PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2006 H. KLAGESTRUKTUR OG KLAGEBEHANDLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Processuelle regler på SKATs område 2006-3
H.
Klagestruktur og klagebehandling
Reglerne om klageadgang er reguleret i skatteforvaltningsloven
(SFL) samt i de forskellige told- skatte- og afgiftslove. På området
for klagebehandling suppleres SFL af følgende bekendtgørelser:
bekendtgørelse nr. 1035 af 25. oktober 2005 om forretningsorden for
Skatterådet,
bekendtgørelse nr. 974 af 17. oktober 2005 om forretningsorden for
Landsskatteretten,
bekendtgørelse nr. 607 af 14. juni 2006 om forretningsorden for
skatteankenævn, bekendtgørelse nr. 608 af 14. juni 2006 om
forretningsorden for vurderingsankenævn, bekendtgørelse nr. 256 af 28.
marts 2006 om landets inddeling i skatte-, vurderings- og
motorankenævnskredse,
bekendtgørelse nr. 1025 af 24. oktober 2005 om afgørelse af visse
klager i
Landsskatteretten uden medvirken af ordinære retsmedlemmer,
bekendtgørelse nr. 437 af 17. maj 2006 om ændring af bekendtgørelse om
afgørelse af visse klager i Landsskatteretten uden medvirken af ordinære
retsmedlemmer,
bekendtgørelse nr. 1029 af 24. oktober 2005 om den kompetente
myndighed,
bekendtgørelse nr. 1036 af 25. oktober 2005 om klage i personalesager
og delegering
af udnævnelses- og afskedigelseskompetencen, bekendtgørelse nr. 360 af 24.
april 2006 om ændring af bekendtgørelse om klage i personalesager og
delegering af udnævnelses- og afskedigelseskompetence og
bekendtgørelse nr. 711 af 26. juni 2006 om afgørelser fra told- og
skatteforvaltningen, der ikke kan påklages til Skatteministeriet.
Læs alt
Grundet etableringen af enhedsforvaltningen er der sket en forenkling i
klagestrukturen, herunder i antallet af myndigheder, der fungerer som
klageinstans.
Indtil 1. november 2005 var klagestrukturen i væsentligt omfang
reguleret ved skattestyrelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 868 af 12.
august 2004, og via sagsudlægningsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr.
520 af 25. juni 2002. Herudover var reglerne om klageadgang reguleret i de
love, der knyttede sig til de enkelte områder. Skattestyrelsesloven og
sagsudlægningsbekendtgørelsen er ophævet med virkning fra den 1. november
2005, hvorefter en ny klagestruktur træder i kraft.
Grundtrækket i den nye klagestruktur er følgende:
Hovedregel
Hovedreglen er, at Landsskatteretten er klageinstans i samtlige
klagesager, hvor SKAT, Skatterådet, et skatteankenævn eller et
vurderingsankenævn har truffet afgørelse.
Undtagelser
Undtaget herfra er tre tilfælde.
For det første, hvis sagen kan påklages til skatteankenævnet, jf.
udtrykkeligt opremsningen i SFL § 5.
For det andet, hvis sagen kan påklages til vurderingsankenævnet, jf.
opremsningen i SFL § 8.
For det tredje de tilfælde, hvor ministeren har udnyttet sin
kompetence til at fastsætte regler om retten til at klage
over SKATs afgørelser, jf. SFL § 14, stk. 2.
Skatteankenævnene og vurderingsankenævnene er således bibeholdt med den
nye klagestruktur. Skatteankenævnets kompetence er i forhold til tidligere
udvidet til også at omfatte afgørelser om gaveafgift. Tilsvarende er
vurderingsankenævnets kompetence udvidet til også at omfatte klager over
såkaldte værdiforringelseserklæringer. Skatteankenævnets og
vurderingsankenævnets afgørelser kan påklages til Landsskatteretten, med
undtagelse af afgørelser om forskudsregistrering, jf. SFL § 11, stk.
1, nr. 1.
Det er nyt, at den enkelte borger frit kan vælge, om en klage
skal behandles af skatteankenævnet eller af Landsskatteretten,
jf. SFL § 5, stk. 2. Der er ikke længere noget krav om, at
sagen har ligget ubehandlet ved ankenævnet i tre måneder som forudsætning
for, at sagen springer skatteankenævnet over. Ved sager om
forskudsregistrering skal klage dog altid ske til skatteankenævnet. Der er
ikke mulighed for at vælge vurderingsankenævnet fra.
Den nye klagestruktur betyder, at de klagesager, der tidligere blev
klagebehandlet i de regionale told- og skatteforvaltninger, Told- og
Skattestyrelsen eller af Ligningsrådet, nu alle skal klagebehandles i
Landsskatteretten. Som en undtagelse herfra gælder, at afgørelser om
ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 8, vedrørende
fysiske personer og dødsboer kan påklages til skatteankenævnet.
Det bemærkes, at der i SFL § 13, stk. 3, 1. pkt. er givet
retspræsidenten for Landsskatteretten bemyndigelse til at fastsætte regler
om, at visse nærmere angivne typer af afgørelser truffet af SKAT skal
afgøres uden medvirken af retsmedlemmer. Disse sager behandles uden,
at der pålægges klageren at betale et gebyr. Bemyndigelsen er
udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1025 af 24. oktober 2005, hvortil der
henvises. Bekendtgørelse nr. 1025 er senest ændret ved bekendtgørelse nr.
437 af 17. maj 2006. Sidstnævnte bekendtgørelse udvider området for
afgørelser, der kan behandles i Landsskatteretten uden medvirken af
ordinære retsmedlemmer.
Skatterådet har alene kompetence som 1. instans. Skatterådets
kompetence er afledt. Rådet har alene kompetence i det omfang det er
blevet forelagt sager fra SKAT i henhold til SFL § 2, stk. 2, og
stk. 3 og § 21, stk. 4 om bindende svar, jf. herom
SKM2005.449.SKAT .
Skatterådet er endvidere tillagt kompetence som 1. instans i henhold til
særlige skattebestemmelser. Det er en konsekvens af den nye klagestruktur,
at Skatterådet ikke fungerer som klageinstans.
SKAT stiller sekretariatsbetjening til rådighed for Skatterådet,
skatteankenævnene og vurderingsankenævnene, jf. SFL § 4, stk. 5,
§ 7, stk. 8 og § 10, stk. 6. Sekretariatsbetjeningen af skatteankenævnene
og vurderingsankenævnene er organisatorisk adskilt fra den øvrige
told- og skatteforvaltning i en særlig enhed med reference til
direktionen.
H.1 Klagestrukturen
Skatteankenævnets
kompetence
Skatteankenævnets kompetence er opregnet i SFL § 5, stk. 1, nr. 1
- 9. Skatteankenævnet afgør således klager over SKATs afgørelser,
herunder sager om genoptagelse af sådanne afgørelser, vedrørende
fysiske personer og dødsboer om:
1) Forskudsregistrering af indkomst.
2) Ansættelse af indkomstskat.
Begrebet ansættelse af indkomstskat omfatter opgørelse af enhver
form for skat, der opgøres på grundlag af indkomst. Begrebet omfatter
pensionsafkastbeskatning, arbejdsmarkedsbidrag, kirkeskat og gaveafgift.
Begrebet omfatter ikke boafgift, ejendomsværdiskat og afgift efter
pensionsbeskatningsloven.
3) Bindende svar efter kapitel 8, for så vidt angår spørgsmål som nævnt
i nr. 1,2 og 4-7.
4) Ansættelse af underskud eller tab, der kun kan modregnes i
skattepligtig indkomst fra kilder af samme art, som underskuddet eller
tabet vedrører.
5) Ansættelse af ejendomsværdiskat.
6) Beregning af passivposter efter boafgiftslovens § 13 a, der ikke
vedrører værdiansættelse efter boafgiftslovens § 12.
7) Beregning af passivposter efter kildeskattelovens § 33 D.
8) Ansættelse af anskaffelsessummer m.v. opgjort efter
skattekontrollovens § 3 C, stk. 8, 11 og 13, for fysiske personer og
dødsboer.
9) Behandling af anmodninger efter skattekontrollovens § 3 C, stk. 3,
4. pkt., stk. 5, stk. 11, 5. pkt., og stk. 13, 4. pkt., for fysiske
personer og dødsboer.
Det fremgår af SFL § 5, stk. 2, at afgørelser, der kan påklages
til skatteankenævnet efter stk. 1, nr. 2-9, efter klagerens valg, i stedet
kan påklages til Landsskatteretten efter SFL § 11, stk. 1, nr. 1.
Stedlig kompetence
vedrørende skatteankenævn
Udgangspunktet er, at klagen indgives til det nævn, i hvis kreds
klagere havde bopæl ved udløbet af det klagebehandlede indkomstår
henholdsvis på dødstidspunktet, jf. forretningsordenens § 1, stk. 2 Herfra
gælder 5 undtagelser:
1) Klage over forskudsregistrering indgives til det nævn, hvor klageren
havde bopæl på det tidspunkt, hvor den påklagede forskudsregistrering blev
foretaget.
2) Klage over en ansættelse om begrænset skattepligtig indgives til det
nævn, hvor indkomstkilden var beliggende ved udløbet af det
klagebehandle indkosmtår, henholdsvis skattepligtens ophør.
3) Klage over en ansættelse, der udspringer af salg af et aktiv,og hvor
aftalen er bindende for både køber og sælger, skal indgives til det
nævn, hvor sælger havde bopæl på tidspunktet for salg af aktivet.
4) Klage over bindende svar, der vedrører en disposition i et
indkomstår, der ikke er afsluttet på klagetidspunktet, skal indgives til
det skatteankenævn, hvor klageren havde bopæl på tidspunktet for
indgivelse af anmodningen om bindende svar.
5) Klage over en ansættelse af gaveafgift indgives til det nævn, hvor
gavegiere havde bopæl på tidspunktet for gaveoverdragelsen.
Det fremgår af forretningsordenens § 1, stk. 3, at Skatteministeren,
eller den denne bemyndiger hertil, kan bestemme, at en klage skal
behandles i et andet nævn, hvis et andet nævn behandler klagerens sager i
andre indkomstår om samme spørgsmål, eller grundlaget for en klagesag i
overvejende grad kan henføres til en anden nævnskreds, eller hvis der i
øvrigt er tvivl om, hvilket nævn, der skal behandle sagen.
Det fremgår af forretningsordenens § 1, stk. 4, at hvis en afgørelse
ved domstolene eller ved Landsskatteretten betyder, at et spørgsmål på ny
skal behandles af et nævn, skal spørgsmålet behandles af et andet nævn end
det, der første gang behandlede spørgsmålet. Skatteministeren, eller den
denne bemyndiger hertil, bestemmer, hvilket andet nævn, der skal behandle
sagen.
Vurderingsankenævnets
kompetence
Vurderingsankenævnene afgør i henhold til SFL § 8 klager
over SKATs afgørelser efter:
1) Lov om vurdering af landets faste ejendomme.
2) Ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, nr. 3.
Det fremgår af forretningsorden for vurderingsankenævn, jf.
bekendtgørelse nr. 608 af 14. juni 2006, § 1, stk. 2, at klage over en
ejendomsvurdering kan indgives af ejeren af den faste ejendom og af andre,
der har en væsentlig, direkte retlig interesse i vurderingens
resultat, jef. skatteforvaltningslovens § 38, stk. 1. Klagen behandles af
det vurdringsankenævn, i hvis kreds ejendommen er beliggende. Klagen
indsendes gennem told- og skatteforvaltningen.
Det fremgår videre af forretningsordenens § 1, stk. 3, at hvis en
afgørelse ved domstolene eller Landsskatteretten betyder, at et spørgsmål
på ny skal behandles af et nævn, skal spørgsmålet behandles af et andet
nævn end det, der første gang behandlede spørgsmålet. Skatteministeren,
eller den denne bemyndiger hertil, bestemmer, hvilket nævn, der skal
behandle sagen.
Landsskatterettens
kompetence
Landsskatteretten afgør, medmindre andet er bestemt af skatteministeren
efter § 14, stk. 2, klager over:
1) SKATs afgørelser, bortset fra afgørelser om
forskudsregistrering som nævnt i § 5, stk. 1, nr. 1.
2) Skatterådets afgørelser.
3) Skatteankenævnenes afgørelser efter § 5, stk. 1, nr. 2-7.
4) Vurderingsankenævnenes afgørelser.
Landsskatteretten afgør herudover sager, som skatteministeren har
indbragt for Landsskatteretten efter § 40, stk. 2. Endelig afgør
Landsskatteretten sager, som efter anden lovgivning er henlagt til
Landsskatterettens afgørelse.
Skatteministeren fastsætter regler om klage i særlige
sagstyper
I henhold til SFL § 14, stk. 2, har skatteministeren hjemmel til
at fastsætte regler om retten til at klage over SKATs afgørelser.
Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1036 af 25. oktober
2005. Af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, fremgår det, at
afgørelser truffet af SKAT om ansættelse af personale og andre
personalesager ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. Det
fremgår dog af bekendtgørelsens § 1, stk. 2, at afgørelser truffet
af SKAT i disciplinærsager kan påklages til Skatteministeriet. Videre
fremgår det, at andre personalesager, hvor der er truffet afgørelse om
uansøgt afsked, samt sager om aktindsigt i ansættelses- og personalesager
kan påklages til Skatteministeriet. Bekendtgørelse nr. 1036 er ændret ved
bekendtgørelse nr. 360 af 24. april 2006. Ændringen vedrører § 2 i
bekendtgørelse nr. 1036. Det fremgår herefter af § 2, at klage til
Skatteministeriet over told- og skatteforvaltningens afgørelser, jf. § 1,
stk. 2, med undtagelse af klage over afgørelser om aktindsigt, skal være
modtaget i Skatteministeriet senest 3 måneder fra modtagelsen af den
afgørelse, der klages over.
