Spring til indhold

Retsinformation

INDDRIVELSESVEJLEDNING 2003 G INTERNATIONAL INDDRIVELSE

STV nr 20045 af 01/01/2003Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Inddrivelsesvejledning 2003 - 2

G International

inddrivelse

G.1 Indledning

Dette afsnit indeholder retningslinier for, hvordan

inddrivelsesmyndigheden skal agere for at få iværksat inddrivelse i

udlandet på baggrund af indgåede aftaler om gensidig bistand ved

inddrivelse af skatter og afgifter. Derudover indeholder afsnittet

retningslinier for behandling af udenlandske krav, som skal inddrives i

Danmark på baggrund af tilsvarende aftaler. Endelig indeholder afsnittet

retningslinier for, hvordan inddrivelse kan foregå i lande, som

Danmark ikke har en bistandsaftale med.

G.1.1 Hjemler og afgrænsning

Med hjemmel i lov nr. 74 af 31. marts 1953 om indgåelse af

overenskomster med fremmede stater til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v.

har Danmark indgået en række aftaler med bestemmelser om

inddrivelsesbistand. Gennem aftalerne har staterne forpligtet sig til at

opkræve de andre staters skattekrav og i nogle tilfælde også

afgiftskrav.

Der er primært tale om bilaterale aftaler, d.v.s. aftaler der er

indgået mellem Danmark og en anden stat. Derudover eksisterer der tre

multilaterale aftaler om bistand i skattesager. Den ene er den nordiske

bistandsaftale af 7. december 1989, som bl.a. indeholder regler om

gensidig bistand med inddrivelse af skatter. Den anden er

OECD-bistandsaftalen af 26. februar 1992. I opkrævningsmæssig henseende

har den dog p.t. ikke nogen betydning for Danmark. Endelig er der

EU-bistandsaftalen indført ved Rådets Direktiv af 15. marts 1976(

76/308/EØF), som fra 1.juli 2002 får virkning har direkte skatter.

Der er endvidere indgået aftale med et inkassofirma om, at dette

firma skal bistå danske skattemyndigheder med opkrævning af skatte- og

Læs alt

afgiftskrav i udlandet. Aftalen vedrører kun de stater, hvor der ikke er

indgået en inddrivelsesaftale se afsnit G.8.

Dette afsnit omfatter ikke aftalen om opkrævning og overførsel af skat

af 30. juni 1997 (trækaftalen), indgået med hjemmel i den nordiske

bistandsaftale. Trækaftalen regulerer i hvilken stat arbejdsgiver har

pligt til at foretage forskudstræk, når arbejdstager har tilknytning til

flere lande, og er således ingen inddrivelsesaftale. Aftalen administreres

af ToldSkat Sydjylland, Region Sønderborg (IBA). Nærmere om "trækaftalen"

findes i Told- og Skattestyrelsens vejledning om "Indeholdelse af A-skat,

AM-bidrag og SP-bidrag"jf. dog afsnit 3.10.

G.1.2 Kompetent myndighed

Told- og Skattestyrelsen er overordnet kompetent myndighed i sager om

inddrivelse af skat og afgifter. Kompetencen til at behandle spørgsmål om

bistand til inddrivelse i udlandet er imidlertid udlagt som en såkaldt

dekoncentreret opgave til ToldSkat Sydjylland, Region Sønderborg (

IBA).

G.1.3 Vejledning

De almindelige opkrævningsmæssige problemstillinger, som er berørt i

dette afsnit kan være nærmere uddybet andet steds i denne vejledning.

Når det drejer sig om forståelsen af de enkelte inddrivelsesaftaler har

IBA vejledningspligt i forhold til inddrivelsesmyndigheden, mens

inddrivelsesmyndigheden har vejledningspligt over for skyldneren i forhold

til almindelige opkrævningsmæssige

problemstillinger.

G.1.4 Definitioner

I dette afsnit forstås ved:

"Ansøgerlandet": Det land, som fremsætter anmodning om bistand

vedrørende en fordring.

"Inddrivelseslandet": Det land, hvortil en anmodning om bistand

rettes.

"Bistandsaftale": Både aftaler som kun omhandler bistand i skattesager,

og aftaler, som indeholder opkrævning af

afgifter.

G.2 Inddrivelse af danske krav i udlandet

(generelt)

G.2.1 Eksigibelt krav

En grundliggende betingelse for at anmode en anden stat om bistand er,

at kravet er eksigibelt. Det vil sige, at det danske krav kan

tvangsfuldbyrdes. Hjemlen til at et krav kan tvangsinddrives uden særskilt

dom fremgår af RPL § 478, stk. 2, jf. Lov om udpantning § 1, stk.1 nr.1.

Et krav som er eksigibelt i Danmark anerkendes også i bistandslandene.

Udover betingelsen om eksigibilitet, skal en række andre forudsætninger

være opfyldt.

G.2.2 Skriftlig varsel og

adresseforespørgsel

Inden skattekravet tvangsinddrives hos skyldner, skal der sendes et

skriftlig varsel til skyldner herom.

Er skyldners adresse ukendt, eller er inddrivelsesmyndigheden bekendt

med at skyldner ikke opholder sig på sin adresse, kan der i første omgang

rettes en adresseforespørgsel til udlandet. Denne forespørgsel skal altid

sendes via IBA.

Adresseforespørgsler til udlandet kan foretages til de lande Danmark

har en bistandsaftale med. Såfremt vi ikke har en bistandsaftale rettes

henvendelsen til den danske konsulære repræsentation i landet eller det

inkassofirma som ToldSkat har indgået aftale med jf. G.8. Det kræves

således, at inddrivelsesmyndigheden ved hvilket land skyldner opholder sig

i. Der kan imidlertid opstå situationer, hvor hverken ansøgerlandet eller

inddrivelseslandet kan opdrive skyldners adresse og hvor det alligevel kan

være aktuel med en bistandsanmodning, fx hvor inddrivelsesmyndigheden har

oplysninger om skyldners aktiver i inddrivelseslandet og ønsker, at der

skal foretages udlæg i disse aktiver. I så fald kan man nøjes med at sende

et varsel til skyldners sidst kendte adresse.

G.2.3 Personer på vej til udlandet og personer

bosat i udlandet, men med aktiver i Danmark

For personer på vej til udlandet er det bedst at søge at opnå sikkerhed

for restancernes betaling ved foretagelse af udlæg i skyldners aktiver,

således at det ikke bliver nødvendigt at søge kravet inddrevet i udlandet.

For personer bosat i udlandet, men med danske aktiver er der stadig

mulighed for at søge kravet inddrevet i Danmark, idet man kan anvende

reglerne om undtagelsesværneting i RPL § 487.

G.2.3.1 Sikring af krav ved udlæg

For personer på vej til udlandet kan inddrivelsesmyndigheden sikre sig

betaling ved udlæg. For at der kan foretages udlæg for skatter og afgifter

er det en betingelse at kravet er forfaldent til betaling.

Er der tale om, at skyldner er på vej til udlandet, kan et krav sikres

uden forudgående underretning, forkyndelse eller bekendtgørelse, hvis det

må antages, at muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt

forringet jfr. retsplejelovens § 486, stk. 2 smh. § 493, stk.

2.

G.2.3.2 Arrest

Ifølge retsplejelovens § 627 kan fogedretten foretage arrest til

sikkerhed for et pengekrav, når der ikke kan foretages udlæg, d.v.s. hvor

fristen for sidste rettidige betaling endnu ikke er udløbet, eller hvor

kravet endnu ikke er forfaldent til betaling, og det må antages, at

muligheden for senere at opnå dækning ellers vil blive væsentligt

forringet.

Hvis der f.eks. er fare for, at skyldners aktiver vil forsvinde ud af

landet i forbindelse med skyldners fraflytning, kan arrest foretages, jfr.

afsnit D 9.

G.2.4 Retsregler

Inddrivelse af restancer i udlandet sker i overensstemmelse med de

lovregler, der finder anvendelse ved opkrævning af det udenlandske lands

egne restancer, dog forudsat at tilsvarende inddrivelsesskridt kan

foretages i hjemlandet. Ved inddrivelse i medfør af inddrivelsesdirektivet

er det dog inddrivelseslandets regler, der finder anvendelse jf. art. 6 i

Rådets direktiv 76/308/EØF af 15. marts 1976.

