Spring til indhold

Retsinformation

VURDERINGSVEJLEDNING 2007 E FORDELINGER

STV nr 20032 af 01/01/2007Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Vurderingsvejledning 2007-3

E Fordelinger

I forbindelse med vurderingen foretager told- og skatteforvaltningen en

række fordelinger jf.

A.6 , herunder

en henføring af den enkelte ejendom til en benyttelse jf. afsnit

D .

Fordelinger efter bestemmelserne i VUL § 33, stk. 2-10, fører ikke til

en selvstændig vurdering af de enkelte dele af ejendommen, men alene til

en fastsættelse af, hvorledes de enkelte dele efter det indbyrdes forhold

indgår i den samlede ejendoms eller grunds værdi m.

v.

E.1 § 33, stk. 1 - 3

VUL § 33, stk. 2

E.1.1 Dækningsafgift

Beslutter en kommune at opkræve dækningsafgift i medfør af KESL §

23 eller § 23 A, skal told- og skatteforvaltningen på kommunalbestyrelsens

anmodning foretage de ansættelser og fordelinger, der er fornødne for

beregning af dækningsafgift. Skatteministeren fastsætter det vederlag, som

kommunerne skal betale til told- og skatteforvaltningen for foretagelse af

de nævnte vurderinger og fordelinger, jf. KESL § 23 C.

Dækningsafgift i stedet for

grundskyld

KESL § 23 omfatter ejendomme, som er fritaget for kommunal grundskyld i

henhold til lovens § 7, stk. 1, litra b, eller § 7, stk. 3. Det drejer sig

om statens, kommunernes og Danmarks Nationalbanks ejendomme - bortset fra

DSB's - for så vidt ejendommene ikke anvendes erhvervsmæssigt

til landbrug, havebrug eller skovdrift eller udlejes eller henligger

ubenyttede.

Told- og skatteforvaltningen skal på kommunalbestyrelsens anmodning

Læs alt

foretage de ansættelser eller årsreguleringer af ejendomsværdien eller

grundværdien, der er fornødne for beregning af den i KESL § 23 omhandlede

dækningsafgift.

Dækningsafgiften efter KESL § 23 svares dels af ejendommens

grundværdi efter fradrag for grundforbedringer, dels af forskelsværdien,

dvs. forskellen mellem ejendomsværdi og grundværdi, se

C.4 .

Dækningsafgift i tillæg til

grundskyld

KESL § 23 A omfatter ejendomme, der anvendes erhvervsmæssigt til

kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted og lignende øjemed. Der kan

ikke opkræves dækningsafgift af landbrugsejendomme.

De formål, der giver grundlag for dækningsafgiftspligt, er ikke

udtømmende opregnet i ejendomsskatteloven. Foruden de udtrykkeligt nævnte

anses formål som biograf, teater, restaurant, teglværk,

kraftværk, varmeværk, vaskeri og tankstation for at medføre

dækningsafgiftspligt. Slagterier, skibsværfter og

mejerier anses for dækningsafgiftspligtige. Det samme gælder

lagerbygninger og pakhuse, der anvendes som led i en forretnings- eller

fabrikationsvirksomhed.

Af formål, der ikke giver grundlag for dækningsafgiftspligt kan nævnes

bolig, garageanlæg, godsterminaler der fortrinsvis anvendes til

læsning og losning af varer, Falck-stationer, busstationer, plejehjem,

museer og kursusejendomme.

Af ejendomme, der delvis anvendes som anført, svares dækningsafgift dog

kun, når den del af forskelsværdien, der vedrører dækningsafgiftpligtig

anvendelse, udgør mere end halvdelen af hele ejendommens forskelsværdi.

jf. KESL § 23 A, stk. 1, 2. pkt. Der kan således kun opkræves

dækningsafgift efter § 23 A, når mere end halvdelen af forskelsværdien kan

henføres til dækningsafgiftspligtige formål.

Fordeling

Anvendes en ejendom kun delvis til dækningsafgiftspligtige formål, må

der foretages en fordeling af forskelsværdien på den del, der kan henføres

til de afgiftspligtige formål, og den øvrige del.

Kommunalbestyrelsen har kompetencen til at træffe beslutning om,

hvorvidt en ejendom er dækningsafgiftspligtig eller ej. Klages der således

over at en ejendom efter sin anvendelse er anset for helt eller delvist

dækningsafgiftspligtig træffes afgørelse af kommunalbestyrelsen, hvorimod

klager over den beløbsmæssige fordeling behandles i normal instansfølge

til ankenævn og Landsskatteretten.

