Spring til indhold

Retsinformation

1988 LSF 69 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM AFGIFT AF RENTER AF FORBRUGSLÅN (INGEN KARTOFFELSKAT FOR 1987)

1988/1 LSF 69Lovforslag som fremsatFolketinget17. maj 1989

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

Lov nr. 698 af 17. oktober 1986, som ændret ved lov nr. 37 af 29. januar

1988 og lov nr. 492 af 19. august 1988 om afgift af renter af forbrugslån,

ophæves for så vidt angår renteudgifter m.v., der henføres til afgiftsåret

1987.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Afgifter, der allerede måtte være betalt, og som ikke er

tilbagebetalt, tilbagebetales straks. Dette gælder også beløb indbetalt til

pensionsordninger. Tilbagebetalingen sker uden fradrag for realrenteafgift.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

I de seneste årtier har den vigtigste lovbeskyttelse for de bærende

befolkningslag været det ubegrænsede rentefradrag. Det gav således for 1986

lindring i størrelsesordenen 80 mia. kr., som kom i sikkerhed for

indkomstskattemyndighederne.

For 1987 var rentefradragene (inkl. et mindre, ikke udspecificeret beløb

for dødsboer) ca. 89 mia. kr. For 1988 og 1989 forventes det at blive ca. 93

og ca. 96 mia. kr.

Folketingets syv skattebegærlige partier har rettet hadske angreb mod, at

den arbejdsomme dansker på den måde kunne krybe i ly og gennem

skattereduktion begrænse mulighederne for endnu mere umådeholden vækst i de

offentlige udgifter end den, som frådsefinanslovene har medført.

Særligt i perioden op mod valg forsikrede og garanterede de gamle partiers

folk imidlertid gang på gang borgerne om, at de, der havde indrettet sig i

tillid til gældende rentefradragsret, ikke ville blive snigløbet ved

eventuelle lovændringer. De ville alene komme til at angå fremtidigt stiftet,

ny gæld.

Således lullet i søvn svigtede vælgerne i januar 1984 deres eneste

Christiansborgbeskytter, liste Z.

Læs alt

Blandt de mange ulykkelige konsekvenser heraf kom de gamle partiers

skændige skattereformaftale af 19. juni 1985, der blandt sine mange skadelige

virkninger også havde en brutal og hurtigvirkende beskæring af

rentefradragsreglen (se nærmere Fremskridtsbogen »Ud af

skattereformfælderne« side 50-60).

Men dette var ikke nok for de skattehungrende magthaverpartier.

I oktober 1986 iværksatte de endnu en massakre mod rentefradraget - ved at

gennemføre den kartoffelkvaksalverafgift, som nærværende lovforslag går ud på

at afskaffe for det første afgiftsår. Det blev fastlagt til 1987 (med

opkrævning i 1988, når det grundlovsforeskrevne 1987-folketingsvalg var

overstået, og endda således, at den enkelte skatteyder for 1987 (men ikke

følgende år) kan indbetale til egen pensionsordning).

Kartoffelindgrebsgrundlaget var nogle særdeles livsfjerne cand.

polit-teoretiseringstankespind ved Finansministeriets skriveborde. Det

nærmere indhold bestod i, at enhver fuldt skattepligtig person i Danmark

efter udløbet af hvert afgiftsår nøjagtigt skal opgøre følgende beløb:

1) Samlede afgiftsberettigede renteudgifter

2) Fradragsberettigede provisioner (men ikke kurstabsbeløb)

3) Virksomhedsskatteordningens fiktive rentekorrektioner

4) Renter på statslige studielån

5) Renter på statsgaranterede studielån i pengeinstitutter

6) Realkreditrenter

7) Renter til Dansk Landbrugs Realkreditfond

8) Renter på visse realkreditlignende lån

9) Renter på andelsboliglån, der opfylder en lang række svært forståelige

paragrafbetingelser

10) Renter på visse byggelån

11) Renter på skyldnerpantebreve i fast ejendom på lån aftalt før 7.

oktober 1986

12) Renter på visse ældre ejerpantebrevslån

13) Renter på visse ældre skadesløsbrevslån

14) Renter på visse ældre lån med sikkerhed i sælgerpantebreve

15) Skattepligtige renteindtægter m.v. (dog ikke, hvis disse

virksomhedsbeskattes)

16) Aktieudbytter m.v.

17) Aktieudbyttetskattegodtgørelser

18) Beregnet kapitalafkast af egenkapital under virksomhedsskatteloven

19) Beregnet kapitalafkast af fysiske erhvervsaktiver ejet af selvstændigt

skattepligtige, som ikke benytter virksomhedsskatteordningen

20) Nogle trusserederrenter.

