Spring til indhold

Retsinformation

Cirkulæreskrivelse om lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler

Gældende CIS nr 12113 af 22/06/2001CirkulæreskrivelseJustitsministeriet15. august 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Cirkulæreskrivelse om lov om forbud mod

besøgende i bestemte lokaler

1. Indledning

Folketinget vedtog den 1. juni 2001 justitsministerens forslag til lov om

forbud mod besøgende i bestemte lokaler og by- og boligministerens

lovforslag om ændring af lov om leje af erhvervslokaler m.v., lov om

leje og lov om leje af almene boliger (ophævelse af lejeforhold som

følge af overtrædelse af lov om forbud mod besøgende i

bestemte lokaler).

Formålet med lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler

er at sikre, at der mere effektivt kan gribes ind over for de såkaldte

hashklubber og anden form for organiseret, kriminel virksomhed, der er

knyttet til bestemte lokaler, og som er egnet til at medføre ulempe og

utryghed hos omkringboende.

Ændringerne af lejelovgivningen tilvejebringer som et supplement

hertil en særlig hjemmel til at ophæve et lejeforhold i de

tilfælde, hvor politiet har nedlagt et forbud, og lejeren eller en

anden person straffes for at have modtaget besøgende i lokalerne.

Lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler giver politiet

mulighed for administrativt at træffe beslutning om, at det er forbudt

at modtage besøgende eller opholde sig som besøgende i bestemte

lokaler, når visse nærmere angivne betingelser er opfyldt, jf.

lovens § 1, stk. 1.

Et forbud meddeles af politimesteren (politidirektøren) i den

politikreds, hvor lokalet er beliggende. Det forudsættes, at politiet

af egen drift løbende vurderer, om der er grundlag for at udstede

forbud i medfør af loven.

I det følgende redegøres der for, hvilke betingelser der

skal være opfyldt for at nedlægge et forbud (punkt 2), forbudets

virkning (punkt 3), forbudets tidsmæssige udstrækning (punkt 4),

Læs alt

domstolsprøvelse og administrativ rekurs (punkt 5), behandlingen af

sager om nedlæggelse af forbud (punkt 6), overtrædelse af forbud

(punkt 7) og ikrafttræden (punkt 8).

2. Betingelserne for at nedlægge et forbud

I lovens § 1, stk. 1, angives de betingelser, der skal være opfyldt,

for at politiet kan udstede et forbud.

Den strafbare virksomhed, der begrunder forbudet, skal helt eller delvis

foregå i "bestemte lokaler".

Lokalets eller lokalernes størrelse, art, ejerforhold m.v. er uden

betydning for, om der kan nedlægges et forbud. Bestemmelsen finder

således anvendelse, uanset om den strafbare virksomhed foregår i

lejede eller ejede lokaler, og uanset om der er tale om beboelsesrum eller

erhvervslokaler, kælderlokaler eller andet.

Det er endvidere en betingelse, at den virksomhed, der begrunder forbudet,

foregår på en måde, "der systematisk indebærer

strafbare handlinger". Det er ikke en forudsætning, at nogen er

blevet straffet for handlinger begået som led i den

pågældende strafbare virksomhed, eller at nogen senere straffes

herfor, men det skal kunne godtgøres, at der foregår en

virksomhed, som systematisk indebærer strafbare handlinger.

Det vil formentlig i praksis navnlig bero på de oplysninger, som

tilvejebringes gennem politiets almindelige patruljering og efterforskning

mv., om den pågældende virksomhed kan godtgøres

systematisk at indebære "strafbare handlinger". Der vil f.eks.

kunne være tale om, at der ved gentagne lejligheder er rejst sigtelser

mod personer på stedet eller sket beslaglæggelser af bl.a.

euforiserende stoffer.

I udtrykket "systematisk" ligger, at enkeltstående eller rent

lejlighedsvise strafbare handlinger ikke vil kunne begrunde et forbud. Den

pågældende virksomhed skal således foregå med en vis

hyppighed og regelmæssighed. Det må endvidere kræves, at

kriminaliteten har et ikke ubetydeligt omfang, således at virksomheden

- uden nødvendigvis at være erhvervsmæssig -

fremtræder som et væsentligt formål med anvendelsen af

lokalerne udover en eventuel beboelse eller anden lovlig anvendelse.

