Spring til indhold

Retsinformation

TRANSFER PRICING; KONTROLLEREDE TRANSAKTIONER 2003 1. INDLEDNING

STV nr 20017 af 01/01/2003Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Transfer pricing; Dokumentationspligt

1.

Indledning

Dokumentationspligten er en del af regelsættet vedrørende transfer

pricing og er lovfæstet i skattekontrollovens § 3 B, se bilag 1. Omfattet

af dokumentationspligten er skatteydere, som har koncernrelationer eller

på anden måde er forbundet med et udenlandsk selskab, et fast driftssted,

en person m.v., og som har transaktioner med disse udenlandske forbundne

parter. Se nærmere herom i afsnit 3. Begrebet koncern anvendes i

vejledningen for alle disse former for relationer. De skattepligtige, som

er omfattet af dokumentationspligten, har pligt til at dokumentere,

hvorledes priser og vilkår er fastsat for de handelsmæssige eller

økonomiske transaktioner, som de har med de forbundne udenlandske parter,

de såkaldte kontrollerede transaktioner. Dokumentationen kan udarbejdes på

dansk, norsk, svensk eller engelsk. Dokumentationspligten har virkning for

indkomstår, som påbegyndes den 1. januar 1999 eller senere.

Begrebet transfer pricing vedrører prisfastsættelsen af koncerninterne

transaktioner og dermed fordelingen af bl.a. internationale koncerners

samlede indtjening (og skattebetaling) imellem de lande, hvor de

koncernselskaber, som har bidraget til indtjeningen, er beliggende. Der

kan opstå en skævvridning, hvis koncernen ved for høje eller lave interne

afregningspriser "flytter" fortjenester, som eksempelvis er indtjent i et

dansk selskab, til et selskab i koncernen, som er beliggende i et andet

land, hvorved Danmark kan miste skatteprovenu. Den stigende

internationalisering, herunder grænseoverskridende koncerndannelser, har

gjort denne problematik stadig mere aktuel.

Armslængdebegrebet er et grundliggende princip for transfer pricing.

Når der handles på armslængdevilkår, vil det sige, at der handles på

vilkår, som uafhængige parter ville anvende - dvs. markedsvilkår.

Armslængdebegrebet er defineret i ligningslovens § 2, stk. 1, se bilag 2.

Læs alt

Sker samhandelen i en grænseoverskridende koncern ikke på

armslængdevilkår, flyttes fortjeneste - og dermed også skattebetaling -

således fra ét land til et andet. Ligningslovens § 2 og

armslængdeprincippet gælder både, hvor der er tale om rent danske

transaktioner, og hvor der er tale om en transaktion mellem et dansk og et

udenlandsk selskab m.v., hvorimod reglerne om oplysnings- og

dokumentationspligt i skattekontrollovens § 3 B kun gælder for

grænseoverskridende relationer. Armslængdebegrebet behandles nærmere i

afsnit 2.

De danske regler om transfer pricing er i overensstemmelse med de

internationale regler på området, herunder især de retningslinier

(guidelines) som OECD har udarbejdet. OECD's retningslinier præsenteres i

afsnit 2.2.

Dokumentationspligten skal - sammen med oplysningspligten - øge

skattemyndighedernes mulighed for at sikre, at armslængdeprincippet

anvendes i forbindelse med opgørelsen af skattepligtiges indkomst ved

koncerninterne transaktioner på tværs af landegrænserne.

Skattemyndighedernes muligheder for at vurdere, om en grænseoverskridende

transaktion er på armslængdevilkår, forbedres betydeligt, når

virksomhederne dokumenterer, hvorledes afregningspriserne er fastsat.

Set fra virksomhedernes synsvinkel vil en fyldestgørende dokumentation

kunne mindske risikoen for dobbeltbeskatning. Ikke blot danske, men også

andre landes skattemyndigheder, vil være mindre tilbøjelige til at

korrigere en skattepligtig indkomst, hvis der foreligger en behørig

dokumentation for, at afregningspriserne er fastsat i overensstemmelse med

armslængdeprincippet. En skattemæssig korrektion indebærer en risiko for

dobbeltbeskatning på trods af, at internationale aftaler pålægger landene

at søge at ophæve eventuelle dobbeltbeskatningssituationer.

