1987 LSF 2 FORSLAG TIL LOV OM OPHÆVELSE AF LOV OM AFGIFT AF RENTER AF FORBRUGSLÅN (INGEN KARTOFFELSKAT)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
Lov nr. 698 af 17. oktober 1986, som ændret ved lov nr. 37 af 29. januar
1988, om afgift af renter af forbrugslån ophæves.
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har
virkning således, at ingen skattepligtig vedrørende afgiftsåret 1987 eller
senere afgiftsår kommer til at betale afgift i henhold til lov nr. 698 af 17.
oktober 1986.
Afgifter, der allerede måtte være betalt i medfør af nævnte lov,
tilbagebetales efter reglerne for tilbagebetaling af for meget betalt skat.
Bemærkninger til lovforslaget
I de seneste årtier har den vigtigste lovbeskyttelse for de bærende
befolkningslag været det ubegrænsede rentefradrag. Det gav således for 1986
lindring i størrelsesordenen 80 mia. kr., som kom i sikkerhed for
indkomstskattemyndighederne.
De skattebegærlige partier rettede hadske angreb mod, at den arbejdsomme
dansker på den måde kunne krybe i ly og gennem skattereduktion begrænse
mulighederne for endnu mere umådeholden vækst i de offentlige udgifter end
den, som frådsefinanslovene medførte.
Særligt i perioden op mod valg forsikrede og garanterede de gamle partiers
folk gang på gang borgerne om, at de, der havde indrettet sig i tillid til
gældende rentefradragsret, ikke ville blive snigløbet ved eventuelle
fremtidsrettede lovændringer.
Således lullet i søvn svigtede vælgerne i januar 1984 deres eneste
Christiansborgbeskytter, liste Z.
Blandt de mange ulykkelige konsekvenser heraf kom de gamle partiers
skændige skattereformaftale af 19. juni 1985, der blandt sine mange skadelige
virkninger også havde en brutal og hurtigvirkende beskæring af
rentefradragsreglen (se nærmere Fremskridtsbogen »Ud af
skattereformfælderne« side 50-60).
Læs alt
Men dette var ikke nok for de skattehungrende magthaverpartier.
I oktober 1986 iværksatte de endnu en massakre mod rentefradraget - ved at
gennemføre den kartoffelkvaksalverafgift, som nærværende lovforslag går ud på
at afskaffe.
Kartoffelindgrebsgrundlaget var nogle særdeles livsfjerne cand.
polit.-teoretiseringstankespind ved Finansministeriets skriveborde. Det
nærmere indhold bestod i, at enhver fuldt skattepligtig person i Danmark
efter udløbet af hvert år (første gang efter valgåret 1987) nøjagtigt skal
opgøre følgende beløb:
1) Samlede fradragsberettigede renteudgifter
2) Fradragsberettigede provisioner (men ikke kurstabsbeløb)
3) Virksomhedsskatteordningens fiktive rentekorrektioner
4) Renter på statslige studielån
5) Renter på statsgaranterede studielån i pengeinstitutter
6) Realkreditrenter
7) Renter til Dansk Landbrugs Realkreditfond
8) Renter på visse realkreditlignende lån
9) Renter på andelsboliglån, der opfylder en lang række svært forståelige
paragrafbetingelser
10) Renter på visse byggelån
11) Renter på skyldnerpantebreve i fast ejendom på lån aftalt før 7.
oktober 1986
12) Renter på visse ældre ejerpantebrevslån
13) Renter på visse ældre skadesløsbrevslån
14) Renter på visse ældre lån med sikkerhed i sælgerpantebreve
15) Skattepligtige renteindtægter m.v. (dog ikke, hvis disse
virksomhedsbeskattes)
16) Aktieudbytter m.v.
17) Aktieudbytteskattegodtgørelser
18) Beregnet kapitalafkast af egenkapital under virksomhedsskatteloven
19) Beregnet kapitalafkast af fysiske erhvervsaktiver ejet af selvstændigt
skattepligtige, som ikke benytter virksomhedskatteordningen
20) Nogle trusserederrenter.