Når hver eneste, der bor i Danmark, har opgjort hvert af disse 20 tal

korrekt efter de 20 herom gældende ganske komplicerede regelsæt, er resten af

regnestykket let: Man lægger de første tre sammen, og herfra trækker man

summen af de sidste sytten. Bliver resultatet positivt, skal man betale 20

pct. i afgift af den således fremkomne »nettorenteudgift«. Det er

dette beløb, som kartoffelpartierne har benyttet deres dominerende mediemagt

til at kalde »renter af forbrugslån«, hvilket udtryk også anvendes

i lovtitlen.

At dette til 100 pct. er usand propaganda, har fra første færd været helt

klart for alle, der har haft tid, kræfter og evner til at sætte sig ind i

lovens detaljer.

Den daværende konservative skatteminister måtte da også i oktober 1986 -

med selvmorderisk sigte mod hele ordningen - erkende i sit svar på

udvalgsspørgsmål 12: »Når man ikke har lagt vægt på den konkrete

anvendelse af låneprovenuet, skyldes det, at det er særdeles vanskeligt - for

ikke at sige umuligt - at finde ud af, hvad et givet låneprovenu er anvendt

til.«

Industrirådets Jørgen Hansen udtrykker det således til dagbladet Børsen

26. september 1988:

»Tag nu den ulykkelige ide med at stemple visse lån som forbrugslån i

relation til renteafgiften. Enhver med kendskab til regnskaber kan sige sig

selv, at der er tale om en umulig sondring. Det er et uløseligt problem, man

forsøger at løse.

Og uanset hvor megen administrativ kraft der sættes ind på at klare

opgaven, så bygger hele konstruktionen på sand. Det er inden for sådanne

områder, det virkelig vil batte noget, hvis den politiske beslutningsproces

lægger afgørende vægt på at undgå administrative komplikationer af nye

regelsæt.«

Lovens afgiftsområde har intet med forbrugsrenter at gøre. Det rammer rent

faktisk folk med lavt forbrug. Kartoflerierne straffer den, der ikke engang

har råd til kartofler, men som er så fattig, at han må gældsætte sig, måske

for at opretholde sit erhverv, måske for at opretholde livet. Det er derfor

aldeles lodret usandt, når kartoffelafgiftsbetalerne er blevet kaldt

»velbjærgede« (for eksempel af den radikale ordfører.

Folketingstidende 1987-88, 2. samling, forhandlingerne spalte 1172).

Forholdet er tværtimod, at når man skal betale mange penge i rente, har

man meget lidt til forbrug. Derfor er det uomtvisteligt, at den

kartoffel-AIDS-virus, som lovgiverne har sprøjtet ind i et sekscifret (eller

syvcifret) antal danske, virker hårdest på dem, der er i størst

rentedødsfare, mens de, der blev undtaget i januar 1988 ved

bundgrænseforhøjelse, nok havde klaret de få hundrede kroner, det drejer sig

om for deres vedkommende (selv om det selvfølgelig også for dem gælder, at de

kæmpemæssige kartoffelvilkårligheder er dybt uretfærdige og uhensigtsmæssige

ud fra alle synsmåder). Alligevel vil seks folketingspartier (i henhold til

forlig af 6. september 1988) gå videre ad den vej og yderligere forhøje

bundfradraget for 1987, se nærmere § 1, nr. 10 i lovforslag nr. L 47 af 1.

oktober 1988.

De med store nettorenteudgifter er de virkelig fattige, mens rige folk

normalt er kartoffelfri, fordi deres renteregnskab typisk viser - eller

bringes til at vise - overskud. Højst har de nogle får tusinde kroners

nettorenteudgifter. I det første afgiftsår er forskelsbehandlingen særlig

stor, idet de hårdest ramte fattigfolk ikke inden for de stramme frister vil

kunne klare at indbetale til pensionsordninger og derfor definitivt kommer

til at slippe deres penge som skat.

Og de, der rammes hårdest, bliver det år efter år, fordi de ikke har

økonomisk styrke til gennem afdrag eller på anden vis at få deres

renteudgifter overført til den gruppe - på ca. 90 pct. af alle

personrenteudgifter - som er kartoffelskattefri. Her er muligheden for dem,

der er mest velbjærgede.

Har man eksempelvis været så uheldig at blive belastet med gæld fra en

konkursramt virksomhed, eller er man en medarbejder, som har optaget lån for

at redde en nødstedt virksomhed, der måske blev drevet i selskabsform, vil

renterne blive pålagt afgift oven i, at man måske aldrig har fået fradrag for

sit tab.