Der vil ikke kunne nedlægges forbud alene på grundlag af, at

en snæver gruppe af personer med tilknytning til hinanden anvender

lokalet til bl.a. at ryge hash sammen, eller fordi der i enkelte

tilfælde f.eks. overdrages hash i et bestemt lokale, jf. også

ordet "virksomhed".

For at der kan nedlægges et forbud, skal den pågældende

virksomhed endvidere foregå på en måde, "der er egnet

til at medføre ulempe eller utryghed hos omkringboende". Ved

vurderingen heraf skal der især lægges vægt på, om

den virksomhed, der foregår i lokalerne, fremmer en adfærd, som

reelt er egnet til at præge det pågældende

nærmiljø på en måde, der typisk skaber utryghed hos

omkringboende og fremmer en generel forråelse af

nærmiljøet.

Hvis virksomheden ikke vil være egnet til at medføre ulempe

eller utryghed hos omkringboende, vil der ikke kunne nedlægges forbud.

Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis virksomheden

foregår i en afsides beliggende ejendom. Det samme gælder, hvis

den situation undtagelsesvis foreligger, at der uden nogen sammenhæng

med den systematiske strafbare virksomhed tillige foregår andre -

lovlige - former for virksomhed i lokalerne, som helt dominerer den samlede

benyttelse på en sådan måde, at den strafbare virksomhed

allerede af den grund ikke kan antages at være egnet til at fremme en

forråelse af nærmiljøet.

Ved vurderingen af, om der skal nedlægges et forbud efter loven,

skal der foretages en objektiveret bedømmelse af, om den ulovlige

virksomhed, der foregår i lokalerne, er egnet til at medføre

ulempe og utryghed hos omkringboende. Det er således ikke

nødvendigt, at naboer eller andre konkret har tilkendegivet, at

virksomheden medfører ulempe eller utryghed, men virksomheden skal

være "egnet" til at medføre de nævnte gener.

I bemærkningerne til lovforslaget anføres, at denne

betingelse normalt vil være opfyldt, hvis der i lokalerne drives

organiseret hashsalg eller salg af narkotika, eller hvis der drives mere

omfattende og organiseret rufferivirksomhed eller utilladt hasardspil, som

på lignende måde væsentligt fremmer et

nærmiljø præget af kriminalitet, misbrug og/eller voldelig

adfærd.

Det ligger i øvrigt i ordningen, at der alene kan nedlægges

forbud, hvis et sådant forbud direkte vil imødegå den

pågældende virksomhed. Den virksomhed, der indebærer de

strafbare handlinger, skal således være knyttet til modtagelsen

af kunder/besøgende i lokalerne, sådan som det er

tilfældet med de ovenfor nævnte aktiviteter. Et forbud mod

besøgende kan derfor f.eks. ikke anvendes over for en

erhvervsvirksomhed som følge af, at virksomheden overtræder

visse miljømæssige bestemmelser for produktionen, uanset om de

strafbare handlinger er egnede til at medføre utryghed i

nærmiljøet.

Det er endelig en betingelse for at nedlægge forbud efter loven, at

den, der råder over lokalerne, forinden har modtaget en advarsel, jf.

nedenfor under pkt. 6.

3. Forbudets virkning

Et forbud indebærer efter lovens § 1, stk. 2, at det er forbudt at

modtage besøgende eller at opholde sig som besøgende i eller i

umiddelbar nærhed af de pågældende lokaler. Et forbud

gælder således både den, der modtager besøgende i

lokalerne, og den, der opholder sig som besøgende i lokalerne.

Et forbud mod at modtage besøgende omfatter ikke kun den, der

råder over lokalerne, men også den, der "åbner

døren" eller på anden vis har ansvaret for lokalerne eller

adgangen hertil.

Med udtrykket "opholde sig" sigtes der til enhver fysisk

tilstedeværelse i eller i umiddelbar nærhed af de

pågældende lokaler. Der er altså udover et opholdsforbud

tillige tale om et adgangsforbud, idet den blotte tilstedeværelse i

eller i umiddelbar nærhed af lokalerne vil indebære en

overtrædelse af forbudet, uanset om opholdet er ganske kortvarigt, og

uanset om den besøgende har til hensigt at begå strafbare

handlinger, f.eks. køb af hash.