Når hver eneste, der bor i Danmark, har opgjort hvert af disse 20 tal
korrekt efter de 20 herom gældende, ganske komplicerede regelsæt, er resten
af regnestykket let: Man lægger de første tre sammen, og herfra trækker man
summen af de sidste sytten. Bliver resultatet positivt, skal man betale 20
pct. i afgift af den således fremkomne »nettorenteudgift«.
For 1987 kan man dog betale pengene til en pensionsordning for sig selv
(jf. nærmere bekendtgørelse nr. 84 af 17. februar 1988), mens det for 1988 og
følgende år alternativløst er en ny skat oven i alle de andre, alt for mange
og alt for store skatter, som svage folketingsflertal har gennemført.
Mens opgørelse skal foretages af alle (og dermed pestilere alle), antog
man - som et løst slag på tasken - at ca. 850.000 personer ville komme til at
betale afgift for 1987.
Ved lov nr. 37 af 29. januar 1988, jf. Folketingstidende 1987-88,
Forhandlingerne sp. 5837-5856, 6001 f. og 6004 samt udbevalgsbetænkningen i
Tillæg B sp. 425 forhøjedes minimumsbeløbet for afgiftsbetaling (men alene
for 1987), så det herefter forventes, at der kommer 350.000 færre
afgiftsbetalere for dette år, mens det naturligvis ikke er muligt at skønne
kvalificeret over, hvor mange der pådrager sig afgiftstilsvar for 1988 og
følgende år. I vidt omfang bliver det jo desværre nok de samme familier, der
rammes hårdest år efter år. Og her drejer det sig om de virkelig
svagtstillede. Det er nemlig gemen, usund propaganda, når Konservative,
Venstre, Radikale, CD og Kristeligt Folkeparti vedholdende har påstået, at
afgiften skulle angå folk med stort privatforbrug.
Sandheden er lige modsat den 100 pct. vildledende lovtitel. Loven rammer
folk med lavt forbrug. Den er særlig ubehagelig for personer med store
renteudgifter. Og når man skal betale mange penge i rente, har man meget lidt
til forbrug. Derfor er det umiddelbart klart, at den kartoffel-AIDS-virus,
som lovgiverne har sprøjtet ind i et sekscifret (eller syvcifret) antal
danske, virker hårdest på dem, der er i størst rentedødsfare, mens de, der
blev undtaget i januar 1988, nok havde klaret de få hundrede kroner, det
drejer sig om for deres vedkommende (selv om det selvfølgelig også for dem
gælder, at de kæmpemæssige kartoffelvilkårligheder er dybt uretfærdige og
uhensigtsmæssige ud fra alle synsmåder).
De med store nettorenteudgifter er de virkelig fattige, mens rige folk
normalt er kaftoffelfri, fordi deres renteregnskab typisk viser - eller
bringes til at vise - overskud. Højst har de nogle få tusinde kroners
nettorenteudgifter. I det første afgiftsår er forskelsbehandlingen særlig
stor, idet de hårdest ramte fattigfolk ikke inden for de stramme frister vil
kunne klare at indbetale til pensionsordninger og derfor definitivt kommer
til at slippe deres penge som skat.
Har man eksempelvis været så uheldig at blive belastet med gæld fra en
konkursramt virksomhed, eller er man en medarbejder, som har optaget lån for
at redde en nødstedt virksomhed, der måske blev drevet i selskabsform, vil
renterne blive pålagt afgift oven i, at man måske aldrig har fået fradrag for
sit tab.
I det hele er de hårdest kartoffelafgiftsramte ofte folk, der er gået ned
med en virksomhed (f.eks. landbrug i 1981) og nu sidder tilbage med gælden.