I det hele er de hårdest kartoffelafgiftsramte ofte folk, der er gået ned

med en virksomhed (f.eks. landbrug i 1981) og nu sidder tilbage med gælden.

Mange har også på grund af skilsmisse, husbukke eller arbejdsløshed måttet

opgive parcelhuset og afdrager nu til sparekassen eller andre. Når

selskabsdrevne virksomheder grundlægges eller skifter ejer (måske ved

overdragelse til den hidtidige kronpris), skal den nye anpartshaver oftest ud

at låne for at klare problemet. Han får en ordentlig een på sinkadusen i form

af den renteafgift, som femkantspolitikerne kalder straffeforanstaltning mod

overforbrug, men som nok så meget rammer iværksættere. Tilsvarende brutal

hårdhændethed går ud over den, der har måttet indfri en kaution (også for

erhvervsgæld og boliglån), eller ham, der blev gældbundet på grund af

sygdomsperioder i familien eller uden (særlig) egen skyld fik pålagt en

erstatning engang i fortiden.

Hvis man er repræsentant og må låne til en rejsevogn eller man er invalid

og må låne til en invalidebil, er man omfattet af afgiften på renterne.

Hvis man har sin kapitalafkastindtægt fra andre kilder end de foran under

nr. 15-17 anførte, belastes man hårdere. Det kan være livrenter,

udlejningsindtægter, renter på pensions- og forsikringsordninger og

hundredvis af andre forhold, som der ikke er skygge af retfærdighedsgrunde

til at behandle anderledes end egne direkte renteindtægter og aktieudbytter.

Yderligere skal nævnes dem, som uddanner sig uden for det i denne

forbindelse ret tilfældigt afgrænsede SU-studielånsområde. Deres studielån

rammes af renteafgiften.

Ofte vil det være særlig katastrofalt for unge, der med stor bekostning

har dygtiggjort sig i udlandet. Men der er også danske uddannelser, der som

følge af lovtekniske tilfældigheder rammes af kartoffelvanviddet. De oftest

nævnte er jorbrugsteknikerstudiet og andre landmandsuddannelser, der støttes

over højskoleloven. Trafikflyverelever hører også til dem, der har haft held

til at trænge ind i den offentlige debat.

Nogle af lovens regler sondrer efter, om der foreligger lån fra før loven

eller nye lån. Oversat til juristsprog betyder det, at ændring af lånevilkår,

for eksempel hurtigere afdrag eller bankskifte efter 6. oktober 1986, meget

let fører ud i, at renteudgiften flyttes fra det afgiftsfrie til det

afgiftspligtige område. Altså også når opsparingselementet forøges ved større

afdragsbetalinger. Skatteministerens urimelighedsnotat af august 1988

fremhæver - under det første af femten urimelighedspunkter - »at

dette« er i overensstemmelse med renteafgiftslovens forarbejder.

Forretningsmæssige renter skulle derimod være fri for skat i henhold til

loven »om renter af forbrugslån.«

Men her har lovforfatterne ikke kunnet holde styr på begreberne, som det

fremgår af følgende volapyk-forklaring i VKR-regeringens urimelighedsnotat:

»I henhold til virksomhedsskatteloven skal der til brug ved

opgørelsen af indkomstskatten for det første beregnes et kapitalafkast på

grundlag af virksomhedens aktiver med fradrag af gæld. Dette kaptialafkast

indgår som en renteindtægt ved opgørelsen af grundlaget for beregning af

renteafgift.

For det andet skal der beregnes et rentekorrektionsbeløb, såfremt saldoen

på virksomhedens indskudskonto, der opgøres som værdien af virksomhedens

aktiver med fradrag af gæld og indestående på investeringsfondskonto, er

negativ. Dette rentekorrektionsbeløb indgår som en renteudgift ved opgørelsen

af afgiftsgrundlaget.

Det vil sige, at et afgiftsfrit lån, f.eks. et kreditforeningslån, der

indskydes i virksomhedsordningen, enten vil nedsætte kapitalafkastet eller

forøge rentekorrektionsbeløbet.

I begge tilfælde vil afgiftsgrundlaget blive forøget.

Det vil sige, at fordelen ved afgiftsfritagelsen mistes, såfremt et

afgiftsfrit lån indskydes i virksomhedsordningen.

Dette tvinger den afgiftspligtige til at holde de afgiftsfri renteudgifter

uden for virksomhedsordningen, hvilket forudsætter, at renteudgifterne kan

opdeles i en privatandel og en virksomhedsandel.