Vejledningen vil herefter i afsnit 1.2 gennemgå hovedelementerne i en

dokumentation for herved at danne en grundlæggende forståelse af området

før den mere detaljerede gennemgang. De internationale regler om transfer

pricing, som Danmark har tilsluttet sig, og som kan være

fortolkningsbidrag til de danske regler, præsenteres i afsnit 2. I afsnit

3 beskrives kort hvilke skatteydere, som falder ind under

dokumentationspligten, dette emne behandles uddybende i Told- og

Skattestyrelsens vejledning "Transfer pricing - kontrollerede

transaktioner, Oplysningspligt". Afsnit 4 indeholder en gennemgang af

komponenterne i dokumentationen, og OECD' s metoder til at fastsætte

armslængdepriser for kontrollerede transaktioner gennemgås i afsnit 5. Til

slut gives i afsnit 6 en orientering om, hvorledes dokumentationen skal

ajourføres og opbevares.

1.1 Formål med vejledningen

Selvangivelsespligtige, som er omfattet af dokumentationspligten, skal

udfærdige og opbevare skriftlig dokumentation for, hvorledes priser og

vilkår er fastsat for de kontrollerede transaktioner. Dokumentationen skal

forelægges skattemyndighederne på forlangende og skal kunne danne grundlag

for skattemyndighedernes vurdering af, om priser og vilkår er fastsat i

overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var

afsluttet mellem uafhængige parter - dvs. på armslængdevilkår. Dette

følger af skattekontrollovens § 3 B, stk. 4. I stk. 5 fastsættes

endvidere, at hvis dokumentationen ikke er udarbejdet, kan

skattemyndighederne foretage en skønsmæssig ansættelse efter de

almindelige regler herom. Dette gælder tilsvarende, hvis dokumentationen

ikke er fyldestgørende, dvs. hvis dokumentationen ikke kan danne grundlag

for en vurdering af, om priser og vilkår er fastsat i overensstemmelse med

armslængdeprincippet.

Denne vejlednings formål er at give et bud på, hvad skattepligtige kan

gøre for at udarbejde en så god og fyldestgørende dokumentation som

muligt, herunder hvordan en skattepligtig kan fastsætte de

armslængdepriser, som skal dokumenteres.

Det må formodes, at koncerner ved prisfastsættelsen af de varer og

ydelser, som overdrages internt, gør sig nogle tanker om, hvilken pris som

afspejler den reelle værdi af de pågældende varer og ydelser. Dette vil

være et led i koncernens vurdering af, hvor rentable de enkelte

aktiviteter er, om de forskellige funktioner kan udføres mere fordelagtigt

af uafhængige parter osv. Prisen på de overdragne varer og ydelser bør

afspejle, hvilke funktioner den overdragende virksomhed har udført, hvilke

risici som er påtaget, og hvad varen eller ydelsen ville koste, hvis den

skulle erhverves i fri handel. Det er bl.a. disse oplysninger, som skal

indgå i en dokumentation.

Det er vejledningens mål at opstille en anvendelig og operationel model

til udarbejdelse af dokumentationen. Der findes ingen formkrav til,

hvordan en dokumentation skal præsenteres, og det er således heller ikke

et krav, at dokumentationen opbygges som modellen i denne vejledning. Det

vil ikke være muligt at opstille en helt udtømmende standardmodel for,

hvordan en dokumentation skal udarbejdes, idet alle virksomheders forhold

er forskellige. Det vigtigste er, at dokumentationen rent faktisk viser,

hvordan priser og vilkår for de kontrollerede transaktioner er fastsat, og

at armslængdeprincippet følges.

Den model, som præsenteres i vejledningen, opbygger en dokumentation

fra bunden. Skatteydere, som allerede er godt i gang med at prisfastsætte

og dokumentere, vil dog også kunne finde inspiration og vejledning i

beskrivelserne af de enkelte trin i modellen.

Vejledningens model til udarbejdelse af dokumentationen er i

overensstemmelse med OECD's retningslinier om transfer pricing. Disse

retningslinier giver anvisninger på, hvordan man finder armslængdepriser

og -vilkår, samt hvilke elementer en dokumentation skal indeholde. Det er

vejledningens intention at gøre OECD's retningslinier mere operationelle,

dvs. at give en mere praktisk tilgangsvinkel til anvisningerne i

retningslinierne samt at supplere med eksempler.