Mange har også på grund af skilsmisse, husbukke eller arbejdsløshed måttet
forlade parcelhuset og afdrager nu til sparekassen eller andre. Når
selskabsdrevne virksomheder grundlægges eller skifter ejer (måske ved
overdragelse til den hidtidige kronprins), skal den nye anpartshaver oftest
ud at låne for at klare problemet. Han får en ordentlig een på sinkadusen i
form af den renteafgift, som femkantspolitikerne kalder straffeforanstaltning
mod overforbrug, men som nok så meget rammer iværksættere. Tilsvarende brutal
hårdhændethed går ud over den, der har måttet indfri en kaution (også for
erhvervsgæld og boliglån), eller ham, der blev gældbundet på grund af
sygdomsperioder i familien eller uden særlig egen skyld fik pålagt en
erstatning engang i fortiden.
Også lån optaget til indskud i almennyttige boliger og lån til
energibesparende foranstaltninger i boligen er omfattet af loven. Det samme
gælder lån til eksempelvis køb af obligationer eller pantebreve.
Hvis man er repræsentant og må låne til en rejsevogn eller man er invalid
og må låne til en invalidebil, er man omfattet af afgiften på renterne. For
som den daværende skatteminister i oktober 1986 - med selvmorderisk sigte mod
hele ordningen - måtte erkende i sit svar på udvalgsspørgsmål 12: »Når
man ikke har lagt vægt på den konkrete anvendelse af låneprovenuet, skyldes
det, at det er særdeles vanskeligt - for ikke at sige umuligt - at finde ud
af, hvad et givet låneprovenu er anvendt til.«
Yderligere skal nævnes de, som uddanner sig uden for det i denne
forbindelse ret tilfældigt afgrænsede SU-studielånsområde. Deres studielån
rammes af renteafgiften.
Ofte vil det være særlig katastrofalt for unge, der med stor bekostning
har dygtiggjort sig i udlandet. Men der er også danske uddannelser, der som
følge af lovtekniske tilfældigheder rammes af kartoffelvanviddet. De oftest
nævnte er jordbrugsteknikerstudiet og andre landmandsuddannelser.
Nogle af lovens regler sondrer efter, om der foreligger lån fra før loven
eller nye lån. Oversat til juristsprog betyder det, at ændring af lånevilkår,
for eksempel hurtigere afdrag eller bankskifte efter 6. oktober 1986, meget
let fører ud i, at renteudgiften flyttes fra det afgiftsfrie til det
afgiftspligtige område.
Udlandslån behandles ofte hårdere end danske lån, jf. f.eks.
Folketingstidende 1987-88, Forhandlingerne sp. 9826.
Den, der har optaget sine lån i højrenteperioder, handicappes endnu en
gang i forhold til den, der kom fra start med lavere rente.
En forsigtig vurdering peger på, at mindst 250.000 familier med lån i bank
eller sparekasse optaget til rene boligformål omfattes af afgiften på
renterne (i 1986-udformningen).
Er der overhovedet nogen linje i loven, er det ungdomsfjendskhed: Det
hører nu engang med til et regelret livsforløb, at man gældsætter sig i de
år, hvor man stifter familie, påbegynder virksomhed etc., men bliver
nettokreditor i mere moden alder, hvor man måske har arvet sine forældre.
Helt tilbage til behandingen i oktober 1986 af lovforslaget om den
såkaldte forbrugsrenteafgift gjorde Fremskridtspartiet og andre uden for de
nævnte daværende fem flertalspartier opmærksom på de mange uheldige følger,
som afgiften ville få, men det daværende flertal var meget skråsikkert på
manuduktinen, det fik fra det Finansministerium, der skråsikkert optrådte,
som havde det forpagtet alverdens klogskab og indsigt.
Den kendsgerning, at skattemyndighederne ikke kan aflæse arten af
skatteydernes renteudgifter, når disse f.eks. oplyses fra pengeinstitutterne,
gør, at det er op til skatteyderen selv at indberette, hvilke renter der er
afgiftspligtige, og hvilke der ikke er. Det sker ved udfyldelsen af det
herostratisk berygtede prøv lykken-felt i selvangivelsens punkt 34.
Politisk naivitet er ikke et nyt fænomen. Men at bygge en ny lov op på en
tiltro til, at de danske skatteydere formår at overskue skattereglerne i
nødvendigt omfang, er ikke blot naivitet, det er dumhed.
Den skatteyder, som økonomisk magter at rekvirere revisorbistand, er ikke
meget bedre stillet. Såvel registrerede som statsautoriserede revisorer har
brugt megen spalteplads i aviser og tidsskrifter til at påpege det umulige i
at opfylde loven. Blot det at forstå skatteministerens 40-punkts-cirkulære
nr. 110 af 10. juli 1987 og få dettes myriader af sværttilgængelige
detailreguleringer sat i relation til det faktiske, jordnære forløb, klienten
har været ude for, vil overstige de flestes kræfter og koste det hvide ud af
øjnene i salær til advokater og revisorer.
Det bliver således skatteydernes eller deres revisorers dygtighed
kombineret med de lokale skattemyndigheders tid og evner, som afgør
hasardspillet om, hvem der bliver renteafgiftens gidsler.
Skatteydere med ens forhold vil meget vel kunne opleve store forskelle i
deres slutligning - en kendsgerning, som nedbryder den sidste tro på
retssamfundet, der måtte være tilbage hos nogle borgere.
For skattemyndighederne bliver sagen ikke mindre vanskelig. Det makværk i
administrativ henseende, loven er, vil give de lokale skattemedarbejdere grå
hår i hovedet, når uforstående skatteydere med rette klager over at være
boomerang-nakkeskudt af helt uventede og uforståelige
kartoffelafgiftsskattebilletter. Derpå indledes ofte en årelang strid med
fremskaffelse og vurdering af oplysninger om de subtiliteter, som hver af de
20 foranopregnede regelsæt hviler på.
Rimeligheden og retssikkerheden er de sikre tabere.
B.T. konkluderer med rette, at 20 pct.-skatten på såkaldte
forbrugsrenteudgifter »friholder de kloge, de smarte og de rige og
rammer de forsigtige, de mindre smarte og de mindre rige. Den er umulig at
administrere«.
Den, som i tide er opmærksom på loven, vil meget let gennem
skattetænkningsdispositioner (for eksempel arveforskud, formueomlægninger,
overflytning af gæld til selskaber, rentenedsættelse mod lønreduktion osv.)
kunne slippe uden om afgiften. Men som sædvanlig står skattetænkervejen kun
åben for den, som dels har økonomisk styrke og dels bruger sin tid på at
spekulere i skattebaner.
Firkantregeringens og De Radikales tyrkertro på, at deres kartoffelkur
ville mindske det privatforbrug, som de (modsat Fremskridtspartiet) ikke kan
lide, har vist sig aldeles uholdbar. Det fremgår af alle seriøse analyser.
En af de nyeste står i artiklen »Den mislykkede kartoffelkur« i
Finanstidende den 20. maj 1988 (side 598-600). Fra artiklens kaskader af
dokumentation om jammerligheden i oktober-lovsjuskeriet citeres:
»20 pct.-afgiften på renter af forbrugslån er en af de besynderligste
økonomisk-politiske vedtagelser i mange år.
Renteafgiften har således tilbagevirkende kraft, idet den også gælder for
gamle lån, og den rammer fuldstændig tilfældigt.
Det er i praksis umuligt for pengeinstitutter og skattemyndigheder at
følge, hvad udlån anvendes til. En del af de erhvervsudlån, der ydes uden
renteafgift, vil finde anvendelse i låntagerens privatforbrug. Andre
skatteydere skal betale renteafgift, selv om lånene er anvendt til
finansiering af bolig. Det vil eksempelvis være tilfældet, hvis en del af
finansieringsgrundlaget er en kassekredit, der ikke er tinglyst med sikkerhed
i ejendommen.
Samtidig er der tale om et næsten uvirksomt instrument.
Har man således haft et forbrugslån gennem hele 1987 på 100.000 kr., skal
der betales mellem 2.000 og 3.000 kr. i afgift i indeværende år. Betalingen
behøver imidlertid ikke at ske til staten, men kan i stedet ske til egen
pensionsopsparing. De fleste vil derfor blot omplacere opsparede midler fra
een konto til en anden.
Et særkende ved kartoffelkurens renteafgift er, at man ikke vil være i
stand til at finde ud af, om den trods alt har nogen virkning. Der findes
ikke nogen entydig statistisk oplysning om forbrugslån, og forskellige
undersøgelser viser, at det ikke vil kunne lade sig gøre at lave en sådan
statistik.
Det nærmeste, man kan komme en afklaring, er opgørelsen af
ikke-erhvervsmæssige udlån. Væksten i denne form for udlån er faldet fra
næsten 30 pct. til omkring 5 pct. efter kartoffelkurens gennemførelse, og det
kan umiddelbart tilskynde til en konklusion om, at lån til rene
forbrugsformål holder sig på et stabilt niveau.
Desværre vil man ikke kunne være sikker på denne konklusion, idet
ikke-erhvervsmæssige udlån omfatter meget andet end rene forbrugslån, blandt
andet lån til uddannelsessøgende.
Hertil kommer de mange substitutionsmuligheder. Når der lægges afgift på
forbrugslån, finder de berørte andre veje til finansiering af deres
aktiviteter, og det er derfor ikke overraskende, at gruppen
ikke-erhvervsmæssige udlån viser ringe vækst.«
Hvad forbrugermønsteret angår, påvises, at boligbyggeriet upåvirket
fortsatte den stagnation, som begyndte i foråret 1986. Det samme gælder
bilsalg og andre forbrugsområder, bortset fra rejsevalutaforbruget, der -
ligeledes ganske upåvirket af kartoflerierne - har fortsat himmelflugten. Den
eneste investeringsændring, som ifølge Finanstidendes veldokumenterede
analyser har tidsmæssig sammenhæng med kartoffellovene, angår erhvervenes
maskininvesteringer. De er faldet med godt 10 pct.
20 pct.-afgiften og skattereformen har således i det højeste flyttet et
vist forbrug over på kortsigtede konsumområder og skræmt køberne væk fra
langvarige forbrugsgoder, som naturligt lånefinansieres.
Det er svært at få øje på den samfundsøkonomiske visdom i at hidføre en
sådan forskydning.
Femkantens andre argumenter viste sig også som tomme bravader. De påstod,
at de ville fjerne presset på efterspørgslen, så renten ville falde til 9
pct. over et år. Men rent faktisk har renten efter oktober 1986 stort set
været uændret, såvel i Danmark som i udlandet.
En anden virkning af den efterspørgselsnedsættelse, som
forbrugsrenteafgiften skulle hidføre, var lavinflation (se for eksempel Thor
Pedersen i Folketingstidende 1986-87, Forhandlingerne sp. 783). Men Danmark
kom i stedet til at opleve kraftigere prisstigninger end vore naboer og
konkurrenter.
Til trods for, at kendsgerningerne således entydigt dokumenterer, at den
er helt galt fat med 1986-loven, og at alle udtalelser fra skattekyndigt hold
bekræfter dette, gik Konservative, Radikale, CD og Kristeligt Folkeparti ind
for en forhøjelse af 20 pct.-satsen så sent som ved debatten på og i
forbindelse med Nyborg Strand-stævnet i januar 1988.
Men kartoffelpartierne har siden september 1987 haft imod sig et
folketingsflertal af de tre partier, som i oktober 1986 stemte nej til loven.
SF har imidlertid foreløbig stort set alene markeret sig på samme fløj som
det regeringsforslag, der blev til loven af 29. januar 1988. SF'erne var
endda ikke nær så vidtgående i udformningen af deres lovforslag, jf. L 69 af
10. november 1987, se Folketingstidende 1987-88, Tillæg A sp. 1435 og
Forhandlingerne sp. 3139-3162.