Denne opdeling vil give anledning til vanskeligheder, f.eks. hvor der er

tale om kreditforeningslån i en ejendom med blandet privat og erhvervsmæssig

benyttelse. Når opdelingen er foretaget, skal der således foretages

renteperiodisering for så vidt angår den del af renteudgifterne, der indgår i

virksomhedsordningen, men ikke for den del, der ikke indgår.«

For erhvervsdrivende uden for virksomhedsskatteordningen er forholdene

endnu mere groteske. Og for tidligere erhvervsdrivende eller dem, der driver

firmaet i selskabsform, lades alt håb ude.

Det er vigtigt for samfundet ikke at censurere, hvilke (fritids)interesser

den enkelte ønsker at befatte sig med. Folketinget har forsyndet sig nok så

kraftigt herimod ved at give tilskud på en lang række mere eller mindre

vilkårligt udvalgte områder inden for kultur, idræt, socialarbejde og meget

andet.

De, der foretrækker andre felter, har derfor i forvejen et gevaldigt

bagspring i form af at skulle være selvfinansierende. Det fører ofte ud i

låneoptagelser. Dobbeltknibtangen i form af rentefradragsbeskæring og

kartoffelkatastrofe har med eet slag fra 1986 til 1987 opdoblet denne

hobby-finansieringsforms rentebyrde for mange medborgere. Det er skingrende

uretfærdigt.

Udlandslån behandles ofte hårdere end danske lån, jf. f.eks.

Folketingstidende 1987-88, 1. samling, forhandlingerne sp. 9826. Tinglysning

godkendes nemlig kun, når ejendommen ligger i Danmark.

Den, der har optaget sine lån i højrenteperioder, handicappes endnu en

gang i forhold til den, der kom fra start med lavere rente.

Titusindvis af familier med lån i bank eller sparekasse optaget til rene

boligformål omfattes af afgiften på renterne, uanset at gælden forbrugsbedømt

ikke adskiller sig det mindste reelle hak fra de fritagne. Afgørende er alene

den måde, hvorpå man formelt i sin tid har udskrevet papirerne.

Også lån optaget til indskud i almennyttige boliger, kloaklån og lån til

miljøforbedringer og energibesparelser vedrørende boligen er omfattet af

loven. Det samme gælder lån til eksempelvis køb af obligationer eller

pantebreve eller til gennemførelse af adoptioner af østasiatiske børn.

Er der overhovedet nogen linje i loven, er det ungdomsfjendskhed: Det

hører nu engang med til et regelret livsforløb, at man gældsætter sig i de

år, hvor man stifter familie, påbegynder virksomhed etc., men bliver

nettokreditor i mere moden alder, hvor man måske har arvet sine forældre.

Dette belyses for eksempel af, at de først udsendte opkrævninger (fra

sommeren 1988) fordelte sig som følger:

Alder Antal opgørelser Afgiftsbeløb i alt

år pct mio. kr.

0 -19 1.397 0 1

20-29 203.576 29 297

30-39 195.630 28 321

40-49 172.202 24 310

50-59 92.226 13 156

60-69 34.811 5 55

70-74 4.573 1 7

75-79 2.322 0 3

80- 1.363 0 3

I alt 708.100 100 1.153

Loven vil skævvride dispositionsmønsteret, den er opsparingsfjendsk, den

er samfundsfjendsk, den er betalingsbalancefjendsk, den er fjendsk på alle

mulige områder, og derfor bør den ophæves.

Helt tilbage til behandlingen i oktober 1986 af det oprindelige lovforslag

gjorde Fremskridtspartiet og andre uden for de nævnte daværende fem

flertalspartier (KF, V, RV, CD og KRF) opmærksom på de mange uheldige følger,

som afgiften ville få, men det daværende flertal var meget skråsikkert på

manuduktionen, det fik fra det Finansministerium, der skråsikkert optrådte,

som havde det forpagtet alverdens klogskab og indsigt.

Den kendsgerning, at skattemyndighederne ikke kan aflæse arten af

skatteydernes renteudgifter, når disse f.eks. oplyses fra pengeinstitutterne,

gør, at det er op til skatteyderen selv at finde ud af, hvilke renter der er

afgiftspligtige, og hvilke der ikke er det. Det sker ved udfyldelsen af det

herostratisk berygtede prøv lykken-felt i selvangivelsens punkt 34.

Det makværk i administrativ henseende, loven er, vil give de lokale

skattemedarbejdere grå hår i hovedet, når uforstående skatteydere med rette

klager over at være boomerang-nakkeskudt af helt uventede og uforståelige

kartoffelafgifttsskattebilletter. Derpå indledes ofte en årelang strid med

fremskaffelse og vurdering af oplysninger om de subtiliteter, som hver af de

20 foranopregnede regelsæt hviler på.