G.2.4.1 Skyldner bestrider kravet

Såfremt skyldner bestrider kravet opstår spørgsmålet om, hvordan dette

skal håndteres. Klager skyldneren over selve grundlaget for kravet, må

dette spørgsmål behandles af de danske myndigheder efter de danske regler

om klagefrister m.v. Går klagen på inddrivelsen og hjemmel til at kunne

foretage inddrivelse, må dette spørgsmål behandles i

inddrivelseslandet.

G.2.4.2 Forældelse

Danske skatte- og afgiftskrav forældes efter l908-loven, dvs. efter 5

år.

1908-lovens forældelsesfrist løber fra det tidspunkt, hvor kravet er

forfaldent til betaling.

Krav, der inddrives i udlandet forældes imidlertid som udgangspunkt

efter de udenlandske regler herom. Det vil sige, at den udenlandske stat

ikke kan opkræve en restance, der efter statens egne regler er forældet.

Vender restanten imidlertid tilbage til Danmark inden udløbet af den

danske forældelsesfrist, kan kravet fortsat inddrives her i landet.

Krav, der inddrives efter den nordiske bistandsaftale og EU-direktivet

forældes efter reglerne i det land, der fremsætter begæring om

inddrivelse. Det vil for Danmarks vedkommende sige efter l908-loven.

OECD-konventionens art. l4 følger princippet i den nordiske

bistandsaftale.

G.2.4.2.1 Suspension af

forældelsesfristen

Efter l908-lovens § 3 suspenderes forældelsesfristen, hvis kreditor på

grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav eller om debitors opholdssted

har været ude af stand til at gøre kravet gældende.

Det er kun de 2 nævnte grunde, der kan suspendere forældelsesfristen.

Andre hindringer suspenderer ikke forældelsesfristen.

De tre seneste kendelser på området er TfS 1992, 213 VLK, TfS 1994, 622

VLK og en utrykt Østre Landsrets kendelse af 21. oktober 1998. (9. afd.

kære nr. B-2525-98)

I Vestre Landsretskendelsen fra 1992 anfører landsretten, at uanset om

det måtte have været umuligt for danske skattemyndigheder at inddrive

skattekravet hos skyldner i England eller at anlægge sag ved engelske

domsstole med henblik på at opnå dom for skattekravet, kan

forældelsesfristen herefter ikke anses for suspenderet som følge af

kærendes bosættelse i England. Hverken ordlyden af eller forarbejderne til

forældelsesloven af 1908 giver grundlag for at fortolke lovens § 3

således, at forældelsesfristen suspenderes i andre tilfælde end dem, der

udtrykkelig er opregnet i bestemmelsen.

I Vestre Landsretskendelsen fra 1994 fremgår det, at en

virksomhedsindehaver gik konkurs i 1979. Efter at konkursboet var sluttet

i 1983, havde hun en momsgæld. Hun rejste i 1981 til Equador, hvor hun

opholdte sig til maj 1989. Hun vendte tilbage til Danmark, men allerede

den 10. juni 1989 rejste hun til Zimbabwe. I maj 1993 rejste hun tilbage

til Danmark og tilmeldte sig folkeregistret. I juni 1993 blev der

foretaget udlæg for momsgælden. Skyldner gjorde gældende, at ToldCSkats

momstilgodehavende var forældet. Fogedretten stadfæstede udlægget.

Landsretten stadfæstede efterfølgende fogedrettens kendelse og fastslog,

at eftersom ToldCSkat ikke ved henvendelsen til folkeregistret kunne få

skatteyderens adresse oplyst, havde man været i utilregnelig uvidenhed om

skyldners opholdssted i udlandet, hvorfor kravet ikke var forældet.

I Østre Landsretskendelsen fra 1998 fremgår det, at skyldner var

registreret som selvstændig erhvervsdrivende fra 1974- 76. Der blev

oparbejdet en momsgæld i virksomheden. Den 9. januar 1979 foretog regionen

forgæves udlæg for kravet mod skyldner. Fra den 1. juni 1979 - 28. februar

1994 var skyldners adresse i følge folkeregistret ukendt. Under skyldners

ferieophold i Danmark blev der den 29. december 1992 foretaget nyt

forgæves udlæg. ØL fastslog at kravet har været suspenderet indtil den 28.

februar 1994, hvor skyldner, der indtil da havde opholdt sig på

forskellige for ToldCSkat ukendte adresser, på ny fik bopæl i Danmark. Det

må således antages, at ØL har ment, at ToldCSkat kun har pligt til at

undersøge folkeregistret.

Såfremt skyldner opholder sig i udlandet på en i det danske

folkeregister ukendt adresse, må det på baggrund af ovennævnte retspraksis

medføre, at forældeldelsesfristen suspenderes.

G.2.5 Udlægsforretning, søgsmål og

konkursbegæring i udlandet

Det følger af bistandsaftalerne at inddrivelseslandet ikke skal indlede

søgsmål ved domstolen eller begære skyldner konkurs uden samtykke fra den

kompetente myndighed i Danmark.

Ved udlægsforretning eller søgsmål i forbindelse med inddrivelse i

udlandet, er det den udenlandske myndighed, der er sagsøger/sagsøgt på

vegne af den danske stat. Dette følger af forudsætningen af

bistandsaftalen, om at den udenlandske myndighed skal inddrive kravet som

var det dens eget krav.

G.2.6 Omkostninger i forbindelse med

inddrivelsen

Omkostninger ved inddrivelsen, bæres af den udenlandske myndighed. Den

udenlandske myndighed kan i overensstemmelse med egne retsregler inddrive

disse omkostninger hos skyldner sammen med det danske krav.

Omkostninger ved en ved konkursbegæring eller et søgsmål ved de

ordinære domstole dækkes ikke af den udenlandske

myndighed.

G.2.7 Kursdifferencer

Inddrivelse i udlandet sker i det udenlandske lands valuta. Betaling

kan dog altid ske i danske kroner. Restancer, der opstår som følge af

kursdifferencer, kan ikke opkræves hos

restanten.

G.2.8 Inddrevne beløb

Beløb der inddrives i udlandet sendes fra den udenlandske myndighed til

IBA, der videresender beløbet til inddrivelsesmyndigheden i

Danmark.

G.2.9 Fortrinsret

Et dansk krav nyder ikke fortrinsret ved inddrivelse i

udlandet.

G.2.10 Konkurs

I tilfælde hvor inddrivelsesmyndigheden bliver opmærksom på en konkurs

i udlandet, skal den sørge for, at der sker anmeldelse af myndighedens

krav på skatter og afgifter.

Det følger af bistandsaftalerne, at inddrivelseslandet ikke skal

indlede søgsmål ved de ordinære domstole eller begære konkurs, uden

samtykke fra den kompetente myndighed i ansøgerlandet.

G.2.11 Foreløbig fastsættelse

Told- og Skatteregionerne er bemyndiget til ikke at foretage

skønsmæssige tilsvar og foreløbige fastsættelser vedrørende

afgiftspligtige fysiske personer, der er flyttet til udlandet (teknisk

afmelding) jf. afsnit L.

Ved fremsendelse af krav, som hviler på skøn, må regionerne sikre sig,

at kravene er underbygget således, at der ikke fremsættes krav, som er

urealistiske enten beløbsmæssigt eller fordi erhvervsvirksomheden er

ophørt i Danmark, men skyldner har undladt at indsende

afmeldelse.

G.2.12 Eftergivelse

Et krav, der er sendt til inddrivelse i udlandet, kan efter anmodning

her til landet eftergives efter de almindelige regler herom.

G.2.13 Afgangsførelse af beløb

Hvorvidt et krav, der er sendt til inddrivelse i udlandet kan

afgangføres som uerholdelig henvises til afsnit

L.9.

G.3 Inddrivelse i medfør af den nordiske

bistandsaftale

G.3.1 Indledning

Danmark, Finland, Island, Norge, Sverige, Færøerne og Grønland har den

7. december 1989 indgået en fælles nordisk aftale om bistand i

skattesager. Aftalen er offentliggjort ved bekendtgørelse nr. 42 af 30.

april 1992.

