TRANSFER PRICING; KONTROLLEREDE TRANSAKTIONER 2003 1. INDLEDNING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Transfer pricing; Dokumentationspligt
1.
Indledning
Dokumentationspligten er en del af regelsættet vedrørende transfer
pricing og er lovfæstet i skattekontrollovens § 3 B, se bilag 1. Omfattet
af dokumentationspligten er skatteydere, som har koncernrelationer eller
på anden måde er forbundet med et udenlandsk selskab, et fast driftssted,
en person m.v., og som har transaktioner med disse udenlandske forbundne
parter. Se nærmere herom i afsnit 3. Begrebet koncern anvendes i
vejledningen for alle disse former for relationer. De skattepligtige, som
er omfattet af dokumentationspligten, har pligt til at dokumentere,
hvorledes priser og vilkår er fastsat for de handelsmæssige eller
økonomiske transaktioner, som de har med de forbundne udenlandske parter,
de såkaldte kontrollerede transaktioner. Dokumentationen kan udarbejdes på
dansk, norsk, svensk eller engelsk. Dokumentationspligten har virkning for
indkomstår, som påbegyndes den 1. januar 1999 eller senere.
Begrebet transfer pricing vedrører prisfastsættelsen af koncerninterne
transaktioner og dermed fordelingen af bl.a. internationale koncerners
samlede indtjening (og skattebetaling) imellem de lande, hvor de
koncernselskaber, som har bidraget til indtjeningen, er beliggende. Der
kan opstå en skævvridning, hvis koncernen ved for høje eller lave interne
afregningspriser "flytter" fortjenester, som eksempelvis er indtjent i et
dansk selskab, til et selskab i koncernen, som er beliggende i et andet
land, hvorved Danmark kan miste skatteprovenu. Den stigende
internationalisering, herunder grænseoverskridende koncerndannelser, har
gjort denne problematik stadig mere aktuel.
Armslængdebegrebet er et grundliggende princip for transfer pricing.
Når der handles på armslængdevilkår, vil det sige, at der handles på
vilkår, som uafhængige parter ville anvende - dvs. markedsvilkår.
Armslængdebegrebet er defineret i ligningslovens § 2, stk. 1, se bilag 2.
Læs alt
Sker samhandelen i en grænseoverskridende koncern ikke på
armslængdevilkår, flyttes fortjeneste - og dermed også skattebetaling -
således fra ét land til et andet. Ligningslovens § 2 og
armslængdeprincippet gælder både, hvor der er tale om rent danske
transaktioner, og hvor der er tale om en transaktion mellem et dansk og et
udenlandsk selskab m.v., hvorimod reglerne om oplysnings- og
dokumentationspligt i skattekontrollovens § 3 B kun gælder for
grænseoverskridende relationer. Armslængdebegrebet behandles nærmere i
afsnit 2.
De danske regler om transfer pricing er i overensstemmelse med de
internationale regler på området, herunder især de retningslinier
(guidelines) som OECD har udarbejdet. OECD's retningslinier præsenteres i
afsnit 2.2.
Dokumentationspligten skal - sammen med oplysningspligten - øge
skattemyndighedernes mulighed for at sikre, at armslængdeprincippet
anvendes i forbindelse med opgørelsen af skattepligtiges indkomst ved
koncerninterne transaktioner på tværs af landegrænserne.
Skattemyndighedernes muligheder for at vurdere, om en grænseoverskridende
transaktion er på armslængdevilkår, forbedres betydeligt, når
virksomhederne dokumenterer, hvorledes afregningspriserne er fastsat.
Set fra virksomhedernes synsvinkel vil en fyldestgørende dokumentation
kunne mindske risikoen for dobbeltbeskatning. Ikke blot danske, men også
andre landes skattemyndigheder, vil være mindre tilbøjelige til at
korrigere en skattepligtig indkomst, hvis der foreligger en behørig
dokumentation for, at afregningspriserne er fastsat i overensstemmelse med
armslængdeprincippet. En skattemæssig korrektion indebærer en risiko for
dobbeltbeskatning på trods af, at internationale aftaler pålægger landene
at søge at ophæve eventuelle dobbeltbeskatningssituationer.