Den eneste måde, hvorpå det kan kontrolleres, om skatteyderen har

selvangivet forkert ved afgørelse af, om renteudgiften er afgiftspligtig

eller ej, er ofte at gennemgå lånedokumenter og andre retsgrundlag for

vedkommendes gældsforpligtelser og de ændringer, der gennem tiden er sket

heri. Så vil man - måske engang i 1993 (hvis afgiften skulle leve så længe) -

opdage, at man har skatteangivet på en løgn ved bedømmelsen af renteudgiften

i 1987 og efterfølgende år.

Bl. a. når man betænker, at omkring 90 pct. af renteudgifterne er

afgiftsfri, vil det sige sig selv, at man kun i begrænset omfang vil foretage

en sådan gennemgang. Og som sædvanlig vil det gå ud over de sagtmodige i

ånden og fattige i økonomien.

Den skatteyder, som økonomisk magter at rekvirere revisorbistand, er ikke

meget bedre stillet. Såvel registrerede som statsautoriserede revisorer har

brugt megen spalteplads i aviser og tidsskrifter til at påpege det umulige i

at opfylde loven. Blot det at forstå skatteministerens 40-punkts-cirkulære

nr. 110 af 10. juli 1987 og få dettes myriader af sværttilgængelige

detailreguleringer sat i relation til det faktiske, jordnære forløb, klienten

har været ude for, vil overstige de flestes kræfter og koste det hvide ud af

øjnene i salær til advokater og revisorer.

Det bliver således skatteydernes eller deres revisorers dygtighed

kombineret med de lokale skattemyndigheders tid og evner, som afgør

hasardspillet om, hvem der bliver renteafgiftens gidsler.

Skatteydere med ens forhold vil meget vel kunne opleve store forskelle i

deres slutligning - en kendsgerning, som nedbryder den sidste tro på

retssamfundet, der måtte være tilbage hos nogle borgere. Til B.T. (3. august

1988) siger skatteinspektør Palle Mathiasen rammende, at renteafgiften for

alvor har forvandlet skattevæsensfolkene til »bureaukratiets

papirflyttere«.

Den, som i tide er opmærksom på loven, vil meget let gennem

skattetænkningsdispositioner (for eksempel arveforskud, formueomlægninger,

overflytning af gæld til selskaber, rentenedsættelse mod lønreduktion osv.)

kunne slippe uden om afgiften. Men som sædvanlig står skattetænkervejen kun

åben for den, som dels har økonomisk styrke og dels bruger sin tid på at

spekulere i skattebaner.

Rimeligheden og retssikkerheden er de sikre tabere.

B.T. konkluderer med rette, at 20 pct.-skatten på såkaldte

forbrugsrenteudgifter »friholder de kloge, de smarte og de rige og

rammer de forsigtige, de mindre smarte og de mindre rige. Den er umulig at

administrere«.

Kun een person har sagt, at han kan overskue renteafgiftsproblemerne. Det

er den konservative skattepolitiske ordfører (Folketingstidende 1987-88, 2.

samling, forhandlingerne spalte 1153), men det er næppe nogen tilfældighed,

at han har undladt at oplyse omverdenen om, hvad han overskuer.

Politisk naivitet er ikke et nyt fænomen. Men at bygge en ny lov op på en

tiltro til, at de danske skatteydere formår at overskue skattereglerne i

nødvendigt omfang, er ikke blot naivitet, det er dumhed.

Det er simpelt hen lodret løgn at påstå, at loven begrænser

lånefinansieret forbrug eller har et opsparingsfremmende sigte. I helt

overvældende grad rammer loven netop dem, der på grund af deres gældsbyrder

er totalt uden opsparingsevne, og som ikke kan præstere fornøden sikkerhed

til at lånefinansiere noget som helst forbrug ud over eksistensminimum.

For måske 20.000 eller 30.000 familier, der sidder meget svagt i det, vil

renteafgiftsbetaling for 1987 være det sidste og afgørende dødsstød, der

bevirker, at efter at de er gået ned og har været ulykkelige og uheldige

flere gange, får de nu - af denne lov - det endelige spark ud af samfundet.

Og netop disse de allersvagest stillede vil, så længe loven gælder, år

efter år blive udmarvet af betaling af kæmpemæssige kartoffelskattebilletter.

Det drejer sig om gode, veltjente folk på samfundets skyggeside, som har

været uheldige og ulykkelige her i tilværelsen og derfor overhovedet ingen

opsparingsevne har. Firkantregeringens og De Radikales tyrkertro på, at deres

kartoffelkur ville mindske det privatforbrug, som de (modsat

Fremskridtspartiet) ikke kan lide, har vist sig aldeles uholdbar. Det fremgår

af alle seriøse analyser.

