MOMSVEJL., AFGØRELSER 1989 0657Ø UFR LOKAL-TV - ERHVERVSMÆSSIG VIRKSOMHED
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
0657Ø UfR Lokal-tv - erhvervsmæssig virksomhed
Østre Landsrets dom af 28. marts 1989
Et interessentskab blev anset for stiftet med erhvervsmæssigt formål for
øje og dermed momspligtigt, selv om det gav underskud.
4 erhvervsvirksomheder stiftede i 1984 et interessentskab I, som anmeldtes
til momsregistrering pr. 1. oktober s.å. og indgik aftale med en fond, der
havde tilladelse til at drive lokal fjernsynsvirksomhed. Ifølge aftalen påtog
I sig den programmæssige, tekniske og økonomiske drift af programvirksomheden
for egen regning, hvorfor eventuelt underskud skulle bæres af I. Med virkning
fra 1. oktober 1985 slettedes I af momsregistret, idet Skatteministeriet
hævdede, at registreringen var sket ved en fejl.
Det blev anset for godtgjort, at erhvervsvirksomhederne havde stiftet I og
indgået samarbejdsaftalen med erhvervsmæssigt formål for øje, og at
momsregistreringen den 1. oktober 1984 derfor var sket med rette. Da den
omstændighed, at I ved dets ophør i marts 1986 endnu ikke havde givet
overskud, ikke kunne medføre andet resultat, fandtes afmeldelsen fra
momsregistreringen den 1. oktober 1985 at være sket med urette.
Denne sag udspringer af, at sagsøgeren, Kanal 1, København I/S, med
virkning fra den 1. oktober 1985 blev afmeldt fra registrering som
momspligtig. Sagsøgeren gør gældende, at afmeldingen er sket med urette,
medens sagsøgte, Ministeriet for Skatter og Afgifter, er af den modsatte
opfattelse.
Det sagsøgende interessentskab stiftedes i 1984 af Aller Press A/S, A/S
Nordisk Films Kompagni og Gutenberghus og anmeldtes til momsregistrering pr.
1. oktober 1984. Registrering fandt sted i overensstemmelse hermed. I
november samme år indtrådte Københavnske Dagblades TV I/S som medinteressent,
således at der ultimo 1984 var 4 interessenter.
Den 4. oktober 1984 indgik sagsøgeren en samarbejdsaftale med Lokal-TV
Fonden i Det Grønne Område, som ved skrivelse af 6. september 1983 fra
Kulturministeriet havde fået tilladelse til forsøg med lokal
Læs alt
fjernsynsvirksomhed i tiden indtil den 31. marts 1986 på vilkår blandt andet,
at reklamer i eller i tilknytning til programmerne ikke må forekomme, og at
sponsorvirksomhed ikke er tilladt. Samtidig bevilgede ministeriet fonden et
tilskud til forsøgsvirksomhed på 350.000 kr.
I samarbejdsaftalen betegnes sagsøgeren som KIS og medkontrahenten som LF.
Det hedder i aftalen blandt andet:
§ 1
KIS bistår fra 1. oktober 1984 og indtil videre dog mindst i en periode af
seks måneder - LF med udøvelsen af den TV programvirksomhed, LF skal udøve i
henhold til sin TV sendetilladelse.
§ 2
KIS forestår den programmæssige, tekniske og økonomiske drift af
programvirksomheden. Denne virksomhed sker for KIS's egen regning, hvorfor
eventuelt underskud skal bæres af KIS.
§ 3
I forbindelse med LF's lokal-TV forsøg vil mulighederne for abonnement-TV
blive undersøgt som en del af virksomheden.
§ 4
For tilskud, bidrag, gaver mv., det være sig fra offentlig eller privat
side, til LF producerer KIS efter LF's bestyrelses anvisninger TV programmer
til udsendelse inden for forsøgets identitet og formål.
§ 7
Det er begge parters udtrykkelige ønske, at sendetilladelsen med
Lokalradio og TV-udvalgets godkendelse overføres til KIS. Begge parter vil
arbejde på en sådan overførsel. LF skal efter en eventuel overførsel have
indsigt i og indflydelse på TV forsøget.
LF har den overordnede redaktionelle ledelse af programvirksomheden, men
ethvert retligt ansvar for udsendelserne skal påhvile en af KIS ansat
ansvarshavende redaktør.
Af sagsøgerens regnskab for året 1984, der dækker perioden fra den 4.
oktober til den 31. december 1984, fremgår, at indtægterne har udgjort 0 kr,
udgifterne 5.314.772 kr. Egenkapitalen, 6,5 mill. kr, der var tilvejebragt i
form af indskud på 2 mill. kr. fra A/S Nordisk Films Kompagni og 2 mill. kr.
fra Københavnske Dagblades TV I/S, 1,5 mill. kr. fra Gutenberghus og 1 mill.
kr. fra Aller Press A/S, androg dermed ultimo 1984 1.185.228 kr.
Sagsøgerens resultatopgørelse for 1985, der dækker hele kalenderåret,
udviser indtægter på 1.668.890 kr. og et negativt resultat på 57.331.735 kr.
I årets løb var af Gutenberghus indskudt 15,5 mill. kr, af A/S Nordisk Films
Kompagni 15 mill. kr, af Københavnske Dagblades TV I/S knap 14 mill. kr. og
af Aller Press A/S 9 mill. kr. De samlede aktiver androg ultimo 1985
12.544.772 kr. heraf tilgodehavende moms for 2. - 4. kvartal 1985 4.515.572
kr. Egenkapitalen androg 560.928 kr. Aller Press A/S var i årets løb udtrådt
med en andel i underskud på 8.876.032 kr, og ultimo 1985 udtrådte
Københavnske Dagblades TV I/S med en underskudsandel på 16.151.901 kr.