Vejledningen vil herefter i afsnit 1.2 gennemgå hovedelementerne i en
dokumentation for herved at danne en grundlæggende forståelse af området
før den mere detaljerede gennemgang. De internationale regler om transfer
pricing, som Danmark har tilsluttet sig, og som kan være
fortolkningsbidrag til de danske regler, præsenteres i afsnit 2. I afsnit
3 beskrives kort hvilke skatteydere, som falder ind under
dokumentationspligten, dette emne behandles uddybende i Told- og
Skattestyrelsens vejledning "Transfer pricing - kontrollerede
transaktioner, Oplysningspligt". Afsnit 4 indeholder en gennemgang af
komponenterne i dokumentationen, og OECD' s metoder til at fastsætte
armslængdepriser for kontrollerede transaktioner gennemgås i afsnit 5. Til
slut gives i afsnit 6 en orientering om, hvorledes dokumentationen skal
ajourføres og opbevares.
1.1 Formål med vejledningen
Selvangivelsespligtige, som er omfattet af dokumentationspligten, skal
udfærdige og opbevare skriftlig dokumentation for, hvorledes priser og
vilkår er fastsat for de kontrollerede transaktioner. Dokumentationen skal
forelægges skattemyndighederne på forlangende og skal kunne danne grundlag
for skattemyndighedernes vurdering af, om priser og vilkår er fastsat i
overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var
afsluttet mellem uafhængige parter - dvs. på armslængdevilkår. Dette
følger af skattekontrollovens § 3 B, stk. 4. I stk. 5 fastsættes
endvidere, at hvis dokumentationen ikke er udarbejdet, kan
skattemyndighederne foretage en skønsmæssig ansættelse efter de
almindelige regler herom. Dette gælder tilsvarende, hvis dokumentationen
ikke er fyldestgørende, dvs. hvis dokumentationen ikke kan danne grundlag
for en vurdering af, om priser og vilkår er fastsat i overensstemmelse med
armslængdeprincippet.
Denne vejlednings formål er at give et bud på, hvad skattepligtige kan
gøre for at udarbejde en så god og fyldestgørende dokumentation som
muligt, herunder hvordan en skattepligtig kan fastsætte de
armslængdepriser, som skal dokumenteres.
Det må formodes, at koncerner ved prisfastsættelsen af de varer og
ydelser, som overdrages internt, gør sig nogle tanker om, hvilken pris som
afspejler den reelle værdi af de pågældende varer og ydelser. Dette vil
være et led i koncernens vurdering af, hvor rentable de enkelte
aktiviteter er, om de forskellige funktioner kan udføres mere fordelagtigt
af uafhængige parter osv. Prisen på de overdragne varer og ydelser bør
afspejle, hvilke funktioner den overdragende virksomhed har udført, hvilke
risici som er påtaget, og hvad varen eller ydelsen ville koste, hvis den
skulle erhverves i fri handel. Det er bl.a. disse oplysninger, som skal
indgå i en dokumentation.
Det er vejledningens mål at opstille en anvendelig og operationel model
til udarbejdelse af dokumentationen. Der findes ingen formkrav til,
hvordan en dokumentation skal præsenteres, og det er således heller ikke
et krav, at dokumentationen opbygges som modellen i denne vejledning. Det
vil ikke være muligt at opstille en helt udtømmende standardmodel for,
hvordan en dokumentation skal udarbejdes, idet alle virksomheders forhold
er forskellige. Det vigtigste er, at dokumentationen rent faktisk viser,
hvordan priser og vilkår for de kontrollerede transaktioner er fastsat, og
at armslængdeprincippet følges.
Den model, som præsenteres i vejledningen, opbygger en dokumentation
fra bunden. Skatteydere, som allerede er godt i gang med at prisfastsætte
og dokumentere, vil dog også kunne finde inspiration og vejledning i
beskrivelserne af de enkelte trin i modellen.
Vejledningens model til udarbejdelse af dokumentationen er i
overensstemmelse med OECD's retningslinier om transfer pricing. Disse
retningslinier giver anvisninger på, hvordan man finder armslængdepriser
og -vilkår, samt hvilke elementer en dokumentation skal indeholde. Det er
vejledningens intention at gøre OECD's retningslinier mere operationelle,
dvs. at give en mere praktisk tilgangsvinkel til anvisningerne i
retningslinierne samt at supplere med eksempler.