En af de nyeste står i artiklen »Den mislykkede kartoffelkur« i

Finanstidende den 20. maj 1988 (side 598-600). Fra artiklens kaskader af

dokumentation om jammerligheden i oktoberlovsjuskeriet citeres:

»20 pct.-afgiften på renter af forbrugslån er en af de besynderligste

økonomisk-politiske vedtagelser i mange år.

Renteafgiften har således tilbagevirkende kraft, idet den også gælder for

gamle lån, og den rammer fuldstændig tilfældigt.

Det er i praksis umuligt for pengeinstitutter og skattemyndigheder at

følge, hvad udlån anvendes til. En del af de erhvervsudlån, der ydes uden

renteafgift, vil finde anvendelse i låntagerens privatforbrug. Andre

skatteydere skal betale renteafgift, selv om lånene er anvendt til

finansiering af bolig. Det vil eksempelvis være tilfældet, hvis en del af

finansieringsgrundlaget er en kassekredit, der ikke er tinglyst med sikkerhed

i ejendommen.

Samtidig er der tale om et næsten uvirksomt instrument.

Har man således haft et forbrugslån gennem hele 1987 på 100.000 kr., skal

der betales mellem 2.000 og 3.000 kr. i afgift i indeværende år. Betalingen

behøver imidlertid ikke at ske til staten, men kan i stedet ske til egen

pensionsopsparing. De fleste vil derfor blot omplacere opsparede midler fra

een konto til en anden.

Et særkende ved kartoffelkurens renteafgift er, at man ikke vil være i

stand til at finde ud af, om den trods alt har nogen virkning. Der findes

ikke nogen entydig statistisk oplysning om forbrugslån, og forskellige

undersøgelser viser, at det ikke vi kunne lade sig gøre at lave en sådan

statistik.

Det nærmeste, man kan komme en afklaring, er opgørelsen af

ikkeerhvervsmæssige udlån. Væksten i denne form for udlån er faldet fra

næsten 30 pct. til omkring 5 pct. efter kartoffelkurens gennemførelse, og det

kan umiddelbart tilskynde til en konklusion om, at lån til rene

forbrugsformål holder sig på et stabilt niveau.

Desværre vil man ikke kunne være sikker på denne konklusion, idet

ikkeerhvervsmæssige udlån omfatter meget andet end rene forbrugslån, blandt

andet lån til uddannelsessøgende.

Hertil kommer de mange substitutionsmuligheder. Når der lægges afgift på

forbrugslån, finder de berørte andre veje til finansiering af deres

aktiviteter, og det er derfor ikke overraskende, at gruppen

ikkeerhvervsmæssige udlån viser ringe vækst.«

Hvad forbrugermønsteret angår, påvises, at boligbyggeriet upåvirket

fortsatte den stagnation, som begyndte i foråret 1986. Det samme gælder

bilsalg og andre forbrugsområder bortset fra rejsevalutaforbruget, der -

ligeledes ganske upåvirket af kartoflerierne - har fortsat himmelflugten. Den

eneste investeringsændring, som ifølge Finanstidendes veldokumenterede

analyser har tidsmæssig sammenhæng med kartoffellovene, angår erhvervenes

maskininvesteringer. De er faldet med godt 10 pct.

20 pct.-afgiften og skattereformen har således i det højeste flyttet et

vist forbrug over på kortsigtede konsumområder og skræmt køberne væk fra

langvarige forbrugsgoder, som naturligt lånefinansieres. Fra bolig og bil til

hyppig vindrikning og mange Mallorcarejser.

Det er svært at få øje på den samfundsøkonomiske visdom i at hidføre en

sådan forskydning.

Femkantens andre argumenter viste sig også som tomme bravader. De påstod,

at de ville fjerne presset på efterspørgslen, så renten ville falde til 9

pct. over et år. Men rent faktisk var renten i halvandetåret efter oktober

1986 stort set uændret såvel i Danmark som i udlandet. Og når renten gik ned

fra maj 1988, skyldtes det, at en tysk skattelovsændring gav øget udenlandsk

efterspørgsel på danske obligationer.

En anden virkning af den efterspørgselsnedsættelse, som

forbrugsrenteafgiften skulle hidføre, var lavinflation (se for eksempel Thor

Pedersen i Folketingstidende 1986-87, forhandlingerne sp. 783). Men Danmark

kom i stedet til at opleve kraftigere prisstigninger end vore naboer og

konkurrenter.