I henhold til art. 20, punkt 1, i denne overenskomst har ovenfor nævnte

lande den 30. juni 1997 indgået en overenskomst, der nærmere præciserer

bistandspligtens omfang (udover skatter eksempelvis motorafgifter,

merværdiafgift, punktafgifter og sociale forsikringsbidrag). Se cirkulære

nr. 174 af 3/12 1997.

Hverken Færøerne eller Grønland er suveræne stater, men hjemmestyrerne

på Færøerne og Grønland har kompetence til selv at udskrive skatter.

Særligt vedrørende Grønland finder inddrivelse sted efter aftale af 28.

juni 1985 i henhold til punkt 20 i aftale af 18. oktober

1979.

G.3.2 Hvilke fysiske og juridiske personer er

omfattet ?

Den nordiske bistandsaftale indeholder ingen personbegrænsninger, som

for eksempel et krav om at skyldner er eller har været bosat i

inddrivelseslandet. Så længe kravet vedrører de danske skatter som er

nævnt nedenfor, og man har en begrundet formodning for at kravet kan

inddrives i det andet land, kan der anmodes om bistand. I praksis vil det

være oplagt at anmode om bistand, dersom den skattepligtige er bosat,

opholder sig i, eller har aktiver i et andet nordisk land, eller dersom

den skattepligtige har en arbejdsgiver, der er hjemmehørende i et andet

nordisk land.

Selskaber og andre juridiske personer omfattes også af aftalen. Det vil

sige, at man kan anmode om bistand til inddrivelse når et selskab,

hjemmehørende i den anden nordiske stat, skylder skat i Danmark.

Man kan også anmode om bistand, dersom skyldner er et selskab

hjemmehørende i en tredje stat som Danmark ikke har bistandsaftale med,

men hvor selskabet har aktiver i

inddrivelseslandet.

G.3.3 Skatter m.m

I den nordiske bistandsaftale artikel 2, defineres hvad der efter

aftalen skal anses som skat i de enkelte lande.

Bistandsaftalen omfatter for Danmarks vedkommende indkomstskat til

staten, kommunal indkomstskat, amtskommunal indkomstskat, kirkeskat,

udbytteskat, renteskat, royaltyskat og skatterne i henhold til

kulbrinteskatteloven.

Bistandsaftalen omfatter også eventuelle retskraftige krav på særlig

indkomstskat og sømandsskat for så vidt angår indkomstår, der ligger før

1. januar 1989.

Bistandsaftalen omfatter endvidere foreløbige skatter.

Overenskomsten finder tilsvarende anvendelse på alle skatter af samme

art eller væsentlig samme art, der pålignes som tillæg til eller i stedet

for de gældende skatter.

Endvidere kan reglerne i bistandsaftalen anvendes overfor

arbejdsgivere, der er udrejst til et andet nordisk land uden at afregne

indeholdt A-skat.

Arbejdsmarkedsbidrag er omfattet af den nordiske bistandsaftale.

Overlastafgift - en afgift, der betales af bilister, der er kørt med

overlæs i Sverige - inddrives ligeledes i medfør af den nordiske

bistandsaftale.

G.3.4 Beløbsgrænse

For at kravet kan inddrives med hjemmel i den nordiske bistandsaftale

skal kravet minimum udgøre 2.500 kr. eksklusiv renter og gebyrer.

Beløbsgrænsen gælder ligeledes såfremt man fremsender en bistandsanmodning

for renter, som er påløbet efter at den oprindelige bistandsanmodning blev

afsendt.

G.3.5 Hvornår kan der anmodes om bistand

?

Anmodning om bistand må kun fremsættes, såfremt de begærede

foranstaltninger ikke kan foretages i egen stat uden væsentlige

vanskeligheder. Det er endvidere en forudsætning, at Danmark ifølge dansk

lovgivning kan yde tilsvarende bistand på begæring af den stat til hvilken

anmodning om bistand rettes, jfr. bistandsaftalens art. 4, stk. 3.

Det skal fremgå af anmodningen, hvilken region/kommune, der begærer

bistanden, samt navn, erhverv (eller titel), adresse, fødselsdata og

hjemstedskommune samt om muligt arbejdsplads og opholdssted vedrørende den

person sagen drejer sig om. Der henvises til art. 5 i bistandsaftalen.

Den anmodende myndighed ( IBA) skal endvidere bekræfte, at den

afgørelse der ligger til grund for skattekravet kan danne grundlag for

inddrivelse samt angive det tidspunkt, da retten til at inddrive skatten

helt eller delvist ophører på grund af forældelse. Den omstændighed, at

skatteansættelsen er påklaget eller indbragt for domstolene hindrer ikke,

at der kan fremsættes anmodning om bistand.

G.3.6 Dødsbo

Er skyldner afgået ved døden, kan man ikke inddrive beløb som

overstiger nettoværdien af aktiver i dødsboet jf. artikel 15 i den

nordiske bistandsaftale.

G.3.7 Forældelse

En generel beskrivelse af de danske forældelsesregler, som vedrører

skattekrav i udlandet er omtalt ovenfor i afsnit 2.4.2. I det følgende

behandles de specielle regler, som følger af den nordiske

bistandsaftale.

Efter den nordiske bistandsaftale artikel 14 er det ansøgerlandets

forældelsesregler, der skal anvendes. Danske krav, der inddrives i andet

nordisk land, forældes således efter 5 år og afbrydelse sker efter danske

regler, f. eks. ved udlæg eller erkendelse fra skyldner.

For nordiske krav, der inddrives her i landet afhænger det omvendt af

ansøgerlandets forældelsesregler, om de danske tiltag er tilstrækkelige

til at afbryde forældelsen. Det er Skatteministeriets opfattelse, at

inddrivelseslandets regler skal være lovhjemlet i ansøgerlandet for at de

får fristafbrydende virkning i forhold til ansøgerlandet.

Ovenstående er således en undtagelse til flere af de

dobbeltbeskatningsaftaler, som Danmark har indgået. I følge disse

dobbeltbeskatningsaftaler er det inddrivelseslandets forældelsesregler,

der finder anvendelse både for så vidt angår forældelsestid og afbrydelse

heraf.

Nedenfor nævnes forældelsesreglerne i de nordiske lande:

Land

Regel

Grønland

5 år efter forfaldsdagen (danske regler)

Færøerne

Afbrydelse: Danske regler

Island

4 år efter forfaldsdagen

Afbrydelse: Ved udlæg, anmodning om tvangsauktion, sagsanlæg,

anmeldelse i konkurs, frivillig indbetaling fra skyldner og

skyldners anerkendelse af kravet forlænges fristen med 4

år. Ved dom forlænges fristen med 10 år.

Finland

5 år efter udløbet af det kalenderår, hvori kravet forfaldt til

betaling.

Afbrydelse: Der kan ikke ske afbrydelse.

Norge

3 år efter udløbet af det kalenderår, hvori kravet forfaldt til

betaling.

Afbrydelse: Ved skyldnerens erkendelse. Erkendelsen kan enten

foreligge i form af et forlig eller anden skriftlig erkendelse,

eller den kan bestå i en stiltiende anerkendelse, f.eks. betaling af

renter. Afbrydes også ved foretagelse af udlæg eller ved

lønindeholdelse. Er forældelsen afbrudt løber der en ny 10-årig

frist.

Sverige

5 år efter udløbet af det kalenderår, hvori kravet forfaldt til

betaling.

Afbrydelse: Der kan ikke ske

afbrydelse.

G.3.8 Praktiske foranstaltninger ved anmodning

om inddrivelse

En begæring om inddrivelse skal fremsættes overfor IBA.

Blanket 49.038 benyttes ved krav til de nordiske lande, bortset fra

toldkrav.

Blanket 49.039 med supplement 49.053 benyttes ved skattekrav til

andre lande samt ved skatte- og momskrav m.v. og i "Nordansager". (Fsva

bistandsaftaler beløb min kr. 2.500 se afsnit

G.4.4 .

Fsva Nordan-sager beløb min. 1.500 Euro se afsnit

G.8 ).

Blanket 51.049 benyttes ved EU-anmodning om oplysninger (beløb min.