Ved skrivelse af 9. december 1985 meddelte sagsøgte vidnet
administrationschef Karl Skovbæch Pedersen følgende, hvorved bemærkes, at
Weekend TV og sagsøgeren er identiske:
"Direktoratet for Toldvæsenet har meddelt ministeriet, at Weekend TV
den 1. oktober 1984 er blevet momsregistreret, og har spurgt, om
virksomhedens registrering kan opretholdes.
Direktoratet har nærmere oplyst, at Distriktstoldkammer 3 (Sydvest),
hvorunder virksomheden er registreret, i august i år blev opmærksom på, at
virksomheden eventuelt var blevet registreret i strid med de gældende
retningslinier.
Virksomheden har for oktober kvartal 1984 og januar kvartal 1985 fået
udbetalt godt 3,4 mio kr. i negative afgiftstilsvar, mens distriktstoldkamret
har tilbageholdt det anmeldte negative afgiftstilsvar på små 2 mio. kr. for
april kvartal under hensyn til usikkerheden om virksomhedens momsmæssige
stilling.
Virksomhedens direktør, Jens Jordan, har efter et møde på toldkamret i en
skrivelse af 30. august anført, at Weekend TV er i gang med erhvervsmæssigt
at opbygge en tv-produktionsvirksomhed med henblik på at imødekomme den
stigende efterspørgsel efter tv-produktioner. Weekend TV har ikke selv
sendetilladelse, og har derfor som udgangspunkt for virksomheden indgået en
samarbejdsaftale med en sendetilladelsesindehaver.
De har på et møde i direktoratet den 3. oktober nærmere redegjort for
Weekend TV's virksomhed.
På et møde i ministeriet den 5. ds. har De bl.a. gjort gældende, at
Weekend TV ikke ville have ofret så mange penge på virksomheden, hvis ikke
der var muligheder for en betydelig fremtidig indtjening, og at
forsøgsperioden ikke kan betragtes isoleret, men må anses som en
produktudviklingsperiode. De mener ikke, at det er rimeligt at nægte
virksomheden fradragsret for de nødvendige udviklingsomkostninger.
Ministeriet meddelte i 1982 kulturministeriet, at virksomheder, som får
tilladelse til forsøg med lokal radio og fjernsynsvirksomhed, ikke i den 3
årige forsøgsperiode er omfattet af registreringspligten efter momsloven, og
at der heller ikke i forsøgsperioden vil være mulighed for valgfri
registrering. Afgørelsen er gengivet i Kulturministeriets "Vejledning om
nogle retlige forhold af særlig betydning for lokale radio og
fjernsynsforsøg".
Weekend TV er omfattet af denne afgørelse. Det bemærkes, at det er uden
betydning, om en virksomhed under forsøgsordningen selv har fået en
sendetilladelse eller blot benytter en sådan.
Weekend TV burde ikke have været registreret. Afmeldingen vil efter
omstændighederne ske med virkning fra 1. juli 1985.
I skrivelse af 13. januar 1986 svarede Skovbæch Pedersen, at sagsøgeren
mente sig berettiget og forpligtet til at være momsregistreret. Det hedder i
brevet blandt andet:
"Forholdet er det, at interessenterne alle, og især de
tilbageværende, nemlig Nordisk Films Kompagni A/S og Gutenberghus, er stærkt
erhvervsmæssigt engageret i kommunikationsvirksomhed af enhver art.
- - -
Weekend TV eller Kanal 1 København/Kanal Plus er organiseret som et
fællesprojekt, hvor interessenterne netop på grund af mediaområdets
vanskelige tilgængelighed og store kapitalbehov har set sig nødsaget til at
se stort på tidligere konkurrentforhold og samle kræfterne om et
udviklingsprojekt, der kunne sikre de enkelte virksomheders og deres
medarbejderes fremtidige overlevelsesmuligheder.
For interessenterne er det uden for enhver tvivl, at et udviklingsprojekt,
hvor programredaktion og -produktion foretages enten med henblik på salg til
Danmarks Radio, udenlandske stationer eller blot til internt udviklingsformål
vil være omfattet af de enkelte virksomheders momsregistrering eller i givet
fald en fælles registrering. Det må tillige være uden for enhver rimelig
tvivl, at dette ville gælde uanset, om de mere eller mindre færdige
udviklingsprodukter blev solgt og uanset til hvilken pris. Det må være vor
suveræne afgørelse hvilken prisdannelse, der skal være gældende.
Det eneste forhold, ministeriet begrunder sin afgørelse med i sin
skrivelse af 9. ds., er, at ministeriet i 1982 har meddelt Kulturministeriet,
at sendetilladelsesindehavere ikke omfattes af registreringspligten eller
-retten.
Mundtligt har ministeriet uddybet disse betragtninger derhen, at
Folketinget ved vedtagelsen af lov om radiovirksomhed alene har omtalt en
type tilskud, nærmere bestemt et mindre beløb fra stat og amter/kommuner.
Dette har imidlertid ingen betydning for vore selskaber allerede af den
grund, at interessentskabet ikke har sendetilladelse og derfor aldrig fra
Kulturministeriet har modtaget den i ministeriets brev omtalte
"Vejledning om nogle retlige forhold af særlig betydning for lokale
radio og fjernsynsforsøg".