Fordelingen foretages efter et skøn over, hvilken værdi

ejendommens enkelte arealer repræsenterer. Lejeværdien kan ikke

anvendes som fordelingsnøgle. Det skyldes, at lejeværdien relaterer sig

til hele ejendommens værdi, ikke til forskelsværdien (bygningsværdien)

alene. Den andel af lejeværdien, som beror på ejendommens

beliggenhed, beskattes i forvejen med kommunal grundskyld og skal ikke

belægges med dækningsafgift.

Told- og skatteforvaltningen tager udgangspunkt i følgende satser

ved den procentvise vægtning:

Bolig

100

Kontor

100-120

Butik

100-140

Værksted

50-100

Lager

25-75

Garage

20-40

Vægtningen tager hensyn til de gennemsnitlige byggeomkostninger ved

byggeri til de forskellige formål.

Er der væsentlig forskel på kvaliteten af ejendommens boligdel og

de arealer, der anvendes til dækningsafgiftspligtige formål, må der

anlægges et konkret skøn over det indbyrdes forhold.

Told- og skatteforvaltningen skal på kommunalbestyrelsens anmodning

foretage de ansættelser eller årsreguleringer af ejendomsværdien eller

grundværdien samt de fordelinger heraf, som er fornødne for beregning af

den i KESL § 23 A omhandlede dækningsafgift.

Dækningsafgiften efter KESL § 23 A svares alene af den del af den

afgiftspligtige forskelsværdi, der overstiger 50.000 kr. Den afgiftsfri

bundgrænse gælder kun den dækningsafgift, der opkræves efter KESL §

23 A, jf. § 23 A, stk. 2, sidste punktum.

Dækningsafgift efter KESL §§ 23 og 23 A opkræves i to eller flere

årlige rater efter kommunalbestyrelsens bestemmelse, jf. KESL §§ 27 og 28.

Dækningsafgiften hviler - ligesom den kommunale grundskyld - som

en hæftelse med fortrinsret på den pågældende ejendom, jf. KESL § 29, stk.

1.

E.1.2 Andre fordelinger

Jord i anden

kommune

For ejendomme med arealer i flere kommuner, som er blevet vurderet

under ét, foretager SKAT en fastsættelse af, hvor stor en del af

grundværdien for den pågældende ejendom og eventuelle fradrag for

forbedringer, der må henføres til hver af kommunerne, jf. KESL § 22, stk.

1, 1. pkt. Såfremt ejendommen er delvis fritaget for grundskyld til

kommunen, skal SKAT efter begæring af enhver af kommunerne fastsætte,

hvorledes den ikke fritagne del af grundværdien (med eventuelt fradrag for

forbedringer) fordeler sig på kommunerne, jf. KESL § 22, stk. 1, 2.

pkt.

De afgørelser, som SKAT træffer efter KESL § 22, stk.

1, kan såvel af den skattepligtige som af de interesserede

kommunalbestyrelser indankes for vurderingsankenævnet og for

Landsskatteretten, jf. KESL § 22, stk. 2.

Delvis fritagne ejendomme

Kommunalbestyrelsen kan efter KESL § 7 og § 8 helt eller delvist

fritage særlige ejendomme for grundskyld.

KESL § 7

Visse kategorier af ejendomme er fritaget for kommunal grundskyld, jf.

KESL § 7, stk. 1, litra a-f. Fritagelsen omfatter (i korte træk):

De staten tilhørende kongelige slotte og palæer.

Statens og kommunernes ejendomme i øvrigt, bortset fra sådanne, der

af ejeren anvendes erhvervsmæssigt til landbrug, havebrug eller

skovdrift eller til udleje, eller som henligger ubenyttede. Fritagelsen

gælder ikke for ejendomme, der tilhører DSB.

Fremmede staters gesandtskabs- og konsulatejendomme på betingelse af

gensidighed og ejendomme, der ejes af fremmede stater og

internationale organisationer til brug for disses diplomatiske eller

konsulære o. a. repræsentationer under forudsætning af traktatmæssig

forpligtelse til fritagelse.

Fredede ejendomme, hvorpå der er tinglyst en særlig

bevaringsdeklaration.

Forsamlingshuse, der ikke drives erhvervsmæssigt.

Der gælder en række undtagelser fra fritagelsesbestemmelserne,

jf. KESL § 7, stk. 2-4, hvortil henvises.

KESL § 8

Hvor en ejendom er bevilget delvis fritagelse for grundskyld, jf.

KESL § 8, kan kommunalbestyrelsen begære grundværdien og eventuelt fradrag

i grundværdien for forbedringer fordelt på den fritagne del og den øvrige

del af ejendommen.

Det drejer sit primært om følgende ejendomme:

Skoler, hospitaler, sygehuse, institutioner godkendt i henhold til

den sociale lovgivning, offentlige biblioteker og museer.

Sports- og idrætsanlæg tilhørende gymnastik-, idræts- og

skytteforeninger el. lign. Endvidere kan fritages ejendomme, der

anvendes til lejr eller feriekoloni for børn og unge.

Ejendomme, der ejes af almenvelgørende eller på anden måde

almennyttige institutioner.

Gas-, vand- og fjernvarmeværker, når adgang til leverance fra værket

står åben for alle inden for det område, hvori værket arbejder, for så

vidt værkets indtægter udelukkende kan anvendes til værkets

formål.

Såfremt kun en del af en ejendom opfylder betingelserne for

fritagelse for grundskyld, kan fritagelse alene meddeles, for så vidt

angår den del af grundværdien, der falder på denne del, jf. KESL § 8,

stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan begære, at SKAT fordeler

grundværdien og eventuelt fradrag i grundværdien for forbedringer på

den fritagne del og den øvrige del af ejendommen.

Delvis jordrentepligtige

ejendomme

Er en ejendom delvis jordrentepligtig, foretager SKAT fordeling af

grundværdien og eventuelt fradrag i grundværdien for forbedringer på

det jordrentepligtige areal og den øvrige del af arealet, jf. VUL § 33,

stk. 3.

E.2 § 33, stk. 4 - 9 samt 11

Stuehusfordeling - VUL § 33, stk. 4

Efter VUL § 33, stk. 4, skal der ved vurderingen af ejendomme, der

benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage,

foretages en fordeling (stuehusfordeling) af ejendomsværdien og

grundværdien på henholdsvis stuehuset med tilhørende grund og have og den

øvrige ejendom. Ved stuehusfordelingen fastsætter told- og

skatteforvaltningen stuehusets ejendomsværdi, se

B.3.3 .

Stuehusværdien danner grundlag for beregningen af ejendomsværdiskat

efter EVSL § 4 a, stk. 4, jf. stk. 1, nr. 3. Stuehusfordelingen

anvendes endvidere i forbindelse med opgørelsen af eventuel

skattepligtig ejendomsavance, jf. EBL § 9, hvorefter fortjeneste,

der vedrører stuehuset med tilhørende grund og have, normalt er

fritaget for beskatning. Endelig bruges fordelingen ved opgørelsen af

eventuelle skattemæssige afskrivninger, idet den del af bygningernes

anskaffelsessum, der henføres til stuehuset, holdes uden for

afskrivningsgrundlaget, jf. AL § 19, stk. 5.

Der ansættes stuehusfordeling for alle ejendomme, der benyttes til

landbrug m. v., uden hensyn til om ejeren faktisk bor på ejendommen. Hvis

der findes flere boliger på ejendommen, foretages der stuehusfordeling for

hver bolig, der beboes af en ejer. Bor der ingen ejer på ejendommen,

foretages der stuehusfordeling med hensyn til den bolig, der mest

naturligt anses for bestemt til beboelse for ejeren. Der foretages ikke

stuehusfordeling vedrørende aftægtsboliger, medhjælperboliger m. v.

Ved stuehusfordelingen tages der ikke hensyn til, om

stuehuset delvis benyttes erhvervsmæssigt. De regler, der gælder for

ejendomme med blandet benyttelse, jf. nedenfor, finder ikke anvendelse på

stuehuse.

Ved stuehusfordelingen udøver told- og skatteforvaltningen et skøn

over, hvor stor en del af ejendomsværdien, der kan henføres til

stuehuset. Alle værdier, der kan henføres til

stuehuset, herunder f. eks. værdi af swimmingpool, tennisbane og

lign., indgår i fordelingen.

Ved stuehusfordelingen skal der endvidere udøves et skøn over, hvor

stor en del af den ansatte grundværdi, der kan henføres til stuehuset med

tilhørende have. Ved fordelingen af grundværdien skønnes der

over størrelsen af det areal, der anvendes til

beboelsesformål. Grundværdiansættelsen for landbrugsejendomme

foretages under hensyn til, at ejendommene sædvanligvis tjener til bolig

for ejeren. Ved fordelingen af grundværdien regnes der derfor med

samme ha-pris for stuehusgrunden som for den omkringliggende

landbrugsjord.

Blandede ejendomme - VUL § 33, stk. 5

For ejendomme, som indeholder én eller to selvstændige lejligheder, og

som - uden at være omfattet af VUL § 33, stk. 4 - både tjener til

bolig for ejeren og benyttes erhvervsmæssigt i væsentligt omfang,

foretager told- og skatteforvaltningen en fordeling

(ejerboligfordeling) af ejendomsværdien på den del, der tjener til bolig

for ejeren, og på den øvrige ejendom, jf. VUL § 33, stk. 5. Med udtrykket

"tjener til bolig for ejeren" menes her de tilfælde hvor ejeren benytter

ejendommen som helårsbolig og ikke de tilfælde hvor ejeren benytter

ejendommen som sommerhus.

Ved afgørelsen af, om der foreligger en selvstændig lejlighed, vil

told- og skatteforvaltningen i reglen støtte sig på oplysninger i

Bygnings- og Boligregisteret (BBR). Rejses der tvivl om, hvorvidt disse

oplysninger er dækkende, må told- og skatteforvaltningen træffe

afgørelse ud fra de konkrete omstændigheder. I praksis anses der at

foreligge en selvstændig lejlighed, når beboelsen er udstyret med eget

køkken med afløb.

En ejendom anses for benyttet erhvervsmæssigt i væsentligt omfang, når

værdien af de erhvervsmæssigt benyttede dele af bygninger og grund

udgør 25 pct. eller mere af ejendommens samlede værdi. Udlejning til

beboelse anses ikke for erhvervsmæssig benyttelse i denne

forbindelse, Skat 1990.7.508.

Der skal endvidere foretages fordeling efter VUL § 33, stk.

5, hvor en væsentlig del af ejendommen anvendes

erhvervsmæssigt, og ejendommen indeholder en

bolig, der stilles til rådighed som led i et ansættelsesforhold,

hvis den ansatte har væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, jf. LL

§ 16, stk. 9. Endelig skal der foretages en fordeling i tilfælde,

hvor en hovedaktionær modtager udbytte i form af,

at selskabet stiller en bolig i en sådan ejendom til rådighed,

jf. LL § 16 A, stk. 10. Told- og

skatteforvaltningen skal fordele ejendomsværdien på den del, der

tjener til bolig for den ansatte eller hovedaktionæren, og på den øvrige

ejendom.

Tofamilieshuse - VUL § 33, stk. 6

For ejendomme, der indeholder to selvstændige lejligheder, og som

tjener til bolig for ejeren (eller ejerne) uden at være omfattet af VUL §

33, stk. 4 eller 5, foretager told- og skatteforvaltningen i

forbindelse med vurderingen en fordeling af ejendomsværdien på de to

lejligheder, jf. VUL § 33, stk. 6. Med udtrykket "tjener til bolig for

ejeren" menes her de tilfælde hvor ejeren benytter ejednommen som

helårsbolig og ikke de tilfælde hvor ejeren benytter ejendommen som

sommerhus. Der foretages ingen fordeling af grundværdien.

Fordelingen af ejendomsværdien på de selvstændige lejligheder sker med

udgangspunkt i det etageareal, der hører til hver af lejlighederne. Ved

fordelingen må der tages hensyn til den benyttelse af ejendommens grund og

have, der er knyttet til den enkelte lejlighed. Er der væsentlig forskel

på lejlighedernes beliggenhed eller kvalitet, må told- og

skatteforvaltningen anlægge et skøn over fordelingen.

Benyttes ejendommen erhvervsmæssigt i væsentligt omfang, jf. ovenfor,

foretages fordelingen efter VUL § 33, stk. 5.

Der foretages ikke fordeling efter VUL § 33, stk. 6, for ejendomme

med mere end to selvstændige lejligheder, se dog

F.1.2 .

Der skal endvidere foretages fordeling efter VUL § 33, stk. 6,

hvor der stilles en bolig i ejendommen til

rådighed som led i et ansættelsesforhold, hvis den ansatte har

væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, jf. LL § 16, stk.

9, samt i tilfælde, hvor en hovedaktionær modtager

udbytte i form af, at selskabet stiller en bolig

i ejendommen til rådighed, jf. LL § 16 A, stk. 10.

Skovbrugsejendomme - VUL § 33, stk. 7

For skovbrugsejendomme foretages i forbindelse med vurderingen

fordeling af ejendomsværdien på den del, der tjener til bolig for ejeren,

og på den øvrige ejendom, jf. VUL § 33, stk. 7. Med udtrykket "tjener til

bolig for ejeren" menes her de tilfælde hvor ejeren benytter ejendommen

som helårsbolig og ikke de tilfælde hvor ejeren benytter ejendommen som

sommerhus. I forbindelse med fordelingen fastsætter told- og

skatteforvaltningen ejerboligens ejendomsværdi. I ejendomsværdien

indgår foruden boligens bygningsværdi værdien af det grundareal, som

skønnes at høre til boligen. Boligens grundareal beregnes - i modsætning

til skovens grund - på grundlag af en fastsat

kvadratmeterpris.

Der foretages kun ejerboligfordeling for skovbrugsejendomme, hvis

ejeren bor på ejendommen. Der skal dog også foretages fordeling efter

VUL § 33, stk. 7, for skovbrugsejendomme, hvor der stilles

en bolig til rådighed som led i et ansættelsesforhold, hvis den

ansatte har væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, jf. LL § 16,

stk. 9, samt i tilfælde, hvor en hovedaktionær modtager

udbytte i form af, at selskabet stiller en bolig på ejendommen

til rådighed, jf. LL § 16 A, stk. 10.

En ejendom falder ind under § 33, stk. 7, såfremt den er vurderet som

en skovejendom, omfatter mindst 25 ha skov og ejes af andre end stat og

kommune.

Hvor skovarealet for disse ejendomme kun udgør en del af den faste

ejendom, og hvor der til et skovareal knytter sig andre værdier end de

egentlige skovmæssige, skal der i forbindelse med vurderingen foretages en

fordeling af ejendomsværdien på den del af ejendommen, der benyttes til

skov, og på den øvrige del af ejendommen.

Ved fordelingen henregnes følgende til den skovmæssigt benyttede del af

en ejendom:

1) Det bevoksede areal samt hertil naturligt knyttede ubevoksede

arealer, f.eks. tjenestejord, brandlinier, eng, hede, klit, mose,

planteskole, privat vej, sø og vandløb.

2) Merværdi, som knytter sig til de under 1) nævnte arealer.

3) Merjagt, som knytter sig til de under 1) nævnte arealer.

4) Pyntegrønt og anden biproduktion, som direkte er afledet af

skovdriften.

5) Bygninger, der indgår i skovdriften: a)ejerbolig, b)

driftsbygninger, herunder eventuelt savværk o.l., c) funktionærboliger, d)

skovarbejderboliger og e) jagthytter.

6) Jorden under de i punkt 5 nævnte bygninger, således landbrugsarealet

til skovfogedsteder o.lign.

Uden for den skovmæssigt benyttede del af en ejendom falder

tjenestesteder og arbejderboliger, som varigt er udlejet til andre end

skovens personale, aftægtsboliger samt bygninger, der er indrettet til

andre formål end skovdrift f.eks. traktørsted, museum, udstillingslokale

o. lign.

Uden for den skovmæssigt benyttede del af en ejendom falder endvidere

campingpladser samt arealer, der er inddraget til erhvervsmæssig udvinding

af forekomster i jorden f.eks. grus-, kridt-, ler-, brunkuls-, tørvemose-

og mergellejer m.v.

Den anførte afgrænsing er ikke udtømmende.

Mindre landejendomme - VUL § 33, stk. 8

For ejendomme, hvis grundareal overstiger 5.000 m2 og helt

eller delvis er beliggende i landzone, og hvor der ikke foretages

fordeling efter bestemmelserne i VUL § 33, stk. 4-7, foretager told- og

skatteforvaltningen en fordeling af ejendomsværdien på den del, der

knytter sig til ejerboligdelen, og på den øvrige del af ejendommen, jf.

VUL § 33, stk. 8. Ved fordelingen anses 5.000 m2 af

grundarealet for at høre til boligdelen. Hvis det grundareal, der ligger i

umiddelbar forbindelse med boligen, er mindre end 5.000

m2, anses kun dette for at høre til boligdelen, jf. VUL §

33, stk. 11. Ved at arealet ligger i umiddelbar forbindelse med boligen

forstås, at ingen del af arealet er adskilt fra det øvrige, f.

eks. ved en mellemliggende ejendom eller ved gennemskæring af

offentlig vej.

Fordeling efter VUL § 33, stk. 8, jf. stk. 11, er indført med særligt

henblik på ejendomme, hvor den landbrugsmæssige benyttelse anses for

underordnet i forhold til den beboelsesmæssige. Det drejer sig gerne

om tidligere landbrugsejendomme, hvor den egentlige landbrugsjord er solgt

fra. De fleste sådanne ejendomme er kendetegnet ved, at de har et

væsentligt større grundareal end det, der normalt knytter sig til en

parcelhusejendom i byzone, og ved samtidig at have store udhusarealer.

Hvis der til ejendommen hører driftsbygninger, skal told- og

skatteforvaltningen tage stilling til, om disse bygninger hører til

boligdelen eller til resten af ejendommen.

Vindmølleparceller - VUL § 33, stk. 9

For ejendomme, der er samnoteret med en vindmølleparcel, og hvor

der ikke foretages fordeling efter VUL § 33, stk. 4-7, foretager

told- og skatteforvaltningen en fordeling af ejendomsværdien på den

del, der knytter sig til ejerboligen, og den del, der knytter sig til

vindmølleparcellen, jf. VUL § 33, stk. 9.

Ifølge VUL § 8, stk. 1, skal arealer, der i forening udgør en fast

ejendom, vurderes samlet. Flere matrikelnumre, der ifølge

notering i matriklen skal holdes forenet, anses i denne forbindelse

for én ejendom. Indtil udgangen af juli 1996 stilledes der krav om,

at en vindmølleparcel blev holdt samnoteret med ejerens øvrige faste

ejendom. For ejere af enfamiliehuse og andre ejendomme, for hvilke der

ikke foretoges ejerboligfordeling, betød samnoteringen, at deres

ejendomsværdiskat skulle beregnes på grundlag af værdien af både

ejerboligen og vindmølleparcellen. Bestemmelsen i VUL § 33, stk. 9, er

indsat for at sikre, at der foretages boligfordeling for alle ejendomme,

der er samnoteret med vindmølleparceller, uden hensyn til hovedejendommens

størrelse og benyttelse.

E.3 § 33, stk. 10

Fordeling på begæring af

ejer og andre.

Told- og skatteforvaltningen foretager fordeling af ejendomsværdien,

grundværdien og eventuelt fradrag i grundværdien for forbedringer i alle

andre tilfælde, hvor lovgivningen forudsætter en sådan fordeling (f. eks.

hvor brugeren af en del af en ejendom ifølge lovgivningen skal udrede

skatterne af den pågældende del af ejendommen), og der inden vurderingen

er fremsat begæring herom under meddelelse af de fornødne

oplysninger.

E.4 § 33 A

Mindre

udlejningsejendomme

Ejere af udlejningsejendomme med 3-6 beboelseslejligheder kan

under visse betingelser vælge at lade den lejlighed i ejendommen, som

de selv bebor, omfatte af ejendomsværdiskatten, jf. EVSL §

4, nr. 6. Ejendomsværdiskatten træder i så fald i stedet for den

indkomstbeskatning, der ellers skulle finde sted på grundlag af

en ligningsmæssigt fastsat lejeværdi, jf. SL § 4, stk. 1, litra b, 2.

pkt.

Det er dog en betingelse, at ejeren af den beboede

lejlighed anmoder om en vurdering efter VUL § 33 A. Ejeren

skal senest den 1. oktober i det år, hvor vurderingen foreligger, give

told- og skatteforvaltningen meddelelse om, at den beboede lejlighed skal

være omfattet af ejendomsværdiskatten for det pågældende og for fremtidige

indkomstår. Valget af at lade sig beskatte efter reglerne for

ejendomsværdiskat er altså bindende.

I udlejningsejendomme med 3-6 beboelseslejligheder, hvori mere end

én lejlighed var beboet af ejere den 27. april 1994, og som i

indkomståret 1999 var undergivet de dagældende regler i LL §

15 C om standardiseret lejeværdiberegning, er de lejligheder,

som ejerne beboede den 27. april 1994, omfattet af

ejendomsværdiskatten, jf. EVSL § 4, nr. 7. Ejerne kan omfordele

lejlighederne i ejendommen, men antallet af lejligheder, der omfattes af

ejendomsværdiskatten, kan ikke forøges. Hvis en ejer fraflytter sin

lejlighed i mere end to år, indgår denne lejlighed ikke længere i

det antal, der omfattes af ejendomsværdiskatten.

Når der i en ejendom med mere end to beboelseslejligheder er mere end

én lejlighed, der bebos af en ejer, kan ejerne ikke nu vælge at lade deres

lejligheder omfatte af ejendomsværdiskatten.

Boligfællesskaber

I ejendomme med mere end to beboelseslejligheder, som ejes og bebos af

deltagerne i et boligfællesskab, jf. nedenfor, er de lejligheder, som

deltagerne har brugsret over, omfattet af ejendomsværdiskatten,

såfremt ejendommen i indkomståret 1999 var undergivet de dagældende

regler i LL § 15 C om standardiseret lejeværdiberegning, jf. EVSL §

4, nr. 8. Fremtidige deltagere er bundet af boligfællesskabets

valg.

De boligfællesskaber, som nævnes i EVSL § 4, nr. 8, er

boligsamejer, boliginteressentskaber, boligkommanditselskaber og andre

fællesskaber, der ikke udgør et selvstændigt skattesubjekt, og hvor der

til deltagelsen er knyttet en brugsret i ejendommen.

Hvis en lejlighed ophører med at tjene som bolig for en deltager, vil

lejligheden ikke længere være omfattet af ejendomsværdiskatten.

Særskilt

vurdering - VUL § 33 A

For ejendomme, der omfattes af EVSL § 4, nr. 6, ansætter told- og

skatteforvaltningen en særskilt ejendomsværdi for den del af ejendommen,

der tjener til bolig for ejeren, og en særskilt ejendomsværdi for den

resterende del af ejendommen, jf. VUL § 33 A, stk. 2. Summen

af boligværdien og værdien af den øvrige ejendom kan afvige fra

den ejendomsværdi, der ansættes for den samlede ejendom.

For ejendomme, der omfattes af EVSL § 4, nr. 7 og 8, ansætter

told- og skatteforvaltningen en særskilt ejendomsværdi for hver enkelt af

de lejligheder m. v., der tjener til bolig for en ejer af ejendommen, og

en særskilt ejendomsværdi for den resterende del af ejendommen, jf. VUL §

33 A, stk. 2. Summen af boligværdierne og værdien af den resterende

ejendom kan afvige fra den ejendomsværdi, der ansættes for den

samlede ejendom.

Den særskilte ansættelse af ejendomsværdi for den del af ejendommen,

der tjener til bolig for en ejer, foretages, som om den pågældende

bolig var tinglyst som en selvstændig ejerlejlighed, jf. VUL § 33 A,

stk. 3. Den særskilte ansættelse af ejendomsværdi for den del af

ejendommen, som ikke tjener til bolig for ejer, foretages, som om den

pågældende del af ejendommen var en selvstændig ejendom, jf. VUL § 33 A,

stk. 4.

Ved anmodning om vurdering efter VUL § 33 A, stk. 2 og 3, skal der

betales et gebyr på et grundbeløb på 450 kr. for hver enkelt ansættelse,

jf. VUL § 33 A, stk. 5. Beløbet reguleres efter PSL § 20.

E.5 Årsregulering

VUL § 3 A ophæves med virkning fra og med indkomståret 2007. Sidste

gang der foretages årsregulering er pr. 1. oktober 2006.

Generel beskrivelse af retningslinierne for gennemførelsen af

årsreguleringen fremgår af afsnit

B.4

Ved årsreguleringen af fordelinger af grundværdien anvendes samme sats,

som ved reguleringen af den pågældende ejendoms grundværdi.

De årsregulerede ejerboligværdier/boligværdier - herunder

stuehusværdier - fastsættes til samme procent af ejendomsværdi, som

ejerboligværdien/boligværdien udgjorde i basisniveauet.

Den årsregulerede dækningsafgiftspligtige forskelsværdi fastsættes til

samme procent af den samlede forskelsværdi som i basisniveauet.

De årsregulerede fritagelser efter § 7 og § 8 i den kommunale

ejendomsskattelov fastsættes til samme procent af grundværdien minus

fradraget for forbedringer som i basisniveauet. Grundværdi minus fradrag

for forbedringer i fremmed kommune årsreguleres på tilsvarende

måde.

Lignende dokumenter