1.500 Euro).

Blanket 51.050 benyttes ved EU-anmodning om meddelelse/forkyndelse

(beløb min. 1.500 Euro).

Blanket 51.051 benyttes ved EU-anmodning om

inddrivelse/retsbevarende foranstaltninger (beløb min. 1.500 Euro).

Blanket 19.018 benyttes ved krav efter den nordiske toldaftale (

beløb min. 1000 kr.)

Blanketterne kan hentes på såvel intranettet, ekstranettet og

internettet.

Udfyldning

Følgende afsnit skal altid være udfyldt:

cpr. nr. / CVR. nr. samt SE.nr.

navn og adresse i udlandet, evt. arbejdsgiver

skattens/afgiftens art

perioden kravet vedrører

forfalds- og forældelsesdato for det enkelte krav

kravets samlede størrelse

kommunens/regionens navn

underskrift på anmodningen

Betingelser og

dokumentationskrav:

Kravet skal min. udgøre 2.500 kr. excl. renter, tillæg o. lign.

(Grønland dog kun 1.500 kr.)

Der skal som udgangspunkt mindst være 6 måneder til kravet forældes

Dokumentation eller oversigt over kravets opståen skal vedlægges

Krav, der ikke kan dokumenteres, kan ikke fremsendes til inddrivelse

Inddrivelsesmuligheder i Danmark skal være udtømte

Seneste "rykkerbrev" til skyldners adresse i udlandet skal vedlægges

Dokumentation for seneste afbrydelse af forældelsen (udlæg) skal

vedlægges

Ansøgningsblanketter i papirform skal fremsendes i 2

eksemplarer

Krav der er baseret på foreløbige fastsættelser er som udgangspunkt

retskraftige, men i det omfang krav beror på skøn, bør man, inden man

sender kravet til inddrivelse i udlandet prøve, om der er realitet bag

kravet.

G.3.9 Grønland

Den nordiske bistandsaftale jf. overenskomst af 7. december 1989 gælder

som nævnt ovenfor også i forhold til Grønland. Overenskomsten begrænser

ikke og begrænses ikke af den mellem den danske regering og Grønlands

landsstyre den 18. oktober 1979 indgåede overenskomst til undgåelse af

dobbeltbeskatning jf. overenskomsten af 7. december 1989 art. 24, stk. 4.

Der henvises endvidere til bekendtgørelse nr. 37 af 20/1 1986 af aftale i

henhold til punkt 20 i aftale af 18/10 1979 mellem Danmark og Grønland om

bistand i skattesager (dobbeltbeskatningsaftalens artikel 26).

Overenskomsten omfatter følgende skatter: indkomstskat til staten,

kommunal indkomstskat, amtskommunal indkomstskat, kirkeskat, udbytteskat,

renteskat, royaltyskat, skatter i henhold til kulbrinteskatteloven.

Anmodning om bistand kan fremsættes, selv om skatteansættelsen er

påklaget eller indbragt for domstolene.

G.3.10 Den nordiske trækaftale

Den nordiske trækaftale er et tillæg til den nordiske bistandsaftale.

Aftalen regulerer, hvor forskudstræk skal foregå og hvad der skal foregå,

når skat betalt til et land skal overføres til et andet land. Dette kan

skyldes, at en skatteyder arbejder for en virksomhed med et fast

driftssted i udlandet, at arbejdet har varet i mere end 183 dage, eller at

der tale om arbejdsudleje. Når der foreligger en sådan "træksag", hvor

Danmark skal have et skattebeløb overført fra et andet land, skal

inddrivelsen som udgangspunkt stilles i bero indtil en eventuel

mellemregning mellem landene er foretaget. Det overførte beløb indgår i

årsopgørelsen som forskudsskat. Ordningen administreres af

IBA.

G.4 Inddrivelse i medfør af andre

bistandsaftaler

G.4.1 Indledning

Danmark har indgået en række bilaterale aftaler til undgåelse af

dobbeltbeskatning og forebyggelse af skatteunddragelse. Nogle af aftalerne

indeholder bestemmelser om gensidig bistand til inddrivelse af

skatter.

Pr. 15. feb. 2002 har Danmark bilaterale aftaler med følgende lande:

Belgien, Estland, Filippinerne, Frankrig, Holland (Nederlandene), Indien,

Letland, Litauen, Luxembourg, Marokko, Sydafrika, Tyrkiet, Tyskland,

Uganda, Ukraine, USA og Venezuela.

I bilag 1 (G.10) er opregnet navn og dato på de pågældende

dobbeltbeskatningsoverenskomster tillige med nummeret på den artikel, hvor

bistandsbestemmelsen findes.

I bilag 2 (G.11) er opstillet en skematisk oversigt over hvilke skatter

m.v., der er omhandlet af de enkelte overenskomster.

Nedenfor gennemgås indholdet af

bistandsaftalerne.

G.4.2 Hvilke fysiske og juridiske personer er

omfattet ?

Det fremgår af dobbeltbeskatningsoverenskomsternes art. 1 typisk

sammenholdt med art. 3 hvilke personer, der er omfattet af

bistandsbestemmelserne. Det er som hovedregel både fysiske og juridiske

personer.

G.4.3 Skatter, renter m.m

De omfattede skatter er opregnet i dobbeltbeskatningsoverenskomsternes

art. 2. Da det danske skattesystem ændres løbende vil de skatter, der er

nævnt i overenskomsternes art. 2 ikke altid være relevante. Nogle skatter

kan være ophævet. Andre kan være kommet til. Nye skatter, der træder i

stedet for en skat omfattet af aftalen, vil også typisk være omfattet af

aftalen.

Næsten alle bistandsaftaler omfatter renter og omkostninger,

tillægsskat og bøder som ikke har strafferetlig karakter. Det gælder dog

ikke Indien.

G.4.4 Beløbsgrænser

I praksis kan man alene anmode om bistand til inddrivelse af krav over

2.500 kr. eksklusiv renter og gebyrer. Dette gælder uanset om der er

fastsat en lavere beløbsgrænse i den enkelte bistandsaftale. Med hensyn

til Tyskland er beløbet forhøjet til 1500 Euro.

G.4.5 Hvornår kan der anmodes om bistand

?

Forinden et dansk krav søges inddrevet i udlandet, skal det

konstateres, at restanten ikke her i landet har aktiver, der kan gøres til

genstand for udlæg. Anmodning om bistand med inddrivelse af krav må

således kun fremsættes i det omfang, restanten ikke har tilstrækkelige

aktiver her i landet til dækning af det skyldige beløb. De enkelte aftaler

kan være lidt forskellige i formuleringen af dette punkt.

De almindelige regler for inddrivelse skal være opfyldt. Kravet skal

således være eksegibelt, og inddrivelse må ikke være udelukket på grund af

kravets forældelse.

Fristen for påklage af skatteansættelsen skal være udløbet. Skattekrav,

der hviler på en ansættelse, der er påklaget til Landsskatteretten eller

indbragt for domstolene kan ikke søges inddrevet i udlandet. Denne

betingelse gælder dog ikke inddrivelse efter den nordiske aftale.

I forhold til USA gælder det særlige at i tilfælde, hvor den

administrative byrde ved sagerne er ude af proportioner i forhold til den

fordel, der opnås, kan den anmodede stat nægte at efterkomme anmodningen.

Bistanden kan ikke ydes mod fysiske personer, hvis skattekravet vedrører

en skattepligtig periode, hvor den pågældende var statsborger i den stat

til hvilken henvendelsen er rettet (amerikanske statsborgere i USA/danske

statsborgere i Danmark), eller et selskab, et dødsbo eller en "trust",

hvis skattekravet vedrører en skattepligtig periode, i hvilken

skatteyderen oppebar sin status som en sådan enhed fra lovgivningen i den

stat, der modtager anmodningen.

G.4.6 Forældelse

En generel beskrivelse af de danske regler om forældelse af skattekrav

i udlandet er beskrevet i afsnit

G.2.4.2 .

Reglerne om forældelse efter den nordiske bistandsaftale er

beskrevet i afsnit

G.3.7

I dette afsnit behandles forældelsesreglerne som følger af de

bilaterale aftaler, som Danmark har indgået.