Såfremt ministeriet måtte have ret i sin antagelse af, at pligtig
registrering ikke kan komme på tale - og ministeriets brev af 9. ds. må vel
nærmest forstås derhen - er den foretagne registrering at anse for en efter
ministeriets opfattelse fejlagtigt foretagen frivillig registrering.
En sådan kan ikke ophæves før to år efter registreringen (Momslovens § 6).
På denne baggrund fastholder Weekend TV kravet om at være momsregistreret,
og vi anmoder om at vor sag genoptages af ministeriet.
- - -
Under alle omstændigheder må momsgodtgørelse af de anførte grunde finde
sted for indgående afgift hidrørende fra kontrakter, indgået før ministeriets
afgørelse er kommet frem det vil sige den 10. december 1985".
Som svar herpå modtog Skovbæch Pedersen en skrivelse af 29. januar 1986
fra sagsøgte, hvorefter ministeriet med den givne begrundelse måtte
fastholde, at Weekend TV var blevet momsregistreret ved en fejl. Da
virksomheden imidlertid først i august 1985 af toldvæsenet var blevet gjort
opmærksom på, at registreringen eventuelt ikke kunne opretholdes, tillodes
det efter omstændighederne, at afmeldingen først fik virkning fra den 1.
oktober 1985. Samtidig frafaldt ministeriet krav om, at Weekend TV
afgiftsberigtigede sine driftsmidler mv. ved afmeldelsen.
Som advokat for sagsøgeren påklagede landsretssagfører Spang- Hanssen i
skrivelse af 30. juni 1986 denne afgørelse, idet han anmodede ministeriet om
at tillade, at Weekend TV, der nu havde indstillet sin virksomhed,
momsregistreredes for perioden fra den 1. oktober 1984 til virksomhedens
ophør den 31. marts 1986.
Det hedder i brevet blandt andet:
"Baggrunden for, at Weekend TV blev nægtet momsregistrering, var, at
Ministeriet for Skatter og Afgifter i 1982 meddelte Kulturministeriet, at
virksomheder som får tilladelse til forsøg med lokal radio og
fjernsynsvirksomhed, ikke i den 3-årige forsøgsperiode er omfattet af
registreringspligten efter momsloven, og at der heller ikke i forsøgsperioden
ville være mulighed for valgfri registrering.
Ministeriet overser herved, hvad der var ministeriets egen forudsætning
for, at foreninger/virksomheder, der fik tilladelse til forsøg med lokal
radio og fjernsynsvirksomhed, ikke i forsøgsperioden ville være omfattet af
registreringspligten efter merværdiafgiftslovens § 3, stk. 1.
Det udtales således efter denne konklusion i ministeriets brev af 2.
december 1982 til Kulturministeriet, at "det er herved forudsat, at
aktiviteterne i forsøgsperioden hovedsagelig bliver finansieret ved offentlig
støtte uden egentlige egenindtægter, således at der ikke bliver tale om
erhvervsmæssig virksomhed, jf. § 3, stk. 1".
Weekend TV opfylder på ingen måde denne forudsætning, idet Weekend TV ikke
blev finansieret ved offentlig støtte, men ved bidrag fra interessenterne,
Nordisk Films Kompagni A/S, Gutenberghus, Aller Press og De Københavnske
Dagblade. For Weekend TV's vedkommende har der således utvivlsomt været tale
om erhvervsmæssig virksomhed.
Endvidere skal jeg bemærke, at fortolkningen af reglerne i
merværdiafgiftsloven for så vidt angår forsøg med lokal radio og
fjernsynsvirksomhed blev fastsat i en vejledning, der var affattet af
Kulturministeriet. Det kan ikke være rigtigt, at Kulturministeriet fastsætter
nærmere bestemmelser om, hvorledes regler der hører under Ministeriet for
Skatter og Afgifter, skal administreres."
Den 11. juli 1986 svarede sagsøgte, at ministeriet fastholdt den trufne
afgørelse, idet det bemærkedes, ". . . at det med afgørelsen fra 1982
var forudsat, at aktiviteterne i forsøgsperioden hovedsagelig blev
finansieret ved offentlig støtte uden egentlige egenindtægter, for eksempel
reklameindtægter. Baggrunden var derfor, som De anfører, at der ikke bliver
tale om erhvervsmæssig virksomhed i momsmæssig henseende.
Selv om det har vist sig, at den offentlige støtte ikke har kunnet klare
finansieringsbehovet, ændrer det ikke grundsynspunktet om, at der i denne
forsøgsperiode ikke er tale om erhvervsmæssig virksomhed. Der har da også
allerede i ministeriets meddelelse til kulturministeriet været taget højde
for muligheden for private tilskud.
Weekend TV har - ligesom de øvrige forsøgsvirksomheder - ikke efter
ordningen haft mulighed for egentlige egenindtægter og har derfor måttet
finansiere sin virksomhed på anden vis, hvilket er sket ved bidrag fra
interessenterne."
Under denne sag, der er anlagt den 1. november 1986, har sagsøgeren nu
over for det sagsøgte ministerium nedlagt følgende endelige påstande:
Principalt, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøger har været
momsregistreringspligtig i perioden 1. oktober 1985 - 30. april 1986, således
at sagsøgte er pligtig til at refundere negativt afgiftstilsvar 2.831.446,97
kr. til sagsøger med tillæg af en årlig rente svarende til den til enhver tid
fastsatte officielle diskonto med et tillæg på 6% fra sagens anlæg, til
betaling sker.
Subsidiært, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at den for sagsøgeren
gældende momsregistrering ikke har kunnet tilbagekaldes med virkning for
perioden forud for den 10. december 1985, således at sagsøgte er pligtig at
refundere negativt afgiftstilsvar for perioden 1. oktober 1985 - 10. december
1985 med tillæg af en årlig rente svarende til den til enhver tid fastsatte
officielle diskonto med tillæg på 6% fra sagens anlæg, til betaling sker.
Det i den principale påstand nævnte beløb på 2.831.446,97 kr. svarer,
reguleret for efterposteringer, til det beløb på 2.974.510 kr, som ifølge
sagsøgerens driftsregnskab for 1986 udgør den tilgodehavende moms for 4.
kvartal 1985 og 1. og 2. kvartal 1986. Resultatopgørelsen for dette
regnskabsår udviser indtægter på 73.851 kr. og et underskud på 11.698.110 kr,
medens egenkapitalen udgør 3.115.569 kr, efter at der i årets løb var
indskudt 8.714.516 kr. af A/S Nordisk Films Kompagni og 6.800.000 kr. af
Gutenberghus.
Det ovenfor nævnte brev af 2. december 1982 fra sagsøgte til
Kulturministeriet fremkom som svar på sidstnævnte ministeriums forespørgsel
af 30. september 1982, hvori det hedder:
"Efter lov nr. 249 af 27. maj 1981 om ændring af lov om radio og
fjernsynsvirksomhed kan ministeren for kulturelle anliggender efter
forhandling med ministeren for offentlige arbejder og radiorådet give andre
end Danmarks Radio tilladelse til en forsøgsmæssig spredning af lyd og
billedprogrammer ved hjælp af radioanlæg inden for enkelte lokale områder,
ligesom der kan gives tilladelse til en forsøgsmæssig fordeling af sådanne
programmer ved hjælp af kabelanlæg.
Ministeren for kulturelle anliggender har i september 1981 nedsat et
udvalg, som har til opgave at udarbejde forslag til retningslinier for
forsøgenes gennemførelse, behandle og foretage indstilling vedrørende
ansøgninger om tilladelse til lokal forsøgsvirksomhed og afgive indstilling
om anvendelsen af de tilskudsmidler, der forventes at være til rådighed ved
forsøgene. Udvalget skal tillige følge forsøgene med henblik på afgivelse af
en redegørelse, der eventuelt kan danne grundlag for en varig ordning med
lokal radio og fjernsynsvirksomhed.
Den statslige støtte til en forsøgsmæssig lokal programvirksomhed i en 3
årig periode vil maksimalt andrage 6 mill. kr. Den statslige støtte
forudsætter en støtte af tilsvarende størrelse fra kommunal side - ikke for
hvert enkelt projekts vedkommende, men for forsøgsvirksomheden som helhed.
Så vidt det er ministeriet bekendt, er radio og fjernsynsudsendelser,
herunder lokale udsendelser, afgiftspligtige i henhold til
merværdiafgiftslovens § 2, stk. 3, punkt d.
Under henvisning hertil skal man anmode om en udtalelse angående de
merværdiafgiftsmæssige spørgsmål i forbindelse med iværksættelsen af den
omtalte forsøgsmæssige lokale programvirksomhed. Af særlig interesse vil være
en belysning af eventuelle muligheder for momsfritagelse eller momsrefusion
for så vidt angår statslige og kommunale tilskud til forsøgsvirksomheden.
Da de endelige vilkår for den lokale programvirksomhed må forventes at
blive fastsat i slutningen af oktober d.å., og da der i den forbindelse skal
udarbejdes en generel vejledning for de enkelte forsøgsvirksomheder -
omfattende blandt andet de skatte og afgiftsmæssige problemer - tillader man
sig at anmode om svar efter omstændighederne snarest belejligt."
I svaret af 2. december 1982 fra sagsøgte hedder det blandt andet:
"Det fremgår af sagen, at ifølge lov nr. 249 af 27. maj 1981 om
ændring af lov om radio og fjernsynsvirksomhed kan ministeren for kulturelle
anliggender efter forhandling med ministeren for offentlige arbejder og
radiorådet give andre end Danmarks Radio tilladelse til en forsøgsmæssig
spredning af lyd og billedprogrammer ved hjælp af henholdsvis radio og
kabelanlæg inden for enkelte lokale områder.
Det fremgår videre, at der er nedsat et særligt udvalg, som har til opgave
at udarbejde forslag til retningslinier for forsøgenes gennemførelse,
behandle og foretage indstilling vedrørende ansøgninger om tilladelse til
lokal forsøgsvirksomhed og afgive indstilling om anvendelsen af de
tilskudsmidler, der forventes at være til rådighed for forsøgene.
Udvalget skal tillige følge forsøgene med henblik på afgivelse af en
redegørelse, der eventuel kan danne grundlag for en varig ordning med lokal
radio og fjernsynsvirksomhed. De statslige tilskud vil i den 3-årige
forsøgsperiode andrage maksimalt 6 mill. kr. og forudsætter tilskud af
tilsvarende størrelse for forsøgene som helhed fra kommunal side.
Af en vejledning om tilladelse til forsøg med lokal radio og
fjernsynsvirksomhed fremgår bl.a., at forsøgene ikke må finansieres ved hjælp
af reklamer eller kommerciel sponsorvirksomhed, og at reklamer i eller i
tilknytning til programmerne ikke må forekomme.
Endelig har ministeriet over for Direktoratet for Toldvæsenet telefonisk
oplyst, at hele det økonomiske grundlag for forsøgene er de statslige og
kommunale tilskud, men at tilskud af privat karakter kan forekomme blot disse
ikke får karakter af at være reklame eller kommerciel sponsorvirksomhed.
"Licens", som det kendes fra Danmarks Radio, er ikke af udvalget
forudsat anvendt.
I denne anledning skal man meddele, at foreninger/virksomheder, som får
tilladelse til forsøg med lokal radio og fjernsynsvirksomhed, ikke i den
nævnte 3-årige forsøgsperiode er omfattet af registreringspligten efter
merværdiafgiftslovens § 3, stk. 1. Der vil ikke i forsøgsperioden være
mulighed for valgfri registrering.
Det er herved forudsat, at aktiviteterne i forsøgsperioden hovedsageligt
bliver finansieret ved offentlig støtte uden egentlige egenindtægter, således
at der ikke bliver tale om erhvervsmæssig virksomhed, jf. § 3, stk. 1.
Såfremt der efter forsøgsperiodens udløb etableres en permanent ordning
med lokal radio og tv, må spørgsmålet om registrering efter
merværdiafgiftsloven tages op til fornyet overvejelse."
I Kulturministeriets "Vejledning om nogle retlige forhold af særlig
betydning for lokale radio og fjernsynsforsøg" af 28. februar 1983 er
sagsøgtes skrivelse af 2. december 1982 gengivet.
Under domsforhandlingen er der afgivet vidneforklaring af ovennævnte
administrationschef Karl Skovbæch Pedersen og af kontorchef Martin Regnar.
Karl Skovbæch Pedersen har forklaret, at han i 1978 blev ansat som
direktionssekretær i Gutenberghus og var administrativ leder af Weekend TV
fra den 1. oktober 1984 til ultimo marts 1986. Alle 4 interessenter opererer
på kommunikationsmarkedet og besluttede at gå sammen, da der var tegn på
opblødning med hensyn til Danmarks Radios monopol.
Forestillingen om, at man skulle kunne etablere nogen form for
TV-virksomhed ved investering af 350.000 kr. er komplet urealistisk, og det
stod fra begyndelsen interessenterne klart, at der skulle betydelige
kapitaltilførsler til, hvis man ville gøre sig håb om at kunne hamle op med
den udenlandske konkurrence, som måtte påregnes. Hvad interessenterne derimod
ikke havde forudset, var, at problemerne vedrørende tvkommunikation her i
landet ikke ville blive løst ved den 3-årige forsøgsperiodes udløb, idet
Folketinget ved "lappeløsninger" i 1986 og 1987 forhalede en
endelig afgørelse. Var dette ikke sket, er der ingen tvivl om, at sagsøgeren
havde stået stærkt i forhold til indenlandske og udenlandske konkurrenter,
efter forsøgsperiodens udløb.
Da problemerne ikke var afklaret og da toldvæsenet tilmed afskar
momsrefusionen, måtte sagsøgeren selvsagt indstille sin virksomhed, men den
omstændighed, at den indtil da havde givet underskud, er en ganske normal
foreteelse som svarer til hvad Sky Channel og TV 3, der sender fra Sverige,
har måttet igennem. Sagsøgeren fandt det vigtigt at komme i kontakt med en så
bred kundekreds som muligt med henblik på senere at opnå indtægter ved
reklamer eller ved salg af produktioner.
Desuden undersøgte sagsøgeren løbende muligheden for finansiering ved salg
af dekodere, idet sagsøgeren dog efter undersøgelser skønnede at man på langt
sigt ville have de bedste indtjeningsmuligheder, hvis der ikke indførtes
dekodere. Det er nok tvivlsomt, om et overskud kunne være tilvejebragt uden
liberalisering af reglerne om reklamering i tv. Efter interessentskabets
ophør har Gutenberghus og A/S Nordisk Films Kompagni hver for sig fortsat
dele af den virksomhed, der hidtil var blevet drevet af interessentskabet.
Vidnet har videre forklaret, at han ved samarbejdsaftalens indgåelse var
på det rene med at Lokal-TV Fonden ikke var momspligtig, da den jo blev
finansieret ved offentlig støtte. Anderledes forholdt det sig jo med
interessentskabet, hvis momsregistrering ingen anfægtede, før spørgsmålet
blev rejst af distriktstoldkamret i sommeren 1985. Indtil da havde sagsøgeren
indrettet sig i tillid til, at det negative afgiftstilsvar ville blive
refunderet, idet man for eksempel intet personale antog, men klarede sig med
arbejdskraft, udlånt af interessenterne, som oppebar honorar ifølge deres
fakturaer med tillæg af moms.
Kontorchef Martin Regnar har forklaret, at hans tjenestested er
Distriktstoldkammer 3, hvor han er ansvarlig for virksomhedsregistreringen.
Vidnet har ikke haft noget med registreringen af sagsøgeren i 1984 at gøre,
men fik i sommeren 1985 kendskab til, at sagsøgte i 1982 havde truffet
afgørelse i spørgsmål om momspligten for lokal tv-stationer under
forsøgsordningen. Vidnet forelagde spørgsmålet om sagsøgerens
momsregistrering for sin chef, der efter en telefonsamtale med en kontorchef
i departementet indkaldte Jens Jordan til et møde som fandt sted den 16.
august 1985. I et påfølgende brev af 30. s.m. gentog Jordan i skriftlig form,
hvad han havde oplyst mundtligt på mødet, idet han samtidig fremsendte kopi
af samarbejdsaftalen og Lokal-TV Fondens sendetilladelse mv.