Til trods for, at kendsgerningerne således entydigt dokumenterer, at

1986-lovens system er det rene galimatias, og at alle udtalelser fra

skattekyndigt hold bekræfter dette, gik Konservative, Radikale, CD og

Kristeligt Folkeparti ind for en forhøjelse af 20 pct.-satsen så sent som ved

debatten på og i forbindelse med Nyborg Strand-stævnet i januar 1988.

Men kartoffelpartierne har siden september 1987 haft imod sig et

folketingsflertal af de tre partier, som i oktober 1986 stemte nej til loven.

SF har imidlertid foreløbig stort set alene markeret sig på samme fløj som

det regeringsforslag, der blev til loven af 29. januar 1988. SF'erne var

endda ikke nær så vidtgående i udformningen af deres lovforslag, jf. L 69 af

10. november 1987, se Folketingstidende 1987-88, 1. samling, tillæg A sp.

1435 og forhandlingerne sp. 3139-3162.

Socialdemokratiet er gået noget videre ved L 190 af 1. december 1987 og B

147 af 13. april 1988.

Men man kan ikke opnå blot nogenlunde tilfredsstillende resultater ved at

nøjes med at lappe på en lov, der i bund og grund er så forfejlet og så

umulig som den her omhandlede.

Derfor fastholdt Fremskridtspartiet sit nej fra 1986 og foreslog totalt at

udrydde modbydelighederne i den forfærdelige og ødelæggende kartoffelpest ved

L 193 af 27. januar 1988, se Folketingstidende 1987-88, 1. samling,

forhandlingerne sp. 8074-8081 og tillæg A sp. 3699, samt L 2 af 7. juni 1988,

Folketingstidende 1987-88, 2. samling, forhandlingerne spalte 34 f., 600-615,

718-726 og 880-884, tillæg A spalte 1 og tillæg B spalte 105.

Selv om kartoffelpartierne havde haft ret i, at deres plyndringsofre var

folk med stort privatforbrug, må Fremskridtspartiet fremhæve, at politikerne

har til opgave at holde styr på det offentliges forbrug, ikke at genere, at

folks private forbrug for deres egne penge sker i den takt, de enkelte finder

mest fornuftigt at disponere deres eget livsforløb. Det er op til dem selv -

sammen med de långivere, de måtte kunne finde - at tage risiko og chance ved

at lånefinansiere forbrug eller andre aktiviteter. Det skal Folketinget ikke

blande sig i. Bruger debitor lidt flere penge lidt før, må udlåner afstå fra

forbrug med samme beløb i samme periode. Så samfundsøkonomien kan være

ligeglad. Gammelpartiernes farisæiske puritanermoralpegefingre mod

gældsættere er særdeles malplacerede. I øvrigt er det de selvsamme, som i

stemmekøbsøjemed har misbrugt deres magt til helt vildt at øge det offentlige

forbrug - endda for hundredvis af milliarder kr. - ved at optage lån.

I august 1988 meddeler OECD, at Danmark ligger næstnederst i verden i

privatforbrug (66 pct. af nationalindkomsten) kun undergået af Sverige, mens

alle andre OECD-lande ligger milevidt bedre. I de sidste tyve år er

privatforbruget kun steget med 45 pct., mens det offentlige forbrug er mere

end firdoblet. Ifølge OECD er det helt nøjagtigt steget 2,58 gange så meget

som privatforbruget. Hermed har Danmark jumbopladsen i skatteudvikling mellem

verdens lande.

Den lede kartoffellov dækker al form for gæld - altså langt mere end lån.

Fremskridtspartiet helmer ikke, før vi får loven totalafskaffet, ganske

som vi gennemførte vort tilsvarende forehavende over for Hartlingregeringens

afskyelige tvangsopsparingslov i sin tid.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Det beror ikke på nogen holdningsændring hos Fremskridtspartiet, at

kartoffelskatten ved nærværende forslag alene foreslås ophævet for 1987.

Det skyldes, at regeringen den 11. oktober 1988 har fremsat

formildelsesændringslovforslag til loven.

Regeringen opdeler her afgiften i to dele: dels afgiftsåret 1987 og dels

senere afgiftsår.

Regeringen har selvsagt ret i, at 1987 - hvor afgiften forfalder 20.

januar 1989 - haster mest.

Fremskridtspartiet opdeler derfor også sit lovforslagsinitiativ på de

samme to dele, som regeringen har, og fremsætter hermed forslaget for 1987.

Hvad 1987 angår, skønnedes det i oktober 1986, at der ville blive udsendt

afgiftsopkrævninger til ca. 830.000 husstande på i alt ca. 1.450.000.000 kr.

En formindskelse af disse tal skete ved lov nr. 37 af 29. januar 1988, jf.