Det er ikke vejledningens mål blot at angive retningslinier for, hvilke

oplysninger de dokumentationspligtige som minimum skal afgive for at leve

op til lovgivningen. Vejledningen giver anvisninger på, hvilke oplysninger

og analyser som i mange tilfælde er nødvendige for at kunne fastsætte

armslængdepriser og for så godt og fyldestgørende som muligt at kunne

dokumentere, at disse priser under de givne vilkår opfylder

armslængdeprincippet. Det er således ikke et lovkrav, at vejledningens

fremgangsmåde følges, og at dokumentationen indeholder alle de beskrevne

elementer. Skattepligtige kan vurdere, om elementer i vejledningen ikke er

relevante eller nødvendige for at dokumentere disse skatteyderes konkrete

prisfastsættelser.

1.2 Introduktion

Vejledningen er bygget op omkring syv trin eller komponenter i

dokumentationen, som er tænkt som en kronologisk tilgangsvinkel, efter

hvilken skatteyder kan fastsætte armslængdepriser og dokumentere disse.

Punkterne er:

Beskrivelse af virksomheden

Beskrivelse af de kontrollerede transaktioner

Funktions- og risikoanalyse

Beskrivelse af økonomiske forhold

Sammenlignelighedsanalyse

Valg af prisfastsættelsesmetode

Skriftlige aftaler

Punkterne kan deles op i tre niveauer. De første fire punkter er rent

beskrivende og har til formål at beskrive virksomheden og relevante

omgivende faktorer samt de kontrollerede transaktioner. Disse afsnit udgør

grundlaget for en senere sammenligning med uafhængige transaktioner. Punkt

5) og 6) er den analyserende del, hvor virksomheden på baggrund af

beskrivelsen af egne forhold finder sammenlignelige uafhængige

transaktioner og ud fra disse vælger den bedst egnede

prisfastsættelsesmetode for de interne overdragelser af varer eller

ydelser. Punkt 7) omhandler, hvordan de forbundne parter bør indgå

skriftlige aftaler vedrørende de priser og vilkår for de interne

overdragelser, som parterne er nået frem til.

Kronologien er dog ikke helt stringent. Hvilke sammenlignelige

transaktioner og data, som vælges i forbindelse med

sammenlignelighedsanalysen, afhænger således til dels af, hvilken

prisfastsættelsesmetode som ud fra en foreløbig vurdering er den mest

oplagte, idet hver metode stiller forskellige krav til de anvendte data.

Det kan således være en fordel at have en vis formodning for, hvilken

metode (eller metoder) som kan anvendes, for at kunne finde de mest egnede

sammenlignelige data, men de valgte sammenlignelige data og

sammenlignelighedsanalysen er samtidig grundlaget for vurderingen af,

hvilken metode som er den mest optimale.

Ovenstående - meget summariske - sammenfatning skal illustrere, at den

praktiske tilgang til prisfastsættelsen af de kontrollerede transaktioner

og dokumentationen heraf kan have et cirkulært præg. Det er derfor en

fordel at have kendskab til centrale elementer og begreber, før man går i

dybden med vejledningens forskellige afsnit. I denne introduktion skal

derfor gives en kort, grundlæggende præsentation af dokumentationsopgaven.

1.2.1 Sammenlignelighed

Udgangspunktet for prisfastsættelsen af varer og ydelser mellem

forbundne parter er, at priserne og vilkårene skal være i overensstemmelse

med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem

uafhængige parter. For at kunne fastsætte priser på transaktioner mellem

forbundne parter er det derfor nødvendigt at tage udgangspunkt i de

priser, som bliver fastsat for tilsvarende sammenlignelige transaktioner

mellem uafhængige parter. Sammenlignelighed er således et nøglebegreb, når

armslængdepriser for kontrollerede transaktioner skal fastsættes og

dokumenteres.