Sagsøgeren har til støtte for den principale påstand anført, at det følger
af § 3, stk. 1, i loven om almindelig omsætningsafgift, at den, der driver
selvstændig erhvervsvirksomhed, har pligt til at svare moms. I praksis
strækkes momspligten såvel som skattepligten vidt, og på momsområdet er det i
realiteten kun hobbyvirksomhed, der falder udenfor. I betragtning af, at alle
4 interessenter i forvejen erhvervsmæssigt drev kommunikationsvirksomhed, er
der ingen tvivl om, at toldvæsenet ved registreringen i 1984 med rette anså
sagsøgeren for at være momspligtig. Tanken om, at interessenterne skulle
investere millionbeløb i en virksomhed, uden at det skete med senere
økonomisk gevinst for øje, er absurd, og der er derfor intet grundlag for at
hævde, at virksomheden ikke er af erhvervsmæssig karakter. Sagsøgtes
tilbageholdelse af sagsøgernes momsregistrering er sket uden anden
begrundelse end henvisningen til sagsøgtes afgørelse af 2. december 1982, men
de forudsætninger, som denne afgørelse byggede på, nemlig at aktiviteterne i
forsøgsperioden hovedsageligt blev finansieret ved offentlig støtte, har som
udviklingen formede sig, ikke holdt stik, og sagsøgtes tilbagekaldelse af
registreringen er derfor i virkeligheden ganske ubegrundet.
Til støtte for den subsidiære påstand har sagsøgeren anført, at
registreringen pr. 1. oktober 1984 har karakter af en begunstigende
forvaltningsakt, der efter almindelige forvaltningsretlige regler ikke kan
tilbagekaldes med tilbagevirkende kraft. Da tilbagekaldelsen først er sket
ved sagsøgtes skrivelse af 9. december 1985 modtaget dagen efter har
sagsøgeren krav på momsrefusion for tiden indtil den 10. december 1985.
Sagsøgte har gjort gældende, at sendetilladelsen nok er meddelt den
omtalte Lokal-TV Fond, men at den faktisk er udnyttet af sagsøgeren, der
derfor i afgiftsmæssig henseende må være ligestillet med fonden, der ikke på
noget tidspunkt har været momspligtig. Den offentlige støtte til den
forsøgsmæssige lokale programvirksomhed var forudset ydet med i alt 12 mill.
kr. over en 3-årig periode, men det fremgår af Skatteministeriets skrivelse
af 2. december 1982, at man var opmærksom på, at tilskud af privat karakter
kunne forekomme. Derimod har det aldrig været tanken at finansiere
virksomheden ved momsrefusion, der alene for sagsøgerens vedkommende vil
beløbe sig til ca en halv snes millioner kroner, hvis der gives sagsøgeren
medhold i den principale påstand.
Paralleller til skatteområdet kan ikke uden videre drages i et tilfælde
som det foreliggende, fordi interessentskabet nok kan momsregistreres men
ikke er selvstændige skattesubjekter. At anse sagsøgerens virksomhed som
ikke-erhvervsmæssig er velbegrundet i betragtning af, at de opnåede indtægter
var minimale, og at der ingen udsigt var til opnåelse af noget overskud uden
en lovændring, som sagsøgeren ikke kunne have nogen berettiget forventning om
inden for en overskuelig fremtid. At frakende sagsøgerens virksomhed karakter
af erhverv er desuden i god overensstemmelse med EF's sjette direktiv af 17.
maj 1977, hvori artikel 4.2 bestemmer, at som økonomisk virksomhed blandt
andet anses transaktioner, der omfatter udnyttelse af goder med henblik på
opnåelse af indtægter af en vis varig karakter. Sådanne foreligger ikke og
har ikke på noget tidspunkt kunnet påregnes af sagsøgeren.
Over for sagsøgerens subsidiære påstand har sagsøgte anført, at
registreringen som anført foran er sket ved en fejl, og at det ville være
ulovligt, dersom denne fejl ikke blev rettet når opmærksomheden blev henledt
på den. Dette skete i august 1985, og fra dette tidspunkt måtte sagsøgeren,
som allerede ved samarbejdsaftalens indgåelse var bekendt med sagsøgtes
afgørelse vedrørende Lokal-TV Fondens momsmæssige stilling, være klar over at
momsregistreringen kunne blive tilbagekaldt, hvorfor det ikke kan hævdes, at
afgørelsen af 9. december 1985 har fået tilbagevirkende kraft.
Landsretten finder det ved det fremkomne godtgjort, at de
erhvervsvirksomheder, som stiftede det sagsøgende interessentskab, har
indgået den foreliggende samarbejdsaftale med erhvervsmæssigt formål for øje,
således at sagsøgeren med rette er blevet momsregistreret som sket fra 1.
oktober 1984 at regne.
Idet den omstændighed, at interessentskabet endnu ikke ved dets ophør
ultimo marts 1986 havde givet overskud, ikke findes at kunne medføre andet
resultat, må afmeldelsen af sagsøgeren fra momsregistreringen pr. 1. oktober
1985 anses for sket med urette.
Som følge af det anførte tages sagsøgerens principale påstand til følge.
Thi kendes for ret:
Sagsøgte, Ministeriet for Skatter og Afgifter, bør anerkende, at
sagsøgeren, Kanal 1, København I/S, har været momsregistreringspligtig i
perioden 1. oktober 1985 - 30. april 1986, således at sagsøgte er pligtig at
refundere negativt afgiftstilsvar 2.831.446,97 kr. til sagsøgeren med tillæg
af en årlig rente svarende til den til enhver tid fastsatte officielle
diskonto med et tillæg på 6% fra sagens anlæg, til betaling sker.
I sagsomkostninger betaler sagsøgte til sagsøgeren 125.000 kr.
Det idømte er at udrede inden 14 dage efter denne doms afsigelse.
HRD 25.10. Modregning - samregistrerede virksomheder
Højesterets dom af 25. oktober 1989
Østre Landsrets dom af 15. marts 1989:
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgte, Direktoratet for
Toldvæsenet, har været berettiget til at foretage modregning over for et
sagsøgeren, Kay Wilhelmsen under konkurs, tilkommende krav på momsgodtgørelse
(negativt momstilsvar) med et krav, som Eksportkreditrådet havde mod Kay
Wilhelmsen Invest A/S, hvilket selskab i henhold til merværdiafgiftslovens §
5, stk 3, har været momsregistreret under ét med Kay Wilhelmsen.
Der har ikke under sagen været rejst tvivl om, at der foreligger en sådan
identitet mellem sagsøgte og Eksportkreditrådet, at kravet om gensidighed for
så vidt er opfyldt. Derimod har sagsøgeren gjort gældende, at sagsøgte kan
anvende statskassens krav mod Kay Wilhelmsen Invest A/S til modregning mod
sagsøgeren.
Sagens nærmere omstændigheder er følgende:
I 1974 foretoges af toldvæsenet efter begæring fælles registrering af Kay
Wilhelmsen og Kay Wilhelmsen Invest A/S, jf. merværdiafgiftslovens § 5, stk
3.
I 1982 måtte Eksportkreditrådet indfri en garanti for Øresø Industri A/S,
for hvilken Kay Wilhelmsen Invest A/S havde påtaget sig selvskylderkaution.
Efter at sidstnævnte selskab var gået konkurs, anmeldte Eksportkreditrådet
den 10/8 1982 sit krav i boet i den anledning med 1 010 598,67 kr. samt
renter.
I foråret 1982 havde et andet selskab, nemlig Kay Wilhelmsen Invest A/S,
udført en række byggearbejder for Kay Wilhelmsen, hvilket gav anledning til
det i denne sag omhandlede negative momstilsvar. Den 12/7 1982 standsede Kay
Wilhelmsen sine betalinger, og den 27. samme måned erklæredes han konkurs.
Også Kay Wilhelmsen Invest A/S blev erklæret konkurs, og toldvæsenet
anmeldte et større momskrav i dette bo.
Den 12/12 1985 forelå en revisoropgørelse af momsmellemværendet mellem på
den ene side toldvæsenet og på den anden side Kay Wilhelmsen og et af denne
personligt drevet firma, Hvidovre Bio, samt Kay Wilhelmsen Invest A/S.
Opgørelsen, der størrelsesmæssigt er anerkendt af denne sags parter, viste
negative afgiftstilsvar for Kay Wilhelmsen med 4 988 936 kr. og for Kay
Wilhelmsen Invest A/S med 13 083 kr., men positivt afgiftstilsvar for
Hvidovre Bio med 38 295 kr. For de tre fællesregistrerede virksomheder
udgjorde det samlede negative afgiftstilsvar således 4 963 724 kr., hvilket
beløb sagsøgeren den 9/1 1986 krævede betalt af toldvæsenet.
Da toldvæsenet nægtede at betale beløbet, anlagdes denne sag under hvilken
sagsøgeren oprindeligt krævede betaling af 4 963 724 kr. med renter, medens
sagsøgte påstod frifindelse. der er mellem parterne indgået aftale om
afbrydelse af forældelsesfristen.
Efter at toldvæsenet under sagen har betalt 3 953 125,33 kr. med tillæg af
renter, har sagsøgeren nedlagt følgende endelige påstande:
1. Sagsøgte tilpligtes at betale sagsøger et beløb stort 1 010 598, 67 kr.
med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 1/4 1986, indtil betaling sker.
2. Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostninger beregnet i forhold til
et beløb på 4 963 724 kr.
Sagsøgte har påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af
997 515,67 kr. med procesrente fra den 1/4 1986.
Til støtte for 1. led af boets påstand har sagsøgeren gjort gældende, at
sagsøgtes modregning er uberettiget, idet der ikke er identitet mellem Kay
Wilhelmsen og Kay Wilhelmsen Invest A/S, hvorfor der ikke foreligger den til
modregning fornødne gensidighed.
En fællesregistrering efter merværdiafgiftslovens § 5, stk 3, medfører
efter samme paragrafs stk 4, at de omhandlede virksomheder i momsmæssig
henseende betragtes som én virksomhed, således at der ikke skal
beregnes moms ved vareoverførsler mellem de fællesregistrerede virksomheder,
og således at der beregnes et samlet momstilsvar på grundlag af de enkelte
virksomheders negative eller positive momstilsvar.
Endvidere medfører fællesregistreringen i medfør af lovens § 24, 2.
punktum, at de enkelte virksomheder hæfter solidarisk for det samlede
momstilsvar.
Der er derimod ikke i loven hjemmel til at pålægge virksomhederne
solidarisk hæftelse for andre krav. Tværtimod må man slutte modsætningsvis
fra den særlige hæftelsesregel, der er indsat i lovens § 24, 2. punktum.