Socialdemokratiet er gået noget videre ved L 190 af 1. december 1987 og B
147 af 13. april 1988.
Men man kan ikke opnå blot nogenlunde tilfredsstillende resultater ved at
nøjes med at lappe på en lov, der i bund og grund er så forfejlet og så
umulig som den her omhandlede.
Derfor fastholdt Fremskridtspartiet sit nej fra 1986 og foreslog totalt at
udrydde modbydelighederne i den forfærdelige og ødelæggende kartoffelpest ved
L 193 af 27. januar 1988, se Folketingstidende 1987-88, Forhandlingerne sp.
8074-8081 og Tillæg A sp. 3699.
Det er det forslag, der hermed genfremsættes, dog med noget udførligere
bemærkninger.
Politikerne har til opgave at holde styr på det offentliges forbrug, ikke
at genere folks private forbrug for deres egne penge i den takt, de enkelte
finder mest fornuftigt at disponere deres eget livsforløb i. Det er op til
dem selv - sammen med de långivere, de måtte kunne finde - at tage risiko og
chance ved at lånefinansiere forbrug eller andre aktiviteter. Det skal
Folketinget ikke blande sig i. Bruger debitor lidt flere penge lidt før, må
udlåner afstå fra forbrug med samme beløb i samme periode. Så
samfundsøkonomien kan være ligeglad. Ligesom gammelpartiernes farisæriske
puritanermoralpegefingre mod gældsættere er særdeles malplacerede.
Og i øvrigt dækker den lede lov al form for gæld - altså langt, langt mere
end lån.
Fremskridtspartiet helmer ikke, før vi får loven totalafskaffet.
Ganske som vi gennemførte vort tilsvarende forehavende over for
Hartling-regeringens afskyelige tvangsopsparingslov i sin tid.
Efter 2. behandling den 21. juni 1988
§ 1
Lov nr. 698 af 17. oktober 1986, som ændret ved lov nr. 37 af 29. januar
1988, om afgift af renter af forbrugslån ophæves for så vidt angår
indkomståret 1987.
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og
har virkning således, at ingen skattepligtig vedrørende afgiftsåret 1987
eller senere afgiftsår kommer til at betale afgift i henhold til lov nr. 698
af 17. oktober 1986.
Stk. 2. Afgifter, der allerede måtte være betalt i medfør af nævnte lov,
tilbagebetales efter reglerne for tilbagebetaling af for meget betalt skat.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1988 LSF 69 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM AFGIFT AF RENTER AF FORBRUGSLÅN (INGEN KARTOFFELSKAT FOR 1987) Retsinformation · 17. maj 1989
- 1987 LSF 193 FORSLAG TIL LOV OM OPHÆVELSE AF LOV OM AFGIFT AF RENTER AF FORBRUGSLÅN Retsinformation · 21. maj 1988
- 1987 BTL 2 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM OPHÆVELSE AF LOV OM AFGIFT AF RENTER AF FORBRUGSLÅN (INGEN KARTOFFELSKAT) NR L 2 1987-88, 2. SAMLING Retsinformation · 29. juni 1988
- 1987 LSF 188 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM AFGIFT AF RENTER AF FORBRUGSLÅN Retsinformation · 21. maj 1988
- 1992 LSF 292 FORSLAG TIL LOV OM TILBAGEBETALING AF AFGIFT AF RENTER AF FORBRUGSLÅN M.V. Retsinformation · 25. juni 1993
- 1988 BTL 47 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM AFGIFT AF RENTER AF FORBRUGSLÅN OG AF SKATTEKONTROLLOVEN (LEMPELSE AF FORBRUGSRENTEAFGIFTEN OG UDVIDELSE AF RENTEKONTROLLOVEN) NR L 47 1988-89, 1. SAMLING Retsinformation · 17. maj 1989