Folketingstidende 1987-88, 1. samling, forhandlingerne sp. 5837-5856, 6001 f.

og 6004 samt udvalgsbetænkningen i tillæg B. sp. 425. Januarloven forhøjede

nemlig minimumsbeløbet for afgiftsbetaling (men alene for 1987), så det

herefter forventedes, at der ville blive 550.000 husstande, som skulle betale

1.150.000.000 kroner.

Men i august 1988 skønnedes tallet til 650.000 husstande, som skulle af

med ca. 1,6 mia. kr.

Vedtagelse af regeringens lovforslag nr. L 47 af 11. oktober 1988

forventes at resultere i, at 1987-afgiften vil ramme 365.000 husstande med et

samlet provenu på 880 mio. kr., der skulle fordele sig med 870 mio. kr. i

pensionsopsparing og 10 mio. kr. i skat.

At man i efteråret 1988 ophæver loven fra 1987, kan i al fald intet

ødelægge. Det er efter vedtagelsen af en sådan ophævelseslov aldeles umuligt

for de pågældende at lave om på deres opsparing og/eller

forbrugsfinansieringer for så vidt angår perioden før nytår 1988. Naturligvis

kunne der have været den situation, at de fem kartoffelpartier for at

demonstrere et fast styre af landet havde sagt: Hvad vi skrev, det skrev vi,

og her skal ingen slinger være i valsen. Men det har de fem (KF, V, CD, RV og

KRF) valgt ikke at gøre ved de ændringer, de selv tog initiativ til i januar

og august 1988 og nu senest ved 11. oktober-lovforslaget om, at halvere

1987-afgiften. Når man kan skære så meget som halvdelen væk (og endda den

mindst rigtige halvdel), kunne man da akkurat lige så godt give efter for

alle de mange saglige argumenter om helt at fjerne den 1987-afgift, der vil

indebære et tab for statskassen, fordi de 10 mio. kr., den nu forventes at

indbringe brutto, hverken helt eller halvt vil slå til i forhold til

administrationsomkostninger og lign.

I selve det forhold, at regeringen vil indføre ændrede regler fra og med

1988, ligger også, at den erkender, at det i 1986 fastlagte afgiftsgrundlag

ikke er godt. Men hvorfor skal man dog så beholde det for 1987 uden nogen som

helst verdens nytte? Og da især, da man vil bortskære ca. 90 pct. af

afgiftsgrundlaget for 1988.

Endog økonomiministeren indrømmer, »at privatforbruget nu er i

underkanten af det, vi havde forventet, da vi indførte kartoffelkuren«

(Berlingske Tidende for 9. august 1988).

Penge, der er lånt og forbrugt, kan loven jo under ingen omstændigheder

gøre noget ved. Adfærden kan ikke ændres med tilbagevirkende kraft.

Forslag om ophævelse af kartoffelkuren vedrørende 1988 og følgende år bør

nok afvente, hvordan regeringsforslagets skæbne vedrørende disse år bliver i

Folketinget, således at ophævelsesforslaget kan knytte sig direkte til

lovændringen og ikke føres som en forvirrende kamp med, hvad der allerede er

ophævet.

Til § 2

Mens kartoffelskatten for 1988 og følgende afgiftsår alternativløst er en

ny skat oven i alle de andre alt for mange og alt for store skatter, som

svage folketingsflertal har gennemført, er der for 1987 to valgmuligheder:

1) Indbetaling til den frådsende statskasse eller

2) Indbetaling til en pensionsordning for den skattepligtige selv (jf.

nærmere bekendtgørelse nr. 84 af 17. februar 1988).

ad 1)

Skatteministeren har over for Folketinget erklæret, at statskassen

tilbagebetaler, hvad den har fået (vil få?). Antagelig med virkning frem til,

at nye opkrævninger udsendes i december 1988.

ad 2)

Her blev ved lov nr. 492 af 19. august 1988 indsat følgende nye regel i

kartoffelskattelovens § 13:

»Stk. 5. Afgiftsbeløb, der er indbetalt til et forsikringsselskab, et

pengeinstitut eller en pensionskasse efter § 10, stk. 1, er ikke omfattet af

§ 10, stk. 2-4, og realrenteafgiftsloven, hvis hele beløbet med påløbne

renter tilbagebetales senest den 30. september 1988.« Denne formulering

lider af to svagheder:

a) Forsikringsselskaber m.v. forpligtes ikke til at tilbagebetale (alt),

hvad de har modtaget.

b) Realrenteafgift opkræves, hvis tilbagebetaling ikke nøje sker

overensstemmende med sidste sætning i stk. 5.

Ved forslagets § 2, stk. 2, 2. og 3. pkt., rådes bod på de nævnte

utilstrækkeligheder.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter