr. § 2, nr.5, hvilket blev afvist, idet selskabet ikke
erhvervede en rettighed af økonomisk værdi.
Se også UfR 1980.712 H (Trælastkompagniet), der er omtalt ovenfor.
I en ikke offentliggjort landsskatteretskendelse af 21.sept. 1987 havde 4
melmøller, der tilsammen stod for alt salg af mel til det danske marked, i
fællesskab opkøbt en konkurrerende virksomhed, hvis tilstedeværelse på
markedet i en kortvarig periode havde udløst en priskrig med deraf følgende
fald i de 4 møllers indtjening. De 4 møller købte virksomheden med det formål
at nedlægge den og sikre, at der ikke fremover ville ske mølledrift fra
ejendommen, hvilket skete ved at ejendommen blev pålagt en servitut.
Ejendommen og produktionsapparatet blev herefter afhændet, hvorved de 4
møller blev påført et tab. En væsentlig årsag til tabet var den servitut, der
blev pålagt ejendommen. Landsskatteretten tiltrådte Statsskattedirektoratets
indstilling om, at omkostningerne ved servitutten (tabet) var
fradragsberettigede.
I Skat 1988.6.344 havde en dyrlæge for at bevare sin indtjening i
forbindelse med skærpet konkurrence etableret nye klinikker i omegnen.
Klinikkerne blev etableret som selvstændige anpartsselskaber, hvorfra
dyrlægen modtog et fast månedligt honorar for udført arbejde.
Dyrlægeforeningen anlagde sag mod dyrlægen, idet der ifølge foreningens
vedtægter kun måtte oprettes klinikker på den adresse, der var udgangspunkt
for dyrlægens praksisudøvelse. Dyrlægen tabte sagen, og skattesagen vedrørte
de medgåede sagsomkostninger samt en bøde til dyrlægeforeningen på 5.000 kr.
Landsskatteretten indrømmede fradrag for udgifterne, der ansås for afholdt
for at fastholde et hidtidigt indtægtsgrundlag. Se nærmere F 5 om fradragsret
for bøder.
Start af virksomhed
Udgifter, der afholdes i forbindelse med påbegyndelse af ny virksomhed, og
som har karakter af engangsudgifter, f.eks. undersøgelse af
markedsforholdene, har karakter af etableringsudgifter. Derimod har
Landsskatteretten i flere tilfælde indrømmet fradrag for sædvanlige løbende
driftsudgifter afholdt i startfasen.
Der er således givet fradrag for lejeudgifter vedrørende tiden fra
lejemålets indgåelse til åbningen af forretningen, lsr.1971.142. Se endvidere
lsr.1972.54, hvor der var fradrag for lønudgifter vedrørende tiden forud for
forretningens åbning, Skat 1986.3.224, hvor udgifter til annoncer, trykning
af materialer m.v. i forbindelse med åbning af en postordreforretning var
fradragsberettigede og Skat 1989.5.400, hvor driftsudgifter og afskrivning på
en køreskolevogn var fradragsberettigede, selv om der ikke havde været elever
i køreskolevirksomheden i startåret. Modsat blev der i lsr.1975.41 nægtet
fradrag for huslejeudgifter, der vedrørte en periode, der lå mere end 6
måneder forud for forretningens åbning. Sammenfattende kan siges, at
udgifter, der har karakter af sædvanlige løbende driftsudgifter, og som
afholdes i tiden umiddelbart forud for starten af virksomheden, er
fradragsberettigede.
Selv om en planlagt virksomhed ikke kommer i gang, er der fradrag for
sædvanlige løbende driftsudgifter (til husleje, lønninger, el, varme og
lignende), som naturligt har måttet afholdes en kortere tid før starten af
virksomheden, jfr. bl.a. lsr.1973.127 og 1980.142. Derimod er fradrags- eller
afskrivningsretten for andre, mere ekstraordinære erhvervsudgifter betinget
af et igangværende, indtægtsgivende erhverv, således at disse forgæves
afholdte udgifter må behandles som ikke fradragsberettigede
etableringsudgifter. Dette gælder f.eks. erstatning for misligholdelse af
kontrakt om varekøb, jfr. lsr.1985.21.
Forgæves afholdte udgifter
Spørgsmålet om fradragsret for forgæves afholdte projektudgifter m.v.
afhænger af en sædvanlig bedømmelse af, om udgiften falder inden for
virksomhedens hidtidige rammer. Se f.eks. lsr.1971.30 hvor forgæves
projektudgifter i forbindelse med udvidelse af en virksomhed ikke var
fradragsberettigede. Se i modsætning hertil ØLD af 12.okt. 1987, omtalt
nedenfor i C 2.2.
Særligt om selskabers finansielle grundlag
Selve den omstændighed, at en udgift har en umiddelbar forbindelse med et
selskabs finansielle grundlag (aktie- eller anpartskapitalen) udelukker ikke
fradragsret, hvis der i øvrigt foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse
for dispositionen. Også i disse tilfælde er det altafgørende, om den
driftsmæssige begrundelse falder inden for virksomhedens hidtidige naturlige
rammer. Som eksempel kan nævnes den ovenfor omtalte UfR 1980.712 H
(Trælastkompagniet), hvor selskabet blev indrømmet fradrag for denårlige
noteringsafgift til Fondsbørsen. I VLD af 13.april 1981 (Skd.59.384) blev et
selskab på linje hermed indrømmet fradrag for udgifter til annoncering om
aktieudbytte, hvilket skete i henhold til fondsbørsbekendtgørelsen.
I et retsforlig indgået for Østre Landsret har Skatteministeriet taget
bekræftende til genmæle over for et børsnoteret selskabs påstand om, at
årligt tilbagevendende udgifter til honorar til et pengeinstitut, der
forestod udbyttebetalingen vedrørende selskabets aktier og førte selskabets
aktiebog, havde karakter af fradragsberettigede driftsomkostninger. Se
tilsvarende afgørelse i Skat 1989.3.244.
Hvis udgifterne ikke udelukkende kan anses for afholdt som et led i
opretholdelsen af det eksisterende kapitalgrundlag, men derimod afholdes i
forbindelse med en udvidelse af dette, kan udgifterne ikke fratrækkes. I Skat
1987.12.882 havde en bank i forbindelse med en udvidelse af aktiekapitalen,
der skyldtes bestemmelser i bankloven om, at egenkapitalen skal udgøre mindst
8 pct. af bankens samlede gælds- og garantiforpligtelser, afholdt udgifter
til formularsæt, tegningsindbydelser, interimsbeviser, annoncering, gebyr til
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, aktiebreve og kuponer, tegningsprovision samt
kapitaltilførselsafgift. Idet udgifterne var afholdt i forbindelse med
tilvejebringelse af ny kapital, fandt Landsskatten, at udgifterne hverken
kunne fratrækkes eller afskrives efter SL § 6a.
Kapitaltilførselsafgift er ikke fradragsberettiget. Dette gælder ved såvel
frivillig som lovpåbudt kapitaludvidelse, Skat 1986.2.169 og Skat 1988.10.605
I lsr.1982.118 fik et selskab fradrag for udgiften til omtrykning af gamle
aktiebreve, således at de opfyldte Fondsbørsens forskrifter. Der var for
Landsskatteretten enighed om, at udgiften til trykning af nye aktiebreve i
forbindelse med en kapitaludvidelse ikke kunne fratrækkes.
Der henvises desuden til omtalen af de forskellige typer
driftsomkostninger for henholdsvis lønmodtagere (D 2) og selvstændige
erhvervsdrivende (L 4).
Anlægs-/etableringsbetragningen i SL er i et vist omfang blevet
modificeret i den senere særlovgivning. Der henvises til LL § 8, stk.1, om
rejser og reklameudgifter (L 4.2 og L 4.6), LL § 8, stk.3, om
stiftelsesomkostninger og provisioner ved lånoptagelse (F 3.3), LL § 8 B om
forsøgs- og forskningsudgifter (L 4.10) og LL § 8 C om tilslutningsafgifter
(G 5.2.5).
2.1.3. Omkostninger uden fradrag
Uafhængigt af almindelige omkostningsbetragtninger er der efter praksis
udgifter, som ikke kan fratrækkes, uanset hvor nært eller direkte udgiften i
øvrigt måtte være forbundet med den løbende indkomsterhvervelse. Der er i
disse tilfælde tale om, at udgiften efter sin art er udelukket fra fradrag.
Dette gælder f.eks. udgifter til bøder, se nærmere F 5.
I HD af 27.juni 1985 (Skd.78.809) blev en bygmester nægtet fradrag for
inkassoomkostninger, som han blev pålagt i forbindelse med for sen betaling
af varegæld. Højesteret begrundede afgørelsen med, at inkassoomkostninger
ikke kan anses for naturlige og sædvanlige driftsomkostninger.
Udgifter til støtte af politiske partier eller politiske formål i øvrigt
kan ikke fratrækkes.
Om udgifter til erstatning henvises til L 4.8.
2.2. Afskrivninger
Efter SL § 6a sidestilles ordinære afskrivninger med driftsomkostninger.
Bestemmelsen er for de fleste erhvervsaktivers vedkommende blevet afløst af
særlovgivning, jfr. AL om fysiske aktiver og LOSI § 15 om immaterielle
aktiver. Herudover findes der særlige afskrivningsregler i LL §§ 8 B-C.
Ved siden af disse særlige afskrivningsregler kan der i et vist omfang
afskrives med hjemmel i SL § 6a. Dette gælder f.eks. afskrivning på
rationaliseringsudgifter, ombygningsudgifter af lejede lokaler, bygninger på
lejet grund og hjemfaldspligtige ejendomme. Se nærmere afsnit L og G.
I den i C 2.1.2 nævnte HD af 20.maj 1987 blev et vognmandsfirmas udgift
til indskud i en fragtmandshal anset for afskrivningsberettiget efter SL §
6a.
I UfR 1985.134 H, jfr. skd.73.313 (Slusedommen) besluttede et skibsværft
grundet afsætningsvanskeligheder at omlægge produktionen fra fiskekuttere til
mindre fragtskibe, hvilket nødvendiggjorde en udbygning af en kommunalt ejet
sluse. Skibsværftet påtog sig at afholde en del af anlægsudgifterne til
bygningen af en ny sluse, og påtog sig yderligere visse forpligtelser med
hensyn til slusens drift og nedrivning. Højesteret fandt, at udgiften var en
udelukkende erhvervsmæssig udgift, der tjente til sikring af værftets
fremtidige indkomst, og at udgiften derfor ikke havde en sådan karakter, at
den kunne fratrækkes fuldt ud som en driftsomkostning i afholdelsesåret.
Efter det oplyste om værftets forpligtelser med hensyn til drift og eventuel
nedrivning af slusen fandtes udgiften derimod at have en sådan forbindelse
med værftets fremtidige indtægtserhvervelse, at udgiften kunne afskrives
efter SL § 6a, idet det fandtes uden betydning, at værftet ikke var ejer af
slusen, hvilket alene skyldtes bestemmelse truffet af en anden offentlig
myndighed.
Efter Højesterets dom må erhvervsdrivendes bidrag til anlæg af offentlige
gågader og parkeringspladser anses for afskrivningsberettigede efter SL § 6a.
Afskrivningsperioden kan i almindelighed sættes til 30 år. Det forudsættes
herved, at anlæggene er udsat for en sådan fysisk forringelse, at værdien
ikke kan opretholdes gennem normal vedligeholdelse. I Skat 1988.8.493 blev en
virksomhed nægtet afskrivningsadgang på bidrag til offentlige
parkeringspladser, som kommunen forestod driften og vedligeholdelsen af.
Kommunens vedligeholdelsesforpligtelse var ikke begrænset til vedligeholdelse
i dette begrebs skattemæssige forstand, men bestod reelt i, at kommunen
skulle sørge for, at parkeringspladserne var til stede og kunne benyttes af
virksomhedens kunder i en ubestemt fremtid. Statsskattedirektoratet fandt, at
de afholdte udgifter, der tilførte virksomheden et »aktiv« i form
af en nytteværdi for driften af virksomheden, bevarede sin værdi for
indkomsterhvervelsen i en ubestemt fremtid, hvorfor der ikke indtrådte nogen
værdiforringelse af »aktivet«. Der kunne derfor ikke foretages
skattemæssige afskrivninger på nogen del af de afholdte udgifter.
Selskaber, der som lejere afholdt udgifter til udskibningsanlæg og
udgifter til forbedringer af en sejlrende, kunne afskrive udgifterne over 10
år i medfør af SL § 6a, Skat 1987.2.144.
I ØLD af 12.okt. 1987 (Skat 1987.12.853) havde et selskab afholdt udgifter
til anlæg af en rørledning og et jernbanespor i tilslutning til selskabets
tanklager, der blev anvendt til opbevaring af flydende ammoniak. Projektet
måtte imidlertid opgives, bl.a. som følge af miljømæssige protester.
Landsretten lagde til grund, at anlægget, herunder projekteringsudgifterne, i
fuldført stand ville have været afskrivningsberettiget, og da selskabet havde
afholdt udgifterne ud fra berettigede forventninger om at kunne opnå de
fornødne tilladelser fra myndighederne til projektets gennemførelse og alene
kommunens ændrede holdning til projektet havde hindret dets udførelse, fandt
Landsretten, at selskabet kunne afskrive de forgæves afholdte udgifter i
medfør af SL § 6a.
2.3. Vedligeholdelse
Udgifter, der medgår til at sætte et formuegode i samme stand, hvori
det var ved anskaffelsen, kan fratrækkes som vedligeholdelsesudgift
efter SL § 6e, forudsat der er tale om udgifter, der vedrører aktiver, hvis
udbytte skal medregnes ved indkomstopgørelsen, jfr. UfR 1958.1173 H.
Om vedligeholdelsesudgifter vedrørende fast ejendom, se G 5.2.3.
2.4. Driftstab
Der findes ikke i SL § 6 eller andetsteds nogen direkte hjemmel for
fradrag af driftstab, men efter fast praksis er der adgang til at
fratrække egentlige driftstab ved indkomstopgørelsen ud fra et
omkostningslignende synspunkt.
Det kan være vanskeligt at adskille driftstab fra de ikke
fradragsberettigede formuetab. Tab vedrørende privatforbrugsområdet kan
ikke fratrækkes, men herudover lader der sig næppe opstille almindelige
regler, idet man ikke, som det tidligere er sket, kan basere sondringen på
forskellen mellem omsætningsaktiver og anlægsaktiver og kun indrømme fradrag
for tab på omsætningsaktiver. Hvor der er tale om driftstab bestående i tab
eller forringelse af aktiver, må spørgsmålet om fradragsret eller ikke
afgøres for de enkelte aktivgrupper, idet et fælles synspunkt næppe lader sig
opstille. Hvor etdriftstab fremkommer ved, at der påføres den skattepligtige
et nyt passiv eller pålægges ham en betalingspligt, er det en
forudsætning for fradrag, at tabet er påført den pågældende som
udslag af en naturlig driftsrisiko forbundet med driften af den
pågældendes virksomhed.
Omsætningsaktiver
Tab på omsætningsaktiver vil normalt være fradragsberettiget som
et driftstab. Således er tab på et varelager, såvel normalt svind
som mere ekstraordinære tab, fradragsberettiget, medmindre tabet er opstået
ved ejerens forsætlige skadesforvoldelse. Om kravene til dokumentation og
sandsynliggørelse, se VLD af 29. nov. 1982 (skd.66.293). Også tab ved
tyveri fra lageret kan fratrækkes, forudsat de stjålne varer klart
henhører til varelageret og ikke f.eks. er udtaget til ejerens private
forbrug.
Tab på varedebitorer er ligeledes fradragsberettiget, jfr. L
3.6.5.
Tab ved tyveri
Tab ved tyveri af kassebeholdninger har givet anledning til mange
landsskatteretssager. Thøger Nielsen sammenfatter i »Indkomstbeskatning
I«, s.696, praksis således: »Praksis viser, at dette (tabsfradrag)
for det første forudsætter, at den har været anbragt på en måde, der ikke kan
siges at være usædvanlig for virksomheden og ud fra et forretningsmæssigt
synspunkt kan siges at være naturligt. Endvidere må det kræves, at den ikke
har været sammenblandet med private midler, eller at der foreligger
omstændigheder, som fører til at anse beholdningen som hævet til privat
forbrug, og endelig synes man at kræve, at beholdningen ikke har været større
end rimeligt i forhold til behovet i den daglige drift.«
I praksis er der ofte tale om et bevisproblem, hvor det påhviler
skatteyderen at godtgøre, at tabet har ramt omsætningsformuen, og at der ikke
foreligger egen skyld fra skatteyderens side.
Det er normalt en forudsætning for fradrag, at tyveriet er anmeldt til
politiet, lsr.1969.128. Det er endvidere en forudsætning, at det lidte
tab kan dokumenteres via en tilfredsstillende bogføring, lsr.1969.37.
Med hensyn til kravene om opbevaringsmåden henvises til
lsr.1960.128, hvor der blev indrømmet fradrag for tab af en kassebeholdning,
der var anbragt i et uaflåst skab i privatlejligheden beliggende umiddelbart
bag forretningen. Se tilsvarende afgørelser, lsr.1952.145, 1958.114, 1964.124
samt 1977.49. Se i modsætning hertil lsr.1976.36, hvor tabet bl.a. på grund
af opbevaringsmåden ikke blev godkendt. Hvor en virksomheds kassebeholdning
opbevares i indehaverens tegnebog, vil der sædvanligvis være anledning til at
foretage en nærmere vurdering af, hvorvidt den stjålne beholdning fuldtud har
karakter af kassebeholdning. Som regel fører sammenblanding af
kassebeholdningen og private midler til, at fradrag nægtes, lsr.1952.146,
1962.116, 1964.123, 1967.127, 1968.38 og 1969.37. At fradrag for tab ved
tyveri af tegnebog med kassebeholdningen anbragt f.eks. i privatlejligheden
ikke er udelukket, viser lsr.1960.128 og 1964.124. Her var der ingen tvivl om
beholdningens karakter af kassebeholdning, og opbevaringsmåden fandtes efter
de foreliggende forhold forsvarlig. Se endvidere lsr.1975.44.
Hvis den stjålne kassebeholdning er særlig stor, bør det
undersøges, om der er en særlig baggrund for tilstedeværelsen af den store
beholdning. Kan det påvises, at der har været særligt store indbetalinger,
lsr.1960.128, eller særligt store hævninger af bankbeholdninger til
imødegåelse af store udbetalingskrav i virksomheden, kan fradrag foretages
også for betydelige tab. Se lsr.1973.37, hvor en del af en stjålen
kassebeholdning ikke blev anset nødvendig til fyldestgørelse af skatteyderens
forpligtelser i relation til hans erhvervsvirksomhed.
I ØLD af 16.juni 1983 (skd.70.454) blev der givet fradrag for tab ved
tyveri af 72.381 kr., som udgjorde en benzinstations kassebeholdning fra
weekendsalget, der var blevet opbevaret i et pengeskab på tankstationen. Det
var oplyst, at skatteyderen havde benyttet pengeskabet, fordi der var ret
lang vej til nærmeste bank, der havde døgnbox, hvori salgsindtægterne kunne
anbringes. Østre Landsret lagde til grund, at det stjålne beløb alene
hidrørte fra tankens salgsindtægter, samt at de stjålne pengemidlerhavde
været forsvarligt opbevaret. Under hensyn til virksomhedens sædvanlige
driftsform og den særlige baggrund for tilstedeværelsen på tanken af de
pågældende kasseindtægter weekenden over fandtes tabet at måtte betegnes
som en af driften følgende risiko og dermed som et fradragsberettiget
driftstab.
Tab af kontante beholdninger under rejser kan fradrages, når der
ikke er tvivl om rejsens karakter af en forretningsrejse, jfr. lsr.1972.48,
hvor fradraget dog blev beskåret, idet det ikke var godtgjort, at hele
beholdningen var bestemt til erhvervsmæssig anvendelse. Tab af
kassebeholdning under privatrejse kan ikke fratrækkes, lsr.1964.123.
Om lønmodtageres begrænsede adgang til at fratrække tab ved tyveri
henvises til D 2.3.26.
Underslæb - Bedrageri
Fradragsretten omfatter også tab ved underslæb fra de ansattes
side, men normalt ikke tab ved besvigelser fra
ikke-ansattes side, lsr.1969.129.
Et A/S, som drev en kro, hvor der i årets løb havde været 70 ansatte,
foretog ved indkomstopgørelsen et fradrag for tab på kassedifferencer
på 36.715 kr. Lsr. fandt, at differencerne kunne henføres til
uregelmæssigheder fra personalets side og dermed måtte anses for
driftstab, lsr.1982.83.
Et selskab, som havde kontrakt med DSB om udkørsel af gods, havde
fradraget et tab på 56.450 kr. som følge af besvigelser fra selskabets
chauffører. Lsr. godkendte fradraget, da tabet ikke kunne anses at
overstige, hvad normal driftsrisiko under de oplyste forhold kunne
betinge, lsr.1982.122.
Bygninger - Driftsmidler
Bestemmelserne i AL regulerer behandlingen af tab på aktiver omfattet af
loven. Se G 5.2.3 om bygninger og installationer og L 5.1.2 om driftsmidler.
Interessenter
I interessentskabsforhold opstår der undertiden spørgsmål om
størrelsen af det fradrag, som de enkelte interessenter kan foretage som
deres del af underskuddet ved interessentskabets drift. Hvor en interessent i
kraft af det solidariske ansvar over for kreditorerne må afholde
mere end sin forholdsmæssige andel af et underskud, vil han som regel have
fradrag for det tab, som han måtte lide herved.
En skatteyder, der drev en byggevirksomhed med en medinteressent, måtte i
forbindelse med virksomhedens ophør betale samtlige interessentskabets
kreditorer. Landsretten fandt, at interessentskabets underskud var
opstået løbende gennem afholdelse af udgifter, som havde været nødvendige for
interessentskabets drift, hvorfor skatteyderen kunne fratrække det lidte
tab ved sin indkomstopgørelse jfr. ØLD af 18.april 1983 (skd.68.38).
En partreders indfrielse af tre insolvente partrederes gæld for at få
rederiets skib frigivet til salg kunne hverken anses som en
fradragsberettiget handelsomkostning ved opgørelsen af særlig indkomst eller
som driftsudgift efter statsskattelovens § 6, stk. 1a, eller dennes analogi,
jfr. VLD af 22. marts 1984 (skd. 71.713).
En interessent overtog i forbindelse med interessentskabets opløsning
medinteressentens personlige firma. Da overtagelsen ikke fandtes
nødvendig for at sikre fortsættelsen af interessentens eget personlige firma,
kunne en eftergivelse af et tilgodehavende, der opstod som led i handelen,
hverken fradrages som driftsomkostning eller driftstab, VLD af 26.maj 1987
(Skat 1987.7.496).
En arkitekt drev sammen med en murermester erhvervsmæssig
udstykningsvirksomhed. Murermesteren, der tillige drev selvstændig
murermestervirksomhed, kom i økonomiske vanskeligheder, hvorfor toldvæsenet
gjorde udlæg i hans anpart i interessentskabet. For at undgå, at
udstykningsvirksomheden måtte standse med tab, havde arkitekten tiltrådt, at
interessentskabet optog lån og betalte gælden til toldvæsenet. Da der var
den fornødne forbindelse mellem den tabsgivende disposition og den
løbende indtægtserhvervelse kunne arkitekten, da kompagnonen var død og
hans bo behandledes som insolvent gældsfragåelsesbo, fratrække det herved
lidte tab, lsr.1982.82.
Skyldes tabet derimod, at medinteressenten har hævet for meget i
selskabet, må tabet normalt anses som et tab på udlån foretaget uden
for interessentskabets normale drift og derfor ikke fradragsberettiget,
lsr.1956.28, 1974.155 og 1981.205. Om et særligt tilfælde, hvor en skatteyder
efter sin udtræden af interessentskabet hæftede for betaling af husleje, og
hvor hans udgifter derved blev anset som et formuetab, se lsr.1976.148.
En partreder, der i almindelighed hæfter pro rata, havde påtaget sig
solidarisk hæftelse for bankgælden, der hidrørte fra køb og drift af
partrederiets fiskekutter. Højesteret fandt, at det tab, som partrederen
i kraft af det solidariske ansvar led ved indbetaling for en af de andre
partredere, var fradragsberettiget. Højesteret henså herved til, at den
omstændighed, at hæftelsen beroede på en aftale, ikke gav grundlag for at
behandle tabet anderledes end et tilsvarende tab, som lides af en interessent
i et interessentskab, Skat 1989.9.708.
Det er en forudsætning for at fratrække tab som følge af det solidariske
ansvar, at tabet er endeligt konstateret, d.v.s. at det er konstateret, at
regreskravet imod medinteressenten er værdiløst, lsr.1971.38.
En kvindelig dyrlæge og en landmand, der levede sammen i et
ægteskabslignende forhold, forpagtede i fællesskab 3
landbrugsejendomme. Det blev anerkendt, at parterne (interessenterne)
ved den indbyrdes fordeling kunne forøge driftsunderskuddet med
arbejdsvederlag og forrentning af kapitalindeståendet, idet fordelingen
af disse poster var sagligt begrundet, og der ikke forelå omgåelseshensigt,
jfr. ØLD af 26. april 1983 (skd.67.402).
Se L 7.1 om de begrænsede fradragsmuligheder for kommanditister.
Tab på udlån, kaution m.v.
Tab på udlån og finansiering samt tab ved kaution og anden
sikkerhedsstillelse kan i visse tilfælde fradrages enten ud fra et
næringssynspunkt med støtte i SL §§ 4 og 5 eller ud fra et
driftsomkostningslignende synspunkt efter SL § 6.
Det er en forudsætning for fradrag ud fra et næringssynspunkt, at
der drives erhvervsmæssig udlånsvirksomhed (bankier, vekselerer
eller anden finansieringsvirksomhed) eller erhvervsmæssig virksomhed med
sikkerhedsstillelse (bankgarantier, kautionsforsikringer o.lign.). Ved
afgørelsen af, hvorvidt der drives erhvervsmæssig finansieringsvirksomhed, må
der lægges vægt på omfanget af den hidtidige virksomhed, og det er ikke
tilstrækkeligt, at den pågældende nu og da har udlånt penge, lsr.1963.123 og
1985.76 ligesom det forhold, at udlåneren tidligere har deltaget i
spekulationsvirksomhed, ikke uden videre berettiger til noget fradrag ud fra
et næringssynspunkt.
En skatteyder blev nægtet fradrag efter SL § 5a for tab på pengeudlån,
idet der alene var ydet to lån, hvorfor der ikke var tale om
næring med pengeudlån, VLD af 9.jan 1987 (Skat 1987.2.126).
Finansiering af afbetalingskontrakter betragtes som
erhvervsmæssig udlånsvirksomhed, og tab, der lides i forbindelse hermed, vil
normalt være fradragsberettiget. I lsr.1972.47 fik en skatteyder, som havde
afviklet sin forretning, og som et led i anbringelse af de herfra hidrørende
midler påbegyndte diskontering af købekontrakter, dog ikke fradrag for tab,
han led i forbindelse med diskonteringen.
Fradrag ud fra et omkostningslignende synspunkt forudsætter, at
dispositionen, dvs. udlånet eller påtagelsen af kautionsforpligtelsen, kan
anses for foretaget som et led i de aktuelle bestræbelser på at erhverve
skattepligtig indkomst. På linje med den almindelige
driftsomkostningsbedømmelse er det afgørende, om der foreligger en aktuel
driftsmæssig begrundelse, der falder inden for de naturlige rammer af den
hidtidige virksomhed.
Kaution eller udlån påtaget med det formål at udvide indkomstgrundlaget,
f.eks. i form af start af produktion eller salg på helt nye
forretningsområder, vi således ikke kunne fratrækkes ud fra et almindeligt
etableringssynspunkt. Om der foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse
for dispositionen, beror på en samlet vurdering, hvor der bl.a. må henses til
forholdet mellem den indkomst, der forventes fra dispositionen, og den risiko
der løbes.
Muligheden for fradrag opstår typisk i tilfælde, hvor dispositionen
foretages for at sikre virksomhedens hidtidige afsætningsmuligheder eller de
hidtidige leverancer og derigennem den løbende indtjening. Selve det forhold,
at sikringen af indtjeningen ofte er af tidsubestemt virkning, er uden
betydning, forudsat, at der foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse.
Tilstedeværelsen af en branchekutyme for at stille sikkerhed over for
aftageren af ens produkter vil i almindelighed godtgøre den driftsmæssige
begrundelse. Dette er f.eks. antaget i praksis vedrørende virksomhed som
melgrosserer, vinhandler, bagermester og restauratør. Også i disse tilfælde
er det dog en forudsætning for fradrag for et efterfølgende tab, at der ikke
er tale om etablering af et nyt indkomstgrundlag.
Fradrag er indrømmet:
Lsr.1981.105 (kaution for forpagter), lsr.1983.65 (kaution for køber af
hus), lsr.1985.78 (kaution for leverandør), Skat 1985.10.281 (kaution for
leverandør), Skat 1986.12.344 (kaution for underentreprenørs leverandør),
Skat 1988.2.83 (landmands udlån til slagteri).
Fradrag nægtet:
Lsr.1967.124 (kaution for leverandør, ny produktion), lsr.1967.125
(landmands kaution for andelsselskab), lsr.1973.36 (kaution for leverandør,
nyt virksomhedsområde), lsr.1976.4 (aktionæres kaution for køber af
selskabets ejendom), lsr.1983.166 (advokats kaution for klient), lsr.1984.179
(depositum, udvidelse af virksomhed), lsr.1985.175 (depositum for
forpagtningskontrakt, ny virksomhed), lsr.1986.71 (kaution for
brancheforening, forbedring af leverandørveje).
Hvis kautionisten/långiveren helt eller delvist er ejer af det
retssubjekt, der foretages udlån til, eller hvis gæld, der stilles sikkerhed
for, påhviler der kautionisten/långiveren en tung bevisbyrde for, at
dispositionen ikke er foretaget af hensyn til formueinteresserne i
støttemodtagerens virksomhed, men derimod er begrundet i hensynet til
kautionistens/långiverens egen løbende indtjening. Kaution m.v. f.eks. over
for et datterselskab eller en hovedaktionærs kaution over for det af ham
ejede selskab, skal behandles på tilsvarende måde som kaution m.v. over for
uforbundne subjekter - dvs., at der må stilles krav om en aktuel driftsmæssig
begrundelse inden for de naturlige rammer af skatteyderens hidtidige
virksomhed. I praksis er skatteyderen ofte ikke i stand til at løfte denne
bevisbyrde. Som eksempler kan nævnes ØLD af 19.dec. 1984 (Skd.74.450), ØLD af
15.jan. 1985 (Skd.74.465), ØLD af 14.febr. 1986 (Skat 1986.3.1987), ØLD af
6.maj 1986 (Skat 1986.6.367), HD af 28.jan. 1988 (Skat 1988.4.198), HD af 15.
marts 1989 (Skat 1989.5.371) og HD af 9.aug. 1989 (Skat 1989.9.701). Det
følger af denne praksis, at det ikke er en tilstrækkelig driftsmæssig
begrundelse, at skatteyderen via kautionen tilstræber at sikre en løbende
lønindtægt fra selskabet, f.eks. fra et ansættelsesforhold som direktør.
Praksis er meget tilbageholdende med at indrømme fradrag for tab på udlån
eller ved kaution, der påtages med henblik på at sikre løn og
honorarindtægter, lsr.1960.41, 1965.118, 1970.123, 1973.44 og 1977.156
samt VLD af 24. april 1979 (skd.50.216), hvor en ingeniør sammen med nogle
andre medarbejdere i et ingeniørfirma kautionerede for et af arbejdsgiveren
optaget lån. Arbejdsgiveren gik konkurs, hvorved kautionsforpligtelsen blev
effektiv. Ingeniøren fik ikke fradrag for det herved lidte tab, da
kautionsforpligtelsen måtte anses for påtaget for at ingeniøren fortsat
kunne bevare sin arbejdsplads, hvorfor tabet var et formuetab.
I lsr.1982.84 fik et selskab fradrag for et kautionstab, idet selskabet
sammen med et andet selskab havde kautioneret for en repræsentants optagelse
af lån til køb af bil. Repræsentanten var ansat i begge selskaberne, der
havde samme kundekreds. Påtagelsen af kautionsforpligtelsen ansås at være
trådt i stedet for køb af en firmabil til repræsentanten og
dermed en normal driftsmæssig disposition.
Det er fast antaget i praksis, at der ikke er mulighed for at opnå fradrag
for tab på aktier m.v. omfattet af ABL ud fra et omkostningslignende
synspunkt. ABL indeholder således en udtømmende opremsning af
fradragsmulighederne for sådanne tab. Se f.eks. Skat 1987.4.276, 1988.6.347
og 1989.8.609.
3. Periodespørgsmål
Under et system med progressiv beskatning og med periodiske
indkomstopgørelser spiller spørgsmålet om, hvornår en given indkomst eller en
omkostning eller et tab skal tages i betragtning ved indkomstopgørelsen, en
betydelig rolle. I de forskellige specialafsnit om de enkelte indkomst- og
omkostningstyper er der mere detaljeret redegjort for, hvornår disse
indkomster og fradrag skal tages i betragtning, hvorfor der i nærværende
afsnit alene redegøres for nogle hovedtræk.
De særlige spørgsmål om omlægning af regnskabsår behandles ikke i
denne vejledning. Der henvises til Helkett, 15.udg. s.126, og til Østergård i
SO 1962 s.258 ff og s.300 ff samt til skd.cirk. nr.198 af 27.oktober 1971,
afsnit IX.
3.1. Beskatningstidspunktet
Normalt vil der ikke være nogen tvivl om, hvornår en given indtægt skal
medtages ved indkomstopgørelsen, allerede fordi de forskellige tidspunkter,
der kan komme på tale - retserhvervelsestidspunktet, forfaldstidspunktet og
betalingstidspunktet - alle falder i det samme indkomstår. Den almindelige
hovedregel er, at en indtægt skal medregnes ved indkomstopgørelsen på
tidspunktet for den endelige retserhvervelse.
Hvis retten til en indtægt er betinget, er beskatningstidspunktet
afhængigt af betingelsens indhold.
Hvis betingelsen nærmest har karakter af en formsag, f.eks. tinglysning af
et skøde i forbindelse med en ejendomshandel, og der i realiteten ikke er
tvivl om, at betingelsen vil blive opfyldt, indtræder beskatning allerede på
aftaletidspunktet. Betingelser, der ikke udskyder beskatningstidspunktet
betegnes som resolutive.
Hvis betingelsen derimod er af en sådan karakter, at der hersker reel
usikkerhed, om aftalen bliver gennemført, f.eks. køb af en ejendom betinget
af salg af en anden ejendom til en bestemt pris inden 1 måned, indtræder
beskatning først, når betingelsen er opfyldt. Sådanne betingelser, der
udskyder beskatningstidspunktet, betegnes som suspensive.
Erhvervsindtægter skal som hovedregel medtages ved
indkomstopgørelsen, når der er erhvervet endelig ret til en bestemt
ydelse. Hvor der ligger kontraktsforhold til grund for erhvervelsen, kan
det beskatningsmæssige tidspunkt herefter fastlægges som det tidspunkt, hvor
en kontraktspart har udført det, han ifølge den gensidigt bebyrdende kontrakt
har forpligtet sig til at yde, således at han mod den anden aftalepart har
erhvervet et endeligt og ubetinget krav på en modydelse, der er opgjort eller
kan opgøres i penge eller penges værd. Fra dette hovedsynspunkt gælder der
dog en række undtagelser.
Lønindtægter og anden A-indkomst, der i henhold til faglig
overenskomst eller på tilsvarende måde som led i arbejdsgiverens sædvanlige
forretningsgang kommer til udbetaling efter indkomstårets udløb skal ifølge
finansministeriets bekendtgørelse nr.499 af 20.sept. 1985, medtages i
indkomstopgørelsen for det indkomstår, hvori udbetalingen finder
sted, dog senest på det tidspunkt, hvor der er forløbet 6 måneder efter
retserhvervelsen, og senest ved ophøret af den pågældendes subjektive
skattepligt. Se D 1.1.
Feriegodtgørelse, tantieme o.lign. skal dog fortsat beskattes i
det år, hvori der erhverves en endelig ret til beløbet. For lønmodtagere med
ret til ferie med løn beskattes ferielønnen først i det år, hvori ferien
holdes, selv om udbetalingen støtter sig på en i det foregående indkomstår
optjent ferieret, lsr.1973.106. Se D 1.2 og D 1.3.
Ved almindelig erhvervsmæssig handel erhverver en sælger af en
vare først ret til modydelsen, når han har opfyldt sin leveringspligt,
hvorfor indtægten først skal tages i betragtning på
leveringstidspunktet, lsr.1952.120, 1970.16. At modydelsen først
forfalder eller betales senere er uden betydning, lsr.1971.119.
Provisionsindtægter for en salgsagent inden for møbelbranchen, der
ikke havde nogen skriftlig aftale med agenturgiverne, blev anset for
erhvervet i skattemæssig henseende ved agenturgiverens fakturering til
køberen, Skat 1988.12.776.
De af et selskab modtagne og afgivne forudbetalinger i forbindelse med
licensaftaler blev, da der ikke var tale om salg af patenter,
anset for omfattet af SL, således at de skulle indtægts- henholdsvis
udgiftsføres i de år, hvor de var modtaget eller erlagt, idet de ikke kunne
kræves tilbage, Skat 1989.4.328.
En landmands gård brændte i slutningen af 1987, og branderstatningen fra
forsikringsselskabet dækkede bl.a. tab på besætning, beholdninger og
inventar. Dette erstatningsbeløb, der i alt androg ca. 2 mio. kr., skulle
principielt indtægtsføres i 1987, hvorved indkomsten i dette år ville blive
usædvanlig høj. Tilsvarende ville indkomsten i de følgende år blive
usædvanlig lav. Idet der var tale om periodeforskydninger, som gældende
lovbestemmelser ikke kunne antages at have taget højde for, tillod
Ligningsrådet under hensyn til skadens omfang m.v., at avancerne først blev
indtægtsført i 1988, Skat 1988.2.95.
For bygningshåndværkere, entreprenører m.v. fører reglerne om igangværende
arbejder til, at indtægter og udgifter på enkeltstående arbejdsopgaver, der
strækker sig over flere år, først skal medregnes ved indkomstopgørelsen i
året for opgavens afslutning, se L 3.6.2. Om hensættelser til imødegåelse af
service- eller garantikrav, se L 3.6.7.
Honorarindtægter for flerårige arbejder inden for liberale erhverv
skal som hovedregel beskattes, når arbejdet er tilendebragt, eller når
kravet i øvrigt måtte være regningsmodent jfr. bl.a. HD af 17.dec.
1982 (skd.64.104).
Acontohonorarer, f.eks. efter de for de pågældende fag gældende
kollegiale regler, skal medregnes, når acontoregning er eller kunne have
været fremsendt og forlangt betalt. Dette vil ofte være tilfældet, når
acontohonoraret modtages. En egentlig forudbetaling skal ikke indtægtsføres,
før der erhverves ret til beløbet.
Vedrørende arkitekters og rådgivende ingeniørers indtægtsføring
af honorarer m.v. henvises til SD-cirk.1978-9, ligesom der henvises til SD's
revisionsmeddelelse 1981-3 om indtægtsføring af salærindtægter i
advokatvirksomheder.
Efterbetaling og tilbagebetaling af merværdiafgift skal henføres
til skatteansættelsen for det indkomstår, afgiften vedrører, dvs. til det år,
afgiften ville have haft indflydelse på indkomstopgørelsen, såfremt afgiften
havde været beregnet korrekt, SD-cirk.1980.50, jfr. ØLD af 30.nov. 1979
(skd.54.248).
Lejeindtægter skal henføres til den periode, lejen vedrører.
Dette gælder også selv om lejen er forudbetalt evt. for en flerårig periode
og lejekontrakten er uopsigelig fra begge parters side. En eventuel
tinglysning af lejekontrakten er uden betydning for
beskatningstidspunktet. Se dog afsnit H 7.4 om timeshare.
Udbytte beskattes i det år, hvori det endeligt vedtages på
generalforsamlingen. Det er uden betydning, at udbyttet først kan hæves
senere, lsr.1962.98.
Renteindtægter skal som hovedregel først beskattes på
det tidspunkt, hvor de forfalder til betaling. Se E 5.1. og LV om
skattepligt og dobbeltbeskatning om afvigelser herfra, herunder om reglerne i
LL § 5A og § 5B.
Efter praksis beskattes underholdsbidrag og understøttelser i
henhold til en forpligtelseserklæring først i betalingsåret. Se E 3.
Indtægt i form af gaver anses skattepligtig, i det år, hvor
gavetilsagnet kommer til modtagerens kundskab, hvorved han erhverver
ret til gaven. Hvis gavemodtageren, før gaveløftet er opfyldt, giver
betingelsesfrit afkald på gaven, skal beskatning ikke ske.
Ved overdragelse af formuegoder - bortset fra sædvanlige
handelsforhold - er tidspunktet for aftalens indgåelse afgørende for
beskatningstidspunktet, idet ejendomsretten ved aftalen overgår til køberen,
selv om tidspunktet for opfyldelsen af handlen først indtræder på et senere
tidspunkt.
Ved salg af fast ejendom er der derfor erhvervet ret til
salgssummen allerede ved underskrivelse af slutseddel, medens
overtagelsesdagen, tidspunktet for skøde eller tinglysning af skødet
er uden betydning i denne relation. Se H 1.2.
Også ved overdragelse af andre formuegoder er beskatningstidspunktet lig
tidspunktet for indgåelse af aftalen. Se L 5.1 og G 6.1.11 om
henholdsvis sælgers og købers afskrivningsadgang på aktiver omfattet af
afskrivningsloven i forbindelse med salg af sådanne aktiver.
Ved salg af værdipapirer udløses avancebeskatningen også i
det år, hvori aftalen indgås, selv om handlen først opfyldes i et
følgende år. Se lsr.1977.117, hvor parterne havde aftalt, at overdragelsen
juridisk og skattemæssigt først fandt sted samtidig med betalingen, men hvor
avancebeskatning alligevel fandt sted i det år, aftalen var indgået.
Om kommanditister, se Skat 1989.4.331 og L 7.1.
Er spørgsmålet om retten til en indkomst genstand for en retstvist,
kan indkomsten normalt først anses for endeligt erhvervet, når rettens
eksistens er fastslået gennem dom eller forlig, lsr.1971.14, 1972.108 og
1975.128. Er alene indkomstens størrelse genstand for en retstvist,
udskydes beskatningen ikke.
3.2. Fradragstidspunktet
Udgifter, der er fradragsberettigede, kan normalt fradrages, når der er
opstået en retlig forpligtelse til at afholde udgiften.
Om fradrag for en lønmodtagers erhvervsudgifter, se D 2.
Udgifter, der har karakter af fradragsberettigede driftsomkostninger kan
normalt fratrækkes, når der er indtrådt en endelig forpligtelse til at
afholde udgiften, også selv om beløbet endnu ikke er forfaldent. Hvor der
foreligger en forudbetaling for en flerårig periode, kan udgiften ikke
fratrækkes i betalingsåret, men vil kunne afskrives over vedkommende periode.
Hvis udgiften medgår til anskaffelse af et aktiv med omsætningsværdi
følger periodefordelingen af de forskellige afskrivningsregler.
Forfaldstidspunktet er som hovedregel afgørende for
fradragsretten for renteudgifter. Forfalder renten for en
længere periode ved låneoptagelsen, vil alene renteudgifter, der
vedrører indkomståret, kunne fratrækkes. Se nærmere herom F 3.1.2.
Beløb, der er anvendt til ejendomsskatter, er i et vist
omfang fradragsberettigede, jfr. LL § 14, se herom G 5.2.2.
Fradrag for underholdsbidrag og ydelser efter en
forpligtelseserklæring er betinget af, at betaling faktisk har fundet
sted, lsr.1957.72, og forudsætter endvidere, at beløbet er forfaldent, jfr.
lsr.1972.77. Se F 1.
Præmier o.lign., der kan fradrages efter reglerne i
pensionsbeskatningsloven, er fradragsberettigede i det år, hvori
beløbet forfalder til betaling, men hvor der er tale om, at
fradragsretten er knyttet til et indskud, hvis størrelse vilkårligt bestemmes
af skatteyderen, f.eks. indskud på børneopsparings- og
selvpensioneringskonto, er fradragsretten knyttet til betalingstidspunktet.
Tab kan normalt fratrækkes, når tabet og dets størrelse er
endeligt konstateret. Se dog ØLD af 12.okt. 1987 (Skat 1987.12.853),
hvor nogle forgæves afholdte projektudgifter blev henvist til afskrivning i
medfør af SL § 6a. Om tab på debitorer, se L 3.6.5.
3.3. Underskud
Underskud i den skattepligtige indkomst m.v. kan fremføres til fradrag i
den skattepligtige indkomst m.v. for de nærmest følgende 5 indkomstår efter
reglerne i PSL § 13, VSL § 13 samt LOSI § 9. For selskaber m.v., fonde og
foreninger samt dødsboer gælder LL § 15.
Skattemæssige underskud, der er konstateret i indkomstårene 1984 til 1986
og som fremføres efter LL § 15, fremføres til fradrag efter de regler, som
gælder for underskud i skattepligtig indkomst.
Reglerne er beskrevet i henholdsvis skd.cirk. nr.22 om PSL, afsnit E, (i
det følgende kaldet PSL-cirk.) og i skd.cirk. nr.21 om VSL, afsnit O, (i det
følgende kaldet VSL-cirk.). Begge cirkulærer er af 9.dec. 1986.
Se også LV SC 1.2.6 om handel med underskudsselskaber.
3.3.1. PSL § 13
PSL § 13 omfatter de underskud, der kan fremkomme ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst og ved opgørelsen af den personlige indkomst.
3.3.1.1. Underskud i skattepligtig indkomst
Underskud i skattepligtig indkomst, jfr. § 13, stk.1 og 2,
modregnes med skatteværdien i 12 pct.'s- og 6 pct.'s-skatterne.
I det år, hvor underskuddet opstår, modregnes skatteværdien af
underskuddet så vidt muligt i de beregnede 12 pct.'s- og 6 pct.'s-skatter for
samme indkomstår, først i 12 pct.'s-skatten, dernæst i 6 pct.'s-skatten.
Modregningen sker, før disse skatter eventuelt nedsættes med skatteværdien af
personfradrag.
Hvis der efter modregningen er en overskydende skatteværdi,
omregnes denne til negativ skattepligtig indkomst, der fremføres
til de 5 efterfølgende indkomstår. Hvert år fratrækkes underskuddet
først i den skattepligtige indkomst. Skatteværdien af et eventuelt resterende
underskud fratrækkes derefter i de beregnede 12 pct.'s- og 6 pct.'s-skatter.
12 pct.'s- og 6 pct.'s-skatterne beregnes efter, at den personlige
indkomst og nettokapitalindkomsten er reguleret efter
overgangsreglerne for positiv nettokapitalindkomst, negativ
nettokapitalindkomst m.v., samt reguleret med fremført underskud i personlig
indkomst (beregningsmæssig personlig indkomst og beregningsmæssig
nettokapitalindkomst).
Omregning af underskud i skattepligtig indkomst til skatteværdi
og fra skatteværdi tilbage til negativ skattepligtig indkomst sker på basis
af statsskattesatsen på 22 pct. samt satserne for de kommunale skatter og
kirkelige afgifter. Et fremført underskud i den skattepligtige indkomst
omregnes til skatteværdi på grundlag af skatteprocenterne i det
indkomstår, hvori det uudnyttede underskud helt eller delvis udlignes i
de beregnede 12 pct.'s- og 6 pct.'s-skatter.
Samlevende ægtefæller
I det år, hvor underskuddet i skattepligtig indkomst opstår, modregnes
skatteværdien af underskuddet så vidt muligt i den skattepligtiges beregnede
12 pct.'s- og 6 pct.'s-skatter for samme indkomstår.
Et herefter resterende underskud skal, før det kan fremføres til senere
indkomstår, først modregnes i størst muligt omfang i ægtefællens
skattepligtige indkomst, hvis ægtefællerne er samlevende ved
indkomstårets udløb. Derefter skal det modregnes med skatteværdien af et
resterende underskud i ægtefællens beregnede 12 pct.'s- og 6 pct.'s-skatter.
Hvis der herefter fortsat resterer et underskud, fremføres det til de 5
følgende indkomstår.
I hvert af disse år sker modregning af underskud først i den
skattepligtiges egen skattepligtige indkomst. Derefter modregnes
skatteværdien af uudnyttet underskud i den skattepligtiges 12 pct.'s- og 6
pct.'s-skatter. Et herefter uudnyttet underskud modregnes i ægtefællens
skattepligtige indkomst. Endelig modregnes skatteværdien af uudnyttet
underskud i ægtefællens eventuelle 12 pct.'s- og 6 pct.'s-skatter. Ved
beregningen af 12 pct.'s- og 6 pct.'s-skatterne anvendes den
beregningsmæssige personlige indkomst og den beregningsmæssige
nettokapitalindkomst.
Et fremført underskud i den skattepligtige indkomst omregnes til
skatteværdi på grundlag af skatteprocenterne i det indkomstår, hvori det
uudnyttede underskud helt eller delvis udlignes i beregnede 12 pct.'s-
og 6 pct.'s-skatter. Hvis det uudnyttede underskud modregnes i ægtefællens 12
pct.'s- og 6 pct.'s-skatter, sker omregningen med ægtefællens
skatteprocenter.
Se eksempel 1 under C 3.3.5.
3.3.1.2. Underskud i den personlige indkomst
Underskud i den personlige indkomst, jfr. § 13, stk.3 og 4, kan kun
modregnes i de indkomster, der indgår i beregningsgrundlaget for 12
pct.'s- og 6 pct.'s-skatterne. Det vil sige i positiv
nettokapitalindkomst og i positiv personlig indkomst. Der sker
også modregning i beløb, der er mindre end grundbeløbene på 200.000 kr. eller
bundfradraget på 130.000 kr.
I det indkomstår, hvor underskuddet opstår, modregnes dette i positiv
nettokapitalindkomst ved beregningen af 6 pct.'s-skatten.
Et herefter resterende underskud fremføres til de 5 følgende indkomstår.
Hvert år fragår det først i positiv nettokapitalindkomst og derefter i
personlig indkomst, men kun med virkning for beregningen af 12 pct.'s- og
6 pct.'s-skatterne.
Modregning af negativ personlig indkomst nedsætter ikke den
skattepligtige indkomst, men påvirker alene beregningen af 12 pct.'s- og
6 pct.'s-skatterne.
Samlevende ægtefæller
Er den skattepligtige gift og samlevende med ægtefællen ved
indkomstårets udløb, modregnes i underskudsåret den negative personlige
indkomst i den anden ægtefælles personlige indkomst ved beregningen af
12 pct.'s- og 6 pct.'s-skatterne.
Et herefter resterende underskud fragår i ægtefællernes samlede positive
nettokapitalindkomst. Hvis begge ægtefæller har positiv nettokapitalindkomst,
sker modregningen først i den skattepligtiges egen positive
nettokapitalindkomst og derefter i ægtefællens. Har den ene ægtefælle positiv
nettokapitalindkomst, mens den anden ægtefælles nettokapitalindkomst er
negativ, sker modregningen hos den ægtefælle, hvis kapitalindkomst er
positiv. Modregning kan dog højst ske i det beløb, hvormed den positive
nettokapitalindkomst overstiger den anden ægtefælles negative
nettokapitalindkomst.
Et eventuelt resterende underskud fremføres til de 5 følgende
indkomstår. I hvert af disse indkomstår fragår underskuddet først i
ægtefællernes samlede positive nettokapitalindkomst, derefter i
den skattepligtiges egen personlige indkomst og endelig i ægtefællens
personlige indkomst.
Se eksempel 2 under C 3.3.5.
Udenlandsk indkomst
Ved overførsel af underskud mellem ægtefæller ses der ved opgørelsen af
ægtefællernes skattepligtige indkomst og personlige indkomst bort fra
indtægter, der beskattes i udlandet og ikke her i landet, jfr. PSL § 13,
stk.5. Bestemmelsen svarer til den tidligere regel i KL § 26, stk.6.
En ægtefælles underskud skal ikke modregnes i den anden ægtefælles
udenlandske indkomst. Såfremt det overførte underskud overstiger ægtefællens
indkomst, kan det overskydende beløb fremføres til fradrag i de 5 følgende
indkomstår efter PSL § 13, stk.2, 3.pkt., og stk.4, 4.pkt.
Ved opgørelsen af, om en ægtefælle har underskud, der kan overføres til
den anden ægtefælle, ses der bort fra udenlandsk indkomst, for hvilken
der kan opnås skattefritagelse eller skattelempelse i henhold til en
dobbeltbeskatningsoverenskomst eller LL § 33. Det er uden betydning,
om en skattefritagelse i en dobbeltbeskatningsoverenskomst beror på en
exemption- eller creditlempelse. Dette gælder dog ikke, hvor skatten af den
udenlandske indkomst er nedsat i henhold til LL § 33 A.
Den udenlandske indtægt, der kan bortses fra, er nettoindtægten,
dvs. bruttoindtægten reduceret med f.eks. fradrag for arbejde i udlandet.
Se eksempel 38.1. i PSL-cirk.
3.3.1.3. Generelt om underskud
Underskud i den skattepligtige indkomst og underskud i den personlige
indkomst, der fremføres til udligning i løbet af de 5 indkomstår, der følger
efter underskudsåret, kan kun fremføres til et senere indkomstår, hvis det
ikke er muligt at udligne underskudsbeløbene ved modregning i et tidligere
indkomstår.
Er den skattepligtige indkomst negativ kan underskud fra tidligere
indkomstår ikke bringes til fradrag og dermed forøge underskuddet for dette
indkomstår.
Underskud, der er opstået før et ægteskab er indgået, kan
overføres til ægtefællen, hvis de er samlevende ved udgangen af det
indkomstår, hvori et uudnyttet underskud overføres.
Begrænset skattepligtige
Retten til at fremføre underskud tilkommer såvel fuldt som begrænset
skattepligtige.
Underskud fra et indkomstår med begrænset skattepligt kan - inden for de
gældende rammer - fradrages i den skattepligtige indkomst for indkomstår med
fuld skattepligt. Tilsvarende kan underskud fra et indkomstår med fuld
skattepligt fradrages i indkomsten for et indkomstår med begrænset
skattepligt. Ligeledes vil et underskud i en ansættelse som begrænset
skattepligtig for den sidste del af et indkomstår kunne modregnes i en
positiv ansættelse som fuldt skattepligtig for første del af samme
indkomstår.
På grund af udrejse blev der foretaget 2 ansættelser for
en skatteyder, een som fuldt skattepligtig med negativ indkomst og
een som begrænset skattepligtig med positiv indkomst. Der skulle
foretages en udligning af indkomsterne i de to skattepligtsperioder,
før der kunne blive tale om fremførsel af tidligere års underskud, Skat
1987.8.600.
Fremkommer der underskud i en ansættelse, der ikke omfatter et helt
indkomstår, er det kun skattepligtsperiodens underskud og ikke underskuddet
omregnet til »helårsunderskud«, der kan bringes til fradrag i de
følgende indkomstår.
3.3.2. VSL § 13
Efter VSL § 13 skal et underskud i virksomheden modregnes i
indkomst henholdsvis i og uden for virksomhedsordningen i denne rækkefølge:
1) Personlig indkomst, der stammer fra overført opsparet overskud.
Modregning af underskud i opsparet overskud sker ikke i virksomhedens
regnskab, men ved den skattepligtiges opgørelse af den personlige indkomst.
Den skattepligtige skal således hæve af det opsparede overskud efter reglerne
i VSL § 10, stk.3. Herefter vil der fremkomme en personlig indkomst, hvori
underskuddet kan modregnes. Hvis underskuddet ikke fuldt ud kan modregnes i
opsparet overskud, skal det fradrages i kapitalindkomst, før det kan
fradrages i personlig indkomst, der ikke stammer fra virksomheden.
Modregning af et underskud i opsparet overskud sker ved at overføre et
beløb svarende til halvdelen af årets underskud fra konto for opsparet
overskud. Overførslen sker i hæverækkefølgen i VSL § 5, stk.1-2. Dette beløb
samt den dertil hørende virksomhedsskat medregnes til den personlige
indkomst. Årets underskud modregnes i denne personlige indkomst, hvilket
betyder, at årets underskud modregnes i opsparet overskud. Der er tale om en
tvungen overførsel af opsparet overskud. Er beløbet ikke faktisk overført
eller hensat til senere faktisk hævning, er beløbet indskudt.
Hvis virksomhedsskatten overstiger årets slutskat, kan der ikke ske
tilbagebetaling af den del af virksomhedsskatten, der overstiger slutskatten.
Tilbagebetaling kan alene ske gennem modregning i årets slutskat for den
skattepligtige og en evt. ægtefælle. Dette er dog ikke til hinder for, at der
sker tilbagebetaling af årets overskydende skat, når der er indbetalt for
store beløb i forskudsskat i indkomståret. Fremkommer der en resterende
virksomhedsskat, kan denne føres frem til modregning for den skattepligtige
og en evt. ægtefælle. Resterende virksomhedsskat, kan alene modregnes inden
for 5-års perioden.
Se eksempel 3 under C 3.3.5 og eksemplerne 120.1 og 121.1 i VSL-cirk.
2) Positiv kapitalindkomst (netto).
Efter lovens § 13, stk.2, skal et underskud i virksomheden, der ikke kan
rummes i et opsparet overskud, fradrages i positiv kapitalindkomst. Er den
skattepligtige gift og samlevende med ægtefællen ved indkomstårets
udgang, skal underskuddet fradrages i ægtefællernes samlede positive
kapitalindkomst (netto). Det vil sige, at underskuddet skal være
fradraget i begge ægtefællers positive kapitalindkomst, før det kan fradrages
i personlig indkomst. Har den ene af ægtefællerne negativ kapitalindkomst,
skal denne modregnes i den anden ægtefælles positive kapitalindkomst, før der
sker fradrag af virksomhedsunderskud. Hvis underskuddet er mindre end
ægtefællernes samlede positive kapitalindkomst, skal underskuddet først
fradrages i indehaverens positive kapitalindkomst, før det fradrages i
ægtefællens positive kapitalindkomst.
Hvis begge ægtefæller har et virksomhedsunderskud efter
virksomhedsordningen, og begge har positiv kapitalindkomst, skal
virksomhedsunderskuddet først fradrages i den pågældendes egen positive
nettokapitalindkomst, før et resterende underskud kan fradrages i en
resterende positiv kapitalindkomst hos ægtefællen.
3) Personlig indkomst.
Efter VSL § 13, stk.3, skal et underskud, der ikke kan rummes i den
skattepligtiges og en evt. ægtefælles samlede positive kapitalindkomst,
fradrages i personlig indkomst fra andre indkomstkilder, f.eks. lønindkomst.
Fradraget skal først foretages i den skattepligtiges egen personlige
indkomst, før det kan føres til fradrag i en evt. ægtefælles personlige
indkomst.
4) Resterende underskud fremføres til fradrag i
virksomhedsindkomst i de efterfølgende 5 indkomstår. Underskud kan kun
fremføres til et senere indkomstår, hvis det ikke kan rummes i årets
virksomhedsindkomst eller i indkomst som nævnt under pkt.2 og 3.
Inden for 5-års perioden finder reglerne i § 13, stk.2 og 3 tilsvarende
anvendelse. Det betyder, at fremførte underskud efter fradrag i et evt.
overskud, skal fradrages i positiv kapitalindkomst, før det kan fradrages i
personlig indkomst.
Underskud, der ikke er modregnet inden for 5-års perioden, kan ikke senere
modregnes.
Fremførsel af gamle underskud
Underskud fra indkomstårene 1984-86 skal fremføres efter
reglerne i PSL. Det gælder uafhængigt af, om den virksomhed, som de
stammer fra, efterfølgende beskattes efter VSL.
Hvis et skattemæssigt underskud er opstået i et indkomstår, hvor
virksomheden beskattes efter PSL, skal det fortsat fremføres efter
reglerne i PSL, selv om virksomheden overgår til beskatning efter VSL.
Hvis et skattemæssigt underskud er opstået i et indkomstår, hvor
virksomheden beskattes efter VSL, skal det tilsvarende fremføres efter
reglerne i VSL. Det gælder efter VSL § 13, stk.5, uanset om den
skattepligtige anvender VSL i hele eller en del af den 5-års periode, hvor
underskuddet kan fremføres.
3.3.3. LOSI § 9
Negativ særlig indkomst kan fradrages ved opgørelsen af den
skattepligtige almindelige indkomst. Den negative særlige indkomst
skal fradrages fuldt ud, selv om den skattepligtige almindelige indkomst
derved bliver negativ. Den derved opståede negative almindelige indkomst
fremføres efter reglerne i PSL § 13, stk.1. Den negative særlige indkomst kan
derimod ikke selvstændigt fremføres til fradrag i særlig indkomst for et
efterfølgende indkomstår.
Hvis den skattepligtige er gift, og ægtefællerne er samlevende
ved indkomstårets udløb, fradrages negativ særlig indkomst ved opgørelsen af
den skattepligtiges egen skattepligtige indkomst. Et herved opstået underskud
i den skattepligtige indkomst fragår med skatteværdien i den skattepligtiges
egne 12 pct.'s- og 6 pct.'s-skatter. Et herefter resterende
underskud i den skattepligtige indkomst overføres til ægtefællen og
fremføres eventuelt til senere indkomstår efter reglerne i PSL § 13, stk.2.
Underskud i skattepligtig almindelig indkomst, hvis skatteværdi
ikke er modregnet i beregnede 12 pct.'s- og 6 pct.'s-skatter efter PSL § 13,
stk.1, eller overført til modregning hos en eventuel ægtefælle efter PSL §
13, stk.2, kan fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtiges egen og
derefter eventuelt i ægtefællens særlige indkomst for samme indkomstår. Et
herefter resterende underskud kan fremføres til de følgende indkomstår.
Modregningen i særlig indkomst er valgfri. Den skattepligtige kan
vælge i stedet at betale den særlige indkomstskat og at fremføre underskuddet
til de 5 følgende indkomstår. Underskud i den skattepligtige indkomst, der er
fremført fra tidligere indkomstår efter PSL, kan, hvis det ikke fuldt ud er
modregnet i det indkomstår, hvortil det gamle underskud er fremført,
ligeledes modregnes i positiv særlig indkomst.
Underskud i personlig indkomst kan ikke modregnes i positiv særlig
indkomst.
Et uudnyttet underskud i virksomhedsindkomst kan fratrækkes i
særlig indkomst i samme indkomstår. Modregning sker først i den
skattepligtiges egen positive særlige indkomst og dernæst i ægtefællens. Ved
uudnyttet underskud forstås negativ virksomhedsindkomst, der ikke har kunnet
modregnes hos den skattepligtige selv eller hos en evt. ægtefælle efter
reglerne i VSL § 13. Modregning af negativ virksomhedsindkomst efter reglerne
i VSL § 13 går således forud for modregning i positiv særlig
indkomst.
Det er valgfrit, om den skattepligtige vil modregne en negativ
virksomhedsindkomst i positiv særlig indkomst. Den skattepligtige kan således
i stedet vælge at fremføre underskuddet efter VSL § 13.
Vælger den skattepligtige at fradrage negativ skattepligtig indkomst eller
virksomhedsindkomst i den særlige indkomst, skal hele underskuddet fradrages,
hvis dette er mindre end eller lig med den særlige indkomst. Er underskuddet
større end den særlige indkomst, skal der fradrages så meget, at den
skattepligtige særlige indkomst (før 6.000 kr.'s fradraget efter § 8, stk.3)
helt udlignes. Virksomhedsunderskud fradrages før underskud i skattepligtig
indkomst.
3.3.4. Flere underskud
Hvis en skattepligtig har flere underskud, skal underskuddene
udlignes i nedenstående rækkefølge:
1) Årets virksomhedsunderskud.
2) Virksomhedsunderskud fra tidligere indkomstår.
3) Årets negative personlige indkomst.
4) Negativ personlig indkomst fra tidligere indkomstår.
5) Årets negative særlige indkomst.
6) Årets negative skattepligtige indkomst.
7) Negativ skattepligtig indkomst fra tidligere indkomstår.
3.3.5. »Gamle« underskud
Ved alle former for underskud, hvor der sker fremførsel af underskud fra
tidligere indkomstår, fremføres det ældste underskud først.
Underskud i den skattepligtige indkomst, der er konstateret for
indkomstårene 1984-86, og som hidtil har været omfatet af LL § 15,
fremføres efter reglerne i PSL § 13, stk.1 og 2, som underskud i
skattepligtig indkomst.
Reglen om, at et underskud i skattepligtig indkomst kan udlignes ved
modregning med skatteværdien i de beregnede 12 pct.'s- og 6 pct.'s-skatter
eller ved overførsel til ægtefællen, gælder også for de gamle underskud, der
fremføres til de senere indkomstår. Hvis der er underskud i det indkomstår,
hvortil det gamle underskud fremføres, men der er beregnet 12 pct.'s- og 6
pct.'s-skat for dette indkomstår, eller der er mulighed for at overføre
underskud til ægtefællen, skal det aktuelle underskud udlignes først.
Derefter udlignes de gamle underskud. Hvis der er flere gamle underskud,
udlignes det ældste underskud først.
Gamle underskud er ikke omfattet af overgangsreglerne om
fradragsberettigede udgifter i PSL § 24. Heller ikke underskud i den
skattepligtige indkomst, der opstår i indkomståret 1987 eller senere, er
omfattet af overgangsordningen.
Se eksemplerne nedenfor.
Eksempel 1:
Ægtefælle 1 Ægtefælle 2
Indkomståret 1988 - 200.000 kr. 0 kr.
-------------------------------------------------------------------
Indkomståret 1989
Personlig indkomst .................... 250.000 kr. 200.000 kr.
Nettokapitalindkomst .................. - 300.000 kr. - 100.000 kr.
Ligningsmæssigt fradrag (LL § 8 F) .... - 3.500 kr. - 3.500 kr.
-------------------------------------------------------------------
Skattepligtig indkomst før fremført
negativ skattepligtig indkomst
fra 1988 .............................. - 53.500 kr. 96.500 kr.
-------------------------------------------------------------------
Beregningsmæssig personlig indkomst:
Ægtefællernes personlige
indkomst .................. 450.000 kr.
- Bundfradrag og negativ
nettokapitalindkomst
(200.000 kr.+150.000 kr.) . 350.000 kr.
------------
100.000 kr.
------------
Heraf 25% (PSL § 22, stk.2) 25.000 kr.
+ PSL § 22, stk.1 ......... 85.000 kr.
------------
110.000 kr.
Fradrag i personlig indkomst
150.000 kr.-110.000 kr. ... = 40.000 kr. 210.000 kr. 200.000 kr.
-------------------------------------------------------------------
Beregningsmæssig nettokapitalindkomst . - 260.000 kr. - 100.000 kr.
-------------------------------------------------------------------
Skatteberegning
12 pct.'s-skat:
12% af 210.000 kr.-216.400 kr.=0 kr. .. 0 kr.
12% af 200.000 kr.-216.400 kr.=0 kr. .. 0 kr.
6 pct.'s-skat:
6% af 210.000 kr.-140.700 kr.=69.300 kr. 4.158 kr.
6% af 200.000 kr.-140.700 kr.=59.300 kr. 3.550 kr.
-------------------------------------------------------------------
Skat før underskud .................... 4.158 kr. 3.558 kr.
-------------------------------------------------------------------
Skatteværdi af underskud
Skatteprocent 50
50% af -53.500 kr. = -26.750 kr. ..... - 4.158 kr.
Resterende skatteværdi af underskud,
-22.592 kr., omregnes til negativ
skattepligtig indkomst:
-22.592 kr.x100/50 = -45.184 kr.,
der modregnes i Æ 2's skattepligtige
indkomst .............................. - 45.184 kr.
Negativ skattepligtig indkomst fra 1988
modregnes i Æ 2's resterende
skattepligtige indkomst ............... - 51.316 kr.
Resterende negativ skattepligtig indkomst
fra 1988 -148.684 kr.
Skatteværdi 50% af -148.684 kr. = -74.342 kr. - 3.558 kr.
Resterende skatteværdi af underskud,
-79.784 kr., omregnes til negativ
skattepligtig indkomst: -70.784 kr. x
100/50 = -141.568 kr., der kan fremføres
til senere indkomstår.
Underskuddet skal være anvendt senest i
indkomståret 1993.
Eksempel 2:
Ægtefælle 1 Ægtefælle 2
Kr.
Indkomståret 1989, skatteprocent 50
Personlig indkomst .................... - 150.000 kr. 90.000 kr.
Nettokapitalindkomst .................. 60.000 kr. - 40.000 kr.
Fradragsberettigede udgifter .......... - 10.000 kr. - 10.000 kr.
-------------------------------------------------------------------
Skattepligtig indkomst ................ - 100.000 kr. 40.000 kr.
Modregning i ægtefællens personlige
indkomst:
Personlig indkomst .................... - 150.000 kr. 90.000 kr.
Modregning ............................ 90.000 kr. - 90.000 kr.
-------------------------------------------------------------------
Rest negativ personlig indkomst ....... - 60.000 kr. 0 kr.
-------------------------------------------------------------------
Modregning af negativ personlig
indkomst i ægtefællernes samlede
nettokapitalindkomst:
Negativ personlig indkomst ............ - 60.000 kr. -
Samlet nettokapitalindkomst ........... 20.000 kr. -
-------------------------------------------------------------------
Resterende negativ personlig indkomst
til fremførsel ........................ - 40.000 kr. -
-------------------------------------------------------------------
Der bliver herefter intet grundlag for
beregning af 12 pct.'s- og
6 pct.'s-skatter.
Negativ skattepligtig indkomst
modregnes i ægtefællens skattepligtige
indkomst .............................. - 100.000 kr. 40.000 kr.
Negativ skattepligtig indkomst til
fremførsel ............................ - 60.000 kr. - kr.
-------------------------------------------------------------------
Ægteparrets skat bliver 0 for 1989.
Eksempel 3:
Indestående på konto for opsparet overskud ........... 25.000 kr.
Årets underskud ...................................... 300.000 kr.
Underskudsmodregning:
Årets underskud ...................................... 300.000 kr.
Modregnes i:
Personlig indkomst, der stammer fra overført opsparet
overskud, dvs. indestående på konto for opsparet
overskud (25.000 kr.) samt den dertil hørende
virksomhedsskat (25.000 kr.) ......................... 50.000 kr.
-------------
Resterende underskud ................................. 250.000 kr.
Modregnes i:
Positiv kapitalindkomst.
Den skattepligtiges kapitalindkomst + 80.000 kr.
Ægtefællens kapitalindkomst - 10.000 kr. ..... 70.000 kr.
-------------
Underskud ............................................ 180.000 kr.
Modregnes i:
Den skattepligtiges øvrige personlige indkomst,
f.eks. løn ........................................... 50.000 kr.
-------------
Resterende underskud ................................. 130.000 kr.
Modregnes i:
Ægtefællens personlige indkomst ...................... 100.000 kr.
-------------
Resterende underskud ................................. 30.000 kr.
-------------
Det resterende underskud på 30.000 kr. fremføres til fradrag i
virksomhedens overskud m.v. i de nærmest efterfølgende 5 indkomstår.
3.4. Carry-back reglerne
Det i LL § 15 anførte princip videreføres ved skifte på grund af dødsfald
samt ved uskiftet bo m.v., således at en afdød persons eventuelle underskud i
de følgende 5 år kan fratrækkes i den længstlevendes (KL § 29 stk.1) eller
dødsboets indkomst (KL § 31 stk.1) - for privat og offentligt skiftede boer
dog kun under forudsætning af, at der er foretaget afsluttende ansættelse for
mellemperioden - ligesom et underskud ved en afsluttende ansættelse for
mellemperioden eller ved dødsboets indkomstansættelser kan videreføres til
boets senere indkomstansættelser og i visse tilfælde til den længstlevende
ægtefælles indkomstansættelse (KL § 31, stk.2 og § 32, stk.3).
Kildeskattelovens regler om fremførsel af underskud ved dødsfald er
tilpasset PSL og VSL's underskudsregler, se herom C 3.3.
KL § 29 om underskudsfremførsel ved uskiftet bo er i princippet
uændret. Såvel afdødes underskud i den skattepligtige indkomst som afdødes
underskud i den personlige indkomst fremføres til længstlevende efter PSL og
VSL's almindelige regler. Underskud kan ikke fremføres til fradrag i indkomst
i et eventuelt særbo efter afdøde.
KL § 31 om fremførsel af afdødes underskud til dødsboet er derimod ændret,
da dødsboet ikke er omfattet af PSL's almindelige regler om opdeling af den
skattepligtige indkomst i personlig indkomst og kapitalindkomst.
Det er herefter alene et underskud vedrørende den skattepligtige indkomst,
der kan fremføres til fradrag i dødsboets indkomst. Underskud i den
personlige indkomst kan ikke fremføres til fradrag i dødsboets indkomst.
Selv om der er en efterlevende ægtefælle, kan underskuddet i afdødes
personlige indkomst heller ikke overføres eller fremføres til denne.
Resterende virksomhedsskat kan fradrages i boets skatter efter VSL § 10,
stk.3.
KL § 32 om underskud ved skifte af uskiftet bo er i princippet uændret.
Underskud i længstlevendes skattepligtige indkomst, der ikke kan udnyttes ved
overførsel efter PSL/VSL til de følgende år, kan efter de hidtidig gældende
regler fradrages i boets skattepligtige indkomst.
Underskud i længstlevendes personlige indkomst kan ikke fradrages i boets
indkomst, men fremføres uden om boet til fradrag i længstlevendes indkomst
for senere indkomstår. Underskud i boets skattepligtige indkomst fradrages i
længstlevendes skattepligtige indkomst i det omfang, det overføres fra boet
til længstlevende, jfr. i øvrigt PSL-cirk. pkt.105-109, og VSL-cirk.
pkt.156-182.
Hvis et dødsbos egen indkomstopgørelse (d.v.s. uden overførsel af afdødes
eller en eventuel ægtefælles negative indkomst) udviser underskud, der efter
de ovenfor nævnte regler ikke kan udnyttes fuldt ud, kan boet kræve et beløb
på 30 % af det således uudnyttede underskud udbetalt af skattemyndighederne.
Boet kan dog ikke kræve et beløb udbetalt, der overstiger summen af de
skattebeløb, som boet har betalt i indkomst- og formueskat, og som afdøde
samt en eventuel ægtefælle har betalt af indkomst indtjent i dødsåret og de
to foregående indkomstår eller af formue vedrørende samme perioder.
Disse såkaldte carry-back regler findes for privat og offentligt skiftede
boer i KL § 31, stk.3, og for uskiftede boer, der skiftes i længstlevende
ægtefælles levende live, i KL § 32, stk.4. Der henvises i øvrigt til
skattedepartementets vejledning i reglerne om dødsbobeskatning m.v.
4. Personlig indkomst og kapitalindkomst - Overgangsreglerne
Ifølge personskatteloven (PSL), jfr. lovbkg. nr.481 af 9.aug. 1988,
opdeles de indtægter, der indgår i den skattepligtige indkomst, i
personlig indkomst og kapitalindkomst. De udgifter, der fragår ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst, kan tillige fratrækkes ved
opgørelsen af den personlige indkomst eller kapitalindkomsten, når dette
udtrykkeligt er bestemt. Se nærmere C 4.1 og 4.2.
Personskatteloven indeholder overgangsregler for store positive
nettokapitalindkomster, store negative nettokapitalindkomster og for store
fradragsberettigede udgifter, der alene kan fradrages ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst, men ikke ved opgørelsen af personlig indkomst eller
kapitalindkomst. Disse regler bevirker, at større ændringer i skatten som
følge af skattereformen fordeles over en årrække.
Overgangsordningerne går ud på, at en del af nettokapitalindkomsten og de
nævnte fradragsberettigede udgifter i en årrække også skal medregnes eller
fradrages ved opgørelsen af den progressivt beskattede personlige indkomst.
Se C 4.3.
Den særlige virksomhedsordning for selvstændige erhvervsdrivende i henhold
til virksomhedsskatteloven (VSL) omtales i afsnit L 1.
4.1. Personlig indkomst
PSL § 3
Den personlige indkomst omfatter ifølge PSL § 3 alle de skattepligtige
indkomster, som ikke er kapitalindkomst efter PSL § 4.
4.1.1. Indtægter
Personlig indkomst er i første række:
a. Lønindkomst, honorarer o.lign.,
b. indtægt ved selvstændig erhvervsvirksomhed,
c. pensionsindtægter,
d. løbende udbetalinger og ratebetalinger fra pensionsordninger, der er
indkomstskattepligtige efter pensionsbeskatningsloven,
e. underholdsbidrag og andre løbende ydelser,
f. uddannelsesstøtte o.lign.,
g. fortjeneste ved førstegangsafståelse af visse ejerlejligheder og
h. genvundne afskrivninger, der indgår i den skattepligtige almindelige
indkomst.
Anden skattepligtig indtægt, der ikke er kapitalindkomst, er
ligeledes personlig indkomst.
Selvstændig virksomhed
Indtægt ved selvstændig erhvervsvirksomhed er som nævnt under litra b
personlig indkomst. Det har hidtil været uden betydning, om der
er tale om aktiv eller passiv virksomhed, dog med den undtagelse at indkomst
ved skibsvirksomhed som bierhverv har været kapitalindkomst.
Med lov nr.388 af 7.juni 1989 om ændring af forskellige skattelove
(Anparter) er retsstillingen ændret for så vidt angår visse virksomheder
anskaffet den 12.maj 1989 eller senere.
Ændringen vedrører dels beskatningen af indkomst fra passiv
erhvervsvirksomhed med flere end 10 ejere, dels beskatningen af visse
udlejningsindtægter, jfr. nu PSL § 4, stk.1, nr.10, 12 og 13. Disse
indkomster er fremover kapitalindkomst, se nærmere afsnit V.
Hvis en selvstændig erhvervsdrivende benytter sig af adgangen til at
vælge virksomhedsordningen, jfr. VSL (se afsnit L 1), er det kun en
del af det overskud, der overføres fra virksomheden til den skattepligtige
selv, der er personlig indkomst. En del af overskuddet i virksomheden
betragtes som kapitalafkast, der beregnes efter særlige regler og
medregnes til kapitalindkomsten. Dette beregnede kapitalafkast (se evt. L
1.3) formindsker det beløb, der beskattes som overskud i virksomheden og
dermed som personlig indkomst. Den del af overskuddet, der bliver indestående
i virksomheden, beskattes foreløbig med en virksomhedsskat på 50 pct. Først
når det opsparede overskud senere udtages af virksomheden, beskattes det som
personlig indkomst.
Hvis virksomhedsordningen anvendes, skal de i PSL § 4 nævnte
kapitalindtægter, herunder renteindtægter og kursgevinster, der hidrører fra
virksomheden, medregnes til virksomhedsindkomsten. Hvis den skattepligtige
ikke anvender virksomhedsordningen, indgår de i kapitalindkomsten.
For vekselerere m.fl. henvises dog til C 4.2.5.
4.1.2. Fradrag
Ved opgørelsen af den personlige indkomst kan fradrages visse nærmere
afgrænsede udgifter, jfr. PSL § 3, stk.2, nr.1-6, som gennemgås i det
følgende.
Driftsomkostning ved selvstændig virksomhed
1) Efter PSL § 3, stk.2, nr.1, fradrages driftsomkostninger i
sædvanlig forstand for selvstændige erhvervsdrivende. Der er tale om de
udgifter, der medgår til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten,
f.eks. lønudgifter, vareindkøb og skattemæssige afskrivninger (efter såvel
AL, SL og LOSI).
Om afgrænsningen af begrebet: Selvstændig erhvervsvirksomhed, se
C 4.2.4.
Fradragsretten efter § 3, stk.2, nr.1, omfatter i det hele taget alle
driftsomkostninger, der er fradragsberettigede efter SL § 6 a, jfr. C 2
og L 4. Dette gælder, hvad enten virksomhedsordningen anvendes eller
ikke.
Der gælder dog følgende undtagelser:
a. Renteudgifter m.v. Dette gælder uanset om disse har
tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed eller ikke. Under
virksomhedsordningen fragår de renteudgifter m.v., der omfattes af ordningen,
ved opgørelsen af virksomhedsoverskuddet. Øvrige renteudgifter kan alene
fradrages i kapitalindkomsten.
b. Fradragsberettigede kurstab efter KGL.
c. Visse løbende provisioner og præmier, jfr. LL § 8, stk.3.
d. Særlige renteudgifter - korrektionsrenter - jfr. VSL § 11,
stk.4, sidste pkt. (se evt. L 1.7).
e. Kontingenter til arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre
faglige sammenslutninger, jfr. LL § 13 (se evt. L 4.13).
Hvis en brancheforening opkræver særlige servicebidrag og bidrag til
kollektiv garantiforsikring hos sine arbejdsgivermedlemmer, kan disse
medlemmer fratrække denne del af bidragene i den personlige indkomst i medfør
af PSL § 3, stk.2, nr.1, jfr. Skat 1987.2.147.
Selvstændige erhvervsdrivende, der er medlemmer af
registreringspligtige foreninger omfattet af fondsbeskatningsloven, kan
foretage fradrag i den personlige indkomst efter PSL § 3, stk.2, nr.1, i det
omfang kontingentet medgår til dækning af foreningens udgifter af
erhvervsmæssig karakter. Afgørende for medlemmets fradragsret er den
skattemæssige fordeling ved opgørelsen af foreningens skattepligtige
indkomst, jfr. SD-cirk.1989-2.
Løbende ydelser
Fradrag for udgifter til løbende ydelser, der udredes efter en
gensidig bebyrdende aftale, efter LL § 12, stk.8, (jfr. F 1.4) skal som
hovedregel fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, men
kan i visse tilfælde fradrages ved opgørelsen af den personlige
indkomst efter PSL § 3, stk.2, nr.1. Forudsætningen for
fradragsretten er for det første, at den skattepligtige, som afholder
ydelsen, er selvstændig erhvervsdrivende. Det er dernæst afgørende,
om den afholdte ydelse har karakter af en driftsomkostning. Der kan
f.eks. være tale om fradragsret ved opgørelsen af den personlige indkomst i
de tilfælde, hvor den skattepligtige i forbindelse med overtagelse af en
virksomhed påtager sig en underholds- eller aftægtsydelse (eventuelt i
form af fribolig) over for den tidligere ejer. Der kan også være tale om, at
købesummen for en virksomhed helt eller delvis fastsættes til en løbende
andel af overskuddet eller omsætningen i en vis årrække.
Udgifter i følge LL § 8
2) Efter PSL § 3, stk.2, nr.2, kan udgifter, som i forbindelse med den
skattepligtiges erhverv er afholdt til rejser, reklame o.lign.,
fradrages ved opgørelsen af den personlige indkomst, jfr. LL § 8, stk.1.
Repræsentationsudgifter kan som hovedregel dog kun fradrages med 25
pct. af beløbet, jfr. LL § 8, stk.4 (jfr. L 4.6 og L 4.7).
LL §§ 8 B og 8 C
Erhvervsmæssige forskningsudgifter og tilslutningsafgifter m.v.,
der er fradragsberettigede efter de særlige regler i LL §§ 8 B og 8 C, fragår
ligeledes ved opgørelsen af den personlige indkomst (jfr. L 4.10 og G 5.2.5).
LL §§ 14, 14 F og 27 B
I det omfang ejendomsskatter m.v. er fradragsberettigede i
henhold til LL § 14 (jfr. G 5.2.2) foretages fradraget ved opgørelsen af den
personlige indkomst, og det samme gælder bidrag til sociale fonde
(jfr. LL § 14 F) og tilbagebetaling af tilskud efter LL 27 B,
stk.4, (jfr. L 7.2).
KL § 25 A
Beløb, der overføres til den medarbejdende ægtefælle efter KL §
25 A til beskatning hos denne, fragår ved opgørelsen af den personlige
indkomst hos den anden ægtefælle (jfr. B 1.4).
Bidrag og præmier til pensionsordninger m.v.
3) Efter PSL § 3, stk.2, nr.3, fradrages præmier og bidrag til
pensionsordninger m.v. i det i PL § 18 nævnte omfang (jfr. afsnit I).
Indbetalinger til kapitalpensionsordninger kan dog kun fradrages
i det omfang, bidraget kan rummes i den personlige indkomst efter fradrag af
bidrag til andre pensionsordninger, men uden fradrag for
kapitalpensionsbidraget. Fradragsretten gælder, hvad enten den
skattepligtige er selvstændig erhvervsdrivende eller ikke.
Der er endvidere fradragsret for bidrag til hjælpe- og
understøttelsesfonde efter PL § 52.
Erhvervsdrivendes egne indbetalinger til pensionsordninger fragår
ved opgørelsen af den personlige indkomst uden for virksomheden, selv om de
anvender virksomhedsordningen. Beløbet fragår således ikke i
virksomhedsindkomsten.
Bidrag til ansattes pension fragår i virksomhedsindkomsten, hvis
denne anvendes, og ellers i den personlige indkomst, jfr. PSL § 3, stk.2,
nr.1, om driftsudgifter.
Investeringsfonds
4) Henlæggelser til investeringsfonds (jfr. L 5.7) kan fradrages
ved opgørelsen af den personlige indkomst, jfr. PSL § 3, stk.2, nr.4.
Husdyrbesætninger
5) Ifølge PSL § 3, stk.2, nr.5, kan forskelsbeløb og nedskrivning ifølge
husdyrbesætningslovens §§ 2 og 8 fradrages ved opgørelsen af den
personlige indkomst (jfr. R 1).
Varelagernedskrivninger
6) Endelig kan varelagernedskrivninger efter varelagerlovens § 1,
stk.4 (jfr. L 3.6.1), fradrages ved opgørelsen af den personlige indkomst,
jfr. PSL § 3, stk.2, nr.6.
Det kan sammenfattende bemærkes, at de under 1, 2, 4, 5 og 6
nævnte udgifter alene kan fradrages ved opgørelsen af den
personlige indkomst, når der er tale om udgifter i forbindelse med
driften af selvstændig erhvervsvirksomhed. Begrebet selvstændig
erhvervsvirksomhed er det samme i personskatteloven som i
virksomhedsskatteloven. Se C 4.2.4.
De under 3 nævnte indbetalinger til pensionsordninger kan derimod
fradrages af alle skattepligtige.
4.1.2.1. Blandede driftsmidler
Driftsmidler, der benyttes både til erhvervsmæssige og til private formål,
kan som hovedregel ikke indgå i virksomhedsordningen. Det betyder,
at den erhvervsdrivende skal fradrage de udgifter, som svarer til den
erhvervsmæssige andel af driftsmidlets benyttelse, ved opgørelsen af sin
personlige indkomst. Genvundne afskrivninger på driftsmidlet skal på
samme måde medregnes til den personlige indkomst.
Den erhvervsdrivende kan dog vælge at lade biler og vindmøller,
der benyttes både til erhvervsmæssige og til private formål, indgå i
virksomhedsordningen, og i disse tilfælde skal afskrivninger på (hele)
driftsmidlet indgå i virksomhedsordningen, se nærmere L 1.1.
Tab ved salg af et afskrivningsberettiget driftsmiddel, der benyttes både
til erhvervsmæssige og til private formål, kan af selvstændige
erhvervsdrivende fradrages ved opgørelsen af den personlige indkomst.
Hvis aktivet er medtaget i virksomhedsordningen, skal tabet fradrages ved
opgørelsen af virksomhedsindkomsten.
4.1.2.2. Lønmodtagere
I det omfang skattepligtige, der ikke er selvstændige
erhvervsdrivende, afholder fradragsberettigede udgifter, herunder
afskrivninger, skal fradrag foretages ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst (men ikke ved opgørelsen af den
personlige indkomst). Fradrag kan dog kun ske i det omfang, den pågældendes
samlede fradragsberettigede udgifter overstiger 3.300 kr. (jfr. LL § 9,
stk.1).
Eventuelle genvundne afskrivninger skal medregnes til den
personlige indkomst.
Disse regler gælder f.eks. for lønmodtagere, der anvender egen bil delvis
erhvervsmæssigt, og som afskriver den efter reglerne i AL afsnit II.
Tab ved en lønmodtagers salg af et blandet driftsmiddel kan kun
fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
4.2. Kapitalindkomst
PSL § 4
Kapitalindkomsten omfatter de i PSL § 4 opregnede indtægter og udgifter.
Bestemmelsen er for så vidt udtømmende. Det kan dog i anden lov være
bestemt, at indtægter og udgifter, der ikke er nævnt i bestemmelsen, skal
behandles som kapitalindkomst, jfr. f.eks. PL § 53.
Kapitalindkomsten omfatter det samlede nettobeløb af:
1) Renteindtægter og renteudgifter,
2) skattepligtige kursgevinster og fradragsberettigede kurstab efter lov
om skattemæssig behandling af gevinst og tab på fordring og gæld (KGL), se
evt. E 5.3,
3) beregnet kapitalafkast i selvstændig erhvervsvirksomhed efter VSL § 7
(se evt. L 1.3),
4) aktieudbytte og skattegodtgørelse efter LL § 16 A og SSL § 17 A,
5) skattepligtig fortjeneste eller skattepligtige afståelsessummer efter
ABL §§ 2 og 2a eller LL § 16 B,
5a) skattepligtig fortjeneste og fradragsberettiget tab ved udlodning af
likvidationsprovenu og afståelse af andelsbeviser m.v. efter ABL § 2b,
6) overskud eller underskud af en- eller tofamilieshuse m.v., fritidshuse,
ejerlejligheder, grund og lignende, se nærmere C 4.2.1.,
7) de i LL § 8, stk.3, omhandlede provisioner m.v. (se F 3.3),
8) beløb (korrektionsrenter) efter VSL § 11, stk.4, sidste pkt., (se
nærmere L 1.7),
9) nedslag efter lov om nedslag i skatteansættelsen for renteindtægter
m.v. (se afsnit M)
10) indkomst ved selvstændig skibsvirksomhed, når denne virksomhed er den
skattepligtiges bierhverv, se nærmere C 4.2.2.
11) Indbetalinger som nævnt i LL § 14 A, stk.1 (refinansieringsordningen
for landbruget).
For så vidt angår selvstændig erhvervsvirksomhed på anpartsbasis m.v.,
herunder skibsvirksomhed som bierhverv, er der indført nye regler i PSL § 4,
stk.1, nr.10, 12 og 13, når virksomheden er anskaffet den 12.maj 1989 eller
senere, se nærmere afsnit V.
De nye regler er affattet som følger:
10) indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed, når antallet af ejere er
større end 10 og den skattepligtige ikke deltager i virksomhedens drift i
væsentligt omfang.
12) indkomst fra udlejning af andre aktiver end ikke
afskrivningsberettiget fast ejendom og inventar heri, uanset antal ejere, når
udlejningen sker gennem en virksomhed, som formidler udlejning af aktiver for
mere end 10 personer.
13) indkomst fra udlejning af aktiver uanset antal ejere, når flere end 10
personer lejer aktiver ud til samme ejer.
I PSL § 4, stk.5, er anført:
Stk.1, nr.13, gælder dog ikke udlejning af aktiver til privat benyttelse.
Bestemmelsen gælder heller ikke, hvis udlejeren deltager i virksomhedens
drift i væsentligt omfang.
De nævnte indtægter og udgifter skal normalt medregnes i
kapitalindkomsten, selv om der er tale om en erhvervsmæssig indtægt eller
udgift, se dog C 4.2.5. om vekselerere m.fl.
Indtægt ved rentenydelse er personlig indkomst, da der ikke er
tale om renteindtægt i skatteretlig forstand, hvis den berettigede ikke ejer
kapitalen (Skat 1988.2.156). Tilsvarende gælder for renter, som advokater
indvinder af klientkonti (Skat 1988.2.92).
Ved lov nr.132 af 12.marts 1988 er det præciseret, at løbende udlodning af
overskud - bortset fra en normal forrentning af indskudt
medlemskapital - i selskaber og foreninger, som nævnt i ABL § 2 b, medregnes
til den personlige indkomst.
Erhvervsmæssige renteudgifter m.v. skal således indgå i
kapitalindkomsten, dog ikke i de tilfælde, hvor den skattepligtige
anvender virksomhedsordningen.
Gevinst og tab på fordringer, som den skattepligtige har
erhvervet som vederlag i næring, medregnes ved opgørelsen af den
personlige indkomst.
Omkostninger, der medgår til at erhverve, sikre eller
vedligeholde kapitalindkomst, fragår direkte ved opgørelsen af denne. Det
gælder f.eks. udgifter til depot og boksleje samt øvrige udgifter
til formueadministration.
4.2.1. Overskud eller underskud af en- og tofamilieshuse m.v.
§ 4, stk.1, nr.6
a. PSL § 4, stk.1, nr.6, omfatter:
1) Ejendomme, som indeholder en selvstændig lejlighed, jfr. LL §§ 15 B og
15 C, (se G 2.1),
2) tofamilieshuse, jfr. LL § 15 D (se G 2.3),
3) stuehuse, jfr. LL § 15 E (se G 2.4),
4) ejendomme, som indeholder en eller to selvstændige lejligheder, og som
i væsentligt omfang benyttes erhvervsmæssigt, jfr. LL § 15 F. Dette gælder
dog kun den del af ejendommen, der tjener til bolig for ejeren (se G 2.5),
5) grunde, der må antages at have nytteværdi for ejeren (se G 2.8).
Kun ejendomme, som helt eller delvis tjener til bolig for ejeren, er
omfattet af bestemmelsen. Ved bedømmelsen heraf er det uden betydning,
om ejeren har gjort brug af sin beboelsesret eller ej, blot ejendommen
faktisk har været til ejerens disposition. Bestemmelsen omfatter
ejendomme, der udlejes en del af året og ejendomme, hvoraf en del udlejes.
Bestemmelsen omfatter derimod ikke ejendomme, der i hele året udelukkende
benyttes til udlejning.
Hvad medregnes i kapitalindkomsten
b. Overskud eller underskud af de under a nævnte ejendomme omfatter:
1) Lejeværdi af bolig i egen ejendom, jfr. LL §§ 15 B-15 I,
2) indtægter ved udlejning en del af året (f.eks. udlejning af et
sommerhus) eller indtægter ved udlejning af en del af ejendommen
(f.eks. ved udlejning af den anden lejlighed i et tofamilieshus eller ved
udleje af værelser i det omfang indtægten er skattepligtig, se G 5.1.1.1).
3) fradragsberettigede udgifter efter LL §§ 15 J og 15 K, stk.1,
se G 2.1.2.
Blandede ejendomme uden vurderingsfordeling m.v.
c. Skattepligtige, der udøver erhvervsvirksomhed i egen ejendom i
et omfang, der ikke berettiger til vurderingsfordeling efter LL § 15
F eller til regulering af lejeværdien efter LL § 15 H, kan
fradrage en til den erhvervsmæssige anvendelse svarende del af lejeværdien i
kapitalindkomsten. Tilsvarende regler gælder skattepligtige, der
udlejer lokaler til erhverv, når den erhvervsmæssige benyttelse
ikke berettiger til vurderingsfordeling eller regulering af
lejeværdien efter LL §§ 15 F og 15 H. Der kan ikke foretages fradrag ved
opgørelsen af den personlige indkomst, da fradraget skal modsvare den
beregnede lejeværdi af den erhvervsmæssigt benyttede del af ejendommen.
Fremleje
d. Skattepligtige, der udlejer en del af værelserne i en
lejlighed i egen ejendom til beboelse og som er skattepligtige af vederlaget
(se G 5.1.1.1), kan fradrage den del af lejeværdien, der vedrører det
udlejede, i kapitalindkomsten.
Er der derimod tale om udlejning af boligen i en del af året,
f.eks. et sommerhus, nedsættes helårslejeværdien forholdsmæssigt
for den del af året, hvor udlejningen har fundet sted. Dette gælder
dog ikke, såfremt den skattepligtige anvender det af ligningsrådet
anviste fradrag på 40 pct. af den i det pågældende indkomstår
modtagne leje for et sommerhus (se G 2.6). Fradraget, der skal dække samtlige
de med udlejningen forbundne udgifter og tillige modsvare egen lejeværdi i
udlejningsperioden, foretages i kapitalindkomsten.
Arbejdsværelse
e. Fradrag for arbejdsværelse i egen ejendom beregnes på grundlag af
lejeværdien. Selv om fradraget modsvarer den del af lejeværdien, der kan
henføres til arbejdsværelser, anses fradraget for en driftsomkostning
i forbindelse med det indtægtsgivende arbejde (se D 2.3.18 og L 4.5).
Lønmodtagere kan således kun foretage fradrag i den
skattepligtige indkomst i det omfang, de samlede lønmodtagerudgifter
overstiger 3.300 kr.
Er der tale om selvstændig erhvervsvirksomhed, foretages
fradrag i den personlige indkomst, jfr. PSL § 3, stk.2, nr.1.
Blandede ejendomme med vurderingsfordeling
f. Indtægter og driftsudgifter vedrørende den erhvervsmæssigt
benyttede del af ejendomme med vurderingsfordeling efter LL §
15 F, er personlig indkomst, jfr. PSL § 3, stk.1 og stk.2, nr.1.
Indtægter ved udlejning af den erhvervsmæssigt benyttede del af ejendommen er
således personlig indkomst. Den del af vedligeholdelsesudgifterne, der
kan henføres til den erhvervsmæssigt benyttede del af ejendommen, jfr.
LL § 15 K, stk.2, kan fradrages ved opgørelsen af den personlige
indkomst.
Udelukkende udlejning
g. Indtægter og driftsudgifter vedrørende en- og tofamilieshuse m.v., der
i hele året udelukkende benyttes til udlejning, er personlig
indkomst.
Ejendomme med mere end to lejligheder
h. Indtægter og driftsudgifter, herunder lejeværdi af egen bolig, for
ejendomme med 3 eller flere lejligheder er personlig
indkomst.
4.2.2. Skibsvirksomhed som bierhverv
Indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed er som hovedregel personlig
indkomst. Indkomst og underskud ved selvstændig skibsvirksomhed er dog
kapitalindkomst efter § 4, stk.1, nr.10, når denne
virksomhed er den skattepligtiges bierhverv.
Om skibsvirksomhed som bierhverv, anskaffet den 12.maj 1989 eller
senere, se nærmere afsnit V.
Driver den skattepligtige selvstændig virksomhed, der omfatter et eller
flere skibe, afhænger det af en vurdering af den skattepligtiges samlede
indkomstforhold, om indkomst fra virksomheden er personlig indkomst
eller kapitalindkomst.
Begrebet skibsvirksomhed omfatter alle tilfælde, hvor et skib indgår i
virksomheden, uanset om den skattepligtige ejer hele skibet, flere skibe
eller kun andele af et skib. Det må dog forudsættes, at skibet indgår
som et væsentligt led i virksomheden. F.eks. vil selvstændig
fiskeri- og rederivirksomhed være omfattet af begrebet skibsvirksomhed. Det
samme gælder selvstændig virksomhed med udlejning af skibe.
Derimod vil en virksomhed ikke blive anset for en skibsvirksomhed,
hvis virksomheden ejer et skib, som den benytter til transport af
virksomhedens produkter. Indtægter og udgifter ved skibets drift vil
indgå i den personlige indkomst på linje med virksomhedens øvrige indtægter
og udgifter.
Resultatet af et rederiinteressentskabs drift af et time-chartret skib
skulle beskattes som personlig indkomst, da begrebet
»skibsvirksomhed« alene omfatter tilfælde, hvor den skattepligtige
ejer et skib, der indgår i virksomheden, Skat 1988.2.96.
Ved afgørelsen af, om indkomst fra skibsvirksomheden er personlig indkomst
eller kapitalindkomst, må der som nævnt foretages en samlet vurdering
af den skattepligtiges indkomstforhold.
Det må derfor lægges til grund, at hvis indtægten eller underskuddet
af virksomheden ikke er af et væsentligt omfang, og den skattepligtige
heller ikke deltager i driften af virksomheden, skal indtægter og udgifter
vedrørende denne behandles som kapitalindkomst. Dette gælder, selv om den
skattepligtige heller ikke har anden væsentlig skattepligtig indkomst end
indtægten fra skibsvirksomheden.
Har den skattepligtige væsentlige indtægter ved siden af indtægter fra
skibsvirksomheden, indgår foruden indkomsten fra skibsvirksomheden årets
øvrige personlige indkomst og kapitalindkomst samt årets opsparede overskud
af selvstændig virksomhed efter virksomhedsordningen i vurderingen. Derimod
indgår de fradrag, der alene kan foretages ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst, ikke i vurderingen.
Udgør indkomsten fra skibsvirksomhed, det vil sige virksomhedens
resultat efter renter og afskrivninger m.v., mindre end ca. 50
pct. af den skattepligtiges øvrige indkomster som nævnt ovenfor, vil
indkomsten fra skibsvirksomhed som hovedregel blive anset for
kapitalindkomst.
Indkomstforholdene kan vurderes over en periode på op til 5 år,
således at tilfældige ændringer i indkomsten - f.eks. underskud i et enkelt
indkomstår i skibsvirksomheden - ikke betyder, at indkomsten skifter
karakter. Endvidere kan det tages i betragtning, om den skattepligtige er
nyetableret med skibsvirksomheden, således at indtjeningen må forventes at
stige efter nogle år. Vurderingen må således gå ud på, om det er sandsynligt,
at den skattepligtige over en årrække på op til 5 år vil have indkomst ved
skibsvirksomhed af et sådant omfang, at den kan anses som personlig indkomst,
henholdsvis kapitalindkomst. Der bortses dog fra tilfældige udsving i
indkomsten, hvad enten de vedrører skibsvirksomheden eller den øvrige
indkomst. Der bortses endvidere fra underskud i de første år efter
nyetablering, når det må antages, at indtægten af virksomheden derefter vil
udgøre omkring halvdelen af indkomsten. Der skal heller ikke tages hensyn til
disse udsving og underskud på den måde, at skibsindtægten i de øvrige år af
perioden skal være så meget større eller den den øvrige indkomst så meget
mindre. Hvis en rimelig antagelse om de forventede indkomstforholdikke holder
stik, medfører det ikke, at vurderingen for de tidligere år skal tages op
påny.
Det er ikke afgørende, om den skattepligtige deltager i den daglige
drift af virksomheden. Ved vurderingen kan det dog have betydning, om
den skattepligtige må antages at have anden næring, som bevirker, at den
skattepligtige ikke samtidig kan deltage i virksomhedens daglige drift. Dette
vil normalt være tilfældet, hvis den skattepligtige er fuldtidsbeskæftiget i
anden selvstændig virksomhed eller som lønmodtager. I så fald vil
skibsvirksomheden som regel blive anset for bierhverv. Dette vil f.eks.
normalt være tilfældet for skibsleasingvirksomhed med mange ejere.
Det har i denne forbindelse ingen betydning, om en lønindkomst skyldes, at
den skattepligtige er ansat i f.eks. et selskab, der driver rederivirksomhed.
Når indkomsten fra skibsvirksomhed vurderet efter de anførte
retningslinjer må anses for kapitalindkomst, betyder det, at et overskud
beskattes som kapitalindkomst, og at underskud får en lignende skatteværdi.
Skibsvirksomhed, hvor indkomsten anses for kapitalindkomst, kan ikke
beskattes efter virksomhedsordningen, idet denne ordning forudsætter, at
indkomsten er personlig indkomst. Skattekontrollovens regnskabsregler for
erhvervsdrivende gælder, uanset om indkomsten anses for kapitalindkomst eller
personlig indkomst. Det samme gælder reglerne om fradrag for
driftsudgifter, herunder skattemæssige afskrivninger. Hvis indkomsten
anses for kapitalindkomst, sker fradraget for driftsudgifter m.v. også ved
opgørelsen af kapitalindkomsten.
Der kan ligeledes foretages henlæggelser til investeringsfonds på
grundlag af overskuddet. Fradraget for henlæggelserne sker i den personlige
indkomst, men de kan ikke forlods afskrives i bierhvervsvirksomheden.
Fortjeneste eller tab ved afhændelse af skibe eller skibsanparter
i forbindelse med ophør af skibsvirksomhed, der er den skattepligtiges
bierhverv, medregnes ved opgørelsen af kapitalindkomsten,
hvis den skattepligtige har anskaffet skibet eller anparten på et tidspunkt,
der ligger mindre end 5 år forud for afhændelsen, jfr. AL § 15 A.
Sker afhændelsen 12.maj 1989 eller senere er fortjeneste eller tab
særlig indkomst.
Er skibsvirksomheden ikke den skattepligtiges bierhverv,
er indkomst og underskud ved virksomheden såvel som fortjeneste og tab ved
afståelse af skibet eller skibsanparten efter AL § 15 A personlig
indkomst.
4.2.3. Personalelån
Nogle virksomheder yder deres ansatte lavtforrentede eller rentefri
lån. Rentefordelen ved disse personalelån er i følge praksis før
skattereformen normalt ikke blevet beskattet. Hvis medarbejderen skulle
indkomstbeskattes af differencen mellem en anslået normalrente og den
faktiske betalte rente, kunne beskatningen neutraliseres ved en normal
renteberegning kombineret med en tilsvarende forhøjelse af rentefradraget. På
baggrund af denne symmetri i beskatningen har man været tilbageholdende med
beskatningen på dette område.
Det lønaccessorium, der i realiteten er tale om, er nu efter
personskatteloven personlig indkomst, mens renteudgifter er
kapitalindkomst. Den symmetri i beskatningen, der tidligere var
begrundelsen for ikke at beskatte den ansatte af lån på gunstige vilkår, er
således ikke mere tilstede.
Retningslinjerne for i hvilke tilfælde, der skal ske beskatning af
personalelån m.v., er beskrevet i SD-cirk.1989-27, se D 1.9.14.
Der kan derfor være tilfælde, hvor fordelen af et lavtforrentet lån
fra en virksomhed til den ansatte, kan være skattepligtig. Det
vil dog ikke være tilfældet, såfremt lånet til enhver tid forrentes
med en pålydende rente, der mindst svarer til den mindsterente, der gælder
efter § 7 i kursgevinstloven (se E 5.3).
4.2.4. Selvstændig erhvervsvirksomhed - Afgrænsning af begrebet
Efter PSL § 3, stk.2, nr.1, kan driftsomkostninger - dog ikke
renteudgifter m.v. - fragå ved opgørelsen af den personlige indkomst, hvis
der er tale om driftsomkostninger i forbindelse med selvstændig
erhvervsvirksomhed.
Afgrænsningen mellem lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende er
beskrevet i skd.cirk. af 5.okt. 1988.
Efter VSL § 1, stk.1, kan personer, der driver selvstændig
erhvervsvirksomhed, benytte virksomhedsordningen. Det betyder bl.a., at
virksomhedens renteudgifter fragår ved opgørelsen af virksomhedens overskud i
stedet for at fragå ved opgørelsen af kapitalindkomsten.
I begge tilfælde vil virkningen være den, at de pågældende udgifter
nedsætter indtægten ved selvstændig erhvervsvirksomhed på en sådan måde, at
kun nettooverskuddet medregnes ved opgørelsen af den personlige indkomst.
Efter investeringsfondslovens §§ 2 og 4 er det en betingelse for at
foretage henlæggelse til investeringsfonds, at henlæggelse foretages af
overskuddet af selvstændig erhvervsvirksomhed.
Efter kildeskattelovens § 25 A kan der overføres visse beløb til særskilt
beskatning hos en medarbejdende ægtefælle, når ægtefællen er medarbejdende i
den anden ægtefælles selvstændige erhvervsvirksomhed.
Ingen af de nævnte love indeholder en definition af begrebet selvstændig
erhvervsvirksomhed.
Selvstændig erhvervsvirksomhed er normalt kendetegnet ved, at der
for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter og med
det formål at indvinde økonomisk udbytte. Endvidere må det være en
forudsætning, at virksomheden udøves nogenlunde regelmæssigt og gennem en
ikke helt kort periode. Endelig må det være en forudsætning, at
virksomheden ikke er af ganske underordnet omfang. Det er uden
betydning, om den skattepligtige herudover har indkomst som lønmodtager.
Begrebet selvstændig erhvervsdrivende må i øvrigt fortolkes ens i alle
skattemæssige relationer.
En virksomhed, der efter sin art og omfang hidtil har været omfattet af
reglerne i investeringsfondsloven og kildeskatteloven, må også i
forbindelse med anvendelse af reglerne i PSL og VSL behandles som
selvstændig erhvervsvirksomhed.
Skattepligtige, der udøver fremstillingsvirksomhed inden for industri,
håndværk og landbrug, vil normalt blive anset for at være selvstændige
erhvervsdrivende. Det gælder også normalt virksomhed inden for handel og
service og liberale erhverv som f.eks. advokat, arkitekt, læge, revisor
og vekselerer.
Også udlejningsvirksomhed anses som hovedregel for selvstændig
erhvervsvirksomhed. Udleje af driftsmidler m.v. betragtes således
som selvstændig erhvervsvirksomhed, hvis den har et vist omfang.
Udlejning af fast ejendom betragtes ligeledes som selvstændig
erhvervsvirksomhed. Udlejning af en andel af et enfamilieshus anses for
selvstændig erhvervsvirksomhed, uanset om den udlejes til en fremmed eller
til en medejer, jfr. Skat 1987.2.146. Der foreligger dog ikke selvstændig
erhvervsvirksomhed ved udlejning af en- og tofamilieshuse og udlejning af
fritidshuse, når ejeren også selv benytter ejendommen til beboelse.
Bortforpagtning af fast ejendom, erhvervsvirksomhed eller landbrug,
herunder bortforpagtning/udleje af en del af et landbrug, vil i almindelighed
også være selvstændig erhvervsvirksomhed.
Hvis en skatteyder ved omdannelse af sin virksomhed til aktieselskab
beholder en fast ejendom, som han udlejer til selskabet, anses han for
fortsat at drive selvstændig virksomhed, skd.24.70. Dette ansås også for at
være tilfældet, hvor en hovedaktionær til selskabet udlejede en tegnestue,
indrettet i en tilbygning til hans villa, lsr.1981.65.
En hovedaktionærs udleje af driftsmidler til selskabet kan også betragtes
som selvstændig virksomhed, jfr. bl.a. lsr.1982.52 og 53. Har en skatteyder i
forbindelse med omdannelsen af virksomheden til aktieselskab kun beholdt
ejendomsretten til få og uvæsentlige eller ubetydelige driftsmidler, som
derefter udlejes til selskabet, anses »udlejningsvirksomheden« dog
ikke for selvstændig virksomhed, lsr.1980.68, (hvor der var tale om udlejning
af en varevogn) og forudsætningsvis 1981.5.
Bestyrelseshonorarer anses for indkomst ved selvstændig
erhvervsvirksomhed, når indtægten indgår i et interessentskab, der
driver sådan virksomhed, eller når sådanne indtægter i øvrigt er et naturligt
led i erhvervsvirksomheden. For advokater indgår sådanne bestyrelseshonorarer
således i virksomhedens indkomst.
Vekselerere, bankierer og skattepligtige, der driver
finansieringsvirksomhed, opfattes som selvstændige erhvervsdrivende.
I/S eller K/S
Skattepligtige, der deltager i en selvstændig erhvervsvirksomhed, som
drives som interessentskab eller kommanditselskab, er selvstændige
erhvervsdrivende. Det medfører ingen ændring heri, at der forlods tillægges
interessenterne »løn« for deres arbejdsindsats eller andet,
lsr.1963.90.
En sømand, der mod sædvanlig hyre arbejder på et skib, hvori han ejer 10
pct. eller mindre som partreder, og som er omfattet af lov om særlige fradrag
til sømænd m.v. § 1, stk.3, anses for at være lønmodtager for så vidt angår
hyren. Over/underskud ved skibet i øvrigt, dvs. bortset fra hyren, er derimod
resultatet af selvstændig erhvervsvirksomhed. Om denne virksomhed er omfattet
af PSL § 4, nr.10, må afgøres efter de almindelige regler herom, se C 4.2.2.
Lønmodtagere
Indkomst, der er omfattet af LL § 9, stk.1, og indkomst, der efter KL § 43
er A-indkomst, anses ikke for indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed.
Efter KL § 43, stk.1, henregnes til A-indkomst enhver form for vederlag i
penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde
i tjenesteforhold, herunder løn, feriegodtgørelse, honorar, tantieme,
provision, drikkepenge og lignende ydelser.
I de fleste tilfælde vil det ikke være vanskeligt at afgøre, om der
foreligger et tjenesteforhold, idet indkomstmodtageren udfører arbejdet efter
arbejdsgiverens anvisninger og i det hele for dennes regning. Selvstændig
erhvervsvirksomhed er normalt kendetegnet ved, at virksomheden udøves for
egen regning og risiko. Der kan dog i praksis forekomme tilfælde, hvor det er
vanskeligt at afgøre, om indkomstmodtageren står i et tjenesteforhold til
hvervgiveren eller er selvstændig erhvervsdrivende. I tvivlstilfælde må
afgørelsen ske på grundlag af en samlet bedømmelse af forholdet mellem den,
der udfører arbejdet, og den, for hvem det udføres. Ved bedømmelsen lægges
der vægt på, om der i vederlaget i væsentligt omfang indgår betaling for
andet end den personlige arbejdsydelse. Såfremt indkomstmodtagerens
kontraktsforhold med hvervgiveren forudsætter, at der af vederlaget afholdes
væsentlige erhvervsmæssige omkostninger, der er atypiske for
lønmodtagerforhold, f.eks. leje af erhvervslokaler, udgifter til anskaffelse
af væsentlige driftsmidler, bortset fra biludgifter, betaling for
maskinanvendelse, løn til ansat personale, reklame- og annonceudgifter, vil
der oftest være tale om selvstændig erhvervsvirksomhed.
Driftsudgifterne skal både efter deres art og omfang ligge væsentligt ud
over, hvad der er sædvanligt i lønmodtagerforhold. Væsentlige udgifter til
transport, egen bil, fortæring, overnatning eller andre udgifter, der efter
deres art ligger tæt op ad private udgifter, bevirker ikke i sig selv, at der
er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed. Den omstændighed, at
indkomstmodtageren i et vist omfang selv afholder driftsudgifter, f.eks. til
håndværktøj eller andre mindre driftsmidler, udgifter til kontorhold i
hjemmet eller repræsentationsudgifter, bevirker ikke, at der foreligger
selvstændig erhvervsvirksomhed.
At den skattepligtige afholder lønudgifter fører ikke i sig selv til, at
den pågældende anses for selvstændig erhvervsdrivende, f.eks. vil dette ikke
være tilfældet, hvis arbejdet, der udføres af den pågældende medhjælp, er af
begrænset karakter. Hvis den pågældende medhjælp er den skattepligtiges
ægtefælle, samlever eller en nærtstående, skal betingelserne med hensyn til
dokumentation for arbejdets omfang og udførelse for medarbejdende ægtefæller
være opfyldt, dvs. som udgangspunkt mindst 3-4 timers daglig arbejdsindsats,
der ellers skulle have været udført af fremmed arbejdskraft.
At indkomstmodtageren tilrettelægger arbejdet selvstændigt, behøver ikke
at betyde, at der foreligger selvstændig erhvervsvirksomhed. Der kan f.eks.
være tale om højt uddannede personer eller overordnet personale, herunder
direktører. Der behøver heller ikke at foreligge en egentlig
ansættelseskontrakt. Det afgørende er en bedømmelse af de faktiske forhold.
Der kan også være tale om, at forhold, man ellers ville bedømme som
selvstændig erhvervsvirksomhed, f.eks. levering af enkeltstående ydelser, kan
skifte karakter til et tjenesteforhold, hvis der opstår mere fast tilknytning
til en hvervgiver.
Skatteydere, hvis indkomst ikke er A-indkomst, kan ikke automatisk anses
for selvstændige erhvervsdrivende. Honorar for undervisning, artikler, mindre
forfattervirksomhed m.v., kan f.eks. ikke betegnes som egentlig
erhvervsmæssig virksomhed. En statsautoriseret revisor, der var ansat i et
revisionsfirma, kunne ikke foretage henlæggelse til investeringsfond af en
B-indkomst på ca. 10.000 kr. som honorar for udført revisionsarbejde for et
interessentskab og de to interessenter, idet man ikke fandt, at ensådan
begrænset revisorbistand kunne anses som selvstændig erhvervsvirksomhed,
lsr.1985.47.
Eksempler på selvstændig erhvervsvirksomhed
I VLD af 7.april 1988 (Skat 1988.6.322) blev en provisionslønnet
filialbestyrer i et større forsikringsselskab anset berettiget til at
overføre en overskudsandel til hustruen. Filialbestyreren var ansat på
funktionærvilkår, selskabet stillede kontor til rådighed for ham, og hans
driftsomkostninger androg efter overførsel af en del af overskuddet til den
medhjælpende ægtefælle ca. 25.000 kr. årligt. Flertallet af dommerne lagde
til grund:
»at sagsøgeren uanset sin stilling som lønmodtager i meget vidt
omfang selv har tilrettelagt sit arbejde. Det lægges videre til grund, at
sagsøgeren, der alene er provisionslønnet uden garanteret minimumsløn, ikke
har kunnet oppebære en indtægt, der ligger væsentligt over den gennemsnitlige
for assurandører i det pågældende selskab uden at gøre brug af betydelig mere
kontorassistance end den, selskabet ville stille til rådighed for ham.
Sagsøgerens driftsudgifter findes således at ligge væsentligt udover, hvad
der er sædvanligt i lønmodtagerforhold. Herefter og når tillige henses til
karakteren og omfanget af det arbejde, sagsøgerens ægtefælle har udført,
findes sagsøgeren at have drevet erhvervsvirksomhed i den forstand, hvori
begrebet er anvendt i den tidligere § 37 A i kildeskatteloven«.
Se også Skat 1989.4.330.
Skat 1988.4.220. En arkitekt, der var vurderingsinspektør for et
realkreditinstitut, blev anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed.
Han var provisionslønnet og havde aflønnet en freelance vurderingsinspektør
med honorar pr. vurderingssag. Der var ydet et mindre tilskud til hans
kontorhold, men det havde langt fra dækket de faktiske kontorholdsudgifter
m.v. Kontorarbejdet var udført af ægtefællen, der dagligt havde arbejdet 5-6
timer for ham. Landsskatteretten fandt efter de foreliggende oplysninger,
herunder karakteren, omfanget og vederlæggelsesformen for klagerens hverv,
sammenholdt med, at klageren selv afholdt lønomkostninger og til dels
økonomisk bar omkostningerne ved kontorholdet, at klageren måtte anses som
selvstændig erhvervsdrivende, hvorfor han var berettiget til at foretage
fradrag for medhjælpende ægtefælle, idet ægtefællens bistand opfyldte
betingelserne herfor.
I ØLD af 28.aug. 1980 (Skd.56.67) anerkendtes en handelsagent som
selvstændig erhvervsdrivende. Den pågældende arbejdede fra egne lokaler med
to væsentlige agenturer fastlagt i skriftlige aftaler. Agenturerne blev
drevet uden fremmed medhjælp fra agentens hjem. Alle udgifterne ved
salgsarbejdet afholdtes af agenten, der selv disponerede over sin tid uden
nogen form for instruktion fra agenturgivernes side i øvrigt. Agenten optog
ordrer, der blev sendt til agenturgiveren, som derefter sendte
ordrebekræftelse til kunden. Agenten hæftede ikke for varernes betaling.
Lsr.1973.163. En repræsentant, der fra sin bopæl drev agentur med salg af
møbler fra flere fabrikker mod provision på 5-6 pct. og som ikke modtog nogen
godtgørelse for sine udgifter og ikke fik feriepenge, blev anset for
selvstændig erhvervsdrivende.
Se også Skat 1989.2.153.
I ØLD af 19.marts 1984 (Skd.70.508) blev en direktør, der på
provisionsbasis solgte anparter for en investeringsfond, anset berettiget til
at overføre en overskudsandel til hustruen. Salgsarbejdet foregik fra et
kontor på ægtefællernes bopæl. Hustruen passede kontor og telefon i
dagtimerne, hvor manden var fuldtidsbeskæftiget som direktør i en anden
virksomhed. Overskuddet havde andraget 154.668 kr. Retten lagde vægt på, at
direktøren efter aftalen med fonden var berettiget til selv at tilrettelægge
salgsarbejdet, der var forbundet med et vist kontorhold, og den fornødne
kontorhjælp skulle han antage på egen hånd og i eget navn. Når dette
sammenholdes med salgsarbejdets omfang og med den omstændighed, at hans
vederlag beroede på de præsterede salgsresultater, fandtes han at have drevet
»erhvervsvirksomhed«, således at KL § 37 A (nu § 25 A) kunne
anvendes.
Skat 1988.5.299. En avisdistributør med 20 ansatte blev anset for at drive
selvstændig erhvervsvirksomhed. Han antog selv budene, og han afgjorde selv,
hvor mange der skulle ansættes. Vederlaget blev udbetalt som et fast
månedligt grundbeløb samt et beløb pr. avis. Herudover modtog distributøren
12 1/2 pct. af foregående års honorar til dækning af udgift til ferieafløser.
Ligningsrådet fandt efter en samlet bedømmelse at distributøren drev
selvstændig erhvervsvirksomhed, navnlig fordi der anvendtes lønnet medhjælp i
betydeligt omfang.
Skat 1988.5.299. En professionel bokser blev anset for at drive
selvstændig erhvervsvirksomhed. Hans indkomst, der udgjorde ca. 500.000 kr. i
alt, bestod af bokse-, sponsor- og reklameindtægter m.v. For at opnå denne
indkomst havde han udover bil- og rejseudgifter, driftsudgifter på 55.000 kr.
bl.a. til træningsophold m.v. og sparringspartnere.
Skat 1988.5.300. Medlemmerne af en folkemusikgruppe, hvis indtægter ved
orkestervirksomheden i 1986 udgjorde ca. 400.000 kr. og i 1987 ca. 600.000
kr., kunne anvende virksomhedsskatteordningen. I 1986 udgjorde udgifterne til
impressario, reklame m.v., mindre nyanskaffelser, forsikring og
vedligeholdelse ca. 82.000 kr., hvortil kom rejse- og befordringsudgifter på
ca. 40.000 kr. og udgifter til bånd og plader.
Skat 1988.5.301. En vognmand, der var ansat hos et renseri, hvor han
afhentede og udbragte vaske- og rensetøj, blev anset for at drive selvstændig
erhvervsvirksomhed. Han skulle selv anskaffe varevogn og forestå
vedligeholdelsen af denne. Ved sygdom skulle han for egen regning ansætte en
afløser. Han fik ikke feriepenge, og han havde afståelsesret til sin rute,
dog således at køberen skulle godkendes af renseriet. Vognmanden oppebar i
1986 på provisionsbasis 336.000 kr., hvor hans udgifter til drift af varevogn
udgjorde 44.000 kr. ekskl. moms med tillæg af 8.000 kr. til renteudgifter på
varevognen og 25.000 kr. til afskrivning. Ligningsrådet fandt efter en samlet
bedømmelse af vognmandens ansættelsesforhold, at han kunne benytte reglerne i
virksomhedsskatteloven på indkomsten fra renseriet.
Skat 1988.3.146. En provisionslønnet sælger af avlsdyr fandtes efter det
oplyste, herunder især aflønningsformen, at måtte anses for omfattet af KL §
37 A (nu § 25 A), hvorfor han var berettiget til overførsel af indkomst til
medarbejdende ægtefælle, da betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt.
Skat 1987.6.449. Lægevagtskørsel ved Københavns Lægevagt, der udføres af
vagtlæger med selvstændig ydernummer, anses for at være selvstændig
virksomhed. Det samme gælder lægevagtskørsel uden for København, hvor
lægevagtsordningen forestås af de praktiserende læger, jfr. Skat 1988.2.86.
Skat 1987.10.743. En skatteyder, der på en nedlagt landbrugsejendom havde
etableret døgnplejehjem med plads til 4 beboere, blev anset for at drive
selvstændig erhvervsvirksomhed. Bruttoindtægten udgjorde 1 mio. kr., mens
udgifterne til lønninger, kost, administration, lokaleomkostninger og
renteudgifter m.v. beløb sig til 800.000 kr.
Lsr.1979.164. En kreaturhandler på et eksportmarked blev på grund af sin
særlige stilling som komissionær, der handlede for egen regning og risiko,
anset for berettiget til at henlægge til investeringsfond af
provisionsindtægter, som ansås at hidrøre fra selvstændig virksomhed.
Lsr.1980.85. Stillingen som postekspeditør anses ikke for selvstændig
virksomhed.
Skd.32.102. Partfiskeri blev ikke anset for selvstændig erhvervsvirksomhed
i et tilfælde, hvor fiskeren ikke selv ejede kutteren.
Indtægt ved almindelig forfattervirksomhed må anses for erhvervet ved
selvstændig erhvervsvirksomhed.
Aktiebesiddelse anses ikke for selvstændig virksomhed. Dette gælder selv
om skatteyderen er hovedaktionær og har den afgørende indflydelse på
selskabet. Se endvidere lsr.1974.189 (licensindtægter fra et af skatteyderen
behersket selskab ikke anset som indtægt ved selvstændig virksomhed).
4.2.5. Vekselerere m.fl..
I visse tilfælde skal de indtægter og udgifter, der normalt beskattes som
kapitalindkomst, medregnes i den personlige indkomst, jfr. PSL § 4,
stk.3.
Det drejer sig om tilfælde, hvor den skattepligtige driver virksomhed som
bankier eller vekselerer, og de nævnte indtægter og
udgifter hidrører fra denne virksomhed. Det gælder også, hvis den
skattepligtige driver næring ved køb og salg af fordringer eller
driver næringsvirksomhed ved finansiering.
Efter PSL § 4, stk.3, medregnes i den personlige indkomst
gevinster og tab på fordringer, som omfattes af KGL § 4 (fordringer erhvervet
som vederlag i næring - se evt. E 5.3).
4.3. Overgangsregler
I en overgangsperiode gælder en række særlige regler om
skatteberegningen. Disse overgangsregler har ikke betydning for
opgørelsen af den skattepligtige indkomst, den personlige indkomst og
kapitalindkomsten. Reglerne medfører alene, at de opgjorte indkomster og
udgifter i en overgangsperiode reguleres, før skatteberegningen
foretages på grundlag af de beregningsmæssige indkomster. Der sker
således i overgangsperioden en gradvis tilnærmelse mellem de opgjorte
indkomster og de beregningsmæssige indkomster.
Overgangsordningerne består af 3 dele:
1) En ordning for store positive nettokapitalindkomster.
2) En ordning for store negative nettokapitalindkomster.
3) En ordning for store fradragsberettigede udgifter.
Hvis den skattepligtiges indkomst- og fradragsforhold ændres fra
indkomstår til indkomstår i overgangsperioden, kan den skattepligtige være
omfattet af overgangsreglerne i det ene indkomstår, men ikke det andet eller
omvendt.
Ægtefæller skal opgøre deres nettokapitalindkomst under
eet og får den beskattet som kapitalindkomst efter samme beløbsgrænser,
som gælder for enlige skattepligtige, se nærmere C 4.3.3.
Eksempler, der belyser virkningerne af overgangsreglerne, findes
i PSL-cirk. side 44ff.
4.3.1. Positiv nettokapitalindkomst - PSL § 21
Omlægning af positiv nettokapitalindkomst til den lavere
beskatning som kapitalindkomst sker efter følgende skala:
1987: 60.000 kr.
1988: 85.000 kr.
1989: 110.000 kr.
1990: 135.000 kr.
1991: 160.000 kr.
I hver af de følgende indkomstår forhøjes det beløb, der skal beskattes
som kapitalindkomst med 25.000 kr.
Overgangsperioden er tidsubegrænset.
Hele den positive nettokapitalindkomst indgår i den skattepligtige
indkomst. Den del af den positive nettokapitalindkomst, der skal beskattes
som kapitalindkomst (beregningsmæssig nettokapitalindkomst),
medregnes ved opgørelsen af beregningsgrundlaget for 6 pct.'s-skatten. Det er
i indkomståret 1989 110.000 kr. I de tilfælde, hvor den positive
nettokapitalindkomst, sammen med personlig indkomst, overstiger 140.700 kr.
for indkomståret 1989 beskattes det overskydende beløb med 6 pct. For ægtepar
er beløbsgrænsen dog 281.400 kr.
Den del af den positive nettokapitalindkomst, der ligger udover
beløbsgrænsen (overskydende positiv nettokapitalindkomst) medregnes
til den personlige indkomst (beregningsmæssig personlig indkomst).
Beløbet indgår derfor i beregningsgrundlaget for både 12 pct.'s-skatten og 6
pct.'s-skatten.
4.3.2. Negativ nettokapitalindkomst - PSL § 22
Omlægning af negativ nettokapitalindkomst til fradrag ved
opgørelsen af kapitalindkomsten sker efter en 3-leddet overgangsordning for
indkomstårene 1987-91:
Negativ nettokapitalindkomst over 150.000 kr. indgår fra og med
indkomståret 1987 i kapitalindkomsten.
Den del af negativ nettokapitalindkomst under 150.000 kr., der
skal medregnes i kapitalindkomsten, udgør i indkomståret:
1987: 35.000 kr.
1988: 60.000 kr.
1989: 85.000 kr.
1990: 110.000 kr.
1991: 130.000 kr.
Fra og med indkomståret 1992 skal al negativ nettokapitalindkomst
medregnes som kapitalindkomst.
I hvert af overgangsårene beskattes yderligere som
kapitalindkomst et beløb, der svarer til 25 pct. af personlig indkomst
med fradrag af negativ nettokapitalindkomst under 150.000 kr. og et
bundfradrag på 200.000 kr.
Den personlige indkomst og den negative nettokapitalindkomst er i denne
forbindelse disse indkomster uden regulering efter overgangsreglerne og uden
overførsel/fremførsel af negativ personlig indkomst.
Hele den negative nettokapitalindkomst fragår ved opgørelsen af
den skattepligtige indkomst.
Den del af den negative nettokapitalindkomst, der skal beskattes som
kapitalindkomst (beregningsmæssig negativ nettokapitalindkomst), fragår
således alene ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Den del af den negative nettokapitalindkomst, der ikke skal
beskattes som kapitalindkomst (overskydende negativ nettokapitalindkomst),
fratrækkes tillige i den personlige indkomst ved opgørelsen af
beregningsgrundlagene for 12 pct.'s- og 6 pct.'s-skatterne.
4.3.3. Ægtefællers nettokapitalindkomst - PSL § 23
De foran omtalte overgangsregler gælder også for ægtefæller.
Ægtefæller, der er samlevende ved indkomstårets udløb, får i
princippet efter § 23, stk.1, beskattet deres samlede
nettokapitalindkomst efter samme beløbsgrænser, som gælder for enlige
skattepligtige. Det vil sige, at det beløb, der hvert år beskattes som
kapitalindkomst (den beregningsmæssige nettokapitalindkomst) for ægtefæller
under eet er det samme som for enlige skattepligtige.
I den særlige overgangsregel for negativ nettokapitalindkomst i §
22, stk.2, (25 pct.'s-reglen), hvor den personlige indkomst har
betydning, er det på tilsvarende måde ægtefællernes samlede
personlige indkomst, der anvendes.
Ægtefæller, der ikke er samlevende ved indkomstårets
udløb, får beskattet deres positive eller negative nettokapitalindkomst
hver for sig efter reglerne i §§ 21-22 uden anvendelse af reglerne i
§ 23.
Begrebet samlevende ægtefæller skal forstås i overensstemmelse
med reglerne i KL § 4 (se B 1.5).
Reglerne i § 23, stk.1-3, er opgørelsesregler, der gælder for alle
ægtefæller, der er samlevende ved indkomstårets udløb, uanset at de ikke
har været gift et helt indkomstår. Det vil sige, at reglerne også finder
anvendelse for det indkomstår, hvori ægteskabet indgås, såfremt
ægtefællerne er samlevende ved indkomstårets udløb.
§ 23, stk.2
Hvis den ene af ægtefællerne har positiv
nettokapitalindkomst, og den anden ægtefælle har negativ
nettokapitalindkomst, udgår den del af nettokapitalindkomsterne, der
modsvarer hinanden, helt ved opgørelsen af beregningsgrundlagene for 12
pct.'s- og 6 pct.'s-skatterne. Den resterende nettokapitalindkomst,
hvad enten den er positiv eller negativ, beskattes som kapitalindkomst efter
beløbsgrænserne i §§ 21-22.
Den efter modregningen opgjorte positive eller negative
beregningsmæssige nettokapitalindkomst og positive eller negative
overskydende nettokapitalindkomst henføres til beskatning hos den
ægtefælle, hvis nettokapitalindkomst før modregningen udgjorde
det største absolutte positive eller negative beløb.
§ 23, stk.3
Hvis begge ægtefæller enten har positiv eller
negativ nettokapitalindkomst, opdeles ægtefællernes samlede
nettokapitalindkomst efter beløbsgrænserne i §§ 21-22 i positiv eller negativ
beregningsmæssig nettokapitalindkomst og positiv eller negativ overskydende
nettokapitalindkomst.
Begge disse beløb fordeles mellem ægtefællerne i forhold til
deres nettokapitalindkomst.
Ægtefæller, der er samlevende ved indkomstårets udløb uden at have
været samlevende hele indkomståret, skal have beregnet 12 pct.'s- og 6
pct.'s-skat efter de samme regler, som gælder for enlige skattepligtige. Det
skal ske på grundlag af deres beregningsmæssige og overskydende
nettokapitalindkomst, således som disse beløb er opgjort og fordelt efter
reglerne i § 23, stk.1-3. Reglen i stk.4 finder ikke anvendelse.
§ 23, stk.4
Hvis ægtefællerne er samlevende hele indkomståret, og dette omfatter
et helt år, beregnes 12 pct.'s- og 6 pct.'s-skatterne efter regler, der
er udformet således, at ægtefællernes samlede skat ikke påvirkes af,
hvorledes kapitalindkomsten fordeles mellem ægtefællerne.
Se nærmere herom i skd.cirk. nr.103 af 13.sept. 1988, kapitel 11.
4.3.4. Fradragsberettigede udgifter PSL § 24
Overgangsordningen for fradragsberettigede udgifter omfatter kun de
udgifter, der alene kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige
indkomst. Den omfatter derimod ikke udgifter, der kan fradrages
ved opgørelsen af den personlige indkomst eller kapitalindkomsten.
Der er bl.a. tale om lønmodtageres befordringsudgifter mellem hjem og
arbejdssted og mellem skiftende og flere samtidige arbejdssteder, bidrag til
arbejdsløshedskasse, fagforeningskontingent, underholdsbidrag, fradrag for
indskud på etableringskonto, gaver til almenvelgørende institutioner m.fl.
»Gamle« underskud fra indkomstårene 1984-1986 indgår
ikke ved opgørelsen af de fradragsberettigede udgifter. Det samme gælder
underskud i skattepligtig indkomst, der opstår i indkomstårene 1987 og
fremover.
Omlægningen af fradragsberettigede udgifter (ligningsmæssige fradrag)
fra at være fradrag i den personlige indkomst til at være fradrag kun i
den skattepligtige indkomst sker over en 5-årig periode efter følgende
skala:
1987 20.000 kr., dog mindst 1/6 af udgifterne
1988 40.000 kr., dog mindst 2/6 af udgifterne
1989 60.000 kr., dog mindst 3/6 af udgifterne
1990 80.000 kr., dog mindst 4/6 af udgifterne
1991 100.000 kr., dog mindst 5/6 af udgifterne
Sjettedelsreglen finder kun anvendelse, hvis de
fradragsberettigede udgifter for det enkelte indkomstår i perioden 1987-91
overstiger 120.000 kr.
Er de f.eks. 240.000 kr. i 1990, kan kun den del af udgifterne, der
overstiger 4/6 eller 160.000 kr., dvs. 80.000 kr., fradrages ved opgørelsen
af den personlige indkomst.
Fra og med indkomståret 1992 kan alle fradragsberettigede udgifter kun
fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Alle skattepligtige får beskattet deres fradragsberettigede udgifter efter
samme beløbsgrænser uanset ægteskabelig status. Det betyder således,
at ægtefæller hver for sig i indkomståret 1989 skal fradrage 60.000
kr., dog mindst 3/6 af egne fradragsberettigede udgifter, ved opgørelsen af
den skattepligtige indkomst uden hensyn til størrelsen af den anden
ægtefælles fradragsberettigede udgifter.
Den del af de fradragsberettigede udgifter, der overstiger
beløbsgrænsen for det angivne overgangsår (overskydende
fradragsberettigede udgifter), kan fratrækkes ved opgørelsen af den
personlige indkomst.
4.4. 3-pct.'sfradraget
Ifølge LL § 8 F kan der fra og med indkomståret 1987 ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst fradrages 3 pct. af den personlige indkomst.
Fradraget kan for indkomståret 1989 ikke overstige 3.500 kr. Denne
beløbsgrænse reguleres efter PSL § 20.
Beregningsgrundlaget er indkomstårets positive personlige indkomst før
regulering efter overgangsreglerne i §§ 21-24 og før modregning af evt.
underskud i personlig indkomst efter PSL § 13, stk.3 og 4, jfr. lov nr.36 af
29.jan. 1988. Omfatter indkomstansættelsen en kortere periode end 1
år, udgør fradraget 3 pct. af den personlige indkomst, dog højst 1/12 af
grundbeløbet (3.500 kr.) for hver måned, ved hvis begyndelse skattepligten
foreligger.
3 pct.'s-fradraget gives til alle, såvel fuldt som begrænset
skattepligtige, der har personlig indkomst. Det vil sige til lønmodtagere,
selvstændige erhvervsdrivende, pensionister, studerende m.fl. Fradraget
nedsætter alene den skattepligtige indkomst og fragår således ikke ved
opgørelsen af den personlige indkomst eller kapitalindkomsten. Fradraget
omfattes af overgangsreglerne for fradragsberettigede udgifter efter §
24 (se C 4.3.4).
Lignende dokumenter
- PERSONBESKATNING 1988 AFSNIT PC - PRINCIPPERNE FOR INDKOMSTOPGØRELSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- Sagen drejer sig om anerkendelse af skattemæssigt fradrag uden kildeartsbegrænsning for en erstatningsforpligtelse i forbindelse med udøvelse af bestyrelseshverv i en bank Domsdatabasen · 4. april 2025
- VEJLEDNING OM BEREGNING AF PERSONLIGE INDKOMSTSKATTER 2000 Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1991 AFSNIT EA - PRINCIPPERNE FOR INDKOMSTOPGØRELSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- Sager om, hvorvidt selskab i indkomstårene 2012-2016 skal beskattes for at have stillet heste til rådighed for selskabets eneaktionær, jf. statsskattelovens § 4, og om eneaktionæren skal beskattes af den værdi, han har haft ved, at selskabet i samme periode har stillet heste til rådighed for ham, jf. ligningslovens § 16 A Domsdatabasen · 14. november 2025
- PERSONBESKATNING 1994 AFSNIT EA - PRINCIPPERNE FOR INDKOMSTOPGØRELSEN Retsinformation · 5. februar 2008