VURDERINGSVEJLEDNING 2007 E FORDELINGER
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Vurderingsvejledning 2007-3
E Fordelinger
I forbindelse med vurderingen foretager told- og skatteforvaltningen en
række fordelinger jf.
A.6 , herunder
en henføring af den enkelte ejendom til en benyttelse jf. afsnit
D .
Fordelinger efter bestemmelserne i VUL § 33, stk. 2-10, fører ikke til
en selvstændig vurdering af de enkelte dele af ejendommen, men alene til
en fastsættelse af, hvorledes de enkelte dele efter det indbyrdes forhold
indgår i den samlede ejendoms eller grunds værdi m.
v.
E.1 § 33, stk. 1 - 3
VUL § 33, stk. 2
E.1.1 Dækningsafgift
Beslutter en kommune at opkræve dækningsafgift i medfør af KESL §
23 eller § 23 A, skal told- og skatteforvaltningen på kommunalbestyrelsens
anmodning foretage de ansættelser og fordelinger, der er fornødne for
beregning af dækningsafgift. Skatteministeren fastsætter det vederlag, som
kommunerne skal betale til told- og skatteforvaltningen for foretagelse af
de nævnte vurderinger og fordelinger, jf. KESL § 23 C.
Dækningsafgift i stedet for
grundskyld
KESL § 23 omfatter ejendomme, som er fritaget for kommunal grundskyld i
henhold til lovens § 7, stk. 1, litra b, eller § 7, stk. 3. Det drejer sig
om statens, kommunernes og Danmarks Nationalbanks ejendomme - bortset fra
DSB's - for så vidt ejendommene ikke anvendes erhvervsmæssigt
til landbrug, havebrug eller skovdrift eller udlejes eller henligger
ubenyttede.
Told- og skatteforvaltningen skal på kommunalbestyrelsens anmodning
Læs alt
foretage de ansættelser eller årsreguleringer af ejendomsværdien eller
grundværdien, der er fornødne for beregning af den i KESL § 23 omhandlede
dækningsafgift.
Dækningsafgiften efter KESL § 23 svares dels af ejendommens
grundværdi efter fradrag for grundforbedringer, dels af forskelsværdien,
dvs. forskellen mellem ejendomsværdi og grundværdi, se
C.4 .
Dækningsafgift i tillæg til
grundskyld
KESL § 23 A omfatter ejendomme, der anvendes erhvervsmæssigt til
kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted og lignende øjemed. Der kan
ikke opkræves dækningsafgift af landbrugsejendomme.
De formål, der giver grundlag for dækningsafgiftspligt, er ikke
udtømmende opregnet i ejendomsskatteloven. Foruden de udtrykkeligt nævnte
anses formål som biograf, teater, restaurant, teglværk,
kraftværk, varmeværk, vaskeri og tankstation for at medføre
dækningsafgiftspligt. Slagterier, skibsværfter og
mejerier anses for dækningsafgiftspligtige. Det samme gælder
lagerbygninger og pakhuse, der anvendes som led i en forretnings- eller
fabrikationsvirksomhed.
Af formål, der ikke giver grundlag for dækningsafgiftspligt kan nævnes
bolig, garageanlæg, godsterminaler der fortrinsvis anvendes til
læsning og losning af varer, Falck-stationer, busstationer, plejehjem,
museer og kursusejendomme.
Af ejendomme, der delvis anvendes som anført, svares dækningsafgift dog
kun, når den del af forskelsværdien, der vedrører dækningsafgiftpligtig
anvendelse, udgør mere end halvdelen af hele ejendommens forskelsværdi.
jf. KESL § 23 A, stk. 1, 2. pkt. Der kan således kun opkræves
dækningsafgift efter § 23 A, når mere end halvdelen af forskelsværdien kan
henføres til dækningsafgiftspligtige formål.
Fordeling
Anvendes en ejendom kun delvis til dækningsafgiftspligtige formål, må
der foretages en fordeling af forskelsværdien på den del, der kan henføres
til de afgiftspligtige formål, og den øvrige del.
Kommunalbestyrelsen har kompetencen til at træffe beslutning om,
hvorvidt en ejendom er dækningsafgiftspligtig eller ej. Klages der således
over at en ejendom efter sin anvendelse er anset for helt eller delvist
dækningsafgiftspligtig træffes afgørelse af kommunalbestyrelsen, hvorimod
klager over den beløbsmæssige fordeling behandles i normal instansfølge
til ankenævn og Landsskatteretten.
Fordelingen foretages efter et skøn over, hvilken værdi
ejendommens enkelte arealer repræsenterer. Lejeværdien kan ikke
anvendes som fordelingsnøgle. Det skyldes, at lejeværdien relaterer sig
til hele ejendommens værdi, ikke til forskelsværdien (bygningsværdien)
alene. Den andel af lejeværdien, som beror på ejendommens
beliggenhed, beskattes i forvejen med kommunal grundskyld og skal ikke
belægges med dækningsafgift.
Told- og skatteforvaltningen tager udgangspunkt i følgende satser
ved den procentvise vægtning:
Bolig
100
Kontor
100-120
Butik
100-140
Værksted
50-100
Lager
25-75
Garage
20-40
Vægtningen tager hensyn til de gennemsnitlige byggeomkostninger ved
byggeri til de forskellige formål.
Er der væsentlig forskel på kvaliteten af ejendommens boligdel og
de arealer, der anvendes til dækningsafgiftspligtige formål, må der
anlægges et konkret skøn over det indbyrdes forhold.
Told- og skatteforvaltningen skal på kommunalbestyrelsens anmodning
foretage de ansættelser eller årsreguleringer af ejendomsværdien eller
grundværdien samt de fordelinger heraf, som er fornødne for beregning af
den i KESL § 23 A omhandlede dækningsafgift.
Dækningsafgiften efter KESL § 23 A svares alene af den del af den
afgiftspligtige forskelsværdi, der overstiger 50.000 kr. Den afgiftsfri
bundgrænse gælder kun den dækningsafgift, der opkræves efter KESL §
23 A, jf. § 23 A, stk. 2, sidste punktum.
Dækningsafgift efter KESL §§ 23 og 23 A opkræves i to eller flere
årlige rater efter kommunalbestyrelsens bestemmelse, jf. KESL §§ 27 og 28.
Dækningsafgiften hviler - ligesom den kommunale grundskyld - som
en hæftelse med fortrinsret på den pågældende ejendom, jf. KESL § 29, stk.
1.
E.1.2 Andre fordelinger
Jord i anden
kommune
For ejendomme med arealer i flere kommuner, som er blevet vurderet
under ét, foretager SKAT en fastsættelse af, hvor stor en del af
grundværdien for den pågældende ejendom og eventuelle fradrag for
forbedringer, der må henføres til hver af kommunerne, jf. KESL § 22, stk.
1, 1. pkt. Såfremt ejendommen er delvis fritaget for grundskyld til
kommunen, skal SKAT efter begæring af enhver af kommunerne fastsætte,
hvorledes den ikke fritagne del af grundværdien (med eventuelt fradrag for
forbedringer) fordeler sig på kommunerne, jf. KESL § 22, stk. 1, 2.
pkt.
De afgørelser, som SKAT træffer efter KESL § 22, stk.
1, kan såvel af den skattepligtige som af de interesserede
kommunalbestyrelser indankes for vurderingsankenævnet og for
Landsskatteretten, jf. KESL § 22, stk. 2.
Delvis fritagne ejendomme
Kommunalbestyrelsen kan efter KESL § 7 og § 8 helt eller delvist
fritage særlige ejendomme for grundskyld.
KESL § 7
Visse kategorier af ejendomme er fritaget for kommunal grundskyld, jf.
KESL § 7, stk. 1, litra a-f. Fritagelsen omfatter (i korte træk):
De staten tilhørende kongelige slotte og palæer.
Statens og kommunernes ejendomme i øvrigt, bortset fra sådanne, der
af ejeren anvendes erhvervsmæssigt til landbrug, havebrug eller
skovdrift eller til udleje, eller som henligger ubenyttede. Fritagelsen
gælder ikke for ejendomme, der tilhører DSB.
Fremmede staters gesandtskabs- og konsulatejendomme på betingelse af
gensidighed og ejendomme, der ejes af fremmede stater og
internationale organisationer til brug for disses diplomatiske eller
konsulære o. a. repræsentationer under forudsætning af traktatmæssig
forpligtelse til fritagelse.
Fredede ejendomme, hvorpå der er tinglyst en særlig
bevaringsdeklaration.
Forsamlingshuse, der ikke drives erhvervsmæssigt.
Der gælder en række undtagelser fra fritagelsesbestemmelserne,
jf. KESL § 7, stk. 2-4, hvortil henvises.
KESL § 8
Hvor en ejendom er bevilget delvis fritagelse for grundskyld, jf.
KESL § 8, kan kommunalbestyrelsen begære grundværdien og eventuelt fradrag
i grundværdien for forbedringer fordelt på den fritagne del og den øvrige
del af ejendommen.
Det drejer sit primært om følgende ejendomme:
Skoler, hospitaler, sygehuse, institutioner godkendt i henhold til
den sociale lovgivning, offentlige biblioteker og museer.
Sports- og idrætsanlæg tilhørende gymnastik-, idræts- og
skytteforeninger el. lign. Endvidere kan fritages ejendomme, der
anvendes til lejr eller feriekoloni for børn og unge.
Ejendomme, der ejes af almenvelgørende eller på anden måde
almennyttige institutioner.
Gas-, vand- og fjernvarmeværker, når adgang til leverance fra værket
står åben for alle inden for det område, hvori værket arbejder, for så
vidt værkets indtægter udelukkende kan anvendes til værkets
formål.
Såfremt kun en del af en ejendom opfylder betingelserne for
fritagelse for grundskyld, kan fritagelse alene meddeles, for så vidt
angår den del af grundværdien, der falder på denne del, jf. KESL § 8,
stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan begære, at SKAT fordeler
grundværdien og eventuelt fradrag i grundværdien for forbedringer på
den fritagne del og den øvrige del af ejendommen.
Delvis jordrentepligtige
ejendomme
Er en ejendom delvis jordrentepligtig, foretager SKAT fordeling af
grundværdien og eventuelt fradrag i grundværdien for forbedringer på
det jordrentepligtige areal og den øvrige del af arealet, jf. VUL § 33,
stk. 3.
E.2 § 33, stk. 4 - 9 samt 11
Stuehusfordeling - VUL § 33, stk. 4
Efter VUL § 33, stk. 4, skal der ved vurderingen af ejendomme, der
benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage,
foretages en fordeling (stuehusfordeling) af ejendomsværdien og
grundværdien på henholdsvis stuehuset med tilhørende grund og have og den
øvrige ejendom. Ved stuehusfordelingen fastsætter told- og
skatteforvaltningen stuehusets ejendomsværdi, se
B.3.3 .
Stuehusværdien danner grundlag for beregningen af ejendomsværdiskat
efter EVSL § 4 a, stk. 4, jf. stk. 1, nr. 3. Stuehusfordelingen
anvendes endvidere i forbindelse med opgørelsen af eventuel
skattepligtig ejendomsavance, jf. EBL § 9, hvorefter fortjeneste,
der vedrører stuehuset med tilhørende grund og have, normalt er
fritaget for beskatning. Endelig bruges fordelingen ved opgørelsen af
eventuelle skattemæssige afskrivninger, idet den del af bygningernes
anskaffelsessum, der henføres til stuehuset, holdes uden for
afskrivningsgrundlaget, jf. AL § 19, stk. 5.
Der ansættes stuehusfordeling for alle ejendomme, der benyttes til
landbrug m. v., uden hensyn til om ejeren faktisk bor på ejendommen. Hvis
der findes flere boliger på ejendommen, foretages der stuehusfordeling for
hver bolig, der beboes af en ejer. Bor der ingen ejer på ejendommen,
foretages der stuehusfordeling med hensyn til den bolig, der mest
naturligt anses for bestemt til beboelse for ejeren. Der foretages ikke
stuehusfordeling vedrørende aftægtsboliger, medhjælperboliger m. v.
Ved stuehusfordelingen tages der ikke hensyn til, om
stuehuset delvis benyttes erhvervsmæssigt. De regler, der gælder for
ejendomme med blandet benyttelse, jf. nedenfor, finder ikke anvendelse på
stuehuse.
Ved stuehusfordelingen udøver told- og skatteforvaltningen et skøn
over, hvor stor en del af ejendomsværdien, der kan henføres til
stuehuset. Alle værdier, der kan henføres til
stuehuset, herunder f. eks. værdi af swimmingpool, tennisbane og
lign., indgår i fordelingen.
Ved stuehusfordelingen skal der endvidere udøves et skøn over, hvor
stor en del af den ansatte grundværdi, der kan henføres til stuehuset med
tilhørende have. Ved fordelingen af grundværdien skønnes der
over størrelsen af det areal, der anvendes til
beboelsesformål. Grundværdiansættelsen for landbrugsejendomme
foretages under hensyn til, at ejendommene sædvanligvis tjener til bolig
for ejeren. Ved fordelingen af grundværdien regnes der derfor med
samme ha-pris for stuehusgrunden som for den omkringliggende
landbrugsjord.
Blandede ejendomme - VUL § 33, stk. 5
For ejendomme, som indeholder én eller to selvstændige lejligheder, og
som - uden at være omfattet af VUL § 33, stk. 4 - både tjener til
bolig for ejeren og benyttes erhvervsmæssigt i væsentligt omfang,
foretager told- og skatteforvaltningen en fordeling
(ejerboligfordeling) af ejendomsværdien på den del, der tjener til bolig
for ejeren, og på den øvrige ejendom, jf. VUL § 33, stk. 5. Med udtrykket
"tjener til bolig for ejeren" menes her de tilfælde hvor ejeren benytter
ejendommen som helårsbolig og ikke de tilfælde hvor ejeren benytter
ejendommen som sommerhus.
Ved afgørelsen af, om der foreligger en selvstændig lejlighed, vil
told- og skatteforvaltningen i reglen støtte sig på oplysninger i
Bygnings- og Boligregisteret (BBR). Rejses der tvivl om, hvorvidt disse
oplysninger er dækkende, må told- og skatteforvaltningen træffe
afgørelse ud fra de konkrete omstændigheder. I praksis anses der at
foreligge en selvstændig lejlighed, når beboelsen er udstyret med eget
køkken med afløb.
En ejendom anses for benyttet erhvervsmæssigt i væsentligt omfang, når
værdien af de erhvervsmæssigt benyttede dele af bygninger og grund
udgør 25 pct. eller mere af ejendommens samlede værdi. Udlejning til
beboelse anses ikke for erhvervsmæssig benyttelse i denne
forbindelse, Skat 1990.7.508.
Der skal endvidere foretages fordeling efter VUL § 33, stk.
5, hvor en væsentlig del af ejendommen anvendes
erhvervsmæssigt, og ejendommen indeholder en
bolig, der stilles til rådighed som led i et ansættelsesforhold,
hvis den ansatte har væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, jf. LL
§ 16, stk. 9. Endelig skal der foretages en fordeling i tilfælde,
hvor en hovedaktionær modtager udbytte i form af,
at selskabet stiller en bolig i en sådan ejendom til rådighed,
jf. LL § 16 A, stk. 10. Told- og
skatteforvaltningen skal fordele ejendomsværdien på den del, der
tjener til bolig for den ansatte eller hovedaktionæren, og på den øvrige
ejendom.
Tofamilieshuse - VUL § 33, stk. 6
For ejendomme, der indeholder to selvstændige lejligheder, og som
tjener til bolig for ejeren (eller ejerne) uden at være omfattet af VUL §
33, stk. 4 eller 5, foretager told- og skatteforvaltningen i
forbindelse med vurderingen en fordeling af ejendomsværdien på de to
lejligheder, jf. VUL § 33, stk. 6. Med udtrykket "tjener til bolig for
ejeren" menes her de tilfælde hvor ejeren benytter ejednommen som
helårsbolig og ikke de tilfælde hvor ejeren benytter ejendommen som
sommerhus. Der foretages ingen fordeling af grundværdien.
Fordelingen af ejendomsværdien på de selvstændige lejligheder sker med
udgangspunkt i det etageareal, der hører til hver af lejlighederne. Ved
fordelingen må der tages hensyn til den benyttelse af ejendommens grund og
have, der er knyttet til den enkelte lejlighed. Er der væsentlig forskel
på lejlighedernes beliggenhed eller kvalitet, må told- og
skatteforvaltningen anlægge et skøn over fordelingen.
Benyttes ejendommen erhvervsmæssigt i væsentligt omfang, jf. ovenfor,
foretages fordelingen efter VUL § 33, stk. 5.
Der foretages ikke fordeling efter VUL § 33, stk. 6, for ejendomme
med mere end to selvstændige lejligheder, se dog
F.1.2 .
Der skal endvidere foretages fordeling efter VUL § 33, stk. 6,
hvor der stilles en bolig i ejendommen til
rådighed som led i et ansættelsesforhold, hvis den ansatte har
væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, jf. LL § 16, stk.
9, samt i tilfælde, hvor en hovedaktionær modtager
udbytte i form af, at selskabet stiller en bolig
i ejendommen til rådighed, jf. LL § 16 A, stk. 10.
Skovbrugsejendomme - VUL § 33, stk. 7
For skovbrugsejendomme foretages i forbindelse med vurderingen
fordeling af ejendomsværdien på den del, der tjener til bolig for ejeren,
og på den øvrige ejendom, jf. VUL § 33, stk. 7. Med udtrykket "tjener til
bolig for ejeren" menes her de tilfælde hvor ejeren benytter ejendommen
som helårsbolig og ikke de tilfælde hvor ejeren benytter ejendommen som
sommerhus. I forbindelse med fordelingen fastsætter told- og
skatteforvaltningen ejerboligens ejendomsværdi. I ejendomsværdien
indgår foruden boligens bygningsværdi værdien af det grundareal, som
skønnes at høre til boligen. Boligens grundareal beregnes - i modsætning
til skovens grund - på grundlag af en fastsat
kvadratmeterpris.
Der foretages kun ejerboligfordeling for skovbrugsejendomme, hvis
ejeren bor på ejendommen. Der skal dog også foretages fordeling efter
VUL § 33, stk. 7, for skovbrugsejendomme, hvor der stilles
en bolig til rådighed som led i et ansættelsesforhold, hvis den
ansatte har væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, jf. LL § 16,
stk. 9, samt i tilfælde, hvor en hovedaktionær modtager
udbytte i form af, at selskabet stiller en bolig på ejendommen
til rådighed, jf. LL § 16 A, stk. 10.
En ejendom falder ind under § 33, stk. 7, såfremt den er vurderet som
en skovejendom, omfatter mindst 25 ha skov og ejes af andre end stat og
kommune.
Hvor skovarealet for disse ejendomme kun udgør en del af den faste
ejendom, og hvor der til et skovareal knytter sig andre værdier end de
egentlige skovmæssige, skal der i forbindelse med vurderingen foretages en
fordeling af ejendomsværdien på den del af ejendommen, der benyttes til
skov, og på den øvrige del af ejendommen.
Ved fordelingen henregnes følgende til den skovmæssigt benyttede del af
en ejendom:
1) Det bevoksede areal samt hertil naturligt knyttede ubevoksede
arealer, f.eks. tjenestejord, brandlinier, eng, hede, klit, mose,
planteskole, privat vej, sø og vandløb.
2) Merværdi, som knytter sig til de under 1) nævnte arealer.
3) Merjagt, som knytter sig til de under 1) nævnte arealer.
4) Pyntegrønt og anden biproduktion, som direkte er afledet af
skovdriften.
5) Bygninger, der indgår i skovdriften: a)ejerbolig, b)
driftsbygninger, herunder eventuelt savværk o.l., c) funktionærboliger, d)
skovarbejderboliger og e) jagthytter.
6) Jorden under de i punkt 5 nævnte bygninger, således landbrugsarealet
til skovfogedsteder o.lign.
Uden for den skovmæssigt benyttede del af en ejendom falder
tjenestesteder og arbejderboliger, som varigt er udlejet til andre end
skovens personale, aftægtsboliger samt bygninger, der er indrettet til
andre formål end skovdrift f.eks. traktørsted, museum, udstillingslokale
o. lign.
Uden for den skovmæssigt benyttede del af en ejendom falder endvidere
campingpladser samt arealer, der er inddraget til erhvervsmæssig udvinding
af forekomster i jorden f.eks. grus-, kridt-, ler-, brunkuls-, tørvemose-
og mergellejer m.v.
Den anførte afgrænsing er ikke udtømmende.
Mindre landejendomme - VUL § 33, stk. 8
For ejendomme, hvis grundareal overstiger 5.000 m2 og helt
eller delvis er beliggende i landzone, og hvor der ikke foretages
fordeling efter bestemmelserne i VUL § 33, stk. 4-7, foretager told- og
skatteforvaltningen en fordeling af ejendomsværdien på den del, der
knytter sig til ejerboligdelen, og på den øvrige del af ejendommen, jf.
VUL § 33, stk. 8. Ved fordelingen anses 5.000 m2 af
grundarealet for at høre til boligdelen. Hvis det grundareal, der ligger i
umiddelbar forbindelse med boligen, er mindre end 5.000
m2, anses kun dette for at høre til boligdelen, jf. VUL §
33, stk. 11. Ved at arealet ligger i umiddelbar forbindelse med boligen
forstås, at ingen del af arealet er adskilt fra det øvrige, f.
eks. ved en mellemliggende ejendom eller ved gennemskæring af
offentlig vej.
Fordeling efter VUL § 33, stk. 8, jf. stk. 11, er indført med særligt
henblik på ejendomme, hvor den landbrugsmæssige benyttelse anses for
underordnet i forhold til den beboelsesmæssige. Det drejer sig gerne
om tidligere landbrugsejendomme, hvor den egentlige landbrugsjord er solgt
fra. De fleste sådanne ejendomme er kendetegnet ved, at de har et
væsentligt større grundareal end det, der normalt knytter sig til en
parcelhusejendom i byzone, og ved samtidig at have store udhusarealer.
Hvis der til ejendommen hører driftsbygninger, skal told- og
skatteforvaltningen tage stilling til, om disse bygninger hører til
boligdelen eller til resten af ejendommen.
Vindmølleparceller - VUL § 33, stk. 9
For ejendomme, der er samnoteret med en vindmølleparcel, og hvor
der ikke foretages fordeling efter VUL § 33, stk. 4-7, foretager
told- og skatteforvaltningen en fordeling af ejendomsværdien på den
del, der knytter sig til ejerboligen, og den del, der knytter sig til
vindmølleparcellen, jf. VUL § 33, stk. 9.
Ifølge VUL § 8, stk. 1, skal arealer, der i forening udgør en fast
ejendom, vurderes samlet. Flere matrikelnumre, der ifølge
notering i matriklen skal holdes forenet, anses i denne forbindelse
for én ejendom. Indtil udgangen af juli 1996 stilledes der krav om,
at en vindmølleparcel blev holdt samnoteret med ejerens øvrige faste
ejendom. For ejere af enfamiliehuse og andre ejendomme, for hvilke der
ikke foretoges ejerboligfordeling, betød samnoteringen, at deres
ejendomsværdiskat skulle beregnes på grundlag af værdien af både
ejerboligen og vindmølleparcellen. Bestemmelsen i VUL § 33, stk. 9, er
indsat for at sikre, at der foretages boligfordeling for alle ejendomme,
der er samnoteret med vindmølleparceller, uden hensyn til hovedejendommens
størrelse og benyttelse.
E.3 § 33, stk. 10
Fordeling på begæring af
ejer og andre.
Told- og skatteforvaltningen foretager fordeling af ejendomsværdien,
grundværdien og eventuelt fradrag i grundværdien for forbedringer i alle
andre tilfælde, hvor lovgivningen forudsætter en sådan fordeling (f. eks.
hvor brugeren af en del af en ejendom ifølge lovgivningen skal udrede
skatterne af den pågældende del af ejendommen), og der inden vurderingen
er fremsat begæring herom under meddelelse af de fornødne
oplysninger.
E.4 § 33 A
Mindre
udlejningsejendomme
Ejere af udlejningsejendomme med 3-6 beboelseslejligheder kan
under visse betingelser vælge at lade den lejlighed i ejendommen, som
de selv bebor, omfatte af ejendomsværdiskatten, jf. EVSL §
4, nr. 6. Ejendomsværdiskatten træder i så fald i stedet for den
indkomstbeskatning, der ellers skulle finde sted på grundlag af
en ligningsmæssigt fastsat lejeværdi, jf. SL § 4, stk. 1, litra b, 2.
pkt.
Det er dog en betingelse, at ejeren af den beboede
lejlighed anmoder om en vurdering efter VUL § 33 A. Ejeren
skal senest den 1. oktober i det år, hvor vurderingen foreligger, give
told- og skatteforvaltningen meddelelse om, at den beboede lejlighed skal
være omfattet af ejendomsværdiskatten for det pågældende og for fremtidige
indkomstår. Valget af at lade sig beskatte efter reglerne for
ejendomsværdiskat er altså bindende.
I udlejningsejendomme med 3-6 beboelseslejligheder, hvori mere end
én lejlighed var beboet af ejere den 27. april 1994, og som i
indkomståret 1999 var undergivet de dagældende regler i LL §
15 C om standardiseret lejeværdiberegning, er de lejligheder,
som ejerne beboede den 27. april 1994, omfattet af
ejendomsværdiskatten, jf. EVSL § 4, nr. 7. Ejerne kan omfordele
lejlighederne i ejendommen, men antallet af lejligheder, der omfattes af
ejendomsværdiskatten, kan ikke forøges. Hvis en ejer fraflytter sin
lejlighed i mere end to år, indgår denne lejlighed ikke længere i
det antal, der omfattes af ejendomsværdiskatten.
Når der i en ejendom med mere end to beboelseslejligheder er mere end
én lejlighed, der bebos af en ejer, kan ejerne ikke nu vælge at lade deres
lejligheder omfatte af ejendomsværdiskatten.
Boligfællesskaber
I ejendomme med mere end to beboelseslejligheder, som ejes og bebos af
deltagerne i et boligfællesskab, jf. nedenfor, er de lejligheder, som
deltagerne har brugsret over, omfattet af ejendomsværdiskatten,
såfremt ejendommen i indkomståret 1999 var undergivet de dagældende
regler i LL § 15 C om standardiseret lejeværdiberegning, jf. EVSL §
4, nr. 8. Fremtidige deltagere er bundet af boligfællesskabets
valg.
De boligfællesskaber, som nævnes i EVSL § 4, nr. 8, er
boligsamejer, boliginteressentskaber, boligkommanditselskaber og andre
fællesskaber, der ikke udgør et selvstændigt skattesubjekt, og hvor der
til deltagelsen er knyttet en brugsret i ejendommen.
Hvis en lejlighed ophører med at tjene som bolig for en deltager, vil
lejligheden ikke længere være omfattet af ejendomsværdiskatten.
Særskilt
vurdering - VUL § 33 A
For ejendomme, der omfattes af EVSL § 4, nr. 6, ansætter told- og
skatteforvaltningen en særskilt ejendomsværdi for den del af ejendommen,
der tjener til bolig for ejeren, og en særskilt ejendomsværdi for den
resterende del af ejendommen, jf. VUL § 33 A, stk. 2. Summen
af boligværdien og værdien af den øvrige ejendom kan afvige fra
den ejendomsværdi, der ansættes for den samlede ejendom.
For ejendomme, der omfattes af EVSL § 4, nr. 7 og 8, ansætter
told- og skatteforvaltningen en særskilt ejendomsværdi for hver enkelt af
de lejligheder m. v., der tjener til bolig for en ejer af ejendommen, og
en særskilt ejendomsværdi for den resterende del af ejendommen, jf. VUL §
33 A, stk. 2. Summen af boligværdierne og værdien af den resterende
ejendom kan afvige fra den ejendomsværdi, der ansættes for den
samlede ejendom.
Den særskilte ansættelse af ejendomsværdi for den del af ejendommen,
der tjener til bolig for en ejer, foretages, som om den pågældende
bolig var tinglyst som en selvstændig ejerlejlighed, jf. VUL § 33 A,
stk. 3. Den særskilte ansættelse af ejendomsværdi for den del af
ejendommen, som ikke tjener til bolig for ejer, foretages, som om den
pågældende del af ejendommen var en selvstændig ejendom, jf. VUL § 33 A,
stk. 4.
Ved anmodning om vurdering efter VUL § 33 A, stk. 2 og 3, skal der
betales et gebyr på et grundbeløb på 450 kr. for hver enkelt ansættelse,
jf. VUL § 33 A, stk. 5. Beløbet reguleres efter PSL § 20.
E.5 Årsregulering
VUL § 3 A ophæves med virkning fra og med indkomståret 2007. Sidste
gang der foretages årsregulering er pr. 1. oktober 2006.
Generel beskrivelse af retningslinierne for gennemførelsen af
årsreguleringen fremgår af afsnit
B.4
Ved årsreguleringen af fordelinger af grundværdien anvendes samme sats,
som ved reguleringen af den pågældende ejendoms grundværdi.
De årsregulerede ejerboligværdier/boligværdier - herunder
stuehusværdier - fastsættes til samme procent af ejendomsværdi, som
ejerboligværdien/boligværdien udgjorde i basisniveauet.
Den årsregulerede dækningsafgiftspligtige forskelsværdi fastsættes til
samme procent af den samlede forskelsværdi som i basisniveauet.
De årsregulerede fritagelser efter § 7 og § 8 i den kommunale
ejendomsskattelov fastsættes til samme procent af grundværdien minus
fradraget for forbedringer som i basisniveauet. Grundværdi minus fradrag
for forbedringer i fremmed kommune årsreguleres på tilsvarende
måde.
Lignende dokumenter
- VURDERINGSVEJLEDNING 2006 E FORDELINGER Retsinformation · 5. februar 2008
- VURDERINGSVEJLEDNING 2003 G EJENDOMSBESKATNINGEN Retsinformation · 5. februar 2008
- VURDERINGSVEJLEDNING 2007 OVERSIGTER Retsinformation · 5. februar 2008
- VURDERINGSVEJLEDNING 2003 E FORDELINGER Retsinformation · 5. februar 2008
- VURDERINGSVEJLEDNING 2007 A ALMINDELIG DEL Retsinformation · 5. februar 2008
- VURDERINGSVEJLEDNING 2006 A ALMINDELIG DEL Retsinformation · 5. februar 2008