Et forbud gælder som nævnt ikke blot i selve lokalerne, men

også i umiddelbar nærhed af lokalerne. Herved vil også

trappe- og udendørsarealer og andre lokaliteter - f.eks. en garage

eller et udhus - der ligger i forlængelse af lokalerne og hører

sammen med disse, være omfattet af et forbud.

Et forbud retter sig kun mod "besøgende". Forbudet omfatter

således navnlig ikke personer, der har fast bopæl i lokalerne,

eller som råder over lokalerne uden at bo der. Et forbud omfatter

endvidere ikke personer, der som f.eks. en vagtlæge, en

håndværker eller et postbud indfinder sig med henblik på

udøvelse af lovligt erhverv. Forbudet omfatter heller ikke andre

beboere i en etageejendom, som nødvendigvis må passere tæt

forbi lokalerne for at komme til deres egen bopæl, eller

besøgende til disse beboere.

I tilfælde, hvor det er en forening, der råder over lokalerne,

skal derimod foreningens medlemmer betragtes som besøgende.

Lovens § 1, stk. 3, indeholder herudover en begrænsning i

bestemmelsens anvendelsesområde, idet forbudet ikke omfatter

besøg af beboerens nærmeste pårørende. Undtagelsen

fra forbudet vedrører alene besøg af personer, som er

nærmeste pårørende til personer med fast bopæl i

lokalerne. Undtagelsen gælder således f.eks. ikke i

erhvervslejemål. Ved "nærmeste pårørende"

forstås navnlig slægtninge i lige linie, søskende,

adoptivbørn og plejebørn. Også en fast kæreste

anses som nærmeste pårørende.

Efter § 1, stk. 4, omfatter et forbud endvidere ikke personer, som

modtages eller opholder sig i lokalerne alene for at deltage i en forsamling

med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed, hvis lokalerne

også forud for, at forbudet blev nedlagt, anvendtes til en sådan

forsamlingsvirksomhed.

Undtagelsen gælder kun, hvor den politiske eller anden

meningsbefordrende forsamlingsvirksomhed også er foregået i

lokalerne, før der blev nedlagt et forbud. I sådanne

tilfælde vil forbudet - af hensyn til forsamlingsfriheden - ikke

omfatte personer, der er modtaget eller opholder sig i lokalerne udelukkende

med henblik på deltagelse i den pågældende

forsamlingsvirksomhed.

Undtagelsen vil formentlig navnlig kunne tænkes at have praktisk

betydning i de tilfælde, hvor der i lokalerne måtte være

foregået en forsamlingsvirksomhed, som er uden tilknytning til de

ulovlige aktiviteter, der er baggrunden for forbudet. Det vil f.eks. kunne

være tilfældet, hvor lokalerne i aften- eller nattetimerne har

fungeret som ulovlig spilleklub og i dagtimerne er stillet til rådighed

for en forening eller kreds af personer, der jævnligt forsamles for at

drøfte politiske eller andre samfundsmæssige anliggender. Det er

derimod som anført i bemærkningerne til lovforslaget vanskeligt

at forestille sig, at der i lokaler, hvori der er udøvet systematiske

strafbare handlinger, f.eks. i form af en hashklub, samtidig er

foregået politisk eller anden meningsbefordrende forsamlingsvirksomhed.

Det forhold, at en hashklub måtte kalde sig en politisk klub, vil

således naturligvis ikke i sig selv indebære, at det kan

lægges til grund, at der reelt er tale om en forsamlingsvirksomhed med

et meningsbefordrende øjemed.

Undtagelsen i stk. 4 omfatter kun den nævnte forsamlingsvirksomhed.

Andre lovlige aktiviteter, som måtte være foregået i

lokalerne, f.eks. fælles spisning, bordtennis eller computerspil, vil

ikke være undtaget fra et forbud. Noget andet er, at i tilfælde,

hvor der er tale om f.eks. en egentlig computercafé, vil en strafbar

virksomhed, som eventuelt måtte foregå i de omhandlede lokaler,

formentlig ofte ikke have en sådan karakter, at den vil opfylde lovens

betingelser om, at den strafbare virksomhed skal være egnet til at

medføre ulempe og utryghed hos omkringboende.

Hvorvidt der er tale om en situation, som er omfattet af bestemmelsen i §

1, stk. 4, vil bero på en konkret bevismæssig vurdering.

Det forudsættes, at politiet i forbindelse med, at man som led i den

almindelige sagsoplysning indhenter det fornødne oplysningsgrundlag om

forholdene i de pågældende lokaler, hvor en advarsel og et forbud

efter loven kan komme på tale - hvor der er anledning til det -

også søger oplyst, hvilken forsamlingsvirksomhed der eventuelt

måtte foregå i lokalerne, således at der så vidt

muligt er klarhed over spørgsmålet på forhånd.

4. Forbudets tidsmæssige udstrækning

Efter lovens § 2, stk. 1, gælder et forbud i 3 måneder og kan

forlænges med indtil 3 måneder ad gangen. 3-måneders

perioden løber fra den dag, forbudet træder i kraft. Et forbud

kan tidligst træde i kraft, når det er bekendtgjort, jf. lovens §

2, stk. 2.

Forlænges et forbud, skal de almindelige forvaltningsprocessuelle

regler (partsbeføjelser mv., jf. nærmere nedenfor pkt. 6)

iagttages på ny, og forlængelse af et forbud skal ligeledes

bekendtgøres ved (fortsat) skiltning og meddelelse i den lokale presse

i overensstemmelse med lovens § 2, stk. 2.

Der er ikke i loven fastsat en øvre grænse for, hvor

længe et forbud kan udstrækkes. Forlængelse af forbudet

forudsætter imidlertid, at forholdene giver grund til at antage, at den

strafbare aktivitet ellers vil blive genoptaget.

Et forbud kan til enhver tid tilbagekaldes inden 3-måneders

periodens udløb, hvis der ikke længere er grundlag for forbudet.

At den kriminelle aktivitet ophører som følge af, at der er

nedlagt forbud mod besøgende i lokalerne, er ikke i sig selv nok til

at tilbagekalde et forbud. Den, der råder over lokalerne, må

sandsynliggøre, at der er taget initiativ til at benytte lokalerne til

andre (lovlige) formål. Dette kan f.eks. være tilfældet,

hvis lokalerne indrettes til anden lovlig virksomhed, og eventuelt

overvågningsudstyr eller lignende indretninger nedtages. Forbudet vil

normalt også kunne ophæves, hvis rådigheden over lokalerne

reelt overgår til f.eks. en ny lejer, der ikke har tilknytning til den

pågældende kriminelle aktivitet.

5. Domstolsprøvelse og administrativ rekurs

Efter lovens § 3, stk. 1, kan den, der råder over lokalerne,

kræve, at afgørelser om nedlæggelse af forbud indbringes

for domstolene af den myndighed, der har truffet afgørelsen. En

anmodning herom kan fremsættes ved meddelelsen om forbudet eller

senere. Efter § 3, stk. 2, skal en anmodning om domstolsprøvelse dog

være modtaget hos den myndighed, der har truffet afgørelsen,

senest 4 uger efter, at forbudet - eventuelt efter en eller flere

forlængelser - er ophørt.

Anmoder den, der råder over lokalerne, rettidigt om

domstolsprøvelse, skal sagen anlægges ved den stedlige byret i

strafferetsplejens former efter reglerne i retsplejelovens kapitel 81, jf.

herved stk. 2, 2. pkt. Det indebærer, at den pågældende

myndighed (politimesteren eller politidirektøren) har bevisbyrden for

de faktiske forhold, der er en forudsætning for forbudets

berettigelse.

Overskrides den anførte frist, kan sagen ikke længere

kræves indbragt ved den pågældende myndigheds

foranstaltning efter lovens § 3. Den, der råder over lokalerne, vil dog

selv kunne indbringe spørgsmålet om lovligheden af forbudet

efter grundlovens § 63, ligesom domstolene vil kunne prøve et forbuds

berettigelse under en eventuel straffesag om overtrædelse af

forbudet.

Den særlige adgang til domstolsprøvelse efter § 3

vedrører kun den, der råder over lokalerne. Andre personer, der

som følge af forbudet ikke må opholde sig i eller i umiddelbar

nærhed af lokalerne, kan ikke kræve forbudet indbragt for retten

efter disse regler. Tilsvarende gælder for en eventuel udlejer,

fremlejer, panthaver eller andre, der måtte have en (økonomisk)

interesse i lokalerne, medmindre de pågældende overtager

rådigheden over lokalerne f.eks. som følge af en ejers/lejers

fraflytning.

Politiets forudgående advarsel kan ikke kræves indbragt for

retten efter lovens § 3.

En anmodning om domstolsprøvelse har ikke opsættende

virkning, medmindre retten ved kendelse bestemmer andet, jf. herved § 3, stk.

3. Et forbud skal således efterleves fra den dag, hvor det er blevet

tilkendegivet ved skiltning og meddelelse i den lokale presse, eller

eventuelt fra den senere dag, som politiet har fastsat som tidspunktet for

ikrafttrædelsen.

Adgangen til domstolsprøvelse afskærer ikke den

pågældende fra almindelig administrativ rekurs vedrørende

politimesterens (politidirektørens) afgørelser. Klage sker til

Justitsministeriet og har ikke opsættende virkning. Der gælder

ingen tidsfrister for klage til Justitsministeriet, og en klage vil kunne

indgives både af den, der råder over lokalerne, og af eventuelle

andre klageberettigede, jf. nedenfor pkt. 6. Klage vil endvidere kunne

indgives over såvel forbudet som den forudgående advarsel.

Adgangen til domstolsprøvelse efter § 3 er ikke betinget af, at den

administrative rekurs til Justitsministeriet er udnyttet.

Ved meddelelse om et forbud til den, der råder over lokalerne, skal

den pågældende efter lovens § 3, stk. 1, 2. pkt., vejledes om

adgangen til domstolsprøvelse og om fristen herfor. Endvidere

gælder de almindelige regler om klagevejledning, jf. nærmere

nedenfor pkt. 6.

6. Behandlingen af sager om nedlæggelse af forbud

Sager om nedlæggelse af forbud vil være omfattet af de

almindelige forvaltningsprocesuelle regler i forvaltningsloven. Både

selve forbudet og den forudgående advarsel, jf. lovens § 1, stk. 1, er

således afgørelser i forvaltningslovens forstand. Det betyder i

forhold til den, der er part i sagen, at forvaltningslovens almindelige

regler om partsaktindsigt, partshøring, begrundelse og klagevejledning

finder anvendelse.

Den, der råder over det pågældende lokale, vil

være part i en sag om nedlæggelse af forbud. Hvorvidt andre

må anses for at have partsstatus i forhold til en forbudssag vil

afhænge af, om den pågældende har en væsentlig og

individuel interesse i sagens udfald.

Det vil i den forbindelse i almindelighed kunne lægges til grund, at

personer, hvis tilknytning til et lokale udelukkende består i at

være besøgende, ikke kan anses for parter. Heller ikke

omkringboende personer vil i almindelighed kunne anses for parter under

politiets forbudssag, medmindre der i forhold til den enkelte beboer

foreligger konkrete omstændigheder, der indebærer, at vedkommende

har en væsentlig og individuel interesse i sagen.

Som anført følger det af lovens § 1, stk. 1, at et forbud

alene kan nedlægges, hvis politiet forinden har advaret den, der

råder over lokalerne (ejeren, andelshaveren eller, hvis virksomheden

foregår i lejede lokaler, lejeren eller fremlejetageren). Er det en

forening eller anden juridisk person, der f.eks. står som lejer, gives

advarslen til den, der er beføjet til at repræsentere

foreningen.

Fremgangsmåden vil normalt være den, at politiet retter

henvendelse til den person, det overvejes at give en advarsel om forbud. Den

pågældende skal gøres bekendt med sagen og have mulighed

for at fremkomme med sine bemærkninger, inden der tages endelig

stilling til, om advarslen skal gives.

Hvis der træffes afgørelse om at give en advarsel, kan

advarslen meddeles enten mundtligt eller skriftligt. Meddeles en advarsel

mundtligt, skal oplysninger om advarslen (herunder om at der er givet

begrundelse og klagevejledning) i fornødent omfang noteres på

sagen. Normalt bør der imidlertid udarbejdes en skriftlig advarsel,

som eventuelt kan udleveres på stedet, og som bl.a. indeholder en

begrundelse og en klagevejledning.

En advarsel anses i øvrigt for givet, når den er kommet frem

til adressaten, f.eks. er lagt i postkassen.

Det skal fremgå af advarslen, at et forbud efter loven vil blive

nedlagt, hvis lokalerne fortsat anvendes på en sådan måde,

at lovens betingelser for at nedlægge et forbud er opfyldt. Der skal

ikke i advarslen gives den, der råder over lokalerne, en egentlig frist

til lovliggørelse af forholdene.

Et forbud vil derfor også kunne nedlægges selv ganske kort tid

efter en meddelt advarsel. Der skal dog naturligvis i praksis gives den, der

råder over de pågældende lokaler, og som har modtaget en

advarsel, en reel mulighed for at træffe foranstaltninger til at

få ændret benyttelsen af de pågældende lokaler,

sådan at et forbud kan undgås.

Træffer den, der råder over lokalerne, ikke foranstaltninger

med henblik på at efterleve advarslen, og er betingelserne

således fortsat til stede, kan der nedlægges et forbud.

En eventuel klage til Justitsministeriet over, at der er givet en

advarsel, har ikke opsættende virkning. Der kan således, hvis

virksomheden ikke bringes til ophør, og betingelserne er til stede,

nedlægges et forbud, uanset om der verserer en klagesag

vedrørende advarslen.

Forinden der træffes afgørelse om at nedlægge et

forbud, skal der foretages fornyet partshøring. Der vil i den

forbindelse efter omstændighederne kunne følges samme

fremgangsmåde som beskrevet ovenfor vedrørende meddelelse af

advarsel, således at forbudet eventuelt meddeles på stedet

(umiddelbart efter partshøringen) overfor den, der råder over

lokalerne, jf. herved lovens § 2, stk. 2.

Oplysninger i forbudssager vil efter bestemmelsen i forvaltningslovens §

15 og efter § 19, stk. 2, nr. 4, jf. § 15, kunne undtages fra partsaktindsigt

og partshøring i det omfang, partens interesse i at kunne benytte

kendskab til sagens dokumenter findes at burde vige for afgørende

hensyn til bl.a. offentlige interesser. Det vil f.eks. kunne være

nødvendigt af hensyn til forebyggelse, opklaring og forfølgning

af lovovertrædelser, jf. § 15, stk. 1, nr. 3. Det beror på en

konkret vurdering, om sådanne hensyn kan begrunde, at oplysninger

tilbageholdes for en part i sagen.

Ved afgørelsen om nedlæggelse af forbud gælder i

øvrigt som anført de almindelige forvaltningsretlige regler om

bl.a. begrundelse og vejledning om klageadgang til Justitsministeriet.

Meddelelsen om forbudet til den, der råder over lokalerne, skal

endvidere efter lovens § 3, stk. 1, 2. pkt., indeholde oplysning om adgangen

til domstolsprøvelse og om fristen herfor, jf. ovenfor pkt. 5.

Ud over meddelelsen om forbudet til den, der råder over lokalerne,

følger det af lovens § 2, stk. 2, at forbudet skal bekendtgøres

af politiet ved skiltning og ved meddelelse i den lokale presse. Forbudet kan

tidligst træde i kraft, når sådan bekendtgørelse er

sket. Fjernelse af den opsatte skiltning vil efter omstændighederne

kunne straffes efter politivedtægten (normalpolitivedtægtens §

34, stk. 4) eller efter bestemmelsen i straffelovens § 126. Skiltningen skal

opsættes uden for de pågældende lokaler efter nærmere

aftale med ejeren eller på nærmeste offentlige vej.

Det skal af skiltningen og meddelelsen i den lokale presse fremgå,

at forbudet er nedlagt i medfør af lov om forbud mod besøgende

i bestemte lokaler, og at overtrædelse af forbudet vil kunne straffes

med fængsel indtil 4 måneder. Det forudsættes, at

meddelelse herom kan ske ved gengivelse - eventuelt med mindre skrifttype -

af lovens §§ 1 og 4, stk. 1.

I bemærkningerne til lovforslaget er det anført, at politiet

endvidere underretter udlejeren - og ved fremlejemål tillige lejeren -

om forbudet (og eventuelle forlængelser), hvis den

pågældende virksomhed foregår i lejede lokaler.

Ophæves et forbud inden 3 måneders periodens udløb,

bør de pågældende tilsvarende underrettes herom. Det

forudsættes i bemærkningerne til loven, at politiet endvidere

bekendtgør en sådan ophævelse i den lokale presse.

7. Overtrædelse af forbud

Efter lovens § 4, stk. 1, straffes overtrædelse af et forbud med

bøde. I gentagelsestilfælde kan straffen stige til fængsel

i indtil 4 måneder. Overtræder en person på ny et forbud,

efter at have været straffet herfor, bør straffen efter de

almindelige bemærkninger til lovforslaget normalt udmåles til

fængsel.

Også uagtsomme overtrædelser kan straffes, jf. herved

straffelovens § 19.

Det følger af de almindelige regler om tilregnelse (forsæt og

uagtsomhed) og medvirken, at den, der råder over lokalerne, efter

omstændighederne vil kunne straffes, selvom det ikke er vedkommende

selv, der har modtaget besøgende i lokalet.

Skulle det forekomme, at der træffes besøgende i lokalerne

under sådanne omstændigheder, at tilregnelseskravet (forsæt

eller uagtsomhed) ikke skønnes at være opfyldt, vil de antrufne

personer kunne gøres opmærksomme på, at der er nedlagt

forbud, således at tilregnelseskravet vil være opfyldt, hvis de

pågældende personer på ny indfinder sig i lokalet.

Der kan efter lovens § 4, stk. 2, pålægges juridiske personer

strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5. Bestemmelsen vil

navnlig have betydning, hvis f.eks. en forening står som ejer eller

lejer af lokalerne. Ved modtagelse af besøgende i strid med et nedlagt

forbud vil der i så fald efter omstændighederne kunne blive tale

om straf både for foreningen som sådan og for den person, der har

givet besøgende adgang til lokalerne.

Efter den samtidige lovændring i lejelovgivningen er det nu en

ophævelsesgrund i lejeforholdet, hvis lejeren eller andre straffes for

at have modtaget besøgende i strid med politiets forbud. Det er i

øvrigt samtidig præciseret i lejelovgivningen, at udlejerens

generelle pligt til at holde god orden i en udlejningsejendom

indebærer, at lejemål om fornødent skal ophæves,

når der er mulighed herfor.

På den baggrund er der i § 4, stk. 3, fastsat bestemmelse om, at

politiet underretter udlejeren, hvis nogen straffes for at have modtaget

besøgende i strid med et forbud som nævnt i § 1. Bestemmelsen

omfatter ikke tilfælde, hvor kun en besøgende straffes.

Det forudsættes, at politiet som led i underretning af udlejeren

tilsender denne en udskrift af dom- og retsbogen i straffesagen eller af en

eventuel bødevedtagelse i sagen. Underretningen om, at der er

pålagt straf, sker med henblik på, at udlejeren kan efterleve sin

forpligtelse til at sørge for god orden i ejendommen og i den

forbindelse om fornødent ophæve lejemålet.

Lovens § 4, stk. 3, forudsætter derimod ikke, at udlejeren skal have

tilsendt politirapporter m.v., idet dette materiale efter

omstændighederne kan have betydning for den videre efterforskning af

andre lovovertrædelser, der har tilknytning til det

pågældende lokale.

8. Ikrafttræden

Lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler og lov om

ændring af lov om leje af erhvervslokaler m.v., lov om leje og lov om

leje af almene boliger (ophævelse af lejeforhold som følge af

overtrædelse af lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler)

træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler blev bekendtgjort i

Lovtidende den 8. juni 2001 som lov nr. 471 af 7. juni 2001.

Lov om ændring af lov om leje af erhvervslokaler m.v., lov om leje

og lov om leje af almene boliger blev bekendtgjort i Lovtidende den 8. juni

2001 som lov nr. 447 af 7. juni 2001.

Lovene er således trådt i kraft den 9. juni 2001.

Med venlig hilsen

Justitsministeriet, den 22. juni

2001

Lars Findsen

Lignende dokumenter