Land(e)

Regel

Holland, Tyskland

Ved inddrivelse i disse to lande skal den danske

forældelsesfrist anvendes. Forældelsesafbrydende tiltag foretaget i

inddrivelseslandet virker også forældelsesafbrydende i Danmark under

forudsætning af at tiltagene har tilsvarende virkning efter dansk

ret.

De øvrige lande

Ved inddrivelse i de øvrige lande er udgangspunktet at

forældelsesfristen i inddrivelseslandet anvendes. Har

inddrivelselandet en kortere forældelsesfrist end den danske, kan

inddrivelseslandet vælge at lægge denne til

grund.

G.4.7 Praktisk behandling ved anmodninger om

inddrivelse

Der henvises her til afsnit 3.8.

G.5 EU-direktiver - inddrivelse af skatter og

afgifter i EU

G.5.1 Indledning

I og med at anvendelsen af nationale bestemmelser om inddrivelse er

begrænset til det nationale område, var dette en hindring for det fælles

markeds oprettelse. Man gennemførte derfor ved Rådets direktiv 76/308

fælles regler om gensidig bistand med henblik på

inddrivelse.

G.5.2 Rådets direktiv 76/308/EØF

Ordningen er baseret på Rådets direktiv 76/308/EØF af 15. marts 1976.

Dette grunddirektiv blev i 1979 ændret ved Råds direktiv 79/1071/EØF af 6.

december 1979, hvor ordningen blev udvidet til også at gælde moms. Ved

Rådets direktiv 92/108/EØF af 14. december 1992 blev ordningen yderligere

udvidet til at omfatte visse punktafgifter. Endelig udvides

anvendelsesordningen for inddrivelsesordningen ved Rådets direktiv

2001/44/EF af 15. juni 2001, idet medlemsstaterne nu bl.a også skal yde

hinanden gensidig bistand til inddrivelse af direkte skatter.

På nuværende tidspunkt er det disse 4 direktiver, der i forening udgør

grundlaget for EU-bistandsordningen.

G.5.2.1 Ændring af Rådets direktiv

76/308/EØF

Direktiv 76/308 EØF om gensidig bistand er som ovenfor nævnt senest

ændret ved Rådets direktiv 2001/44/EF af 15. juni 2001.

Den væsentligste ændring findes i direktivets art. 2, der nu også

kommer til at omfatte visse indkomst- og formueskatter, samt beskatning af

forsikringspræmier. Endvidere vil renter, administrative sanktioner og

bøder samt omkostninger vedrørende de fordringer, der er anført i art. 2

være omfattet. Det gælder dog ikke strafferetlige sanktioner efter

gældende lovgivning i den medlemsstat, hvori den myndighed, som anmodes om

bistand befinder sig. Bøder der i henhold til national lovgivning har

strafferetlig karkater kan således undlades inddrevet.

En indeholdelsespligtigs manglende afregning af A-skat findes også at

være omfattet af begrebet "indkomstskat"

i inddrivelsesdirektivet.

De direkte skatter, der er omfattet, er for Danmarks vedkommende

indkomstskat til staten, selskabsskat, den kommunale indkomstskat, den

amtskommunale indkomstskat, kirkeskat, jfr. direktiv 77/799/EØF art. 1,

stk. 3 smh. samme direktivs art. 1, stk. 4. Endvidere alle skatter af

samme eller lignende art, som i fremtiden vil kunne blive opkrævet i

tillæg til eller i stedet for de omhandlede skatter.

For så vidt angår afgifter på forsikringspræmier er følgende omfattet

for Danmarks vedkommende: afgift af lystfartøjsforsikringer, afgift af

ansvarsforsikringer for motorkøretøjer m.v., samt stempelafgift af

forsikringspræmier.

Rådets direktiv 2001/44/EF af 15. juni 2001 er sat i kraft i Danmark

ved lov nr. 218 af 22. april 2002.

G.5.2.2 Hvilke fordringer er omfattet af

direktivet ?

Bistandsordningen omfatter bistand til inddrivelse af:- Fordringer

vedrørende Den europæiske udviklings- og garantifond for landbruget

(FEOGA) dvs. restancer på restitutions- og interventionsbeløb, øvrige

fordringer financieret af fondet i forbindelse med de særlige

landbrugsordninger

Landbrugsimportafgifter, jf. Rådsafgørelse nr. 70/243 EKSF.

Toldfordringer (EU's ydre told og importmoms)

Moms

Punktafgifter på forarbejdet tobak, alkohol, alkoholholdige

drikkevarer og på mineralske olier'Visse indkomst- formue og

forsikringsskatter ( se ovenfor under pkt.

G.5.2.1 ).

G.5.3 Inddrivelse af udenlandske krav, hvor der

ikke er tale om skat

Inddrivelsesdirektivet er gennemført i dansk ret ved lov nr. 8 af 18.

januar 1978 med senere ændringer. Se Justitsministeriets bekendtgørelse

nr. 627 af 15. september 1986.

IBA modtager og kontrollerer udenlandske krav til inddrivelse her i

landet. Inddrivelseskompetencen ligger hos fogedretten. Såfremt restanten

ikke ønsker at betale frivilligt, anmoder IBA fogedretten om at inddrive

kravet. I visse tilfælde anmoder IBA en region om at give møde ved

forretningen. I sager af principiel karakter og sager, hvor der skal

udformes processkrift møder IBA som udgangspunkt

selv.

G.5.3.1 Inddrivelse af udenlandske

skattekrav

I de situationer, hvor inddrivelsesmyndigheden har mulighed for at

anvende såvel en dobbeltbeskatningsaftale som EU-direktivet, bør

inddrivelsesmyndigheden anvende dobbeltbeskatningsaftalen.

Når der er tale om udenlandske skattekrav, vil IBA, efter at man har

foretaget en vurdering af om de formelle regler er overholdt, fremsende

anmodningen til den pågældende kommune til videre foranstaltning. Det er

således den pågældende kommune, der underretter skyldner samt indbringer

eventuelle sager for fogedretten.

Eftersom sagerne normalt ikke vil være af rutinemæssig karakter, og da

der formentlig ofte vil være behov for vejledning af skyldnere om deres

retsstilling efter direktivet, har Justitsministeriet fundet det rigtigst

at overlade det til fogedretterne at foretage

udlæggene

G.5.3.2 Retspraksis

Fogedretterne kan ikke stille spørgsmål ved eller tage stilling til det

materielle i sagen - kan altså ikke prøve en indsigelse imod fordringens

størrelse og eksistens. I følge lovens forarbejder kan fogedretten alene

tage stilling til, om udlægsgrundlaget har den fornødne klarhed for at et

udlæg kan foretages på betryggende vis. Der kan henvises til TfS 2000, 626

og TfS 2000, 842, TfS 2001, 384, TfS 2002, 644 (fogedretskendelser).

Fogedretten kan ikke efterprøve en domsstolsafgørelse af, hvem der

materielt hæfter for gælden. Men er fogedretten ikke tilfreds med

grundlaget - dokumentationen - kan fogedretten efter

inddrivelsesmyndighedens anmodning udsætte fogedforretningen jf. RPL §

502.

Under fogedforretningen skal man være opmærksom på, at såfremt skyldner

gør indsigelse mod selve fordringen, skal denne indsigelse fremsættes

overfor den kompetente myndighed i den anmodende stat. Fogedforretningen

stilles i bero/ suspenderes indtil der foreligger et svar fra den

anmodende medlemsstat jf. artikel 12 i direktivet. I medfør af

ændringsdirektiv 2001/44/EF kan den anmodende medlemsstat dog anmode om at

inddrivelsen gennemføres uanset en indgivet klage.

Når en region anmodes om at give møde i fogedretten er sagen

"grydeklar" forstået på den måde, at IBA har undersøgt diverse systemer

(D/R, TS-TELE mv.) for at skabe overblik over skyldners forhold. Endvidere

har IBA ofte været i skriftlig eller telefonisk kontakt med skyldner med

henblik på at få afklaret om skyldner er enig i grundlaget, således at den

manglende betaling alene skyldes økonomiske årsager, eller om der skal

indhentes ydeligere dokumentation for kravets opståen og eksistens. Ofte

skyldes anmodningen, at skyldner ikke har fået sig afmeldt fra

momsregistrering, eller ikke har indsendt angivelser, hvorved kravet er

blevet foreløbigt fastsat.

Opstår der tvister i fogedretten, som regionen ikke umiddelbart kan

afklare, stilles sagen i bero og sagen forelægges IBA. IBA afgør herefter,

om spørgsmålene skal forelægges den anmodende stat eller om afklaringen

kan finde sted her i landet.

G.5.3.3 Eksempler på rækkevidden af

direktivet

I TfS 2000, 626 fastslog fogedretten, at i tilfælde af indsigelser mod

et udenlandsk kravs eksistens, vil sagen skulle indbringes af den

pågældende person for den kompetente instans i den medlemsstat, i hvilken

den myndighed, der anmoder om bistand, befinder sig, i overensstemmelse

med de i sidstnævnte medlemsstat gældende retsregler.

Fogedretten er altså afskåret fra at prøve indsigelser, der vedrører

kravets eksistens.

Fogedretten fandt, at kravet kunne inddrives, eftersom skyldner havde

været bekendt med kravet længe uden at gøre sine indsigelser gældende

overfor den udenlandske myndighed, og eftersom skyldner i afgørelsen var

blevet gjort bekendt med, at indsigelser skulle gøres gældende inden 15

dage.

Tilsvarende afgørelser er offentliggjort i TfS. 2000, 842 og 2001, 384.

Afgørelserne er ligeledes nævnt i afsnit 5.3.1.

G.5.4 Danske krav der inddrives i medfør af

direktivet

Anmodning om bistand rettes til IBA.

Mindstebeløbet for bistandsanmodning er jf. Rådets direktiv 86/489 af

24. september 1986 1.500 ECU, svarende til ca. 12.000 d.kr.

Ved anmodning om inddrivelse i et andet EU land skal der anvendes en

såkaldt EU-enhedsblanket, jf. Rådets direktiv 77/794 art 2, 8 og 11 (se

afsnit 3.8).

I henhold til Rådets direktiv 77/794 er der en række oplysninger

vedrørende selve fordringen og den person eller virksomhed den er rettet

imod, som skal være tilstrækkeligt klart anført.

Anmodningen skal være underskrevet af den kompetente myndighed

(IBA).

Reglerne om forældelsesforhold er fastlagt i Rådets direktiv 76/308 art

15. Heraf fremgår det, at det er forældelsesreglerne i det anmodende land,

der gælder. Ved dansk anmodning gælder de danske forældelsesregler

således.

Kun modtagerlandets sprog eller engelsk, tysk og fransk kan anvendes i

den gensidige kommunikation.

G.6 Andre aftaler vedrørende told og

afgifter

Danmark har den 11. september 1981 indgået en aftale med de øvrige

nordiske lande om bistand i toldsager (bkg. nr. 92 af. 23. september

1982).

Danmark indgik den 2. juni 1992 en aftale med Polen om gensidig bistand

i toldsager ( bekendtgørelse nr. 123 af 11. december 1992). Denne aftale

er suspenderet med virkning fra 7. marts 1997, da de polske

toldmyndigheder har oplyst, at den polske lovgivning ikke giver mulighed

for at yde bistand til inddrivelse af udenlandske

krav.

G.7 OECD-Konventionen

Ved lov nr. 132 af 26. februar 1992 om gensidig administrativ bistand i

sager om direkte og indirekte skatter mellem stater, der er medlem af

Europarådet eller OECD er der skabt et udvidet grundlag for det

internationale samarbejde.

OECD-konventionen trådte i kraft 1.4.1995, hvor 5 lande - Danmark,

Norge, Sverige, Finland og USA - havde ratificeret konventionen, USA dog

med forbehold for så vidt angår bistand ved opkrævning. Efterfølgende har

Holland, Polen og Belgien tiltrådt konventionen. Holland er omfattet af

konventionen fra 15. oktober 1996. Polen er omfattet af konventionen fra

1. oktober 1997. Endelig er Belgien omfattet fra 1. november 2000.

Indholdet i OECD-konventionen er i store træk sammenfaldende med den

nordiske bistandsaftale. Konventionen omfatter administrativ bistand i

form af udveksling af oplysninger, embedsmænds deltagelse i

skatteundersøgelser i et andet land, bistand til inddrivelse af skatte- og

afgiftskrav og bistand ved forkyndelse af dokumenter.

OECD-konventionens selvstændige betydning i forhold til de øvrige

overenskomster med hensyn til udveksling af oplysninger er ret begrænset,

idet konventionen kun vil finde anvendelse ved udveksling af oplysninger

om andet end direkte skatter, når der er tale om lande uden for EU,

bortset fra øvrige nordiske lande.

Konventionen kan derimod få stor selvstændige betydning ved bistand til

inddrivelse af skatte- og afgiftskrav i lande udenfor EU og Norden, idet

kun ganske få dobbeltbeskatningsaftaler indeholder bestemmelser om

inddrivelse - og i givet fald jo kun vedrørende direkte skatter. Man må

imidlertid være opmærksom på, at konventionen bygger på et

gensidighedsprincip, og at USA, har taget forbehold med hensyn til bistand

ved inddrivelse.

G.8 Inddrivelsemuligheder i lande med hvilke der

ikke eksisterer en inddrivelseaftale

Såfremt der med et land ikke er indgået aftale om gensidig bistand med

inddrivelse af skatter og afgifter, har kravet hidtil været søgt

inddrevet via Udenrigsministeriet.

Fra medio november 2002 har ToldSkat som et led i en

forsøgsordning indgået en aftale med inkassofirmaet Nordan A/S, Brøndby,

om inddrivelse af danske skatte- og afgiftskrav hos personer med bopæl i

udlandet. Aftalen vedrører udelukkende inddrivelse i de lande, som Danmark

ikke har en inddrivelsesaftale med, eller hvor inddrivelsesaftalen ikke

kan finde anvendelse. Firmaet har en tilsvarende aftale med

Finansstyrelsen om inddrivelse af studiegældsrestancer.

Aftalen medfører, at sagerne ikke længere sendes til den danske

udenrigsrepræsentation i det pågældende land, men i stedet via IBA til det

nævnte inkassofirma, der herefter forestår de videre tiltag.

Udgangspunktet er dog, at de sager der allerede er fremsendt til den

danske udenrigsrepræsentation skal forblive der.

Inkassofirmaet anvender de retsmidler, der er i det pågældende land til

at inddrive kravet.

Den anmodende myndighed skal ved fremsendelsen af begæringen til IBA

vedlægge korrespondance eller anden form for dokumentation, der viser at

myndigheden forgæves har forsøgt at få skyldner til at betale beløbet. Det

er som udgangspunkt en forudsætning for at inddrivelsen kan finde

sted, at den anmodende myndighed er bekendt med restantens adresseforhold

i udlandet.

Ved hver sagsoprettelse vil der blive opkrævet et gebyr på kr. 300 +

moms hos den pågældende kommune /region, i lighed med det, der hidtil har

været praktiseret vedrørende "ambassadesagerne", hvor gebyret var 450 kr.

Ud over oprettelsesgebyret kan der påløbe et mindre gebyr, hvis der skal

indhentes adresseoplysning. Derudover er hovedprincippet, at firmaet tager

sig betalt for ydelsen ved en provision af det inddrevne beløb.

Provisionen varierer mellem 10 og 35 % afhængigt af landet.

Beløbsgrænsen for fremsendelse af sag til inddrivelse er fastsat til

1.500 EURO / 11.250 kr.

I tilfælde hvor inddrivelsesforsøg har vist sig forgæves, og der er

begrundet formodning om, at restanten er i besiddelse af påviselige

aktiver, kan spørgsmål om retslig inddrivelse i det pågældende land

forelægges IBA. Afgørelsen af om inddrivelsesforretningen skal forsøges

gennemført, træffes af IBA i samråd med Told- og Skattestyrelsen.

Inddrivelse gennem privat advokat - eller inkassovirksomhed m.v. må

ikke finde sted uden Told- og Skattestyrelsens tilladelse.

