Spring til indhold

Retsinformation

PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2006 H. KLAGESTRUKTUR OG KLAGEBEHANDLING

STV nr 20017 af 01/01/2006Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Processuelle regler på SKATs område 2006-3

H.

Klagestruktur og klagebehandling

Reglerne om klageadgang er reguleret i skatteforvaltningsloven

(SFL) samt i de forskellige told- skatte- og afgiftslove. På området

for klagebehandling suppleres SFL af følgende bekendtgørelser:

bekendtgørelse nr. 1035 af 25. oktober 2005 om forretningsorden for

Skatterådet,

bekendtgørelse nr. 974 af 17. oktober 2005 om forretningsorden for

Landsskatteretten,

bekendtgørelse nr. 607 af 14. juni 2006 om forretningsorden for

skatteankenævn, bekendtgørelse nr. 608 af 14. juni 2006 om

forretningsorden for vurderingsankenævn, bekendtgørelse nr. 256 af 28.

marts 2006 om landets inddeling i skatte-, vurderings- og

motorankenævnskredse,

bekendtgørelse nr. 1025 af 24. oktober 2005 om afgørelse af visse

klager i

Landsskatteretten uden medvirken af ordinære retsmedlemmer,

bekendtgørelse nr. 437 af 17. maj 2006 om ændring af bekendtgørelse om

afgørelse af visse klager i Landsskatteretten uden medvirken af ordinære

retsmedlemmer,

bekendtgørelse nr. 1029 af 24. oktober 2005 om den kompetente

myndighed,

bekendtgørelse nr. 1036 af 25. oktober 2005 om klage i personalesager

og delegering

af udnævnelses- og afskedigelseskompetencen, bekendtgørelse nr. 360 af 24.

april 2006 om ændring af bekendtgørelse om klage i personalesager og

delegering af udnævnelses- og afskedigelseskompetence og

bekendtgørelse nr. 711 af 26. juni 2006 om afgørelser fra told- og

skatteforvaltningen, der ikke kan påklages til Skatteministeriet.

Læs alt

Grundet etableringen af enhedsforvaltningen er der sket en forenkling i

klagestrukturen, herunder i antallet af myndigheder, der fungerer som

klageinstans.

Indtil 1. november 2005 var klagestrukturen i væsentligt omfang

reguleret ved skattestyrelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 868 af 12.

august 2004, og via sagsudlægningsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr.

520 af 25. juni 2002. Herudover var reglerne om klageadgang reguleret i de

love, der knyttede sig til de enkelte områder. Skattestyrelsesloven og

sagsudlægningsbekendtgørelsen er ophævet med virkning fra den 1. november

2005, hvorefter en ny klagestruktur træder i kraft.

Grundtrækket i den nye klagestruktur er følgende:

Hovedregel

Hovedreglen er, at Landsskatteretten er klageinstans i samtlige

klagesager, hvor SKAT, Skatterådet, et skatteankenævn eller et

vurderingsankenævn har truffet afgørelse.

Undtagelser

Undtaget herfra er tre tilfælde.

For det første, hvis sagen kan påklages til skatteankenævnet, jf.

udtrykkeligt opremsningen i SFL § 5.

For det andet, hvis sagen kan påklages til vurderingsankenævnet, jf.

opremsningen i SFL § 8.

For det tredje de tilfælde, hvor ministeren har udnyttet sin

kompetence til at fastsætte regler om retten til at klage

over SKATs afgørelser, jf. SFL § 14, stk. 2.

Skatteankenævnene og vurderingsankenævnene er således bibeholdt med den

nye klagestruktur. Skatteankenævnets kompetence er i forhold til tidligere

udvidet til også at omfatte afgørelser om gaveafgift. Tilsvarende er

vurderingsankenævnets kompetence udvidet til også at omfatte klager over

såkaldte værdiforringelseserklæringer. Skatteankenævnets og

vurderingsankenævnets afgørelser kan påklages til Landsskatteretten, med

undtagelse af afgørelser om forskudsregistrering, jf. SFL § 11, stk.

1, nr. 1.

Det er nyt, at den enkelte borger frit kan vælge, om en klage

skal behandles af skatteankenævnet eller af Landsskatteretten,

jf. SFL § 5, stk. 2. Der er ikke længere noget krav om, at

sagen har ligget ubehandlet ved ankenævnet i tre måneder som forudsætning

for, at sagen springer skatteankenævnet over. Ved sager om

forskudsregistrering skal klage dog altid ske til skatteankenævnet. Der er

ikke mulighed for at vælge vurderingsankenævnet fra.

Den nye klagestruktur betyder, at de klagesager, der tidligere blev

klagebehandlet i de regionale told- og skatteforvaltninger, Told- og

Skattestyrelsen eller af Ligningsrådet, nu alle skal klagebehandles i

Landsskatteretten. Som en undtagelse herfra gælder, at afgørelser om

ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 8, vedrørende

fysiske personer og dødsboer kan påklages til skatteankenævnet.

Det bemærkes, at der i SFL § 13, stk. 3, 1. pkt. er givet

retspræsidenten for Landsskatteretten bemyndigelse til at fastsætte regler

om, at visse nærmere angivne typer af afgørelser truffet af SKAT skal

afgøres uden medvirken af retsmedlemmer. Disse sager behandles uden,

at der pålægges klageren at betale et gebyr. Bemyndigelsen er

udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1025 af 24. oktober 2005, hvortil der

henvises. Bekendtgørelse nr. 1025 er senest ændret ved bekendtgørelse nr.

437 af 17. maj 2006. Sidstnævnte bekendtgørelse udvider området for

afgørelser, der kan behandles i Landsskatteretten uden medvirken af

ordinære retsmedlemmer.

Skatterådet har alene kompetence som 1. instans. Skatterådets

kompetence er afledt. Rådet har alene kompetence i det omfang det er

blevet forelagt sager fra SKAT i henhold til SFL § 2, stk. 2, og

stk. 3 og § 21, stk. 4 om bindende svar, jf. herom

SKM2005.449.SKAT .

Skatterådet er endvidere tillagt kompetence som 1. instans i henhold til

særlige skattebestemmelser. Det er en konsekvens af den nye klagestruktur,

at Skatterådet ikke fungerer som klageinstans.

SKAT stiller sekretariatsbetjening til rådighed for Skatterådet,

skatteankenævnene og vurderingsankenævnene, jf. SFL § 4, stk. 5,

§ 7, stk. 8 og § 10, stk. 6. Sekretariatsbetjeningen af skatteankenævnene

og vurderingsankenævnene er organisatorisk adskilt fra den øvrige

told- og skatteforvaltning i en særlig enhed med reference til

direktionen.

H.1 Klagestrukturen

Skatteankenævnets

kompetence

Skatteankenævnets kompetence er opregnet i SFL § 5, stk. 1, nr. 1

- 9. Skatteankenævnet afgør således klager over SKATs afgørelser,

herunder sager om genoptagelse af sådanne afgørelser, vedrørende

fysiske personer og dødsboer om:

1) Forskudsregistrering af indkomst.

2) Ansættelse af indkomstskat.

Begrebet ansættelse af indkomstskat omfatter opgørelse af enhver

form for skat, der opgøres på grundlag af indkomst. Begrebet omfatter

pensionsafkastbeskatning, arbejdsmarkedsbidrag, kirkeskat og gaveafgift.

Begrebet omfatter ikke boafgift, ejendomsværdiskat og afgift efter

pensionsbeskatningsloven.

3) Bindende svar efter kapitel 8, for så vidt angår spørgsmål som nævnt

i nr. 1,2 og 4-7.

4) Ansættelse af underskud eller tab, der kun kan modregnes i

skattepligtig indkomst fra kilder af samme art, som underskuddet eller

tabet vedrører.

5) Ansættelse af ejendomsværdiskat.

6) Beregning af passivposter efter boafgiftslovens § 13 a, der ikke

vedrører værdiansættelse efter boafgiftslovens § 12.

7) Beregning af passivposter efter kildeskattelovens § 33 D.

8) Ansættelse af anskaffelsessummer m.v. opgjort efter

skattekontrollovens § 3 C, stk. 8, 11 og 13, for fysiske personer og

dødsboer.

9) Behandling af anmodninger efter skattekontrollovens § 3 C, stk. 3,

4. pkt., stk. 5, stk. 11, 5. pkt., og stk. 13, 4. pkt., for fysiske

personer og dødsboer.

Det fremgår af SFL § 5, stk. 2, at afgørelser, der kan påklages

til skatteankenævnet efter stk. 1, nr. 2-9, efter klagerens valg, i stedet

kan påklages til Landsskatteretten efter SFL § 11, stk. 1, nr. 1.

Stedlig kompetence

vedrørende skatteankenævn

Udgangspunktet er, at klagen indgives til det nævn, i hvis kreds

klagere havde bopæl ved udløbet af det klagebehandlede indkomstår

henholdsvis på dødstidspunktet, jf. forretningsordenens § 1, stk. 2 Herfra

gælder 5 undtagelser:

1) Klage over forskudsregistrering indgives til det nævn, hvor klageren

havde bopæl på det tidspunkt, hvor den påklagede forskudsregistrering blev

foretaget.

2) Klage over en ansættelse om begrænset skattepligtig indgives til det

nævn, hvor indkomstkilden var beliggende ved udløbet af det

klagebehandle indkosmtår, henholdsvis skattepligtens ophør.

3) Klage over en ansættelse, der udspringer af salg af et aktiv,og hvor

aftalen er bindende for både køber og sælger, skal indgives til det

nævn, hvor sælger havde bopæl på tidspunktet for salg af aktivet.

4) Klage over bindende svar, der vedrører en disposition i et

indkomstår, der ikke er afsluttet på klagetidspunktet, skal indgives til

det skatteankenævn, hvor klageren havde bopæl på tidspunktet for

indgivelse af anmodningen om bindende svar.

5) Klage over en ansættelse af gaveafgift indgives til det nævn, hvor

gavegiere havde bopæl på tidspunktet for gaveoverdragelsen.

Det fremgår af forretningsordenens § 1, stk. 3, at Skatteministeren,

eller den denne bemyndiger hertil, kan bestemme, at en klage skal

behandles i et andet nævn, hvis et andet nævn behandler klagerens sager i

andre indkomstår om samme spørgsmål, eller grundlaget for en klagesag i

overvejende grad kan henføres til en anden nævnskreds, eller hvis der i

øvrigt er tvivl om, hvilket nævn, der skal behandle sagen.

Det fremgår af forretningsordenens § 1, stk. 4, at hvis en afgørelse

ved domstolene eller ved Landsskatteretten betyder, at et spørgsmål på ny

skal behandles af et nævn, skal spørgsmålet behandles af et andet nævn end

det, der første gang behandlede spørgsmålet. Skatteministeren, eller den

denne bemyndiger hertil, bestemmer, hvilket andet nævn, der skal behandle

sagen.

Vurderingsankenævnets

kompetence

Vurderingsankenævnene afgør i henhold til SFL § 8 klager

over SKATs afgørelser efter:

1) Lov om vurdering af landets faste ejendomme.

2) Ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, nr. 3.

Det fremgår af forretningsorden for vurderingsankenævn, jf.

bekendtgørelse nr. 608 af 14. juni 2006, § 1, stk. 2, at klage over en

ejendomsvurdering kan indgives af ejeren af den faste ejendom og af andre,

der har en væsentlig, direkte retlig interesse i vurderingens

resultat, jef. skatteforvaltningslovens § 38, stk. 1. Klagen behandles af

det vurdringsankenævn, i hvis kreds ejendommen er beliggende. Klagen

indsendes gennem told- og skatteforvaltningen.

Det fremgår videre af forretningsordenens § 1, stk. 3, at hvis en

afgørelse ved domstolene eller Landsskatteretten betyder, at et spørgsmål

på ny skal behandles af et nævn, skal spørgsmålet behandles af et andet

nævn end det, der første gang behandlede spørgsmålet. Skatteministeren,

eller den denne bemyndiger hertil, bestemmer, hvilket nævn, der skal

behandle sagen.

Landsskatterettens

kompetence

Landsskatteretten afgør, medmindre andet er bestemt af skatteministeren

efter § 14, stk. 2, klager over:

1) SKATs afgørelser, bortset fra afgørelser om

forskudsregistrering som nævnt i § 5, stk. 1, nr. 1.

2) Skatterådets afgørelser.

3) Skatteankenævnenes afgørelser efter § 5, stk. 1, nr. 2-7.

4) Vurderingsankenævnenes afgørelser.

Landsskatteretten afgør herudover sager, som skatteministeren har

indbragt for Landsskatteretten efter § 40, stk. 2. Endelig afgør

Landsskatteretten sager, som efter anden lovgivning er henlagt til

Landsskatterettens afgørelse.

Skatteministeren fastsætter regler om klage i særlige

sagstyper

I henhold til SFL § 14, stk. 2, har skatteministeren hjemmel til

at fastsætte regler om retten til at klage over SKATs afgørelser.

Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1036 af 25. oktober

2005. Af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, fremgår det, at

afgørelser truffet af SKAT om ansættelse af personale og andre

personalesager ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. Det

fremgår dog af bekendtgørelsens § 1, stk. 2, at afgørelser truffet

af SKAT i disciplinærsager kan påklages til Skatteministeriet. Videre

fremgår det, at andre personalesager, hvor der er truffet afgørelse om

uansøgt afsked, samt sager om aktindsigt i ansættelses- og personalesager

kan påklages til Skatteministeriet. Bekendtgørelse nr. 1036 er ændret ved

bekendtgørelse nr. 360 af 24. april 2006. Ændringen vedrører § 2 i

bekendtgørelse nr. 1036. Det fremgår herefter af § 2, at klage til

Skatteministeriet over told- og skatteforvaltningens afgørelser, jf. § 1,

stk. 2, med undtagelse af klage over afgørelser om aktindsigt, skal være

modtaget i Skatteministeriet senest 3 måneder fra modtagelsen af den

afgørelse, der klages over.