Bemyndigelsen er endvidere udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1029 af 24.
oktober 2005. Af bekendtgørelsens § 1 fremgår det, at SKAT bemyndiges
til at træffe afgørelser efter dobbeltbeskatningsoverenskomster som "den
kompetente myndighed". Af bekendtgørelsens § 2 fremgår det, at afgørelser
truffet efter § 1 ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.
Endelig er bemyndigelsen i SFL § 14, stk. 2, udnyttet ved
bekendtgørelse nr. 711 af 26. juni 2006. Heraf fremgår det, at SKATs
stillingtagen til spørgsmål om sagsbehandling ikke kan påklages til
Skatteministeriet, jf. bekendtgørelsens § 1, 1. pkt. Told- og
skatteforvaltningens afgørelser om aktindsigt i sager om sådanne spørgsmål
kan dog påklages til Skatteministeriet, jf. bekendtgørelsens § 1, 2. pkt.
Bekendtgørelsen træder i kraft 1. juli 2006.
H.1.1 Klage over formalitetsspørgsmål
m.m.
Klager over
sagsbehandlingen
Med etableringen af enhedsforvaltningen reduceres den hierarkiske
opbygning af den statslige skatteforvaltning til SKAT og
skatteministeren/skatteministerens departement.
Det betyder, at den mulighed, der tidligere bestod for at klage over en
sagsbehandling til en overordnet myndighed, ikke længere er aktuel
indenfor SKAT.
Endvidere er
adgangen til - efter en
almindelig ulovbestemt retsgrundsætning - at påklage SKATs
stillingtagen til spørgsmål om sagsbehandling til Skatteministeriet som
overordnet myndighed afskåret ved bekendtgørelse nr. 711 af 26. juni 2006,
§ 1.
Hvis der er truffet en afgørelse om formelle indsigelser af juridisk
karakter, vil klagen herover følge klagevejen over den materielle
afgørelse. Hvis der i øvrigt klages over sagsbehandlingen, vil
klageadgangen være til Landsskatteretten, forudsat der er tale om en
egentlig forvaltningsretlig afgørelse.
I de tilfælde, hvor indsigelser mod sagsbehandlingen hos SKAT ikke
resulterer i en forvaltningsretlig afgørelse, vil der som følge af §
1, 1. pkt. i ovennævnte bekendtgørelse nr. 711 af 26. juni
2006 ikke være nogen administrativ klagemulighed. Det gælder fx
klager over sagsbehandlingstid, klage over mangelfuld rådgivning, klage
over personlig adfærd eller øvrige klager over myndighedernes faktiske
forvaltningsvirksomhed. I det omfang indsigelse mod en ansats
adfærd resulterer i en forvaltningsafgørelse, er klage til departementet
afskåret i § 1, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 1036 af 25. oktober 2005,
medmindre der er tale om en egentlig disciplinærsag eller en sag om
uansøgt afsked, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2, hvorefter der i sådanne
tilfælde kan klages til departementet.
Inhabilitet
Efter
FVL
§ 6, stk. 2, afgøres spørgsmålet om, hvorvidt en person er inhabil
af den myndighed, som skal træffe afgørelsen vedrørende sagens realitet.
Afgørelsen kan alene indbringes for en klageinstans i forbindelse med
påklage af afgørelsen vedrørende sagens realitet. Klagevejen følger
således den materielle sag.
Aktindsigt
SKATs afgørelser om aktindsigt kan ved samtidig klage over den
underliggende materielle sag på skatte- og vurderingsområdet påklages
til henholdsvis skatteankenævnet og vurderingsankenævnet.
Skatteankenævnets og vurderingsankenævnets afgørelser kan påklages til
Landsskatteretten.
I alle andre tilfælde kan afgørelser om aktindsigt særskilt påklages
til Landsskatteretten, jf., skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1 -
4.
Når en sag om aktindsigt påklages til Landsskatteretten, behandles
klagen i Landsskatteretten uden medvirken af ordinære retsmedlemmer, jf.
bekendtgørelse nr. 1025 af 24. oktober 2005, § 1, nr. 34 vedrørende
aktindsigt efter forvaltningsloven og bekendtgørelsens § 1, nr. 91
vedrørende aktindsigt efter offentlighedsloven. Hvis særlige
omstændigheder ved en påklaget afgørelse taler for, at klagen afgøres
under medvirken af retsmedlemmer, kan retspræsidenten dog bestemme en
sådan behandling af klagen uanset reglerne i bekendtgørelsen, jf.
skatteforvaltningslovens § 13, stk. 3, 2. pkt.
Indsigtsret
Ved anmodninger om indsigt mv. efter reglerne i
PDL
§§ 31-40 er det den dataansvarlige myndighed, virksomhed mv., der har
kompetencen til at afgøre, om anmodningen kan imødekommes. Dette udelukker
for så vidt angår den offentlige forvaltning ikke sædvanlig
forvaltningsmæssig delegation, jf.
Datatilsynets vejledning nr. 126 af 10. juli 2000 , punkt 5. Afgørelser
truffet af
den dataansvarlige vedrørende den registreredes rettigheder kan indbringes
for Datatilsynet til endelig administrativ afgørelse, jf. lovens § 61.
Videregivelse af fortrolige
oplysninger
Etableringen af enhedsforvaltningen betyder, at udvekslingen af
oplysninger i langt højere grad vil ske inden for samme myndighed, jf.
afsnit
M.3.2.3 . Kompetencen
til at afgøre, om en fortrolig oplysning skal videregives inden for samme
myndighed, tilkommer den, der som følge af sit arbejde har kendskab til
oplysningen.
Vurderingen af, om en oplysning kan eller skal videregives til en
anden myndighed foretages som
hovedregel efter forvaltningslovens §§ 28 - 31, jf. afsnit
M.3.2.2 .
Vurderingen foretages af den myndighed, der er i besiddelse af
oplysningen. Klage over afslag på en anmodning om videregivelse fra en en
forvaltningsmyndighed til en anden skal indgives til
Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 1.
Forældelse
Afgørelse vedrørende spørgsmål om forældelse af skatte- og afgiftskrav
træffes af SKAT i 1. instans. Afgørelse herom kan i henhold
til SFL 11, stk.1, nr. 1, indbringes for
Landsskatteretten. Reglen i SFL § 41, stk. 1, nr. 5, er en
undtagelse herfra, idet der er tale om en eksemplificering af, i hvilke
tilfælde en ansættelse kan påklages. Vedrørende fysiske personer og
dødsboer vil der derfor være klageadgang til skatteankenævnet og videre
til Landskatteretten, såfremt den klageberettigede mener, at ansættelsen
er uvirksom, fordi det afledte skattekrav var forældet på tidspunktet for
ansættelsens foretagelse.
Omkostningsgodtgørelse og
henstand
Afgørelse om omkostningsgodtgørelse og henstand afgøres af SKAT.
Der er i begge tilfælde klageadgang til Landsskatteretten,
jf. skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1.
H.1.2 Kompetence på særlige udvalgte
områder
Forskudsregistrering
Afgørelser om grundlaget for det foreløbige skattetilsvar træffes
af SKAT, jf.
KSL
§ 55 B, stk. 1. Afgørelsen kan påklages til skatteankenævnet, jf. KSL
§ 55 B, stk. 2 og SFL § 5, stk. 1, nr. 1. Af forretningsordenen for
skatteankenævn, § 1, stk. 2, nr. 1, fremgår det, at klage over
forskudsregistrering indgives til det nævn, hvor klageren havde bopæl på
det tidspunkt, hvor den påklagede forskudsregistring blev foretaget. Der
er ikke mulighed for at klage til Landsskatteretten i den type sager,
jf. KSL § 55 B, stk. 2, og SFL § 11, stk. 1, nr. 1 og nr. 3
modsætningsvis.
Acontoskat
SKAT træffer afgørelser om acontoskat, jf.
selskabsskattelovens
§ 29 A, stk. 2. SKATs afgørelse herom kan påklages til
Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1.
Gaveafgift
Afgørelser om gaveafgift træffes af SKAT i 1. instans. Der er
klageadgang til skatteankenævnet, jf. SFL § 5, stk. 1, nr. 2. Af
forretningsordenen for skatteankenævn, § 1, stk. 2, nr. 5, fremgår det, at
klage over en ansættelse af gaveafgift indgives til det nævn, hvor
gavegiver havde bopæl på tidspunktet for gaveoverdragelsen.
Skatteankenævnets afgørelser kan videreklages til Landsskatteretten,
jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 3.
Skatteansættelser for
fysiske personer og dødsboer
Klager over SKATs afgørelser om skatteansættelser af indkomst for
fysiske personer og dødsboer, behandles af skatteankenævnene, jf. SFL
§ 5, stk. 1, nr. 2. Skatteankenævnets afgørelser kan påklages til
Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 3.
I sager om skatteansættelsen for fysiske personer og dødsboer er
der hjemlet adgang til at klage direkte til Landsskatteretten, således at
klagebehandlingen ved skatteankenævnet springes over, jf. SFL § 5,
stk. 2. Den skattepligtige kan frit vælge, hvilken løsning der findes mest
hensigtsmæssig i den konkrete sag.
Såfremt SKAT i henhold til SFL § 2, stk. 2, har henlagt en
sag om ansættelsen for en fysisk person eller et dødsbo til afgørelse ved
Skatterådet, er der klageadgang til Landsskatteretten, jf. SFL § 11,
stk. 1, nr. 2.
Skatteansættelser for
juridiske personer, bortset fra dødsboer(selskaber)
Skatteansættelsen af juridiske personer, bortset fra
dødsboer(selskaber) foretages af SKAT. Klager over SKATs
afgørelser om skatteansættelser af indkomst for juridiske personer,
bortset fra dødsboer, behandles af Landsskatteretten, jf. SFL § 11,
stk. 1, nr. 1.
Skattetillæg
Klage over, at et skattetillæg eller et procenttlilæg er beregnet
forkert, skal i medfør af SFL § 5, stk. 1, nr. 2, ske til
skatteankenævnet. Er der tale om en klage over hel eller delvis afslag på
eftergivelse af et skattetillæg eller klage over, at skattetillæg er
pålignet, fx fordi skatteyder er af den opfattelse, at selvangivelsen er
indgivet rettidigt, skal en sådan afgørelse påklages til
Landsskatteretten efter hovedreglen i SFL § 11, stk. 1, nr. 1. I
tvivlstilfælde må det anbefales, at der gives klageadgang til
Landsskatteretten efter hovedreglen i SFL § 11, stk. 1, nr. 1.
Skatteforbehold
SKatteforbehold påklages på samme måde som den ansættelse forholdet
knytter sig til.
Tilsyn
Skatterådet kan efter indstilling fra SKAT ændre en åbenbart
ulovlig afgørelse, der er truffet af et skatteankenævn eller et
vurderingsankenævn, jf. SFL § 2, stk. 3. Skatterådets
afgørelser kan påklages til Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1,
nr. 2.
Genoptagelse ved told- og
skatteforvaltningen eller Skatterådet på skatteyderens
foranledning
En anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen kan fremsættes af den
skattepligtige med hjemmel i SFL §§ 26 og 27. Bestemmelserne er en
videreførelse af skattestyrelseslovens §§ 34 og 35. Der henvises herom til
afsnit
G.1 .
Det er SKAT, der er kompetent med hensyn til en skatteyders
anmodning om genoptagelse i henhold til SFL §§ 26 og 27 om ordinær og
ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen.
Et afslag på en anmodning om genoptagelse kan påklages gennem
klagesystemet på samme måde som en skatteansættelse.
For fysiske personer og dødsboer vil en afgørelse om nægtelse af
genoptagelse herefter kunne påklages til skatteankenævnet, jf. SFL §
5, stk. 1, og videre til Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1, nr.
3. Som beskrevet ovenfor under klage over skatteansættelsen vedrørende
fysiske personer og dødsboer, er der i stedet mulighed for at springe
klagen til skatteankenævnet over og klage direkte til Landsskatteretten,
jf. SFL § 5, stk. 2.
Dersom Skatterådet i medfør af SFL § 2, stk. 2, har truffet
afgørelse om skatteansættelsen, skal en anmodning om genoptagelse rettes
dertil. Et afslag på en anmodning om genoptagelse skal i disse tilfælde
ligeledes påklages til Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1, nr.
2.
For juridiske personer bortset fra dødsboer vil en afgørelse om
nægtelse af genoptagelse kunne påklages til Landsskatteretten,
jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 1, hvis det er SKAT, der har truffet
afgørelsen, og med hjemmel i SFL § 11, stk. 1, nr. 2, hvis det i
medfør af lovens § 2, stk. 2, er Skatterådet, der har truffet
afgørelsen.
Hvis en anmodning om genoptagelse imødekommes, og sagen genoptages
af SKAT, følger en evt. klage over den nye ansættelse den sædvanlige
instansfølge. Det betyder, at afgørelsen kan påklages til skatteankenævnet
og/eller Landsskatteretten afhængig af, om ansættelsen vedrører fysiske
personer og dødsboer eller selskaber. I førstnævnte tilfælde vil
klagevejen desuden afhænge af, om skatteyder benytter sig af muligheden
for med hjemmel i SFL § 5, stk. 2, at springe klagebehandlingen til
skatteankenævnet over, ligesom der i førstnævnte tilfælde skal ske klage
direkte til Landsskatteretten, såfremt Skatterådet har truffet afgørelse i
første instans.
Hvis en klage over afslag på genoptagelse imødekommes af et
skatteankenævn eller af Landsskatteretten, vil SKAT, eller Skatterådet i
henhold til SFL § 2, stk. 2, blive pålagt at genoptage
skatteansættelsen. Et skatteankenævn har dog mulighed for at genoptage
ansættelsen, hvis klageren er enig heri, jf. SFL § 36, stk. 8. Der er
ikke en tilsvarende hjemmel for Landsskatteretten til selv at foretage
genoptagelsen.
Genoptagelse på
skatteyderens foranledning ved skatteankenævnet eller ved
Landsskatteretten
En skatteyders mulighed for at få genoptagelse ved skatteankenævnet
eller ved Landsskatteretten reguleres efter reglerne i SFL §§ 37 og
46. Nægter skatteankenævnet at imødekomme en ansøgning om genoptagelse ved
nævnet i henhold til SFL § 37, kan nægtelsen påklages til
Landsskatteretten. Såfremt Landsskatteretten nægter at imødekomme en
ansøgning om genoptagelse ved retten i henhold til SFL § 46, vil
afgørelsen alene kunne indbringes for domstolene.
Bindende svar
Klage over bindende svar afgivet af SKAT vedrørende fysiske
personer og dødsboer skal indgives til skatteankenævnet, jf. SFL § 5,
stk. 1, nr. 3. Det fremgår af forretningsordenen for skatteankenævn, § 1,
stk. 2, nr. 4, at klage over bindende svar, der vedrører en disposition i
et indkomstår, der ikke er afsluttet på klagetidspunktet, skal indgives
til det skatteankenævn, hvor klageren havde bopæl på tidspunktet for
indgivelse af anmodningen om bindende svar. Skatteankenævnets
afgørelse kan påklages videre til Landsskatteretten, jf. SFL § 11,
stk. 1, nr. 3.
Fysiske personer og dødsboer kan i stedet for at klage til
skatteankenævnet vælge at klage over et bindende svar direkte til
Landsskatteretten, jf. SFL § 5, stk. 2.
Endelig skal klage over et bindende svar for fysiske personer eller
dødsboer, der er afgivet af Skatterådet i henhold til SFL § 21, stk.
4, jf. § 2, stk. 2, påklages til Landsskatteretten, jf. SFL § 11,
stk. 1, nr. 2.
Klage over bindende svar afgivet af SKAT vedrørende juridiske
personer bortset fra dødsboer skal indgives til Landsskatteretten,
jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 1. Er afgørelsen truffet af Skatterådet i
henhold til lovens § 21, stk. 4, jf. § 2, stk. 2, skal der
ligeledes indgives klage til Landsskatteretten, jf. SFL § 11,
stk. 1, nr. 2.
En afgørelse om afvisning af en anmodning om bindende svar,
jf. SFL § 24, stk. 1 og 2, kan ikke påklages, jf. lovens § 24,
stk. 3. En afgørelse om afvisning af en anmodning om bindende
svar under henvisning til andre bestemmelser end SFL § 24, stk.
1 og 2, kan påklages på sædvanlig vis, jf. bestemmelserne i SFL § 5,
stk. 1, nr. 3 og § 11, stk. 1, nr. 3.
Bevillinger og
dispensationer
I en række bevillings- og dispensationsbestemmelser fremgår
betingelserne for at anvende den pågældende bestemmelse direkte af loven.
I disse tilfælde skal der ikke søges om tilladelse eller dispensation for
at anvende den pågældende bestemmelse. Spørgsmål om, hvorvidt
betingelserne for at anvende sådanne bestemmelser er opfyldte, afgøres
af SKAT. Afgørelser herom kan normalt indbringes for
Landsskatteretten i henhold til SFL § 11, stk. 1, nr. 1.
Skattefri aktieombytning,
skattefri fusion, spaltning og tilførsel af aktiver
SKAT er den kompetente myndighed i 1. instans i samtlige sager om
omstruktureringer. Som eksempel kan nævnes reglerne i
aktieavancebeskatningslovens
§ 13, om tilladelse til skattefri ombytning af aktier, reglerne om
skattefri spaltning i
fusionsskattelovens
15 b, stk. 5, og reglerne i fusionsskattelovens § 15 d, stk. 5, om
skattefri tilførsel af aktiver. Hovedreglen er, at klage over afgørelser
vedrørende omstrukturering skal indgives til Landsskatteretten,
jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 1.
Afgørelser truffet af
arbejdsgiverkontrollen
SKAT er 1. instans i samtlige afgørelser, der træffes
vedrørende arbejdsgiverkontrol, herunder i sager omfattet af
arbejdsmarkedsfondsloven
eller
KSL .
Som eksempel forestår told- og skatteforvaltningen i henhold til KSL
§ 86 kontrollen med, at de indeholdelsespligtige overholder de pligter,
der som indeholdelsespligtige er pålagt efter kildeskatteloven eller andre
skattelove. Et andet eksempel er afgørelser om hæftelse i henhold til
kildeskattelovens bestemmelser.
Med hjemmel i SFL § 11, stk. 1, nr. 1, er Landsskatteretten
klagemyndighed i relation til SKATs afgørelser efter kildeskatteloven og
arbejdsmarkedsfondsloven.
Hvis en lønmodtager ønsker at klage over en afgørelse truffet af
arbejdsgiverkontrollen vedrørende afsluttede indkomstår skal klage
indgives til skatteankenævnet, jf. SFL § 5, stk. 1, nr. 2. I
følge forretningsordenen for skatteankenævn § 1, stk. 2, indgives klage
over en skatteansættelse til det nævn, i hvis kreds klageren havde bopæl
ved udløbet af det klagebehandlede indkomstår hensholdsvis på
dødstidspunktet.
Der er i følge forretningsordenens § 1, stk. 3, hjemmel til, at
Skatteministeren, eller den denne bemyndiger hertil, kan bestemme, at en
klage skal behandles i et andet nævn, hvis et andet nævn behandler
klagerens sager i andre indkomstår om samme spørgsmål, eller grundlaget
for en klagesag i overevjende grad kan henføres til en anden nævnskreds,
eller hvis der i øvrigt er tvivl om, hvilket nævn, der skal behandle
sagen.
I sager om arbejdsgiverkontrol kan der være flere parter. I
henhold til SFL § 36, stk. 1, og § 40, stk. 1, kan klage til
henholdsvis skatteankenævnet og Landsskatteretten indgives af enhver, der
har en væsentlig, direkte og individuel interesse i den afgørelse, der
klages over. Bestemmelsen indebærer, at lønmodtageres klageadgang over
afgørelser, der er rettet mod deres arbejdsgivere som led i
arbejdsgiverkontrol, nu er lovfæstet i det omfang lønmodtageren har en
væsentlig, direkte og individuel interesse i afgørelsen.
Afgørelser om moms, lønsum
og afgifter
Samtlige afgørelser træffes i 1. instans af SKAT. Afgørelser
om moms, afgifter og lønsum kan påklages til Landsskatteretten,
jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 1. Der kan aldrig ske klage til
skatteankenævnet over afgørelser vedrørende moms, lønsum og afgifter.
Afgørelser om
told
Samtlige afgørelser træffes i 1. instans af SKAT. Afgørelser
om told kan påklages til Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1, nr.
1. Der kan aldrig ske klage til skatteankenævnet over afgørelser
vedrørende told.
H.2 Klagestruktur for
spillemyndigheden
Spillemyndigheden træffer 1. instans afgørelse efter følgende
bestemmelser:
Lovbekendtgørelse
nr. 631 af 25. juli 2002 om gevinstgivende
spilleautomater §§ 6-11 om meddelelse af tilladelser,
samme lovs §§ 12-13 om bortfald, tilbagekaldelse mv. af tilladelser,
samme lovs §§ 15-20 om kontrol mv. af spilleautomater og
spillehallers personale, adgangskrav mv.,
samme lovs § 28, stk. 2, om tilbagekaldelse af tilladelse ved
angivelse,
samme lovs § 44, stk. 2, om dispensation,
bekendtgørelse nr. 661 af 22. juni 2005 om gevinstgivende
spilleautomater § 4
om dispensation fra kravet om opkobling til det centrale
overvågningssystem, og
samme bekendtgørelses § 19 om vilkår for tilladelser og
tilbagekaldelse.
Spillemyndighedens afgørelser kan påklages til
spillenævnet, jf. lovens § 37. Fristen for klagen er 3 måneder regnet fra
afgørelsesdatoen.
Landsskatteretten påkender dog klager over afgørelser truffet
af SKAT i 1. instans af:
spørgsmål om, hvilket beløb afgifterne skal beregnes af, og
spørgsmål om, hvorvidt der er tale om velgørende, lokale formål
efter lovens § 38, som efter lovens § 25 kan modtage midler med
afgiftsnedsættelse til følge.
H.3 Klage og klagebehandling
H.3.1 Generelt om klage og
klagefrister
Hvem kan klage -
partsbegrebet
Efter bestemmelsen i SFL § 36, stk. 1 og § 40, stk. 1, kan klage
til henholdsvis skatteankenævnet og Landsskatteretten indgives af enhver,
der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den
afgørelse, der klages over.
Klageberettigede vil herefter fx være en ægtefælle, en part i en
overdragelsesaftale eller en gavemodtager. Klage kan derimod ikke
indgives af en, der indirekte bliver berørt af en afgørelse, fx i
forbindelse med et skifte, medmindre der er særlig hjemmel herfor.
Vedtagelsen af SFL §§ 36 og 40 er et udtryk for en lovfæstelse og
en videreførelse af den hidtidige fortolkning af partsbegrebet. I TfS
1999, 119 LSR afviste Landsskatteretten at behandle en klage over
emballageafgift. Klagen var indgivet af en aftager af de berørte dunke,
som forhøjelsen vedrørte, og den pågældende havde alene en indirekte
interesse i sagns udfald ved, at afgiften blev tillagt salgssummen.
Ægtefællers adgang til at klage over den anden ægtefælles eller
forhenværende ægtefælles skatteansættelse for indkomstår, hvori de var
samlevende ægtefæller, var tidligere hjemlet i skattestyrelseslovens
§ 37 A, stk. 2. Denne bestemmelse er ophævet som følge af vedtagelsen
af bestemmelserne i SFL §§ 36, stk. 1, og § 40, stk. 1.
Den restriktive fortolkning af partsbegrebet på told-, skatte- og
afgiftsområdet indebærer fx, at hvis en told-, skatte- eller
afgiftsmyndighed har foretaget en regulering af en kommanditist, kan en
sådan afgørelse ikke påklages af de øvrige kommanditister, da disse ikke
anses for parter, selv om reguleringen vedrører et punkt, der er fælles
for alle kommanditisterne. Hver kommanditist er berettiget til at påklage
sin egen sag.
Hvis borgeren er død, kan dødsboet klage. Klager over værdiansættelser
af aktiver og passiver i dødsboer og beregning af passivposter kan
indgives af dødsboet. Heraf følger modsætningsvist, at hverken de enkelte
arvinger, ægtefællen eller legatarer kan påklage disse afgørelser.
En juridisk persons konkursbo er uden videre klageberettiget, da der er
identitet mellem konkursboet og den juridiske person. Dette forudsætter
dog, at bobehandlingen ikke er afsluttet, jf. TfS 1996, 30 ØLD, hvor en
sag anlagt af repræsentanter for en fiskesalgsforening blev afvist, fordi
likvidationen af foreningen var afsluttet og ikke senere genoptaget. I TfS
1996, 426 ØLD var sagen anlagt af to selskaber, der efter sagens anlæg
blev likvideret, hvorfor påstandene blev afvist. Er der tale om en fysisk
persons konkursbo, vil det være konkursboet, der er klageberettiget for
afgørelser, der vedrører år, der ligger forud for konkursdekretets
afsigelse. Derimod er konkursboet ikke klageberettiget, for så vidt angår
det indkomstår, hvor konkursdekretet afsiges, idet skattekrav vedrørende
dette år ikke kan anmeldes i konkursboet, jf. TfS 1987, 578 HD. Hvis
konkursboet ikke udnytter klageadgangen, vil der typisk ikke være noget
til hinder for, at skyldneren selv udnytter den.
I forbindelse med vedtagelse af frivillige akkorder og stadfæstelse af
tvangsakkorder vil kreditorerne ikke kunne indtræde i adgangen til at
klage.
Betalingsstandsningsboer er ikke egentlige boer og er derfor ikke
klageberettigede.
For selskaber mv., der er omfattet af selskabsskatteloven, er det
selskabets ledelse, der beslutter, om klage skal indgives. For foreninger
mv. omfattet af fondsbeskatningsloven er det på tilsvarende vis
foreningens ledelse, der bestemmer, om der skal indgives klage.
For umyndige er det værgen, der skal indgive klage på den umyndiges
vegne.
Klager over værdiansættelser ved gaveafgiftsberegningen kan foretages
af den gaveafgiftspligtige. Da både gavegiver og gavemodtager hæfter
solidarisk for afgiftens betaling, er begge klageberettiget.
Særligt om
ejendomsvurdering
En klage til vurderingsankenævnet kan indgives af ejeren af den faste
ejendom og af andre, der har en væsentlig, direkte retlig interesse i
vurderingens resultat, jf. SFL § 38, stk. 1. Klageren skal - som
udgangspunkt - ikke have samtykke fra eventuelle medejere til at indgive
klagen.
Klage fra andre end ejeren kan fx forekomme, hvor ejendommen er solgt,
og sælgeren fortsat i et vist omfang hæfter for skatter vedrørende
ejendommen. Ligeledes er en kommune, der efter lovgivningen (planlovens §
47 A) vil kunne tilpligtes at overtage ejendommen, klageberettiget efter
bestemmelsen. Derimod vil f.eks. en lejer i en udlejningsejendom med flere
lejemål ikke kunne klage over en ansættelse af ejendommens grundværdi,
selv om ejendomsskatten overvæltes på den leje, lejerne afkræves.
Er ejeren et aktieselskab eller en anden juridisk person, skal klagen
indgives af den eller de personer, som har fuldmagt til at træffe
dispositioner vedrørende den pågældende ejendom.
Afgørelsen af, om andre end ejeren har en væsentlig, direkte interesse
i vurderingens resultat, træffes af vurderingsankenævnet. Afgørelsen kan
indbringes for Landsskatteretten.
Generelt om
klagefrister
Fristen for klage til skatteankenævnene, vurderingsankenævnene og
Landsskatteretten er i alle tilfælde 3 måneder. Klagefristen fremgår
af SFL §§ 36, stk. 2, 38, stk. 2, og 42, stk. 1.
Dette gælder dog ikke for særskilt klage over afgørelser om
aktindsigt, idet det antages, at bestemmelser fastsat ved lov eller i
henhold til lov, der fastsætter særlige frister, er uden betydning for
adgangen til at klage over afgørelser om aktindsigt, jf.
Endelig rapport af 31. august 2005 om ombudsmandens
undersøgelse vedrørende et antal sager om aktindsigt fra Told- og
Skattestyrelsen, s. 118 f.
Suspension af
klagefrister
Som udgangspunkt har myndighederne bevisbyrden for, hvornår afgørelsen
må antages at være kommet frem. Imidlertid kan det komme
borgeren/virksomheden til skade, hvis han ikke sikrer sig bevis for
modtagelsestidspunktet, hvis afgørelsen er modtaget senere end det ville
være tilfældet med sædvanlig postmæssig ekspedition, jf. TfS 2000, 503 HD.
I TfS 2000, 424 ØLD havde myndighederne ikke godtgjort med den sikkerhed,
det må kræves, at afgørelserne var afleveret til postvæsenet.
Hvis fristen overskrides, afviser klagemyndigheden som udgangspunkt
klagen, jf. TfS 1999, 598 HD, TfS 2000, 503 HD,
SKM2002.523.ØLR ,
SKM2004.26.ØLR ,
SKM2004.214.ØLR
og
SKM2006.83.ØLR .
Der er dog ikke noget til hinder for, at klagemyndigheden ser bort fra
fristoverskridelser, når myndigheden efter en konkret vurdering finder, at
sagen bør behandles.
Landsskatteretten kan dog se bort fra en fristoverskridelse, hvis
særlige omstændigheder taler derfor, jf. SFL § 42, stk. 1, 3. pkt. I
TfS 2000, 689 LSR var et toldcenters afgørelse, som var truffet den 28.
april 1999, påklaget til Landsskatteretten den 12. november 1999.
Klagefristen var således overskredet. Landsskatteretten bemærkede, at
klagefristen ikke var suspenderet som følge af, at der var udsendt en
mellemkommende rettelsesangivelse. Det forhold, at selskabet havde ønsket
at indhente yderligere oplysninger, var heller ikke en særlig
omstændighed, som kunne få Landsskatteretten til at se bort fra
fristoverskridelsen. Se ligeledes
SKM2006.83.ØLR ,
hvor Landsretten fastslog, at der ikke forelå særlige omstændigheder.
I
SKM2005.230.HR
(Tidligere
SKM2004.266.ØLR )
havde Landsskatteretten givet tilsagn om, at Landsskatteretten på begæring
ville genoptage klagesagen, såfremt domstolene måtte ændre
Landsskatterettens afgørelse i en tredjemands sag. Landsskatterettens
tilsagn om genoptagelse var udtrykkeligt betinget af, at det endelige
udfald af den angivne sag blev, at Landsskatterettens afgørelse i sagen
blev ændret. Da tredjemand hævede sagen, blev det endelige udfald af den
pågældende sag, at Landsskatterettens afgørelse ikke blev ændret, og
betingelsen i genoptagelsestilsagnet var derfor ikke opfyldt.
Skatteministeriet blev herefter frifundet.
At varigheden af fristoverskridelsen er kort, kan ikke i sig selv
bevirke, at klagen skal realitetsbehandles, jf. TfS 2000, 503 HD.
Klagefrister ved anmodning
om genoptagelse
Anmoder den told-, skatte- eller afgiftspligtige myndigheden i første
instans om at genoptage sin egen afgørelse inden udløbet af klagefristen,
suspenderes klagefristen midlertidigt i medfør af FVL § 20, stk. 3.
Klagefristen løber videre fra det tidspunkt, hvor den nye afgørelse er
meddelt parten, dog med mindst 14 dage. I
SKM2001.62.VLR havde en region givet afslag den 17. juni 1997 på
anmodning om
genoptagelse af sin afgørelse af 11. februar 1997. Anmodning om
genoptagelse var indgivet den 6. maj 1997, dvs. inden klagefristens udløb,
mens afslaget på genoptagelse blev givet efter udløbet af
3-måneders-fristen. Landsretten hjemviste sagen til Told- og
Skattestyrelsen til klagebehandling, idet der ikke var blevet vejledt i
afslaget om, at adgangen til at klage over afgørelsen i henhold til FVL §
20, stk. 3 stadig stod åben uanset udløbet af 3-måneders-fristen.
Foretager første instansen en egentlig revurdering af sagen, løber der
en ny klagefrist fra den nye afgørelse.
I
SKM2003.363.ØLR
anså Østre Landsret det godtgjort, at en klage var afsendt inden
klagefristens udløb, selv om klagen ikke nåede frem til Landsskatteretten
før end ca. 7 måneder efter klagefristens udløb. Landsretten fandt
herefter, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag
for at bortse fra fristoverskridelsen, jf. skattestyrelseslovens § 25,
stk. 1. Landsretten hjemviste sagen til fornyet behandling i
Landsskatteretten.
H.3.2 Klage til skatteankenævn
Klager over SKATs afgørelser vedrørende fysiske personer og
dødsboer skal indgives til skatteankenævnet. Den skattepligtige er
klageberettiget, når han/hun har modtaget årsopgørelsen henholdsvis
skattemyndighedens afgørelse, jf. SFL § 5. Om skatteankenævnenes
kompetence, herunder kompetence til at genoptage egne afgørelser, se
afsnit
A.1.4.
Landet er inddelt i 30 skatteankenævnskredse. Om landets inddeling i
skatteankenævnskredse henvises til bekendtgørelse nr. 256 af 28. marts
2006, § 1. Bekendtgørelsens § 1 finder anvendelse fra den 1. januar 2007.
Fra 1. juli 2006 til 31. december 2006 fremgår inddelingen i
ankenævnskredse af et særligt bilag 1 til bekendtgørelsen.
Om sagsbehandlingen ved skatteankenævn henvises til bestemmelserne i
forretningsordenen, jf. bekendtgørelse nr. 607 af 14. juni 2006.
Bekendtgørelsen refereres i hovedtræk nedenfor.
Klagefrist
Klagen skal være modtaget i skatteankenævnet senest 3 måneder fra
modtagelsen af afgørelsen eller årsopgørelsen, jf. SFL § 36, stk. 2.
Klagefristen regnes fra det tidspunkt, hvor den skattepligtige har
modtaget underretning om afgørelsen. Om suspension af klagefrister, se
afsnit
H.3.1 .
Krav til klagen
Klagen skal være skriftlig og begrundet, jf. SFL § 36, stk.
2.
Til hvilket nævn indgives
klagen
Udgangspunktet er, at klagen indgives til det nævn, i hvis kreds
klageren havde bopæl ved udløbet af det klagebehandlede indkomstår
henholdsvis på dødstidspunktet, jf. forretningsordenens § 1, stk. 2.
Herfra gælder 5 undtagelser, jf. forretningsordenens § 1, stk. 2, nr. 1 -
5. Se nærmere ovenfor afsnit
H.1 .
Sagsbehandling når klage er
indgivet
Et skatteankenævns sagsbehandling er
undergivet officialprincippet, hvorefter nævnet selv har
ansvaret for, at sagen er fuldt oplyst, før der træffes afgørelse,
jf. afsnit
E.3.3. Inden et skatteankenævn træffer afgørelse skal nævnet
indhente en udtalelse om klagen fra SKAT, jf. SFL § 36, stk. 3.
De nærmere regler om indholdet af udtalelsen og konsekvensen af denne
fremgår af forretningsordenens § 10.
Udtalelsen skal afgives inden 14 dage, medmindre skatteankenævnet efter
omstændighederne giver en længere frist, jf. SFL § 36, stk.
3.
Inden et skatteankenævn afgør en klage, skal skatteankenævnet endvidere
udarbejde en sagsfremstilling, jf. SFL § 36, stk. 5, jf. § 19, stk. 1
- 3. Træffes afgørelsen efter anmodning fra sagens parter og
skatteankenævnet fuldt ud imødekommer anmodningen, eller hvis sagens
parter og SKAT er enige om afgørelsen, skal der ikke udarbejdes en
sagsfremstilling, jf. SFL § 19, stk. 1, 2. pkt. De nærmere krav til
sagsfremstillingen fremgår af forretningsordenens § 11.
Sagsfremstillingen skal indeholde en redegørelse for de oplysninger
vedrørende sagens faktiske forhold som påtænkes tillagt betydning.
Tilsvarende skal den påtænkte afgørelse og begrundelsen herfor fremgå.
Klageren skal have en frist på 15 dage fra høringsskrivelsens datering til
at fremkomme med bemærkninger, jf. forretningsordenens § 11, stk. 7.
Klageren skal samtidig oplyses om retten til at udtale sig
skriftligt eller mundtligt overfor nævnet, før klagen afgøres.
Sekretariatet kan forlænge klagerens svarfrist, hvis klageren anmoder
om det. Klageren kan give afkald på høringen. Om
sagsfremstilling, se i øvrigt afsnit
E.3.6 .
Hvis der under et skatteankenævns sagsbehandling fremkommer oplysninger
om sagens faktiske omstændigheder, som ikke fremgår af sagsfremstillingen,
skal skatteankenævnet foretage høring efter reglerne i FVL §§ 19-21, se
afsnit
E.3.5 .
Ved klage over en skatteansættelse kan nævnet beslutte, uanset klagens
formulering, at foretage afledte ændringer af ansættelsen, der er en følge
af klagen, jf. skatteforvaltningslovens § 36, stk. 7. Hvis nævnet
beslutter at tage ikke påklagede dele af ansættelsen op til bedømmelse,
eller hvis der fremkommer nye oplysninger om sagens faktiske
omstændigheder af betydning for sagens afgøerlse, skal en redegørelse
herfor tilføjes sagsfremstillingen. Der skal foretages høring af klageren
herover, hvis klageren ikke tidligere er gjort bekendt med disse
oplysninger. Se hertil nærmere forretningsordenens § 12.
Skatteankenævnets
afgørelse
Et skatteankenævns afgørelser træffes på møder, som ikke er offentlige.
Formanden fastsætter tid og sted for mødet. Afgørelse træffes ved
afstemning, som afgøres ved stemmeflerhed. Formanden eller næstformanden
skal deltage i alle afgørelser. Se endvidere afsnit
A.1.4 .
Der henvises til SFL § 7 samt forretningsordenens § 13. Nævnet kan
bemyndige formanden eller en næstformand til at afgøre sagen i
overensstemmelse med den indstilling til sagens afgørelse, som er sent til
klageren, jf. forretningsordenens § 11, stk. 7 og 8.
Afgørelsen sendes til klageren, og skal ledsages af
sagsfremstillingen. Afgørelsen skal desuden indeholde begrundelse og
klagevejledning, hvis afgørelsen ikke giver klageren fuldt ud medhold. Se
nærmere forretningsordenens § 14.
Hvis klageren har anmodet om lejlighed til at forelægge sagen for en
beslutningsdygtig del af nævnet, eller hvis nævnet anser det for
hensigtsmæssigt at indhente en mundtlig udtalelse fra klageren, indkaldes
klageren skriftligt til et møde med mindst 15 dages varsel. Klageren skal
samtidig underrettes om, at vedkommende i stedet kan vælge at udtale sig
skriftligt. Modtager skatteankenævnet en mundtlig orientering om klagen af
sekretariatet forud for mødet, skal klageren vejledes herom senest
samtidig med indkaldelsen til mødet, og om at vedkommende har ret til at
overvære denne orientering, men uden taleret, jf.
forretningsordenen for skatteankenævn § 13, stk. 3.
Tilbagekaldelse
Klageren kan til enhver tid tilbagekalde sin klage. Tilbagekaldelsen
kan ske skriftligt eller mundtligt. Sker tilbagekaldelsen under et møde
med skatteankenævnet, jf. forretningsordenens § 15, gøres der notat
herom i protokollen. Ved enhver tilbagekaldelse skal det skriftligt
meddeles klageren, at klagen herefter er henlagt i skatteankenævnet. Der
gives meddelelse om tilbagekaldelsen til alle, der har en væsentlig,
direkte og individuel interess i klagen, medmindre den pågældende selv har
indgivet klage i sagen.
Ved klage over en skatteansættelse eller et bindende svar kan
skatteankenævnet beslutte, uanset klagens formulering, at
foretage afledte ændringer, jf. SFL § 36, stk. 7. Hvis sådanne
ændringer medfører en forhøjelse af ansættelsen, kan klageren også
tilbagekalde sin klage forinden skatteankenævnet har truffet
afgørelse.
Klagerens
valgfrihed
SFL § 5, stk. 2, indeholder en regel om
overspringelse. Afgørelser, som kan påklages til skatteankenævnet
efter lovens § 5, stk. 1, nr. 2-9, kan efter klagerens valg i
stedet påklages direkte til Landsskatteretten i henhold til SFL § 11,
stk. 1, nr. 1. Klageren skal med andre ord ikke som tidligere
vente på, at der er forløbet mere end 3 måneder efter, at klagen er
modtaget i skatteankenævnet, men kan i stedet vælge med det samme at klage
til Landsskatteretten.
Sekretariatsbetjening
Det påhviler SKAT at stille sekretariatsbistand til rådighed for
skatteankenævnet. Sekretariatet skal organisatorisk være adskilt fra den
øvrige told- og skatteforvaltning, jf. SFL § 7, stk. 8. Af
forretningsordenens § 5, stk. 2, fremgår det, at sekretariatet har adgang
til at være til stede ved nævnets møder og uden stemmeret bistå nævnets
behandlinger. Sekretatiatet skal herunder oplyse om sagens faktiske
omstændigheder, dens retlige grundlag og om retspraksis på området. Med
henblik på at effektivisere sagsbehandlingen kanet nævn aftale med told-
og skatteforvaltningen, at korrespondance mellem sekretariatet og
nævnsmedlemmerne helt eller delvist sker elektronisk.
Når skatteankenævnets
afgørelse er påklaget
Når en skatteankenævns afgørelse er påklaget til Landsskatteretten,
underretter Landsskatteretten nævnet om klagen, jf. forretningsordenen §
20, stk. 1. Sekretariatet skal herefter inden for en frist på 14 dage
indsende det materiale, som har dannet grundlag for afgørelsen. Hvis
Landsskatteretten anmoder om det, skal nævnet tillige indsende sine
kommentarer til sagen.
Hvis det fremgår af det materiale, der er modtaget fra
Landsskatteretten, at der vil være grundlag for at genoptage nævnets
afgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 37, meddeler nævnet dette
skriftligt med angivelse af, hvilke ændringer, der påtænkes. Klageren
opfordres herefter til inden for en frist på 15 dage at tilkendegive, om
vedkommende ønsker genoptagelse eller sagen fremmet til Landsskatteretten.
Fremkommer der ingen tilkendegivelser fra klageren, kan genoptagelse ikke
finde sted. Er klageren enig i genoptagelsen, genoptages afgørelsen af
ankenævnet, jf. forretningsordenens § 20, stk. 2. Såfremt nævnet
eller sekretariatet kommer i besiddelse af nye oplysninger, som kan være
af betydning for en sag, der er påklaget til Landsskatteretten, skal
oplysningerne straks videregives til Landsskatteretten til brug for dennes
behandling af sagen, jf. forretningsordenens § 20, stk. 3.
H.3.3 Klage til vurderingsankenævn
Vurderingsankenævnene behandler klager over told- og
skatteforvaltningens afgørelser efter
vurderingsloven
og efter § 8, stk. 1, nr. 3, i
ejendomsavancebeskatningsloven .
Reglerne om fremgangsmåden ved klagebehandlingen findes i SFL §§
38-39 og i
bekendtgørelse nr. 608 af 14. juni
2006 af forretningsorden for
vurderingsankenævn.
Endvidere tager vurderingsankenævnene stilling til klager over afslag
på anmodning om genoptagelse af vurderinger efter bestemmelsen i SFL
§ 33, stk.2.
Vurderingsankenævnenes organisation er beskrevet under afsnit
A.1.5 .
Klagefrist
Klagen skal være modtaget i SKAT senest 3 måneder efter
modtagelsen af den afgørelse, der klages over, jf. SFL § 38, stk. 2,
2. pkt. Ved de almindelige vurderinger og ved omvurderinger efter
vurderingslovens § 3 (årsomvurderinger) skal klage dog være modtaget i
told- og skatteforvaltningen senest den 1. juli i året efter
vurderingsåret, jf. SFL § 38, stk. 2, 3. pkt., medmindre
skatteministeren fastsætter en længere frist. Der kan fx være tale om en
situation, hvor vurderingsmeddelelserne er blevet forsinket.
SKAT offentliggør resultatet af den almindelige ejendomsvurdering
senest 1 måned før udløbet af klagefristen efter SFL § 38, stk. 2, 3.
pkt., for de almindelige vurderinger, således at en klager kan søge støtte
i disse oplysninger. Vurderingsfortegnelsen offentliggøres på
internettet.
Hvem kan klage
Klage over en ejendomsvurdering kan indgives af ejeren af den faste
ejendom og af andre, der har en væsentlig, direkte retlig interesse i
vurderingens resultat, jf. SFL § 38, stk. 1 og forretningsordenen §
1, stk. 2.
Klagen afvises, hvis den indgives efter udløbet af fristen.
Vurderingsankenævnet kan dog se bort fra en fristoverskridelse, hvis
særlige omstændigheder taler derfor.
Hvis vurderingsankenævnet beslutter sig for at tage en for sent
indgivet klage under påkendelse, kan det bede vedkommende told- og
skatteforvaltning om en erklæring i sagen til brug for sin egen
afgørelse.
Se i øvrigt om klagefrister generelt afsnit
H.3.1.
Krav til klagen
En klage skal være skriftlig og begrundet, jf. SFL § 38, stk. 2,
1. pkt., og indgives til SKAT. Efter hidtidig praksis er der ikke
blevet stillet større krav til klagens indhold, men det må kunne kræves,
at klagen angiver den ejendom, det drejer sig om. Endvidere må det fremgå,
hvad der er hensigten med klagen, dvs. om der klages til nedsættelse eller
til forhøjelse.
Fremgår det ikke af klagen, kan SKAT eller vurderingsankenævnets
sekretariat udbede sig oplyst, hvorvidt klagen omfatter vurderingen i dens
helhed eller angår enkelte elementer alene, fx en ejerboligfordeling. Der
kan om fornødent fastsættes en frist, inden for hvilken de supplerende
oplysninger skal være afgivet.
Sagsbehandling når klage er
indgivet
Efter SFL § 38, stk. 3, har SKAT mulighed for at genoptage
ansættelsen uden forelæggelse af klagen for vurderingsankenævnet. Det er
tilfældet, hvis SKAT finder, at sagen bør genoptages, og klageren er
enig i, at en fornyet behandling kan ske ved SKAT.
Hvis SKAT
finder, at der er grundlag for at genoptage en sag, skal SKAT fremsende et
agterbrev til klager inden 8 uger fra modtagelsen af klagen, jf.
forretningensordenen § 10, stk. 2.
Agterbrevet skal
indeholde oplysning om hvilke
ændringer SKAT påtænker at foretage, at klageren har en frist på 8 uger
til at tilkendegive om sagen ønskes genoptaget i SKAT eller behandlet
i nævnet, at klageren anses for at være enig i genoptagelse, hvis
klageren ikke inden fristens udløb anmoder om at få klagen behandlet i
nævnet og at genoptagelse betyder at klageren anses for at have
tilbagekaldt sin klage til nævnet, jf. forretningsordenen § 10 stk. 2, nr.
1-4.
Hvis SKAT ikke indenfor de 8 uger
har afgjort, om der er grundlag for at genoptage den påklagede afgørelse,
skal SKAT snarest videresende klagen til nævnet. Klageren skal
underrettes om videresendelsen, jf. forretningsordenen § 10, stk. 3.
Sekretariatet kan
efter anmodning give SKAT en
fristforlængelse udover de 8 uger som er nævnt i § 10, stk. 3, hvis
omstændighederne ved den påklagede afgørelse i særlig grad taler derfor,
jf. forretningsordenen § 10, stk. 4.
Hvis SKAT ikke
har foretaget en
ny ansættelse inden 3 måneder efter de i forretningsorden for
vurderingsankenævn § 10, stk. 2 nævnte 8 uger kan klageren forlange at
sagen fremmes til ankenævns behandling, jf. forretningsordenen § 10, stk.
6.
Genoptagelse antages at forudsætte, at klagen er rettidig indgivet.
Hvis klageren og SKAT ikke opnår en sådan enighed, skal SKAT
videresende klagen sammen med en udtalelse om sagen til
vurderingsankenævnet. Der stilles ikke krav om, at eventuelle andre parter
i sagen end klageren skal være enige med SKAT om forvaltningens
behandling af klagen. Med udtalelsen skal følge det materiale, som har
dannet grundlag for SKATs afgørelse, jf.
§ 10, stk. 5
, i forretningsorden
for vurderingsankenævn.
Nævnets
klagebehandling
Når vurderingsankenævnet behandler en klage, bør normalt et eller flere
medlemmer af nævnet besigtige den pågældende ejendom, jf.
forretningsordenens
§ 12
, se
dog nedenfor om vurderingsankenævnets
adgang til at bemyndige vurderingsankenævnets sekretariat til at foretage
besigtigelse.
Besigtigelse
Ejeren skal underrettes om besigtigelsen på forhånd. Ved underretningen
meddeles dato og klokkeslet for besigtigelsen, dennes omtrentlige varighed
og, hvorvidt besigtigelsen omfatter det indre af en eller flere bygninger.
Der skal gives ejeren mulighed for at foreslå et andet tidspunkt, såfremt
det varslede tidspunkt er ubelejligt. Ved besigtigelsens begyndelse skal
ejeren eller dennes repræsentant oplyses om deltagernes navne og om deres
egenskab af medlem af vurderingsankenævnet eller af
sekretariatsmedarbejder. Deltagerne skal kunne legitimere sig på
forlangende. Besigtigelse inde i bygninger skal foretages under ledsagelse
af ejeren eller dennes repræsentant. Indvendig besigtigelse må ikke
foretages, hvor der kun er børn til stede.
Vurderingsankenævnet kan bemyndige vurderingsankenævnets sekretariat
til på sine vegne at foretage besigtigelse af ejendommen. Det fremgår
af SFL § 38, stk. 9. Den bemyndigelse, der er tale om, er en
bemyndigelse til at besigtige en konkret ejendom. Nævnet må således
bemyndige ankenævnssekretariatet fra sag til sag.
Sagsfremstilling
Ankenævnssekretariatet udarbejder en sagsfremstilling, der fore
lægges
og godkendes af vurderingsankenævnet,
jf. § 11
i forretningsorden for vurderingsankenævn, og
foretager høring af sagens parter. Dette gælder dog ikke, hvis den
påtænkte afgørelse imødekommer klagerens påstand fuldt ud. For
sagsfremstillingen gælder SFL § 19, stk. 1 - 3, jf. § 38, stk. 4 og
5. Se afsnit
E.3.6.2
og
E.3.6.3 .
Ved høringen skal der oplyses om, at sagens parter i øvrigt har ret til
at udtale sig skriftligt eller mundtligt over for vurderingsankenævnet.
Vurderingsankenævnet kan, hvis udtalelserne ikke er afgivet inden rimelig
tid, fastsætte en frist for afgivelse af udtalelsen. Denne frist bør ikke
fastsættes til under 14 dage.
Nævnets afgørelse
Vurderingsankenævnets afgørelse træffes under et møde, jf.
forretningsordenens
§ 14.
Nævnet kan bemyndige formanden eller en næstformand til at træffe
afgørelse på nævnets vegne i de tilfælde, hvor der skal træffes afgørelse
i overensstemmelse med sagsfremstillingen uden yderligere varsel
efter SFL § 19, stk. 4, sidste pkt., dvs. når parterne ikke har
udtalt sig inden fristens udløb, jf. § 38, stk. 4 og 5, og
forretningsordenens
§ 14, stk. 2.
Hvis klageren
har anmodet om
lejlighed til at forelægge sagen for
nævnet, indkaldes klageren skriftligt til et møde med mindst 15 dages
varsel, jf. forretningsordenens
§ 14, stk. 3, 1.
pkt.
Klageren skal
samtidig underrettes om, at
vedkommende i stedet kan vælge at udtale sig skriftligt, jf.
forretningsordenens
§ 14, stk. 3, 2.
pkt.
Tilsvarende gælder, hvis nævnet anser det for hensigtsmæssigt at
indhente en mundtlig udtalelse fra klageren.
Klageren
må ikke være til
stede under nævnets drøftelse og
afstemning, jf. forretningsordenens
§ 14, stk. 5.
Vurderingsankenævnets afgørelse skal være dateret og
underskrevet af formanden eller efter dennes bestemmelse af den
næstformand, der har deltaget i afgørelsen og skal, medmindre der gives
klageren fuldstændig medhold, indeholde en begrundelse, jf.
forretningsordenens § 15, stk. 1.
Afgørelsen sendes til klageren og dennes repræsentant og til andre, der
har ejet ejendommen i vurderingsåret, og som berøres af ændringen. Hvis
afgørelsen ikke giver klageren fuldstændig medhold, skal den ledsages af
en kopi af sagsfremstillingen, og klageren og andre, der har ejet
ejendommen i vurderingsåret, og som berøres af ændringen, skal vejledes om
fristen for at indbringe nævnets afgørelse for Landsskatteretten, jf.
forretningsordenens
§ 15, stk. 3.
Medvirken i
landsskatteretssager
Når en afgørelse, som et vurderingsankenævn har truffet, er påklaget
til Landsskatteretten, underretter Landsskatteretten nævnet om klagen, jf.
forretningsordenens
§ 21, stk. 1
.
Vurderingsankenævnets sekretariat skal herefter
inden
14 dage
indsende det
materiale, der har dannet baggrund for
afgørelsen, til Landsskatteretten.
Hvis
Landsskatteretten anmoder om det, skal
nævnet indsende sine kommentarer til sagen.
Hvis det fremgår af
materialet, som er modtaget fra
Landsskatteretten, at der vil være grundlag for at genoptage den påklagede
afgørelse, jf. SFL § 39, meddeleler nævnet dette skriftligt og angiver
hvilke ændringer der påtænkes. Klageren opfordres herefter til inden 15
dage at tilkendegive, om sagen ønskes genoptaget eller fremmet til
Landsskatteretten, jf. forretningsordenen § 21, stk. 2. Hvis nævnet eller
sekretariatet kommer i besiddelse af nye oplysninger, som kan være af
betydning for sagen, skal oplysningerne videregives til Landsskatteretten,
jf. forretningsordenen § 21, stk. 3.
H.3.4 Klage til Landsskatteretten
Hovedregel
Hovedreglen er, at alle klager over SKATs afgørelser indgives til
Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1.
Undtagelser
Der gælder tre undtagelser til denne hovedregel.
For det første skal der indgives klage til skatteankenævnet
i tilfælde, der omfattes af SFL § 5, stk. 1, medmindre
skatteankenævnet konkret springes over i medfør af lovens § 5, stk.
2.
For det andet skal der indgives klage til vurderingsankenævnet i de
tilfælde, som omfattes af lovens § 8.
For det tredje skal der ikke ske klage til Landsskatteretten i de
tilfælde, hvor skatteministeren i medfør af SFL § 14, stk. 2, har
fastsat regler om retten til at klage over told- og skatteforvaltningens
afgørelser. Sidstnævnte bemyndigelse er udnyttet ved bekendtgørelse nr.
1036 af 25. oktober 2005 om klage i personalesager, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 360 af 24. april 2006. Bemyndigelsen i SFL § 14, stk.
2, er videre udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1029 af 24. oktober 2005 om
den kompetente myndighed og ved bekendtgørelse nr. 711 af 26. juni 2006 om
afgørelser fra Told- og Skatteforvaltningen, der ikke kan påklages til
Skatteministeriet.
Om sagsbehandlingen ved Landsskatteretten henvises til
bestemmelserne i forretningsorden for Landssskatteretten, jf.
bekendtgørelse nr. 974 af 17. oktober 2005. Bekendtgørelsen refereres i
hovedtræk nedenfor.
Sager ved Landsskatteretten er fra 1. november 2005 inddelt i to
hovedgrupper.
Den ene gruppe omfatter de såkaldte nævnssager, jf. i det hele
forretningsordenen kapitel 2. Behandlingen af nævnssager svarer til den
behandling, der inden 1. november 2005 var gældende for samtlige
landsskatteretssager.
Den anden gruppe omfatter de sager, der reguleres af forretningsordenen
kapitel 3. Kapitel 3 omfatter sager, der afgøres uden medvirken af
ordinære retsmedlemmer, jf. bemyndigelsen i SFL § 13, stk. 3, 1. pkt.
Bemyndigelsen er udnyttet ved
bekendtgørelse nr. 1025 af 24. oktober 2005 , der opregner omfattede
sager.
Bekendtgørelse nr. 1025 er siden ændret ved bekendtgørelse nr. 437 af 17.
maj 2006, hvorved antallet af de sager, der afgøres uden medvirken af
ordinære retsmedlemmer, er blevet udvidet. Der vil i slutningen af dette
afsnit blive gjort særlige bemærkninger til de sager, der behandles uden
deltagelse af ordinære retsmedlemmer.
Klagefrist
En klage til Landsskatteretten skal være modtaget i Landsskatteretten
senest tre måneder fra modtagelsen af den afgørelse, der klages over,
jf. SFL § 42, stk. 1. Om suspension af klagefrister, se afsnit
H.3.1 .
Dette gælder dog ikke for særskilt klage over afgørelser om aktindsigt,
idet det antages, at bestemmelser fastsat ved lov eller i henhold til lov,
der fastsætter særlige frister, er uden betydning for adgangen til at
klage over afgørelser om aktindsigt. Der skal derfor i klagevejledningen
alene henvises til, at afgørelsen kan påklages til Landsskatteretten, jf.
Endelig rapport af 31. august 2005 om ombudsmandens
undersøgelse vedrørende et antal sager om aktindsigt fra Told- og
Skattestyrelsen, s. 218 f.
Krav til klagen
Klagen skal være skriftlig. Det skal fremgå af klagen, på hvilke
punkter afgørelsen anses for urigtig og hvorfor, jf. forretningsordenen §
2, stk. 3. Sammen med klagen indsendes (i original eller kopi):
Den afgørelse, der klages over
Den sagsfremstilling, der er tilsendt klageren, i de tilfælde hvor
der er udarbejdet en sagsfremstilling
Dokumenter, som klageren ønsker at anvende som
bevis
Landsskatteretten kan fastsætte en frist til at besvare
spørgsmål eller indsende yderligere oplysninger. Hvis en klage er udformet
eller begrundet på en sådan måde, at den ikke kan tjene som grundlag for
sagens videre behandling, kan Landsskatteretten give klageren en frist til
at udbedre manglen. Hvis klageren ikke udbedrer manglen, kan
Landsskatteretten afvise klager, der ikke opfylder formkravene,
jf. SFL § 42, stk. 3.
Klageafgift
Der skal betales en klageafgift for klage til Landsskatteretten,
jf. SFL § 42, stk. 4. Dette gælder også anmodning om
genoptagelse af Landsskatterettens egne afgørelser, jf. SFL § 46,
stk. 3. Afgiftens størrelse reguleres årligt. Afgiften er på 700 kr. i
2005. Der skal dog ikke betales gebyr for klage over afgørelser, der efter
landsskatterettens præsidents bestemmelse skal træffes uden deltagelse af
læge medlemmer, jf. forretningsordenen § 3, stk. 1, 3. pkt.
Landsskatteretten påbegynder ikke behandlingen af klagen, før afgiften er
betalt.
Tilbagebetaling af
klageafgift
Reglerne om tilbagebetaling af afgift fremgår uddybende af
forretningsordenens § 3, stk. 3, nr. 1 - 3.
Afgiften tilbagebetales for det første, hvis klageren får helt eller
delvis medhold i klagen, enten af Landsskatteretten eller ved en eventuel
efterfølgende domstolsprøvelse af spørgsmålet.
Afgiften tilbagebetales dog ikke, hvis Landsskatteretten afviser at
behandle klagen, eller hvis klageren indbringer spørgsmålet for domstolene
efter overspringelsesreglen i SFL § 48, stk. 2, før Landsskatteretten
har færdigbehandlet klagen.
Afgiften tilbagebetales heller ikke, hvis klageren tilbagekalder
klagen, medmindre tilbagekaldelsen sker i forbindelse med, at den
myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, genoptager sagen.
Afgiften tilbagebetales for det andet, hvis en genoptagelsesanmodning
medfører, at Landsskatteretten ændrer den genoptagne afgørelse.
Endelig tilbagebetales afgiften, hvis en genoptagelsesanmodning
imødekommes af SKAT, som følge af at hidtidig praksis er endeligt
underkendt ved en dom, en landsskatteretsafgørelse, skatteministerens
beslutning efter SFL § 49, 2. pkt., eller en praksisændring, der er
offentliggjort af Skatteministeriet.
Sagsbehandling når klage er
indgivet
Sagsforberedelsen foretages af et af Landsskatterettens kontorer. I
følge forretningsordenen for Landsskatteretten, jf.
bekendtgørelse nr. 974 af 17. oktober 2005 , inddeles
Landsskatterettens sager fra 1.
november 2005 i nævnssager, jf. forretningsordenens kapitel 2, og i sager
der afgøres uden medvirken af ordinære retsmedlemmer, bortset fra
inddrivelsessager, jf. forretningsordenens kapitel 3, jf. SFL §
13, stk. 3, 1. pkt. Gennemgangen af sagsbehandlingen i det
følgende vedrører nævnssager. Vedrørende sager omfattet af den
særlige behandling, jf. SFL § 13, stk. 3, 1. pkt. henvises til sidste
afsnit under kapitel
H.3.4 .
Sagsbehandlingen er undergivet officialprincippet, hvilket indebærer,
at Landsskatteretten har ansvaret for, at sagen er
tilstrækkeligt oplyst, inden der træffes afgørelse, jf. afsnit
E.3.3. Landsskatteretten underretter den myndighed, der
har truffet den påklagede afgørelse, om klagen og anmoder myndigheden om
at indsende det materiale, der har dannet grundlag for afgørelsen, jf.
forretningsordenens § 4, stk. 2. Landsskatteretten kan anmode myndigheden
om en udtalelse om klagen eller dele heraf, jf. forretningsordenens § 4,
stk. 3. Anmodningen skal efterkommes inden 14 dage fra
anmodningens modtagelse, medmindre Landsskatteretten har fastsat en
længere frist i anmodningen.
Hvis en vurdering af en fast ejendom er påklaget af en anden end
ejendommens ejer, skal Landsskatteretten give ejeren lejlighed til at
udtale sig skriftligt og eller mundtlig over klagen før Landsskatteretten
afgør klagen, jf. forretningsordenens § 6, stk. 2.
Om vurderingsankenævnenes medvirken i landsskatteretssager, se
H.3.3 .
I særlige tilfælde kan Landsskatteretten anmode myndigheden om at
udarbejde en ny sagsfremstilling og eventuelt om at afgive en indstilling
om klagens afgørelse, jf. forretningsordenens § 4, stk. 4, 1. pkt.
Landsskatteretten kan endvidere i særlige tilfælde anmode myndigheden om
at indhente en udtalelse over klagen eller dele af klagen fra en anden
myndighed og indsende den således indhentede udtalelse til
Landsskatteretten tilligemed myndighedens eventuelle bemærkninger til
udtalelsen, jf. § 4, stk. 4, 2. pkt.
I de tilfælde, hvor en sag er indbragt direkte for Landsskatteretten
uden en forudgående prøvelse i skatteankenævnet og i sager om bindende
svar kan Landsskatteretten anmode SKAT om at udarbejde en
sagsfremstilling og foretage høring herover, jf. § 4, stk. 5. En anmodning
efter § 4, stk. 4 og 5, skal efterkommes inden for 1 måned fra
anmodningens modtagelse.
Tilsvarende kan Landsskatteretten anmode SKAT om en udtalelse over
klagen eller dele af klagen. Udtalelsen skal i så fald gives skriftligt
inden for 14 dage fra anmodningens modtagelse, medmindre Landsskatteretten
efter omstændighederne har fastsat en længere frist i sagen, jf.
forretningsorden § 5, stk. 1.
Hvis told- og skatteforvaltningen i forbindelse med en klage over en
vurdering af en fast ejendom i en udtalelse oplyser, at der er iværksat en
revision omfattende den påklagede vurdering, stiller Landsskatteretten
sagen i bero, jf. forretningsordenens § 5, stk. 2. Berostillelsen, som
klageren skal underrettes skriftligt om, varer, indtil revisionen er
tilendebragt.
Hvis der under Landsskatterettens behandling af en klagesag fremkommer
oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som ikke fremgår af den
indsendte sagsfremstilling, skal Landsskatteretten gøre klageren bekendt
med disse oplysninger, medmindre oplysningerne er uden betydning for
klagens afgørelse, jf. forretningsordenen § 6, stk. 1.
Under Landsskatterettens behandling af en klage, kan
Landsskatteretten indhente sådanne yderligere oplysninger, som
Landsskatteretten anser for nødvendige for klagens afgørelse, jf.
forretningsordenen § 7, stk. 1.
Kontormøde
Klageren har adgang til en mundtlig forhandling med Landsskatterettens
sagsbehandler, jf. SFL § 43, stk. 1. Landsskatteretten
fastsætter tid og sted for mødet. Indkaldelse til møde skal ske med mindst
14 dages varsel, medmindre en kortere frist aftales med klageren. I sager
om vurdering af fast ejendom kan det bestemmes, at mødet finder sted i
forbindelse med besigtigelse af ejendommen. Landsskatteretten kan indbyde
den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, eller SKAT
til at deltage i mødet. Klageren kan efter mødet efter anmodning få
tilsendt en kopi af mødereferatet. Det følger af FVL § 21, at klageren i
stedet for et møde kan vælge at udtale sig skriftligt. Der henvises i
øvrigt til forretningsordenen § 8.
Retsmøde
Klageren kan anmode om at få adgang til at udtale sig mundtligt i et
retsmøde overfor de retsmedlemmer, der skal træffe afgørelse i sagen,
jf. SFL § 44, stk. 1. Der henvises nærmere til forretningsorden §§ 12
- 16. SKAT kan ligeledes anmode om et retsmøde. Hvis told- og
skatteforvaltningen ønsker at benytte sig af sin adgang til at anmode om
retsmøde i en sag, skal anmodningen herom fremsættes senest samtidig
med SKATs udtalelse.
Retspræsidenten i Landsskatteretten fastsætter tid og sted for
retsmøderne, jf. forretningsordenen § 14, stk. 1. Retsmøderne er ikke
offentlige. Under mødet skal klageren have adgang til at redegøre for sine
påstande og begrundelsen herfor. Andre, der er indkaldt til mødet, skal
have adgang til at udtale sig på mødet. Retsmedlemmerne kan stille
spørgsmål til de fremmødte.
Landsskatteretten kan afvise en anmodning om retsmøde, hvis det efter
forholdene må anses for åbenbart overflødigt, jf. SFL § 44, stk. 3,
og TfS 2000, 901 HD. Se endvidere forretningsordenen § 12, stk. 2, 1. pkt.
Landsskatterettens afslag på retsmøde kan ikke påklages til anden
administrativ myndighed. Afslag på retsmøde skal meddeles klageren
skriftligt, jf. forretningsorden for Landsskatteretten § 12, stk. 2, 2.
pkt. Hvis klageren ikke har haft et kontormøde med en af
Landsskatterettens sagsbehandlere skal han samtidig underrettes om sin ret
til en sådan forhandling, jf. forretningsordenens § 12, stk. 2.
Begrundelsen for, at der ikke er afholdt retsmøde, skal fremgå af
Landsskatterettens kendelse, jf. forretningsordenens § 17, stk. 3.
Klageren kan til enhver tid trække sin anmodning om retsmøde tilbage. I
så fald behandles sagen færdig på grundlag af det, der allerede foreligger
i sagen.
Landsskatterettens
afgørelse
Landsskatterettens afgørelse træffes på grundlag af en votering, jf.
forretningsordenens § 10, stk. 2. Der henvises desuden til afsnit
A.1.6 .
Afgørelsen skal indeholde oplysninger om de forskellige meninger under
afstemningen både vedrørende resultatet og begrundelsen. Afgørelsen skal
desuden angive stemmetallet for hver opfattelse, og det skal fremgå, om
retsformanden har afgivet dissens. Afgørelsen skal i øvrigt angive navnene
på de retsmedlemmer, der har deltaget i afgørelsen, jf. forretningsordenen
§ 18.
Afgørelsen sendes til klageren og alle øvrige
vedkommende. Samtidig med afgørelsens fremsendelse underrettes
klageren og eventuelt andre søgsmålsberettigede om fristen for at
indbringe afgørelsen for domstolene, jf. forretningsordenen § 18, stk.
4.
Tilbagekaldelse
En klager kan til enhver tid tilbagekalde klagen til Landsskatteretten.
Tilbagekaldelsen kan ske skriftligt eller mundtligt. Ved enhver
tilbagekaldelse skal Landsskatteretten skriftligt meddele klageren, at
klagen er henlagt i Landsskatteretten som følge af tilbagekaldelsen af
klagen, jf. forretningsorden § 27, stk. 1. Om omkostningsgodtgørelse i
forbindelse med tilbagekaldelse af en klage til Landsskatteretten, se
SKM2006.116.LSR .
Landsskatteretten fastslog i afgørelsen, at ansøgning om
omkomstningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand, afholdt efter
at selskabets klage til Landsskatteretten var blevet tilbagekaldt, skulle
afvises.
Overspringelsesfrist
Hvis der er gået mere end 6 måneder efter, at borgeren/virksomheden har
indbragt sin sag for Landsskatteretten, og Landsskatteretten ikke har
truffet afgørelse i sagen, kan klageren indbringe sagen for domstolene,
jf. SFL § 48, stk. 2. (overspringelsesreglen). Hvis klageren
indbringer sagen for domstolene efter overspringsreglen, anses klagen til
Landsskatteretten for bortfaldet. Landsskatteretten skal skriftligt
meddele klageren, at klagen herefter er henlagt i Landsskatteretten. I
SKM2006.167.DEP besvarede
Departementet en henvendelse fra en advokat om anvendelse af SFL §
48, stk. 2, i relation til en hæftelsessag. Sagen angik et tilfælde, hvor
der i marts 2005 var sket klage til Told- og Skattestyrelsen, men hvor
sagen i medfør af SFL § 62, stk. 5, overgik til Landsskatteretten ved
fusionen pr. 1. november 2005. Skatteministeriet fandt under henvisning
til SFL § 62, stk. 5, at Landsskatteretten succederede i sagen, og at
overspringelsesfristen skulle regnes fra marts 2005, dvs. tidspunktet for
klagen til told- og skatteforvaltningen. Da det var 10 måneder siden, at
sagen blve forelagt for told- og skatteforvaltningen, var 6
måneders-fristen efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, opfyldt.
Sagen kunne derfor indbringes for domstolene.
Afgørelse af visse klager i
Landsskatteretten uden medvirken af ordinære retsmedlemmer
Med virkning fra 1. november 2005 behandles visse klager i
Landsskatteretten uden deltagelse af ordinære retsmedlemmer, jf.
bemyndigelsen i SFL § 13, stk. 3, 1. pkt. Sagsbehandlingen i disse
klager er nærmere beskrevet i forretningsorden kapitel 3. Af
bekendtgørelse nr. 1025 af 24. oktober 2005 fremgår, hvilke sager, der
omfattes af
denne særlige klagebehandling. Der henvises til opremsningen i denne
bekendtgørelse. Ved bekendtgørelse nr. 437 af 17. maj 2006 er der tilføjet
yderligere afgørelser, der klagbehandles i Landsskatteretten uden
medvirken af ordinære retsmedlemmer.
H.3.4.1 Syn og skøn udmeldt i forbindelse med
Landsskatteretssager
Når en sag er indbragt for Landsskatteretten, kan klageren anmode om
syn og skøn efter reglerne i SFL § 47 og retsplejelovens § 343 om isoleret
bevisoptagelse. Retsplejelovens kapitel 19 om syn og skøn i verserende
retssager finder anvendelse ved syn og skøn i Landsskatteretssager.
Syn og skøn kan også anvendes i sager, der forelægges for Skatterådet,
jf. SFL § 4, stk. 3.
Formål
Syn og skøn anvendes, når en fyldestgørende vurdering af sagens
faktiske omstændigheder forudsætter en sagkyndig vurdering. Formålet med
syn og skøn er altså dels at tilvejebringe en fagkyndig besigtigelse og
beskrivelse af et faktisk forhold (syn) og dels en vurdering heraf (skøn).
Syn og skøn tjener til vejledning for Landsskatteretten på områder, hvor
retten ikke selv er i besiddelse af den fornødne sagkundskab. Derimod kan
syn og skøn ikke udmeldes med henblik på vejledning om de juridiske
spørgsmål i sagen, og syns- og skønsmænd kan ikke anmodes om at foretage
en juridisk bedømmelse, jf. TfS 2000, 636 ØLK.
Anvendelsesområde
Reglen i SFL § 47 finder anvendelse i sager, der er indbragt for
Landsskatteretten - det vil sige både told-, skatte-, afgifts- og
momssager.
Særligt for
skattesager
På skatteområdet begæres der navnlig syn og skøn i
landsskatteretssager, hvor værdiansættelse af aktier, gældsbreve,
goodwill, rettigheder og varelagre mv. er omtvistet, samt i sager, hvor
det omtvistede spørgsmål er, om et landbrug drives landbrugsfagligt
forsvarligt.
Reglen i SFL § 47 finder ikke anvendelse i sager om efterprøvelse af
passivposter efter boafgiftslovens § 13 a og i sager vedrørende vurdering
af fast ejendom, idet vurderingsmyndighederne har adgang til at foretage
besigtigelse af ejendommen og til at betjene sig af særlig sagkyndig
bistand. Begrænsningen i bestemmelsens anvendelsesområde angår kun
vurdering efter vurderingsloven. Syn og skøn kan således udmeldes i andre
skattesager vedrørende værdien af fast ejendom, fx angående overdragelser
mellem hovedaktionær og selskab.
Særligt for
toldsager
Syn og skøn i toldsager vil navnlig kunne blive aktuel i sager om
toldværdifastsættelse og i tariferingssager.
Hvem kan begære syn og
skøn
Syn og skøn kan begæres både af klageren og af told- og
skatteforvaltningen. Adgangen anvendes dog i praksis mest af klageren.
Den, der begærer syn og skøn, kaldes rekvirenten, og modparten kaldes
skønsindstævnte.
Når der begæres syn og skøn, indtræder told- og skatteforvaltningen som
part i sagen, jf. SFL § 47, stk. 4.
Det betyder, at SKAT både som rekvirent og som skønsindstævnt kan komme
med indstillinger til byretten om valg af syns- og skønsmand og komme med
forslag til syns- og skønstemaet. Herudover vil SKAT lade sig repræsentere
under syns- og skønsforretningen og eventuelle retsmøder.
Landsskatteretten kan ikke på eget initiativ udmelde syn og skøn, men
hvis Landsskatteretten finder, at der er behov for syn og skøn, kan den
opfordre parterne til at begære syn og skøn.
Behandling i
Landsskatteretten inden syn og skøn
Landsskatteretten kan i forbindelse med en begæring om syn og skøn
fastsætte en frist, inden for hvilken spørgsmålet om eventuel afholdelse
af syn og skøn, skal være afklaret, jf. SFL § 47, stk. 2. Efter fristens
udløb behøver Landsskatteretten ikke at respektere en begæring om syn og
skøn. Det vil sige, at Landsskatteretten kan færdigbehandle sagen uden at
afvente en eventuel syns- og skønserklæring.
Hvis der begæres syn og skøn, stiller Landsskatteretten behandlingen af
klagen i bero, indtil klageren efter modtagelse af syns- og
skønserklæringen har meddelt Landsskatteretten, om klagen opretholdes, jf.
nedenfor om behandling i Landsskatteretten efter syn og skøn.
Syn og skøn ved
domstolene
Ved syn og skøn i klagesager ved Landsskatteretten overtager byretten
den del af processen, som vedrører tilvejebringelsen af syns- og
skønserklæringen.
Anmodning
Anmodning om syn og skøn skal indgives af rekvirenten til byretten på
det sted, hvor den genstand eller fordring mv., som ønskes vurderet,
befinder sig. Befinder genstanden sig i udlandet, indgives anmodningen om
syn og skøn til byretten på det sted, hvor en eventuel senere retssag skal
anlægges her i landet.
Rekvirenten skal skriftligt underrette Landsskatteretten om begæringen
om udmeldelse af syn og skøn. Sammen med underretningen sendes en kopi af
rekvirentens begæring med byrettens påtegning samt kopi af syns- og
skønstemaet.
Byretten forkynder herefter begæringen om syn og skøn for
skønsindstævnte.
Retsafgift
Ved byrettens udmeldelse af syn og skøn betales en retsafgift på 400
kr., jf. retsafgiftslovens § 14.
Byrettens rolle
Byretten er ikke forpligtet til at efterkomme en begæring om syn og
skøn, men foretager en selvstændig vurdering af behovet for sagkyndig
bistand. Retten vil dog normalt tage en parts begæring til følge,
medmindre en lige så fyldestgørende oplysning af sagen kan ske på anden
måde f.eks. gennem indhentelse af sagkyndige erklæringer fra
brancheorganisationer. I TfS 1997, 690 ØLK afviste landsretten en begæring
om syn og skøn, fordi det var mere hensigtsmæssigt at indhente en
sagkyndig erklæring fra en brancheorganisation.
I
SKM2006.136.ØLR
bestemte landsretten, at der ikke kunne afholdes syn og skøn vedrørende et
efterfølgende regnskab, der var udarbejdet på grundlag af et
tilsidesætteligt regnskabsgrundlag.
Efter reglerne i retsplejelovens kapitel 19 udmelder byretten en eller
flere syns- og skønsmænd.
Enhver af parterne kan indstille til retten om valget af syns- og
skønsmand, men retten er ikke bundet heraf. Om tvister ved udmeldelse af
syn og skøn, se f.eks. TfS 2000, 8 ØLK og TfS 1999, 266 ØLK. I TfS 1999,
686 VLK afviste retten at udmelde en syns- og skønsmand, der var ensidigt
foreslået af rekvirenten.
I
SKM2005.116.VLR
bestemte Landsretten i en sag, om et fritidslandbrug var drevet
erhvervsmæssigt, at valg af syns- og skønsmand skulle ske på grundlag af
forslag fra Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole eller Fødevareøkonomisk
Institut.
I
SKM2005.205.VLR
bestemte landsretten i en sag om størrelsen af lønnen for en ansat
direktør i en købmandsforretning, at valg af syns- og skønsmand skulle ske
på grundlag af forslag fra Dansk Handel & Service.
Retten bør forinden udmeldelsen meddele parterne, hvem der agtes
udmeldt, og give parterne adgang til at udtale sig om denne. I TfS 1999, 5
VLK hjemviste Vestre Landsret en sag til fornyet behandling, da byretten
ikke havde drøftet valget af syns- og skønsmand med Told- og
Skattestyrelsen. I praksis anmodes en brancheorganisation om at pege på en
person, som er egnet som syns- og skønsmand.
Byrettens afgørelser om udmeldelse af syn og skøn eller afvisning heraf
kan kæres til landsretten.
Under syns- og skønssagen afgør byretten eventuelle tvister mellem
parterne om:
syn og skøn overhovedet er hensigtsmæssigt
en syns- og skønsmand er egnet og bør udpeges
om formulering af spørgsmål til syns- og skønsmanden (syns- og
skønstemaet) og tillægsspørgsmål.
hvilket bilagsmateriale syns- og skønsmanden skal have
udleveret
Udlevering af
bilag
Udgangspunktet for bilagsmaterialet er, at alt relevant bilagsmateriale
skal udleveres til syns- og skønsmanden. Dette er bilagsmateriale, der
belyser faktiske forhold vedrørende genstanden for syn og skøn, men det
kan også være den påklagede afgørelse med sagsfremstilling og klagerens
klageskrivelse til Landsskatteretten.
I sager vedrørende værdiansættelse af aktiver, der overdrages f.eks.
mellem en hovedaktionær og dennes selskab, opstår der undertiden tvist om
bilag, der vedrører perioden efter overdragelsen. Sådanne bilag, der ikke
har kunnet tages i betragtning i forbindelse med overdragelsen, bør som
hovedregel ikke udleveres til syns- og skønsmanden.
Retspraksis vedrørende udlevering af bilag til syns- og skønsmanden er
ganske omfattende.
I følgende afgørelser er bilag, som den ene part har ønsket fremlagt
for syns- og skønsmanden, ikke godkendt fremlagt af domstolene:
TfS 1999, 602 ØLK, om tvist om udlevering af årsregnskaber, der
vedrørte perioden efter tidspunktet for overdragelsen af goodwill, hvis
værdiansættelse blev bestridt af skattemyndighederne. Retten bestemte,
at regnskaberne ikke skulle forelægges syns- og skønsmanden.
TfS 2000, 937 VLK, hvor retten udtalte, at bilag, der var uden
betydning for syns- og skønsmandens mulighed for at besvare syns- og
skønstemaet, ikke skulle udleveres.
UfR 2000, 1437 VLD, der ikke vedrører syn og skøn i en
Landsskatteretssag, men hvor der alene var tale om udmeldelse af syn og
skøn i en byretssag, fastslog Landsretten, at en ensidigt indhentet
erklæring, indhentet forud for overdragelsen, ikke kunne fremlægges for
syns- og skønsmanden, da den ikke fandtes at have betydning for syns- og
skønsmandens besvarelse af syns- og skønstemaet.
TfS 2001, 668 VLK, hvor den skattepligtige fik medhold i, at nogle
bilag ikke skulle udleveres til syns- og skønsmanden. I referatet af
kendelsen er bilagene alene identificeret ved en henvisning til
nummereringen i sagen. Bilagene, som Told- og Skattestyrelsen blev
afskåret fra at udlevere til syns- og skønsmanden, var kommunens
agterskrivelse og skatteankenævnets kendelse, idet disse i den konkrete
sag ikke fandtes relevante for syns- og skønsmandens besvarelse af
spørgsmålene.
SKM2003.477.VLR ,
hvor Landsretten ikke tillod en ensidigt indhentet erklæring fremlagt
for syns- og skønsmanden, da erklæringen var indhentet efter sagens
anlæg og uden, at modparten havde været inddraget i den
forbindelse.
I følgende afgørelser er bilag, som den ene part har ønsket fremlagt
for syns- og skønsmanden, godkendt fremlagt af domstolene:
TfS 1990,376 ØLK, hvor Landsretten fastslog, at forhold, der var
påregnelige på skæringsdagen for fastsættelsen af den til virksomheden
knyttede goodwill, men først kunne dokumenteres senere, kunne tages i
betragtning.
TfS 1997, 1 ØLK (UfR 1997, 221), hvor klageren ensidigt havde
indhentet en sagkyndig udtalelse som en naturlig sagkyndig bistand og
ikke med henblik på fremlæggelse under en verserende eller truende
retssag. Da der ikke var nogen vurdering eller faktisk oplysning i den
omhandlede udtalelse, herunder selve resultatet af udtalelsen, som
klageren ikke på fuldt legitim vis kunne inddrage under
skønsforretningen ved hjælp af neutrale spørgsmål til skønsmændene,
fandt landsretten ikke grundlag for at nægte, at syns- og skønsmændene
fik adgang til udtalelsen.
SKM2001.95.VLK
(TfS 2001, 31), hvor Landsretten - ud fra en konkret vurdering i den
pågældende sag - tillod, at skønsmændene kunne forelægges oplysninger om
kursen af nogle aktier ved videreoverdragelse til tredjemand.
SKM2001.448.ØLK
hvor Landsretten tillod, at der blev fremlagt regnskaber for
efterfølgende år, idet Landsretten ud fra en konkret bedømmelse fandt,
at det ikke kunne udelukkes, at de efterfølgende år kunne have betydning
for vurderingen.
I sager om, hvorvidt et landbrug er drevet erhvervsmæssigt, fremlægges
al relevant bilagsmateriale op til syns- og skønsforretningens
foretagelse. Herudover kan eventuelle budgetter for de efterfølgende år
fremlægges.
Syns- og
skønstemaet
Grundlaget for syn og skøn er syns- og skønstemaet, der består af et
eller flere spørgsmål. Syns- og skønstemaet skal besvares i en syns- og
skønserklæring. Syns- og skønstemaet fremstår som parternes spørgsmål,
selvom parterne ikke nødvendigvis har været enige om relevansen eller
formuleringen af spørgsmålene.
Spørgsmålene i syns- og skønstemaet skal være konkrete, klare,
neutrale, relevante og omfattet af syns- og skønsmandens sagkundskab.
Spørgsmålene må derfor ikke være ledende. Spørgsmålene skal vedrøre
faktiske forhold og ikke efterlyse en generel vurdering eller en juridisk
vurdering.
I TfS 1999, 975 (byretsafgørelse) bestemte retten ved en tvist om
formulering af syns- og skønstemaet, at syns- og skønstemaet skulle
udformes i overensstemmelse med Skatteministeriets udkast. Landsretten
havde tidligere hjemvist sagen til fornyet behandling i byretten, jf. TfS
1999, 162 VLK.
I TfS 2000, 636 ØLK afviste retten en begæring om at udmelde syn og
skøn, da syns- og skønstemaet lagde op til en juridisk bedømmelse, som
hørte retten til.
I en sag om, hvad udlejningsværdien ville være på en beboelsesejendom,
kunne Told- og Skattestyrelsen ikke stille et generelt spørgsmål om det
normale udlejningsniveau for tilsvarende ejendomme, fordi syns- og
skønsmanden selv skal afgøre hvilke oplysninger, han har brug for at
indhente for at besvare spørgsmålet om den konkrete ejendom, jf. TfS 2000,
937 VLK.
I
SKM2003.245.VLR ,
tillod Landsretten imidlertid, mod rekvirentens protest, Skatteministeriet
at stille et spørgsmål om, hvorvidt priserne på markedet for ejendomme som
de i sagen omhandlede i området omkring Vejle i 1995 var stigende eller
faldende. Landsretten fandt, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at en
besvarelse af spørgsmålet (med de anførte præciseringer) kunne have
betydning for sagen.
I
SKM2002.453.ØLR
afskar Landsretten spørgsmål i skønsrekvirentens udkast til syns- og
skønstema på grund af manglende klarhed m.v. og nægtede samtidig
tilladelse til fremlæggelse af visse bilag.
I
SKM2003.120.ØLR
fik Told- og Skattestyrelsen tilladelse til at stille et supplerende
spørgsmål, da en besvarelse af spørgsmålet ikke kunne anses for at være
irrelevant for sagen.
I
SKM2003.216.VLR
tillod Landsretten Skatteministeriet at stille spørgsmål til syns- og
skønsmanden mod rekvirentens protest, om nogle fordringers værdi for en
konkret kreditor, da det ikke på forhånd kunne udelukkes, at en besvarelse
af spørgsmålene kunne have betydning for sagen.
I
SKM2004.271.ØLR
tillod Landsretten Told- og Skattestyrelsen at stille 2 supplerende
spørgsmål, da Landsretten fandt, at det ikke på forhånd kunne udelukkes,
at en besvarelse af spørgsmålene kunne have betydning for
Landsskatterettens afgørelse i den materielle skattesag.
I
SKM2004.473.ØLR
fastslog Landsretten, at spørgsmål i et skønstema skal være konkrete,
klare, neutrale og relevante, hvorfor Landsretten ikke kunne godkende
skønstemaet i den af rekvirenten foreslåede udformning. Landsretten kunne
derimod godkende de af Kammeradvokaten foreslåede spørgsmål.
I
SKM2005.462.BR
blev en række tillægsspørgsmål afskåret bl.a. med den begrundelse, at de
ikke var relevante.
Skønsforretningen og
skønserklæringen
Syns- og skønsmanden skal underrette parterne om syns- og
skønsforretningens foretagelse.
Efter syns- og skønsforretningen udarbejder syns- og skønsmanden en
skriftlig erklæring, som skal indeholde syns- og skønsmandens svar på
spørgsmålene i syns- og skønstemaet. Hvis en af parterne eller begge
parter ønsker det, kan der stilles supplerende spørgsmål til syns- og
skønsmanden. Parterne skal være enige om formuleringen af de supplerende
spørgsmål. De supplerende spørgsmål besvares også skriftligt.
Endvidere kan det være nødvendigt med en afhjemling af syns- og
skønsmanden. En afhjemling indebærer, at syns- og skønsmanden møder i
retten og bekræfter eller eventuelt supplerer og korrigerer syns- og
skønserklæringen. Der kan under afhjemlingen i retten stilles klargørende
eller uddybende spørgsmål til syns- og skønsmanden.
Nyt syn og skøn
Ved syns- og skønssagens afslutning fremsættes der undertiden fra en af
parterne ønske om, at der foretages nyt syn og skøn ved en ny syns- og
skønsmand.
Der stilles ifølge retspraksis store krav til at få udmeldt en ny syns-
og skønsmand. En betingelse for at få udmeldt en ny syns- og skønsmand er,
at der skal påvises et sikkert grundlag for, at den oprindelige syns- og
skønsmand har begået en fejl ved udarbejdelsen af sin syns- og
skønserklæring.
I
SKM2004.70.VLR
fandt Landsretten det ikke sandsynliggjort, at skønsmændene havde begået
faglige fejl eller havde fejlfortolket foreliggende oplysninger, hvorfor
Landsretten ikke tog rekvirentens begæring om nyt syn og skøn til følge.
Se også
SKM2003.477.VLR ,
hvor Landsretten heller ikke fandt, at betingelserne for nyt syn og skøn
var opfyldt.
I
SKM2004.16.VLR
hjemviste Landsretten - i stedet for nyt syn og skøn - den materielle
skattesag til Ligningsrådet, da der under domsforhandlingen fremkom
væsentlige nye oplysninger, som hverken Landsskatteretten eller syn og
skønsmændene havde haft kendskab til. Det oprindelige skøn hvilede derfor
på et ufuldstændigt grundlag.
Syn og skønssagens
afslutning
Syns- og skønssagen afsluttes med, at byretten godkender syns- og
skønsmandens forslag til honorar, efter at parterne har haft lejlighed til
at udtale sig herom, jf. f.eks. TfS 1998, 764 TSS, hvor Told- og
Skattestyrelsen fik medhold i, at et honorar i en syns- og skønssag var
for højt, og UfR 2000, 2202 ØLR, hvor et skønsmandshonorar for
tillægsspørgsmål blev nedsat, da parterne ikke var blevet kontaktet forud.
Behandling i
Landsskatteretten efter syn og skøn
Når syns- og skønssagen er afsluttet i byretten, skal rekvirenten inden
14 dage indsende kopi af retsbogsudskriften til Landsskatteretten. Sammen
med udskriften skal følge syns- og skønserklæringen. Er klageren
rekvirent, skal klageren samtidig meddele Landsskatteretten, om
vedkommende ønsker klagen opretholdt. Kommer der ingen meddelelse fra
klageren herom, anses klagen for opretholdt.
Er SKAT rekvirent, kan Landsskatteretten spørge klageren, om klagen
ønskes opretholdt eller trukket tilbage. Hvis klageren ikke svarer på
Landsskatterettens forespørgsel, anses klagen for opretholdt. Der henvises
nærmere til forretningsorden for Landsskatteretten § 19.
Landsskatteretten har mulighed for undtagelsesvis at indkalde syns- og
skønsmændene til at udtale sig i et retsmøde, jf. forretningsordenen for
Landsskatteretten, § 14, stk. 4.
Syn og skøn er et bevismiddel, der i princippet ikke er bindende for
bevisbedømmelsen ved Landsskatteretten, men syns- og skønserklæringen vil
normalt blive lagt til grund for afgørelsen. Se dog modsat i
SKM2001.64.ØLK ,
hvor syns- og skønsmandens vurdering ikke umiddelbart kunne lægges til
grund og
SKM2002.530.VLR ,
hvor det forhold, at en syns- og skønsmand efterfølgende havde anslået
nogle bygningers værdi til en væsentlig lavere værdi, ikke kunne føre til,
at skattemyndighedernes ansættelse kunne tilsidesættes, da den oprindelige
værdiansættelse var sket i forbindelse med en overdragelse mellem
uafhængige parter, samt
SKM2004.159.ØLR .
Omkostninger
Udgifterne til syn og skøn afholdes af rekvirenten. Dette gælder også
omkostninger forårsaget af modpartens tillægsspørgsmål, når de alene har
til formål at uddybe skønsmandens besvarelse af de oprindelige spørgsmål,
jf. TfS 1995, 490 HK og UfR 2002.1849 V. Retten kan pålægge rekvirenten at
betale sagsomkostninger til skønsindstævnte. Derimod kan retten ikke
pålægge skønsindstævnte at betale omkostninger ved syn og skøn til
rekvirenten, jf. retsplejelovens § 343, stk. 3. Syn og skøn begæret af en
klager er som hovedregel omfattet af reglerne om omkostningsgodtgørelse,
jf. afsnit
K .
Fristafbrydelse og
suspension
Optagelse af syn og skøn uden retssag er ikke et sådant retligt skridt,
der afbryder forældelse i medfør af
1908-lovens
§ 2, jf. afsnit
N.2.1.4 .
Fristen i SFL § 48, stk. 2, om at klageren kan indbringe sagen for
domstolene, hvis Landsskatteretten ikke har truffet afgørelse inden 6
måneder, suspenderes derimod, indtil klageren har meddelt
Landsskatteretten, om klagen skal opretholdes, jf. SFL § 47, stk. 3.
Lignende dokumenter
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2007 H. KLAGESTRUKTUR OG KLAGEBEHANDLING Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2007 OVERSIGTER Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2006 A. SKATTE- OG AFGIFTSMYNDIGHEDERNES ORGANISATION, OPGAVER OG KOMPETENCEFORDELING Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2007 A. SKATTE- OG AFGIFTSMYNDIGHEDERNES ORGANISATION, OPGAVER OG KOMPETENCEFORDELING Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 OVERSIGTER Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2007 K. OMKOSTNINGSGODTGØRELSE Retsinformation · 5. februar 2008