G.9 Inddrivelse af udenlandske krav i

Danmark

G.9.1 Indledning

I dette afsnit omtales spørgsmålet om inddrivelse af udenlandsk krav i

Danmark.

Hovedreglen er, at udenlandsk krav skal inddrives efter samme regler

som gælder for danske skatter. Det skal dog bemærkes, at Danmark som

inddrivelsesmyndighed for et udenlandsk krav ikke kan anvende et

inddrivelsesmiddel, der ikke findes i det pågældende ansøgerland. Denne

fortolkning gælder både i relation til den nordiske bistandsaftale og de

dobbeltbeskatningsoverenskomster, der indeholder en bestemmelse om bistand

til inddrivelse, se således skattedepartementets meddelelse maj 1985,

hæfte 74, nr. 75, hvor det blev fastslået at et tysk skattekrav ikke kunne

inddrives her i landet hos restantens ægtefælle i henhold til

kildeskattelovens § 72, stk. 2, idet denne inddrivelsesmulighed ikke

består i Tyskland. Ved inddrivelse i medfør af inddrivelsesdirektivet er

det dog inddrivelseslandets regler, der finder anvendelse jf. art. 6 i

Rådets direktiv 76/308/EØF af 15. marts 1976.

G.9.2 Hvilke personer er omfattet ?

Den nordiske bistandsaftale indeholder ikke nogen personbegrænsninger,

som f.eks. krav om at skyldner er eller har været bosat i

inddrivelseslandet. I praksis vil andre nordiske myndigheder kunne anmode

om bistand, dersom skyldneren er bosat, opholder sig eller har aktiver i

Danmark eller dersom skyldner har en arbejdsgiver hjemmehørende i

Danmark.

I og med at selskaber og andre juridiske personer også omfattes af den

nordiske bistandsaftale, kan nordiske myndigheder anmode om bistand til

inddrivelse overfor ethvert selskab hjemmehørende i Danmark. Anmodningen

kan også omfatte et selskab hjemmehørende i et andet nordisk land eller

tredje land, såfremt det har formuegenstande i Danmark.

Ved inddrivelse af krav for de øvrige lande, som Danmark har aftaler

med er reglerne mere restriktive. Skyldner kan både være en person og et

selskab. Såfremt skyldner senere er flyttet til et tredje land, kan den

udenlandske myndighed anmode Danmark om bistand til inddrivelse, hvis blot

vedkommende skyldner har været bosat eller hjemmehørende enten i Danmark

eller i anden medlemsstat da skatten påløb.

G.9.3 Beløbsgrænser

Myndighederne i de nordiske lande er enige om ikke at inddrive krav

under 2.500 norske kroner, 1.500 finske mark, 25.000 islandske kroner og

2.500 svenske kroner, eksklusive renter og afgifter jf. bilag 1 i den

nordiske bistandsaftale. Med Grønland har Danmark dog en aftale om ikke at

inddrive krav under 1.500 kroner, eksklusiv renter og afgifter. Med

Færøerne er grænsen aftalt til 2.500 kroner.

IBA kontrollerer generelt, om beløbsgrænsen er overholdt i forhold til

aftalen med det ansøgende land. Som udgangspunkt fremsættes kun

ansøgninger, når hovedkravet omregnet til danske kroner udgør mindst kr.

2.500.

Sendes der efterfølgende en anmodning udelukkende vedrørende

inddrivelse af renter gælder minimumsbeløbet

også.

G.9.4 Hvem er inddrivelsesmyndighed

Told- og Skattestyrelsen er overordnet kompetent myndighed. Kompetencen

er imidlertid uddelegeret til IBA, som en såkaldt dekoncentreret opgave.

En anmodning om inddrivelse af en udenlandsk skat/afgift(de nordiske

lande) sendes således til IBA. Er der tale om en personskatterestance

anmoder regionen den kommunale pantefoged om at forestå inddrivelsen. Er

der tale om selskabsskat eller en afgift (de nordiske lande) forestår den

relevante region inddrivelsen

G.9.5 Inddrivelses- og

sagsbehandlingsregler

IBA kontrollerer sagen vedrørende beløb og formalia. Opfylder

anmodningen de fastlagte betingelser omkring beløb og formalia kvitteres

der for modtagelsen samtidig med, at kravet sendes til inddrivelse hos

kommune eller region.

I nordisk regi er det aftalt, at man en gang årligt skal orientere om

inddrivelsessituationen. Såfremt kommunen ikke orienterer IBA om

ovenstående, er IBA forpligtet til at rykke kommunen og anmode om en

status.

Inddrivelsesmyndigheden kvitterer for modtagelsen og sender en

betalingsanmodning til skyldneren, hvorefter kravet inddrives. Afregning

skal ske løbende (månedligt) til IBA. IBA skal orienteres om

indbetalingsdato (valørdato) til kommunen/regionen.

Al kontakt mellem inddrivelsesmyndigheden og den udenlandske myndighed

skal foregå via IBA. Inddrivelsesmyndigheden skal holde IBA orienteret om

udviklingen i sagen, og skal sende kopi af forældelsesafbrydende tiltag

som foretages. IBA orienterer udlandet om handlingerne. Såfremt

inddrivelsesmyndigheden vurderer, at det udenlandske krav må anses for

uerholdeligt, returneres kravet til IBA med fornøden begrundelse om

årsag.

Senest i forbindelse med returneringen af en anmodning skal

inddrivelsesmyndigheden oplyse, hvornår hver enkelt indbetaling er

modtaget. Dette af hensyn til renteberegningen i

udlandet.

G.9.6 Modregning og lønindeholdelse

Et udenlandsk skattekrav/afgift der søges inddrevet i Danmark, kan

inddrives med modregning i fx. overskydende skat eller ved

lønindeholdelse, såfremt Danmark har indgået en aftale med det pågældende

land om gensidig bistand ved inddrivelse og såfremt en tilsvarende

mulighed findes i ansøgerlandet. Dette gælder dog ikke krav, der inddrives

i medfør af EU-direktivet (Rådets direktiv

76/308/EØF).

G.9.7 Prioritetsregler,

(dækningsrækkefølge)

Et udenlandsk krav indgår i prioritetsrækken på samme måde som et dansk

krav. Et udenlandsk skattekrav, der er fremsendt til inddrivelse i Danmark

opkræves således forud for senere forfaldne krav i her i

landet.

G.9.8 Konkurs- og gældssanering

En udenlandsk myndighed har mulighed for at anmelde et krav i et dansk

konkursbo. Hvis et udenlandsk krav er til inddrivelse her i landet, skal

den udenlandske myndighed orienteres om konkursdekretet.

For gældssanering gælder, at et udenlandsk krav som udgangspunkt ikke

er omfattet af en dansk gældssanering. Lader skifteretten det udenlandske

krav indgå i gældssaneringen, er den udenlandske myndighed ikke forpligtet

til at respektere dette, og kan kræve pengene inddrevet ved

individualforfølgning mod skyldner. De danske inddrivelsesmyndigheder kan

dog ikke bistå med opkrævningen.

G.9.9 Forældelse

Når en udenlandsk myndighed anmoder de danske myndigheder om at bistå i

forbindelse med inddrivelse skal tidspunktet for, hvornår forældelse

indtræder normalt være angivet.

Krav der inddrives efter den nordiske bistandsaftale og EU-direktivet

(Rådets direktiv 76/308/EØF) forældes efter reglerne i det land, der

fremsætter begæring om inddrivelse. Krav der inddrives efter en

dobbeltbeskatningsoverenskomst forældes som udgangspunkt efter danske

regler.

For så vidt angår spørgsmålet om forældelse i relation til Tyskland har

Vestre Landsret ved dom af 9. april 1999 (TfS 1999, 807) udtalt, at

spørgsmålet om indtræden af forfaldstid for et tysk skattekrav, der af de

tyske myndigheder begæres inddrevet i Danmark skulle afgøres efter de

tyske regler. Herefter var det en forudsætning for inddrivelse i Danmark,

at kravet ikke var forældet efter hverken danske eller tyske

regler.

G.9.9.1 Eksempler på udenlandske

forældelsesregler

Land

Regel

Grønland

5 år efter forfaldsdagen (danske regler)

Afbrydelse af forældelsen: Danske regler

Finland

5 år efter udløbet af det kalenderår, hvori kravet forfaldt til

betaling

Afbrydelse af forældelsen: Der kan ikke ske afbrydelse af

forældelsen, som forudsat iht. artikel 14.3 i den nordiske

bistandsaftale.

Ved udlæg i fast ejendom før forældelse kan man modtage

afregning på kravet ved et senere salg.

Ved anmeldelse i et konkursbo kan man modtage dividende ved

efterfølgende udlodning.

En gældssaneringskendelse er ikke forældelsesafbrydende.

Dividenden kan kun afregnes indtil kravet

forældes.

Færøerne

Danske regler

Afbrydelse af forældelse: Danske regler

Island

4 år efter forfaldsdagen

Afbrydelse: Ved udlæg, anmodning om tvangsauktion, sagsanlæg,

anmeldelse i konkurs, frivillig indbetaling fra skyldner og

skyldners anerkendelse af kravet forlænges fristen med 4

år. Ved dom forlænges fristen med 10 år.

Norge

3 år efter udløbet af det kalenderår, hvori kravet forfaldt til

betaling

Afbrydelse af forældelse: Kan afbrydes ved skyldnerens erkendelse

af skylden. Erkendelsen kan enten foreligge i form af et forlig

eller en anden skriftlig erkendelse, eller den kan bestå i en

stiltiende anerkendelse, f.eks ved betaling af renter. Endvidere kan

forældelsen afbrydes ved udlæg. Er forældelsen afbrudt løber der

denne gang en 10-årig forældelsesfrist.

I lighed med Danmark har Norge regler om suspension af

forældelsen, når man mangler kendskab til skyldnerens opholdssted.

Man skal dog aktivt have udtømt mulighederne for oplysninger, bl.a.

ved adresseforespørgsel til bopælsstaten.

Sverige

5 år efter udløbet af det kalenderår, hvori kravet forfaldt til

betaling

Afbrydelse af forældelse: Der kan ikke ske afbrydelse af

forældelsen, som forudsat iht artikel 14.3 i den nordiske

bistandsaftale.

Ved udlæg i fast ejendom før forældelse kan man modtage

afregning på kravet ved et senere salg. Udlæg må kun foretages,

hvis det vurderes, at udlægget kan indfries ved en

tvangsrealisation af ejendommen.

Ved anmeldelse i et konkursbo kan man modtage dividende ved

efterfølgende udlodning.

En gældssaneringskendelse er ikke forældelsesafbrydende.

Dividenden kan kun afregnes indtil kravet

forældes.

Tyskland

5 år efter udløbet af det kalenderår, hvori kravet forfaldt til

betaling.

Afbrydelse af forældelse: Forældelsen afbrydes ved skriftlig

fremsættelse af kravet, udsættelse af betalingsfristen, henstand,

udsættelse af fuldbyrdelsen, udlægsforanstaltning, anmeldelse i

konkurs og ved myndighedens tilvejebringelse af oplysninger om

skyldners bopæl eller opholdssted.

Afbrydelsen af forældelsen ved forlængelse af

betalingsfristen, henstand m.v. fortsætter indtil henstanden m.v.

er ophørt.

Med udløbet af kalenderåret, hvor afbrydelsen er endt,

begynder en forældelsesfrist på 5

år.

G.9.10 Inddrevne beløb

De inddrevne beløb sendes af inddrivelsesmyndigheden til IBA, der

sender beløbet videre til den udenlandske

myndighed.

G.10 Bilag 1

Belgien

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 16. oktober 1969 jf. bekendtgørelse

nr. 5 af 20. januar 1971, art. 27,2 og Skatteministeriets cirkulære nr.

166 af 27. juni 1972 (vejledning) pkt. 48.

Estland

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 4. maj 1993 jf. Skatteministeriets

bekendtgørelse nr. 22 af 21. februar 1994 art. 28.

Filippinerne

Overenskomst af 30/6 1995 art. 27. Se bekendtgørelse nr. 11 af 30/1

1997.

Frankrig

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 8. februar 1957 jf. bekendtgørelse

nr. 36 af 27. juni 1958 og Skattedepartementets cirkulære nr. 218 af 12.

oktober 1960 (vejledning), art. 24 jf. art. 1.

Holland (Nederlandene)

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 1/7 1996 jf. bekendtgørelse nr. 4 af

22/4 1998. Se artikel 27 og 28 samt bilateral aftale af 22. februar 1999

jf. bekendtgørelse nr. 58 af 1. juli 1999.

Indien

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 8. marts 1989, jf. bekendtgørelse nr.

118 af 10. november 1989, art. 27 jfr. art. 2.

Letland

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 10. december 1993 art. 28 jf. art. 2

samt bekendtgørelse nr. 31 af 15. maj 2000 af aftale mellem Danmark og

Letland om gensidig administrativ bistand i skattesager.

Litauen

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 13. oktober 1993 samt protokol af 21.

februar 1994. Se art. 28.

Luxembourg

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 17. november 1980 jf. bekendtgørelse

nr. 95 af 23. september 1982 og Skatteministeriets cirkulære nr. 74 af 28.

april 1982 (vejledning), art. 27 jf. art. 2.

Marokko

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 8. maj 1984, art. 27 jf. art. 2.

Sydafrika

Bekendtgørelse nr. 7 af 29/1 1996 af overenskomst af 21/6 1995 med

Sydafrika. art. 27.

Tyrkiet

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 30. maj 1991 art. 26 jf. art. 2.

Se bekendtgørelse nr. 129 af 14/12 1993.

Bekendtgørelse nr. 158 af 6/12 1996 af overenskomst af 22/11 1995 art.

29, 33, 34, 35, 36, 37, 38, 39 og 40.

Uganda

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 14. januar 2000 jf. bekendtgørelse

nr. 22 af 22. juni 2001, art. 28.

Ukraine

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 5/3 1996, se bekendtgørelse nr. 161

af 3/10 1996.

USA

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 19. august 1999 jf. bekendtgørelse

nr. 13 af 14. april 2000 art. 27.

Venezuela

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 3. december 1998 jf. bekendtgørelse

nr. 34 af 4. december 2001 art. 28.

G.11 Bilag 2

Skatter

Belgien

Estland

Filippinerne

Frankrig

Holland

Indien

Letland

Litauen

Indkomstskat (stat)

x

x

x

x

x

x

x

x

Kommuneskat

x

x

x

x

x

x

x

x

Amtskommunalskat

x

x

x

x

x

x

x

kulbrinteskat

x

x

x

x

x

x

x

x

kirkeskat

x

x

x

x

x

x

x

x

udbytteskat

x

x

x

x

x

x

renteskat

x

x

x

x

x

royalty-skat

x

x

x

x

x

særlig indkomstskat 1)

x

x

x

x

x

x

formueskat 2)

x

x

x

x

x

selskabsskat

x

ejendomsskat

x

ejendomsværdiskat

x

x

x

x

pensionsafkastskat

x

x

x

x

x

Skatter

Luxembourg

Marokko

Sydafrika

Tyrkiet

Tyskland

Uganda

Ukraine

USA

Venezuela

Indkomst-skat (stat)

x

x

x

x

x

x

x

x

x

Kommune-skat

x

x

x

x

x

x

x

x

x

Amtskom-munalskat

x

x

x

x

x

x

x

x

x

kulbrinte-

skat

x

x

x

x

x

x

x

x

kirkeskat

x

x

x

x

udbytteskat

x

x

x

x

rente

x

x

x

royalty-skat

x

x

x

særlig ind-

komsskat 1)

x

x

x

x

formueskat 1)

x

x

x

selskabsskat

x

ejendoms-skat

x

afgift af arv

og gave

x

frigørelses-

afgift

x

registrerings-afgift

x

;

vægtafgift

x

afgift af ansvars-forsikring

x

pensions-afkastskat

x

x

x

Overenskomsten omfatter særlig indkomstskat for så vidt angår

indkomstår, der ligger før 1. januar 1996.

Overenskomsten omfatter formueskatter for så vidt angår indkomstår,

der ligger før 1. januar 1997.

Arbejdsmarkedsbidrag og SP-bidrag er ikke omfattet af

bistandsaftalerne.

Lignende dokumenter