At fastsætte en armslængdepris ved at foretage sammenligninger mellem

kontrollerede transaktioner og transaktioner mellem uafhængige parter

forudsætter naturligvis, at transaktionerne rent faktisk også er

sammenlignelige, eller at det er muligt at foretage korrektioner af

eventuelle forskelle for at opnå

sammenlignelighed.

1.2.2 Beskrivelse af virksomheden

m.v.

Det er vigtigt at have et grundlæggende kendskab til egne forhold for

at kunne finde egnede uafhængige transaktioner som sammenligningsgrundlag

med henblik på at fastsætte armslængdepriser. Man bør således starte med

at beskrive de parter, som indgår i de kontrollerede transaktioner, samt

de sammenhænge den dokumentationspligtige virksomhed indgår i.

Virksomheden

Når man skal udarbejde transfer pricing dokumentation for

overdragelser mellem to (eller flere) forbundne parter, er det for det

første vigtigt at beskrive virksomheden generelt, herunder de omgivende

faktorer som påvirker virksomheden. Denne beskrivelse er nødvendig for at

kunne finde uafhængige virksomheder med tilstrækkeligt sammenlignelige

transaktioner i sammenlignelighedsanalysen og dermed fastsætte den

korrekte armslængdepris.

Beskrivelsen af virksomheden bør indeholde en oversigt over den

juridiske struktur, parterne indgår i. Ligeledes bør den organisatoriske

struktur i de pågældende virksomheder beskrives, herunder en klarlæggelse

af, hvem som har beslutningskompetence på hvilke områder og hvordan

beslutningerne træffes.

I beskrivelsen af virksomheden indgår naturligvis også informationer

om, hvilken slags aktiviteter som udføres, hvilke produkter som produceres

osv. Det er også vigtigt at informere om, hvilken strategi virksomheden

følger, dvs. om virksomheden f.eks. satser på unikke højt specialiserede

mærkevarer eller ydelser, eller om man forsøger at konkurrere på lave

priser. Om virksomheden er i en opstartsfase eller allerede har skabt sig

en markedsposition er ligeledes relevant.

Af relevans er også de ydre omstændigheder, som økonomisk påvirker

virksomheden og dermed sammenligneligheden. Dvs. beskrivelse af markedet

for virksomhedens produkter; hvordan konkurrencen er, hvilke substitutter

som findes m.v., samt andre forhold af betydning såsom offentlige

reguleringer.

Hvad en virksomhedsbeskrivelse kan indeholde behandles mere udførligt i

afsnit 4.1.

Kontrollerede

transaktioner

For i sammenlignelighedsanalysen at kunne foretage relevante

sammenligninger er det også nødvendigt nærmere at få identificeret og

beskrevet selve transaktionerne, som finder sted mellem de forbundne

parter.

For hver transaktion bør beskrives, hvad der er overdraget, omfanget

heraf, til hvilken modtager, samt hvorledes der sker afregning for de

leverede varer eller ydelser. Se nærmere herom i afsnit 4.2.

Funktions- og

risikoanalyse

En meget vigtig del af en dokumentation er en beskrivelse af parternes

funktioner og risici m.v., herunder i hvilket omfang funktionerne bidrager

til den værdiskabende proces. Identifikationen af, hvor i koncernen

funktionerne og risiciene er placeret, har betydning, når der i

sammenlignelighedsanalysen skal findes virksomheder med sammenlignelige

transaktioner.

Fordelingen af funktioner og risici mellem de forbundne parter har stor

betydning for armslængdepriser, eftersom det må forventes, at den største

del af en koncerns indtjening skal tilfalde de enheder, hvor den

værdiskabende aktivitet sker, og hvor de største risici tages. De aktiver,

som indgår, har naturligvis også betydning, dvs. hvilke af parterne som

ejer f.eks. produktionsanlæg og - ikke mindst - de immaterielle

aktiver.

En funktions- og risikoanalyse kan udarbejdes som en verbal

beskrivelse, og virksomheden kan i mere eller mindre detaljeret skemaform

angive, hvilke enheder i koncernen der udfører de forskellige funktioner,

samt hvem der har risiciene forbundet hermed. Der kan endvidere sættes

vægtninger ind for at vise, hvilke funktioner og risici som har størst

betydning for værditilvæksten. Funktions- og risikoanalysen behandles i

afsnit 4.3.