Det er ikke vejledningens mål blot at angive retningslinier for, hvilke
oplysninger de dokumentationspligtige som minimum skal afgive for at leve
op til lovgivningen. Vejledningen giver anvisninger på, hvilke oplysninger
og analyser som i mange tilfælde er nødvendige for at kunne fastsætte
armslængdepriser og for så godt og fyldestgørende som muligt at kunne
dokumentere, at disse priser under de givne vilkår opfylder
armslængdeprincippet. Det er således ikke et lovkrav, at vejledningens
fremgangsmåde følges, og at dokumentationen indeholder alle de beskrevne
elementer. Skattepligtige kan vurdere, om elementer i vejledningen ikke er
relevante eller nødvendige for at dokumentere disse skatteyderes konkrete
prisfastsættelser.
1.2 Introduktion
Vejledningen er bygget op omkring syv trin eller komponenter i
dokumentationen, som er tænkt som en kronologisk tilgangsvinkel, efter
hvilken skatteyder kan fastsætte armslængdepriser og dokumentere disse.
Punkterne er:
Beskrivelse af virksomheden
Beskrivelse af de kontrollerede transaktioner
Funktions- og risikoanalyse
Beskrivelse af økonomiske forhold
Sammenlignelighedsanalyse
Valg af prisfastsættelsesmetode
Skriftlige aftaler
Punkterne kan deles op i tre niveauer. De første fire punkter er rent
beskrivende og har til formål at beskrive virksomheden og relevante
omgivende faktorer samt de kontrollerede transaktioner. Disse afsnit udgør
grundlaget for en senere sammenligning med uafhængige transaktioner. Punkt
5) og 6) er den analyserende del, hvor virksomheden på baggrund af
beskrivelsen af egne forhold finder sammenlignelige uafhængige
transaktioner og ud fra disse vælger den bedst egnede
prisfastsættelsesmetode for de interne overdragelser af varer eller
ydelser. Punkt 7) omhandler, hvordan de forbundne parter bør indgå
skriftlige aftaler vedrørende de priser og vilkår for de interne
overdragelser, som parterne er nået frem til.
Kronologien er dog ikke helt stringent. Hvilke sammenlignelige
transaktioner og data, som vælges i forbindelse med
sammenlignelighedsanalysen, afhænger således til dels af, hvilken
prisfastsættelsesmetode som ud fra en foreløbig vurdering er den mest
oplagte, idet hver metode stiller forskellige krav til de anvendte data.
Det kan således være en fordel at have en vis formodning for, hvilken
metode (eller metoder) som kan anvendes, for at kunne finde de mest egnede
sammenlignelige data, men de valgte sammenlignelige data og
sammenlignelighedsanalysen er samtidig grundlaget for vurderingen af,
hvilken metode som er den mest optimale.
Ovenstående - meget summariske - sammenfatning skal illustrere, at den
praktiske tilgang til prisfastsættelsen af de kontrollerede transaktioner
og dokumentationen heraf kan have et cirkulært præg. Det er derfor en
fordel at have kendskab til centrale elementer og begreber, før man går i
dybden med vejledningens forskellige afsnit. I denne introduktion skal
derfor gives en kort, grundlæggende præsentation af dokumentationsopgaven.
1.2.1 Sammenlignelighed
Udgangspunktet for prisfastsættelsen af varer og ydelser mellem
forbundne parter er, at priserne og vilkårene skal være i overensstemmelse
med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem
uafhængige parter. For at kunne fastsætte priser på transaktioner mellem
forbundne parter er det derfor nødvendigt at tage udgangspunkt i de
priser, som bliver fastsat for tilsvarende sammenlignelige transaktioner
mellem uafhængige parter. Sammenlignelighed er således et nøglebegreb, når
armslængdepriser for kontrollerede transaktioner skal fastsættes og
dokumenteres.
At fastsætte en armslængdepris ved at foretage sammenligninger mellem
kontrollerede transaktioner og transaktioner mellem uafhængige parter
forudsætter naturligvis, at transaktionerne rent faktisk også er
sammenlignelige, eller at det er muligt at foretage korrektioner af
eventuelle forskelle for at opnå
sammenlignelighed.
1.2.2 Beskrivelse af virksomheden
m.v.
Det er vigtigt at have et grundlæggende kendskab til egne forhold for
at kunne finde egnede uafhængige transaktioner som sammenligningsgrundlag
med henblik på at fastsætte armslængdepriser. Man bør således starte med
at beskrive de parter, som indgår i de kontrollerede transaktioner, samt
de sammenhænge den dokumentationspligtige virksomhed indgår i.
Virksomheden
Når man skal udarbejde transfer pricing dokumentation for
overdragelser mellem to (eller flere) forbundne parter, er det for det
første vigtigt at beskrive virksomheden generelt, herunder de omgivende
faktorer som påvirker virksomheden. Denne beskrivelse er nødvendig for at
kunne finde uafhængige virksomheder med tilstrækkeligt sammenlignelige
transaktioner i sammenlignelighedsanalysen og dermed fastsætte den
korrekte armslængdepris.
Beskrivelsen af virksomheden bør indeholde en oversigt over den
juridiske struktur, parterne indgår i. Ligeledes bør den organisatoriske
struktur i de pågældende virksomheder beskrives, herunder en klarlæggelse
af, hvem som har beslutningskompetence på hvilke områder og hvordan
beslutningerne træffes.
I beskrivelsen af virksomheden indgår naturligvis også informationer
om, hvilken slags aktiviteter som udføres, hvilke produkter som produceres
osv. Det er også vigtigt at informere om, hvilken strategi virksomheden
følger, dvs. om virksomheden f.eks. satser på unikke højt specialiserede
mærkevarer eller ydelser, eller om man forsøger at konkurrere på lave
priser. Om virksomheden er i en opstartsfase eller allerede har skabt sig
en markedsposition er ligeledes relevant.
Af relevans er også de ydre omstændigheder, som økonomisk påvirker
virksomheden og dermed sammenligneligheden. Dvs. beskrivelse af markedet
for virksomhedens produkter; hvordan konkurrencen er, hvilke substitutter
som findes m.v., samt andre forhold af betydning såsom offentlige
reguleringer.
Hvad en virksomhedsbeskrivelse kan indeholde behandles mere udførligt i
afsnit 4.1.
Kontrollerede
transaktioner
For i sammenlignelighedsanalysen at kunne foretage relevante
sammenligninger er det også nødvendigt nærmere at få identificeret og
beskrevet selve transaktionerne, som finder sted mellem de forbundne
parter.
For hver transaktion bør beskrives, hvad der er overdraget, omfanget
heraf, til hvilken modtager, samt hvorledes der sker afregning for de
leverede varer eller ydelser. Se nærmere herom i afsnit 4.2.
Funktions- og
risikoanalyse
En meget vigtig del af en dokumentation er en beskrivelse af parternes
funktioner og risici m.v., herunder i hvilket omfang funktionerne bidrager
til den værdiskabende proces. Identifikationen af, hvor i koncernen
funktionerne og risiciene er placeret, har betydning, når der i
sammenlignelighedsanalysen skal findes virksomheder med sammenlignelige
transaktioner.
Fordelingen af funktioner og risici mellem de forbundne parter har stor
betydning for armslængdepriser, eftersom det må forventes, at den største
del af en koncerns indtjening skal tilfalde de enheder, hvor den
værdiskabende aktivitet sker, og hvor de største risici tages. De aktiver,
som indgår, har naturligvis også betydning, dvs. hvilke af parterne som
ejer f.eks. produktionsanlæg og - ikke mindst - de immaterielle
aktiver.
En funktions- og risikoanalyse kan udarbejdes som en verbal
beskrivelse, og virksomheden kan i mere eller mindre detaljeret skemaform
angive, hvilke enheder i koncernen der udfører de forskellige funktioner,
samt hvem der har risiciene forbundet hermed. Der kan endvidere sættes
vægtninger ind for at vise, hvilke funktioner og risici som har størst
betydning for værditilvæksten. Funktions- og risikoanalysen behandles i
afsnit 4.3.
Beskrivelse af økonomiske
resultater
Til brug for bl.a. en sammenligning med uafhængige transaktioner vil
det være relevant at bearbejde og opstille de ovenfor beskrevne
oplysninger om den dokumentationspligtiges virksomhed på en sådan måde, at
dataene umiddelbart kan sammenlignes. Mere herom findes i afsnit 4.4.
1.2.3 Sammenlignelighedsanalyse
På baggrund af ovenstående forhold søges efter sammenlignelige
transaktioner med henblik på at fastsætte armslængdepriser for de
kontrollerede transaktioner.
Er der problemer med at finde tilstrækkeligt sammenlignelige
transaktioner, må virksomheden i første omgang se på, om det er muligt at
justere eller korrigere for eventuelle forskelle, så transaktionerne
bliver sammenlignelige. Kan virksomheden ikke finde data, som dækker
præcis den pågældende transaktion, kan det være nødvendigt at gruppere
transaktionerne, således at f.eks. en hel produktlinie sammenlignes
fremfor det enkelte produkt. Sammenligninger af transaktioner over flere
år kan korrigere for forskelle i de sammenlignede transaktioners
livscyklus, ligesom det kan være relevant at indsamle data for en mængde
af de mest sammenlignelige transaktioner og heraf udarbejde et interval,
indenfor hvilket armslængdeprisen anses for at ligge.
Hele processen med at finde sammenlignelige data bør behørigt
dokumenteres, herunder valg og fravalg samt de eventuelle justeringer, som
foretages for at opnå sammenlignelighed.
Se afsnit 4.5 for en grundig gennemgang af sammenlignelighedsanalysen.
1.2.4 Valg af transfer pricing metode
OECD har udarbejdet retningslinier vedrørende transfer pricing (se
nærmere herom i afsnit 2.2), og heri beskrives fem metoder til at
fastsætte armslængdepriser for kontrollerede transaktioner. Arten af
transaktionerne samt hvilke sammenlignelige data, som kan findes, danner
udgangspunktet for valget af den mest optimale af
prisfastsættelsesmetoderne.
Metoderne anvender data vedrørende sammenlignelige uafhængige
transaktioner (sammenligningsgrundlaget) for at fastsætte armslængdeprisen
for en kontrolleret transaktion. Der kan enten være tale om at anvende
selve prisen på sammenlignelige transaktioner som grundlag for
prisfastsættelsen af transaktionerne, eller armslængdeprisen kan bestemmes
via sammenlignelige transaktioners brutto- eller nettoavance.
Der er en art rangfølge mellem metoderne, dvs. at nogle metoder går
forud for andre, fordi disse metoder er mere direkte, hvorved
armslængdeprisen kan opgøres med større sikkerhed. Hvor langt man skal ned
i "hierarkiet" afhænger bl.a. af, hvilke sammenlignelige data man har til
rådighed.
I det efterfølgende beskrives metoderne enkeltvist med angivelse af,
hvornår metoderne kan anvendes samt hvilke sammenlignelige data
(sammenlignelighedsfaktorer), der er nødvendige for at anvende de
forskellige metoder. Sammenlignelighedsfaktorerne beskrives nærmere i
afsnit 4.5.1, og i afsnit 5 findes en detaljeret gennemgang af alle
metoderne. I bilag 3 og 4 findes endvidere oversigter over metodernes
karakteristika m.v.
Metoderne er følgende:
Traditionelle
transaktionsbestemte metoder
Den fri markedsprismetode (Comparable uncontrolled price method -
CUP-metoden)
Metoden anvender prisen på overdragelser af
sammenlignelige varer eller ydelser mellem uafhængige parter til at
fastsætte armslængdeprisen på overdragelser af varer eller ydelser mellem
forbundne parter.
CUP-metoden er den foretrukne, idet den sammenligner direkte på den
vare eller tjenesteydelse, som bliver overdraget. Metoden kræver
imidlertid en stor overensstemmelse specielt m.h.t. produktegenskaber, men
også omstændighederne er vigtige, f.eks. volumen og transportomkostninger,
og metoden er derfor svær at anvende i praksis. Metoden er mest
anvendelig, hvis virksomheden også sælger/køber tilsvarende varer eller
tjenesteydelser, som overdrages mellem de forbundne parter, til/fra
uafhængige parter. I sådanne tilfælde tales om en intern CUP i modsætning
til de tilfælde, hvor der sammenlignes med produkter eller ydelser, som
sælges mellem andre uafhængige parter - hvilket kaldes en ekstern CUP. Den
eksterne CUP kan typisk anvendes ved salg af ensartede standardprodukter,
hvor der er et offentligt marked.
Eftersom CUP-metoden anvender prisen på selve produkterne til at
prisfastsætte, er det egenskaberne ved de konkrete varer eller
tjenesteydelser, som er primær sammenlignelighedsfaktor ved denne
metode.
Videresalgsprismetoden (Resale price method)
Metoden kan bruges
i tilfælde, hvor en vare sælges fra en forbunden part til en anden og
derefter videre til en uafhængig kunde. Videresalgsprisen ved salget til
den uafhængige kunde er en uafhængig markedspris, og denne pris reduceres
med en markedsmæssig bruttoavanceprocent for at finde armslængdeprisen
mellem de forbundne parter.
Videresalgsprismetoden er en mere indirekte metode end CUP-metoden,
idet den ser på bruttoavancen fremfor selve prisen på produkterne. Metoden
kan især anvendes på distributionsselskaber og salgsselskaber, som
varetager et minimum af funktioner og påtager sig en begrænset risiko,
således at der ikke sker en nævneværdig værditilvækst inden videresalget.
Bruttoavanceprocenten skal være i overensstemmelse med, hvad virksomheden
eventuelt opnår i bruttoavance for sammenlignelige transaktioner med
uafhængige parter, eller hvad en uafhængig virksomhed ville opnå i
bruttoavance for at udføre de samme funktioner og løbe de samme risici.
Den primære sammenlignelighedsfaktor i videresalgsprismetoden er de
funktioner, som den videresælgende part udfører inden salget til den
uafhængige kunde, samt de risici som løbes. Disse funktioner og risici er
grundlaget for den bruttoavance, som kan opnås ved videresalget. De
produkter, som overdrages, behøver således ikke at være fuldstændig
sammenlignelige, men sandsynligheden for at finde egnede sammenlignelige
transaktioner er større i den samme branche m.v.
Kostpris plus avancemetoden (Cost plus method)
Til en vares
eller tjenesteydelses kostpris lægges et markedsmæssigt tillæg for at
fastsætte armslængdeprisen. Dette tillæg beregnes som et procenttillæg til
omkostninger.
Denne metode anvendes primært på produktionsselskaber, men er også
anvendelig for virksomheder, som leverer tjenesteydelser, eller ved f.eks.
kontraktsforskning. Til produktionsomkostningerne medregnes både de
direkte og de indirekte omkostninger forbundet med transaktionen, opgjort
pr. produkt eller eventuelt pr. produktgruppe. Størrelsen af
procenttillægget skal være i overensstemmelse med, hvad virksomheden
eventuelt opnår ved tilsvarende salg til en uafhængig aftager, eller med
hvad en uafhængig virksomhed med de samme funktioner og risici m.v. vil
kunne opnå.
Sammenlignelighedsfaktoren, som er afgørende for procenttillæggets
størrelse, er primært de funktioner og risici, som ligger hos den ene
part, før eller i forbindelse med at der sker overdragelse af en vare til
en forbunden part, eller at der udføres en tjenesteydelse for en forbunden
part. Ligeledes er det af betydning for sammenlignelighed, at
produktionsomkostningerne er nogenlunde ens, og at der ikke f.eks.
sammenlignes direkte mellem en virksomhed, som ejer anlægsaktiverne, og en
virksomhed, som leaser disse, uden at der - om muligt - justeres for
konsekvenserne heraf. Det er endvidere vigtigt, at de data, som anvendes i
sammenligningen, er opstillet efter de samme regnskabsprincipper m.v.
Transaktionsbestemte
avancemetoder
Avancefordelingsmetoden (Profit split method)
En koncerns
nettoavance på en transaktion fordeles mellem de involverede parter ud
fra, hvad uafhængige virksomheder ville forvente at få i fortjeneste ved
at være part i en sammenlignelig transaktion. Ved nettoavance forstås i
transfer pricing-sammenhæng resultat før renter.
Metoden kan med fordel anvendes ved transaktioner, som er så stærkt
integrerede, at de ikke kan vurderes separat, samt når mere end én af
parterne ejer immaterielle aktiver. Endvidere kan metoden bruges til at
lave en kontrolberegning på en anden metode.
Ved anvendelse af metoden tages udgangspunkt i de forbundne parters
samlede nettoavance på en transaktion, og fordelingen mellem parterne sker
på baggrund af de funktioner, parterne udfører, og de risici, som
tages.
Der findes flere varianter af metoden, og de mest almindelige er
bidragsanalysen og residualanalysen. Ved bidragsanalysen fordeles den
samlede fortjeneste mellem parterne efter værdien af de funktioner, som
parterne har udført, og de risici, som er taget. Ved residualanalysen sker
fordelingen af fortjenesten i to faser. Først tildeles parterne, hvad der
svarer til markedets sædvanlige afkast for den pågældende transaktion, og
dernæst fordeles et eventuelt resterende overskud (eller underskud) efter
specielle faktorer, f.eks. parternes bidrag af immaterielle aktiver til
processen.
Da avancefordelingsmetoden bygger på, at fordelingen af den samlede
fortjeneste findes ved, at værdien af parternes bidrag vurderes, er
metoden ikke direkte afhængig af sammenlignelige data. Ved ansættelsen af
værdien af parternes bidrag bør der dog anvendes data fra uafhængige
parter i videst muligt omfang.
Transaktionsbestemt nettoavancemetode (Transactional net margin method
- TNMM)
Ved denne metode skal nettoavancen for en kontrolleret
transaktion fastsættes som en procentsats af et passende grundlag (f.eks.
omkostninger, salg eller aktiver) og svare til, hvad en uafhængig part
ville beregne i nettoavance for en sammenlignelig transaktion.
Ved TNMM-metoden tager man udgangspunkt i den af parterne i en
kontrolleret transaktion, som er den mest simple m.h.t. funktioner, risici
og involverede (immaterielle) aktiver, da det er den part, for hvem det er
lettest at finde virksomheder med sammenlignelige transaktioner.
Nettoavancen ved transaktionen skal for denne part være i overensstemmelse
med, hvad virksomheden eventuelt har i nettoavance ved tilsvarende
transaktioner med uafhængige parter, eller hvad nettoavancen for en
tilsvarende transaktion mellem to uafhængige parter ville være. Den
resterende nettoavance ved transaktionen tilfalder den anden part i
transaktionen.
Nettoavancen skal beregnes som en procentsats af et passende grundlag,
og dette grundlag kan f.eks. være omkostninger, salg eller virksomhedens
driftsfremmende aktiver. Hvilket grundlag, som bør vælges, afhænger af,
hvilken slags virksomhed der er tale om. Er der tale om en
salgsvirksomhed, kan man se på nettoavancen i forhold til omsætningen,
dvs. virksomhedernes overskudsgrad. For en produktionsvirksomhed kan det
være nettoavancen i forhold til omkostningerne, som ses på, eller man kan
anvende afkastningsgraden, dvs. nettoavancen i forhold til driftsfremmende
aktiver.
Primær sammenlignelighedsfaktor for TNMM-metoden er, i lighed med
videresalgsprismetoden og kostpris plus avancemetoden, funktioner og
risici. Eftersom nettoavancen kan være mindre følsom overfor eventuelle
forskelle i de funktioner, som udføres af parterne, stilles der dog ikke
ved TNMM-metoden helt de samme krav til sammenlignelighed.
Metodevalget
Som nævnt ovenfor vælges prisfastsættelsesmetode på baggrund af,
hvilken art af transaktioner, der er tale om, samt hvilke sammenlignelige
data, der kan findes. Valget af den optimale prisfastsættelsesmetode
beskrives nærmere i afsnit 4.6.
Når en prisfastsættelsesmetode er valgt, må virksomheden demonstrere,
at priserne for skatteyderens kontrollerede transaktioner rent faktisk er
i overensstemmelse med den valgte metode.
Lignende dokumenter
- TRANSFER PRICING; KONTROLLEREDE TRANSAKTIONER 2000 1. INDLEDNING Retsinformation · 5. februar 2008
- TRANSFER PRICING; KONTROLLEREDE TRANSAKTIONER 2002 1. INDLEDNING Retsinformation · 5. februar 2008
- TRANSFER PRICING; KONTROLLEREDE TRANSAKTIONER 2000 OVERSIGTER Retsinformation · 5. februar 2008
- Forslag til Lov om ændring af skattekontrolloven, skattestyrelsesloven, ligningsloven og tonnageskatteloven (Ændring af oplysnings- og dokumentationspligt vedrørende transfer pricing) Retsinformation · 2. marts 2005
- Forslag til Lov om ændring af skattekontrolloven, skattestyrelsesloven og ligningsloven (Ændring af oplysnings- og dokumentationspligt vedrørende transfer pricing) Retsinformation · 8. december 2004
- Sagen angår spørgsmålet om, hvorvidt en række ændringer i skatteansættelserne for de sagsøgende selskaber i relation til lempelsesansættelsen angående en række transaktioner er omfattet af den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5 Domsdatabasen · 10. juni 2024