Bemyndigelsen er endvidere udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1029 af 24.

oktober 2005. Af bekendtgørelsens § 1 fremgår det, at SKAT bemyndiges

til at træffe afgørelser efter dobbeltbeskatningsoverenskomster som "den

kompetente myndighed". Af bekendtgørelsens § 2 fremgår det, at afgørelser

truffet efter § 1 ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.

Endelig er bemyndigelsen i SFL § 14, stk. 2, udnyttet ved

bekendtgørelse nr. 711 af 26. juni 2006. Heraf fremgår det, at SKATs

stillingtagen til spørgsmål om sagsbehandling ikke kan påklages til

Skatteministeriet, jf. bekendtgørelsens § 1, 1. pkt. Told- og

skatteforvaltningens afgørelser om aktindsigt i sager om sådanne spørgsmål

kan dog påklages til Skatteministeriet, jf. bekendtgørelsens § 1, 2. pkt.

Bekendtgørelsen træder i kraft 1. juli 2006.

H.1.1 Klage over formalitetsspørgsmål

m.m.

Klager over

sagsbehandlingen

Med etableringen af enhedsforvaltningen reduceres den hierarkiske

opbygning af den statslige skatteforvaltning til SKAT og

skatteministeren/skatteministerens departement.

Det betyder, at den mulighed, der tidligere bestod for at klage over en

sagsbehandling til en overordnet myndighed, ikke længere er aktuel

indenfor SKAT.

Endvidere er

adgangen til - efter en

almindelig ulovbestemt retsgrundsætning - at påklage SKATs

stillingtagen til spørgsmål om sagsbehandling til Skatteministeriet som

overordnet myndighed afskåret ved bekendtgørelse nr. 711 af 26. juni 2006,

§ 1.

Hvis der er truffet en afgørelse om formelle indsigelser af juridisk

karakter, vil klagen herover følge klagevejen over den materielle

afgørelse. Hvis der i øvrigt klages over sagsbehandlingen, vil

klageadgangen være til Landsskatteretten, forudsat der er tale om en

egentlig forvaltningsretlig afgørelse.

I de tilfælde, hvor indsigelser mod sagsbehandlingen hos SKAT ikke

resulterer i en forvaltningsretlig afgørelse, vil der som følge af §

1, 1. pkt. i ovennævnte bekendtgørelse nr. 711 af 26. juni

2006 ikke være nogen administrativ klagemulighed. Det gælder fx

klager over sagsbehandlingstid, klage over mangelfuld rådgivning, klage

over personlig adfærd eller øvrige klager over myndighedernes faktiske

forvaltningsvirksomhed. I det omfang indsigelse mod en ansats

adfærd resulterer i en forvaltningsafgørelse, er klage til departementet

afskåret i § 1, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 1036 af 25. oktober 2005,

medmindre der er tale om en egentlig disciplinærsag eller en sag om

uansøgt afsked, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2, hvorefter der i sådanne

tilfælde kan klages til departementet.

Inhabilitet

Efter

FVL

§ 6, stk. 2, afgøres spørgsmålet om, hvorvidt en person er inhabil

af den myndighed, som skal træffe afgørelsen vedrørende sagens realitet.

Afgørelsen kan alene indbringes for en klageinstans i forbindelse med

påklage af afgørelsen vedrørende sagens realitet. Klagevejen følger

således den materielle sag.

Aktindsigt

SKATs afgørelser om aktindsigt kan ved samtidig klage over den

underliggende materielle sag på skatte- og vurderingsområdet påklages

til henholdsvis skatteankenævnet og vurderingsankenævnet.

Skatteankenævnets og vurderingsankenævnets afgørelser kan påklages til

Landsskatteretten.

I alle andre tilfælde kan afgørelser om aktindsigt særskilt påklages

til Landsskatteretten, jf., skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1 -

4.

Når en sag om aktindsigt påklages til Landsskatteretten, behandles

klagen i Landsskatteretten uden medvirken af ordinære retsmedlemmer, jf.

bekendtgørelse nr. 1025 af 24. oktober 2005, § 1, nr. 34 vedrørende

aktindsigt efter forvaltningsloven og bekendtgørelsens § 1, nr. 91

vedrørende aktindsigt efter offentlighedsloven. Hvis særlige

omstændigheder ved en påklaget afgørelse taler for, at klagen afgøres

under medvirken af retsmedlemmer, kan retspræsidenten dog bestemme en

sådan behandling af klagen uanset reglerne i bekendtgørelsen, jf.

skatteforvaltningslovens § 13, stk. 3, 2. pkt.

Indsigtsret

Ved anmodninger om indsigt mv. efter reglerne i

PDL

§§ 31-40 er det den dataansvarlige myndighed, virksomhed mv., der har

kompetencen til at afgøre, om anmodningen kan imødekommes. Dette udelukker

for så vidt angår den offentlige forvaltning ikke sædvanlig

forvaltningsmæssig delegation, jf.

Datatilsynets vejledning nr. 126 af 10. juli 2000 , punkt 5. Afgørelser

truffet af

den dataansvarlige vedrørende den registreredes rettigheder kan indbringes

for Datatilsynet til endelig administrativ afgørelse, jf. lovens § 61.

Videregivelse af fortrolige

oplysninger

Etableringen af enhedsforvaltningen betyder, at udvekslingen af

oplysninger i langt højere grad vil ske inden for samme myndighed, jf.

afsnit

M.3.2.3 . Kompetencen

til at afgøre, om en fortrolig oplysning skal videregives inden for samme

myndighed, tilkommer den, der som følge af sit arbejde har kendskab til

oplysningen.

Vurderingen af, om en oplysning kan eller skal videregives til en

anden myndighed foretages som

hovedregel efter forvaltningslovens §§ 28 - 31, jf. afsnit

M.3.2.2 .

Vurderingen foretages af den myndighed, der er i besiddelse af

oplysningen. Klage over afslag på en anmodning om videregivelse fra en en

forvaltningsmyndighed til en anden skal indgives til

Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 1.

Forældelse

Afgørelse vedrørende spørgsmål om forældelse af skatte- og afgiftskrav

træffes af SKAT i 1. instans. Afgørelse herom kan i henhold

til SFL 11, stk.1, nr. 1, indbringes for

Landsskatteretten. Reglen i SFL § 41, stk. 1, nr. 5, er en

undtagelse herfra, idet der er tale om en eksemplificering af, i hvilke

tilfælde en ansættelse kan påklages. Vedrørende fysiske personer og

dødsboer vil der derfor være klageadgang til skatteankenævnet og videre

til Landskatteretten, såfremt den klageberettigede mener, at ansættelsen

er uvirksom, fordi det afledte skattekrav var forældet på tidspunktet for

ansættelsens foretagelse.

Omkostningsgodtgørelse og

henstand

Afgørelse om omkostningsgodtgørelse og henstand afgøres af SKAT.

Der er i begge tilfælde klageadgang til Landsskatteretten,

jf. skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

H.1.2 Kompetence på særlige udvalgte

områder

Forskudsregistrering

Afgørelser om grundlaget for det foreløbige skattetilsvar træffes

af SKAT, jf.

KSL

§ 55 B, stk. 1. Afgørelsen kan påklages til skatteankenævnet, jf. KSL

§ 55 B, stk. 2 og SFL § 5, stk. 1, nr. 1. Af forretningsordenen for

skatteankenævn, § 1, stk. 2, nr. 1, fremgår det, at klage over

forskudsregistrering indgives til det nævn, hvor klageren havde bopæl på

det tidspunkt, hvor den påklagede forskudsregistring blev foretaget. Der

er ikke mulighed for at klage til Landsskatteretten i den type sager,

jf. KSL § 55 B, stk. 2, og SFL § 11, stk. 1, nr. 1 og nr. 3

modsætningsvis.

Acontoskat

SKAT træffer afgørelser om acontoskat, jf.

selskabsskattelovens

§ 29 A, stk. 2. SKATs afgørelse herom kan påklages til

Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1.

Gaveafgift

Afgørelser om gaveafgift træffes af SKAT i 1. instans. Der er

klageadgang til skatteankenævnet, jf. SFL § 5, stk. 1, nr. 2. Af

forretningsordenen for skatteankenævn, § 1, stk. 2, nr. 5, fremgår det, at

klage over en ansættelse af gaveafgift indgives til det nævn, hvor

gavegiver havde bopæl på tidspunktet for gaveoverdragelsen.

Skatteankenævnets afgørelser kan videreklages til Landsskatteretten,

jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 3.

Skatteansættelser for

fysiske personer og dødsboer

Klager over SKATs afgørelser om skatteansættelser af indkomst for

fysiske personer og dødsboer, behandles af skatteankenævnene, jf. SFL

§ 5, stk. 1, nr. 2. Skatteankenævnets afgørelser kan påklages til

Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 3.

I sager om skatteansættelsen for fysiske personer og dødsboer er

der hjemlet adgang til at klage direkte til Landsskatteretten, således at

klagebehandlingen ved skatteankenævnet springes over, jf. SFL § 5,

stk. 2. Den skattepligtige kan frit vælge, hvilken løsning der findes mest

hensigtsmæssig i den konkrete sag.

Såfremt SKAT i henhold til SFL § 2, stk. 2, har henlagt en

sag om ansættelsen for en fysisk person eller et dødsbo til afgørelse ved

Skatterådet, er der klageadgang til Landsskatteretten, jf. SFL § 11,

stk. 1, nr. 2.

Skatteansættelser for

juridiske personer, bortset fra dødsboer(selskaber)

Skatteansættelsen af juridiske personer, bortset fra

dødsboer(selskaber) foretages af SKAT. Klager over SKATs

afgørelser om skatteansættelser af indkomst for juridiske personer,

bortset fra dødsboer, behandles af Landsskatteretten, jf. SFL § 11,

stk. 1, nr. 1.

Skattetillæg

Klage over, at et skattetillæg eller et procenttlilæg er beregnet

forkert, skal i medfør af SFL § 5, stk. 1, nr. 2, ske til

skatteankenævnet. Er der tale om en klage over hel eller delvis afslag på

eftergivelse af et skattetillæg eller klage over, at skattetillæg er

pålignet, fx fordi skatteyder er af den opfattelse, at selvangivelsen er

indgivet rettidigt, skal en sådan afgørelse påklages til

Landsskatteretten efter hovedreglen i SFL § 11, stk. 1, nr. 1. I

tvivlstilfælde må det anbefales, at der gives klageadgang til

Landsskatteretten efter hovedreglen i SFL § 11, stk. 1, nr. 1.

Skatteforbehold

SKatteforbehold påklages på samme måde som den ansættelse forholdet

knytter sig til.

Tilsyn

Skatterådet kan efter indstilling fra SKAT ændre en åbenbart

ulovlig afgørelse, der er truffet af et skatteankenævn eller et

vurderingsankenævn, jf. SFL § 2, stk. 3. Skatterådets

afgørelser kan påklages til Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1,

nr. 2.

Genoptagelse ved told- og

skatteforvaltningen eller Skatterådet på skatteyderens

foranledning

En anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen kan fremsættes af den

skattepligtige med hjemmel i SFL §§ 26 og 27. Bestemmelserne er en

videreførelse af skattestyrelseslovens §§ 34 og 35. Der henvises herom til

afsnit

G.1 .

Det er SKAT, der er kompetent med hensyn til en skatteyders

anmodning om genoptagelse i henhold til SFL §§ 26 og 27 om ordinær og

ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen.

Et afslag på en anmodning om genoptagelse kan påklages gennem

klagesystemet på samme måde som en skatteansættelse.

For fysiske personer og dødsboer vil en afgørelse om nægtelse af

genoptagelse herefter kunne påklages til skatteankenævnet, jf. SFL §

5, stk. 1, og videre til Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1, nr.

3. Som beskrevet ovenfor under klage over skatteansættelsen vedrørende

fysiske personer og dødsboer, er der i stedet mulighed for at springe

klagen til skatteankenævnet over og klage direkte til Landsskatteretten,

jf. SFL § 5, stk. 2.

Dersom Skatterådet i medfør af SFL § 2, stk. 2, har truffet

afgørelse om skatteansættelsen, skal en anmodning om genoptagelse rettes

dertil. Et afslag på en anmodning om genoptagelse skal i disse tilfælde

ligeledes påklages til Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1, nr.

2.

For juridiske personer bortset fra dødsboer vil en afgørelse om

nægtelse af genoptagelse kunne påklages til Landsskatteretten,

jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 1, hvis det er SKAT, der har truffet

afgørelsen, og med hjemmel i SFL § 11, stk. 1, nr. 2, hvis det i

medfør af lovens § 2, stk. 2, er Skatterådet, der har truffet

afgørelsen.

Hvis en anmodning om genoptagelse imødekommes, og sagen genoptages

af SKAT, følger en evt. klage over den nye ansættelse den sædvanlige

instansfølge. Det betyder, at afgørelsen kan påklages til skatteankenævnet

og/eller Landsskatteretten afhængig af, om ansættelsen vedrører fysiske

personer og dødsboer eller selskaber. I førstnævnte tilfælde vil

klagevejen desuden afhænge af, om skatteyder benytter sig af muligheden

for med hjemmel i SFL § 5, stk. 2, at springe klagebehandlingen til

skatteankenævnet over, ligesom der i førstnævnte tilfælde skal ske klage

direkte til Landsskatteretten, såfremt Skatterådet har truffet afgørelse i

første instans.

Hvis en klage over afslag på genoptagelse imødekommes af et

skatteankenævn eller af Landsskatteretten, vil SKAT, eller Skatterådet i

henhold til SFL § 2, stk. 2, blive pålagt at genoptage

skatteansættelsen. Et skatteankenævn har dog mulighed for at genoptage

ansættelsen, hvis klageren er enig heri, jf. SFL § 36, stk. 8. Der er

ikke en tilsvarende hjemmel for Landsskatteretten til selv at foretage

genoptagelsen.

Genoptagelse på

skatteyderens foranledning ved skatteankenævnet eller ved

Landsskatteretten

En skatteyders mulighed for at få genoptagelse ved skatteankenævnet

eller ved Landsskatteretten reguleres efter reglerne i SFL §§ 37 og

46. Nægter skatteankenævnet at imødekomme en ansøgning om genoptagelse ved

nævnet i henhold til SFL § 37, kan nægtelsen påklages til

Landsskatteretten. Såfremt Landsskatteretten nægter at imødekomme en

ansøgning om genoptagelse ved retten i henhold til SFL § 46, vil

afgørelsen alene kunne indbringes for domstolene.

Bindende svar

Klage over bindende svar afgivet af SKAT vedrørende fysiske

personer og dødsboer skal indgives til skatteankenævnet, jf. SFL § 5,

stk. 1, nr. 3. Det fremgår af forretningsordenen for skatteankenævn, § 1,

stk. 2, nr. 4, at klage over bindende svar, der vedrører en disposition i

et indkomstår, der ikke er afsluttet på klagetidspunktet, skal indgives

til det skatteankenævn, hvor klageren havde bopæl på tidspunktet for

indgivelse af anmodningen om bindende svar. Skatteankenævnets

afgørelse kan påklages videre til Landsskatteretten, jf. SFL § 11,

stk. 1, nr. 3.

Fysiske personer og dødsboer kan i stedet for at klage til

skatteankenævnet vælge at klage over et bindende svar direkte til

Landsskatteretten, jf. SFL § 5, stk. 2.

Endelig skal klage over et bindende svar for fysiske personer eller

dødsboer, der er afgivet af Skatterådet i henhold til SFL § 21, stk.

4, jf. § 2, stk. 2, påklages til Landsskatteretten, jf. SFL § 11,

stk. 1, nr. 2.

Klage over bindende svar afgivet af SKAT vedrørende juridiske

personer bortset fra dødsboer skal indgives til Landsskatteretten,

jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 1. Er afgørelsen truffet af Skatterådet i

henhold til lovens § 21, stk. 4, jf. § 2, stk. 2, skal der

ligeledes indgives klage til Landsskatteretten, jf. SFL § 11,

stk. 1, nr. 2.

En afgørelse om afvisning af en anmodning om bindende svar,

jf. SFL § 24, stk. 1 og 2, kan ikke påklages, jf. lovens § 24,

stk. 3. En afgørelse om afvisning af en anmodning om bindende

svar under henvisning til andre bestemmelser end SFL § 24, stk.

1 og 2, kan påklages på sædvanlig vis, jf. bestemmelserne i SFL § 5,

stk. 1, nr. 3 og § 11, stk. 1, nr. 3.

Bevillinger og

dispensationer

I en række bevillings- og dispensationsbestemmelser fremgår

betingelserne for at anvende den pågældende bestemmelse direkte af loven.

I disse tilfælde skal der ikke søges om tilladelse eller dispensation for

at anvende den pågældende bestemmelse. Spørgsmål om, hvorvidt

betingelserne for at anvende sådanne bestemmelser er opfyldte, afgøres

af SKAT. Afgørelser herom kan normalt indbringes for

Landsskatteretten i henhold til SFL § 11, stk. 1, nr. 1.

Skattefri aktieombytning,

skattefri fusion, spaltning og tilførsel af aktiver

SKAT er den kompetente myndighed i 1. instans i samtlige sager om

omstruktureringer. Som eksempel kan nævnes reglerne i

aktieavancebeskatningslovens

§ 13, om tilladelse til skattefri ombytning af aktier, reglerne om

skattefri spaltning i

fusionsskattelovens

15 b, stk. 5, og reglerne i fusionsskattelovens § 15 d, stk. 5, om

skattefri tilførsel af aktiver. Hovedreglen er, at klage over afgørelser

vedrørende omstrukturering skal indgives til Landsskatteretten,

jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 1.

Afgørelser truffet af

arbejdsgiverkontrollen

SKAT er 1. instans i samtlige afgørelser, der træffes

vedrørende arbejdsgiverkontrol, herunder i sager omfattet af

arbejdsmarkedsfondsloven

eller

KSL .

Som eksempel forestår told- og skatteforvaltningen i henhold til KSL

§ 86 kontrollen med, at de indeholdelsespligtige overholder de pligter,

der som indeholdelsespligtige er pålagt efter kildeskatteloven eller andre

skattelove. Et andet eksempel er afgørelser om hæftelse i henhold til

kildeskattelovens bestemmelser.

Med hjemmel i SFL § 11, stk. 1, nr. 1, er Landsskatteretten

klagemyndighed i relation til SKATs afgørelser efter kildeskatteloven og

arbejdsmarkedsfondsloven.

Hvis en lønmodtager ønsker at klage over en afgørelse truffet af

arbejdsgiverkontrollen vedrørende afsluttede indkomstår skal klage

indgives til skatteankenævnet, jf. SFL § 5, stk. 1, nr. 2. I

følge forretningsordenen for skatteankenævn § 1, stk. 2, indgives klage

over en skatteansættelse til det nævn, i hvis kreds klageren havde bopæl

ved udløbet af det klagebehandlede indkomstår hensholdsvis på

dødstidspunktet.

Der er i følge forretningsordenens § 1, stk. 3, hjemmel til, at

Skatteministeren, eller den denne bemyndiger hertil, kan bestemme, at en

klage skal behandles i et andet nævn, hvis et andet nævn behandler

klagerens sager i andre indkomstår om samme spørgsmål, eller grundlaget

for en klagesag i overevjende grad kan henføres til en anden nævnskreds,

eller hvis der i øvrigt er tvivl om, hvilket nævn, der skal behandle

sagen.

I sager om arbejdsgiverkontrol kan der være flere parter. I

henhold til SFL § 36, stk. 1, og § 40, stk. 1, kan klage til

henholdsvis skatteankenævnet og Landsskatteretten indgives af enhver, der

har en væsentlig, direkte og individuel interesse i den afgørelse, der

klages over. Bestemmelsen indebærer, at lønmodtageres klageadgang over

afgørelser, der er rettet mod deres arbejdsgivere som led i

arbejdsgiverkontrol, nu er lovfæstet i det omfang lønmodtageren har en

væsentlig, direkte og individuel interesse i afgørelsen.

Afgørelser om moms, lønsum

og afgifter

Samtlige afgørelser træffes i 1. instans af SKAT. Afgørelser

om moms, afgifter og lønsum kan påklages til Landsskatteretten,

jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 1. Der kan aldrig ske klage til

skatteankenævnet over afgørelser vedrørende moms, lønsum og afgifter.

Afgørelser om

told

Samtlige afgørelser træffes i 1. instans af SKAT. Afgørelser

om told kan påklages til Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1, nr.

1. Der kan aldrig ske klage til skatteankenævnet over afgørelser

vedrørende told.

H.2 Klagestruktur for

spillemyndigheden

Spillemyndigheden træffer 1. instans afgørelse efter følgende

bestemmelser:

Lovbekendtgørelse

nr. 631 af 25. juli 2002 om gevinstgivende

spilleautomater §§ 6-11 om meddelelse af tilladelser,

samme lovs §§ 12-13 om bortfald, tilbagekaldelse mv. af tilladelser,

samme lovs §§ 15-20 om kontrol mv. af spilleautomater og

spillehallers personale, adgangskrav mv.,

samme lovs § 28, stk. 2, om tilbagekaldelse af tilladelse ved

angivelse,

samme lovs § 44, stk. 2, om dispensation,

bekendtgørelse nr. 661 af 22. juni 2005 om gevinstgivende

spilleautomater § 4

om dispensation fra kravet om opkobling til det centrale

overvågningssystem, og

samme bekendtgørelses § 19 om vilkår for tilladelser og

tilbagekaldelse.

Spillemyndighedens afgørelser kan påklages til

spillenævnet, jf. lovens § 37. Fristen for klagen er 3 måneder regnet fra

afgørelsesdatoen.

Landsskatteretten påkender dog klager over afgørelser truffet

af SKAT i 1. instans af:

spørgsmål om, hvilket beløb afgifterne skal beregnes af, og

spørgsmål om, hvorvidt der er tale om velgørende, lokale formål

efter lovens § 38, som efter lovens § 25 kan modtage midler med

afgiftsnedsættelse til følge.

H.3 Klage og klagebehandling

H.3.1 Generelt om klage og

klagefrister

Hvem kan klage -

partsbegrebet

Efter bestemmelsen i SFL § 36, stk. 1 og § 40, stk. 1, kan klage

til henholdsvis skatteankenævnet og Landsskatteretten indgives af enhver,

der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den

afgørelse, der klages over.

Klageberettigede vil herefter fx være en ægtefælle, en part i en

overdragelsesaftale eller en gavemodtager. Klage kan derimod ikke

indgives af en, der indirekte bliver berørt af en afgørelse, fx i

forbindelse med et skifte, medmindre der er særlig hjemmel herfor.

Vedtagelsen af SFL §§ 36 og 40 er et udtryk for en lovfæstelse og

en videreførelse af den hidtidige fortolkning af partsbegrebet. I TfS

1999, 119 LSR afviste Landsskatteretten at behandle en klage over

emballageafgift. Klagen var indgivet af en aftager af de berørte dunke,

som forhøjelsen vedrørte, og den pågældende havde alene en indirekte

interesse i sagns udfald ved, at afgiften blev tillagt salgssummen.

Ægtefællers adgang til at klage over den anden ægtefælles eller

forhenværende ægtefælles skatteansættelse for indkomstår, hvori de var

samlevende ægtefæller, var tidligere hjemlet i skattestyrelseslovens

§ 37 A, stk. 2. Denne bestemmelse er ophævet som følge af vedtagelsen

af bestemmelserne i SFL §§ 36, stk. 1, og § 40, stk. 1.

Den restriktive fortolkning af partsbegrebet på told-, skatte- og

afgiftsområdet indebærer fx, at hvis en told-, skatte- eller

afgiftsmyndighed har foretaget en regulering af en kommanditist, kan en

sådan afgørelse ikke påklages af de øvrige kommanditister, da disse ikke

anses for parter, selv om reguleringen vedrører et punkt, der er fælles

for alle kommanditisterne. Hver kommanditist er berettiget til at påklage

sin egen sag.

Hvis borgeren er død, kan dødsboet klage. Klager over værdiansættelser

af aktiver og passiver i dødsboer og beregning af passivposter kan

indgives af dødsboet. Heraf følger modsætningsvist, at hverken de enkelte

arvinger, ægtefællen eller legatarer kan påklage disse afgørelser.

En juridisk persons konkursbo er uden videre klageberettiget, da der er

identitet mellem konkursboet og den juridiske person. Dette forudsætter

dog, at bobehandlingen ikke er afsluttet, jf. TfS 1996, 30 ØLD, hvor en

sag anlagt af repræsentanter for en fiskesalgsforening blev afvist, fordi

likvidationen af foreningen var afsluttet og ikke senere genoptaget. I TfS

1996, 426 ØLD var sagen anlagt af to selskaber, der efter sagens anlæg

blev likvideret, hvorfor påstandene blev afvist. Er der tale om en fysisk

persons konkursbo, vil det være konkursboet, der er klageberettiget for

afgørelser, der vedrører år, der ligger forud for konkursdekretets

afsigelse. Derimod er konkursboet ikke klageberettiget, for så vidt angår

det indkomstår, hvor konkursdekretet afsiges, idet skattekrav vedrørende

dette år ikke kan anmeldes i konkursboet, jf. TfS 1987, 578 HD. Hvis

konkursboet ikke udnytter klageadgangen, vil der typisk ikke være noget

til hinder for, at skyldneren selv udnytter den.

I forbindelse med vedtagelse af frivillige akkorder og stadfæstelse af

tvangsakkorder vil kreditorerne ikke kunne indtræde i adgangen til at

klage.

Betalingsstandsningsboer er ikke egentlige boer og er derfor ikke

klageberettigede.

For selskaber mv., der er omfattet af selskabsskatteloven, er det

selskabets ledelse, der beslutter, om klage skal indgives. For foreninger

mv. omfattet af fondsbeskatningsloven er det på tilsvarende vis

foreningens ledelse, der bestemmer, om der skal indgives klage.

For umyndige er det værgen, der skal indgive klage på den umyndiges

vegne.

Klager over værdiansættelser ved gaveafgiftsberegningen kan foretages

af den gaveafgiftspligtige. Da både gavegiver og gavemodtager hæfter

solidarisk for afgiftens betaling, er begge klageberettiget.

Særligt om

ejendomsvurdering

En klage til vurderingsankenævnet kan indgives af ejeren af den faste

ejendom og af andre, der har en væsentlig, direkte retlig interesse i

vurderingens resultat, jf. SFL § 38, stk. 1. Klageren skal - som

udgangspunkt - ikke have samtykke fra eventuelle medejere til at indgive

klagen.

Klage fra andre end ejeren kan fx forekomme, hvor ejendommen er solgt,

og sælgeren fortsat i et vist omfang hæfter for skatter vedrørende

ejendommen. Ligeledes er en kommune, der efter lovgivningen (planlovens §

47 A) vil kunne tilpligtes at overtage ejendommen, klageberettiget efter

bestemmelsen. Derimod vil f.eks. en lejer i en udlejningsejendom med flere

lejemål ikke kunne klage over en ansættelse af ejendommens grundværdi,

selv om ejendomsskatten overvæltes på den leje, lejerne afkræves.

Er ejeren et aktieselskab eller en anden juridisk person, skal klagen

indgives af den eller de personer, som har fuldmagt til at træffe

dispositioner vedrørende den pågældende ejendom.

Afgørelsen af, om andre end ejeren har en væsentlig, direkte interesse

i vurderingens resultat, træffes af vurderingsankenævnet. Afgørelsen kan

indbringes for Landsskatteretten.

Generelt om

klagefrister

Fristen for klage til skatteankenævnene, vurderingsankenævnene og

Landsskatteretten er i alle tilfælde 3 måneder. Klagefristen fremgår

af SFL §§ 36, stk. 2, 38, stk. 2, og 42, stk. 1.

Dette gælder dog ikke for særskilt klage over afgørelser om

aktindsigt, idet det antages, at bestemmelser fastsat ved lov eller i

henhold til lov, der fastsætter særlige frister, er uden betydning for

adgangen til at klage over afgørelser om aktindsigt, jf.

Endelig rapport af 31. august 2005 om ombudsmandens

undersøgelse vedrørende et antal sager om aktindsigt fra Told- og

Skattestyrelsen, s. 118 f.

Suspension af

klagefrister

Som udgangspunkt har myndighederne bevisbyrden for, hvornår afgørelsen

må antages at være kommet frem. Imidlertid kan det komme

borgeren/virksomheden til skade, hvis han ikke sikrer sig bevis for

modtagelsestidspunktet, hvis afgørelsen er modtaget senere end det ville

være tilfældet med sædvanlig postmæssig ekspedition, jf. TfS 2000, 503 HD.

I TfS 2000, 424 ØLD havde myndighederne ikke godtgjort med den sikkerhed,

det må kræves, at afgørelserne var afleveret til postvæsenet.

Hvis fristen overskrides, afviser klagemyndigheden som udgangspunkt

klagen, jf. TfS 1999, 598 HD, TfS 2000, 503 HD,

SKM2002.523.ØLR ,

SKM2004.26.ØLR ,

SKM2004.214.ØLR

og

SKM2006.83.ØLR .

Der er dog ikke noget til hinder for, at klagemyndigheden ser bort fra

fristoverskridelser, når myndigheden efter en konkret vurdering finder, at

sagen bør behandles.

Landsskatteretten kan dog se bort fra en fristoverskridelse, hvis

særlige omstændigheder taler derfor, jf. SFL § 42, stk. 1, 3. pkt. I

TfS 2000, 689 LSR var et toldcenters afgørelse, som var truffet den 28.

april 1999, påklaget til Landsskatteretten den 12. november 1999.

Klagefristen var således overskredet. Landsskatteretten bemærkede, at

klagefristen ikke var suspenderet som følge af, at der var udsendt en

mellemkommende rettelsesangivelse. Det forhold, at selskabet havde ønsket

at indhente yderligere oplysninger, var heller ikke en særlig

omstændighed, som kunne få Landsskatteretten til at se bort fra

fristoverskridelsen. Se ligeledes

SKM2006.83.ØLR ,

hvor Landsretten fastslog, at der ikke forelå særlige omstændigheder.

I

SKM2005.230.HR

(Tidligere

SKM2004.266.ØLR )

havde Landsskatteretten givet tilsagn om, at Landsskatteretten på begæring

ville genoptage klagesagen, såfremt domstolene måtte ændre

Landsskatterettens afgørelse i en tredjemands sag. Landsskatterettens

tilsagn om genoptagelse var udtrykkeligt betinget af, at det endelige

udfald af den angivne sag blev, at Landsskatterettens afgørelse i sagen

blev ændret. Da tredjemand hævede sagen, blev det endelige udfald af den

pågældende sag, at Landsskatterettens afgørelse ikke blev ændret, og

betingelsen i genoptagelsestilsagnet var derfor ikke opfyldt.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

At varigheden af fristoverskridelsen er kort, kan ikke i sig selv

bevirke, at klagen skal realitetsbehandles, jf. TfS 2000, 503 HD.

Klagefrister ved anmodning

om genoptagelse

Anmoder den told-, skatte- eller afgiftspligtige myndigheden i første

instans om at genoptage sin egen afgørelse inden udløbet af klagefristen,

suspenderes klagefristen midlertidigt i medfør af FVL § 20, stk. 3.

Klagefristen løber videre fra det tidspunkt, hvor den nye afgørelse er

meddelt parten, dog med mindst 14 dage. I

SKM2001.62.VLR havde en region givet afslag den 17. juni 1997 på

anmodning om

genoptagelse af sin afgørelse af 11. februar 1997. Anmodning om

genoptagelse var indgivet den 6. maj 1997, dvs. inden klagefristens udløb,

mens afslaget på genoptagelse blev givet efter udløbet af

3-måneders-fristen. Landsretten hjemviste sagen til Told- og

Skattestyrelsen til klagebehandling, idet der ikke var blevet vejledt i

afslaget om, at adgangen til at klage over afgørelsen i henhold til FVL §

20, stk. 3 stadig stod åben uanset udløbet af 3-måneders-fristen.

Foretager første instansen en egentlig revurdering af sagen, løber der

en ny klagefrist fra den nye afgørelse.

I

SKM2003.363.ØLR

anså Østre Landsret det godtgjort, at en klage var afsendt inden

klagefristens udløb, selv om klagen ikke nåede frem til Landsskatteretten

før end ca. 7 måneder efter klagefristens udløb. Landsretten fandt

herefter, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag

for at bortse fra fristoverskridelsen, jf. skattestyrelseslovens § 25,

stk. 1. Landsretten hjemviste sagen til fornyet behandling i

Landsskatteretten.

H.3.2 Klage til skatteankenævn

Klager over SKATs afgørelser vedrørende fysiske personer og

dødsboer skal indgives til skatteankenævnet. Den skattepligtige er

klageberettiget, når han/hun har modtaget årsopgørelsen henholdsvis

skattemyndighedens afgørelse, jf. SFL § 5. Om skatteankenævnenes

kompetence, herunder kompetence til at genoptage egne afgørelser, se

afsnit

A.1.4.

Landet er inddelt i 30 skatteankenævnskredse. Om landets inddeling i

skatteankenævnskredse henvises til bekendtgørelse nr. 256 af 28. marts

2006, § 1. Bekendtgørelsens § 1 finder anvendelse fra den 1. januar 2007.

Fra 1. juli 2006 til 31. december 2006 fremgår inddelingen i

ankenævnskredse af et særligt bilag 1 til bekendtgørelsen.

Om sagsbehandlingen ved skatteankenævn henvises til bestemmelserne i

forretningsordenen, jf. bekendtgørelse nr. 607 af 14. juni 2006.

Bekendtgørelsen refereres i hovedtræk nedenfor.

Klagefrist

Klagen skal være modtaget i skatteankenævnet senest 3 måneder fra

modtagelsen af afgørelsen eller årsopgørelsen, jf. SFL § 36, stk. 2.

Klagefristen regnes fra det tidspunkt, hvor den skattepligtige har

modtaget underretning om afgørelsen. Om suspension af klagefrister, se

afsnit

H.3.1 .

Krav til klagen

Klagen skal være skriftlig og begrundet, jf. SFL § 36, stk.

2.

Til hvilket nævn indgives

klagen

Udgangspunktet er, at klagen indgives til det nævn, i hvis kreds

klageren havde bopæl ved udløbet af det klagebehandlede indkomstår

henholdsvis på dødstidspunktet, jf. forretningsordenens § 1, stk. 2.

Herfra gælder 5 undtagelser, jf. forretningsordenens § 1, stk. 2, nr. 1 -

5. Se nærmere ovenfor afsnit

H.1 .

Sagsbehandling når klage er

indgivet

Et skatteankenævns sagsbehandling er

undergivet officialprincippet, hvorefter nævnet selv har

ansvaret for, at sagen er fuldt oplyst, før der træffes afgørelse,

jf. afsnit

E.3.3. Inden et skatteankenævn træffer afgørelse skal nævnet

indhente en udtalelse om klagen fra SKAT, jf. SFL § 36, stk. 3.

De nærmere regler om indholdet af udtalelsen og konsekvensen af denne

fremgår af forretningsordenens § 10.

Udtalelsen skal afgives inden 14 dage, medmindre skatteankenævnet efter

omstændighederne giver en længere frist, jf. SFL § 36, stk.

3.

Inden et skatteankenævn afgør en klage, skal skatteankenævnet endvidere

udarbejde en sagsfremstilling, jf. SFL § 36, stk. 5, jf. § 19, stk. 1

- 3. Træffes afgørelsen efter anmodning fra sagens parter og

skatteankenævnet fuldt ud imødekommer anmodningen, eller hvis sagens

parter og SKAT er enige om afgørelsen, skal der ikke udarbejdes en

sagsfremstilling, jf. SFL § 19, stk. 1, 2. pkt. De nærmere krav til

sagsfremstillingen fremgår af forretningsordenens § 11.

Sagsfremstillingen skal indeholde en redegørelse for de oplysninger

vedrørende sagens faktiske forhold som påtænkes tillagt betydning.

Tilsvarende skal den påtænkte afgørelse og begrundelsen herfor fremgå.

Klageren skal have en frist på 15 dage fra høringsskrivelsens datering til

at fremkomme med bemærkninger, jf. forretningsordenens § 11, stk. 7.

Klageren skal samtidig oplyses om retten til at udtale sig

skriftligt eller mundtligt overfor nævnet, før klagen afgøres.

Sekretariatet kan forlænge klagerens svarfrist, hvis klageren anmoder

om det. Klageren kan give afkald på høringen. Om

sagsfremstilling, se i øvrigt afsnit

E.3.6 .

Hvis der under et skatteankenævns sagsbehandling fremkommer oplysninger

om sagens faktiske omstændigheder, som ikke fremgår af sagsfremstillingen,

skal skatteankenævnet foretage høring efter reglerne i FVL §§ 19-21, se

afsnit

E.3.5 .

Ved klage over en skatteansættelse kan nævnet beslutte, uanset klagens

formulering, at foretage afledte ændringer af ansættelsen, der er en følge

af klagen, jf. skatteforvaltningslovens § 36, stk. 7. Hvis nævnet

beslutter at tage ikke påklagede dele af ansættelsen op til bedømmelse,

eller hvis der fremkommer nye oplysninger om sagens faktiske

omstændigheder af betydning for sagens afgøerlse, skal en redegørelse

herfor tilføjes sagsfremstillingen. Der skal foretages høring af klageren

herover, hvis klageren ikke tidligere er gjort bekendt med disse

oplysninger. Se hertil nærmere forretningsordenens § 12.

Skatteankenævnets

afgørelse

Et skatteankenævns afgørelser træffes på møder, som ikke er offentlige.

Formanden fastsætter tid og sted for mødet. Afgørelse træffes ved

afstemning, som afgøres ved stemmeflerhed. Formanden eller næstformanden

skal deltage i alle afgørelser. Se endvidere afsnit

A.1.4 .

Der henvises til SFL § 7 samt forretningsordenens § 13. Nævnet kan

bemyndige formanden eller en næstformand til at afgøre sagen i

overensstemmelse med den indstilling til sagens afgørelse, som er sent til

klageren, jf. forretningsordenens § 11, stk. 7 og 8.

Afgørelsen sendes til klageren, og skal ledsages af

sagsfremstillingen. Afgørelsen skal desuden indeholde begrundelse og

klagevejledning, hvis afgørelsen ikke giver klageren fuldt ud medhold. Se

nærmere forretningsordenens § 14.

Hvis klageren har anmodet om lejlighed til at forelægge sagen for en

beslutningsdygtig del af nævnet, eller hvis nævnet anser det for

hensigtsmæssigt at indhente en mundtlig udtalelse fra klageren, indkaldes

klageren skriftligt til et møde med mindst 15 dages varsel. Klageren skal

samtidig underrettes om, at vedkommende i stedet kan vælge at udtale sig

skriftligt. Modtager skatteankenævnet en mundtlig orientering om klagen af

sekretariatet forud for mødet, skal klageren vejledes herom senest

samtidig med indkaldelsen til mødet, og om at vedkommende har ret til at

overvære denne orientering, men uden taleret, jf.

forretningsordenen for skatteankenævn § 13, stk. 3.

Tilbagekaldelse

Klageren kan til enhver tid tilbagekalde sin klage. Tilbagekaldelsen

kan ske skriftligt eller mundtligt. Sker tilbagekaldelsen under et møde

med skatteankenævnet, jf. forretningsordenens § 15, gøres der notat

herom i protokollen. Ved enhver tilbagekaldelse skal det skriftligt

meddeles klageren, at klagen herefter er henlagt i skatteankenævnet. Der

gives meddelelse om tilbagekaldelsen til alle, der har en væsentlig,

direkte og individuel interess i klagen, medmindre den pågældende selv har

indgivet klage i sagen.

Ved klage over en skatteansættelse eller et bindende svar kan

skatteankenævnet beslutte, uanset klagens formulering, at

foretage afledte ændringer, jf. SFL § 36, stk. 7. Hvis sådanne

ændringer medfører en forhøjelse af ansættelsen, kan klageren også

tilbagekalde sin klage forinden skatteankenævnet har truffet

afgørelse.

Klagerens

valgfrihed

SFL § 5, stk. 2, indeholder en regel om

overspringelse. Afgørelser, som kan påklages til skatteankenævnet

efter lovens § 5, stk. 1, nr. 2-9, kan efter klagerens valg i

stedet påklages direkte til Landsskatteretten i henhold til SFL § 11,

stk. 1, nr. 1. Klageren skal med andre ord ikke som tidligere

vente på, at der er forløbet mere end 3 måneder efter, at klagen er

modtaget i skatteankenævnet, men kan i stedet vælge med det samme at klage

til Landsskatteretten.

Sekretariatsbetjening

Det påhviler SKAT at stille sekretariatsbistand til rådighed for

skatteankenævnet. Sekretariatet skal organisatorisk være adskilt fra den

øvrige told- og skatteforvaltning, jf. SFL § 7, stk. 8. Af

forretningsordenens § 5, stk. 2, fremgår det, at sekretariatet har adgang

til at være til stede ved nævnets møder og uden stemmeret bistå nævnets

behandlinger. Sekretatiatet skal herunder oplyse om sagens faktiske

omstændigheder, dens retlige grundlag og om retspraksis på området. Med

henblik på at effektivisere sagsbehandlingen kanet nævn aftale med told-

og skatteforvaltningen, at korrespondance mellem sekretariatet og

nævnsmedlemmerne helt eller delvist sker elektronisk.

Når skatteankenævnets

afgørelse er påklaget

Når en skatteankenævns afgørelse er påklaget til Landsskatteretten,

underretter Landsskatteretten nævnet om klagen, jf. forretningsordenen §

20, stk. 1. Sekretariatet skal herefter inden for en frist på 14 dage

indsende det materiale, som har dannet grundlag for afgørelsen. Hvis

Landsskatteretten anmoder om det, skal nævnet tillige indsende sine

kommentarer til sagen.

Hvis det fremgår af det materiale, der er modtaget fra

Landsskatteretten, at der vil være grundlag for at genoptage nævnets

afgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 37, meddeler nævnet dette

skriftligt med angivelse af, hvilke ændringer, der påtænkes. Klageren

opfordres herefter til inden for en frist på 15 dage at tilkendegive, om

vedkommende ønsker genoptagelse eller sagen fremmet til Landsskatteretten.

Fremkommer der ingen tilkendegivelser fra klageren, kan genoptagelse ikke

finde sted. Er klageren enig i genoptagelsen, genoptages afgørelsen af

ankenævnet, jf. forretningsordenens § 20, stk. 2. Såfremt nævnet

eller sekretariatet kommer i besiddelse af nye oplysninger, som kan være

af betydning for en sag, der er påklaget til Landsskatteretten, skal

oplysningerne straks videregives til Landsskatteretten til brug for dennes

behandling af sagen, jf. forretningsordenens § 20, stk. 3.

H.3.3 Klage til vurderingsankenævn

Vurderingsankenævnene behandler klager over told- og

skatteforvaltningens afgørelser efter

vurderingsloven

og efter § 8, stk. 1, nr. 3, i

ejendomsavancebeskatningsloven .

Reglerne om fremgangsmåden ved klagebehandlingen findes i SFL §§

38-39 og i

bekendtgørelse nr. 608 af 14. juni

2006 af forretningsorden for

vurderingsankenævn.

Endvidere tager vurderingsankenævnene stilling til klager over afslag

på anmodning om genoptagelse af vurderinger efter bestemmelsen i SFL

§ 33, stk.2.

Vurderingsankenævnenes organisation er beskrevet under afsnit

A.1.5 .

Klagefrist

Klagen skal være modtaget i SKAT senest 3 måneder efter

modtagelsen af den afgørelse, der klages over, jf. SFL § 38, stk. 2,

2. pkt. Ved de almindelige vurderinger og ved omvurderinger efter

vurderingslovens § 3 (årsomvurderinger) skal klage dog være modtaget i

told- og skatteforvaltningen senest den 1. juli i året efter

vurderingsåret, jf. SFL § 38, stk. 2, 3. pkt., medmindre

skatteministeren fastsætter en længere frist. Der kan fx være tale om en

situation, hvor vurderingsmeddelelserne er blevet forsinket.

SKAT offentliggør resultatet af den almindelige ejendomsvurdering

senest 1 måned før udløbet af klagefristen efter SFL § 38, stk. 2, 3.

pkt., for de almindelige vurderinger, således at en klager kan søge støtte

i disse oplysninger. Vurderingsfortegnelsen offentliggøres på

internettet.

Hvem kan klage

Klage over en ejendomsvurdering kan indgives af ejeren af den faste

ejendom og af andre, der har en væsentlig, direkte retlig interesse i

vurderingens resultat, jf. SFL § 38, stk. 1 og forretningsordenen §

1, stk. 2.

Klagen afvises, hvis den indgives efter udløbet af fristen.

Vurderingsankenævnet kan dog se bort fra en fristoverskridelse, hvis

særlige omstændigheder taler derfor.

Hvis vurderingsankenævnet beslutter sig for at tage en for sent

indgivet klage under påkendelse, kan det bede vedkommende told- og

skatteforvaltning om en erklæring i sagen til brug for sin egen

afgørelse.

Se i øvrigt om klagefrister generelt afsnit

H.3.1.

Krav til klagen

En klage skal være skriftlig og begrundet, jf. SFL § 38, stk. 2,

1. pkt., og indgives til SKAT. Efter hidtidig praksis er der ikke

blevet stillet større krav til klagens indhold, men det må kunne kræves,

at klagen angiver den ejendom, det drejer sig om. Endvidere må det fremgå,

hvad der er hensigten med klagen, dvs. om der klages til nedsættelse eller

til forhøjelse.

Fremgår det ikke af klagen, kan SKAT eller vurderingsankenævnets

sekretariat udbede sig oplyst, hvorvidt klagen omfatter vurderingen i dens

helhed eller angår enkelte elementer alene, fx en ejerboligfordeling. Der

kan om fornødent fastsættes en frist, inden for hvilken de supplerende

oplysninger skal være afgivet.

Sagsbehandling når klage er

indgivet

Efter SFL § 38, stk. 3, har SKAT mulighed for at genoptage

ansættelsen uden forelæggelse af klagen for vurderingsankenævnet. Det er

tilfældet, hvis SKAT finder, at sagen bør genoptages, og klageren er

enig i, at en fornyet behandling kan ske ved SKAT.

Hvis SKAT

finder, at der er grundlag for at genoptage en sag, skal SKAT fremsende et

agterbrev til klager inden 8 uger fra modtagelsen af klagen, jf.

forretningensordenen § 10, stk. 2.

Agterbrevet skal

indeholde oplysning om hvilke

ændringer SKAT påtænker at foretage, at klageren har en frist på 8 uger

til at tilkendegive om sagen ønskes genoptaget i SKAT eller behandlet

i nævnet, at klageren anses for at være enig i genoptagelse, hvis

klageren ikke inden fristens udløb anmoder om at få klagen behandlet i

nævnet og at genoptagelse betyder at klageren anses for at have

tilbagekaldt sin klage til nævnet, jf. forretningsordenen § 10 stk. 2, nr.

1-4.

Hvis SKAT ikke indenfor de 8 uger

har afgjort, om der er grundlag for at genoptage den påklagede afgørelse,

skal SKAT snarest videresende klagen til nævnet. Klageren skal

underrettes om videresendelsen, jf. forretningsordenen § 10, stk. 3.

Sekretariatet kan

efter anmodning give SKAT en

fristforlængelse udover de 8 uger som er nævnt i § 10, stk. 3, hvis

omstændighederne ved den påklagede afgørelse i særlig grad taler derfor,

jf. forretningsordenen § 10, stk. 4.

Hvis SKAT ikke

har foretaget en

ny ansættelse inden 3 måneder efter de i forretningsorden for

vurderingsankenævn § 10, stk. 2 nævnte 8 uger kan klageren forlange at

sagen fremmes til ankenævns behandling, jf. forretningsordenen § 10, stk.

6.

Genoptagelse antages at forudsætte, at klagen er rettidig indgivet.

Hvis klageren og SKAT ikke opnår en sådan enighed, skal SKAT

videresende klagen sammen med en udtalelse om sagen til

vurderingsankenævnet. Der stilles ikke krav om, at eventuelle andre parter

i sagen end klageren skal være enige med SKAT om forvaltningens

behandling af klagen. Med udtalelsen skal følge det materiale, som har

dannet grundlag for SKATs afgørelse, jf.

§ 10, stk. 5

, i forretningsorden

for vurderingsankenævn.

Nævnets

klagebehandling

Når vurderingsankenævnet behandler en klage, bør normalt et eller flere

medlemmer af nævnet besigtige den pågældende ejendom, jf.

forretningsordenens

§ 12

, se

dog nedenfor om vurderingsankenævnets

adgang til at bemyndige vurderingsankenævnets sekretariat til at foretage

besigtigelse.

Besigtigelse

Ejeren skal underrettes om besigtigelsen på forhånd. Ved underretningen

meddeles dato og klokkeslet for besigtigelsen, dennes omtrentlige varighed

og, hvorvidt besigtigelsen omfatter det indre af en eller flere bygninger.

Der skal gives ejeren mulighed for at foreslå et andet tidspunkt, såfremt

det varslede tidspunkt er ubelejligt. Ved besigtigelsens begyndelse skal

ejeren eller dennes repræsentant oplyses om deltagernes navne og om deres

egenskab af medlem af vurderingsankenævnet eller af

sekretariatsmedarbejder. Deltagerne skal kunne legitimere sig på

forlangende. Besigtigelse inde i bygninger skal foretages under ledsagelse

af ejeren eller dennes repræsentant. Indvendig besigtigelse må ikke

foretages, hvor der kun er børn til stede.

Vurderingsankenævnet kan bemyndige vurderingsankenævnets sekretariat

til på sine vegne at foretage besigtigelse af ejendommen. Det fremgår

af SFL § 38, stk. 9. Den bemyndigelse, der er tale om, er en

bemyndigelse til at besigtige en konkret ejendom. Nævnet må således

bemyndige ankenævnssekretariatet fra sag til sag.

Sagsfremstilling

Ankenævnssekretariatet udarbejder en sagsfremstilling, der fore

lægges

og godkendes af vurderingsankenævnet,

jf. § 11

i forretningsorden for vurderingsankenævn, og

foretager høring af sagens parter. Dette gælder dog ikke, hvis den

påtænkte afgørelse imødekommer klagerens påstand fuldt ud. For

sagsfremstillingen gælder SFL § 19, stk. 1 - 3, jf. § 38, stk. 4 og

5. Se afsnit

E.3.6.2

og

E.3.6.3 .

Ved høringen skal der oplyses om, at sagens parter i øvrigt har ret til

at udtale sig skriftligt eller mundtligt over for vurderingsankenævnet.

Vurderingsankenævnet kan, hvis udtalelserne ikke er afgivet inden rimelig

tid, fastsætte en frist for afgivelse af udtalelsen. Denne frist bør ikke

fastsættes til under 14 dage.

Nævnets afgørelse

Vurderingsankenævnets afgørelse træffes under et møde, jf.

forretningsordenens

§ 14.

Nævnet kan bemyndige formanden eller en næstformand til at træffe

afgørelse på nævnets vegne i de tilfælde, hvor der skal træffes afgørelse

i overensstemmelse med sagsfremstillingen uden yderligere varsel

efter SFL § 19, stk. 4, sidste pkt., dvs. når parterne ikke har

udtalt sig inden fristens udløb, jf. § 38, stk. 4 og 5, og

forretningsordenens

§ 14, stk. 2.

Hvis klageren

har anmodet om

lejlighed til at forelægge sagen for

nævnet, indkaldes klageren skriftligt til et møde med mindst 15 dages

varsel, jf. forretningsordenens

§ 14, stk. 3, 1.

pkt.

Klageren skal

samtidig underrettes om, at

vedkommende i stedet kan vælge at udtale sig skriftligt, jf.

forretningsordenens

§ 14, stk. 3, 2.

pkt.

Tilsvarende gælder, hvis nævnet anser det for hensigtsmæssigt at

indhente en mundtlig udtalelse fra klageren.

Klageren

må ikke være til

stede under nævnets drøftelse og

afstemning, jf. forretningsordenens

§ 14, stk. 5.

Vurderingsankenævnets afgørelse skal være dateret og

underskrevet af formanden eller efter dennes bestemmelse af den

næstformand, der har deltaget i afgørelsen og skal, medmindre der gives

klageren fuldstændig medhold, indeholde en begrundelse, jf.

forretningsordenens § 15, stk. 1.

Afgørelsen sendes til klageren og dennes repræsentant og til andre, der

har ejet ejendommen i vurderingsåret, og som berøres af ændringen. Hvis

afgørelsen ikke giver klageren fuldstændig medhold, skal den ledsages af

en kopi af sagsfremstillingen, og klageren og andre, der har ejet

ejendommen i vurderingsåret, og som berøres af ændringen, skal vejledes om

fristen for at indbringe nævnets afgørelse for Landsskatteretten, jf.

forretningsordenens

§ 15, stk. 3.

Medvirken i

landsskatteretssager

Når en afgørelse, som et vurderingsankenævn har truffet, er påklaget

til Landsskatteretten, underretter Landsskatteretten nævnet om klagen, jf.

forretningsordenens

§ 21, stk. 1

.

Vurderingsankenævnets sekretariat skal herefter

inden

14 dage

indsende det

materiale, der har dannet baggrund for

afgørelsen, til Landsskatteretten.

Hvis

Landsskatteretten anmoder om det, skal

nævnet indsende sine kommentarer til sagen.

Hvis det fremgår af

materialet, som er modtaget fra

Landsskatteretten, at der vil være grundlag for at genoptage den påklagede

afgørelse, jf. SFL § 39, meddeleler nævnet dette skriftligt og angiver

hvilke ændringer der påtænkes. Klageren opfordres herefter til inden 15

dage at tilkendegive, om sagen ønskes genoptaget eller fremmet til

Landsskatteretten, jf. forretningsordenen § 21, stk. 2. Hvis nævnet eller

sekretariatet kommer i besiddelse af nye oplysninger, som kan være af

betydning for sagen, skal oplysningerne videregives til Landsskatteretten,

jf. forretningsordenen § 21, stk. 3.

H.3.4 Klage til Landsskatteretten

Hovedregel

Hovedreglen er, at alle klager over SKATs afgørelser indgives til

Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1.

Undtagelser

Der gælder tre undtagelser til denne hovedregel.

For det første skal der indgives klage til skatteankenævnet

i tilfælde, der omfattes af SFL § 5, stk. 1, medmindre

skatteankenævnet konkret springes over i medfør af lovens § 5, stk.

2.

For det andet skal der indgives klage til vurderingsankenævnet i de

tilfælde, som omfattes af lovens § 8.

For det tredje skal der ikke ske klage til Landsskatteretten i de

tilfælde, hvor skatteministeren i medfør af SFL § 14, stk. 2, har

fastsat regler om retten til at klage over told- og skatteforvaltningens

afgørelser. Sidstnævnte bemyndigelse er udnyttet ved bekendtgørelse nr.

1036 af 25. oktober 2005 om klage i personalesager, som ændret ved

bekendtgørelse nr. 360 af 24. april 2006. Bemyndigelsen i SFL § 14, stk.

2, er videre udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1029 af 24. oktober 2005 om

den kompetente myndighed og ved bekendtgørelse nr. 711 af 26. juni 2006 om

afgørelser fra Told- og Skatteforvaltningen, der ikke kan påklages til

Skatteministeriet.

Om sagsbehandlingen ved Landsskatteretten henvises til

bestemmelserne i forretningsorden for Landssskatteretten, jf.

bekendtgørelse nr. 974 af 17. oktober 2005. Bekendtgørelsen refereres i

hovedtræk nedenfor.

Sager ved Landsskatteretten er fra 1. november 2005 inddelt i to

hovedgrupper.

Den ene gruppe omfatter de såkaldte nævnssager, jf. i det hele

forretningsordenen kapitel 2. Behandlingen af nævnssager svarer til den

behandling, der inden 1. november 2005 var gældende for samtlige

landsskatteretssager.

Den anden gruppe omfatter de sager, der reguleres af forretningsordenen

kapitel 3. Kapitel 3 omfatter sager, der afgøres uden medvirken af

ordinære retsmedlemmer, jf. bemyndigelsen i SFL § 13, stk. 3, 1. pkt.

Bemyndigelsen er udnyttet ved

bekendtgørelse nr. 1025 af 24. oktober 2005 , der opregner omfattede

sager.

Bekendtgørelse nr. 1025 er siden ændret ved bekendtgørelse nr. 437 af 17.

maj 2006, hvorved antallet af de sager, der afgøres uden medvirken af

ordinære retsmedlemmer, er blevet udvidet. Der vil i slutningen af dette

afsnit blive gjort særlige bemærkninger til de sager, der behandles uden

deltagelse af ordinære retsmedlemmer.

Klagefrist

En klage til Landsskatteretten skal være modtaget i Landsskatteretten

senest tre måneder fra modtagelsen af den afgørelse, der klages over,

jf. SFL § 42, stk. 1. Om suspension af klagefrister, se afsnit

H.3.1 .

Dette gælder dog ikke for særskilt klage over afgørelser om aktindsigt,

idet det antages, at bestemmelser fastsat ved lov eller i henhold til lov,

der fastsætter særlige frister, er uden betydning for adgangen til at

klage over afgørelser om aktindsigt. Der skal derfor i klagevejledningen

alene henvises til, at afgørelsen kan påklages til Landsskatteretten, jf.

Endelig rapport af 31. august 2005 om ombudsmandens

undersøgelse vedrørende et antal sager om aktindsigt fra Told- og

Skattestyrelsen, s. 218 f.

Krav til klagen

Klagen skal være skriftlig. Det skal fremgå af klagen, på hvilke

punkter afgørelsen anses for urigtig og hvorfor, jf. forretningsordenen §

2, stk. 3. Sammen med klagen indsendes (i original eller kopi):

Den afgørelse, der klages over

Den sagsfremstilling, der er tilsendt klageren, i de tilfælde hvor

der er udarbejdet en sagsfremstilling

Dokumenter, som klageren ønsker at anvende som

bevis

Landsskatteretten kan fastsætte en frist til at besvare

spørgsmål eller indsende yderligere oplysninger. Hvis en klage er udformet

eller begrundet på en sådan måde, at den ikke kan tjene som grundlag for

sagens videre behandling, kan Landsskatteretten give klageren en frist til

at udbedre manglen. Hvis klageren ikke udbedrer manglen, kan

Landsskatteretten afvise klager, der ikke opfylder formkravene,

jf. SFL § 42, stk. 3.

Klageafgift

Der skal betales en klageafgift for klage til Landsskatteretten,

jf. SFL § 42, stk. 4. Dette gælder også anmodning om

genoptagelse af Landsskatterettens egne afgørelser, jf. SFL § 46,

stk. 3. Afgiftens størrelse reguleres årligt. Afgiften er på 700 kr. i

2005. Der skal dog ikke betales gebyr for klage over afgørelser, der efter

landsskatterettens præsidents bestemmelse skal træffes uden deltagelse af

læge medlemmer, jf. forretningsordenen § 3, stk. 1, 3. pkt.

Landsskatteretten påbegynder ikke behandlingen af klagen, før afgiften er

betalt.

Tilbagebetaling af

klageafgift

Reglerne om tilbagebetaling af afgift fremgår uddybende af

forretningsordenens § 3, stk. 3, nr. 1 - 3.

Afgiften tilbagebetales for det første, hvis klageren får helt eller

delvis medhold i klagen, enten af Landsskatteretten eller ved en eventuel

efterfølgende domstolsprøvelse af spørgsmålet.

Afgiften tilbagebetales dog ikke, hvis Landsskatteretten afviser at

behandle klagen, eller hvis klageren indbringer spørgsmålet for domstolene

efter overspringelsesreglen i SFL § 48, stk. 2, før Landsskatteretten

har færdigbehandlet klagen.

Afgiften tilbagebetales heller ikke, hvis klageren tilbagekalder

klagen, medmindre tilbagekaldelsen sker i forbindelse med, at den

myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, genoptager sagen.

Afgiften tilbagebetales for det andet, hvis en genoptagelsesanmodning

medfører, at Landsskatteretten ændrer den genoptagne afgørelse.

Endelig tilbagebetales afgiften, hvis en genoptagelsesanmodning

imødekommes af SKAT, som følge af at hidtidig praksis er endeligt

underkendt ved en dom, en landsskatteretsafgørelse, skatteministerens

beslutning efter SFL § 49, 2. pkt., eller en praksisændring, der er

offentliggjort af Skatteministeriet.

Sagsbehandling når klage er

indgivet

Sagsforberedelsen foretages af et af Landsskatterettens kontorer. I

følge forretningsordenen for Landsskatteretten, jf.

bekendtgørelse nr. 974 af 17. oktober 2005 , inddeles

Landsskatterettens sager fra 1.

november 2005 i nævnssager, jf. forretningsordenens kapitel 2, og i sager

der afgøres uden medvirken af ordinære retsmedlemmer, bortset fra

inddrivelsessager, jf. forretningsordenens kapitel 3, jf. SFL §

13, stk. 3, 1. pkt. Gennemgangen af sagsbehandlingen i det

følgende vedrører nævnssager. Vedrørende sager omfattet af den

særlige behandling, jf. SFL § 13, stk. 3, 1. pkt. henvises til sidste

afsnit under kapitel

H.3.4 .

Sagsbehandlingen er undergivet officialprincippet, hvilket indebærer,

at Landsskatteretten har ansvaret for, at sagen er

tilstrækkeligt oplyst, inden der træffes afgørelse, jf. afsnit

E.3.3. Landsskatteretten underretter den myndighed, der

har truffet den påklagede afgørelse, om klagen og anmoder myndigheden om

at indsende det materiale, der har dannet grundlag for afgørelsen, jf.

forretningsordenens § 4, stk. 2. Landsskatteretten kan anmode myndigheden

om en udtalelse om klagen eller dele heraf, jf. forretningsordenens § 4,

stk. 3. Anmodningen skal efterkommes inden 14 dage fra

anmodningens modtagelse, medmindre Landsskatteretten har fastsat en

længere frist i anmodningen.

Hvis en vurdering af en fast ejendom er påklaget af en anden end

ejendommens ejer, skal Landsskatteretten give ejeren lejlighed til at

udtale sig skriftligt og eller mundtlig over klagen før Landsskatteretten

afgør klagen, jf. forretningsordenens § 6, stk. 2.

Om vurderingsankenævnenes medvirken i landsskatteretssager, se

H.3.3 .

I særlige tilfælde kan Landsskatteretten anmode myndigheden om at

udarbejde en ny sagsfremstilling og eventuelt om at afgive en indstilling

om klagens afgørelse, jf. forretningsordenens § 4, stk. 4, 1. pkt.

Landsskatteretten kan endvidere i særlige tilfælde anmode myndigheden om

at indhente en udtalelse over klagen eller dele af klagen fra en anden

myndighed og indsende den således indhentede udtalelse til

Landsskatteretten tilligemed myndighedens eventuelle bemærkninger til

udtalelsen, jf. § 4, stk. 4, 2. pkt.

I de tilfælde, hvor en sag er indbragt direkte for Landsskatteretten

uden en forudgående prøvelse i skatteankenævnet og i sager om bindende

svar kan Landsskatteretten anmode SKAT om at udarbejde en

sagsfremstilling og foretage høring herover, jf. § 4, stk. 5. En anmodning

efter § 4, stk. 4 og 5, skal efterkommes inden for 1 måned fra

anmodningens modtagelse.

Tilsvarende kan Landsskatteretten anmode SKAT om en udtalelse over

klagen eller dele af klagen. Udtalelsen skal i så fald gives skriftligt

inden for 14 dage fra anmodningens modtagelse, medmindre Landsskatteretten

efter omstændighederne har fastsat en længere frist i sagen, jf.

forretningsorden § 5, stk. 1.

Hvis told- og skatteforvaltningen i forbindelse med en klage over en

vurdering af en fast ejendom i en udtalelse oplyser, at der er iværksat en

revision omfattende den påklagede vurdering, stiller Landsskatteretten

sagen i bero, jf. forretningsordenens § 5, stk. 2. Berostillelsen, som

klageren skal underrettes skriftligt om, varer, indtil revisionen er

tilendebragt.

Hvis der under Landsskatterettens behandling af en klagesag fremkommer

oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som ikke fremgår af den

indsendte sagsfremstilling, skal Landsskatteretten gøre klageren bekendt

med disse oplysninger, medmindre oplysningerne er uden betydning for

klagens afgørelse, jf. forretningsordenen § 6, stk. 1.

Under Landsskatterettens behandling af en klage, kan

Landsskatteretten indhente sådanne yderligere oplysninger, som

Landsskatteretten anser for nødvendige for klagens afgørelse, jf.

forretningsordenen § 7, stk. 1.

Kontormøde

Klageren har adgang til en mundtlig forhandling med Landsskatterettens

sagsbehandler, jf. SFL § 43, stk. 1. Landsskatteretten

fastsætter tid og sted for mødet. Indkaldelse til møde skal ske med mindst

14 dages varsel, medmindre en kortere frist aftales med klageren. I sager

om vurdering af fast ejendom kan det bestemmes, at mødet finder sted i

forbindelse med besigtigelse af ejendommen. Landsskatteretten kan indbyde

den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, eller SKAT

til at deltage i mødet. Klageren kan efter mødet efter anmodning få

tilsendt en kopi af mødereferatet. Det følger af FVL § 21, at klageren i

stedet for et møde kan vælge at udtale sig skriftligt. Der henvises i

øvrigt til forretningsordenen § 8.

Retsmøde

Klageren kan anmode om at få adgang til at udtale sig mundtligt i et

retsmøde overfor de retsmedlemmer, der skal træffe afgørelse i sagen,

jf. SFL § 44, stk. 1. Der henvises nærmere til forretningsorden §§ 12

- 16. SKAT kan ligeledes anmode om et retsmøde. Hvis told- og

skatteforvaltningen ønsker at benytte sig af sin adgang til at anmode om

retsmøde i en sag, skal anmodningen herom fremsættes senest samtidig

med SKATs udtalelse.

Retspræsidenten i Landsskatteretten fastsætter tid og sted for

retsmøderne, jf. forretningsordenen § 14, stk. 1. Retsmøderne er ikke

offentlige. Under mødet skal klageren have adgang til at redegøre for sine

påstande og begrundelsen herfor. Andre, der er indkaldt til mødet, skal

have adgang til at udtale sig på mødet. Retsmedlemmerne kan stille

spørgsmål til de fremmødte.

Landsskatteretten kan afvise en anmodning om retsmøde, hvis det efter

forholdene må anses for åbenbart overflødigt, jf. SFL § 44, stk. 3,

og TfS 2000, 901 HD. Se endvidere forretningsordenen § 12, stk. 2, 1. pkt.

Landsskatterettens afslag på retsmøde kan ikke påklages til anden

administrativ myndighed. Afslag på retsmøde skal meddeles klageren

skriftligt, jf. forretningsorden for Landsskatteretten § 12, stk. 2, 2.

pkt. Hvis klageren ikke har haft et kontormøde med en af

Landsskatterettens sagsbehandlere skal han samtidig underrettes om sin ret

til en sådan forhandling, jf. forretningsordenens § 12, stk. 2.

Begrundelsen for, at der ikke er afholdt retsmøde, skal fremgå af

Landsskatterettens kendelse, jf. forretningsordenens § 17, stk. 3.

Klageren kan til enhver tid trække sin anmodning om retsmøde tilbage. I

så fald behandles sagen færdig på grundlag af det, der allerede foreligger

i sagen.

Landsskatterettens

afgørelse

Landsskatterettens afgørelse træffes på grundlag af en votering, jf.

forretningsordenens § 10, stk. 2. Der henvises desuden til afsnit

A.1.6 .

Afgørelsen skal indeholde oplysninger om de forskellige meninger under

afstemningen både vedrørende resultatet og begrundelsen. Afgørelsen skal

desuden angive stemmetallet for hver opfattelse, og det skal fremgå, om

retsformanden har afgivet dissens. Afgørelsen skal i øvrigt angive navnene

på de retsmedlemmer, der har deltaget i afgørelsen, jf. forretningsordenen

§ 18.

Afgørelsen sendes til klageren og alle øvrige

vedkommende. Samtidig med afgørelsens fremsendelse underrettes

klageren og eventuelt andre søgsmålsberettigede om fristen for at

indbringe afgørelsen for domstolene, jf. forretningsordenen § 18, stk.

4.

Tilbagekaldelse

En klager kan til enhver tid tilbagekalde klagen til Landsskatteretten.

Tilbagekaldelsen kan ske skriftligt eller mundtligt. Ved enhver

tilbagekaldelse skal Landsskatteretten skriftligt meddele klageren, at

klagen er henlagt i Landsskatteretten som følge af tilbagekaldelsen af

klagen, jf. forretningsorden § 27, stk. 1. Om omkostningsgodtgørelse i

forbindelse med tilbagekaldelse af en klage til Landsskatteretten, se

SKM2006.116.LSR .

Landsskatteretten fastslog i afgørelsen, at ansøgning om

omkomstningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand, afholdt efter

at selskabets klage til Landsskatteretten var blevet tilbagekaldt, skulle

afvises.

Overspringelsesfrist

Hvis der er gået mere end 6 måneder efter, at borgeren/virksomheden har

indbragt sin sag for Landsskatteretten, og Landsskatteretten ikke har

truffet afgørelse i sagen, kan klageren indbringe sagen for domstolene,

jf. SFL § 48, stk. 2. (overspringelsesreglen). Hvis klageren

indbringer sagen for domstolene efter overspringsreglen, anses klagen til

Landsskatteretten for bortfaldet. Landsskatteretten skal skriftligt

meddele klageren, at klagen herefter er henlagt i Landsskatteretten. I

SKM2006.167.DEP besvarede

Departementet en henvendelse fra en advokat om anvendelse af SFL §

48, stk. 2, i relation til en hæftelsessag. Sagen angik et tilfælde, hvor

der i marts 2005 var sket klage til Told- og Skattestyrelsen, men hvor

sagen i medfør af SFL § 62, stk. 5, overgik til Landsskatteretten ved

fusionen pr. 1. november 2005. Skatteministeriet fandt under henvisning

til SFL § 62, stk. 5, at Landsskatteretten succederede i sagen, og at

overspringelsesfristen skulle regnes fra marts 2005, dvs. tidspunktet for

klagen til told- og skatteforvaltningen. Da det var 10 måneder siden, at

sagen blve forelagt for told- og skatteforvaltningen, var 6

måneders-fristen efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, opfyldt.

Sagen kunne derfor indbringes for domstolene.

Afgørelse af visse klager i

Landsskatteretten uden medvirken af ordinære retsmedlemmer

Med virkning fra 1. november 2005 behandles visse klager i

Landsskatteretten uden deltagelse af ordinære retsmedlemmer, jf.

bemyndigelsen i SFL § 13, stk. 3, 1. pkt. Sagsbehandlingen i disse

klager er nærmere beskrevet i forretningsorden kapitel 3. Af

bekendtgørelse nr. 1025 af 24. oktober 2005 fremgår, hvilke sager, der

omfattes af

denne særlige klagebehandling. Der henvises til opremsningen i denne

bekendtgørelse. Ved bekendtgørelse nr. 437 af 17. maj 2006 er der tilføjet

yderligere afgørelser, der klagbehandles i Landsskatteretten uden

medvirken af ordinære retsmedlemmer.

H.3.4.1 Syn og skøn udmeldt i forbindelse med

Landsskatteretssager

Når en sag er indbragt for Landsskatteretten, kan klageren anmode om

syn og skøn efter reglerne i SFL § 47 og retsplejelovens § 343 om isoleret

bevisoptagelse. Retsplejelovens kapitel 19 om syn og skøn i verserende

retssager finder anvendelse ved syn og skøn i Landsskatteretssager.

Syn og skøn kan også anvendes i sager, der forelægges for Skatterådet,

jf. SFL § 4, stk. 3.

Formål

Syn og skøn anvendes, når en fyldestgørende vurdering af sagens

faktiske omstændigheder forudsætter en sagkyndig vurdering. Formålet med

syn og skøn er altså dels at tilvejebringe en fagkyndig besigtigelse og

beskrivelse af et faktisk forhold (syn) og dels en vurdering heraf (skøn).

Syn og skøn tjener til vejledning for Landsskatteretten på områder, hvor

retten ikke selv er i besiddelse af den fornødne sagkundskab. Derimod kan

syn og skøn ikke udmeldes med henblik på vejledning om de juridiske

spørgsmål i sagen, og syns- og skønsmænd kan ikke anmodes om at foretage

en juridisk bedømmelse, jf. TfS 2000, 636 ØLK.

Anvendelsesområde

Reglen i SFL § 47 finder anvendelse i sager, der er indbragt for

Landsskatteretten - det vil sige både told-, skatte-, afgifts- og

momssager.

Særligt for

skattesager

På skatteområdet begæres der navnlig syn og skøn i

landsskatteretssager, hvor værdiansættelse af aktier, gældsbreve,

goodwill, rettigheder og varelagre mv. er omtvistet, samt i sager, hvor

det omtvistede spørgsmål er, om et landbrug drives landbrugsfagligt

forsvarligt.

Reglen i SFL § 47 finder ikke anvendelse i sager om efterprøvelse af

passivposter efter boafgiftslovens § 13 a og i sager vedrørende vurdering

af fast ejendom, idet vurderingsmyndighederne har adgang til at foretage

besigtigelse af ejendommen og til at betjene sig af særlig sagkyndig

bistand. Begrænsningen i bestemmelsens anvendelsesområde angår kun

vurdering efter vurderingsloven. Syn og skøn kan således udmeldes i andre

skattesager vedrørende værdien af fast ejendom, fx angående overdragelser

mellem hovedaktionær og selskab.

Særligt for

toldsager

Syn og skøn i toldsager vil navnlig kunne blive aktuel i sager om

toldværdifastsættelse og i tariferingssager.

Hvem kan begære syn og

skøn

Syn og skøn kan begæres både af klageren og af told- og

skatteforvaltningen. Adgangen anvendes dog i praksis mest af klageren.

Den, der begærer syn og skøn, kaldes rekvirenten, og modparten kaldes

skønsindstævnte.

Når der begæres syn og skøn, indtræder told- og skatteforvaltningen som

part i sagen, jf. SFL § 47, stk. 4.

Det betyder, at SKAT både som rekvirent og som skønsindstævnt kan komme

med indstillinger til byretten om valg af syns- og skønsmand og komme med

forslag til syns- og skønstemaet. Herudover vil SKAT lade sig repræsentere

under syns- og skønsforretningen og eventuelle retsmøder.

Landsskatteretten kan ikke på eget initiativ udmelde syn og skøn, men

hvis Landsskatteretten finder, at der er behov for syn og skøn, kan den

opfordre parterne til at begære syn og skøn.

Behandling i

Landsskatteretten inden syn og skøn

Landsskatteretten kan i forbindelse med en begæring om syn og skøn

fastsætte en frist, inden for hvilken spørgsmålet om eventuel afholdelse

af syn og skøn, skal være afklaret, jf. SFL § 47, stk. 2. Efter fristens

udløb behøver Landsskatteretten ikke at respektere en begæring om syn og

skøn. Det vil sige, at Landsskatteretten kan færdigbehandle sagen uden at

afvente en eventuel syns- og skønserklæring.

Hvis der begæres syn og skøn, stiller Landsskatteretten behandlingen af

klagen i bero, indtil klageren efter modtagelse af syns- og

skønserklæringen har meddelt Landsskatteretten, om klagen opretholdes, jf.

nedenfor om behandling i Landsskatteretten efter syn og skøn.

Syn og skøn ved

domstolene

Ved syn og skøn i klagesager ved Landsskatteretten overtager byretten

den del af processen, som vedrører tilvejebringelsen af syns- og

skønserklæringen.

Anmodning

Anmodning om syn og skøn skal indgives af rekvirenten til byretten på

det sted, hvor den genstand eller fordring mv., som ønskes vurderet,

befinder sig. Befinder genstanden sig i udlandet, indgives anmodningen om

syn og skøn til byretten på det sted, hvor en eventuel senere retssag skal

anlægges her i landet.

Rekvirenten skal skriftligt underrette Landsskatteretten om begæringen

om udmeldelse af syn og skøn. Sammen med underretningen sendes en kopi af

rekvirentens begæring med byrettens påtegning samt kopi af syns- og

skønstemaet.

Byretten forkynder herefter begæringen om syn og skøn for

skønsindstævnte.

Retsafgift

Ved byrettens udmeldelse af syn og skøn betales en retsafgift på 400

kr., jf. retsafgiftslovens § 14.

Byrettens rolle

Byretten er ikke forpligtet til at efterkomme en begæring om syn og

skøn, men foretager en selvstændig vurdering af behovet for sagkyndig

bistand. Retten vil dog normalt tage en parts begæring til følge,

medmindre en lige så fyldestgørende oplysning af sagen kan ske på anden

måde f.eks. gennem indhentelse af sagkyndige erklæringer fra

brancheorganisationer. I TfS 1997, 690 ØLK afviste landsretten en begæring

om syn og skøn, fordi det var mere hensigtsmæssigt at indhente en

sagkyndig erklæring fra en brancheorganisation.

I

SKM2006.136.ØLR

bestemte landsretten, at der ikke kunne afholdes syn og skøn vedrørende et

efterfølgende regnskab, der var udarbejdet på grundlag af et

tilsidesætteligt regnskabsgrundlag.

Efter reglerne i retsplejelovens kapitel 19 udmelder byretten en eller

flere syns- og skønsmænd.

Enhver af parterne kan indstille til retten om valget af syns- og

skønsmand, men retten er ikke bundet heraf. Om tvister ved udmeldelse af

syn og skøn, se f.eks. TfS 2000, 8 ØLK og TfS 1999, 266 ØLK. I TfS 1999,

686 VLK afviste retten at udmelde en syns- og skønsmand, der var ensidigt

foreslået af rekvirenten.

I

SKM2005.116.VLR

bestemte Landsretten i en sag, om et fritidslandbrug var drevet

erhvervsmæssigt, at valg af syns- og skønsmand skulle ske på grundlag af

forslag fra Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole eller Fødevareøkonomisk

Institut.

I

SKM2005.205.VLR

bestemte landsretten i en sag om størrelsen af lønnen for en ansat

direktør i en købmandsforretning, at valg af syns- og skønsmand skulle ske

på grundlag af forslag fra Dansk Handel & Service.

Retten bør forinden udmeldelsen meddele parterne, hvem der agtes

udmeldt, og give parterne adgang til at udtale sig om denne. I TfS 1999, 5

VLK hjemviste Vestre Landsret en sag til fornyet behandling, da byretten

ikke havde drøftet valget af syns- og skønsmand med Told- og

Skattestyrelsen. I praksis anmodes en brancheorganisation om at pege på en

person, som er egnet som syns- og skønsmand.

Byrettens afgørelser om udmeldelse af syn og skøn eller afvisning heraf

kan kæres til landsretten.

Under syns- og skønssagen afgør byretten eventuelle tvister mellem

parterne om:

syn og skøn overhovedet er hensigtsmæssigt

en syns- og skønsmand er egnet og bør udpeges

om formulering af spørgsmål til syns- og skønsmanden (syns- og

skønstemaet) og tillægsspørgsmål.

hvilket bilagsmateriale syns- og skønsmanden skal have

udleveret

Udlevering af

bilag

Udgangspunktet for bilagsmaterialet er, at alt relevant bilagsmateriale

skal udleveres til syns- og skønsmanden. Dette er bilagsmateriale, der

belyser faktiske forhold vedrørende genstanden for syn og skøn, men det

kan også være den påklagede afgørelse med sagsfremstilling og klagerens

klageskrivelse til Landsskatteretten.

I sager vedrørende værdiansættelse af aktiver, der overdrages f.eks.

mellem en hovedaktionær og dennes selskab, opstår der undertiden tvist om

bilag, der vedrører perioden efter overdragelsen. Sådanne bilag, der ikke

har kunnet tages i betragtning i forbindelse med overdragelsen, bør som

hovedregel ikke udleveres til syns- og skønsmanden.

Retspraksis vedrørende udlevering af bilag til syns- og skønsmanden er

ganske omfattende.

I følgende afgørelser er bilag, som den ene part har ønsket fremlagt

for syns- og skønsmanden, ikke godkendt fremlagt af domstolene:

TfS 1999, 602 ØLK, om tvist om udlevering af årsregnskaber, der

vedrørte perioden efter tidspunktet for overdragelsen af goodwill, hvis

værdiansættelse blev bestridt af skattemyndighederne. Retten bestemte,

at regnskaberne ikke skulle forelægges syns- og skønsmanden.

TfS 2000, 937 VLK, hvor retten udtalte, at bilag, der var uden

betydning for syns- og skønsmandens mulighed for at besvare syns- og

skønstemaet, ikke skulle udleveres.

UfR 2000, 1437 VLD, der ikke vedrører syn og skøn i en

Landsskatteretssag, men hvor der alene var tale om udmeldelse af syn og

skøn i en byretssag, fastslog Landsretten, at en ensidigt indhentet

erklæring, indhentet forud for overdragelsen, ikke kunne fremlægges for

syns- og skønsmanden, da den ikke fandtes at have betydning for syns- og

skønsmandens besvarelse af syns- og skønstemaet.

TfS 2001, 668 VLK, hvor den skattepligtige fik medhold i, at nogle

bilag ikke skulle udleveres til syns- og skønsmanden. I referatet af

kendelsen er bilagene alene identificeret ved en henvisning til

nummereringen i sagen. Bilagene, som Told- og Skattestyrelsen blev

afskåret fra at udlevere til syns- og skønsmanden, var kommunens

agterskrivelse og skatteankenævnets kendelse, idet disse i den konkrete

sag ikke fandtes relevante for syns- og skønsmandens besvarelse af

spørgsmålene.

SKM2003.477.VLR ,

hvor Landsretten ikke tillod en ensidigt indhentet erklæring fremlagt

for syns- og skønsmanden, da erklæringen var indhentet efter sagens

anlæg og uden, at modparten havde været inddraget i den

forbindelse.

I følgende afgørelser er bilag, som den ene part har ønsket fremlagt

for syns- og skønsmanden, godkendt fremlagt af domstolene:

TfS 1990,376 ØLK, hvor Landsretten fastslog, at forhold, der var

påregnelige på skæringsdagen for fastsættelsen af den til virksomheden

knyttede goodwill, men først kunne dokumenteres senere, kunne tages i

betragtning.

TfS 1997, 1 ØLK (UfR 1997, 221), hvor klageren ensidigt havde

indhentet en sagkyndig udtalelse som en naturlig sagkyndig bistand og

ikke med henblik på fremlæggelse under en verserende eller truende

retssag. Da der ikke var nogen vurdering eller faktisk oplysning i den

omhandlede udtalelse, herunder selve resultatet af udtalelsen, som

klageren ikke på fuldt legitim vis kunne inddrage under

skønsforretningen ved hjælp af neutrale spørgsmål til skønsmændene,

fandt landsretten ikke grundlag for at nægte, at syns- og skønsmændene

fik adgang til udtalelsen.

SKM2001.95.VLK

(TfS 2001, 31), hvor Landsretten - ud fra en konkret vurdering i den

pågældende sag - tillod, at skønsmændene kunne forelægges oplysninger om

kursen af nogle aktier ved videreoverdragelse til tredjemand.

SKM2001.448.ØLK

hvor Landsretten tillod, at der blev fremlagt regnskaber for

efterfølgende år, idet Landsretten ud fra en konkret bedømmelse fandt,

at det ikke kunne udelukkes, at de efterfølgende år kunne have betydning

for vurderingen.

I sager om, hvorvidt et landbrug er drevet erhvervsmæssigt, fremlægges

al relevant bilagsmateriale op til syns- og skønsforretningens

foretagelse. Herudover kan eventuelle budgetter for de efterfølgende år

fremlægges.

Syns- og

skønstemaet

Grundlaget for syn og skøn er syns- og skønstemaet, der består af et

eller flere spørgsmål. Syns- og skønstemaet skal besvares i en syns- og

skønserklæring. Syns- og skønstemaet fremstår som parternes spørgsmål,

selvom parterne ikke nødvendigvis har været enige om relevansen eller

formuleringen af spørgsmålene.

Spørgsmålene i syns- og skønstemaet skal være konkrete, klare,

neutrale, relevante og omfattet af syns- og skønsmandens sagkundskab.

Spørgsmålene må derfor ikke være ledende. Spørgsmålene skal vedrøre

faktiske forhold og ikke efterlyse en generel vurdering eller en juridisk

vurdering.

I TfS 1999, 975 (byretsafgørelse) bestemte retten ved en tvist om

formulering af syns- og skønstemaet, at syns- og skønstemaet skulle

udformes i overensstemmelse med Skatteministeriets udkast. Landsretten

havde tidligere hjemvist sagen til fornyet behandling i byretten, jf. TfS

1999, 162 VLK.

I TfS 2000, 636 ØLK afviste retten en begæring om at udmelde syn og

skøn, da syns- og skønstemaet lagde op til en juridisk bedømmelse, som

hørte retten til.

I en sag om, hvad udlejningsværdien ville være på en beboelsesejendom,

kunne Told- og Skattestyrelsen ikke stille et generelt spørgsmål om det

normale udlejningsniveau for tilsvarende ejendomme, fordi syns- og

skønsmanden selv skal afgøre hvilke oplysninger, han har brug for at

indhente for at besvare spørgsmålet om den konkrete ejendom, jf. TfS 2000,

937 VLK.

I

SKM2003.245.VLR ,

tillod Landsretten imidlertid, mod rekvirentens protest, Skatteministeriet

at stille et spørgsmål om, hvorvidt priserne på markedet for ejendomme som

de i sagen omhandlede i området omkring Vejle i 1995 var stigende eller

faldende. Landsretten fandt, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at en

besvarelse af spørgsmålet (med de anførte præciseringer) kunne have

betydning for sagen.

I

SKM2002.453.ØLR

afskar Landsretten spørgsmål i skønsrekvirentens udkast til syns- og

skønstema på grund af manglende klarhed m.v. og nægtede samtidig

tilladelse til fremlæggelse af visse bilag.

I

SKM2003.120.ØLR

fik Told- og Skattestyrelsen tilladelse til at stille et supplerende

spørgsmål, da en besvarelse af spørgsmålet ikke kunne anses for at være

irrelevant for sagen.

I

SKM2003.216.VLR

tillod Landsretten Skatteministeriet at stille spørgsmål til syns- og

skønsmanden mod rekvirentens protest, om nogle fordringers værdi for en

konkret kreditor, da det ikke på forhånd kunne udelukkes, at en besvarelse

af spørgsmålene kunne have betydning for sagen.

I

SKM2004.271.ØLR

tillod Landsretten Told- og Skattestyrelsen at stille 2 supplerende

spørgsmål, da Landsretten fandt, at det ikke på forhånd kunne udelukkes,

at en besvarelse af spørgsmålene kunne have betydning for

Landsskatterettens afgørelse i den materielle skattesag.

I

SKM2004.473.ØLR

fastslog Landsretten, at spørgsmål i et skønstema skal være konkrete,

klare, neutrale og relevante, hvorfor Landsretten ikke kunne godkende

skønstemaet i den af rekvirenten foreslåede udformning. Landsretten kunne

derimod godkende de af Kammeradvokaten foreslåede spørgsmål.

I

SKM2005.462.BR

blev en række tillægsspørgsmål afskåret bl.a. med den begrundelse, at de

ikke var relevante.

Skønsforretningen og

skønserklæringen

Syns- og skønsmanden skal underrette parterne om syns- og

skønsforretningens foretagelse.

Efter syns- og skønsforretningen udarbejder syns- og skønsmanden en

skriftlig erklæring, som skal indeholde syns- og skønsmandens svar på

spørgsmålene i syns- og skønstemaet. Hvis en af parterne eller begge

parter ønsker det, kan der stilles supplerende spørgsmål til syns- og

skønsmanden. Parterne skal være enige om formuleringen af de supplerende

spørgsmål. De supplerende spørgsmål besvares også skriftligt.

Endvidere kan det være nødvendigt med en afhjemling af syns- og

skønsmanden. En afhjemling indebærer, at syns- og skønsmanden møder i

retten og bekræfter eller eventuelt supplerer og korrigerer syns- og

skønserklæringen. Der kan under afhjemlingen i retten stilles klargørende

eller uddybende spørgsmål til syns- og skønsmanden.

Nyt syn og skøn

Ved syns- og skønssagens afslutning fremsættes der undertiden fra en af

parterne ønske om, at der foretages nyt syn og skøn ved en ny syns- og

skønsmand.

Der stilles ifølge retspraksis store krav til at få udmeldt en ny syns-

og skønsmand. En betingelse for at få udmeldt en ny syns- og skønsmand er,

at der skal påvises et sikkert grundlag for, at den oprindelige syns- og

skønsmand har begået en fejl ved udarbejdelsen af sin syns- og

skønserklæring.

I

SKM2004.70.VLR

fandt Landsretten det ikke sandsynliggjort, at skønsmændene havde begået

faglige fejl eller havde fejlfortolket foreliggende oplysninger, hvorfor

Landsretten ikke tog rekvirentens begæring om nyt syn og skøn til følge.

Se også

SKM2003.477.VLR ,

hvor Landsretten heller ikke fandt, at betingelserne for nyt syn og skøn

var opfyldt.

I

SKM2004.16.VLR

hjemviste Landsretten - i stedet for nyt syn og skøn - den materielle

skattesag til Ligningsrådet, da der under domsforhandlingen fremkom

væsentlige nye oplysninger, som hverken Landsskatteretten eller syn og

skønsmændene havde haft kendskab til. Det oprindelige skøn hvilede derfor

på et ufuldstændigt grundlag.

Syn og skønssagens

afslutning

Syns- og skønssagen afsluttes med, at byretten godkender syns- og

skønsmandens forslag til honorar, efter at parterne har haft lejlighed til

at udtale sig herom, jf. f.eks. TfS 1998, 764 TSS, hvor Told- og

Skattestyrelsen fik medhold i, at et honorar i en syns- og skønssag var

for højt, og UfR 2000, 2202 ØLR, hvor et skønsmandshonorar for

tillægsspørgsmål blev nedsat, da parterne ikke var blevet kontaktet forud.

Behandling i

Landsskatteretten efter syn og skøn

Når syns- og skønssagen er afsluttet i byretten, skal rekvirenten inden

14 dage indsende kopi af retsbogsudskriften til Landsskatteretten. Sammen

med udskriften skal følge syns- og skønserklæringen. Er klageren

rekvirent, skal klageren samtidig meddele Landsskatteretten, om

vedkommende ønsker klagen opretholdt. Kommer der ingen meddelelse fra

klageren herom, anses klagen for opretholdt.

Er SKAT rekvirent, kan Landsskatteretten spørge klageren, om klagen

ønskes opretholdt eller trukket tilbage. Hvis klageren ikke svarer på

Landsskatterettens forespørgsel, anses klagen for opretholdt. Der henvises

nærmere til forretningsorden for Landsskatteretten § 19.

Landsskatteretten har mulighed for undtagelsesvis at indkalde syns- og

skønsmændene til at udtale sig i et retsmøde, jf. forretningsordenen for

Landsskatteretten, § 14, stk. 4.

Syn og skøn er et bevismiddel, der i princippet ikke er bindende for

bevisbedømmelsen ved Landsskatteretten, men syns- og skønserklæringen vil

normalt blive lagt til grund for afgørelsen. Se dog modsat i

SKM2001.64.ØLK ,

hvor syns- og skønsmandens vurdering ikke umiddelbart kunne lægges til

grund og

SKM2002.530.VLR ,

hvor det forhold, at en syns- og skønsmand efterfølgende havde anslået

nogle bygningers værdi til en væsentlig lavere værdi, ikke kunne føre til,

at skattemyndighedernes ansættelse kunne tilsidesættes, da den oprindelige

værdiansættelse var sket i forbindelse med en overdragelse mellem

uafhængige parter, samt

SKM2004.159.ØLR .

Omkostninger

Udgifterne til syn og skøn afholdes af rekvirenten. Dette gælder også

omkostninger forårsaget af modpartens tillægsspørgsmål, når de alene har

til formål at uddybe skønsmandens besvarelse af de oprindelige spørgsmål,

jf. TfS 1995, 490 HK og UfR 2002.1849 V. Retten kan pålægge rekvirenten at

betale sagsomkostninger til skønsindstævnte. Derimod kan retten ikke

pålægge skønsindstævnte at betale omkostninger ved syn og skøn til

rekvirenten, jf. retsplejelovens § 343, stk. 3. Syn og skøn begæret af en

klager er som hovedregel omfattet af reglerne om omkostningsgodtgørelse,

jf. afsnit

K .

Fristafbrydelse og

suspension

Optagelse af syn og skøn uden retssag er ikke et sådant retligt skridt,

der afbryder forældelse i medfør af

1908-lovens

§ 2, jf. afsnit

N.2.1.4 .

Fristen i SFL § 48, stk. 2, om at klageren kan indbringe sagen for

domstolene, hvis Landsskatteretten ikke har truffet afgørelse inden 6

måneder, suspenderes derimod, indtil klageren har meddelt

Landsskatteretten, om klagen skal opretholdes, jf. SFL § 47, stk. 3.

Lignende dokumenter