Beskrivelse af økonomiske

resultater

Til brug for bl.a. en sammenligning med uafhængige transaktioner vil

det være relevant at bearbejde og opstille de ovenfor beskrevne

oplysninger om den dokumentationspligtiges virksomhed på en sådan måde, at

dataene umiddelbart kan sammenlignes. Mere herom findes i afsnit 4.4.

1.2.3 Sammenlignelighedsanalyse

På baggrund af ovenstående forhold søges efter sammenlignelige

transaktioner med henblik på at fastsætte armslængdepriser for de

kontrollerede transaktioner.

Er der problemer med at finde tilstrækkeligt sammenlignelige

transaktioner, må virksomheden i første omgang se på, om det er muligt at

justere eller korrigere for eventuelle forskelle, så transaktionerne

bliver sammenlignelige. Kan virksomheden ikke finde data, som dækker

præcis den pågældende transaktion, kan det være nødvendigt at gruppere

transaktionerne, således at f.eks. en hel produktlinie sammenlignes

fremfor det enkelte produkt. Sammenligninger af transaktioner over flere

år kan korrigere for forskelle i de sammenlignede transaktioners

livscyklus, ligesom det kan være relevant at indsamle data for en mængde

af de mest sammenlignelige transaktioner og heraf udarbejde et interval,

indenfor hvilket armslængdeprisen anses for at ligge.

Hele processen med at finde sammenlignelige data bør behørigt

dokumenteres, herunder valg og fravalg samt de eventuelle justeringer, som

foretages for at opnå sammenlignelighed.

Se afsnit 4.5 for en grundig gennemgang af sammenlignelighedsanalysen.

1.2.4 Valg af transfer pricing metode

OECD har udarbejdet retningslinier vedrørende transfer pricing (se

nærmere herom i afsnit 2.2), og heri beskrives fem metoder til at

fastsætte armslængdepriser for kontrollerede transaktioner. Arten af

transaktionerne samt hvilke sammenlignelige data, som kan findes, danner

udgangspunktet for valget af den mest optimale af

prisfastsættelsesmetoderne.

Metoderne anvender data vedrørende sammenlignelige uafhængige

transaktioner (sammenligningsgrundlaget) for at fastsætte armslængdeprisen

for en kontrolleret transaktion. Der kan enten være tale om at anvende

selve prisen på sammenlignelige transaktioner som grundlag for

prisfastsættelsen af transaktionerne, eller armslængdeprisen kan bestemmes

via sammenlignelige transaktioners brutto- eller nettoavance.

Der er en art rangfølge mellem metoderne, dvs. at nogle metoder går

forud for andre, fordi disse metoder er mere direkte, hvorved

armslængdeprisen kan opgøres med større sikkerhed. Hvor langt man skal ned

i "hierarkiet" afhænger bl.a. af, hvilke sammenlignelige data man har til

rådighed.

I det efterfølgende beskrives metoderne enkeltvist med angivelse af,

hvornår metoderne kan anvendes samt hvilke sammenlignelige data

(sammenlignelighedsfaktorer), der er nødvendige for at anvende de

forskellige metoder. Sammenlignelighedsfaktorerne beskrives nærmere i

afsnit 4.5.1, og i afsnit 5 findes en detaljeret gennemgang af alle

metoderne. I bilag 3 og 4 findes endvidere oversigter over metodernes

karakteristika m.v.

Metoderne er følgende:

Traditionelle

transaktionsbestemte metoder

Den fri markedsprismetode (Comparable uncontrolled price method -

CUP-metoden)

Metoden anvender prisen på overdragelser af

sammenlignelige varer eller ydelser mellem uafhængige parter til at

fastsætte armslængdeprisen på overdragelser af varer eller ydelser mellem

forbundne parter.

CUP-metoden er den foretrukne, idet den sammenligner direkte på den

vare eller tjenesteydelse, som bliver overdraget. Metoden kræver

imidlertid en stor overensstemmelse specielt m.h.t. produktegenskaber, men

også omstændighederne er vigtige, f.eks. volumen og transportomkostninger,

og metoden er derfor svær at anvende i praksis. Metoden er mest

anvendelig, hvis virksomheden også sælger/køber tilsvarende varer eller

tjenesteydelser, som overdrages mellem de forbundne parter, til/fra

uafhængige parter. I sådanne tilfælde tales om en intern CUP i modsætning

til de tilfælde, hvor der sammenlignes med produkter eller ydelser, som

sælges mellem andre uafhængige parter - hvilket kaldes en ekstern CUP. Den

eksterne CUP kan typisk anvendes ved salg af ensartede standardprodukter,

hvor der er et offentligt marked.

Eftersom CUP-metoden anvender prisen på selve produkterne til at

prisfastsætte, er det egenskaberne ved de konkrete varer eller

tjenesteydelser, som er primær sammenlignelighedsfaktor ved denne

metode.

Videresalgsprismetoden (Resale price method)

Metoden kan bruges

i tilfælde, hvor en vare sælges fra en forbunden part til en anden og

derefter videre til en uafhængig kunde. Videresalgsprisen ved salget til

den uafhængige kunde er en uafhængig markedspris, og denne pris reduceres

med en markedsmæssig bruttoavanceprocent for at finde armslængdeprisen

mellem de forbundne parter.

Videresalgsprismetoden er en mere indirekte metode end CUP-metoden,

idet den ser på bruttoavancen fremfor selve prisen på produkterne. Metoden

kan især anvendes på distributionsselskaber og salgsselskaber, som

varetager et minimum af funktioner og påtager sig en begrænset risiko,

således at der ikke sker en nævneværdig værditilvækst inden videresalget.

Bruttoavanceprocenten skal være i overensstemmelse med, hvad virksomheden

eventuelt opnår i bruttoavance for sammenlignelige transaktioner med

uafhængige parter, eller hvad en uafhængig virksomhed ville opnå i

bruttoavance for at udføre de samme funktioner og løbe de samme risici.

Den primære sammenlignelighedsfaktor i videresalgsprismetoden er de

funktioner, som den videresælgende part udfører inden salget til den

uafhængige kunde, samt de risici som løbes. Disse funktioner og risici er

grundlaget for den bruttoavance, som kan opnås ved videresalget. De

produkter, som overdrages, behøver således ikke at være fuldstændig

sammenlignelige, men sandsynligheden for at finde egnede sammenlignelige

transaktioner er større i den samme branche m.v.

Kostpris plus avancemetoden (Cost plus method)

Til en vares

eller tjenesteydelses kostpris lægges et markedsmæssigt tillæg for at

fastsætte armslængdeprisen. Dette tillæg beregnes som et procenttillæg til

omkostninger.

Denne metode anvendes primært på produktionsselskaber, men er også

anvendelig for virksomheder, som leverer tjenesteydelser, eller ved f.eks.

kontraktsforskning. Til produktionsomkostningerne medregnes både de

direkte og de indirekte omkostninger forbundet med transaktionen, opgjort

pr. produkt eller eventuelt pr. produktgruppe. Størrelsen af

procenttillægget skal være i overensstemmelse med, hvad virksomheden

eventuelt opnår ved tilsvarende salg til en uafhængig aftager, eller med

hvad en uafhængig virksomhed med de samme funktioner og risici m.v. vil

kunne opnå.

Sammenlignelighedsfaktoren, som er afgørende for procenttillæggets

størrelse, er primært de funktioner og risici, som ligger hos den ene

part, før eller i forbindelse med at der sker overdragelse af en vare til

en forbunden part, eller at der udføres en tjenesteydelse for en forbunden

part. Ligeledes er det af betydning for sammenlignelighed, at

produktionsomkostningerne er nogenlunde ens, og at der ikke f.eks.

sammenlignes direkte mellem en virksomhed, som ejer anlægsaktiverne, og en

virksomhed, som leaser disse, uden at der - om muligt - justeres for

konsekvenserne heraf. Det er endvidere vigtigt, at de data, som anvendes i

sammenligningen, er opstillet efter de samme regnskabsprincipper m.v.

Transaktionsbestemte

avancemetoder

Avancefordelingsmetoden (Profit split method)

En koncerns

nettoavance på en transaktion fordeles mellem de involverede parter ud

fra, hvad uafhængige virksomheder ville forvente at få i fortjeneste ved

at være part i en sammenlignelig transaktion. Ved nettoavance forstås i

transfer pricing-sammenhæng resultat før renter.