Den omstændighed, at toldvæsenet med frigørende virkning kan betale et
samlet negativt momstilsvar til enhver af de fællesregistrerede virksomheder,
er kun udtryk for en legitimationsregel og kan ikke danne grundlag for en
solidarisk hæftelse i forhold til Eksportkreditrådet. Også de i
interessentskabs- og samejeforhold gældende begrænsninger i modregningsadgang
taler i denne retning, ligesom det samlede negative momstilsvar ikke kan
betragtes som en samfordringsret, der kun kan gøres gældende af de
fællesregistrerede virksomheder i fællesskab. En imødekommelse af sagsøgtes
synspunkt ville give staten en vilkårlig modregningsadgang, der væsentligt
ville forrykke forholdet mellem kreditorerne.
Sagsøgte har anført, at det følger af merværdiafgiftslovens § 5, stk 4, at
et samlet negativt momstilsvar vedrørende flere fællesregistrerede
virksomheder kan udbetales med frigørende virkning til enhver af
virksomhederne. Det samlede negative momstilsvar vedrørende Kay Wilhelmsen,
Kay Wilhelmsen Invest A/S og Hvidovre Bio er da også ved nærværende sag
indbetalt af sagsøgeren alene. Kravet på udbetaling af det negative
momstilsvar er imidlertid af toldvæsenet fyldestgjort ved modregning med
statskassens krav mod Kay Wilhelmsen Invest A/S vedrørende en eksportkredit.
Fællesregistrering af virksomheder skaber hverken interessentskabs- eller
samejeforhold, men alene en særlig retsstilling i forhold til toldvæsenet,
således at virksomhederne i denne relation betragtes som én
virksomhed.
Der må i hvert fald kunne foretages modregning over den del af det
negative momstilsvar, som ifølge revisoropgørelsen hidrører fra Kay
Wilhelmsen Invest A/S, og som udgør 13 083 kr.
Landsretten skal udtale:
Det har under sagen ikke været bestridt, at fællesregistreringen i medfør
af merværdiafgiftslovens § 5, stk 3, af Kay Wilhelmsen og Kay Wilhelmsen
Invest A/S medfører, at enhver af virksomhederne kan indbetale det samlede
krav på negativt momstilsvar, og at toldvæsenet kan frigøre sig for kravet
ved udbetaling til enhver af virksomhederne.
Herefter findes den af toldvæsenet over for sagsøgerens krav på
momsgodtgørelse foretagne modregning med statskassens krav hos Kay Wilhelmsen
Invest A/S vedrørende en eksportgaranti at have været berettiget. Det
bemærkes, at der efter forarbejderne til merværdiafgiftsloven ( Ft 1966/67,
Till. A, 2. samling, sp 340) ikke er grundlag for at slutte modsætningsvis
fra lovens § 24, 2. pkt.
Som følge af det anførte vil sagsøgte være at frifinde.
Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt, idet der må gives
sagsøgeren medhold i, at boet er berettiget til sagsomkostninger i form af
incassosalær mv af det beløb på 3 953 125,33 kr., som sagsøgte betalte efter
sagens anlæg.
Thi kendes for ret:
Sagsøgte, Direktoratet for Toldvæsenet, frifindes for sagsøgerens, Kay
Wilhelmsen under konkurs, krav under denne sag.
Inden 14 dage betaler sagsøgte dog i sagsomkostninger til sagsøgeren 55
000 kr.
Højesteretsdom:
Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: P. Christensen, Funch Jensen,
Munch, Hermann og Wendler Pedersen.
Appellanten har gentaget sin påstand om, at indstævnte tilpligtes at
betale 1 010 598, 67 kr. med procesrente fra den 1/4 1986.
Indstævnte har påstået stadfæstelse, subsidiært har indstævnte nedlagt
samme subsidiære påstand som for landsretten.
Højesteret finder, at momslovens § 5, stk 3 og 4, jf § 23, må forstås
således, at enhver af de fællesregistrerede virksomheder har stilling som
kreditor i forhold til toldvæsenet. Da momsgodtgørelsen således også
tilkommer Kay Wilhelmsen Invest A/S, har modregningen været berettiget, og
Højesteret stadfæster derfor dommen.
Thi kendes for ret:
Landsrettens dom bør ved magt at stande. Det idømte sagsomkostningsbeløb
skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for Højesteret til den anden
part.
Lignende dokumenter
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE af 20. april 2011 om Danmarks foranstaltninger (C 2/03) for TV2/Danmark (meddelt under nummer K(2011) 2612) (Kun den danske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) (2011/839/EU) EU-lovgivning · 20. april 2011
- PERSONBESKATNING 1994 AFSNIT EA - PRINCIPPERNE FOR INDKOMSTOPGØRELSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE af 20. april 2011 om den statsstøtte C 19/09 (ex N 64/09), som Danmark har til hensigt at yde til omstruktureringen af TV2 Danmark A/S (meddelt under nummer K(2011) 2614) (Kun den danske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) (2012/109/EU) EU-lovgivning · 20. april 2011
- PERSONBESKATNING 1995 AFSNIT EA - PRINCIPPERNE FOR INDKOMSTOPGØRELSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1991 AFSNIT EA - PRINCIPPERNE FOR INDKOMSTOPGØRELSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1993 AFSNIT EA - PRINCIPPERNE FOR INDKOMSTOPGØRELSEN Retsinformation · 5. februar 2008