Metoden kan med fordel anvendes ved transaktioner, som er så stærkt

integrerede, at de ikke kan vurderes separat, samt når mere end én af

parterne ejer immaterielle aktiver. Endvidere kan metoden bruges til at

lave en kontrolberegning på en anden metode.

Ved anvendelse af metoden tages udgangspunkt i de forbundne parters

samlede nettoavance på en transaktion, og fordelingen mellem parterne sker

på baggrund af de funktioner, parterne udfører, og de risici, som

tages.

Der findes flere varianter af metoden, og de mest almindelige er

bidragsanalysen og residualanalysen. Ved bidragsanalysen fordeles den

samlede fortjeneste mellem parterne efter værdien af de funktioner, som

parterne har udført, og de risici, som er taget. Ved residualanalysen sker

fordelingen af fortjenesten i to faser. Først tildeles parterne, hvad der

svarer til markedets sædvanlige afkast for den pågældende transaktion, og

dernæst fordeles et eventuelt resterende overskud (eller underskud) efter

specielle faktorer, f.eks. parternes bidrag af immaterielle aktiver til

processen.

Da avancefordelingsmetoden bygger på, at fordelingen af den samlede

fortjeneste findes ved, at værdien af parternes bidrag vurderes, er

metoden ikke direkte afhængig af sammenlignelige data. Ved ansættelsen af

værdien af parternes bidrag bør der dog anvendes data fra uafhængige

parter i videst muligt omfang.

Transaktionsbestemt nettoavancemetode (Transactional net margin method

- TNMM)

Ved denne metode skal nettoavancen for en kontrolleret

transaktion fastsættes som en procentsats af et passende grundlag (f.eks.

omkostninger, salg eller aktiver) og svare til, hvad en uafhængig part

ville beregne i nettoavance for en sammenlignelig transaktion.

Ved TNMM-metoden tager man udgangspunkt i den af parterne i en

kontrolleret transaktion, som er den mest simple m.h.t. funktioner, risici

og involverede (immaterielle) aktiver, da det er den part, for hvem det er

lettest at finde virksomheder med sammenlignelige transaktioner.

Nettoavancen ved transaktionen skal for denne part være i overensstemmelse

med, hvad virksomheden eventuelt har i nettoavance ved tilsvarende

transaktioner med uafhængige parter, eller hvad nettoavancen for en

tilsvarende transaktion mellem to uafhængige parter ville være. Den

resterende nettoavance ved transaktionen tilfalder den anden part i

transaktionen.

Nettoavancen skal beregnes som en procentsats af et passende grundlag,

og dette grundlag kan f.eks. være omkostninger, salg eller virksomhedens

driftsfremmende aktiver. Hvilket grundlag, som bør vælges, afhænger af,

hvilken slags virksomhed der er tale om. Er der tale om en

salgsvirksomhed, kan man se på nettoavancen i forhold til omsætningen,

dvs. virksomhedernes overskudsgrad. For en produktionsvirksomhed kan det

være nettoavancen i forhold til omkostningerne, som ses på, eller man kan

anvende afkastningsgraden, dvs. nettoavancen i forhold til driftsfremmende

aktiver.

Primær sammenlignelighedsfaktor for TNMM-metoden er, i lighed med

videresalgsprismetoden og kostpris plus avancemetoden, funktioner og

risici. Eftersom nettoavancen kan være mindre følsom overfor eventuelle

forskelle i de funktioner, som udføres af parterne, stilles der dog ikke

ved TNMM-metoden helt de samme krav til sammenlignelighed.

Metodevalget

Som nævnt ovenfor vælges prisfastsættelsesmetode på baggrund af,

hvilken art af transaktioner, der er tale om, samt hvilke sammenlignelige

data, der kan findes. Valget af den optimale prisfastsættelsesmetode

beskrives nærmere i afsnit 4.6.

Når en prisfastsættelsesmetode er valgt, må virksomheden demonstrere,

at priserne for skatteyderens kontrollerede transaktioner rent faktisk er

i overensstemmelse med den valgte metode.

Lignende dokumenter